I 1881 den 27. marts døde den ugifte vaskekone Franziska Carolina Elisa Enger, der kaldte sig Fanny Enge, i Persillegade i en alder af knap 76 år og blev begravet på kirkegården ved Forstalle (1)
Når hun er kendt i dag i en bredere kreds, er det på grund af den mytedannelse som voksede frem efter hendes død. Der er faktisk to myter, dels at hun skulle være en uægte prinsesse – datter, datter af prins Christian Frederik, den senere Christian den Ottende, dels at hun med sine drømmesyn forudså Første Verdenskrig, Genforeningen, Anden Verdenskrig, Aabenraas fremtidige udvikling med mere.
Som myte omtales hun altid som Jomfru Fanny, uden efternavnet Enge der viser tilbage til den mand, som hendes ugifte mor havde udpeget som barnefader. I denne artikel drejer det sig derimod om den historiske person Fanny Enge, ikke myten, som så mange har skrevet om.

Forhistorien
Fanny Enges historie begynder langt herfra, ca. 330 km mod øst, i nærheden af Rostock, i det tyske hertugdømme Mecklenburg. Derovre syd for Lolland og Østersøen lå Sanitz sogn, Ribnitz amt, godset Vietow med en smuk hovedbygning.
En dansk – slesvigsk adelig, kammerjunker Frederik karl Ferdinand von Qualen (1769 – 1846) købte i 1800 godset Vietow. Muligvis havde han fået penge fra sin fædrene familie, for hans lidt ældre bror havde solgt familiegodset Vindeby og Marienthal ved Eckernförde i 1798.
Von Qualen havde været sekondløjtnant i den danske hær, men søgte 1795 sin afsked, da han året før havde giftet sig. Hans hustru var den smukke Franziska Genoveva Abbestée (1775 – 1841), med kaldenavnet Fanny, datter af en direktør i Asiatisk Kompagni og den kongelige danske guvernør i Trankebar.
Mange nulevende danskere har set hendes billede, for Jens Juel malede hende som nygift og portrættet var i mange år gengivet på femhundredekronesedlen. (2) Godsejerparret lavede nogle få år deres familieliv på godset Vietow og fik bl.a. den 9. maj 1804 en søn Heinrich, der blev døbt i kirken i Sanitz (3)

Fanny von Qualen havde i nogle år en kammerjomfru Christine Heise ansat, der kom fra Mecklenburg – egnen, og som hun satte pris på. I maj 1803 repræsenterede Christine Heise sin adelige frue i kirken. På fruens vegne stod hun fadder for en lille pige, datter af en husmand på godset. Et barn med beskeden social herkomst kunne altså godt have en adelig fadder.
På godset Vietow var der også ansat en jæger og skovridder, Johann Heinrich Friedrich Enger, gift med Dorothea. De havde næsten samtidig med husmanden i marts 1803, fået en søn. (4) Kammerjomfru Christine Heise udpegede netop Johan Heinrich Enger som den, der havde besvangret hende og som var far Fanny Enge. Det var hor, Ehebruch, og meget alvorligt. Det må være foregået i december 1804, hvorefter han er forsvundet fra godset. I 1805 er han nemlig ikke længere opført på godsets skattelister.
Økonomisk gik det ikke så godt for godsejerparret. Godsejer Frederik Karl Ferdinand von Qualen kunne ikke magte godset og samme år flygtede han med sin familie for kreditorerne. De næste par år blev berammet fem salgsterminer, men først i 1813, 8 år senere endte det med at godset blev solgt på tvangsauktion til en overforstmester Friedrich Georg von Sperling.

Hvorhen kunne familien von Qualen flygte? Det var naturligt for dem, at tage til købstaden Aabenraa, dengang kaldt Apenrade, en lille by med lidt over 2.800 indbyggere. Der boede hans svigerinde, Maria Barbara, kaldt Manon, (1770 – 1852) en fem år ældre søster til hans hustru. Hun var gift med den stedlige amtmand Conrad Daniel von Blücher (1764 – 1845) på Brundlund Slot.
De tro kvinder havde et særligt nært forhold til hinanden, som det fremgår af, at de var blevet gift på samme dag, og Manon havde opkaldt sin førstefødte, en pige for Fanny Sophie, efter søsteren.
Von Qualen flyttede i oktober 1805 med sin familie (4 personer) ind i et hus i 3. kvarter, dvs. nær ved slottet og her blev de boende de næste tre år. Familien havde ikke længere nogen kammerjomfru ansat (5).

Von Qualens økonomiske forhold var elendige. Han prøvede i februar 1806 igen at blive ansat i prinsesse Charlotte Frederikkes (1784 – 1840) hofstat. Af hendes forlovede, prins Christian Frederik (1786 – 1848) fik han at vide, at det ikke kunne lade sig gøre, før han fik sine forhold i orden og igen kunne lade sig se i Mecklenburg, hvorfra han jo var flygtet (6)
Den 2. marts 1808 blev familien von Qualens tredje og sidste barn døbt i Skt. Nikolaj kirke i Aabenraa og ved den lejlighed stod amtmanden og hans hustru fadder til barnet. I september 1808 blev amtmand Blücher forfremmet til overpræsident i byen Altona og i maj samme år havde hans svoger von Qualen heldigvis fået ansættelse som kaptajn ved Slesvigske Jægerkorps i købstaden Eckernförde (7). Så familierne von Blücher og von Qualen forlod begge Aabenraa i 1808.

Franziska Carolina Elisa Enges fødsel
I 1805 havde også den ugifte 25 årige Christine Heise sammen med sit herskab forladt Mecklenburg. Hun havde formentlig tænkt, at hun efter sin nedkomst ville vende tilbage til fødeegnen, men sådan kom det ikke til at gå, for hun tilbragte resten af sit liv i Aabenraa. Den 31. august 1805 nedkom hun med en pige. Fødslen skete i Slotsgade, der førte hen til Brundlund Slot. (8)
Gaden var vokset sammen med købstaden, men den hørte under amtets jurisdiktion. Den medvirkende jordemoder var den 52 årige Maria Christina Elvers (1753 – 1826). Hendes opgave som jordemoder var ikke kun at bistå ved fødselen, men også at få ugifte fødende kvinder til at oplyse barnefaderens navn. Hun var jordemoder i årevis og var effektiv til at presse navnene frem at dømme efter andre tilståelser indført i kirkebogen (9).

