Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Flere gader og veje på Østerbro

Juni 18, 2008

Dette er anden del af gader og veje på Østerbro. Vi starter på Victor Borges Plads og slutter i Århusgade (V – Å)

Vi nåede ikke at blive færdig med Gader og veje på Østerbro. Her er de manglende gader og veje på
Østerbro.

Victor Borges Plads:
Victor Borge (1909 – 2000) blev født i Classensgade. I begyndelsen optrådte han som Børge Rosenbaum. Han debuterede som pianist allerede i 1926. Allerede før flugten til USA i 1940 var han verdensberømt i Danmark for nummeret Fonetisk tegnsætning. Han havde formatet til også at blive verdensberømt uden for Danmark. Han elskede de gamle gader i København.

Vognmandsparken:
Vognmandslavet havde fra gammel tid fæstebrev på arealet. Lavets ældste skrå er dateret 1478. I 1893 overtog Hæren hovedparten, men en del blev udstykket.

Voldmestergade:
Voldmesteren havde opsyn med fæstningsvoldene – i dette tilfælde gartner Johan Gottlob Reeh (1798 – 1877), der boede i voldmesterens hus. Dette blev nedrevet i 1883. Hans far var en af de såkaldte kartoffeltyskere. Han var en af de første københavnere, der dyrkede dette nymodens afgrøde på den jord, han fæstede mellem Kommunehospitalet og Lille Triangel.

Vordingborggade:
Efter den sydsjællandske købstad med Gåsetårnet.. Navnet hentyder til borgen på bredden. Gaden blev omdøbt i slutningen af 1940’erne fra Øresundsgade.

Webersgade:
Grosserer Theobald Weber (1823 – 1886) ejede Rørholm, som han udstykkede i 1880’erne.

Weysegade:
Komponisten Christoph Ernst Friedrich Weyse (1774 – 1842) satte melodier til bl.a. Ingemanns morgen – og aftensange.

Wiedeweltsgade:
Billedhuggeren Johannes Wiedewelt (1731 – 1802) studerede både i Paris og Rom. Han var også en udmærket grafiker. Figuren Troskaben til Frihedsstøtten på Vesterbrogade, skyldes ham. Det Bodenhoffske monument på Assistens Kirkegård har han også udført. Han led af en uhelbredelig sygdom, og forlod den 17. december 1802 sit hjem på Materiale-gården. Fire dage efter blev han fundet druknet i Sortedamssøen – der ligger for enden af gaden.

Wilhelm Marstrands Gade:
Maleren Wilhelm Nicolai Marstrand (1810 – 1873) er figurmaleren frem for nogen i dansk kunst. Han blev sent gift, men nåede 17 lykkelige år på Østerbro.

Willemoesgade:
Sekondløjtnant Peter Willemoes (1783 – 1808) var endnu ikke fyldt 18, da han blev chef for det Gernerske Flydebatteri nr. 1, som lå i kamplinjens centrum, da englænderne under Parker angreb den 2. april 1801. Admiral Nelson var næstkommanderende. 370 danske var døde, 670 sårede og 1,984 var savnede. De engelske tab var 350 døde og 850 sårede. Willemoes var dagens mand. Efter krigen studerede han jura, var nogle måneder i den russiske flåde, og blev så kommanderet ombord i Prins Christian Frederik – det danske linjeskib. Ved Sjællands Odde blev det angrebet af to engelske linjeskibe. En engelsk kanonkugle bortskød den unge premierløjtnants isse.

Zinnsgade:
Den lokale grundejer, grosserer Ludvig Maximillian Zinn (1808 – 1868) var major i ”Det Borgerlige Artilleri”. En søster var gift med komponisten J.P.E. Hartmann. Familiefirmaet Agent Zinn & Sønner opførtes i 1809 med den næststørste skatteindtægt i København – 58.200 Rigsdaler. Slægten indvandrede fra Bayern i 1700’tallet.

