Dyrehave ved Aabenraa

Regnet for velhaverkvarter. Farligt for landbruget, at de unge tog væk. Betydningsfulde kaptajner. De menige besætningsmedlemmer og andre kaptajnsgårde. Har søfarten været prioriteret for højt? Dyrehave tilfalder hertugen. Kirkens besiddelser. Lensmanden i Aabenraa overtager opsynet. Der blev solgt træ fra Dyrehave. Kamphøvener overtager besiddelserne. I 1800 bestod Dyrehave af 10 ejendomme. Gnidninger i Dyrehave. Skibbro i elendig forfatning. Da søfarten blomstrede. Søfarten udvides. Finansieringen udvides. De velhavende bønder på Løjt – en mulighed. ”Lad Flidens Pris flyde i egen Lomme”. Løjts storbonde. ”Fødder under eget Dæk”. Otte ejendomme i Dyrehave overtaget af kaptajner. Beboerne der var alle i familie med hinanden. Et indlæg i Hejmdal i 1895. ”En Bonde” var af en helt anden mening. Der findes kun et Løjt i verden. Historiebog fra 1781 havde ikke et ord om søfart på Løjt. Hørdyrkning var en vigtig indtægtskilde for Løjt. I 1753 var 93 fra Løjt på søen. 80 pct. af konfirmanderne tog på søen i 1870. Man talte om dynastierne. Historien gik i selvsving. I 1769 var 61,9 pct. i landbruget. Aldrig mere end 10 – 15 pct. beskæftiget i søfarten. Det blev sognets image. Begrebet ”Kaptajnsgårde” fik lov til at brede sig ”upræcist”. Historien skal ses i sammenhæng med sognets virkelighed.

 

Regnet for velhaverkvarter

Dengang da jeg boede i Aabenraa blev dette sted regnet for et velhaverkvarter. Og egentlig ligger det 4 km fra Aabenraa på Løjt Land. Det var jo netop nogle af de flotteste kaptajnsgårde lå. Udsmykning og størrelse viser om stor velstand på Løjt land.

 

Farligt for landbruget, at de unge tog væk

Disse kaptajnsgårde vidner også om den tætte sammenhæng mellem landbrug og skibsfart. Men en af ulemperne var at de unge på Løjt Land fortrak skibsfarten frem for landbruget. Dette kunne skade landbrugets udvikling, når de unge var længe væk hjemmefra. Manglende erfaring og uddannelse kom til at mange i landbruget. Det gjorde det også vanskeligt at indføre fornyelser i driften.

 

Betydningsfulde kaptajner

Søfolkene tog nye skikke og ting med hjem til Løjt Land og løjtninger kom også til at skille sig ud. Der var meget tætte forbindelser til Aabenraa.

En af de berømte kaptajnsgårde var Strågård, hvor Jørgen Bruhn og hans søskende voksede op i slutningen af 1700-tallet. Drengene blev betydningsfulde kaptajner og redere. Pigerne blev gift med mænd af samme støbning. Den største tæthed af kaptajner finder vi mellem Dyrehave og Stollig.

En gang var det en kik en hver bondesøn skulle fare nogle år til søs, før de slog sig ned i deres hjemsogn. I diverse fagbøger har vi fået at vide at Løjt er et kæmpe levende frilandsmuseum med masse af kaptajnsgård.

 

De menige besætningsmedlemmer og andre kaptajnsgårde

Også digteren Marcus Lauesen fastholdt billedet i digtet ”Interiør” fremmanede han stemningen i de gamle stuer præget af søfartsminder. Også succesromanen ”Og nu venter vi paa Skib” var med til at befæste billedet af Løjt som kaptajnernes land.

I Løjt Skovby, Barsmark og Løjt Kirkeby boede primært de menige besætningsmedlemmer og en del skibstømmer, der arbejdede på Aabenraas værfter. Jo vi kigger skam også på andre kaptajnsgårde på Løjt land.

