Danmark kæmpede for sit gode rygte

Det er svært at komme af med besættelsestidens myter. Arkiver forsvundet – ingen adgang. Man skulle helst have et godt indtryk af danskerne. Frihedsrådet tilslutter sig kommunisterne. Når Danmark atter er frit. Frihedsrådet ville gøre sig populær i befolkningen. Retssager mod diverse ministre var ventet. Frihedsrådet fik politisk indflydelse – men ikke længe. Wilhelm Buhl havde luret faren. Frihedsrådet fik ikke held med deres oprør. Besættelsestiden er et underholdningstema. Meget er bevidst fortiet. Film bevæger sig lige på kanten af fakta. Tyskerpiger var ”Kvinder af tvivlsom beskaffenhed”. Forsker fik truende og hadefulde breve. Den mest dårligst og udokumentariske bog.  Vrede og opsigt i forskningen. Jernbanesabotage. Modstandsarbejde i nærbillede. Rendyrket erindringspolitik. Markedsføres som autentiske film. Misbrug af historien kan være skadelig. Hvordan Matador kan skabe en forkert historie. Det var bestemt ikke alle der deltog i modstandsarbejdet. Politiet advarede ikke kommunisterne inden de tog 300 stk.

 

Det er svært at komme af med besættelsestidens myter

Mange myter om besættelsestiden er der stadig. De er svære at komme af med. Man tror stadig på det, som historiebøgerne fortalte. Man tror helt åbenlyst på de historier aviserne fortæller fra den tid. Og så er det alle de film man ser fra den tid. Det står jo, at de er autentiske. Så må det jo passe. Når det så også bliver vist i Matador.

Det giver skrammer i lakken, når man vil forsøge at gengive den rigtige historie om og fra besættelsestiden. Men det er nu ikke altid lige nemt. Danskerne skal helst være i hovedrollen. Og man skal sandelig ikke komme og lave noget om.

 

Forsvundet – ingen adgang

Det var måske alt, hvad Danmark foretog sig før/under og efter besættelsestiden, der var lige smart. Og vi kan sagtens sidde i bagklogskabens lys og angribe de mennesker, der foretog sig ting og sager, som ikke var smarte. Mange af de ting, der skete dengang, er gemt væk. Du finder det ikke mere i arkiverne, selv om det burde ligge der. Enten er det forsvundet eller kan du ikke få adgang.

Jo det har undertegnede oplevet og sikkert mange andre. Hvorfor må vi ikke få sandheden frem? Det er åbenbart lettere at beskylde en for konspiration, hvis man ikke acceptere den officielle forklaring.

 

Man skulle have et godt indtryk af danskerne

Journalisterne havde travlt dengang med at give et andet billede af Danmark end den, der handlede om Danmarks samarbejde med tyskerne. Omverden skulle selvfølgelig også have at vide, at danskerne ikke var nazister. Det var vigtigt at blive erklæret allieret efter krigen.

20 – 30 danske journalister forsøgte at give et andet indtryk af danskerne. Det skulle overbevise englænderne om at danskerne ikke var nazister og var på de allieredes side. Disse journalister skrev bøger på engelsk, læserbreve og holdt foredrag for engelske erhvervsfolk. De forsøgte også at påvirke engelske politikere. De skulle også overbevise disse om at danskerne faktisk gjorde modstand.

Der var også en dansk pressetjeneste i Stockholm.

 

Frihedsrådet tilsluttede sig kommunisternes krav

Det er heller ikke populært at modstandsfolk efter krigen forsøgte at køre demokratiske diplomater ud på et sidespor. De unge har fået at vide, at den danske modstandsbevægelse bekæmpede nazisternes besættelse af Danmark i 1940erne.

Men graver man så finder man et andet forhold som Frihedsrådet havde til dansk demokrati. Ja Modstandsbevægelsen udgjorde faktisk en fare for det danske demokrati. De mest fremtrædende medlemmer var nemlig folk fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Deres totalitære politik havde stor indflydelse på rådets politik. Og det selv om Rådet havde både socialdemokratiske, borgerlige og konservative medlemmer.

Blandt andet tilsluttede Frihedsrådet sig kommunisternes krav om omfattende efterkrigsophør med de folk, som modstandsbevægelsen mente gik nazisternes ærinde. Dette oprør kunne bringe kommunisterne tættere på magten i Danmark. Populært er det heller ikke at sige at Frihedsrådet var kommunisternes nyttige ”idioter”.

