Emil Nolde – den 6. fortælling

Nolde retfærdiggjorde sig selv. Som den første i familien flyttede han fra Nolde. Han solgte postkort i Schweitz. Mødet med Edward Munch. En storslået oplevelse i Seebüll. Nolde havde ikke mange beundrere i Nordslesvig. I 1951 arrangerede Tønder Museum som de første i Danmark en udstilling med Nolde. Han følte sig bundet til tysk kunst. Følte sig dårlig tilpas i København. Han mødte sin livs kærlighed – Ada Wilstrup Han var enspænder. Tønder Museum fik Nolde – kunst ad omveje. Endelig slog han igennem i Tyskland, men ikke i Norden. Flyttede da Tøndermarsken blev afvandet. Nolde købte også nabogrunden. Hitler hadede hans kunst. Skulle bevise hans ariske fremkomst.

 

Han retfærdiggjorde sig selv

Man var bestemt ikke meget for at anerkende Nolde. Måske var han også selv skyld i det. Han satte sig selv i ofrets rolle ved at hævde at han var udsat for censur fra nazisternes side. Det viste sig langt senere, at det var han ikke. Han havde forsøgt at retfærdige gøre sig selv. Og det lykkedes da også i mange år. Selv Sigfred Lenz fik han overbevist, der i bogen Tysktime, skildrer det.

 

Som den første flyttede han fra landsbyen

Han malede tidligt med hyldebær – og rødbedesaft, da julegaven, da julegaven, en lille farvekasse, var brugt op. Han elskede nemlig og også senere – den rødviolette farve.

I modsætning til de fire brødre havde han absolut ingen interesse for landbruget. Det var kun nødtvunget, at han hjalp på den fædrene gård, da skolegangen var forbi, Det var en stor begivenhed, da Emil som den første i familien i generationer drog væk fra landsbyen.

 

Han solgte postkort i Schweitz

Efter endt læretid som billedskærer og tegner, rejste Nolde til Schweitz. Her fik han en stilling som formningslærer. I 1898 tog han til München, hvor han kom ind på en privat malerskole.

Da han var i Schweitz, fik han tjent en del penge på nogle specielle postkort, som han fik fremstillet. Men de penge fik han senere hårdt brug for.

 

Mødet med Edward Munch

Nolde så faktisk op til nordiske kunstnere som Edvard Munch og Willumsen. I to af hans erindringsbøger fremhæver han den forkætrede Willumsen, fordi hans kunst ”går ud over den vanlige smag”.

Og med tydelig adresse til den franske kunst Nolde aldrig lærte at forstå. Det var først og fremmest Gauguin og van Gogh tilfredsstillede hans hang mod det mystiske og det symbolske.

Det er tydeligt at Munch øver stor indflydelse på ham, men skildringen af det eneste møde med den norske gigant virker som om alle andre konfrontationer med samtidige kunstnere indholdsløs, klicheagtige.

• Vi sad ved en øl – Munch, Schiefler og jeg. Schiefler ville gerne have, at vi skulle træffe hinanden. Han talte menneskeligt, fængslende og smuk. Munch sagde kun lidt, jeg næsten ingenting
• Næste morgen mødtes vi igen. Munch var forsoldet. Han levede dengang i druk. Han drak og skabte samtidig sin skønneste grafik og malede sine billeder – den store kunstner. Men vort møde faldt ikke videre heldigt ud, eller var på nogen måde interessant

 

En storslået oplevelse i Seebüll

Den 13. april 1956 døde Nolde og cirka et år efter (25. april 1957) åbnede Seebüll. I festskriftet forklarer han, at der i alle europæiske byer er museer, som er overfyldt med kunst, som virker så overvældende, at det bare trætter. Desuden fortæller han:

• I modsætning skal på den ene side folk fra hans egen hjemstavn, og på den anden side – billedlig talt – den besindige, eftertænksomme vandrer fra alle lande ”i vor lille gård” – i landlig-primitiv natur – finde et beskedent, særpræget sted, hvor han kan føle lykke og modtage kunstnerisk-åndelig rekreation.

Første gang jeg oplevede Nolde – museet i Seebüll var det noget ”storslået”, der mødte mig. Og dem, der endnu ikke har oplevet det burde besøge dette sted.

