Hvem skulle tro, at den nye filosofi omkring åndssvage og deres behandling startede på  Nørrebro. Her begyndte også undervisning af døvstumme. Men vi beskriver også i denne artikel om samfundets holdning til de åndssvage, eller idioter, som de blev kaldt dengang. En masse anstalter opstod rundt omkring. Blandt andet blev løsagtige piger sendt ud på Sprogø. Her opholdt de sig i gennemsnitlig syv år. På et tidspunkt anså man sterilisation og kastration som eneste mulighed for, at de elementer, samfundet ikke havde brug for, kunne minimeres. Det samme var tilfældet med \”Det Hvide Snit\”.

 

Mange steder på Nørrebro

Der var Keltiske Anstalter på Baldersgade, Bangertsgade, Meinungsgade og Baggesensgade.

 

Baldersgade

Hvem skulle tro det? På adressen, Baldersgade 20 – 24 opstod i 1880erne en af de såkaldte De Kellerske Institutioner, hvor åndssvage og døvstumme blev undervist i at læse og tale. Cirka halvdelen af børnene boede på skolen.

Balders Hospital

I 1903 åbnede Balders Hospital i de samme bygninger. Det var det første hospital på Ydre Nørrebro og inderholdt en særlig Konsultationsstue for fattigfolk. Siden blev bygningerne rammen for en berygtet psykiatrisk afdeling for Kommunehospitalet.

I slutningen af besættelsestiden hed det så Krankenhaus Baldersgade for cirka 140 tyske flygtninge. Efter besættelsen var hospitalet i en årrække en filial af Rudolf Bergs Hospital for Kønssygdomme.

 

Helbredelsesanstalt for Idioter

Ja det hele begyndte vel i 1841, da læge Jens Hubertz var foregangsmand inden for et spirende forsøg. Han fandt ud af, at der var 2.000 udviklingshæmmede i Danmark. Han delte dem ind i grupper svarende til højere, middel eller lettere udviklingshæmmende. Han fik nedsat en komité, der skulle fremme oprettelsen af helbredelsesanstalt  for idioter, svagsindede og epileptiske børn. I 1855 kunne man købe Rahbecks hus på Rahbecks Allé og indrette værelser til 20 børn.

 

Afvigere fra det civiliserede samfund

I sidste halvdel af 1800 – tallet blev såvel åndssvage, som blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og løsagtige personer betragtet som afvigere fra det civiliserede samfund.

 

133 ind-plankede mennesker

Hubertz beskrev, hvordan gale og åndssvage levede. Han fandt på et tidspunkt frem til 133 ind-plankede mennesker. Det vil sige, at det var mennesker, der var spærret inde i båse, stalde og udhuse. Denne Huberts havde søgt en stilling som leder af sindssygehospitalet i Risskov ved Århus. men det blev rent afslag. Det var nok fordi, han ikke var af samme opfattelse som stedets autoriteter. Huberts mente, at kun afsindige kunne helbredes. I Risskov var man mere optimistiske.

 

Kan man bruge dressur?

Den store igangsætter var Johan Keller. Han voksede op på Christianshavns Straffeanstalt, hvor hans far var inspektør. Al den nød og elendighed, som han var omgivet af, prægede ham resten af sit liv.

Johan
Keller skelnede mellem forskellige grupper:

a. Idioter, hvor man kan bruge dressur

b. Sinker og halvidioter, som kan frelses for samfundet.

Det sidste kræver hvis en oversættelse. Keller mente, at visse åndssvage, kunne blive produktive eller kunne tjene til egne føde.

 

Døvstummeskolen

I 1850 oprettede han Døvstummeskolen. Det hele begyndte med at fem stykker blev undervist på et kvistkammer.

Keller foretog en rejse til Tyskland og besøgte en masse forskellige anstalter. Han blev tilhænger af den såkaldte Lydmetode. Og med den kunne han også herhjemme fremvise forbavsende resultater.

 

Det startede i Store Kongensgade

En skole blev oprettet i en baggård i Store Kongensgade Han fik hjælp fra både staten og kommunen, og kunne derfor bygge en stor skole i Baggesensgade. Hertil flyttede man i 1869, og senere også til Baldersgade. Efter Kellers død i 1884 blev 164 elever overført til Det Kongelige Døvstumme institut i Nyborg, hvor hans søn, Hjalmar Keller, var inspektør.

 

10.000 idioter i Skandinavien

Det hændte ofte under Kellers virksomhed som døvstumme lærer, at han fik børn til undervisning og opdragelse, som ved nærmere undersøgelser viste sig ikke at være døvstumme men idioter. Ja det udtryk brugte man dengang. Dette gav Keller ideen til at oprette en skole for såvel hørende som åndssvage døve børn. Statistikken viste, at der dengang fandtes 10.000 idioter i de skandinaviske lande. Af disse var kun 100 interneret på anstalter.

 

Åndssvage – anstalt og Idiot – anstalt

Keller påbegyndte derfor i 1865 oprettelsen af en Åndssvage – anstalt, der i 1874 flyttede ind til Baggesensgade. Dette var moderanstalten for de øvrige åndssvage – anstalter. Den nye anstalt havde så stor tilgang, at der opstod et behov for et asyl for uhelbredelige åndssvage.

Idiotanstalten på Gl. Bakkehus, som  havde været i gang i nogle år, var ikke indrettet til at modtage åndssvage, som var ganske ubemidlede. Disse var derfor ganske ubemidlede, og henvist til fattiggårdene.

 

Forældre fik borgerlige rettigheder tilbage

Med statens hjælp og støtte oprettede Keller derfor i 1880 asylet Karens Minde ved Frederiksholms Teglværk ved Kalvebod Strand. Keller døde allerede som 54 – årig. De Kellerske anstalter indeholdt dengang 460 børn fordelt på fire afdelinger, en i Baldersgade og en i Meinungsgade og i Baggesensgade og Karens Minde.

Den første statsstøtte blev givet i 1880erne, og i socialloven af 1891 skete der en afgørende ændring. Nu skelnede man mellem værdigt trængende og uværdigt trængende. Det fik den konsekvens, at familier, der tidligere havde modtaget hjælp til deres åndssvage familiemedlemmer genvinder deres hidtil mistede borgerlige rettigheder.

 

Sønnen overtager

Ledelsen af afdelingerne blev overgivet til sønnen, Christian Keller, der i de følgende år, udvidede organisationen. Han udvidede med Landbrugs – og værkstedafdelingerne, Lillemosegård og Lille Godthåb.

Skoleafdelingerne udvidede og omorganiserede. Det var sønnen, Christian Keller, der i en alder af kun 25 år, stod for åndssvage – afdelingen. En særlig forsøgsafdeling blev oprettet først i Bangertsgade. Broderen, Emil Keller fortsatte som leder af døvstumme – skolen. I 1893 overflyttet til den tidligere Døvstumme anstalt i Baldersgade.

Den egentlige skoleafdeling i Bangertsgade havde en overgang tre bygninger i brug. Det blev en mønster – skole, som mange udenlandske eksperter besøgte.

 

Sterilisation og Kastration

Christian Keller gik ind for sterilisation og kastration af åndssvage. Han var bange for, at antallet af disse var stigende i samfundet. Presset på institutionerne var også stigende.
Måske skyldtes dette, at flere og flere af de lettere åndssvage blev anbragt på institutioner. Som Keller sagde:

• Det var ingen Lov, som forbød det, men der var heller ingen Lov, der tillod det.

Godt at overdrive

Og et godt trick, var at overdrive.  Og det gjorde Christian Keller så. men som så ofte før, så kunne man overdrive så meget, at loven efterhånden fik præg af racehygiejniske forhold.
Således blev der fremhævet, at der i Fattiggårde gik folk rundt som ofte var åndssvage eller på en anden måde åndelig defekte. De var til gene for deres omgivelser. Ja på et tidspunkt mente kommissionen, at flere grupper også  skulle komme på tale, når det gjaldt kastration og sterilisation. Og det var farlige forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide og personer med maniodepressive psykoser.

1895 blev en mærkedag for De Kellerske Anstalter. De forhandlinger man havde ført med Rigsdagen resulterede i en lov, der blev stadfæstet af kongen.

 

Forbillede for Europa

De Kellerske Institutioner behøvede flotte imponerende bygninger. Det skulle give de indlagte agtelse og ærefrygt for stedet. Patienter var delt op i tre grupper, arbejdsføre, plejepatienter og skolebørn. De boede i henholdsvis hvide, gule og røde bygninger.

Mellem Fredericia og Vejle i Brejning opførtes mellem 1891 og 1901 en større anstalt. Man havde plads til seks hundrede patienter. To gårde blev opkøbt.  Danmark blev foregangsland, når
det gjaldt overvågning, systematisk indsamling, institutionalisering og sterilisation af åndssvage.

Brejning blev med sine isolationsfilialer på Livø og Sprogø et forbillede for hele Europa. Christian Keller havde den filosofi, at åndssvage ikke kunne helbredes.

 

Mange skulle involveres

Og så havde man så fundet nye begrundelser for kastration og sterilisering. En betænkning havde følgende ordlyd:

• Vi vedtager en socialt – humanitært begrundet lovgivning, der tillader sterilisation af psykisk defekte, arbejdssky, prostituerede, forbrydere og andre asociale af hensyn til
  udgifterne, afkommets opdragelse og den samfundsmæssige ro og orden.

 

Uhyggelige minder

Disse love, der blev vedtaget i Skandinavien i 1930erne minder meget om det, vi har beskrevet i andre artikler omkring Hitlers Tyskland. Det er lidt uhyggeligt, at tænke på. Man gik
så senere i Tyskland en tak eller to videre. Og tænk, tyskerne henviste til danske undersøgelser.

 

1.700 patienter indlagt i Brejning

I 1949 var Brejning belagt med 1.700 patienter fordelt på 43 afdelinger.

Ebberødgård, Lillemosegård og Gammelmosegård var nogle af de ejendomme, som også blev overtaget.

 

Erotik frembryder væsentlig fare

I 1911 overtog Den Kellerske Anstalt øen Livø. Det blev et sted, hvor åndssvage og ofte kriminelle mænd blev holdt fanget. Disse mennesker fik betegnelsen, moralsk åndssvage. Man kaldte dem også for anti – sociale. Mange ville dog ikke kalde disse mennesker åndssvage, men det gjaldt dengang om, at rense ud i samfundet. Man var bange for, at de åndssvage ville videregive
deres sygdom til næste generation. Det gjaldt så for samfundet at sørge for, at de ikke formerede sig.

Når de blev prøveløsladt, kunne samvær eller forlovelse med en kvinde, betyde at de blev sendt direkte tilbage til øen. I 1919 formulerede Keller til en embedsmand i Undervisningsministeriet, hvem øen skulle være opholdssted for:

• Den Klasse af aandsvage Kvinder, hvis Erotik frembryder en væsentlig
  Fare i det frie Samfund for Udbredelse af Kønssygedomme og for
  en Forøgelse af Samfundets aandelige Individer gennem Børnefødsler.

 

Nedarvede faktorer

I 1923 oprettede man på Sprogø en anstalt for seksuelt løsagtige åndssvage kvinder. Ø-anstalterne på Livø og Sprogø blev først nedlagt i 1961.

Den typiske Sprogø – pige blev i lægernes journaler beskrevet som letfærdig og løsagtig. Man skulle her på øen være med til at forhindre, tiltagende forøgelse af minusindividerne. Nedarvede forskelle i individers, racers og klassers evner, skyldtes nedarvede faktorer, sådan var holdningen dengang.

Svagtbegavede kvinder var ikke blot potentielle smittebærer af kønssygdomme. Deres seksuelle aktivitet førte også til uønskede børnefødsler, med stor risiko for degenereret arv. Værnet mod den usunde børneproduktion, var blandt andet baggrunden for Sprogø – anstalten.

 

Gennemsnitlig syv års anbringelse

Sprogø var en blanding af hospital, arbejdsplads og fængsel. Uhyggeligt at tænke sig, at kvinderne gennemsnitlig var på Sprogø i syv år. En enkelt dog i sammenlagt 38 år.

Nogle af kvinderne holdt hemmelige stævnemøder med stenfiskere fra Korsør. Andre forsøgte at flygte på hjemmelavede tømmerfloder med tragiske følger. Ja og i frustration over forholdene var et også enkelte, der satte ild på bygningerne.

I 1934 døde Christian Keller på Frederiksberg. Han er begravet på Assistens Kirkegård.

I 1959 blev forsorgen overtaget af staten og hed derfra Statens Åndssvageforsorg.

 

De udviklings – hæmmende gemt af vejen

Man gemte de udviklings – hæmmende af vejen. Den ene årsag var for at beskytte dem mod samfundet, men også for at beskytte samfundet mod dem. Man var bange for, at hvis de var for mange samlet, ville de danne bander og lave kriminalitet. Mange steder brugte man fiksering med bælter og muffer, men også overmedicinering blev brugt bevidst.

Anstalterne var opdelt i mande – og kvindeafdelinger, samt børneafdelinger. Man måtte ikke besøge hinanden. Måske kom man på udflugt en gang om året. Ofte fik man en nedvurderende behandling. Ofte var det et heraki mellem personale og beboere. Mange havde det skidt med at værre skilt fra familien.

