Da de ubudne gæster kom

Danskheden skulle nødig ”besmittes”. Russerne var på vej til Berlin. Kaotiske forhold. Senere blev tyskerne udsat for Stalins grusomme hævn. Führerbefehl af 4. februar 1945. Tvangsevakuering. De første flygtninge kom til Sønderjylland. De mange skibe. Store udgifter for den danske stat. En stor ipgave for Besættelsesmagten. Modstandsbevægelsen: ”Den anden besættelse”. ”Vi må dyrke hadet” medierne og danskerne var fuld af hævntørst. Den 5. maj 1945 blev skive med flygtninge sendt retur. Man fandt masser af lig. Man brugte ”fremmeloven” og satte pigtråd op. Kritik af flygtningeadministrationen. En nødtørftig løsning. Præster tillod sig at kritisere. Det gjorde PH (Poul Henningsen) også. Et CB – korps blev oprettet. Nogle var ret så nidkære. Tyske flygtninge fra dengang kan endnu i dag huske pigtråden. Hvad fik de at spise? 17.000 flygtninge døde i Danmark. Man forsøgte at skabe en dagligdag for flygtningene. Der var masser af nazister i lejrene.

Danskheden skulle nødigt ”besmittes”

Ja ud fra den overskrift kunne man tro, at det er den tyske besættelsesmagt, som vi mener. Men det er de tyske flygtninge, som ikke var særlig velkommen i Danmark. Men var efter krigen enige om, hvem der var de gode og hvem der var de onde. Man vidste selv man var dansker. Og aldrig har man været så danske som i befrielsesdagene. I denne bevidsthed skulle der så placeres over 200.000 tyske flygtninge, som vi ikke kunne ”komme af med” og de var mildest talt uønskede

Danskheden skulle nødigt ”besmittes” med den tyske trussel. Vi vidste jo, hvor galt det kunne gå med ”dem”.

Russerne på vej til Berlin

Anden Verdenskrig var ved at være tabt for Nazi-Tyskland. Den 12. januar 1945 påbegyndte de russiske tropper deres vinteroffensiv og stormede hurtig ind i Østpreussen med kurs direkte mod Berlin.

10 – 12 millioner tyskere blev drevet på flugt. De russiske soldater ville have hævn for de grusomheder, tyskerne havde begået under invasionen af Sovjetunionen. Der blev ikke skelet mellem civile og soldater. Derfor blev det en flugt over hals og hoved.

Kaotiske forhold

Af frygt for russerne begyndte den tyske befolkning en uforberedt og kaotisk flugt mod vest. De pakkede deres ejendele på hestevogne og drog af sted mod Danzig – bugten i håb om at komme væk med skib.

Alene fra havnebyen Pillau blev der i perioden 25. januar 1945 til byens fald 25. april 1945 borttransporteret 451.000 personer med skib. Det var fuldstændig kaotiske forhold, hvor de flygtende tyskere måtte efterlade deres personlige ejendele.

Den civile flygtningestrøm blev blandet op med tyske soldater på tilbagetog. Karavanerne var derfor oplagte mål for de russiske fly. Russiske fly bomber veje og byer. Det kræver mange dødsfald, og det var mest kvinder og børn. Mændene var blevet sat til at forsvare Østpreussen.

I Kønigsberg havde russerne havde russerne indtaget byen. De første 8 dage havde de bare hærget byen.

Stalins grusomme hævn

Stalins grusomme hævnpolitik tvang tyskerne til at leve under KZ-lignende forhold. Endnu i 1947 blev de tyske statsborgere fra Østpreussen, Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien tvangsforflyttet

”Führerbefehl”

De mange tusinde flygtninge hindrede de kæmpende tyske troppers bevægelighed. Flygtningene blokerede vejene og tyske tropper måtte tage sig af de mange nødlidende mennesker. Situationen var helt kaotisk, hvorfor Adolf Hitler den 4. februar 1845 udsendte ”Führerbefehl” den 4. februar 1945:

• Til øjeblikkelig aflastning af transportsituation i Riget befaler jeg: De folkefælder (Volksgenossen), som forbigående er ført tilbage fra østlige dele af riget, vil ud over Riget også være at anbringe i Danmark.