Ifølge jordemoderen var Christine Heise blevet besvangret af skovrider Friedrich Enger i amtet Riebnitz i Mecklenburg. Præsten ved Nikolaj kirke i Aabenraa, pastor Nielsen, døbte den 19. september 1805 barnet Franziska Caroline Elise Enger. Som faddere blev angivet Franziska Genovera v. Qualen og hendes mand, kammerjunker Friedrich Karl Ferdinand von Qualen samt jomfru Elisa Heise, der vel har været Christine Heises søster (10).
Navngivningen af et barn skete tit efter bedsteforældrene, men det var tale om et uægteskabeligt født barn langt fra hjemstavnen. Pigen blev opkaldt efter sine fornemme faddere og sin moster. Efternavnet fik hun efter sin far. Kaldenavnet Fanny overtog hun sikkert også efter sin mors tidligere herskab.
Det var vigtigt med en rig gudmoder, som kunne give nogle gode dåbsgaver, som en dåbsmønt, sølvske, hue, barnekjole eller lignende. I Fanny Enges efterladenskaber fandt man et lommetørklæde broderet med navnetrækket Fanny under en såkaldt rangkrone med ni knopper eller perler. (11). Det kunne man opfatte som en dåbsgave og for myten om Fanny Enges fine afstamning har lommetørklædet haft stor betydning.

Rangkroner brugtes dengang til monogrammer på adeliges våbenskjolde o.l. De havde syv takker med perler for friherrer og ni takker med skiftevis perler og blade for danske grever.
Familien von Qualen var ikke grevelig, og overpræsident Blücher blev først i 1818 ophøjet i den danske lensgrevestand. Dengang var Fanny Enge 13 år, så det kan ikke være en dåbsgave fra ham. Selv om Blüchers datter hed Fanny, stammer lommetørklædet nok ikke derfra. Det er nemlig en tysk grevekrone, der bærer 9 knopper, og ikke en dansk. Om den dygtige syerske Fanny Enge har trøstet sig ved at sy lommetørklædet, får vi nok aldrig at vide.

Nogle dage efter dåben i Skt. Nikolaj kirke blev præsten i købstaden Aabenraa klar over, at han havde forsømt sin embedspligt ved ikke at anmelde den uægteskabelige fødsel til amtmanden under hvis juristdiktion Slotsgade hørte.
Han undskyldte sig med, at han ikke havde haft den rigtige forordning af 177 liggende foran sig. I Aabenraa og Løgumkloster amters arkiv fra amtmand Blüchers tid fandtes mange sager fra sognene om fødsler uden for ægteskab, og der skulle betales for det.
For fødslen uden for ægteskab blev Christine Heise idømt at betale en bøde på 35 mark til amtets kasse. Men hun slap for at betale, fordi besvangringen var sket i udlandet, og fordi den unævnte barnefader ikke boede i området, og fordi hun ville rejse tilbage til Mecklenburg. (12) Muligvis har amtmandens forståelse for Christine Heise også hængt sammen med, at hun var ansat hos hans svigerinde.

I dag ser man anderledes på kvinder, der har født et barn uden for ægteskab. Dengang blev de stigmatiserede og straffedes med bøde eller fængsel, og efter fødselen blev den ugifte moder ikke positivt modtaget i kirken af præsten, sådan som det skete med den gifte kvinde. Var den ene part gift, var sagen endnu alvorligere, for så drejede det sig ikke kun om lejermål, men også om hor, der straffedes strengt.
Næsten alle ugifte mødre hørte til det laveste sociale niveau. (13). Det har været særdeles hårdt for Christine Heise, der aldrig blev gift, men som resten af sit liv boede sammen med Fanny, det synlige resultat af sit syndefald. Formentlig har hun hadet sit afkom og behandlet Franziska hårdt. Så ukærligt og hårdt, at barnet ikke troede på, at Christine Heise kunne være hendes virkelige mor, selv om hun var det officielt (14)

Fanny Enges opvækst
I myten om Jomfru Fanny nævnes blandt andet, at hun undervistes på Brundlund Slot sammen med amtmand Blüchers børn. Det kan ikke være rigtigt, idet hans to børn var født 1797 og 1798 – og dermed 7 år ældre end Fanny. Desuden forlod amtmanden Aabenraa i 1808, hvor Fanny var 3 år gammel.
Kammerjunker von Qualen boede ikke på Brundlund, men han havde også børn. Det var to drenge, Christian født 1801 og som nævnt ovenfor Heinrich født 1804, og inden afrejsen fra Aabenraa i 1808 fik parret von Qualen en datter, Hilleborg. Drengene kan næppe heller have været undervist sammen med den tre – årige Fanny Enge. (15)
I sin opvækst fik Fanny Enge givetvis skoleundervisning i at læse, skrive og regne, men de fleste lister over elever mangler i dag. To år efter hendes fødsel lavede man i 1807 i Aabenraa en skoleordning, hvor de eksisterende skoler (latinskole, skrive – og regneskole) blev slået sammen til en fælles byskole, mens fattigskolen fortsatte for sig selv. Skolerne i de slesvigske købstæder var tyske. Skolepligten til elementærklasserne indtrådte ved det fyldte 6. år. (16)

Fanny Enge talte sandsynligvis højtysk med sin mor, der jo stammede fra det tysksprogede Mecklenburg. De var dermed et særsyn, næsten alle i Aabenraa talte sønderjysk, men en lille gruppe tilflyttere (omkring 50 – 60 personer uden hustruer og børn) talte højtysk (17) Det var byens intelligens (embedsmænd, gejstlige, lærere, advokater osv.)
At Fanny Enge faktisk kunne læse og skrive dansk og tysk fremgår af hendes breve fra slutningen af hendes liv. De viser et godt kendskab til tysk, og måske en lidt dårligere beherskelse af sønderjysk – dansk. (18)
I hendes første kendte ”drømmesyn” fra ca. 1849 nævnes en tysk røver – roman Rinaldo, som hun må have læst, måske på tysk. (19)
Der var i tiden en stor børnedødelighed på grund af koppesygdom, men i 1798 havde en englænder fundet frem til at vaccinere mennesker. I Aabenraa begyndte den stedlige fysikus (embedslæge) dr. Neuber fra 1812 at gennemføre de lovbefalede vaccinationer sammen med nogle hjælpere. Det blev således i kirkebogen 1822 noteret, at Fanny Enge var blevet vaccineret af fysikus Hess. Hess var dog kun uddannet som kirurg, og ikke som læge. (20)

Fanny Enges voksenliv
Palmsøndag 1822, den 31. marts blev den 16 årige Fanny sammen med sin årgang piger og drenge konfirmeret i Nikolai Kirke. I konfirmationsregistret anføres det, at hun var født uden for ægteskab af Christine Heise fra Mecklenburg og Förster, dersteds Friedrich Enger (21)
Sandsynligvis er hun begyndt at arbejde kort efter konfirmationen i 1822, sådan som de fleste andre i arbejderklassen gjorde. Derfor ser vi, at hun få år efter (dvs. 1825) havde nogle penge i overskud.
Det var dengang skik, at jævne ugifte kvinder fra borgerstanden fastholdt deres fornavn og tiltaltes med høflighedsbetegnelsen Jomfru eller Mamsel. Til daglig var barnet Franziska Enger sikkert kaldt ved sit kælenavn Fanny og derfor blev det til Jomfru Fanny. For gifte kvinder var det betegnelsen Mutter eller Madam. Ved de officielle opgørelser var det derimod det korrekte navn.
Når slut r’et i efternavnet Enger faldt bort, skyldtes det den særlige aabenraaske udtale, så det blev Enge (22)
Fanny Enge kom allerede i 1820erne i arbejde som vaskekone og syerske, samme beskæftigelse som hendes mor. I 1829 arbejdede Fanny således for den agtede købmand Peter Conelius Hansen (1773 – 1848) der havde opgaven at udstyre det nye rådhus med gardiner. Han leverede bomuldsstoffet og hans fuldmægtig Nielsen lod syv kvinder udføre syningen. Fanny Enge blev aflønnet for syning af 12 kapper, dvs. de stykker gardin eller portière, der hang hen over vindue eller dør (23)

