Det hemmelige Politi

Magthaverne ville blive på magten. Dansk Politi blev grundlagt i 1682. Hoffet og regeringens efterretninger i Paris var mangelfulde. Kongen var bange. Han ville helst sejle rundt på kanalerne i Frederiksberg Have og tiljubles af folket ved bredden. 6 politidistrikter kunne bedre holde øje med folket. De hemmelige papirer skulle brændes. Sikkerhedspolitiet fik nye instrukser. Ikke mange betjente i 1800. Paspolitiet overvågede også borgerne. Politiet måtte ikke læse breve, men fjorde det alligevel. Folketællinger hvert halve år. Ernst Moritz Arnt var en farlig mand – syd fra. Frederik den Sjettes strategi var at slå hårdt ned. Han forlangte ”Et interimistisk Assistens korps. Officerer var indblandet i ”Jernringen” Man ville fremprovokere et kriminelt forløb. Arrestationen af Dr. Dampe vakte opmærksomhed. Anklageren forlangte dødsstraf. Kongen forvandlede dette til livsvarigfængsel. Kongen ville ikke give afkald på enevælden. Overvågning i foreninger, kroer og cafeer. Man skulle bare drikke lidt med dem og tale deres sprog. Sådan kunne man overvåge håndværkere. Møller videregav oplysninger direkte til politidirektøren. Sikkerhedspolitiet blev en succes – danskerne holdt sig i ro. Politiet har længe før terrorloven brugt civile agenter.

 

Magthaverne ville blive på magten

Det var tidligt, at vi blev overvåget. Dengang var det fordi at magthaverne ville blive på magten. Også i dag bliver vi overvåget som aldrig før. Du kan jo bare lægge mærke til, hvor besværligt det er blevet, når du skal hente historisk materiale i arkiverne.

I 1800 – tallet blev der opbygget et helt nyt sikkerhedspoliti i København. Mange hemmelige og skriftlige sagsakter blev som regel omhyggeligt destrueret. Men heldigvis blev ikke alle dokumenter destrueret. I dag kan vi dog opleve at dokumenter er bortkommet.

 

Dansk Politi grundlagt i 1682

Det danske politi blev grundlagt i 1682, da Christian den Femte udnævnte Claus Rasch som politimester for København. På det tidspunkt var politi en betegnelse for de ordensregler, der skulle fremme handel og produktion i byerne. Med etableringen af Københavns Politi håbede enevælden desuden at skabe en folkerig hovedstad, der kunne forsvare kongen under den svenske belejring i 1659. Samme motiver lå bag skabelsen af verdens første politi i Paris.

 

Hoffet og regeringens efterretninger i Paris var mangelfulde

Ludvig den 16. mistede hovedet på guillotinen i Paris i januar 1793. Hoffet og regeringens efterretninger havde været mangelfulde. Den fejl ønskede andre ikke at gentage. I hvert fald ikke kronprins Frederik – den senere Frederik den Sjette i spidsen.  Han var nervøs ved uregelmæssigheder i samfundet.  Han ville for alt i verden sikre sit enevælde. Han var medvirkende til, at der blev oprettet en politistat.

 

Kongen var bange

Som vi i tidligere artikler har nævnt, så blev jøder jagtet. Der blev smidt brosten ind ad butiksvinduer, som vi langt senere oplevede på Nørrebro. Dengang frygtede kongen at man ville styrte ham. Og han ville ikke give afkald på sin enevælde.

Tidligt blev også tidsskrifter overvåget. Man kaldte tingene for ”Skrivefrækhed”. I dag kan man vel kalde det for ytringsfrihed eller mangel på samme.

 

På kanalerne i Frederiksberg Have – tiljublet af folket

Kong Frederik ønskede at fremstille sig selv sig som en biedermeier- konge, den ophøjede borger med familie, der roede rundt på Frederiksberg Haves kanaler og lod sig tiljuble af det lykkelige folk på bredden. Han var blevet forfærdet over de borgerlige strømninger der fremkom i netop det borgerskab, som kongen mente at tjene.

