Da Royal Air Force sænkede 7.000 KZ- fanger

Dette er en lang artikel. Man glemmer hurtig. Kampen om overlevelse. Vis kal først høre om Heinrich Mehringers kamp for overlevelse. De blev proppet ind i jernbanevogne og læsset på skibe. Stanken blev værre og værre time for time. ”Det sidste måltid”. Rygterne gik på, at de skulle sænkes i Østersøen. SS-folk vogtede Hagekorsflaget. Brand på skibet. Midten af skibet stod i lys lue. To redningsbåde kæntrede. En redningsbåd faldt 20 meter ned. Mindst 200 mennesker stod i lys lue. Mange havde brandsår. Folk rutsjede ned i vandet skibet lagde sig nu på siden. Heinrich fik nye kræfter. 85 mand på skibsvraget. Til Neustadt En flaske og en pakke cigaretter. Intet menneske i Neustadt havde ondt af dem. Han havde aldrig sovet så godt i sit liv.

Årene i fangenskab lod sig ikke rette op med pleje. I januar 1845 sænkede russerne Wilhelm Gustorff med 5.500 om bord. Det hav vi også glemt. Ligene flod i årtier ind mod stranden. Ingen blev gjort ansvarlige. Englænderne havde fået mindst tre advarsler. Elendig kommunikation i den engelske hær. Man forsøgte at tie katastrofen ihjel. De blev aldrig mindet i stor målestok. Hvad mente danskerne om katastrofen? Ja det gik mange år inden de fik sandheden at vide. Information: ”Tyskerne mangler værdighed”. Berlingske: Intet om, hvem der var ombord. Jyllands Posten: Absolut intet om Verdens største skibskatastrofe. Ingen havarirapport, Ingen kranse, Ingen kondolence. Fortielser og løgne er med til at fortælle om, hvem det er de onde og hvem det er de gode. Og så skal vi helst glemme det hele.

 

Man glemmer hurtig

Den 3. maj 1945 blev skibene ”Deutschland”, ”Cap Arcona”, ”Thiebek”, og ”Athen” angrebet med brandbomber af det britiske luftvåben. Kaptajnen på Athen redede 2.000 fanger ved at rejse det hvide flag. Men katastrofen kostede mere end 7.000 fanger fra KZ – lejren Neuengamme døden.

Det er utroligt så hurtig man glemmer. Således har vi glemt at russiske ubåde også beskød disse skibe med flygtninge og KZ – fanger. Således blev SS General von Steuben på vej til København den 11. februar sænket af en russisk ubåd. Omkring 3.500 omkom.

 

Kampen for overlevelse

 

Heinrich Mehringers oplevelser

Cap Arcona havde en længde på 206 meter. Det var et luksusskib og blev brugt til luksuskrydstogter og til udvandring, hovedsagelig til Sydamerika.

Kort efter befrielsen skrev Heinrich Mehringer sine oplevelser ned. Vi bringer hermed en lettere redigering af disse oplevelser.

 

Proppet ind i jernbanevogne

Medio april 1945 verserede der rygter i KZ – lejren Neuengamme, at krigen nærmede sig en slutning. Der var ingen arbejdskommandoer, der rykkede ud.

Om aftenen den 23. april 1945 måtte alle træde an på lejrpladsen. Nogle kommandoer fik opgaven at læsse jernbanevogne. Her blev fangerne stuvet sammen. Selv de syge blev sammen med de dødssyge smidt hulter til bulter ind i vognene. De få plejer og læger, der var her stod magtesløse over for det. Det hele skulle ske meget hurtig.

 

Var englænderne så tæt på?

Var englænderne virkelig så tæt på. Det var ikke et normalt SS-vagtmandskab. Det var værnemagtsansatte, der var iklædt SS – uniform. Om aftenen omkring klokken fem begyndte rejsen til det uvisse. Om morgenen klokken fem var toget ankommet til Lübecks udskiftningshavn.

