Da Barsøerne blev arresteret

Hyggen forsvandt på Barsø. En trop med 8 mand tog afsted fra øen. Hvad skulle der ske. På grund ved Skærrev. Ingen åbnede Amtshuset i Aabenraa. De skulle i fængsel. Fire mand i hver celle. Lommerne skulle tømmes. Der manglede sovepladser. Man kom i forbindelse med folk på gaden. De var sultne og tørstige. De måtte nu bruge ”hele lejligheden” Nu skulle de tvangsarbejde, årsagen var, at de var dansksindede. Men hvad med deres eget arbejde på Barsø? Jørgen Grau blev sendt til fronten Præsten i Løjt hjalp den ældre Lars Larsen. Endelig kom frihedens øjeblik. Men de ville ikke skrive under. Man ville forlange, at de skulle fortælle hver gang de forlod øen.  Endelig kom de tilbage til deres ø.

 

Hyggen forsvandt

Det var i de kritiske dage i 1914, lige inden Verdenskrigen brød ud. Man talte om at krigen næppe kunne undgås. Men dog håbede man ikke det skete.  Så længe der endnu ikke var erklæret krig var der et håb.

Ovre på øen Barsø sad fredag den 31. juli et par af mændene fra øen samlet hos gårdejer Lauritz Grau på Bjerggaard. Foruden Lauritz Grau og hans familie befandt gårdejer Jes Paulsen, der senere boede på Sønderport i Aabenraa. Øens lærer Schenck befandt sig i hjemmet.

Man havde spist til aften og Lauritz Graus hustru var ved at servere kaffe til selskabet. Netop på det tidspunkt blev man gjort opmærksom på, at to politimænd nærmede sig gården.

 

En trop med 8 mand

De var kommet med motorbåd direkte fra Aabenraa og havde lagt til ved badebroen. Et par af folkene gik imod betjentene. Det viste sig at være overvagtmesteren fra Aabenraa og vagtmester Jebe fra Løjt. De førte gårdejer Lars Chr. Larsen med sig.

Politiet mødte med en ordre, hvorefter Grau og Paulsen skulle følge med. Måske ville turen gå til Aabenraa. Den tyske lærer skulle ikke følge med. Man vidste godt at ordren stod i forbindelse med deres danske sindelag og den kommende krig. Det var ikke andet at gøre end at følge med

Den hyggelige aften som man havde forberedt sig på, var ødelagt. Politimændene havde hastværk. Der var ikke noget med en kop kaffe eller en kage. Andre og usædvanlige begivenheder forestod.

Fra Bjerggården gik politiet ledsaget af tre de tre gårdejere Grau, Paulsen og Larsen til flere andre af øens gårde. Hvert sted gentog den samme historie sig. Gårdejeren og enkelte andre blev purret ud og fik ordre til at følge trop.

Efterhånden var der samlet en trop på 8 personer. Man forstod på overmesterens holdning at han ikke ønskede diskussion. Hver især spekulerede nu på, hvordan de kom hjem igen til øen.

 

Hvad skulle der ske?

Jørgen Grau ejede en god motorbåd. Laurits Grau foreslog overvagtmesteren at lade denne båd følge med til Aabenraa, så de otte mand på forholdsvis nem måde kunne komme hjem igen.

Det afværgede overvagtmesteren med bemærkningen:

• Vi skal nok sørge for, at I kommer hjem

Han var allerede på det tidspunkt klar over, at det ikke blot var for nogle timer, Barsøerne så pludselig blev hentet bort fra deres ø. Ingen af de otte mænd sagde noget under hele turen. Det var håbløst at spørge. Spørgsmålet om, hvad hensigten var med deres rejse, lød kort og godt, at de:

• Skulle til Aabenraa for at skrive noget under.

 

På grund ved Skærrev

Nede ved broen lå en motorbåd ført af en fisker fra Aabenraa. I al stilhed blev de anholdte ført ombord, mens politimændene nøje fulgte enhver af Barsøernes bevægelser. Det var mørkt ved den tid, da motorbåden gled ud fra Barsø.

