Er det historieforfalskning på Fælledvej?

Angiveligt skulle der være en svensk kirkegård med 3.000 faldne svenskere under husene på Fælledvej/Nørrebrogade. Man har fundet 2 skeletter. De skulle stamme fra stormen mod København den 11. februar 1659. Vi skal her høre om, hvordan en mindeplade kom op på Fælledvej 4. Det var også her, man fandt en 20 meter Storm P – frise. Dette er dog ikke en historisk udredning, men historien om to kreative mennesker, der var uddannet i reklamebranchen. Det er også historien om Lyn Mildé og Benny Nielsen.

Til minde om Københavns belejring
På Fælledvej 4 på Nørrebro kan man se en mindeplade på husmuren:

– Til minde om Københavns belejring

Under denne ejendom hviler resterne af de svenske soldater, der blev dræbt under stormen på Nørre Vold den 11. februar 1659.
Kan det nu have sin rigtighed? Ja vi skriver det faktisk selv i artiklen Svenskerne på Nørrebro.
Nej, denne artikel er ikke en tør bevisførelse på, at dette ikke kan have sin rigtighed. Men en beskrivelse fra en person, der kendte forhistorien for, at denne mindeplade kom op at hænge. Ja vi skal høre mange andre barokke historier fra Nørrebro.

Brug for reklame på en fødselsdag
Egentlig var det to tosser, der fandt på denne historie. Ja det er den ene tosse, som vi har historien fra, nemlig Benny Nielsen fra Hvidovre. Ja tosse, det kalder han sig selv. Hvem var den anden? Jo det var Lyn Mildé.
Og det var, da Lyn fyldte 60 år, at de to opfandt historien om Fælledvej 4. Den skulle være bygget over en stor svensk krigskirkegård. I 1659 skulle der være faldet op ved 3.000 svenskere, der var døde ved stormen mod København.
Det var her på hjørnet af Fælledvej og Nørrebrogade, at den største svenske kirkegård uden for Sverige skulle have ligget. Dengang i 1659 var det bar mark. Men var det nu også det? Godt nok havde man brændt forstæderne af, fordi svenskerne var på vej.

Var det en uopklaret mordsag?
Det er også rigtigt, at den tidligere ejer, af ejendommen skriftsstøber Harry Løhr havde fortalt Lyn Mildé, at han havde fundet et par skeletter, da han skulle grave ud til en udvidelse.
Først troede man, at det var ofrene fra en uopklaret mordsag. Men åbenbart viste det sig, at være flere hundrede år gamle lig. Måske stammer de to skelletter fra svenskere. Men det er dog langt op til en begravelsesplads for 3.000.
Man henviser så det historiske optegnelser. Og alle sluger historien. Medier og historikere, ja alle. Men hvor er beviserne?

En forkert nationalmelodi
Den svenske ambassadør var inviteret til at afsløre mindetavlen. Det skete tilfældigvis på Lyns 60 års fødselsdag. Hele Fælledvej var skam pyntet, og Tuborg kom med hestevogn og bajere. Et skotsk sækkepibeorkester spillede. Ved afsløringen var der indhentet et par musikanter, der skulle spille den svenske nationalmelodi.

Uheldigvis havde musikanterne, mens de ventede på ambassadøren benyttet lejligheden til, at kigge lidt for dybt i glassene. For da det højtidelige øjeblik oprandt, var det den norske nationalmelodi, der kunne høres.
Benny måtte flygte ind i et lokale, sådan hylede han af grin.

Storm P frise – en sensation
Og det var ikke kun den begivenhed, der tiltrak opmærksomheden den dag på Fælledvej. Med sans for opmærksomhed og en fortid i reklamebranchen kunne de to tosser også præsentere nogle færdigrestaurerede Storm P friser frem. Denne restaurering havde stået på i et halvt år. Fundet af frisen betød, at ejendommen blev fredet i klasse A. Det var såmænd Fredningsstyrelsen, der havde ansvaret for dette arbejde.