Også senere var det hendes beskæftigelse. Ved folketællingerne 1840 og i 1845 oplyste den ugifte Fanny Enge og hendes mor til den kommunale myndighed, at de arbejde som syersker og vaskekoner. Også efter moderens død blev det ved folketællingen 1855 noteret, at Fanny Enge vaskede for andre (24)
Ved hendes død fandt man forskellige beklædningsstykker i hendes efterladenskaber, som nu befinder sig på museet. En gennemgang har vist, at nogle stykker må være købt, bl.a. maskinfremstillede Tønder – kniplinger og et sjal med indiske dråbe – mønster. Men hun kan selv have produceret noget tøj, hvor der er anvendt fransk broderi, som var moderne 1750 – 1840. Samlingen omfatter også en konfirmationskjole af sort fløjl. (25). Muligvis har hun også tjent penge på at udleje tøj.
Nogle har undret sig over, hvor Fanny Enges økonomiske midler kom fra og hvor mange penge hun havde. Hun boede tilsyneladende hele tiden alene sammen med hendes mor. De havde sikkert få penge, men de hørte ikke til de uformuende, hvis fattigdom var alment bekendt. Disse kendte fattige skulle nemlig ikke betale såkaldt kopskat (26).

Kopskatten hvilede ellers med et fast beløb på alle mænd og kvinder over 12 år. I Kopskatregistret for 1835 er registreret, at Fanny Enge og hendes mor kvartalsvis betalte 25 skilling i skat for de to personer. Det var adskillige andre små husstande, som deres, f.eks. to personer hvoraf de ene var enke, og som betalte det samme som dem (27)
Det er ingen tvivl om, at enlige syersker og vaskersker generelt hørte til de dårligere stillede i datidens samfund. Fra Haderslev ved vi, at eksistensminimum for en hel familie i 1810 var ca. 50 rdl. (Svarende til 150 mark cour). Men i Haderslev var 1/3 af de enlige kvinder og enker faktisk over denne fattigdomsgrænse, der svarede til hvad en arbejdsmand (daglejer) tjente. (28)
I Aabenraa har Fanny Enge og hendes mor åbenbart også hørt til dem, der klarede sig lidt bedre end de andre syersker. Der var i 1817 i købstaden som et af de første steder i hertugdømmet blevet oprettet en sparekasse med tilknyttet lånekasse. Meningen var de mindre bemidlede skulle spare op i en sparekasse. Det kunne lære dem en økonomisk holdning, så de ikke senere blev fattige og faldt samfundet til last.

Af sparekassens hovedbog fremgår, at der faktisk blev indsat beløb, små og større af tjenestefolk og andre med små midler. Den 20 – årige Fanny Enge satte i 1825 50 mark (16 rdl. Cour) ind, i 1827 var det 275 mark osv. Frem til 1838 indsatte hun større og mindre beløb lige som tjenestefolk. Hun fik også renter af beløbet, og i 1838, to dage før hun fyldte 33 år, hævede hun hele det indestående beløb – 800 mark (260 rdl. Cour) (29)
Hvorfra pengene kom, kan man ikke se. Sandsynligvis har Franziska Enge bevidst sparet op af sine indtægter som syerske, som udførte finere syarbejder, vaskede dem og udlejede tøj til dåb og lignende. Samtidig har hun sikkert været meget sparsommelig i sit fælles liv med moderen. Beløbene, som hun indsatte i Spare – og Lånekassen, er for små og uregelmæssige til, at man kan forestille sig, at de stammede fra en kongelig understøttelse.
De boede længe til leje i Aabenraa 1. kvarter, mest i Storegade, der også dengang var byens største sammenhængende handelsstrøg præget af købmandsgårde og gæstgiverier. Men der boede også en del håndværkere og altså også enkelte fattige og enlige kvinder (30)

I 1835 boede de i huset i 1. kvarter nr. 44, der er revet ned, men lå hvor Rådhusgade i dag støder op til Storegade. Ti år senere i 1845 boede Fanny Enge og hendes mor til leje i et eller to værelser i den nuværende adresse Storegade 35, dvs. lige efter Storetorv.
Husejeren var 49 – årige hjulmager Daniel Møller med sin kone og fem børn i alderen fra 3 – 21 år. Hos dem boede også en mandlig alumne betalt af fattigkassen. I samme ejendom, formentlig i baghuset boede den 50 årige hestehandler Asmus Iversen Kjær med sin kone på 49 år og fem børn. Endelig var der endnu en hustand bestående af den 52 årige brofoged Michael Regensburg og hans 44 årige kone. (31)

Fanny Enge som husbesidder
Men faktum var altså, at Fanny Enge i disse år ikke var egentlig fattig eller uden midler, ja i 1834 blev hun endda husejer i købstaden. En daglejer Josias Matthiesen og hans søn Mathias Peter Matthiesen optog i marts 1833 et lån på 100 mark cour til 5 % med sikkerhed i deres huse, hhv. i byens kvarter 3 nr. 65 (Persillegade 3 b) og i kvarter 4 nr. 38. Det kunne Josias Matthiesen åbenbart ikke magte, og efter et halvt års tid solgtes hans indbo på offentlig auktion.
Fanny Enge var ikke blandt køberne af hans løsøre, men i august året efter, da Josias Matthiesen var død, fik hun papir (adjudicationsakt) på at hun i kraft af auktionen var ejer af huset i Persillegade.

Da hun først hævede sine opsparede midler i sparekassen i 1838, tyder noget på, at hun endda har haft flere penge til rådighed. Hendes navn skulle nemlig også indføres i købstadens protokoller og registre, herunder købstadens skyld – og panteprotokol. Det skete først i 1882 efter hendes død. Forklaringen må være, at Fanny Enge har betalt huset kontant på auktionen, lige som de andre købere gjorde, og hun har ikke på noget tidspunkt haft behov for at optage lån med pant i huset. (32)
Det var et lille beboelseshus fra 1700 – tallet, længst mod vest i udkanten af bybakken, i Neue Gasse, senere kaldt Persillegade. I Brandforsikringskassen blev det betegnet som et fem fag tværhus i brandmur, dvs. mure af brændte sten, og der var ingen andre bygninger eller skure. Det var i Brandforsikringskassen først vurderet til 320 Rbdlr. men faldt i de senere år en smule i værdi. (33)
Fanny Enge må i første omgang være blevet boende i Storegade og har lejet huset ud i næste knap tyve år, hvorved hun har fået leje – indtægt. Det må have været meget trangt i huset, for ved folketællingen 1845 boede der en sadelmager, den 34 årige Hans Chr. Kraus med kone og 4 børn samt en 39 årig murer, Hans Jørgen Herse med kone og to børn – hele 10 personer (34)
Efterhånden havde Fanny Enge således samlet en del penge sammen. Det gav hende i 1847 mulighed for at udlåne et større beløb til den 29 – årige barber Peter Wilhelm Speckhahn fra Flensborg, som i 1842 var blevet borger i købstaden. (35).

