Gabel byggede et lystslot. Prins Carl udvidede. Læs her om skandaler på Blågården. Vi skal hilse på Støvlet – Kathrine. Og så var der mange forliste industri – eventyr på Blågården. Her måtte zaren ikke bo. Kongens bror troede, at han ville stjæle.  Prins Carl havde hele 47 i sit hof, som vartede ham op. Hans kone havde kun 23. 

 

Teglgårdsmarken

På Frederik den Tredjes tid lå der helt fra Peblinge Søen til Assistens Kirkegård en stor mark, der blev kaldt for Teglgårdsmarken. Her lå byens teglgård.

 

Kongens yngling – Christopher Gabel

En af kongens ynglinge, Statholder Christopher Gabel, der også var tidligere kammerskriver og rentemester, byggede et lystslot med en mægtig have. Da teglstenene på taget var blå, ja så kaldte københavnerne slottet for Blaagaarden.

Man spørger sig selv, hvordan kunne Gabel få råd til at bygge dette slot. Han har sikkert udnyttet sin indflydelse hos kongen. Men han måtte vende sig til beskyldninger om bestikkelse. Han fik da også mange og mægtige fjender, derimellem  kronprinsessen, den senere Christian den Femte, dronning Sofie Amalie og Rosenkrantz-er  samt Ahlefeldt’ er .

 

Ikke så uddannet

I hans eftermæle efter 13. oktober 1673 stod der følgende:

• Han er ikke saa udannet, som det almindelig siges, og ser man hen til hans naturlige Begavelse, har han ingen Lige.

Gabel vidste, at hans magt stod og faldt med Kong Frederik. Han trak sig også straks, da kongen døde. I hans tid var Blågårds Have en prægtig have med mægtige lindealléer. Små pavilloner med blå tage lå spredt på grunden.

 

Prins Carl udvidede

I 1688 blev hele herligheden solgt til generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløve. Han beholdt dog kun stedet i kort tid, hvorpå den kom i forskellige
officerers besiddelse. I 1706 overtog Kong Frederik den Fjerdes bror, Prins Carl stedet.

Han udvidede grunden ved at købe jord på den anden side af søen. Det var den såkaldte “Akeisebodvænge” mellem Peblinge Søen og Farimagsvejen .Han byggede den kendte hovedbygning, Blaagaarden.

 

Lod sig dirigere af von Plessen

Prins Carl  havde mange titler, men egentlig var han en ubetydelig personlighed. Han brugte sin tid til at ride, jage og læse i pietistiske bøger. Han
beskæftigede sig med guldmageri og havekunsten. Dengang hed haven Prinsens Have. Prinsen var fuldstændig i lommen på sin hofmester og senere minister Carl Adolf Plessen. Kongen sagde engang i spøg:

• Der kommer Prins Pless med min broder Carl

 

Et stort hof på Blågården

Det var et stort hof på Blaagaarden. Prinsens søster, Sophie Hedevig tilhørte også hoffet. Hun var en meget streng pietistisk dame, der havde 23, der passede på hende. Men prinsen havde hele 47 personer, der stod for sin opvartning.

 

Utilfreds med kongens valg

Prins Carl var ellers meget godmodig, men hans søster ophidsede ham i den grad, fordi Konge Frederik havde taget Anna Sophie Reventlow til dronning. Han forlod i vrede Blaagaarden sammen med sin søster i protest over kongen. Han blev dog overtalt til at stå fadder til et af deres børn.

Ved Prins Carls  død i 1729 testamenterede han Blaagaarden til Sophie Hedevig.

 

Hjælp zaren kommer

I 1719 skete en begivenhed, der vakte røre i København. zar Peter den Store havde lovet at hjælpe mod Karl den Store. Zaren havde 20.000 russere med. de blev plantet på Hveen. Men endnu flere blev placeret på Fælleden og andre steder i København.  Der kunne de ikke gøre så stor skade. Men 4.000 blev placeret foran Nørreport.

Kongen stolede med rette ikke så meget på zaren. De danske styrker var bundet i Norge. På Københavns Slot var det ikke plads til gæsten. Kongen bad sin bror på Blaagaarden at tage sig af zaren. Men han afslog. Og det var åbenbart af religiøse grunde. Han var både ængstelig for sit fine sølvtøj og så havde zaren også fået tilføjet Barbaren på sit CV.

 

Sophie Hedevig ville ikke giftes

Det var svært at få dikteret nogen mand til den strenge Sophie Hedevig. Hun var som unge blevet tvunget til at forlove sig med arveprins Georg af Kur – Sachsen. Men han kunne ikke holde hende ud. Han hævede forlovelsen til Christian den Femtes store fortvivlelse. Hendes mor, dronning Charlotte Amalie arbejde på en forbindelse til den senere tysk – romerske kejser, Josef den Første. Men Sophie Hedevig satte sig kraftig til modværge. Andre forslag fik hende til at proklamere, at hun ville forblive ugift hele sit liv.

