Dansk Film under Besættelsen

Gang i agitationsfilm. Der var uniformsforbud. Hos DNSAP var der præstekjoler og pibekraver. Aksel Larsen skabte opmærksomhed, derfor måtte Socialdemokratiet lave P.R. – film. I film så man KU med ridebukser og skrårem. Tyskerne satsede på kulturel krigsførelse. Vi måtte lave en film til tyskerne ”Gesicht Dänemarks”. Og så var det filmen om Frikorps Danmark. Ugerevyen var delt i tre dele. Nordisk Film tjente kassen. Mindretallet havde smug – biografer. Og så lavede Dansk Sabotage – værn Ib Schønberg klarede frisag. Bodil Ipsen blev kaldt nazist. Karmark var nazist. Men senere lavede han Morten Korch – film. Gruppe 1944 udførte dristige sabotageaktioner. Alice O´ Friederichs fortsatte det nazistiske tankegods. Så lavede man film omkring Besættelsestiden, der i den grad var farvet. Men allerede i 1930erne havde Danmark berøringsangst. Spillefilm, der kom til at ramme tyskerne blev censureret bort. Kritiske journalister blev fyret. Den 9. april 1945 sad københavnerne og så tyske spillefilm!

 

Gang i agitationsfilm

Nogle af de kortfilm som beskriver i denne artikel har vi tidligere vist på vores Facebook, så mon ikke de vil være bekendt for mange læsere. I 1930erne kom der rigtig gang i agitationsfilm.  Det var Thorvald Stauning og udenrigsminister P. Munch, der satte sig i spidsen for dette. Og vi begynder hele historien lidt før besættelsestiden.

 

Uniformsforbud

Danskerne marcherede bag ved bannere til protestmøder på Fælleden og Skamlingsbanken. Og det var som om at folk blev mere og mere uniformerede, selv om regeringen allerede i 1933 indførte et forbud mod at private korps bar uniform.

 

Mænd i præstekjoler og pibekraver

En række stumfilm præsenterer det danske Nazistparti DNSAP’ s historie. Her var mænd i præstekjoler og pibekrave, der holdt brandtaler fra talerstole, der var prydret med hagekorsflag. Og så så man heilende danskere.

Man se hyggesnakkende mennesker, der pludselig heiler, når kammeraet peger på dem. Det var nu ikke så meget disse filmklip, men viste, når man skulle beskrive danske nazister efter krigen, så blev de beskrevet som sinker eller forbrydere.

 

Aksel Larsen skabte opmærksomhed

På venstrefløjen var det Aksel Larsen og kommunisterne, der agiterede godt hjulpet af utilfredshed med fattigdom. Partiets hvervning på arbejdspladser og i fagforeninger var ved at udgøre en trussel for Socialdemokraterne. Aksel Larsen kunne samle masser af folk til 1. maj taler. Optagelser af disse taler indgik i nazi – propagandafilm.

 

Socialdemokratisk P.R. – film

Socialdemokraterne brugte i 1938 Ib Schønberg i en af deres propagandafilm. Ja og filmen er klippet, filmet og instrueret af Valdemar Christensen, som under besættelsen var åbenlyst nazist. Det var åbenlyst at Socialdemokraterne på dette tidspunkt havde flere penge til rådighed end nazisterne til deres propaganda. Det var en meget velproduceret tonefilm med en indbygget kærlighedshistorie.

 

Ridebukser og skrårem

I 1935 skulle Konservativ Ungdom også gøre opmærksom på sig selv. Her heiles der og man går i strækmarch. Alle har støvler på. Der er ridebukser og skrårem. KU’ s flag ses side om side med Dannebrog. Det er som uniformerne her hos KU sidder bedre end hos DNSAP.

Og det er det friske lejrliv med feltkøkkener, teltlejre, tovtrækning og boksekampe, som vi ser. Billederne er som tyske propagandafilm for Hitler Jugend. Men det er her i KU’ s rækker, man ser nogle af besættelsestidens værste bødler. Bl.a. Henning Brøndum.

I filmen ser vi kamphandlinger fra Blågårds Plads. Der er et masseslagsmål med de røde. Næste scene er Slaget på Amager.