 

Læsset på skibe

Ved pieren lå to fragtskibe ”Thielbek” og ”Athen”. Den 24. april 1945 blev fangerne i jernbanevognene hele dagen. Forplejning var der intet af. Men nogle af fangerne havde endnu levnedsmidler fra de svenske og danske pakker.  Men mange, frem for alt russiske og polske fanger, som man officielt ikke måtte uddele pakker til, havde slet ikke noget. Men det tog fangerne nu ikke hensyn – man delte.

Natten mellem den 24. og 25. april blev man læsset på de to skibe. Den person, vi skal følge (Heinrich Mehringer) kom på Thielbek. Her blev i alt læsset 3.000 ombord.  Førhen sejlede dette skib med kul. Man kan godt forestille sig, hvordan folk efter kort tid, så ud.

 

Stanken blev værre og værre for hver time

I det lille rum, hvor de 3.000 skulle opholde sig, var der næsten ingen lys og vand. Alle var nærmest syge eller svage.  Hver især søgte et sted, hvor man kunne sidde n ed.  Og luften var meget tyk.

For at forrette sin nødtørft blev der i hvert lastrum fjernet et par plader, så man kunne se ned i bunden af skibet. Stanken blev for hver time endnu værre. Hver dag var der døde. De blev simpelthen smidt ud gennem åbningerne ned til ekskrementerne.

Om aftenen den 26. april kom der varm mad ombord. Enhver, der magtede at komme hen til uddelingen, fik det, der svarede til ¼ l suppe. Der var måske lidt af en kartoffel eller kålroe i den.

 

Han lugtede meget fælt

Når man om natten skulle træde af på naturens vegne var der med livet som indsats. Det var bælgmørkt og man kunne meget let falde ned i nødtørftshullerne. En gammel mand faldt ned. Heldigvis faldt han ikke ned. Men da han kom op, lugtede han fælt og blev skubbet væk alle steder. Han kunne ikke opdrive noget vand til at vaske sig med.

 

”Det sidste måltid”

Den 28. april sejlede Athen. Da hun sejlede ud, var hun fuld af fanger. Da hun kom hjem om aftenen var hun tom. Den samme nat blev alle fra Thielbek omladet til Athen. Det var umuligt at sove, da skibets maskine blev tændt.

Pludselig lå skibet helt stille. Ved siden af lå Cap Arcona. Den 1 maj var der igen ¼ l suppe. Igen var den tynd, men dog varm. Og den 3. maj lykkedes det at få et halvt soldaterbrød. Dette brød blev en slags ”Henkermahlzeit” (Det sidste måltid for en dødsdømt).

 

Rygter om at alle skulle sænkes i Østersøen

Der gik rygter om, at alle skulle drukne i Østersøen. Der var allerede anbragt sprængningsladninger langs skibet. Vores hovedperson og mange andre var nu blevet anbragt på det før så stolte skib Cap Arcona.

Tidlig om morgenen sejlede en større pram forbi ved bagbordsside. Den var overfyldt af kvinder i fangedragter. De skulle overføres til Cap Arcona. Kvinderne tiggede allerede om føde. Det var gruopvækkende at se på.

 

SS-folk vogtede Hagekorsflaget

Heinrich og 11 andre var blevet anbragt i en kabine for sig selv. De havde fået at vide, at de ikke måtte forlade kabinen. Skete dette, ville de blive skudt.

Der kom ubåde ind i bugten og der havde allerede været flyangreb ind over land. Om natten til den 3. maj blev der hørt sprængninger. Det var nogle ubåde, der blev jagtet fra luften.

Man fik nu en melding om, at skibet skulle stryge hagekorsflaget. Skibsledelsen ville hejse det hvide flag. Men dette var SS – folkene imod. Tre SS – folk vogtede hagekors-flaget med pistoler.

 

Brand på skibet

Kl. 13.30 faldt en bombe mellem Cap Arcona og Thilbek, der lå 500 meter væk. Heinrich mente nu ikke, at skibet ville synke, da han mente at kølen vel kun lå på en meter vand. Fangerne løb nu ud på gangene, som var ret smalle.

Åbenbart havde den første bombe også ramt Cap Arcona.