Køb dog en madras
Ligesom Spies var Lyn Mildé meget selvpromoverende. Når først han havde fået en ide, kunne man være sikker på, at pressen blev underrettet. Da han fandt Storm P – frisen kom der store artikler i landets aviser, lige som der både kom radio og tv på sagen. Og hurtigt fik han overtalt Storm P – museet til at henvise deres gæster til Fælledvej som filial af museet. Ja så kunne de jo så samtidig købe en Dunlopillo madras med hjem.

Etablissementet Patricia
Det var heldigt, at Mildé genfandt disse Storm P friser. I krostuen til etablissementet Patricia havde Robert Storm Petersen i 1922 malet en 24 meter lang frise over alle fire vægge. Han var venner med værten.
I dette etablissement opførte man i sin tid kabaretten Gyngehesten. I baghuset var der både cafe og beværtning, mens sidehusets førstesal rummede spise – og dansesal. I 25 år eksisterede dette etablissement.

Det var Storm P’ s yndlingsfigur Peter Wimmelskaft og de kvaler han måtte gennemgå sammen med spiritussen. Rusen blev sovet ud på en halvmåne, og det er sikkert sket efter at han har jagtet hvide høns. Storm P fandt sine modeller blandt beboerne ude på Fælleden. Det var dem, der tidligere havde boet ude på Lersøen. Dette folkefærd fortsatte traditionerne omkring Blågårds Plads og ude i Nordvest under betegnelsen, Prinserne.
Man har fundet ud af, at frisen er udført i juli 1922.

Mildé fik Fredningsstyrelsen til at betale
Tidligere havde der ligget et skriftstøberi på adressen og blysprøjt havde gjort stor skade på frisen. Her lå virksomheden Det Danske Skriftstøberi.
Mildé fik Fredningsstyrelsen til at bekoste en total restaurering af frisen. De ville ellers ikke i begyndelsen. Man ville have Mildé selv til at bekoste renoveringen. Men han svarede, at så ville han male det hele over. Så fik piben en anden lyd.
Det var meget nærliggende, at indrette lokalet som præsentationslokale. Og dem, som interesserede sig for kunst blev inviteret i de private gemakker, for at studere Milde’ s omfangsrige kunstsamling.
Selvfølgelig fik Mildé indsamlet en komplet samling af Storm P platter.
Storm P var særdeles flittig. Han har vel produceret 50 – 60.000 tegninger. Disse barokke tegnserier omfattede vagabonder og samfundets minoriteter. Det var menneskekærlige men også spidende tegninger.

Men vores to tosser havde en herlig dag den 31.oktober1980. De havde antagelig narret en hel verden med deres historie om Den Svenske Kirkegård.
Hvordan havnede de på Fælledvej 4
Men nu er det vel på tide at præsentere vores to tosser. Hvordan havnede de på Fælledvej 4?
Benny var i 60’erne repræsentant og senere reklamechef hos Møller og Landschultz. Det lå der, hvor Københavns Hovedbibliotek nu har til huse – lige over for Synagogen i Krystalgade.

En underdirektør ved navn Mildé
Senere gik turen til Christian Bruhn, nu hedder det bare Bruhn. Her blev Benny kontaktet af en underdirektør fra Harlang & Toksvig (senere Ogilvy & Mather) ved navn Lyn Mildé. Denne var lige så fuld af skøre ideer som Benny. Så disse to blev godt makkerpar, der klingede godt sammen. De begyndte også at komme sammen privat, sammen med konerne. Mildé’ s kone var annoncechef hos Harlang & Toksvig. Mildé blev efterhånden kendt som Rubrikkongen.

Mange interesser
Mildé havde mange jern i ilden ved siden af sit reklamearbejde. Således arrangerede han de første Stockcarløb herhjemme. Også bådudstillinger arrangerede han.
I sin fritid drev han også en trykkerivirksomhed, der efterhånden havde 30 medarbejdere. Det lå der, hvor Nørrebro Bryghus nu har lokaler. Men dette afstod han, da han gik i gang med salg af madrasser m.m.

