Det begyndte med urtekræmmere (NørLIV 10)

Dette er vores 10. bidrag til Ugeavisen Nørrebro Liv. Ja det handler om det righoldige butiksliv, som herskede på Nørrebro i mange år. På et tidspunkt var Nørrebro simpelthen Danmarks Handelscentrum nr. 1. De stakkels butiksansatte havde en arbejdstid, der var bestemt af arbejdsgiverens lune. Ja nogle boede faktisk hos arbejdsgiveren. Det var ikke altid lige let. Og da den første pølsevogn kom til Nørrebro, var heller ikke uproblematisk.

 

En enkelt urtekræmmer, et bageri og et mælkeriudsalg. Ja sådan så så Nørrebros detailhandel ud i 1840. Ville man have et større udvalg måtte man ind til staden. 80 år senere så det helt anderledes ud. Da var Nørrebro, Danmarks absolut førende handelscentrum og handelsforeningen var absolut Danmarks største med 750 medlemmer.

Arbejderne strømmede mod byen. Befolkningstallet mellem de to krige nåede ca. 100.000 på Nørrebro. Familier blev stuvet sammen på 25 m2. En ny lov om næringsfrihed var trådt i kraft. Det betød, at næringsdrivende frit kunne etablere sig. Først i i ynkelige kælderrum og senere lykkedes det at erobre stueetagen. På et tidspunkt lignede bydelen et persisk marked.

Slagtere, bagere, urtekræmmere, værksteder, værtshuse og masser af drukkenbolte. Butikkerne holdt åben til kl. 21. Om lørdagen endda til kl. 22. Om søndagen fra 7 til 9 og så igen fra 16 til 21. Ja man havde skam lukket i kirketiden.

Udvalgsbutikker med ting til hjemmet og beklædning opstod i slutningen af 1870erne. Men pengene på Nørrebro var små, og mange butikker måtte lukke igen efter få år.

Den sociale nød tvang befolkningen til sammenhold og fællesskab. Man hjalp hinanden, passede hinandens børn og organiserede sig fagligt og socialt. Nørrebro var præget af arbejdsløshed, druk og trange økonomiske kår.

Fattigloven sagde, at tilflyttere skulle sendes hjem på hjemkommunens regning, hvis man ikke kunne forsørge sig selv. Fattigdommen var enorm. I Gartnergade kunne man få gratis suppe og kød. Og i skolen var der vinterbespisning for de mest blege. To gange om året samlede man tøj ind til de allermest fattige.

Havde man ikke penge til de mest nødvendige indkøb, afleverede man sit mest pæne tøj på lånekontoret, og lånte penge. Om fredagen hentede man tøjet igen og betalte renter. Så havde man fået løn, og så var der måske også råd til havregrød.

De mest populære butikker for børnene var der, hvor der var en slikmutter. I Skyttegade hed hun Musse.

Alt skulle aftappes lige fra petroleum til brændevin. Andre ting skulle vejes og pakkes. Hele søndagen tog man med for at blive færdig.

På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker, særlig inden for manufakturbranchen. Det var småt med udstillingsvinduer. De kunne stå i månedsvis uden at blive udskiftet. Tobaksforretningerne lignede hinanden med ens skilte. Urte – og hørkræmmere var der efterhånden mange af på Nørrebro. En duft af spegesild, tjære og blår bredte sig.

Gik man en tur ned ad sidegaderne kunne man fornemme duften af røget flæsk, gammel ost, krydderier og brændt kaffe. Havde haft en fødevarekontrol dengang, var det hvis ikke mange, der havde fået en glad Smiley.

Bagerne havde de allernødvendigste typer af brød. Der var ikke noget med wienerbrød og flødeskumskager. Slagterforretninger (Spækhøker) fandtes både i Blågårdsgade og Nørrebrogade.

I 1893 besluttede en række urtekræmmere, at man skulle have en handelsforening. Man sørgede for gode indkøbspriser, man kontrollerede, at priserne blev overholdt. Ja og så havde man en slags politifunktion. Man undersøgte om varerne overholdt kvaliteten. På et år havde man hele 400 sager.

For en lærling var udsigterne ikke særlig gode for at overtage mesters urtekræmmerbutik. En udlært tjente langt fra nok til at kunne brødføde en familie. Medarbejderne i 1890ernes butikker var underlagt mesters luner. Mange boede hos ham. De var ofte henvist usle kamre uden varme. Ja nogle måtte endda sove under disken. Medarbejderne kunne lige akkurat holde sig over sultegrænsen.

Overenskomst og arbejdstidsregler var ukendte begreber. Det var heller ikke meget forståelse hos arbejdsgiverne. Således udtalte kulhandler H.P. Hansen:

• Handelsmedhjælpere har nok fritid.

115 dages lockout i 1899 ramte detailhandlerne på Nørrebro hårdt. Et stort antal af butikkerne støttede arbejderne. Hundredevis af butikker samledes på Restaurant Kæden i Dronningens Tværgade og forlangte lockoutens ophør.

Mange kooperative butikker og industrifortagener startede på Nørrebro. Man kunne blive klippet hos Figaros Frisørsaloner, drikke Star pilsner. Man kunne købe kød i Arbejdernes Kødforsyning, brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Havde man sat sine A:K.S. Sko for sidste gang, ja så klarede Arbejdernes Ligkistemagasin resten.

Principielt var det forbudt at arbejde om søndagen på grund af helligdagsloven af 1891. Men der var givet et hav af dispensationer. De fleste butikker på Nørrebro havde også åbent i 1900. Men i 1901 lavede man en afstemning om søndagslukning. 1.106 stemte for, mens 612 stemte imod.

Der er i dag masser af cykelhandlere på Nørrebro. Dengang var der skam også 65 cykelhandlere over hele København. Ja det hed ikke cykler, men bicykletten. Og i dagens avis dengang kunne man læse:

• At Damer ride på Cykle, at ingen Mennesker falder paa, at vende sig om efter en Cykelrytterske.

Jo omkring 1920 blomstrede handelslivet i den grad på Nørrebro som intet andet sted i Danmark. Nørrebrogade og Blågårdsgade var de store handelsgader, men også i sidegader skete der noget. Og så kom den første pølsevogn. Den daværende formand for Nørrebro Handelsforening udtalte:

• Jeg ser i forskellige Blade, at der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne paa aaben Gade. Og at Vedkommende, som sælger disse varme Pølser skal levere gratis Sennep til Pølserne. Naar saa et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepærer paa samme Tallerken som Pølser og Sennep bliver det en delikat Ret,