Nej, det er ikke primitivt og beskedent. Det var det måske en gang. Nu er det både med restaurant og fire gæsteværelser og en mægtig p – plads. Og folk de strømmer til.

 

Han havde ikke mange beundrer i Nordslesvig

Historien om Emil Nolde er storslået og et trækplaster for Vestslesvig. Ja egentlig kunne det have været en af Tønders historiske fyrtårne. Men kunstneren blev sur og skuffet, som han ofte har været og følt sig i sit liv. Han flyttede lige syd for grænsen.

I Nordslesvig havde han ikke mange beundrere. Tønders eneste Nolde – billede blev fremskaffet i 1930erne via familien Vilstrup. En forhandling mellem Nolde og museumsbestyrelsen omkring 1937 resulterede ikke i noget køb. Man fandt prisen for høj.

 

I 1951 arrangerede Tønder Museum en Nolde-udstilling

I februar 1951 arrangerede man imidlertid på Tønder Museum den første Nolde – udstilling i Danmark efter krigen. Nolde udstillede 8 oliemalerier og 8 akvareller fra tiden mellem 1936 og 1950. Det blev en stor succes.

Der fulgte udstillinger på Fyn i 1956, Charlottenborg i 1958 og i 1964 en mindre udstilling i Esbjerg.

 

Han følte sig bundet til den tyske kunst

I dag vil mange kalde ham en dansk maler. Han talte ganske vidst dansk med glæde, elskede det danske landskab og Tøndermarsken inden det blev afvandet. Men han følte sig selv bundet til den tyske kunst.

 

Følte sig dårlig tilpas i København

Som 33-årige tog Nolde til København. Han følte sig ensom, sky og bitter. Han gik med blåsorte briller, mismodig og med tvivl i sindet langs kanalerne uden at kunne male.

Det var her i 1900 – 1901 han havde et atelier i Holckenhus. Selv skriver han i sine erindringer:

• Alt bevægede i en slags mørke

Som kunstner havde Nolde ingen succes dengang. Både Charlottenborg og Den Frie afviste ham. Han havde ingen glæde ved at mindes København, selv om han arbejdede ikke ihærdigt. Han syntes, at tiden var spildt. Men nu havde han også svært ved at komme i forbindelse med folk. Han mødte dog Herman Bang, som han satte stor pris på, men han følte sig alligevel ensom og utilpas.

 

Han mødte sin livs kærlighed – Ada Wilstrup

Men i Hundested skete der noget. ”Den halvforkomne original” – som han kaldte sig selv – traf her i selskab med Knud Rasmussen, Ada Vilstrup, som han blev gift med i 1902. Det var provstens datter. Hun var skuespiller og musiker.

Dybt forelsket opsøgte han ensomheden i fiskerlejet Lidl Strand for at komme overens med sig selv, sin kærlighed og sine kunstneriske ambitioner:

• Det faldt mig svært at finde min egen stil. Farverne adlød mig ikke

Om vinteren var de ofte i Berlin. Men herhjemme havde de lejet et lille fiskerhus på Als. Kunstnerisk succes lod vente på sig. Han solgte så godt som intet. Her i ensomheden, blandt simple og naturlige mennesker havde han det dog allerbedst.

 

Ada var syg

Til malerens byrde kom desuden den byrde, at hustruens helbred var yderst svag. I mange år måtte han tilbringe meget tid sammen med hans Ada på sanatorier og sygehuse. Alligevel rejste de rundt i Tyskland, Paris og Italien.

Dermed kom der lidt mere orden i sagerne. Nogen større kontrast kunne man ikke forestille sig. Og beretningen om Adas modtagelse i Nolde, hvor ”mein Bruder Hans” hørte til de hellige og gjorde sig sine tanker om skuespillerinder, er biografiernes festligste. Efterhånden erobrede Ada også familien i Nolde.

Hun blev afgørende for hans videre skæbne. Med hende fandt han ud af, at der var for mange, der hed Hansen! Fra nu af kalder han sig Nolde.

 

Han var en enspænder

I 1 ½ år knyttes han til kunstnersammenslutningen ”Die Brücke”. Men Nolde var og blev en enspænder. Egentlig isolerede han sig totalt fra alle hans tyske malerkollegaer.

