Besættelsestiden på Bispebjerg Hospital
Tyskerne lagde pres på sundhedssystemet. Når en sabotør blev indlagt Hipokorpset legede politi. Man fandt frem til systemer. Der var over 400 patienter, der hed Petersen. En sabotør fik hurtigt nyt navn. Ellen Christensen – Citronens kæreste. De 8.000 danske jøder skal arresteres. Tiltagende flygtningestrøm på hospitalet. En nattevagt var nazist. Næsten alle 130 sygeplejersker deltog. Centralen. Til tider indeholdt skotøjsæsken 100.000 kr. Ikke alle havde midler til at komme til Sverige. Da kassen var tom, blev kongen opsøgt. Mange udskibningshavne. Det gik også galt. Godsejeren hjalp. Da ambulancerne blev stoppet. En flaske snaps med sovepiller hjalp. Planerne blev ændret. Mellem 1.500 – 2.000 blev reddet. Signe Mortensen ville ikke modtage medalje. Da Carlo Emil Bakman blev skudt. Køster flygtede til Storbritannien. Læge skudt under sabotageaktion. Hospitalspræsten skudt af Hipo.
Tyskerne lagde pres på sundhedssystemet
Tyskerne lagde stort pres på det danske sundhedssystem for at behandle tilskadekomne tyske soldater. I stort tal. Sundhedspersonalet søgte med fredelige midler at undgå dette og på at få værnemagten til selv at oprette behandlingssteder.
Bispebjerg Hospital var velegnet til mange ting på grund af det enorme tunnelsystem. Her var det muligt at skjule aktiviteter som trykning af illegale blade og skjule flygtninge.
Når en sabotør blev indlagt
Efter den 29. august 1943 mærkede man i høj grad forandringerne på Bispebjerg Hospital. Tyskerne rettede efterhånden et kritisk øje på hospitalet. En del folk her deltog i modstandsarbejdet i forskellige former. Men det var særlig øverst i hovedportens opgang 20 D hos Første reservekirurg der foregik ting og sager.
At behandle illegale tilskadekomne var en ting. Noget andet var at sikre anonymitet og trygge rammer for patienterne og deres videre færden.
Når en såret sabotør blev indbragt på hospitalet, var forretningsgangen omtrent følgende:
- Konstatering af patientens art – Drejede det sig virkelig om en sabotør? – Hurtig og diskret passage fra hospitalets indgang til behandlingsstedet, journaloptagelse og behandling. Ordning af identitetskort, rationeringsmærker, betaling, anbringelse efter hospitalsopholdet og meget mere.
Da Hipokorpset optrådte som ”Dansk Politi”
I begyndelsen var det ikke noget problem. Man iagttog forsigtighed og diskretion. Men efter jødetransporterne til Sverige var tyskerne op vagt over for hospitalerne. Kravet om identitetskort komplicerede det hele. Og helt galt gik det, da Hipokorpset optrådte som ”dansk politi”.
De indfandt sig altid kort tid efter, at de sårede var bragt ind. Det blev sagt, at de blev alarmeret samtidigt med Brandvæsnets ambulancer.
Man fandt frem til systemer
Man fandt hurtig frem til nogle systemer, så man allerede porten kunne finde frem til, hvem der blev indleveret. Det var en fordel at vide så lidt som muligt for den enkelte. Så man ikke skulle give efter for trusler. Man måtte antage at forespørgsler til disse patienter ville blive rettet til lederne for de forskellige afdelinger.
Der var 400 patienter, der hed Petersen
Hipo og Gestapo kom farende og kastede sig over den første og bedste. Man gav sig til at forhøre og true en sygeplejerske, der var totalt uvidende om forholdene. Da flere mennesker kom til truede man med at omringe hospitalet, hvis de ikke fik telefonisk besked inden for en halv time.
En gang forlangte Gestapo med truende tone at få patientregistret udleveret, hvilket man mente ikke at kunne nægte dem. De søgte en mand ved navn Petersen. Da de fik registret udleveret med ca. 400 personer med navnet Petersen blev de ude af sig selv af forbitrelse.
En sabotør fik hurtig nyt navn
Når tyskerne søgte en sabotør, var det vigtigt at få at vide, om de vidste, at han var såret og om de havde en formodning, om han var såret. Hvis dette var tilfældet, måtte man skyndsomst bringe ham videre. Mente man, at ingen rigtig vidste noget kunne man begynde behandlingen.