 

Har søfartens betydning været prioriteret for højt?

Måske har søfartens betydning for Løjt været en smule overdrevet på bekostning af landbruget. Men det punkt kommer vi til i løbet af artiklen.

 

Dyrehave tilfaldt hertugen

Den egentlige Dyrehave var 180 tdr. stor. Ifølge Kong Valdemars Jordebog var den ejet af kongen men tilfaldt i 1313 hertugen. Den resterende del hørte overvejende til under kirken i Slesvig.

 

Kirkens besiddelser

Kirkens besiddelser på Løjt gik under betegnelsen ”Præbended Avbæk” Måske har det noget at gøre med at biskopperne under deres inspektionsture lagde til ved Avbæk Vig (Åbæk Bugt)  tæt ved Dyrehave. Husker for øvrigt, at vi der dykkede efter øl, dengang walkie-talkie- klubben i Aabenraa var med dommerbådene, når der var kapsejlads. Vandet var helt klart dengang.

Måske overtog kongemagten besiddelserne i forbindelsen med striden mellem kongemagten og den holstenske greveslægt i midten af 1400-tallet. Antagelig blev jordene samlet under Høgebjerg.

 

Lensmanden i Aabenraa overtog opsynet

I 1544 blev hertugdømmet opdelt mellem hertug Hans i Haderslev og hertug Adolf i Gottorp. I den forbindelse blev Løjt en del af hertugens besiddelser og det daglige tilsyn varetaget af lensmanden på Brundlund Slot i Aabenraa.

I begyndelsen af 1600-tallet bortforpagtede hertug Johan Adolf – Høgebjerg til herredsfogeden i Kropp, Jacob Utzen som betaling for nogle jordlodder.

 

Der blev solgt træ fra Dyrehave

Allerede inden bortforpagtningen var hertugen begyndt at sælge træ fra Dyrehave. Måske har han manglet penge. Træ var meget efterspurgt i Nordeuropa dengang. Utzen – familien fortsatte fældningen af træerne i Dyrehaven.

 

Kamphøverne overtager besiddelserne

I 1665 gled Høgebjerg helt ud af hertugens ejerskab. Hertugen skænkede området til Kancellisekretær Burchard Niederstedt ”til evig arv og eje”. Han havde gjort sig fortjent under Danmark – Sverige krigene. Han døde barnløst og nu gik Høgebjerg i embedsmandsslægten Kamphøverners besiddelse.

 

I 1800 bestod Dyrehave af 10 ejendomme

I løbet af 1600-tallket begyndte udstykningen af Dyrehave. I begyndelsen af 1600-tallet blev der her etableret en mindre ejendom. Fæsteren måtte dyrke jorden og skulle fungere som skovbetjent.

I 1704 var her fire ejendomme. Men udstykningen og opdyrkningen af den tidligere skov tog først for alvor fat i begyndelsen af 1700-tallet, hvor forpagteren mente at skovrydninger kunne ændre Høgebjergs økonomi. Men betydelige dele af Dyrehave blev omdannet til agerland i løbet af 1700-tallet. I 1800 bestod Dyrehave af ti ejendomme. Først blev ejendommene givet i fæste og senere solgt til beboerne.

 

Gnidninger i Dyrehave

Det udviklede sig til egentlige gårde. Der opstod gnidninger med de etablerede gårdmænd og i et tilfælde med byggeri af en ny skole. Efter gammel sædvane skulle gårdene levere arbejde mv. i forhold til deres formue og formåen. Til stor fortrydelse for gårdejerne fastholdt beboerne i Dyrehave, at de var kådnere og ikke skulle levere ydelser som gårdmænd.

 

Skibbro i elendig forfatning

Vi ved jo alle at Aabenraa var en vigtig søfartsby. Allerede i 1257 omtales en skibbro. Men fra 1400-tallet gik det tilbage og delingen i 1544 gjorde ikke situationen bedre for byen. I 1610 var skibbroen i en elendig forfatning.