Hvad før militæret og vægterkorpset kunne tage sig af med lidt øretæver hist og her og med kanonerne i Kastellet belejligt pegende mod byen, var ikke tilstrækkelig.

 

6 politidistrikter – kunne holde bedre øje med folket

Rundt om i Europa var der sket ting og sager. Den oprørske stemning ville også brede sig til Danmark. Samfundet kom under opsyn, langt mere end befolkningen anede. Det er lige som i dag.

Ved politireformerne i 1815 – 17, blev der oprettet 6 politidistrikter med politiassistentsstillinger. Så kunne man også her følge bedre med i københavnernes gøren og laden. Og så registrerede man også løbende mistænkelige personer.

 

De hemmelige papirer skulle brændes

Da sagen om Doktor Dampe, som vi senere vender tilbage til, var afsluttet i begyndelsen af 1820’erne, blev dokumenter omhyggelig pakket ind. De blev forseglet og ovenpå skrev politidirektør Kierulff:

 

• Opbrændes uden at læses, såfremt det ej skal kunne iværksættes af mig selv ved politidirektørens fratrædelse.

 

Det skete dog ikke. Og da efterfølgeren i 1846 fandt pakken, adlød Bræstrup ikke den gamles bud, men gemte selv sagen, som dermed blev reddet for ejendommen.

 

Sikkerhedspolitiets nye instrukser

I tiden omkring Den franske Revolution begyndte navnet ”Sikkerhedspoliti” at dukke op i østrigske og preussiske politihåndebøger. I begyndelsen af 1800-tallet blev det standardbetegnelser for de nye politiaktiviteter som blev indført overalt i Europa.

Også herhjemme forekom det i politilærerbøger. Her talte man om ”det offentlige sikkerhedspoliti”, når det drejede sig om statens forfatning, regering, eller offentlige indretninger. og ”det private sikkerhedspoliti”. Som ved ”passende foranstaltninger” skal sørge for at sikre statsborgernes personer, ære og ejendom mod fornærmelser.

I en lærebog fra 1825 blev dette så dette udbygget. Nu skulle Sikkerhedspolitiet:

 

• Skaffe sig kundskab om forbrydelser, som er i gære, at forekomme deres udbrud eller under forbrydelsens udøvelse pågribe gerningsmændene.

 

• Udforske de ubekendte eller forfølge og anholde de bekendte ophavsmænd til allerede begåede forbrydelser

 

• At eftersøge og pågribe allerede dømte, men fra straffen undvegne forbrydere

 

Ikke mange betjente i 1800

I 1800 omfattede den københavnske politistyrke en politimester (fra 1814. Politidirektør) en politiadjudant, 22 politibetjente og 164 nattevægter. Allerede året efter blev betjentstyrken øget med 10. Vægterstyrken blev fordoblet. Fra 1801 fik politiledelsen stillet 2.000 rigsdaler til rådighed.

Nu kunne man betale for informationer og udlove dusører.

Som den centrale figur bag disse informationer stod Hans Haagen, der fungerede som politimester 1800 – 09. Han forlod politiet og kom tilbage i 1814, hvor han blev den første politidirektør.

 

Paspolitiet overvågede også borgerne

Frem til 1801 var pasvæsenet en kommunal opgave. Men Haagen mente, at dette blev varetaget alt for lemfældigt. Derfor udvirkede han allerede samme pr, som han blev ansat, at danske Kancelli – datidens Justitsministerium – gav grønt lys for, at det københavnske paskontor kunne overføres til politiet, når dette fik nogle mere præsentable lokaler, hvor man kunne modtage rejsende af selv de fineste rangpladser.

Siden den store bybrand i 1794 havde korpset haft til huse på Charlottenborg. Men det var meningen, at man skulle flytte tilbage til Nytorv, når det planlagte råd – og domhus med tilhørende politikammer og arrester stod klar her.

