Da Fårhuslejren kunne sætte gang i den (2)

Skal det danske flertal fratage sig al skylden? Det Sønderjyske Råd: De skal udvises. Ikke alle var enige. Det blev til et kompromis. Mindretallet mente at retsopgøret var dybt uretfærdigt. Indgreb ramte Mindretallet særlig hårdt.  Nasser af hærværk og selvtægt. To voldsomme sager.  Fårhusmentaliteten. Dømt lige som de dansksindede. Var Det tyske Mindretal ikke ligeglad? Love med tilbagevirkende kraft. Forført og forrådt. Loyalitetserklæring. Mere tilbageholdenhed var ønskelig, lød det fra Mindretallet. To fløje skulle der holdes styr på. Erklæring vakte vil forargelse fra dansk side.  Mindretal i Folketinget: Ingen afstandtagen til nazismen. 1955: Mindretal havde følt presset til at afgive loyalitetserklæring. Tysk fjernsyn skulle være skyld i Mindretallets tilbagegang. Mindretallet tog imod dansk forslag. 1995: Mindretal tager medansvar. Mere i tredje afsnit

 

Skal det danske flertal fratage sig al skylden?

Her er anden del af vores artikelserie. I første afsnit læste vi, at Mindretallet havde sagt undskyld til, hvad de havde foretaget sig under Anden verdenskrig og besættelsestiden. Men spørgsmålet er så, om de dansksindede så kan fratage sig al skylden. Var det så i orden den måde vi behandlede Det tyske Mindretal på.

 

Det Sønderjyske Råd: De skal udvises

Var retsopgøret med Det tyske Mindretal retfærdigt? Ligesom den heftige debat om etablering af en Fårhuslejr – udstilling, så begyndte der også en heftig debat om opgøret med mindretallet efter besættelsen.

I vinteren 1944 – 1945 havde den sønderjyske modstandsbevægelse oprettet ”Det sønderjyske Råd”. Og herfra lød det:

• Alle fra det tyske mindretal, der i besættelsestiden har båret uniform, har været stikker, marinevægter, sabotagevagter, eller som ved tysk Ausweiss eller på anden måde har skaffet sig sådan retstilling, at de har kunnet unddrage sig dansk retsforfølgning, fratages deres danske statsborgerret og udvises af Danmark.

Desuden krævede Det sønderjyske Råd drastiske statslige indgreb overfor hjemmetyske institutioner, f.eks. skoler.

 

Ikke alle var enige

De sønderjyske Danske Samfund var enig i disse synspunkter. Men nogle fremtrædende moderate sønderjyder var imod disse argumenter. Det var uklogt at fare for hårdt frem mod mindretallet. Ganske vist skulle illoyalitet straffes, men man måtte betænke, at man i en ikke så fjern fremtid skulle leve sammen med både mindretallet og et genrejst stærkt Tyskland.

 

Det blev et kompromis

Man havde også en ikke ringe forståelse for mindretallets nationale loyalitetskonflikt. I det store og hele blev retsopgøret, som det faktisk forløb, et kompromis mellem disse to skitserede holdninger fra dansk side.

 

Mindretallet mente at retsopgøret var dybt uretfærdigt

Mindretallet selv var af den opfattelse, at retsopgøret var uretfærdigt. Man mente ikke, at den danske stat i tilstrækkelig grad tog hensyn til den loyalitetskonflikt mellem herbergstat og Mutterland, mindretallet befandt sg i.

Man var også opbragt over de grundlovsstridige interneringer. Mange kom ikke for en dommer inden for 24 timer, fordi det dansk retssystem var overbebyrdet. 500 sad gennem kortere og længere tid interneret uden dom.

Og så var det jo lige en lovgivning med tilbagevirkende kraft. Og ja, så var det jo ikke en reel krigstilstand mellem Danmark og Tyskland. Det var en suveræn dansk stat med en lovlig valgt regering i spidsen som havde samarbejdet med Tyskland.

Når mindretallet således havde samarbejdet med Tyskland, ved f.eks. at levere frontfrivillige, ja så var det ifølge Mindretallet blot i overensstemmelse med dansk lovgivning, men også sket i bedste forståelse med den danske stat.

 

Indgreb ramte Mindretallet særlig hårdt

Medvirkende til denne hjemmetyske selvforståelse var også en række bestemmelser og love i 1945 – 46, der kom til at ramme mindretallet særligt og uforholdsmæssigt hårdt i forhold til andre danske statsborgere.

Ja uden at gå i enkeltheder så medførte det voldsomme indgreb over for mindretallets skole- og kirke-liv. Mange hjemmetyske familier blev også ramt på pengepungen. Fortjenester ved handel med rigstyske interesser skulle tilbagebetales til den danske stat.

Ejere af ejendomme, som var finansieret gennem lån fra Kreditanstalt Vogelgesang fik deres lån opsagt. Det vil sige, at de skulle betale det, lånte beløb. I forbindelse med tvangsauktioner havde den tyske kreditanstalt overtaget ca. 100 gårde, som derefter blev drevet af forpagtere via det såkaldte Höferwaltungsgesellschaft. Disse gårde blev nu konfiskeret.

Frontfrivillige og deres familier skulle sågar tilbagebetale den soldatersold og familieunderstøttelse de havde modtaget fra Tyskland.

Dansksproget litteratur indeholder ikke meget i beskrivelse af de økonomiske problemer alt dette skabte for hjemmetyske familier.

 

Masser af hærværk og selvtægt

Adskillige tilfælde af selvtægt, hærværk og bombeattentater mod hjemmetysk ejendom i sommeren 1945 var med til at uddybe kløften mellem flertals – og mindretalsbefolkningen. Det gik bl.a. ud over tyske sejrsmonumenter på Dybbøl og Arnkilsøre og senere over selve symbolet på tyskheden i Nordslesvig, Knivsbjerg monumentet.

Den hjemmetyske avis blev også udsat for et bombeattentat, ligesom flere hjemmetyske forretninger blev det. Nogle af attentaterne blev opklaret. Andre blev ikke. Det tyske Mindretal mente ikke at dansk politi var særlig aktive i sagen.

 

To voldsomme sager

Det var også mordet på fru Sasse i Løgumkloster. I første omgang blev mordet kun takseret til få måneders fængsel. Der rejste sig dog så mange protester også fra dansk side, at straffen blev væsentlig højere.

Dette skal så sammenlignes med attentatforsøget mod ”Sheriffen fra Tinglev” Her forlangte dansksindede dødsstraf. Det var en 15 – årig dreng, der stod for forbrydelsen. Han havde kastet en håndgranat mod politistationen, der lå på banegården i Tinglev. Heldigvis var betjenten ikke hjemme.  Men inden da var adskillige personer fra Det tyske Mindretal blevet arresteret.

 

Fårhusmentaliteten

Indespærringen, afsavnene og de ret barske forhold bag pigtråden skabte stor bitterhed mod Danmark. Mindretallet tænkte ikke på eftertænksomhed og selvransagelse. Kun få menige hjemmetyskere stillede den hjemmetyske ledelse til ansvar for dens politikog handlinger. Måske var det fordi at ledelsen var lidelsesfælder og fangekammerater.

For de pårørende, der indirekte blev straffet ved at lide menneskelige og økonomiske afsavn, gjorde de samme mekanismer sig gældende. Den danske flertalsbefolkning kaldte fænomen for ”Fårhusmentaliteten”.

Dette var en tilstand, der kom til at præge mindretallet årtier efter krigen.

 

Dømt lige som de dansksindede

I Danmark blev mindretallet under retsopgøret dømt efter nøjagtig de samme love som andre danske statsborgere. Mindretallet blev, selv om man har påstået det modsatte behandlet efter retsstatsprincipper. Det vil sige at hver enkelt fik sin sag afprøvet ved en domstol. Man straffede udelukkende efter handlinger og ikke holdninger.

Mindretallet blev heller ikke kollektiv dømt, blev ikke fordrevet og blev ikke efterstræbt på livet. Men der var dog sager om søgning af offentlige erhverv som ikke kunne lade sig gøre mange år efter at ”tab af borgerlige rettigheder” var ophørt.

 

Var Det tyske Mindretal ikke ligeglad?

Godt nok var det efter den tyske udgave tale om en ”tysk fredsbesættelse” med dansk protest. Men dansk suverænitet og uafhængighed måtte med en tysk besættelsesstyrke være ren fiktion.

Man kan godt nok ikke kalde den danske regering heroisk. Når den ”tillod” danske statsborgere at træde i tysk krigstjeneste, måtte det tages med et vist forbehold. Ja egentlig diskutere man det stadig.

Men tog Mindretallet i øvrigt hensyn til dette. De var hvis ligeglade, hvad den danske regering mente i denne sag. Det var hvis først under retsopgøret dette kunne være interessant.

