Flygtninge i Oksbøl
Man er i gang med at skrabe penge sammen til et flygtningemuseum til 100 mio. kr. Gravene bliver passet af tyskere. Lejren startede som militærlejr. 15.000 tyske soldater var i lejren. Det blev Danmarks 6. største by. Fru Best blandede sig ikke med de andre. Man ville helst bo i hestestaldene. Værelserne lignede pulterkamre. Man boede meget tæt sammen. Det var et bysamfund med borgmester og byråd. Kvinderne måtte sandelig tage deres del af slæbet. Her var tre landbrug og eget el- og vandværk. Her var et imponerende sygehus. Og så var der en tysk politimester med sit eget politi. En mand var i høj kurs i lejren. Og helt kedeligt var det heller ikke for 900 verdensborge så dagens lys. 1.400 døde under opholdet. Her var en kæmpe skoleopgave at tage fat på. Her var musik og teater. Og tænk engang hele 21 køkkener.
Et flygtningemuseum til 100 mio. kr.
I slutningen af 2019 tages det første spadestik til en Danmarks Flygtningemuseum i Oksbøl. Det bliver en del af Vardemuseerne. Her lå Danmarks største flygtningelejr med 36.000 tyske flygtninge.
Hvis det hele skal med bliver prisen for hele projektet 100 mio. kr. Indtil nu er der hentet 32 millioner kroner til projektet fra dansk side. Sidste år kom projektet på finansloven med 10 mio. kr. Man håber også på en ordentlig gang penge fra tysk side.
Gravene bliver passet
I dag står kun ganske få af de bygninger tilbage, der udgjorde selve lejren. Lazarettet er der endnu. Det er et nedlagt vandrehjem.
Kirkegården er her endnu. I tre ringbind er gravene registreret. I 1960erne startede tyskerne med at vedligeholde disse grave. Fra 1969 påhviler det den humanitære organisation Volksbund Deutscher Kriegsgräberfürsorge at vedligeholde gravene.
Selve lejrarealet var på 4 km2 og er i dag en del af Aal Plantage.
Lejren startede som militærlejr
Lejren i Oksbøl var etableret i 1929 som dansk militærlejr. I begyndelsen var det en teltlejr, hvorfra det danske artilleri foretog skydninger ud over det militære skydeterræn på Kallemærsk Hede ved den jyske vestkyst nord for Esbjerg.
Efter den tyske besættelse i april 1940 kom lejren under tysk kontrol. Nu blev den uddannelseslejr for tyske soldater under navnet ”Truppenübungsplatz Oxböl. Lejren blev fortrinsvis brugt til uddannelse af østfrontsoldater.
15.000 tyske soldater i lejren
I 1941 udvidede den tyske værnemagt lejren kraftig med den såkaldte Nordlejr. De lagde den sammen med den eksisterende sydlejr. Det betød ekspropriationer i området og fældning af en del af Aal Plantage.
Som militærlejr havde Oksbøllejren cirka 200 barakker og en kapacitet på 15.000 mand samt plads til 3.600 heste. Efter befrielsen blev flygtningelejren i Oksbøl etableret i den store Nordlejr. Den danske hær rykkede ind i Sydlejren.
Det blev Danmarks 6. største by
Jo herude på Vestjyllands magre jord opstod Danmarks sjettestørste by med borgmester, byråd, kirker, biograf, teater, skoler m.m. En hel ny by dog lukket for omverdenen.
De første flygtninge ankom til lejren den 21. februar 1945. Ved befrielsen den 5. maj 1945 var her allerede indkvarteret 10.000.
Alle gader havde deres egne navne. Lige foran lå Hauptstrasse (Strøget). Her boede de fine. Det kneb i den grad med at holde varmen i disse barakker.
Fru Best blandede sig ikke med andre
På ”Strøget” havde også dr. Best’ s hustru og børn bopæl. Hun følte sig i den grad forurettet. Hun var stolt som en pave og mængede sig ikke med nogen. Da hjemsendelsen begyndte, og det var hendes tur, forlod hun lejren ikke blot med børnene, men også med husassistenten i sit følge. Fru Best var kommet til lejren sammen med en del af det tyske gesandtskab.
Der var 210 beboelsesbarakker i lejren, nogle grundmurede bygninger samt 80 hestestalde, der også var lavet til beboelse. Der boede omkring 150 mennesker i hver barak.
Man ville helst bo i hestestaldene
Men der var rift om hestestaldene, for skønt der ikke var et eneste vinduer i disse, kun overlys døgnet rundt, så var det højt til loftet og dette højenloft kunne bøde for den beklumrende atmosfære, en dunst af allehånde, som var at finde i de fleste barakker.
I hestestaldene måtte 127 mennesker deles om tre vandhaner og ingen håndvaske, kun en cementkumme ved afløbet i gulvet.