Det blev dog en langstrakt affære. Først i slutningen af 1814 kunne man flytte ind her. På det tidspunkt var pasvæsenet for længst overgået til politiet. Da der i 1801 var udsigt til krig med England, forlangte Haagen nemlig at få paskontoret omgående overflyttet. Kun på den måde kunne han og hans folk effektivt kontrollere alle fremmedes bevægelser ind og ud af København, og med truslen om engelske spioner inden for voldene, var det et krav, regeringen uden videre bøjede sig for.

Under politiets ledelse udbyggedes paskontoret til en veritabel overvågnings- og efterforskningscentral, der – som vi senere skal se det – kom til at spille en vigtig rolle i den urolige tid efter 1815.

 

Politiet måtte ikke læse brevene

Men det var nu ikke alle reformer som dansk Kancelli brød sig om. Det gjaldt spørgsmålet om, hvorvidt politiet måtte åbne breve i forbindelse med kriminelle efterforskningssager. I de første år havde Haagen adskillige gange anmodet Generalpostdirektøren om at få udleveret breve, som han efterfølgende ikke havde tøvet med at læse. Imidlertid havde han ingen som helst ret til at gøre dette. Derfor bad han i 1804 Kancelliet om at udvirke en formel tilladelse.

Denne gang var det en formel nej tak. Og han kunne godt få breve udleveret, men han måtte ikke læse dem.

 

Folketællinger hvert halve år

I 1807 angreb den engelske flåde igen København. Denne gang varede ufred heden frem til 1814. Statsleder m.m. samledes i Wien for at diskutere fremtidens politik i Europa.

I1815 udnævnte Frederik den Sjette justitsminister Frederik Julius Kaas til politichef. Man kan sige, at der var tale om et min – ministerium med en enkelt medarbejder.

Der var sivet informationer ud fra Det danske kancelli. Og det kunne blive farligt. Ikke mindst hvis det drejede sig om topfølsomme efterforsknings – og overvågningssager.

Hvert halve år afholdtes folketællinger over alle byens indbyggere. Alle de mange mandtalsskemaer skulle afleveres til de lokale politistationer. Det var også her, tjenestefolkenes flytninger blev registreret. Herfra blev der også holdt øje med ekskriminelle og andre mistænkelige.

 

Ernst Moritz Arndt – en farlig mand syd fra

Ernst Moritz Arndt betragtes i dag som grundlægger af den tyske enhedsbevægelse i 1800 – tallets første halvdel. Gennem et langt liv kæmpede han for Tysklands enhed. Han studerede ved Universitetet i Greifswald. Her blev han i 1805 ansat som professor.

I 1916 ville han kombinere et familiebesøg i Pommern med en smuttur til Sverige. Men det kunne pludselig ikke lade sig gøre. Den svenske gesandt i Berlin ville ikke give ham indrejsetilladelse.

I stedet besluttede han for at tage en tur til den danske hovedstad. Her var der ingen visumproblemer. Han tog via Kiel, hvor der var færgeforbindelse. På universitetet i Kiel blev han modtaget med begejstring af de tysksindede lærere.

Enevold Engholm bemærkede dette. Han var tidligere kaptajn fra Hæren, men var blevet fyret. Han tænkte på at jans navn nu kunne komme til ære og værdighed. Så han skrev til politichef Kaas og advarede mod Arndts kommende besøg i København.

Han havde i 1814 omtalt danskerne som ”Et lille svagt folk, der ville være meget lidt, uden de landsdele, de har i forlening fra Det Tyske Rige”. I en brochure fra samme år havde professoren direkte kritiseret den danske forvaltning af hertugdømmerne, hvis indbyggere havde ret til at blive regeret:

 

• Efter love og ikke efter love som underkastede slaver

 

Da Kaas læste Egholms brev, var han ikke i tvivl om, at Arndt måtte være ”meget mistænkelig”. Han bad omgående politidirektør Otto Hvidbjerg og lederen af Paskontoret, passekretær Christian Hasse, om at holde ”et vågent øje med ham” og især være ”opmærksom på det selskab, han søger”. Kass var uden tvivl bang for, at Arndt skulle sætte sig i forbindelse med nogle af de mange holstenere og slesvigere i København.

