Dødsstraf

78 danskere blev dømt til døden. Og disse blev i den grad tilsvinet. Folk var ophidsede og hævngerrige. Hvordan skulle besættelsestiden tolkes? Og så skulle man have syndere. Frihedsrådet ændrede syn på dødsstraf De første blev henrettet i 1946. Henrettelsesskuret var arkitekttegnet. Og det foregik om natten. Justitsministre var herre over liv og død. Børge Outze mente, at modstandsbevægelsen skød for få. Der var tale om 400 – 450 stikkerlikvideringer. Men dødsstraffen gjaldt kun for forbrydelser begået før 4. maj 1945. Frygten for Stalin var stor. Militæret anbefalede øget alarmberedskab. Derfor blev dødsstraffen genindført. Justitsministeren var modstander af denne. K.K. Steincke afleverede en kvindeundertrykkende bredside. Og igen i 1978 blev dødsstraffen afskaffet.

 

78 danskere blev dømt til døden

Ifølge retsopgørets love kunne den anklagede dømmes til døden, hvis vedkommende blev kendt skyldig i en af seks nærmere angivende forhold, heriblandt tortur og terror i tysk interesse, tjeneste i Hipo-korpset og særligt grove angiverier.

Med udgangspunkt i tillægget idømtes 78 danskere til døden. Af disse blev 46 henrettet.

 

De skulle i den grad tilsvines

For de fleste var dette helt naturligt dengang. Man diskuterede overhovedet ikke principper eller overvejelser. I stedet kappedes politikere, lederskribenter og modstandsfolk om at overgå hinanden i at tilsvine dem, der havde været på nazisternes side under krigen.

Justitsminister Busch Jensen sagde blandt andet, at

• Krigens forbrydere havde sat sig uden for det danske samfund

I sommeren 1952 vedtog Folketing og Landsting:

• Lov om dødsstraf for visse handlinger begået under krig og fjendtlig besættelse.

Socialdemokraten Frank Dalgaard har udtalt:

• Udslettelse af noget usigeligt ækelt
• Det bliver et renere Danmark, når Afregningen var sket.

Under pseudonymet Corpus Juris forkyndte Carl Madsen i en Land og Folk – leder, at

• Hipofolk, Stikkere og Mordere i tysk Sold er Skadedyr, som maa fjernes fra Samfundet paa samme Maade som Rotter.

 

Ophidsede og hævngerrige

Modstanderne af dødsstraffen var først og fremmest radikale og socialdemokrater men også enkelte konservative og venstrefolk havde som udgangspunkt, at dødsstraf var uciviliseret og unødvendig for en retsstat.

Det var svært at sige nej til dødsstraf. Hvem kunne være modstandere af, at man udsletter et skadedyr?

Befrielsessommerens massehysteri undskyldes gerne med henvisning til de forfærdelige krigsoplevelser og til at ”sådan var stemningen jo”.

I debatten om besættelsestiden må man ikke anfægte det forkerte i, at folk var ophidsede og hævngerrige.

 

Folket ville spørge om dødsstraf!

Det er hævdet, at indførelsen af dødsstraffen var et krav fra befolkningen. Men nu var meningsdannelsen under et voldsomt pres dengang i ugerne efter besættelsen. Allerede den 5. maj kunne Berlingske Tidende forkynde at folket:

• I første række vil spørge om dødsstraf

 

Hvordan skulle besættelsestiden tolkes?

Forholdet mellem politikerne og Frihedsrådet var ikke så rosenrødt, som det er fremstillet i eftertiden. Da den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl præsenterede sin nye samlingsregering for befolkningen, så det måske ud, som om tidligere tiders stridigheder var glemt, og de to parter nu ville samarbejde om at sikre overgangen til fred.

Måske troede nogle modstandsfolk og politikere i disse hektiske majdage også selv på dette billede. Men det skulle snart vise sig, at forestillingen om enheden og det fælles mål var illusorisk.

For selvom kompromiset om samlingsregeringen var kommet i hus inden befrielsen, manglede man stadig løsningen på det mere diffuse problem, som for mange af de involverede var det mest påtrængende – spørgsmålet om, hvordan de fem besættelsesår skulle tolkes i fremtiden.