Der udbrudt brand på skibet. På gangene kunne observere folk falde om i brændende tøj. Gulvet var nu også blevet varmt. Op gennem trappeskakten kunne ses et kæmpe flammehav. Alt hvad der måske kunne flyde, blev rebet løs i rygesalonen. Man smed det gennem vinduet ned i vandet.

 

Midten af skibet stod i lys lue

Men der var allerede mange nede i vandet og mange blev dræbt af de ting, der blev smidt ud. På skibets yderside var der tov og trosser. I disse hang der allerede en masse folk. Nu begyndte SS – folk også at skyde ned i mængden. De mente at fangerne skulle blive nedenunder, brænde eller drukne.

Midten af skibet brændte og stod i lys lue. Hele for-skibet var indhyllet i røg og flammer. Det bagerste A – dæk var endnu fri for brand. Heinrich havde overvejet om han skulle springe over bord. Men han så, hvordan det gik andre, der gjorde det.

 

To redningsbåde kæntrede

I vandet herskede der panik. På en eller andet var skibets tre redningsbåde kommet i vandet. I hver båd stod folk nu som sild i en tønde. Folk forsøgte at komme ombord på de overfyldte både. Kampen om livet var grusom.

Næsten samtidig kæntrede to af redningsbådene. Der lød skrig og skrål. Man tænkte ikke på at rette bådene op. Vandet var meget koldt på denne årstid. De udhungrede fanger havde heller ingen modstandskraft. Nu lå mange døde i vandet Nogle var sprunget 20 meter med redningskrans. Men også her skulle selv en god svømmer man være heldig.

 

Redningsbåd faldt 20 meter ned

Oven på promenadedækket hang endnu en redningsbåd. En masse forsøgte at få den i vandet, og mange folk sad allerede i båden.  Til sidst hang båden skævt. Ilden tog nu fat i rebene.  Et brændte helt igennem. Båden rullede ud af taljen og dinglede i en halvcirkel.  Frem og tilbage langs ydervæggen.

Med skrig styrtede de folk, der havde været i båden i en stor bue i dybet. Endelig sprang det forreste torv og båden susede 20 meter ned i dybet mod de med døden kæmpende mennesker

 

200 mennesker blev pludselig omringet af ilden

På brædder og bjælker vrimlede det med både med levende og døde mennesker. Det var umuligt for de afkræftede mennesker at svømme ind mod land.  Det var alt for langt.

På grund af branden sprang to trappedøre og nogle vinduer med et brag. Fra overbygningen åd ilden plankerne så rasende hurtig at mange af de ulykkelige nu var fuldstændig indhyllet af ilden. Nu væltede ilden tættere og tættere på de omkring 200 mennesker, der var trængt sammen ved rælingen. Snart var de omspændt af flammerne og brændte levende i lys lue.

Ildens brølen overdøvede deres skrig. Heinrich klatrede nedad og redede livet. På dækket oven over forbrændte alle kammerater. Efter kort tid fandt ilden ikke mere næring. Der herskede en dødsstilhed. De forkullede mennesker udsendte en frygtelig stank.  Det var et grufuldt billede.

 

Mange havde brandsår

Skibet havde en 20 graders hældning til bagbord. De sårede led meget med deres brandsår. Skibet fik mere og mere slagside. I skibets indre rasede branden videre. Med gasmaskebeholdere blev der hentet vand, så man kunne bekæmpe den ild, der var tættest på.

Men nu blev der opdaget geværammunition under trappen. Nu fik man travlt med at smide dette i vandet.

 

Ingen olietanke

En yderligere skræk bed sig fast. De ville alle blive sprængt i luften, hvis olietankene eksploderede. En ny panik var brudt ud.

Men der var ingen olitanker ombord. Langsom vendte roen tilbage. En polak delte rundt af cigaretter. Men skibet krængede mere og mere. De skulle være opmærksom på det. Planen var for Heinrich og de nærmeste kammerater at holde fast om rorkæden, hvis skibet skulle kæntre.

