Christianshavn fra A til Å

Vi fortsætter vores byvandringer rundt om i København i artikelform. Chr. Den fjerde opkøbte jord også på Amager. På første udkast var der plads til 934 hussteder. Men meget var fyldt med morads. Gader som på et skakbræt. Kun ganske kort tid status som købstad. Vi kigger på de første grundejere og de første to skøder. Man fik egne havnepladser. Vi har også en jydes beskrivelse fra 1849. Vi besøger rådmand Hans Knip. Masser af ulykker på broen. Folk rystede også af skræk, når de kørte over stålbroen i en el-sporvogn. Den tredje bro holdt kun i 29 år. Jo her boede Johanne Louise Heiberg, Tordenskjold, P.S. Krøyer, søhelten Adeler og mange flere. Vi besøger Stanleys Gård, Straffeanstalten for Kvinder, Christianshavns Døtreskole, Christianskirken, Asiatisk Compagni. Ja og så var det også de to driftige skibsværftsbesidder. Så besøger vi også Andreas Bjørns Gård, Niels Brocks Gård og det såkaldte rådhus, der aldrig har været det og meget mere.

 

I stedet for en byvandring

Igen engang en artikel i stedet for en byvandring. Som vi tidligere været inde på, får vi mange forespørgsler på byvandringer. Vi siger nej med den begrundelse, at der er nogle, der er meget bedre til dette end ”Den Gamle Redaktør” her på siden. Men derfor kan vi da godt sammenfatte en artikel, hvor vi så meget med som mulig.

 

Christian den Fjerde opkøbte jord

Christian den Fjerde havde allerede i 1606 begyndt at opkøbe jord nord og nordøst for den gamle vold, hvor Rosenborg kom til at ligge. Da han fortsat ønskede at udvide byen fattede han interesse for Amager.

I en instruktion til den københavnske storkøbmand Johan de Willem, som var indvandret fra Nederlandene skulle denne skaffe velstående nederlandske købmænd og håndværkere til Danmark. Til gengæld lovede kongen dem 8 års skattefrihed.

 

Først var der plads til 934 hussteder

Og det var Johan Semp, der tegnede Christianshavn. Han havde tidligere arbejdet som landmåler i Friesland. Og i den by var der plads til 934 hussteder.

Parcellerne blev dog kraftig beskåret. Grundene blev gjort væsentlig større. En plan fra 1630 viser kun 67 matrikler. Og mange af byggegrundene var af dårlig beskaffenhed. Store arealer bestod af strand, eng og holme.

En del af fæstningsbyen kom til at omfatte Revshaleholm, hvis højeste punkt var 1,26 meter over havet. Det blev det senere Christianshavns Torv.

 

Fyldt med morads

I 1629 noterede en fransk rejsende, at det nye boligområde var fyldt med morads, der gjorde det nødvendigt at bygge på pæle.

Christianshavn er anlagt til dels som beskyttelse for slottet og den gamle by, dels for at skaffe hovedstaden en påkrævet havneudvidelse. Indtil 1682 da de store udvidelser af volden til dens nuværende forløb påbegyndtes strakte bydelen mod øst til Bådmandsstræde.

 

Gader som skakbræt

Mod vest strakte bydelen sig til Store Søndervoldstræde, der er den eneste skrå gade på Christianshavn. Voldens udstrækning til Torvegade har ikke ændret sig. Samtidig med voldens anlæg opførtes 1618-1620 Knippelsbro, mens Langebro først er anlagt1686.

I modsætning til gamle Københavns snævre, krogede gader er Christianhavns gadesystem anlagt efter skakbrætprincippet, hvor gaderne skærer hinanden i rette vinkler. Efter nederlandsk forbillede deles bydelen af en kanal i en overby og en nederby.

 

De første grundejere

Bevarede dokumenter viser også den sociale sammensætning af de første grundejere, hvilket kan opdeles i to hovedgrupper. De første omfattede kongelige embedsmænd, administrative topfolk, renteskrivere (og møntmestre), ansatte ved flåden samt højere og lavere embedsmænd.

Den anden hovedgruppe blev udgjort af københavnske borgere, magistrat-personer, storkøbmænd og håndværkere.

 

De første to skøder

De første to skøder blev 1622 givet til Københavns borgmester Mikkel Vibe og Anders Olufsen, som var renteskriver med tjeneste i Klædekammeret. Ved siden af dette var Olufsen storkøbmand, skibsreder og havde interesser i tømmerhandel og Ostindisk Kompagni.

