Fælledbisser og Prinser (NørLIV 16)

Dette er vores 16. bidrag til Ugeavisen Nørrebro Liv. Det handler i første omgang om Fælled-bisserne. De bosatte sig her på Fælleden, for ude i Lersøen var industrien kommet for tæt på. Og måske var politiet også blevet lidt for aktive. En af de mest berømte Fælled-bisser var Maja Robinson. Man sagde om hende, at hun havde været meget smuk og gift med an australsk læge. Der blev sandelig også kæmpet om hendes gunst. Mange forsøgte at hjælpe hende ud af hendes tilværelse. Det var herude, at Robert Storm Petersen fandt sine motiver. Ja anden del i artikler handler om ”Prinserne”. De bosatte sig bl.a. på Blågårds Plads. Og de levede hovedsagelig af flydende føde. Prinserne var gode babysittere. Og da alkoholen steg i pris, jamen så lavede de et hjemmebrænderi i Rådmandsgade, men ak det blev opdaget.

Udtrykket ”bisse” stammer egentlig fra kvæg, der går frit på græs. Da Fælledbisserne var utilpassede, frie sjæle, der aldrig kunne holde sig i ro, fik de øgenavnet ”bisser”, der som ”bøller” stadig lever i folkemunde for ”rå og ubehøvlede personer”

Fælledbissernes ”dronning” var Maja Robinson. Hun havde efter rygterne været en fin lægefrue i Australien. Men så var hun kommet til Danmark, hvor misbrug havde ødelagt hende. Hun skulle som unge have været billedskøn. Hun gik rundt med et billede af sig selv, inden det blev slidt.

Deroppe hvor Aldersro Bryggeri lå, var der engang en tobaksfabrik, der hed A/S Lichtinger. Ja det var omkring det nuværende Jagtvej 169. Her havde en række kvindelige medarbejdere flere gange forsøgt at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende og klædte hende på fra yderst til inderst. Men det hjalp ikke.

Engang imellem forsvandt hun helt, så kom hun pludselig tilbage. Det var altid ballade omkring hende. For alle ville gerne være ”Førstebajs” hos hende. Men det var som regel ”Proppen”, der vandt.

Man sagde om hende, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand. Når hun så blev anholdt og sat i brummen, kunne hun finde på at klæde sig af over for de rødmende betjente. Senere ude på Fælleden fik hun om sommeren 5 øre for at trække op i kjolen af rødmende karle.

En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen kom meget på Fælledbisserne. Han brugte dem til sine berømte motiver med vagabonder. Men ak tidens tand ramte også Nørre Fælled. Det blev forvandlet til folkepark, bebyggelse og idrætsanlæg. Flokken delte sig. Halvdelen søgte ind på Blågårds Plads. Og de andre søgte ud omkring Rentemestervej, hvor en del af dem blev kræmmere og klunsere.

Nogle få kom fri af miljøet og fandt deres plads i samfundet. Men de fleste af Lersø-bøllerne og Fælled – bisserne endte deres dage som forhutlede drankere på Sundholm.

Ib Spang Olsen fortæller i sine erindringer fra kvarteret omkring Bryggervangen og Vognmarksmarken minder om Fælledbisser og Maja Robinson. De var ofte gæster i Likørstræde ved Kristineberg.

De rigtige damer gik i en stor bue forbi Maja, når de så hende. Om vinteren boede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I Ledvogterhuset ved ”Holger Danskes Briller” blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det nu ikke let. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:

• Fælleddronningen Maja Robinson slaaet fordærvet af sin kæreste

I 1918 var de ikke så mange tilbage. De var vel kun 5 – 6 stykker. Her så man blandt andet ”Stegt Sild” ”Den Hvide Neger” og ”Krølle Charles”. De var nu ret fredelige, men stjal i ny og næ. Mange lå på Fælleden i en evig brændevinsrus. De var glade, når folk gav dem en skilling. Men ridende politi kom ofte med deres sabler og jog dem på flugt.

Når Maja så børn, havde hun altid en slikpose parat. Hvad der blev af Maja vides ikke. Men endnu i 1940erne så man Julius i Fælledparken.

