De store fabrikker på Ydre Nørrebro

Vi skal kigge på Ydre Nørrebro dengang. Her opstod talrige virksomheder. Både store og små. Endelig kom jernbanen og så kom Rangerstationen. Godsmængden steg. Rester af fra dengang kan endnu beskues omkring Rådmandsgade. Vi skal besøge Skæremøllen, Holger Petersens Tekstilfabrik og Atlas. Vi kigger også på Atlas under besættelsestiden. A.P. Møller kunne ikke lide at Atlas var social. Og social indstillet over for arbejderne var man også Holger Petersens Tekstilfabrik. To gange brændte møllen på Skæremøllen.

 

Ydre Nørrebro – mange store virksomheder

Her var udpræget bondeland tilbage til før 1500. Jorderne fra den lille landsby Serridslev dækkede en stor del af det nuværende Nørrebros område.

Området blev i 1523 indlemmet i de københavnske jorder. Fra midten af 1500-tallet blev overskuddet fra de store markområder Rådmandsmarken og Borgmestervangen fordelt blandt byens rådmænd og borgmestre som en slags betaling for det arbejde, som de gjorde for byen.

Området fra før midten af 1800 – tallet var præget af landlige træk med mindre gårde og enkelte lyststeder. Det landlige præg forblev synligt i bybilledet op til 1880’erne. Behovet for mere plads pressede gårdene ud af bybilledet.

 

Man kan endnu se rester af de talrige virksomheder

Ydre Nørrebro blev bebygget senere end Indre Nørrebro. Men også herude var det små lejligheder til en voksende arbejderbefolkning. Størstedelen af arbejderne var beskæftiget på de mange industrier, der opstod i kvarteret. Og nogle af disse blev store. Her kan nævnes maskinfabrikken Titan, elektronikvirksomheden Laurits Knudsen, general Motors, De Forenede Papirfabrikker, Holger Petersens Tekstilfabrikker og rugbrødsfabrikken Schulstad og Ludvigsen.

Vigtig for disse virksomheder var jernbanen. Der blev anlagt et kæmpe rangerterræn omkring århundredeskiftet.

Går man en tur i området er det stadig tydeligt at aflæse områdets historie som arbejder – og industrikvarter, selv om det allermeste for længst er revet ned til fordel for boliger.

 

Du kan se mest i Rådmandsgade

Men kig godt efter, så kan du se knopskudte baghusindustrier, tydeligst er det nok i Rådmandsgade. I sidehuse og baghuse har det været virksomheder og værksteder. Kigger vi for eksempel i Rådmandsgade 28, så har her tidligere været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. Kun det lave baghus vidner om den tidligere bebyggelse. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere deres lagerbygning. Men også baghuset er bygget om og forandret til børnehave.

I baggårdene til nummer 30 – 34 er der stadig mulighed for at finde spor af gamle hejseværk, der fortæller om bygningernes tidligere historie og funktioner. I nummer 30 lå akkumulatorfabrikken Dana.

Kig engang på Rådmandsgade 43. Baghuset og baggården bærer tydeligt præg af, at her har været industri. Her var en leverpostejsfabrik.

Ikke mange ved, at Mjølnerparken rummede De Forenede Papirfabrikker.

De eksisterende hesteomnibuslinjer kørte til byens udkantsområder. De måtte løbende udvides og forbedres for at hamle op med de mange passagerers behov for at komme til og fra arbejde.

 

Da jernbanen endelig kom

I 1863 anlagdes byens første spor til Frederiksberg og allerede i 1867 kunne ”Nørrebroes Sporvejsselskab” åbne ”Nørrebrolinjen”, der udgik fra hovedstationen på Lygtevejen ved Bragesgade og fortsatte ind ad Nørrebrogade, gennem Gothersgade til Kongens Nytorv. Og tænk engang, at Nørrebro – remissen blev bygget til at kunne tage 200 vogne.

Det var så en enkelt fabrikant, der ikke var tilfreds med datidens kollektive trafik. Så købte han bare en sporvognslinje. Men i fire år måtte han kæmpe med militæret for at få lov til at køre gennem Fælledparken.

Behovet for en godsstation eller i hvert fald en jernbanestation opstod. Et større areal syd for Nørrebrogade på Havremarken blev eksproprieret. I mange år var jernbanen (Nordbanen) bare kørt forbi Nørrebro eller snarere igennem uden at stoppe. Og så fik Nørrebro en Station A og en station B.

