Vi fokuserer specielt på  tidsrummet 1820 – 1870. Tivoli åbner. Et uvæsen breder sig –  sangerinder på slap linje. Dansehaller, hvor der ender med slåskamp. Væddeløb på Fælleden, husarer er udkommanderet for at få  gratisterne væk. Fine borgerforeninger opstår. Far går til klub. Og så er det dyrehaven. For dem med knap så mange penge er det De fattiges Dyrehave.

 

Nu skal vi alle spare

København lå i lang tid gemt bag sine volde, og militæret gjorde sit til, at der var begrænsninger i forlystelseslivet. Og da københavnerne i 1843 fik Tivoli, ja så skete der virkelig noget.

I Frederik den Sjettes tid var der mange, der mærkede statsbankerotten i 1813. Nu skal vi alle spare, sagde majestæten. Jo, det kunne sandelig mærkes. Ildebranden i 1795 og genopbygningen kostede også. Ja og så blev meget af det igen skudt i grus i 1807. Er det noget at sige til, at man ikke lige med det første tænkte på festhuse.

 

Kvinderne havde natstol

Læderstræde, Kompagnistræde og Lavendelstræde var kendetegnende for armod og ensartethed. Og gassen fik københavnerne først i 1857. Det var lidt trist og mørk derude. Vandet skulle hentes ude ved gadeposten eller brønden ude i gården. Først to år efter kom kloakvæsnet i orden.   Og toiletforholdene. Ja, husets herrer var henvist til gården. Kvinderne havde en transportabel natstol.

 

Dyden sejrede ikke altid

Meget tidlig om morgenen tog dagens gerning fat. Man nåede lige the-vandet. Allerede mellem 10 og 11 kom dagens anden måltid. Et lidt beskedent stykke smørrebrød med en hvidtøl. Og herreskabet fik vel en sjat brændevin. Det var danskernes nationaldrik, og man anså det for at være helsebringende. Middagsmaden var omkring kl. 13. Fra omkring 1870 blev det rykket til kl. 15 for hovedstadens vedkommende. Kl. 18 kom the – maskinen på bordet og først kl. 21 var der aftensmad.

Dydige borgere var i deres seng kl. 22, men det var nu ikke altid dyden sejrede.

 

Højtlæsning

De bedre økonomiske forhold begyndte at brede sig omkring 1840. Men vi havde dog stadig handelskrise. Man søgte glæden i foreningslivet og i klubben.

Når et familiemedlem kom på besøg blev man trakteret med the og hvedetvebakker. Og ellers stod den på  højtlæsning. Walter Scotts historiske romaner var meget populære. Man havde da også politikeren Carl Ploug eller Charles  Dickens. Der kom gang i strikketøjet under denne højtlæsning.

 

Middagsselskaber

Tællelyset kom der gang i. Man holdt igen med de kostbare vokslys. Enkelte steder havde man også olielamper. I de velstillede hjem blev musikken dyrket. Middagsselskaberne kom i gang omkring 1860, men også kun i velstillede hjem.

Skulle man til sådan et selskab måtte man leje en droske hos en vognmand. Men de første offentlige drosker var dog kommet allerede i 1828.

Man startede selskabeligheden ved 18 tiden. Efter at diverse tøjstykker var aflagt og skiftet, deltes herrerne og damerne. Damerne tog deres medbragte arbejdsposer frem. Og så gik passiaren. Opskrifter, sladder og rygter. The og kammerjunkere blev serveret.

Til herrerne var der stillet spilleborde frem. Nu gik det løs med L´hombre og Boston. Sidstnævnte var datidens modespil, Whist kom først senere til sin ret. Mændene blev trakteret med snaps, cognac eller rom. For damerne blev der serveret et udvalg af husets syltetøj, jordbærmarmelade, ribs – og hindbærgelé.

 

Der er serveret

På slaget 21, gjorde husmoderen tegn på, at spilleriet skulle afsluttes. Så vandrede alle hen til middagsbordet. Masser af lys blev båret ind, men ingen blomster.
Op til 1850 havde man kun en blomsterhandel i København. Det var madamme Mørk i det skæve hjørne ved Nyhavn og St. Strandstræde. Det var hverken tulipaner, syrener eller roser. Måske var der enkelte geranier eller pelargonier i vinduerne.

Hovedretten ved bordet var forloren skildpadde, en skinke eller en oksesteg. Dertil blev der drukket rødvin.