Nu gjaldt det så om at give patienten et nyt navn. Ganske vidst havde de fleste dæknavne. Men de mest prominente var i alvorlig fare. For ofte kendte Gestapo dæknavnene. Man måtte give mange patienter nye identitetskort. Journalen blev så læst op for patienten, så denne kunne det udenad.
Ellen Christensen – Citronens kæreste
Den side af sagen klarede Ellen Christensen. Hun arbejdede i det illegale arbejde og havde gode forbindelser. Hun var en stor hjælp og kunne fremskaffe hvad som helst.
Hun sluttede sig i de første besættelsesår til en gruppe under modstandsorganisationen Frit Danmark, hvor hun efterhånden blev medleder. Gruppen beskæftigede sig primært med at fremstille illegale blade.
Hun var forbindelsesled mellem en af de største og sikreste illegale ruter til Sverige. Hun sørgede for at modstandsfolk og allierede flyvere kom over til Sverige. Hun deltog i våben – og sprængstoftransporter og advarede modstandsfolk, der var kommet under mistanke.
Hun var en sand mester i at skaffe identitetskort, rationeringsmærker, våben og andet nødvendigt til modstandsarbejde.
Hun arrangerede også jødernes flugt til Sverige. Hun var kæreste med Jørgen Haagen Schmidt, kaldet Citronen. Da denne i september 1944 blev alvorligt såret af tyskerne, plejede hun ham dagligt.
Skjulestedet blev ransaget af Gestapo en nat i oktober. Det udviklede sig til en voldsom og timelang ildkamp, hvor Citronen blev dræbt. Det lykkedes Ellen Christensen at undslippe. Men under aktionen havde Gestapo fundet hendes falske id – kort. Og nu blev hun eftersøgt. Hun levede derfor under jorden resten af besættelsen. Hun undgik at blive arresteret med fortsatte det illegale arbejde.
Det lykkedes ikke for tyskerne at pågribe eller opspore en eneste af de illegale. Mange af sygeplejerskerne påtog sig en ikke ringe personlig risiko ved at huse de eftersøgte eller gemme deres tøj og våben.
Også ambulancefolkene har gjort store tjenester når det blev nødvendigt at flytte de sårede. Også nogle af portnerne holdt et skarpt øje med de besøgende. Når bestemte havde vagt, kunne man være sikker på at blive advaret i tide.
Da 8.000 danske jøder skulle arresteres
I de sidste dage af september 1943 oplyste forskellige kilder fra dansk og tysk side, at omtrent 8.000 danske jøder skulle anholdes. Lægerne på de københavnske hospitaler fandt det naturligt at åbne sygehusenes porte og skjule de nødstedte her. Man stiftede organisationer.
Den 1. oktober gik jagten ind på de danske jøder med natlige Gestapo – aktioner. Da vi de fleste allerede bragt i sikkerhed i parker, tomme boliger, sommerhuse og nærliggende skove.
Tiltagende flygtningestrøm på hospitalet
På Bispebjerg Hospital mærkede man den tiltagende flygtningestrøm. Snart blev tilstanden kritisk, da der endnu ikke var muligt at bringe flygtningene videre fra hospitalet i samme takt som de strømmede til.
Tunneller, gange, auditorier og afdelingernes sygestuer var tæt befolkede. Ofte opstod tilspidsede situationer, når tyskerne eller Schalburgfolk vimsede omkring med onde hensigter uden for hospitalets beskyttende mure, eller når antallet af flygtninge overgik lokalernes kapacitet. Man måtte herefter overveje at inddrage nye skjulesteder nær hospitalet.
Ikke sjældent måtte personalet improvisere. Et begravelsesoptog på omtrent 40 personer ville samle sig en aften. Hensigten var på et senere tidspunkt at sende denne gruppe videre i en flyttevogn mod kysten. Men tilstrømningen fortsatte. Da antallet nærmede sig 150 sjæle besluttede oversygeplejerske Fr. Mogensen at sende så mange som muligt med flyttevognen for derefter at gemme de tilbageblevne i undervisningslokalerne under Psykiatrisk Afdeling E.
Senere samme aften blev de resterende 80 jøder sendt af sted i taxaer til det ventende skib.
En nattevagt var nazist
Personalet måtte ofte tænke meget kreativ for at hjælpe de mange flygtninge, f.eks. da man konstaterede, at en nattevagt var nazist. I al hast måtte man bringe en gruppe flygtninge fra hospitalets centrale del til den mere afsidesliggende badebygning.
