Det Tyske Mindretal – efter 1920

Gik det kun ud på, at få flyttet grænsen for pastor Johannes Schmidt – Vodder, Det Tyske Mindretals leder? De danske politikerne havde ingen søvnløse nætter, hvad der angik grænsen, men det havde Aabenraa og Sønderborg Amts borgmester.  En speciel radikal gruppe blev dannet i Haderslev. De ville havde grænsen til Kongeåen. Erik Scavenius udtalte i 1930’erne at han fortrød ikke at have forhandlet direkte med tyskerne om grænsen. Vi kigger, hvem der bestemte hos det tyske mindretal. De tysksindede måtte ikke tage realeksamen. Man ville ikke have dem ind hos Postvæsen, Toldvæsen og DSB. Men de fik lov til at tage studentereksamen.  En redaktør var ikke så begejstret for mindretallets leder. Lederen den tyske kreditanstalt – Vogelgesang mente, at ”Vores folk her i landsdelen er uskolede”. Mange mente, at hvis ikke mindretallet havde grænsen at kæmpe for, ville de uddø.

 

Gik det kun ud på at flytte grænsen?

Vi har hele tiden fået at vide, at det hele gik gnidningsløst efter 1920. Ved afståelsen i 1864 var det et dansk flertal, der måtte leve under den preussiske tvang.

De danske sønderjyders kår og fremtidsudsigter blev traumatiske for den danske politik. Det tyske mindretals forhold var et marginalt problem for den tyske rigsregering. Det var et meget større tysk mindretal i Polen, hvis grænse modsat den dansk-tyske kun delvis blev draget efter folkeafstemningen.

Det var også den forskel, at Danmark ar et gammelt demokrati.

Den tyske gesandt i København, Konstantin von Neurath behøvede ikke at slå paraplyen op, når han skulle møde pastor Johs. Schmidt.

 

• I slutningen af denne artikel kan du se en oversigt over 90 artikler under temaet ”Dansk – tyske tildragelser” som du kan finde på vores hjemmeside. Vi hører så tit om det gode samarbejde, ja nærmest gnidningsløse samarbejde. Men vi skal hilse at sige, at der er nuancer. Nej, vi har ikke i sinde at tilsmudse dette. Vi kigger bare lidt på historien. I den forbindelse skal du lige holde øje med en artikel vi er begyndt på. Og det handler om, hvad der lige skete efter krigen i det Tyske Mindretal. Den artikel kommer til at hedde ”De vendte tilbage”.

 

De danske politikere havde ingen søvnløse nætter

Man kunne næsten få det indtryk at Tysklands udenrigspolitik kun gik ud på at få Versailles-traktaten omstødt. Man ville dog genskabe Tyskland som stormagt. Man mente, at Det Tyske Mindretal i Danmark ikke burde opkaste politiske stridsspørgsmål.

Dern danske regering og de danske myndigheder havde en ganske konsistent mindretalspolitik. Det samme gjaldt for den danske flertalsbefolkning.

Den tyske regering anerkendte på intet tidspunkt anerkendte aldrig grænsen. Nu havde de danske politikere ingen søvnløse nætter, når det gjaldt grænsen. Men tyskerne mente, at grænsedragningen var et diktat og sådan så det tyske mindretal i Sønderjylland også på det.

Man mente heller ikke at danskerne skulle drage nytte af fredsforhandlingerne, når man ikke engang var med i krigen.

 

En speciel afdeling

Kongeå-folkene på Haderslev-egnen havde forlangt en afstemning, der skulle annullere aftalen omkring grænsen. Og her var der et flertal til at forkaste afstemningens resultat. De folk fra Haderslevegnen dannede i 19127 det såkaldt ”Königsau-bund”. Men de var nu for aggressive til at få større tilslutning.

 

Amtmanden var nervøs

En anden person havde dog større problemer med grænsen. Det var H.P. Hanssens svigersøn, Kresten Refslund – Thomsen., der var amtmand i Sønderborg og Aabenraa Amter. Hver morgen vågnede han tynget med tanken om, hvad der i dagens løb kunne ske ved grænsen.