 

Godsmængden steg hurtigt

I perioden 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhavnen og Frihavnen gik via Nørrebro. Det var nu ikke særlig smart udtænkt, for de lange tog gav problemer for de almindelige rejsende. På Nørrebrogade brød trafikken gang på gang sammen på grund af de mange tog. Det hjalp lidt på det, da fodgængerne fik en fodgængerovergang.

I 1897 anlagdes Klampenborg – Banen. Den første dag kørte 34 tog med 16.000 passagerer.

Der var jo også latrinstationen på Lersøen. Herfra blev chokoladevognene ført videre til Amager (Lorteøen). Det sidste latrin – tog kørte i 1936 til Amager.

Slangerup – banen skulle være startet fra Nørrebro station A, men det kneb med udvidelsesmulighederne. Så det blev i stedet fra Lygten Station. Den 16. juli 1905 startede det hele med et VIP – tog. Mern først den 19. april 1906 var den officielle indvielse. I 1976 blev Lygten Station nedlagt.

 

Rangerstationen

I 1916 begyndte man anlæggelsen af Lersøen Rangerstation. Her skulle være plads til 120 vogne. Godsbanens sporanlæg blev fuldført i 1924. Men den 27. februar 1967 blev transit – rangerbanegården endelig nedlagt.

Den 1. juli 1930 startede højbanen.

I 1921 blev Nordbane – og Klampenborgbanen omlagt. Nørrebro Stations dage med persontrafik var talte.

 

Skæremøllen

Omtrent hvor ”Den Røde Plads” ligger Superkilen foran Nørrebrohallen. Her lå Skæremøllen allerede før århundredeskiftet. Dengang var der masser af småindustri på Nørrebro.

Praktisk nok lå Skæremøllen så tæt på Nørrebros jernbane, at hestene kun skulle fragte de tunge træstammer et kort stykke vej. På Skæremøllen blev de skåret ud i planker og byggemateriale til den meget beboelse, der på dette tidspunkt opstod på Ydre Nørrebro.

Det er helt nøjagtig ejendommen, Nørrebrogade 200, som vi her taler om. Dengang var adressen dog Lygtevej 34. Her er i tidens løb sket en del. Her er også malet korn, skåret tømmer m.m.

Allerede den 30. oktober 1809 købte møller Jacob Marcussen grunden, der dengang blev kaldt Kløvermarken. Han byggede en mølle, som han drev til 1828. Derefter tog møller Jens Stephansen over.

Så tog Johan Peter Keiffler over. Han var også vognmand og hyrekusk. Han havde fire møllersvende, en møllerlærling, en vognmandskarl og en tjenestepige i sit brød.

 

Den første brand

I 1856 var det møller Jacobsen, der er indehaver af møllen. Nu er det også bageri på gården. Der er ansat en forvalter. Men ak, den 13. marts 1858 brændte den gamle mølle. Andreas Arrebo overtog ejendommen. Nu kom der en ny dampmølle og et savværk. Her var nu en del karle, møllersvende og lærlinge, en fyrbøder og en maskinmester tilknyttet virksomheden.

I 1860’erne var her både beboelseshus, staldbygning, smedje, dampmølle, vognport, fritstående dampskorsten, lokumsbygning, svinesti og vognskure.

 

Den anden brand

Men mere ak. Den 6. december 1873 blev Skæremøllen atter ramt af brand og savværket blev nedlagt. Bagermester Christian Børge Mossin købte derefter ejendommen. Men han bibeholdt navnet ”Skæremøllen”.

Mossin fortsatte det gamle landbageri med et brødudsalg. I 1884 blev Skæremøllen købt af August Klose og bagermester Christian Petersen. Bagermesteren boede selv i huset og havde bageri her indtil 1906.

 

Så blev det biograf

Og i dette år købte murermester Rosendahl ”Skæremøllen”. Han rev det hele ned. Og en moderne ejendom opstod.

Det sjove er så at her lå fra 1906 til 1913 Stefans Biografteater. Så flyttede den til hjørnet af Hillerødgade og Nordbanegade. Biografen her lukkede så i 1928.