Hvad bebyggelserne angik, rejstes der små boder på nogle af grundene, mens store gårde som Mikkel Vibes ragede op mellem disse.

 

En selvstændig købstad

Fra 1639-1674 var den en selvstændig købstad med egen øvrighed og våben. Da den aldrig har været udsat for store ildebrande, stammer talrige huse fra den tid. Således også i Strandgade, hvor der findes grundmurede renæssancehuse fra Christian den Fjerdes tid.

 

Egne havnepladser

Oprindelig hørte til hvert hus en lille privat havn. Husene i Overgaderne fik kajplads langs kanalerne. Først i det 18. århundrede kom de store handelspladser.

De enkelte grunde var lange og dybe og gik igennem til baggaderne, Wildersgade og Dronningensgade, hvor pakhusene skulle opføres.

Christianhavns status som købstad kunne dog ikke opretholdes i længden, hvorfor Christian den Femte administrativt lod fæstningsbyen inkorporere i København.

 

En jydes beskrivelse

En jyde giver i 1849 følgende beskrivelse af bydelen:

• Den er i øvrigt sort, skiden, smudsigt og i det hele taget et beskidt hul.
• Der så mange dampmaskiner og så meget stenkulsværken (arbejde med stenkul) på gaderne, hvoraf byen bliver sort og beskidt.

Bemærkningerne må bl.a. hentyde til den nyetablerede virksomhed Burmeister & Wain, der dengang blev kaldt Burmester & Baumgarten.

 

Skal forbinde de to byer ”over isen”

I forbindelse med anlæggelsen af Christianshavn skulle en broforbindelse også sikres mellem Slotsholmen og den ny by. Ole Worm noterede i januar 1618, at man anlagde begyndelsen som ”skal forbinde de to Byer”-over Isen”.

Først blev en lang dæmning bygget fra Slotsholmen i retning mod ”Refshaleholm”. Det var en halvø som havde en form som en rævs hale, der fra amagersiden strakte sig ud og drejede nord på. Mellem dæmning og halvø blev der derefter konstrueret en træbro, der blev forsynet med to klapper på midten.

 

Rådmand Hans Knip

Navnet Knippelsbro henviser formentlig til den christianshavnske rådmand, Hans Knap, som den 2. maj 1641 af kongen fik tilladelse til et erhverve et hus med grund nær broen. Her havde i 1620erne været told, men nu fik Hans Knip til opgave at opkræve bropenge af de skibe, der skulle passere.

Huset kaldtes længe efter hans død for Knippenshus. Det blev i hvert fald bekræftet af Christian den Femte i 1695 vedrørende en forbedring af havnens bolværker. I løbet af 1700-årene opstod navnet Knippensbro. Dette gled senere over i den nuværende betegnelse.

 

Masser af ulykker

I en tidligere beskrivelse af broen, som skyldes Hans Poulsen Resen (ca. 1670) fortælles der om nogle ulykkestilfælde, hvor kuske og heste under storm og uvejr faldt ned fra broen.

Interessant er det, at man 1671 forbød natmanden at udkaste stadens uhumskheder i havnen fra Knippelsbro. Det antages i øvrigt, at træbroen i 1714 blev udsmykket med fire statuer af træ, der skulle forestille de fire vinde.

 

Vagt og tilsyn på broen

Erik Pontoppidan gav 1760 en indgående beskrivelse af træbroens funktioner. Klappen blev lukket op hver morgen fra 6 til 7 og atter mellem 12 og 13 ved middagstid.

• Paa Broen skal holdes Vagt og Tilsiun. Hvo som jager eller kiører hastigt med Vogn herover, maa straffes eller pantes for én Rixort (møntenhed)

Ja sådan fortalte Pontoppidan. Priser for at passere med skib af 20 læsters drægtighed skal til broens forpagter betales en halv rigsdaler ”af hver Skiberum”

 

Folk rystede af skræk

Christian den Fjerde’ s tekniske vidunder af en træbro overlevede helt til 1816, hvor den endelig blev fornyet. I 1868-1869 konstrueredes den første jernbro. Den københavnske topograf O.C. Nielsen beretter:

• Naar de elektriske Sporvogne kørte over, knagede Broen, så man var bange, at det hele skulde dumpe igennem. Folk rystede af Skræk, naar de skulde over, og drog et Lettelses Suk, naar de var sluppen velbeholden over den snævre og overbebyrdede Bro.