 

Man frygtede Socialdemokraternes planer

Modstand og mistro mødte den folkevalgte regering før krigsudbruddet. Og det var ikke kun fra kommunisterne og nazisternes side. I nationalkonservative kredse frygtede man Socialdemokraternes planer om at nationalisere produktionen. Socialreformen fra 1933 var for både Konservative og Venstre det rene socialisme. Skatterne var for høje, og de arbejdsløse var dovne.

 

Venstre tog sig godt betalt

Med den tyske invasion og samlingsregeringen stod Stauning – regeringen endnu dårligere. På de indre linjer tog Venstre sig godt betalt for at gå i regering. De sociale forbedringer blev rullet tilbage. Arbejdernes vilkår blev forværret. Venstres kærnevælgere, landmændene begyndte hurtigt at tjene penge i deres handel med tyskerne. Konflikten mellem land og by, der havde bestået fra 30’erne blev forstærket.

 

Højgaard – kredsen forsøgte kup

Kommunisterne øgede deres indflydelse og tyskerne krævede deres ret. Højgaard – kredsen forsøgte at begå et kup. A.P. Møller fremsatte så sent som i februar 1942 sine sympatier for Hitler. Og Knud Højgaard kunne ikke skjule sine sympatier for den portugisiske diktator.

Prins Axel skulle stå i spidsen for det hele, men Stauning fik kongen til at erklære, at han ikke ønskede, at der blev dannet en regering uden de folkevalgte. Men Højgaard fik dog noget ud af det. Stauning fik ministre ind i regeringen, der nærede stor tiltro til tyskerne. Det var bl.a. Gunnar Larsen, der fik øgenavnet ”Cementminister”.

 

Den kulturelle krigsførelse

I de danske biografer så man ny dynamisk klippede tyske ugerevyer. Filmen var vigtig for at vinde danskerne for nationalsocialismen. Filmen var særdeles vigtig for tyskernes kulturelle krigsførelse.

Et datterselskab af tyske UFA var etableret i Danmark. Man forsøgte at få tyske spillefilm på danske lærreder. Også den rendyrkede propaganda i form af Deutsche Wochenschau skulle ude til danskerne.

 

Alsangs – nationalisme

Allerede i 1932 var Dansk Kulturfilm og i 1938 blev Statens Filmcentral dannet. Man ville fremstille ”et lødigt og lærerigt alternativ til den kommercielle films tant og fjas”. I 1941 lancerer man en kortfilmproduktion som udspringer af besættelsestidens omstændigheder. Mange af de danske film var præget af ”æblekindet alsangs-nationalisme”. Det var skønne piger, der kom cyklende ude på landet, der blev sunget af højskolesangbogen, dyrket morgengymnastik. Der var sommersol og smil. Det var statens habitus, at tage hånd om befolkningen.

En enkelt satirisk film havde sneget sig gennem censuren. Den hed ”Kornet er i fare”. Og den handlede om farlige dyr. Det var en meget tvetydig film.

Den berømte eller snarere berygtede film ”Der ewige Jude” fik aldrig biografpræmiere herhjemme. Den blev kun vist i lukkede forsamlinger.

 

Gesicht Dänemarks

Arbejds- og Socialminister Johannes Kjærbøl skulle holde foredrag for nazi-spidserne i Berlin. Tyskerne havde planer om at gennemføre et socialt program i Danmark. Det ville man fra dansk side forhindre. Derfor blev der fremstillet en film, der fik navnet ”Gesicht Dänemarks”. I filmen spillede man nærmest på nazismens strenge. Nationen tog vare på ungdommens opdragelse og sundhed, og piger blev opdraget til at være gode husmødre.

Flere af scenerne var som taget af tyske ugerevyer med blonde piger som fanebærer. Førerskikkelsen var selvfølgelig kongen. Ingen tyskere skulle være i tvivl. Danmark var en social og sund stat.

Men egentlig var der ikke nogen ydre væsentlige forskelle på de billeder af nationen, som både tyske og danske magthavere yndede ar eksponere. Nok er det overordnede formål med de danske statsfilm generelt et andet end de tyske, nemlig at fremme kvaliteterne ved det danske demokratiske samfund og dets institutioner. De tyske film tjener primært til at opdrage til lydighed og loyalitet over for førerstaten. Men det er kun nuancerne mellem de dyder, der tegner nationen og befolkningen i filmene.