Efter den varme ret blev der serveret afskårne sager og til sidst hjemmebagt æblekage. Skulle det være rigtig fornemt, var der bestilt en svesketærte hos konditoren. Isanretninger og kransekage forekom yderst sjældent.

Til kagen drak man rompunch, der enten skænkedes på af bollen eller var hældt på karafler.  Det var normalt, at man sang ved bordet. Enten havde man sin egen visebog med, eller den blev delt ud af værten. Og også fædrelandet blev hyldet ved denne lejlighed.

 

Cigarer og lotteri

Selskabet skiltes ved midnatstid, lettere omtåget og med øjne og næse fulde af røg. De første cigarer kom til landet i1808. Hirschprung åbnede sit første udsalg i 1826, men først i 1840erne vågnede frihedsfornemmelsen for cigaren i almindelig fri luft. Skulle en af deltagerne havde fået lidt for meget, ja det ansås ikke for at være et brud på den gode tone.

Var der ungdommelige med til festen kunne man også finde på at spille lotteri.

I 1850erne var middagsmaden rykket frem til kl. 14, og i 1860erne var den yderligere rykket en halv time frem. Nu måtte man også godt holde taler ved bordet. Det var ikke så passende før i tiden.

På Den Kongelige Skydebane fik man nu noget, der hed banketter. Men her havde kvinderne ikke adgang. De havde kun adgang til teateret her i 1850.

 

Masser af vin

Fra 1850 – 1870 blev der spist meget og drukket meget vin. For borgerskabet og middelklassen var det ikke så dyrt. Der kunne præsteres meget for en snes rigsdaler. Hvis vi kigger på en spiseseddel i et velstillet hjem for 24 personer blev der i 1868 serveret følgende:

• Krebsesuppe, Fiskestuvning, skinke med grønne ærter, Vingélé  med cremesauce, Oksesteg, kage, smør og ost, konfekt.

Herfra skal lyde velbekomme. Bordets glæder spillede en meget stor rolle for dem der have råd i dansk hjemmeliv fra 1820 – 1870.

 

De fine foreninger

I 1820 var der 18 klubber og foreninger i København med tilsammen ca. 2.200 medlemmer. Og det var vel og mærke kun mænd. Kvinderne måtte i undtagelsestilfælde gerne komme med som gæster.

Den fineste af foreningerne var Dreyers Klub. Det var for borgerskabets elite.  De holdt til huse i Efterslægtens røde gård i Østergade. Senere flyttede man til Vildmanden i samme gade. Her blev man forenet med Kongens Klub.

En del længere nede på rangstigen fulgte Det Borgerlige Selskab, Det Borgerlige Enigheds – selskab og Det Bestandige Borgerlige Selskab. Sidstnævnte var det mest populære. Medlemmerne var mest næringsdrivende. De fik en ret god fortjeneste, da selskabet omkring 1870 beseglede sin oplæsning ved at sælge sit udstrakte sommerlokale. Det var en stor have ude ved Ravnsborg til byggegrund. Ja det tales skam om, at hvert medlem fik en fortjeneste på 100 Rigsdaler.

Det Kongelige Teaters syngespil og enkelte kirkekoncerter i forbindelse med højtiderne var nogle få musiktilbud dengang. Men klubber som Harmonien
og Det Forenede Musikalske Selskab havde nogle velbesøgte koncerter.

 

Far går i klub

En gang om ugen kunne familiefaderen mødes med ligesindede. Her begyndte man også at spille billard. I sommerlokalet dyrkede man keglespillet. Fugleskydning med musikkorps og borgmester i spidsen var også populær.

 

Dramatologi

I 1820 fandtes der kun et offentlig teater i hovedstaden. Men interessen for selv at at dyrke dramatologien opstod. Man ville gerne agere skuespiller over for en kreds af ligesindede. Foreninger som Det Dramatiske Selskab og Thalia opstod.

Allerede i 1780 opstod Dramatisk Litteraire Selskab. Denne forening kaldte sig også Borups Selskab. I 1809 åbnede man også for kvinder. De måtte spille ”de yngre roller”.  Fastelavnsløjer og pølsegilder samt maskeballer for kvindernes vedkommende blev populære. Og en lille middag på Bellevue

 

Valsedrømme

Omkring århundredeskiftet kommer valsen væltende ind syd fra. Nu blev manden nødt til at lægge armen om damens liv. For nogle var dette uanstændigt. I 1830erne kommer så de livlige Strauss valse. Jo, man havde jo Rheinländer, men nu var der kommet mere Schwung. Men vi kunne sandelig også herhjemme. H.C. Lumbye var den danske dansemusiks mester. Champagne – galop er fra 1845.

