Da det lugtede i København

Der var trangt inde bag voldene. Grundejerne havde gyldne tider. Love kunne gradbøjes. Siden Chr. Den Fjerde var befolkningen seksdobbelt på den samme plads. Man støttede grundejernes interesse. Man skulle ikke gribe ind i hans råderet. Håndværkerlavets andragende blev ignoreret. Først i 1851 fik man et samlet overblik. Der blev mindre plads til den enkelte. Hønsehuse og brændeskure blev taget i brug. Hornemann kæmpede for bedre forhold. Man havde masser af husdyr. Og så var det lige brændevinsbrænderens køer. Volden var et usikkert sted for hunde. Her blev de skudt. ”København var en skiden by”. Bestemmelser blev ikke overholdt. Fra 1857 blev det endelig fejet hver dag.

 

Trangt inde bag voldene

De boede sammenstuvet derinde bag voldene. Pladsen var den samme, som dengang Christian den Fjerde 200 år tidligere havde afstukket rammerne. Men siden var befolkningen vokset til det seksdobbelte.

Det var især i 1850erne, at befolkningen voksede. Og det var næsten umuligt, at finde plads. Allerede i 1840erne var København håbløst overbefolket.

 

Grundejerne havde gyldne tider

Ja grundejerne havde det sådan set godt nok, ja de havde gyldne dage. For alle ubebyggede tomter blev taget i brug. Gårdsrum og åben plads blev indskrænket til det mindst mulige. Nye etager blev bare sat på ældre ejendomme. Alt hvad der kunne indrettes til beboelse, blev taget i brug.

Ja lovgivningen satte selvfølgelig nogle hindringer i vejen, når det gjaldt uforsvarlig udnyttelse af byggegrundene, men det så man gennem fingrene med. Det var i virkeligheden kun bygningernes højde, man satte en stopper for.

 

Love kan gradbøjes

I gader som var under 18 alen brede, måtte der bygges til 21 alens højde. I de bredere gader måtte der bygges indtil 24 alen, alt foruden taget.

De øvrige byggeforskrifter indeholdt kun foranstaltninger mod brandfare. Og så var det lige det med at nye hjørnehuse ikke måtte opføres med spidse vinkler, men at hjørnerne i så fald måtte brydes.

Bygherren måtte udnytte sin grund som han ville. Der krævedes ikke nogen bestemt areal udlagt til gårdsplads. Og man skulle da heller ikke tage nogen hensyn til adgang for luft og lys. I forordningen om bygningernes højde hed det blandt andet:

• Hvilken Højde Vedkommende for Resten kan efter Godtbefindene anvende til saa mange Etagers Indretning, som ske kan.

Selv i smalle gader på 12 – 13 alens bredde var der derfor huse med seks beboelseslag over hinanden.

Da husene således var overfyldte begyndte husejerne at søge dispensation fra bestemmelserne om husenes højde. Og i reglen fik de den ønskede tilladelse til at sætte en etage mere på trods protesterne fra de autoriteter, der skulle våge over byens sundhedstilstand:

• Sundhedskollegiet og stadsfysikus

 

Man støttede grundejernes interesser

Man måtte jo ikke bygge uden for voldene, så der var ikke anden udvej end at forhøje husene og formindske lejlighederne. Folk skulle jo have plads til at bo på. Og som man sagde ”Nød bryder alle love”. Så var man også ligeglade med sundhedsmyndighedernes advarsel mod yderligere sammenstuvning.

Forældet lovgivning var en fordel for grundejernes interesse. Ja man kunne ligefrem slippe for afgifter i en periode, hvis man byggede på en ubebygget plads. Man var åbenbart ligeglade med kvaliteten på byggeriet. Man burde jo være advaret efter branden i 1795.

Beboelseslejligheder på og under 64 kvadratmeter var fritaget for bygningsafgift. Man kunne også gøre etagerne så lave, som man ønskede. Og denne ublufærdig spekulation i fattigdom udnyttede bygherrerne med lovgivningen. Jo byggematadorerne havde det godt dengang.

 

Kæmneren og Stadskonduktøren sagde nej

Også folk i ansete stillinger udnyttede bestemmelserne til at tjene mange penge. I 1845 søgte arkitekt Hagemann, oberstløjtnant Kvist og grosserer Zinn:

• For at afhjælpe den her i Staden i de senere Aar stedse tiltagende Mangel paa Huslejlighed for Arbejderklassen og den mindre formuende Borgerstand
• At faa dannet et Bygningskompleks for ca. 200 Familier.

Bygningerne skulle ligge i Prinsensgade og Dronningensgade på Christianshavn. De skulle være på fem etager og lejlighederne skulle ikke være over 64 kvadratmeter. Med andre ord, det skulle være rene ”Fattigkaserner”.

Men kommunens embedsmænd. Kæmneren og stadskonduktøren modarbejdede planen ud fra den betragtning, at man hellere skulle stræbe efter at få bestemmelsen om skattefrihed for de 64 kvadratmeter ophævet end støtte dem, der spekulerede i sådanne ganske små lejligheder. Derfor blev foretagenet opgivet.

 

For de bedrestillede arbejdere

Et helt andet byggeforetagende stod den virksomme præst på Christianshavn C.H. Visby i spidsen for. Han fik samlet en aktiekapital på ca. 50.000 rigsdaler, der skulle anvendes til opførelse af arbejderboliger på Christianshavn og forrentes med 4 pct. De to huse stod færdige i 1852.

Nu var dette foretagende nok beregnet til de bedre stillede arbejdere. Meningen var, at lejerne efter 30 års forløb selv skulle blive ejere af deres lejligheder. Lejlighederne var dyre.

 

Man skulle ikke gribe ind i grundejerens råderet

Efterhånden tog man også tagkamre og kældere med til beboelse. Tidligere lagerrum blev også taget i anvendelse. Stadsfysikus Hoppe og Sundhedskollegiet protesteret imod dette allerede i 1849. Det skulle i hvert fald forbydes i den lavest liggende del af byen.

Kommissionen angående skadelige næringsveje ville have beboelseskældre forbudt i hele den indre by. Men Borgerrepræsentationen modsatte sig sådan et indgreb. Man skulle ikke gribe ind i grundejernes rådighedsret. På den måde blev sagen standset.

At skaffe lejerne bedre og billigere boliger var jo i det hele taget ikke en opgave, der særlig lå for grundejerne i Borgerrepræsentationen. Alle bestræbelser i den retning blev derfor standset.

 

Håndværkerlav kom med andragende

I 1850 indgav ”oldgeseller” og ”ladesvende” ved de forskellige håndværkslav et andragende til forsamlingen om at hjælpe lidt på bolignøden ved at fremme konkurrencen mellem dem, der ville bygge. Men det blev heller ikke til noget.

 

Sikke en udflyttermani!

Efter Koleraepidemien begyndte Lægeforeningen at bygge arbejderboliger i stor stil. Medlem af Borgerrepræsentationen, etatsråd Algreen-Ussing var en stor modstand af disse planer. Han betegnede det hele som en ”Udflytningsmani”.

 

Byggeri gået i stå

Allerede i 1840erne var der næsten intet ubenyttet rum mere tilbage i byen. Byggevirksomheden var også næsten gået i stå. Det hørte til ”Rodemesterens” pligter i hver kvartal at afgive en beretning om, hvad der blev bygget i hans kvarter.

Disse beretninger var nærmest enslydende gående på, at der intet blev bygget. Her kunne man dog måske fortælle, at en ekstra etage var påført eller at skur var indrettet til beboelse.

 

Overblik over boligforhold i 1851

Det var egentlig først i 1851, at man fik overblik over boligforholdene. Det var nemlig det år, hvor der blev nedsat en kommission til forbedring af de hygiejniske forhold. De indsamlede den fornødne statistiske materiale. De kunne i deres beretning fastslå:

1. København måtte anses for at være ”overbygget”, da den var endog tættere bebygget end Paris, der dog i denne henseende stod langt under London.
2. Befolkningen i København var så tæt sammentrængt, at den både i almindelighed og især sammenlignet med de to stærkt befolkede steder måtte anses for overbefolket.
3. Denne tilstand forværrede sig mere og mere, thi til trods for den stærke tilvækst i bygningernes antal overstres denne dog forholdsvis af befolkningens tiltagen, aå at København efterhånden var blevet ikke blot tættere bebygget og tættere befolket i det hele end tidligere var tilfældet. Desuden var var hvert enkelt hus blevet overfyldt med beboere. Hvis der ikke blev taget bestemte forholdsregler mod dette, forudsagde kommissionen, at al fri plads og alle gårdrum yderligere ville indskrænkes. Luft og lys blev holdt mere og mere ude. Urenligheden og ”luftens fordærvelse” forøges. Epidemier ville blive hyppigere.

 

Mindre plads til den enkelte

Kommissionen fastslog, at der blev mindre og mindre plads til den enkelte. Enkelte steder i Adelsgade var det så overfyldt, at beoerne måtte stuve sig sammen i siddende stillinger, når man skulle sove.

Man havde set små gårdbebyggelser blive revet ned, så havde der rejst sig store smalle ejendomme. Mange af de ejendomme, som man boede i var fugtige og slet ikke egnet til beboelse.

Det hus som Kommissionen hentydede til i Adelsgade var beboet af fattigfolk og almisselemmer. Men det blev også brugt som logihus. Her befandt sig vagabonder og forbrydere, konstaterede kommissionen.

 

Fra Lokummet til Luseklubben

I Vilhelm Bergsøe’ s bog ”Fra Piazza del Popolo” stifter vi bekendtskab med Tordenskyen på Christianshavn. Men der var også Pjaltenborg i Åbenrå. Ja, der bliver også nævnt andre steder, og bare navnet efterlade indtryk af armod, Helvede, Pølen, Bolle Bandsats Hus, Luseklubben, Lokummet, Krybud, Knaldhytten, Slaveporten eller Rakkerens Hule.

Det var allerede dengang gader i København med 4-5.000 indbyggere. Befolkningstætheden var tættest omkring Klerkegade.

 

Hønsehuse og brændeskure var taget i brug

Den såkaldte ”Damekomité”, der var en velgørenhedsforening nævnte i deres årsberetning, at hønsehuse og brændeskure var blevet til boliger for mennesker. Politidirektøren, der ved hver flyttedag skulle skaffe husvilde tag over hovedet klagede til Magistraten over, at situationen blev værre og værre år efter år. Han havde både Vartovs loft og Eksercerhuset på Christiansborg fulde af husvilde. Han anmodede indtrængende kommunalbestyrelsen om at sørge for, at der blev bygget og skaffet husrum i byen.

 

Demarkationslinjen var skyld i sammenstuvningen

Ejerne af de udenbys grunde, så med misundelse på hvordan befolkningstilvæksten kunne berige grundejerne i det indre København.

I et andragende til Rigsdagen i 1852 om ophævelsen af forbuddene mod at bygge på demarkationsterrænet kunne de med fuld sandhed hævde, at disse forbud:

• Både gør det umuligt at forøge Boligernes antal i et til Befolkningstilvækstens svarende Forhold og nøder den større Mængde af Lejere til at indskrænke sig til et bestandig snævrere Rum, uden dog at Lejen for dette mindre Rum under Trykket af den store Konkurrence paa samme Tid bliver mindre i Forhold.

Igen engang blev det understreget, at forholdene i København var meget værre end i London.

 

Hornemann kæmpede for bedre forhold

En af de mest utrættelige forkæmpere for en bedre hygiejne i hovedstaden var dr. med. E. Hornemann. I skrifter og bladartikler fremdrog han gang på gang på de skandaløse boligforhold, under hvilke byens befolkning levede. Han skrev bl.a.:

 

• Der findes i vor Hovedstad, Logishuse for Nattegæster, hvor disse for et par Skilling stuves sammen i usle Rum, hvor Mangel paa Plads møder de sovende til mere at sidde end ligge. Da den ekstraordinære Sundhedskommission næstforrige Aar anmodede Københavns Distriktslæger om at opgive de sletteste og mest usunde Boliger i deres respektive Distrikter samt om dertil at føje, hvad der efter deres Formening kunne rettes derved, var Svaret fra mange, at hele Gaden, et enkelte Hus eller den paapegede Række af Huse i den Grad var ussel, sammenbygget, forfalden, overfyldt og uden Lys og Luft, at det ikke kunne være Tale om andet end at nedrive det hele.

 

• De større og luftige Gaarde forsvinder mere og mere, Etager bygges overalt til, fugtige Kældere, Lofter, Pakhuse og Stalde indrettes til smaa Beboelseslejligheder, gamle Kirkegaarde udgraves til Grunde for 6 Etagers Huse

 

Professor Wilkens forslag

Året efter udgav professor Wilkens et forslag til udvidelse af København. Det kan mærkes på den stadig mere bitre argumentation, hvorledes nøden voksede år for år. Ja tilstanden var efterhånden uholdbar. Der fandtes nu ikke mindre end 26 store fattigkaserner i København i hvilke, der boede 20-45 mennesker på 100 kvadratalen, skrev professoren:

 

• Og denne stærke Sammenpakning paa enkelte Punkter er naturligvis en Følge af Stadens Overbefolkning og den desaarsag stigende Husleje, eller mon det skulle være af Lyst til Selskabelighed at flere Familier havde pakket sig sammen i eet Værelse, adskilte ved Kridtstreger, som de maa banke Børnene til ikke at overskride?

 

• Mon det skulle være landeligt Sværmeri for Møddingluft, der har drevet andre op under et Lokumstag? Nej det er først, naar hver kvadratalen er blevet en Genstand af Værdi, at en saadan Sammenstuvning af Menneske som Kvæg, ikke det levende, men det slagtede og saltede som af Negrene i et Slaveskib, kan trives i det Store som en rigtig lønnede Industri.

 

 

Alle disse advarsler blev overhørt. Det var først efter den store koleraepidemi, at myndighederne vågnede op.

 

Talrige husdyr

Befolkningen havde lige så lidt forståelse for en god hygiejne som myndighederne. Under de trange forhold delte befolkningen gerne pladsen med deres talrige husdyr. Kreaturhold var tilladt og tilladelsen blev rigelig benyttet.

Man kunne i Regnegade se en ko gå op af trappen til gaden gennem gadedør og gang ind i husets gårdrum, hvor dens stald fandtes. Ja måske boede der mennesker oven på stalden. Boede der køer ud til gaden greb politiet dog ind.

 

Brændevinsbrænderens køer

Brændevinsbrænder Cadovius på Rosengården havde i 1850 indrettet en kostald til tyve køer i forhuset ud til gaden. Afløbet fra stalden var ført ud til gadens rendesten. Staldvinduerne vendte den samme vej. Da politiet forbød dette midt i gaden, søgte Cadovius hos Justitsministeriet om tilladelse til at lade alt blive som det var.

Skønt han også her fik afslag, foretog han sig intet. Der blev dog anlagt sag mod ham. Omsider blev han dømt til at fjerne staldvinduerne ud mod gaden og forlægge afløbet andetsteds hen. Hvad det så blev af dette vides ikke.

 

De mange hunde

Et andet husdyr, som dengang var en endnu større plage, var hundene. Allerede i det 18. århundrede havde lægen Tode og senere Callisen klaget over hundenes mængde og deres skadelig indflydelse på byens hygiejne.

Siden den tid var hundenes antal dog tiltaget og mængden af dem på offentlig gade var påfaldende. Befolkningen var ufornuftige nok til at fylde op i de små lejligheder med disse dyr. Foruden 5-6 børn bestod husholdningen også ofte af et par hunde. De forøgede urenligheden og ”fordærvede luften”.

 

Et usikker sted for hunde

Hundetegn blev indført allerede i 1815 og afgiften var 2 Rigsdaler årlig. Først i 1856 blev denne forhøjet til 5 Rigsdaler. Men mangfoldige hunde fristede tilværelsen uden tegn. Såkaldte herreløse hunde fandtes i stort tal. Da man i 1852 frygtede hundegalskab, sendte politiet skemaer rundt til husejerne, på hvilket herreløse hunde skulle angives.

Det farligste sted for hundene at komme på var volden. Her var nemlig en voldskytte ansat til at skyde enhver hund, som blev antruffet heroppe. Det var et myrderi, der ofte blev protesteret imod, særlig når det gik ud over en hund, hvor skatten var betalt.

