Eleonora Christine Tscherning

 

Eleonora Christine Tscherning er født uden for ægteskabet. Hendes far var kaptajn Lützow og moderen var husholderske Bodil (Bolette) Rasmussen. Elonora blev gift med den senere krigsminister Anton Frederik Tscherning. Det var ham, der skulle bygge en dansk hær op i 1848. Dengang giftede man sig ikke under standen. En ugift kaptajn kunne heller ikke få en datter. I artiklen hører vi om ”Folketoget mod Christiansborg” i 1848. Vi hører også om møder med D.G. Monrad. Denne var på et tidspunkt ved at opgive Danmark og overlade landet til Det Tyske Forbund. Og så kom ministerfruerne med madpakker til deres mænd. Bolette kom til sidst i huset hos Eleonora og Tscherning. Men hun kaldte hende aldrig for mor. Eleonora fik efter hendes mands død en årlig tilskud på 1.000 Rigsdaler. Hun døde i 1890 og er begravet på Garnisons Kirkegård.

 

 

 

Eleonora Christine Tscherning Født uden for ægteskab 1817, død 1890. Datter af kaptajn Adam Tobias Lützow og husholderske Bodil (Bolette) Rasmussen. Eleonora Christine gift 1845 med Anton Frederik Tscherning, han død 1874. Begge begravet på Garnisons Kirkegård.

 

I sine erindringer og breve, udgivet første gang i 1908 fortæller Eleonora Christine Tscherning livfuldt og åbent om forelskelsen i den senere nationalliberale krigsminister, medlem af den grundlovgivende

forsamling, Anton Frederik Tscherning, der i syv år vægrede sig mod hendes forslag om ægteskab, og giver et nærværende og kontant indtryk af de begivenhedsrige år omkring enevældens afskaffelse og krigen i 1848-1851.

 

Eleonora Christines fader var kaptajn i hæren, og i 1810 blev han flyttet til Helsingør. Han hed Adam Tobias Lützow og var født 1775, så i 1810 var han 35 år. Tre år før havde han gjort tjeneste ved forsvaret i København imod englænderne. Hans slægt var giftet ind i familien Tscherning, for den regel, at man giftede sig indenfor sit eget fag – det gjaldt håndværkere, bønder, lærere, præster, læger, officerer osv. – den regel virkede langt stærkere, end den gør i dag, selv om den stadig lever.

 

Slægterne Lützow og Tscherning var altså ikke fremmede for hinanden.

Tre år efter at Lützow var kommet til Helsingør, købte han et hus på Lappen, strækket i den ydre by, der rækker mod den nordlige kystvej og Hellebæk. Huset lå (og ligger) ved Marienlyst slotspark. (Lappen nr. 1).

 

Det er ikke stort, men for en ugift kaptajn var det stort nok. Gift var han ikke, men han fik lyst til at holde en ung pige, der kunne føre hus. Hun kom 1. maj 1816 og var anbefalet som god og solid. Hun hed Bodil Rasmussen kaldet Bolette og var født 1790 på landet udenfor ægteskab. Hun havde haft en ganske streng barndom, men hun var havnet hos sin morbror.

 

Han var skovfoged og “en retsindig mand”, skriver Eleonora Christine Tscherning. Hos ham var Bolette, til hun blev konfirmeret, så kom hun ud at tjene i gode borgerhjem, som det, der hed “raffineret pige”. Det var pigen, der kunne tjene i stuerne, og når der var selskab.

 

I Lützows hjem fungerede hun som husholderske, og så nydelig var hun, at hun ret snart skulle have et barn, som Lützow var far til. Men det siger noget kulturhistorisk væsentligt, og tegner hendes stilling i huset, at Lützow en aften sad i stuen og læste højt for hende, om Eleonora Christine Ulfeldts “Jammersminde”, og da Bolette hørte, hvordan Eleonoras mor, Kirsten Munk blev sendt væk fra Christian 4. græd hun, så Lützow trøstede hende med, at det skulle aldrig ske for hende, og hvis det barn, som de ventede, blev en pige, skulle hun hedde Eleonora Christine. De løfter holdt han.