Det er arbejdsomhed, orden renlighed og statens ret og pligt til at drage omsorg for borgernes opdragelse og sundhed, der er på menuen. Og både danske og tyske propagandafilm sætter ungdommen i centrum. Det skorter ikke på flid, kammeratskab og udendørs – og lejrlivets velsignelser, gerne tilsat blafrende faner, sang og munter marchmusik.

 

Filmen om ”Frikorps Danmark”

Det danske nazistparti havde fået allierede, der kunne deres filmhåndværk, da Frikorps Danmark blev oprettet. Det fremgår af filmen ”Frikorps Danmark” Den er antagelig produceret i efteråret 1942.

Allerede fra filmens start eksponeres det dilemma, som korpset stod i. ”Frikorps Danmark” skildrer de danske SS – frivilliges hvervning, uddannelse og indsættelse på østfronten. Efterfølgende er de så hjemme på orlov i Danmark i september 1942.

Man vil gerne fremstå som et ikke – nazistisk korps, der kunne rekruttere uden for nazisternes rækker, primært blandt de mange antikommunister som ikke nødvendigvis svor til hagekors og fører og antisemitisme. Men korpset hørte under det tyske SS. Her er der ingen slinger i valsen. Her var man ideologisk skolede nazister, man var førertro, jødehadere og antikommunister.

Filmen, der er stum, lægger hårdt ud med en mellemtekst, som proklamerer, at ”Denne

Krig har Jøderne på deres Samvittighed. På billedsiden ses rækker af forhutlede, forkomne og angste mænd. Disse billeder tvang tyske propagandafotografer sig til i jødiske ghettoer.

Det er tvivlsomt, at det er danske fotografer, der har taget disse billeder. Det var normalt Landskontoret for Folkeoplysning under DNSAP, der stod for eksponering af hetz-billeder af jøder.

Efter disse klippes der til en SS-soldat, der stirrer stålsat ind i kammeraet. Det var det jødiske undermenneskets ranke ariske modstykke. Så følger scener fra hvervekampagnen i Danmark, hvor der er paroler som ”Knus Bolchevismen” og ”Vi kæmper for Europas Frihed og Kultur”.

 

Ikke alt er prøjsisk disciplineret

Derefter er der en sekvens af Frikorpsets uddannelse. Man ser en flok officerer skrå over en gårdsplads. Så klippes der til nogle ænder, der skrår den modsatte retning. Her skal filmen cementere at ikke alt er prøjsisk disciplineret. Danskerne kan også være med. Der er sang og øldrikning i Tutten efter fyraften. Den muntre og afslappede side af SS – uddannelserne bliver fremhævet, før det går mod østfronten, hvor korpset blev indsat i maj 1942.

Frontscenerne er forbavsende tæt på. Det skorter ikke på brændende huse og nedskudte fjendtlige fly, der styrter ned over hovedet på soldaterne. Man ser grøfter fulde af lig. Disse optagelser er sikkert taget af det tyske Propaganda – Korps. Det er militærfotografer, der har gennemgået militæruddannelse, som med deres kamaraer var med i forreste række. Mange af dem døde bag kameraet.

 

Det handler om hvilket perspektiv, man vælger

Da Frikorpset blev trukket tilbage fra fronten og sendt på fire ugers orlov i efteråret 1942 var 274 såret og 73 mand dræbt, herunder korpsets leder von Schalburg. Han blev begravet under en stor ceremoni i København med deltagelse af både danske og tyske nazi – spidser. Til stede var repræsentanter fra regeringen, som havde godkendt Frikorpssoldaternes indtræden i tysk krigstjeneste. Og alt det mod lov med tilbagevirkende kraft og fængselsstraffe for landsforræderi har vi været inde på i flere artikler.