Han var også stærkt engageret i Squash.
Mildè’ s helt store interesse ved siden af alt det andet, var kunsten. Hans kobberstiksamling, der efter sigende bestod af mere end 70.000 blade, var kendt over det meste af verden. Det var Europas største samling i privateje.
Væggene i hans store lejlighed var nærmest tapetseret med malerier. Det var en kæmpe samling, der næsten bestod af samtlige kendte danske og internationale malere. På væggen fandtes Rembrandt, Tizian, Degas, Goya, Eckersberg, Willumsen og mange flere.
Han havde også en kolossal samling af frimærker, tinsager, gamle piber og exlibris. I reolerne stod en mængde kunstbøger fra 1700 – tallet samt en lang række førsteudgaver. Og på et bord kunne man se en meget smuk udgave af Martin Luthers billedbibel. Og for at det ikke er løgn, så rummede lejligheden ca. 60 gamle stand – og vægure, der tikkede og bimlede.

Dunlopillo Madrasser
En aften hjemme hos Benny spurgte han så, hvad denne skulle lave dagen efter. Benny svarede, at han skulle bygge på sit sommerhus. Jamen, så skulle Mildé da også have sådan et. Dagen efter stillede han og konen så hos ham ude i sommerhusområdet. Benny og Mildé kørte så rundt i området og fandt et hus, der faldt i hans smag. Han betalte en god overpris til ejeren, og kunne snart rykke ind.
Benny var i mellemtiden blevet headhuntet til Hvidovre Avis, hvor han var ansat de næste 7 – 8 år. Og Mildé var nu også blevet ansat hos Dunlop. Dette arbejde passede han ved siden af arbejdet hos Harlang.
Mildé opdagede produktet Dunlopillo Madrasser, som på det tidspunkt ikke var repræsenteret i Danmark. Han rejste så til England og charmerede sig til agenturet for hele Skandinavien.
Dunlop Danmark havde så travlt med deres dæk og sportsartikler herhjemme, at man ikke mente sig i stand til også at tage Dunlopillo på programmet. Det syntes Mildè var dumt.

To ejendomme på Fælledvej
Sammen med konen solgte Mildé nu puder og madrasser i stor stil, samtidig med at de begge to, stadig var ansat hos Harlang & Toksvig. Men efterhånden løb omsætningen op i flere millioner. Så i 1980 spurgte han så Benny om han havde lyst til at være med i eventyret. Han ville så opsige sin kontrakt med Harlang & Toksvig. Samtidig købte han ejendommene, Fælledvej 21 og Fælledvej 4.
Det første lager bestod af nogle containere i Frihavnen. Produktionen foregik i en gammel bagerbutik i Ryesgade. Ofte foregik arbejdet om aftenen. Mildé og hans kone læssede sin bil med madraskerner, og sammen skar de kerner op, og lagde dem i betræk, hvorefter de ofte sent om aftenen kørte madrasser ud til forretninger, som de havde fået overtalt til at have en mand klar til en sen modtagelse.
Weekender blev brugt til salgsture rundt i landet, ligesom Mildé lavede salgsarbejde for Dunlopillo. Det gjorde han samtidig med, at han nogle hverdage tog landet rundt til benzintanke og bilværksteder med reklamematerialer for dæk.

De kunne ikke få nok
Omsætningen røg i vejret i hele Skandinavien Danmark var på et tidspunkt det land i verden, der solgte mest Dunlopillo.
Men de to tossede kunne ikke få nok. Så de startede også et reklamebureau, Mildé Reklame. Firmaet fik store kunder, som bl.a. Dunlop og Elektrolux. Desværre blev arbejdet for voldsomt for Mildé.
Ved et tidligt morgenmøde hos Elektrolux i 1980 blev han ramt af en kraftig hjerneblødning. Han blev i bevidstløs tilstand kørt til Gentofte Amtssygehus. Siden blev han overført til Rigshospitalet. Men her afgik han ved døden uden at være kommet til bevidsthed.

