Flensborg var ofte genstand for arvedelinger. Ofte var det sammenstød med hertugerne. Fra gammel tid havde de forskellige lav stor magt i byen. I disse havde man sin helt egen lovgivning. Den flensborgske stadsret var også særegen på mange områder.

 

Christian den Anden smidt ud

Det så ikke godt ud for Kong Christian. Frederik slog til med hård hånd. Den 7. marts 1523 erklærede han kongen krig. Med over 3.000 mand gik han mod nord af den gamle hærvej uden om Flensborg og ind gennem Bov.

Allerede den 26. marts blev han hyldet som konge i Viborg. Den 10. februar forlod Christian den Anden Jylland. To måneder senere var han ude af Danmark.

Stemningen i borgerskabet havde været til fordel for Christian den Anden. Flensborg havde fået rigelig af rettigheder af ham. De havde fået eneret på al handel i det tilstødende landområde. Byen havde som tak stået kongen bi med lån.

 

Slotsherren blev svigtet

Inden 1. april havde Flensborg såvel som lenet overgivet sig til hertugen. Når byen såvel som det øvrige Sønderjylland overgav sig så hurtig, så skyldtes det
Christian den Andens alt for tidlige flugt.

Bymuren havde kun ringe militær betydning, og slottets forsvarer, Ditlev Brockdorff var ladt fuldstændig i stikken. Han havde anråbt om hjælp, men fik ikke noget. Som forstærkning havde han fået nogen op fra lenet. Men de gjorde kun ondt værre. Segeberg var også kapituleret og Sønderborg var efter kamp faldet en uge tidligere.

Nu måtte Ditlev Brockdorff love at hylde hertug Frederik. Den nye konge lovede, at den årlige landdag for Slesvig skulle holdes i Flensborg. Den 2. januar 1526 blev Flensborgs privilegier og friheder stadfæstet.

 

Advarsel mod ulydige borgere

Men ikke alt uro havde lagt sig. Hertugen udsendte en befaling til sine amtmænd, fogeder, borgmestre og rådmænd i Flensborg mod de ulydige borgere. Uroen kunne være udtryk for de jævne borgeres opposition mod det aristokratiske styre og sympati for den afsatte konge, Christian den Anden.

 

To herrer måtte hyldes

I 1544 blev hertugdømmerne delt på ny, men Flensborg by og Amt tilfaldt lige som i 1490 kongen. Ridderskabet og byerne stod dog under fællesregeringen. Flensborg var repræsenteret ved sine borgmestre og et par rådmænd på hertugdømmernes fælles landdag. Byen hyldede begge landsherrer i fællesskab.

Den næste arvedeling fandt sted i Flensborg den 26. januar 1564, da Frederik den Anden delte sin andel af fyrstendømmerne med sin broder, Hans den Yngre.
Han fik som sin arvelod af den kongelige del af Slesvig, Sønderborg og Nordborg Amter.

 

Et spændt forhold

Forholdet mellem de regerende fyrster var ofte spændt. På Odense – mødet i 1579 om hertugdømmernes lens-forhold, klagede Frederik den Anden over, at hertug Adolf af Gottorp under syvårskrigen flere gange havde optrådt uvenligt over for kongen. Han havde således udstedt en række befalinger og forbud i kongens by, Flensborg.

 

Dronningen blev afvist i landdagen

Da Christian den Fjerde overtog regeringen i hertugdømmerne, afholdt han landdag i Flensborg. I 1595 krævede enkedronning Sophie på landdagen en arvedeling mellem Christian den Fjerde og hans brødre. Som støtte for hendes politik, fremlagde hun en kejserlig befaling. Men landdagen afviste hendes krav med henvisning til, at Slesvig var et dansk len, der lå uden for kejserens myndighedsområde.

 

Smedene

Meget tidlig hører man i Flensborg om håndværkerne. Først blev bagerne nævnt. Det var fordi, at man skulle huske, at foruden afgift for hvede ved juletid, skulle man også betale skat til byen. Ja skomageren nævnes også. Og allerede i 1284 nævnes brygning.

Mellem købmændene og håndværkerne har der fra ældste tid været en social skillelinje.

Men det var dog smedesvendene, der kan præstere den ældste skrå i Flensborg. Lavet eller kompagniet var indviet til Marie Magdalene. Den årlige fest blev holdt på Magdalena
– dag den 22. juli, men også Valborgs – dag den 1. maj nævnes. Lavs – drik blev afholdt til fastelavn eller pinse.

En væsentlig opgave var at bringe hjælp i tilfælde af sygdom og død.

Skråen er affattet på plattysk. Det blev anset for finere end dansk. Lavet var tilknyttet Nikolaj Kirke, hvor det lod sine gudstjenester afholde. Skrædderne syntes også at være tilknyttet denne kirke.