 

Masser af rygter

Rygterne gik dog på, at hun stod i et meget intimt forhold til sin overkammerherre Carl Adolph v. Plessen. Ja man sagde endog, at var hemmelig gift. Men hun gjorde sit gods, Vemmetofte til et jomfrueligt kloster. Men ved hjælp af et gavebrev af 9. maj 1732 skænkede hun Blaagaarden, et Sølvtaffel og en Sølvbuffet til Plessen. Denne ville dog på grund af rygterne ikke modtage gaven. Men Kong Christian den Sjette blev vred og befalede ham til at overtage gården.

 

Skulle beskytte dronningen

Carl von Plessen havde foretaget de udenlandsrejser, der hørte til adelsfolkenes dannelse. Han blev knyttet til Prins Carls og Sophie Hedevigs hof. Han havde taget parti imod Anna Sofie Reventlow. Men der var dog ingen hævnaktioner fra kongens side. På hans dødsleje fik Plessen overrakt elefantordenen og afgive et løfte om, at han så inderlig skulle skærme Dronningen og hendes Børn mod deres mægtige Fjender.

 

Plessen tog sin afsked

Plessen holdt ikke sit løfte. Han var stadig imod Anna Sofie Reventlow.Derfor gjorde Christian den Sjette ham også til medlem af Konsiliet og til overkammerherre ved Hoffet. Han var intelligent og veltalende og styrede også godserne på bedste vis.

Dronning Sofie Amalie kunne dog ikke lide Plessen. Derfor tog han sin afsked den 27. april 1733. Kongen fratog ham også sine pensioner og de sluttede med at blive uvenner. Resten af sit liv levede Plessen med at bestyre sine godser. Han oprettede også 16 skoler for sine bønder.

Omkring Blaagaarden tilkøbte han en masse jorder. Men han opholdt op sig ikke meget herude.

 

Knud Lyne overtager

Efter hans død solgte arvingerne Blaagaarden til Rahbeks fars morbroder, Knud Lyne. Han var Konsumptionsskriver og en meget velstående mand. Han solgte ejendommen videre til Christian den Syvendes yndling, Holck.  Og det er så starten til den mørke afdeling i Blaagaardens historie.

 

Holck var stråmand

Frederik Vilhelm Conrad Holck blev som ung kammerpage hos kronprins Christian (den Syvende). Denne Holck havde sikkert ikke den bedste indflydelse hos kongen. Dronningen Caroline Mathilde  måtte ikke komme med på den store udenlandsrejse og turen til Slesvig Holsten. Holck sørgde for at blive udnævnt til Gehejmeråd og Hofmarskal.

To ægteskaber gav Holck rigdom. Først med stiftamtmand Stockfleths datter, der bragte ham en medgift på 80.000 Rigsdaler. Datteren døde kort tid efter af kopper.

Han blev også gift med en datter af Grev Danneskjold – Laurvigen, et barn på 15 år. Men Holck brugte og han forstod også at få penge ud af kongen. Derfor tog han også del i kongens orgier og togter rundt om i byen.

 

Støvlet – Kathrine blev præsenteret

Det var også Holck, der havde æren af, at føre kongen sammen med Prins Georg Ludvig af Braunschweig – Beverns uægte datter, Anna Kathrine Beuthak,
der under øgenavnet Støvlet – Katrine bjergtog kongen.

 

Udskejelser på Blågården

Holck mente, at det var bedst at forlægge alle disse udskejelser ud for byen. Skuepladsen blev derfor forlagt til Blaagaarden.  Lyne ville ellers slet ikke sælge sin ejendom. Og ingen tvivl om, at det var kongen, der var den egentlige køber. Støvlet – Kathrine blev eksporteret til Hamborg i 1768.

I eftersommeren 1760 fik Lyne sin nu ramponerede ejendom tilbage. Og Struensee gav Holck en fyreseddel på gråt papir. Masser af lindetræer var blevet fældet og inden døre var meget lagt øde. Men Støvlet – Kathrine og hendes horde havde ramponeret stort set det hele. Malerier, lofter, møbler, vægge. Den fordrukne skare inklusive kongen havde fulgt hendes ordre bare at ødelægge det hele. Og Holck havde været lige glad. Det var ikke hans penge, og hvis bare kongen morede sig.

 

Ingen glans over hoffet

I historiebøger står der, at var Holck, der videresolgte Blaagaarden. Det er rigtigt. Knud Lynes arvinger solgte ejendommen til købmand Peter Tutein. Han solgte ejendommen efter tre år, sikkert fordi hans planer om at indrette en silkebåndsfabrik strandede. Storhedstiden var over, der var ikke mere plads til lystslotte.

