Flygtninge-prammen i Klintholm Havn

En mindesten er lagt ved Klintholm Havn. En synkefærdig flodpram med masser af KZ-fangere ankom, mens Danmark festede den 5. maj 1945. Prammen var også sprunget læk. Det var en levende ligkiste. Der var masser af sygdomme om bord. Miner var fastgjort til prammen. I første omgang skaffede man 125 rugbrød og 400 liter mælk. Ingen patienter måtte indlægges på Næstved Sygehus. Søbad om dannet til feltlazaret. Flere hundrede blev reddet. 19 klarede det ikke og døde. 70 patienter blev overbragt til Blegdamshospitalet. En mand lagde hver 5. maj blomster. Det var Piotr, en af dem, der blev reddet. Han var forelsket i en af hans plejere. De blev gift og fik børn. Han tog på 20 ture til Polen for at hjælpe. Nøjagtig 54 år efter, at han blev reddet gik han bort.

En mindesten

På Klintholm Havn står i dag en mindesten:

• Fra sult og nød

De mødtes på en fremmed kyst

I hjælpsom ånd, en udstrakt hånd

Ved siden af står der på fire sprog:

• Aktion prammen

På selve Danmarks befrielsesdag 5. maj 1945

strandede her en flodpram med 370 døende

Mennesker af alle nationaliteter ombord

De kom fra nazikoncentrationslejren Stutthof ved Danzig

pint af sult, tortur og sygdom havde deres bødler tvunget

dem på denne dødsflugt over Østersøen

En synkefærdig flodpram

Om morgenen den 5. maj 1945 blev en synkefærdig flodpram bugseret ind til fiskerihavnen Klintholm på østsiden af Møn. Om bord var 345 fanger fra koncentrationslejren Stutthof. I det materiale, som vi har nævnes forskellige tal.

Himmler befalede at KZ – fanger ikke måtte falde i fjendens hænder

I krigens sidste måneder påbød Heinrich Himmler at ingen levende KZ-fanger måtte falde i de allieredes hænder. Den 18. marts nåede sovjetiske styrker Østersø-kysten vest for Danzig. Evakuering over land var ikke længere muligt. Der var nu kun en flugtvej, og det var Østersøen.

Storstilet evakuering

Tyskerne iværksatte en storstilet evakuering over Østersøen. Allerede i januar 1945 havde man forsøgt at evakuere Stutthof. I kreaturvogne var fangerne kørt til Danzig, hvorfra de skulle være afsejlet vest på med et stort passagerskib. Men transporten blev forsinket af angribende sovjetiske fly.

Da fangerne så endelig nåede Danzig var skibet sejlet, og de blev beordret tilbage til Stutthof. Skuffelsen var stor, men senere viste det sig at fangerne havde været heldige.

Det store skib, Wilhelm Gustloff blev den 30. januar torpederet af en sovjetisk u – båd og sank. 5.438 mennesker mistede livet, herunder 3.000 børn. Kun 838 blev reddet af tyske marinefartøjer. Kun 838 blev reddet af tyske marinefartøjer.

Antallet af ombordværende har sikkert været større, og muligvis er antallet af omkommende væsentlig højere.

Engelske flyangreb kostede 10.000 flygtninge livet

I Travemünde sprang et stort krydstogtsskib i luften. Det var antagelig Cap Arcona. Det var sammen med to andre skibe blevet angrebet og sænket af Royal Air Force. Masser af flygtninge blev dræbt af englænderne. Ja man mener, at de engelske flyangreb kostede 10.000 flygtninge livet.

 I Flensborg Havn og videre syd på havde 1.081 skibe bragt 2.401.367 mennesker i sikkerhed for de fremstormende sovjetiske styrker.

Mange omkom under dødsmarch

Allerede i januar var en masse fangere fra Stutthof sendt ud på en dødsmarch, som skulle koste tusinder og atter tusinde livet. Blandt dem var også flertallet af de danske kommunister.

I april 1945 var der igen tale om evakuering af Stutthof. På det tidpunkt var der ca. 4.500 fangere i lejren. Men kun knap 3.300 fangere blev berørt af evakueringen den 25. april. Flere af de indsatte var enten døde eller undsluppet.

Blandt dem, der nu skulle evakueres var 30 danske kommunister, de norske politifolk og finske skibsbesætninger.