I SA-Filmen bliver Frikorps-soldaterne modtaget med blomster og heilende københavnere. Den samme hændelse kan ses i filmen ”Danmark i Lænker. Her fortælles, at soldaterne blev beskyttet af skummelt udseende vagtfolk med et fast greb om pistolen i inderlommen for at københavnerne ikke skulle overdænge de hjemvendte soldater med flasker og skældsord på deres march gennem København. Begge fremstillinger er rigtige. Det handler bare om, hvilket perspektiv, man vælger.

 

Nordisk Film tjente kassen

Producenter og distributører så en fordel i at presse de tyske ugerevyer ind i de danske biografer. Det var kontante fordele. Og have et godt forhold til det tyske filmselskab UFA i København havde også mange fordele. Man kunne også få adgang til råfilm.

Nordisk Film tjente under besættelsen mange penge på at kopiere og visioner de tyske ugerevyer til det danske marked. Og så aftalte man eksport af danske film til det tyske marked.

På Nordisk Fil fravalgte man jødiske manuskript – forfattere. Man ansatte bevidst nazister for at få udlejningsret til hele Skandinavien på tyske film. Man støttede den nazistiske avis Fædrelandet. I slutningen af maj 1940 kunne man præsentere ”Feuertaufe” en nazi – film, der beskriver tyskernes indtagelse af Polen.

Nordisk film fik afsat tre film med den svenske skuespillerinde Kristina Söderbaum i hovedrollen. Hun var gift med Veit Harlan, Goebbels foretrukne instruktør.

 

Ugerevyen i tre blokke

Biograferne var nu ikke interesseret i de tyske ugerevyer. Publikum reagerede mange gange voldsomt på dem. Dansk Film Avis var nu ikke altid grovkornet nazi – propaganda. Men verden var set i tysk optik. Normalt bestod det i tre blokke. Første del var dansk stof, anden del var tysk og den tredje del var internationalt stof. Det var primært fra enten tysk besatte lande eller fra lande, der var allieret med Tyskland.

Man fik billeder af glade tysklandsarbejdere, der var på vej hjem til juleorlov. Men det var bestemt ikke særlig sjovt at være tysklandsarbejder. Så fulgte ofte en fodboldkamp taget med et kamera. ”Hov, det var mål”. Man så aldrig, hvem der scorede. Så så man smilende og galde børn foran juleudstillinger. Og så var det tyske og finske soldater i krig mod den fælles fjende, Rusland. Så var der fokus på, at man bruge rensdyr som trækdyr.

 

Gunnar Larsen og hans film om F.L. Smidth

I anledning af F.L. Smidth’ s 60 års jubilæum blev der i 1942 produceret en film om dette firma. Cement-giganten leverede cement til tyskernes store anlægsarbejder i Danmark. Man fejrede en virksomhed, der havde særdeles gode forbindelser til Tyskland. Og deres fabrikker i udlandet brugte KZ – fangere.

Gunnar Larsen så tydeligvis muligheden for at få produceret film, som både reklamerede for hans egne virksomheder og for Danmark i Tyskland. Som dynamisk virksomhedsleder og udpeget minister uden partipolitisk skoling faldt det ham ikke let at adskille sine private forretninger fra sit politiske hverv.

 

Danmark kæmper

I 1944 blev der produceret to film, der begge skulle vise omverdenen, at der i Danmark blev kæmpet mod besættelsesmagten. Det var Gunnar Nu Hansen, der speakede. Og det var bestemt ikke helt ufarligt. De illegale optagelser kom senere til at danne rygraden i efterkrigstidens dokumentarfilm om besættelsen.

 

Livsfare – Miner

I 1946 blev der lavet en film med titlen ”Livsfare – Miner ”. Efter de officielle tal så omkom 150 og 300 blev såret. Vi har på vores side skrevet to artikler om emnet. I mange år talte man om, at Danmark skulle have begået en krigsforbrydelse.

 

For meget medfølelse forsinkede filmen

Det var ikke den store medfølelse, der mødte de 250.000 tyske flygtninge, der opholdt sig i Danmark ved krigens slutning. Der kom en statsfilm i 1949, der hed ”Tyske flygtninge i Danmark”. Hvorfor filmen først kom i 1949 fortoner sig. Allerede i 1946 kunne aviserne berette om, at man var i gang med at lave en stor film, der skulle vise, hvor gode forhold, der blev budt de tyske flygtninge i Danmark.