 

Folk rutsjede i vandet

Gulvet blev stadig stejlere. Nu begyndte folk at rutsje ned i vandet. Vandet nåede Heinrich, der holdt fast i kæden. Vandet var farvet af brandresterne og asken. Endelig kom han op til overfladen og kunne trække vejret. Han hev efter vejret som aldrig før. Lungerne arbejdede som maskiner.

Skibet lå nu helt på siden. Det var dødstille. Problemet for Heinrich var nu, hvordan han kom op. Det kolde vand tog hans sidste kræfter.  Arme og ben var som bly. Endelig lykkedes det med en kraftanstrengelse at komme op på et bræt.

 

Heinrich fik nye kræfter

Langsom flød han hen mod skibet. Og jernet på skibet var varmt. Dette gav Heinrich nye kræfter. Fuldstændig udmattet lå han nu på bugen af skibet. Nogle af kammeraterne var klatret højere op. Men ingen af dem havde kræfter til at hjælpe hinanden. I vandet var der stadig nogle, der kæmpede for livet. Efter endnu en halv time havde Heinrich fået kræfter til at kunne klatre længere op. Han havde tabt sine træsko i vandet. Men barfodet var det for varmt på skibet. Men det lykkedes ham med et bræt at fiske de to træsko op fra vandet.

 

85 mand på skibsskroget

Halvvejs samlede der sig ca. 85 mand på skibsskroget. Enhver havde nok at gøre med sig selv. En pludselig haglbyge gjorde det ikke bedre. Den blev så afløst af en stille regn. Det var mere behageligt.

To flyvemaskiner fløj hen over dem og var væk igen. Mange dukkede sig. De var bange for igen at blive bombet. Men det var to rekognosceringsfly

Man mente at over på land var der stadig kampe. Ingen spekulerede på de skibbrudne. Men Heinrich forsøgte at holde modet oppe også hos de andre. Han mente, at flyene sikkert rapporterede, hvad de havde set.

 

Til Neustadt

Det varede ikke længe, inden der fra bredden kom en slæbebåd. Og den var på vej til dem. Og de begyndte alle at vinke til slæbebåden. Men pludselig ændrede den kurs. Den sejlede til ”Deutschland”, der lå cirka tre sømil fra dem. Også dette skib brændte lige som Cap Arcona. Forskellen var bare, at der ikke var en eneste overlevende.

Et lille stykke tid derefter kom endnu et skib. Det var slæbebåden ”Neustadt”, der lagde til for-skibs ved kæmpeskroget. Det var sikrest at lægge til der. Men de redede befandt sig imidlertid agterskibs. Gulvet var så varmt, at de måtte lægge bræt til bræt, så de kunne løbe over dem.

Alle hjalp til og lidt efter lidt blev også de svageste hevet over. Efter en halv times sejlads lagde slæbebåden til ved broen i Neustadt.

 

En falske og en pakke cigaretter

Men de erfarede at englænderne allerede havde besat Neustadt. Fangerne var ventet. Ved pieren holdt engelske kampvogne samt andre køretøjer. Efter hinanden gik de overlevende nu i land i gåsegang med temmelig bløde knæ. Nu, hvor der var fast grund under fødderne, var de frie.

To Tommy’ er kom hen til Heinrich og trykkede hans hænder. Han forstod ikke et eneste ord, men følte at menneskerne var dem velmenende. Pludselig havde han en flaske i højre hånd. Det var cognac. I den venstre havde han en pakke cigaretter. Men snart trængte strømmen af reddede sig videre. Det var som en rus. Pludselig frøs Heinrich. Klæderne var stadig våde. Han tog en ordentlig slurk af flasken.

 

Intet menneske i Neustadt havde ondt af dem

De stod i en fremmed by. Det var jo stadig krig. Husene var mørklagte. De vidste ikke, hvor de skulle gå hen. Fangerne fra ”Athen” var allerede kommet ind om eftermiddagen. De var blevet indkvarteret på ubåds-skolen. Men de nye overlevende vidste ikke, at de havde lov til at gå ind på ubåds-skolen. De forstod ikke englænderne.