 

Da søfarten blomstrede

Men fra midten af 1600-tallet blomstrede søfarten atter. Der var import af træ fra Sverige til hertugdømmet Slesvig. Omkring 1690 var det kun København, der havde flere skibe end Aabenraa på Sverigesfarten.

 

Søfarten udvides

Efter inkorporationen i 1721 begyndte flåden at søge fragter uden for Østersøen og de indre danske farvande. Man tog fragter til Holland og Frankrig. Fra midten af 1700-tallet gik søfarten også til Middelhavet og i mindre omfang til Caribien.

 

Finansieringen udvides

Skibene var delt i anparter med flere parthavere, hvilket forbedrede finansieringsmulighederne og spredte risikoen. Disse anparter blev typisk tilbudt til familiemedlemmer, venner og forretningsforbindelser (skibsværft, rebslageri, skibsproviantering osv.). Kaptajnerne var normalt en af parthaverne, men de tog også anparter i hinandens skibe for at sprede risikoen.

 

De velhavende bønder på Løjt var en mulighed

Det var behov for mere kapital end den nære kreds kunne stille med. Man søgte derfor investorer uden for søfartserhvervet i Aabenraa og de nærliggende sogne. Her var de velhavende bønder en oplagt mulighed. Investeringerne herfra har formentlig været med til at grundlægge det maritime miljø på Løjt. Mange var altså blevet velhavende af selve landbruget.

 

Lad Flidens Pris flyde i egen Lomme

De har nu altid været fremsynede og dygtige. Allerede i 1500-tallet gik de i gang med udskiftningen af gårdene. Det var 200 år før landbruget i Kongeriget blev udskiftet. Som bønderne sagde på Løjt:

• Lad Flidens Pris flyde i egen Lomme

Her var også studeopdræt. Og disse blev sendt til markeder i Altona. Nogle af gårdejerne tjente så godt på dette, at der var penge til overs til udlån og investeringer.

 

Løjts storbonde

En af de bedst kendte investorer var gårdejer Matz Paulsen i Fladsten tæt ved Dyrehaven. Han stammede fra Elbjerg på Løjt og lånte store penge til socialt bedre stillede gårdmænd på Løjt. Gårdejerne på Løjt begyndte langsomt at investere i skibsanparter.

Man kan sige at landbruget og søfolkene blev forenet. Den ene part – søfolkene manglede penge og den anden part – nogle store gårdejere havde rigeligt af dem.

 

Fødder under eget dæk

Nu var bønderne generelt forsigtige med deres investeringer. Det gjaldt ikke mindre på Løjt. Slægtninge, venner og naboer blev ansporet til at påmønstre skibene. Derved fik man anbragt pålidelige folk på skibene for at holde øje med gårdejernes investeringer og sikre at fortjenesten kom tilbage til investorerne.

Det blev efterhånden populært at drage til søs. De dygtigste satte sig det mål at få

• Fødder under eget dæk

De gjorde karriere på skibe, blev styrmænd og kaptajner og fik anparter. På Løjt fik de stor indflydelse på Aabenraa – flåden. Antallet af søfolk op gennem 1700- og 1800-tallet var vigende, mens der i midten af 1800-tallet var flere søfolk fra Løjt end nogensinde før.

 

Otte ejendomme i Dyrehave overtaget af kaptajner

Søfolkene fra Løjt valgte i udstrakt grad at blive boende der. For kaptajnerne var det populært at købe en gård i Stollig eller i Dyrehave. Inden for udgangen af 1700-tallet var yderligere fire ejendomme købt af kaptajner.

Mellem 1800 og 1820 blev de sidste tre ejendomme købt af kaptajner. Dermed var alle otte ejendomme blevet til kaptajnsgårde.

De hjembragte fremmede skikke, eksotiske møbler og andre genstande fra de lande de besøgte. De unge mennesker erhvervede også gode skolekundskaber i matematik og sprog.

