Endnu flere anekdoter fra Rømø (3)

Den første historie er såmænd sandt nok. Det gav en god akkord at bjerge et skib. Og så skulle kirken flyttes, og skurken fra Sild, der gerne ville have en rød jakke, havde en god ide. Det som strandfogeden foretog sig, var ikke noget borgerne kunne acceptere. En sømand havde svært ved at vælge, hvilken pige, som han ville have. Pludselig var han omgivet af mus. Men det var der også en forklaring på. Æ Piggemand var en person, der ikke kunne tale. Han boede i en hytte, og blev også begravet ved siden af. Den hylende brud kan man endnu høre på Rømø i stormvejr.

 

En god akkord

De fleste redningsaktioner fra øen fandt i reglen sted under særdeles dramatiske omstændigheder, men det kunne også gå mere roligt for sig.

Den 24. februar 1894 løb den 30 tons store fiskerkutter ”Providentia” af Finkenwerder på grund ved 3-tiden om morgenen lidt syd for den såkaldte Havsandspril. Denne pril skærer sig ind i stranden vest for Kirkeby.

Providentia havde været på fangst i Vesterhavet og befandt på hjemrejsen med en ladning rødspætter. Der blæste vindstyrke seks af vestsydvest og sigtbarheden var enddog overordentlig ringe. Desuden havde højvandet oversvømmet øens vestligste strandbred, hvilket sker en gang imellem, især om foråret og om efteråret.

De fire besætningsmedlemmer kunne selv redde sig i land. De gik nu til strandfoged Peter Petersen Holm i Kirkeby. Det var cirka fem kilometer fra strandingsstedet, for at melde det passerede.

Næste dag var vejret så godt, at strandfogeden kunne begive sig ud til skibet med noget mandskab. Det var dog muligt med hestevogn at køre helt frem til kutteren. Fisken blev losset og senere solgt rundt om på øen. Besætningsmedlemmernes ejendele blev bjerget. Derefter tog de hjem.

Nogle dage senere kom der en forsikringsagent til Rømø. Han skulle vurdere, om der fandtes nogen mulighed for at bjerge kutteren. Under gunstige vejrforhold skulle noget sådant synes muligt. Han lavede derfor en kontrakt med ni af øens indbyggere.

De forpligtede sig til at bjerge skibet og sejle det til Føhr. Når kutteren var afleveret der, skulle de tilsammen have 2.000 mark, hvilket dengang var en meget stor sum penge.

I maj begyndte de ni mænd, da det blev østenvind og godt vejr, at grave en kanal fra skibet ud til Havsandsprilen. I løbet af ti dage var den ret dybe rende klar. Alt var nu klar til ved næste springflod at bjerge kutteren.

Endelig kom den dag, hvor det skulle forsøges. Vejret viste sig fra sin bedste side, og der var udsigt til en høj vandstand. Derfor blev den sidste barriere mellem kanalen og prilen gravet væk ved ebbe, således at vandet ved den kommende flodtid kunne strømme ind i renden.

Det lykkedes. Skibet kom flot af grunden, og ved hjælp af tove blev den bugseret fra den gravede rende ud i prilen. Herfra bugserede man den over sandbankerne uden for kysten, hvor der den dag kun var en ganske svag brænding. Da skibet var kommet ud i åbent vand, satte man sejl og styrede det igennem Listerdyb.

Trods en ganske anselig læk nåede kutteren endnu samme dag frem til Havneby, hvor nogle mindre reparationer blev udført. Derefter kunne man sejle skibet til Føhr og hæve bjergelønnen.

Det havde været en overordentlig god akkord, når man betænker, at hver mand fik 210 mark for sit arbejde.

Ved søforhøret i Tønder den 11. maj 1894 blev det fastslået, at forliset var sket på grund af letmatrosens uagtsomhed.

 

Da kirken skulle flyttes på Rømø

Kirken på Røm’ er som så mange andre sømandskirker indviet til Sankt Clemens. Det var en biskop i Rom, som led martyrdøden under kejser Trajan, og som senere fik ry som søfolkenes særlige beskytter.

Om Rømø Kirke fortælles dette sagn:

I begyndelsen af det 17. århundrede levede der på naboøen Sild en skælm ved navn Pua (Povl) Modders. På den tid var det moderne, at mændene på vadehavsøerne skulle have rød jakke på om søndagen og ved andrehøjtider.

Pua kunne imidlertid ikke købe sig en sådan jakke, for skønt han var en dreven tyveknægt havde han aldrig penge, og forblev i øvrigt hele sit liv en fattig stakkel. På grund af sin manglende søndagsjakke måtte ha finde sig i mange drillerier fra Sild-boernes side. De fandt nu lejlighed til at sige tak for sidst for alle de gange, han havde holdt dem for nar.