• Til Danmark skal især de folkefæller evakueres, som:

1. Krigsmarinen kan transportere over havet uden, at det påvirker de igangværende troppe- og forsyningstransporter.

• Er blevet sat i land i Østersøens vestlige havne inkl. Stettin og Svinemünde og som så videretransporteres med banen.

Den Rigsbefuldmægtigede organiserer i samarbejde med de stedlige danske tjenestesteder den hensigtsmæssige indkvartering af de tilbageførte folkefæller. Hertil yder Værnemagten enhver tænkelig støtte.

Signeret: Adolf Hitler

Tvangsevakuering

Denne ordre igangsatte en tvangsevakuering af ca. 2 millioner tyskere fra Østpreussen. Det var en blanding af civile, sårede og syge soldater og krigsfangere. Med skibe af alle slags blev de fragtet til de nordtyske havne. Og ca. 250.000 af disse tvangsevakuerede kom samtidig til Danmark.

De første flygtninge kom til Sønderjylland

Og fra den 11. februar 1945 ankom de tyske flygtninge i stort antal til Danmark. De første flygtninge kom med tog til Sønderjylland. Men langt den største del kom med skib, hvor Frihavnen i København blev det mest benyttede landsted. Senere i maj 1945 blev antallet af civile flygtninge opgjort til 250.000.

Antallet af syge og sårede soldater kendes ikke med sikkerhed, men antallet 50.000 er nævnt.

De mange skibe

Mange af de store skibe sejlede i pendulfart til Danmark. Et eksempel herpå er ”Potsdam” – en dengang moderne passagerliner, der blev bygget i 1935. Den havde plads til 227 passagerer på 1. klasse og 166 passagerer på 2. klasse.

Det første skib, der anløb København var ”Wartheland, der den 11. februar 1945 medbragte 200 flygtninge og 2.500 sårede. Det skal bemærkes at dette skib tidligere havde været brugt til transport af danskere til KZ – lejrene. I de følgende dage fulgte mange flere skibe.

Store udgifter for den danske stat

Lige så vigtig var det at skibene her kunne få olie, kul og andre nødvendige forsyninger. Disse forsyninger blev selvfølgelig taget af de danske lagre. De værdier og udgifter der var forbundet med de tyske flygtningeskibe og deres drift blev aldrig gjort op og dermed heller ikke betalt af værnemagten. Dette blev heller ikke gjort op efter krigen.

Heller ikke udgifter til plejen af de tyske flygtninge så som medicin m.m. blev gjort op.

Hver uge fik flygtningene udbetalt penge til kost og logi samt lommepenge som var 2 kr. til alle mænd og 1 kr. til kvinder og 50 øre til børn. Flygtningene i Sønderjylland, der var indkvarteret privat fik udleveret rationeringskort. De private kvartermestre fik et vederlag på 3 kr. pr. flygtning pr. dag. Det var penge som værnemagten krævede udbetalt af den danske stat.

Store katastrofer

Englænderne regnede ud, at den danske stat brugte 148 millioner kroner på de tyske flygtninge. Dette svarer cirka til 7-8 milliarder kroner Rusland viste overhovedet ingen interesse i at bidrage, selv om der blandt flygtningene var en del russere. Og det samme var tilfældet med polakkerne.

”Potsdam” lå i februar 1945 opankret i Goteshafen, hvor skibet blev anvendt til opholdssted for tyske marinesoldater. Potsdam anløb København fire gange i marts 1945. Hver gang medbragte den 10.000 evakuerede flygtninge og sårede soldater.

Presset var så stort, at skibene medtog alle de passagerer der kunne presses om bord. På havet lurede ubåde og fra luften var det både russiske og allierede fly.

Tre store katastrofer skinner i øjnene. Russiske ubådes sænkning af ”Wilhelm Guustloff, General von Steuben og Goya.

Skibene ankom til Sønderborg, Flensborg og Aabenraa og Nyborg. Men København var det vigtigste mål for skibene. Langsomt mistede værnmagten kontrollen med situationen.

En for stor opgave for besættelsesmagten

Modtagelsen af de mange evakuerede flygtninge var en kæmpe opgave for den uforberedte tyske besættelsesmagt i Danmark. En opgave, der blev alt for omfattende. De tyske feltlazaretter havde ikke kapacitet til at behandle både de syge og sårede soldater samt alle de mange syge flygtninge.