 

Skomagerne

Også skomagernes skrå fra 1437 fortæller noget om håndværkernes vilkår – dengang. Hver skomager skulle Valborgsdag og Mikkelsdag betale rådet en lybsk skilling ligesom fogeden skulle have sin afgift på Thomasdag lige før jul.

Skomagerne havde ret til hver lørdag at holde udsalg på Søndertorv. De havde også eneret på produktion og salg af sko i byen. Varer udefra skulle konfiskeres til fordel for de fattige.

Optagelse i lavet var bestemt af faglige hensyn. Man stillede også krav til ægteskabet. Man måtte kun ægte en ærlig kone eller jomfru. En skomagers søn, der ægtede en skomagers datter eller enke, blev optaget i lavet mod at give to tønder Flensborg øl.

En fremmed, der gjorde det samme skulle halv kost. Dette betød tre gode retter med smør og tre tønder Flensborg øl.  Man havde desuden forskellige andre optagelseskriterier. Meningen var at begrænse antallet af mestre og at forbedre standens økonomiske stilling.

Gensidig konkurrence blev så vidt mulig udelukket. Ingen mester måtte have mere end to svende og en lærerdreng. Forsøgte man at lokke en svend fra en anden mester var bøden to tønder øl.

Noget tyder på, at det var oldermanden, der købte råstofferne. Ved indkøb af huder hos slagterne måtte den velstillede ikke sikre sig mere end den fattige. Det var til fordel for forbrugerne, at oldermanden skulle kontrollere arbejdet. Det dårlige blev konfiskeret.

Man havde pligt til, at følge afdøde medlemmer eller deres hustruer til graven. Enken havde ret til at fortsætte mandens bedrift i tre år. Lavet sluttede sig til St. Jakobs alter i Mariekirke.

 

Bundtmagerne

Bundtmagernes skrå  kendes også fra 1437. men allerede fra 1368 nævnes udførsel af skind fra Flensborg.

 

Bagerne

Bagernes skrå er fra 1452, men lavet er betydelig ældre. Man skulle tjene to år som svend inden man kunne optagets i lavet. Man havde et fælles udsalgssted, som man kaldte for Brødhuset. På søn – og helligdage måtte man dog ikke sælge brød. Man måtte heller ikke konkurrere på prisen. Noget tyder på, at bagerne tilhørte den velstående del af håndværkerne.

 

Andre lav

Tøndemagere og kar magere blev skilt fra hinanden. Det samme gjaldt for snedkere og kistemagere.

Et lav bestående af malere, guldsmede, snedkere og glarmestre kendes fra slutningen af det 15. århundrede. Det var ret usædvanligt at flere fag indgik i samme lav. I skråerne blev det indskærpet, at man ikke gik til andre fester end lavets egne.

Snedkerlavet , hvis skrå er fra 1497 blev indviet til Lucas, Eligius og Jomfru Maria. Ægtedede man en mesterdatter blev afgiften halveret.

Smedenes skrå er dateret 1514, med der må have været en, før dette år. Lavet er betydelig ældre. Den bestod af grovsmede, kleinsmede og knivsmede. Aftalen var, at alle der arbejdede med jern, skulle stå i samme lav.

 

Barbererne

Barberernes lav kendes også fra middelalderen. Lavet kendes fra skriftlige kilder omkring 1515, men er sandsynligvis meget ældre. Kun af ret traditionelle grunde kan dette fag henregnes til håndværket.

Dengang var lægekunsten delt mellem akademiske medicinere og praktisk uddannede barberer eller badskærere. Skellet fandtes helt op til det 18. århundrede.

Ved siden af den praktiske lægekunst, var det egentlige barberfag dens hoved-gerning. Frederik den Første kunne i 1528 skænke barberen Asmus Belle
, Badstuen ved siden af Rådhuset. Her fik han ret til at forestå barbervirksomheden.

Ligesom andre steder skulle man bevise sin ægte Byrd. Som mesterstykke skulle svenden fremstille 9 medicinske præparater, hvilket skulle vise, at barberen også udfyldte apotekerens plads i middelalderens Flensborg.

Medicinske doktorer, øjenlæger, tandlæger og folk, der kurerede benbrud fik deres ret til praksis forbeholdt i skråen.

 

Sværdmester og pottemagere

Særlige metalarbejdere havde fordelt sig i forskellige lav. Fra dengang kendes sværdsmed, file-hugger og pilesmed.  Og klokkesmeden Peter Hansens arbejder var kendt viden om. Han har produceret mindst 40 klokker rundt omkring i Danmark.

Også pottemageri fik stor betydning i Flensborg. En Peter Potter nævnes i 1513 som medlem af Hellig Legemsgilde. Allerede i 1429 nævnes Hermen Cruckerman.  Vi finder også træskomagere

Det skriftlige materiale har været på  plattysk i håndværker – lavene. Talesproget har dog været højtysk.