 

Holger Petersens Tekstilfabrik

På et tidspunkt havde Holger Petersen beskæftiget 2.000 mand i alle sine foretagender. Og en del af disse bygninger kan stadig ses på Tagensvej 83 – 85. Det var absolut en af de største virksomheder på Nørrebro. Og så havde han em meget social indstilling til sine medarbejdere.

 

Såret i krigen 1864

I 1858 kom han som handelslærling i lære hos morbror Arnold Philipsens en gros-forretning i Store Kongensgade. I 1862 forlod han firmaet og tog undervisning i latin og tysk. Da krigen brød ud i 1864, meldte han sig frivillig og blev alvorlig såret.

I september 1866 rejste han til England. Trods gode anbefalinger lykkedes det ham ikke at få et ordentligt job. I 1867 startede han som agent i København. Med utrættelig arbejdskraft og stor sparsommelighed lykkedes det ham i 1868 at få borgerskab som grosserer. Han begyndte at handle med forskellige varer inden for manufakturbranchen.

I 1869 flyttede firmaet til Købmagergade og i 1875 til det gamle vajsenhus. Sammen med sin bror John startede han i 1878 en fabriksvirksomhed under mindre former i Store Kongensgade.

 

Fabrikken udvidet mange gange

I 1883 startede han det store byggeri på Tagensvej. Og allerede i 1880 havde han etableret hovedkontor på Kastelsvej.

Flere gange blev fabrikken udvidet. Den omfattende fabrikation af bånd, knapper, uldspinderi, uldfarveri og væveri

Første del af anlægget fra 1883 kom til at bestå af en 2 – etagers fabriksbygning og en et – etagers farveribygning.

 

Holger Petersen havde tænkt på arbejderne

1885 blev der opført en række arbejderboliger. Der opstod et lille fabrikssamfund efter engelsk forbillede. Som noget særligt var der i stueetagen indrettet et bibliotek, hvor aviser og bøger kunne lånes. Her kunne også afholdes fester. Her kunne ugifte arbejdere også spise.

Holger Petersen havde tænkt på arbejdernes hverdag. Fabrikken blev oplevet som en organisme, der var den faste ramme om fritidsliv, arbejdsliv og produktion. Det var et forsøg på fælleshusholdning med arbejdere som familiemedlemmer og med fabriksejeren øverst oppe i familiehierarkiet. Boligerne og de mange fælles faciliteter skulle sikre en stabil arbejdsstyrke. Det var en effektiv måde at belønne de mest ihærdige arbejdere og funktionærer på.

I 1889 etableredes der en fabrik i Stockholm og i 1893 en fabrik i Malmø,

I 1891 havde man også andre planer hvis man ikke kunne få byggetilladelser. Man ville forbinde Tagensvej med Bragesgade, forbi Nansensgade. Man fik dog alligevel byggetilladelse og Tagensvej og Bragesgade blev aldrig forbundet.

Ud over boliger blev der knyttet småhaver og et marketenderi. I årene mellem 1885 og 1903 tilførtes adskillige nye bygninger. Og i samme år arbejdede her på Nørrebro 300 arbejdere, mænd, kvinder og børn med at tilvirke alle mulige bånd, lidser, kraveindlæg og stofknapper. I uldspinderiet og farveriet var der i særdeleshed strømpegarn.

Fabrikken var i begyndelsen dampdrevet.

 

Danskheden i Nordslesvig

Ved siden af alt dette interesserede Holger Petersen sig for danskheden i Nordslesvig. Han var bestemt ikke enig med den danske regerings gøren og laden i dette spørgsmål. Indtil Første verdenskrig ydede han en stor indsats for danskheden.

 

700 ansatte på Tagensvej

I 1917 døde Holger Petersen. Og så blev fabrikken på Tagensvej overtaget af hovedfirmaet. I 1920 havde fabrikken på Tagensvej 700 ansatte. Både i 1923, 1950 og 1966 skete der store om – og tilbygninger. Produktionen på Holger Petersens Fabrikker blev indstillet i 1966.

Den ældste del af bygningskomplekset inklusive arbejderboligerne blev fredet i 1990. Fredningen blev begrundet med at fabrikken var:

 

• Et unikt dansk eksempel på at koble arbejderboliger til

 

Atlas – med medarbejderdemokrati 

Det hele startede nede i Nakskov. Ja det hed egentlig Tuxen & Hammerich. Og helt fra begyndelsen startede det med en maskinfabrik, der hed Godthaab i 1876.