Heinrich gik over banegården og henvendte sig til folk. Han ville gerne have noget vand og varme. Han sagde, at han kom fra Cap Arcona. Men intet menneske i Neustadt havde ondt af dem. Han frygtede nu at kunne få en lungebetændelse med sine våde klæder.

Men han ringede så en sidste gang på en dør, hvor en kvinde fortalte ham, at alle overlevende fra ”Athen” og Cap Arcona” blev modtaget på ubådsskolen. Hun viste ham vejen derhen. Det var ikke særlig langt.

 

Han havde aldrig sovet så godt som den nat

Da Heinrich kom til kasernens port, stod der allerede en englænder på vagt foran. Han sagde et eller andet som Heinrich ikke forstod. Men da Heinrich så sagde Cap Arcona, ja så var det lige som et trylleord. Englænderen blev meget venlig og viste vejen for Heinrich.

Nu kunne han endelig lægge sig med velbehag under tørre tæpper. Det våde tøj havde han fået af. Han havde aldrig sovet så godt som den nat. Da han vågnede næste dag, skulle han lige forsikre sig, at han ikke var syg. Han gik nu en rekognosceringsrunde på området.

 

Årene i fangenskab lod sig ikke rette op

Englænderne fodrede de overlevende så godt, at nogle døde af det. De tålte det ikke mere. Meget værre var de overlevendes sygdom og død på kasernen. Der var indrettet et polsk sygehus. Dagligt blev der bragt syge ind. Årene i fangenskab lod sig ikke rette op med den bedste pleje.

 

Frygtelig katastrofe

 

I januar 1945 sænkede russerne Wilhelm Gustoff med 5.500

I januar 1945 havde en russisk ubåd sænket skibet Wilhelm Gustoff med 5.500 mennesker ombord, heriblandt 3.300 flygtninge. Det lykkedes at redde 200.

 

Sejlede med flygtninge til København

I februar og marts sejlede Cap Arcona flygtninge til København. Men så blev den liggende her på grund af maskinskade. Den blev slæbt til Lübeck Bugt og fyldt med KZ – fanger. Den 3. maj 1945 fik man øje på engelske fly og opfattede dem som befrier. Åbenbart skulle fangerne have vinket til de engelske fly. Men det melder vores beretning i begyndelsen af artiklen ikke noget om.

Åbenbart skulle det hvide flag være hejst på Cap Arcona. Men ifølge vores beretning så havde SS’ er netop forhindret, at der kom et hvidt flag op.

 

Ligene flød ind på stranden

Da flygtningene flygtede fra Cap Arcona på brætter m.m. fra skibet, skød briterne på dem. Flyene cirklede om bådene og beskød dem gang på gang.

I ugerne efter beskydningen blev ligene båret af strømmen ind på stranden. De blev samlet og begravet i enkle massegrave i Neustadt. I næsten tre årtier blev skeletter og knogler hentet fra stranden, hvoraf den sidste var fundet af en 12 år gammel dreng i 1972.

Men på cirka 12 kirkegårde ligger der ofre fra skibskatastrofen.

 

Ingen blev gjort ansvarlige

 

Ingen er nogensinde blevet gjort ansvarlig for denne katastrofe. Neuengammes SS – officerer blev prøvet af britiske militære domstole. Men ingen af dem kunne gøres ansvarlige for overførslen til skibene.

Det var Gauleiter Karl Kaufmann fra Hamborg og Rigskommissær for søfart og Hamborgs SS – fører Grev Bassewitz – Beer, der bestemte at KZ – fangerne skulle ombord på skibene.

Kaptajnerne på skibene nægtede at tage flygtningene ombord. Men de blev af SS – folk truet med at blive skudt, hvis de ikke parerede ordre.

 

Englænderne fik mindst tre advarsler

RAF – piloter vidste ikke, at der var KZ – fangere ombord. På den anden side viser en undersøgelsesrapport fra den engelske officer Noel Till at RAF havde modtaget besked fra Røde Kors den 2. maj 1945, men ikke havde sendt dette videre til piloterne.