 

Hovedindtægten kom fra kaptajns-indtægten

Når kaptajnerne overtog gårdene, blev landbruget kun en biindtægt. Hovedindtægten kom fra indtjeningen som kaptajn og som parthaver i skibe.

Gårdejerne var de mest velstående med formuer på gennemsnitlig 500 Rigsdaler. I 1798. I Stollig/Dyrehave – området havde gårdejerne et gennemsnit på 1.200 Rigsdaler. Ja nogle havde formuer på mellem 4.000 og 4.500 Rigsdaler.

 

Beboerne i Dyrehaven i familie med hinanden

Beboerne i Dyrehave var på en eller anden måde alle i familie med hinanden. I dag er tre af gårdene forsvundet. Men fem smukke gårde er stadig bevaret.

Mange af kaptajnsgårdene fra 1700- og 1800-tallet er bevaringsværdige. Gør man nok for at bevare denne kulturarv? Mange af gårdene fra 1600-tallet er med kommunens tilladelse allerede revet ned. Man kan vel ikke bevare alt men sikre at det væsentligste ikke går tabt.

Det er nok det lokale engagement, som skal drive værket.

 

Et indslag i Hejmdal i 1895

I avisen Hejmdal i februar 1895 så vi et par interessante indlæg om forskelligheden af, hvordan man opfatter landbruget og ”sø-væsenet” på Løjt.

Peter Jensen i Tumbøl fortæller, at driften på Løjt især baserer sig på opdræt og fedning. Derfor henligger en del af jorden i vedvarende græsmarker. Hegnene var dårligt vedligeholdte, derfor skulle man passe på løsgående kreaturer.

Dyrkning af roer give arbejde for en masse småfolk, som også findes på Løjt. Peter Jensen fortæller desuden, at bønderne er gennemgående velhavende.

 

”En Bonde” har en hel anden mening

Dette fik ”En Bonde” til den 28. februar 1895 at fremføre en kritik af dette indlæg. Denne fortalte, at der i Løjt Sogn ejes næppe mere end 10-12 gårde af forhen – og nuværende skibskaptajner. Halvdelen af disse giver endog under 20 mark i indkomstskat.

Det var forkert at en stor del af jordene lå hen som græsmark. Og det er en grund til det, meddeler ”Bonden”. Det skyldtes at jordene af en eller anden grund ikke kunne pløjes. Der var enge, skrænter, havkløfter og uopdyrket hedejord. Højst 20 – 30 tdr. land ”henligger i vedvarende Græsmark”.

Græsfedning af kreaturer finder næsten ikke mere sted.

Roer skal passes, men det er umuligt at få ”Folk til at passe dem, da alle Arbejdsfolk, baade Mænd og Kvinder i Kirkeby i denne Tid har god og lønnede Beskjæftigelse paa Tørvemoserne”

 

Der findes kun et Løjt i verden

Disse skibskaptajner og søfarten fylder meget i Løjts historie. Næst efter Rømø er det vel intet sogn i Nordslesvig, der har været så præget af søfarten som Løjt i tiden 1700 – 1900.

Der var en selvfølge i løjtningerne. Vi kender udtrykkene:

• Af vejen, her kommer en løjtning!
• Der findes kun et Løjt i verden

Jo, der var en overlegenhedsfølelse, der kom af søfarten.

 

Historiebog fra 1781 – ikke et ord om søfart på Løjt

I Erich Pontoppidans: Danske Atlas fra 1781 findes ikke et ord om søfarten. Men her hedder det til gengæld:

• For det øvrige er sognet for sin størrelse, kirke, frugtbarhed og det her gjorte lærred meget bekendt og bebos af rige og velhavende folk.

