En farlig dobbeltagent
Vi har læst Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsens Farlig Mand – Historien om en dansk dobbeltagent og Stasi-spion. I 20 år forrådte han Danmark og stak østtyske borgere. Flemming Sørensen var en anerkendt journalist. Under retssagen i Tyskland blev han støttet af Dansk Journalistforbund. Hans tidligere kæreste Nada blev i den grad ydmyget af det tyske retssystem. PET havde længe haft ham under mistanke. Pludselig skiftede overskrifterne i Ekstra Bladet. Man havde fundet tusindvis af dokumenter af den anerkendte journalist i Stasi’ s arkiver. Bogen er mere spændende end en spion – roman og forfatterne har talt med familie, venner og bekendte. Bogen kunne godt blive Årets Historiske Bog.
De havde længe haft mistanke
Denne bog handler om journalisten Flemming Sørensen. Han var journalist for Jyllands Posten, Danmarks Radio og Flensborg Avis tillige med hvervet som Stasi-agent.
Længe havde PET en mistanke og det havde det tyske efterretningsvæsen også efter at hans eks – kæreste havde anmeldt ham. Han blev anholdt ved grænsen ved Padborg. Det var så efter at han var blevet gift med en lærer på Duborg Skolen i Flensborg.
Og efter en parodi af en retssag blev han frikendt. Det var i 1983.
Stasi havde masser af stikkere
Men ak, da Stasis arkiv blev offentliggjort, var der 111 hyldekilometer med dokumenter, fotografier og bånd. De havde skabt et samfund af stikkere og overvågning. Stasi havde 90.000 medarbejdere og 175.000 aktive stikkere og meddelere. Nogle af disse var danskere og en af dem var Flemming Sørensen – respekteret journalist.
Sørensens kæreste, Nada Dzafic
Det var det tyske efterretningsvæsen, der havde kigget på kæresten Nada Richolts (Dzafic) notater. Hun var 18 år. Han var 39 år. De var flyttet sammen efter at Flemming Sørensen var blevet skilt. Men det holdt ikke i længden. Hun havde sine anelser, men Flemming havde også fortalt, at han gjorde nogle tjenester for DDR. De var begge venstreorienteret.
Retssagen var en parodi
I retssagen var Nada den eneste der vidnede imod Flemming Sørensen. Alle andre vidnede for ham. Retssagen blev nærmest opfattet som hævnaktion fra den unge kæreste. Man kan så undre sig over at det tyske efterretningsvæsen ikke kunne finde mere.
Både den danske og vesttyske offentlighed støttede ham. Det danske journalistforbund betalte hans udgifter.
Sørensens første opgave
Flemming Sørensen troede så at han var frikendt, men så blev Stasis arkiver åbnet. Og så rullede lavinen. Men mærkelig nok blev han aldrig dømt for sine forbrydelser. Det er næsten som at læse en klassisk spionroman.
Man vidste godt, at han var kommunist. En af de første opgaver var at finde ud af, hvad der foregik på det sydlige Amager. Her var amerikanerne begyndt at opføre affyringsramper til Nike-raketter. Stille og rolig kunne vores journalist gå og lave en tegning over området. Det var østtyskerne meget glad for.
Han fik en østtysk fortjenestes-medalje
Nu var hans arbejde ikke så langt fra hans ideologiske målsætninger og det hjalp også på hans løn. Hans agentnavn var Flame. Han blev udstyret med hemmeligt blæk, uv-lampe og en radiosender. I bogen får vi eksempler på de mange afsløringer han kunne præsentere Stasi for men vel også for danske og vesttyske myndigheders svigt.
I 20 år var han aktiv for Stasi. Han nåede også at få en fortjenestes-medalje.
Ekstra Bladet med stor overskrift
Det var Jacob Andersen på Ekstra Bladet, der egentlig afslørede ham. Men først 18 år efter han var stoppet som spion var der to journalister fra Ekstra Bladet, der fandt hans navn flere steder i Stasi – arkivet.
Det var den 18. december 1997:
- Journalist på Jyllands-Posten afsløret: Stasi-spion.
Mn det lykkedes ham at nedtone sin rolle i et indlæg i Politikken. Men hans sag fylder flere tusinder af sider i Stasi – arkivet. Og han har angivet mindst 50 østtyskere. Det lykkedes ham at oprulle et helt net af spioner, der arbejdede for Vesttyskland.
En helt anden overskrift
Men inden da skrev Ekstra Bladet:
- Det ligner tysk kommunist-forskrækkelse – Ingen beviser mod Flemming Sørensen
Bliver det Årets Historiske Bog?
PET havde været i Berlin for at kigge. Man mente ikke, at det var det store at komme efter. I 2003 blev sagerne henlagt. Men de to forfattere har i bogen givet udtryk for, at det er en del at hente. Et kæmpe detektivarbejde er gået forud. Mon ikke bogen kandiderer til at blive Årets Historiske Bog?
Forbrydelser, løgne og brutal stikker
Vores hovedperson har været en brutal stikker, spion, fredsaktivist, dobbeltagent og mesterløgner. Hans speciale var at lyve og narre andre mennesker. Nære venner, kollegaer, bekendte og arbejdsgivere har han i den grad narret. Og selvfølgelig myndighederne. I bogen bliver forbrydelser, løgne og aktiviteter afsløret.