Man var stærk utilfreds med åbningssekvensen. Her ses en sorgfuld tysk bedstemor i nærbillede fortælle om de rædsler hun og hendes familie måtte gennemgå under deres flugt fra Tyskland. Man skulle være blottet for menneskelig medfølelse, hvis ikke man gribes af bedstemors lidelseshistorie. Men medlidenhed var ikke lige det, som Statens embedsmænd ville have markedsført. De fandt både den sekvens og filmens speak alt for medlidenheds – betonet. De savnede oplysninger om, hvad flygtningene havde kostet os. Embedsmændene mente, at dette var noget, som vi var blevet påtvunget. Sådan noget skulle der ikke vækkes medlidenhed for.

Lederen af flygtningeadministrationen mente, at filmen skulle ud i biograferne, men det mente Statens embedsmænd absolut ikke. Om det var derfor, at filmen var så længe undervejs, ja det kan det kun gisnes om.

Mange danskere mente, at disse flygtninge levede over evne i de danske lejre. De skulle heller sendes hjem til sønderbombede Tyskland. Når man ser filmen, ja så får man indtryk af, at det var opdragelseslejre, som danskerne havde indrettet, hvor alle skulle ”denazificeres” og opdrages til demokrati.

Den manglende lægehjælp og medicin, der førte til unødigt mange dødsfald særlig blandt børn, nævnes ikke i filmen.

 

Emnerne blev prioriteret

Det var staten, der prioriterede, hvilke emner, der skulle prioriteres. Danmark indførte en model for produktion af propagandafilm, som mindede om dem, som Goebbels havde indført i Tyskland. Det var dog den vigtige undtagelse, at den ”udjødning” som tyskerne havde indført allerede tidligt i 1930erne ikke var til stede i Danmark.

 

Dansk Sabotage – værn

Dansk Sabotage – værn fremstillede en film med titlen Kaos. Det var overretssagfører Krenchel, der var ophavsmand. Krenchel havde holdt flere radioforedrag mod sabotage, og det var også det som filmen handlede om. Sabotørerne blev fremstillet som sande forbrydere. Det var ikke en nem opgave at få produceret filmen. Det skete i Norge.

Men filmen kom aldrig ud i biograferne. Den blev vist til lukkede møder, hvor Krenchel holdt foredrag. Ja Holger Danskes Forlag i Helsingør udgav endda bogen ”Krenchel, Sabotagen og Danskerne” i 1944.

Langt ind i krigen syntes et flertal af danskere også at have været imod sabotagen. Ja og Krenchel udgav også en pjece, der hed ”Sabotage og Snigmord”. Den blev udsendt i januar 1944. Heri skrev han blandt andet:

• Er det mon saadan, at alle vi Antimilitarister i virkeligheden har Medansvaret for, at Militarismen – den ubrugte Hestekraft – er slaaet indad – som en Byld, der bliver til en hel Bylde – Epidemi og smitter de nærmeste Omgivelser. Jeg har prøvet at optræde som Læge, men jeg duer altsaa ikke til det. Jeg var kun Kvaksalver.

Krenchels kvaksalveri inkasserede ham en dom på 8 års fængsel. Ja dommens strenghed er betegnende for de tilstande i ”det juridiske galehus” retsopgøret efter besættelsen er blevet kaldt. Ja dommen var hårdere end de tyske krigsforbrydere.

 

Mindretallet indførte ”smugbiografer”

I Sønderjylland begyndte mindretallet at arrangere forevisning af tyske film. Mange gange kunne man købe billetter hos den lokale boghandler. Jo det var tale om ”smugbiografer” som underminerede den danske lovgivning.

I Tønder greb politimesteren også ind. Og den ballade der opstod, gav genlyd i Berlin. Det danske gesandtskab sendte et bekymret brev hjem til Udenrigsministeriet. Ja og Justitsministeren udbad sig en forklaring fra politimesteren i Tønder.

 

Asta Nielsen – upopulær i Danmark

Die Asta, Asta Nielsen var en sand filmstjerne i Tyskland. Og hun sad til bords sammen med Hitler. Hun måtte betale dyrt for sine tyske forbindelser. 13 gange søgte hun om biografbevilling i Danmark og 13 gange fik hun afslag.