Æbeløgade:
Æbeløgade ligger nord for Fyn. Æblet er kærlighedsgudinden Frejas symbol i den nordiske gudetro.

Øresundshospitalet:
Hospitalet blev grundlagt i 1875.

Østbanegade:
Øst-banen blev anlagt i 1895 fra Nørrebro over Svanemøllen til Frihavnen. I 1898 blev den forlænget til Østerport. I 1917 helt til Hovedbanegården.

Øster Allé:
Øster Allé blev anlagt i 1750 på grænsen mellem Nørre og Øster Fælled, der begge var græsningsarealer. Struensee tillod i 1771 afholdelse af hestevæddeløb på Nørre Fælled. 28. april 1772 blev han halshugget dér, hvor Idrætsparken nu ligger. Midtvejs mellem Parken og Østerbro Stadion lå Struensee – stenen.

Østerbrogade:
Østerbrogade blev den nordligste udfaldsvej med anlæggelse af den nye Øster Vold i 1647. Den afløste den ældgamle Strandvej til Helsingør som ofte var oversvømmet eller føget til med sand. I Frederik den Femtes tid blev Østerbrogade forhøjet og generalkrigskommissær Classen (ham med haven) skænkede træer til dobbeltalléen. I hans tid var der mange traktørsteder på Østerbro, men da Frederik den Sjette forlagde sommerresidensen til Frederiksberg Slot, kom Vesterbro og Frederiksberg med på moden. Så meget at selv færdslen til Lundehuset gik over Nørrebro. Som Poul Henningsen sagde senere: Det er muligt
at folk på Østerbro lever længere, men det er ikke sikkert, at de lever bedre.

Ålborggade:
Ålborg oplevede lige som i København i Middelalderen et sildeeventyr. Byen er så gammel, at ingen aner, hvornår den fik købstadsrettighederne. Navnet betyder antagelig borgen ved strømlejet.

Århus Plads (Århusgade)
Jyllands største by har navn efter beliggenheden åmundingen.

 

PLADSER OG STEDER PÅ ØSTERBRO

ABC – Gade: Passage mellem Østerbrogade og Rosendalsgade med numrene Østerbrogade 54 A – E og Østerbrogade 56 A – D. Udtrykket har været kendt siden 1960’erne

Amorparken:
Det er den del af Fælledparken, der ligger mellem Juliane Maries Vej og Tagensvej.

Bien:
Den runde bygning midt på Trianglen. Oprindelig var det en aviskiosk. Bliver også kaldet Skildpadden, Suppeterrinen og Bistikket.

Billige Langside:

Er de ståpladser, der vender ud mod Brumleby i Idrætsparken. Det er modsat den store tribune ud mod P.H. Lings Allé. Parken er ved at blive bygget
om, men mon ikke begrebet vil bestå.

Brumleby:
Se artiklen om Brumleby. Stammer enten fra oksebremser eller vognstøj fra Øster Allé.

Cementen:
Det er den side i idrætsparken, der vender ud mod Østre Allé. Andre navne er Cementørkenen og Stenørkenen

De Fattiges Dyrehave:
Se artikler under Østerbro. Et område mellem Gammel og Ny Kalkbrænderi. Den lå ved Århusgades og Viborggades udmunding i strandboulevarden. Her lå i 1800 – tallet en del forlystelser og billige værtshuse. Det var især besøgt af folk, der ikke havde råd til at besøge den oprindelige Dyrehave.

Elefantstalden:
Frimurerlogen på Blegdamsvejen. Indgangen kan minde om en elefant.

Elverhøj:
Et græsbeklædt skur mellem drengenes og pigernes skolegårde på Bryggervangens Skole, nu Kildevældsskole. Udtrykket stammer fra 1920’erne.

Fulderiks gade:
F.F. Ulriksgade på Ydre Østerbro.

Hjertepladsen:
Pladsdannelsen mellem Nordre Frihavnsgade, J.E. Ohlsensgade og Ribegade.

