Da det lugtede på Nørrebro – Foredrag

Foredrag den 22.10.2014 på Støberiet, Blågårds Plads. Dette handler om de forhold beboerne på Nørrebro blev budt, da portene åbnede og voldene brudt ned. Dårligt ildelugtende drikkevand forstærkede epidemierne. Åbne kloaker forstærkede den dårlige lugt. Lejligheder blev etableret uden vand og lys. Byggespekulanter havde gode kår. Deres motto var ”Byg Højt – Byg Tæt – Byg Billigt. Hør, hvor mange, der skulle dele toiletsæde. Og hvordan fik Fru Hansen på Fjerde tømt hendes natpotte. Børnenes indtægt var vigtig. 70 pct. af en arbejderindtægt gik til fødevarer. Skatteregler prioriterede lejligheder under 29 m2. Så skulle byggespekulanter ikke betale afgift.

 

500 brønde

Allerede i 1682 var der 500 brønde i hovedstaden. Vandet i disse brønde var også en sand smittekilde.

 

Pesten 1710

Under pesten i 1710 fandt man ud af, at man måtte gøre noget for at forbedre sundhedstilstanden i København. Pesten var brudt ud. Dengang var der ganske få, der boede på Nørrebro. Lazaretternes funktionærer døde som fluer. Patienterne lå der i flere dage uden at få hjælp. Af de 36 ligbærere, sygebærere og kuske var der efter 4 dage kun 6 i live på Vodrufgård.

Vågekonerne bestjal de syge og udplyndrede dem. Barbersvendene gjorde ligeså. Portneren forsømte sin pligt og tog de syge med på strejftur, så de kunne smitte andre.

Fangerne på Bremerholm fik lovet deres frihed, hvis de ville begrave ligene. Men ikke mange fik glæde af dette. Ganske få overlevede.

 

Ingen forbedringer

Vi begyndte dette indlæg med en epidemi. De kloge dengang vidste godt, at sådan en blev forstærket af de forhold der herskede i København – dengang. Myndighederne lovede, at der skulle ske forbedringer, men faktisk skete der intet. Og hvad skal det ellers handle om i aften. Ja faktisk fandt vi en artikel fra bladet Fædrelandet fra den tid som beskriver det ganske glimrende:

• Naar alle vi andre i den Vestindiske Varme lider under en utaaelig Stank, der som saa godt som fra alle Kanter omgiver København i denne Tid, fra syd og vest, blandt andet udgaaende fra masser af forraadnet Tang, en stank der næsten gaar til tortur at besøge Runesteds-Badene fra nord og øst bla.a fra garverierne, gamle forraadnede spækhøker-oplag, stillestaaende Rendestene, Fiskebløderier, Sumpe, Svovlstikkefabrikke, Latrintømninger og andre uhumskheder, hvoraf Købenanhavn flyder over – saa skulle man synes, at Byens Bestyrelse og Politi at have glemt Koleraens fremmarch, saa skulle man tro, Byen ville foretage sig ekstraordinære Ting.

Masser af husdyr inden for portene

 

Folk myldrede til storbyen. Fugtige kældre og utætte loftsrum blev taget i anvendelse. Egentlig burde drikkevandet sies og koges inden man drak det. Men det glemte folk. Rotter og løse hunde var glade var glade for de åbne kloaker på Nørrebro.

Tænk engang inden for murene var der 2.777 heste, 1.435 køer, 739 svin og 45 søer.

 

Befolkningen blev seksdobbelt

På 200 år var befolkningen blevet seksdobbelt på den samme plads inden bag voldene. Nye etager var sat på ejendommene. Brænde- og hønseskure blev taget i anvendelse. Forældet lovgivning var en fordel for grundejerne. Og politikerne turde ikke at gribe ind i grundejernes rettigheder.

 

Det gamle grubbesystem

Byens latriner var i mange år indrettet efter det gamle grubbesystem. Indholdet blev samlet i fordybninger i kælderen. Så kunne man nøjes med at tømme det to gange om året. Der blev oprettet depoter på Amager. Og graven omkring Rosenborg Slot var blevet en renovationskule.

 

Landevejen blev gjort til ”Møddingsplads”

Man tog det ikke så nøje i de udenbys kvarterer som Nørrebro og Vesterbro. Man tog det meget let med hensyn til renovation. Enhver grøft måtte gøre tjeneste som kloak eller som en ”Røst fra Blaagaardsbyen” på Nørrebro skriver i 1855:

• Vi skændes ikke som Hovedstadens agtbare Borgere om Tønder – og Grubesystem – thi hvor intet af disse gør sig gældende, behjælper man sig med det allerældste System og gør ugenert Gaden eller Landevejen til sin Møddingsplads.

 

Jerichau indførte tøndesystemet

Man havde ellers forsøgt sig med transportable tønder i stedet for gruberne. Men dette system vandt ikke den store udbredelse.

Den mand, som først fik tøndesystemet indarbejdet i København i noget større udstrækning, var en landmand Jerichau fra Fredensborg. Han ansøgte i 1848 Indenrigsministeriet om tilladelse til at udføre latringødning fra København. Med rette kunne han indlede med disse vise ord:

• Den uendelige Stank, de store Gødningsbeholdere foranlediger, har længe været Genstand for Klage.

 

København er en skiden by

I et skrift fra 1847 siger Dr. Hornemann:

• København er en meget skiden By og enhver der fra Landet kommet ind gennem dens Porte, bliver straks slaaet af dens slette Lugt.