 

Man skulle have syndere

På et møde i Socialdemokratiets forretningsudvalg umiddelbart inden befrielsen så gjaldt om at:

 

• Skaffe politikkerne en sådan placering, at de anerkendes som medkæmpere

 

Skulle en sådan strategi lykkes, var det vitalt, at der blev lagt afstand til samarbejdet med tyskerne. Samarbejdet blev i begyndelsen – måske helt til august 1943 bakket op af befolkningen. Nu i maj 1945 var det ikke just så populært at tale om dette.

En metode at tage afstand var at få andre til at tage skraldet. Til det formål var de hensynsløse Gestapo – medhjælpere, Hipoer og stikkere fortrinligt.

 

Frihedsrådet ændrede syn på dødsstraf

I modstandsbevægelsen havde man indtil slutningen af 1943 afvist indførelsen af dødsstraf. I november 1943 mente man, at fængsel på livstid skulle være den højeste straf.

Men i takt med at modstanden voksede, ja så voksede Hitlers afstraffelse også. I krigens sidste halvanden år blev 128 modstandsfolk henrettet, 125 danskere blev dræbt i tyske terroraktioner ofte begået af danskere.

Ja og mellem 400 – 450 danskere blev offer for stikkerlikvideringer.

 

Man kunne ikke sige sig fri for en hvis hævntørst

Frihedsrådets krav om dødsstraf var nu pludselig blevet ultimativ. I et interview med Carl Madsen, der var med i retsopgørets lovudvalg svarede denne til historikeren Lone Heyde i 1973 omkring Frihedsrådets kursændring omkring dødsstraffens genindførelse, at Frihedsrådets jurister ikke havde kunnet:

• Sige sig fri for en hvis hævntørst

Dermed er ikke sagt at modstandsbevægelsen var primitiv eller blodtørstig.

Men der var en oppisket stemning i befolkningen, og denne stemning bredte sig til Rigsdagen. Men for politikerne kom dødsstraffen belejligt. Nu kunne fokus rettes på nogle andre.

 

De første blev henrettet i 1946

Den første dødsdømte blev henrettet i januar 1946 og den sidste i juli 1950. Flere tyske statsborgere blev også dømt til døden, men de blev benådet med fængsel og udvist senest i 1953.

To kvinder blev også dødsdømt, men justitsministeren mente ikke, at han kunne forsvare, at kvinder blev henrettet,

 

Arkitekttegnet henrettelsesskur

Efter mange overvejelser havde man fundet frem til at det østlige henrettelsessted skulle placeres på 2. Redan på Marinestation Holmen (Redan: Lille pileformet fremspring på en fæstningsvold)

Mange steder fremgår det, at stedet var en del af Hærens nærliggende Bådsmandsstræde Kaserne. Men det er ikke korrekt.

Der blev opført et arkitekttegnet skur, hvor henrettelserne fandt sted. Inden da havde man været i Norge for at hente inspiration. Officielt skulle skuret bruges til opbevaring af skydeskiver. Nu er det kun fundamentet tilbage, for allerede i 1950 blev skuret revet ned.

Bilkortegen med den dødsdømte kørte fra Vestre Fængsel til pladsen via Langebro, Prinsessegade og Refshalevej.

 

Det foregik om natten

I et militært område vest for Viborg var der også oprettet et henrettelsessted med tilsvarende skur.

Henrettelserne blev foretaget af 10 frivillige politifolk. Man havde overvejet militæret eller modstandsfolk. Ud over mandskabet fra politiet, der skulle skyde, deltog en politikommandør, en repræsentant for Stadsadvokaten, fængselspersonale og medhjælpere samt en læge. Henrettelserne foregik om natten og skuret blev oplyst af to medbragte batteridrevne projektører.

 

Justitsministre var herre over liv og død

Det var den siddende justitsminister, der blev herre over liv og død. Han skulle behandle ansøgninger om benådninger fra de dødsdømte. I praksis blev det to meget forskellige ministres personlige indstilling til restopgøret, som blev afgørende i den forbindelse.