 

Når Danmark atter er frit

I november 1943 – godt et halvt år før Danmarks befrielse 5- maj 1945 – havde Frihedsrådet fremlagt det såkaldte efterkrigsprogram ”Når Danmark atter er frit”.

På overfalden handlede programmet om, hvordan Danmark efter krigen kunne vende tilbage til demokratiske tilstande. Og hvordan vejen tilbage til demokrati gik gennem et oprør med såkaldte ”skyldige og medansvarlige for krænkelsen af Danmarks selvstyre og retsgrundlag under besættelsen”.

Kiggede man nu nærmere efter var det tale om en udrenselses-strategi. Det ville føre til et større opgør med politikere og embedsmænd blandt magtens elite.

 

Frihedsrådet ville gøre sig populær i befolkningen

Frihedsrådets program var baseret på lovgivning med tilbagevirkende kraft. Man sigtede på at indføre love, hvor man kunne foretage retsforfølgelse. Det var danskere, der deltog i tysk krigstjeneste samt medlemmer af tyske korps og især værnemagere og tyske korps.

Derefter ville Frihedsrådet gøre sig populært i befolkningen. Det blev nu ikke sagt direkte i programmet. Men man satsede på at vinde det første efterkrigsvalg.

 

Retssager mod diverse ministre var ventet

Efter valget skulle der nedsættes parlamentariske kommissioner. De skulle have til opgave at undersøge besættelsesmagten og tage stilling til ministre og eventuelle retssager mod ministre og andre demokratiske politikere.

Dette ville være vand på kommunisternes mølle. De ville gerne afløse dem, der måtte gå. Derefter ville de sætte sig tungt på magten. Eventuelle modstandere ville man så anklage for at modarbejde folkestyret. På den måde kunne man komme af med politiske modstandere.

 

Frihedsrådet fik politisk indflydelse

Men se sådan gik det jo ikke. Efter befrielsen i 1945 blev der dannet en midlertidig samlingsregering med medlemmer fra både modstandsbevægelsen og de demokratiske partier. Frihedsrådet forlangte politisk indflydelse. Man turde ikke andet. Modstandsbevægelsen var populær i befolkningen og så var de bevæbnet.

De demokratiske toppolitikere imødekom nogle af Frihedsrådets opgørs-krav. Men man gjorde det af nød. Man ville undgå en borgerkrig mellem den illegale modstandsbevægelse og tilhængere af de demokratiske politikere.

 

Vilhelm Buhl havde luret faren

Vilhelm Buhl havde aldrig været begejstret for Frihedsrådet. Det var også ham, der holdt Stikkertalen dengang. Men han var nok en af de mest intelligente politikere vi havde dengang. Han havde længe set den fare som Frihedsrådet udgjorde. Og så havde Vilhelm Buhl overtaget statsministerposten efter Thorvald Stauning.

Han gav modstandsfolkene en lillebid. To erklærede kommunister fik ministerier i befrielsesregeringen. Det samme fik to ”skabskommunister”, udnævnt af Frihedsrådet.

En af de partiløse kommunister var justitsminister Niels Busch-Jensen. På den måde blev første del af Frihedsrådets program ført ud i livet. Men statsministeren fik forpurret Frihedsrådet og kommunisternes planer. De fleste demokratiske politikere fik nøgleposterne. Og behændigt fik han ansat embedsmænd, der var loyale over for de demokratiske politikere.

 

Frihedsrådet fik ikke held med deres oprør

Stemningen i befolkningen skiftede også hurtigt til de demokratiske partier. Og det skete på trods af en stor fremgang for kommunisterne senere på året i 1945. Frihedsrådet fik ikke held med deres oprør. Men hvad mon der ville være sket, hvis der var lykkedes.

 

Besættelsestiden er et underholdningstema

Besættelsestiden er også blevet et underholdningstema som nok aldrig går af mode. Det skyldes at historien om Anden Verdenskrig er et sammensurium af politisk verdenshistorie og personlige skæbnefortællinger.

Krigen rejste moralske spørgsmål på godt og ondt, ret og uret, mål og midler, og om hvad menneskers sande natur er. Man bruger det til en nutidig agenda. Så glemmer man en bestemt del af historien og fremhæver en anden del.