Ved en anden lejlighed sagde han:

• Jeg beder enhver, der muligvis ikke kender disse mangler i hele dens Udtrækning om at besøge nogle af vores Smaagader og vove sig ind i de fattige og smudsige Huse og Gaardrum og spadsere langs vores aabne Kloaker og indaande den ved Sommeren og Solstraalernes varme fordampede Slam, for ej at tale om Nattens giftige Dunster. Disse kan dog ogsaa om Dagen spores hele Dagen gennem Byen, som den natlige Kørsel for øjeblikket er henvist til.

Det som Hornemann henviser til, var renovationskørsel, som var henvist til at foregå om natten.

 

Forening for Natrenovationens Forbedring

Jerichau tilbød nu at indsætte transportable tønder i ”Priveterne” (sådan kaldte man toiletterne dengang). Så ville han skifte dem to gange om ugen. Alternativet var de såkaldte gruber, der kun blev tømt ca. to gange om året.

Gødningen ville han afsætte til landmænd på Sjælland. Derfor ønskede han tilladelse til udførsel gennem Nørreport og til at lave oplag ude i Forstæderne (Nørrebro).

En ”Forening for Natrenovationens Forbedring”, som på den tid var blevet stiftet, anbefalede Jerichaus forslag. Borgerrepræsentanterne viste deres interesse for opgaven ved at bevillige en understøttelse af 300 Rigsdaler.

 

En jordlod ved Nørre Allé

Han fik bevillingen den 26. juli 1849. Den gjaldt for tre år og gav ham tilladelse til at udføre renovationen gennem alle stadens porte samt fri passage uden betaling af bropenge. Han ville have oplagspladser ”uden for søerne” efter politiets nærmere anvisning. Og betalingen måtte han selv opkræve hos husejerne. Kørslen skulle være tilendebragt klokken 9 om sommeren og klokken 10 om vinteren.

Jerichau anskaffede det nødvendige materiel – foreløbig dog ingen tønder men firkantede kasser og indrettede sin oplagsplads på en jordlod ved Nørre Allé i nærheden af de gamle sandgrave.

Næsten alle Nørrebro-borgere var fra 1850 plaget af ildelugtende dunster fra Nørre Alle.

 

Hygiejnen forbedret for 18.000 beboere

I løbet af den treårige periode fik han sit tøndesystem indført i 400 huse foruden i Frederiks Hospital og Fødselsstiftelse. Stadsfysikus kunne i 1852 erklære at Jerichau havde forbedret de hygiejniske forhold for ca. 18.000 mennesker.

Men der var dog omkring 3.000 ejendomme tilbage, som benyttede sig af det gamle grubesystem. Da Jerichau i 1852 søgte om en forlængelse af sin bevilling fik han en konkurrent i urtekræmmer Mygind, der en tid arbejde sammen med Jerichau. Men så var de blevet uenige.

Autoriterne valgte så at give bevillingen til dem begge.

 

Mygind blev alvorlig konkurrent

Og Mygind havde fart på. Allerede i 1853 kunne han meddele at nu havde han entreprise på 700 ejendomme og at der var gang i tilmeldingerne.

Men nu begyndte klagerne at indløbe fra Myginds oplagsplads ved Nørre Allé. De begyndte allerede i 1850. Og også militæret, der anvendte Fælleden klagede.

 

”Forholdene er ubeskrivelige i deres væmmelighed”

De forholdsregler, der skulle tages ved at bestrø gødningen med bark eller melkalk blev kun dårligt udført og viste sig utilstrækkelig. Oplagspladsen var på alle sider omgivet af en fire alen højt plankeværk. Men ak – de flydende dele af renovationen løb ud under plankeværket og bredte sig helt hen til Nørre Allé og tilstødende ejendomme. Det flød også ned i sandgravene og blev liggende i hullerne. Stanken herfra blev utålelig.

Beboerne klagede både til Magistraten og Justitsministeriet. I 1854 hed det sig:

• Forholdende er ubeskrivelige i deres Væmmelighed

Ude på Jagtvejen kunne man ikke åbne vinduerne i flere dage.

 

Oplagspladsen blev flyttet til Rådmandsmarken

Til sidst kunne autoriterne ikke længere undgå at tage hensyn til de mange klager, der bare fortsatte. Da bevillingerne for Jerichau og Mygind igen skulle fornyes i 1855, blev det gjort til en betingelse at de flyttede deres oplag en andetsteds hen.

Forskellige forslag fremkom. Jerichau forsøgte at få den tørlagte Lersø overladt. Stadsfysikus foreslog marken mellem Lundehuset og Strandvejen. Men det endte med at både Jerichau og Mygind fik overladt pladser i Rådmandsmarken, hvor renovationsoplagene derefter forblev i en lang række år.

 

To hovedvandløb, der ikke fungerede

Afledningsforholdene ude i forstæderne var endnu dårligere end inde i byen, Der var to hovedvandløb som førte spildevandet henholdsvis til Øresund og til Kalvebod Strand nemlig Blegdamsgrøften, der havde tilløb fra Blegdammene. Fællederne og Østerbro og Rosenåen, der løb fra Ladegården bag om Vodrufsgård over Vesterbro ud til stranden ved ”Enighedsværn”.

Længere ude fandtes et lille vandløb, der havde udløb ved Belvedere, og som afvandede den yderste del af Vesterbro og Frederiksberg.  På en del af denne strækning var det omdannet til en lukket kloak. Vandet blev ledt under jorden af tjæretønder.

Vandskellet mellem øst og vest gik omtrent ved Skt. Hans Gade, hvoraf fulgte, at Nørrebro slet intet afløb havde for sit spildevand.

Vandet fra Blegdamsgrøften måtte ikke gerne løbe i Vandvæsnets søer. For disse søer leverede drikkevand til Københavns befolkning. Denne grøft var alt andet end lugtfri.

 

En sump i Ravnsborg Have

I Store Ravnsborg Have var der en sump på over 1000 kvadratalen (1 alen er lig med 0,39 m) Og en langs Nørrebrogades sydside havde vi igen en meget ilde berygtet grøft. Den nåede lige inden Peblingesøen at dreje af til Blågårds marker. Hvor den så blev af, er ikke noget man talte højt om.

Vandinspektør Colding omtalte dette som en afskyelig pøl. Under oversvømmelser forsvandt en masse af dette ud i Søerne.

En ældre rende under Ladegårdsåen var ganske ude af stand til at afhjælpe Nørrebro med sit spildevand, selv om den i 1851 var blevet forandret til en virkelig lukket ledning.

 

Urinskabe

Den Hygiejniske Kommission forslog ”Offentlige Urinkroge”, der jævnligt skulle skylles rene. De to første så dagens lys i 1852. De blev officielt kaldt urinskabe. De var ganske små kun en kvadratalen.

 

Blegdamsgraven udsat for mange klager

Hovedvandløbene magtede slet ikke deres opgave. Og særlig Blegdamsgrøften var udsat for mange klager. Det var en dyb bred kanal fuld af mudder og aldeles livsfarlig for dem, der faldt derned.

Der gik rygter om, at så mangen en soldat er faldet ned i denne grøft efter øvelser på Fælleden i ikke helt ædru tilstand.

Da der engang var forslag om at sløjfe digerne omkring Fællederne holdt kæmneren på at man skulle bevare diget langs Blegdamsgrøften for at hindre at kreaturerne fra at styrte ned i den dybe grøft.

Der var overordentlig stinkende uddunstninger grundet det stillestående vand.

 

En sundhedsfarlig stank

Sommeren igennem udbredte den en sundhedsfarlig stank. Grundejerne værgede sig hele tiden ved at holde den oprenset, da de med rette hævdede, at opgaven var umulig, eftersøm grøften næsten intet fald havde på den lange strækning, og den trods sin store dybde 10 – 16 fod (1 Fod er =0,3048 m). dog ikke kunne aflede vandet fra de lavere liggende blegdamme.

En gang om året blev grøften dog oprenset. Da stod arbejderne barbenede i grøften og øste mudder op flere uger i træk. Så lød klagerne fra beboerne endnu højere. Kæmneren mente, at netop denne grav var den vigtigste i hele byen.

 

Spildevand løb ud i Sortedamssøen

Ofte stod derfor blegdammene under vand, så man kunne sejle over dem med både. I Skt. Hans Gade løb spildevandet den gale vej lige ud i Sortedamssøen. Og det vand brugte man også som drikkevand i København.

 

Patrulje foregik i løb 

Der var ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen – dengang i 1890erne. Bag ved lå der en natrenovation. Inde på pladsen tømtes latrinen i dybe overdækkede kanaler. For at bundfældes blev kanalerne ført ud til et stort hul på størrelse med Runddelen.

I det stille vejr hændte det ofte at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Dette førte til større og mindre eksplosioner.

Latrinen blev afhentet af omegnens bønder og brugt som mødding.

Når betjente skulle patruljere fra Nørrebros Runddel ud ad Jagtvejen så løb de for at få det hurtigt overstået. Når vinden havde en bestemt retning, var det en ubehagelig oplevelse.

 

Underlivets aftendufte

I 1889 sluttede Københavns Renovationskompagni kontrakt med kompagniet med hensyn til et ”større oplag” på Rådmandsmarken og Brudengsmarken med tilhørende bygninger. Her kunne man sagtens lugte sig frem til stedet.

 

Ved Lersøen havde man også et større depot. Depotet blev i 1890 til en rigtig jernbanestation med sidespor til Nordhavnen.

Stanken blev ved. Vittige sjæle havde omdannet en af dansk sangkunsts smukkeste melodier til ”Underlivets Aftendufte”.

Til stationen derude, hørte 365 kvadratalen. Karlen havde gratis gødning, men det var nok ikke videre rart at skulle tage solbad derude.

 

Eksplosioner i sommervarmen

Både ved Lersøen og Nørrebro Station skete der eksplosioner i sommervarmen. Desværre var disse ”chokoladevogne” ikke altid lige tætte. Dette betød at de efterlod sig en brunlig stribe, som de omstrejfende hunde viste stor interesse for.

I de 15 år Station Lersøen eksisterede blev der herfra afsendt 208.907 tons latrin.

 

Blæksprutten gjorde grin med latrin-vognene

Dette afstedkom også en vittig tegning i Blæksprutten. En tysker ville gerne se noget specielt. Og en københavner viser en af disse latrin-vogne – kaldet ”Chokolade – vogne. Og for at forstå det sjove skal man nok lige vide, at der på den tid lå en chokoladefabrik på Nørrebro, der hed Cloetta.

• Wass ist den das? spurgte tyskeren
• Das sind Chokoladewagen, svarede københavneren
• Ach so, von Cloetta? spurgte tyskeren
• Nein von Closetta, svarede københavneren.

 

Kolera og Tyfus blev befordret af åbne kloaker

Først i Koleraåret begyndte man at kigge på problemerne. Man fik ansete læger til at erklære at de åbne kloaker var til fare for sundheden. Disse har også været medvirkende til at tyfus – epidemien bredte sig. I løbet af 1854 blev den store Blegdamsgrøft dækket med tætsluttende planker.

 

Der kom gang i byggeriet

Selve voldens funktion som fæstning sluttede 30. juni 1856. Først faldt Nørreport. I 1857 forsvandt Vesterport og samme år fulgte den 1. november – Østerport. På Volden havde 50 rød-kjolede soldater passet på.

Og så gik det ellers løs med byggeriet på Nørrebro. Det var nu kun langsomt at militæret gav slip på deres restriktioner. Nu var det Langelinie, der blev borgerskabets samlingssted.

Senere kom fabrikkerne. Det skete i sådan hast, at det overraskede Københavns Kommune. Man var slet ikke forberedt. Således var der ikke engang lagt en vandledning, da Titan brændte.

Da Anker Heegaard startede, måtte arbejderne inde fra København betale for at komme på arbejde. De skulle gennem portene morgen og aften.

 

Lugtgener i den kollektive trafik

Det kneb også med den kollektive fabrik. De var slet ikke gearet til den store tilstrømning. Og når vi nu er ved lugtproblemer, ja så havde både sporvogne og bådene på Søerne lugtproblemer.

 

I den beklageligste forfatning

I perioden 1850 – 57 opførtes der 296 nye bygninger uden for portene. En stor del af disse på Nørrebro. Moralske, etiske og hygiejniske forhold gik man ikke så meget op i. Brygger Jacobsen, der ofte kom på Nørrebro, udtalte således:

• I Reglen er Gaden i den beklageligste Forfatning uden Brolægning, uden Fortove og hvad der er endnu værre – uden Rendestene.

 

Byg Højt – Byg Tæt – Byg Billigt

Byggespekulanternes motto var:

• Byg Højt – Byg tæt – Byg billigt

Vinduer fandtes kun til den ene side, så udluftning var det ikke rigtig mulighed for. Byggespekulanterne var enige om at lys og luft havde fattigfolk ikke brug for. Derfor havde forhus, baghus og sidehus ikke brug for mere gårdsplads end det var nødvendigt for at komme til og fra ejendommen.

På et tidspunkt var kun 1/6 af Københavns rendestene overdækkede.

 

Skatteloven begunstigede bygning af små lejligheder

Skatteloven af 1802 fritog byggespekulanter for at betale afgift, hvis lejlighederne var under 27 kvm. I perioden omkring 1885 var alle lejlighederne 27 – 31,5 kvm.

 

Logerende – for at redde økonomien

I 1880 havde 10 pct. af lejlighederne logerende. Fødevarer og husleje fyldte det meste af lønnen. Derfor skulle hele familien bidrage inclusive kone og børn.

Professor Wilkens klagede over, at der i brokvarterene var 26 ”Fattigkasser”, hvor der boede 20-45 mennesker på 100 kvadratalen.

 

Boede over en kostald

En del beboere boede oven over en kostald. Det forekom også på Nørrebro. Afløbet fra stalden gik direkte ud i rendestenen. Kloge mennesker påpegede også, at man i husstanden havde alt for mange husdyr, bl.a. hunde. De forøgede urenligheden og ”fordærvede luften”.

Et hundetegn kostede 2 rigsdaler. Først i 1856 blev det forøget til 5 Rigsdaler. Forvildede hunde sig til volden så blev de skudt.

En cigarmager havde et bord, to stole, en gyngestol, en seng og nogle få havde et klædeskab.

 

Store lugtgener

Man kunne risikere at naboen opkøbte klude og ben og opbevarede dette i lejligheden. Dette forårsagede også en meget ilde lugt. Adskillelsen bestod af meget tynde vægge. Lugtgenerne bredte sig hurtigt.

Andre steder var der kældre, der nærmest mindede om en åben sump. Rendestene, hvis sådanne overhovedet fandtes, blev ikke gjort rene i ugevis. Det flød med snavs og urenligheder. Retiradetønderne flød ofte over og dannede ubehagelige pytter på gulvet.

Hvis det ellers var et køkken i lejligheden, kunne dette være behængt med snegle.

 

Politiet tog ikke imod klager

Klagede arbejderne over forholdene til politiet blev de ignoreret. Sådan en klage blev ikke taget alvorlig. Det var samfundets bund, så deres klager behøvedes man ikke at tage seriøs.

 

Slagtere skabte problemer på Vesterbro

På Vesterbro havde de et specielt problem med de mange slagterier. Ofte var der her blodige rendestene, blodplettede fortove. I forbindelse med slagterierne opstod der også tarm-skraberier og garverier. Disse virksomheder forurenede også meget. Rester blev smidt ud på veje og i grøfter eller i de åbne kloaker.

Ofte manglede der vandlås. Det stod ellers i en bekendtgørelse fra 1871. Men kiggede man så nærmere efter så gjaldt det kun nyere køkkener.

 

At have lus

Under disse forhold var det ikke så mærkeligt, at familierne havde besøg af irriterende dyr og mider. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene, Var man så uheldig, ja så gik man i gang med olier, der havde en kraftig stank af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.

 

At have fnat

Det var yderst uheldigt, hvis skolelægen fandt ud af, at man også havde fnat. De små kløende mider var yderst irriterende, Så måtte alle børnene i familien en tur på Kommunehospitalet. Det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i fed substans, der skulle sidde en del tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med meget varmt vand.

Efter endt opblødning blev man skrubbet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Derhjemme måtte sengetøjet skiftes og alt andet tøj vaskes.

 

Lopperedder

De fleste lejligheder var rene lopperedder. Det var fugtigt. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket af i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde lopperne i skak et stykke tid, indtil de atter kravlede igennem gulve, vægge og lofter.

 

De små kom til sidst

Hver lørdag skulle hele familien i bad. En stor balje blev placeret i stuen og vandet blev varmet i fløjtekedlen på kakkelovnen. Baljen blev kun fyldt en gang. De små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være de kom til at tisse og det der var værre i baljen. Der blev skrubbet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man have en klud for øjnene ellers gik det galt.

 

Lad ikke de faldne blive liggende

I Sølvgade og Rosengade-kvarteret blev de syge lagt op på lofterne. Her kom lægerne kun sjældent. Mange var fattige. Og tiggeri slog samfundet hårdt ned på. Således blev en 72 – årig tigger dømt 4 år på vand og brød for netop tiggeri.

• Lad ikke de faldne blive liggende

Ja sådan lød en opfordring fra en kirkelig forening i 1876. Livet i København var farlig sagde made. Men man skulle ikke ledes i fordærv. Det var kirkerne, der udførte det sociale arbejde. Man ville gøre fattige mennesker fra de lave sociale klasser til gode samfundsborgere. På Nørrebro var Nørrebros Bespisningsforening en af de frivillige hjælpeorganisationer.

 

En pastor skrev en selvhjælpsbog

Arbejderne ville ikke ende på Ladegården. Det var aldeles ydmygende for dem. Og dengang var holdningen som nu at fattigdom er selvforskyldt. Og noget af denne fordom møder vi også i en bog fra 1869 af pastor Peter Holck. Titlen var:

• Om Godgjørenhed og frivilligt Fattigvæsen i København

Pastoren inviterede sine læsere på et hjemmebesøg:

• Hvis du bevæger dig rundt i de fattiges boliger, skal du vænne dig til en ejendommelig i høj grad ubehagelig luft. Den er meget vanskelig at beskrive men meget let at kende.
• Her er lidet indbydende, så meget smuds er der på gulv, vægge og loft – kort sagt – overalt i den fattige stue.

 

• Du tager altså mod til dig og træder ind ved sengen, der er uredt, skønt det er temmelig højt på dagen, og det er ikke meget at rede. Konen sidder på en stol, som engang har haft betræk og udstopning, meget løseligt påklædt med et barn på brystet mens fire pjaltede endnu mere smudsige børn tumler sig på gulvet.

 

• Pastoren gjorde opmærksom på at man ikke skulle lade sit gode hjerte løbe fra sig over at se en stak pantelånssedler.

 

• Man skulle undersøge mandens forhold. Det kunne jo være at han brugte alle sin penge hos værtshusholderen i kælderen, hvor han drak brændevin og spiste sine måltider, fordi hjemmet ikke var så indbydende.

 

Fabrikkerne oprettede selv værtshuse

Nu skal det dertil siges, at fabrikkerne på Nørrebro selv oprettede værtshuse, så de kunne få nogle af deres udgifter igen de brugte til lønninger. Og ofte blev denne løn udbetalt på dette værtshus.

 

Blågårdskvarteret – uden lys og vand

 

 

 

 

Inde i København grinede man af kvarteret. For i 1855 sad en hestevogn med tørv fast i mudderet i en af gaderne. Først måtte man spænde hestene fra. Tørven måtte man også læse af. Så kunne man først trække vognen fri,

I Blågårdskvarteret var der ikke indlagt vand. Det måtte man hente i brønde. Der var nogle, der mente, at vandet lugtede noget så frygtelig. Så fandt man ud af at vandet kom fra kirkegården. Man fik så etableret en ledning fra Søerne, men det blev kvaliteten nu ikke bedre af.

Der var ingen lygter, ingen vægter, ingen renovationsvæsen.

 

En sløv byggelov

Bülow byggede slum fra starten. Regnvand og kloakslam omdannede vejene til ælte. Byggeloven af 1856 stillede nu ikke mange krav til bygherren:

• Var det tale om etagebyggeri skal mindst en fjerdedel udlægges som gårdrum.
• Mindste krav til byggehøjde skulle være 2,5 meter

Ikke engang disse to krav blev opfyldt.

 

En stinkende grøft med spildevand

En stinkende grøft med spildevand ville Magistraten ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord sagde man. Blågårds-kvarteret var privat område. Her var overhovedet ikke lagt rendestene og slet ikke byggemodnet. Spildevandet fra denne grøft blandede sig med drikkevandet.

 

Drikkevand ind i træ-rør

Og drikkevandet fik man fra gammel tid fra den højtliggende Esrum Sø. Det blev bl.a. ført ind med træ-rør til brønde i København. En af de poster med den bedste kvalitet var på Gammel Torv. Herfra fik de rige og de adelige ført ledninger hjem til deres gård. Private vandkompagnier op stod. Men også disse var af svingende kvalitet.

Man gravede ikke dybt nok. Trærørende blev utætte og ofte var vandledninger meget tætte på kloakledninger. Og så kunne man få et alvorligt problem.

Hvert år blev der brugt 40-50.000 rigsdaler af Vandvæsenet til vedligehold af disse vandledninger. 200 alen nye ledninger blev der lagt hvert år.

 

Langs Blågårdsvejen

Den stinkende grøft langs Blågårdsvejen gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne værgede sig ved at lade den oprense, Vejene var som nævnt, private. Dem ejede grundspekulanterne også.

Blågårdvejens grøft var nu ikke så dårlig. Den var endda brolagt. Men meget af spildevandet blev ledt videre fra gruber i gårdene og disse lå meget tæt på vandbrøndene

Kommunen havde tilbudt at sætte grøfterne i stand efter et stykke tid. Men grundspekulanterne havde sagt nej.

Det idylliske vandløb, der i slottets tid løb langs alleen var nu blevet en slimende og stinkende grøft.

 

Politiet forbød at bruge vand fra Søerne

Efterhånden forbød politiet at man brugte drikkevand fra nogle af Søerne. Nye ledninger blev lagt til Ladegårdsåen og Peblingesøen. Senere tillod man igen at bruge Skt. Jørgens Sø som drikkevand. Spørgsmålet er så om kvaliteten var blevet meget bedre.

Inden man forbød drikkevandet fra Søerne, kunne man opleve en masse urenheder. Det skete også ofte at der var døde fisk med. På nogle af skolerne brugte man drikkevandet i undervisningen ”De lavere dyreliv i naturen”. Myggelarver var der masser af. Dukkede der ål op i drikkevandet skulle ”Vandkiggeren” tilkaldes. Så skulle pumpen skilles af.

Om sommeren måtte man anskaffe sig et filter-apparat og en vandafkøler inden man skulle drikke vandet. I folkemunde kaldte man ”drikkevandet” fra Søerne for ”Den kendte Ålesuppe”.

Vandkommissionen forsøgte at advare folk mod at drikke vandet, hvis det lugtede alt for fælt. Særlig i tidsrummet 1840 – 1844 blev der klaget over dårlig lugt af drikkevandet i Bredgade – kvarteret. Især i 1842 rasede en alvorlig tyfus – epidemi. Man kaldte den for Amaliegade – feberen.

 

Afløb fra Frederiks Hospitals Lighus

Da man endelig tog sig sammen for at undersøge forholdene, så opdagede man et hul på fire tommers diameter fra den underliggende vandrende til den overliggende kloak, der bl.a. modtog afløbet fra Frederiks Hospitals lighus.

 

En tung lugt fra Anker Heegaard

Heegaards Jernstøberi lå på den nuværende Blågårds Plads og spyede sod, røg og kulstøv ud. I 1856 udvidede man. En virksomhed for tilvirkning af tarmstrenge til musikinstrumenter måtte dog lukkes af myndighederne. Dette havde afstedkommet en meget stærk stank. Lugten hang længe tungt over Nørrebro.

De lokale beboere ville ikke leve med åbne grubber med betydelige mængder af råddent tarmaffald.

Langt derfra i Ventegodts have havde afløbet udviklet sig til små bassiner. Herfra fortsatte det af snørklende veje til Ladegårdsåen.

 

Grøfterne blev ikke renset

Vandinspektør Colding indrapporterede hvert år at forholdene blev dårligere. Grøfterne blev slet ikke renset. Grunde blev fyldt med affald blev der bygget i en fart, bemærkede vandinspektøren.

I 1855 var der planer fremme om en byggelov, men så længe der ikke forelå en vandplan. Så var det håbløst med en byggeplan.

 

Ladegårdsåen blev kaldt for Pølleåen

Før havde man læsset kloakvand i Ladegårdsåen, som lokale efterhånden kaldte pøleåen. Når man i dag viser billeder af Ladegårdsåen, ser man en meget idyllisk å, men sådan har det bestemt ikke altid været.

Allerede i 1600-tallet meldes der om forurening af Ladegårdsåen. Dengang kaldte man den for ”Den onde bæk”. En masse døde heste og kreaturer forstoppede flere gange åens løb.

 

At drikke kirkegårdens vand er ikke ufarlig

I 1833 stod kister under vand på Assistens Kirkegård. Vandet blev ledt ud i Ladegårdsåen som dengang blev brugt til drikkevand. I 1879 kunne man i ”Blade fra Kirkegården” læse at beboere nede i et hus ved Ladegårdsåen alle var døde efter at have drukket vand fra Ladegårdsåen.

 

Der skete ting og sager i åen

Der er også frygtelige historier om en bankrøver, der begik selvmord i åen. Og der er flere historie om Marie og hendes lidelsesfælder, der druknede deres førstefødte i åen. Prinsen på den hvide hest havde forladt dem.

 

Nu vaskede læger og sygeplejerske hænder

10 pct. af alle børn dengang var født uden for ægteskab. De blev kaldt ”Horeunger”. Mere end halvdelen af kvinderne døde en overgang på Fødselsstiftelsen. En markant ændring fandt sted i 1870erne og 1880erne, da havde læger og sygeplejersker fundet ud af, at det måske var en god ide at vaske hænder.

 

En ledning skulle gå under Ladegårdsåen

Colding ville føre kloakvand under Ladegårdsåen og lægge en ledning ud til Kalvebod men Frederiksberg Kommune ville ikke give tilladelse.

I Griffenfeldsgade kunne man leje sig ind for en meget billig husleje. Man glemte dog lige at nævne at vandet silede ned fra væggene.