Ballerne havde forandret karakter. De havde mistet stilfuldheden, men til gengæld var der kommet meget mere humør på. Omkring 1860 blev kvadrillen Les Lanciers obligatorisk  ved bal af en hvis betydning.

 

Dansehaller

Der var masser af danserestauranter i København. En af de ældste var Kæden i Dronningens Tværgade. De lidt ældre danserestauranter lå  i kældre. Eller det rettere udtryk var vel nok danseboderne. På de bedre danseboder søgte kommiser og kontorister. På de mere tarvelige mødte matroser, soldater og slagtersvende. Damerne var tjenestepiger på en friaften, små syersker og nymfer.

Belysningen var elendig, orkesteret var en violin og klarinet. Foruden dansen bestod nydelsen i indtagelse af øl og brændevin. Nogle steder som i Ulkegade
skulle man betale 4 skilling i entré. Der var ingen ventilation. Her var en duft af brændevin og madrester, fyldt med sved og uddunstninger og ildelugtende klæder. Bad var på de tider et temmelig fjernt begreb.

Ofte endte en god aften med et slagsmål. Politiet havde ikke et venligt øje til de små danseboder. Colosseum ude ved Værnedamsvejen havde dog et nogenlunde ry. Andre danseboder fra den tid var Kalkeballen i Lille Kannikestræde, Fønix (også kaldet Fuglen) i Helliggeiststræde, Aftenstjerne i Lille Regnegade.

Da voldene faldt søgte folk mod Figaro på Vesterbro. Det var oprindeligt indrettet søm Ølhalle (Tors Hal), hvor man kunne drikke den nye bajerske øl.

 

De mægtige studenter – fester

Studenterne var borgerskabets førere og instruktører i politisk liberalisme. Studenterforeningen blev stiftet under et beskedne forhold i 1820, og i 1840 gik der politik i den. Man etalerede et slags broderskab med svenskerne. I 1845 hensatte man københavnerne i en festrus, da man skulle fejre den nordiske forbrødring. Det foregik på den kongelig skydebane, hvor man drak mjød af åd bjørneskinke. Marstrand og Skovgaard havde dekoreret væggene med asserne. Hele 550 deltog i arrangementet og Det Kongelige Ridehus havde også åbnet dørene.

. Således inviterede Skandinavisk Selskab til festmiddag i Dyrehaven. Og bønderne var København og omegn mødte op i 140 vogne. Der var rejst et telt til 1.300 personer. Man fortærede 678 flasker rødvin og 605 flasker champagne. Og københavnere der ikke have penge nok, mødte også op.

Den sidste festdag forgik i Tivoli – Københavns nyeste forlystelse. 13.000 mennesker mødte op. Det svarede til hver 10. beboer. I Cirkusbygningen var der dækket op. Midt på gulvet stod store kar fyldt op med punch. Vesterport stod undtagelsesvis åben hele natten. Det var den største fest, København havde holdt i uendelige tider.

 

Sejrs – og Grundlovsfest

I 1849 fejrede man troppernes indtog og den nye grundlov. Man fik at vide, at den tapre danske hær sagtens kunne måle sig med den tyske hær. Dette overmod blev skæbnesvanger i 1864. i treårskrigen hjalp stormagterne. Det gjorde de ikke i 1864

Man havde overhovedet ikke en ide om, hvordan det stod til nede i Sønderjylland. Det må nok tilskrives regeringens fejlslagne politik og manglende udvikling i forsvaret, at man tabte to femtedel af riget. Men grundlovsfesterne blev en tradition i Tivoli. Man forsøgte også på Erimitagesletten, men her fungerede det bare ikke.

 

Nørrebros Teater

Morskabsteatret havde stor succes på Vesterbro. Men i 1828 fik man konkurrence fra Nørrebro. Blågård var ved at blive udstykket, men i hovedbygningen blev der indrettet teater. Det var bagermester Scheer, der bekostede foretagnet. Og det var dyrt – hele 40.000 Rigsdaler. Det var italieneren, Pettoletti,
der blev leder af teateret. 1.200 tilskuer kunne stedet rumme. Problemet var bare at det var plant, så på de sidste tilskuerrækker kunne man overhovedet ikke se noget. Det var nogle ret fantasifulde forestillinger med gymnastik i haven og meget mere.