 

Erik Scavenius ville have ført forhandlinger direkte med tyskerne

I 1930 skrev Erik Scavenius, at en direkte afgørelse mellem Danmark og Tyskland kunne have været at foretrække. Det kan næppe tolkes på andre måder, ens at han var parat til at overveje en grænserevision for at få fred mod den store nabo fra syd. Dette kunne måske også tyde på at ikke alle mente at grænsen var så tryg at det gjorde noget.

 

Tyskerne protesterede over den danske presse

I 1924 blev grænserevisionen behandlet i det tyske gesandtskab. Man udtalte at sagens akter skal kigges nærmere igennem. Man talte også om en kursændring over for Danmark.

Rigsindenrigsminister Karl Jarres talte på Nordisk messe i Kiel i 1924, hvor han omtalte Nordslesvig røvet fra Slesvig – Holsten. Han forkyndte endvidere, at

 

• Die Zeit der Wiedergutmachung kommt.

 

Den danske regering protesterede. Til gengæld protesterede den tyske gesandt over den danske presses holdning over for Tyskland.

 

Hvem af tyskerne, bestemte?

Hovedproblemet for det tyske mindretal var naturligvis at grænsen var flyttet fra Kongeåen og ned til Skelbækken. Mange medlemmer af mindretallet kunne ikke affinde sig med denne grænse. Andre igen var bange for at et mindretal uden grænserevision ville gå bort.

Hovedperson i dette spil var formanden for Wählerverein og folketingsmedlem pastor Johs. Schmidt-Vodder. Han blev finansieret af Ernst Schröder, penge fra Tyskland og penge fra kreditanstalt-direktør Georg Vogelgesang.

Hvem var det så mere, der bestemte dengang? Skolemanden Wilhelm Koopmann, redaktør Julius Kähler, skibsreder Jacob Jebsen Og Deustsche Stiftungs leder, Erich Krahmer-Möllenberg. Mon ikke disse var de mest indflydelsesrige, når det gjaldt tyskheden i Sønderjylland – dengang.

 

Det tyske forslag var imod grundloven

Socialdemokraterne vaklede dengang mellem dansk og tysk. Dem ville mindretallet tage sig af. De ville også gribe fat i passive, blakkede og missionske.

Man ville oprette en medlemsfortegnelse over mindretallets medlemmer. Dem, der stod i dette register skulle af regeringen anerkendes som et tysk – folkeligt samfund med karakter af en offentlig juridisk person og organiseret som en stat i sten med et valgt folkeråd i spidsen og med et udstrakt selvstyre i skole og kirke.

Det danske mindretal syd for grænsen tiltænkes det samme. Alt dette skulle stadfæstes af en dansk – tysk mindretalstraktat.

Ifølge den danske opfattelse så skulle sindelaget ikke registreres. Det er frit for alle.

Mindretallets identitet går tilbage til dets regionale tilhørsforhold i de slesvigske hertugdømmer og til forbindelsen med den slesvig-holstenske bevægelse.

Tyskerne havde nu da det gjaldt dem selv tilegnet sig et helt andet syn på menneskerettigheder end dem, der lå i forvejen dengang de regerede over de dansksindede.

Men den danske regering kunne så fortælle dem, at deres krav ikke harmonerede med vores grundlov. Den dansk-tyske mindretalstraktat kunne den danske regering ikke acceptere.

 

Ingen realeksamen

Var den tyske utilfredshed velbegrundet? Der kom jo kommuneskoleafdelinger. Der var mulighed for at oprette privatskoler med lovmæssig adgang med statstilskud og frie ansættelser. Man fik ved de meget omtalte Herning – aftaler i 1928 med Socialdemokratiet også studentereksamen.

Men den danske regering ville ikke give mindretallet ret til realeksamen, fordi den gav adgang til ansættelse i etaterne, altså postvæsnet, toldvæsnet og DSB.

