De Statsløse i Nordslesvig

Det er mange historier, som vi ikke fik fortalt i jubilæumsåret. Den danske regering accepterede afskaffelse af §5 og accepterede Kongeågrænsen. Vi har ikke fået historien om ”De Statsløse”, Optanterne og ”De hjemløse”. Hvad er en Optant? Wienerfreden og Folkeretten. Masser af udvandring og udvisning. Vilkårlig udvisning. De ”dansksindede” blev undertrykt. Trusler fra tyskerne. Köller – perioden” Den danske agitation skulle knækkes. Modsætningen mellem dansk og tysk blev skærpet. Ulykkelig situation for mange. Man kunne/skulle give afkald på danske interesser. Aabenraa – borgmester truede med udvisning. De kunne indkaldes til militæret og skulle betale den samme skat – men de havde ingen borgerlige rettigheder. 40 ”hjemløse” blev truet med at blive skudt. Landbruget blev hårdt ramt.

 

Den danske regering accepterede afskaffelse af §5 og Kongeågrænsen

Det er en del historie, som vi ikke hørte noget om, nu hvor jubilæumsåret er forbi m.h.t. ”Genforeningen”. Og det er for eksempel at den danske regering accepterede at § 5 blev ophævet ligeledes accepterede de Kongeågrænsen. Men inden vi nu forarges over dette, så var det noget som den danske regering blev presset til at acceptere, for at Optanternes forhold skulle forbedres. Vi skal også høre om de ”Statsløse” og de ”Hjemløse”.

 

Hvad er en Optant?

Men hvad er en Optant, vil du sikkert spørge? I folkeretten er det den borger i et afstået landområde, som ved eget valg (option) beholder sit borgerskab i den stat, som vedkommende forud tilhørte til trods for at vedkommende vælger at blive boede i det afståede område.

En sådan ret for borgerne at vælge hvilken stat, de ville tilhøre, blev fastlagt i traktater fra midten af 1700 – tallet. Siden freden i Paris den 30. maj 1814 har det været en regel ved alle landafståelser at medgive en sådan ret, sikkert med en uudtalt forhåbning om, at vedkommende senere ville udvandre til det land, som han eller hun ønskede at tilhøre.

 

Folkeretten og Wienerfreden

Nu var det bare sådan at prøjserne administrerede denne folkeret på helt deres egen måde. Dette vakte forargelse i udlandet men stormagterne greb dog ikke ind.

Ved afståelsen af Slesvig efter den tabte krig i 1864 skiftede Hertugdømmernes indbyggere statsborgerskab til prøjsisk siden tysk. Paragraf 19 i Wienerfreden 1864 åbnede dog mulighed for at dansksindede sønderjyder inden for en periode af seks år kunne ”optere” for Danmark, dvs. bevare det danske statsborgerskab med henblik på udvandring til Danmark, idet de stadig kunne besidde fast ejendom i Nordslesvig. De mennesker der valgte denne ordning, kaldes ”Optanter”.

Wienerfreden bestemte, at Optanterne ikke måtte:

 

• Forulempes paa Person eller Ejendom paa Grund af deres frie Valg.

Men det blev i den grad misligholdt fra prøjserne/tyskernes side.

 

Masser af udvandring

Indførelse af en treårig prøjsisk værnepligt i 1867 og ikke mindst Den Fransk – Tyske Krig 1870-71 fremkaldte en kraftig bølge af optioner og udvandringer. Mange nåede ikke forinden deres udrejse at få afklaret deres optionsforhold. Fra de prøjsiske myndigheders synspunkt var den blotte udrejse dog tilstrækkelig grund til fortabelse af prøjsisk statsborgerskab.

 

Vilkårlig udvisning

Man vedtog i 1872 den såkaldte Aabenraa-Konvention. Den tillod de udvandrende til at vende tilbage til hjemstavnen mod at de forholdt sig politisk og nationalt passive. Hvis de ikke gjorde dette, risikerede de udvisning.

I 1870’erne var der omkring 25.000 optanter i Nordslesvig, hvoraf en del dog blev udvist, fordi de ifølge myndighederne ikke havde overholdt betingelserne.

Det var som om, at udvisningerne tog til år for år. Politiet udviste næsten vilkårligt for at være ”Lästig”.

Da den fransk – tyske krig uventet sluttede fordelagtigt for Tyskland og da håbet for en snarlig folkeafstemning svandt, vendte størstedelen af Optanterne tilbage til Nordslesvig.

På et tidspunkt var hele 20 pct. af den nordslesvigske befolkning Optanter.

 

De ”dansksindede” blev undertrykt

Baggrunden for den skærpede nationalkamp op mod århundredeskiftet skal ses i det forhold at Bismarck fra omkring 1878 valgte politisk at støtte sin position som rigskansler på de tyske højrefløjspartier.

For at sikre sig folkelig opbakning slog han i stigende grad på de tysknationale strenge, der kun levnede plads til ”rigstro” borgere. De nationale mindretal – derunder de danske sønderjyder – blev undertrykt.

