Denne artikel er delt i to – indenfor og udenfor voldene. Amagerbønderne skulle tage færgen, for at komme til København. Kongen faldt i vandet, han overlevede, det gjorde redningsmanden ikke. Der skulle skabes en handelsby og en fæstning. Og svenskerne forsøgte gang på gang. Fæstningen bestod sin ilddåb. Men handelsbyen blev først en succes med 100 års forsinkelse. Privilegier hjalp ikke. Christianshavn oplevede ikke den store til strømning i 1850erne.

 

En sønderjyde og en nordmand

Åh den skønne bydel Christianshavn. Det var der, min afdøde kone indtog en nedlagt kasserne sammen med Jacob Ludvigsen og andre. Det var der jeg gik rundt med skønne Ranveig fra Norge, og viste hende bydelen, selv om jeg dengang ikke anede noget om denne skjønne bydel. Vi sad inde i de hyggelige værtshuse og talte med de lokale. De var meget imponerede over at tale med en nordmand og en sønderjyde.

 

Le Reves fra 1329

Omtrent fra midten af Amagers nordkyst, der løb i nordøst – sydvest strakte sig en lille halvø ud i strømmen mellem Amager og Sjælland, omtrent lige mod nord. Fjorden eller indskrænkningen fra Kongedybet, som skilte halvøen fra Amager var snæver, men skar sig så langt ind, at halvøen kun ved en smal hals, var fast med det øvrige land.

Omtrent i højde med Københavns Slot delte halvøen sig tre odder eller tunger. Den midterste sendte den ud i strømmen i retningen af det sted, hvor senere Børsen blev bygget. Den anden løb ud mod nord, var et lille stykke synlig over vandet, men dukkede så pludselig langt ud mod nord.

Den var nu let at spore ved en mængde store sten. Ved blot den mindste kuling var her smult vand. Fra gammel tid kaldtes grunden Rævshalen. Den nævnes i en fransk brev fra 1329 le Reves. Og den har i mange år ydet beskyttelse for skibene i Københavns Havn.

 

Færgebroen til København

Den tredje udløber fra Amagers nordspids strakte sig ud imod sydvest, men forsvandt straks under vandets overflade og dannede en farlig forhindring for sejladsen mellem Sjælland og Amager. For at advare skibene i tide satte Christian den Fjerde sømærker .

Det var den midterste tunge, der fik den største betydning. Ved en dæmning blev den forlænget ud i strømmen. En færgebro blev lagt i enden. Ad denne ode og denne dæmning, der senere blev til Brogade, kørte amager – bønderne deres grøntsager m.m. ud til færgebroen. Derfra blev produkterne ført over til Kibbernæs på Københavner – siden. Det var omtrent over for Holmens Smedje, senere Holmens Kirke.

Denne færgebro er den første Amagerbro. Således blev den kaldt allerede i 1565 i anledning af en ulykke, da Frederik den Anden faldt over bord fra et skib under Amagerbro. Hans nåde kom lykkelig og vel på, men det gjorde hans redningsmand Jørgen Brade ikke. Han blev selv derover ilde faren, og døde et par dage efter. Andre kilder berettede at kongen var fuld, og det var derfor, han var faldet i vandet.

 

En bred Strøm

Strømmen mellem Amager og Sjælland var langt bredere end nu. Senere blev der fyldt op på begge sider. Og ofte blev det til noget værre ælte.

Dengang lå København blottet for fjenderne. Holmen med skibsværfterne, den ikke altid kampberedte flåde udenfor havnen, der førte lige ind til byens hjerte, Tøjhuset med det store forråd af våben og ammunition, og endelig var det selve Københavns Slot. Faldt Amager i hænderne på en fjende, der rådede over en nogenlunde kraftig flåde, kunne det se alvorligt ud for København.