 

Videregav komplimenterende oplysninger 

Anton Møller blev i 1935 direktør for DSB – Kino. Han blev hurtig kritiseret for at sætte nazi – propaganda på programmet. Som deltager i den internationale filmkongres i Berlin samme år, blev han meget betaget af den dynamik, han oplevede i Tyskland.

Det tyske Rigsfilmkammer bruger ham som kontakt efter invasionen. Fra ham fik de at vide, hvem de skulle samarbejde med. Tyskerne anså ham som nazist. Han blev også direktør for den københavnske afdeling af det tyske filmselskab Tobis. Men han videregav også kompromitterende oplysninger om danske filmfolk til gesandtskabet og dermed det tyske sikkerhedspoliti. Efter befrielsen fik Møller en fængselsdom for angiveri.

 

Berøringsangst

Man havde i den grad berøringsangst herhjemme i slutningen af 1930erne. PH blev fyret som skribent på Politiken. Han havde redigeret et særnummer af tidsskriftet Kulturkampen i efteråret 1938 som advarede mod nazismen.

Også Berlingske Tidendes udenrigsredaktør Nic. Blædel blev samme år ”idømt” ufrivillig orlov for sin kritik af nazismen. Et skriveforbud fulgte, da tyskerne besatte Danmark.

Ja allerede i 1925 blev spillefilmen ”Grænsefolket” forbudt af ministerielle embedsmænd. Filmcensuren havde ellers godkendt filmen, men da en tysk gesandt kort tid efter gjorde ophævelser mod en anden film, fordi han anså den for at være antitysk, mente man at så skulle man forbyde denne film. Man var særlig påpasselig over for tysk nationalfølelse.

 

Der var penge at tjene

Der var mange, der gerne ville tjene penge på tysk film. Direktørerne for ASA, Henning Karmark og Lau Lauritzen Jr. Var ved at indfinde sig på den store scene, hvor man kæmpede om besættelsesmagtens gunst. Karmark melder sig ind i DNSAP.

I Bovrup – kartoteket finder man et brev fra DNSAP’ s propagandachef Langgaard Nielsen, der den 12. august 1940 skriver til Fører Clausen:

• Vi har i dag vist Arbejderfront – filmen i Kino – Palæet. Der var ret besat. Bl.a. overværedes Forestillingen af 10 ad Personalet fra ASA Film med Lau Jr. Og Ib Schønberg i Spidsen – Efter Forestillingen takkede de, fordi vi havde beredt dem denne Oplevelse og stillede sig til Raadighed saafremt der var noget de kunde gøre for os.

Også Christian Arhoff havde meldt sig ind i DNSAP. Da rygterne opstod efter befrielsen nægtede han i første omgang. Han røg ud i kulden i et par år. Han havde også været med i DNSAP’ s teaterkorporation.

 

Københavnere så tyske film – den 9. april 1945

Selv om mange opfordrede til at boykotte tyske film, var der mange tilskuere. Selv den 9. april 1945, hvor alle vidste, at tyskernes nederlag var nært forestående var der ifølge det illegale blad ”De frie Danske” et dansk publikum til dem:

• Casino-Bio havde en tysk film paa Programmet – og Biografen var fuldt besat af disse selvglade, fornøjelsessyge Københavnere, som selv d. 9. april 1945 – i Danmarks Skæbnetime – lod haant om alle Henstillinger om at boykotte de tyske Film.
• Frihedskæmpere fik dog afbrudt Forestillingerne efter 20 minutters Forløb – ved Telefonbomber, men det var næsten for humant.

 

Tyske P.R. Blade i mange biografer

Det tyske filmselskab UFA udgav forskellige blade med en masse propaganda. Man havde 282 betalende abonnenter blandt 342 biografer i Danmark. Og de sidste blade udkom så sent som i maj 1945.

Selv om de enkelte biografer ikke var meget for at vise de tyske film, tyder noget at distributørerne tvang dem til at vise dem.

Statsradiofonien gjorde plads til ugentlige ”forståelsesforedrag”. Her kunne man så høre mere om de tyske film.

