Der var mange Børne – og Tugthuse, også på Christianshavn. På et tidspunkt mente kongen, at man kunne tjene på disse. Men den gik ikke. De produkter man fremstillede, var ikke af god kvalitet. Omkring 1790 kunne man ikke gå mange skridt før man mødte en tigger. Man skelnede mellem de værdige og de uværdige, og det gjorde man også når straffen skulle fastsættes. Fattigfogederne var meget upopulære og blev konstant overfaldet.

Den Katolske Kirke tog sig af forsorg

 

Før reformationen var det den katolske kirke, der stod for forsorgen af de fattige børn og deres forældre. De vandrede rundt i Københavns gader og ernærede sig ved tiggeri. Da reformationen kom i 1536, mistede den katolske kirke næsten hele deres formue. Den blev beslaglagt af kongen. Den Lutherske Kirke kunne ikke tilbyde det samme. Og det omfattende tiggeri irriterede det bedre borgerskab.

Før havde også de såkaldte Skt. Jørgens Gårde og klostre taget sig af de nødlidende. Men de var der ikke mere. De nye hospitalers kapacitet var begrænsede.

 

Løsgængeri var en kriminel handling

Løsgængeri blev anset som en kriminel handling og skulle straffes. Igennem retslige tiltag havde kongemagten forgæves forsøgt at regulere de sociale forhold for landets fattige, således også løsgængerne.

 

De værdig trængende

Kongemagten sorterede de trængende. Man havde de værdigt trængende (syge og gamle). De var berettiget til at tigge i deres lokalområde. Udvalgte borgere blev bedt om at kontrollere disse og varetage udstedelsen af tiggertegn til de værdigt trængende.

 

De uværdige

De uværdige fik ikke tildelt tiggertegn og var dermed afskåret fra at modtage hjælp fra lokalsamfundet. Med lokalsamfundets afvisning, var disse løsgængere tvunget til et liv på landevejene. De uværdige kunne desuden bortvises fra lokalsamfundet. Hvis denne engang var bortvist, kunne hver mand så lægge bånd på vedkommendes arbejdskraft.

De første eksempler på tvangsarbejde kan påvises i et brev fra 1566. Heri beordres lensmændene på Sjælland, at sende 100 ”stærke og ledige” til at arbejde på Holmen i København.

De uværdige blev indfanget og sat til bygnings – eller fæstningsarbejde, flådebyggeri på Bremerholmen eller på ”Jagter eller Galejer”.

 

Tugt – og Børnehuset fra 1605

Christian den Fjerde oprettede Tugt – og Børnehuset helt tilbage i 1605. Det nye etablissement skulle medvirke til at komme betleri og trygleri til livs. Løsgængere skulle

• henordnes og indtages og siden lære et haandværk, hvormed de deres brød kunde fortjene.

 

Det første tugthus i Farvergade

Det første Tugthus blev installeret i Farvergade. Ja faktisk lige der, hvor Vartov nu ligger. Men allerede året efter blev det hele flyttet til mere rummelige lokaler i Lille Helliggejst. Her udviklede tugthuset i et væld af lokaler og værksteder i alle Helligåndshospitalets bygninger mellem Helligåndskirken og Gråbrødretorv.

Denne institution må opfattes som den første danske statslige anstalt beregnet op at fuldbyrde frihedsberøvelse som en selvstændig offentlig straf.  På den måde at personen holdtes fængslet på en bestemt tid. Fra midten af 1500 – tallet blev det almindeligt at anvende strafarbejde ”i jern” på Holmen (se vores artikel I Bremerholms Jern).

Et Tugthus var oprindelig tvangsarbejderhus for tiggere og usædelige

 

Opfordring til lensmændene

Da tugthusindretningen i 1609 endelig havde taget form udstedtes en forordning om, at lensmændene skulle være mere energiske og sende så mange lediggængere, løse drenge og kvinder som muligt. I den kommende tid strømmede lemmere ind fra alle landets egne, ja helt fra Norge. De blev så fordelt mellem værkstederne.

Et bevaret regnskab fra 1606 viser, at Tugthuset nærmest formede sig som en håndværkerskole, men dog inden for et stærkt begrænset område, tekstilerne. Ja Tugthuset blev landets første egentlige Tekstilmanufaktur.

Virksomheden startede under beskedne former i Farvergade, hvor der i 1606 nævnes 44 drenge under ledelse af to vævere og perlestikkere. I 1607 forøgedes antallet med to, en possementmager og en tripmager. Og samme år oprettedes et mindre oplæringsprojekt for små piger i at spinde. I 1608 kom der yderligere fire, en uldbereder, en vantmager (klædemager), en tapetmager og en hatstafferer.