Tyskerne beslaglagde ca. 1.100 lokaler over hele Danmark. Der kunne tjene som ophold for de mange flygtninge. De civile flygtninge var hovedsagelig kvinder og børn samt ældre mænd. Mange flygtninge var fysisk og psykisk meget medtagne af de lange udmagrende og farlige flugt. 

Modstandsbevægelsen: Den anden besættelse

Blandt tyskerne var der stor forvirring om, hvor mange flygtninge, der skulle til Danmark. Fra tyske ministerier og statssekretærer kom der ønsker om at anbringe 2 mio. tyske flygtninge i Danmark. Werner Best afviste dog dette. Han mente, at Danmark kun kunne modtage 100.000.

Den danske modstandsbevægelse betragtede de mange evakuerede som ”den anden besættelse”. Det var jo en operation styret af det tyske regime og dens operative marine. De danske læger i København ydede derfor i mange tilfælde ikke lægehjælp til de mange syge flygtninge for ikke, at komme i miskredit hos modstandsbevægelsen.

Vi må dyrke hadet

Flygtningene blev mødt af råb som Nazi-svin og Hitler – unge. De fem forbandede år havde selvsagt skabt en modvilje i den danske befolkning mod den nazistiske nation.

I den illegale presse kørte der op til den tyske kapitulation en kampagne mod flygtningene. Den 10 marts lød det manende i en modstandsavis:

• Vi må dyrke hadet – ikke som en negativ udløsning af vore følelser, men som en positiv forsvarsforanstaltning for vort sind. Vi må være beredt til at møde den tyske medlidenhedskampagne, der allerede er sluppet løs.  

9. april nåede Informations fjendtlige billede af de flygtende menneskemasser et kulminationspunkt. De beskrives som:

– brovtende, råbende og krævende

De kaldes:

• Den sygdomsbefængte, bacille- og snavsespredende hob

Og så harceleredes over, at der stadig findes danskere, der:

• Der intet forstår af udviklingen, der ikke kan indse, at de titusinder af flygtninge betyder den største fare for Danmark, der ikke væmmes over deres pågående og brovtende anmasselse

Desuden sættes der en sammenkædning af de mange flygtende kvinder og børn med invasionsstyrker, Gestapo og nazister.

Jo man mente, at en ny invasion var begyndt:     

• Invasionen af de tidligere slavepiskere fra Polen, bødlerne fra Maidaneks dødsfabrikker, Gestapo-mændenes koner og børn med de myrdede polske kvinders og børns sko på fødderne, deres ringe fra fingrene, deres skrig rungende i ørene.

Fuld af hævntørst

Lederen af den danske flygtningeindsats, Henrik Havrehed skriver selv i sin fyldige disputats:

• Da var manisk og opstemte, og de var dybt deprimerende. De var jublende glade – tændte lys i vinduerne den 4. maj, jubelen i de lyse majnætter under de grønne bøge – og de var harmfulde, oprørte, vrede og fulde af hævntørst og had mod alt, hvad der var tysk.

De danske hovedstadslægers ofte svigtende hjælp til de civile flygtninge har været udsat for megen diskussion. Også her på siden har ”Den Gamle Redaktør” været udsat for hård kritik i hans omtale af situationen.

Parterne er dog enige om, at der døde mange tyske børn, især i perioden april og maj måned 1945. Det var børn, der ikke havde lod og del i ”den anden besættelse”, men som i stort tal ankom til Danmark både syge og underernærede efter den ugelange flugt i både frost og sne på de Østpreussiske landeveje, hvor også natten tit blev tilbragt uden husly.

Den 5. maj blev skibe sendt tilbage

Efter befrielsen 5. maj 1945 blev flygtningestrømmen indstillet. Skibe med soldater og flygtninge blev afvist i havnene og sendt tilbage til Tyskland. Alle tyske soldater blev også hurtigst muligt sendt tilbage til Tyskland. Dermed forsvandt også den militære organisation, der indtil da havde administreret indkvarteringen af de mange tusinde civile tyske flygtninge i Danmark. Den 5. maj 1945 var der i Danmark:

• 250.000 tyske soldater
• 37.000 tilbagetrukne soldater fra østfronten
• 207.00 sårede tyske soldater
• 250.000 tyske flygtninge

Man fandt masser af lig

Man kunne konstatere at der hos de tyske flygtninge på skolerne fandtes lig i kældrene. I en villa fandtes 300 lig. I et pakhus på Frihavnen fandtes yderligere 300 lig.

Dengang var de tyske flygtninge indkvarteret på 1.100 steder rundt om i Danmark. De skibe, der lå i diverse havne med flygtninge blev sendt retur til Tyskland.

De danske myndigheder ville sende flygtningene retur

Den danske stat havde håbet, at man hurtigt efter befrielsen kunne hjemsende de civile tyske flygtninge til den vestlige del af Tyskland, men de britiske myndigheder modsatte sig dog dette. De udbombede byer og de kaotiske forhold i Tyskland kunne ikke modstage så mange flygtninge. De måtte blive i Danmark til situationen i Tyskland var blevet væsentlig forbedret. Vi har tidligere beskrevet forholdene lige syd for den danske grænse her på siden. Der var der nærmest hungersnød.

Man brugte ”Fremmeloven”

Den danske stat måtte nu overtage de enorme sociale og sundhedsmæssige forpligtelser over for de mange civile tyske flygtninge, der ikke kunne beskyttes efter flygtningekonventionen, da alle var tvangsevakuerede.

De havde ingen indflydelse eller viden om, at de under flugten kom til Danmark. I Danmark blev de alle behandlet efter Fremmedloven § 14, der hjemler ret til at anbringe personer, der i medfør til loven:

• Kan nægtes opkald her i landet, under tilsyn og bevogtning, indtil bortsendelse kan finde sted.

Kritik af flygtningeadministrationen

Man oprettede i september 1945 en flygtningeadministration under Johannes Kjærbøls ledelse. Han var arbejdsminister i Scavenius – regeringen og førte i den periode en markant antisabotage – og strejkepolitik. Frihedsrådet nedlagde veto imod, at han kom med i befrielsesregeringen.

Han havde derfor behov for, at markere sig som ikke blødsøden i forhold til tyskerne. Flygtningeadministrationen bliver af kritikere beskrevet som:

• Det mest totalitære system, der i nyere tid er set i Danmark med uindskrænket magt over 200.000 almindelige mennesker.

Filosofien var, at flygtningene skulle behandles spartansk og isoleres fra det danske samfund indtil de kunne hjemsendes tilbage til Tyskland.

Kirsten Lylloff mente at resultatet af den danske flygtningepolitik var

• En humanitær katastrofe, som ikke er set af tilsvarende omfang i moderne tid i Danmark hverken før eller siden.

Professor i historie Anette Warring har tilsluttet sig den vurdering og slået fast, at resultatet vel at mærke:

• Var en humanitær katastrofe, der kunne have været undgået

En nødtørftig løsning

I sin konklusion siger Henrik Havrehed:

• Et enigt folketing stod bag flygtningenes internering og deres behandling, der var nødtørftigt, men tilstrækkelig, streng, men ikke umenneskelig eller inhuman. For flygtningene var det imidlertid kummerlig trist, psykisk belastende tilværelse, der dog i betragtning af danskernes holdning og folkestemning umiddelbart efter krigen var den eneste løsning på problemet med de uindbudte gæster.

Præster tillod sig at kritisere forholdene

60 præster havde fået nok af mediernes beskrivelse af forholdene i flygtningelejrene:

• Det er ikke sandt, at det her drejer sig om karaktermæssigt lavtstående mennesker. Det er ikke sandt, at flygtningene lever overdådigt. Kosten er tarvelig og knap. Den indeholder godt halvdelen af det kalorietal som en danskers kost normalt rammer. Den kan slå til for sunde, ikke-arbejdende mennesker, men børnedødeligheden i lejrene er uhyggeligt stor.

Præsterne opfordrede til, at man så på de tyske flygtninge som medmennesker i nød frem for fjender, der kun tjente foragt.

Information gik forrest i foragt af præsterne

Opfordringen mødte i den grad foragt. Information gik forrest og krævede præsternes afgang. De påstod, at det simpelthen ikke var sandt, det som præsterne sagde. Bladet mente, at de var nyttige idioter for tyskerne.

Lederen i Information sluttede:

• Vi foragter tyskerne, som vi foragtede dem i kampens tid, nu, de er ynkelige og krybende. Vi ønsker dem hårdt behandlet, fordi vi ved at de kun kan handle, når de kommanderes.