Værelserne lignede pulterkamre
”Værelserne” i barakkerne var delt op i stue, soveværelse og køkken. Skillevæggene bestod af tæpper eller blot en stak klude. Pladsen var så snæver, at de tre rum mindede om et pulterkammer fuldt af skrammel. Her spiste og sov man i sammensurium af snak og støj fra alle fire verdenshjørner. Ro var der ikke at finde.
Et bysamfund med borgmester og byråd.
Hvordan levede man i dette pengeløse, særegne samfund? Som alle andre bysamfund var der borgmester og byråd (26 medlemmer). Disse blev valgt ved frie og hemmelige afstemninger. Fire kvarterforstandere dannede et magistrat. Der var folkeregister, forsørger – og arbejdsanvisningskontor. Ja der var skam arbejdspligt. Det gjaldt for alle mænd fra 14 til 65 år og for alle kvinder fra 14 til 60 år.
Nu skal der dog lige siges, at den ene gang måtte man lige vælge en ny borgmester, da den siddende borgmester blev anklaget for krigsforbrydelser.
Kvinderne måtte tage deres del af slæbet
Da mændene var i betydeligt mindretal var det op til de mange kvinder at tage deres store part af det daglige arbejde. De måtte hjælpe til både i tøvemoserne, ved forplejningen, transport, undervisning samt adskillige håndværk.
150 kvinder var dagligt beskæftiget i lejrens spinderi, som fremstillede garn til de flygtninge, der ønskede at strikke trøjer, sokker og bluser til eget forbrug. Ulden fik man fra de 800 får og mere end 600 angorakaniner, som også fandtes i lejren.
Der var koste- og børstenbinderier, måttefletterier, kurvemageri, bogbinderier, store systuer, skrædder – og skomagervirksomheder, frisørstuer og hvad der ellers findes i et organiseret samfund. Også fabrikation af legetøj var sat i system. Således var der i december 1946 30.000 stk. legetøj klar til den tilstundende julehøjtid. Endvidere var der udstilling af mange prægtige husflidsarbejder.
Tre landbrug
Tre landbrug med fåreavl og svineopdræt hørte også til lejren, ligeså to gartnerier, auto-, snedker-, blikkenslager- og instrumentmagerværksteder. Disse tog en mængde ufaglært og faguddannet arbejdskraft i brug. Ja det gav også storartede muligheder for en regulær lærlingeuddannelse, der både praktisk og teoretisk svarede til de krav, man herhjemme og i Tyskland måtte stille dertil.
Eget el – og vandværk
Lejren havde sit eget el- og vandværk, egen banegård, brandvæsen. Ja der var en telefoncentral med 430 telefoner i alt og 500.000 meter telefonledning – en stor badeanstalt og store vaskerier og køkkener.
Imponerende sygehus
Ja dertil kom hospitaler med 32 tyske læger under dansk overledelse, kredslægen i Varde, overlægen fra Amtssygehuset i varde, en af de praktiserende læger i Oksbøl samt overlægen ved Spangsbjerg sanatorium.
Her var et imponerende sygehus med 1.000 sengepladser og 200 sygeplejesker. Der var hele 30 bygninger med lyse og hygiejniske sygestuer. Man var udrustet med instrumenter. Alene på den kirurgiske afdeling udførtes der dagligt 6 større og 10 mindre operationer. Her var kort sagt alt, hvad der skulle høre til.
Sygeligheden var stor i 1945 særlig efter de to første måneder efter besættelsen. Flygtningene blev plaget af sygdomme som tyfus, difteri, skarlagensfeber og tuberkulose. Desværre manglede man på det tidspunkt en del medikamenter.
Tysk politimester med politi
Og her var masser af politi. 60 kriminalbetjente og 225 ordensbetjente sørgede for at roen i lejren blev opretholdt. De var stolte, når de promenerede i deres velkendte grønne uniformer. De havde armbind på, hvor der stod Polizei. Der var politimester, dommer og to domsmænd.
Lejrretten afgjorde alle overtrædelser af lejrreglerne og almindelige moralske og juridiske bestemmelser, dog kun for så vidt der ikke var tale om krænkelser af danske interesser. Straffen var advarsel, hæfte og fængsel i indtil seks måneder. Dette blev afsonet i arresten eller i straffebarakken. Forundersøgelserne blev foretaget af det tyske politi.
Stor bevogtningsopgave
Bevogtningsopgaverne ved lejren blev i begyndelsen varetaget af et detachement på 400 danske soldater-officerer og menige. Senere overgik dette til danske politifolk under ledelse af en politiassistent.
Bevogtningsmandskabets vigtigste opgave var at forhindre ”fraternisering”. Og på dette punkt kunne der godt opstå problemer. Lejrens omkreds var på 10 km. Ganske vist var den forsynet med et solidt pigtrådshegn hele vejen rundt. Men for en behændig udbryder kunne det godt lykkes at forcere det selv om det ville tage noget tid.
En mand var i høj kurs
Der var masser af modne kvinder og søde piger – indsmigrende og langtfra tilbageholdene, så det var forståelig nok, at såvel soldater, civile – samt de danske CBU – folk – 40 i alt, der stod ved lejrens brandvæsen og stationeret i selve lejren, nok kunne få amourøse tilbøjeligheder.