Hun lånte ham hele 1.000 mark til køb af et jordstykke Sandvedlej i Sønderskoven, og dette lån blev åbenbart indløst i 1883 efter hendes død. Samme barber Speckhahn lånte igen i 1854 1.000 mark af hende, fordi han ville købe en parcel Næstmarkløkke. Disse penge lånte han til 3 ½ p.a. og lånet løb til 1871 (36)
Som husbesidder i 1834 fik Fanny Ege en bedre social status sammen med det almindelige borgerskab i Aabenraa, for med erhvervelsen af huset fulgte en fast plads i stolestade nr. 13 d i Sct. Nicolai kirke (37)
Dens placering var formentlig til venstre, i den nordlige side, når man kom ind i kirken. For sin plads betalte hun årligt 3 mark 3 skilling til kirkekassen, og beholdt den vel til sin død. De tre andre pladser i stolestade nr. 13 blev benyttet af rebslager Claus Garben med kone Maria Dorothea født Fischer fra Ramsherred 41, og ejeren af Jørgensgård, først Bruun, senere Gorgius (38). Disse familier må hun have hilst på, når hun kom til gudstjeneste.
Fanny Enges første drømmesyn og helstatsopfattelsen

Aabenraa var en ganske lille købstad, samlet omkring bybakken, og med enkelte udløbere derfra. Der var betydelig klasseskel, bl.a. med en uddannet tysksproget handelsoverklasse, bestående af redere og en intelligentsia (jurister, læger o.l.) og en dansksproget håndværkerklasse. Oprindelig var alle beboere og borgere kongetro slesvigere, overbeviste om den danske helstats fortræffeligheder, og udtrykte dette enten på dansk, tysk eller et andet sprog.
Den danske stat bestod dels af kongeriget Danmark og dels af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. I 1830 havde unge tysksprogede akademikere i Kiel og andetsteds, som var blevet grebet af den tysk – nationale og liberale tankegang, med Uwe Jens Lornsen som frontfigur foreslået at løsne båndene mellem kongeriget og hertugdømmerne.
I Aabenraa kom der i 1838 en dansk modreaktion med Frederik Fischers ugeblad. Politisk blev det stadig mere ophedet, og det blev i løbet af ti året 1838 – 1848 til en hadefuld konflikt mellem dansk og tysk, og i 1848 kom det til krig – den 1. Slesvigske Krig (1848 – 50). Det startede med det slesvig – holstenske oprør i Kiel og Rendsborg, der hurtigt bredte sig til Aabenraa, og i de følgende måneder kom der skiftevis danske tropper og preussiske militære til byen og der blev affyret kanonskud. Magten over byen skiftede også mellem de to sider (39)
Politisk holdt Fanny Enge sig til den gamle konservative helstatsopfattelse, og det var som sådan, at hun også senere ønskede, at den skulle bestå. Krigshandlingerne i landsdelen var voldsomme, og hun fik stærke natlige drømme præget af, hvad hun selv havde oplevet eller læst i avisen. Fannys Spaadom eller den slesvigske Piges Drømmesyn blev trykt i Fyens Avis 1849 og kom som skillingstryk, og fik en vid udbredelse i danske kredse.

Drømmen var præget af de gamle røver – romaner, hun havde læst som ung, i sin beskrivelse af de slet disciplinerede turnere og friskarefolk fra Tyskland, der kom til Aabenraa vandrende med deres lange skæg og flagrende hår. De faktiske militære forhold, der indgik i hendes drøm, var slaget ved Bov 9. april 1848, det danske nederlag ved Slesvig 23. april, våbenstilstanden i Malmø i august, og i april 1849 genoptagelsen af krigen, hvor danskerne led mange tab.
Derefter kom hendes fremtidsdrøm et hedt ønske om en stor russisk militær indgriben i konflikten. Russerne var livagtigt beskrevet med små vilde heste og karle med mørke ansigter og korte næser. Så slog forløsningens time med et stort tre dages slag mellem Aabenraa og Haderslev.

Tyskerne blev slået og flygtede hjem til Tyskland, og den danske konge kunne i spidsen for sin hær uden at møde modstand drage helt til Hamborg. Det behøver ikke nogen kommentar, at Fanny Enges drøm om russisk militær og kongens fremstød til Hamborg aldrig havde nogen forhold til virkeligheden.
Udgiveren af drømmesynet påstod, at Fanny skulle have haft det allerede i 1837. Men synet omtalte Slesvig – Holstenske soldater i Aabenraas gader, der sang Schleswig – Holstein Meerumschlungen. Sangen blev først digtet syv år senere, i 1844. Udgiverens erklærede formål var at bruge fortællingen til trøst for befolkningen i kongeriget Danmark
om dets redning og frelse. Hans klart dansk – nationalpolitiske opfattelse synes at have været en anden end Fanny Enges helstatsopfattelse. (40)
Menigmand her fra Arilds tid anstrengt sig for at tyde drømme. Man så drømmeindholdet som en helhed, og man så en parallel mellem drømmen og en ydre begivenhed, som ville komme i fremtiden, jf. Josefs tydning af Faraos drøm om de syv fede og de syv magre køer.

Drømmetydere kunne altså bruge drømmen til at forudsige fremtiden. Fanny Enges drømmesyn er blevet opfattet som spådomme, der altid kunne fortolkes så de holdt troen på danskhedens sejr oppe i de svære tider, især før 1920.
I 1900 kom psykoanalysens fader, Sigmund Freud (1856 – 1939) en banebrydende fremstilling af den psykiske proces, der forvandler de oprindelige drømmetanker til den færdige, sammenhængende drøm. Drømme betragtes i dag som en nødvendig ventil, hvorigennem det konfliktfyldte, psykiske materiale kan afledes. I den proces anvender drømme bl.a. såkaldte dagsrester, dvs. tidligere oplevelser, nydramatiseringer osv.

Fanny Enges dagdrømme må være blevet sat i gang af dagsrester som de krigeriske begivenheder i Aabenraa. Man kan måske opfatte det som voldsomme traumatiske hændelser, der præsenteres for hende i stadig gentagende drømme, som ligner en nøjagtig genindspilning af den traumatiske begivenhed. (41)
Krigene var en voldsom udfordring af Fanny Enges gamle dansk – tyske samfundsforståelse, og derfor synes hendes drømmesyn netop at være blevet udløst ved krigene i 1848 – 1851 og senere krigssituationer 1864 og 1870.

Hendes kristentro og moderens død
Når de drejede sig om kristentroen, foretrak Fanny Enge at høre om den på tysk. Det fremgår af, at hun holdt sig til den tyske del af sognets menighed. Efter krigen blev der i 1850 indført en ny kirkeorden, med to ligestillede præster som hhv. dansk og tysk compastor.
Der blev indsat en 28 – årig dansk præst Andreas Peter Martin Leth, der var præget af de gudelige og folkelige vækkelser. Ham brød Frederik Fischer sig ikke om. Det samme gjaldt sikkert Fanny Enge, der synes at have valgt den 49 årige rationalistiske præst Jacob Hansen Holdt, der blev compastor for den tyske del af menigheden (42)
Det var sikkert hans prædikener, at Fanny Enge lyttede til. I hvert fald deltog hun i 1850erne og i begyndelsen af 1860erne i det generelle skriftemål og efterfølgende nadver i den tyske menighed, som det fremgår af det såkaldte konfitentregister. Hun deltog som regel hvert andet år, når året var begyndt (43)
Formentlig omkring 1850 flytter Fanny Enge og hendes mor ind i huset i Persillegade. Og den 30. januar 1853 døde moderen der. Nogle har undret sig over, at boet efter Christine Heise af hendes datter som eneste arving blev angivet ikke at være særlig værd, – nemlig under 100 mark cour. Denne oplysning behøver dog ikke at overraske nogen (trods oplysninger om Fanny Enges økonomiske midler), for dødsanmeldelsen var vedlagt en blanket til eventuel betaling af ½ % af formuen.
De andre dødsboer i protokollen fra den tid nævner oftest – ingen arv eller intet at foretage. Mon ikke der har været en beskeden formue, men at Fanny Enge kunne erklære den som sin egen, så hun ikke skulle betale en afgift (44)

Nye drømmesyn
Hun fortsatte sit stille liv i købstaden, men levede meget med i de voldsomme krigeriske begivenheder, der prægede landsdelen med krigen 1864 mellem Danmark og de tyske magter Preussen og Østrig.
Hun havde dagligt besøg af dansksindede, der følte sig styrkede ved at høre hende tale om en dansk sejr til allersidst. Efter tabet af Dybbøl i april og de tyske troppers fremrykning i Jylland så det ellers meget sort ud for Danmark. I midten af august 1854 havde hun besøg af Kaptajn Hansen, der umiddelbart efter genfortalte hendes ord til fru Anna Cornett. Om fremtiden havde hun sagt;

– For de Danske skulle Håbet reent være ude, og Tyskerne skulde faa Landet og være saa trygge derpaa, som om det aldrig skulde fra dem mere, men saa vilde det ogsaa værre forbi, og ingen vilde hjælpe, men alle vilde de have. Der vil komme Franskmænd og Russere, inden Krigen faar Ende, og der vil blive leveret et slag nord – vest for Aabenraa, og dermed skal Krigen være endt. Da skal de Danske sejre, og ingen kan naa fly. Vi skal komme til at høre Kanonerne i Byen, og der vil komme en stor Forvirring i Fjenden (45)
Der kom ingen hjælp fra Frankrig eller Rusland, og der stod heller ikke noget afsluttende slag nordvest for Aabenraa, som den danske hær vandt. Hun troede også, at det ville ske i hendes levetid. Den danske stat mistede tværtimod Hertugdømmerne, og hele området op til Kolding blev preussisk. Der blev indført preussisk administration i dtedet for den danske, og alt blev anderledes. Den gamle danske helstat var væk, men hun håbede fortsat, at de gamle tider ville vende tilbage.
De bevidst dansksindede i byen levede i de første år i forventningen om at landsdelens befolkning ville få lejlighed til at stemme om deres fremtid. De troede, at det ville være omkring 1870, når optionsfristen på 6 år efter fredsaftalen i 1864 var udløbet. Den kendte dansksindede apoteker Worsaae, der i 1851 havde anlagt det nye Svaneapotek i byen, skrev nogle meget udførlige erindringer om sine oplevelser frem til 1871, da han flyttede til København.
Ifølge ham havde Fanny Enge varslet om store begivenheder, der skulle ske i 1870, og som er en tidsmæssig forskydning af hendes 1864 – spådom.
Apotekeren gengav spådommen således:

– I seks år skal Slesvig være under fremmedherredømmet, men i året 1870 vil der komme en stor krig, hvorimod al krig hidtil kun har været børneværk. Her vil komme krigsmænd, som vi aldrig før har set, at stort slag vil blive leveret i og omkring Aabenraa. Danmarks konge vil komme ridende på en hvid hest, der vil vade i blod i gaderne, de danske tropper ville efter have erobret byen blive jaget ud igen, men derefter komme tilbage for bestandig, Danmark vil få sine gamle grænser og mere til osv.” (46)
Fanny Enges alderdom
Hvordan Fanny Enge var som person, får man et indtryk af gennem 10 breve som hun i sin alderdom skrev til en nær ven i udlandet. Brevene er på dansk og skrevet af Fanny Enge i tiden 1876 – 80, altså kort før hun døde.

Der er 1 – 2 breve om året. Hun er på De’ s med ham som alle de andre. De er skrevet til ingeniør J. Maybøll, der sammen med sin kone boede i Huelva i Spanien. Hun havde været i byen omkring 1868, da man byggede jernbanen hertil, og lært hende at kende.
Formentlig var det ham, der via et familiemedlem ydede hende et stort beløb på 100 mark i 1877, da hun var meget i trang. Pengene havde hun stående i den nystiftede Den Nordslesvigske Folkebank (1872), som Friedrich Callesen, en svoger til sejlmager Cornett, var forretningsfører for (47)
Fanny Enge havde åbenbart ikke mange rede penge. Enkelte gange inviteres hun med til middag hos den nævnte Friedrich Callsen, dvs. i de bevidst danske kredse. Gang på gang ivrer hun imod luksus forbruget.