 

Masser af dyr i 1840

Uden for portene var svinehold tilladt. Men ude ved Vesterbro lå en svinesti kun to alen fra et baghus, der rummede 9 familier. Et andet sted var der kun 4 alen til et slagterhus, et lokum og en ”møgkasse”.

Jo i 1840 fandtes der i København:

• 777 heste
• 450 køer
• 739 svin

 

København er en meget skiden by

Det gik dårligere og dårlige med enligheden og sundheden år efter år.

• København er en meget skiden by

Ja sådan sagde Hornemann det rent ud i et skrift fra 1847. Man kunne bare gå ved siden af de åbne kloaker i byen eller vove sig ind i de fattige og smudsige huse og gårdrum. Eller man kunne indånde sommerens eller solstrålernes varme fordampede slam for ikke at tale om nattens giftige dunster, som han skrev.

Han foreslog, at gaderne hver dag blev fejet, og at urenlighederne straks blev kørt bort. At der skulle fejes var for længst blevet bestemt, men langt fra efterlevet. Ja i 1777 var der blevet anordnet at gaderne skulle fejes hver dag til et bestemt klokkeslæt. Rendestenene skulle samtidig udrenses til bunds og gadekæret udføres senest en time efter.

 

Bestemmelser blev ikke overholdt

I 1779 skulle renovationsvognene køre langsomt, i fodgang og på højre side af gaden. I 1789 skulle alle brolagte gader betænkes med vand. Al udledning af alle urenheder var forbudt.

I 1840erne blev byens gader fejet to gange om ugen. Kun på disse dage indfandt skraldevognene sig for at køre fejeskarnet og husaffaldet ud på lossepladsen til føde for svinene. Og tænk engang i 1850 blev det sandelig besluttet, at fejningen skulle foretages tre gange om ugen.

 

En beskrivelse af fejningen i 1857

Ude i forstæderne blev der kun fejet en gang om måneden. Men det blev ændret i 1852 til også tre gange om ugen. I 1857 kunne man læse følgende beskrivelse af gadefejningen i København:

• Denne vigtige Ordens- og Sundhedsforanstaltning udføres saaledes, at Gaderne renses kun tre Gange om Ugen. Rensningen foretages ofte sent på dagen til Hindring for Passagen og Forstyrrelse af god Orden. Den foretages ved Privat Foranstaltning under Husværtens illusoriske Ansvar, oftest ved de af Værterne dertil forpligtede Kælderfolk.
• Den kontrolleres af slet lønnede Politibetjente eller Kommissærer, der aabenlyst for al Verden tage imod Haandpenge af dem, hvis Pligtopfyldelse de ere bestikkede til at have Opsyn med.

Når fejningen omsider er besørget, kommer:

• De saakaldte Skraldevogne, der under Middagssolens varme Belysning skride majestætisk gennem Gaderne, ofte spærrende Passagen og udgydende under vindens ægide deres Overflødighedsartikler over de Vejfarendes Hoveder, medens en Skare af trinde Ungmøer, opskræmmede ved Skraldens Lyd, storme frem med Bøtter og Fjerdinger.

Men netop i efteråret 1857, da dette blev skrevet, stod kommunalbestyrelsen lige foran det sidste skridt, som endnu var at tage med hensyn til gadens renholdelse, nemlig indføring af fejning hver dag.

 

Så blev det fejet hver dag fra november 1857

Borgerrepræsentationen var-ud på efteråret, da sommeren for denne gang var forbi – gået ind på, at gaderne skulle fejes dagligt i de fem sommermåneder. Men Sundhedskommissionen og ministeriet forlangte daglig fejning hele året rundt. Til sidst måtte kommunalbestyrelsen bøje sig.

I november 1857 begyndte man at feje gaderne hver søgnedag, og anordningen af 1777 var således andelig bragt så nogenlunde til udførelse.

 

Kilde:

• Meget frit fortolket efter Villads Christensen
• Diverse artikler fra dengang.dk
• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Så læs dette på www.dengang.dk

• Kvinderne i Peder Madsens Gang
• Guldalderens København – Sådan var det også
• Drikkevand til København
• Kolera på Nørrebro 1853
• At bo på Nørrebro
• Pest på Nørrebro
• Brumleby på Østerbro og meget mere.