Flere minder fra Tønder Statsseminarium

En dansk og en tysk afdeling. Historier fortrinsvis fra 1869 – 1872. Fra Harmoni via Phønix til Enigheden. Den danske hue behagede ikke det tyske borgerskab. Seminariedirektør Schmidt. Pastor Eye var til diktat og doven. Efterfølgeren var ikke bedre. Rickmers var dårlig til dansk. Dansklærer Petersen var den bedste. Johansen havde familiemæssige problemer. Papa Wilms var godheden selv. Seminaristerne var ikke til havedyrkning. Richter var en betydelig og doven pædagog. Krause var en fin mand. Vi hilser på det vigtige eksaminationskollegium. Der var to fraktioner hos de danske seminarister. Man gik langs Borgerdiget eller drak en æggesnaps.

 

En dansk og en tysk afdeling

Vi har efterhånden et par historier fra Tønder Statsseminarium og Tønders skoleliv. Og tænk engang det var Nordens ældste læreruddannelsesskole oprettet i 1788.

I de første 20 år efter 1864 var seminariet delt i to afdelinger, en A – afdeling, som var tysksproget, og en B – afdeling som var dansksproget. I 1884 flyttede den danske afdeling til Haderslev og seminariet i Tønder blev rent tysk.

De tyske elever bar både før efter 1884 uniformer efter forbillede fra de tyske ”Studentenburschenschaften.

 

Fra ”Harmoni” via ”Phønix” til ”Enigheden”

I den danske afdeling var der barske rusoptagelses-ceremonier, men de var dog blevet afskaffet her i 1869 – 1872, som vi skal beskæftige os med. Den danske semarist – forening hed ”Harmoni”. Det var en forløber for ”Enigheden”.

Men inden da hed foreningen Phønix. Møderne blev holdt på Schweizerhalle. Hensigten med disse møder var underholdning med foredrag og flerstemmig sang. Ja herude var der også seminaristbal.

Efter hver optagelsesprøve blev det fejret med et såkaldt ”Fuchsschaumaus”. Hertil var seminarielærerne også inviteret.

 

Den danske hue behagede ikke det tyske borgerskab

Man optog også skikken med at bære hue, men det var dog ikke den samme som de tyske seminarister. Oprindelig var foreningens medlemmer udstyret med en grøn hue. I slutningen af 1870’erne blev den så byttet om med en hue, der mindede meget om den danske studenterhue.

Men ak, det vakte forargelse blandt de tyske seminarister og Tønders tyske borgerskab. Efter en huekrig endte det med, at huen blev forbudt i 1878. Så var det også lige den meget lange pibe, der hørte med til udstyret.

 

Sanglærer Johansen

Dengang hed sanglæreren Johansen. Han var selv en original med et vittigt smil om sin lærde mund. Han spurgte altid seminaristerne, om de kunne synge. Ofte var svaret:

• Æ ka kun tre toner

Seminariedirektør Schmidt

Jo det var dengang at det hed seminariedirektør, og han hed dengang i 1869 Schmidt. Ja og allerede i 1865 blev den bagerste bygning forhøjet med en etage. I 1905 blev en helt ny statelig seminariebygning taget i brug.

Og Schmidt han blev senere præst og endog provst i Svenstrup på Als. Han kunne godt være streng og til dels opfarende. Men han var en meget dygtig lærer og afholdt. Især var han fortrinlig til religionsundervisning.

 

Pastor Eye var til diktat

Pastor Eye’s undervisning bestod af diktat. Han underviste i religion og pædagogik. På grund af sin dovenskab blev han anset som en dårlig lærer, og så var han ilde anset. Eleverne kunne finde på at pibe af ham, så han måtte forlade klassen. Han kom meget hurtig videre til Medelby. En søn af ham, advokat Eye i Flensborg, blev for nogle år siden skudt i en duel.

 

Efterfølgeren var ikke bedre

Pastor Engel var Eyes efterfølger. Han var stort set ikke bedre. Det var også en meget dårlig undervisning. Hans undervisningsmetode var også diktat. Men hans sætninger var i reglen så lange og lærde og opstyltede, at han ikke selv kunne holde rede på det.

De teologiske kandidater, der var på seminariet forstod ham heller ikke. Han var senere præst på Als. Og skulle have været en ret dygtig prædikant.

 

Rickmers var dårlig til dansk

Rickmers, degnen fra Medelby, som underviste i matematik, historie og geografi var et hjertensgodt menneske og et mønster af en skolemester. Hans kundskaber rakte ikke så langt, så han gav ikke så meget. Til gengæld kunne alle følge med.

Han talte så dårlig dansk, så i begyndelsen måtte seminaristerne tage sig sammen for ikke at knække sammen af grin.

• Kan De denne sætning på tavlen henkaste?

Rickmers tilbragte sine sidste dage i Flensborg og blev en meget gammel mand.

 

Dansklærer Petersen var den bedste

Petersen var uden tvivl den bedste lærer. Han var senere kredsskoleinspektør i Aabenraa. Han var en fortrinlig underviser i dansk sprog (Meiers grammatik) og litteratur. Dengang var dette et hovedfag. Ved siden af dette havde han en ”ædel karakter”. Derfor var hanhøjagtet og elsket.