 

26 mestre blev ansat

Efter udvidelsen i 1609 var det slut med de små forhold og de nationale håndværkstraditioner. Pludselig var der hele 26 mestre. Det kunne se ud som om, at mestrene var akkordlønnede.

Ja fra 1611 blev der også her indsat kvinder. Børnehuset blev indrettet i en særskilt bygning samme sted. I 1619 raserede pesten og Tugthuset blev midlertidig lukket. Egentlig havde man beregnet, at der skulle ligge 2 – 3 børn i hver køje, men det reelle tal var snarere 4 – 5 børn. Dette øgede i høj grad smittefaren, når epidemier raserede.

 

Næsten straffeanstalt

I 1620 blev også personer, der var dømt for uærlige gerninger indsat. Anstalten havde fået karakter af Straffeanstalt.

Efter pestepidemien udsendte Christian den Fjerde i året 1621 en forordning, hvorefter institutionen blev opdelt i et regulært tugthus og et børnehus med et mere pædagogisk sigte. Forordningen stillede nogle klare retningslinjer op om den daglige drift:

• Rentemesteren (forvalteren havde det overordnede opsynsansvar, mens fogeden stod for den daglige drift
• Fogedens pligter var at holde orden, holde stedet rent, sikre bespisningen og beklædningen af de ansatte, undgå svind (holde vinduer og porte lukket) holde opsyn med de ansatte og produktionen samt straffe ved udeblivelse eller hvis produktionen ikke levede op til de fastsatte rammer.
• Præstens prædiken og børnenes undervisning
• Skriverens ansvar med at holde regnskab med inventar, fremskaffelse af nyt inventar og materialer til produktion af tekstiller.
• Arbejds – og Lærertider
• Kostens sammensætning.

 

Menukortet

Der var hele 30 punkter, som rentemester Kristoffer Urne (se under Aabenraa, da har vi beskrevet denne berømte familie) skulle forholde sig til. Intet var overladt til tilfældighederne, således også madplanen:

Søndag til Middag, Flesk, Kaal, til Aften: Kiød, Grøed

Mandag til Middag: Islandsfisk, Kaal, til Aften: Sild, Grøed

Tirsdag til Middag: Kiød, Kaal, til Aften: Smør och Ost, Grøed

Onsdag til Middag: Bergefisk, Kaal, til Aften: Smør och Ost, Grøed.

Torsdag til Middag: Kiød, Kaal, til Aften: Sild og Grøed

Fredag til Middag: Sild, Kaal, til Aften: Smør och Ost, Grøed

Lørdag til Middag: Islandsfisk, Kaal, til Aften: Smør och Ost, Grøed.

Ja og så skulle børnene tre gange om ugen have sennep og to gange eddike. Til frokost på alle hverdage, øl og brød, varmt elle koldt alt efter årstiden.

 

Flydende overgang fra social forsorg til fængsel

Det var dengang, at der nærmest var en flydende overgang mellem socialforsorg og fængselsvæsen. Her havde man et sted, hvor man under et tag kunne anbringe forældreløse, ulydige og vanartede børn. Det har dog næppe været nogle rollemodeller som de voksede op iblandt. Rundt omkring Børnehuset havde man anbragt byens arbejdssky elementer, drukkenbolte, tyve og løsagtige kvinder, som politi og vægtere ustandselig pågreb for kønsforbrydelser.

 

700 lemmer i Tugthuset

I 1622 var der hele 450 lemmer, og det tal steg i 1625 til 700 personer. Hele 11 specialværksteder kunne Tugthuset præstere. Pesten vendte tilbage i 1629, og da den først tre år senere havde sluppet sit tag, var der i alt 621 døde børn alene i Børnehuset.

Det var en mangeartet produktion, man efterhånden kunne fremvise – skomageri, skrædderi, linnedsyning, knytning af fiskenet, samt fremstilling af inventar og produktionsmidler. I 1613 producerede man 468 stk. klæde. Men tugthusets afsætning til private var dog forsvindende lille. Praktisk talt gik det hele til det kongelige klædekammer. Ja man fremstillede også selv tugthus – klædet. Ja kronen var også en stor aftager af dette tugthus – klæde. Det gik til bådsmændene og skibsfolkene på Bremerholm.

 

Tugt – og Børnehuset overlevede ikke

Tugt – og Børnehuset overlevede ikke kongen i mange år. Huset skabte bekymringer og vanskeligheder. Kongen var misfornøjet med tilsynsmændene. Underskuddet voksede efterhånden. Det blev nedlagt som manufakturfabrik og dets bygninger solgt i 1650.