Men forfatterne har ikke kun kigget i Stasis arkiver. De har kigget i fotos, brevkorrespondancer, referater, avisartikler, kirkebøger, folketællinger. De har talt med nulevende mennesker, der kendte ham. Og privatarkiver er blevet offentliggjort.
Hvordan kunne han stikke af med det
Det handler om dunkle motiver, forførelse, bedrag, svig, dobbeltbundede kufferter og koldblodig brutalitet. Kun de færreste vidste, at han var en farlig mand, der sendte flere i fængsel under frygtelige forhold i DDR.
- Hvorfor gjorde han det?
- Hvordan kunne han slippe afsted med at bedrage venner, fjender, hustruer, kærester, offentligheden og domstolene?
Ja det forsøger bogen også at undersøge.
Det var Nada mod resten af Verden
Forfatterne har set et sort ringbind hos den tidligere kæreste, Nada. For hende er det som om sagen ikke vil flytte sig. Den gamle sag har ædt det meste af hendes voksenliv.
Til retssagen, hvor hun blev ydmyget, siger hun:
- Det var mig mod resten af Verden.
- Jeg sagde bare sandheden og havde ret.
De lå begge til venstre. Han forbandede Nato og alt, der var højreorienteret. Hun var ikke overrasket da han erkendte, at han var Stasi-agent. Han forsøgte at bilde hende ind, at arbejdet for Stasi gjorde han gratis.
Hun var bange for ikke at fortælle sandheden. Hun var dengang endnu ikke vesttysk statsborger men jugoslaver. Hun var 15 timer i vidneskranken. Hun opfattede som om det var hende, der var den skyldige. Nada blev fremstillet som skurken, en jaloux furie, der ville hævne sig på Sørensen.
Efter retssagen blev hun syg og sengeliggende.
Han var mistænkt både i Vesttyskland og Danmark
Flemming Sørensen var mistænkt for både i Vesttyskland og Danmark at have hjulpet efterretningstjenesten I DDR med at spionere mod Vesttyskland. Det handlede især om, at han havde solgt oplysninger om NATO – baser og andre militære installationer til regimet i DDR fra 1958 og frem.
Nada fortalte at han havde en særlig radio hjemme i lejligheden i Bonn, hvor de havde boet sammen i 1970erne. Siden var han ifølge hende gået over til fysiske møder. I både Vesttyskland, Østberlin og andre lande i Østeuropa.
Anholdt ved Padborg
Den vesttyske efterretningstjeneste mente ikke at der havde været så meget kød på Nadas beskyldninger og havde kontaktet PET, fordi Sørensen var dansk statsborger. Sørensen havde beroliget PET og sagt, at det bare var hævn. Men PET slap ikke helt sagen. Flere af Sørensens venner var blevet opsøgt.
Men Sørensen mente, at de bare interesserede sig for venstreorienterede. Gennem sin advokat Jørgen Jacobsen havde han bedt PET forklare sig. I februar 1982 var det så endt med at efterretningsvæsnet skriftlig kunne fortælle, at de ikke havde noget på ham. Og det var kun få uger før anholdelsen ved den danske grænse ved Padborg.
Nu kunne Sørensen regne med mindst 5 års fængsel, fortalte de ham.
Tre vidner havde set ham i østtysk optagelseslejr i 1960
Havde myndighederne vidst det man kunne finde i Stasi-arkiverne i 1989, da de blev åbnet, var han blevet dømt. Men allerede i 1960 berettede tre vidner, at de havde set Sørensen i en østtysk optagelseslejr i Fürstenwalde. Et af vidnerne gav udtryk for, at han havde mistanke om, at den pågældende samarbejdede med Stasi.
Nogle tidlige kommunister i SF skulle også have løst opgaver for de østlige efterretningsvæsner.
Han stoppede sine aktiviteter i 1979
Han stoppede sine aktiviteter for Stasi i 1979. Men han skulle også have været med i en spionageorganisation i København. Men han kendte ikke medlemmerne.
Ingen havde regnet med at en velrenommeret journalist ville forråde Danmark og angive østtyskere, der endte i fængsel. Hans job som journalist var den perfekte coverhistorie. Journalistrollen var perfekt til rollen. Han flyttede sin post tæt til Forbundsdagen i Bonn. Mange døre åbnede sig for en journalist fra en dansk avis.
Han brugte også krypteringstabeller i sit arbejde. Heller ikke journalist – kollegaer fattede mistanke.
En spændende fortælling
En spændende fortælling – næsten som en agentroman.
Men hvorfor slog PET ikke til? Man havde Flemming Sørensen under mistanke gennem mange år. Det kan vel ikke være manglende beviser. Var det forældelse?
Vores hovedperson døde først i 2016.
- Jesper Clemmensen, Ole Sønnichsen:
- Farlig Mand
- Historien om en dansk dobbeltagent og Stasi-spion
- Lindhardt og Ringhof
- Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 2.173 artikler
- Under Andre Historier finder du 106 artikler