Efter Christian den Sjettes pragtsyge og Strunsees fald, var det ikke så meget glans over hoffet mere. Enkedronningen Julianne Marie og hendes søn levede helst uden for København. Caroline Mathilde levede i landflygtighed. Hendes to børn, kronprins Frederik og Prinsesse Louise Augusta skulle først være voksne, inden de kunne holde hof.

Da kronprins Frederik styrtede Guldberg var Blågården allerede stærk i forfald. Den senere Frederik den Sjette kunne sagtens nøjes med de slotte, han havde.

 

Det kongelige danske Dugmanufaktur

Sammen med Det Kongelige danske Dugmanufaktur  anlagde Johan Paul Kalckenbrenner i 1780 en klædefabrik på grunden. Der hvor Slotsgade i dag ligger lod han hovedbygning og have forfalde. Værksteder, lagre, kontorer samt boliger for funktionærer og arbejdere blev bygget.

I 1786 blev Det Kongelige Dugmanufaktur ophævet. Ejendommen gik for en vurderingssum på 65.000 Rigsdaler. Over til Finanskollegiet. Bygninger blev derefter lejet ud til industrielle og private. Haverne og markerne blev bortforpagtet.

Skolelærerseminarium

Den 8. november 1790 oprettedes et kongeligt Skolelærerseminarium. Den senere Generalmajor Julius Paludan besøgte i sine drengeår, forstander Strøm
på Blaagaard Seminarium. I sine erindringer fra 1877 giver han en skildring af Blaagaard, som det så ud i begyndelsen af det 19. århundrede:

• I Begyndelsen af dette Aarhundrede fandtes kun en Mølle og nogle faa Bygninger langs Vejen mellem Kirkegaarden og det nuværende Nørrebrostræde omtrent i Flugt med Fælledvejen. Blaagaards Hovedbygning med Have laa paa Nordostsiden af dens Areal med nordre Side ud mod Nørrebrogade, et eenetagers Hus med Frontespice og vistnok et lille Taarn. Indkørselen til Slotsgaarden og Ridebanen var fra Nørrebrogade, hvor nu Slotsgade munder ud.
• Indtil for faa Aar siden (før 1873)stod der endnu de murede Portstoplper til Indkørslen. De to Bygninger, der nu danner henholdsvis den sydlige Hjørne af Slotsgade og Baggesensgade, er de blandt de faa rester, der endnu eksisterer af de gamle Slot. I sidstnævnte Hus havde jeg 1838 – 39 Sommerlejlighed, og der var dengang tydelige Spor at det tidligere havde været anvendt som Badestue.

 

Frederik den Sjette trængte til penge

Da englænderne i 1807 belejrede København måtte seminariet flytte til Jonstrup ved Værløse. Ved englændernes besøg blev resten af haven ødelagt. Frugttræerne var blevet fældet og anvendt som brænde. Indtil 1814 blev bygningerne brugt som lazaretter for landmilitær – etaten.

Da krigen var over trængte Frederik den Sjette til penge, så han solgte hele Blaagaarden på en aktion for 100.000 rigsdaler til sin generaladjudant von Römeling og divisionsadjudant, kaptajn von Scholten.

Købet var baseret på at udparcellere ejendommen. Men først anlagde de en bronze-fabrik, men den gik desværre i stykker. Så begge adjudanter mistede deres penge.

 

Heegaards Fabrikker

I 1828 anlagde isenkræmmer M. Anker Heegaard et jernstøberi og maskinfabrik. Siden 1804 havde han drevet en forretning i København. Man skulle have dispensation hos Demolerings  – Kommissionen til at bygge et – etages grundmuret værktøjsbygninger med bindingsværk. De blev placeret langs den nuværende Blågårdsgade.

På jernstøberiet blev der produceret kakkelovne, komfurer, gryder, kedler, fyrtøjer, brevpressere, gitre m.m. Fra 1841 foretog man også emaljering af gryder. Og i 1847 var der ansat 52 arbejdere på fabrikken, men dette tal steg stødt. Årligt blev der produceret 4.000 gryder, 4.500 pander, 1.900 kakkelovne og 140 skorstensindretninger.

Arbejdet på jernstøberiet startede kl. 5 om morgenen. Det gav selvfølgelig problemer for byportene åbnede først kl. 7. Men med 2 skilling kunne man dog få lov til at passere. Men for arbejderne var dette en betragtelig udgift. Da Anker Heegaard døde i 1837 gik fabrikken over til sønnerne. Kompagniskabet mellem sønnerne blev dog ophævet i 1847. Den ene af sønnerne førte det videre og udvidede virksomheden ved at købe jernstøberiet i Frederiksværk.