 

Trusler fra tyskerne

Ved nytårstid 1883 indfandt den tyske gesandt sig i København in Udenrigsministeriet. Her meddelte han at alle i Slesvig-Holsten boende danske statsborgere i fremtiden vil blive udvist efterhånden som de nåede den værnepligtige alder medmindre de lod sig optage i den tyske lægdsrulle og derefter neutralisere.

Ti dage senere blev det bekendtgjort i Nordslesvig, at alle i 1863 fødte danske undersåtter ville blive udvist hvis de ikke inden 1. februar var blevet optaget i den tyske lægdsrulle.

Den danske regering protesterede men Grev Bismarck svarede, at Optanter ikke havde større ret end andre udlændinge.

 

Köller-perioden

På et tidspunkt forbød man at danske statsborgere giftede sig og flytte måtte de heller ikke. Kun rent undtagelsesvis kunne landråderne give tilladelse.

Denne systematiske undertrykkelsespolitik blev især tydelig i den såkaldte Köllerperiode 1897 – 1901. Den er opkaldt efter overpræsident Ernst Mathias von Köller. I den tid blev danske foreninger på stribe opløst. Danske skoler blev udsat for uhørt pres Og det skete masseudvisninger af danske tjenestefolk og optanter.

Det kølige men i almindeligvis fredelige forhold mellem dansk og tysk i Nordslesvig udviklede sig i Köllers og hans efterfølgers tid til en regulær forfølgelse af den danske befolkningsgruppe ivrigt opmuntret af den tyske Kejser Wilhelm den Anden.

Köller er født i Pommern. Han var i 1888-1889 politipræsident i Frankfurt am Main. I 1894 blev han preussisk indenrigsminister. I 1884 stemte han for forlængelsen af Socialistloven, som forbød socialistiske og socialdemokratiske organisationer og aktiviteter i Tyskland. I 1895 måtte han gå af, fordi han havde givet kejseren underhåndsoplysninger om interne kabinetsforhold. Men allerede to år senere blev han overpræsident i Slesvig-Holsten.

Han udvidede i den grad den chikanepolitik, der var indført. Formålet var at standse den danske bevægelse og fremme Slesvigs fortyskning. Köllers politik førte til tilbagegang for de dansksindede, men blev også kritiseret fra moderat tysk side. Til sidst blev det for meget og i 1903 måtte han forlade sin post.

 

Den danske agitation skulle knuses

I Köllerperioden fulgte en ny bølge af udvisninger, der især ramte tjenestepiger og Optanter.

Til Politiken udtalte Köller, at han ville:

 

• Knuse den danske agitation, som den blev bedrevet af redaktørerne H.P. Hanssen og Jens Jessen.

 

Danskerne skulle lære at hæfte solidarisk.

 

Modsætningen mellem dansk og tysk blev skærpet

I Sønderborg blev der meddelt forældre til unge på skole i Danmark, at hvis ikke deres børn kom hjem inden for en vis frist, ville samtlige danske ”undersåtter” i området blive udvist. Forældrene bøjede sig ikke for presset og Köller måtte lade sagen falde.

Køller betjente sig af loyale embedsmænd, som kom sydfra uden kendskab til områdets danske kultur og med den ene ambition hurtigst muligt at udmærke sig og dermed opnå avancement til stillinger længere syd på.

Köllers politiske målsætning var at skabe ro i Sønderjylland omkring det nationale spørgsmål, men i kraft af hans hårdhændede metoder, chikane og forfølgelse fik han det stik modsatte resultat. Modsætningen mellem dansk og tysk blev voldsomt skærpet i Köller-perioden.

 

En ulykkelig situation

Nu blev sønderjyder med prøjsisk statsborgerskab simpelthen erklæret for danske statsborgere hvis det kunne påvises at de selv eller deres far havde opholdt sig i Danmark i en korte eller længere periode i tidsrummet 1864 – 70. På den konto blev 1.200 mennesker erklæret for Optanter eller Optantbørn. Og igen blev mange af disse udvist. Samtidig blev det brugt som pression mod de dansksindede.

Situationen for børnene var ulykkelig. Problemet var at der var forskellige kriterier i Tyskland og Danmark for statsborgerskab. I Tyskland bestemmes statsborgerskab af afstamning, så børn født af forældre med tysk statsborgerskab automatisk blev tyske statsborgere. Fra 1776 til 1898 gjaldt de i Danmark at kun personer født i Danmark fik dansk statsborgerskab.

 

De dansksindede havde ikke mere nogen ret til at stemme sig til Danmark

Dette betød at børn født mellem 1864 og 1898 af danske statsborgere bosat i Sønderjylland – som regel Optanter – reelt var statsløse. De havde ingen borgerlige rettigheder og var underkastet vilkårlig behandling fra myndighedernes side. Denne nærmest retsløse gruppe omfattede trods alt næsten 10.000 personer.