Magtkamp blev afværget
Kort før Milde’s var virksomheden blevet omdannet til en fond. Det var et meget stort held, ellers var det blevet splittet i stumper og stykker.
Milde’ s tidligere familie, ekskone, to voksne børn samt svogre var ude efter at tage magten i firmaet, og skubbe Margrethe Mildé ud på sidelinjen. De prøvede at få ophævet fondsdannelsen. Men de måtte nøjes med at få tvangsarven.
Nu overtog fru Mildé direktørposten med Benny som medhjælp. Benny klarede alt salgs – og reklamearbejdet. Men klog af skade lukkede han Mildé Reklame og koncentrerede sig om Dunlopillo´s egne reklamer.
Fru Mildé trak sig tilbage engang i 90erne, hvor Benny så blev direktør. Der fortsatte han til sidst i 90erne, hvor ham som 60 – årig gik på pension.
Ja egentlig var der andre, der forsøgte at tage magten i firmaet. Benny fik på et tidspunkt tilbudt direktørposten, men takkede nej, Han fik så til opgave af Dunlopillo England, at finde en afløser. Og det blev så Henrik Renmers og Den 7. Himmel.
Ja og så kom Peter Schmeichel også ind i billedet. Og man fortsatte fra domicillet på Roskildevej i Albertslund.

Søn af Ekstra Bladets første kvindelige journalist
Lyn Mildé er født i 1920, som søn af den navnkundige Erna Mildé, Ekstra Bladets første kvindelige journalist og en engelsk forretningsmand. Barndommen blev tilbragt i en velstående familie og passet af en Nanny.
Han var student fra Gl. Hellerup Gymnasium. Han uddannede sig inden for reklamebranchen, hvor han med årene blev en særdeles velkendt skikkelse. Som ung blev han gift ind i en meget velstillet familie. Svigerfar var i begyndelsen med til at finansiere nogle af Mildé´ s mange aktiviteter.

En besynderlig personlighed
Denne Lyn Mildé var en besynderlig sammensat personlighed. Han var indbegrebet af betegnelsen en original. En type, der lige som Simon Spies desværre ikke findes ret mange af i vores strømlinede tid. Han kunne være utroligt charmerende over for nogle. Men han kunne optræde forbandet dårligt over for andre, som han ikke kunne lide.
Han var en af de bedste sælger, som Benny nogensinde har mødt. Ja, han kunne sikkert sælge Sand i Sahara. Han kunne være temmelig hård i forretningsanliggender. Han kunne også finde på at medbringe en bamse eller en tøjdukke til forretningsmøder og forlange en stol til dem. Og bamsen var da også med som krammedyr, når han var sammen med Benny på forretningsrejser.

Jordens største rodehoved
Han var fuld af nye ideer og visioner for fremtiden. Men når dette skulle nedfældes, måtte Benny tage over. Han fokuserede på så mange ting på en gang. Han var jordens største rodehoved. Hans konferencebord var overdænget med papirer i op i en halv meters højde. Hans skrivebord frembrød kun en meget lille friplads. Alligevel kunne han i løbet af få minutter dukke ned i en bestemt sag.
Når han som reklamemand skulle præsentere en kampagne for et firma, var det færdige produkt ofte krøllet og oversprøjtet med kaffepletter. Han havde måske siddet på mappen på vej ud til kunden. Men han tabte alligevel kun meget få ordrer.

Vennernes ven – Fjendernes fjende
Han var sine venners ven, men også sine fjenders fjender. Lige så kold og afvisende, han kunne være over for mennesker, han ikke kunne lide, lige så varm og blød var han over for folk, han havde taget til sit hjerte.
Han hadede, at skulle have penge op af lommen. Men han elskede at give gaver. Igennem flere år kom han næsten hver sommersøndag tidligt om morgenen til Bennys have. Han var bevæbnet med en stor kasse isvafler, som han uddelte til områdets mange børn. Han medbragte også morgenbrød og en flaske til Benny og hans familie.