Til sidst blev deres spot ham for meget, og han vendte sin hjem ø ryggen. I sin søgen efter et nyt sted kom han også til Rømø, hvor beboerne netop på dette tidspunkt havde et stort problem at løse. De ville nemlig flytte deres kirke nogle få alen mod syd, men de vidste ikke ri9gtig, hvorledes de skulle gribe sagen an.

Da de nu ikke kunne blive enige om fremgangsmåden, hørte de gerne den fremmedes råd. Han rådede dem til alle sammen at stille sig på nordsiden af kirken for at skubbe. Den vældige styrke i deres fælles kraft ville uden tvivl få kirken til at flytte sig.

For nu at kunne vide, hvornår kirken var kommet på den rette plads, skulle en af dem lægge sin røde jakke på det sted, hvor de skulle have kirken til at ligge. Når man så ikke længere kunne se den, måtte kirken være rigtig anbragt.

Rømø-borgerne syntes, at det var et godt råd. Og straks begyndte de at skubbe og presse af alle livsens kræfter på kirkemuren, mens Pua Modders en gang imellem løb om på sydsiden for at se, hvor langt de var kommet.

Efter at folkene havde slidt i deres ansigts sved i flere timer og havde trykket deres arme til blods på den ru kirkemur, vendte Pua endelig tilbage fra en inspektion til sydsiden og fortalte, at nu var den røde jakke væk. Kirken stod altså, hvor de ønskede, at den skulle stå.

De var meget stolte af det værk, de havde udført, indtil Pua den følgende søndag havde den frækhed at vise sig i kirken iført den røde jakke.

Nu var borgerne klar over, at de var blevet bedraget. Og Pua fik snart at mærke, at han havde overvurderet deres godmodighed og humoristiske sans. Han undgik dog deres raseri ved hurtigst muligt at flygte tilbage til Sild.

 

Strandfogeden på Rømø

Rømø led i gamle samme kranke skæbne som Føhr. Mens der strandede talrige skibe på kysten af Amrum og Sild var det kun sjældent, at et løb på grund ved Føhr eller Rømø. Og derfor var der heller ikke meget strandingsgods at bjerge.

Nu er det jo sådan, at ikke enhver kan hente strandingsgods hjem, som man ønsker. Det har man strandfogeder til. De har hver ansvaret for et afsnit af kysten, hvor de har ret til at indsamle, hvad der driver i land. Værdien heraf er deres løn for det udførte arbejde.

For mange år siden fandtes der på Rømø en strandfoged, der kiggede fuld af misundelse over på Silds kyst, hver gang et skib strandede der, uden at så meget som en enkelt pind, drev ind på hans strand. Derfor klagede han sin nød til præsten, som rådede ham til tålmodighed og bøn.

Men da fogeden ikke kunne bede fik han præsten til at bede følgende bøn for sig:

• Oh Herre, hvis det er din vilje, at skibe skal strande, så lad da også en gang imellem et af dem strande på vor kyst!

Men det var ikke nok for strandfogeden. I stormfulde nætter bandt han en lygte til halsen på sin hest, og således red han gennem klitterne ved vestkysten. Han håbede på denne måde at lede skibene vild.

De skulle antage den svingende lygte for at være lanternen på et andet skib og således tro at være ud for en sejlbar rende. Om han havde heldet med sig i dette, er ikke kendt.

Men det er en kendsgerning, at han mistede dit embede dom strandfoged på grund af denne ugerning.

Mange indbyggere på øen var jo selv søfolk og de havde absolut ingen sympati for, at man forsætligt lokkede skibe i fordærv. Det kunne jo også være mænd fra øen blandt besætningerne om bord.

 

Borgen

Nordøst for Kommandørgårdens campingplads ved Mølby ligger en høj, der af de indfødte kaldes Borrebjerg. Det betyder ”Borghøj”. Vi har i en tidligere artikel besøgt stedet. Hvilken slags borg, der har ligget her, og hvem der har boet her, ja det diskuterer man stadig.

Man ved, at grundplanen er firkantet. Bortset fra søsiden har den været omgivet af tre parallelt løbende grave og volde. Mod syd førte en bro over til fæstningen og dannede på denne måde forbindelse til resten af øen.

Historikerne strides om, hvem der har bygget borgen. Nogle tilskriver den ridderen Claus Lembeck, der levede omkring 1370. Under navnet Poul Flemming fra Rømø gjorde han som sørøver skibsfarten til Ribe og Tønder usikker.

Andre mener, at borgen blev opført allerede i det 11. århundrede af vikinger, fordi grundplanen minder meget om andre kendte borganlæg fra vikingetiden. De fund, der indtil i dag er blevet gjort ved udgravninger på stedet, er alle meget svage og tillader ingen sikker datering.

Mange sagn er tilknyttet denne borg. Her er en af dem:

Der levede engang på Rømø en sømand, der ikke kunne beslutte sig til, hvem han skulle gifte sig med. Der var to kvinder, som havde hans interesse. Den ene levede på Sønderland, den anden på Nørreland, og der gik lang tid, uden at han kunne beslutte sig.