 

Meget bliver bevidst fortiet

Vi har også set vores politikere udbrede den værdiladede identitets følelse. Og når vi snakker om national selvfølelse så bruges besættelsestiden ofte. Ofte er historieformidling under massivt pres. Det er bestemt ikke altid populært at komme med faktuel information.

Vi kan nævne et eksempel som da Hipo – mænd udførte en stor redningsindsats under bombningen af Den Franske Skole. Og vores fortælling i vores bog om, hvad der skete nede i Padborg efter besættelsestiden, er heller ikke særlig populært.

Efterkrigstidens sort/hvide grundfortælling om besættelsen holder ikke. Meget er bevidst blevet fortiet og bliver det stadig.

Man skal åbenbart fastholde begrebet om at danskerne var de gode og tyskerne var de onde. Det kunne man også se i de film, der fremkom lige efter besættelsestiden ”Danmark i lænker (1945) og Det gælder din frihed (1946).

 

Film bevæger sig på kanten af fakta

Flere film bevægede sig på kanten af, hvad der var fakta. Dermed blev danskerne fremstillet udelukkende som en samlet antitysk enhed. Det skaber en spænding mellem det nationalpatriotiske og hvad der egentlig skete under besættelsen.

De ubekvemme sandheder om samarbejdet, fraternisering og størstedelen af modstandsarbejdet kontra for eksempel danskere i tysk tjeneste blev nedtonet af de dominerende modstandsberetninger – både i historievidenskaben og filmmediet. Overgreb mod civilbefolkningen fra modstandsbevægelsen bliver stadig fortiet af både arkiverne og myndighederne. Det har vi selv oplevet.

Film og tv undgik realistiske fremstillinger.

 

Tyskerpiger er ”kvinder af tvivlsom beskaffenhed”

Serien Matador udlægger en ensporet og stereotyp fremstilling af Tyskerpiger. Kendetegnede for tyskerpigerne er at de sjældent omtales i litteratur – og dokumentarfilmsmaterialet fra den første efterkrigstid – og når de bliver, er det ikke ligefrem flatterende under beskrivelsen:

• Kvinder af tvivlsom beskaffenhed

I filmen ”Drengene fra Sankt Petri” (1991) beskrives tyskerpigerne som

• Dum, grim og let på tråden

Den ensidige vinkel må forstås som befolkningens begrænsede viden om tyskerpigerne og årsagen til deres fraternisering.

 

Forsker fik truende og hadefulde breve

Tyskerpigernes historie var tabubelagt og blev undertrykt af den kollektive erindring i en erindringskamp om, hvad der kendetegnede danskerne under besættelsen. Anette Warrings forskningsprojekt begyndte i 1989 omkring dette projekt. Hun efterlyste i blade og aviser piger, der ville deltage i dette projekt.

Resultat var at hun modtog truende og hadefulde breve. Hun påviste at hver 6. eller 7. danske pige mellem 15 og 29 år var tyskerpiger under krigstiden. Det anseelige antal chokerede. Anette Warring påviste, at det var spænding eller kærlighed, der var bevæggrunde. Det var ikke ideologi eller angiveri, som de ellers blev beskyldt for.

Dertil satte hun spørgsmålstegn ved interneringen af tyskerpigerne og selvtægts -handlingerne i form af hårklippeaktioner, foretaget af både modstandsmænd og civile. Disse mennesker blev heller ikke straffet for dette.

 

”Den mest dårligste og mest udokumentariske bog”

Vi har selv i vores bog fra 2017 oplevet beskyldninger, når vi har forsøgt at fortælle sandheden. I vores beskrivelse er myndighederne dybt indblandet. Der er udarbejdet falske rapporter. En del kendte mennesker fra grænseområdet er involveret. Trods det, at vi havde afleveret de dokumenter, der ikke var personlige på Lokalarkivet, fik vi at vide, at det var den mest udokumenterede bog, man nogen sinde havde læst.

I forvejen var hverken Politiforeningen eller PET begejstret for det, som vi fandt ud af. Politiet kunne opklare sagen, hvis de fandt frem til det samme som os. Men de lokale skal stadig holdes hen i en løgn. Sandheden er ofte ilde hørt.

Det var dog ingenting som vi opnåede. Familien har fået afklaring. Utroligt at myndighederne i alle de år havde bild familien løgne ind så de selv kunne redde skindet. Og vi har da selvfølgelig fortsat efterforskningen siden bogudgivelsen. Og vi har fundet ud af at der sandelig er en del mere at rydde op i – i grænseområdet. Men måske hører det også med til fortællingen om besættelsestiden.