 

Grundene bliver solgt

Allerede i 1872 begyndte Heegaard at sælge ud af sine grunde. På arealet opstod Stengade, Bagergade (senere nedlagt), Todesgade, Baggesensgade og Korsgade. Desuden var det også en del af Prins Jørgensgade, som egentlig hed Louisegade,  opkaldt efter fabrikantens hustru. I 1898 flyttede den gamle fabrik fra Blaagaard til Lyngbyvejen.

 

Erindringer fra Nørrebro

I forlagsboghandler Otto B. Wroblewskis erindringer Nørrebro i Trediverne  får vi et godt indtryk, hvordan det så ud:

• Lige fra Stenhuggerhuset og op til Blaagaardsgade langs de smaa Alléer gik Blaagaardsvejen. Her laa først bl.a. en lille én – Etages Pavillon med Kvistetage, som stammede fra Lystslottets Tid og ved Slotsgade stod ligesom i Paludans Dage de to Stenpiller, der tidligere dannede Hoved-indkørslen til Blaagaard. Disse Piller var meget store og kronedes af en Gesims med en stor Jernkugle, og de var indbyrdes forbundne med en Jernstang.

Blaagaards hovedbygning var i Wroblewskis dage kun rester uden tag, vinduer og døre. På begge sider lå der lavere tilbygninger, der endnu var beboelig. I den ene ende boede en lysstøber. I den anden ende Nørrebros  gemytlige politiassistent Gaarborg, der var berømt for sine lystige indfald og historier.

 

Bagermesterens teater

En bagermester Schur havde købt hovedbygningen og omskabt den til Pantomimeteater. Det var det første Nørrebros Theater.  I 1827 lejede Pettoletti  teatret af bageren. Han engagerede linedansere og mimikere. Kongen blev søgt om tilladelse til at lade afholde Vaudeviller. Den 14. april 1833 brændte resterne af teatret.

 

Man fik en nøgle

En af fordelene ved at eje en parcel på Blaagaarden var, at man havde en nøgle til stien langs Sortedams – og Peblingesøen, som ikke var tilgængelig for almindelig dødelige.

 

Borgerlige Fornøjelsesselskab

En naboparcel til Wroblewski blev ejet af Assessor Koop, der hyppigt lejede sin ejendom ud til forskellige selskaber af fornøjelig art. Det var blandt andet til det borgerlige Fornøjelsesselskab Holbergs Minde, hvis muntre Punchesold var berømte i sin tid. Man kunne opleve Borgermajor Gaarbrechts Taler og Hymner til Borgerdyd, Krigsdaad og Venskab.

Grænsen mellem Koops og Wroblewskis haver lå midt i den nuværende Slotsgade.

 

Baumgarten

Den nuværende Nørrebrogade 49 var i 1880erne i “voksdugsfabrikør” Schorns  eje. Allerede i 1839 var stedet udlejet til en indvandret holstener, Hans Henrik Baumgarten. Han var maskinmester ved Berlings Trykkeri. I 1846 stiftede han i Møntergade firmaet Baumgarten & Burmeister. Det blev senere til Burmeister & Wain.

 

Den store grøft

Langs husrækken ude på Nørrebro lå den dybe grøft. Her samlede det sig i regnvejret et næsten bundløst mudder. En kendt tømmermester, man kaldte Bjælken købte disse grøfter. Man smilte ad ham. Men Bjælken døde rig. Det var netop de grøfter, man skulle bruge for vinde så meget plads som mulig. Grøfterne blev også anvendt som løbegrav, når der var manøvre på Nørre Fælled. Nørrebros  knægte samlede masser af patroner i grøften. De blev anvendt til fyrværkeri i haverne. Og når far var på øvelser så besøgte hele familien ham og havde mad og drikke med til ham. Jo, Napoleon skulle også have noget at leve af under krigsmanøvre.

 

På vej til kirkegården

Det var også her på Nørrebrogade man kunne observere 12 studenter fra Regensen bære kisten i sorte kapper, efterfølgende af ligeledes sørgekappede mænd og drenge følge kisten. Aldrig var der kvinder med. Det var mere uorganiseret, da ubehøvlede kister var læsset op på arbejdsvogne fulde af lig ramt af pest.
Her var der ingen, der fulgte med.

Assistens Kirkegaard var blevet et tilløbsstykke – både i den ene og anden form.

Kilde

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
–  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under Nørrebro finder du 304artikler

 

• Blaagaard Seminarium
• Blaagaards – kvarteret gennem næsten 400 år
• Blågårds Plads på Nørrebro
• Blågårdsgade – dengang
• Den stinkende kloak på Nørrebro
• Barn på Nørrebro
• Historien om Nørrebros Teater
• Uden for voldene
• At bo på Nørrebro
• Byggespekulanter på Nørrebro
• Russiske Tropper i Fælledparken og mange flere artikler 

Redigeret 17.12.2021