Fødslen var meget svær på Nørrebro. Man havde købt en sporvognsremisse og staldbygning ved Baldersgade og Nørrebrogade 198. for 130.000 kr. Men for at gøre en lang historie kort, så havde Tuxen hele tiden spændt ben.

 

Man startede med 375 medarbejdere

Hele slagsmålet blev dengang beskrevet i Berlingske Tidende. Man købte dog en grund i Hillerødgade. Og den 16. april 1898 bragte aviserne en annonce, hvor man kunne tegne aktier i A/S Atlas. Samme måned flyttede man fra Vester Fælledvej til Nørrebro. Flere medarbejdere fulgte fra Nakskov.

I juni 1898 viste det sig, at bundforholdene i Hillerødgade var utilstrækkelige til at bære de bygninger, man ville opføre. Men også den vanskelighed overvandt man.

Med 375 medarbejdere startede man virksomheden den 2. januar 1899. Fra starten fik man mange ordre på nye køleanlæg. I år 1900 fandt der en 5 måneders lang arbejdsmandsstrejke sted.

Det første år udbetalte Atlas 4 pct. i udbytte, men de næste år betalte Atlas ikke noget udbytte. Faktisk havde man underskud. Først i 1907 gik det hel fremad med stormskridt. Nu skabte man nye produkter. Man beskæftigede sig bl.a. med køling af jernbanevogne. Ja selv dampmaskiner lavede man.

 

I Baldersgade i 1907

I 1907 købte man nabogrunden i Baldersgade. Til ejendommen i Hillerødgade købte man også nabogrunden. Efter et banksammenbrud i 1908 måtte man afskrive en masse tilgodehavender.

Elektrificeringen var i fuld udvikling og industrien gik over til elektromotorer. I 1909 begyndte man at producere dieselmotorer til elektricitetsværkerne. Det blev til en betydelig produktion. Man betalte udbytte og foretog store henlæggelser.

Under Første Verdenskrig kneb det med at få råmaterialer. Man besluttede at betale fuld gage til funktionærer, der blev indkaldt til militærtjeneste. Allerede i 1915 så situationen lidt lysere ud for Atlas. Man opførte en ny bygning til møbelsnedkeri og modellager i Hillerødgade. Den derved indvundende plads i Baldersgade blev benyttet til maskinværksted. Man påbegyndte nu også produktionen af dampmaskiner.

1.jan. 1918 udvidede man aktiekapitalen, og det gjorde man også et halv år efter. I årene 1915 – 18 udbetalte Atlas 10 pct. i udbytte.

Det russiske marked, der ikke havde været uden betydning var usikkert efter revolutionen. Og det engelske marked svigtede, bl.a. fordi englænderne ville beskæftige deres egen arbejdskraft.

 

14 dages ekstra løn

Beskæftigelsen i Atlas faldt efter krigen. I 1923 var antallet af medarbejdere reduceret til under det halve.

I 1924 mødtes arbejderne og fejrede 25 års jubilæum. Medarbejdernes gave var en bronzefigur forestillende den græske gud Atlas, som bærer himmelhvælvingen på sine skuldre.

Bestyrelsens formand siden år 1900, ingeniør, etatsråd N.C. Momberg takkede bevæget. Samtidig meddelte han, at de månedslønnede ville få ekstra 14 dages løn.

 

Ramt af lockout

I 1925 blev Atlas ramt af en lockout. Af to omgange blev man nødt til at skære i personalet. En lukket kølemaskine ”Glacia” som Atlas producerede fra 1922 startede med at være en stor succes. Man solgte enorm mange af den model. Men efterhånden viste vanskelighederne sig. For at den skulle repareres skulle den tilbage til Fabrikken på Nørrebro.

Man var på vippen til at droppe produktionen. Men så fandt en ung ingeniør på fabrikken en løsning.

I 1927 vendte Sovjetunionen tilbage. Man eksporterede 49 mejeridampmaskiner. I 1930 blev det til 18 skibsmaskiner til dampdrevne hjuldampere til flosejlads.

Man sluttede kontrakt om en dampmaskine tændstikfabrik i Indien. Også 1934 var et stort år for Atlas.

 

Rederiet J. Lauritzen køber aktiemajoriteten

I sidste halvdel af 1930erne opkøbte rederiet J. Lauritzen aktiemajoriteten. I efteråret 1938 henvendte skibsredder Knud Lauritzen til bestyrelsesformand Rudolf Christiania. Han ønskede et tæt samarbejde med bestyrelsen.

