For mange år siden – en vandring på Nørrebro

Teglgårdsmarken gik helt ud til Assistens Kirkegård. Hvor fik Gabel pengene fra. Forlod Blågården i protest mod Kongens Dronning. Von Plessen fik foræret Blågården. Blågårdens mørke historie med Støvlet Kathrine. I 1830erne stod Blågården tilbage som brandtomt. Døtrene giftede sig med brødrene Price. Det Borgerlige Fornøjelsesselskab. Toldbetjentenes beføling. Slaverne og deres mærkelige uniform. Den dybe grøft på Nørrebro. De mange ligtog på Nørrebrogade. Alderstrøsts store lotteri. Når man var begravet i kirken, var man tættere på Gud, troede man. Et lille lig kostede kun det halve. Koppevaccination på Solitude. Herskabelig lystgård med humlegård og aspargeshave. En lille obskur knejpe. Først vægter og lys i 1830. En svinggynge vakte forargelse. Det bestandige Borgerlige Selskab måtte aldrig komme over 100. Ridekunst og legemsøvelser på Nørrebro. ”Sproglevin” – en højst mærkelig figur. Under Jødefejden 1819 ville man skænde jødernes grave. Kærligheds- og Ægteskabsstien var ikke spor romantisk.

 

Teglgårdsmarken ud til Assistens Kirkegård

Det er ikke alle gader og veje på Nørrebro, der er lige pæne. Vi husker Blågården for mange ting. Og vi har da endnu Blågårdsgade og Blågårds plads. Så var det også lige Blågård Seminarium som moderskole for Jonstrup.

På Frederik den Tredjes tid lå der fra Peblingesøen helt ud til, hvor Assistens Kirkegård begyndte, en vid mark, der blev kaldt Teglgårdsmarken. Her lå som navnet hentyder til – en teglgård. Denne mark købte en af Frederik den tredjes yndlinge, hans tidligere kammerskriver og omslagsforvalter – den senere så betroede rentemester og statholder Christoffer Gabel. Han hyggede sig på slottet med det blå tag.

 

Hvor fik Gabel pengene fra?

Man spekulerede på, hvorfra Gabel fik alle de penge til at købe dette slot. Han udnyttede sin indflydelse hos kongen. Ja så var det dem, der mente at Gabel var modtagelig for Bestikkelighed. Men mon ikke bare han var mellemmand for kongen?

Denne Gabel fik også mange fjender. Blandt disse var kronprinsen, den senere Christian den Femte. Men også andre fjender havde han – selveste Dronning Sofie Amalie og mægtige adelsmænd som Ahlefeldt og Rosenkrantz.

Gabel vidste godt, at hans magt stod og faldt med kong Frederik. I Gabels tid var Blågården en prægtig have med en mægtig Lindeallé. Der var masser af småpavilloner med blå tage. Hovedbygningen var langt yngre.

 

Prins Carl købte Blågården

I 1688 solgte Gabels ubetydelige søn hele ejendommen til generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløve. Han holdt den dog kun i kort tid. Forskellige officerer ejede gården.

Men i 1706 Købte Frederik den Fjerdes bor, prins Carl det hele. Han udvidede grunden ved også at købe jord på den anden side af søen. Denne prins havde mange titler og embeder men ellers var han ikke nogen betydelig person.

 

Forlod Blågården i protest mod kongens dronning

Han var en jævn og rolig godsejer, der brugte sin tid på jagt og ride, læse i pietistiske bøger og sysle med guldmageriet og havekunsten. Han var fuldstændig i lommen på sin hof-mester, den senere minister – Carl Adolf Plessen.

Med på Blågård var også prinsens søster, Sophie Hedevig. Hun var en meget fornem og pietistisk dame. Prins Carl var meget ophidset over at Kong Frederik havde taget Anna Sophie Reventlow som dronning. De brød med hoffet og forlod Blågård tilbage til godset på Vemmetofte.

De førte et ”beskedent” liv på Blågården. Prinsen havde 47 personer til sin opvartning. Søsteren havde dog kun 23. Og så blev der ”spist på sølv”.

 

Von Plessen fik foræret Blågården

Von Plessen fik Blågården. Gården var ikke stor nok til ham, så han købte grund helt nede Ladegårdsåen. Og så meget på den anden side af Peblingesøen, at denne kom til at ligne en indsø. Meget opholdt han sig dog ikke her.