Ho Chi-Minh-Stien:
Sti mellem Lipkesgade og Bergensgade. Navnet stammer fra 1970. Måske har det noget at gøre med demonstrationer mod den Amerikanske Ambassade.

Kammerpotten:
Vandhul på Blegdamsfælled. Sandsynligvis efter dens form. Omtalt i V. Christensen: København 1840 – 1857.

Kartoffelrækkerne:
Arbejdernes Byggeforenings bebyggelser mellem Øster Farimagergade og Øster Søgade. De små huse ligger i rækker og kan dermed godt ligne kartoffelrækker.

Kielerkanalen:
Gangsti mellem Lipkesgade og Bergensgade. Navnet er sikkert opstået i forbindelse med det tyske gesandtskab, der lå i området indtil 1945. Se også Ho Chi-Minh-Stien.

Kilometerbroen:
Den nordre arm af lystbådehavnen i Svanemøllen

Koleragangen:
Viadukt under Kystbanen mellem Svanemøllebugten og Øresundshospitalet. Anvendt af patienter med epidemiske sygdomme. Kilde: P.Thomassen: Kystbanen 1897 – 1972.

Kostræde:
Smøge eller lignende i det tidligere klondykekvarter nord for Vibenshus Runddel. Kilde: P. Gertinger: Af en retsmediciners bekendelser.

Krudtøen:
Ø i Ryvanges Sø, udgravet 1894. Også kaldet Kaninøen og Torpedoøen. Kilde: Maare: Ingeniørregimentet 1880
– 25. juli 1955.

Liggende Skyskraber:
Hotel Østerports værelsesfløj langs banegraven, der ligger som en lang, lav længe. Kilde: Pedersen: Fra Østerport til Trianglen.

Ligkisten:
Villaen Øster Allè 29 efter husets langstrakte form og enkle facade. Kilde: Krohn: fra Østerport til Store Vibenshus.

Lynghullet:
Lyngbyvejens Kro, Lyngbyvej 62. Udtrykket kendes fra 1940’erne.

Negerkrålen:
Betegnelse for en by i byen. Er benyttet om Nyboder.

Pamperly:
Den kommunale ejendom mellem Urbansgade, Jacob Erlandsengade, Borgmester Jensens Alle og Jagtvej/Østerbrogade. Den er kendt for sin mange socialdemokratiske beboere, der påstås at have fået lejlighederne som følge af deres partitilknytning.

Plæneklipperen:
Linie 18, der kørte på Jagtvej på et grønt midteareal, der gav en særlig vuggende form for kørsel.

Riget:
Rigshospitalet.

Smede-linjen:
Kontraparten på Kastellets værker mod vest, opkaldt efter en bygning, der tidligere blev brugt af fæstningens smed.

Sølvbryllupskirken:
Sions Kirke, Østerbrogade, hvis opførelse bl.a. blev finansieret af midler indsamlet i forbindelse med pastor P. Krags (Sankt Jacobs Kirke) sølvbryllup. Kilde: Aabel: Mellem Svanemøllen og Rådmandsmarken.

Tyskmannerenden:
Grøften langs Lersøen, fra Emdrup til Rosbækken. Navn, fordi tyske krigsfanger på et ikke nærmere angivet tidspunkt skulle have gravet renden Kilde: Ib Spang Olsen: Lille dreng på Østerbro.

Villaen:
Villaen, Øster Allé 27, er opført i en stram nyklassicisme.

Kilde:

  • Bjørn Westerbeek Dahl :Københavnerslang (købnahvnerhistorie.dk
  • Litteratur Østerbro 
  • www.dengang.dk – diverse artikler 
  • Litteratur – omtalt i teksten 

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
  • Under Østerbro finder du 101 artikler 
  • Forsvundne gader og veje på Østerbro 
  • Gader og veje på Østerbro 

Redigeret 31. – 01. – 2022

 




Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro