Foredrag i Stefanskirken den 20. Februar i samarbejde med Stefanskirken og Nørrebro lokalhistoriske Forening. Arbejderne på Nørrebro havde kummerlige forhold. Børnene arbejde
på fabrikkerne. Kunne man ikke klare sig selv, blev man sendt tilbage, hvor man kom fra. Der var masser af sociale problemer. Pio og hans lidelsesfæller forsøgte at hjælpe. Men borgerskabet bekæmpede socialismen med alle midler.

 

Rabarber – drengen

En af de mest kendte beskrivelser af arbejderbefolkningen på Nørrebro er Rabarber – drengen Christian Christens  beskrivelser. Han familie fandt en billig lejlighed i Skyttegade. Det lykkedes for faderen i et par uger, at få arbejde som oprydder efter håndværkerene på ¨byggepladser”.

Men Christians far blev hurtig arbejdsløs og havde svært ved at finde arbejde igen. Og det selv om han dagligt mødte op på en mønstringsplads i håbet om at blive hyret til noget løsarbejde.

 

Lediggang og ydmygelse

Det gik ikke lang tid, før lediggang og ydmygelse ved at være uden arbejde, fik ham til at synke ned i druk. Det blev derfor Christian og hans mor, der måtte forsørge og holde liv i familien. Det gjorde de ved at fabrikere ildtændere.

 

Mange vandrede til byen

I byerne var det de sidst indvandrede, der havde den laveste prestige. De fik det dårligste arbejde og de dårligste lejligheder.  Fra 1870 til 1914 vandrede 250.000 mennesker mod byerne. En stor del af disse endte på Nørrebro.

 

Gang i den fra morgenstunden

Allerede ved 5 – tiden om morgenen kunne man høre træskoenes klumpen mod brostenene på Nørrebro. Her var masser af industri og arbejdspladser. Værkførerne betragtede arbejderne som undermennesker og lærlinge betragtedes som hunde.

 

Boligspekulanter havde fri tøjler

Boligspekulanterne havde frie tøjler. De sad selv i borgerrepræsentationen og dikterede reglerne. Det gik mange år, inden der kom reguleringer. Man forsømte, at give arbejderne blot
en smule bekvemmelighed og hygge. Man byggede dystert i en knugende ensformighed. Og jo mere man kunne få placeret på ens grund, jo mere kunne man tjene. Der var ikke mange centimeter over til næste mur.

Lys og luft mente byggespekulanterne ikke at arbejderne havde brug for.

 

To rum uden køkken

Det var dog håb for de arbejdere, der boede i Korsgade, Gartnergade, Åboulevarden og Blågårdsgade. Her vendte de sparsomme vinduer ikke ud til en ny mur, men til rester af gamle haver og oplagspladser.  Lysforholdene var dårlige. Lejlighederne var fugtige og mange af dem blev betragtet som meget usunde.  Lejlighederne bestod som regel af to rum uden køkken. Her var en kakkelovn eller en petroleumsovn, hvor man havde et kogested.

Den næste katastrofe for Nørrebro indtraf under den såkaldte Bulldozersanering.

 

På Ladegården

Kunne man ikke klare sig, endte man på Ladegården. Den lå på grænsen mellem København og Frederiksberg. Officielt blev den i 1833 indrettet som tvangsarbejderanstalt for byens
fattige. En præst skrev i 1865 om de såkaldte gavnlige virkninger af fattiggårdene:

• Den dovne, ligegyldige, drikfældige vil afholde sig for at anmode om understøttelse, når han ved, at han skal arbejde og ikke få brændevin, og han vil derved opfordres til at anstrenge sig for at ernære sig selv.

 

Sociale spændinger på Nørrebro

De sociale spændinger voksede på Nørrebro. Der var et stigende misforhold mellem løn og priser. Lønnen forandrede sig stort set ikke fra 1850erne til 1872. Men det gjorde livsfornødenhederne. Arbejderne blev fattigere og fattigere.

I 1870 havde 4.000 lemmer i løbet af det år besøgt Ladegården.  Man skelede meget imellem værdige og uværdige trængende.

 

Fattighjælp hele livet

Fik man først fattighjælp, ja så var det svært at komme af med. Hjælpen bestod af et lån. Myndighederne havde beføjelse på et hvert tidspunkt, at inddrive dette lån. De måtte sælge arbejderens ejendele, splitte familien og sende både børn og forældre i tjeneste.

 

Horeunger

10 pct. af alle børn blev født uden for ægteskab. Disse børn blev kaldt horeunger. Man forlangte kvinders kyskhed. Men samtidig accepterede man, at manden dyrkede uægteskabelig sex. Det havde han også rig mulighed for i de 30 legale og hundredvis af u-legale bordeller rundt om i København. Mange kvinder tjente en ekstra skilling til hjemmet ved at være protesteret.

Når de så endte på Ladegården måtte de gennem meget ydmygende afhøringer.

 

De borgerlige

De liberale var sure over at fattigvæsnet brugte flere penge. Fattigdommen var selvforskyldt, sådan var deres livsfilosofi.

Der var forsigtige reformvenlige holdninger i borgerskabet, der så der positive i de såkaldte arbejderdannelsesforeninger. Man mente, at blot arbejderne blev lidt bedre uddannede, lærte sig bedre manerer, sparsommelighed og en ordentlig livsførelse, så kunne de løfte sig selv op ved håret og forbedre deres vilkår. Blot de ikke lavede arbejdskampe og andet postyr kunne de under en borgerlig ledelse, som den skikkelige underklasse, de var, glide på plads i samfundet.

 

87 pct. til mad

I 1872 tjente arbejderen typisk 560,- kr. – om året. Knap 87 pct. blev brugt til mad. To af ugens dage fik man rigtig mad. Det ene dag kunne det være kartofler og en kødret. Men mere sandsynlig var det saltet eller fersk svinekød. Den anden dag var det grødmad eller mælkemad. Resten af måltiderne har sikkert bestået af brød.

Havde konen eller børnene ikke arbejdet med, har man ikke kunnet få det til at løbe rundt. Ofte var småpigerne tvungne til at gå ud med mor med aviser.

Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrøds-humpler med fedt på. Drengene blev sendt ud for at finde brænde. Det var ikke altid man gik i skole. Man var tvunget til at
arbejde.

 

Børn var halvsultne

Børnene på Nørrebro var dengang halvsultne. De frøs og havde et skrantende helbred. De fattige arbejdere sov sammen. Dragekister, skuffer, kommodeskuffer og pjaltekasser blev taget i anvendelse. Ofte havde man en aflagt frakke over sig.

Man kendte ikke til privatliv. Man sov sammen, spiste sammen og gik på lokum med dem, der var en del af husholdingen.

Børnedødeligheden lå på ca. 20 – 25 pct. dengang.

Dødeligheden generelt hos arbejderne var også stor. Man indåndede konstant farlige stoffer og partikler på arbejdspladserne.

 

Alle rigtige mænd drikker brændevin

I brændevin søgte man trøst for det liv, som var spildt. I Rabarberlandet havde man et slogan:

• Alle rigtige mænd drikker brændevin.

 

Flasken årsag til dødelighed

Lønnen til arbejderne blev i begyndelsen udbetalt på værtshuse. Her kunne far så rent praktisk bruge de penge han lige havde fået, enten til brændevin eller prøve lykken i kortspil eller rafling. Han forsøgte at bringe velstand til sin familie.

Helt frem til 1900 tallet var flasken årsag til mange arbejders død. Afholdsforeningerne havde storhedstider, mens værtshusene var symboler på arbejdernes elendighed.

På Nørrebro var der masser af sociale problemer blandt arbejderne. Alkoholisme, selvmordsforsøg, skilsmisser, kriminalitet, børneværnssager, arbejdsløshed. Slummen var mærkbar.

 

Kunne man ikke klare sig
– så hjem

Nu skulle man faktisk passe lidt å, hvis man var indvandret. I begyndelsen var der ikke noget der hed understøttelse. Der var derimod en bestemmelse i Fattigloven, der sagde, at de tilflyttede, der ikke kunne klare sig selv, blev sendt hjem på hjemkommunens regning.

Og noget tydede på, at der var mange, der ikke kunne klare sig selv. For mange kunne ikke betale deres husleje. Og Kongens Foged var ofte på besøg især i Rabarberkvarteret.

 

Blågårdskvarteret

Og specielt i Blågårdskvarteret var der i mange år meget specielle forhold. Her var hverken lys, renovation, vægter og overhovedet ingen form for organisation. Sten på sten blev bare klasket oven i hinanden i den ønskede højde, og så behøvede man ikke at tænke på andet.

Der var ingen brobelægning, ingen fortove og frem for alt ingen rendestene. Vejene var bundløse. Vandet fik man fra de forurenede søer.

 

Skolen – kronisk krigstilstand

Skolen var en udfordring for arbejder – børnene på Nørrebro.

Prygl hørte til dagens orden. De ti bud skulle man kunne uden ad også betydningen af dem. Hvis ikke, var det en tur med spanskrøret. Ifølge reglerne måtte der kun slås fem gange. Men skoleinspektøren gav som oftest dispensation. Så det blev til flere slag. Forfatteren Martin Andersen Nexø kaldte skolegangen for en kronisk krigstilstand.

Det meste i skolen var udenadslære. Pio mente, at for at arbejderne skulle kunne klare sig, havde de brug for åndelig føde. Så kunne de værne sig mod kapitalens overgreb.

 

Børn på fabrik

Først i 1901 blev fabriksloven revideret. Børn under 12 år måtte ikke mere arbejde på fabrikken. Men dem over 12 år måtte højst arbejde 6 ½ time om dagen. Hvornår skulle de lave lektie?

 

De socialistiske blade

I maj og juli 1871 udsendte Louis Pio sine Socialistiske Blade, to småhefter, der allerede i 1871 blev fulgt af ugebladet og kort efter af dagbladet Socialisten.  Det var bogtrykker Henriksen i Ravnsborggade, der trykkede første nummer.

Pio mente, at arbejderklassen, der var i flertal skulle gøre sig fri af overklassens tænkemåde. De skulle beskytte sig mod kapitalens overgreb. Og det gjorde man ved at erhverve sig kundskaber. Man skulle også lære, at udtrykke sin meninger og lade dem komme frem både i dagspressen og i folkets politiske repræsentation.

Bladet blev produceret på Nørrebro og snart havde man 3.000 abonnenter. Redaktionen befandt sig i Ravnsborggade. Selv boede Pio i nummer 21.

 

Fremtræden og organisation

Arbejdernes bedste kampmiddel var samlet fremtræden og organisation. Pio nævnte også fagforeninger og strejker. Pio kunne trænge ud til arbejderne og han var en god organisator. Han forlangte en normalarbejdstid, forbud mod børnearbejde, forbud mod søndagsarbejde og en indskrænkning af kvindearbejde.

Han krævede en fri og fælles undervisning, at kirken blev adskilt fra staten, en særlig arbejdsret og en forkortelse af den militære tjenestetid.  I efteråret 1871 gik Pio  sammen med sine to fæller, Brix og Geleff i gang med at organisere arbejderne.

 

Borgerskabet blev bange

Det som Pio og hans fæller opfordrede til og foretog, var ikke ulovligt. Men borgerskabet blev bange for at ulighederne mellem klasserne blev mindre.

 

Socialismen skulle knækkes

Trods bestemmelserne i grundloven om foreningsfrihed, forsamlingsfrihed og trykkefrihed blev der sendt politispioner ud til arbejdernes møder. Politimesteren sørgede for at true en
række trykkerier med bål og brand, fordi de trykkede de socialistiske blade.

Politimester Crone var dybt bekymret over den socialistiske ideologi. Han indrapporterede løbende til justitsministeren. Justitsminister Krieger var fuldstændig enig med politimesteren. Socialisterne skulle knækkes med hver en magt.

 

Pio bliver anholdt

I Socialisten  blev der kaldt til folkemøde på Fælleden den 5. maj 1872. Stik mod Grundloven forbød politidirektøren mødets afholdelse. Forsamlingsfriheden var dermed suspenderet
for tid og evighed for så vidt angik arbejderbevægelsen.

Dette ville Pio dog ikke finde sig i. Men det var netop det som de borgerlige politikere havde ønsket. De kunne så få fængslet de socialistiske ledere, og få manipuleret noget strafbart frem.

Den 4. maj om natten blev Pio anholdt. Det samme gjorde de andre ledere. Trods langvarige og helbreds – nedbrydende varetægtsfængslinger lykkedes det ikke, at få de tre ledere til at
tilstå noget som helst.

 

”Maalet er Fuldt”

Pio var en god agitator og havde ordet i sin magt. Det viser dette eksempel. Sammen med indkaldelsen til Folkemødet skrev Pio en artikel. Heri skrev han bl.a.:

• Snart dages det, Brødre, det lysner i Øst
• Til Arbejdet fremad i Kor!

 

• Løgn og Bagtalelser i Bladene, ulovlig Fremfærd af Autoriteterne, Had og Forfølgelse fra Kapitalisternes Side, det er den Imødekommen, det er vist vore smaa og billige Fordringer af de idiotiske Magthavere. Denne Lejlighed burde gribes, sagde de, for ret at vise Arbejderen, hvor afhængig han er af Kapitalens Naade og Barmhjertighed, for at lade ham føle, hvor let det er for den lille herskende Klike, paa aldeles storborger – lovlig Maade at sulte ham ihjel, hvis han ikke bøjer Nakken under Aaget, hvis han ikke kryber til Korset og beder om den Naade, at maatte slide som sædvanligt for at forøge Indholdet af Storborgernes velspækkede Pengepunge.

 

• Københavns Arbejdere!
• Skal vi da som Lam lade os føre til Kapitalens Slagtebænk? Skal vi taale, at vore Fjender maaske for flere Aar standser vor Fremgang? Nej det kan Københavns Arbejdere ikke være bekendt. Lad os derfor samle os. Regeringerne plejer jo hvert Øjeblik at holde Revy over deres Undersaatter, som ved første givne Lejlighed vil ofre paa Krigsgalskabens Alter for at tilfredsstille deres Ærgerrighed.

 

• Lad os engang holde Mandtal over alle frie Arbejdere, over alle, som vil hjælpe os i Kampen mod Kapitalen.
• Vi vil da faa kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed, samlede i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre at staa Last og Brast indtil Sejren er vor.

 

• Men jer, I Guldets Dyrkere! I, de Fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu en Gang tilraabe; ”I har i Aartusinder iskænket os en bitter Livsdrik. Vogt jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke en eneste Draabe til, eller – det flyder over!

 

Pøbelen strømmede til

I begyndelsen var det ikke svært for politiassistent Nørgaard og hans deling i at forhindre, at pøbelen samledes. Politiet havde taget stilling på Blegdamsvej. Husarerne hjalp også til. Og på
Fælledvej skulle politiassistent Rantzau forhindre at folk gik ind på Fælleden.  Men pøbelen tog til i antal.

 

Med løftet sabel

Husarerne blev derfor kommanderet til at storme Fælleden. Med løftet sabel gik de i aktion. Arbejderne kastede hestepærer og snustobak efter hestene. Men de brugte også sten. En rapport afslørede at 74 husarer var blevet ramt. Men hvor mange arbejdere, der var blevet såret var man sådan set ligeglade med.

Arbejderne skulle knækkes, koste hvad det vil. På Kastellet lå bevæbnede soldater parat. Også flåden var i alarmberedskab.

På et tidspunkt måtte arbejderne søge tilflugt i Skt. Johannes Kirken. Præsten lod sig ikke anfægte og fortsatte prædiken:

• På Moses stol sidder nu de skriftkloge og Farisæerne.

Nede fra salen lød der nu blandt arbejderne en dyb stemme: Det er hørt.

 

Præsten ville bekæmpe socialismen

I øvrigt mente præsten i Skt. Johannes Kirken, at socialisterne skulle bekæmpes. Det var pastor Frimodt, som også var en af initiativtagerne til Stefanskirken.

Folk valfartede til Skt. Johannes Kirken – også arbejderne. Hver søndag stod et Samaritter-korps parat.. Kirkegængerne besvimede, når pastoren udpegede dem, når han mente, de havde begået synder.  Pastor Frimodt var med til at indføre nogle afholdsforeninger på Nørrebro

 

Dømt uden beviser

Højesteret  fandt det i 1873 bevist, at Pio, Brix og Geleff havde tilsigtet en voldelig omstyrtelse af samfundet. Der var ikke skyggen af bevis. Behandlingen de var udsat i fængslet var frygtelig. De blev faktisk dødssyge.

Ville knække arbejderbevægelsen

Inden Pio blev tvangs – udvist til Amerika,  forlangte myndighederne, at han lukkede den socialdemokratiske avis. Men det nægtede han. Arbejdsgivere havde samlet penge sammen,
så de kunne komme af med de socialistiske ledere. På den måde håbede man, at kunne knække arbejderbevægelsen.

 

Statsapparatet blev misbrugt

Arbejdsgiverne fyrede de aktive fagforeningsmedlemmer. De fik politiets hjælp til at splitte møder og strejker. Og arbejdsgiverne dannede foreninger for skruebrækkere.

Arbejdsgiverne havde held til i slutningen af 1880erne og 1890erne held til at misbruge statsapparatet til at nedlægge forbud mod omtale af strejker og arbejdskonflikter. Såkaldte sorte
lister over faglige aktive cirkulerede.

 

Socialdemokratiske aviser voksede frem

Den første arbejder – internationale gik i opløsning, men den anden arbejder – internationale blev dannet. Man blev enige om at gøre første maj til en fælles demonstrationsdag i alle lande.

Arbejdsulykker og børnemishandling interesserede ikke de borgerlige aviser – dengang, men til gengæld de socialdemokratiske aviser, som voksede frem overalt.

Det ny demokrati gjaldt kun en lille del af Danmarks befolkning. Tænk indtil 1915 havde kun 18 pct. af landets befolkning stemmeret.

 

24 fabrikker smed smedene ud

I 1885 udløste en arbejdsnedlæggelse for bedre løn, en smede – lockout. 24 fabrikker smed smedene ud, og forlangte, at de skulle melde sig ud af deres fagforeninger. Konflikten varede i fire måneder og omfattede 1.000 mand. På papiret tabte arbejderne. Men man havde opnået ret til at organisere sig.

 

1. maj møde

Under store vanskeligheder afholdtes i 1890 et 1. maj møde på Nørre Fælled.  Borgerskabet var foruroliget og myndighederne havde nedlagt forbud mod procession gennem gaderne. Det var kun bestemte emner, man måtte omtale. Grundloven eksisterede endnu ikke for arbejderne. Men dette kunne ikke forhindre, at der mødte 40.000 arbejdere frem.  Politiet havde lagt en jernring rundt om pladsen. Københavns vigtigste bygninger var under bevogtning.

 

Eget bryggeri leverede øl og vand

Fra omkring år 1900 tillod politiet røde faner og musikkorps. Nørrebrogade var pyntet med flagguirlander, blomster og flag. Fra 1905 var det fagbevægelsens eget bryggeri på Nørrebro, Stjernen, der leverede øl og vand til møderne.

Et uforsonlig forhold mellem Socialdemokraterne og Kommunisterne opstod. Således blev en kommunistisk taler afvist i 1925, da der mødte mellem 100.000 og 150.000 op i Fælledparken.

 

PET holdt øje

PET holdt øje med, hvad der skete på arbejdsmarkedet. Således blev det indberettet 196 faglige konflikter fra 1958 til 1989. I PET’s  arkiv blev strejker og demonstrationer betegnet som illegal virksomhed. Således også 1. maj møder. Tusinder og atter tusinder landede i dette arkiv. Også kronikører og læsebrevs- skrivere, der havde en bestemt mening landede her. Så mon ikke denne bidragsyder figurere her.

 

Oskar Hansen

Der skulle selvfølgelig også synges til disse møder. På Nørrebro boede en af disse kampsanges største bidragsydere, Oskar Hansen. Men ude i Nordvest betragter de ham nok som en af deres egne. Han skrev de store hits:

• Når jeg ser et rødt flag smælde, Brødre lad våbener lyne og Danmark for folket

 

De røde flag var ikke altid røde

Disse sange foregik under de røde faner. Og de var faktisk ikke altid røde. Således afviste mange præster de røde flag i kirken.

I Aabenraa måtte flaget have både tysk og dansk tekst. Under revolutionen i Tønder i 1917 måtte borgmesteren ofre hustruens røde kjole. Der havde man endnu ikke noget rødt flag.

 

Oprør under begravelse

Den 2. december 1887 blev den store socialdemokrat, smed Adam Pedersen begravet. Man startede med en højtidelighed i Rømersgade. Kisten førtes derefter til Assistens Kirkegård,
hvor 10.000 arbejdere fulgte kisten.  Den afdøde havde frabedt sig præstelig begravelse. Efter en udført Koral,  trådte Pastor Peter Steen frem og sagde, at der var nedlagt forbud mod, at der blev talt efter at jordpåkastelsen havde fundet sted.

Dette var med til lige før at skabe en arbejderrevolution på Nørrebro. Det vakte forargelse, at præsten kaldte det usømmelig adfærd, at en afdøds venner havde ønsket at sige afskedsord ved en gammel partifælles grav.

Typograferne i Hillerød  havde lavet en tekst på deres banner:

• Knæk Sablen, bryd Kronen, Styrt Kirken.

 

Pio var glemt

Kun 53 år gammel døde Pio, af tyfus, glemt af alle den 17. juni 1894 på et hospital i Chicago.

12 juli 1921, nøjagtig 50 år efter, at Pio skrev sine første artikler, bar hans enke Augusta Pio urnerne med hans aske i land i København. Socialdemokratiet ønskede sin første fører bisat på dansk jord i anledning af partijubilæet. 17 juli blev der afsløret en mindesten på Vestre Kirkegård. Pludselig var han ikke helt glemt.

 

Stauning og kooperationen

Staunings  store mærkesag var kooperationstanken. Den blev dog mødt med skepsis af både arbejderne og især af den øvrige detailhandel. Nørrebro fik et utal af kooperations – virksomheder, men det vil Karsten fortælle om efter pausen.

Stauning udtalte:

• Arbejdsgiverne har kun en interesse, nemlig at trække tiden ud, således at lockouten kan få lov til at gøre sin virkning.

 

Nørrebro Handelsforening ville have lockout ophævet

Men havde havde dog helt ret. På initiativ af Nørrebro Handelsforening samledes detailhandlerne i København på Restaurant Kæden i Dronningens Tværgade  og krævede, at lockouten blev bragt til ophør.

Middelstandens Forening så som sin vigtigste opgave at bekæmpe de kooperative foretagender, der skønnes skadelig for mindre erhverv.

 

Påvirket af arbejderstanden

Nørrebro Handelsforening og detailhandelen var meget påvirket af forringelser for arbejder – befolkningen på Nørrebro. Man protesterede også, da fattigmands – snapsen og brændevin blev beskattet. Som vi tidligere har været inde på, så var denne arbejdernes trøst.

 

Handelstanden gik til deres bank

Handelsforeningen var heller ikke så vild med de kooperative foretagender. Derfor gik foreningen til sin bank, Bikuben på Nørrebros Runddel. Man stillede følgende spørgsmål:

• Bliver de københavnske brugsforeninger finansieret af banken?
• Bliver Arbejdernes Brændselsforening finansieret af banken?

 

Presseinfo beregnet til arbejderstanden

Foreningen udsendte også en presse-information beregnet til arbejderstanden, hvor de bl.a. andet skrev:

• Vi beklager, at der inden for arbejderstanden med hvilke vi ved mange lejligheder har følt os meget forbundne (såvel ved valg, som ved lockout m.m.) skulle gøre sig tanker gældende med konkurrerende foretagender, at beskære detailhandelens i forvejen beskedne levevilkår.

 

Tak for opmærksomheden – efter pausen fortsætter Karsten historien om de kooperative foretagender. Arbejderbevægelsen tog her vare på arbejderne fra vugge til grav.

 

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 304 artikler fra Nørrebro 

 

• Rabarberlandet
• Arbejder og Industri på Nørrebro 2
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Arbejdere på Nørrebro
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro
• Stauning på Nørrebro
• Moral, Etik, Horeunger og fattigdom og mange flere artikler 

 

Redigeret 31.-10. 2021