Næsten alle 130 sygeplejerske deltog
Rygtet om jøderne på Bispebjerg Hospital bredte sig. Nye tiltag måtte tages. Tilstrømningen oversteg nu langt kapaciteten for videre transport til kysten. Konsekvensen var en logistisk udfordring af dimensioner. Et stort og uvist antal nødlidende skulle opholde sig flere dage under fuld diskretion. De skulle også bespises og forsynes med nødvendig beklædning.
På storsindet vis åbnede næsten alle 130 sygeplejerske i hospitalets nye sygeplejeboliger på Charlotte Muncks Vej deres hjem til de nødstedte. Hver sygeplejerske passede ”sin” familie, der snildt kunne bestå af 8 – 10 personer., både børn og voksne, med mad, drikke, tøj, omsorg og trøstende ord i de små lejligheder.
Centralen
Adskillige læger med bolig på hospitalet åbnede tilsvarende deres hjem for flygtninge. På den tid var lægerne en ekstra udsat gruppe, fordi besætterne og deres danske medløbere fandt netop denne gruppe som mål for hævndrab – de såkaldte ”clearing – mord”.
Viceforstander Fr. Korsholm stillede sin lejlighed i Charlotte Muncks Vej 1 til rådighed som organisationscenter, benævnt ”Centralen”. Denne adresse blev på diskret vis landskendt som et sted, hvortil man kunne sende penge til hjælpearbejdet.
Til tider indeholdt skotøjsæsken 100.000 kr.
En operationssygeplejerske bandt de mange tråde sammen bistået af en kommunal brandmand døgnet rundt. Man samarbejdede med centralerne på Blegdamshospitalet og Kommunehospitalet om at koordinere indsatsen.
Opgaverne var mangfoldige f.eks. måtte man udarbejde lister over både pålidelige og ikke mindst upålidelige taxachauffører, da talrige transporter foregik med taxaer.
Bispebjerg Hospitals køkkenbestyrer Fr. Beltoft sørgede for mad og drikke til gæsterne i døgndrift trods ofte meget upræcise ”gæstelister”. Lige så vigtigt var det at have fuldt overblik over antallet af tilgående og udgående flygtninge af hensyn til videre planlægning.
I Centralen havde Fr. Sander og Fr. Christensen overblik over hver enkelt flygtnings status. Hvem havde ventet længst, hvem var syg eller skrøbelig, timing af transporter og regnskab over de ofte temmelig store beløb, der var i ”pengekassen”, som blot var en skotøjsæske, der til tider indeholdt 100.000 kr. Centralen havde også en nødforsyning med op til 1.000 liter benzin.
Ikke alle havde midler til at komme til Sverige
I kælderen under Charlotte Muncks Vej 7 passede en stab af sygeplejerske under ledelse af Fr. Mogensen en stor gruppe flygtninge, heriblandt flere plejekrævende.
Der var livlig aktivitet døgnet rundt. Her var foruden flygtninge, chauffører, budbringere, vagtfolk og medlemmer af transportgrupperne. Når uønskede personer nærmede sig blev man varskoet, så nødvendige forholdsregler kunne sættes i værk.
De flygtende betalte efter bedste evne og mange gav alt, hvad de ejede. Andre var fattige og havde kun få midler. Donationerne kom fra anonyme eller navngivne borgere og institutioner og firmaer hele landet.
Da kassen var tom, blev kongen opsøgt
Køkkenpigen fra Bispebjerg gav 10 kr. En direktør fra Odense gav 20.000 kr. Sygeplejerskerne Fr. Sander og Fr. Fraas opsøgte endda Kong Christian den Tiende på Sorgenfri Slot. Heller ikke de vendte tomhændede hjem. I alt modtog organisationen 1 mio. kr. i deres funktionstid. Men det var tvingende nødvendigt at opsøge kongen for kassen var tom. Kongens helbred var svigtende. Hans ophold på Sorgenfri Slot var, hvad man kan kalde en venlig husarrest organiseret af tyskerne.
Afskibningscentralen var placeret på Blegdams Hospital. Bispebjerg Hospital havde primært kontakt med de ruter, der udgik fra Mosede, Sydhavnen, Falster, Tuborg Havn og Amalienborg Plads.
Mange udskibningshavne
Udenfor hospitalets ”eget” rutenet var der også kontakt til den nordsjællandske transportgruppe, der arbejdede med flere lægegrupper. Personale med baggrund i Rederiet Lauritzen førte løbende kontrol med forholdene i alle udskibningshavne.
Transporten fra hospitalet var velorganiserede. Taxaselskabet blev varskoet og gruppen førtes under ledelse af en eller to sygeplejersker. Hvis der var luftalarm, blev taxaerne afløst af ambulancer fra Falck og Zonen.