Et læserbrev i Information indsendt af Rob. Olsen fra 29.06.1945:

• Og så vover de herrer præster, at tage flygtninge i forsvar, nu mens vi selv er med til at hele vores egne sår. Skån os for alt hvad det hedder barmhjertighed mod Tyskland og tyskerne. Husk på ordsproget ”Som man reder, så ligger man”. Til sidst foreslår jeg at vore raske frihedskæmpere kigger de gejstlige Herrer lidt i sømmene.

Poul Henningsen (PH) forsvarede flygtningene

En markant intellektuel, der satte sig ud over folkestemningen og med vægt talte de tyske flygtninges sag, var arkitekten Poul Henningsen.

For og under besættelsen var PH toneangivende kritiker af nazismen, blandt andet foreviget i revyvisen ”Man binder os på mund og hånd”. Han måtte i 1943 som følge af sine kontroversielle holdninger krydse Øresund i en robåd med sin kone, Inger Henningsen og arkitekten Arne Jacobsen.

Hjemkommen til Danmark efter befrielsen trådte PH frem som fortaler for de tyske flygtninges rettigheder.

I en række artikler i Politiken i februar-marts 1946 rettede han en stærk kritik mod forholdene i flygtningelejren i Kløvermarken på Amager, som han havde fået Insider-viden om via en kvindelig lejrleder.

PH tabte retssag

PH pegede på, at de tyske flygtninge var placeret uden for lov og ret, uden offentlig kontrol, og at grænserne mellem demokrati og diktatur, som vi burde kæmpe om, blev udvisket i dette restlige vakuum.

Dansk flygtningeadministrations ubestridte leder, Johannes Kjærbøl afviste blankt PH’ s kritikpunkter. Kjærbøl greb til et retsligt modtræk og anlagde injuriesag mod PH. Eftersom det ikke kunne dokumenteres, at Kjærbøl misinformerede, tabte PH retssagen.

Fra Danmarks side pressede man på for at få sendt flygtningene ud af landet. Men de allierede sagde nej til dette.

Den almindelige dansker var oprørt over de tyske flygtninges tilstedeværelse.

Et CB – korps på 10.000 mand

Isolationen betød, at det var næsten umuligt for en tysk flygtning at blive gift med en dansker. Først da de sidste flygtninge var sendt tilbage til Tyskland i 1949 mildnedes disse krav.

Det blev i stor hast bygget store baraklejre, hvor flygtninge blev samlet bag pigtråd og isoleret far det danske samfund. Dermed kunne skoler m.m. igen få deres lokaler tilbage. Lejrene blev efterhånden omhegnet med pigtråd og bevogtet af dansk politi. Til anledningen blev der oprettet et såkaldt CB – korps, der beskæftigede 10.000 mand.

Her var der nok ikke alle, der var lige voksen til deres opgaver. En lejrleder morede siog med at skyde med sin maskinpistol hen over hovederne på flygtningene, inden danske myndigheder fik ham fjernet.

Nidkære CB – folk

Andre danske CB – folk var alt for nidkære i deres bevogtning af lejrene. Problemet forsvandt dog lidt efter lidt. Tyskerne klagede selv over følgende punkter. Maden, tøjet, fodtøj, sortbørshandel, razziaer, skyderier og censur af post.

Disse razziaer var til tider tale om ren tyveri. Enkelte konfiskerede ejendele blev leveret tilbage ved hjemsendelse. Men det har nok ikke været befordrende i at genopdrage disse mennesker til demokrater.

Den danske regering forsøgte at isolere tyskerne totalt. Kun i forbindelse med nære slægtninges sygdom eller begravelse kunne udgang tillades. Postforbindelsen til udlandet var afbrudt for alle i Danmark frem til 5. december 1945. Til Tyskland dog til 1. april 1946.

Breve i lejrene måtte kun indeholde 25 ord og der blev udøvet censur. Efter november 1945 var der dog kun stikprøver.

De tyske flygtninge kan endnu huske pigtråden

De tyske flygtninge i dag kan huske pigtråden i Danmark og de bevæbnede vagter. 24 personer var stuvet sammen på 12 kvadratmeter i brakker uden isolering. Om vinteren måtte flygtningene bruge brædderne under madrassen som brændsel for at holde varmen.

Der var da både kvinder og børn, der blev skudt af de danske vagter.

Hvad fik de at spise?