 

Den tredje bro holdt kun i 26 år

Da man i 1909 indviede den tredje Knippelsbro var linjeføringen ændret. Nu blev Torvegade forbundet med Børsgade. Skønt der var tale om en stålbro var den snart utidssvarende og levede kun 26 år. Så etablerede man en interimistisk bro, indtil den nuværende tegnet af arkitekt Kaj Gottlob kunne afsluttes. Det skete i 1937

 

Den skønneste svalegang

Efter at være kommet velbeholden over broen fortsætter vores vandring inden for volden på hjørnet af Christianshavns Voldgade og Torvegade. Indtil 1935 lå på ejendommen ”Ved Voldens” nuværende plads den ejendom, som kaldtes ”Skibet”, hvis åbne maleriske svalegange var en stor attraktion. Nu er det nok Amagergade 11, der har den bedste svalegang, som det lønner sig at se. Den stammer fra 1700-tallet.

 

Købstadsidyl

Vi fortsætter gennem Sofiegade og Dronningensgade, som foruden Amagergade er de gader på Christianshavn, hvor trods nedrivninger, den gamle købstadsidyl er mest levende.

 

Her boede Johanne Louise Heiberg

Store Søndervoldstræde er den eneste gade, der minder om, at her lå Christianshavns ældste vold, hvis forløb den har fulgt som Voldgade. Gennem den når vi til Overgaden oven Vandet. Det to nederste etager i nummer to på hjørnet af Christianshavns Voldgade 1-3 er en del af det nyklassiske hus, der 1779 blev bygget her af den kendte rebslager og skibsbygger, Peter Applebye. Han havde i 1745 opfyldt Engelskmandens Plads langs Langebrogade.

Fra huset i dets ældre skikkelse stammer altanen med det smukke smedejernsrækværk over porten. I 1809 kom ejendommen i besiddelse af Andreas Buntzen. Her boede også senere den unge skuespillerinde Johanne Louise Pätges fra 1830-31 umiddelbart før sit ægteskab med Johan Ludvig Heiberg.

 

Stanleys Gård

Den smukke engelskpåvirkede ejendom nr. 6 er bygget af billedhuggeren Simon Carl Stanley. Ja den bliver ikke uden grund kaldt Stanleys Gård. Og den blev opført i 1755-1756. Stanley var også professor ved Kunstakademiet. Som ung kom han i lære hos hofbilledhugger Sturmberg.

Senere opholdt Stanley sig 20 år i England. Fra 1746 var han dog tilbage i Danmark. Han var tilknyttet Holmen og til at levere statuer til Frederik den Femtes haver samt epitafier og sarkofager til private.

Privatboligen i Overgaden oven Vandet kunne i december 1755 nær færdiggørelsen forsikres for 4.600 rigsdaler i Brandkassen.

Fra 1847-56 beboedes førstesalen af maleren Constantin Hansen og 1851-54 havde desuden maleren P.C. Skovgaard sit hjem i huset. Maleren Julius Exner boede fra 1861-72 i ”Jernstøber Thomas Potters Gård” i nummer 10.

 

Tømrermester Johan Jacob Steinfass Gård

Endnu en ejendom i Overgaden over Vandet fortjener at blive set. Og det er ”Tømrermester Johan Jacob Steinfass Gård” i nummer 32. Den har en meget fornem nyklassisk facade, dels en smuk om end meget forfalden bagside af bindingsværk, der gør den meget seværdig. Maleren P.C. Skovgaard boede her i 1842-43 som ung mand.

 

Christianshavns Torv helt forandret

Det gamle Christianshavns Torv er nu helt forandret. De ældre huse er alle væk. I 1928 blev det gamle fængsel revet ned. På grunden opførte Edvard Thomsen det såkaldte ”Lagkagehus”. Vi skrår over torvet til Dronningensgade og befinder os midt i det moderne Christianshavn.

Til gengæld frembryder St. Annæ Gade et broget billede. For enden af gaden ligger højt oppe på volden i Løvens Bastion de sidste levn af den gamle voldmølle ”Lille Mølle”. Det smukke møllerhus ligger ved siden af.

 

Straffeanstalt for kvinder

Over for ligger Frelsers Kirke, på en grund, hvor bydelens midlertidige kirke lå, blev der i 1773 bygget den første danske veterinærskole. Stadsfysikus P.C. Abildgård flyttede den ud på Landbohøjskolen i 1858.