 

Klædemagere på Ladegården

Som en slags erstatning for dette, fik 50 landflygtige bøhmiske klædemagere i 1653 lov til at slå sig ned på Kongens Ladegård. De fik selv lov til at sælge deres klæde til forbrugerne, og fik skattefrihed i 20 år.

Men lederen af de bøhmiske klædemagere klagede til kongen over, at de ikke kunne skaffe sig folk til at udføre spindearbejdet, skønt der gik store og stærke betlere på gaden. Kongen beordrede derefter Magistraten og fattigforstanderne til at skaffe ham det fornødne antal.

 

En gård på Christianshavn

I 1662 blev Børnehuset genoprettet, nu på Christianshavn. Ideen var at huset skulle producere klæde til hær og flåde. Men først i 1665 var man egentlig klar til en større produktion.

Kongen havde foræret en gård på Christianshavn til brug som Børnehus. Det vides ikke helt præcis, hvor denne gård har ligget. Men stedet blev også brugt som straffeanstalt for voksne, som var dømt for letfærdighed eller tyveri. En senere udvidelse bestod i en bygning ud mod Skt. Anna Gade (Nu Sankt Annæ Gade). I 1740 opførtes den nye anstalt ud mod Christianshavns Torv.

Man gjorde sig stadig større anstrengelser med rekruttering af voksne, tiggere, tyve og andre forbrydere, der undgik galgen. Fra 1668 kom også de berygtede kvinder.

 

Både Børnehus og Straffeanstalt

Børnehuset blev tvedelt. Det var ikke blot en industriskole for forældreløse børn og fattige, men nok så meget en straffeanstalt, hvor voksne lovovertræder indsattes for livstid eller på åremål. Anstalten voksede hurtig stor. I 1667 fandtes der, over 320 personer, som holdes til ærligt haandværk at lære. Året efter omtales det, at 400 personer skulle være i institutionen. Dette betød en fuldstændig overfyldning af begrænsede lokaler.

Kravet var udvidelse og tilførsel af ny kapital. Opførelsen af en ny fløj i 1669 betød absolut en forbedring. Pengene kom fra fattigmidlerne.

 

Det kneb med kvaliteten

Produktionen blev aftaget af militæret, men det vakte nu ikke begejstring. Officererne viste stor modstand og uvilje. De mente, at det kneb med kvaliteten. I 1671 mente fire oberster, at man skulle overholde prøvekvaliteten.

Man besluttede også, at huset skulle levere klæder til de lærde skolers fattige peblinge. Det kneb gevaldig med den private afsætning. I 1673 fik det københavnske købmandskompagni et alvorligt tilhold om at bestille klæde fra Børnehuset for at fremme dets industri. Samtidig indrømmede regeringen dog, at det kunne volde vanskeligheder med at opfylde købmændenes krav om kvalitet.

 

Den økonomiske tilstand miserabel

Trods tvangsafsætningen lykkedes det ikke at gøre Børnehuset rentabelt. I 1676 var dets økonomiske tilstand yderst miserabel. Man havde ingen kontanter og havde opbygget en gæld på 20.000 rdl. Direktørerne foreslog en fuldstændig ophævelse af manufakturet. En tidligere inspektør foreslog, at Børnehuset skulle reduceres. Lemmernes antal skulle ned fra 300 til 80 lemmer. Det var en yderst kraftig sanering af Børnehusets drift. Hvad der skete med de udstødte lemmer, vides ikke. Der var ingen midler til forsorg.

Hæren klagede stadig over kvaliteten. Men det så ud som om, at Børnehuset stadig var i vækst. I 1685 indberettede direktørerne, at de i kort tid havde ladet optage over 200 fattige lemmer fra gaderne. Og pludselig rummede man igen 500 mennesker.

Direktørerne klagede over, at officererne optog dem, der stak af fra Børnehuset. Atter en gang viste Børnehuset underskud. Man havde ved en offentlig auktion solgt ud af lagrene.

I 1685 blev Guldhuset i Rigensgade også oprettet som klædemanufaktur. Sammen med Børnehuset (Værkshuset på Christianshavn) leverede de klæder til hæren.

 

Opdragelseshjem for forældreløse børn

Tugt – og Børnehuset var også et opdragelseshjem for forældreløse børn. Med tiden blev det også kendt som Kvindefængslet på Christianshavn. Hjemløse børn blev oplært ideen for et bestemt håndværk. Men ak, cirka halvdelen af børnene døde som følge af sygdomme, mens cirka en femtedel flygtede.