En mand var i høj kurs inde i lejren. Det var ikke så sært. 17.000 af lejrens beboere var kvinder over 14 år, men der var kun 5.500 mænd i samme aldersklasse.
Dertil kom 7.700 børn mellem 6 og 14 år samt 4.500 under 6 år.
Godt 900 nye verdensborgere så dagens lys
Flere tusinde flygtninge i lejren sendte ansøgninger til Justitsministeriet om tilladelse til at gifte sig med hinanden. Men ministeriet gik på dette punkt strengt til værks. Det var jo næppe tvivl om, at flere flygtninge var gift i forvejen. Men da de var uvidende om, hvorvidt deres ægtefælle levede, ville de benytte sig af chancen.
Selv om tilladelsen til ægteskab flygtninge imellem i langt de fleste tilfælde blev nægtet, skortede det ikke på fødsler i lejren.
Godt 900 nye verdensborgere så dagens lys i Oksbøllejren. Eller sagt på anden vis. Der forekom en fødsel hver anden dag i lejren i de år, den rummede tyske flygtninge. 80 pct. af alle børn fødtes uden for ægteskab – altså sådan at forstå, at selv om mødrene i mange tilfælde var gift, var det ikke deres egne mænd, der fik børnene med, idet de enten var enker eller uvidende om mandens opholdssted.
Blev de tyske kvinder og unge piger snuppet fraternisering, hjalp ingen bønner. Så gik vejen lige i brummen. Lejren havde jo eget fængsel – og så stod menuen de næste 14 dage på vand og brød på grund af det lille galante eventyr.
1.400 døde under opholdet
I samme periode som der blev født 900 nye, døde der 1.400 flygtninge. Adskillige af disse fandt deres sidste hvilested på kirkegården nær lejren. Her talte de mange trækors deres tavse sprog om sorg og savn. Hver gang en flygtning døde-ung eller gammel – fulgte et meget stort trofast følge den afdøde på den sidste rejse.
På kirkegården ligger dog 1.796 tyskere begravet. I 1962 blev 549 grave fra andre steder flyttet ind på stedet. Rækker af stenkors blev anlagt i 1968-69.
Begravelsen foregik enten mandag eller torsdag – kun de dage i ugen – og lejrens mange tusinde kvinder satte ære i, at gravene altid stod velholdte og smukt pyntede.
Op mod 10.000 samledes hver søndag til kirkegang. Der var 4.500 katolikker, der havde egen kirke og blev betjent af to katolske præster.
Kæmpe skoleopgave
Imponerende var også det skolearbejde, der blev sat i gang. 12.000 børn og 8.000 voksne sad på skolebænken. Man havde også hele tre gymnasier med 1.400 elever.
Musik og teater
Der var barakken ”Bunte-Bühne”, et folkeligt forlystelsessted, hvor ikke mindst de unge samledes om aftenen. De sang til harmonikatoner, dansede med hinanden og opførte små sketches. Og så var det teatret med 1.000 siddepladser. Om søndagen fungerede det som kirke.
Teatrets leder var den tidligere direktør for Danzig Statstheater, profssor Warndorff. Jo dette blev en stor humørspreder. Også musiklivet blev i den grad dyrket.
21 køkkener
Bespisningen fandt sted fra hele 21 køkkener fordelt over hele lejren. Hver af disse bespiste 1.800 – 2.000 mennesker.
De første hjemsendelser fandt sted i slutningen af 1946. Oksbøllejren blev brugt som opsamlingslejr efterhånden som de andre lejre lukkede.
Den sidste flygtningetransport
Den sidste flygtningetransport foregik den 15. december 1948 fra Oksbøl. Men en del flygtninge var holdt tilbage for at rydde op. Et kæmpemæssig udsalg af træ, sanitet, inventar m.m. startede nu.
Derefter blev lejren en militærnægterlejr. Denne lejr blev nedlagt i 1959.
Kilde:
- www.forsvaret.dk/oksbøl
- www.danmarkshistorien.dk
- www.krigserindringer.dk
- Div. Artikler på www.dengang.dk
- Kirsten Lylloff: Barn eller fjende
- Leif Hansen Nielsen: Danske flygtninge i Nordslesvig 1945 – 48
- Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark
- Jens Aage Poulsen: Ubudne gæster
- Jens Peder Østergaard, Jacob Thorup Thomsen: Mein lieber Kristian
- www.dengang.dk indeholder 1.380 artikler herunder 278 artikler fra Besættelsestiden (før/under/efter) herunder:
- Læger under og efter Besættelsen
Da de ubudne gæster kom
Syd for grænsen – efter besættelsen
Tyske flygtninge
De tyske flygtninge på Nørrebro
Tyske flygtninge i Nordslesvig
En flodpram i Klintholm Havn
Tyske flygtninge i Tønder med flere