 

Anmærkninger til hver eneste dansk film

Når danske film skulle eksporteres var der anmærkninger med, om filminstruktører, manuskriptforfattere, skuespiller m.m. var tyskfjendtlige, kommunister, ariske m.m. Og på den måde var der en masse danske film, der på forhånd blev kasseret.

 

Nazisten Karmark sendte penge til modstandsbevægelsen

Henning Karmark var en person, der fik stor indflydelse i handelen med tyskerne. Han blev en god ven med Poul Reichardt. Og han var den første der solgte danske film til tysk TV. Han var også manden bag en masse Morten Korch – film. Han meldte sig ind i DNSAP, men meldte sig igen ud, da tyskerne tabte ved Stalingrad. I det sidste år sendte han en del penge til modstandsbevægelsen.

 

Nazistisk tankegods

Også Danmarks første og mest produktive instruktør Alice O’ Frederiks udtrykker en positiv holdning til Tysklands styre og håber derigennem at få en karriere i landet. Men det bliver det dog ikke til. Hendes holdninger ligger tydeligt i forlængelse af det nazistiske tankegods. I 50erne instruerer hun en række Morten Korch – film.

 

Bodil Ipsen beskyldt for at være nazist

Bodil Ipsen var ubestridt dansk teaters førstedame. Hun debuterede som filminstruktør med besættelsestidens mest roste film ”Afsporet”. I 1940 meldte hun sig ind i Dansk – Tysk Forening. Men den udtrådte hun dog af efter fem måneders medlemskab. Efter krigen blev hun beskyldt for at være nazist.  Dette kommenterede hun ikke offentlig. Men ret hurtig efter besættelsen var hun ude med en film, der forherligede modstandsbevægelsen ”De Røde enge”.

 

Ib Schønberg klarede frisag

Også Ib Schønberg måtte gennem vridemaskinen for hans rolle under besættelsen. Men han havde gode venner, der forsvarede ham. Men så let gik det ikke for Otto Leisners hyggepianist Aage Stentoft. Han blev lagt på is i en periode.

 

Gruppe 1944’ s dristige sabotager

Den 5. april 1944 angriber en af de mere dristige modstandsgrupper Gruppe 1944 UFA – filmkontoret og stikker det i brand. 130 spillefilm og et antal ugerevyer til en samlet værdi af 250.000 kr. går op i røg. Omkring et år senere vender de tilbage. Og da lykkedes det, at finde dokumenter, der viste, hvem der samarbejdede med tyskerne.

Gruppen foretog en række spektakulære aktioner under besættelsen. Således angreb de den 19. juni 1944 Schalburgkorpsets hovedkvarter i Frimurerlogen på Blegdamsvej med maskingeværer. De smed håndgranater ind af de sønderknuste vinduer.

Ved flere angreb på postkontoret lykkedes det også at afsløre stikkere. Ja man foretog også et angreb mod Det Tyske Handelskammer. Her stjal de over en halv million bilag. I tre timer holdt de personalet op. Dette angreb fandt sted så sent som den 17. april 1945.

 

”De Fem Aar” så vi i skolen

I skolen så vi filmen ”De Fem Aar” fra 1960. Det var ikke bare en skolefilm. Det var også et skoleeksempel på, hvordan historiefortælling formes i takt med tidens samfundsmæssige og politiske toneklang.

 

”Danmark i Lænker”

Og så var der filmen ”Danmark i Lænker”. Der blev gjort opmærksom på, at det var dristige fotografer, der med livet som indsats havde taget alle billeder, og ikke et eneste var rekonstrueret. Men det er nu tydeligt, at flere episoder er rekonstrueret. Her ser vi virkelig de sande danske i et ubrydeligt sammenhold. Og tyskerne er alle ens. De er smittebærende terroristiske snyltere ”nazistiske fnatmider”, som hærger og udplyndrer landet. Så er det  – det danske samfunds bundfald, landsforræderne i DNSAP og Schalburgkorpset.. Nogle tosser som alligevel ikke er rigtige danskere. Og Tyskertøserne som lægges på had over en kam. Så får vi at vide, at man overalt i verden lagde mærke til den danske modstand.