 

Blågårdens mørkeste historie

Efter hans død solgte arvingerne Blågården til Knud Lyne. Denne solgte så igen ejendommen til Christian den Syvendes yndling, Holck. Og dette resulterede så i Blågårdens mørkeste historie.

Det var tidsrummet med Støvlet – Kathrine. I januar 1768 blev hun eksporteret til Altona. Alt på Blågården var blevet ramponeret.

Rahbeks arvinger solgte til købmanden Tutein, men han havde stedet i tre år. Vi har tidligere på siden beskæftiget os med Blågården og Støvlet Katrine.

Det var i 1828 at Anker Heegaard anlagde sit jernstøberi på en del af området. De flyttede i 1898 til Lyngbygade.

 

I 1830erne stod Blågården tilbage som brandtomt

Det engang så stolte Blågården stod i 1830erne som en ruin eller nærmest som en brandtomt. En bagermester Suhr havde købt hovedbygningen og omskabt den til pantomimeteater. Det var det første Nørrebros teater.

 

Døtrene giftede sig med brødrene Price

I 1827 Lejede Pettotti Nørrebros Teater af bagermester Schur. Her var også en engelsk linedanser og en mimiker og hans to ualmindelig smukke døtre, Rosa og Flora, der gjorde stor lykke med deres optræden. Men familien blev uenige med Pettolotti.

Resultatet blev at de rejste tilbage til Vesterbro. Og de to døtre blev gift med James og Adolph Price. Ja de blev stammødre til den berømte Price- familie.

Pettoletti kæmpede en fortvivlet kamp for at holde gang i teatret. Han gik så til kongen for at få lov til at opføre små tyske – og senere også danske vaudeviller på sit teater. Det var vel Danmarks første privatteater. Det Kongelige Teaters eneret var dermed ophørt.

Men ak, vi nævnte før, at Blågården lignede en brandtomt. Det var den 14. april 1833 at Nørrebros teater brændte.

 

Det borgerlige fornøjelsesselskab

Når man var ejer af noget på Blågården, ja så fik man også en nøgle så man kunne gå rundt om søerne. Og på Blågården var også det borgerlige fornøjelsesselskab ” Holbergs Minde”, Deres ”Punchsold” var berømt i sin tid.

 

Toldbetjenestenes beføling

Når tjenestepigerne skulle passere portene og andre kontrolsteder oplevede de at toldbetjentene var ret nærgående i deres beføling. Man kunne ikke finde på at kontrollere skoledrengenes tasker. Gang på gang havde de held til at smugle adskillige toldpligtige varer på hver side af søen imellem ”Balles Lærebog og Badens tyske grammatik.

 

Slaverne og deres mærkelige uniform

På volden fik skoledrengene tid til at iagttage slaverne, der i deres mærkelige uniform, hvis ene side var sort og den anden grå, gik med deres tunge jernlænke og arbejdede der. Man kan kaldte den slaver, men egentlig var det almindelige indsatte fra fængsler, som man kunne bruge som billig arbejdskraft.

 

Den dybe grøft på Nørrebro

Langs husrækkerne ude på Nørrebro lå den dybe grøft, hvor der på regnvejrsdage samlede sig næsten bundløst mudder. Lugten herfra var nu heller ikke den allerbedste. Det skete da også, at disse grøfter var tørre. Så blev de brugt som en fortrinlig løbegrav for angriberne, når der var høstmanøvre for borgerbevæbningen på Fælleden.

Og disse brave soldater forærede mange af deres patroner til Nørrebros raske drenge. Disse kunne bruges til et festligt fyrværkeri.

 

De mange ligtog på Nørrebrogade

Til Nørrebrogades liv hører også de talrige ligtog, der førte til Assistens Kirkegård. Det var ”12 studenter” fra Regensen, der i deres sorte kapper bar kisten afsted, mens ligeledes sørgekappede mænd og drenge aldrig kvinder fulgte efter til fods.

