Da Højer Tæppefabrik truede med at forlade byen

Et uldspinderi blev købt. Vanskeligheder med udvidelse. De tysksindede ville bevare fabrikken som en lille virksomhed. Tæppefabrik var lige ved at flytte til Bogense. Endelig fik Kjærby lov. Han blev danskhedens leder. Ledelsen af fabrikken blev overdraget til søn og svigersøn. Sønnen, Johannes havde også temperament. Den tyske borgmester bekymret over, at danskerne tog deres døtre. Svigersønnen blev den første danske borgmester – i 1945. Hjemmetyskerne førte en aggressiv politik i Højer. Fabrikken forblev længe i Højer

 

Et uldspinderi blev købt

A.R. Kjærby havde i 1919 købt et dårligt gående uldspinderi i Højer med den klausul, at kom Højer ikke til Danmark ved afstemningen, skulle handelen gå tilbage.

Højer kom som bekendt til Danmark, og Kjærby blev og skabte sin fabrik. Med en utrolig energi, flid og nøjsomhed havde Kjærby sammen med sin kone og bistået af de fire ældste børn oparbejdet en blomstrende virksomhed.

 

Vanskeligheder ved udvidelse

For fuld kraft producerede Højer Tæppefabrik de kendte Højer tæpper. I foråret 1936 påtænkte Kjærby en udvidelse af fabrikken. Denne udvidelse ville kræve højspænding. Højer havde på det tidspunkt kun et lille elværk, som ikke kunne levere den nødvendige kraft.

Desuden skulle der garanteres virksomheden mere vand. Endelig skulle der købes et jordareal til den nye fabriksbygning. El og vand kunne godt opnås enighed om. Men da det kom til jordopkøbet, opstod der vanskeligheder.

 

Tyskerne ville helst bevare Tæppefabrikken som en lille virksomhed

Fra tysk side ville man ikke sælge. Man kunne godt acceptere Kjærby som en mindre virksomhed i byen. Det gav arbejde til byens borgere. Men den måtte helst ikke blive for stor. Det kunne jo trække danske stemmer til byen.

”Fatter”, som hele byen kaldte A.R. Kjærby havde et stærkt temperament. Han var nok mere handlingens end forhandlingens mand. Han truede nu med at flytte sin virksomhed, hvis han ikke fik sin vilje.

 

Tæppefabrikken tæt på at flytte til Bogense

Det blev kendt og flere forskellige byer kom med fordelagtige tilbud, hvis han ville flytte. En overgang så det virkelig ud til at Højer Tæppefabrik ville havne i Bogense. Situationen var alvorlig.

Det ville være et voldsomt tab for danskheden i Højer. Men det ville også været et stort økonomisk tab for byen. Fabrikken og dens ansatte betalte 2/3 af skatterne i Højer.

 

Endelig fik han lov

Byrådet var i en kattepine. De fornuftige hjemmetyskere var ikke glade for udviklingen. Fra dansk side var man bekymret for fremtiden. Den danske repræsentation i byrådet ville blive reduceret til tre, hvis fabrikken flyttede.

Alle gode kræfter blev nu mobiliseret. Der førtes et utal af forhandlinger. Endelig blev sorg vendt til glæde. Kjærby fik mulighed for at købe det nødvendige jordareal. En ny fabriksbygning skød op. Den danske befolkning drog en lettelses suk. Det gjorde vel også mange af de tysksindede.

 

Kjærby blev danskhedens leder

Med sin dynamik var Kjærby selvskreven som danskhedens leder i Højer. Han var ikke blot rig på ideer. Han var efterhånden som fabrikken gik godt også særdeles rundhåndet, når det kaldtes på støtte til danskhedens fremme.

Han var formand for Højerhus. Han havde en væsentlig andel i at den blev rejst. Han var formand for Folkeligt Samfund i Højer og ligeledes formand for Danske Samfund i Højer.

Da den danske præst kom til Højer, var der ingen bolig til ham. Menighedsrådet ville heller ikke hjælpe. Kjærby købte resolut en bolig til ham. Den danske præstegård blev også bygget på en grund som Kjærby havde købt og skænket til formålet.

Fra 1929 til han i 1937 flyttede fra byen, sad Kjærby i byrådet. Han ydede en stor indsats for Højers trivsel.

 

Ledelse overdraget til søn og svigersøn

I 1937 overlod A.R. Kjærby den daglige ledelse til søn og svigersøn. Sammen med hustruen flyttede han til Kolding. Men han kunne ikke undvære Sønderjylland så året efter flyttede han til Aabenraa. Derefter flyttede de til Tønder, hvor han pludselig døde i 1943.

