Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Fra Urtekræmmer til Shawarmabar

Et væld af butikker på Nørrebro i 1920

November 14, 2007

Formanden for Nørrebro Handelsforening advarer mod pølsevogne. Foreningen køber ejendom. Kreative ideer til ny næringslov. For mange butikker handler med det samme. Dagbladet Politiken sat på plads. Forringelser for de arbejdsløse, kan mærkes på Nørrebro.

 

Et væld af butikker så dagens lys på Nørrebro i 1920erne. De to største forretningsgader var Nørrebrogade og Blågårdsgade, men også i sidegaderne blomstrede detailhandelen. Konkurrencen var benhård, mange prøvede lykken.

 

For mange butikker solgte det samme

Det økonomiske opsving i 20erne medførte øget industrialisering. Det gik efterhånden hårdt ud over butikkerne. En anden grund var fejlspekulation. En gros priserne efter krigen var meget lave. Det førte igen til stor arbejdsløshed. Banksammenbrud fulgte i kølvandet. Måske var detailhandelen selv medskyldig i krisen. Mange havde pludselig høje avancer, men små indtægter. Problemet var, at for mange butikker solgte det samme. Og dem, der blev arbejdsløse havde ingen penge at rutte med. De fik kun op til 52 % i arbejdsløshedsunderstøttelse.

 

Fabrikker giver tilskud

Foreningen kæmpede mod tilgift. Særlig slemme var kaffeforretningerne. De voksede i København fra 50 til 150 stykker. De blev støttet af brænderierne. Otto Mønsteds fabrikker ydede
også tilskud til de butikker, der solgte deres produkter.

For den lille detailhandler kneb det med at følge med. De havde ikke kapital til, at gøre det store indkøb eller midler til reklamefremstød.

 

Ny beværterlov i strid med handelens interesser

I 1920 rettedes der en henvendelse til medlemmer af Landstinget, angående et forslag til en ny beværterlov, idet adskillige af forslagets bestemmelser var stærk i modstrid med handelens interesser. Og så blev der sendt en ansøgning til kommunalbestyrelsen om tilladelse til at holde vinduerne belyst i hele december måned. Desuden var der en stærk tilslutning til at lukke klokken 16 juleaftensdag.

 

Advarsel mod Pølsevogne

Det kunne være svært at acceptere nye tiltag. Hør blot, hvad formanden for Nørrebro Handelsforening sagde på et medlemsmøde:

  • Jeg ser i forskellige Blade, at der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne på åben Gade. Og at vedkommende, som sælger disse varme Pølser, skal levere gratis
    Sennep til Pølserne. Når så et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepærer på samme Tallerken som Pølser og Sennep, saa bliver det en delikat Ret.

Erhvervenes priskontrolkomite gik sammen med Husmoderforeningen for at sikre prisfald under disciplin. Der blev dannet et forbrugerværn, som blandt andet opnåede at bagernes brød gik ned i pris.

 

Kreative ideer til en ny næringslov

Nørrebro Handelsforening havde nogle konstruktive forslag til ændring af næringsloven:

  1. En Grosserer skal løse et Borgerskab, hvorpå kun må handles en gros
  2. Detailhandlerborgerskab afskaffes, i stedet indføres et Branche – og et Købmandsborgerskab.
  3. Fra et Købmandsborgerskab må der drives blandet Handel. Det skal koste fra 600 – 800 kroner
  4. Brancheborgerskab giver ret til Handel, til den Branche, hvor den er løst.
  5.  I en Kaffehandel må der kun handles med Kaffe, Te, Kakao, Chokolade, Sukker, Kiks og Biskuit.
  6.  Gadehandel skal helt afskaffes, eller indskrænkes betydelig, og da kun udstedes til svagelig eller uarbejdsdygtige folk.
  7. Fabrikanter må kun have udsalg, og kun i den by, han har Fabrik. Helst i samme Ejendom, hvor Fabrikken er
  8.  En håndværker må kun forhandle det, han selv eller hans folk tilvirker, og han kan ikke få  brancheborgerskab til handel ved siden af et Håndværkerborgerskab.
  9.  Udlændinge kan ikke få Borgerskab af nogen art, før de har haft Ophold her i Riget i 10 år.
  10.  Aktieselskaber må kun have Borgerskab, enten en Gros eller en Detail

En masse problemer måtte Bestyrelsen stadig løse. Der var mange, der ønskede understøttelse. Klagerne over illoyal konkurrence voksede. En del inkassosager og voksende aktivitet fra Hovedstadens Brugsforening vakte ikke behag.

 

Lukketider atter til debat

I sommeren 1922 blev lukkeloven igen drøftet. Man var indstillet på en ordning, hvorefter lukketiden, de første hverdage skulle være klokken 18, fredag til klokken 19 og lørdag til klokken 21. Enden af diskussionen blev, at man de første fire hverdage lukkede klokken 19 om sommeren og klokken 18 om vinteren.

Også et krav om en ny lærlingelov, specielt designet til handelen var på tale. En faglært købmand skulle have haft butik i fem år, inden han måtte få lærlinge. På et bestyrelsesmøde den 26. september blev man enige om, at forhandle med en ny avis der hed Nørrebro Avis. Formanden skulle forhandle om, hvad man kunne få, hvis man ville anbefale avisen.

Et medlem fik en kæmpe lejestigning fra 300 til 1.500 kroner. Det fandt man sig ikke i. Indenrigsministeriet fik en henvendelse vedrørende forlængelse af lejeloven. Og atter engang henvendte foreningen sig til handelsministeren angående revision af loven om falsk reklame og illoyal konkurrence.

 

Nørrebro Handelsforening køber ejendom

På Generalforsamlingen i 1924 diskuterede man køb af en ejendom af Understøttelsesfondens midler. Med 26 stemmer for og 24 imod blev man enige om at nedsætte et udvalg.

Den 13. november afholdtes der møde mellem udvalget og bestyrelsen om køb af Prinsesse Charlottesgade 37 – 39. Ejendommen tilhørte Detailhandlerbanken i likvidation. En
ekstraordinær generalforsamling afholdtes 10 dage efter, hvor købet blev vedtaget med 29 stemmer for og 9 imod.

 

Tilgiftsproblem – er der stadig

Tilgiftsproblemet eksisterede stadig. En smørforretning på Jagtvejen gav ved køb af ¼ kg smør og 1 kg margarine en tilgift på to æsker tændstikker og 18 øre kontant. En kaffehandler søgte ministeriets tilladelse til at blande visse dele tilsætning i ren kaffe og sælge blandingen til billigere pris. Den smukke tanke blev mærkværdigvis tilladt, når der på emballagen var angivet sammensætningen af blandingen.

Foreningen havde efterhånden fået nok af mejeristernes ulovlige handel og rettede derfor henvendelse til grosserer C.V. Busch, formand for den københavnske Fællesrepræsentation. Henstillingen gik på, at alle kommunens udsalg skulle undersøges, om de blev drevet på lovlig vis, fordi de handlede med varer, hvortil der blev forlangt borgerskab.

 

Dagbladet Politiken sat på plads

I 1925 havde formanden siddet i 10 år. I jubilæumsgave fik han en merskumspibe. Den 28. april undrede dagbladet Politiken sig over, at handelsforeningerne ville have, at man respekterede de love, som Rigsdagen havde vedtaget med hensyn til prisfastsættelse. Det fik formanden til at fare i flint. I en modartikel belærte han journalisterne om de faktiske forhold:

  • Hvis en Handlende sælger sine Varer under den pålydende Pris, er det ikke af kærlighed til det købende Publikum, men mere for at trække Kunder fra sine Kollegaer.
  • Den ærede Presse vil gerne have vores Annoncer, ligesom den gerne vil have deres Blade forhandlet af os, kunne vi så ikke forlange af Pressen, at den ikke griber ind på Steder, hvor vi har Loven på vor Side 

Et emne, som også beskæftigede bestyrelsen var radiolytternes misbrug af telefonledninger. Blev dette opdaget, blev ledningerne klippet over af telefonmedarbejdere.

 

Ikke 700 kroner til nye cykelskure

Lejerne på Prinsesse Charlottesgade ønskede cykelskure. Det blev afvist af bestyrelsen. Der var ikke plads i budgettet til de 700 kroner, dette ville koste. I 20erne var Nørrebrogade og Blågårdsgade forbeholdt sporvogne, hestekøretøjer, trækvogne og cyklister.

 

Forringelser for de arbejdsløse, kunne mærkes

Statsminister Madsen – Mygdal indførte i 1926 besparelser på dagpenge. Skibsredder A.P. Møller sagde samtidig:

  • Vi må se bort fra Understøttelse, så Lediggangen kan komme til at trække direkte på Lønnen.

Når man havde butik i et arbejderkvarter kunne forringelser straks mærkes.

 

Kilde: 

  • Uwe Brodersen: Nørrebro handelsforening gennem 110 år
  • www.norrebro.dk
  • www.dengang.dk
  • Protokoller og dokumenter fra Nørrebro Handelsforening

 

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dkindeholder1.783 artikler heraf 
  • Under Nørrebro 304 artikler
  • Under Fra Urtekræmmer til shawarmabar (Nørrebro Handelsforenings historie) 29 artikler
  • Under Industri fra Nørrebro og Nordvest 37 artikler

Redigeret 26.10.2023


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Fra Urtekræmmer til Shawarmabar