 

Men en ugift kaptajn kunne ikke få en datter. Knuden blev løst af Bolettes gode morbror, der havde haft hende i huset, mens hun var barn. Så fantastisk det lyder for os i dag, gik den skikkelige skovfoged med til at lade sig skrive i kirkebogen som pigens far, så den ellers helt uberygtede mand nu stod noteret som far til sin egen ugifte nieces barn. Det er forklaringen på, at Eleonora Christine er skrevet ind i den

helsingørske kirkebog med efternavnet Hansen. Snart kom der i huset en søster til Eleonora Christine, og siden en bror. Men stadig kunne den brave kaptajn ikke være far til børn, når han var ugift, og slet ikke til sin egen husbestyrerindes, så når der kom fremmede, måtte pigerne smutte i skjul bag sofaen. Den blev rykket lidt mere ud fra væggen, da der skulle være plads til to. Eleonora Christine fortæller, at en dag kom én af hendes fars venner på uventet besøg, at hun akkurat nåede af fare ind under en vaskekedel af kobber.

 

Vennen halede pigen ud, tog hende på skødet, og sagde: “Lützow, hvorfor skjuler du dog den søde unge!” Men aldrig sagde hun mor til Bolette, og

heller aldrig far til sin far, han hed kun “Majoren”, for nu var han avanceret til major. Og så kom der i øvrigt gæster til huset, for han tog sig af et hold forældreløse børn.

 

Majoren avancerede igen, og familien rejste til København. Bolette ordnede salget af huset på Lappen – det gik for 3000 rigsdaler. Det siger, at Bolette var ikke helt dum og umælende. Eleonoras søster døde, og hun selv blev sat til at lære at sy. Det kedede den livlige pige over alle grænser.

 

Men vigtigere var, at nu mente Frederik 6. det var på tide, at hans major fik ordnet sine forhold, og så giftede Lützow sig med Bolette. Man kunne vente, at Eleonora Christine blev glad, fordi hun nu endelig havde lov til at vise, at hun havde en rigtig mor, men det var ikke det, der greb hende. Derimod var hun nu rigtig officersdatter og ikke mere et i luften frit svævende “uægte” barn.

 

Det mærkes, at den unge frøken går en anelse bagover af glæde og stolthed over at være helt med i det gode selskab. Og så traf hun sin fætter Anton Frederik Tscherning. Som nævnt var slægterne giftet ind i hinanden. Hun blev forelsket i ham, uagtet han var 22 år ældre end hun.

Han tøvede, og var i sine breve åben og reel.

 

Friere og mere lige ud, end vi måske ville tro, ud fra vor mening om “datiden”, forklarede han hende, at ægteskabet også spændte over jordiske elementer, og hun var så ung, at hun endnu ville være særdeles livsglad, når han som en midaldrende og ældre herre begyndte at svækkes i livskraft. Men hun ville ha’ ham. Og hun fik ham.

 

Imens fulgte hun hændelserne i København. Hun var dybt grebet af Frederik 6.s død (1839), men som en ret fast strøm kom der breve til hende fra hendes kære Tscherning. Han bad hende om at gøre noget ved den lyst, hun havde til at male. Tscherning var i øvrigt en ilter herre, der flere gange kom i vanskeligheder, ikke mindst netop ved Frederik 6.s død, hvor han røbede sine åbenhjertige meninger.

 

Eleonora Christine støttede ham overfor faderen, Lützow, der ikke var tilfreds med den unge officers uærbødige ytringer. Midt i det hele oplevede hun Christian de Meza, der var major i artilleriet. Sammen med en frøken Meier gik hun og de Meza ud for at se på klaverer, der var til salg. De Meza var hele sit liv hysterisk med sit helbred.

 

De kom til det første sted. Alle vinduer stod åbne. De Meza nægtede først, men styrtede så ind og lukkede vinduerne. Næste sted var trappen for stejl, luften dårlig, og klaveret lige så slet. Tredje sted vild forvirring og stegende hede. En tur ved søerne bagefter endte i, at han

svigtede og gik fra damerne, fordi han ikke ville have vinden i ansigtet. Og så videre – kort, muntert og godt skildret.

 

Det er i et brev til Tscherning, hun fortæller om “Folketoget mod Christiansborg Slot” 21 marts 1848. Hun skriver, at “da borgerrepræsentationen viste sig på rådhustrappen, tordnede et længe tonende hurra dem i møde, alle hoveder blottedes, og de 36 mænd vandrede gennem folket, også med blottede hoveder. De gik ad Vimmelskaftet, og sluttede sig efter dem seks og seks arbejdsmænd og herrer med hinanden under armen.