 

Hørdyrkning – en vigtig indtægtskilde  

Mange kilder bekræfter at hørdyrkningen var vigtig for Løjt og at linnedvæveri blev drevet i stor udstrækning både til eget forbrug og til salg. I en beretning fra Aabenraa – amtmanden i 1779 hedder det:

• Indbyggerne i det store og fortræffelige sogn Løjt lægger sig mere end alle andre på høravlingen. Om vinteren sætter den fruentimmernes hænder i bevægelse. De have og vævestole og finde deres regning bedre at sælge der som lærred end at sælge den rå hør.

Anseelige mængder blev solgt på markeder. Ved udgangen af 1800-tallet havde denne virksomhed mistet sin betydning. ”Løjt – lærredet” blev glemt. Det var sjovere at fortælle om søfarten.

 

1750: 93 fra Løjt på søen

Jo, søfarten havde stor betydning. Det vidner kirkebøger også om. I årene 1770 – 1790 mistede 20 løjtninger deres liv på havet.  I en sø-indrulleringsliste fra 1750 for Aabenraa amt er angivet 200 unge, som havde noget med søfart at gøre. Disse skulle aftjene deres værnepligt i flåden. Heraf var 93 fra Løjt sogn.

Folketællingerne dokumenterer entydig søfartens betydning for Løjt. I 1769 angives 16 pct. – I 1845 havde 18,5 pct. at have deres udkomme ved søfart.

 

80 pct. af konfirmanderne tog på søen i 1870

Ved en lejlighed i 1870 skrev præsten i Løjt at over 80 pct. af drengene på et års konfirmationshold drog til søs. De indfødte foretrak søfarten og overlod daglejer – og håndværkerjobs til indvandrere. Søfart blev således det næst vigtigste erhverv, og det var usædvanligt for et landsogn.

 

Man talte om dynastierne

Forholdsvis var der flere kaptajner og styrmænd fra Løjt end tilsvarende fra Aabenraa. Løjtninger stod til søs og overlod dårligt betalte hobs derhjemme til tilflyttere.

Vi har også tidligere skrevet om de kendte dynastier, som udgjordes af skippere, kaptajner og redere – familierne Bruhn, Bendixen, Hohlmann m.m. De var giftet ind i hinanden og de sad på de gode gårde Stolliggård, Høgebjerg, Strågård, Dalholt m.m. Det var ikke kun i Dyrehave.

 

Historien gik i selvsving

Historien om søfarten på Løjt er såmænd sand nok. Den skal ikke skrives om. Men den gik i selvsving. Efterhånden blev historien til en slags myte. Historierne om søfolkene og deres rigdom blev altid fortalt først. Den farverige og glamourøse skipper- og søfartshistorie blev næsten mystisk. Den blev til Løjts selvforståelse. Ganske usand er historierne jo ikke.

 

I 1769 levede 61,8 pct. af landbruget

Kaptajnerne dominerede aldrig befolkningen på Løjt. I 1769 og 1845 udgjorde de 3,5 pct. af befolkningen. De menige søfolk udgjorde op til 10 pct. Faktum var, at landbruget udgjorde det vigtigste erhverv på Løjt. Det var sognets fundament.

I 1769 levede 61,8 pct. af Løjts befolkning af landbrug. I 1845 var det 56,5 pct. Trods de rige skibskaptajner forblev Løjt et landbrugssamfund. Bønderne ejede også størstedelen af sognets formue. Ved opgørelsen af formueskatten i 1769 lå 76,5 pct. af formuen hos gårdmændene og 10,8 pct. hos skipperne.

 

Aldrig mere end 10-15 pct. beskæftiget i søfarten

Skipperne især i Stollig, Dyrehave og Høgebjerg havde stor betydning, men gårdejerne udgjorde stadig flertallet. Der var aldrig mere end 10-15 pct. af sognets befolkning, der var involveret i søfart.

Søfarten skabte arbejdspladser. I kriseår for landbruget blev der tilført supplerende indtægter. Det var altid søfarten og kaptajnerne, der fik den hyppigste omtale. Landbruget var jo ikke noget specielt – et kunne ikke bære den lokale stolthed.