 

En ”Christianshavner”  skat

Den 4. juli 1618 udskrev Christian den Fjerde en skat over hele landet “eftersom vi naadigst have for godt anset her paa vort Land Amager en Befæstning at lade forfærdige, vor Skibsflaade, Tøjhus, Slottet og den gamle By, som største Magt paaligende er, til Defension og Forsikring”

 

Store ambitioner

Det nye anlæg på Amagers nordkyst blev ikke blot en befæstning, men tillige en handelsstad. Den mangel på bolværksplads, som handelen led så meget under i København, skulle der nu rådes bod på i den nye by. Kongen gik på med krum hals. Hans forbilleder var Hamborg og Amsterdam. Det var åbenbart kongens plan, at store skibe skulle kunne lægge til bolværket langs Strandgade og losse der, hvorfor den på den ældste grundtegning over Christianshavn angivne vold mellem de to halvbastioner mod nord og syd ud til strømmen aldrig blev udført.

Mindre skibe, pramme og både skulle gå ind i kanalen og losse der. Købmandsgårdene skulle have deres hovedbygninger ud til Strandgade og Nedergade, men deres pakhuse ud til Kongensgade (senere Wildersgade) ad hvilken varerne så kunne transporteres ud i byen.

Den nye by blev således begrænset af den lige kystlinje mod strømmen og i øvrigt de fem sider af en regelmæssig ottekant. I midten lå Torvet som en firkantet udvidelse af Torvegade mellem Overgaden og Dronningensgade. Og den samme regelmæssighed som udmærkede gadeanlægget, viste sig igen i befæstningsanlægget. På hver side af Amagerport lå en bastion.

 

Fæstningsværkets ilddåb

Fæstningsværkerne blev lige som byen selv for en stor del opført på opfyldning på nord – vest – og sydsiderne. Men da graven blev ført igennem på landsiden fra Elefantens til Panterens Bastion, blev halvøen forvandlet til en ø, der kun ad broen fra Amagerport ud over en Lynette i fæstningsgraven fik forbindelse med sin moder-ø.

Christian den Fjerdes volde fik deres ilddåb under Svenskekrigen 1658 – 1660. I 1536 havde Christian den Tredje først måtte gøre sig til herre over Amager, Københavns Spisekammer.

I eftersommeren 1658 havde den svenske konge Carl Gustav samme bevæggrund til at angribe øen. Men det første forsøg blev tilintetgjort ved Helts og Bredals raske angreb på de svenske
angreb på de svenske skibe natten til den 25. august. Efterhånden som belejringen trak ud og muligheden for at hollænderne kom København til hjælp blev det i stigende grad nødvendigt for svenskerne, at få Amager i sin magt.

 

Svenskerne blev drevet på flugt

Den 8. oktober 1658 iværksatte svenskerne et voldsomt angreb. Samtidig gik kong Carl Gustav i land ved Dragør. Helmers Bastion stod for fald. Et par tusinder svenskere blev landsat, og en skare på 300 ryttere fra Småland nåede helt ind under Udenværkerne foran byen. Men pludselig blev Amagerport åbnet. Nu drønede Ahlefeldts og Gyldenløves ryttere med Kong Frederik i spidsen mod svenskerne.

De blev tvunget til at tage flugten tilbage til Dragør. Der stod den svenske konge og den berømte Wrangel og tog imod. Men heller ikke her kunne svenskerne holde stand. Den svenske konge kunne takke sin hurtige hest for, at han ikke blev taget til fange. København holdt stand. Men fra Christianshavns Vold så man ikke længere ud over et frugtbart land. Store dele af Amager var sat i brand.

I december 1658 begyndte det at fryse hårdt. Svenskerne forsøgte flere gange over isen, at erobre voldene. Men Frederik den Tredje havde en hensynsløs kommandant Adolph Fuchs, der sørgede for, at holde våger åbne. Han lærte artilleristerne at betjene kanonerne rigtigt og tage ordentligt sigte. Svenskerne fortsatte deres angreb, blandt andet med Stormen mod København den 10. – 11. februar. Og den 19. januar kom hele 10 afdelinger tropper over isen til Amager.

Natten mellem den 9. og 10. februar forsøgte Carl Gustav at trænge ad isen med den lille fregat Højenhald og en pram. Det lykkedes for danskerne, at få prammen sat i brand. Og svenskerne blev beskudt, så de måtte opgive videre fremfærd. Natten efter forsøgte svenskerne igen. Mange af dem gik gennem isen. Tre gange forsøgte de at indtage volden.