 

Love med tilbagevirkende kraft

I øvrigt så klagede Det tyske mindretal sig til Berlin, at den danske flertalsbefolkning generede dem under besættelsen. Kløften var meget stor efter besættelsen. Mange i mindretallet mente heller ikke at de kunne blive her, da krigen var afsluttet.

Love med tilbagevirkende kraft er heller ikke de ideelle retsprincipper. I historiebøger kan man læse at det var udtryk for ”den danske befolknings retsfølelse”. Men var det ikke snarere et ultimatum fra Danmarks Frihedsråd.

 

Forført og forrådt

Mindretallet blev undertrykt og svigtet af herbergstaten, men også forført og forrådt af ”moderlandet” Tyskland.  – Verführt und Verraten.

Det tyske Mindretal har i mange år ikke anerkendt retsopgøret. Deres politiske hovedmål var at opnå ”retfærdighed”. De tilsagde i december 1945 den danske stat loyalitet. Men i realiteten har de sat spørgsmålstegn ved den danske retsstat.

 

Loyalitetserklæringen

Interessant er det at denne loyalitetserklæring var basis for stiftelsen af BdN. Der var splittelse inden for Det tyske Mindretal dengang.

Blot en måned før henvendte to fremtrædende mindretals – folk sig til den danske Rigsdag. Det var Hans Schmidt – Gorsblock og pastor Johannes Schmidt – Wodder. Det var et stort angreb mod Danmark. Det var blottet for selvransagelse.

 

Mere tilbageholdenhed var ønskelig

I formuleringen var det tale om at mindretallet ”var i god tro” – ”De fulgte kun et kald” – ”De vil aldrig kunne anse sig selv for skyldige” –

På ”den tyske dag” et år senere udtalte Schmidt-Wodder også:

• Det er en stor forskel mellem at erklære sig loyal og at være loyal, og derfor siger man netop fra dansk side: ja, det kan I erklæremen I er det jo ikke. Jeg finder at vi har erklæret os for stærkt i denne henseende. En større tilbageholdenhed var at ønske.

 

To fløje skulle der holdes styr på

Endnu i 1952 var splittelsen mellem på den ene side de ”loyale” og på den anden side ”Faarhus – folket” som de to fraktioner ikke bilagt. Problemet var at BdN hele tiden skulle tage hensyn til begge fraktioner.

I 1950 vedtog regeringen en række resocialiserings – og amnestilove som ikke mindst kom mindretallet til gode. Men amnestien fik dog ingen virkning ved Folketingsvalget i 1950. Hans Schmidt – Gorsblock stillede op med følgende valgprogram:

• Troskab mod folk og hjemstavn – væk med forbryderstemplet

På sin generalforsamling i maj 1952 afgav BdN en erklæring, hvor man på ny opfordrede til at slå en slutstreg under

• Det såkaldte retsopgør

 

Erklæring vakte vild forargelse

Men det var ikke rigtig slået igennem. I 1953 blev Hans Schmidt – Oxbüll valgt som Mindretallets kandidat til Landstinget senere på måneden. Den danske radiofoni tillod at partierne måtte bruge en halv time til at fremføre deres valgprogram.

Og måden dette blev gjort på vakte forargelse i den danske presse. Det var stadig de samme krav til retsopgøret og så sluttede man af med følgende:

• Valget giver os lejlighed til at takke for hjælpen sydfra. Ideen, valgets rette vimpel peger mod syd.

 

Folketinget: Ingen afstandtagen til Nazismen

Den 16. oktober 1953 holdt Hans Schmidt – Oxbüll sin jomfrutale i Folketinget. Her gjorde han rede for Mindretallets holdning til retsopgøret og dets følger, men man lyttede forgæves til en afstandtagen til nazismen og samarbejdet med besættelsesmagten fra 1940 – 1945.

I forbindelse med København – Bonn – erklæringen i 1955 krævede Mindretallet også at retsopgøret blev et tema. Men det afviste regeringen kategorisk.

 

1955: Det tyske Mindretal havde følt sig presset

Ved ”den tyske dag” i november 1955, som mindretallet afholdt i Sønderborg, fortalte Schmidt – Oxbüll at loyalitetserklæringen var vedtaget ”unter dänischem Druck”. Med andre ord, Mindretallet havde følt sig presset til det.

Også i valgprogrammerne til Folketingsvalgene i 1957, 1960 og 1962 var det et hovedkrag, at nu måtte der slås en slutstreg over

• De tragiske hændelser i krigs – og efterkrigstiden.