Nogle af Fælled – bisserne blev til ”Pinserne”. Det kaldte man spritterne på Blågårds Plads. Politiet og vægterne kæmpede en forgæves kamp for at få dem fjernet. Men de sad på bænkene på Blågårds Plads blandt legende børn. Og ofte tjente de en ekstra skilling ved at være babysittere. De var enige om, at følgende skulle stå på deres gravsten:

• På min Gravsten, skal der skrives

Der skal printes på latin:

Under denne Gravsten hviler

Der et smask fordrukken Svin

De sov som regel uden tilladelse i en eller anden uhumsk kælder, lige på det bare cementgulv. Sengetøj betragtede de som luksus. De frøs ikke, sagde de. Det var den indre varme, der bestemte. De opholdt sig i de mange nedrivningsejendomme. Ja her kunne et gammelt spiserkammer sagtens fungere som lokum. Stanken var dog ubeskrivelig.

De blev så i ejendommen indtil entreprenøren begyndte at rive den ned Først når bulldozerne havde fjernet de sidste murbrokker, var prinserne hjemløse. Men så kastede de sig bare over et nyt hus.

Under Første Verdenskrig satte værtshusholderne altid flasker på bordet, når man fik kaffepunch og rødvinstoddy. Som regel blev der en sjat tilbage i flasken. Disse sjatter blev hældt på en flaske. Dette blev så til en bitter, som Prinserne kaldte ”Hanerumpe”. Og grunden til dette, var de mange farver.

Meget populært i de kredse var ”Indianerfrokost”. På stegepanden varmede Prinserne røget markrel, wienerbrød, rugbrød, fedt, tomat og afaldspålæg. Ja så fik de en spirtdram til. Og alt imens skrålede de:

• De Frelserpiger

De er så Fromme

De går med Salmebog

I deres Lomme

Med korte Skørter

Og skæve Ben

Og Ræven går som Slibesten

Man blandede portvin og sprit. Men en langt finere og billigere drik var en såkaldt ”Primuslikør”. Det var kogesprit og sodavand eller saftevand. Nogle blandede også skummetmælk i sprit. Ja man kaldte det for en ”Karbidsnaps”.

Det var gode tider omkring 1908, da en hel flaske Aalborg Taffel kostede 55 øre. Og her var inkluderet en afgift til Staten på hele seks øre. Fra 1. januar 1918 kom en flaske Aalborg Taffel op i den skyhøje pris på 11 kr.

Omkring 1939 var der mangel på spiritus, brændevin og likør. Men det var også mangel på kogesprit. Og så var det i en periode grønt. Dette var ikke godt for prinserne. Myndighederne havde også tilsat bismag til kogspritten. Men Prinserne fandt en løsning. Og det gjorde de ved hjælp af eksperimenter med gasblus m.m. Alt dette foregik på førstesalen i Rådmandsgade 69. Forsøgene gik så godt, at man afsatte flaskerne i restauranterne på Nørrebro. Man fik hele 25 kr. for dem.

Men ak, det blev selvfølgelig opdaget. Men disse Prinser er nu ikke tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:

• Ja De er sigtet for hjemmebrænderi. De er arresteret og må følge med
• For hvad?
• Ja vi har lavet en husundersøgelse, og nede i Deres kælder, der har vi fundet remedierne til hjemmebrænderi
• Åh vil det så også sige, at De vil arrestere mig for voldtægt?
• Hvad vil det sige? Har De også begået voldtægt?
• Nej Hr. betjent, men jeg har remedierne til det!

På www.dengang.dk kan du læse alle de andre indlæg, som vi har leveret til NørrebroLIV – i alt så kan du læse 250 artikler om ”Det Gamle Nørrebro”.

Et barn på Nørrebro (NørrebroLIV 15)

Dette er vores 15. bidrag til Ugeavisen Nørrebro Liv. Det handler om det, at være barn på Nørrebro. Vi skal høre om det at være Pølsedreng. Og så var det den Store Badedag. Der var ingen kage til børnene, selv om de selv hentede en stor kurv inde hos en bager inde i byen. Men de kager blev brugt til, at kvinder kunne holde en ordentlig omgang kaffe-komsammen hver uge. Det var ikke altid lige let at være barn på Nørrebro

Pølsedrengene

Spisekammeret var tomt. Det eneste man kunne få var masser af sukkermadder. I stuen var det kun baggårdens lugter. Det var gaslygter ligesom ude på gaden. Ved mørkets frembrud tændte lygtemanden dem med sin lange stang. Petroleumslampen derinde måtte børnene ikke selv tænde. Det var farlig for børn. Elektriciteten eller gassen var lukket på grund af manglende betaling.

På Nørrebro boede alle de fattige med udsigt til baggården. De lidt finere havde udsigt til gaden. På hver etage boede der fem familier, som deltes om to toiletter for enden af den lange gang. Sådan var forholdene omkring Skyttegade. Ja nogle måtte ned til retiraderne nede i gården. Det var nu ikke så rart. Her var masser af rotter.

Beboerne skulle selv sørge for rengøring af toiletterne, så det gik på omgang. De enlige mænds rengøring var ikke særlig effektiv. Så børnene gik kun nødtvungen derud. Når man skulle tisse foregik det i potte, og når den var fuld, blev det bare smidt i vasken.

Det var ellers de store knægtes lod at tømme natpotten. Og det var ikke sjovt, når man skulle ned i retiraderne. Det var heller ikke så velset blandt baggårdens unge. Så det skete ofte efter mørkets frembrud, at den skvulpende potte blev båret ned fra fjerde sal. Det var ikke altid, at der var lys på bagtrappen. Men blev det for meget for ”Pølsedrengne” blev både ”det store” og ”det lille” tømt i vasken. Resultatet var, at indholdet ofte dukkede op hos naboen. Ja så blev faldstammen tilstoppet og man kan forestille sig, hvordan det lugtede om sommeren.

Store Badedag

Stuen blev opvarmet af en lille kakkelovn. Når det var højvande i kasse, blev der fyret med koks. Og hvis købmanden ikke ville give kredit, så brugte man sammenpressede avisbriketter.

Godt nok havde man vaskekældre, men det var billigere at vaske i køkkenet, selv om det var drøjt. Tøjet blev kogt i en gryde over gassen, og det var kun koldt skyllevand. Om vinteren blev tøjet tørret ved kakkelovnen i stuen.

Hver lørdag skulle familien i bad. En stor balje blev sat i stuen. Og vandet blev varmet i fløjtekælderen. Baljen blev kun fyldt en gang, så alle måtte bruge det samme vand. Og de små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være at de tissede i vandet. Der blev skrubet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man have en klud for øjnene, ellers gik det galt.

Bagefter blev der kæmmet med den store tættekam. At have lus var det værste, der kunne overgå børnene. Havde man lus måtte man i gang med olie. Det var også uheldigt, hvis skolelægen opdaget, at man havde fnat. Så måtte børnene en tur på Kommunehospitalet. Og det blev en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans og sænket ned i et badekar med varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuret med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Derhjemme måtte man huske at udskifte sengetøjet. Alt andet tøj skulle vaskes.

Mange lejligheder var en ren lopperede. Det var fugtigt, og der var ikke muligheder for udluftning. Pludselig følte man, at det kriblede og krablede alle steder. Gulve og paneller blev vasket i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde tøjet i skak i nogen tid, indtil de atter kravlede igennem gulve, vægge og loft.

Butikkerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der gik konkurrence i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningens udstillingskasser. Når det blev opdaget holdt man en lille pause og så gik man i gang igen. Disse togter skabte stor respekt i baggården.

Mange gik i søndagsskole, bl.a. i Gartnergade. Det var ikke nødvendigvis på grund af almindelig dannelse. Men her var hygge og varme. Om søndagen marcherede Frelsens Hær med fuld musik gennem Rantzausgade med alle unger bagefter. På Blågårds Plads blev der talt om Gud den almægtige.

Man fik at vide, at man ikke måtte lyve, men hvis købmanden kom med regningen, måtte man godt sige, at far ikke var hjemme, selv om han gemte sig inde i soveværelset. Gasmanden kom hver måned for at tømme gasautomaten for mønter. Men faderen havde allerede været der. Så blev der ellers brutalt slukket for gas og lys. Så var det slut med kaffe, kartofler og spejlæg.

Ingen kage til børnene

Når det gik helt dårligt så kom ”Dullen” fra Kommunen. Hun skaffede nye tandbørster og spisebilletter til folkekøkkenet. Men brunkål eller gule ærter med flæsk kunne være barsk kost for børn, der ikke var vant til varm mad. Ofte solgte familien disse spisebilletter for at skaffe nogle kontanter.

Børnene var i evig kamp med viceværterne. Øretæverne måtte man så tage, hvis man blev fanget. Og så var det Ladegårdsåen – en skøn legeplads. På det grønne område ned til åen blev der arrangeret boksekampe. Så var det også de drabelige kampe mod de andre gader.

I åen blev der fanget aborrer og skaller. Sommetider var man heldig og fange en gedde. Der blev sejlet med bræddestumper, fanget blodigler, rygsvømmer, salamander og skøjteløber. Man løb på skøjter om vinteren og balancerede på isflager. Kunsten bestod at vippe de andre i vandet uden selv at blive våd.

Et kendt bageri inde i byen havde tilbudt et børnehjem en stor kurv wienerbrød og kager en gang om ugen. Så kunne børnene finde ud af, at sådan noget også eksisterede. Det var selvfølgelig strengt forbudt, at tage noget på turen tilbage til Nørrebro. Og det blev tjekket hos børnene. Munden blev revet op og forstanderinden lugtede dem i munden. Var forbuddet blevet ivertrådt var det eller prygl og mørk arrest.

Og kagerne, ja dem fik børnene aldrig at se eller smage. Om eftermiddagen samledes nemlig forstanderindens talrige veninder til kaffegilde med børnenes kager til. Det var under disse gilder, at børnene fik lov til at sidde ved vinduerne ud til gaden og kigge på livet.

Ja og denne historie med kagerne, er en som Asta Nielsen, den store filmskuespiller har oplevet. Hun boede en overgang i nærheden af Stefans Kirken. Hvor dette foregik.

På www.dengang.dk kan du læse 249 artikler om det gamle Nørrebro

Flygtninge-prammen i Klintholm Havn

En mindesten er lagt ved Klintholm Havn. En synkefærdig flodpram med masser af KZ-fangere ankom, mens Danmark festede den 5. maj 1945. Prammen var også sprunget læk. Det var en levende ligkiste. Der var masser af sygdomme om bord. Miner var fastgjort til prammen. I første omgang skaffede man 125 rugbrød og 400 liter mælk. Ingen patienter måtte indlægges på Næstved Sygehus. Søbad om dannet til feltlazaret. Flere hundrede blev reddet. 19 klarede det ikke og døde. 70 patienter blev overbragt til Blegdamshospitalet. En mand lagde hver 5. maj blomster. Det var Piotr, en af dem, der blev reddet. Han var forelsket i en af hans plejere. De blev gift og fik børn. Han tog på 20 ture til Polen for at hjælpe. Nøjagtig 54 år efter, at han blev reddet gik han bort.

En mindesten

På Klintholm Havn står i dag en mindesten:

• Fra sult og nød

De mødtes på en fremmed kyst

I hjælpsom ånd, en udstrakt hånd

Ved siden af står der på fire sprog:

• Aktion prammen

På selve Danmarks befrielsesdag 5. maj 1945

strandede her en flodpram med 370 døende

Mennesker af alle nationaliteter ombord

De kom fra nazikoncentrationslejren Stutthof ved Danzig

pint af sult, tortur og sygdom havde deres bødler tvunget

dem på denne dødsflugt over Østersøen

En synkefærdig flodpram

Om morgenen den 5. maj 1945 blev en synkefærdig flodpram bugseret ind til fiskerihavnen Klintholm på østsiden af Møn. Om bord var 345 fanger fra koncentrationslejren Stutthof. I det materiale, som vi har nævnes forskellige tal.

Himmler befalede at KZ – fanger ikke måtte falde i fjendens hænder

I krigens sidste måneder påbød Heinrich Himmler at ingen levende KZ-fanger måtte falde i de allieredes hænder. Den 18. marts nåede sovjetiske styrker Østersø-kysten vest for Danzig. Evakuering over land var ikke længere muligt. Der var nu kun en flugtvej, og det var Østersøen.

Storstilet evakuering

Tyskerne iværksatte en storstilet evakuering over Østersøen. Allerede i januar 1945 havde man forsøgt at evakuere Stutthof. I kreaturvogne var fangerne kørt til Danzig, hvorfra de skulle være afsejlet vest på med et stort passagerskib. Men transporten blev forsinket af angribende sovjetiske fly.