Selv om professoren blev overvåget døgnet rundt og hans værelse på hotellet blev undersøgt fandt man intet som helst kompromitterende.

 

Frederik den Sjettes strategi var at slå hårdt ned

Den 2. august 1819 brød der voldsomme uroligheder ud i den sydtyske by Würtzbug. Urolighederne bredte sig. Og man så dem snart i Hamborg. Her havde man også svært ved at opretholde ro. Og det var jøderne, der gik ud over.

Snart mærkede København også urolighederne. Frederik den Sjettes strategi gik ud på at slå hurtigt og hårdt til. Allerede den 3. september 1819 kunne man se, at gnisten var sprunget til København. Et opslag på Børsen opfordrede folk til at smide jøderne på porten.

Allerede 4. september samledes en stor folkemængde i Indre By og chikanerede jøderne. Den tilstedeværende politistyrke kunne intet stille op. Hvidbjerg blev tvunget til at rekvirere militær assistance. En infanteristyrke fra Hovedvagten kunne heller ikke stille noget op. Det var først da husarerne kom, at der skete noget.

Der blev udstedt en dusør på 4.000 rigsbankdaler for oplysninger, der kunne føre til hovedmændenes pågribelse. Alle offentlige forsamlinger blev forbudt. Og så blev alle værtshuse lukket mellem kl. 20 og kl. 5. Der blev indført udgangsforbud for tjenestefolk, børn og unge mennesker.

 

Et interimistisk assistancekorps

Den 11. september pålagde kongen at der blev oprettet ”et interimistisk assistancekorps for Københavns Politi”. Politiassistenter blev bedt om at lave en liste over brugbare mænd i de forskellige distrikter. En senere gennemgang viste, at kun sølle 11 af de 258 personer havde de egenskaber, der var nødvendige. Den 24. september blev dette projekt nedlagt.

Oberst Hans Staal Lützen havde fået en melding om at en vis kaptajn Top var involveret i:

 

• Et selskab som ville gøre en revolution

 

Officerer var indblandet

Det var foruroligende at officerer var indblandet. Majestæten sendte straks al sin viden videre til sin politidirektør.

Hverken Frederik den Sjette eller Kaas var i tvivl om, at dette var en farlig bevægelse. Samtidig begyndte urolige grupper igen at bevæge sig rundt i Københavns gader om natten. Den 9. september 1820 betonede Kass over for politidirektøren, at:

 

• Skal disse optrin vedvare, da kan det blive spørgsmål, om man længere sidde rolig eller vove et skridt.

 

Man havde hvervet Wendt og Høst. Men ingen af disse to kunne bruges i skygningsarbejde. Man skulle i gang med en intensiv skygning af Jernrings-gruppens absolutte uofficielle leder, litteraten Jørgen Blok Tøxen men også dennes nærmeste medarbejder, dr. Dampe.

 

Man ville fremkalde et kriminelt forløb

Efterhånden koncentrerede overvågningen sig nu kun om Dampe. Johan Wendt var blevet overlæge på Almindeligt Hospital. Han var også kendt for sin omfattende skribentvirksomhed. Han fungerede nu også som informant til politiet. Det lykkedes for Wendt at få en venskabelig forbindelse til både Tøxen og Damp.

Man blev enige om at fremkalde et kriminelt forløb. Det ville sende et kraftigt og utvetydigt signal til danskerne om, at det nu måtte være slut med alle de liberale forventninger om konstitutionelt monarki, trykkefrihed m.m., og at regeringen i sidste ende ville slå hårdt ned på alle systemkritikere.

Opgaven blev nu ved hjælp af politiagenter at fremprovokere en strafbar handling under så kontrollerede omstændigheder, at de pågældende kunne pågribes på gerningsstedet med fældende beviser, således at de med sikkerhed – og uden at man behøvede vidner – kunne dømmes.

Top, som vi omtalte tidligere, var blevet købt af politiet. Han spillede nu rollen som den falske ven, der opmuntrede Tøxen og Damp. Han fik til hånde og hjalp. Han havde også med politiets penge lejet et lokale i Brolæggerstræde nr. 73, hvor Dampe den 16. november 1820 skulle mødes med sine sympatisører.

 

Arrestationen af Dr. Dampe vakte stor opmærksomhed

Men i stedet blev stedet omringet og Dampe blev arresteret af en politistyrke, der straks greb ham og de papirer, han havde i lommerne. Herefter fulgte forhør på forhør. Først på Politikammeret og senere i den nedsatte kommissionsdomstol.

Arrestationen af dr. Dampe vakte uhyre opmærksomhed i København. Det blev senere det store samtaleemne. Ikke mindst blandt udenlandske diplomater var nysgerrige. For hvis det nu virkelig var et oprør i gang mod Frederik den Sjette, var der noget, der skal indberettes hjem om.

Budskabet var at der ville blive slået hårdt ned på enhver liberal opposition. Derfor bildte man folk ind, at politiet alene havde reageret, fordi mødet ikke var blevet lovligt anmeldt. Også i et enevældigt samfund med pressecensur var medietackling vigtigt.

 

Anklageren forlangte dødsstraf

Det var dem, der mente at Dampe skulle frifindes. Hans strafbare handling havde ikke kunnet foregå uden Tops aktive medvirken. Det var en udmelding, der stod i kraftig kontrast til anklageren, generalfidkal Wivets krav om at Dampe skulle ikendes dødsstraf efter Danske Lovs majestætsfornærmelses-paragraf.

Den 14. februar 1821 dømte kommissionen Dampe til døden, ikke på grundlag af Danske Lov, men med henvisning til den nyere trykkefrihedsforordning af 27. september 1799, hvis § 1 og 25 hjemlede dødsstraf for enhver, der opfordrede til oprør eller krævede forfatningsændringer.

 

Kongen forvandlede straffen til livsvarigt fængsel

Dommen blev ikke appelleret til Højesteret, men tre uger senere af Frederik den Sjette allernådigst formidlet til livsvarigt, strengt fængsel på Christiansø. I 1841 fik Dampe lov til at flytte til Rønne, men først efter enevældens afskaffelse i 1848 blev han definitivt benådet, hvorefter han vendte tilbage til fødebyen København. Her døde han i 1867, efter i 1858 have udgivet sine fængselserindringer.

 

Kongen ville ikke give afkald på enevælden

Efter Frederik den Sjettes død i 1839 forventede mange, at den nye konge ville afskaffe enevælden. Det gjorde i høj grad hovedstadens liberale, som direkte opfordrede ham til at gøre op med det gamle regimente. Det ville Christian den Ottende ikke høre tale om. Dette udløste ifølge forfatteren Johannes Lehmann det som han har kaldt ”Den store skuffelse”.

Mange liberale begyndte nu åbent at bekæmpe enevælden. Disse angreb førtes ikke mindst i medierne, hvor de liberale fagblade – Fædrelandet og Kjøbenhavnerposten gang dømtes for overtrædelse sf pressecensuren.

 

Overvågning i foreninger, kroer og Cafeer

Allerede i 1840 begyndte politiet at overvåge hovedstadens liberale miljøer samt at indsamle stemningsrapporter fra offentlige mødesteder som kroer, cafeer og foreninger. Læseforeningen Athenæum på Østergade 68 var med sine 700 medlemmer et af byens centrale mødesteder. Her ville det være oplagt at få placeret en informant.