 

Tysk fjernsyn skyld i tilbagegang

Dette initiativ skulle komme fra den danske regering. I 1960 kom Mindretallet til en meget overraskende konklusion. Man havde haft tilbagegang i medlemstallet. Dette skyldtes ifølge Mindretallet:

• Allzu haüfige düstere Fernsehsendungen zur ”Bewältigung der deutschen Vergangenheit

Godt nok havde man underskrevet København – Bonn – erklæringerne i 1955. Men det var trods alt en meget vigtig ting, der skilte parterne. Og det var opfattelsen af historien.

 

Mindretallet tog imod dansk forslag

Formanden for Dansk Samfund, Jes Caspersen forslog i 1961 at danske og tyske historikere i fællesskab skulle undersøge, hvor langt ind i Mindretallets menige rækker ledelsens holdninger rakte fra 1933 – 1945.

Dette syntes formanden for BdN Harro Marquardsen var en god ide. Men han synes at undersøgelsen også skulle omfatte 1945 – 1950. Om undersøgelsen blev gennemført, vides ikke.

 

1995: Mindretallet tager medansvar

I 1995 var formanden for BdN Hans Heinrich Hansen under stor opmærksomhed inviteret til at tale på 75års-dagen for ”Genforeningen” Talen stod i forsoningens og det gode naboskabs tegn:

• I 20erne og 30erne var det især det tyske mindretals krav om en grænserevision, der med baggrund i afstemningsformen førte til nationale og menneskelige spændinger
• Nazitysklands besættelse af Danmark fra 1940 – 45 og mindretallets dominerende nationalsocialistiske holdning skærpede modsætningerne. Denne udvikling blev til en alvorlig belastning for det dansk – tyske forhold og det gode naboskab i Nordslesvig og førte til personlige tragedier.
• Det tyske Mindretal vedkender sig sin historie og dermed også sit medansvar for denne mørke periode. Men vi har bevist, vi har lært.
• Ved at afgive en loyalitetserklæring over for Kongehuset og den danske stat, og ved at anerkende statsgrænsen bidrog Mindretallet efter befrielsen til et nyt og afgørende kapitel mellem dansk og tysk i Grænselandet.

 

Mere i tredje afsnit

Retsopgøret kom man formanden ikke ind på. Men det var nok helt bevidst. For det kom han ind på senere på året i sin tale på Knivsbjerg i anledning af 50 året for Anden verdenskrigs ophør.

Men se det starter vi med i tredje del af vores artikelserie

 

Kilde: (Gælder for hele serien)

• dk – diverse artikler
• dk
• dk
• Kristeligt-dagblad.dk
• dk
• Litteratur Padborg/Kruså/Bov
• Der Nordschleswiger
• Jydske Tidende
• Berlingske Tidende
• Weekendavisen
• Historie 2005 nr. 1
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• Henrik S. Kristensen: Als og Sundeved 1940 -1945
• Henrik Skov Kristensen: Straffelejren
• Henrik Skov Kristensen: Gerningsmænd eller ofre
• Gads Leksikon om Danmarks Besættelsestid 1940 – 1945
• Hans Schultz Hansen, Henrik S. Kristensen: Sønderjylland under krig og besættelse
• Henrik Skov Kristensen: En station på vej til helvede
• Siden Saxo nr. 2 1994
• Jørgen Mågård: Fanger i Frøslevlejren
• Sønderjyske Årbøger (Diverse udgaver)
• Sønderjysk Månedsskrift
• Festskrift til Henning Poulsen
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
• Sabine Lorek: Rechtsabrechnung – Retsopgøret
• Bohn, Denker, Kühn: Nationale mindretal i det dansk – tyske grænseland 1933 – 1945
• Harboe Kardel: Fünf Jahrzehnte in Nordschlewig
• Peter Chr. Alnor: In Schlæeswig zu Hause
• Jes Caspersen: Sådan var det
• Gottfred Hostmann: Zwei Jahren meines Lebens – Erinerungen an Faarhus
• Deutscher Volkskalender für Nordschleswig
• Hans Chr. Jessen: Faarhus 1945 – 1949 Straflagerfür die deutsche Minderheit
• Henning Poulsen: besættelsesårene 1940 – 1945
• Sønderjyske Museer 2001

 

Hvis du vil vide mere:

• (se artikeloversigt under nr. 1 i denne serie)