Det gik meget trægt med at få oprettet privatskoler. Mindretallet viste ingen offervilje. Det skete først nået, da den tyske stat også trådte til. Ved valget havde Slesvigsk Parti trods alt fået 10.000 stemmer.

Pengene til Jordkampen kom også fra Tyskland. Det skete gennem Kreditanstalt Vogelgesang. Vogelgesang ydede ca. 7 – 8 mio. kr. Selve den nordslesvigske tyskhed ydede kun 9.850 kr.

 

Redaktøren var ikke så begejstret for pastoren

Pastor Johannes Schmidt fastholdt sit krav om grænserevision. Og det var også det tema, der gjorde sig gældende i hans jomfrutale i Folketinget den 21. oktober 1920.

Statsminister Neergaard bad ham dog at undlade at diskutere dette emne i Folketinget. Pastor Schmidt måtte hele tiden sig Flensborgs og Berlins overordnede synspunkter.

Redaktør Jacob Bödewadt var ikke helt så begejstret for ham:

 

• Han havde ingen Karisma. Han var ikke en særlig god taler. I formen var han nærmest forsagt og indholdet var ofte tåget og kompliceret.

 

Selv havde Bödewadt skrevet til ham i 1927/28 og kritiseret hans manglende lederegenskaber.

 

”Vores folk her i landsdelen er uskolede”

Johannes Schmidt var belæst og flittig, men hvor klog en politiker var han? Men der var ikke andre, der kunne overtage hvervet som politisk leder. Georg Vogelgesang skrev således i 1924 til pastor Schmidt:

 

• Vores folk her i landsdelen er uskolede i den politiske kamp og tanker.

 

Spørgsmålet er om Johs. Schmidt svigtede krav om loyalitet frem til 1933. Al hans tid gik med at flytte grænsen op til Kongeåen. Det skete efter mere eller mindre pres fra tyskerne. Mindretallet håbede ligefrem at det skulle gå dårligt for Danmark.

Således modsatte kredsvælgerforeningen i Haderslev sig i 1927 forslag om økonomiske forbedringer for den kriseramte landsdel ud fra den tankegang:

 

• Jo dårligere des gik os her, desto før kommer vi til Tyskland.

 

Hvad skulle der sættes i bevægelse? 

Nu fik Schmidt rigelig mulighed for at sløre sit sprog for det var langt fra alle hjemmetyskere, der var enige i den formulering.

Schmidt skrev til Det Tyske Udenrigske politisk nævn, at man ikke skulle indlede en konkurrence med Danmark om at være mest liberalist. Man skulle skabe en mere gunstig skoleordning for det tyske mindretal.

Med henvisning til ”Vores Geniale Statsmand Bismarck” skulle vi sætte det hele i bevægelse men man vidste ikke rigtig, hvad der skulle sættes i bevægelse.

 

Cornelius Petersen

I sidste halvdel af 1920’erne ramte den økonomiske krise meget hårdt Sønderjylland. Det gav en taknemlig baggrund for den såkaldte Selvstyrebevægelse, hvis formand var Cornelius Petersen. Man ville løsrive landsdelens til hørelses forhold til Danmark. Der var nogle ting som Schmidt godt kunne lide ved denne politik. Men det lykkedes ham aldrig at formidle det.

 

Usikkerhed og ustabilitet

Mindretallet kunne ikke affinde sig med grænsedragningen, da man fandt at afstemningsformen var forkert og resultatet derefter. Da grænsen kun kunne ændres af demokratisk vej, blev mindretallet et let bytte for udemokratiske påvirkninger så meget mere som hjemmetyskerne var vant til at blive ledet. Fra pastor Schmidt udgik der ikke en klar ensidig demokratisk vejledning, fordi når alt kom til alt, ikke respekterede demokratiets vilkår og fordi han skulle tage hensyn til så mange – både mindretallets grupper og til den overordnede rigstyske målsætning, der prioriterede andre forhold højere.

