En købmandsgård i Aabenraa

Her vækkede vi julemanden. Forhandlingerne foregik i fængslet. Også lejeren flyttede. Konen måtte etablere en butik. Er du da ikke tilfreds med mig? Meyer var her, der og allevegne og en stor børneven. Voldsomt opsving i butikken. Personalet havde rigeligt at se til. Kontoret – forretningens kraftcentrum. Korn og smør blev vurderet. To, tre, fire mand til kaffe. Cigar, Klejner og Skrå. Travlhed ved markeder. Sirupstønderne stod parat. De ansatte skulle opføre sig ordentligt. Tyvetøserne. Fru Schmidt vågede over de ansattes moral.

 

Her vækkede vi julemanden

Det var her vi i gamle dage vækkede julemanden. Nogle gange var julemanden Franz Gregersen. Vi befinder os på Store Torv i Aabenraa.

Der blev her i mange år fastholdt dyder som:

• Trofasthed, medleven, usigelig forståelse for fællesskabets forståelse

 

Forhandlinger foregik i fængslet

Det var i september 1891, da Hans Schmidt overtog herligheden. Men det var først efter meget tovtrækkeri. Midt under det hele, blev den forrige ejer, Peter Nielsen indsat i arresten.

Det viste sig senere, at den mistanke, der var rettet mod ham, var totalt grundløse og udelukkende skyldtes sladder. Arrestanten fik dog lov til at forhandle videre fra sin celle. Prisen for hele ejendommen var 30.000 mark. Dette var efter datidens forløb et anseeligt beløb.

 

Også lejeren flyttede

Den nye ejer stammede fra et fattigt hjulmagerhjem i Brøstrup ved Rødding. Tænk at han havde mod og dristighed til at kaste sig ud i dette projekt.

Forretningen var efterhånden gået en del tilbage. Der var næsten ingen byhandel. En stor del af bønderne havde søgt andre steder hen. Selve butikken var alt andet end rummelig, da halvdelen af facaden var lejet ud til en guldsmed.

Til den ny ejers store fortvivlelse flyttede denne kort tid efter til en anden ejendom i byen. Dermed forsvandt en tiltrængt lejeindtægt.

 

Konen måtte etablere en butik

Da ethvert forsøg på at finde en ny lejer, blev konen bedt om at etablere en lille butik med forskelligt krimskrams og lidt brød og bagværk.

Det havde hun bestemt ikke meget lyst til. Hun gruede navnlig for, at familie og bekendte fra hendes hjemegn skulle opdage at hun gennem sit ægteskab var blevet degraderet til en ynkværdig kagekone.

Heldigvis meldte der sig efter et års forløb en ny lejer, så konen kunne høre op med at bage og sælge den formkage af æggeblommer, rismel, sukker og piskede æggehvider, som hun havde haft sin største afsætning på.

 

Er du da ikke tilfreds med mig?

Af personale var der kun en staldkarl ved navn Christian Meyer, som ejeren havde overtaget af den forrige indehaver. I 1923 blev han også givet videre til sønnen. Meyer nåede ikke bare at bære den gamle ejers kiste ud ved begravelsen i 1939, men fortsatte med arbejdet i firmaet til sin død i en alder af et par og firs.

Da sønnen gjorde opmærksom på, at man kunne få folkepension, svarede han vredt:

 

• Er du da ikke tilfreds med mig?

 

Det var ikke den ting, Meyer ikke tog sig af. Han malede, kittede, kalkede, fejede og reparerede. På lofterne holdt han en forbilledlig orden. Når bønderne om efteråret kørte kornet ind til købmanden, hejsede Meyer det med håndkraft op til lugerne og spredte det ud over gulvene, hvorefter han i løbet af vinteren med passende mellemrum vendte og drejede det med en træskovl til luftning.

 

Meyer var her og der og allevegne

På sækkeloftet lå sækkene i pyntelige række. Det forestod Meyer et større arbejde, når de i forårsmånederne skulle fyldes og ved hjælp af spillet læsses ned på bøndernes vogne.

I staldene var der plads til ca. 35 heste, og især på de store torvedage havde han travlt med at få vogne og dyr anbragt, så der stadig levnedes plads til ud og indkørsel.

Drikkepenge udgjorde en væsentlig del af Meyers indtægt. Schmidt måtte en gang imellem tale ham til rette, når han viste sin vrangvilje til at hjælpe en ”fedtsyl af en bonde” (Meyers yndlingsudtryk) med at spænde fra eller gøre klar til afgang.

 

Den helt store børneven

Meyer var den helt store børneven. Han var med til at lave cirkus i gården. Ingen kunne som ham i en fart snitte en sabel eller et gevær. Han var med til at passe duer og kaniner.