En leverance til Iran blev kaldt ind i tysk havn i 1939 af nazisterne. Varerne blev sendt tilbage til fabrikken. Men nazisterne fik ikke i denne omgang ram på fabrikken. Det lykkedes via rederiet J. Lauritzen at få afsendt ordren.

 

Atlas under besættelsen

Det var den 22. april 1940, klokken var fem om eftermiddagen. Direktør Mansted sad på sit kontor i Baldersgade. Telefonen ringede. Det var en officer fra den tyske overkommando. Mansted fik ordre på at blive på fabrikken.

 

Atlas var ikke ”Landsforrædere”

Det gik en lille times tid, så ankom den tyske kaptajn Fostmann ledsaget af tre andre tyske officerer – alle frygtindgydende bevæbnet og i fuld uniform.

Den nazistiske besættelsesmagt forlangte på stedet, at se fabrikken. Om det betød en besættelse af fabrikken kunne Fortmann ikke sige. Mansted måtte efterkomme tyskernes krav. Da officererne havde set, hvad de ville, forlangte Forstmann at få tilbud på hydrauliske presser. Og han skulle have tilbuddet liggende på sit skrivebord dagen efter. Og hvis dette ikke skete ville der ske de frygteligste ting.

Gennemgår man litteraturen fra besættelsestiden får man dog nærmest det indtryk, at Atlas var en stor landsforræder. Der blev også udført mange sabotageaktioner fra modstandsbevægelsen.

 

Atlas blev lagt i håndjern

Den næste dag, den 23. april blev direktør Mansted kaldt op til den tyske overkommando, hvor den tyske kaptajn Pohl overrakte Mansted et stykke papir, der indeholdt en beslaglæggelse af Atlas inden for nogle områder.

Samtidig afgav Pohl ordre på levering af hydrauliske presser. Mansted så ingen anden mulighed end at indrette virksomheden efter de tyske direktiver og efterkomme ordren.

Atlas blev lagt i håndjern. Man kunne ikke andet end at bruge kræfter på leverance til de tyske tropper. Kort efter beordrede de nazistiske besættelsestropper leveringen af diverse materiel, som de havde behov for.

Atlas store frembrud blev med et afbrudt. Atlas brød sig bestemt ikke om sin nye ”kunde” Ingen brød sig om dette nye samarbejde, som tyskerne havde beordret.

Produktionen af ”Glacia” gik i stå. Eksportmarkederne kunne ikke nås. Samtidig opstod der uro hos de montører, der var sendt til Iran. Men alle gjorde jobbet færdig og nåede velbeholden hjem.

 

Mærkværdige brande

Det var nødvendigt for Atlas at satse på hjemmemarkedet i det omfang, den tyske besættelsesmagt ikke lagde beslag på fabrikkens ydeevne.

De nye forhold betød også, at tyskerne læste den post, de ville. Den tyske overkommando kendte hvert bogstav, der stod i brevene fra Atlas. Forsøgene på at forsinke råvarerne og trække leverancerne til besættelsesmagten i langdrag var ingen hemmelighed for den tyske ”samarbejdspartner”.

I Baldersgade opstod der mange ”mærkværdige” brande. De startede hovedsagelig i kantinen. En morgen i februar 1942 tidlig om morgenen opstod der en større brand. Værkstedsbygningens øverste etager i Baldersgade stod i flammer.

Politiet kunne ikke finde beviser på, at det fra den danske modstandsbevægelse. Den tyske overkommando forlangte, at direktør og driftsbestyrer blev idømt høje bøder. Og det var fordi, at Atlas ikke havde oprettet et vagtværn. Endvidere forlangte besættelsesmagten at dette blev optaget i dagspressen til skræk og advarsel. Herefter måtte Atlas organisere et værn. Man kaldte det ikke vagtværn med brandværn.

 

Der blev fremstillet våben på Atlas

Allerede i april 1944 gennemførtes en bombeaktion mod Atlas.

Hvad sikkert ikke mange ved, er at en lille gruppe modstandsfolk, som illegalt fabrikerede våben til ”Holger Danske” på Atlas.

Der blev fabrikeret håndgranater, maskinpistoler, 5 kg landminer, magasiner til 7,65 pistoler. Ja endog flammekaster, der skulle være effektive mod panservogne.