 

Over 10.000 mennesker anslås det til. Kongen var villig til alt, og en halv time efter samledes mængden igen her på torvet, hvor Lauritz Hvidt med høj røst råbte: “Det gamle ministerium er styrtet! Leve kongen! Leve det ny ministerium!” Så langt var vi altså, men inden i dag skulle det ny være dannet, thi i dag kommer deputationen fra Slesvig. I går hed det over hele byen, at Monrad og Hvidt skulle være ministre og Tscherning krigsminister. Damer kom kørende her i deres bedste stads for at gratulere mig og anbefale dem til min bevågenhed. Jeg forsikrede dem, at det var et rygte.”

 

Dagene var forvirrede. Tscherning blev krigsminister, og mens det trak op til krig med Slesvig-holstenerne, sad Eleonora Christine i hjemmet og spiste bollemælk sammen med deres logerende, den unge slesvig-holstener Dircksen, der var dybt ulykkelig.

 

Og så måtte ministerfruerne rende med kaffe og te og madpakker til de ny ministre på slottet, der i løbet af ingen tid skulle stable en hær på benene. Eleonora Christines breve om hændelserne i 1848 er mest skrevet til broderen Christian.

 

I sine løse dagbogsnotater er hun ikke bange for, hvad hun skriver. Hun kunne ikke udstå D.G. Monrad, og hendes skildring af et visit, som hun aflagde hos ham, er som en scene skrevet af en stor og fyndig dramatiker.

Monrad var først himmelsk elskelig og skamroste Tscherning. Så blev han mere og mere forbeholden og kaldte ham et rædsomt menneske. Endelig bad han fruen om at hjælpe ham med at blødgøre Tscherning.

 

Men hun er på vagt, og da hun opdager, at Monrad har baron Dirckinck-Holmfeld siddende i et andet rum, kalder hun nævnte (Holmfeld) intet mindre end “dette væmmelige kryb, denne øgle, hvis gift er løgn og løgn og atter løgn, dette menneske, som jeg foragter og afskyr, uden at han har tilføjet mig personligt, eller nogen som hører mig til, det mindste ondt”.

 

Naturligvis mener hun, at når Monrad omgås slige mennesker, har hun lov til at tale om “Monrads bleggrå øjne”, og spørge, “om det skulle være muligt, at der indenfor disse øjne kunne bo en virkelig sjæl”. Tscherning v a r vanskelig. Men hun vejrede, at Monrad kun skulle bruge ham, så længe krigen varede, og så ville feje ham til side. Hun er klog, men jævnligt meget skarp og kategorisk i sine meninger.

 

Alligevel virker det næsten altid, som om hun har argumenter at dække dem med, hvad man så vil mene om, at hun ikke pakker meningerne diplomatisk ind i ret meget. Hendes holdning til Monrad dæmpede og ændrede sig til, at i 1864 kunne hun ganske godt lide ham.

 

Alligevel eksploderede hun, da han i april kom til Tscherning og var overmåde lattermild, uagtet krigssituationen var den mørkest tænkelige. Monrad spurgte Tscherning, om man burde holde Als, og Eleonora Christine brød tavsheden voldsomt, med at spørge, om hæren nu skulle blive stående også dér (på Als) og lade sig slagte, som på Dybbøl? Monrad brast i latter og kom hen og lagde sine hænder på hendes skuldre: “Hør vor lille Frue har afgjorte meninger og militære kundskaber, men det må De stå inde

for, Tscherning, hvordan hendes idéer er!” Monrad gik, og Tscherning morede sig over, at hun havde røbet, hvad han mente.

 

Historien om hendes ordskifte med Monrad gik kredsen rundt, og hun skriver, at hun var harmfuld over den friskfyragtige måde, han opførte sig på i de alvorlige dage. Her tog hun nu fejl. Det er, også i historieskrivning, risikabelt, til tider ravgalt, at citere de agerendes replikker og vurdere dem efter pålydende.

 

Det er til tider perfidt, men det var hun aldeles ikke. Hendes harme var naturlig nok. Hun forstod bare ikke Monrad i den situation. Monrad var som politiker øverste ansvarlige i den håbløse situation. Han var så chokeret, at han en tid var rede til at opgive Danmark og lade landet melde sig ind i Det tyske Forbund, for at slesvigere og kongerigsdanskere ikke skulle skilles. Men han skjulte sin fortvivlelse under en lidt kynisk form.