Både schweizisk og svensk Røde Kors havde uafhængig af hinanden advaret englænderne om, at passagerne på skibene var KZ – fangere. Også britiske efterretningsagenter havde indberettet det samme. Men ingen af disse tre advarsler kom videre. Hvorfor, får vi først at vide i 2045, hvor arkiverne må åbnes.

 

Elendig kommunikation i den britiske hær

Efter krigen er det kommet frem at informationerne om fangerne på skibene, var mere udbredte end som så – og at den fatale fejltagelse blev begået som resultat af en elendig kommunikation mellem de britiske hærenheder.

Blandt de utallige forklaringer, der lægges til grund for dette, er blandt andet udtalelser fra den britiske generalmajor George P.B. Roberts, der havde kommandoen over en af de britiske hærenheder, der den 2. maj indtog Vismar og Lübeck.

Røde Kors var allerede til stede og arbejdede på højtryk for at redde så mange fanger som muligt, og lederen af Røde Kors – enheden De Blonay fortalte generalmajoren, at skibene på bugten rummede et sted mellem 7 og 8.000 fanger.

Efter krigen har det ikke ligefrem været den store vilje til at få alle omstændigheder omkring angrebet frem i offentligheden.

 

Man forsøgte at tie katastrofen ihjel

I mange år blev tragedien ikke nævnt i mediernes beskrivelse af krigens sidste dage. Der findes stadig flere kilder, der direkte anfører at ”Cap Arcona blev sænket af tyskerne selv.

 

De blev aldrig mindet i større målestok

Og så vidt vides så er de over 7.000 KZ – fanger, der blev dræbt under de allieredes angreb på Cap Arcona, Thielbek og Deutschland i bugten ud for Lübeck aldrig blevet mindet i større målestok.

Lidt grotesk så blev resterne af det stolte skib gennemfotograferet i 1949 af det ”Rolls Royce firma, der havde leveret bomberne. Fotoerne skulle afsløre, hvor effektiv bomberne havde været

 

Hvad mente danskerne om katastrofen?

 

Men hvad mente danskerne om denne katastrofe? Eller sagt på en anden måde – Hvad vidste danskerne i 1945?

 

Information: Tyskerne mangler værdighed

Dagbladet Information opstod den 5. maj 1945 efter at have været et illegalt blad under besættelsen. Journalisten havde krydset grænsen en 4. maj om aftenen. Hans reportage blev trykt den 20. maj 1945 under overskriften:

• Tyskerne mangler værdighed

I Kiel konstaterede medarbejderen, at englændernes angreb havde koncentreret sig om havnen, uden at han udtrykte medfølelse med de mennesker, der havde befundet sig på de ødelagte skibe.

Han fortsatte til Lübeck, hvor bl.a. Cap Arcona lå i bugten men ikke et ord om den skibskatastrofe.

 

Berlingske: Intet om hvem der befandt sig ombord

Berlingske Tidende skrev den 4. maj på side fem:

• RAF slaar haardt til Tyske Skibe i vore Bælter. To Skibe sænket i gaar og 38 skudt i Brand eller beskadiget. RAF Torpedo – og Beaufighters har faaet deres største og udbytterigeste Slag i Krigen mod tyske Flaade- og Handelsskibe, som forsøgte at undslippe til Norge, meddeler Luftfartsministeriet. Ifølge de første Rapporter blev to Skibe antagelig sænket, mens 38 blev efterladt i Brand eller stærkt beskadiget paa anden Maade.

Berlingske Aften beskrev den 4. maj under rubrikken:

• Udenrigsdagbog

Avisen beskrev et allieret angreb på den norske damper Ravfors i Storebælt og at der var 26 mand ombord.

 

Jyllands Posten: Absolut intet om katastrofen

Jyllands Posten skrev nederst på forsiden den 4. maj:

• Ifølge de sidste Efterretninger om Kampene i Nordtyskland er de britiske Tropper naaet frem til Østersøen.

Men ikke et ord om verdens største skibskatastrofe.