Gruppelederne medbragte store kontantbeløb til uforudsete udgifter. Herefter blev kursen sat mod den lokalitet ved kysten, hvor motorbåden, fiskekutteren eller skonnerten ventede. Bispebjergs koordinationscenter i Centralen blev underrettet, så snart gruppen nåede frem til pladsen og senere, når gruppen var nået velbeholdent til Sverige og skibet var kommet sikkert retur til Danmark.
Det gik også galt
Det hele var overordentlig risikabelt og ikke sjældent gik noget galt, trods den omhyggelige planlægning.
Et skræmmende eksempel på tilfældighedernes spil ramte en transport med 180 flygtninge udgået fra Bispebjerg Hospital med kurs mod Strøby på Stevns, hvor gruppen skulle sættes over af en anden organisation. Første del af transporten foregik planmæssigt fra Bispebjerg Bakke til Strøby syd for Køge med taxaer og flyttebiler.
Under den natlige indskibning gik det galt. Gruppen havde aftalt, sendt lyssignaler i kode til den ventende skonnert, men modtog som svar kun heftige byger af maskingeværsprojektiler. I stedet for den fredelige skonnert var et tysk, armeret patruljefartøj dukket op ved pladsen.
Med nød og næppe undslap de flygtende og gemte sig i de nærliggende skove under Gjorslev Gods. Centralen på Bispebjerg Hospital blev omgående orienteret. Man rekvirerede omgående en CB – kolonne (Civil Beskyttelse) med lastbiler og mandskab, der blev suppleret med fire sygeplejersker og en læge fra hospitalet.
Godsejeren hjalp
I køkkenet pakkede Fr. Beltoft kasser med nødforsyninger og udleverede brød, smør, kaffe samt et par hundrede liter mælk. Oktober- nætterne var kolde, men hjælpen nåede frem og sikrede de undvegne. Senere blev hele gruppen ført i sikkerhed i Sverige via Fanefjord på Møn.
Ofte var det Niels Rosenkrantz på Liselund, der hjalp med flugten, når det foregik på Møn. Hans dæknavn var ”Jens Hansen”.
Da ambulancerne blev stoppet
Ved udgangen af anden uge i oktober begyndte tyskerne for alvor at interessere sig for hospitalerne. En nat blev alle ambulancer fra Kommunehospitalet og Bispebjerg Hospital standset og gennemsøgt.
En halv flaske snaps hjalp
I Bispebjerg Hospitals sygeplejerskeboliger opholdt der sig 180 jøder uden ringeste mulighed for flugt. Alle transporter blev standset. To loyale politifolk som beskyttede Centralen konstaterede, at bygningen var omringet af tyske SS-folk og adskillige medløbere. Få skud blev løsnet. Ud på morgenstunden forsvandt fjenden. En enkelt person trængte ind i bygningen. Den uvelkomne gæst blev dog hurtigt og grundigt pacificeret af Fr. Mogensen, der serverede den indtrængende en halv flaske snaps med opløste sovepiller i.
Planerne blev ændret
Ved en tidligere lejlighed lykkedes det at smugle skræmte flygtninge uskadte gennem fjendens linjer, maskerede som et kristent begavelsesfølge. Gruppens nødlidte kom alle frem til vores nabo.
Planerne på hospitalet blev nu hurtig ændret. Allerede næste dag blev alle jødiske flygtninge på Bispebjerg Hospital samt 100 nytilkomne i dagens løb overført i sikkerhed over Sundet allerede kl. 19 næste dag.
Centralen blev dog ikke opgivet. Nu blev stedet bare modtageradresse for derefter at blive transporteret til sikre lejligheder i nabolaget. De sidste jødiske landsmænd der blev bragt over, var tre undvegne fanger fra en togtransport med kurs mod koncentrationslejren Theresienstadt samt en gruppe efterladte børn, der blev ledsaget til deres forældre i Sverige af en gruppe sygeplejersker fra Bispebjerg Hospital.
Mellem 1.500 – 2.000 blev reddet
I alt anslås det at 1.500 – 2.000 danskere med jødisk baggrund har passeret gennem Bispebjerg Hospitals kapel, tunneller, sygestuer, ambulatorier og personallejligheder i løbet af godt to uger i oktober 1943.
Tyskerne havde meget længe haft mistanke til Bispebjerg Hospital. Men man frygtede at møde ildkamp og eksplosioner nede i tunnellerne.