Endelig valgte han pigen på Sønderland, og en aften tog han af sted for at fortælle hende om sin beslutning. Da han nu kom forbi borgen, så han sig pludselig omringet af mus, der i store mængder stod på bagbenene omkring ham. De dansede og peb på det skrækkeligste.

Skønt hårene rejste sig på hovedet af ham, fattede han mod og smed grus efter sine uønskede ledsagere. De forsvandt dog ikke af den grund. Først da han badet i sved nåede frem til din udkårnes hus, synes de som sunket i jorden.

Senere fik han at vide af en mand, der havde forstand på slige ting, at pigen fra Nørreland havde været en heks, og at hun havde hævnet sig på den måde, fordi han havde hævnet sig på den måde, fordi han havde forsmået hende.

 

Æ Piggemand

For en del år siden stod der en lille splitternøgen mand i stalden til en gård i Vråby. Da bonden fandt ham, var han netop i færd med at lange ned i tønden med svinefoder for at spise af det.

Da folkene talte til ham, flygtede han, men vendte dog straks efter tilbage og modtog taknemligt de klædningsstykker, som man gav ham.

Hvor han kom fra, kunne øboerne ikke finde ud af, for enten kunne manden ikke tale, eller også kunne han ikke gøre sig forståelig for folk. I klitterne øst for Vråby byggede han en hytte i de såkaldte Lejrbjerge, hvor svenskerne havde deres lejr i 1644.

Æ Piggemand (pigge betegner i øens dialekt noget småt) tjente til livets ophold ved at gøre rent i staldene på gårdene rundt omkring, og nu og da tiggede han sig også en smule mælk.

Efter sin død skal han være blevet begravet ved siden af sin hytte. I 1901 blev der i Lejrbjergene fundet et skelet, som formodentlig var resterne af den lille ubekendte mand.

Øboerne kunne ikke forklare, hvor han kom fra, men de gættede på, at han var faldet over bord fra et skib og skyllet ind på stranden. Måske har han derved pådraget sig et chock, at han blev stum.

 

Den hylende brud

En gang levede en rig bonde og en fattig fisker ved siden af hinanden på Rømø. Bonden havde en datter og fiskeren to sønner. De voksede op sammen. Da de havde nået den giftefærdige alder, kunne pigen ikke beslutte sig til, hvem af de to unge mænd hun ville have til mand, for hun syntes, at hun holdt lige meget af dem begge.

Da de var tvillinger, lignede de hinanden som to dråber vand og ingen af dem ville tvinge en afgørelse igennem for ikke at gøre den anden ondt.

Således gik nogle år. Fiskersønnerne var med deres far på havet, og pigen tjente hjemme på gården.

Så en dag blev valget afgjort af sig selv på den sørgelige måde. En af de unge mænd blev på havet. Og efter den sædvanlige sørgetid fejrede pigen og broderen forlovelse. Bryllupsdagen blev fastsat.

Mens bryllupsforberedelserne fandt sted på gården, passede den unge fisker sit arbejde. Men en aften hvor båden endnu ikke var vendt hjem, blev det et frygteligt uvejr. Det stormede og hvinede. Den unge pige løb fuld af angst ned til stranden for at se efter sin elskede.

Mens hun løb langs klitterne, stødte hun pludselig på et lig, som havet havde skyllet op på stranden. Hun genkendte sin forlovede.

Nu var begge hendes friere blevet taget af havet. Det var så hårdt et slag for hende, at hun mistede sin forstand. Hylende løb hun langs stranden, og intet kunne bringe hende til fornuft.

Nogen tid senere vendte brudgommen tilbage. Hans skib var ganske vist gået ned i stormnatten, men han havde reddet livet. Og da han nu atter kom til sit hjem, fandt han kun en vanvittig pige, som ikke ville kendes ved ham.

Det lig, som hun havde fundet, må have været den første broder, der tidligere var blevet skyllet over bord, og hvis døde krop nu var drevet i land.

Men hver gang, det blev stormvejr, løb den ulykkelige pige, hylende langs stranden. Og endnu i dag siger de lokale, at når stormen pisker over hede og klit:

• I nat er den hylende brud ude igen

 

Kilde:

• Hansen: Friesische Sagen und Erzälungen
• Jessen: Von Seeleuten, Fischern under einen Sklaven der Insel Röm
• Mühlendorf: Sagen, Märchen und Lieder der Herzogtümer Scleswig, Holstein und Lüneburg
• Niels Edwin List Petersen: Sagn og historier fra Rømø

 

Hvis du vil vide mere: Om Rømø, her på www.dengang.dk kan du finde:

• Anekdoter fra Rømø
• Flere anekdoter fra Rømø
• Borrebjerg på Rømø
• Færge fra Ballum til Rømø
• Da Rømø fik et ”Nordsebad”
• Rømø – den tredje tur
• Rømø – endnu engang
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Rømø under besættelsen