Klokken havde været ca. 22. Det var med bange anelser, bådens passagerer så øen forsvinde bag sig. Ingen vidste, hvad de gik ind til. Der herskede en tung og trykkende stemning i båden.

Vagtmændene sagde ingenting og passagererne var ikke oplagte til at tale, hverken til deres bevogtere eller til hinanden indbyrdes. En begivenhed, der ikke stod på programmet, skete ved Skærrev. Her fik motorbåden motorstop. Den gik på grund.

Ved fælles hjælp lykkedes det at få båden fri igen. Men det tog alligevel nogen tid.  Det var henimod midnat, da båden endelig nåede Aabenraa.

 

Ingen åbnede på Amtshuset

Båden lagde til i i den gamle havn ved nordre kaj. De otte Barsøere steg i land i den mørke mennesketomme by. Med overvagtmesteren i spidsen og vagtmesteren som bagtrop drog kolonnen gennem den nattestille by.

De drog gennem de kendte veje langs Skibbroen, forbi markedspladsen og hen til Amtshuset. Der må have bestået af aftale om at de anholdte skulle føres herhen. Men de embedsmænd, efter hvis ordre det skete, har ikke haft tålmodighed til at vente. Overvagtmesteren konstaterede skuffet:

• Her er så mørkt, så må vi op på rådhuset

 

De skulle i fængsel

Kolonnen satte sig nu i bevægelse. Det gik nu op ad Rådhusgade til Rådhuset. Her var det uvis af hvilken grund, forsamlet en del mennesker. Dette foranledigede overvagtmesteren til at dirigere sine Barsøere ad bagporten og ind i Rådhusets gård. Nu skulle de anholdte ikke længere lades i tvivl:

• De skulle i fængsel

En nattevægter indfandt sig med nøgler til fængselscellerne som dengang fandtes bag rådhuset. Ledsaget af vagtmesteren og natvægteren med sit raslende nøgleknippe blev de otte mænd ført op i bagbygningen og ind på gangen fra hvilken, der førte døre ind til en række celler.

 

Fire mand i hver celle

Mens overvagtmesteren forlod fangerne, idet han ville gøre forsøg på at komme i forbindelse med landråden eller en af dem fra amtet knyttede embedsmænd for at få nærmere ordre om, hvad der skulle foretages med de 8 mænd. Nu blev vagtmester Jebe tilbage hos dem.

De måtte stadig opholde sig ude på gangen. Der gik over en halv time, og da overvagtmesteren stadig ikke viste sig, blev natvægteren utålmodig. Han ville åbenbart ikke spilde mere tid på disse folk fra Barsøe. Inden han låsede døren op sagde han:

• Nur mal rin, vier in jeder, so ist bestimmt (Nu ind med jer, fire i hver, sådan er det bestemt.

 

Lommerne skulle tømmes

Inden de fik lov til at betræde cellerne, måtte de aflevere, hvad de havde i lommerne – penge, lommeknive og hvad de ellers havde på sig. Det tog nattevægteren i sin varetægt.

Lauritz Grau havde i sin lomme en æske tændstikker med skoleforeningens mærke på. Da han var overbevist om, at det var politiske grunde, de var fængslede, foretrak han at skjule æsken, hvis indhold også kom til gavn i nattens løb i den mørke celle. Så snart de havde afleveret deres værdigenstande etc., smækkede fængselsdørene i bag dem og de hørte nøglen blive drejet om i låsen. Straks efter hørte de natvægteren og vagtmesteren fjerne sig fra gangen.

 

Der manglede sovepladser

Fangerne, som nu var overladt til deres egen triste betragtninger, orienterede sig nu så godt de kunne. I hvert lokale fandtes to brikse, den ene med soveplads til to mand, den anden med plads til en.