Signe Mortensen ville ikke modtage medalje
En af de meget aktive var oversygeplejerske Signe Mortensen, som også deltog i andet modstandsarbejde. Hun blev arresteret og gennemgik ubehagelige forhør. Hun fik to måneder i Vestre Fængsel og blev overført til Frøslevlejren den 5. maj 1945. Hun gik under dæknavnet Mogensine.
Da hun fik at vide, at hun var indstillet til Florence Nightingale-medaljen, skrev hun til præsidenten for Dansk Røde Kors for at meddele, at hun ikke ønskede nogen officiel anerkendelse for:
- Det arbejde som jeg sammen med andre har gjort under 2. verdenskrig. Hvis ret skal være ret, burde medaljen stykkes ud i små portioner og uddeles til dem, der gjorde det muligt for mig at udrette arbejdet, lige fra min overlæge, der så gennem fingre med, at jeg ikke overholdt arbejdstiden på grund af noget uregelmæssigt arbejde, til portøren der holdt tand for tunge, for ikke at tale om min søster, der var mig en uvurderlig hjælper og min kære gamle moder, der holdt humøret oppe hos os alle.
Da Carlo Emil Bakman blev skudt
Under en af de mange flygtningetransporter som Carlo Emil Bakman var med til at organisere, blev han og hans kammerater en dag overrasket og arresteret af tyske soldater. Arrestationen fandt sted i en sydsjællandsk udskibningshavn. Cato og hans kammerat blev ført til Dagmarhus. De blev imidlertid løsladt efter en nats forhør, idet det var lykkedes dem indbyrdes at aftale en forklaring som tyskerne tog for gode varer.
Den 9. december 1943 blev han på ny pågrebet under en Gestapo-aktion mod dr. Køsters lejlighed på 3. sal i hjørnet af hovedbygningens D – fløj. Denne gang havde han forsøgt at smugle en såret kammerat ind på Bispebjerg Hospital.
Uheldigvis var det de samme soldater, der tidligere havde arresteret ham. Han anså derfor et flugtforsøg for at være eneste redning for ham. Han sprang ud ad et vindue, men ramtes i springet af fire – fem kugler i ryggen. Under tysk vagt blev han indlagt på hospitalet. Men han døde næste morgen.
Han døde i armene på sin hustru ”Drea”, der var sygeplejerske på Bispebjerg. Hun fortsatte modstandsarbejdet.
Køster flygtede til Storbritannien
Denne Køster var en som tyskerne gerne ville have fat i. Hans indsats gjorde, at han måtte flygte til Storbritannien via Sverige. Han deltog i felttoget i Normandiet i 1944, inden han i 1946 vendte tilbage til Bispebjerg Hospital.
Skudt under sabotageaktion
Erik Hagens var reservelæge på Bispebjerg Hospitals medicinske afdeling. Gennem en hårdt såret sabotør, der var indlagt på hospitalet, blev han medlem af sabotageorganisationen BOPA
Da BOPA havde afsluttet en aktion mod værnemagerfabrikken Globus i Glostrup gik turen hjemad. Sabotagevagter fra værnemagerfabrikken Carlstorp havde hørt drønene fra Globus. De havde dannet en kæde over vejen og affyret skud mod nogle af de 100 sabotører, der nu vente hjem ad. En af dem, der blev ramt, var Erik Hagens.
Hospitalspræsten blev skudt af Hipo
Under besættelsen var Julius Grundfør hospitalspræst ved Bispebjerg Hospital. Han var involveret i illegalt arbejde tilknyttet bladet Kirkens Front. Grundfør var også præst ved Anna Kirke på Nørrebro.
To dage efter befrielsen den 6. maj blev han hårdt såret med dobbeltsidigt lungeskud under en træfning på Jagtvej mellem Den Danske Brigade og snigskytter fra Hipokorpset, der nægtede at overgive sig. Da skuddene faldt, søgte han at hjælpe en såret brigadesoldat i sikkerhed. Tre dage senere den 9. april 1945 afgik han ved døden.
Kilde:
- Bispebjerg Hospital 100 år
- H. Køster: Den Hvide Brigade
- dengang.dk – diverse artikler
- dsr.dk
- lokalhistorier.dk
- dagensmedicin.dk
- wikipedia.dk
- b.dk
- kvinfo.dk
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 1.539 artikler – Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) er der 306 artikler herunder:
- Læger før og efter Besættelsestiden
- Rovmordet i Utterslev
Under København (163 artikler):
- Flugten over Øresund
- Landsmænd og Jødeflugt
- Duckwitz – den gode tysker
- De forfulgte jøder
- Bispebjerg Hospital – dengang