 

Fattigfogederne var upopulære

Fattigfogederne var meget upopulære. Befolkningens sympati var oftest på betlernes side. Det skete ikke sjældent, at almuen forhindrede fattigfogederne i at pågribe de flygtende betlere. Jagten på tiggerne førte således ofte til tumulter og slagsmål.

 

Voldsomme optøjer

Disse optøjer kunne godt udvikle sig til meget voldsomme optøjer. Det gjorde således søndag den 14. januar 1714, da de københavnske fattigfogeder i Grønnegade blev overfaldet af matroser med Knive, Stenkast og blotte Kårde. En af fattigfogederne fik fem store huller i hovedet, og hans højre pegefinger blev nærmest hugget af, mens to andre blev slået blå og blodige. Af den ophidsede pøbel.

Disse optøjer blev hyppigere og hyppigere. I 1789 kom det så vidt, at

• Ingen duelige Folk til Fattigfogeder ville bekvemme sig af Frygt for de Insulter og Overfald, som de jævnligt af Pøbelen er udsatte for, når de ville efterkomme deres Pligter.

 

Imponerende bygningskompleks

Det var et ganske imponerende bygningskompleks, der blev opført ud mod Christianshavns Torv i 1740. Det skulle aflaste de gamle institutioner på Christianshavn. Efterhånden blev der gennemført adskillelse mellem tugthus og forbedringshus. Også en adskillelse af fangekategorier blev gennemført.

Fra 1742 blev anstalten udvidet med et Rasphus. Her blev Danmarks værste forbrydere anbragt. Fangerne raspede farve af farvetræ til brug i maling. Dette var en særdeles usund og snavset beskæftigelse.

I 1790 ændrede institutionen navn til Tugt -, Rasp -, og Forbedringshuset på Christianshavn. Det havde fået mere karakter af et rigtigt fængsel. Her sad også Guldhornstyven, Niels Heidenreich.

 

Man lod fattigfogeder prygle

På Almindelig Hospital berettede inspektøren i 1769, hvordan de forhadte fattigfogeder blev forfulgt af pøbelen, herunder af matroser og soldater, når de arresterede deres tiggende koner og børn. Også herskaber lod deres gårdfolk prygle fogederne.

 

Belejret af tiggere i de københavnske gader

Samme år fortælles der således, at det var umuligt at vandre i de københavnske gader, uden at belejres af Tiggere. For et skikkeligt menneske var de såre ubehageligt ikke at kunne rekreere Sindet ved den mindste Spadseretur, uden at være omgivet af disse grædende Stemmer, og tidlig og sildig at være fulgt af dem, er meget tungt.

Især en spadseretur i det velhavende Nykøbenhavn kunne i 1791 være en udmarvende oplevelse:

• Ved hver halvtredsindstyvende Skridt kan han (fodgængeren)sikkert vente at blive overtryglet af enten arbeidsføre Fruentimmer med leiede Børn paa Armene eller af skurvede Drenge, eller af halvvoksne Piger, som knibe de usle Børn de bære omkring, til de skrige, for at bevæge Folk til Medlidenhed.

 

Bøder for ikke at anmelde tiggere

Byens gader nærmest svømmede af tiggere: Afdankede soldater, svagelige gamle, vanføre, krøblinge og hjemløse børn. Ja hele søskendeflokke, hvis forældre var døde fandt ly i baggårde og kælderskakter, indtil en barmhjertig sjæl måske tog dem til sig.

I 1799 blev det fastslået, at byens husejere og kroholdere skulle straffes fra 2 til 20 rigsdaler, hvis de ikke anmeldte folk i deres husstand, de mistænkte for at være betlere.

Hvis man hindrede fattigvæsenets ansatte i at pågribe betlere, enten med Ord, såsom Trussel, Skænden eller Skælden, eller med Gerning, såsom Modstand, Dørens tillukning eller nogen anden Fortræd, kunne gerningsmanden straffes med bøder fra 10 til 20 rigsdaler eller efter omstændighederne med korporlig straf.

 

Egen lovgivning

Efter to kommissions – rapporter fandt man i 1799 frem til, at man som almissemodtagende fattig i hovedstaden overgik til en speciel lovgivning. Fattigvæsenets jurisdiktion havde hånds – og halsret over den fattige. Man havde et særligt fattigvæsens – politiret. Den eksisterede fra 1799 – 1813. Man havde også et specielt politi i dette tidsrum, som opbragte betlere.

