For et simpelt tyveri kunne man ende på galgen. Efterhånden blev fængselsstraf almindelige. Men ikke alle retsinstanser fulgte påbud og love. Der var barbariske straffe i fortiden. De sagsøgte måtte selv betale for den de anklagede i fængslet. Selv løsgængeri og tiggeri blev straffet med til Bremerholm i jern. Der var undertiden mærkelig domme, som kongen også gik ind og påvirkede. Efterhånden blev fangerne brugt som billig arbejdskraft. I 150 år eksisterede Bremerholm med en kort opblussen i 1817. Fangevogtere blev overfaldet og fangere dræbt i slagsmål.

 

Købmænd fra Bremen

Bremerholm ligger nordøst for Slotsholmen. I dag er holmen landfast med Sjælland. Og i dag er den gade, der hedder Bremerholm. Det er den, der går forbi Magasin. Ja gaden hed egentlig Ulkegade og Holmensgade. Men skiftede atter engang. Gaden havde fået et dårligt ry, men det hjalp ikke synderligt, bare ved at skifte navn.

Og hvorfor blev det lige Bremerholm? Jo det var her købmændene fra Bremen havde deres boder. Og de skibsbyggere som Kong Hans hidkaldte til sit værft, kom også fra Bremen.

Men kigger man på et kort fra 1728, så var stavemåden Bremerholm.

 

Forbrydere kunne indtil 1741 blive dømt til at arbejde i jern på Bremerholm. Efter anlæggelsen af Nyholm fik Bremerholm ændret navn til Gammelholm.

 

Barbariske straffe i fortidens retspleje

I fortidens retspleje var der barbariske straffe. Den blev mildnet med Danske Lov. Groft tyveri blev straffet med hængning. Nu kunne man nøjes med kagstrygning (pisk) og brændemærkning med tyverimærket. Men skete det anden gang, ja så var det en tur på Bremerholm. Og her var der dømt hårdt arbejde, og det var der mange, der døde af.

Danske Lov bedømte dog Majestætsfornærmelse meget højere end før:

•  I levende live skal højre hånd hugges af, efter halshugning skal kroppen pateres og lægges på hjul og stejle. Den afhuggede hånd skal hænges på en stage.

 

Den sagsøgte skal selv betale

Mange sager blev overhovedet ikke rejst. Danske Lov regnede med, at det var privatpersoner, der skulle rejse en sag. Men problemet var bare, at det var den sagsøgte, der skulle betale for udgifterne i fængslet. Og så håbede man ikke på, at sagerne blev anket til Lands – eller Højesteret, for så kunne det blive endnu dyrere.

 

Fængselsstraffe var vejen frem

Efterhånden fandt man ud af, at fængselsstraffe var vejen frem. Men ved siden af kunne man også finde på at straffe folk på æren. Værst var det at miste sin ære. Det betød tab af alle borgerlige rettigheder. Det var for resten noget af det man anvendte under Retsopgøret efter krigen. Ofte betød denne dom, at man overhovedet ikke kunne ernære sig på hæderlig vis.

 

Kagstrygning, Spanske Kappe og offentlig skriftemål

Æren gik også tabt under kagstrygning. For mindre forseelser kunne man idømmes at stå i Gabestokken. Det var en pæl forsynet med et halsjern. Ligeledes kunne man dømmes til at bære den Spanske Kappe. Det var en tønde uden bund og med et hul foroven. Tønden blev sat ned over den skyldige krop, så kun den skyldiges have ragede op af tønden.

Kvinder måtte undertiden bære fedlen. Det var et træstativ, der blev anbragt om hals og hænder, og som var forsynet med en klokke, der skulle tilkalde mere opmærksomhed.

En særlig beskæmmende straf var offentlige skriftemål. Her skulle man stå frem på kirkegulvet og i al offentlighed skulle man indrømme sine brøler. Det kunne for eksempel være, at man havde fået børn uden for ægteskab.