Det viste sig ovenikøbet at være en let sag, idet foreningens bogholder allerede i 1835 havde sladret til politidirektøren om nogle medlemmers gøren og laden. Det drejede sig om Svend Christian Møller, som vi i 1828 finder ansat som kontorist og senere bogholder her. Da han i 1840 blev politiagent, var ansættelsen – uvist af hvilken grund – imidlertid ophørt. Han sendte fra sommeren 1840 og de næste år 100 udførlige stemningsrapporter.

 

Drikke lidt med dem og tale deres sprog

Som politiagent måtte Svend Christian Møller hele tiden passe på ikke at blive afsløret eller påkalde sig uheldig opmærksomhed samtidig med at han søgte at komme så tæt ind på folk som muligt. Det lykkedes godt for Møller. I oktober 1842 betroede han Brædstrup, at han en aften på Smedesvendenes Herberg havde gjort den erfaring at

 

• Der i øvrigt slet ikke var vanskeligt at observere disse ellers studse knægte, når man blot drikker lidt med dem og taler et lige så populært sprog som de selv.

 

Møller videregav oplysninger til Politidirektøren

Mens Møller arbejde for politiet lykkedes det ham at blive deltidsansat sekretær for den nydannede ”Forening til Statsgældens Afbetaling”. Morsomt er det at læse hans referat fra dens bestyrelsesmøde i oktober 1841, hvor formanden den kendte teolog Jacob Lindberg, glædede sig over:

 

• Den lykkelige danske regeringsform og den store frihed til at ytre sig i forsamlinger uden at befrygte at politiets hemmelige spioner omgav os.

 

Han skulle bare vide, at Møller umiddelbart efter mødet videregav hans udtalelser til politidirektøren.

 

Sikkerhedspolitiet blev en succes – danskerne holdt sig i ro

Man kan sige det ny sikkerhedspoliti var en succes. Danskerne holdt sig i ro – sådan da. De væltede ikke regeringen eller lavede revolution. Som vi har set. så lå det hemmelige politi overordnet i kongens og politichefens hænder, mens de enkelte operationer blev ledet af politidirektøren og af passekretæren, som begge kunne trække på egne betjente og på civilagenter og informanter.

 

Politiet har længe haft civile agenter

Politiets efterretningstjeneste har med terrorlovgivningen fået lov til at bruge civile agenter, men som det kan læses i denne artikel, har man tidligere anvendt sådanne. Dengang overvejede man skam også at lade disse agenter blive forsynet med et politiskilt.

Først efter Frederik den Sjettes død i 1839 vovede de liberale systemkritikere igen at løfte stemmen. I modsætning til 1819 havde det ny sikkerhedspoliti denne gang med glans bestået sin prøve.

 

Kilder:

• Karl Peder Pedersen: Kontrol over København
• Weekendavisen
• PET-Kommissionen 2009 bd. 4
• Dansk Biografisk Leksikon
• Politihistorisk Årsskrift 2009
• Historie 2003 – 1
• Jacob Davidsen: Fra det gamle kongens Kjøbenhavn 1-2
• Historisk Tidsskrift 1894 – 95
• Marcus Rubin: Frederik den Sjettes tid – Fra Kielerfreden til Kongens død
• Jens Engberg: Dansk Guldalder – eller oprøret i Tugt og Forbedringshuset 1817
• dengang.dk – div. Artikler
• b.dk
• information.dk
• historie-online.dk
• byhistorie.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.773 artikler:

Under København finder du 191 artikler:

• Historien om Overvågning 1-2
• Masser af politibetjente
• De forfulgte jøder
• Jødefejden 1819
• Tømrerstrejken 1819

Under Sønderjylland finder du 207 artikler:

• Overvågning i Sønderjylland
• Den Sønderjyske politiadjudant

Under Nørrebro finder du 304 artikler:

• Politi og banditter på Nørrebro 1-2
• Da Politiet gik patrulje på Nørrebro

 

Under besættelsestiden (før/under/efter) finder du 358 artikler:

• Dansk Politi under pres
• Politiet under Besættelsen
• Ønskede og uønskede efter Besættelsen