Beskidte klude og manglende knapper
Mildé havde en stor garderobe. Han kunne virke meget stilig, ifald han havde fundet det rigtige sæt tøj frem. Men ofte tog han bare de nærmeste klude frem. Ofte kunne han finde på, at dukke op til forretningsmøder i beskidte klude, med manglende knapper og i sandaler. Og neglene var ikke altid lige velskurede.

Sælger muslimske slagtere flæsk?
Jo, Benny kan godt huske den tid på Fælledvej. Således overtog muslimer en forretning efter en dansk slagter. I flere år grinede han og Mildé over at butikken over, at facadeskiltene stadig hævdede, at man kunne købe kød og flæsk i butikken.
Et stykke længere nede på Fælledvej lå en port, hvor man kunne komme ind i flere gårdmiljøer. Her holdt den svenske skrædder til i første gård. Det var samlingssted for mange sjove mennesker, bl.a. Svend Aage Hasselstrøm (Edderkoppen).

En tur på Bananrepublikken
Mildé kunne ikke have, at man ikke have, at man ikke passede sit job hele tiden. Hvis han så nogen i gang med at spise deres madpakke, hoppede han og dansede for at få vedkommende til at arbejde i stedet for at spise. Dette førte til, at Benny henlagde sin frokost til den daværende Bananrepublik på Nørrebrogade.
Her var den senere skuespillerinde Anette Støvlebæk barchef. Hendes mand, Lars Mikkelsen kom her også ofte.
Benny sad altid ved samme bord over for baren med sin avis.
Engang grinede stampublikum. De pegede på et mesingskilt som de havde sat op, Benny’s Plads. Det var på samme tidspunkt, da Brask Thomsen ville købe Nørrebrogade. Han tilbød et anseeligt beløb for Nørrebrogade, med Benny fik sin plads gratis.

Liv og glade dage på Fælledvej
Lige ved siden af Fælledvej 4 lå Odeon Teatret. Men inden da var det Florasalen. Odeon åbnede i 1925 som stumfilmbiograf.

Den havde 662 siddepladser. I 1940 havde ejeren, Tage Nørgård planer om, at udvide teatret til 1.600 siddepladser.
Hvis dette var blevet praktiseret havde vi nok ikke fået historien om Den Svenske Kirkegård eller opdaget Storm P – friserne.
Biografen brændte som bekendt i 1958, selv om brandstationen lå lige i nabolaget. Kommunen overtog ejendommen, og havde planer om en undergrundsstation på stedet. Det blev dog aldrig til noget.

Jo, Fælledvej var et livligt kvarter. I nummer 8 lå Tingvalla. Det kom senere til at hedde Bolero. I folkemunde Bol – i – ro. Det var et særdeles livligt værtshus med letlevende damer.
I nummer 10 lå Kaffebaren, der blev sprunget i luften den 21. marts 1944. Det var Schalburgkorpset. Det gik også ud over nr. 8.

En politistation
Her på Fælledvej lå også politistationen. Det var festlig, når de tykke panserbasser kom slæbende med fuldrikkere, enten vaklende eller hældt på en hestevogn. Som regel var der en ordentlig flok hylende unger bag ved.
Jo, det har sandelig været festligt på Fælledvej engang, med eller uden Svensk Kirkegård.

Tak til Benny Nielsen og til Facebook-gruppen Nørrebro Før & Nu. I denne gruppe kan du også se dette indlæg med fotos. Her afventer vi med at lægge fotos ind.

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk
– Fælledvejens Politistation
– Skyd efter benene
– Det Lystige liv på Nørrebro
– Forlystelser på Nørrebro – dengang
– Spiritusprøve på Fælledvejens Politistation
– Omkring Skt. Hans Plads