Dette skete uden at direktion, bestyrelse eller andre medarbejdere i værkstederne anede det mindste om det.

 

En modstandsgruppe på Atlas

Man oprettede en modstandsgruppe på Atlas, der kommer under ”Ringen” i modstandsbevægelsen. Denne gruppe dannede et firma ”Dansk Sikkerhedsbox Industri. Ja sådan stod der på et papskilt på en dør i Øster Farimagsgade.

Dette firma indkøbte materialer som blev betalt af ”Holger Danske”. Under gulvet i Atlas-fabrikken lå et lager af de våben og sprængstoffer, man illegalt leverede til modstandsbevægelsen.

Den 4. maj om aftenen var 30 bevæbnede mænd på Atlas for at beskytte virksomheden, hvis de danske nazister og den slagne tyske besættelsesmagts Gestapo – folk skulle iværksætte ”brændte jords aktioner”.

 

Intet grundlag at rejse tiltag mod Atlas

Også Atlas blev lige som andre danske virksomheder efter krigen undersøgt for sit ”samarbejde” med besættelsesmagten af rigsadvokaturen. Tre år senere blev det fastslået, at der intet grundlag var for at rejse tiltale mod Atlas for landsforræderi.

Juridisk spillede det også en rolle, at direktør Mansted modigt og med personlig risiko tidligt trak en grænse. Man havde vidner uden for Atlas, der kunne bekræfte Mansteds konsekvente optræde, Københavns Telefon Aktie Selskab kunne dokumentere, at Mansted pure havde afvist K.T.A.S., da man på Atlas efter ordre fra den tyske besættelsesmagt ville installere en direkte linje til tyskernes hovedkvarter Dagmarhus.

 

Fuld Kraft efter Freden

Der var fuld kraft på Atlas efter freden igen kom. Allerede i 1946 havde man ordre på 15 – 16 mio. kr.

Allerede i 1941 havde man besluttet at købe en 10 ha stor grund på Lundtoftesletten i Lyngby. I efteråret 1948 blev det første spadestik taget til det nye Atlas – byggeri i Lyngby.

Atlas var revolutionerende inden for fødevareproduktion med opdagelsen af frysetørringsproduktion.

 

A.P. Møller fandt det letsindigt at være social

Allerede i 1950 gjorde Atlas sig bemærket i det øvrige samfund ved at indføre en bonusordning for funktionærer og timelønnede arbejdere. Man fik halvdelen af udbyttet til aktionærerne. Halvdelen blev udbetalt kontant, mens den anden halvdel gik til sociale formål.

Etableringen af bonusordningen affødte et brev til Knud Lauritzen fra skibsredder A.P. Møller, der bl.a. skrev:

 

• Som eftertænksom dansk Borger beklager jeg, at Deres Koncern har taget dette Skridt, som for mig står som letsindigt. Man bør være varsom med Sligt.

 

30 år efter blev bonusordningerne lov på arbejdsmarkedet

I efteråret 1951 blev Atlas bonusordninger drøftet i Folketinget. Nogle af de velfærdsordninger, Knud og Ivar Lauritzen indførte i virksomheden, er 30 år senere blevet til lov på arbejdsmarkedet.

Der blev også fra Atlas side købt sommerhuse til medarbejderne. Senere fulgte et seniorværksted. I dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri blev Atlas ikke så populær.

I slutningen af 1960erne valgte Atlas at sælge Lundtoftefabrikken og hele produktionen af husholdnings-køleskabe.

Det egentlige Atlas med fabrikation af de store maskiner forblev på Nørrebro, som internt kom til at hedde BAFA (Baldersgade – Fasanvej). Men ekspansionen havde længe gjort pladsforholdene på Nørrebro for trange.

I Ballerup kunne man i 1973 få plads til fem gange så meget som på Nørrebro.

 

• Denne artikel var en del af projektet ”Industri på Nørrebro”

 

• Hvis du vil vide mere: På dengang.dk finder du 1.625 artikler, heraf 13 artikler i kategorien ”Industri på Nørrebro” Under artiklen ”Industri på Nørrebro finder du en oversigt over yderligere 43 artikler som har relevans til artiklen.

 

• Under ”Historier fra Nørrebro” finder du 290 artikler

 

• Under ”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar – Historien om Nørrebro Handelsforening – finder du 28 artikler.