På stedet opførte N.S. Nebelong i 1864-1865 en straffeanstalt for kvinder. I 1921 indrettedes bygningen under navnet St. Annæ Gård til beboelse.

 

Christianshavns Døtreskole

I Dronningensgade lægger vi dernæst mærke til Christianshavns Døtreskoles smukke facade nr. 67 fra 1769 med dens indskriftstavle.

Det var de såkaldte Borgerdydsskoler for børn af velstillede københavnske borgere. Man havde meget højtflyvende planer om det opdragelsesmæssige. Døtreskolens første adresse var Strandgade 29. Man benyttede nogle værelser hos Madam Schottmann. Derefter flyttede man til brygger Lyngbye på Børnehustorvet (Nu Christianshavns Torv).

Fra 1811 flyttede man ind hos brygger L.C. Kofoed. Nye adresser fulgte siden. Men fra 1840 fik skolen mere permanent ophold i Asiatisk Compagnis palæ, Strandgade 51.

Skolens første leder (guvernante) Var Madame Dupis. Hun opsagde allerede 6. februar sin stilling, da hun ikke kunne få sin familie i Fredericia etableret i København. Hendes efterfølger var jomfru Sara Jacobine Rasmus, der en tid har været ”Hofmesterinde” hos generalmajor Baron F.S. Rantzaus døtre på Friederichslund.

Hr. Hoff var blevet antaget til lærer i Religion, Skrivning, Regning og Ortographie, 12 timer om ugen og 1 Mark for timen.

Hr. Floor var lærer i Historie, Geografi og Naturhistorie. Hr. Biering underviste i Historie og Geografi.

 

Egentlig er vi nu på Christiania

Over for Frelsers Kirke i Prinsessegade 54 ligger bag Christianshavns Skole den tidligere inspektionsbolig opført ca. 1760 af Philip de Lange. På vores videre vej ser vi Bådsmandsstræde ”Søetatens Enkebolig”. Vi skimter også i det fjerne Bådsmandsstrædes Kaserne fra 1836 og 1863. Ja og egentlig burde også nævne Christiania, men denne historie får I i nogle selvstændige artikler.

Vi er nu nået til Søkvæsthuset i nummer 58 – 62 på hjørnet af Bådsmandsstræde. Hovedbygningen ud til kanalen er ældst fra 1754-55. Den er opført af I.C. Conradi til opfostringshus. Men den blev i 1775 flyttet til Store Kongensgade 108, og senere brugt til politistation. I 1777 blev det hele indrettet til Søkvæsthus. I 1816 blev det flyttet til Søetaternes Hospital i Nyboder. Bygningen anvendtes derefter dels til straffeanstalt, dels til fattighus og en tid til kaserne.

I havehuset som er bygget i 1779 og genopført efter en brand i 1838 i samme skikkelse. Her havde den Heibergske deres hjem fra 1844-1963. Fløjen mod Bådmandsstræde benyttedes i adskillige år til fattighus for husvilde. En lille del af fru Heibergs have, er endnu bevaret.

 

Bombebøssen

Vi kaster derefter et lille blik ind i gården til ”Bombebøssen”. Ja det er ejendommen med adressen Overgaden over Vandet 48C. Indtil 1956 var det en stiftelse for gamle trængende søfolk og deres hustruer.

Den er opført i tre etager over en høj kælder.

Den er stiftet i 1819 af kommandør Peter Norden Sølling. Først havde man til huse på et loft på Wilders Plads. Derefter købtes i 1824 en ejendom på hjørnet af Dybensgade og Nikolajgade. I 1844 flyttede man til Brogade 8. Og i 1891 flyttede man til den nuværende adresse. Den er opført af Thorvald Bindesbøll.

Dens navn skyldes, at Sølling, hvis relief ses på facaden, på sit kontor havde opstillet en bombe, der var indrettet som en samlebøsse. Ja det var en ”200-pundig bombeskal”. En efterligning af denne er ligeledes anbragt på facaden.

Fra gården er der udsigt til nabohuset nr. 50 (B), der er bygget 1769. Senere tilhørte dette ankersmed Hans Caspersen. Hans bomærke, et anker er indhugget på portens slutsten. Foruden denne ejendom ejede han også nr. 33 og 39 i Overgaden mellem Vandet.