 

Landbrug inde i byen

I middelalderen spillede landbruget i købstæderne en større rolle end i dag. Til vare – og persontransport over land var hestehold nødvendigt. Til en hvis grad måtte borgerne selv sørge for for forsyninger med mælk, kød, smør og flæsk. Landbruget prægede bybilledet. Beboelseshuse og avlsbygninger lå side om side
spredt ud i byen. De var omgivet af haver og gårdspladser. Møddinger var meget normalt, og svin fjerkræ færdedes ugenert.

 

Bymarken

Flensborg havde også sin egen bymark.. Her kunne borgerne om sommeren græsse deres heste og kreaturer. Og bjerge hø og korn til vinterfodring.

De ældste efterretninger om dens størrelse går tilbage til 1284. Nordgrænsen blev dannet af Mårbæk, der udspringer lidt vest for Bov landevej. Den slår en bue mod nord og dernæst følger den Klusris sydgrænse. Den fortsætter stik mod øst mod fjorden. Mod syd angives i stadsretten, Withstagswath som grænse.

Det var det vadested, hvor Eckernförde landevej krydsede den senere Vestenvad. Mod øst angives grænsen at være Brunsnæs på Broager.

 

Brand i 1485

Stenhuse kendtes allerede i 1321. De var dog ikke særlig udbredte. I Jordebogen fra 1436 nævnes kun 12 foruden kirkerne. Under disse forhold havde en brand gode vilkår.

Den 4. maj 1485 begyndte i St. Hans Sogn en Ildsvåde. Den lagde hele den sydlige del af byen indtil rådhuset med undtagelse af Nikolai Kirke og Kloster
i aske. Sikkert er en del af husene sikkert opført i sten fra teglværkerne ved fjorden.

 

Borgenes pligter

Borgernes daglige arbejde foregik ved Skibbroen, hvor hjemmelige og fremmede handelsskuder lossede og ladede. Men også på torvet og i værkstedet arbejde borgerne. For kvindernes vedkommende var det i huset, det foregik. De skulle også sørge for at vente ved brønden. Men den vej var ikke lang. Flensborg
var en meget vandrig by. Brøndende var efterhånden oprettet talrige steder på hoved-strøget.

Til borgerpligten hørte også at møde på by-tinget, hvor de mange borgere deltog i beslutninger angående byens ejendomme og som tingsvidner og nævninge i rettens pleje.

Den medborger, der havde lidt overlast skulle ifølge stadsrettens bestemmelser fremvise sit sår eller blodige klæder og anklage gerningsmanden.

Den borger, der havde grebet en tyv på  fersk gerning, skulle føre ham til tinget, bagbundet med tyvekosterne på ryggen. Han skulle hænge ham op på stedet, således som påbudt i byretten og landskabslovene.

 

Jagt og fiskeri

For købmænd, skippere og borgere af en hvis anseelse har tilværelsen ikke været uden afveksling og spænding. Undertiden har de lange sørejser også været forbundet med fare. Man gik på jagt og fiskeri, og der blev holdt en del fester på rådhuset.

 

Grænser for festlighederne

Men nu skulle det ikke overdrives. Således kom der i 1321 en forordning om, at der til bryllup kun måtte inviteres 30 gæster. Og kun 10 måtte inviteres, når det drejede sig om barselkonens kirkegangsdag.

 

En tur i Badstuen

Mere ensformig var tilværelsen for håndværkere og småhandlende, bortset fra de urolige tider med natlige overfald og blodige kampe. Man kunne forlyste sig på badstuen, der foruden sit egentlige formål, fungerede som en beværtning, hvor man spiste og drak.

En forordning fra 1295 dikterede særskilte badetider for mænd og kvinder. Der var kun bevilliget kvinderne bad to dage om ugen.

 

Liv og glade dage på markeder

En velkommen afveksling betød markederne. De ugentlige blev afholdt om lørdagen. Men især på de halvårlige var der masser af liv. Her strømmede bønder og købmænd til. Der var omvandrende gøglere, løvetæmmere og bjørnetrækkere. Ofte kom kongen eller hertugen på besøg med et hav af hoffets folk. Således
besøgte Kong Hans i 1487 byen med et beskedent følge på 400 mand.

Mange gange kom hertug Frederik gennem byen. Så vankede det drikkepenge til hans værtinde, til pigerne og til kokken.

Serien om Flensborgs Historie fortsættes

Kilde:

• Litteratur Flensborg
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under Sønderjylland finder du 207 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Abel og hans sønner
• Flensborg mere end 725 år
• Margrete den Første – og Sønderjylland
• Flensborg i begyndelsen
• Første Verdenskrig i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
• Kobbermøllen ved Krusaa (under Padborg/Kruså/Bov)
• Ryde Kloster (under Padborg/Kruså/Bov)

Redigeret 31.12.2021