 

At arbejde i jern

Nu var det bare sådan, at den mildhed i at dømme tyve, som Danske Lov foreskrev, ikke altid blev overholdt. En forordning af 4. marts 1690 siger således:

 

• At tyvenes antal´, siden loven havde befriet dem for at miste livet, er tiltaget, og man kan frygte, at de dagligt vil blive flere, hvis straffen ikke igen bliver skærpet. Derfor skal den, som ved nattetid på marken stjæler en hest, ko eller stud eller som bryder ind i en anden mands hus for fremtiden dømmes til galgen. Og det samme skal vederfares den, der engang er blevet brændt med tyvsmærke, og som atter begår tyveri.

 

Men nogle år senere bestemte man, at de fleste inden for overnævnte kategori skulle indsendes til Bremerholm for at arbejde i jern. Med andre ord, de skulle arbejde i lænker på livstid. Efterhånden blev denne straf dog nedsat.

Men i det følgende kan man også se, at mange af straffene var baseret på tilfældigheder.

 

Løsgængeri og tiggeri

I sidste halvdel af det 16. århundrede prøvede man på mange måder at dæmme op for løsgængeri og tiggeri. I forbindelse med dette skete der ofte brandstiftelse og tyveri. Man forsøgte på forskellige måde, at indrette arbejdsanstalter, hvor man tvang unyttige personer til at blive nyttige. Disse arbejdsanstalter blev senere til strafanstalter, forbedringshuse og tugthuse.

Christian den Fjerde indrettede således omkring år 1600 et storstilet projekt, nemlig Tugt – og Børnehuset på Christianshavn. Ja egentlig var det landets første straffeanstalt.

 

I jern på galejer

I Frankrig og England havde man allerede i det 14. århundrede anvendt mandelige forbrydere i jern på galejer. Man solgte endda straffefangere som slaver til andre stater. Sådan noget gjorde man langt senere herhjemme.

Bøder afgjorde mangt og meget. Forbryderen blev for det meste kun straffet, såfremt den skadeslidte førte forbryderen til tinge. Kongens Lensmand optrådte endnu ikke som anklager. Man kunne for et meget simpelt tyveri risikere galgen. Forvirring og vilkårlighed syntes dog at være almindelig.

 

Billig arbejdskraft

Det synes at være Christian den Fjerde som videreførte reglen om, at forbrydere skulle i jern. I begyndelsen blev forbrydere anbragt i jern på fæstninger. Men efterhånden var det almindeligt, at man blev anbragt på Bremerholm. At arbejde i Bremerholms jern eller Kongens jern blev anset som en meget hård straf. Gennem 150 år var Bremerholm stedet, hvor forbryderne led.

Christian den Fjerde igangsatte mange initiativer i området, og til det brug, var der behov for billig arbejdskraft, så det var nærliggende, at bruge straffefangere fra Bremerholm.

Mange af straffefangerne var lænket til hinanden to og to.

 

Ja man behøvede ikke at være storforbryder for at ende på Bremerholm, bare det at være tigger var nok. Således lyder en forordning fra 24. februar 1636 om tiggere:

• Føre betlere pågribes og føres til Bremerholm, der at arbejde i jern eller i lænke, eller på vore jagter og galejer at trælle, indtil de kan trælle dem fri.

 

En mand fra Nyborg

Og det med, at være træl, var noget som vi her i indledningen kunne påvise var almindelig i udlandet. Det synes, at være praktiseret også herhjemme, måske ikke i så stort et omfang.

En mand havde truet med at afbrænde Nyborg. Derefter blev han sendt til København, at gå der på galejen med de andre fanger. En befaling fra 2. april 1573 siger dog også, at der skal udlægges galejer i Bæltet på strømmen ved Kastrup knæ.

Manden fra Nyborg var åbenbart sluppet for straf i første omgang. Han havde opholdt sig i Norge, men da han vendte tilbage, blev han henrettet i 1584.

 

Lensmænd skulle skaffe arbejdskraft

Man var også efter Løsgængeri. Således lyder en lov fra 16. november 1619, at der skal erhverves dom, hvor mange måneder eller år, de er pligtige med jern at arbejde, for inden de skikkes til København.