 

Heerings Gård

Vi går nu over Børnehusbroen opkaldt efter det tidligere Børnehus-Tugt-, Rasp-, og Forbedringshus på torvet. Vi kigger ind i Heerings Gård, der har adressen Overgaden neden Vandet 11. Den blev bygget i 1785 af søkaptajn Hans Pedersen Kofoed. Hans bomærke kom på slutstenen over porten.

I 1838 var det urtekræmmer Peter F. Suhm Heering, der erhvervede gården. Slægten har siden ejet gården.

Den smukke stilfulde gård og pakhusene ud til Wildersgade ligger på en del af den tidligere haves grund, som hørte med til ejendommen.

I Torvegade kommer vi forbi en række ældre ejendomme på venstre hånd, deriblandt det smukke rokadehus i nummer 30, tobaksspinder ”Engelbrecht Larsens Gård”. Her kan man også se bygherrens navnetræk.

 

De to driftige skibsværftsarbejdere

Wildersgade er opkaldt efter skibsværftsejerne Carl Wilder og hans søn, Lars Wilder. Wildersgade 60-62, der går igennem til Overgaden neden Vandet er den gamle Wildersgade Kaserne opført 1862 af stadsbygmester Rawert. Den er nu ligesom Strandgades Kasserne indrettet til beboelse. På grunden lå tidligere den første lærredsfabrik i Danmark oprettet efter 1674.

Ja selv en bro og en plads er opkaldt efter de to driftige skibsværftsejere. Den ældre Wilder (Carl) var en driftig mand, der tjente sig en formue som mægler, handelsmand og skibsbygger. 1762 fik han tilskødet øen for enden af Strandgade. Og det er her vi har Wilders Bro.

På øen havde Andreas Bjørn tidligere grundlagt et skibsværft med tilhørende bulværker og bygninger. Det var en virksomhed, som strakte sig over mere end 8.000 alen2 Til denne virksomhed føjede Carl Wilder, efter kongelig bevilling en nagelsmedje.

Den yngre Wilder førte skibsværftet videre og døde ugift som sin fødebys store velgører, idet han testamenterede en formue til sociale formål, næsten 50.000 daler. Således betænkte han Københavns fattighospital, hvor flere stuer opkaldtes efter ham og blev udstyret med små trætavler med spejl. På spejlrammen stod med snirklet skrift:

• Lars Wilder skylder I Taknemlighed

Wildersgade fik først sit nuværende navn 1859, da man på dette tidspunkt begyndte en fortløbende nummerering af de københavnske opgange.

 

Hjem for Sømænd og Sømænds Enker

Skt. Annæ Gade 14 er sandsynligvis en rest af en ældre rækkehusbebyggelse af bindingsværk i lighed med Adel-Borgergadekvarterets ældste bebyggelse. Broen over kanalen, der forbinder gadens to dele med hinanden, kaldes Snorrebroen.

Vi fortsætter ad Bådsmandsstræde, hvor ”Prinsesse Maries Hjem for gamle Sømænd og Sømænds Enker” er beliggende.

 

Andreas Bjørns Gård

På hjørnet af Bådsmandsstræde ligger storkøbmanden ”Andreas Bjørns Gård”, Strandgade 46. Den er bygget 1733-34. Den er ombygget og udvidet omkring 1760. Wilders-, Krøyers-, og Grønlandske Handels Plads er opfyldt af Andreas Bjørn.

Nummer 44 på det modsatte hjørne af Bådmandsstræde og Strandgade samt Wildersgade 59 er den gamle Strandgades Kasserne. Selve hjørnehuset er bygget 1664 af Joachim Irgens, tidligere kammertjener hos Christian den Fjerde, senere forpagter af kronens kobberværker i Nordsjælland og storgodsejer.

I 1775 udvidede tobaksfabrikant og grosserer Peter Borre den med fløjen langs Bådmandsstræde og Wildersgade, en sidebygning i gården og en længere ud til Strandgade. I 1790 blev det hele så ombygget til kasserne og portmuren blev opført.

 

Niels Brocks Gård

I nummer 36 kigger vi på Niels Brocks Gård. Den blev moderniseret i 1780. I 1916 blev gården restaureret. Besøg denne gård med pakhus. Fra 1775 til 1802 tilhørte den storkøbmanden Niels Brock. Jo det var ham bag ”De Brock’ ske Handelsskoler”.

På hjørnet af St. Annæ Gade ligger der det store pakhus i nummer 34. Dette lod etatsrådinde Topp bygge i 1777-78 ved siden af sin gård, der stammer fra 1773. Denne tilhørte på et tidspunkt op til vores dage firmaet Moses G. Melchior.

