Besættelsestiden – det har vi måske glemt

Det er ting, vi gerne vil springe over, ignorere eller bare glemme. Der blev indført tvangslove, der skadede arbejderne. ”Churchill var en farlig mand” ja sådan kun man læse i Politiken. Hitler var glad for et dansk initiativ med industri i østrummet. Der kom en F.L. Schmidt cementfabrik i Kunda. De brugte KZ – fangere. Grønlandske fangere skulle tvangsflyttes. Det blev indført censur på 300 blade. Soya stak Eskelund et par flade. Danmark sendte masser af tyske politiske flygtninge retur. Røde enker fik ingen hjælp Vi blev allieret med Italien og Tyskland. Arbejdsløse kunne tage til Tyskland for dagpenge fik de ikke. Det danske bidrag til tysk rustning var 250.000 mand. Våben fra Sverige og England til modstandsbevægelsen landede hos militæret. Den danske general skridtede Frikorps Danmark af. De frivillige blev straffet med tilbagevirkende kraft. Og så var der et ustraffet angreb mod det danske folkestyre.

 

 

Tvangslove, der gik ud over arbejderne

Der er mange paradokser, når vi kigger på Besættelsestidens historie. Det er ting vi glemt, gerne vil springe over, ignorere eller bar har glemt.

Allerede den 8. maj 1940 blev der indført tvangslove, som gik ud over arbejderklassen. Det skete i form af ophævelse af pristalsreguleringen, totalt lønstop, forbud mod strejker, tvungen voldgift, tvangsarbejde til underbetaling, arbejdsdeling og en lønskat.

 

Det kunne have gået helt galt

Og allerede fra starten indledtes der et tæt samarbejde, og det var så tæt, at hvis det havde udviklet sig så kunne Danmark været blevet slettet af Europa – kortet. Her tænkes på:

• Oprettelse af en told – og møntunion (sommeren 1940)
• Østrumsudvalg – et tag – selv – bord i de områder, tyske tropper havde besat i Sovjetunionen og Polen (Eftersommeren 1941)

Det startede sådan set, da cementkongen Gunnar Larsen fra F.L. Schmidt blev trafikminister.

 

Forbavselse og beundring

Så var det jo også lige Scavenius, der i sin tiltrædelsestale, som den samlede regering havde godkendt sagde:

• Ved de store tyske sejre, der har slået Verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave, herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland.

 

Churchill er en farlig mand

Samme dag, som Scavenius blev udenrigsminister nedlagde han sin post som bestyrelsesformand på Politiken. Det var ham, der forlangte, at bladets chefredaktion skrev en lederartikel den 28. april 1940 som med overskriften ”Churchill er en farlig mand” hyldede tyskerne og rejste voldsom kritik af England og dets ledere under Anden Verdenskrig. I løbet af få dage mistede Politiken 15.000 abonnenter.

 

Danmark vil samarbejde økonomisk

Ni dage efter at Scavenius kom til magten blev ministeriets øverste chef direktør Otto Mohr og Danmarks gesandt i Tyskland, kammerherre Herluf Zahle sendt til det tyske udenrigsministerium med en erklæring. Den fortalte, at Danmark ville drøfte fremtidig økonomisk samarbejde på det økonomiske område. Erklæringen kom helt bag på tyskerne.

 

Ingen Told – eller Møntunion

12 dage efter, den 30. juli stod tyskerne klar med et fuldt færdigt forslag til told – og møntunion mellem Danmark og Tyskland. Forslagets paragraffer afslørede, at Danmark var færdig som nation. Landet ville simpelthen blive et tysk protektorat, hvor al udenrigspolitik, handelspolitik og erhvervspolitik blev overtaget af tyskerne. Kronen skulle erstattes af den tyske Mark. Aftalen sluttede med, at der skulle nedsættes en særlig kommission med tysk flertal, der skulle afgøre tvivlsspørgsmål.

Men det blev for meget. Den 23. august 1940 blev det et nej. Og det var ham, der havde støbt kuglerne til forslaget, trafikminister Gunnar Larsen, der måtte overbringe tyskerne danskernes nej. For nu ikke at ødelægge den gode stemning, blev det dog nedsat en dansk – tysk udvalg, der skulle undersøge mulighederne for et økonomisk samarbejde med tyskerne.

 

Hitler var glad for det danske initiativ

Efter tyskernes overfald mod Sovjetunionen den 22. juni 1941 øjnede erhvervsledere og storlandbruget nye muligheder. En af de ivrigste var Gunnar Larsen. Han så mulighederne få at få fingrene i en tidligere dansk cementfabrik i Kunda i Estland. Den 8. juli 1940 var han tiltrådt som trafikminister. Men egentlig styrede han stadig F.L. Schmidt – koncernen selv om han sad i regeringen.

Hitler var glad for det danske initiativ. Og fra dansk side talte man, om et Sibirisk Kompagni, der skulle have koncessioner på skovbrug, landbrug og minedrift i de baltiske områder. Danske topledere bed på maddingen. De nedsatte et arbejdsudvalg uden om regeringen. Der var tætte forbindelser til Udenrigsministeriet og Trafikministeriet.

Det var ikke meningen, at der skulle spilles med åbne kort. Man var bange for at pressen fik kendskab til initiativet.

I et helt år havde den danske befolkning ikke fået noget som helst at vide, om forbindelsen mellem danske koncernchefer og Hitler for at genopbygge de tyskerobrede områder i Østeuropa og Sovjetunionen.

 

Cementfabrik i Kunda og Ukraine

F.L. Schmidt – koncernen fik sin cementfabrik og gratis arbejdskraft. Tusinder af slavearbejdere, hovedsageligt jøder og sigøjnere, der boede i tyfusbefængte barakker skovlede penge ind til koncernen. Længe benægtede F.L. Schmidt fakta. I1999 blev der oprettet en fond, der skulle sikre de overlevende.

I efteråret 1942 kom det private udvalg under udenrigsministeriet. Under rejser til Berlin som trafikminister Gunnar Larsen foretog sammen med udvalgsformand Thorkild Juncker, blev der truffet aftale om eksport af insulin til F.L. Schmidts datterselskab Novotrade og om etablering af cementfabrikker i Ukraine.

Direktør Thorkild Juncker var formand og leder af ØK og Aarhus Oliefabrik. Han var kendt for nazistiske sympatier.

 

Grønlandske fangere skulle tvangsforflyttes

Den aftale, som man fik i stand, betød, at der ikke skulle betales med penge, men med varebytning. Danskerne skaffede lastbiler og skibe til de nyerobrede områder. De skulle også fremskaffe arbejdskraft. Således lovede man fra dansk side, at grønlandske fangere skulle tvangsforflyttes fra Grønland til Estland og sættes ind i Pernnauerbugten.

Forslaget var grotesk. Grønland var jo nærmest den 9. april 1941 blevet foræret bort til USA af den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann.

 

Jødiske agenturer

Forhandlingerne mellem Thorkild Juncker, Gunnar Larsen og tyskerne blev ledet af den specielle Jøde – udrydder, Alfred Rosenberg. Juncker foreslog, at man skulle arbejde på ”Jødiske Agenturer”.

Da krigslykken for alvor vendte i starten af 1943 svandt udvalgets aktiviteter ind. Den 29. august 1943 lukkede butikken. Efter besættelsestiden blev ingen straffet for disse aktiviteter.

 

Geværbørster på ”en utilbørlig måde”

De to eneste, der blev straffet og dømt efter 1945 var Gunnar Larsen og Niels Erik Valdemar. De havde begge været direktører for Hans Olsens Børstefabrik. De leverede geværbørster til tyskerne ”på utilbørlig Maade”

Gunnar Larsen blev også anklaget for at have ydet økonomisk støtte til ”det med besættelsesmagten samarbejdende dagblad ”Fædrelandet”.

Men Gunnar Larsen blev dog straks frikendt og rejste i eksil i Irland.

 

Censur på 300 dagblade

Lederen af Udenrigsministeriets pressebureau, Karl Eskelund blev bedt om, at lede censuren af de godt 300 dagblade, der dengang udkom i Danmark. Dertil kom alle bogudgivelser, opførelse af skuespil på alle landets teatre, revytekster, radioens udsendelser og meget mere.

Han skulle sammen med sin stab af ansatte i det statslige bureau holde øje med, at der ikke kom oplysninger ud, der kunne genere Værnemagten i Danmark.

Dette er en klar overtrædelse af Grundlovens paragraf om Ytringsfrihed. Og der blev endda konstrueret en provisorisk presselov og et cirkulære med straffebestemmelser, der indeholdt fængsel, bøder og beslaglæggelser. Ja man kunne få helt op til tre års fængsel.

Man måtte ikke fortæller, at der var miner i Østersøen, og man måtte ikke bringe vittigheder om tyskerne. Berlingske Aftenavis fik i 1943 en bøde på hele 1.000 kr, fordi de talte om kødrationering. Villige chefredaktører havde bøjet sig for besættelsesmagtens krav om censur.

 

Ingen tjenestemandssag

Lige efter besættelsestiden blev der rejst krav om, at Eskelund skulle stilles for en tjenestemandsdomstol. Auditøren for denne domstol afviste imidlertid at rejse sag.

 

Soya gav Eskelund et par flade

Det går også en historie, om at forfatteren Soya i sommeren 1945 havde mødt Eskelund på et værtshus i København. Han havde stukket Eskelund et par flade, fordi han mente, at Eskelund var skyld i, at han måtte 60 dage i fængsel i 1942 for manuskriptet til bogen ”En gæst”.

Kort tid efter denne batalje blev Eskelund sendt til New Zealand som generalkonsul.

 

Tyskland indtager den centrale magt

Den 8. marts 1941 gik statsminister Thorvald Stauning på talerstolen i Studenterforeningen i København. Det var ikke for at tale om studenterpolitik, men for at skitsere Danmarks fremtidsmuligheder efter 11 måneders besættelse:

• Forskellige Staters Ophævelse igennem de svundne Aar og Udviklingen nu under Krigen viser, at Tyskland indtager Pladsen som den centrale Magt, og den vil ogsaa angive visse Hovedlinier – baade af kulturel og økonomisk Art – i Fremtiden.
• Dette er sagt udfra det der nu foreligger, og deri kan naturligvis ske Ændringer, men det er ikke at regne med i Øjeblikket. Man gør vel i at regne med de faktiske Forhold og disse viser os Tyskland som den Magt, der nu hersker over væsentlige Dele af Europa.

 

Stauning: Danmark skal tilpasse sig

Danmark kunne se frem til mere samhandel med Tyskland. Danmark skulle levere landbrugs – og fødevarer – smør, svin, fedt og heste – til Tyskland for at få brændsel – kul og koks til gengæld.

Opgaven for statsministeren var at sikre det politiske systems beståen, bevarelsen af dansk sprog, kongehus, myndigheder med jurisdiktion, flag og forvaltning. Så måtte Danmark tilpasse sig Tyskland på det handelspolitiske og valutariske områder.

Statsminister Thorvald Stauning var villig til at styrke nazi – Tysklands økonomiske formåen. Han mente at Danmark skulle tilpasse sig:

• Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af Tidens politiske Opgaver.

 

Befolkningen skulle ikke blande sig i den politiske situation

Statsministeren mente heller ikke, at befolkningen skulle blande sig i den politiske situation:

• Baade her i Byen og i Provinsen er der forefaldet alvorlige Tilløb til Uroligheder, men Politiet har gjort sin Pligt, og der blev ved Tilløbene og nogle højst utiltalende Optøjer. For den danske Befolkning vil der fremdeles være af afgørende Vigtighed at Ro og Orden bevares.

 

Danskere til de tyske kulminer

Regeringen havde også efterkommet tyskernes krav om arbejdskraft til de tyske kulminer, ellers ville danskerne ikke kunne få kul. Socialdemokraterne havde et fast greb om fagbevægelsen, der sørgede for at der kommer masser af danske arbejdere til Tyskland. Landbrugseksport og dansk arbejdskraft var to vigtige bidrag til landets tilpasning til ”Det nye Europa”.

 

Danmark sendte tyske flygtninge retur

Det tyske kommunistparti (KPD) og det tyske socialdemokrati (SPD) blev forbudt i 1933. Mange af deres medlemmer flygtede til Danmark. De politiske flygtninge fik efterhånden følgeskab af mange landsmænd med jødisk baggrund, efterhånden som jødeforfølgelsen tog til. Mange der forsøgte at krydse grænsen blev sendt tilbage til Nazi – Tyskland.

Fra 1938 ønskede tyskerne en mere effektiv afspærring af den 67,6 kilometer lange grænse i Sønderjylland mellem Danmark og Tyskland. Den 24. januar 1938 besluttede regeringen på anmodning af udenrigsminister Peter Munch at indføre visumtvang. Denne visumtvang fik straks konsekvenser. Fra 1. juli til 1. oktober forsøgte 527 tyske flygtninge at passere grænsen illegalt. De 346 blev sendt tilbage i armene på nazistiske myndigheder i Tyskland.

Bevogtningen blev fra dansk side yderligere skærpet. Nu fik grænsegendarmerne ordre til straks at føre flygtningene over grænsen til de nazistiske myndigheder.

 

Danskere, der skjulte flygtninge blev truet med fængsel

Den 1. marts 1940 blev loven yderligere skærpet. Danskere som havde kendskab til udlændinges illegale indrejse eller ophold kunne straffes med fængsel indtil 6 måneder.

 

Stauning: Pressen har et ansvar, når de omtaler fremmede magter

Vi har tidligere i denne artikel talt om ytringsfrihed. Men allerede i 1934 havde statsminister Stauning foreholdt pressen, at de havde et ansvar, når de omtalte fremmede magter. I dele af den konservative presse fandtes mange tyskvenlige synspunkter, mens regeringsaviserne Socialdemokraten og Politiken og det kommunistiske Arbejderbladet fortalt om undertrykkelsen i Tyskland.

 

Tyske flygtninge udgjorde en fare for de tyske tropper i Danmark?

Den 29. maj 1940 stillede Gestapo krav om at dansk politi skulle anholde og internere en række navngivne tyske flygtninge. De var eftersøgte af tyske domstole for højforræderi. De kunne udgøre en fare af den offentlige sikkerhed for de tyske troppe i Danmark, blev der sagt.

De danske løfter om at de tyske flygtninge ikke skulle frygte frihedsberøvelse, som myndighederne havde lovet dem, der var sluppet ind, kunne ikke mere opretholdes. Det var måske ikke overraskende, at tyskerne ville have deres politiske fjender anholdt. Men de danske myndigheder advarede dem ikke.

 

Flygtninge nu betragtet som kriminelle

De danske myndigheder efterkom tyskernes ordre og med et slag blev flygtningene betragtet som kriminelle. De blev anbragt i Horserødlejren den 23. august 1940. Senere blev de udleveret til tyskerne. De blev idømt fængsel til op mod 15 år og mange af dem endte i KZ – lejre.

 

Grundloven overtrådt flere gange

Dansk politi anholdt fem gange så mange kommunister, som tyskerne havde præget. Ja egentlig har vi allerede omtalt denne sag flere gange i vores artikler her på siden. Der foregik en intensiv jagt på kommunister og modstandsfolk indtil 29. august 1943. Og man kan nok engang konstatere, at Grundloven blev overtrådt på en række punkter:

 

• 42: Rigsdagen er ukrænkelig
• 56: Så længe Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand tiltales eller underkastes Fængsling af nogen Art uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører, medmindre han er grebet paa fersk Gerning
• 71: Dommerne har i deres Kald alene at rette sig efter Loven.
• 72: ….I Sager, der rejser sig af politiske Lovovertrædelser, skal Nævninge indføres
• 78: Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer stilles for en Dommer
• 79: Boligen er ukrænkelig

 

Højforræderi

Efter besættelsen i 1945 udarbejdede modstandsorganisationen Frit Danmark en hvidbog om besættelsestiden. Den samlede redaktion på 49 mand og en kvinde var enige om:

 

• At ikke alene Justitsministeren, men ogsaa de andre Medlemmer af Regeringen samt alle de Embedsmænd inden og uden for Politiet, der havde bistaaet ved Forfølgelsen og Anholdelsen af det kommunistiske Partis Rigsdagsmedlemmer har begaaet Højforræderi

 

Men der blev ikke rejst nogen sag. Ingen embedsmænd, der havde deltaget fik knæk i deres karriere. Ja mange fik top – jobs.

Ofrene for politikernes og myndighedernes grundlovsbrud omfattede cirka 600 personer. Af dem, der blev internerede til Stutthof døde 21 personer.

 

De Røde Enker fik ingen hjælp

”De Røde enker” organiserede hjælp til dem, der endte i KZ – lejrene. Der var ingen hjælp at hente hos Dansk Røde Kors. Og hos Udenrigsministeriet fortalte embedsmænd, at de ikke kendte noget til en transport med politiske fangere.

Man oprettede Stutthof-Komiteen, der de næste 20 måneder holdt 84 møder.

 

LO – ledelsen advarede

Den daværende LO – formand, Ejler Jensen havde sendt et brev til alle fagforeninger, hvori han advarede mod ”denne selvbestaltede Komité”, som kunne skade det arbejde fagbevægelsens ledelse havde gjort for at hjælpe fangerne.

Da ”De Røde Enker” forespurgte LO – ledelsen, hvad man egentlig havde gjort, fik man ikke noget svar. Senere påstod LO – formanden, at han havde sendt 150 kr. ned til Stutthof svarende til en krone pr. fange.  

De Røde Enker henvendte sig til Svensk Røde Kors. De sendte straks adskillige pakker til de danske fanger. Men nu los dig ikke vælte omkuld af træge myndigheder og hjælpeorganisationer.

 

Vi blev allieret med fascistiske og nazistiske lande

I 1941 var man klar til at Danmark skulle blive allieret med de fascistiske og nazistiske lande, Tyskland, Italien, Japan og Spanien. Forhandlingerne blev holdt i det skjulte. Det var et klart flertal mod tilslutning. Man havde dog ikke givet tyskerne et svar.

Scavenius trak tæppet væk under regeringen ved pludselig at meddele, at hvis det ikke blev skrevet under på pagten, ville han gå af som udenrigsminister. Søndag den 23. november havde Renthe – Fink tiltvunget sig et møde med statsminister Stauning.

Renthe – Fink fortalte, at han var blevet ringet op af udenrigsminister von Ribbentrop. Hvis ikke man tilsluttede sig antikominternpagten omgående, ville Tyskland trække sit tilsagn fra 9. april 1940 tilbage. Det betød, at Danmark ville være i krig med Hitler, og at regering, Folketing og Landsting blev afløst af et nazistisk styre, parallelt med det, der var etableret i Norge allerede i april 1940, da tyske tropper med stor besvær havde nedkæmpet norsk modstand og besat hele landet. Pagten blev derefter tiltrådt.

 

”Hvis vi angribes af England, skal vi så gå i krig”

Statsminister Stauning bildte mødedeltagerne ind, at den tyske gesandt havde sat sin stilling ind på, at der blev opnået en ordning. Stauning sagde endvidere, at et nej kunne ”indebære politiske Konsekvenser, det gælder Udenrigsministeren og maaske flere Medlemmer”. Her sigtede statsministeren sikkert til Scavenius og Gunnar Larsen.

H.P. Hansen fra Socialdemokratiet stillede et meget vigtigt spørgsmål, som han aldrig fik noget svar på:

– Tiltræder vi og angribes derefter af England, er vi saa forpligtet til at gaa i Krig?

 

Uro i de københavnske gader – Aviserne tav

I de københavnske gader fandt der voldsomme protestdemonstrationer sted. Tusinder deltog. Politiet slog ned med hård hånd. Knipler kom i anvendelse og mange blev slået ned af ophidsede betjente. Omkring hundrede demonstranter blev anholdt. Men i aviserne stod der intet om den folkelige modstand.

 

En tilfreds Scavenius

Nøjagtig et år efter, nemlig den 10. november 1942 blev denne pagt nævnt ved Scavenius regeringserklæring, da han blev statsminister:

• Regeringens Standpunkt overfor Kommunismen er klart. Siden Vedtagelsen af Loven af 22. August 1941 er kommunistisk Virksomhed her i Landet ulovlig. Dette fandt sin Bekræftelse af Danmarks Tiltræden af Anti-Kommitern-Pagten, Ifølge hvilken den danske Regering er forpligtet til paa danske Omraade at bekæmpe den kommunistiske Internationales opløsende og nedbrydende Virksomhed.

 

Det var også protest mod lønninger, priser, sociale nedskæringer m.m.

Folkestrejken eller Augustoprøret 1943 var vel ikke kun en protest mod tyskerne og regeringens samarbejdspolitik med tyskerne. Det var vel også arbejdernes protest over for lønninger, priser, arbejdsløshed, sociale nedskæringer og rationeringer.

I sommeren 1944 var aktionerne endnu større.

 

Solgt til fordel for koks og kul

Vi har lige kort berørt de danske Tysklandsarbejdere. Den danske imødekommenhed fik tyskerne til hele tiden at stille nye krav med hensyn til antallet. Måske var villigheden fra de danske arbejdere positiv i begyndelsen. Men efterhånden blev der berettet om særdeles hårdt arbejde, lav løn, og elendige bolig – og arbejdsforhold.

De tyske fagforeninger var nazisternes forlængede arm. De danske fagforeningsmedlemmer var helt uden indflydelse. De blev solgt til fordel for leverancer af koks og kul.

 

Taget både af Gestapo og dansk politi

Og de danske arbejdere fik ”kærligheden” at føle i det tyske. Således blev en 17 – årig dansker sat i spjældet for at have sunget en ”kommunistisk” sang. Desværre stod Gestapo i døren. Det blev takseret til 8 måneder.

Året efter blev han så anholdt af politiet i Århus for at være kommunist, skønt han aldrig havde været medlem. Det var dommen fra Tyskland, der havde fået politiet i Århus til at se røde spøgelser. Først 3 ½ måned senere blev han løsladt, uden undskyldning eller erstatning.

Justitsministeriets øverster embedsmænd afleverede lister til tyskerne med tysklandsarbejdere, der var kommunister.

 

Tag til Tyskland – ellers får du intet

De Samvirkende Fagforbund tog initiativ til at udsende et fortroligt cirkulære til alle fagforeninger, hvori der blev fastslået, at der skulle lukkes for al understøttelse til de arbejdsløse. Først for ugifte, siden for alle de omkring 200.000, der var helt uden arbejde i 1942 – 43. Det fik tallet på tysklandsarbejdere til at stige voldsomt til 138.000 ved starten af 1943. Det vil sige, at 7.000 arbejdede i den tyske krigsindustri i Norge.

Den hårde linje i arbejdsløshedskasserne medførte, at mange blev tvunget økonomisk til at rejse til Tyskland, hvis de ville sikre deres familiers oplevelse.

 

Myndighederne lukkede for tyske ”prærievogne”

De danske myndigheder lukkede også øjnene for tyske ”prærievogne” der drog rundt i de københavnske gader for at samle tilfældige mennesker op på gaden og sende dem afsted til tyske fabrikker for at arbejde. Det hed sig, at det var subsistensløse og dagdrivere, der blev udsat for denne hårde metode.

 

Tysklandsarbejdere var nok ”lidt nazister”

Man har glemt at fortælle, at ca. 49 tysklandsarbejdere døde i tyske fængsler. Efter befrielsen blev dette sorte kapitel gemt af vejen. Begrundelsen var at de fleste tysklandsarbejdere nok var ”lidt nazister”.

 

Dette glemte man lige at fortælle

Så havde man også lige glemt at fortælle tysklandsarbejderne, at hvis de i stedet tog et højskoleophold, så kunne de slippe for at tage til Tyskland.

 

Det danske bidrag til den tyske oprustning: 250.000 danskere

Det danske bidrag til Tysklands oprustning under Anden Verdenskrig løber vel op i en kvart million danske arbejders indsats. Det har sikkert været mange familier herhjemme, der har levet i angst og bævet i takt med de allieredes bombardement af de tyske byer.

 

Vær positiv – ellers ingen penge!

På en konference på Odens Universitet i 1995 blev det røbet, at forskning i besættelsens historie kunne forvente de bevilligende myndigheders positive behandling. Men forudsætningen var at historikerne ”skulle sætte fokus – og et positivt sådan – på samarbejdspolitikken og politikernes indsats for at redde landet gennem besættelsen” (se kildeangivelse).

 

Våben havnede hos det danske militær

Og den berømte stikkertale af Vilhelm Buhl den 2. september 1942 har vi også været inde på i flere artikler vores hjemmeside. Han forlangte, at danskerne ufortrødent skulle anmelde sabotører til dansk politi. Dette skuffede mange modstandsfolk også efter besættelsestiden, da pludselig igen så ham som statsminister.

Mange modstandsfolk var frustreret over manglende sprængstoffer og våben. Det viste sig at den danske hærs officerer støttet af regeringen havde tilranet sig mange af de våben som englændere og svenskere sendte til Danmark. Politikerne var bange for, at især kommunisterne ville hævne sig, når tyskerne var ude af landet.

 

Først blev Kryssing fyret på ”gråt papir”

Og så er det spørgsmålet om regeringens støtte til Frikorps Danmark. Syv dage efter at tyskerne havde overfaldet Sovjetunionen lå der en anmodning fra den danske oberstløjtnant Christian Peter Kryssing på regeringens bord om orlov og tilladelse til at lede et ”Frikorps mod Bolsjevismen” som det hed i Kryssings ansøgning.

Det bragte regeringen i en slem kattepine. Fra hærledelsen lå der et forslag om at afvise orlogsordningen. Den 2. juli 194, hvor beslutningen skulle træffes, var udenrigsminister Scavenius forhindret i at deltage i regeringsmødet. Regeringen vovede det ene øje, og afskedigede Kryssing på gråt papir.

 

Det blev tilladt befalingsmænd og menige til at melde sig

Dagen efter dukkede Scavenius op igen. Han satte hårdt ind for at få ændret beslutningen. Det lykkedes. Regeringen vendte som på en tallerken, blandt andet fordi Scavenius oplyste, at han havde truffet aftale med Renthe – Fink om, at alle officerer, der ønskede at optræde i tysk uniform i SS – underafdeling, Frikorps Danmark, skulle have ret til at træde uden for nummer og dermed få orlov.

For samarbejdspolitikerne var det en beslutning med konsekvenser. Næste skridt blev nemlig, at det blev tilladt alle befalingsmænd og menige at melde sig til frikorpset ”i Kamp mod Bolsjevismen”.

 

Der måtte ikke lægges hindringer i vejen

Derfor blev der sendt et brev til alle ledere i den danske hær og flåde om, at der ikke måtte lægges hindringer i vejen for dem, der ønskede at træde uden for nummer for at indtræde i Frikorps Danmark. Dermed kan man tolke det som regeringen gav grønt lys for officiel hvervning. Med regeringsbeslutningen blev det lovliggjort, som hidtil havde været forbudt.

I september samme år stillede Kryssing krav om, at frikorpset blev motoriseret. Kort efter blev kravet honoreret med en regeringsbeslutning om at stille tusinde lastbiler til den tyske front inde i Sovjet.