Først i 1907 fandt man en løsning på dette problem. Tyskland erklærede sig villig til at anerkende de statsløse børn som tyske statsborgere hvis de ansøgte om det. Det gjorde omkring 3.600 som derefter blev tyske statsborgere. Til gengæld måtte Danmark udtrykkelig acceptere Pragfredens paragraf 5 som endegyldigt ophævet. Med andre ord, de dansksindede nordslesvigere havde ikke mere nogen ret til at stemme sig til Danmark.

 

De ”hjemløse”

Men i alt dette glemte man en gruppe – de såkaldte – ”hjemløse”. Det var betegnelsen for de personer, der var født i Nordslesvig mellem 1864 og 1898 som børn af indvandrende danske statsborgere. De havde hverken dansk eller prøjsisk statsborgerskab.

Disse ”hjemløse” havde ingen valgret, ingen adgang til offentlige erhverv. De måtte under trussel om udvisning afholde sig fra at deltage i danske politiske møder. De måtte kun gifte sig og bosætte sig efter at de havde fået bevilliget og udstedt en bosættelsestilladelse (Niederlassungs – Erlaubnis) i den pågældende kommune.

Hvis en kvinde blev gift med en ”hjemløs” eller en dansk undersåt så mistede hun sin tyske indfødsret.

 

Man kunne/skulle give afkald på ”danske interesser”

En ”hjemløs” der meldte sig ind i ”Det Frivillige Brandværn” fik et plus hos de tyske myndigheder. Ville man give afkald på sine danske interesser og slutte sig til den tyske forening, kunne man få tysk statsborgerret for 50 mark eller mindre.

Som gift mand sad man som ”hjemløs” med kone og børn i en noget utryg stilling. Var man ansat hos en arbejdsgiver, der bekendte sig til at være hjemmehørende i de danske rækker, kunne man også blive udvist.

Efter et ophold på en dansk efter- eller højskole var der stor fare for en udvisning. Man måtte heller ikke videreuddanne sig på danske læreanstalter. Det skulle ske på tyske.

 

Aabenraa – borgmester truede med udvisning

Rigsdanske murere blev fjernet fra et byggeri af et dansk forsamlingshus i Agerskov. Borgmester Rickmers i Aabenraa truede med udvisningsordre, hvis de dansksindede murer ikke straks forlod deres arbejde med at bygge den danske frimenighedskirken i Aabenraa.

Fra 1909 nægtede de tyske myndigheder at give dem tilladelse til bosættelse. Fra dansk side traf man den utrolige beslutning at man ikke ville blande sig med henvisning til at det var et internt tysk anliggende.

 

De kunne indkaldes til militæret

Selv om de manglede retslig status så kunne de ifølge tysk militær lovgivning indkaldes til den tyske hær, hvilket skete fra 1914. Dette førte til, at mange trods manglende statsborgerskab blev tvunget til at kæmpe for en sag, der ikke var deres.

Det var først efter pres fra de danske nordslesvigers leder H.P. Hanssen, der også var medlem af den tyske rigsdag at der skete noget. Nu ændrede den danske regering endelig holdning.

Men alt var ikke i orden. I januar 1916 blev de ”hjemløse” beordret til session. Alle statsløse blev indkaldt. Selv om de ikke havde nogle borgerlige rettigheder kunne de godt bruges til militærtjeneste.

 

40 hjemløse blev truet med at blive skudt

 

 

Et hold på 40 ”hjemløse” fik en kortvarig uddannelse ved Pionerbataljonen i Harburg. De blev ført til kirken, hvor de fik besked om at aflægge faneeden. De nægtede dog alle sammen. Men en officer holdt en tale for dem, hvor han foreholdt dem, at de løb risikoen for at blive skudt uden for kirken. Fire af de hjemløse bøjede sig for presset.

 

Smør og flæsk til de ”hjemløse”

Endelig den 27. november 1916 blev der i den danske rigsdag vedtaget en lov, efter hvilken de ”hjemløse” kunne få dansk indfødsret, hvis der blev ansøgt om det.

I tiden derefter blev der skam også sendt mindre tildelinger af smør og flæsk til de ”hjemløse” fra Danmark

 

Landbruget var hårdt ramt

Preussernes udvisninger ramte især det nordslesvigske landbrug. Der var hundredvis af dygtige landmænd, men de turde ikke investere i nye bygninger m.m. Frygten for udvisning var der hele tiden. Systematisk udvisning af mejerister i Nordslesvig ramte også landbruget.

 

Man skulle betale skat – trods manglende rettigheder

Optanterne havde de samme forpligtelser som preussiske statsborgere. De skulle betale det samme i skat og de skulle underkaste sig landets love, men de havde slet ikke de samme rettigheder.

 

 

Kilde:

• Sønderjysk Månedsskrift
• Hans Schultz Hansen: Sønderjyllands Historie efter 1915
• Frantz von Jessen: Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie
• P. Hanssen: Fra Kampaarene
• Knud J.V. Jespersen: Vejen Hjem
• P. Hanssen: Køllerpolitikken
• tidsskrift.dk
• da.wikipedia.org
• graenseforeningen.dk

 

www.dengang.dk indeholder 1.685 artikler:

• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 141 artikler
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 35 artikler