Skråt overfor dette på nr. 27’s grund lå indtil 1917 ”Gammel Dok” hvis imponerende konstruktion fra 1734-39 med rette vakte samtidens beundring.

 

Asiatisk Kompagni

Lige i nærheden ud for St. Annæ Gade ses Asiatisk Kompagnis tidligere bygninger i nr. 25. Kontorbygningen eller forsamlingshuset til venstre er bygget 1738 af Philip de Lange.

Kompagniets skytspatroner var Neptun og Hermes. Disse kan du også se på hovedfacaden. Muligvis er de fremstillet af billedhuggeren J.C. Petzold. Stuklofter fra den første tid er endnu bevaret. I dag er bygningen fredet. I slutningen af artiklen vender vi lige tilbage til Asiatisk Plads.

Pakhuset til højre har samme udseende ud til gaden, men til gården er der pakhusluger og hejseværk. Bagved og vinkelret med havnen ligger det berømte pakhus, Eigtved byggede 1748-1750.

 

Mikael Vibe

Grunden på hjørnet af St. Annæ Gade havde oprindelig tilhørt den københavnske borgmester Mikkel Vibe, som ejendom nummer 32 er opkaldt efter. Mikkel Vibe døde i 1624 så han kan ikke være bygherre til den ændring/nybygning, der skete i 1630.

Nu er det lidt svært for ”Den Gamle Redaktør” for det er godt nok et stykke tid siden, jeg har gået turen. Men dengang var de bedst bevarede huse nummer 28-30. Nr. 28 er bygget omkring 1630 af lensmanden Sivert Grubbe. Under restaureringen i 1943 kom de oprindelige sandstensdekorationer frem. Bag forhuset, hvor der i gården var indrettet en lille renæssancehave, ligger hvis nok endnu mellem- og bagbygning ud til Wildersgade, som er bygget af bindingsværk.

 

P.S. Krøyer

Lige som dette hus er også nr. 30 smukt istandsat. Det er opført omkring 1636. Lige som nabobygningen har den sin oprindelige udstrækning, idet baghuset har facade ud til Wildersgade.

I forhuset har maleren P.S. Krøyer tilbragt en del af sin barndom hos sin onkel, zoologen H.N. Krøyer. Vilhelm Høyer har boet her fra 1899 til 1909, da han malte nogle af sine mest berømte billeder af ”de stille stuer”

Nabohuset består egentlig af to ejendomme opført i 1626. En tavle indvendig meddeler dog, at i 1769 blev de to ejendomme forenet og blev forhøjet af direktør i Asiatisk Kompagni, Gysbert Behagen, hvis monogram er anbragt i fronten. Fra hans tid stammer den prægtige rokokotrappe. I gården er anlagt en hyggelig have.

 

Den ukendte dansk-norske søhelt Cort Adeler

Nr. 22-24 med den fornemme renæssanceportal er opført som en ejendom omkring 1630 af Jens Sparre til Sparresholm. I 1663 blev ejendommen overtaget af søhelten Cort Adeler. Kender du ham ikke? Han var en af de mest farverige skikkelser i Danmark-Norges historie i 1600-tallet.

Cort Sivertsen (Adeler er først tilføjet i 1662). Han blev født og opdraget i den norske havnestad, Brevik. Han fik sin militære uddannelse i Holland og gjorde derefter tjeneste under republikken Venedig.

Venetianerne var på dette tidspunkt kommet i krig med tyrkerne, efter at disse i 1645 havde gjort landgang på den venetianske koloni-ø, Kreta. Allerede i 1648 deltog Cort Adeler på skibet Croote St. Joris i venetianernes sømilitære operationer. I 1654 var han med i et søslag ved Dardanellerne, hvor tyrkernes flagskib blev bordet.

Rygterne ville vide, at han under kampen dræbte den tyrkiske admiral Ibrahim Pascha. Men det har historiske undersøgelser ikke kunne bekræfte. I 1659 blev Adeler slået til ridder af Markusordnen. I 1660 deltog han som viceadmiral i en ekspedition til <kreta, hvorefter han afsluttede sin karriere i Middelhavet.

Der findes en ret stor samling af krigsbytte erobret af Adeler i Kunstkammerets samlinger. Da søhelten døde 1675 blev han begravet i Vor Frue Kirke. Under bombardementet i 1807 blev hans grav ødelagt. Derefter blev hans aske bevaret bag en mindeplade.