 

Man kunne se rotternes muntre liv

Retirader og skarnkasser stod på rad og rækker i den sort baggård. Ofte var det lige under vinduerne. I skumringen kunne man ofte fra lejlighedens vinduer se rotternes muntre liv. Ved benyttelsen af retiraderne skulle man sørge for at banke sine træsko eller lignende for at sikre sig adgang. Der var rotter mange steder. De havde fundet hele vejen op til 5. sal. Klagede man over disse rotter kunne man risikere at blive opsagt i løbet af 14 dage.

 

72 delte et toiletsæde

Hygiejnekommissionen fandt ud af, at i Ryesgade 156 A var der 72 personer, der brugte det samme toiletsæde. Jo man stod i kø. Man havde som regel også et pissoir. Om vinteren, hvor disse retirader ofte var frosset til, kunne det være top på.

Dengang vidste man også at disse retirader var smittebærer.

 

Gamle fru Hansen på fjerde

Gamle fru Hansen oppe på fjerde kunne aldrig nå ned til retiraderne. Så hun placerede både stort og småt i vaskekummen. Resultatet var så at dette kunne dukke op hos naboen og stoppe rørene. Der kunne også opstå nogle herlige dunster en varm sommerdag.

Nu kunne det jo også være at vaskekummen ikke var dukket op endnu. Det varede længe inden der blev lagt vand ind. Byggespekulanter havde travlt. Fru Hansen pakkede så bare det store ind i avispapir og hælde det sammen med indholdet af natpotten ud ad vinduet. Hun var sådan set ligeglad med om hun ramte nogle.

 

Pølsedrengene

Det var de ældste knægte i lejligheden, der skulle bære familiens overfyldte natpotte ned om morgenen og hælde i retiraden. Det skulle ske inden de gik i skole. Men det høstede ikke særlig mange point hos kammeraterne. Så ofte blev det indhold hældt ud et helt andet sted. Jo disse knægte blev kaldt Pølsedrengene

 

70 pct. af lønindkomsten gik til fødevarer

For arbejderfamilien var børnenes indtægt vigtig. Dengang brugte arbejderfamilien 70 pct. af deres løn til fødevarer.  Det var næsten vigtigere end at gå i skole.

Men ofte brugte arbejdsgiverne dem som billig arbejdskraft og tænkte ikke meget på arbejdsmiljø. Værst var det nok på Tændstikfabrikkerne, hvor børnene arbejdede med fosfor- dampe, som var farligt.

Sundhedskommissionen gav glat væk tilladelse til at oprette svovlstikkefabrikker i bebygget område og endda uden skorsten. Men brandvæsnet gik und og lukkede tændstikfabrikker, da de var oprettet midt på Indre Nørrebro og der lå bindingsværkshuse lige i nærheden.

 

 

Børnearbejde – udbredt på Nørrebro

Der kom efterhånden lovgivning på dette område. Til sidst måtte børnene slet ikke arbejde på fabrikkerne mere. I begyndelsen var forældrene sure over dette. En beskeden indtægt. Men også arbejderne fik efterhånden bedre vilkår.

Mælkedrengene var også populære. De måtte meget tidligt op om morgenen. Ofte faldt de i søvn i skolen. Og for de flestes vedkommende, måtte de gå skoleåret om. Særligt på Rådmandsgades Skole brød man sig ikke om disse mælkedrenge.

Tænk engang 16 pct. af børnearbejderne i København var dengang under 10 år. Dr. Hornemann mente dog, at det var sundt og lærerigt for børn at komme ud at arbejde.

Den første fabrikslov kom i 1873 og fastsatte en max. arbejdstid for børn på 6,5 timer pr. dag. Nogle af fabriksejerne truede med at lukke deres fabrik, hvis de skulle forholde sig til nye regler.

I Socialisten kunne man så læse, at Staten havde ansat hele to mænd, der skulle tjekke at alle fabrikker i Danmark overholdt reglerne. Når de så endelig mødte op på en fabrik, sad de og drak portvin med fabriksejeren.

På Tagensvej 7 lå Københavns Hesteskofabrik. Man producerede 20.000 hestesko om dagen. Der stod knægtene med glødende jern kun en halv meter fra kroppen. Sokker og bukser var konstant gennemhullet af brændende metalstykker.

 

Vederstyggelig lugt

I 1991 dukkede ti kister med rester af skeletter begravet i 1853 under koleraepidemien midt i skolegården på Hans Tavsensgades Skole. Allerede i 1833 advarede bladet ”Politivennen” om en kommende epidemi. En sådan en ville medføre en ”vederstyggelig lugt” eller nærmere ”stank”.

I 1710 var der 22.535 mennesker i København, der døde af pest.

 

Dæmp dit temperament

Datidens kloge mennesker i 1853 mente, at man skulle dæmpe ens hidsige temperament. Dette blokerede for ens væskeafsondring fra kroppen og kunne udløse et koleraanfald. Man skulle vogte sig for at få forkølelse. Man skulle også passe på vekslen mellem kulde og varme.

 

Man advarede mod ”giftige dunster”

Man advarede mod ”giftige dunster”. Urenligheder var den bedste leder af kolera. Op mod 200 døde i København om dagen. Og i alt døde i alt 4.731 i København dengang. Men alene ca. 1.800 blev begravet på Assistens Kirkegård.

Alene på Ladegården døde 25 kvinder og 31 mænd.

Man gravede en bred grøft og læssede kisterne ned efterhånden som de kom ind. Herefter strøede med læsket kalk over.

 

Undgå diarre

Dr. Høegh-Guldberg – en anerkendt læge opfordrede til at man øjeblikkelig fik behandlet diarre. Det kunne føre til Kolera. Og det kunne man nu let få af det drikkevand, som man indtog.