 

Johansen havde familiemæssige problemer

Johansen var lærer i musik og gymnastik og så også i fysik. Han kunne ikke fornægtes dygtighed. Men han var hvis ude i ægteskabelige og andre familiære problemer. Det bevirkede, at han ofte var brutal og uberegnelig. Han kunne i undervisningstimerne finde på at drille eleverne.

Når man mødte ham på gaden kunne han lige så godt ligne en murermester. Han gik ikke så meget og i tøj og udseende.

 

Papa Wilms var godheden i sig selv

Papa Wilms som han i almindelighed blev kaldt hørte egentlig til afdeling A. Han var lærer i botanik og zoologi. Dette foregik så på tysk.

Han havde på grund af sin barnlige, næsten til barnagtighed grænsende godhed og i sin ejendommelighed til aldrig at se fremad i undervisningen meget svært ved at opretholde disciplinen. Derfor lærte man aldrig noget hos ham.

En gang imellem følte han sig fornærmet. Han kunne faktisk en hel time sidde og hulke som et barn.

 

Seminaristerne interesserede sig ikke for havedyrkning

Büsing var lærer i havedyrkning. Skønt han kun var gartner, var han ikke uden evner i at undervise. Men seminaristerne interesserede sig ikke lige for dette fag. Så de fik vel aldrig rigtig noget ud af havekultur.

 

Richter, en betydelig og doven pædagog

Richter blev senere seminariedirektør, først i Tønder, dernæst i Augustenborg. Han var ganske vist en meget betydelig pædagog, men utilbørlig og doven og gav derfor en højst tarvelig undervisning i tysk sprog, der indskrænkede sig til et par timer om ugen. For det meste bestod den kun i simpel diktat og oversættelse. Dette bidrog ikke just til at udvide seminaristerne kendskab til det tyske sprog.

Så hjalp det, at man i de sidste studieår havde tysk undervisningssprog i historie, geografi og naturfagene.

 

Krause var den fine mand

Krause hørte også til afdeling A, det tyske afdeling. Han gav undervisning i skønskrift. Han ville gerne spille den fine mand i form af at bukke og skrabe. Dog var han som musiklærer i den tyske afdeling vistnok mere grundig og dygtigere and danskernes Johansen.

 

Det vigtige eksaminationskollegium

Provinsialskoleråd var til den tid dr. Schneider. En legemlig kun lille mand. Åndelig derimod var han en betydelig mand. Skoleråd var forhenværende præst i Bylderup, Matzen. Og så var der Generalsuperintendent dr. Godt. Disse tre hørte med til Seminariets eksaminationskollegium.

 

Da læreren skålede på Danmark

Ja mange af seminaristerne tjente lidt penge i den danske privatskole i Tønder. Har var bestyreren, Tørsleff ved dyrskuet i Visby kommet til at udbringe en skål for Danmark. For ikke at falde i den strenge gendarms fangarme måtte han erklære, at det var damerne han havde skålet for. Hvis han ikke havde kunnet overbevise gendarmen om dette var han landet i fangenskab i Köningsberg.

 

To fraktioner

De forskellige skikke man havde i den danske afdeling kunne godt tage overhånd og komme til at ydmyge den enkelte. Og det var ikke altid lige sagen. Der dannede sig to grupper, som var udstyret med ”totenschlâger”. Men nu kom det dog ikke til egentlige kamphandlinger.

 

Langs Borgerdiget eller en æggesnaps

Rundt om i Tønder kunne man få logi hos beboerne, bl.a. hos farver Hansen i Søndergade. Nogle af seminaristerne sparede. Og det gjorde de så også på tøjet. Nogle gik kun i vadmelsbenklæder, og kun ved festlige lejligheder tog man så en hvis krave på.

Opholdet på seminariet betød at mange bånd blev knyttet sammen. Det var lutter unge, livsgalde mennesker, der i det hele taget havde det meget behageligt, men man længtes efter at blive færdig og være en fri mand.

Man løb og spadserede langs borgerdiget ved Vidåen. Der var mange værtshuse, der lokkede. Og konditor Hamerich havde nogle velsmagende kager. Her kunne man også nyde en æggesnaps.

Der var da også enkelte fra den danske afdeling, som man ofte mødte i danselokalerne og krostuerne i byen. Det skete da også, at seminarister blev bortvist.

 

Kilde:

• Sønderjysk Årsskrift
• Se Litteratur Tønder
• Emil Albeck, Claus Eskildsen: Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938
• Morten Bredsdorff, Erling Brahm: Tønder Statsseminarium og Øvelsesskole

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 232 artikler om Tønder og Omegn herunder:

• Livet på Seminariet i Tønder
• Tønder Seminarium – en del af historien
• Tønder Statsseminariums historie
• Tønder Statsskole – dengang
• I skole i Tønder
• Vajsenhuset i Tønder
• Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
• Den Røde Skole
• Lærer i Burkal
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og mange flere