Moderen tolererede ikke lige hans måde at udtrykke sig på. Hans ordvalg og bastante eder, der nogle gange undslap ham var ikke lige i familien Schmidts ånd. Alligevel værdsatte forældrene ham højt trods deres pietistiske livssyn. Meyer indgik som et naturligt værdifuldt led i familiekredsen.

Schmidt satsede mest på butikken. Det lykkedes ham faktisk i løbet af få år at oparbejde den, så den udlejede del kunne inddrages. Det varede heller ikke længe før han antog den første lærling. Omtrent ved samme tid kom den første hushjælp. Kontoret ophørte tillige med at være familiens spise og dagligstue.

 

Voldsomt opsving i butikken

I de følgende år – helt op til Første verdenskrig en enorm udvikling som medførte et voldsomt opsving i detailhandlen. Og det samme skete med hensyn til udvidelse af personalet.

Men samtidig skortede det ikke på arbejde. 50 – 60 skuffer skulle hver dag efterses og fyldes. Ekspedienterne måtte dengang fylde alt, hvad der forfandtes i poser og måle og afveje det hele.

 

Personalet havde rigeligt at se til

Butikkerne holdt åben fra 7 morgen til 7 aften. Personalet havde rigeligt at se til hele dagen. Det var heldigt at kunderne ikke var forjagede, men var indstillet på at vente til det var deres tur.

For mange frembød der sig herved en kærkommen lejlighed til at slå en sludder af med nabokonen eller med Schmidt, mens han baksede med vægtene og noterede de forskellige poster i kundens kontrabog.

En købmands varekundskab måtte, da alt solgtes i løs vægt, og begrebet ensartethed var ukendt, være meget stort. Når Schmidt lagde fem slags svesker frem på bordet, kunne han uden at tøve sige, hvor de kom fra. Hans kendskab til krydderiernes mangfoldighed var da også imponerende.

 

Kontoret – forretningens kraftcentrum

Mon det kan overraske, at uddannelsen til købmand dengang strakte sig over seks år? Dengang gik man cirka ti år som kommis, inden man startede sin egen butik. Schmidt havde da også i en årrække været førstemand i en større detailhandel inden han som 30 – årig erhvervede sig ejendommen på Store Torv.

Kontoret var naturligvis forretningens kraftcentrum. Af inventar var der såmænd ikke andet end en skrivepult, en telefon, et pengeskab, en knaldhård sofa med plads til fire, et stort udtræksbord og en masse stole. På væggen hang en plade med indskriften:

 

• Arbejd, som om du skulle evig leve!
• Men lev, som om du skulle dø hver stund

 

Korn og smør blev vurderet

Her fik bønderne også deres korn vurderet og prisen fastlagt. Det kunne jo være stor forskel i kvaliteten og fugtighedsgraden. Intet under, at Schmidt bredte kornet ud på bordet, følte på det og lugtede til det. Så tog han den hollandske vægt i brug, inden han afgav sit skøn.

På lignende måde foregik det inden andelsmejeriernes gennembrud med det smør, bønderne kom kørende med. Her var forskellen på kvaliteten meget større. Det var ofte en pine at forklare en husmand, der måske var en god kunde, at han ikke kunne give en god pris for smørret.

Uensartetheden blev der til dels rådet bod på ved at det hele blev æltet sammen. Der blev pyntet lidt på farven. Det hele blev presset ned i en drittel. Det smør, der ikke kunne afsættes i Aabenraa (og det var det meste) blev sendt til Hamborg. Nogle gange var prisen ikke engang nok til at betale udgifterne.

 

To, tre, fire mand til kaffe

På kontoret fik bønderne serveret kaffe. I købmandsgården på Store Torv i Aabenraa, er der aldrig, som det hvis ellers var skik, blevet trakteret med brændevin. Der har heller aldrig hørt et brændevinsbrænderi til virksomheden. Til gengæld blev der ikke sparet på kaffen. Der blev råbt op til køkkenet:

 

• To, tre fire mand til kaffe

 

Ofte deltog konen også i passiaren, da hun kendte mange af bønderne og især konerne ville gerne tale med hende. Til kaffen blev der serveret en bastant galopkringle eller en skærekage, som udmærkede sig ved sin levedygtighed.

 

Cigar, Klejner og Skrå

Kun op mod jul hændte det, at der blev budt på noget så fint som klejner og pandekager. De bønder, der gerne ville have en smøg, fik tilbudt en cigar med det fornemme navn ”Meine Spezialitet”. Men kvaliteten har næppe svaret til navnet.

Andre, der foretrak en skrå, vidste, at der i den første skuffe under disken i butikken lå et lille udvalg til fri disposition. Den saks, der lå ved siden af, vidnede om, hvor stærkt der blev gjort brug af denne viden.

 

Travlhed ved markeder

Størst travlhed herskede det på de store markedsdage. Der skelnedes mellem kreaturmarked, grisemarked, gøglermarked og sirupsmarked.