 

Forslag: Tiggere skulle i isolation

Politiet og Fattigvæsenet var ikke enige om straffeudmålingerne. Således forslog Fattigvæsenet, at når betlere og fattige forbrydere skulle straffes for Fattigvæsenets indvortes orden foreslog man, at betler sættes i isolationsfængsel fra fire dage til fire uger første gang, han blev opbragt. Anden gang skulle det være fra otte til 14 dage, men denne gang alene på vand og brød. For tredjegangs forseelse skulle vedkommende sendes i Københavns Forbedringshus fra seks måneder til to år. Børn mellem 12 år og 15 år skulle også smage kosten, hed det sig. De skulle dog ikke i Forbedringshus bagefter. De skulle have en omgang klø med tampen og derefter hensættes et eller andet Sted til Arbeide under stræng Bevogtning.

 

En slags fornedrende forretning

Politiet var ikke meget for, at de efter 1813 skulle til at jagte betlere. Anholdelse af en tigger blev anset for

• En slags fornedrende Forretning.

 

Fangeoprør på Christianshavn

I 1817 fandt et voldsomt fangeoprør sted på Børne – og Tugthuset på Christianshavn.  Bygningerne nedbrændte. Det var Slaglille Fanden og Johannes Pedersen Vovehals, der begge var anbragt i Rasphuset, der gennem længere tid havde planlagt fangeoprøret. Men ak og ve. En medfange havde imidlertid røbet planen, og derfor endte den store fangeflugt som en ren fiasko. Men de fik da nedbrændt bygningerne. En snes stykker af hovedmændene blev i løbet af de næste par dage dømt til døden og henrettet i de øvrige fangers nærvær.

 

Et kvindefængsel, der stank af ådsler

Efter en nødtørftig istandsættelse blev de dog fortsat anvendt indtil opførelsen af kvindefængslet i 1861. Og disse bygninger havde tilhørt Københavns første veterinærskole. Det eksisterer stadig som et H – kompleks mellem Prinsessegade, Skt. Annæ Gade og Dronningensgade. Men allerede i 1870 blev bygningerne lejet af Københavns Kommune som supplerende arresthus. Grunden var i virkeligheden sundhedsfarlig og der stank af ådsler, der var nedgravet fra den tid, bygningen blev brugt som veterinærskole.

Efter at Vestre Fængsel var taget i brug, blev der i årene 1895 – 97 foretaget en tiltrængt renovering. Derefter blev stedet anvendt til kvindelige arrestanter og afsonere. I 1921 blev institutionen nedlagt og bygningen ombygget til private lejligheder. I dag fremstår de som ejerlejligheder.

 

Nedrevet i 1928

Ved Christianshavns Torv blev et helt nyt fængselskompleks opbygget i elegant regnbuestil. I 1870 ophævedes Tugt, raps og forbedringshuset.

Fra 1870 blev bygningen til Christianshavns Straffeanstalt eller bedre kendt som Kvindefængslet på Christianshavn.

Først i 1928 i forbindelse med udvidelsen af Torvegade, blev bygningen nedrevet. På grunden blev det karakteristiske gule og hvide Lagkagehuset opført. Det tidligere Børnehustorv hedder nu Christianshavns Torv. Men Børnehusbroen over Christianshavns Kanal vidner endnu om anstalten.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om andre Institutioner:

• Fattiglemmer på Ladegården
• Livet på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Martha – hjemmet, dengang
• I Bremerholms Jern
• En stiftelse på Østerbro
• De Kellerske anstalter på Nørrebro
• Et hospital på Nørrebro
• Skt. Jørgen, Helgen, Hospital og Sø
• Et Apotek i Haderslev

 

Hvis du vil vide mere: Om Fattigdom:

• Det Gamle Nørrebro og de Fattige
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro  
• Moral, etik og Fattighjælp
• Aabenraas Fattige
• Husvild i Aabenraa
• Jordemødre, Hekse og Kloge Koner
• Fattige i Tønder
• Livet på Ladegården

 

Hvis du vil vide mere: Om afstraffelse og dom:

• Den lovbeskyttede usædelighed
• I en lovløs tid
• Ribe Hekseafbrænding (2)
• Lov og ret i Aabenraa
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa
• Henrettet i Aabenraa
• Henrettet på Østerbro
• Henrettet i Tønder
• Lov og ret i Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Om Sygdom:

• Pest på Nørrebro
• Pest i København
• Syge mennesker i Aabenraa
• Den mærkelige læge fra Højer
• Sygehuse, Apoteker og læger i Aabenraa
• Sygdom og andre lidelser i Tønder og mange flere