I Kolera-året 1853 var det knap så organiseret. Da var der en baraklejr på Nørrebro, hvor man kunne observere de lange tog af arbejdsvogne, der hver bar en snes uhøvlede kister anbragt hulter til bulter. Her turde ikke engang de nærmeste at følge med på grund af smitte. En gang imellem så man på den anden side af grøften en ulykkelig hustru snige sig afsted ved siden af den vogn, der førte liget af hendes eneste ven til det sidste hvilested.

 

Alderstrøsts store lotteri

Håndværkerforeningen fik i 1857 tilladelse til at organisere og drive et lotteri. Malermester Geisler, der dengang var formand, foreslog at der skulle oprettes fribolig for trængende medlemmer af håndværkerforeningen. Og det skulle bære det tiltalende navn ”Alderstrøst”. Foreningen vedtog i 1862 at købe en stor grund af handelsgartner J.P. Hansen.

Den 20. oktober 1863 kunne 7 enker og 8 ærværdige ægtepar ind i de 15 boliger, der enten var på to eller et værelse.

 

Begravet i kirken så var man tættere på Gud!

Man kunne leje sørgekapper, når man skulle deltage i begravelser på Assistens Kirkegård. Mange mente at det var upassende at rødhårede skulle deltage i sådan en højtidelig begivenhed. Man skulle i hvert fald skjule det.

Så var det den tåbelige overtro med, at når man blev begravet i en kirke så var man nærmere Gud. Man sagde endda dengang at meget høje personer stank mindre end lavere personer i en kirke, når de havde deres sidste hvilested i kirken.

Filosoffen og lægen Tode ville have en kirkegård til at ligge uden for byen så kunne vinden blæse det syge og usunde langt bort.

 

Et lille lig kostede kun det halve

Man fastsatte prisen for et stort lig til halv snes rigsdaler. Et mindre lig kostede det halve. Efterhånden mente studenter-ligbærerne, at det var meget langt at skulle bære ligene ud til Assistens Kirkegård. De måtte køres på ligvogne.

I 1798 fandt man så ud af, at de lig, der skulle køres i de bedste ligvogne skulle koste 20 rigsdaler. Ak ja i 1813 blev det forbudt at servere spiritus på Assistens Kirkegård.

 

Koppevaccination på Solitude

General Haxthausen solgte i 1769 Solitude til staten. Så kunne Struensee og professor Berger der indrette en koppeindpodningsanstalt. Der kunne optages 48 personer ad gangen, 16 betalende af ”borgerlig og middelmådig stand”, 32 fritliggende som fik gratis kost, klæder, medikamenter og opvartning. Anstalten åbnede den 14. juni 1770 og kom under Frederiks Hospitals direktion.

Men ak, som så meget andet nyt Struensee ville have frem så vakte den modstand, uvilje og mistro. Og helt ufarlig var kuren nok ikke. I 1783 blev anstalten lukket på grund af manglende søgning. Man oprettede så i de samme lokaler et opfostringshjem for spæde børn i samarbejde med Fødselsstiftelsen. Men dette lykkedes ikke helt.

 

Herskabelig lystgård med humlegård og aspargeshave

Staten solgte så gården ved en aktion. Nu blev det en herskabelig lystgård med have, marker, humlegård, enge og aspargeshave, der strakte sig lige fra Ladegårdsåen om bag Assistens Kirkegård.

 

En lille obskur knejpe

Ja så skal det også lige nævnes ”en lille obskur knejpe”, Lille Ravnsborg, som tilhørte inspektør Knoblauch. Her var keglebane og billard. Den blev kun besøgt af ”den lavere del” af befolkningen, når de havde været til begravelse. Så drak man gravøl her.

I 1812 havde værtshusholder Chr. Heinrich Pätges og hans kone Lille Ravnsborg. Her fødtes den 22. november deres ottende og næstyngste barn, Johanne Louise. Det blev senere den så navnkundige skuespillerinde Fru Heiberg.

 

Først vægtere og lys i 1830

Henimod aften var det ikke hyggelig at færdes her. Man må huske på, at Nørrebro og Østerbro hverken havde vægtere eller lygter før i 1830. I den grad var man ”på landet” så nær ved staden.

Der var meget få handlende herude dengang. De allerfleste fornødenheder måtte man hente inde i byen. Det blev betragtet som en hel rejse. Men herude var en del forlystelseshaver for det bredere københavnske publikum. Det var ” almindelig jævn beværtning” med vand på maskine og keglebane.