 

Dyrt arbejde

Den to årige belejring havde åbenbaret manglerne ved fæstningerne. Dette blev taget med i overvejelserne, da Christian den Femte arbejdede videre med fæstningsanlæggene. Den 9. maj 1685 blev begyndelsen gjort med at føre Christianshavns Vold igennem Stranden ud til Toldboden. Det var et meget stort arbejde, der her blev påbegyndt. Og det var dyrt, både hvad angår penge og menneskeliv. Således døde mange udkommanderede soldater under arbejdet.

Det første land, der blev dannet var Nyholm. Her kunne vagten etableres efter to års arbejde. Og efter yderligere to år blev her etableret et skibsværft. Selve voldlinjen var efter fire års arbejde kun 2 – 4 alen over vandet. Men i 1692 syntes værket, at være fuldført. Den nye vold stødte sammen med den gamle ved Løvens Bastion. Herved fremkom et ejendommeligt knæk.

Efterhånden dukkede de forskellige holme op. Disse blev optaget af Orlogsværftet.

 

Bombardering – uden virkning

Den
20. juli 1700 ankrede en forenet engelsk – hollandsk –  svensk flåde på 61 linjeskibe og en mængde mindre fartøjer op på Københavns Ydre Red og ned gennem Kongedybet. De ville tvinge Frederik den Fjerde til at standse fjendtlighederne mod Hertugen af Holsten – Gottorp. Dagen efter bombarderede de den danske flåde, som lå på reden. Men det havde dog ikke den store virkning. Så fik det nye fæstningsanlæg en omgang. Det var Christianshavns Volds nordlige del, Quintus, Charlotte Amalie og Frederiks Bastion det gik ud over.

Men den 26. juli fra morgenstunden begyndte bombarderingen af byen. Enkelte bomber faldt yderst i Strandgade. Men bombarderingen forvoldte ikke megen skade. Atter en gang havde fæstningsanlæggene holdt stand.

 

Tilstrømningen udeblev

En lang fredelig periode fulgte. Svanerne og ænderne fik lov til at yngle i gravene uden for voldene. Sivene voksede omkring krudttårnene. I en lang årrække var Christianshavn et fint kvarter med en velhavende befolkning. Her havde mange kendte adelsfamilier deres bolig. Her lå det magtfulde Asiatisk Kompagni, og her havde de islandske købmænd deres domicil.

Alle de gamle bolværker, dokker og oplagspladser mistede dog efterhånden deres betydning, især efter at anlægget af Frihavnen længere nord på var færdig.

Når man tænker på, hvor stor tilstrømningen var til bøde Nørre – og Vesterbro, så var det ikke meget gang i Christianshavn. Således havde bydelen i 1860 kun en befolkning på 17.000, i 1895 20.000 og i 1911 kun 19.000.

 

Inden for Voldene

Hvis vi nu kigger inden for voldene, så viste det sig hurtig at hovedstaden led af pladsmangel. Det Islandske Handelskompagni og Det Grønlandske Kompagni var blevet dannet. Børsen blev bygget på den lange smalle dæmning med losse – og ladeplads på begge sider.

Christian den Tredje skænkede borgerne Grønnegaards Havn. Det var egentlig en bugt på Amagers nordvestkyst, der skar ind syd for den nuværende Lille Torvegade. Her kunne borgerne lægge deres skibe op om vinteren.

 

Privilegier

Men egentlig var det en gammel tanke, der tog sin begyndelse, da Christian den Fjerde i december 1617 sluttede kontrakt med ingeniør Johan Semb om anlægget af en den ny handels – og havneby. For at skaffe folk til den nye by, udstedte kongen den 15. april 1619 privilegier for nybyggerne. Enhver som havde indtaget en grund – som vel og mærke skulle opfyldes, fik skøde på den til evig arv og ejendom uden jordskyld, tolv års frihed til besejling af kongens og rigets havne uden told eller afgift, tolv års frihed for udførselstold. Dog skulle man på grundstykket opsætte en god købstads – bygning.