 

Det blev sognets image

Løjtningerne var bevidste om, at de evnede noget, som naboerne ikke kunne præstere. Løjtningernes billede af sig selv var noget særligt. Det blev sognets image. De rige kaptajner blev nævnt før de velstående gårdejere – selvom de sidste var de fleste og selv om der var langt flere menige søfolk end kaptajner. På den måde kan man sige, at der opstod en myte om Løjt.

 

Begrebet ”kaptajnsgårde” fik lov til at brede sig upræcist

Denne kan eller skal ikke udryddes. Men vi skal blot huske, at det ikke er kaptajnerne der alene tegnede Løjt – miljøet. Den ældre bygningsmasse på Løjt er heller ikke domineret af en særlig slags kaptajnsgårde. Begrebet ”kaptajnsgårde” fik lov til at brede sig ret upræcist.

Bygherrerne bag nogle få ejendomme har lidt useriøst fået lov til at lægge navn til et begreb uden klart indhold. Men i turistlitteraturen lyder kaptajnsgårde godt.

 

Historien skal ses i sammenhæng med sognets virkelighed

Det hele er en god historie at fortælle. Det er en gammel og endnu levende myte som er vigtig for Løjts selvforståelse. Men det skal nu ses i sammenhæng med sognets virkelighed.

Løjt er virkelig noget for sig selv og det skyldes Løjt – kaptajnerne. Deres historie kunne bære en myte, som hæver Løjt lidt over gennemsnittet – det kunne landbruget ikke.

Så fik vi både fortalt historien om Dyrehave, kaptajnerne, Løjts virkelighed og deres gårde.

 

Kilde:  

• dengang.dk – diverse artikler
• kristligt-dagblad.dk
• Inge Adriansen m.fl.: Sønderjylland A-Å
• Steen W. Andersen m.fl.: Løjt Sogns Historie
• Sønderjysk Månedsskrift
• 19 myter i Sønderjyllands Historie (Historisk samfund for Sønderjylland)
• Det Gamle Løjt
• Henning Dehn-Nielsen: Sønderjylland
• Jes M. Holt: Glimt af Løjt Sogns historie
• Anders Kirkeskov: Sønderjylland-Et historisk-topografisk Værk 2
• E. Sørensen: Østkysten
• P. Trap: Danmark 5. udgave
• Hans H. Worsøe: Løjt sogns historie

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.197 artikler
• Under Aabenraa finder du 228 artikler

Søfartshistorie Aabenraa:

• Marcus Lauesen venter på skib
• Skibe fra Aabenraa
• Familien Fischer fra Aabenraa
• Søfolk fra Aabenraa
• Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa
• Aabenraaer og Gråspurve træffer man overalt i verden
• Briggen Gazelle fra Aabenraa
• Fra skibsdreng til reder
• Da briggen Chico blev overfaldet (b)
• Aabenraa som søfartsby
• Flere skibe fra Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
• Aabenraa, skibe og søfart
• Aabenraas storhedstid – med søfart
• Søfartshistorie fra Aabenraa

 

Artikler fra og om Løjt:

• En tur rundt på Løjt
• Lærer i Løjt – i 25 år
• Kalvø – en ø i Genner Bugt
• Ann Rytter – et folkeminde fra Løjt
• Rytterkilden – et sagn fra Løjt
• Da Løjt havde to præster og to præstegårde
• Da barsøerne blev arresteret
• Dengang – på Løjt Land
• Løjt Land – for 170 år siden
• Landmåleren fra Løjt
• Sømænd fra Løjt og Aabenraa
• Løjt Land – det 8. besøg
• Løjt Land – masser af historie og kultur (7)
• Løjt – mellem dansk og tysk
• Anekdoter fra Løjt
• Løjt Land – i begyndelsen
• Løjt Land – nordøst for Aabenraa
• Løjt Land – den femte tur (5)