Da fangerne så endelig nåede Danzig var skibet sejlet, og de blev beordret tilbage til Stutthof. Skuffelsen var stor, men senere viste det sig at fangerne havde været heldige.

Det store skib, Wilhelm Gustloff blev den 30. januar torpederet af en sovjetisk u – båd og sank. 5.438 mennesker mistede livet, herunder 3.000 børn. Kun 838 blev reddet af tyske marinefartøjer. Kun 838 blev reddet af tyske marinefartøjer.

Antallet af ombordværende har sikkert været større, og muligvis er antallet af omkommende væsentlig højere.

Engelske flyangreb kostede 10.000 flygtninge livet

I Travemünde sprang et stort krydstogtsskib i luften. Det var antagelig Cap Arcona. Det var sammen med to andre skibe blevet angrebet og sænket af Royal Air Force. Masser af flygtninge blev dræbt af englænderne. Ja man mener, at de engelske flyangreb kostede 10.000 flygtninge livet.

 I Flensborg Havn og videre syd på havde 1.081 skibe bragt 2.401.367 mennesker i sikkerhed for de fremstormende sovjetiske styrker.

Mange omkom under dødsmarch

Allerede i januar var en masse fangere fra Stutthof sendt ud på en dødsmarch, som skulle koste tusinder og atter tusinde livet. Blandt dem var også flertallet af de danske kommunister.

I april 1945 var der igen tale om evakuering af Stutthof. På det tidpunkt var der ca. 4.500 fangere i lejren. Men kun knap 3.300 fangere blev berørt af evakueringen den 25. april. Flere af de indsatte var enten døde eller undsluppet.

Blandt dem, der nu skulle evakueres var 30 danske kommunister, de norske politifolk og finske skibsbesætninger.

I 4 flodpramme

Man blev transporteret til Nickelswalde ved Weichsel-flodens udmunding. Med et landgangsfartøj blev man transporteret til halvøen Hela ud for Danzig-bugten, hvor fangerne blev beordret om bord i fire flodpramme. Under hele turen måtte man søge ly for angribende sovjetiske fly.

Hermine Koschmmieder(Schmidt) beskriver det på denne måde:

• Man kan overhovedet ikke beskrive afskibningen her. Kolonnerne gik i opløsning. Mennesker kastede sig fladt til jorden eller trykkede sig ind til hjul og vogne. Jorden under os skælvede og gyngede som budding. Lige ved siden af os faldt der bomber. Vi blev dækket af støv, brokker og skidt. Hele havnen blev indhyllet i tykke i tykke røgskyer. Luften blev fyldt med svovl og røg. Et skib var ved at synke.

En flodpram forsvandt undervejs

Den 28. april afsejlede man. Dagen efter nåede man Saltssnitz på den nordøstligste del af Rügen. Efter afsejlingen blev konvojen splittet af høj søgang. En slæbebåd blev også udsat for luftangreb. En af flodprammene brød i brand.

En pram forsvandt undervejs. To af prammene nåede mellem natten mellem den 2. og 3. maj frem til bugten ud for byen Neustadt i Holsten. Her havde tyskerne stuvet en masse KZ – fanger sammen, ikke mindst fanger fra Neuengamme.

Prammen sprang læk

Yderligere en af prammene med ca. 500 personer om bord gik på grund i det lave vand ved øen Greifswalder øst for Rügen, hvor prammen var ved at bryde sammen. Den 30. april blev de ombordværende sejlet ind til Lauterbach på sydkysten af Rügen. Derfra afsejlede de i en ny pram trukket af slæbebåden Danzig under kommando af oberstløjtnant Paulo med et marinefartøj som eskorte.

Undervejs sprang prammen læk. Man besluttede derfor at bringe prammen ind til Klintholm Havn med nu 345 ombordværende KZ – fanger.

Afvist og ingen form for forplejning

Blandt dem, der var om bord var den 19 – årige Hermine Koschmieder. Hendes forbrydelse var, at hun var medlem af Jehovas Vidner. Hun fortæller, at ved afrejsen fra Stutthof havde hver fået udleveret et halvt brød, et stykke margarine og et stykke hestekød med besked om, at det skulle vare i mindst otte dage.