Da der nu var fire mand i cellen, opstod et problem som ingen af dem kunne løse. Hvor natvægteren havde tænkt, den fjerde mand skulle sove. Spørgsmålet blev heller ikke løst af den yngste af arrestanterne. Han sad det meste af natten på kanten af den ene briks.

Hen på morgenstunden rejste den gamle Lars Larsen sig. Da han ikke kunne tåle at ligge længere, fik Lauritz Grau lejlighed til at sove lidt. Det var i det hele taget ikke blevet til meget søvn. For det første var tankerne hos arrestanterne alt for optaget af nattens hændelser til at de rigtig kunne falde til ro, og for det andet kom natvægteren hver time og ruskede i døren for at se, om den var lukket.

 

I forbindelse med folk

Om morgenen, da der begyndte at komme folk på gaden, lukkede arrestanterne et vindue op – det kunne nok lade sig gøre – og søgte ved råb at komme i forbindelse med folk, der passerede Rådhusgangen.

Sult og tørst begyndte at gøre sig gældende, og man gjorde flere forsøg på at få forbipasserende til at gå over hos købmand Danielsen og købe noget spiseligt. Langt de fleste hverken ville eller turde indlade sig på et sådant foretagende.

 

Købmanden kom selv over

Til sidst forbarmede en modig mand sig alligevel over de indespærrede og gjorde Hans Danielsen opmærksom på, at nogle kunder i arresten ville i forbindelse med ham.

Efter kort tids forløb dukkede Hans Danielsen personlig op i arresten, hvor han fik en samtale med politivagtmester Aagaard, der imidlertid ikke var glad for situationen, fordi hans Danielsen også var kendt som en god dansk mand.

Han tillod dog trods alt Danielsen, mens Aagaard var til stede at komme ind i cellerne og spørge, hvad man ønskede. Forhandlingerne endte med at Aagaard lovede mod betaling at lade sin kone bringe kaffe og morgenmad op. Det var en rigtig god forplejning. Og da Hans Danielsen kort tid efter sendte en kasse cigarer op, tegnede situationen sig pludselig i et lysere skær.

 

De måtte bruge ”hele lejligheden”

Beroliget af Barsøernes stilfærdige holdning åbnede Aagaard celledørene op og tillod arrestanterne at bruge hele ”Lejligheden”.

De var da heller ikke i tvivl om at denne efter forholdene udstrakte frihed ville få en brat ende, når natvægteren viste sig. Men det skulle Aagaard nok ordne, sagde han.

Aagaard sørgede altid at holde yderdørene til gården lukket. Når der kom forplejning. Et par af Barsøerne mente, at de kunne gå en tur ud i gården. Men nu kom Aagaard styrtende. På dansk sagde han:

• Nej, Gud forlade mig må I ej

Det var de eneste danske ord Aagaard sagde under hele fængselsopholdet.

 

Nu skulle de tvangsarbejde

Mandag formiddag den 3. august indfandt overvagtmesteren sig i fængslet og Barsøerne begyndte nu så småt at håbe at befrielsens time var nær.  Det var et forfængeligt håb.

Men han kom blot for at sige at nu skulle arrestanterne ud at arbejde hos forskellige landmænd på Aabenraa – egnen. De skulle gøre gavn for føden. Det vil sige at det var frivilligt, hed det sig. Man havde ikke andet end at sige ”Ja Tak”.  Det var i høj grad et aldeles urimelige forlangende.

 

Hvad med deres eget arbejde?

Alle de arresterede var landmænd, hvis landbrug i høj grad trængte til deres nærværelse. Men de blev nu udkommanderet til at arbejde på en anden gårdejers marker. I løbet af eftermiddagen blev de hentet af forskellige landmænd.

Lauritz Grau kom ud til gårdejer Chr. Nissen i Brunde, Christian Grau hos gårdejer Jes Schmidt i Rise Hjarup, Lars Larsen kom ud til gårdejer Petersen, Dybæk ved Varnæs og de øvrige hos andre gårdejere.