Han blev dog begravet i Højer. Det var den by, han havde sat sit præg på ved sin faglige og nationale indsats.

Fabrikant Kjærby havde købt Højers nedlagte sygehus. I den ene halvdel indrettede han en stor lejlighed. Hjemmet var uhyre gæstfrit. Hustruen var født i Hannover men hun følte sig helt som dansk.

 

Sønnen, Johannes havde også temperament

Hjemmet var også stedet, hvor de dansksindede mødtes. I ”Sygehusets” anden halvdel boede Johannes Kjærby, der var ansat på fabrikken og blev dens energiske leder efter faderens død.

Johannes havde samme temperament som faderen. Det kunne godt af og til slå gnister, når opfattelserne var forskellige. Han var en teknisk begavelse og opfandt nye vævemetoder. Han kunne få selv den mest drilagtige maskine til at makke ret.

Han var ukuelig i sin kamp mod de vanskeligheder, fabrikken kom ud for. Hans tidlige død var et tab for virksomheden.

 

Borgmester bekymret over at danskerne tog deres døtre

Hos Johannes og Mariechen Kjærby stod døren også åben. Hun var datter af den tyske borgmester i Højer. Ægteskabet var i Grænselandet var nu ikke så sjældne, hvor to med forskellig national baggrund finder sammen. Det kunne give problemer ikke mindst i en national tilspidset tid. Det oplevede man i Højer inden besættelsestiden.

Det var ikke den store begejstring i den tyske lejr den smukke borgmesterdatter var blevet gift med sønnen af den ledende dansker. Den tyske apoteker Nuesses datter blev gift med ingeniør Claudi Westh.

Under en grog begræd borgmester hans Andersen tabet af deres døtre til danskerne. Neusse skulle have givet det udtryk med følgende bemærkning:

• Ach ja, lieber Hans, erst nahmen sie unser Land, dann nehmen sie unserere Gled, und nun, nun nehmen sie unsere Töchter

 

Den første danske borgmester i 1945

I det lille hus, der oprindelig rummede butik og beboelse, da Kjærby købte Uldspinderiet var det nu indrettet en hyggelig bolig til svigersønnen Vilhelm Mathiasen. Han var ansat på fabrikken, havde den daglige ledelse af kontoret og blev samtidig med Johannes Kjærby udnævnt til direktør.

Johannes Kjærby brugte al sin energi på fabrikken og ikke i det nationale arbejde. Men det gjorde svogeren til gengæld. Han var også meget politisk interesseret. Han blev i 1945, Højers første danske borgmester. Den post varetog han i 10 år, inden han tog til København.

 

Hjemmetyskerne førte aggressiv politik i Højer

Hjemmetyskerne var efter nazismens gennembrud i Tyskland blevet meget aggressive, ikke mindst i Højer ikke mindst i Højer, der var det ene af to sogne, hvor der endnu 15 år efter Indlemmelsen/Genforeningen var tysk flertal i de kommunale råd.

I Sygekassen i Højer var der også kamp. Til generalforsamlingen var der mødt 159 tyske og 148 danske. Bølgerne gik højt. Dirigenten havde svært ved at styre gemytterne. Tyskerne truede med at forlade mødet, men gjorde det ikke.

Resultatet blev, at der kom tre tyskere ind. Planen havde været, at det skulle være en ren tysk ledet institution. Et år senere i 1936 nåede man dette mål, idet der ved denne generalforsamling lykkedes at få de sidste tre dansksindede stemt ud.

 

Fabrikken forblev længe i Højer

Når mindretallet dengang i propagandaen brugte udtrykket:

• Die gequälte Minderheit

Ja så gjaldt det i hvert fald ikke for Højer.

I dette klima forsøgte hjemmetyskerne med deres flertal at jage Højer Tæppefabrik ud af byen. De udnyttede deres flertal hensynsløs. Danskheden måtte vise tænder for at beholde virksomheden og for mange deres arbejdsplads i byen.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Årsskrift
• Poul Andersen: Mine 9 år i Højer
• Se Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.974 artikler
• Under Højer finder du 82 artikler

 

• En dansk præsts hverdag i Højer
• Højer kirke
• Dansk og tysk i Højer
• Den sure præst fra Højer
• I skole i Højer
• Højer omkring 1930
• Højer Tæppefabrik