 

Før 1619 udskriv kongen nærmest vilkårligt, løsgængere til at arbejde på slotte og fæstninger såvel som på orlogsværftet og flåden. Ja allerede den 2. oktober 1566 udskrev Frederik den Anden løsgængere til arbejde. Befalingen kom til lensmændene på Sjælland:

• Vi behøver nogle karle, som kunne arbejde på Holmen her for vort slot København, og anordner, at de skulle udtage 100 føre, stærke og ledige karle og uden forsømmelse hid til København fremskikke.

 

Befalinger

Der står ikke anført, at de skulle fremsendes i jern, men det var tilfældet. Dette påbud kom dog i senere befalinger. Resolutioner bestemte straffetiden fra livstid ned til et halvt år:

• en, som blev dømt for hor, løslades mod at betale 1.000 daler.
• to dømte for at være overhørig kongens forordning, løslades mod hver, at betale 50 daler.
• en bådsmand straffes i jern på to år for brud på byfreden.
• for samme overtrædelse benådes en soldat med arbejde i jern.
• en mand, som har trolovet sig, mens han var trolovet med en anden kvinde, dømmes i jern på 6 år.
• to personer er sat i jern, fordi de havde fisket i Skt. Jørgens Sø

 

Kongen greb ind

Det skete også, at kongen greb direkte ind. Han befalede at

• en tømmermand skal sættes i jern og eftersendes, fordi han ikke fulgte med tømmeret til Christians pris
• at en mand, som bygger valkemøllen, skal sættes i jern på Holmen, fordi møllen ikke kunne drives ved det tilstedeværende vand, som han havde lovet.
• for ublu opførsel i en landsbykirke, blev mandfolkene sat i jern på Bremerholmen
• fordi en vognmand havde overkørt en kvinde, så hun døde, befalede kongen den 6. november 1635, at indsætte på Holmen og slå udi jern, der at arbejde “indtil nogen tiltaler hannem for samme gerning”.

 

I stedet for Galgen

Efterhånden blev Bremerholm overfyldt, derfor blev mange af fangerne henvist til andre steder.

I 1661 byggedes Kastellet med fængsel. Dette blev dengang kaldt Citadellet Frederikshavn. I en ny bygning på Christianshavn fik Rasphuset plads i 1742.

Som det vil fremgå, var det ikke altid de største forbrydelser, der medførte, at man skulle sidde i jern. Men havde bestemt, at det hovedsagelig var forbrydelser mod ejendom, sædelighed og religion, der skulle føre til Bremerholm. Adskillige personer, som var dømt til galgen blev under Christian den Fjerde benådet til straf i jern.

 

Fra 1682 hed det sig at

• En, der forsidder eller forløber sin husbonds gård, idømmes et år i jern på Bremerholm.

 

Mange døde i “jern”

I 1711 og 1712 blev svenske krigsfangere anbragt på Bremerholm, og i 1713 blev en del tyrkere og tatarer modtaget her.

Pesten i 1711 var hård ved fangerne. Det var velsagtens fordi, som det hedder i en rets-skrivelse fra 12. juli 1685 at

• fangerne på Holmen henbære misdæderes lig til Anatomihuset.

 

Ja samme sted skulle de også selv hen, såfremt de døde i jern på Bremerholm. Mange af fangerne blev brugt som gravere under de forskellige epidemier i København.

Mange af fangerne blev brugt rundt omkring i byen. Således fremgår det, at 9 fangere i 1599 blev brugt son håndlangere under opførelsen af Tøjhuset. Og fanger blev brugt til husgerning i Børnehuset i 1632 – 1633.

I 1691 blev fanger brugt til opførelsen af Christianshavns nye vold.

 

Fangere dræbt i slagsmål

Nu gik det ikke altid lige godt, når fangerne var ude af fængslet. Således flygtede to fangere i 1711, da de var gravere. I 1716 da det nye Søkvæsthus skulle bygges dræbtes to fangere under slagsmål med russiske søfolk.

 

I 1621 var 40 fangere udkommanderet til Frederiksborg, hvor der skulle graves damme. Om natten var alle fangere tilsluttet en kæde.

I 1732 blev en af fangerne løsladt for at være fangevogter for andre fangere fra Bremerholm på Christiansø.