Så er det værnemager, som dog ikke er repræsentativ for danskerne. Væk er enhver nuancering af danskernes optræden i de første år af besættelsestiden. Hvis man kunne tjene penge på de nye gæster, ja så var det jo helt i orden, bare ikke med tilbagevirkende kraft. Ja Stauning – regeringen opfordrede jo direkte til samkvem med tyskerne, både forretningsmæssigt og selskabeligt. Bare ikke med tilbagevirkende kraft! Mange beundrede tysk orden effektivitet og orden. Stikkerlikvideringer ser vi slet ikke.

 

”Det gælder din frihed”

Ja og så var det ”Det gælder din frihed”, som også helt igennem skulle være autentisk. Men det passer nu heller ikke. I denne film kommer vi ind på, at interneringen af kommunisterne var et grundlovsbrud. Ingen af filmene beskæftiger sig med Dansk Politis rolle omkring arrestationen af kommunisterne. Vi har jo tidligere i andre artikler været inde på, at Socialdemokraterne betragtede dem som konkurrenter. Her bliver de gamle politikere skoset for deres føjelighed over for tyskerne.

Ingen af filmene beskæftiger sig med tiden efter besættelsen. De går let over ”sorgen” og ”hævnen” efter krigen.

Begge film fremhæver den danske modstandsbevægelses store bedrifter – historien om Danmark under besættelsen blev historien om modstandsbevægelsens kamp mod den tyske overmagt.

Nu kunne måske godt efter besættelsestiden have slået lidt hårde ned over for de brådne kar i dansk film. Men nu var det ikke kulturformidling, der lå forrest, da regnskabet skulle gøres op.

 

Kilde:

• Lars-Martin Sørensen: Dansk Film under Nazismen
• Claus Bundgaard Christensen m.fl.: Danmark besat – krig og hverdag 1940 – 45
• Niels Alkil m.fl.: Besættelsestidens Fakta
• Lene Sofie Bak: Dansk antisemitisme 1930 – 1945
• Dethlefsen m.fl.: Efter mellemkrigstid til efterkrigstid
• Claus Bryld, Anette Warrig: Besættelsestiden – som kollektiv erindring
• Claus Bundgaard Christensen m.fl.: Under Hagekors og Dannebrog – Danskere i Waffen SS 1940 – 1945
• Ernst Christensen m.fl.: Hvad skete der med radioen under besættelsen?
• Helge Hagemann: Under tvang – minerydning ved den jyske vestkyst i 1945
• Jørgen Hæstrup: Besættelsens hvem, hvad hvor
• Hans Kirchhof: Hvem er hvem 1940 – 1945
• Lene Koch: Racehygiejne i Danmark 1920 – 56
• Bo Lidegaard: Kampen om Danmark
• Ebbe Neergaard: Historien om Dansk film
• Børge Outze: Danmark under den Anden Verdenskrig
• Palle Roslung – Jensen: Danskerne og besættelsen – holdninger og meninger
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
• Artikler fra www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 217 artikler om Besættelsestiden, før, under og efter, herunder:

• Frits som sprællemand og med trillebør
• Sanheden om Minerne
• Du skal omgås fortiden med varsomhed
• Bloddrenge og unge nazister
• Sommerkorpset
• Har Frihedskæmperen sandhedsmonopol?
• Historikernes besættelsestid
• Besættelsestiden – det vi har glemt
• Krigens Købmænd
• Efter Besættelsestiden
• Kan vi stole på Centralkartoteket?
• Bovrup – kartoteket
• Befrielsesdage
• Statsminister Buhl og hans ”stikkertale”
• Optakten til 9. april 1940
• Sandheden om Besættelsestiden
• At handle med ondskaben
• Værnemagere
• Gunnar Larsen – en udskældt Trafikminister
• Retsopgøret i Sønderjylland
• En justitsminister i unode
• Samarbejde med besættelsesmagten
• Da nazismen kom til Sønderjylland
• Modstand og Sabotage i Sønderjylland
• Danskere i Hitlers tjeneste
• Stikkerdrab
• Tyske flygtninge
• Tyskerluder og drageyngel
• De danske nazister
• Tyskertøsser, Feltmadrasser og Horeunger og mange flere