Forholdet til de utilfredse slesvig-holstenere syd for grænsen var også en forstyrrende faktor. Ud af det hele kom usikkerhed og ustabilitet.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• tidsskrift.dk
• Henrik Becker-Christensen: Det tyske mindretal i Nordslesvig 1920 – 32
• Sønderjyllands Historie 1864 – 1920 (1932-55)
• Troels Fink: Sønderjylland siden genforeningen i 1920

 

• Hvis du vil vide mere: På dengang.dk finder du 1.756 artikler – Under emnet ”Dansk – Tyske Tildragelser finder du følgende:

 

• Under ”Indlemmelse, Afståelse og Grænsedragning (142 artikler):
• De statsløse i Nordslesvig
• Hvordan kunne tyskheden fastholdes?
• Sønderjylland eller Slesvig?

 

• Under ”1864 og De Slesvigske krige (42 artikler):
• Statskup eller enevælde
• Unødvendige krige?
• Slaget ved Brøns 1-2

 

• Under ”Sønderjylland” (204 artikler):
• Dansk-tyske brydninger i et grænseland
• De Kongerigske enklaver 1-2
• Nolde under Nazismen
• Sønderjylland under pres – syd fra
• Da Nazismen kom til Sønderjylland
• Den Sønderjyske Politiadjudant
• Overvågning i Sønderjylland
• Folketingsvalget 1939
• Jens Møller – Folkefører eller folkeforfører?
• Den Dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
• De fem lange år i Sønderjylland
• Mindretal i brændpunkt
• Det sønderjyske efterretningsvæsen
• Opgøret efter 1945
• Det Tyske Mindretal
• Fremmedflag i Sønderjylland
• Tyske Flygtninge i Nordslesvig
• Sønderjylland – maj 1945
• Sønderjylland – efter ”Genforeningen” 1945
• Jordkamp, Vogelgesang og domænegårde
• Da Sønderjylland igen blev dansk
• Sønderjylland – i knibe
• Sønderjylland til Ejderen

 

• Under ”Tønder” (282 artikler):
• Da hagekorset blev hejst i Tønder
• Det dansk – Tyske 1920 – 1933
• Man talte da dansk i Tønder i 1600 – tallet
• Tønder Statsskole og slutningen af 1920’erne
• Slogs Herred mellem dansk og tysk
• Heimatfest i Tønder 1921
• Tønder – omkring 1930
• Da Tønder igen blev dansk
• Tønder – efter krigen
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Hvorfor var Tønder tysk
• Tønders tyske sportsforeninger
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Tønder før og efter Genforeningen
• Hvorfor fik Tønder først en dansk borgmester i 1937?
• Lærer i Burkal
• Tondern Station
• Tønder Bibliotek – i begyndelsen
• Militæret i Tønder 1920-1023
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Dagbog fra Møgeltønder
• Ulrik – en fysikus fra Tønder 1 – 2
• Soldat i Tønder 1851

 

• Under ”Aabenraa” (167 artikler):
• Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
• Før Knivsbjerg – festerne
• Aabenraa – under Preussisk/Østrigsk styre
• Aabenraa Amt – i den første tid efter 1864
• En salmebog fra Varnæs
• Sorgen ramte Aabenraa 1-2
• Frits, Nazister og et kartotek
• Løjt – mellem dansk og tysk
• Aabenraa mellem de to krige
• Aabenraa – maj 1945
• Aabenraa 1848 – 1851
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864

 

• Under Højer (77 artikler):
• Højer omkring 1930
• Dansk og tysk i Højer
• Den sure præst fra Højer
• Apotekeren fra Højer

 

• Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler)
• Karsten Thomsen fra Frøslev
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Fårhuslejren
• En Sønderjyde krydser sit spor
• Harreslev – dengang
• ”Genforeningen” i Bov Sogn

 

• Under besættelsen (Før/under/efter) (353 artikler):
• De uønskede – tyske flygtninge
• Gerningsmænd eller ofre
• Et mindretal under besættelsen
• Dibbernhaus i Aabenraa
• Besættelsestiden og det tyske mindretal
• Efter besættelsestiden
• Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
• Slemme folk fra Sønderjylland
• Retssikkerhed før og under besættelsestiden
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Danskerpak og tyskerpak.