 

Tscherning var politiker og bondeven. Det militære spillede ikke mere den store rolle for ham. Han blev kendt som manden, der hele sit liv var engageret, men også ilter, jævnligt på tværs, altid besværlig, men også altid ubestikkeligt reel. Og ægteskabet mellem de to blev båret af en aldrig vaklende kærlighed og gensidig respekt.

 

Eleonora Christine malede, men hun skrev også. Hun fik digtet nogle noveller. Dem ødelagde hun ved at arbejde for meget med dem, så de blev stive og døde, uden alt liv. Men det var igen et stykke særegen dansk kulturhistorie, for nu at springe lidt bagud i tid, at da Eleonora

Christines far generalmajor Adam Lützow døde 1844, tog hun og Tscherning hans gamle husholderske og hustru i huset hos sig, og dér var hun, til hun døde.

 

Men det kom aldrig så vidt, at Eleonora Christine kaldte hende mor. Hun var hele sit liv Bolette, også mens hun var i Tschernings hus. Og uagtet hun var lovformeligt gift med Eleonora Christines far generalmajoren, blev hun i køkkenet. Der var hendes plads, til hun døde 1865. Det siger ikke, at Eleonora Christine og hendes mand nægtede hende en plads i stuerne, som generalmajor- enke og Eleonora Christines mor.

 

Der var bare den orden i den ting. Bolette ville sandsynligvis ikke andet. Tscherning blev ældre – som han havde lovet sin lille kusine det, da hun var meget ung og forelsket. Han blev bitter, for tiden løb fra ham. Han var en fortidslevning – han, der ved Frederik 6.s død havde sagt, at når de danske officerer foragtede deres døde konge så dybt, kunne de lige så gerne åbne hans kiste og spytte i den – en replik der blev fordrejet til, at det var ham, der ville etc. og foreslog kollegerne at gøre det samme.

 

Det gavnede ikke Tschernings chancer for avancementer i Danmark. Den Tscherning, der i 1848 skabte en dansk hær ud af ikke ret meget. Som kunne snakke Frederik 7. til rette. Som ikke forstod hvad brygger J.C. Jacobsen mente med at videnskaben kunne gavne industrien. Manden som altid sagde præcis hvad han mente, om det så gavnede ham selv eller ej.

 

Én af de førende mænd i grundlovsrøret 1848-49. – Han døde i 1874, allerede mere end halvglemt. Han følte det og var trist. Hans hustru trøstede ham. Hun var så meget yngre end han. Hun malede, og hun skrev noveller. Og så lå der efter hende en bunke noter og dagbogsblade, som hun nok havde haft tanker om at skrive til virkelige, smukt pudsede erindringer.

 

Det fik hun heldigvis ikke gjort, for så havde hun vel myrdet teksten, som hun kvalte sine noveller. Som vi nu har hendes tekster, som notater, dagbogsstumper og breve, har vi hende selv, utrolig frisk og levende.

At man, ud af det hun skrev, kan hente citater og enkelte malende detaljer af tidens historie er det mindste af det, menneskeligt set.

 

Hovedsagen er hende selv. Hun så og hørte meget. Politisk snu eller klog var hun ikke, og hun hverken ræsonnerer eller filosoferer. Hun skriver umiddelbart og ærligt, lige ud, heftig som Tscherning var det, men på en lidt anden manér. Kvindesagen, der gryede på den tid, interesserede hende vist ikke meget. Hun var den, hun var, og aldrig lykkedes det nogen at få hende til at tie, når det passede hende at tale.

 

Hun havde sin skrivende evne, båre af et flydende, præcist, klart og myndigt dansk. Og hun havde ikke alene en levende sans for dramatik, følelser, stærke stemninger, situationer, mennesker, harme, sandhed og løgn – hun havde en stilfærdig, men meget stærk, ja næsten bærende sans for humor.

 

Hun fik som enke resten af livet 1.000 rigsdaler i årpenge. Hun dør i 1890, 73 år gammel.

 

Hun er sammen med sin mand begravet på Garnisons Kirkegård.

 

 

Kilde:

 

https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1261/origin/170/?fbclid=IwAR3BtQgI-

AFDo0TkVLcHNoryqUHnfoThlgdovTJTMjOY46HZTrQ82dxv_-o

 

• Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.536 artikler, herunder 33 artikler om 1864 og De Slesvigske krige. Her finder du også to artikler om Monrad, som er omtalt i overstående artikel. Se mere under denne kategori. Under Østerbro (86 artikler) finder du også denne artikel:

 

• Garnisons Kirkegård