Det har vi ligeledes på diverse Facebookgrupper omkring besættelsestiden. Ja selv under foredrag har jeg hørt beskyldninger.

 

Vrede og opsigt i forskningen

To af vores mest fremragende historikere har også oplevet dette nemlig Hans Kirchhoff og Aage Trommer. De vakte stor opsigt og vrede med deres forskning.

De to forskere afviste det nationale og fællesskabende fokus som en romantisk fremstilling. I stedet vægtes det, som splitter historien – ubekvemt eller ej – og omstyrter en god del af myter i processen.

 

Jernbanesabotagen

Trommers disputats ”Jernbanesabotagen i Danmark i Danmark under Anden Verdenskrig” fra 1971 var ikke populær. Han havde forpurret myten om at modstandsbevægelsens jernbanesabotage havde afgørende betydning for de allieredes krigsførelse. Afhandlingen blev anset som et angreb mod modstandsbevægelsen og dermed hele nationens selvopfattelse. Henrik Skov Kristensen har modsat dokumenteret de vest – allieredes positive vurdering af jernbanesabotagens betydning.

 

Modstandsarbejde i nærbillede

Trommer blev heller ikke populær, da han forfattede ”Modstandsarbejde i nærbillede” hvor opfattelsen af en homogen modstandsbevægelse blev afmonteret.

Det blev påvist, at modstandsbevægelsen mest rekrutterede fra antidemokratiske grupper som Dansk Samling og DKP. Det brød den brede opfattelse at, at modstandsbevægelsen repræsenterede et bredt udsnit af befolkningen, samt at disse var et udtryk for en bred demokratisk dansk vilje.

Kirchhoffs Augustoprøret (1979) provokerede også. Forskningen viser at samarbejdspolitikken mistede grebet den 29. august 1943. Bruddet med besættelsesmagten var ikke forsætligt, som man ellers havde bedyret. Han blev i den grad kritiseret for sit arbejde også af politikere.

Man fik dog et mere nuanceret syn på samarbejdspolitikken, men der er dog stadig kritiske røster i offentligheden.

 

Rendyrket erindringspolitik

Der var 6.000 frivillige danske øst-frivillige, hvilket for danskerne var et chokerende tal. Forskningen påviste, at de øst-frivillige udførte voldelige krigsforbrydelser på lige fod med deres tyske soldaterkammerater, hvilket også forargede offentligheden.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen førte rendyrket erindringspolitik, da han i en omstridt tale fra 2003 omtalte samarbejdspolitikken som moralsk svigt, med den hensigt at kritisere de partier, der var med mod Irak – krigen. Det var også erindringspolitikken, der hindrede at Erik Scavenius fik opkaldt en vej efter sig i 2012.

Nogle historikere forsvarer derimod Erk Scavenius og samarbejdspolitikken.

 

Markedsføres som autentiske film

Og så var det filmen ”Flammen og Citronen fra 2008. Den er en hyldest til modstandsbevægelsen. Folkene bag filmen kalder den historisk korrekt. Men det er den bestemt ikke. Det har vi tidligere beskrevet i en artikel.

Det samme er tilfældet med Under Sandet fra 2015. Man siger om den, at den er inspireret af autentiske hændelser. Men filmen er decideret historisk ukorrekt. Den fortæller et mørkt kapitel i dansk historie ud fra et forkert udgangspunkt.

Selvfølgelig må man bruge sin kunstneriske frihed, men så skal man fortælle det hvis en film er fiktiv samtidig med at de markedsføres som en autentisk historisk film. Indrømmet at det er to særdeles gode film – men de er nu engang ikke autentiske.

 

Misbrug af historien kan være skadelig

Underholdningsmedierne har en større platform til at udbrede kollektive erindringer end historievidenskaben har. Erindringspolitik i form af misbrug af historien kan være absolut så skadelig som ”fake news” Det bruges som magtmiddel i politik.

Ofte bruger denne platform forkerte ting og spreder fordomme om, hvordan vi troede, at det var. Vi ser det også i den ellers udmærkede serie Matador igen engang.

 

Hvordan Matador skaber en forkert historie

Her ser vi doktor Hansen og bankdirektør i trenchcoats, bløde hatte og baretter. De agerer foregangsmænd for Korsbæks lokale modstandskamp under anden verdenskrig.