I 4 flodpramme

Man blev transporteret til Nickelswalde ved Weichsel-flodens udmunding. Med et landgangsfartøj blev man transporteret til halvøen Hela ud for Danzig-bugten, hvor fangerne blev beordret om bord i fire flodpramme. Under hele turen måtte man søge ly for angribende sovjetiske fly.

Hermine Koschmmieder(Schmidt) beskriver det på denne måde:

• Man kan overhovedet ikke beskrive afskibningen her. Kolonnerne gik i opløsning. Mennesker kastede sig fladt til jorden eller trykkede sig ind til hjul og vogne. Jorden under os skælvede og gyngede som budding. Lige ved siden af os faldt der bomber. Vi blev dækket af støv, brokker og skidt. Hele havnen blev indhyllet i tykke i tykke røgskyer. Luften blev fyldt med svovl og røg. Et skib var ved at synke.

En flodpram forsvandt undervejs

Den 28. april afsejlede man. Dagen efter nåede man Saltssnitz på den nordøstligste del af Rügen. Efter afsejlingen blev konvojen splittet af høj søgang. En slæbebåd blev også udsat for luftangreb. En af flodprammene brød i brand.

En pram forsvandt undervejs. To af prammene nåede mellem natten mellem den 2. og 3. maj frem til bugten ud for byen Neustadt i Holsten. Her havde tyskerne stuvet en masse KZ – fanger sammen, ikke mindst fanger fra Neuengamme.

Prammen sprang læk

Yderligere en af prammene med ca. 500 personer om bord gik på grund i det lave vand ved øen Greifswalder øst for Rügen, hvor prammen var ved at bryde sammen. Den 30. april blev de ombordværende sejlet ind til Lauterbach på sydkysten af Rügen. Derfra afsejlede de i en ny pram trukket af slæbebåden Danzig under kommando af oberstløjtnant Paulo med et marinefartøj som eskorte.

Undervejs sprang prammen læk. Man besluttede derfor at bringe prammen ind til Klintholm Havn med nu 345 ombordværende KZ – fanger.

Afvist og ingen form for forplejning

Blandt dem, der var om bord var den 19 – årige Hermine Koschmieder. Hendes forbrydelse var, at hun var medlem af Jehovas Vidner. Hun fortæller, at ved afrejsen fra Stutthof havde hver fået udleveret et halvt brød, et stykke margarine og et stykke hestekød med besked om, at det skulle vare i mindst otte dage.

• Vi blev afvist i Saltssnitz, fik ingen form for forplejning. Vel en smule vand, det var som en dråbe på en varm sten. Om bord var man allerede desperat nok til at drikke havvand. Efter cirka tre timer gik det videre.
• Om natten løb prammen på en af de mange undersøiske skær ved Eulenburg. Bugserbåden havde åbenbart sluppet os og var forsvundet. Man mærkede og hørte hvordan skroget skurede mod stenet modstand. En hvis sløvhed lå over os.

Land i sigte

Det var kolde aftener om bord, og de døde blev bare kastet over bord. Man drev omkring på havet i rum sø. Det var dage uden mål og med. Prammen begyndte at tage vand ind, og man måtte rejse nødflaget. Pludselig råbte en: ”Land i sigte”. Man var glad for, at det var et hagekorsflag, som man så, men det danske flag.

• Disse aprils-nætter på havet ar ubeskrivelig kolde, især om morgenen. Vagten hyllede mig faktisk ind i sine egne tæpper. Helt tildækkede, klamme og stivfrosne sad vi heroppe sammen med nogle få andre. I alt var der vel godt 400 mennesker på den totalt overfyldte pram. Nedunder i lastrummet var der totalt kaos. Folk lå bogstaveligt talt oven på hinanden. Fyldt med lus, udhungrede, søsyge og fortvivlende trampede de hinanden ned med fødderne. De døde var ganske enkelt kastet over bord, også de halvdøde. Prammen var aldeles ikke bygget til havsejlads. Man frygtede, at den skulle kæntre. Så fik den slagside. For at holde ligevægten slog man ubarmhjertigt løs på enhver, der lod sig se på dækket, måske bare på grund af en naturlig trang. Men besynderligt nok holdt de menneskelige behov op, da man jo hverken spiste eller drak. Jeg husker slet ikke at jeg forrettede min nødtørft på den tur.