 

Tønder Museum modtog Nolde kunst ad omveje

I denne periode skaber han det nadverbillede, der kom til at hænge på Tønder Museum. Er det hans hovedværk? Hvor stor vægt han selv lagde på dette billede, fremgår af ”Jahre der Kämpfe. Som testamentarisk gave sammen med syv andre oliemalerier, overdroges og modtages det – uden betingelser – af Statens Museum for Kunst i København, hvorfra de deponeredes på Tønder Museum. Det var vel næppe efter Noldes ønske.

Efter en inspirerende rejse til Rusland, Sibirien, Japan og Ny Guinea som satte sine mærkbare spor i sin produktion bosatte han og Ada sig på Uttenwarf. Egentlig havde de allerede købt huset i 1912. Her boede de også i 1920.

 

Endelig slog han igennem i Tyskland

I 1920’erne og 1930’erne slog Nolde omsider igennem i Tyskland og opnåede alle mulige æresbevisninger. Det var helt anderledes i Norden. I 1904 leverede han til Ølstrup Kirke i Ringkøbing Amt et lille Emmaus – billede. Det faldt slet ikke i sognets smag.

 

Flyttede, fordi Tøndermarsken blev afvandet

I 1926 blev han udnævnt til æresdoktor ved universitetet i Kiel. Samme år besluttede han og Ada sig for at flytte fra Tøndermarsken. De mente at afvandingen ville ødelægge det naturskønne område. Vi har skrevet en artikel om hans forhold til Tøndermarsken.

Han følte, at man kun ville afvande Tøndermarsken, så det kunne gøres anvendelig for intensivt landbrug. Han følte sig truet af ”rationel udnyttelse”. Han talte om det ”barbariske dige, der ødelægger al skønhed og alt det vidunderlige.

• Hvor er møllerne, broerne, sejlrenderne, pramgravene, Prammene?
• Erstattet med toldsteder, pumpestationer og spærrede diger. Kommende slægtsled vil snart være uvidende om de tabte skønhedsværdier

 

Han købte også nabogrunden

Lige sy for Rudbøl i Nykirke Sogn fandt han sin drømmegrund. I løbet af 1927 begyndte bygningen af den særprægede ejendom. Det tog i alt 10 at bygge den. Nabogården havde han også måttet købe. Ejeren ville sælge og Nolde var nervøs for, hvem han kunne få som nabo.

Dette var næppe nogen dårlig pengeanbringelse, så meget mere som huset kunne anvendes til beboelse mens byggeriet af selve Seebüll – som det nye hus kom til at hedde – stod på.

 

Hitler kunne ikke lide hans kunst

I 1931 blev Nolde medlem af det preussiske kunstakademi i Berlin, hvor han stadig boede om vinteren. Så fulgte kort efter de stormfulde år, hvor Nolde blev ”offer” for den nazistiske kunstpolitik. Udstillingen ”Entartete Kunst” hvor hans produktion var rigelig repræsenteret. Han havde 39 billeder med på udstillingen.

Men nu var det bestemt ikke alle topnazister, der foragtede hans kunst. Mange år senere fik Frau Merkel fjernet hendes Nolde – billeder, da hun hørte om hans nazistiske tendenser.

 

Skulle bevise sin ariske fremkomst

På et tidspunkt måtte Emil Nolde også bevise sin ariske fremkomst. Det fik så Ada’ s bror til at henvende sig til pastoren i Brøns. Og det handlede om Noldes bedstemødre. Og broderen H.K. Vilstrup presser sognepræsten. Åbenbart havde de tyske myndigheder rykket for dokumentation. Henvendelsen til sognepræsten er fra 1936. Det forekommer dog noget mystisk at broderen henvender sig tik præsten i Brøns og ikke til præsten i Burkal.

Nolde blev kritiseret for at bruge for kraftige farver, der gjorde naturen unaturlig. Selv sagde han, at det ikke var for at give et spejlbillede af naturen.

 

Kilder:

• dk-diverse artikler
• Emil Nolde: En Kunstners Kampår
• Emil Nolde: Das eigende Leben
• Emil Nolde:Welt und Heimat
• Emil Nolde: Reisen, Achtung und Befriedung

 

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.109 artikler
• Under Tønder finder du 348 artikler:

 

• På Nolde-udstilling
• Emil Nolde og Tøndermarsken
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Emil Nolde og Nazismen
• Nolde -og hans liv vest på (b)