Pettoletti fortsatte i 1834 med Vesterbro Teater. Men dansk skuespil og danske skuespiller var forbudt. Han måtte importere teater fra udlandet. Så han inviterede et tysk operaselskab og senere italienske sangere til teateret. Pettoletti – familien havde teateret frem til 1850. Så overtog arkitekt Henrik Petersen stedet. Nu fik han tilladelse til at vise dansk teater og bruge danske skuespillere.

Ved Filosofigangen byggede Cirkus Renz i 1860 et telt. Tilstrømningen var stor.

 

Georg Carstensen

Men Georg Carstensen var begyndt at røre på sig. I Rosenborg Have havde han i 1841 oprettet en Vauxhall. Han inviterede til en tre dages fest i Christiansborg Ridehus. Det var vel nærmest for at skaffe flere abonnenter til sin nye journal Figaro. Festen blev gentaget i foråret.

Han lånte Rosenborg Have og lavede en sommerfest med hele 4 orkestrer. Også dette blev gentaget med en kæmpe succes. Således sejlede dampfærgerne Hamlet og Malmø i pendulfart for at samle de skånske besøgende op.

Den 1. juli 1842 havde han indsendt en ansøgning til Kancelliet om at oprette Kjøbenhavns Sommertivoli og Vauxhall. Det havde den driftige bog – og papirhandler M.H. Bing dig allerede gjort, men betingede sig at koncessionen skulle være afgiftsfri. Men han fik afslag.

Carstensen fortsatte med sine arrangementer. I Classens Have på Østerbro have han arrangeret nogle Fyrværkeri – fester. Han overvejede at etablere et tivoli på grunden, men den var for dyr.

Den 28. maj 1843 havde Carstensen fået tilladelse til at oprette et tivoli. Han skulle leje sig ind på en græsmark, hvor Københavns brændevinshandlere havde deres køer gående. I løbet af blot to uger fik han aktieselskabet Kjøbenhavns Sommer – Tivoli op at stå. Aktierne blev solgt for 25 Rigsdaler pr. stk.

I løbet af kort tid blev den ene bygning efter den anden rejst. Nå ja, bygning er nu så meget sagt. Der var intet murværk, snarere planker forbundet med sækkelærred. Tagene var af sejldug. Det kunne godt hænde, at en besøgende en regnfuld sommerdag fik en ordentlig spand vand i hovedet.

Gamle træer blev bygget ind i etablissementerne. Det første fik navnet Slukefter. Det var lejet ud til konditor Lardellis enke. Her blev der opvartet med forskellig slags underholdning. I 1865 rykkede Rantzau ind med sine sangerinder. Men allerede da var pavillonen synkefærdig.

Et lille teater rykkede ind i Tivoli, og den første koncertsal var halvåben. Her optrådte Lumbyes Strygeorkester på 22 mand og Braunsteins Harmonimusik
med 17 mand. Men den store tiltrækning var den nye rutsjebane. Også en karrusel blev opstillet. Året efter blev en lille ø i stadsgraven inddraget. En bro blev bygget. Men idyllen blev afbrudt af særdeles grovkornet optræden af sangerinder. Et par the-pavilloner  blev opsat. Men det var dog en basar i tyrkisk stil, der tiltrak opmærksomheden.
Her var salg af frugt, blomster, cigarer og kager, ja lige fra parfume til handsker.

Carstensen bestyrede selv et kunst – og industri-magazin, hvor varer kunne indleveres til salg. Her var også et trykkeri, hvor Tivoli – Avisen, blev trykt.

Da den første sæson var afsluttet, havde 175.000 besøgt den nye have. Folk strømmede til fra provinsen og fra Skåne.

I 1872 måtte Lumbye nedlægge taktstokken grundet sygdom. Han havde skrevet under på, at han hver uge skulle møde frem med to nye kompositioner. Det siger sig selv, at alt ikke var lige godt.

 

Alhambra på  Frederiksberg

Pludselig forregnede Carstensen sig med opførelsen af  et kasino. Og så var han væk. Syv år efter vendte han tilbage og grundlagde Alhambra på Frederiksberg Allé. Carstensen oplevede ikke selv åbningen. Tivoliet slæbte sig igennem i 12 år. I 1869 måtte det lukkes.  (Læs vores artikel: Tivoli)

Opstigninger med luftballon blev også  et tilløbsstykke for Københavnerne. Luftskipper Tardini måtte lade livet på Kalvebod Strand. I Tivoli blev en ny bazarbygning og en ny koncertsal opført i 1863.