De fik meget suppe – hvidkåls-, kålrabi og kartoffelsuppe. Det var nok fordi, at det var billigt at lave. En gang imellem var der et stykke kød med i hvidkålssuppen. En gang om ugen var der bygvælling. Og dette var en fest for børnene.

Maden bestod af brød, kål, lidt pølse, grød, kartofler og mindre gode grisedele som f.eks. grisehoved og grisetæer. Børn fik en smule mælk. Mange danskere mente, at de ikke skulle have mere at spise end de fik i KZ – lejre.

Ofte bestod maden dog af ting, som var uønsket af danskere og lettere fordærvet. Hvis man nu fra starten havde vidst, hvor længe flygtningene skulle blive her, kunne man have startet en slags produktion, så flygtningene selv kunne have avlet korn og friske grøntsager.

Aviserne berettede om hungersnød

I marts 1946 berettede Information om grænseoverløbere til Danmark på grund af hungersnød i Tyskland. Den 26, december 1947 skriver Information at mørket i bogstavelig forstand har lagt sig over Tyskland:

• Kakkelovnen er slukket. De sidste klæder varmer ikke mere og børnene spørger efter mælk og brød.

Den 19. august 1948 skriver Information at situationen i Sydslesvig er katastrofal og at:

• Land Slesvig – Holsten er på fallittens rand.

Alligevel ville flygtningene heller hjem end at sidde bag pigtråd i Danmark. Men englænderne bestemte, at tyskerne skulle blive i Danmark til situationen havde forbedret sig.

De menneskelige konsekvenser ved at have siddet fire år i Danmark har for nogle flygtninges vedkommende været meget store.

17.000 flygtninge døde i Danmark

Cirka 17.000 flygtninge døde under opholdet i Danmark. Alene i 1945 døde 7.000 børn under fem år. Spædbørnsdøden var ekstrem højt på et tidspunkt. 80 pct. af de børn, der døde var under fem år.

Hovedparten døde af underernæring, mave-tarminfektioner og banale børnesygdomme.

  I dag er der samlet 34 tyske gravpladser over hele landet.

Det danske embedsmandsstyre forsøgte at forhindre de tyske flygtninges ankomst. I samme tidsrum blev danske fanger deporteret til Tyskland. Også den transport forsøgte embedsmandsstyret at stoppe. Det har vel aldrig været overvejet at frigive danske kommunister, politifolk og modstandsfolk til gengæld for Danmarks hjælp til tyske flygtninge. Fra dansk side blev samarbejdet om de tyske flygtninge derfor afvist. Den tiltagende menneskelige nød stillede dog de danske læger over for et stadig stigende etisk problem.

Der blev lagt pres på tyskerne

Den 10. marts 1945 ankom 10.000 flygtninge til København. Blandt syge og udhungrede var 40 fødsler også umiddelbart forestående. Under henvisning til Haager – konventionen blev der indgået en aftale om dansk hjælp til tyske civile flygtninge i forbindelser med fødsler og sygdomme, der havde epidemisk karakter.

Også i den forbindelse blev der lagt pres på tyskerne for at forbedre forholdene for danske fangere i Tyskland. Men i grunden var situationen umulig. Ingen af parterne havde reel indflydelse på situationen. Når så mange mennesker flygter skrækslagende fra en fjende, så spørger de ikke først om lov.

Samkvem med tyske flygtninge var absolut forbudt

Trods pigtråd og vagter var der en livlig trafik ind og ud af lejrene. I en del af tilfældene blev der også afsløret prostitutionslignende forhold mellem nogle af lejrens mange yngre kvinder og lokale danske mænd.  Skilte talte deres utvetydige sprog om den isolation, der var tiltænkt flygtningene:

• ADVARSEL! Ethvert Samkvem med tyske Flygtninge er forbudt. Det er forbudt at stå stille eller færdes frem og tilbage langs Flygtningelejrens Indhegning eller i denne umiddelbare Nærhed. Overtrædelse medfører Straffeansvar. Politiet.

Bøde for at smide smør over pigtråden

De store lejre kunne ikke bevogtes effektivt, men alligevel brugte vagterne i flere tilfælde deres skydevåben mod flygtningene, der forsøgte at krydse hegnet.

Fra december 1945 til december 1946 havde politiet ved Oksbøl lejren skrevet 607 journaler om fraternisering. Antallet af ikke opdagede bekendtskaber må stå hen i det uvisse.