De personificerer sammen med en ung bankfuldmægtig, den skrøbelige Maude Varnæs fra byens førende familie og hendes søster, spillelærerinde Elisabeth Friis i høj grad seriens billede af, hvordan danskerne efterhånden tog handsken på og gjorde oprør mod den tyske besættelsesmagt. Mange har blind tillid til historiske korrekthed som Matador gengiver.

I Matador får vi indtryk af, at det primært er byens elite, der går væbnet front mod tyskerne. Godt nok nuancerer den billedet en smule.

I serien er det som nævnt lægen og bankdirektøren, der lever en dobbelttilværelsen. Om dagen driver de praksis og leder banker, men om natten hentede de nedkastede våben og laver andet modstandsarbejde. Problemet er bare, at sådan forholder det sig ikke. Man kan sagtens finde eksempler på læger og bankdirektører, der endte som modstandsfolk, men det var kun et lille fåtal.

Matador er med til at formidle et glansbillede som eftertiden er bygget op over besættelsen. Datidens politikere var dygtige til at producere og konstruere for selv at få æren af modstandskampen – selv om de rent faktisk havde bekæmpet den med næb og kløer.

 

Der var bestemt ikke alle danskere, der deltog i modstandsarbejdet

Man konstruerer et billede af danskerne, bortset fra nogle få tusinde nazister, stikkere, værnemagere og øst-frivillige, der alle tog del i modstandsarbejdet. Men det er forkert. Samfundets bærende lag og eliten var de sidste til at gribe til våben – hvis de overhovedet gjorde det.

I virkeligheden var det system-fjenderne, der gik til modstand. Det var rebellerne i samfundet med kommunisterne på den ene fløj og KUerne på den anden fløj.

Alle disse gik til angreb i 1953. Kommunisterne gør det, fordi de gerne må, nu hvor Hitler var gået i krig mod Stalin. KUerne og de systemfjendtlige gør det af had til dem, der har besat os og til systemet, der ikke kunne forsvare os 9. april

Det var ikke Omegnsbankens direktør Kresten Skjern, men derimod den lokale kommunist Lauritz ”Røde” Jensen, der ifølge forskningen skulle have gået til modstand i Matador.

 

Politiet advarede ikke kommunisterne

Endnu et eksempel på historisk glansbillede er afsnittet, hvor den lokale betjent advarede Lauritz ”Røde” Jensen mod tilfangetagelse af dansk politi. Den 22. juni 1941 rykker dansk politi ud på tysk bestilling og i løbet af de næste fem uger arresterede de næsten 300 kommunister – en del mere end de 70, som tyskerne havde krævet. I virkelighedens verden gik politiet ikke ud og advarede kommunisterne.

Den danske nation har behov for at fortælle en bestemt version af historien. Det har været et dyb skel mellem den, som historikerne fandt ud af og som offentligheden troede var den rigtige historie

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• videnskab.dk
• Turen går til besættelsestidens København
• Claus Bryld: Erindringens og glemslens politik
• Claus Bryld, Anette Warring: besættelsen som kollektiv erindring
• Henrik Skov Kristensen Claus Kofoed og Frank Weber: Bomber over København
• Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede
• Hans Kirchhoff: Augustoprøret (1979)
• Anne Warring; Tyskertøs
• Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen, Peter Scharff: Under Hagekors og Dannebrog
• B. Christensen, Niels Wium Olesen, J. Lund, J. Sørensen: Danmark besat – krig og hverdag 1940 – 45

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1,876 artikler
• Under Besættelsestiden (før/under/over) finder du 382 artikler
• Under København finder du 195 artikler
• Under Grænsen er overskredet finder du 8 artikler

 

• Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger 1-2
• Rovmordet i Utterslev Mose
• Ikke alle mord undersøges
• Hvorfor må man ikke fortælle sandheden
• Jernbanesabotage
• Sandheden om minerne (2)
• Sandheden under sandet (1)
• Historikernes besættelsestid
• Da Anders Fogh Rasmussen blandede sig
• Frihedsrådet som springbræt
• Udleveret til tyskerne
• Flammen og Citronen – den sande historie
• Sandheden om Besættelsestiden
• Scavenius – samarbejde eller forræder
• Scavenius – hvordan var han og mange flere

 

• Asmus Jensen – et mord efter 1945

 

• På vores side kan du læse 12 – 14 artikler fra vores bog – mest forskellige historier om Asmus Jensen – men den du ser her er løbende blevet opdateret.