 

Et uvæsen breder sig

Omkring 1855 bredte et uvæsen sig gennem København. Det var de såkaldte sangerindeknejper. Uvæsenet bredte sig sammen med det bajerske øl. Inden for 10 år havde 22 værtshusholdere i København og 9 på Frederiksberg fået bevilling på optræden af indtil fem personer. Lønnen til de optrædene var det som kom ind under indsamling blandt publikum i pauserne. Det hele var råt og tarveligt og bundede i dårlig smag kunne datidens konservative medier berette.

I Dyrehavens sangerindetelte tryllebandt Julie Westermann år efter år soldater og slagtersvende.

 

Gymnastikundervisning

Sport og idræt kendte man ikke. Ved århundredets begyndelse havde den tyskfødte professor Nachtegell kæmpet for organiseret gymnastikundervisning. I 1828 blev gymnastik indført som tvungen undervisningsfag i alle skoler. I byerne var dette hverv overdraget til pensionerede underofficerer. Hvor mange steder, der egentlig blev undervist i gymnastik var dog tvivlsomt.

 

Gang i svømningen

Der var mere gang i svømningen. Men badeindretning i husene var ganske ukendt. Ønskede man et varmt bad måtte man på et sygehus eller besøge dem i 1850 anlagte Hambroske Badeanstalt ved Rundetårn. Men de fleste foretrak dog det rigtige vand. I 1829 blev Rysensteens Badeanstalt ved Langebro anlagt. Her blev der anlagt et ret anseligt hus med karbade og en række badehuse ude i strømmen. Huset blev revet ned i 1891. Senere blev der oprettet en masse badeanstalter og badehuse rundt om i København.

 

Skøjteløb og fjerbold

Unge drenge forlystede sig med langbold ude på Fælleden. Unge damer forsøgte sig med fjerboldspil. I slutningen af 186oerne kom Crocquet – spillet hertil. Men var det en egentlig sport? Om vinteren var der kanekørsel og skøjteløbning.

 

Ridesporten

De velstillede dyrkede ridesporten . Men det var lige så meget af praktiske grunde og egentlig beregnet til transport. Men så begyndte de første væddeløb.
Hertug Christian af Augustenborg var meget interesseret i den danske hesteavls forbedring.

I sommeren 1832 fandt det første væddeløb på et indhegnet areal på Nørre Fælled sted. På pladsen blev rejst en tribune for de kongelige herskaber. Kørende og ridende kunne tage opstilling, ellers var der kun ståpladser.

Den ene halvdel af Blegdamsfælleden var omgivet af et plankeværk, men det var så lavt, at alle kunne se over det. En afdeling husarer havde til opgave at genne alle gratister bort. Omtrent ved Holger Danskes Briller lå tribunen med splitflag for kongehusets medlemmer.

Fra 1870erne var der Eremitagesletten der var udgangspunkt for væddeløbene.

 

Zoologisk Have i en blomsterhave

I Prinsesse Wilhelmines tidligere blomsterhave åbnede Dr. Kjærbølling i 1859 sin Zoologiske Have ude ved Frederiksberg Slot. Det var nu en ret beskeden begyndelse. Museerne begyndte også at vokse frem. Først lignede de en slags pulterkammer, men efterhånden tog de form.

 

Nye udflugtsmuligheder

I begyndelsen af 1860erne hørte udflugter udenfor portene til hverdagslivet. Dengang syntes afstandene meget større. Der var ikke noget, der hed sporvogn dengang.

Datidens kvinder gik sjældent ud alene. At promovere med en ung herre, der ikke hørte til familien på  åben gade, ansås enten for kompromitterende eller forpligtende.

Frisk luft kneb det med. Gammelholm tilhørte marinen. Den var afspærret for almindelige dødelige. Hvis man ville promovere på Langelinje krævede det et tegn. Og det kostede 2 Rigsdaler. Først i 1848 blev stedet offentlig tilgængelig.

 

Datidens shopping – center

Østergade var dengang det store shopping – center. Her kom de fine damer. Ved gadens ender lå de fornemme Schweizer- Konditorier. Kræmmer Børre, Raphael og Mitchell havde første klasses varer.

 

Kongens Have – endnu ikke opdaget

De Fattiges Tivoli og Bastionerne var også tilløbsstykker. Sidstnævnte skulle dog først lige åbnes af militæret. Og Store Bededagsferien var hele volden en summende bikube. Grønningen havde et godt traktørsted, men ofte var der slagsmål på stedet. Her kunne man så lytte på militærmusik.

