Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

En barnemorder fra Jægersborggade (NørLIV 11)

November 29, 2018

En barnemorder fra Jægersborggade (Nør.LIV 11)

Dette er vores 11. bidrag til Ugeavisen Nørrebro Liv. For øvrigt tak for positiv respons. Det handler om Barnemorderen fra Jægersborggade, Dagmar Overby. Hun blev anklaget for at have myrdet 8 børn. Men antagelig har hun myrdet 25 stk. Og 3-4 af dem begik hun på Nørrebro, i Jægersborggade og på Assistens Kirkegård. Det er hendes gøren og laden på Nørrebro, som vi her kigger på.

 

Sagen var egentlig svær for kriminalpolitiet. Flere gange ændrede Dagmar Overby forklaring. Og ikke alle myrdede var savnet. Hun blev dømt for at have myrdet 8 børn. Men hun havde mange mere på samvittigheden, måske op til 25 stykker.

Jo det var en mor, der havde fortrudt at have bortadopteret hendes datter, der satte politiet i gang. Nu var datteren væk.

Det er en grufuld beretning fra Nørrebro og København i tidsrummet i årene 1916 – 1920. Ja man mener man skal tilbage til 1911. Så længe politiet ikke kunne finde ligrester af bestemte personer kunne man ikke rejse tiltale. Men mindst tre barnemord foregik på Nørrebro:

 

  • Den 15. april 1916 blev Rasmine Jensens tre uger gamle søn myrdet på Assistens Kirkegård.
  • Den 18. april 1916 blev Maren Hansens fire uger gamle datter myrdet i Jægersborggade 43.
  • Den 22. maj 1916 blev Ester Larsens fire uger gamle søn, Paul Larsen myrdet i Jægersborggade 43

 

Den 1. november 1915 flyttede Dagmar ind hos kærresten i Dagmarsgade 16 2. sal. Men det var en katastrofe for Svendsen var blevet fyret. Han var for langsom til at levere vare ud. Huslejen var for høj og Dagmar blev indlagt på kommunehospitalet. Den 5. marts 1916 blev hun udskrevet og flyttede ind hos Svendsen, der nu havde fået et værelse i Jægersborggade. Han fik endelig arbejde hos Nielsen og Winther på Blegdamsvej 60. Men ak det varede kun en uge. Så fik han arbejde hos Schmidt, Mygind og Hüttenmeier.

Dagmar ville gerne have et barn, men det ville Svendsen ikke høre tale om. Så fik Dagmar ideen om, at tjene penge ved at tage børn i pleje. Dengang skelnede man mellem tre klasser af ”trængende”, der kunne komme i betragtning til understøttelse. Fattigvæsnet skulle i nogle tilfælde sørge for børns opfostring og opdragelse ”i et eller andet Huus”. Man Rasmine passede ikke ind i systemet. Hun havde født uden for ægteskabet.

En dag så hun Dagmars annonce i Aftenposten. Her stod at et ægtepar ønskede at adoptere et udøbt drengebarn. På den måde kom ”fru Svendsen” ind i billedet. Man enedes om, at Rasmine skulle betale 12 kr. om måneden i plejeløn.

Dagmar Overbye var ikke engang nået Nørrebros Runddel før det gik op for hende, at dette ikke var gennemtænkt. Inde på Assistens Kirkegård, tog hun et navlebånd som hun viklede stramt om barnets hals. Da hun var sikker på at barnet var dødt smed hun liget i tønden i en retirade, der ikke var låst.

Hun gik hjem til Jægersborggade og stillede barnevognen ude på gaden foran opgangen. Svendsen sad og læste. Hun foreslog, at han gik ud at pantsætte den. Det var en, som hun havde haft lånt ud til en veninde. Ja og den indbragte 20 kr.

Tre dage efter den 18. april blev der meldt fra politiet på Christianshavn, at man havde fundet liget af en nyfødt dreng i det latrinaffald, som blev skyllet ud af spande og tønder, natrenovationen havde kørt ind den forgangene nat på Kløvermarken.

Den næste Dagmar fik fat i var Maren Hansen. Dagmar forlangte 400 kr. som et engangsbeløb. Men hun accepterede 300 kr. På vej hjem fra Kongens Nytorv besluttede hun at tage barnets liv. Hun kom hjem til en tom lejlighed. Hun lagde barnet på sengen og klædte det af. Så gjorde hun lige som sidste gang, kvalte barnet med navlebind. Liget blev pakket ind i nogle gamle klude, som hun igen svøbte i avispapir. Den lille bylt gemte hun under sengen.

I en sporvogn til Amager sammen med hendes datter Erena havde Dagmar taget bylten med liget med. De gik langs Øresundsvej. Langs den gik en mudret grøft. På et tidspunkt lod Dagmar avispakken med barneliget falde derned. Hun trådte dog lige derned og gemte det halvejs inde i et kloakrør.

Ja og senere vendte Dagmar tilbage hos Maren Hansen og forlangte nu det hele beløb på 400 kr.

Den 19 årige Esther Mathilde var kommet galt af sted. Hun havde også set Dagmars annonce i Aftenposten. Dagmar fik 200 kr. for at tage barnet med sig. Derefter skulle hun have 30 kr. de næste ti måneder.  En kontrakt blev underskrevet. Dagmar underskrev sig med Erena Rosenkrantz. Barnet blev svøbt i nogle tæpper.

Men hjemme i Jægersborggade kvalte Dagmar den lille dreng. Hun gemte liget i et skab. Hun kunne ikke huske, hvordan hun fik liget bragt af vejen.

Hun sendte urtekræmmerens søn ud til Ester Larsens adresse i Ungarnsgade efter de første 30 kr. Samtidig skrev hun, at ”Lille broder har det godt og trives ualmindelig godt”.

Hjemme i Jægersborggade var det tydeligt, at der var kommet flere penge på kontoen. De havde alle sammen fået nyt tøj. Flere personer havde set parret med store penge. Og sådan noget er altid mistænkelig i et fattigkvarter. Men Dagmar sagde til Fru Nielsen, at hun havde arvet penge fra en greve i Jylland, som var far til hendes lille datter. Men Dagmar fik overtalt Svendsen til at flytte fra Jægersborggade.

Den 25. november 1916 skrev Dagmar til Esther, at hun er flyttet på landet. Nu skriver hun at hun er flyttet i Svendsens hus og posten nok ikke kender Rosenkrantz. Endvidere skriver hun også ”at lille broder har fået to tænder og trives godt”.

Gamle protokoller viser, at der den 25. maj 1918 blev indbragt et barnelig på Fælledvejens Politistation, der var fundet på en grav på Assistens Kirkegård.

Hun skulle egentlig være henrettet ved halshugning, guillotine eller økse. Det skulle ske offentlig. Men det skete aldrig. Den 15. januar 1921 blev dommen omstødt til tugthusarbejde på livstid. Dagmar Overby kunne slet ikke affinde sig med at være indespærret. Hun blev overført til Skt. Hans i Roskilde og døde den 6. maj 1921.

 

  • Du kan læse mange flere historier på dengang.dk . I øjeblikket har vi 245 artikler om Det Gamle Nørrebro.

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro