De 113 skud på Nørrebro

Plakater med ”Fuck Politiet”. Man har glemt detailhandlen. Politiet holdt sandheden tilbage. Det startede fredeligt. Ordensmagten var klart i mindretal. Vi følger kampens forløb. Det var som en filmscene. ”Det var dem eller os”. På Nørrebro er det nej til EU. Normalt ville man trække sig tilbage. Man angreb politiets svageste led. Pludselig lå 12 – 15 betjente lå på asfalten. Urobetjente pressede politielever. Søren ramt i maven. Alexander ramt i hovedet af noget. Tilflugt i Joe’ s kaffebar. Toilet flød med blod. Man sigtede ikke kun efter benene. Få millimeter fra halspulsåren. Arresteret inden operation. To år gennem retssystemet. Efterfølgende mord og selvmord. Politiledelsen frikender sig selv. De enkelte betjente følte sig ladt i stikken. De blev beskyldt for at være ”skydeglade revolverbetjente” Ny strategi efter 1993. Ødelæggelserne var større i 1999. Der blev foretaget seks undersøgelser.

 

Plakater med ”Fuck Politiet”

”Fuck Politiet” stod der på en masse plakater, sat op på Nørrebro. De var sat op til skræk og advarsel for de ting, der skete den 18.-19. maj 1993. Gennem årene har der i sandhed været mange kampe på Nørrebro. Vi bringer en oversigt over 84 artikler om dette emne som ”Den Gamle Redaktør” har skrevet om dette tema i slutningen af artiklen.

 

Man har glemt detailhandlen

Medierne har regnet ud, at alene kampen om bevarelsen af Ungdomshuset kostede samfundet mellem 120 og 165 millioner kroner. Men medierne har aldrig interesseret sig for, hvad alle disse kampe har kostet detailhandlen. For til sidst sagde forsikringsselskaberne stop sådan mere eller mindre. Men politikerne fortsatte med at bilde befolkningen, at indehaverne fik dækket alle skader.

Det er bestemt ikke korrekt. Mange butikker er faktisk også lukket, fordi de ikke mere kunne holde det ud. Og i perioder forsvandt kunderne. Måske er der nogen, der på et tidspunkt begynder at regne på dette.

 

Politiet holdt sandheden tilbage

Det var første gang i fredstid, at politiet åbnede ild mod en folkemængde i fredstid. Det var dengang, at en af de mest omdiskuterede sager i dansk retshistorie tog sin begyndelse. Ingen, hverken politiledelse eller politikere havde lyst til at se sandheden i øjnene. I frustration havde betjente sigtet og skudt direkte ind i folkemængden. Og hele tiden vidste politiledelsen, hvem der havde givet ordren, om at skyde efter benene. Man havde bevidst skjult det. Heller ikke dette er man stillet til ansvar for.

 

Det hele startede ganske fredelig

Det var en fin forårsdag. Og det hele startede fredeligt med taler, musik og storskærm på Blågårds Plads.

Hvorfor udviklede det sig så dramatisk? Var det raseri over ja til Edinburgh – aftalen, varmt vejr eller for mange øl?

Den 2. juni 1992 havde 50,7 pct. stemt nej til Maastricht – traktaten, trods det at et enigt Folketing og erhvervsliv havde sagt ja. Men et år efter blev den danske befolkning atter kastet ud i en afstemning.  

 

Det udviklede sig til en tragedie

Politiet var slet ikke forberedt. De ville ikke anskaffe vandkanoner. Men betjentene var dog i kampuniformer. Folks opfattelse af politiets rolle udviklede sig til bitterhed. Harmen udviklede sig i omfattende hærværk ildspåsættelse og blind raseri. Atter var det bydelens butikker, det gik ud over. Nogle af butikkerne blev lige frem røvet.

Denne maj-nat udviklede det sig til en tragedie.

 

Ordensmagten var klart i undertal

300 betjente fra hele landet var sendt til Nørrebro. Da mandskabsvognene kom gik det op i en kæmpe blodrus. I løbet af kort tid var det totalt kaos.

Ordensmagten var klart i undertal. Mange var endnu ikke færdiguddannede. På Fælledvej gik det helt galt. Politiet manglede tåregas og radiokommunikationen brød sammen. Styrken blev presset tilbage af folkemængden. Brosten og kasteskyts flød gennem luften. Mange rammer butiksvinduer og betjente. Mange af de ramte betjente segner om på asfalten.

Af frygt for at helt skulle miste kontrollen bliver der givet ordre til at skyde efter benene. Danske politifolk affyrer 113 skud. 11 demonstranter og tilskuere behandles efterfølgende for skudsår på Rigshospitalet.

 

27 betjente var udstationeret på Blågårds Plads

Det var Anti Fascistisk Aktion, der gennemførte en demonstration på Blågård Plads. Man antog, at demonstrationen ville gå mod Christiansborg. 27 betjente var udstationeret på pladsen og fulgte den fredelige demonstration.

 

Kampens forløb

Da alt tegnede til at blive et ja, døde festlighederne. Og betjentene blev sendt hjem.

• En gruppe på 500 – 1.000 gik ned ad Blågårdsgade mod Nørrebrogade. Nogle havde planer om at bygge barrikader. Øjenvidner fortæller, at der var 10 – 20 stykker fra det autonome miljø, der startede bygningen, men de fik hurtig opbakning fra de lokale beboere.

 

• Nærpolitistationen Blågården angribes ved 22-tiden. De første barrikader opføres på Nørrebrogade. Skurvogne blev anvendt. Der var ikke nogle forudgående meldinger om uro. De første politistyrker tror, at det er tale om mindre isolerede hændelser. Politiet forholdt sig i første omgang passiv. Oven over barrikaderne blev der anbragt bannere med teksten ”EF – Fri Zone”. Op mod 2.000 mennesker var nu forsamlet på Indre Nørrebro. De første bål blev antændt.

 

 

• Betjentene var ikke indstillet på timelange kampe med brosten og brandbomber. Ingen havde på noget tidspunkt overblik over begivenhederne

 

• Først kl. 23.15 er den første kampstyrke klar ved Sølvtorvet, 500 meter fra de første barrikader.

 

• Meldingen gik på, at kollegaer på Nærpolitistationen i Blågårdsgade var i fare. Her befandt der sig seks betjente. Udenfor var 200 demonstranter på vej ind for at ”tale” med den seks.  De forsøgte med en hjemmelavet rambuk.

 

• Fra sidegaderne blev politiet angrebet i Blågårdsgade

 

 

• 30 indtages barrikaderne og der bliver affyret store mængder tåregas ind i området uden hensyntagen til beboerne.
•  
• En efterlysning efter mere tåregas når aldrig frem til Politigården.

 

• 13 mener politiet, at de har situationen under kontrol. Nørrebrogade mellem Fælledvej og broen er besat af politiet. Hele området er indhyllet i tåregas.

 

• 15 kommer en deling ad Blegdamsvej til Skt. Hans Torv. Men de mødes af et sandt bombardement af brosten og må trække sig tilbage.

 

 

• Demonstranterne går nu mod Skt. Hans Torv. Her ligger flere tons frit tilgængelig brosten. De er samlet i affaldscontainere så de lettere kan transporteres. Torvet var under ombygning så våbenlageret var frit tilgængeligt.

 

• 14 urobetjente i civil bliver sendt op til Torvet for at observere og rapportere. De hjælper med at samle sten i en container. Men de bliver genkendt af et ægtepar og jagtes op ad Fælledvej. De har ikke fulgt deres ordre med at forholde sig helt passive.

 

• Omkring Skt. Hans Plads er betjentene ikke klar over, hvem der har kommandoen. Åbenbart har man nu opgivet den defensive taktik for nu bliver der hele tiden råbt ”Fremad” i radioen.

 

• Omkring 00.30 føler 20 betjente, at de er i overhængende livsfare og undertal. De kan hverken trække sig væk eller fjerne deres sårede. De bruger den sidste udvej. Pistolerne trækkes og man rykker frem.

 

 

• 00.34 beslutter politiledelsen, at Torvet skal genindtages. En kugleregn opstår. Den varer i 36 sekunder. Det går i den grad kludder i politiets strategi.

 

• Stenregnen stilner nu næsten af

 

 

• 00.36 rammes en betjent af en sten. Pludselig hører man råbet ”Skyd efter benene” Og det lyser et enkelt skud. Råbet gentages 8 sekunder efter. Dette udløser en kraftig salve, der varer i næsten 17 sekunder (der er store afvigelser i forklaringerne om, hvornår politiet har skudt).

 

• 00.45 er politiet rykket frem til Skt. Hans Torv. Man har nu endelig fået fremskaffet mere tåregas. Nu har man hele Torvet under kontrol.

 

 

• En lille gruppe betjente rykker samtidig op ad Guldbergsgade mod demonstranterne. Under denne fremrykning skyder politiet for tredje gang direkte ind i mængden med en salve. Denne varer i syv sekunder.

 

• I de følgende timer kommer der til flere mindre sammenstød.

 

Det var som en filmscene

Det var nærmest surrealistisk. Rundt omkring de kæmpende grupper af stenkastede unge og kampklædte betjente løb de halvstore børn. En stor gruppe stod bare og så på. Det var som en filmscene, der foregår i en anden virkelighed. Folk stod og snakkede og kommenterede situationen. 10 – 15 minutter derfra var der vild tumult.  Stenene fløj rundt. Menge var der slet ikke adresse på.  Det hele var indhyllet i en råben og skrigen og høje smæld, når stenene røg i skjoldene.

Demonstranterne fornemmede, at politiet havde overvurderet sig selv.

 

”Det var dem eller os”

Den aften havde de unge behov for at få ram på politiet. Det var dem eller os, siger demonstranter efterfølgende. Politiet blev betragtet som en fjendtlig magt. De unge skar alle politifolk over en kam. Mange mener endnu i dag, at det de gjorde den aften og nat var det rigtige.

Mange fortæller, at det især var urobetjentene, der provokerede. Ja de opfordrede ligefrem til slåskamp. Således skulle et par af dem have råb:

 

• Kan du huske Benjamin?

 

Det var under en dramatisk nat på Rådhuspladsen, at Benjamin Schou blev udsat for en meget voldsom anholdelse. Han var klinisk død i flere minutter. Han kom aldrig til bevidsthed og døde på et plejehjem i 2008.

 

På Nørrebro er det nej mod EU

Politiet var gidsler i de unges raseri. På Nørrebro var der modstand mod EU. Og den måde, som politikerne havde håndteret det på fik de unge op i det røde felt. Folk var harmdirrende vrede over, at politikerne ikke respekterede demokratiet og bare lavede en ny folkeafstemning.

Det hele startede med en rockkoncert med rockgruppen Chumbawamaba.på Blågårds Plads.

Mursten og mindre brosten er tunge nok i sig selv, men med de her kæmpe sten skal man stå helt tæt for at ramme – så tæt, at man næsten havde øjenkontakt med den betjent, man kastede imod.

 

Normalt ville man trække sig tilbage

Politiet kom gående frem i kæder. Hver gang en blev ramt og røg ned, blev de båret væk. En anden overtog så pladsen i kæden.

Det var lige som vikinger. Mange demonstranter følte faktisk, at politiet var seje den nat. For de holdt stand, selv om det regnede ned med sten. Normalt ville man trække sig tilbage og vente på forstærkning. Det har de altid gjort. Og fordi de blev stående, så snaporede det til demonstranterne at angribe endnu mere.

 

Man angreb politiets svageste led

De unge angreb med brosten, flisestykker, jernspyd og andet materiale, de kunne finde. Dette medførte, at den i forvejen trængte politikæde fik delvis i opløsning midt på Fælledvej. Og aktivisterne fortsatte med at angribe politikædens svageste led. Politiet trak deres våben, men det havde nu ikke nogen synderlig effekt. Og de kommanderede varsleskud virkede heller ikke.

Mærkelig var det, at politiet ikke trak sig tilbage. De enkelte betjente var tydeligvis i fare. Nu brugte de så skjoldene for at komme frem mod Skt. Hans Torv. De passerede en masse brændende biler.

 

Pludselig lå 12 – 15 betjente på asfalten

Mange betjente var ramt og lå på asfalten. En enkelt havde taget hjelmen af. En aktivist så dette og knaldede en sten på ham. På et tidspunkt lå mindst 12 – 15 betjente på gaden ramt af sten og andet kastekysts.

Sårede betjente humpede væk og blev båret fra Fælledvej.

Politiet havde svært ved at kende forskel på tilskuere og demonstranter, således blev mange tilskuere angrebet med politiets skjolde forrest.

 

Urobetjente pressede politielever

To unge piger havde søgt tilflugt i baggårde ved Skt. Hans Plads. Deres kærester var ramt af skud. Og mange af skudofrene havde søgt tilflugt eller blev bragt ind på Joe’ s Kaffebar.

En af dem var ramt i maven og oversmurt af blod.

En fyr i frontlinjen drattede pludselig om. Politiet rykkede frem mod ham, men blev presset tilbage. Kampen bølgede. Så opstod der pludselig et hul. To aktivister fik nu fjernet deres kammerat og fik ham båret væk. Ellers var han blevet trampet ned af politiet. Han var bevidstløs og havde en bule på størrelse med et æg og havde fået noget i hovedet.

Det var flere sten i luften end nogensinde. Civilbetjente kastede brosten retur mod tilskuere og aktivister. Nu kom der pludselig en underlig hvislende lyd. Det viste si, at være kugler, der flød om ørene. Urobetjente blev ved med at presse elever fra politiskolen frem. Det var også de første til at skyde viste det sig bagefter.

 

Søren blev ramt i maven

En af brostenene ramte Søren i maven. Luften var slået ud af ham. Han lå på jordet et stykke tid og hev efter vejret. Nogen slæbte ham ind på fortovet. Han havde netop rejst sig op, da han hørte nogle smæld. Det lød som knaldperler. En masse hætteklædte løb nu imod ham. Det var nærmest panisk.

 

Alexander blev ramt af noget

I et brøkdel af et sekund drejede Alexander hovedet. Han kunne se en betjent med en pistol i hånden. Så kom der et uventet slag med en vanvittig kraft. Som et slag med en jernstang fra en granvoksen mand. For Fanden tænkte han, jeg har vel ikke fået en brosten i hovedet. Og så væltede der ellers tænder og benstumper ud af munden på ham. Smerten kom først senere.

 

Tilflugt i Joe’ s Kaffebar

Alexander vaklede over mod Joe’ s Kaffebar.

Efterhånden var det helt fuldt inde i Joe’ s Kaffebar. Det var et rigtig arbejdersted med nikotingule vægge. Her kunne man få en bajer med ostemad for 12 kr. Stedet lå på hjørnet af Guldbergsgade og Skt. Hans Torv.

Man havde lukket døren og ville ikke åbne. Først da Alexander flyttede sin hånd og viste sit ansigt, lukkede de ham ind.

 

Toilettet flød af blod

Et kæmpe brød så helt forkert ud i hovedet. Senere blev han fundet besvimet ude på toilettet, hvor han lå med hul i maven. Man frygtede, at kuglen sad mod hans rygrad. En toiletdør blev hevet af, og så lagde man ham der. Der var nu to alvorlig sårede på kaffebaren. Toilettet var oversmurt med blod.

Alexander tænkte, at en brosten ikke kunne forårsage så meget blod.

 

Søren søgte tilflugt i Guldbergsgade

Ude på gaden lå Søren stadig. Blod silede fra et hul i skulderen ned over armen og ud over hånden. Hans arm og skulder var følelsesløs. Tanken om de skrappe skud strejfede ham. Chokeret stak han ned ad Guldbergsgade. Ind til en vens forældre. Han fik såret i skulderen vasket. Der blev ringet efter en ambulance. Men den havde ikke tilladelse til at komme ind på Indre Nørrebro.  Stadig med blodet løbende tilbød en mand på ladcykel nu at køre ham til Rigshospitalet.

 

Man sigtede ikke kun efter benene

Alvoren var i den grad gået op for folk. Der blev jo skudt. Folk var rystede. Det gik op for dem, at de var i livsfare. Det var ikke alle, der lige opfattede, at politiet brugte skydevåben. . Det lød nærmest som lynkinesere. Men efterhånden faldt folk om ved siden af en.

Ja flere tissede og sked i bukserne under kampene. Og her taler vi om politielever.

Godt nok havde demonstranterne opbygget et had mod politiet. Men der var ingen, der havde troet, at det skulle udvikle sig så voldsomt. Mange mente, at hvis politiet bare havde trukket sig tilbage, så var demonstrationen gået i opløsning.

Det var bestemt ikke alle betjente, der kun sigtede efter benene.

 

Få millimeter fra halspulsåren

Efterhånden var Alexander også nået frem til Rigshospitalet. Han blødte stadig kraftig fra munden. Han forklarede, at han havde fået en brosten i hovedet.

Tilskadekommende politifolk, demonstranter og tilskuer blev ved med at strømme ind på hospitalet. Alexanden blev bedt om at vente og fik noget bedøvende. Han fyldte papbakke på papbakke med blod fra munden. Efter en halv times følelsesløshed var smerterne begyndt at indfinde sig.

Endelig var det hans tur til røntgenfotografering. Herefter gik det stærkt. En læge en hånd på hans bryst. Han fik at vide, at det ikke var en brosten han havde fået i hovedet. Han fik at vide, at han var skudt i hovedet. Projektilet sad nu i to dele kun en millimeter fra halspulsåren. Hans tænder og hele kæben i venstre undermund blev pulveriseret, da projektilet gik ind.

Tidligt om morgenen den 19. blev Alexander opereret. Et stykke platin blev sat ind i stedet for den knuste kæbe og hans mund blev fikseret med ståltråd. 10 år efter var der stadig ingen tænder i venstre undermund. Men lægerne sagde til Alexander, at han skulle være glad for at overleve.

 

Arresteret inden operation

Både Alexander og Søren blev lige som de andre sårede alle arresteret på sygehuset. Søren blev ført til en isolationscelle. Her sad han i tre dage uden lægetilsyn med en slynge om halsen. På fjerdedagen blev han løsladt.

Alexander lå tre dage på hospitalet uden at hans familie fik lov til at besøge ham. På fjerdedagen blev han fremstillet for retten. Da han var ældre end de andre mente politiet at han havde været med til at arrangere urolighederne. Og da han var ramt i hovedet havde han været forrest i geleddet. Men der var ingen beviser mod Alexander. Han blev løsladt på stedet.

 

To år gennem retssystemet

Men for Søren var efterspillet først begyndt. I to gik hans sag gennem retssystemet. I 1966 blev han idømt otte måneders ubetinget fængsel for vold mod tjenestemand i funktion og forstyrrelse af den offentlige orden.

 

Som en film, der kører igen og igen

På Dronning Louises Bro blev der etableret opsamlingssted til de sårede, der ikke selv eller ved andre hjælp var kommet på Rigshospitalet. Flere havde fået knust fødderne. Andre havde brækket ben eller fået læsioner i ansigtet. Men det værste var sår på sjælen.

En tredjedel af den indsatte politistyrke fik fysiske skader under kampene. 92 betjente rapporteres med skader. 61 sygemeldes og for mange ender konfrontationerne i personlige problemer og årelange fortrængninger.

 

• Det er som en film, der kører igen, igen og igen

 

Ja sådan sagde en betjent, der først syv år efter modtager ordentlig krisehjælp. Det gør folk i uniform sjældent. Store drenge græder ikke.

 

Mord og selvmord

Gennem 1990erne bryder flere betjente sammen. En af lederne, en vicekriminalkommissær gifter sig senere med en af de kvindelige betjente, der var med i aktionen. Han forlader styrken og går langsom i opløsning. I 1999 slår han sin kone ihjel. Året efter hænger han sig selv i Ringsted arrest.

 

Brosten kom poppende som popcorn

En politiassistent fortæller om sine oplevelser:

• Brosten kom poppende som popcorn, overalt i alle højder, fra alle sider, hele tiden. Man kunne ikke følge deres bane. De ramte overalt.
• Vi stod i en kæde. Det betyder, at jeg havde et greb i kollegaen ved siden af. Igen og Igen oplevede jeg, at han eller hun faldt om, og blev slæbt væk. Det var virkelig med en følelse af panik. Benene rystede, alt gjorde ondt.

 

Politiledelsen frifinder sig selv  

Situationen vrides atter og atter i medierne. Endnu en gang indleder politiet en undersøgelse af politiet, Men ingen vil påtage sig hverken skyld eller ansvar, alle føler sig lige retfærdige.

Politikerne fastholder, at de har overholdt de demokratiske spilleregler. Politiledelsen frifinder sig selv.

 

 

Halvdelen af befolkningen synes, at det var helt i orden at skyde på de ”forbryderiske antidemokrater”. Tre betjente sigtes for at have skudt mod tilskuere, men ingen af sagerne bliver gennemført.

 

De enkelte politifolk følte sig ladt i stikken

De enkelte politifolk følte sig efterfølgende ladt i stikken. Syv års mistænkeliggørelse føltes dybt deprimerende. Efterfølgende var der mange, der mistænkeliggjorde betjentene. 

Systemet krævede syndebukke. I bogen ”Bag Skjoldet” lyder det således:

 

• Vi syntes, vi gjorde et fantastisk stykke arbejde, vi havde ofret os, og vi troede, at vi skulle få tak. I stedet blev vi gjort til syndebukke.

 

Den aften styrede aktivisterne slagets gang. De gjorde sig ingen tanker om, at det var en familiefar, som de angreb. Politiet blev betragtet som systemets robotter, som de ville ødelægge og slå ihjel.

 

Beskyldt for at være skydeglade revolverbetjente

Politiet var i den grad i mindretal og blev nedkæmpet. Alle betjentenes tjenestepistoler blev undersøgt. Betjentene blev udråbt som skydegale revolverbetjente. De følte sig snigløbet af systemet. Ja de følte sig som syndebukke i et politisk system. Mange betjente undrede sig over, at ledelsen ikke erkendte, at indsatsen havde været problematisk.

Politiet gjorde mandefaldet op hos deres egne. Der var rapporteret 115 skader hos 100 politifolk. 95 havde fået læsioner og blå mærker, to blev bevidstløse, ni fik brud på knoglerne og tre fik tandskader ved urolighederne. 20 af politifolkene har fået ”større eller mindre skader, der har medført livsvarrige mén”. Man talte dengang ikke om de omfattende psykiske lidelser. 

 

Ny strategi efter 1993

Efterspillet var et mareridt for betjentene. Alle politiskridt og handlinger blev kortlagt. Politidirektør Hanne Beck Hansen mente ikke, at man nogensinde skal glemme 18. maj 1993.Til Dansk Politi sagde hun, at det var politiets sorteste dag i efterkrigstiden. Nogle har så sagt, at politiet nok ikke har lært af disse begivenheder:

 

• Vi har et andet og mere mobilt indsatskoncept, et lettere udstyr, vi kan få folk ud, og radiokommunikationen er langt bedre. Samtidig er det klart, hvem der har kommandoen.

Efter 18. maj 1993 ændrede politiet fremgangsmåde. De købte pansrede biler og brynjer. Og nu holdt man op med at rykke frem til fods.

 

Ødelæggelserne var større i 1999

Man fandt aldrig bagmændene for urolighederne den 18. – 19. maj 1993. Og det gjorde man heller ikke for urolighederne den 8. – 9. november 1999. Episoden i 1999 udviklede sig, politiet var alt for længe om at rykke ind. Nørrebro Handelsforening har aldrig forstået denne strategi. Ødelæggelserne i 1999 var større end i 1993.

Ja dengang i 1999 var politiet først til stede, da alle var forsvundet.

Heller ikke her fandt man de skyldige. 

 

Seks undersøgelser blev der foretaget

Hele seks undersøgelser blev foretaget:

 

• I 1994 frikender Byretten 18 og dømmer 8 af de tiltalte demonstranter/tilskuere
• I 1995 får tre skærpet deres straf og ni demonstranter/tilskuere bliver idømt hæfte
• I 1995 bliver der konkluderet, at det er overvejende sandsynligt, at det var aktivister, der råbte ”Skyd efter benene”.
• I 1995 opgiver justitsministeren tiltale mod tre betjente
• I 2000 firfindes alle involverede politifolk for tiltale

 

Straffeansvaret blev hurtig forældet

Ja egentlig fulgte der flere undersøgelser. Således konkluderede en af disse, at:

 

• Det ikke er tilstrækkelig godtgjort, at der fra demonstranternes side har foreligget en samlet forudgående planlægning af begivenhedsforløbet.

 

Efterhånden blev straffeansvaret forældet. Man kunne så have anvendt tjenestemandsloven. Den har ingen forældelsesfrist.

 

Man skjulte bevidst information

Det kan jo undre, at politiledelsen holdt det skjult, hvem der gav ordren til at skyde. Man skjulte informationen for både befolkningen, politikerne og seks undersøgelseskommissioner. En uro – betjent havde allerede om natten informeret ledelsen om, at det var ham, der havde givet ordren. Men det skulle åbenbart skjules i alle disse år. På et tidspunkt fik aktivisterne selv skyld for at have givet ordren:

 

• Skyd efter benene

 

Ingen folk fra ledelsen blev dømt

Mange har ikke kunnet forstå at politiet bevidst har forsøgt at tilsløre det virkelige hændelsesforløb. Man dækkede over hinanden med åbenlyse løgne. Man forsøgte også at dække over, at der havde været hele tre skudepisoder. Politiet påstod, at der kun havde været en.

Ja først den 20. maj, da Vesterbro lokal TV kan dokumentere, at politiet skød direkte ind i mængden, indrømmede politiet, at det havde været en skudepisode. Indtil da havde været skudt varselsskud.

30 mennesker inklusive de sårede blev anholdt den nat/aften. Otte af disse blev dømt. Ingen betjente eller folk fra ledelsen blev gjort ansvarlige.

 

Kilde:

• norrebro.dk – div. Artikler
• dengang.dk – div. Artikler
• ekstrabladet.dk
• leksikon.org
• Erik Valeur: Nørrebro sten for sten – En hvidbog om Nørrebrosagen
• Diverse forfattere: Nørrebro 18. maj 1993
• Carsten Ørum: Bag Skjoldet – Nørrebro maj 93 – En politibetjents frontberetning
• TV – optagelser fra DR – NDR – Vesterbro Lokal TV – TV Stop
• DR 2: ”Skydeordren, der blev væk”
• Beretning i henhold til lov nr. 389 af 22. maj 1996 – Undersøgelse af Nørrebro-sagen.
• vice.com
• bt.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• b.dk
• information.dk

Hvis du vil læse om ”Uro på Nørrebro” så se her på www.dengang.dk

• Byggeren på Nørrebro – nok engang
• BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Et ”Fadderhus” på Nørrebro
• Fristeder og Ungdomshus
• Hvorfor skulle Janne dø?
• Bomben i Søllerødgade 1-2
• Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
• Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
• Nørrebro – 18. maj 1993
• Slumstormere, Besættere og Autonome
• Ungdomshusets Historie 1-2
• Kampen om Ungdomshuset 1-3
• Ungeren –set fra 6. klasse
• Varehuset Buldog på Nørrebrogade
• Handelsforening i brændpunktet
• Terrornatten på Nørrebro (8. – 9. november 1999)

 

På www.norrebro.dk kab du læse følgende (brug søgefunktionen)

• Støtterklæring til Fædregruppen (2006)
• Hvorfor skal 71.000 borgere være gidsler for manglende politisk vilje (2006)
• Bliver Ungdomshuset revet ned? (2007)
• To Ungdomshuse mere – tak (2007)
• Opfordring fra Københavns Politi (2007)
• Handelsforening fik tilbudt Ungdomshuset for en krone (2007)
• Opfordring fra Ungdomshuset (2007)
• Tiden efter Ungdomshuset (2007)
• Tjek sikkerheden før rydningen af Ungdomshuset (2007)
• Stop terroren på Nørrebro (2007)
• Nørrebro Handelsforening havde fået et svar fra Ritt Bjerregaard (2007)
• Ungdomshuset lever (2007)
• Ungdomshuset til grin (2007)
• Nørrebro – urolighederne dræner politikassen (2007)
• Nørrebro – i gas – og knippelsuppe (2007)
• Jagtvej 69 – 2200 København N (2007)
• Presseinfo fra NH: Nørrebro atter i brand (2007)
• Jul på Nørrebro (2007)
• Ungdomshus – med forhindringer (2007)
• Ungdomshuset – kapitel 14 (2007)
• I Gamle dage havde vi Bent
• Ungdomshuset – en oase på Nørrebro 1 – 6
• Imens i Johnnys butik (2007)
• Hvad mener Ungdomshuset (2007)
• Hvad dækker forsikringen (2007)
• Henvendelsen fra Overborgmesterens kontor (2007)
• Presseinformation: Bevar Julefreden på Nørrebro
• Nørrebro Handelsforening: Kunderne skal hentes igen
• Detailhandlen på Nørrebro mister 14 millioner
• November 1999
• Gadekrig på Nørrebro (2008)
• Goddag, det er Politiet (2008)
• Bål, brand og stenkast på Nørrebro (2008)
• Skud på Nørrebro (2008)
• Har vi et godt politi (2008)
• Restauranter på Nørrebro ødelagt af aktivister (2008)
• Afmagt, frygt og vrede på Nørrebro (2009)
• Bandekrig på Nørrebro (2009)
• Fokus på Bandekonflikten (2009)
• Fingrene væk fra Jagtvej 69 (2009)
• Benzin på Bålet (2009)
• Er Blågårds Plads farlig? (2009)
• Bandevolden præger omsætningen (2009)
• Er Nørrebro en krigszone? (2009)
• Jagtvej 69 – atter engang (2010)
• Hot – Spot Nørrebro (2010)
• Hærværk og graffiti på Nørrebro (2011)
• Nørrebros mange kampe (2011)
• Politiet: Vi prioriterer (2011)
• Byggeren – endnu en krigsskueplads (2012)
• Fra Bulldozersanering til Hot Spot (2012)
• Rabarberlandet – en krigszone (2012)
• Hvad bruger poltiet pengene til? (2012)
• Er Nørrebro trygt eller utryg (2012)
• Hash, Hykleri og handlingslammet (2012)
• Et trygt Nørrebro (2012)
• Nørrebros åndehuller skaber problemer (2012)
• Afpresning på Nørrebro (2012)
• Skud og knivstik på Nørrebro (2013)
• Fri hash – ja eller nej (2013)
• Stop – du skal visiteres (2013)
• Bliver det aldrig bedre (2013)
• Hvem er det de stjæler gaden fra? (2013) og mange flere på norrebro.dk