Brevene til Majbøll viser os en lidt menneskesky og pirrelig, 70 år gammel kone. Blade holder hun ikke, og ud fra hendes alder er det ikke overraskende, at hun i det hele taget ikke følger meget med i livet i byen, i aktiviteter inden for det danske borgerskab som smørrebrødsballer og dilettantforestillinger.
Hun er irriteret over, at kommunen har taget hendes forhave til udvidelse af Persillegade. Hun tænker meget på døden.
I maj 1877 er hun syg i ni uger, men vil ikke, eller har ikke råd til at tage en læge (det vil netop koste 100 daler), og man tror og hun selv tror, at hun skal dø. Hun har ingen appetit og i syv uger havde hun ikke fået andet end koldt vand, Hofmansdråber og pebermyntekager, men hun var også blevet mager, at hun intet kød havde på kroppen.
I januar 1878 havde hun i ca. 10 dage have haft ondt i hovedet, så hun ikke kunne spise. Hun var glad for Maybølls gaver, men isolerede sig fra familier i byen, bl.a. fordi hun ikke kan gøre gengæld. Selv over for denne mand, hvis økonomiske hjælp hun er meget taknemmelig for, kunne hun være lidt ironisk.
Nabokonen, madam Graversen kan hun ikke undvære, nu hvor hun kun kan være et par timer ude af sengen, og hun betaler hende med sine sager, snart det andet, så hun får mere end, hvis hun havde fået et par daler om ugen. Til hendes fødselsdag fik hun Fannys lænestol (værdi mere end 10 daler), men hun havde været god ved hende. Så snart Fanny er død, skal hun melde det til borgmesteren og så skulle han nok sørge for det hele (48).
Udkommet i Prag i 1783, men kom i let ændrde versioner frem til 1919 (52

Sådan kom det til at gå. Den 60 årige Bertha Catharina Graversen anmeldte til personregisterføreren (dvs. borgmesteren), at hun af egen viden kunne meddele, at den 75 – årige ugifte vaskekone Franziska Carolina Elisa Enger var død den 17. marts 1881 kl. 13.30.
Madam Graversen var gift med en daglejer, tidligere skibstømrer Peter Graversen i nabohuset Persillegade nr. 9. Hun er ansvarlig for, at der i det officielle dødsregister kom til at stå, at det var ukendt, hvor den afdøde var født den 31. august 1805 (49). Dette var allerede en brik til den senere mytedannelse om Fanny Enge.

I Preussen var stat og kirke blevet adskilt i 1874, og der var indrettet en statslig registrering af fødsler, vielser og dødsfald i stedet for det hidtidige kirkelige. Men den kirkelige registrering fortsatte, da de kirkelige myndigheder skulle begrave de døde. I dette tilfælde skete det fire dage senere, den 31. marts 1881. Præsten anførte i det kirkelige register, at Fanny Enge var født her (dvs. Aabenraa), så det var han ikke i tvivl om.
Men han skrev til gengæld, at forældrene til den uægtefødte Fanny Enge angiveligt var Christine Heise fra Mecklenburg og skovrider Friedrich Enger fra amtet Riebnitz (50). Præsten henviste i en tilføjelse til kirkebogen ved moderens dødsindførelse 28 år tidligere, vor der ikke var tvivl om moderen. Åbenbart følte han sig forpligtet til nu i kirkebogen at antyde tvivl om ægteheden af faderskabet. Det synes at vise, at der var en mytedannelse i gang.

Fanny Enges ejendele (indboet) blev den 23. maj 1881 af Gerichtsvollzieher (Kongens Foged) F.W. Gosch sat til salg på auktion hos gæstgiver Krause. Det drejede sig ifølge annoncen om sofaer, stole, skabe, kuffert, gode senge, smukt linnedtøj, bordduge, servietter, sengelagen, håndklæder m.m. samt enkelte guld – og sølvsager. (51)
Hendes efterladte privatarkiv rummer kun få papirer. Et er Das Vater Unser i syv vers, som hun har dateret. Apenrade den 1. juli 1879, altså i den sidste levetid. Hun har sikkert afskrevet det af, fordi det har betydet noget særligt for hende. Teksten stammer oprindelig fra en tysk folkelig andagtsbog Lieder zur öffentlichen und häuslichen Andacht, udkommet i Prag i 1783, men kom i let ændrede versioner frem til 1919 (52)

Sidste vers lyder:
– Wer mit starker Zuversicht
Glaubensvoll in Gottes Namen
Diese sieben Bitten spricht
Kann mit Freuden sagen Amen
Amen ja es wird geschehn
Was wir von Gott erflehn (53)

Den lille kerne til myten voksede ved hendes død. Den tyske provst Göttig brugte ved begravelsen et digt af Schiller, Da Mädchen von der Ferne, hvor det hed man vidste ikke hvorfra hun kom.
I et par korte nekrologer i Flensborg Avis og Dybbøl – Posten kaldes hun en ejendommelig eller mærkelig personlighed også mht. sin fortid og det nævnes, at mange mente, at hun havde evnen til at spå (54). På kirkegården ved Forstalle blev Fanny Enge begravet og der blev sat en sten over hende (55).

Mytedannelsen
Kvinderne i nogle af byens dansksindede familier med centrum i Maria Cornett (Cornett, Callesen, Junggreen, Thomsen) fortsatte med at snakke om den sky, tilbageholdende og mærkelige, gamle kvinde. Kontakten til hende bevidnes bl.a. af Maria Cornetts breve og en lykønskning fra Fanny Enge til hendes 65 års fødselsdag den 18. oktober 1880. Hun døde først i 1911, 96 år gammel (56)
I 1908, 27 år efter Fannys død, skrev en lokalhistoriker, møller Jørgen Fausbøl (1838 – 1918) om hende i H.P. Hanssens blad, Hejmdal med opfordring ti læserne om at sende ham yderligere oplysninger. Han var kommet til Aabenraa og var meget nationalt engageret.
Den nationale baggrund gjorde utvivlsomt, at han interesserede sig for Jomfru Fannys spådomme og eventyrlige herkomst (57). Som bekendt skulle hun ifølge myten være datter af den senere Christian den Ottende og hans første gemalinde prinsesse Charlotte Frederikke.

Tråden fra de dansksindede kredse fortsatte Marie Thomsen i 1919 med nye artikler i Hejmdal, som hun udgav i en lille bog Jomfru Fanny. Den kom i flere oplag i 1930erne og under besættelsen.
Derefter udgav forfatteren Helene Rud, født Meier (født 1887), et barnebarn af fru Junggreen, i 1945 en bog med samme indhold.
Forfatteren Johannes Ravn – Jonsen (1881 – 1946) brugte stoffet til en fantasifuld roman med en opdigtet dagbog om Jomfru Fannys herkomst. Helt op til i dag er kommet bøger, hefter m.m., der beskæftiger sig med det fine og fornemme i Jomfru Fannys herkomst, og hendes spådomme (58).
Grundlaget for artiklerne og bøgerne om hende er traditionen og troen på, at Jomfru Fanny må være datter af en dansk prins og prinsesse osv. Allerede i 1943 udkom ellers prins Christian Frederiks dagbøger og optegnelser, som viser umuligheden af dette (59)

I kredsen af de fremtrædende dansksindede mænd i Aabenraa var der dog én, der forholdt sig meget skeptisk over den påståede royale afstamning. Det var den kendte amtslæge Mads Michelsen (1887 – 1958), der var meget historisk interesseret. I 1950erne skrev han et par redegørelser om Jomfru Fanny, men de blev tilsyneladende ikke offentliggjort.
Som mediciner kommenterede han bl.a. syrligt – kritisk mytedannelserne om barnets ankomst til Aabenraa. Jordemoderen havde sikkert konstateret, at Christine Heise som den påståede moder formåede at amme barnet. Og det var der næppe nogen ansvarlig person, der turde sende et nyfødt barn til Aabenraa i august måned på en 2 – 300 km lang rejse ad Oksevejen i karet og på flaskemælk (60)

Offentligt kom en kritisk holdning først frem i 1964 med redaktør Morten Kamphøveners: Jomfru Fanny i kritisk belysning. Men hans undersøgelse har ikke anfægtet dem, der fortsat ønsker at tro på myten om Jomfru Fanny. Personregisterfører Holger Jacobsen svarede således i 1965 Kamphøvener, at afsløringerne ikke engang gjorde indtryk, aabenraaerne ville beholde deres Jomfru Fanny med den ukendte, måske kongelige oprindelse. Med i denne artikel har jeg prøvet konstruktivt at tage fat på det, man med sikkerhed kan sige om den historiske Fanny Enge.