Det var anden fredag i december, bønderne kom kørende i særligt stort antal til byen for at gøre juleindkøb i al almindelighed men specielt for at købe sirup. Inden de tog hjemmefra, vidste de nøjagtigt, hvor de skulle spænde fra, hvad og hvor de skulle købe, og hvor meget det måtte koste.

Vinduesudstillingerne havde ingen interesse, da de holdt sig til de forretninger, deres forældre og bedsteforældre havde været vant til at komme i. For den emsige Christian Meyer var det et problem at få alle heste anbragt, da de 35 båse, der stod til rådighed, allerede var fyldt kl. 9 om morgenen. Men hans evne til at skaffe plads på anden vis var fantastisk. Og han delte de trofaste kunders irritation, når mulighederne for anbringelse var udtømte.

 

Sirupstønderne stod parat

I butikken var der i dagene forud truffet omfattende forberedelser med at pakke sukker, mel, kaffe, krydderier osv. I poser af forskellige størrelser, så ekspeditionen kunne gå hurtigt fra hånden. I kælderen stod spiritustønderne parate til den store efterspørgsel. Der blev regnet med en ikke mindre afsætning på brændevin og rom.

Sirupstønderne stod klar til den store efterspørgsel. Når sirup var så efterspurgt, skyldtes det, at der op mod jul bagtes uendelige mængder af brunkager. Der fandtes ikke et hjem, hvor der ikke stod sirup på bordet. Ja det var dem, der kom sirup på fedtemad.

Påfyldningen af sirup og petroleum kunne godt foregå på samme tid. Den var ikke gået i dag. Sirup flød alt for langsom til, at en kommis bare skulle nøjes med at se på det. Skulle der bagefter være brug for lidt håndvask, stod der uden for stalddøren et vandtrug, der også kunne benyttes til dette formål.

Omsætningen på sådan en sirupsdag var anseelig. Af gamle optegnelser fremgår det, at der kunne sælges op imod 200 l brændevin. Salget af rom og gammel vin var stort set ikke mindre. Også kaffe var en stor salgsartikel. Det var bønder, som drog hjem med 60 – 70 pund rå kaffebønder i en sæk.

At købe 10 pund tobak var ikke ualmindeligt for en storryger, og ”Meine Spezialitet” var den cigar, der gik flest af. Sukker solgtes i stor stil i form af sukkertoppe. Mel svesker og krydderier købtes til brug for en længere periode. Hvad der endelig solgtes af sirup, overgår totalt nutidsmenneskers fantasi.

 

De ansatte skulle opføre sig ordentligt

Fra Schmidt havde også mange gøremål. Foruden de mange kopper kaffe og alt det bagværk, der blev serveret, havde hun at sørge for lærlingene og de yngste af kommiserne, som boede der og spiste med ved alle måltider.

Hun var meget sød ved dem. Men hun havde dog et vågent øje med, hvordan de opførte sig. Ikke få tyverier var hun den første, der kom på sporet af.

 

Tyvetøserne

Under Første Verdenskrig havde Købmandsgården en pige, der systematisk udnyttede alle butikkens fristelser. Dette undgik helt Fru Schmidt’ s opmærksomhed.

En skibskaptajn, der havde hendes søster i tjeneste og havde grebet hende i tyveri, ringede en dag til Fru Schmidt for at fortælle, at der gennem længere tid i hans hus var foregået sortering af forskellige varer, og at pakker i hobetal derfra sendtes til kærester ved fronten eller hjem til moderen i Gråsten.

En tredje søster, som tjente hos en skibsreder i byen, havde også vist sig upålidelig. Alle tre var på deres friaftener travlt optaget af at pakke og forsende tyvekoster.

Med sans for den rette effekt, sørgede kaptajnen for, at de tre piger blev sagt op samtidigt, så moderen, der jo var med i komplottet, kunne få dem hjem til Gråsten på én og samme dag.

 

Fru Schmidt vågede over de ansattes moral

Efter evne vågede Fru Schmidt også over de unges moral. Hun var selv vokset op i et pietistisk hjem. Hun ville ikke blot holde hendes egen sti ren. Hun ville også hjælpe andre med dette, når de nu var betroet i hendes varetægt.

Dette blev nu nok dengang lettet ved at de havde en lang arbejdsdag. Når det blev aften havde de måske ikke andet ønske end hurtigt at komme til ro.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• Se Litteratur Aabenraa
• Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere. www.dengang.dk indeholder 1.584 artikler herunder 151 artikler fra Det Gamle Aabenraa og omegn, herunder:

 

• Aabenraa – i begyndelsen af 1900-tallet
• Aabenraa – krogede gader med toppede brosten
• Der var gang i Aabenraa
• Aabenraa omkring 1900
• Boghandlere i Aabenraa
• Gamle butikker og erhverv i Aabenraa
• Aabenraa i gamle dage
• Flere tur i Aabenraa
• Turen går til Aabenraa (1)