Kongens Have var endnu ikke blevet et udflugtsmål. Beboere fra Adelgaden og Borgergaden tog sig store friheder og brugte stedet som blegeplads. De vaskede kludder og linned, ja de tørrede faktisk også bleer på stedet. Og nogle bankede gulvtæpper.

 

Langs søerne

Spadsereturen omkring søerne langs Ægteskabs – og Kærlighedsstien var populær. Her var fuldendt idyl. Turen gennem Kastellet til Strandpromenaden , hvor Bechs og Engelbrechts Badeanstalter blev anlagt i 1840 var populære. Så kunne man fortsætte helt op af stien ud til Kalkbrænderiet. Sundets bølger gik helt op til denne sti.

 

Frederiksberg Allé 

Allerede fra 1829 eksisterede forlystelsesstedet Rosenlund med kulørte lamper. Men Tivoli blev efterhånden en hård konkurrent. I 1846 måtte stedet lukke. En
del af grunden blev udlagt til dansesalonen Colosseum.

Frederiksberg Allé  lå indtil 1854 i bælgmørke om aftenen. På begge sider af alléen var der dybe grøfter, så en ikke stedkendt i ler bedugget tilstand kunne godt komme på afveje. Og Carit Etlar, som var en af de første villaejere herude,  fortalte, at han en aften var blevet angrebet af en grævling.

Schweizeren Monigatti fik i 1826 lov til at bygge et telt i Runddelen. Han fik ret til at servere kaffe og chokolade. Det var det første sted i hovedstads – området, hvor man kunne høre tyrolersange. Traktørstedet Aleenberg helt oppe i alléens højre side Havde i mere end et århundrede underholdt med karruseller, kastegynger m.m. I 1856 fik man dog en konkurrent, nemlig Sommerlyst. Det var et gammelt lyststed Ratzeborg, der var blevet omdannet.

 

Frederiksberg have

Frederiksberg Have havde Frederik den Sjette som hyppig gæst. Ofte roede han på kanalerne. Inden havde man nyt musik op fra slottet. Jo, nu var det jo ikke alle beskåret, at kunne beskue kongefamilien. Således fik Nyboder – folket forbud mod at færdes her. Det må have været en oplevelse. Undertegnede har haft den fornøjelse i mange år, at løbe rundt i Frederiksberg Have søndag morgen. Det kan sandelig anbefales. Og så er det hvis nok også sundt.

Søndermarken blev åben for offentlig tilgang efter enkedronning Maries død i 1852. Her lå også det sagnomspundne Eremitternes Grotte. Men se det er en helt anden historie.

 

Charlottenlund Skov

Der var ikke så langt til Charlottenlund Skov som til Dyrehaven. Inde fra København var det en overkommelig fodtur. Det var en hvis ynde og smag over stedet. Konditor Lardelli underholdt med kager og chokolade samt harpemusik.

 

Transport til Dyrehaven

Dem der ville til Dyrehaven kunne komme det med skib til Bellevue eller med vogn. Ved Trianglen holdt de såkaldte Kaffemøller eller Holstenskvogne med sæder bag hverandre. Men det gik efter nutidens forhold ikke særlig hurtig. Det tog halvanden time. Grunden var nok den sandede strandvej. Men så var det jo, man kunne tage de to dampbåde William og Emma fra Toldboden.

Klampenborg fik i 1845 en ny attraktion, nemlig Vand – Kur- Brønd og Sø-badeanstalt. Dr. Hjaltelin beordrede dagligt 6 glas kildevand. Dette tal steg så senere til 12 og 15. Men stedet blev aldrig den store succes.

 

Der er mere derude

Tivolis åbning var ikke godt for Dyrehaven som forlystelsessted. Jo man ville da gerne besøge Fortunen. Skovløberstederne Frederiksdal og Søllerød fortsatte deres succes. Her kunne man gøre holdt, og få varmet sin medbragte proviant. På den måde opdagede københavnerne, at fornøjelserne ikke stoppede ved Charlottenlund og Klampenborg.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under København finder du 191 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler

 

• Gamle værtshuse i København
• Tog til København
• Historien om Nørrebros Teater (under Nørrebro)
• Østerbro – langs søerne (under Østerbro)
• Nord for Østerbro (under Østerbro)
• Søerne foran Nørrebro (under Nørrebro) og mange flere 

Redigeret 24. – 03. 2022