 

Renthe – Finks vigtige notat

Beslutningen er referat i ”Den Parlamentariske Kommissions Beretning bind 13 (1-6 side 139). Her er også refereret et afslørende notat fra den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Renthe – Fink. Han skriver om sagen:

 

• Men Hensyn til Frikorps Danmark rejste dets Chef, Oberstløjtnant Kryssing i September 1941 Ønsket om, at Frikorpset blev motoriseret.
• Oktober kunne den danske Regering på Grund af Udenrigsministerens personlige Intervention beslutte sig til at opfylde det tyske Ønske om de nødvendige 1.000 Lastvogne.
• Scavenius betonede over for mig, at for den danske Regerings Afgørelse, havde Ønsket om yderligere Bidrag til Bekæmpelse af Bolsjevismen været bestemmende.

 

Den danske general skridtede fronten af

Statsradiofonien lagde mikrofon til en hvervetale den 9. juli 1941 af Kryssing. Det gik dog hurtigt op for regeringen, at de var gået for vidt. Vreden i befolkningen voksede. De Frikorpset i efteråret 1942 kom på orlov brød helvede løs.

Ved afskedsparaden var den danske chef for hæren, general Ebbe Gørtz skridtet fronten af sammen med tyske generaler. Det var en handling som tyskerne, betragtede som en stor succes.

 

Straffet med tilbagevirkende kraft

Under resten af besættelsen udviklede Frikorpset sig til et terrorkorps i Danmark. De skiftede navn under vejs. De 6.000 danskere, der havde meldt sig under nazisternes faner, blev af befolkningen betragtet som landsforrædere. De blev straffet med tilbagevirkende kraft efter besættelsen.

Der blev aldrig foretaget en tilbundsgående undersøgelse, hvilke krigsforbrydelser korpset begik under deres felttog i det daværende Sovjet.

 

Ustraffet angreb mod Folkestyret

Hele foråret og sommeren 1940 arbejdede en gruppe mænd på højtryk i noget, de kaldte for ”Danmarkskredsen”. Her arbejde notoriske nazister som Einar Vaaben sammen med A.P. Møller og over hundrede erhvervsfolk og nationalister. Senere kaldte de sig ”Højgaard – gruppen”

I et meget følelsesladet brev til kongen den 14. november 1940 anbefalede ni mand fra gruppen, at der blev dannet ”en upartipolitisk Regering, som kunne opnaa Fordele fra Tyskland, der ikke ville kunne opnaas med et Ministerium som det nusiddende”

I et brev dagen efterstillede gruppen forslag om at gøre Prins Axel til statsminister, fordi lød der i brevet – ”det ville virke ”stærkt forvirrende” på de danske nazister”. Brevet var blandt andet underskrevet af A.P. Møller.

Kongen gav straks henvendelserne videre til statsminister Stauning, der åbenbart arkiverede dem lodret. Ja man kan sige, at det var et angreb på folkestyret.

 

Kilde:

• Besættelsestidens Litteratur (under udarbejdelse)
• Lauritz Bindsløv Frederiksen: Pressen under besættelsen
• leksikon.org
• Diverse artikler på dengang.dk
• Ditlev Tam: Retsopgøret efter Besættelsen
• Besættelse i Perspektiv/Odense Universitetsforlag 1995
• Den Parlamentariske Kommissions Beretning bind 13
• Den Parlamentariske Kommissions Beretning bind 19

 

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 191 artikler fra Besættelsestiden herunder:

• Krigens Købmænd
• Befrielsesdage
• Statsminister Buhl og hans stikkertale
• Udleveret til tyskerne
• Sandheden om besættelsestiden
• At handle med ondskaben
• Dansk Cementfabrik med tvangsarbejdere
• Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
• Hvad skete der i Bobruisk
• Kryssing og Frikorps Danmark
• En justitsminister i unåde
• Politik under besættelsen
• Scavenius – Samarbejdets kunst eller forræder
• Samarbejde med Besættelsesmagten
• Besættelsestiden – skønhedsmaleri eller glemsel
• Danskere i Hitlers tjeneste
• Besættelsestidens fortrængninger og mange flere