Aage Elmquist fra Venstre var justitsminister fra den 7. november 1945 til den 13. november 1947. I hans embedsperiode var det kun to, der blev benådet.

I socialdemokraten Niels Busch-Jensens 2 ½ års periode var der 23 personer, der blev benådet.

De resterende syv benådninger blev foretaget af skiftende justitsministre.

 

Børge Outze: Vi skød for få

Børge Outze udtalte et par år efter besættelsen

• Vi skød for få

Som vi tidligere har været inde på, så foregik der også andre dødsdomme i form af stikkerlikvideringer. Og det var uden domsafsigelse eller rettergang. Sådan var det også for Asmus Jensen i Padborg. Da fejllikvideringen gik op for lokalsamfundet, ja så forsøgte myndighederne at viske tavlen ren ved at fylde offentligheden og familien med løgn.

Ja historiebøgerne har også gengivet den forkerte historie. Og arkiverne, ja de blev lukket allerede i 1947. Det skulle sandelig ikke undersøges til bunds.

Gad godt nok vide, hvor mange det er af disse sager.

 

Dødsstraffen blev genindført

Dødsstraffen kom igen i tale i forbindelse med en større revision af straffelovens kapitler om statsforbrydelser, som fandt sted i årene 1948-52. Blandt de juridiske eksperter, som afgav en betænkning om straffelovsrevisionen, og et flertal Folketinget anbefalede, at dødsstraffen skulle genindføres i den borgerlige straffelov.

Dødsstraf eller livsstraf som det hed dengang var blevet afskaffet i 1930. Men i juni 1945 genindførte man den i forbindelse med det straffelovstillæg, der dannede grundlag for retsopgøret efter besættelsen.

 

Kun for forbrydelser før 4. maj 1945

Man gjorde det bl.a. for at imødegå den selvjustits, som havde fundet sted lige efter befrielsen.  Hadet til tyskerne og til alle, der havde fraterniseret med eller arbejdet for dem – fra tyskerpiger til Hipo-folk – havde fået de mest primitive hævninstinkter frem i den danske befolkning, der tog loven i egen hånd og eksekverede straffe efter forgodtbefindende.

Straffelovstillægget gjaldt kun for forbrydelser begået før 4. maj 1945, Det vil sige først og fremmest forbrydelser begået under besættelsen. Tillægget var vid udstrækning dækket ind af straffeloven fra 1930. Men dødsstraf var der ikke dækning for i gældende lov. Det indførte man så med tilbagevirkende kraft.

 

Man ville undgå tilfældigheder i retspraksis

Det var netop det man ville undgå, da man genindførte dødsstraffen i 1952. Man ville undgå en tilfældighed i retspraksissen, hvis situationen ændrede sig. Et stort flertal var imod dødsstraf. Den skulle kun gælde under ekstraordinære omstændigheder.

Situationen i 1950erne var en anden end i dag. Krigen havde sat sit præg på hele samfundet- også på de beslutninger, der blev taget i Folketinget.

 

Frygten var stor for Stalin

Man skuede også ud i verden. Lige på den anden side af Østersøen lå Sovjetunionen, som i begyndelsen af 1950erne var reageret af diktatoren Josef Stalin, der hen mod sin død i 1953 forekom mere og mere utilregnelig.

I 1948, hvor forhandlingerne om straffeloven tog sin begyndelse var Europas situation stadig usikker. Danmark havde endnu ikke fundet nogen plads i en forsvarsalliance og Stalins udenrigspolitiske tiltag i netop dette år forekom ganske foruroligende set fra en dansk synsvinkel.

 

Militæret anbefalede øget alarmberedskab

I februar havde et sovjetisk støttet kommunistisk kup fundet sted i Prag. Samtidig havde Sovjet presset Finland til at indgå en venskabspagt. Situationen var anspændt. Ingen kendte Stalins hensigter. Det danske diplomati blev grebet af den anspændte situation og rygter i Danmark begyndte at brede sig. I påsken 1948 var forestillingen om en overhængende trussel så intens, at militæret anbefalede øget alarmberedskab. Det kommunistiske kup kom aldrig.