– En stor tak til Jørgen Witte for at vi måtte bringe hans foredrag som han holdt på Museum Sønderjylland i Aabenraa i 2015.

Noter til Artiklen:

1 LAA Aabenraa personregister Døde 1881 nr. 31, kopieret i Frands Gregersen: Jomfru Fanny – og hendes tid(2004) s. 84f.

2 L. Bobé: Slægten von Qualen. I Personalhistorisk Tidsskrift 7. Rk1(1916) s. 81 – 108, artiklen omtaler ikke ejerskabet af Vietow (s. 101). Ellen Poulsen: Jens Juel (1991) .1 s. 181, 226, bd.2 s. 396, 521.

3 Kaldenavnet Fanny fremgård af von Qualens ansøgning om tilladelse til at ægte hende, se J.C.W. og K. Hirsch: Fortegnelse over danske og norske Officerer m.fl. 1648 – 1841 (Håndskrift i Kgl. Bibliotek) Bd. 8 s. 263.

4 Morten Kampenhøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning s. 224, 230f, Danmarks Adels Aarbog 1925 s 490 og 492

5 LAA Aabenraa ældre Byarkiv. Nr. 126b Af – og Tilgangslister til Kopskatsregistre. Tilgangsliste for oktober 1805.

6. Kong Christian den Syvendes Dagbøger og Optegnelser (1943) Udg, ved Axel Lindvald 1. Bind 1799 – 1814 side 258, 578.

7 Dansk Biografisk Lexikon (Bricka) Bd. 2 s. 448f. Palle Rosenkranz: Amtmandsbogen. Portrætter og Biografier af Stiftsamtmænd og Amtmænd i Danmark 1660 – 1835 (1936) s. 43, Danmarks Adels Aarbog 1925 s. 490, LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 2 Fødte 1808 2/3, J.C.W. og K. Hirsch: Fortegnelse over danske og norske Officerer m.fl. 1648 – 11814 (Håndskrift i Kgl. Bibl. Bd. 8 s. 263.

8. Morten Kampenhövener: Jomfry Fanny i kritisk belysning (1964) s. 222 – 226.

9. LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 3 Døde 1826 16/10, Morten Kapenhövener: Jomfru Fanny i kritisk belysning. Side 225

10. LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 2 Fødte 1805 31/8

11. Lommetørklædet afbildet på omslaget af ”Jomfru Fannys kongerige (1982)

12. Morten Kampenhövener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 225, 231, se LAA Aabenraa og Løgumkloster amters arkiv. Von Blüchers arkiv pk. 451 1805 – 10 Civil-, forst -, jagt- og vejbødesager.

13. Hans H. Worsøe: Slægtshistorie (2005) s. 192, Hans Worsøe: Falden kvinde eller enlig mor? – de ugifte mødre og deres sociale placering ca. 1700 – 1960 (Personalhistorisk Tidsskrift 1993) s. 124 – 128. Hans Worsøe: Nogle betragtninger om børn født uden for ægteskab (Personalhistorisk Tidsskrift 1979) s. 254.

14. Selv i den mytedannende kreds af familier kom elementer af denne sandhed frem. Amtslæge M. Michelsen har noteret ”En kort Beretning om Fanny Enge og hendes Moder”. Fannys Moder kaldtes i Aabenraa sædvanligvis Fru Enge (Mad. Cornett). Fammy har fortalt, at hendes Moder var fra en stor Gaard i Nærheden af Rostock, at hun imod hendes Forældres Vilje var rejst til Plön med en Comtesse Blücher. Man fortæller, at en høj Officer engang har været i Aabenraa for at hente Fanny, men Moderen ville paa ingen Maade lade hende rejse. Siden efter bebrejdede Fanny Moderen ved enhver Lejlighed, at hun ikke ville lade hende rejse og Moderen svarede altid: ”Hvad tror du, at de ville med dig? Maitresse kunne du være bleven, ellers ingenting. Fanny var overbevist om, at Fru Enge ikke var hendes Moder. Hun havde aldrig været kærlig mod Fanny med Undtagelse af en ene Gang, da den fremmede Officer vilde hente hende bort fra Aabenraa. (Aabenraa Købstad 1200 – 1898. BA 02: Den Michelsenske Samling pk 666, Katalog nr. 156)

15. Danmarks Adels Aarbog 1942 d. 15f: Danmarks Adels Aarbog 1925 s. 490, at Fanny Enge skulle have haft skolegang med Blüchers efterfølgers børn synes at være rent tankespind.

16. Aabenraa Bys Historie Bd. 2 (1967) s. 148ff

17. Japsen: Den nationale udvikling i Åbenrå 1800 – 1850 (1961) s. 14ff

18. LAA Privatarkiver Fanny Enger d.1881 Diverse u.å, LAA Privatarkiver J. Maybøl Breve 1876 – 80

19. Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 228: Drømmen hed: Fannys Spaadom eller den slesvigske Piges Drømmesyn, der tyde Danmarks Lykke og Danskernes Sejr over Tyskerne Udg. I København af C.T. Hansen. Skriftet anfører Momme Boisen, Aabenraa 16. Maj 1849, som hjemmelsmand til hendes drømmesyn. Denne Momme Boisen er forgæves eftersøgt. I skriftet henvises til vilde skarer fra Tyskland, der ligner røverkaptajnen Rinaldo Rinaldini. Denne røverkaptajn var hovedperson foren romantisk roman af Christian August Vulpius, skrevet 1799 og oversat til dansk 1800 – 01. Den kom i mange oplag.

20. LAA Præstearkiver Aabenraa Aa 5 Konfirmerede piger 1822 nr 3, LAA Fysikatsarkiver Aabenraa og Løgumkloster amter, Vaccinationsprotokol 1812 – 36 og for Aabenraa by 1812 – 36. Vaccinationen er ikke fundet i de to protokoller under 1822.