• Under alt dette var vi selvfølgelig bevidste om Himmlers ordre til så vidt muligt at sænke alle fanger i rum sø og helst sådan at der ikke var nogen spor tilbage

På vej til Strandhotellet

Den 5. maj ankom overbetjent Ejnar Lundstrøm fra Sorø til Klintholm Havn som leder af 13 modstandsfolk. Egentlig skulle de anholde en stikker. En del tyskere lå på Strandhotellet. De havde endnu ikke fået kapitulationsordre. Her havde den eftersøgte stikker søgt tilflugt. Inde på hotellet nægtede tyskerne at udlevere stikkeren.

Men lige ankommet til havnen blev de gjort opmærksom på, at der lige var ankommet en pram. Som en af de første danskere gik overbetjenten om bord.

”En levende ligkiste”

Også en ung journalist, Gert Munch fra Møns Dagblad lavede en rapport med navne og billeder. Det rystede ikke bare ham selv, men også mange læsere. Han kaldte prammen for ”En levende Ligkiste”.

Oprindelig havde de været 800, men de 300 var døde. De sidste tre dage havde de kun fået saltvand at drikke. Hele rummet var indhyllet i en frygtelig stank. De ulykkelige mennesker havde været henvist til at benytteselve opholdsrummet til at forrette deres nødtørft i.

Ved ankomsten var størstedelen af fangerne polakker og russere. Dertil kom et lille antal tjekkoslovakker, tyskere, estere, lettere, litauere, tyskere og franskmænd. Dertil kom en del fra Danzig.

Masser af sygdomme

Den første læge, der ankom var Rasmus J. Fenger. Han havde en form for aftale med den lokale modstandsbevægelse. Også læge Bendt Mortensen og hans hustru Helene Mortensen mødte hurtigt frem. Sidstnævnte var formand for det lokale Røde Kors. Også baron Rosenkrantz fra Liselund var hurtigt fremme. Han repræsenterede den lokale modstandsbevægelse.

Sygdomme som dysenteri, tyfus, tuberkuløse rådede blandt fangerne. Dertil kom følgerne af underernæring. Og alle havde lopper.

I Morsø Folkeblad den 7. maj 1945 udtalte Dr. Fenger, at man under normale omstændigheder ville have anlagt samtlige prammens ombordværende. De kunne så have fyldt Stege Sygehus i to år. Så galt gik det dog ikke. Men det kunne man jo ikke vide her den 5. maj. Hen på efteråret kunne de sidste Stutthof-fangere forlade Møn.

Den lokale befolkning tog et stort ansvar

Den lokale befolkning tog et stort ansvar. Frivillige hjælpere fik KZ – fangerne tilbage til livet. På Strandhotellet blev der indrettet et nødtørftigt lazaret. Men de første dage måtte man blive i karantæne på prammen. Kun de døende og de mest elendige blev båret fra borde. Nogle døde også med det samme. De var alt for uforsigtige og tog for meget føde til sig på en gang.

De lokale beboere kom med brød og frisk vand.

Desværre kom nogle af KZ-flygtningene snart igen bag pigtråd idet de kom i en dansk flygtningelejr. Nogle kunne først vende hjem igen i 1947.

Miner fastgjort prammen

Omkring prammen var der fastgjort miner, der ville eksplodere ved et tryk fra slæbebåden. Fangerne skulle have været sendt på havets bund. Men det tjener til den tyske skibsførers ros, at han ikke gjorde det.

En marinebåd, hvis kanoner pegede mod modstandsfolkene sejlede næste dag med SS – soldater om bord. Denne havde fulgt prammen det sidste stykke. Disse SS – soldater ville ikke fortælle, at det drejede sig om KZ – fangere.

Nationaltidende berettede

Nationaltidende beskrev det hele på denne måde:

• Det første de Mønboer saa af denne Østersø-Arks Beboere, da de var stimlet sammen paa Landingspladsen, var en Klynge snavsede, pjaltede og ubeskriveligt magre Mennesker, som stavrede op ad Hønsestigerne fra Arkens Bælgmørkes Indre og tumlede mod Rælingen i en forvirret, kæmpende Klump. En Skolepige inde paa Land greb et Stykke Brød og slyngede det over Bord. Øjeblikkeligt opstod der et voldsomt Slagsmaal omkring den ene humpel Rugbrød, som Skolepigen havde kastet.
• Egnens dygtige Læge, dr. Rasmus Fenger fortæller: ”Jeg gik ombord i Prammen, vist nok som den første, og uden at Tyskerne forsøgte at hindre det. Det var en underlig Oplevelse. De stimlede sammen om mig, hev mig i Tøjet……fortalte mig, at det var Fanger fra Koncentrationslejren Stutthof, og at de havde sejlet i mange Dage uden at faa fersk Vand og uden Mad.