 

Fangevogtere blev overfaldet

Der er også talrige eksempler på, hvor fanger har overfaldet fangevogtere. I 1691 havde en fange ved navn, Johan Proben overfaldet fogeden med dennes stok, som han havde slået denne i ansigtet og efterfølgende mishandlet ham.

Og i 1727 havde en fangevogter hjulpet fangere med at nedgrave tyvekoster.

Egentlig findes der ikke nogle opgørelser omkring flugt. Men de synes dog at være ret hyppige. I 1822 opdagede man en komplot af fangere, der ville bruge flådens fartøjer for at komme væk. Denne opdagelse var angivelig årsag til, at Bremerholm blev lukket som straffested.

 

En god kost

Efterhånden blev maden bedre på Bremerholmen. I starten skulle fangerne kun have det, man anså for at være nødtørftigt. Men fra 1706 fik fangerne tre måltider om dagen, dog kun to om søndagen. Til de to måltider om dagen, det vil sige middag og aften, skulle der gives flæsk og kød samt ærter. De øvrige fire dage om ugen bestod madplanen af bergfisk, torsk eller sild og grød med smør. Frokosten på de seks dage bestod af 2 1/2 lod sild. Til hvert måltid skulle der serveres brød og 1 pot øl.

På den tid kunne man vel ikke klage over denne kost?

 

Svenskerne må omkomme i vintertiden

Men m.h.t. beklædningen kunne man hvis nok klage, hvis man ellers havde haft muligheder for dette. Således tilstodes der efter resolution af 13. oktober 1694 fangerne på Bremerholm, skjorter, sko og strømper. Fra 1706 beregnedes efter reglementet årlig 4 rdl. i

klædepenge samt 2 skjorter, 1 par sko og 1 par strømper.

For klædepengene blev der anskaffet

• 1 (islandsk) vadmels trøje, og 1 par vadmels buxer

 

Nu var der ikke alle der blev sådan behandlet. Efter en indstilling af 29. december 1717, så skulle de 104 svenske fanger på Holmen gives klæder:

• såsom de ere ganske nøgne og i vintertiden ellers må omkomme.

 

95 slaver til Tugthuset

I en resolution fra 4. februar 1741 bestemmes det, at slaverne på Bremerholm skulle anbringes i Stokhuset. Afgangen finder sted den 13. maj 1741, og de tilbageværende 95 slaver afleveres i Stokhuset.

Efterhånden fik stedet navneforandring til Gammelholm. Og det blev nok engang samlingssted for fangere efter at Tugthuset på Christianshavn brændte den 25. juni 1817. Der blev besluttet, at 50 fanger af farligere art skulle holdes på Gl. Holm under bevogtning. Foranstaltningerne var dog kun midlertidig.

 

Rigshofmester på afveje

Nu var det ikke kun fangere og fangevogtere, der lavede kriminelle handlinger på Bremerholm. Det gjorde Rigshofmester Korfits Ulfeldt også.

 

Den 11. juli 1651 blev en person dømt, fordi vedkommende havde fremført løgnagtige Beskyldninger mod Rigshofmesteren.

Denne dom fejrede Korfits Ulfeldt sammen med venner og bekendte den følgende dag. Men tre dage efter flygtede han sammen med sin Frue over hals og hoved fra Danmark.

Men se det er en helt anden historie.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under forberedelse)
• Fr. Stuckenberg: I Bremerholms Jern

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 

 

Om Lov, ret og Henrettelser, så læs på www.dengang.dk:

• Forbrydelsens Ansigt (bagerst er en oversigt over kriminelle artikler på www.dengang.dk)
• Henrettelser på Østerbro (under Østerbro)
• Opgøret efter 1945 (under Sønderjylland)
• Ribe – Hekseafbrænding (2) (under Sønderjylland)
• Riber – Ret (1) (under Sønderjylland)
• Lov og Ret i Aabenraa (under Aabenraa)
• Henrettet i Aabenraa (under Aabenraa)
• Henrettet i Tønder (under Tønder)
• Lov og Ret i Tønder (under Tønder)  

Redigeret 7.-01. 2022