Men frygten for en sovjetisk besættelse i begyndelsen af den kolde krig var særdeles nærværende. Det var erindringen om besættelsestiden også. Begge dele fandt deres helt konkrete udtryk i den såkaldte 5. kolonnelov, som straffelovsrevisionen af 1952 blev kaldt.

 

Dødsstraffens genindførelse

Bestemmelserne blev udformet så detaljeret som muligt og i så præcist et sprog som muligt. Dødsstraf blev genindført, så domstolene havde mulighed for at gøre brug af den i et eventuelt retsopgør efter en ny besættelse. Det var trods alt et bedre onde, end at befolkningen tog sagen i egn hånd, lød argumentet.

Forhandlingerne om dødsstraffens genindførelse optager meget plads i Rigsdagstidende. Det var en vanskelig beslutning. For mange var det tale om et samvittighedsspørgsmål, og samtlige partier stillede deres medlemmer frit i afstemningen.

 

Justitsminister var modstander af dødsstraf

En af dem, der havde de største betænkninger var justitsminister Helga Pedersen. Hun var modstander af dødsstraf. Før hun satte sig i ministerstolen under Venstreregeringen Erik Eriksen i 1950 havde hun stillet som betingelse, at hun måtte indstille samtlige til benådning.

Hun søgte at komme igennem med et forslag om, at dødsstraffen skulle overføres til den militære straffelov. Hendes begrundelse var, at det ikke senere hen kunne blive vanskeligt at fjerne dødsbestemmelserne fra den borgerlige straffelov, når den aldrig var blevet optaget i den.

 

Kvindeundertrykkende bemærkning fra K.K. Steincke

Forslaget blev mødt med beskyldninger om både at være uærlig og ulogisk. Hendes mandelig forgænger på posten, K.K. Steincke blev tilsyneladende ked af, at en kvinde havde udfordret hans forslag og kvitterede med disse ord:

• Men bevares, jeg skal ikke lige tage min død i skuffelse over, at man absolut vil gå fra en mere til mindre logisk ordning, et fænomen man qua politiker er fuldt fortrolig med – og desuden plejer den slags ændringer jo ikke særlig at støde damer.

Sådan kunne man sige dengang. Den var hvis ikke gået i dag. Også på det punkt var tiden en anden.

 

Dødsstraffen blev afskaffet igen i 1978

Det endte med et kompromis. Dødsstraf under krig og besættelse fik efter svensk forbillede sin egen lov. Det blev ikke en del af 5. kolonneloven, men indgik, som flertallet ønskede, i den borgerlige straffelov.

• Lov om dødsstraf for visse hændelser begået under krig eller fjendtlig besættelse”

Ja denne lov blev fjernet fra den borgerlige straffelov i 1978. Samtidig fjernede man den fra den militære straffelov.

 

Kilde:

• videnskab.dk
• Amagerbladet (Dines Bogø)
• Carl Madsen: Vi skrev loven
• Jesper Nissen: Den strengeste straf – dødsstraffens genindførelse i Danmark
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen 1-2
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 233 artikler fra besættelsestiden før/under/efter herunder:

• Retssikkerhed under og efter besættelsestiden
• Da krigsforbryderne flygtede
• Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
• Frihedsrådet – det kneb med opbakningen
• Har frihedskæmperen sandhedsmonopol?
• Frihedsrådet som springbræt
• Kunne man stole på centralkartoteket?
• Bovrup-kartoteket
• Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
• Udleveret til tyskerne
• Jagten på krigsforbrydere
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Overvågning i Sønderjylland
• Det(de) mystiske mord ved grænsen 1- 2 (opdatering på vej)
• Stikkeren – mord uden samvittighed
• Opgøret efter 1945
• En stikker fra Sønderjylland
• Politik under besættelsen
• Samarbejde med besættelsesmagten
• Stikkerdrab
• Landsforrædere og Landssvigere
• Værnemagere og mange flere