Rædsler er i nøje overensstemmelse med sandheden

Flere af fangerne var som allerede nævnt så afkræftede at de døde. Flere gravsten på kirkegården i Magleby minder om tragedien. En del af de overlevende tilbragte en tid i Høje Møn Forsamlingshus.

Over for Møns Folkeblad beskrev dr. Fenger sit indtryk:

• Det er jo forfærdeligt. Det viser at Briternes Meddelelser i BBC om de tyske Koncentrationslejres Rædsler er i nøje Overensstemmelser med Sandheden. ”Jeg har faktisk ikke før kunnet tro det!”

125 rugbrød og 400 liter mælk

Dr. Fenger sendte straks sin kone af sted med lastbil til bageren i Borre, hvor hun hentede omkring 125 rugbrød til KZ – fangerne. Snart begyndte klintholmerne også at koge kartofler i store kogekar og indsamle mere end 400 liter mælk, som skulle redde fangerne fra sultedøden.

Ingen patienter kunne modtages på Næstved Sygehus

En selvbestaltet hjælpekomite blev dannet for at skaffe hjælp til fangerne. Fangerne græd mens de spiste det tørre rugbrød. Stege Sygehus, Næstved Sygehus og Røde Kors var alarmeret og sidstnævnte betalte for de foreløbige udgifter. Fra Næstved Sygehus ringede amtslægen personligt og fortalte, at ingen patienter kunne modtages på sygehuset. Den lille havneby måtte klare sig selv.

Søbad omdannet til feltlazaret

Klintholm Søbad blev omdannet til feltlazaret. Modstandsfolkene sørgede for at de 14 tyskere forlod stedet. Nu manglede man blot indmad til hospitalet. Pigekammersenge med madrasser, lagner, dynebetræk og håndklæder blev stillet til rådighed. Uldtæpper blev stillet til rådighed af vandrehjemmet.

Vandfade, bækkener, sprøjter og udskylningsapparater blev stillet til rådighed fra sygeplejeforeninger. Inspektøren fra Stege Sygehus turde ikke tage hul på beredskabslageret.

Krostuen blev omdannet til vaskerum, så patienterne kunne blive vasket. Tre kogekar blev anskaffet hos en lokal murer. På den måde fik man en slags badeanstalt.

De frivillige opdagede, at mange af fangerne ikke kunne døje hinanden, og der opstod slagsmål. Fangerne fra Stutthof var en blandet skare.

70 patienter til Blegdamshospitalet

Endelig ankom der den 24. maj to sygeplejerske fra Røde Kors. Senere lykkedes det ved hjælp af en ambulance fra Næstved dagligt at fragte patienter ind til Blegdamshospitalet. Hospitalet modtog cirka 70 patienter, og de havde næsten alle sammen plettyfus. Det er ikke helt korrekt at læger i Danmark nægtede at behandle flygtninge. Den mening har vi selv været med til at dele, grundet historisk baggrundsmateriale.

Man kunne faktisk dø af sygdommen, hvis den ikke blev behandlet i tide. Selv om de lokale ydede en kæmpe indsats døde 19 fanger af de ca. 370.

En mand på en kirkegård

Hvis naboer til Stege Kirkegård og Magleby kirkegård havde skuet over på kirkegården den 5. maj, har de kunnet se en ældre mand med tæt hvidt overskæg og kraftige øjenbryn og tilbagefriseret hår i grå nuancer gå rundt mad favnen fuld af røde og hvide roser.

Manden, der i lokalområdet var kendt som Peter Veedol havde 50 år på samme dato lagt en buket i danske og polske nationalfarver ved hver gravsten dateret 1945 med slaviskklingende navne.

Hvis man havde spurgt denne mand, hvorfor han gjorde et, ville han sikkert have svaret, at det var for at ære sine døde kammerater og de danskere, som i dagene omkring befrielsen kæmpede en hård kamp for at redde deres liv.

Piotr blev forelsket

Egentlig hed den ældre mand, Piotr Mierzejewski. Han var en af dem, der blev sendt på dødsmarch, hvor 300.000 fangere mistede livet. Han var en af dem, der blev sat på en båd. Var det fordi, at fangerne skulle sænkes for at slette alle spor i håbet om at slette krigens forbrydelser. Eller skulle de bruges i en eventuel gidselforhandling med de allierede for måske at kunne mildne straffen for nazisterne?