 

En svinggynge vakte forargelse

Ja og så kom der en svinggynge til Nørrebro. Moralister betegnede det som et sandt gyngeraseri byen. Fornuftige og adstadige borgere spilder deres kostbare tid og penge i gyngen på Nørrebro, sagde man.

Moralisterne foreslog endda, at der blev lagt en forlystelsesskat på dette gyngeri, Det lykkedes da heller ikke at få dem afskaffet.

 

Det bestandige borgerlige selskab

Man kunne også for adspredelse på Store Ravnsborg. Her kunne man bl.a. beskue den så yndede tamme ravn. Ja så var det jo også det store kunstfyrværkeri,

Det var også her ”Det bestandige Borgerlige Selskab”, der stammede fra 1798 holdt til. Der måtte kun være op til 100 medlemmer. Det var kun bestemte viser, der måtte afsynges her.

Selskabet havde på et tidspunkt alt for mange penge. Lovene sagde ikke noget om disse penges anvendelsesmuligheder så pludselig var alle brødre 5-6.000 kr. rigere.

 

Ridekunst og legemsøvelser

Også beridere fandt herud. Kunstberider Jean Lustre købte en ejendom ved siden af Ravnsborg.  Han fik tilladelse til at undervise i sit ridehus. Senere blev virksomheden udvidet med gymnastik og andre legemsøvelser.

 

”Sproglevin” – en højst mærkelig figur

Lige over for Jødevejen på Nørrebrogade boede i lange tider lige til han fik en fribolig på Frederiksberg Slot en højst mærkelig figur nemlig Israel Solomon Levin, den såkaldte ”Sproglevin”. Han var født i 1810 og døde i 1883.

Han var en dygtig sprogforsker, kendt for sine videnskabelige arbejder. Men han var også kendt for sin koleriske karakter og han var slet ikke til at arbejde sammen med. Han var kendt for sin hidsighed og modsigelsestrang. Også i dagbladene stødte man på hans kværulantartikler. Han var ganske ubarmhjertig og hensynsløs over for sine modstandere.

Til alles forbavselse giftede han sig i en sen alder. Alle ynkede den stakkels kone. Hun holdt da også kun et par pr så blev de skilt.

På Nørrebrogade var han en meget kendt skikkelse. Han var afholdt hos de fattige studenter som han underviste ganske gratis, ellers var han ikke.

 

Under Jødefejden ville man skænde jødernes grave

Under Jødefejden var der mange, der mente at man skulle skænde jødernes grave. Her på Jødevejen (Møllegade) købte rebslagermester Hans Thrane – Major Svendsens store reberbane, der strakte sig fra Møllegade til hen imod Jagtvejen. Det var i 1850erne. Her opstod senere på denne grund Meinungsgade og Frederik den Syvendes gade.

 

Kærligheds- og Ægteskabsstien ikke spor romantisk

Omkring søerne befandt Ægteskabsstien og Kærlighedsstien sig. Men her skulle man huske gummistøvler på. Når det havde regnet, så kunne man gå et skridt frem og to tilbage. Så disse stier levede nok ikke helt op til deres navn – i regnvejr.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Se Litteratur Nørrebro
• Knud Bokkenheuser: Det Gamle København 1

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.971 artikler
• Under Nørrebro finder du 315 artikler
• Under København finder du 197 artikler
• Under Andre Historier finder du 91 artikler

 

• Jødefejden 1819
• Mosaisk Nordre Begravelsesplads
• Blågårdens storhedstid
• Anker Heegaard og hans jernstøberi
• Alderstrøst og Håndværkerforeningen
• Kolera på Nørrebro 1853
• Omkring Blågårdsgade
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Alderstrøst på Nørrebro
• Assistens Kirkegård – en oase
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Blågården – på en anden måde
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Blågårds Plads på Nørrebro
• Solitude – en lystgård på Nørrebro
• Under jorden på Assistens Kirkegård
• De vilde på Nørrebro
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Den stinkende kloak på Nørrebro
• Blågårds – kvarteret gennem 400 år
• Livet på Assistens Kirkegård
• Johanne fra Lille Ravnsborg
• Johanne Louise Heiberg
• Støvlet Cathrine og en jagthytte i Utterslev og mange andre