Det måtte have været en lidt besynderlig oplevelse, da køberne skrev under. For de fleste grundstykker lå endnu under vand. Da kontrakterne var underskrevet udarbejde man et kort. Det var ikke et kort, som beskrev, hvordan det så ud i 1619, men som det kom til at se ud, når alle grundene var opfyldte.

 

Mikkel Vibe

Københavns storkøbmænd og skibsreddere var de første, der skrev under. Og også syv adelsmænd var blandt de første. De havde selv skibe i søen og havde interesser i de københavnske handelsselskaber. Strandgade var meget eftertragtet. Den skulle ikke bebygges på den vestlige side. Så her kunne man have sit skib liggende næsten ude foran fortovet.

Den københavnske borgmester Mikkel Vibe, en af byens mest driftigste købmand var den absolut første, der fik skøde på den nuværende grund Strandgade 30 og 32. Straks søgte han tilladelse til, at sine pramme og både kunne lægge til ved bolværket lige over for hans ejendom.

 

Knippelsbro

Christian den Fjerde havde straks i 1618 taget fat på opførelsen af den lange Amagerbro. Lige nord for broen, der allerede var færdig efter to års forløb, blev Toldboden bygget. Det var et hus med højt tag. I underste stokværk var der antagelig oplagsrum. Her var der nemlig ingen vinduer. Snart gik denne bygning i privateje. I hvert fald tilhørte den fra 1633 en mand ved navn Hans Knip. Han var rådmand på Christianshavn. Han havde besørget færgefarten over Strømmen, inden broen var færdig. Senere holdt han opsyn med broen.

Egentlig troede de visse historikere, at Knippelsbro var opkaldt efter denne rådmand. Men det hed den fordi kørebanen var belagt med rundtømmer eller knipler.

 

Ikke gang i bebyggelsen

Af en synsforretning fra 1635 fremgår det, at der kun var blevet ganske lidt på Christianshavn. De allerfleste grunde lå endnu øde og ubebygget hen. Mange var stadig under vand. Christian
den Fjerdes deltagelse i 30 – års – krigen havde ikke været heldigt for dansk søfart og handel. Og såvel kongens foretagsomhed som handelsstanden syntes lammet efter krigen. Adelsmændene skaffede sig af med deres grunde på Christianshavn. Ja selv statholderen, Frantz Rantzau solgte i 1630 sin grund. Og denne grund var endnu ikke bebygget i 1635.

Men Christian den Fjerde var ret så initiativrig. Den 7. juni 1639 fik lensmanden Niels Trolle ordre til straks at gå i rette med alle, der ikke inden “Aar og Dag” ikke var begyndt at bebygge sin grund.

 

Eget våben og Magistrat

Christianshavn fik sit eget våben og egen magistrat. Den fik løfte om indlæg af fersk vand, kirke og præst. Ingen håndværkere skulle besværes med skrå eller lav. Men længere varede friheden dog ikke, for de reformerte og jøderne skulle søge speciel tilladelse for at slå sig ned på Christianshavn.

Kongen befalede dog, at lensmanden skulle udvise den største sparsommelighed derude. Men stedet fik en foreløbig kirke. Indtil der kom bedre tider måtte man nøjes med en træbygning på 60 alens længde. Den menes at have ligget øst for den senere Frelserkirke. Men det varede længe, inden der kom bedre tider. Kanalen, der skulle have ført skibenes last ind i hjertet af byen, sandede til lidt efter lidt.

I hele det 17. århundrede var kun Strandgade beboet af store handelsmænd og skibsreddere. Nord for Bådsmandsstræde, som dengang hed Voldgade havde Claus Condevin, der drev hvalfangst i Norge – havet. Siden gik det over til Saltkompagniet og den store handelsmand, Jokum Irgens.

 

Indlemmet i København

Kongens ide var god nok. Men det blev kun småt med Christianshavns handel og søfart. Naboskabet blev til mere skade end gavn. I 1650 beklagede Københavns Magistrat sig i høje toner over, at Christianshavn tager næring fra København og volder byen afbræk på mange måder. I 1670 blev blev Christianshavn indlemmet i København. Endnu i 1680 lå omtrent en tredjedel af Christianshavns grunde og ubebygget hen.