21 LAA Præstearkiver Aabenraa Aa 5 Konfirmerede piger 1822 nr. 3

22 Jomfru Fannys navn i tale og skrift.

23. Birgitte Kragh Rasmussen: Aabenraa Rådhus 1830 – 1980 (1980) s. 18

24. LAA Folketællinger 1840 Aabenraa nr. 2.2 side 14 og 1845 Aabenraa nr. 2 side 745. Christine Heise oplyste begge gange, at hun var enke og i 1845, at hun var født i Schwerin. LAA Folketælling 1855 Aabenraa nr.9.2 side 452

25 Aabenraa Museum Æske BK Sag 38, opgave af Ingrid Wehlitz (1981) s. 6, 9f, 16

26 Helge Nielsen og Victor Thalbitzer: Skatter og skatteforvaltning i ældre tid (1948/1976) s.98f

27. LAA Aabenraa ældre Byarkiv Nr. 125c Kopskatregistre. Mannzahlsliste 1835 og afregninger for 1835 og 1836.

28. Henrik Fangel: Haderslev Bys historie (1975) Bd. 1 s. 104f og 229.

29. G. Japsen: De nordslesvigske sparekassers historie (1970) s. 27 – 32. Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 226f, LAA Foreningsarkiver Aabenraa Spare – og Laanekasse Hovedbog B 1819 – 37 fol 18. Morten Kampenhövener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 226f

30. Peter Dragsbo: Mennesker og huse i Aabenraa – enetnologisk studie af kvartersudvikling i en nordslesvigsk købstad 1850 – 1920 (1978) s. 30f

31. LAA Fortælling 1845 Aabenraa nr. 2.3 side 745

32. LAA Retsbetjentarkiver. Aabenraa byfoged. Skyld – og panteprotokol 1765 – 1855 Fol. 703 – Retsbetjentarkiver. Aabenraa byfoged. Auktionssager 1833. – Retsbetjentarkiver Aabenraa byfoged. Byfogedprotokol 1833 – 34 s. 123b.

33. LAA Aabenraa Byarkiv Brandtaksationsprotokoller 1815, 1825, 1835, 1845, 1855 – 65, Brandforsikringsprotokoller 1825, 1835, 1845, 1853 – 55, 1865.

34. LAA Folketælling Aabenraa købstad 3. kvarter nr. 65 (side 791)

35. Morten Kamphøvener: Borgerskaber i Åbenrå 1686 – 1867 (1974) Bd. 1 s. 162

36. LAA Retsbetjentarkivarer Aabenraa byfoged. Skyld – og panteprotokol 1756 – 1855 fol. 703, se også Uwe Thomsen: Jomfru Fanny’s speciedalere (trykt som manuskript 1993)

37. LAA Aabenraa præstearkiv 1567 – 1880 Stolestadsregister. Læg: Fortegnelse over Forandringerne med Stolestaderne i Tidsrummet 1825 til 1849.

38. LAA Aabenraa Præstearkiv. 1567 – 1880 Stolestadsregistre. Stolestaderegistre 1838, 1861, 1862, 1863.

39. Aabenraa Bys Historie Bd. 2 (1967) s. 185 – 199.

40. Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 228f. http://de.wikipedia.org/wiki/Schleswig-Holstein_meerumschlungen

41. http://www.netpsych.dk/misc/Print.aspx?id=92 (Palle Hoffmann), Ole Vedfelt: Drømmenes dimensioner (5.udg.2007) s 22, 24f, 398f.

42. Sct. Nicolai kirke i Aabenraa, en bykirke gennem 750 år. Red. Af Lars Henningsen (2002) s. 261ff.

43 LAA Aabenraa præstearkiv 1851 – 1897. Konfitentregister for diakonatet. Se årene 1854, 1856, 1858, 1861, 1863

44. LAA Retsbetjentarkiver Aabenraa købstad. Protokol over anmeldte dødsfald 1851 – 1862.

45. Holger Jacobsen: Maria Cornetts breve (Sønderjyske Årbøger 1964) s 156.

46. Frode Gribsvad: Aabenraa 1864 – 1871. I Festskrift til H.P. Hanssen (1932) s. 294f

47. Kampenhøvener1964 s. 227, Rigsarkivet Aabenraa, Privatarkivar Friedrich Callsen 1830 – 78. Erik Skifter Andersen: Erhvervsvirksomheder i Aabenraa 1847 – 1997 (1997) Bd. 2 s. 287.

48. LAA Privatarkiver Maybøll, J. Breve 1876 – 80, trykt i Ti Breve fra Jomfru Fanny (1959) Ved Georg Buchreitz. Dette var et særtryk af Aabenraa Statsskoles årsskrift 1959

49 LAA Aabenraa personregister Døde 1881 nr. 31, Skifter Andersen. Registrant over ejendomme i Aabenraa 1700 – 1920 (2012) s. 49, Morten Kampenhøvener s. 200

50. LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 7 Døde 1881 n. 34 den 27. marts 1881

51. Jomfru Fanny – og hendes tid (2004) s. 84f, overskuddet af auktionen må være delt mellem stat og kommune efter byens skrå § 29

52. LAA RA05512 Privatarkiv Mads Michelsen: Notater, koncepter og manuskripter. Læs: Jomfru Fannys navn i tale og skrift, http://www.volksliederarchiv.de/text4780.html

53 Privatarkiver Franziska Carolina Elise Enger d. 1881. Div. År, http://www.volksliederarchiv.de/text4780.html

54 Flensborg Avis 1881, 5. april Dybbøl – Posten 1881 xx/3

55. Aabenraa Kirkegård – gravsten og mindesmærker (1985) s. 34

56. LAA Privatarkiv. Enger, Franziska Carolina Elise, d. 1881: ”Min jertligste Løkynskning med Sundhed og Tilfredshed med Deres Familie Fanny”. Holger Jacobsen: Maria Cornetts breve (Sønderjyske Årbøger 1964).

57 Sønderjyske historikere efter 1864 (1976) s. 39f

58. Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 218ff.

59. Kong Christian den ottendes Dagbøger og Optegnelser (1943) Udg. Ved Axel Lindvald 1. Bind 1799 – 1814 side 244f. Heri også prinsens agne moralske overvejelser. Kamphøvener 1964 s. 226 opsummerer grundene til, at prins Christian Frederik og prinsesse Charlotte Frederikke kan have haft noget med faderskabet at gøre.

60 LAA RA05512 Privatarkiv Mads Michelsen: Notater, koncepter og manuskripter. Læg: Jomfru Fannys navn i tale og skrift, Aabenraa Købstad 1200 – 1898. BA 02: Den Michelsenske Samling pk. 666, Katalog nr. 156.

Hvis du vil læse mere om den historiske og mytedannende Jomfru Fanny, Se her:

– Fanny Enge
– Jomfru Fanny 6. Kapitel
– Jomfru Fanny – Myte eller virkelighed
– Jomfru Fanny fra Aabenraa

Hvis du vil læse mere om De Slesvigske Krige: Se her:

– www.dengang.dk indeholder mindst 22 artikler fra De Slesvigske krige, se liste under Kategori af samme navn

Hvis du vil læse mere: Om Kongens Hvide Hest:

– Her på redaktionen har vi modtaget cirka 10 forskellige forslag til, hvad kongens ”hvide” hest var smurt ind i.
– Kongens Hvide Hest
– Mere om Kongens Hvide Hest
– Pigen fra Højer.