 

Filosofien betvivlet i 1950erne

Først i 1950erne betvivlede man De Kellerske Anstalters filosofi. Om nødvendigheden for at oprette Sprogø i 1923, blev der filosoferet følgende:

• Navnlig fordi det Afkom de bringer til Verden gennemgaaende er af meget ringe Kvalitet og at Ø- Anstaltens vigtigste Opgave netop skal være at formindske den store økonomiske Byrde, som det aandeligt defekte Afkom er for Samfundet, og at den altsaa i det lange Løb skulle betale sig.

 

Det hvide snit

I perioden fra 1939 til 1983 fik godt 4.500 danskere foretaget det hvide snit. Det har måske ikke så meget at gøre med De Kellerske Anstalter. Men det har igen noget at gøre med fejlbehandling inden for psykiatrien. 70 pct. af dem, der fik foretaget indgrebet var kvinder. Sammenholdt med befolkningsantallet havde Danmark verdensrekorden i brug af Det Hvide Snit.

Hvem husker ikke Jack Nichkolson i Gøgereden?. Han blev en levende grøntsag.

 

Psykopat

Når en kvinde fik stillet diagnosen Psykopat, som man dengang karakteriserede som en slags karakterafvigelse, så som aggressiv, bandende og seksuel aktiv. Ja så skulle hun passe på. For samfundet passiviserede ofte unge kvinder ved netop at anvende Det Hvide Snit. Pludselig blev hovedet barberet, kraniet åbnet og nervebanerne skåret over. Kvinder med depressioner blev udsat for dette.

 

Behandlingssted – ikke opbevaring

Hospitalerne ville hellere være behandlingssted og ikke opbevaringssted. Derfor var de interesseret i, at patienterne blev hurtigere udskrevet. Og det var seks psykiatere for hver 1.000
patienter. Så tid til samtale var det næppe heller ikke dengang. Medierne bakkede op om indgrebet. De stillede ikke spørgsmålstegn. Heller ikke over, at cirka 30 pct. udviklede epilepsi
efter indgrebet. Det hele blev set som et fremskridt.

I langt de fleste tilfælde fik patienten bivirkninger. De blev inaktive, apatiske. De mistede deres personlighed. Ligeledes var en dødelig udgang også forekommende i 6 – 10 pct. af tilfældene.

 

Nobelprisen

I 1949 fik den portugisiske læge Egas Moniz nobelprisen i medicin for sin metodeudvikling af Det hvide snit. Jo man gjorde alt for at afgrænse mentale lidelser fra det offentlige rum. Med den manglende kritik fik operationerne lov til at fortsætte til 1983. Man vidste ikke nok om hjernens funktioner, da man gik i gang. Hvorfor var der ingen, der sagde stop. Da man gik
i gang, var behandlingsmulighederne for psykiatriske patienter begrænset.

 

Kæmpe tiltro til Lægevidenskaben

En ting fik man dog opnået. Man fik skabt ro på de psykiatriske afdelinger. Men det virker ret bizart, at man fik lov til det, og at ingen greb ind. Men det passer jo godt ind i det, som vi har beskrevet her i artiklen. Vi havde godkendt sterilisation og kastration. Vi havde også godkendt, at åndssvage og sociale afvigere blev sendt ud til Livø og Sprogø, hvor de ikke var til fare
for samfundet. Men befolkningen havde en kæmpe tiltro til lægevidenskaben. Og når så  medierne også  var med. Ja så kunne det jo ikke få helt galt!

 

Mere rolig –  lig med succes

Når især kvinderne agerede mere rolig efter et indgreb, betragtede man det son en succes. Egentlig blev der ikke foretaget den store evaluering. Først i 1982 gennemførte Folketingets Ombudsmand en egentlig undersøgelse af forholdene. Denne undersøgelse førte til, at man ophørte med Det Hvide Snit. Psykiske lidelser var tabu. Man kritiserede heller ikke brugen af elektrochok, insulin indsprøjtning, indsprøjtning med malaria – virus eller Cardiazol.

 

Kilde: Se

Litteratur Nørrebro

Litteratur København (under udarbejdelse)

 

• wwww.dengang.dk indeholder 1.780 artikler , herunder 304 artikler fra Nørrebro
• Vores hjemmeside indeholder flere artikler om både Mandelejren på Livø og Kvindelejren på Sprogø samt Racehygiejne.

 

Artiklen er redigeret 2/9 – 2014 og 11/9 2021.