På Danmarks befrielsesdag lørdag den 5. maj trykte Jyllands Posten følgende:

• To tyske Dampere sænket

Artiklen indeholdt det at seks engelske Mosquito-maskiner havde åbnet ild og seks hårdt sårede var indlagt.

Tilsyneladende blev den samme sænkning ved Sydfyn beskrevet på samme side i spalte tre. Her blev der føjet til, at de tyske skibe besvarede ilden og det udviklede sig til kraftige kampe. To telegrammer om den samme begivenhed kan ikke overraske, dagens avis var vel blevet til i glædesrus!

Men så under spalte fire i samme opsætning:

• Jagten paa Resterne af den tyske Handelsflaade. Ti tyske Skibe blev ifølge Reuter sænket og 60 skibe beskadiget af det britiske Luftvaaben under de i dag foretagende fortsatte Angreb paa Resterne af den tyske Fragtskibs-flaade paa Flugt til Danmark og Norge fra Østersøkysten. En Fragtdamper paa 10.000 Brt blev angrebet hele Dagen og gjort manøvreudygtig.
• 6 Typhoon – Maskiner, der er indrettet til Affyring af Raketter, sænkede et fartøj paa 2.000 Brt. en Slæbedamper og 2 Pramme samt beskadigede 8 andre Fartøjer.
• Da Spitfire – Maskiner angreb et Motorskib paa 500 Brt. eksploderede det med saa stor voldsomhed, at den ene Vinge af en af Spitfire-Maskinerne blev revet af og Maskinen gik tabt sammen med Flyveren.

Det handlede om, hvordan man nedkæmpede den tyske krigsmaskine. Det var ikke et ord om, hvem der var på skibene. Befrielsen udløste glæde, hævn og nye magtkampe. Hvem gad at læse om ”Verdenshistoriens største skibskatastrofe”?

 

Ingen Havarirapport, Ingen kranse, Ingen Kondolence

 

Vi hører om, at officererne fra British Army blev forfærdede over at få, at vide, at der var fanger ombord på skibene.

Men briterne var blevet advaret om dette hele tre gange.

Günther Schwarberg skriver i sin bog Angriffziel Cap Arcona, at Storbritanniens regering ikke offentliggjorde sandheden om ca. 7.000 menneskers død. Der var ingen havarirapport, ingen kranse, ingen kondolence. Han bemærkede, at de engelske historiebøger ikke skrev, at det var engelske flyvere, der havde sænket skibene med KZ – fangerne og de engelske krigsmuseer anskueliggjorde ikke forløbet. De 7.000 døde gled ind i den kollektive erindring.

Bogen er i 2004 kommet på dansk med titlen Target Cap Arcona

 

Fortielser og løgne

Fortielser og løgne skulle være med til at fastholde myter om de gode og de onde i krig. Nuancer og forståelse udgør en trussel mod myter, som kan bruges til at bevare magtforhold.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• da.wikipedia.org
• jyllands-posten.dk
• ndr.de
• information.dk
• berlingske.dk
• Günther Schwarberg: Target Arcona
• Heinrich Mehringer’ s erindringer

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.972 artikler
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 399 artikler
• Under København finder du 197 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 64 artikler

 

• Dødsmarch
• De danske jøder i Theresienstadt
• Buchenwald – rædsler og lidelser
• Jagten på det perfekte menneske
• Den polske historiefortolkning
• De asociale skulle i KZ – lejre
• Dansk vaccine i Buchenwald
• Værnet-lægen man lod flygte
• Holocaust – fornægteren fra Kollund
• Sort Jord – Holocaust
• I ondskabens øjne af Holocaust
• Holocaust aldrig igen
• Auschwitz og thalidomidskandalen
• Klaus Barbie – slagteren fra Lyon
• Da krigsforbryderne flygtede
• Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
• Josef Mengele – dødens engel
• Hvad skete der i Borbruisk
• Auschwitz – en udryddelseslejr
• Bag KZ – lejrens pigtråd
• KZ – lejr Husum – Schwesing
• Christian den Grusomme
• SS absurde grusomheder
• KZ – lejr Ladelund