Straffene kunne være 50 kr. i bøde for at kaste et pund smør over pigtråden til en tysk flygtning.

Bange for ”halvtysk” befolkningsgruppe

I Danmark var der en dyb mistro til tyskerne. Hvis små 50.000 tyske kvinder i den fødedygtige alder blev ”sluppet” ud til danske mænd, ville der danne sig en ”halvtysk” befolkningsgruppe, som kunne få en stor indflydelse på en fremtidig dansk – tysk konflikt.

Man brugte også undskyldningen med at beskytte tyskerne bag pigtråd på grund af faren for danske hadangreb.

Man forsøgte at skabe en almindelig dagligdag

Nu var det hele ikke kun negative ting. Man forsøgte at skabe en almindelig dagligdag for tyskerne. Der blev oprettet skoler, ungdomsskoler, biblioteker, kulturcentre med foredrag, skuespil, sangaftener og de forskellige trossamfund holdt deres gudstjenester. Der blev installeret radio i lejrene. Det blev dog ikke produceret udsendelser i Danmark. Det var udsendelser fra Berlin og Hamborg, der ivrigt blev aflyttet.

Man forsøgte at give børnene en seks timers undervisning hver dag. Men det var en stor udfordring. Retssikkerheden omkring udvælgelsen af lærere har ikke været tilstrækkelig. For hvordan afgøres det om man er nazist eller ej. Man ville jo gerne genopdrage alle de tyske flygtninge.

Flygtningene var ikke en homogen gruppe

Under krigen havde tyske socialdemokrater og kommunister, der var gået under jorden udgivet et undergrundsblad ”Deutsche Nachrichten”. Dette blad blev nu officielt de tyske flygtninges blad i Danmark.

Nu var bladet kritisk over for Tyskland og ofte med en bedreviden og en selvforståelse som spydspis for genopdragelsen af de tyske flygtninge.

Problemet i lejren var, at det ikke var en samlet homogen gruppe. Det var civilbefolkningen fra Østpreussen. Og så var det en mindre gruppe af ideologiske bærere af nazismen. Det var ofte højtuddannede personer, som f.eks. læger, sygeplejersker og præster. Sammen med tidligere nazister udgjorde de det største demokratiske problem i lejrene.

Masser af nazister i lejrene

Efter 12 år ved magten i Tyskland var der kun nazister eller sympatisører, der havde administrative erfaringer. Således var ”borgmesteren” i Oksbøllejren blevet anholdt for krigsforbrydelser.

Så sent som den 20. februar 1947 klager hjemvendte flygtninge sig over nazister i lejrene. Der fortælles om en undersøgelseskommission har foretaget 1.700 afhøringer. Dette resulterede i et par hundrede tvangsforflytninger til speciallejre for nazister.

Også det tyske mindretals nystartede avis ”Der Nordschleswiger” blev tilladt i lejrene.

I 1949 forlod de sidste tyske flygtninge landet. De fleste var vendt tilbage til Vesttyskland og ikke til Østpreussen, hvor de var kommet fra. De måtte nu starte forfra.

Kilder:

• Div. Artikler på www.dengang.dk
• www.forsvaret.dk/oksbøl
• www.danmarkshistorie.dk
• Kirsten Lyllhof: Barn eller fjende
• Div. Artikler på Information
• Gert Ravn: Vardesyssel Aarbog 2010
• Ulf Kyned: Midt i en mørketid
• Leif Hansen Nielsen. Danske flygtninge i Nordslesvig
• Flygtninge i Danmark 1945 – 1949, Flygtningeadministrationen
• Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark 1945 – 1949
• Jens Peder Østergaard, Jacob Thorup Thomsen: Mein lieber Kristian
• Heinz Schön: Ostsee 45, Menchen, Schife, Schicksale
• Martin Schmidtke: Rettungsaktion Ostsee
• Jens Aage Poulsen: Ubudne gæster
• www.pov.dk
• www.krigserindringer.dk

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.379 artikler herunder 277 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) inklusive:

• En flodpram fra Klintholm Havn
• Læger under og efter besættelsen
• Syd for grænsen – efter besættelsen
• Tyske flygtninge
• De tyske flygtninge på Nørrebro
• Tyske flygtninge i Tønder
• Flygtninge i Oksbøl og mange flere