Ved kirkens restaurering i slutningen af 1970erne kom urnen atter for dagen. Den blev herefter restaureret og indsat i væggen på ny.

Efter 1726 deltes ejendommen i to ejendomme. Nr. 22 blev i 1769 forhøjet med et ”stokværk” Et side- og et baghus blev opført. Allerede i 1748 var nr. 24 blevet ombygget.

Nr. 22 tilhørte senere chefen for et af Københavns største handelshuse, Charles August Selby, der i 1795 erhvervede herregården Bækkeskov ved Præstø.

 

Christianshavns såkaldte rådhus

I nr. 14 på hjørnet af Torvegade 20 er Christianshavns såkaldte rådhus. I 1781 blev ejendommen forhøjet med to ”Stokværk”. Rådhus har bygningen nu aldrig været. Dens ejere kendes tilbage til 1650. Men to gange har den været ejet af borgmestre. I 1798 fødtes forfatteren Carl Bernhard i ejendommen.

 

Her boede Tordenskjold

I Lehns Gård nr. 6, der oprindelig var et prægtigt renæssancehus boede Tordenskjold, som facadens indskriftstavle oplyser os om, til sin sidste rejse i 1720. Ejer var da den yngste Abraham Lehn, hvis far i 1703 havde moderniseret huset.

Midt i det 18. århundrede må sidehuset i bindingsværk og pavillonen i gården være bygget. Senere tilhørte ejendommen Chr. Ditlev Reventlow. Men i 1762 blev ejendommen erhvervet af stifteren af den Fengerske slægt, sæbesyder Peter Fenger. Senere overtog fabrikant Peter Heering ejendommen.

 

Burmeister & Wain

Blandt Strandgades andre mere kendte ejendomme er det store pakhus i nr. 4, som tilhørte Burmeister & Wain. Her samlede Grundtvig sin menighed efter at han i 1826 havde taget sin afsked som kapellan ved Vor Frelsers Kirke. Huset rummer nu Burmeister & Wains museum.

Burmeister & Wains historie begynder i 1843. Det var dengang, da mekanikeren Hans Henrik Baumgarten etablerede en selvstændig virksomhed til nuværende Købmagergade 46. Han havde også gang i noget på Nørrebrogade. Efter at have holdt flyttedag et par gange og søgt kompagniskab med andre driftige folk, flyttede firmaet 1846 ud i den såkaldte ”Kjerulfske Have i Overgaden neden Vandet.

Samtidig havde firmaet antaget navnet Burmeister & Baumgarten, hvor første part stod for mekanikeren Carl Christian Burmeister.

Det oprindelige maskinværksted blev i 1847 forøget med et jernstøberi. I 1860 blev hele 450 beskæftiget under seks værkførere. I 1861 trådte Baumgarten ud af firmaet, men den engelsk fødte William Wain blev i 1865 optaget som ny partner.

Foruden produktion af dampmaskiner blev skibsbyggeriet af stigende betysning. I 1872 anlagde man et skibsværft på Refshaleøen. Firmaet fik også ordre på konstruktion af Knippelsbro.

I 1912 løb verdens første dieselmotorskib-Selandia-af stablen hos Burmeister og Wain.

 

Christianskirken

For enden af Strandgade ligger Christianskirken opført af Eigtved i 1754 til Christianshavns tyske menighed. Dengang var det under navnet ”Tydske Friederichs Kirke.

Modsat deres tyske brødre inde i København, som siden 1575 havde deres egen kirke, Skt. Petri, stod tyskerne på Christianshavn uden. Man havde derfor måttet dele Vor Frelser med dens danske menighed. Den tyske forsamling følte sig ”lille og foragtet”, eftersom dens gudstjenester blev henlagt til selve middagstiden.

I 1749 havde 41 fremtrædende medlemmer henvendt sig til Frederik den Femte om tilladelse til at bygge deres egen kirke. Kongen gav tilsagn med en byggegrund samt tilladelse til afholdelse af lotteri.

 

Lotterikirken

Efter dette kaldtes kirken i folkemunde for ”Lotterikirken”. Dengang lå byggegrunden omgivet af krudtlaboratorier, sukkerraffinaderier, skibsbyggerier og oversøiske kompagnier. Og på selve pladsen havde man i ti år forsøgt sig med saltproduktion. Dette måtte dog opgives grundet svigtende afsætning.

Eigtved nåede ikke at se det færdige resultat. Tegningerne blev afleveret et år, før sin død i 1754. En træmodel blev også fremstillet. Den er faktisk bevaret den dag i dag, og den kan beskues på Københavns Bymuseum.

 

Udgifterne bekymrede Byggekommissionen

Ifølge det første budget ville bygningens gravhvælv, mure og tag koste omtrent 50.000 rigsdaler. Inventar som alter, prædikestol, bænke, orgel samt indvendig dekoration beløb sig til 10.000 rigsdaler. Udgifter til tømrer-, murer-, og stenhuggerarbejde m.m. blev fastsat til 6.700 rigsdaler. Udgifterne bekymrede byggekommissionen. Men statsrådet godkendte det.

Men man undlod dog at opføre spiret i første omgang. Dengang var det normalt med gravlæggelser under kirkegulvet. Eigtved var praktisk og samlede alle gravnedlæggelser i en stor kælder med adgang udefra.

Det er en rokokobygning med spiret er nyklassisk. Spiret blev opsat af Eigtveds svigersøn, G.D. Anthon i 1769.

Allerede i slutningen af 1700-tallet blev den tyske menighed mindre. Men afgangen af medlemmer blev noget opvejet, da den tysktalende del af Københavns garnison i 1819 blev flyttet hertil. Det skete fra Garnisons Kirke.

 

En meget dårlig økonomi

I 1831 var økonomien særdeles dårlig, så kongen tillod, at der blev foretaget en indsamling i København såvel som i Hertugdømmerne. Trods dette måtte menigheden afhænde præsteboligen i Wildersgade.

 

I 1901 som dansk sognekirke med det nuværende navn

I 1899 blev kirken en dansk sognekirke. Efter en restaurering blev den i 1901 åbnet under sit nuværende navn.

Kirkegården nu er udlagt som park. Fra 1832-39 brugte Grundtvig kirken til aftengudstjenester.

 

Dengang Asiatisk Compagni var en blomstrende forretning

Vi burde nok lige have dvælet lidt længere på Asiatisk Plads, der som bekendt ligger mellem Strandgade og havnen. Og det er efter Asiatisk Compagni som lå samme sted fra 1732-1843. Det blev stiftet den 12. april 1732.

Modsat så mange andre handelskompagnier i 1700-tallet, blev dette en blomstrende forretning. Man havde ansvar for driften af de danske kolonier i Indien. Historikeren Hans Gram skriver således den 5. september 1744 til gehejmeråd C.A. Plessen, at der ikke var tilrådeligt at sælge aktier i kompagniet før end skibet fra Trankebar var kommet hjem. Jo man holdte skam også nøje øje med de andre kolonimagter.

Der var masser af økonomisk formået, således kunne kompagniet betale alle udgifter til Salys rytterstatue af Frederik den Femte.

 

Nyt Asiatisk Compagni

I 1772 blev Asiatisk Compagni omdannet til Nyt Asiatisk Compagni. Samtidig blev den ostindiske handel frigivet. Selskabet bevarede retten til al handel på Kina. I 1777 overtog staten Nyt Asiatisk Compagnis ejendomme i Indien. Blandt de varer som kompagniet hjemførte var fra Kina:

• Te, sago, kina-rod og rabarber

Fra Indien var det:

• Salpeter, peber, sago, indigo, katun og bomuldstrøjer

På grund af den stigende konkurrence fra englænderne og andre forhold måtte kompagniet lukke i 1843.

 

I Lille Strandstræde

Og når vi nu hører om Asiatisk Compagni, så skal vi da lige forbi Lille Strandstræde 14. I forhuset er der rester af en bygning fra 1600-tallet. Den nuværende facade er fra 1773 – 76, da ejendommen blev ombygget for brigader William Halling. Og det er netop denne mand, der er skyld i vores besøg.

Han var en legendarisk person i datidens København. En tid var han direktør for Asiatisk Kompagni, men ellers tilbragte han meget af sin tid på godset Dronninglund, som han havde erhvervet fra grev C.H.G. Moltke ved byttehandel.

Her i den vendsysselske var han en ren plage for bønderne.

 

Kilde:

• Se Litteratur København (under udarbejdelse)
• Se Litteratur Christianshavn (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Amager- Læs her på www.dengang.dk

• Christianshavn-for længe siden
• Gamle huse på Christianshavn
• Anekdoter fra det gamle Christianshavn
• Christianshavn-dengang
• Dragør og Store Magleby-dengang
• Lodsen fra Dragør
• Amager-for længe siden