 

Jørgen Grau kom senere til fronten

Jørgen Grau som endnu var militærpligtig var allerede søndag eller mandag ført til Haderslev, hvor han blev modtaget af to soldater med opplantede bajonetter og derefter ført hen til en del andre fanger fra Årø, hovedsagelig fiskere og sømænd. Denne gruppe fanger måtte i nogle dage blive i Haderslev, for derpå at blive transporteret til Rügen.

Her opholdt de sig en tid men kom så til Altona, hvor de blev stillet for Krigsretten. Retsforhandlingerne resulterede for Jørgen Graus vedkommende i, at han fik lov til at rejse hjem til Barsø indtil videre. En tid efter blev han indkaldt og kom til fronten i Frankrig.

 

Præsten i Løjt hjalp Lars Larsen

Den gamle Lars Larsen kom ikke ud på landet om mandagen. Den landmand, han skulle arbejde for, kom ikke og hentede ham. Dagen efter blev han under ledsagelse af en politibetjent ført til Kværs, til den landmand han skulle have været hos.

Da en anden betjent tilfældig rejste samme vej, sluttede han sig til eskorten. Lars Larsen, den fredeligste af hele selskabet nød den ære at blive ført til Kværs ledsaget af to betjente. Da han var gammel og svagelig tog pastor Treplin i Løjt af hans sag og fik ham snart sendt hjem.

 

Endelig kom frihedens øjeblik

Efter den 2. september efter at de seks Barsøere havde arbejdet for andre landmænd hele august måned var frihedens øjeblik inde. De havde fået ordre til at møde på Hotel Danmark, hvor der blev forelagt dem en lang række paragraffer, som de skulle underskrive for at komme på fri fod.

 

De ville ikke skrive under

En af paragrafferne gik ud på, at de skulle melde sig hos kommuneforstanderen, dersom de ville fra øen over til fastlandet. Ingen af de seks mænd var i sinde til at underskrive denne paragraf.

• Hvis vi ikke kan komme hjem som frie mænd, så bliver vi, hvor vi er

Ja sådan sagde den ene af dem.

Den officer, der ledede sagen, spurgte nu en skriver om, hvem der havde skrevet paragraffen – militæret eller Landrådskontoret. Da svaret lød, at paragraffen var formuleret af Landrådskontoret. Så satte officeren en tyk streg over paragraffen.

 

Tilbage på Barsø

Så skrev Barsøerne under og derpå stillede officeren en motorbåd til rådighed. Kort efter rejsen gik rejsen efter det lange ufrivillige fangenskab tilbage til den fredelige ø, hvor familie og venner med glæde hilste på de hjemvendende velkommen.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Løjt

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.830 artikler
• Under Aabenraa finder du 179 artikler
• Løjt for 170 år siden
• Sømænd fra Løjt og Aabenraa
• Løjt Land – nordøst for Aabenraa (1)
• Løjt Land – i begyndelsen (2)
• Løjt, løjtninger og Løjt Land (3)
• Anekdoter fra Løjt (4)
• Løjt land – den femte tur (5)
• Løjt mellem dansk og tysk (6)
• Løjt – masser af historier og kultur (7)
• Løjt det 8. besøg
• Dengang på Løjt Land

 

• Egentlig har Løjt en stor andel i Aabenraa’ s søfartshistorie, så det er relevant med disse:

 

• Familien Fischer fra Aabenraa
• Aabenraas storhedstid med søfart
• Skibe fra Aabenraa
• Flere skibe fra Aabenraa
• Søfartshistorier fra Aabenraa
• Skibsbyggeri og industri i Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
• En skibskaptajn fra Aabenraa
• Aabenraa som søfartsby
• Da briggen Chico af Aabenraa blev overlistet
• Fra skibsdreng til redder i Aabenraa
• Søens Folk i Aabenraa
• Briggen Gazelle af Aabenraa