 

Lægerne anbefalede

Og hvordan behandlede man kolera eller forhindrede at man blev smittet – korrekt diæt, amerikansk ole, rabarber, Hoffmanns -, kamfer og opiumsdråber. Varm beklædning til underlivet. Hyppig udluftning, hvis dette overhovedet var muligt, rensning og hvidtning af stuerne, ugentlig udluftning af sengeklæder og månedlig udskiftning af sengehalm.

Egentlig var lægerne magtesløse. De brugte også de sædvanlige metoder som åreladning, lavement og opkastning. Havresuppe, grød og kamillete blev også anbefalet,

Ved svære anfald, anbefaledes klude dryppet i brændevin, salt og peber. På den kolde hud skulle man lægge poser med varmt vand, sand og aske.

 

Udbygget kloaksystem først i 1898

Et udbygget kloaksystem så først dagens lys i København i 1898. Indholdet blev ledt direkte ud i Øresund.

 

I 1900 boede der 105.000 på Nørrebro

Endnu i 1900 boede der 105.000 mennesker på Nørrebro. De boede i lejligheder fra før 1890. Her var sjældent et køkken. Man lavede mad i små rum, hvor man også sov og opholdt sig.

 

Ikke kun dårlige arbejdsgivere

Der var skamikke kun dårlige arbejdsgivere på Nørrebro. Holger Petersen på Tagensvej gjorde meget godt. Men ham skal vi høre om i et kommende foredrag. Vi kan jo også nævne Atlas. De indførte bonusordninger for deres medarbejdere. Da A.P. Møller hørte om dette sendte han et brev til Atlas:

• Som eftertænksom dansk Borger beklager jeg at Deres Koncern har taget dette Skridt, som mig står som letsindigt. Man bør være varsomt med sligt.

 

Med denne advarsel vil jeg sige tak for jeres opmærksomhed.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. artikler
• Erik Nicolaisen Høy: Mens vi ventede på Koleraen (bibliotek.kk.dk)
• Sune Hundebøl: Barber og pest-mestre
• Den ukendte kirkegård (artikel Historiens Kunst)
• Skeletter i skolegården (artikel Historiens Kunst)
• dk
• Villads Christensen København 1840 – 1857
• Carøe: Københavns Natrenovation 1800-1870 (Særtryk af Tidsskrift for Sundhedspleje
• Wilhelm Bergsøe: krigen og Koleraen
• Fædrelandet
• Danmarks Folkeblad
• Knudsen: Nørrebro og dens omgivelser i sanitær henseende
• Carøe: Stadsfysikatet i København (Særtryk af Hist. Medd. Om København)
• Gerda Bonderup: Det medicinske politi – Sundhedspolitikken i Danmark 1750-1860
• Tim Knudsen: Storbyen støbes – København mellem kaos og byplan 1840 – 1917
• Wilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo
• Arbejderhistorie (2001)
• Trap – Danmark (1879)
• Erichsen, Jensen: Rammerne sprænges 1830 – 1900
• Olde Hyldtoft: Det industrielle Danmark 1840 – 1914
• Axel Steensberg: Dagligliv i Danmark i det 19. og 20. århundrede (1)
• Årbog for Arbejderbevægelsens Historie (SFAH 1984)
• København Før og Nu
• Richard Willerslev: Sådan Boede vi – Arbejdernes boligforhold 1880
• Den svenske indvandring (Gyld. 1983)
• Axel Pontoppidan: Omkring Københavns Volde og Stokhuse
• Kai Flor: De Gamle Volde
• Da voldene stod
• Fortid og Nutid (Peter Henningsen – juni 2004)
• Rasmussen: Almindelig Hospitals Historie
• Peter Henningsen: Patrioter og Fattigfolk (Fattigvæsnet i København 1500 – 1850)
• Dansk Biografisk Leksikon
• Karin Lützen: Byen tæmmes – Kernefamilier, sociale reformer og velgørenhed i 1800 – tallets København
• Søren Mørch: Den ny Danmarkshistorie 1880 – 1960
• Tine Wammen: Rent og urent – Hovedstadens piger og fruer 1880 – 1920
• Sigurd Jensen, Claus M. Schmidt: Rammerne sprænges
• Helge Paludan: Københavns historie fra Absalon til Weidekamp
• Peter Michaelsen: Vandhul og brød (Budstikken 1960)
• Holger Rasmussen: Folk og Vand (1960)
• Københavns Vandforsynings historie (1959)
• Aage Jørgensen: Brød og vand – glimt fra svundne tider (1966)

 

 

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.185 artikler
• Under Nørrebro finder du 331 artikler

 

• At bo på Nørrebro
• Blegdamme på Blegdamsvej
• Epidemi på Nørrebro
• Et epidemihospital på Nørrebro
• En stinkende kloak og flere opløftende momenter på Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• Blågårds-kvarteret gennem 400 år
• Kolera på Nørrebro 1853
• Lokummer på Nørrebro
• Latriner og kloaker på Nørrebro
• Pest på Nørrebro
• København var en skiden by
• Det var trangt i København
• Vesterbro 1840 – 1857
• Sådan boede arbejderne dengang
• Da voldene forsvandt
• Pustervig og Fattigvæsnet
• At være fattig
• Det lugtede i København
• Kvinderne i Peder Madsens Gang
• Guldalderens København – sådan var det også
• Pest i København
• København 1940-1880
• Drikkevand til København