Piotr var en af dem, der var med i prammen. Mens han var kommet sig i sygesengen, havde han forelsket sig i en yngre kvinde fra Falster, der havde passet ham og hans kammerater. Han mente, at have set hende før.

I juni var de fleste kommet så meget til sig selv, at størstedelen rejste til deres hjemland. Piotr Mierzejewski og nogle af de andre overlevende blev dog på egnen, hvor de tjente i markerne hos baron Niels Rosenkrantz på Liselund Slot. Her lærte vores polske hovedperson at luge roer.

Hun hed Maria

Han kunne dog ikke få den unge pige ud af hovedet. Derfor vandrede han i sensommeren 1945 over 55 kilometer i for små sko fra Møn til Sønder Tåstrup sydøst for Nykøbing Falster, hvor hun boede med sin mor.

Den unge pige hed Maria og var født af polske forældre. Og det var faktisk sandt, at de to havde set hinanden før. Det var tilbage i 1935 de to unge polakker havde mødt hinanden på en international spejderlejr i Polen. Nu blev de forlovet og tre år efter viet i den katolske kirke i Nykøbing Falster.

Gift med børn

De nygifte flyttede sammen i Kannikehusene ved Orupgård på Falster. Parret fik to børn. I 1955 flyttede de til Gedser, og forpagtede en tankstation i færgebyen. Inden længe blev vores polske ven omdrejningspunktet. Men man kaldte ham nu Peter Veedol. Når tolderne havde problemer med polske chauffører kom han til hjælp. Han redede trådene ud og betalte også ofte kautionen.

Han blev dansk statsborger i 1962 og drev tanken frem til 1978. Nu flyttede parret ind på Skovboulevarden i Nykøbing Falster.

20 ture med hjælp til Polen

I 1981 blev der indført krigsretstilstand i Polen. Det kunne Peter Veedol ikke bare se på stiltiende. Sammen med en sygeplejerske begyndte han at indsamle mad, tøj og medicin. Han kontaktede en mand ved navn Aksel Skou, der drev en frugtplantage på Fejø og havde et vognmandsfirma. I årene fra 1981 til 1984 blev det til 20 ture til Polen.

Den tidligere krigsfange ville give noget tilbage til den verden, der havde givet ham så meget. Men da Maria blev syg i 1985 stoppede med at køre til Polen. Hun døde kort tid efter.

Han gik bort – 54 år efter sin ankomst

Peter Veedol solgte huset i Nykøbing Falster og mødte efterfølgende en ny kærlighed. I maj 1997 skulle han opereres, en simpel operation. Men skæbnen ville det anderledes. Under sin indlæggelse fik han en hjerneblødning.

Den 5. maj klokken 6 om morgenen gik han bort. Det var nøjagtig 54 år efter, at han var trukket i land sammen med de andre KZ – fanger i Klintholm Havn.

Kilde:

• www.ove-christiansen.dk
• www.mandemarke.dk
• www.tveast.dk
• Hermine Koschmieder: Min fødeby hed dengang Danzig
• Erik Haaest: Aktion Prammen
• Hermine Schmidt: Med glæden i behold
• Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark
• Heinz Schön: Ostsee 45. Menschen, Schiffe, Schicksale
• Martin Schmidtke: Rettungsaktion Ostsee
• Claes Göran Wetterholm: Dødens Hav – Østersøen
• Heinz Schön: Die Cap Arcona Katastrophe
• Horst Schmidt: Døden kom altid om mandagen

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse 266 artikler om Besættelsestiden (Før/under/efter) herunder:

• Læger under og efter Besættelsen
• Syd for grænsen-efter besættelsen
• Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
• Desserteret i Svenborg – Likvideret i Gelting Bugt
• Likvideret i Alssund 5. maj 1945
• Himmler og hans datter
• Tyske flygtninge
• De tyske flygtninge på Nørrebro
• Tyske flygtninge i Nordslesvig
• Tyske flygtninge i Tønder
• KZ – lejr Ladelund
• Bag KZ-lejrens pigtråd
• KZ Udelejr – Flensburg-Schwesing (Svesing)
• Dansk Vaccine i Buchenwald
• Josef Mengele – Dødens engel
• Karantænestationen ved grænsen
• Død over Babi Jar
• Sort Jord – Holocaust
• Hvad sker det i Borbruisk
• Buschenwald-rædsler og lidelser
• I ondskabens tjeneste af Holocuast
• SS-absurde grusomheder
• Holocaust – aldrig igen og mange flere