Fæstningsværkernes udflytning mod syd under Frederik den Tredje og mod nord under Christian den Femte fik nogen særlig betydning for Christianshavn som by.

Grunden for enden af Strandgade, hvor nu Christianskirken står, blev opfyldt omkring 1673 af feltmarskalken Hans Schack. I 1676 blev grunden købt af kongen som på en del af grunden byggede laboratoriet. Men det sprang i luften i både 1679 og 1683.

 

Der kom liv på Christianshavn

Griffenfeld havde ellers store planer med Christianshavn. Dette fremgår af Resens kort af 1674, hvor der inden for volden på Rævshalen vises tre store velbyggede holme, skilte ved sejlbare kanaler, Marsvins -, Hvalfiske-, og Sværdfiskekanal. Der var indtegnet broer og gader. Den skønne plan fik kun virkelighed på papiret. Men der kom liv på Christianshavn. Og det kan vi takke den dygtige og driftige handelsmand, Anders Bjørn for. Han fik i 1735 tilladelse til at opfylde den store grund mellem Christianshavns Kanal og Trangraven, som senere kom til at hedde Wilders, Krøyers og Grønlandske Handels Plads. Men oprindelig hed det faktisk Bjørns Plads. Her blev der indrettet det største skibsbyggeri, som København endnu havde set.

Også  på den anden side Amagerbro på en del af Lehns Plads, der senere blev ejet af Vestindisk – Guineaiske Kompagni og Bjørn, var der gang i den. Bjørn nåede fra 1735 til sin død i 1750, at bygge 50 skibe, deriblandt et orlogsskib med 44 kanoner.

 

Ikke så borgerligt på Christianshavn

Efter Bjørns død kom den nordligste del af Bjørns Holm til Det Kongelige Handelskompagni senere Grønlandske Handel, mens den sydlige del kom i hænderne hos Wilder, far og søn. Masser af skibsværfter fulgte. Christian den Fjerdes havneby blev realiseret med over 100 års forsinkelse.

Købmandsgårde rejste sig. Overalt hørtes der larm fra skibsværfterne og søfolkenes banden og opsang. Rigt-lastede skibe strøg ind til bolværkerne. I Asiatisk Kompagnis pakhus blev der losset kostbare silketrøjer. Fint porcelæn dukkede op fra Kina – farerne.

På Christianshavn var luften mere frisk, her duftede det af tjære, og her var det heller ikke så borgerligt og stift. Her var saltvandsduft, vimpler og flag. Man kunne mærke den store verden. I de gyldne tider strøg masser af rigdom gennem Christianshavn.

 

Den gyldne tid var forbi

Men de gyldne tider varer sjældent ved. 1807 ødelagde det hele. En masse skibe og deres værdifulde last blev opbragt af englænderne. Og de få, der slap væk blev offer for skibrud. Pludselig
var der blevet stille på Christianshavn. Det var stilhed på pladserne, det var stilhed i kanalerne. Stormen blæste de store huse over ende. Men det første danske dampskib, Frederik den Sjette blev bygget på Christianshavn. Den første dampmaskine og det første jernskib var også blevet bygget herude.

Baumgarten og Burmester byggede så mange skibe herude. Prøv at gå en tur den dag i dag på Christianshavn. Det er bare skønt. Eller gør som Ranveig og jeg gjorde den dag for adskillige år siden. Snak med de lokale.

 

Kilde:

• Litteratur København(under udarbejdelse)
• Litteratur Amager (under udarbejdelse)
• Litteratur Christianshavn (under udarbejdelse)

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.781 artikler, herunder 191 artikler fra København og Omegn:
• Amager – for længe siden
• Anekdoter fra det gamle Christianshavn
• Christianshavn – dengang
• Dragør og Store Magleby – dengang
• Gamle huse på Christianshavn
• Historien om Københavns Havn
• Lodsen fra Dragør
• København– dengang

 

Redigeret 27 – o9 – 2021