• Vi blev afvist i Saltssnitz, fik ingen form for forplejning. Vel en smule vand, det var som en dråbe på en varm sten. Om bord var man allerede desperat nok til at drikke havvand. Efter cirka tre timer gik det videre.
• Om natten løb prammen på en af de mange undersøiske skær ved Eulenburg. Bugserbåden havde åbenbart sluppet os og var forsvundet. Man mærkede og hørte hvordan skroget skurede mod stenet modstand. En hvis sløvhed lå over os.

Land i sigte

Det var kolde aftener om bord, og de døde blev bare kastet over bord. Man drev omkring på havet i rum sø. Det var dage uden mål og med. Prammen begyndte at tage vand ind, og man måtte rejse nødflaget. Pludselig råbte en: ”Land i sigte”. Man var glad for, at det var et hagekorsflag, som man så, men det danske flag.

• Disse aprils-nætter på havet ar ubeskrivelig kolde, især om morgenen. Vagten hyllede mig faktisk ind i sine egne tæpper. Helt tildækkede, klamme og stivfrosne sad vi heroppe sammen med nogle få andre. I alt var der vel godt 400 mennesker på den totalt overfyldte pram. Nedunder i lastrummet var der totalt kaos. Folk lå bogstaveligt talt oven på hinanden. Fyldt med lus, udhungrede, søsyge og fortvivlende trampede de hinanden ned med fødderne. De døde var ganske enkelt kastet over bord, også de halvdøde. Prammen var aldeles ikke bygget til havsejlads. Man frygtede, at den skulle kæntre. Så fik den slagside. For at holde ligevægten slog man ubarmhjertigt løs på enhver, der lod sig se på dækket, måske bare på grund af en naturlig trang. Men besynderligt nok holdt de menneskelige behov op, da man jo hverken spiste eller drak. Jeg husker slet ikke at jeg forrettede min nødtørft på den tur.

• Under alt dette var vi selvfølgelig bevidste om Himmlers ordre til så vidt muligt at sænke alle fanger i rum sø og helst sådan at der ikke var nogen spor tilbage

På vej til Strandhotellet

Den 5. maj ankom overbetjent Ejnar Lundstrøm fra Sorø til Klintholm Havn som leder af 13 modstandsfolk. Egentlig skulle de anholde en stikker. En del tyskere lå på Strandhotellet. De havde endnu ikke fået kapitulationsordre. Her havde den eftersøgte stikker søgt tilflugt. Inde på hotellet nægtede tyskerne at udlevere stikkeren.

Men lige ankommet til havnen blev de gjort opmærksom på, at der lige var ankommet en pram. Som en af de første danskere gik overbetjenten om bord.

”En levende ligkiste”

Også en ung journalist, Gert Munch fra Møns Dagblad lavede en rapport med navne og billeder. Det rystede ikke bare ham selv, men også mange læsere. Han kaldte prammen for ”En levende Ligkiste”.

Oprindelig havde de været 800, men de 300 var døde. De sidste tre dage havde de kun fået saltvand at drikke. Hele rummet var indhyllet i en frygtelig stank. De ulykkelige mennesker havde været henvist til at benytteselve opholdsrummet til at forrette deres nødtørft i.

Ved ankomsten var størstedelen af fangerne polakker og russere. Dertil kom et lille antal tjekkoslovakker, tyskere, estere, lettere, litauere, tyskere og franskmænd. Dertil kom en del fra Danzig.

Masser af sygdomme

Den første læge, der ankom var Rasmus J. Fenger. Han havde en form for aftale med den lokale modstandsbevægelse. Også læge Bendt Mortensen og hans hustru Helene Mortensen mødte hurtigt frem. Sidstnævnte var formand for det lokale Røde Kors. Også baron Rosenkrantz fra Liselund var hurtigt fremme. Han repræsenterede den lokale modstandsbevægelse.

Sygdomme som dysenteri, tyfus, tuberkuløse rådede blandt fangerne. Dertil kom følgerne af underernæring. Og alle havde lopper.

I Morsø Folkeblad den 7. maj 1945 udtalte Dr. Fenger, at man under normale omstændigheder ville have anlagt samtlige prammens ombordværende. De kunne så have fyldt Stege Sygehus i to år. Så galt gik det dog ikke. Men det kunne man jo ikke vide her den 5. maj. Hen på efteråret kunne de sidste Stutthof-fangere forlade Møn.

Den lokale befolkning tog et stort ansvar

Den lokale befolkning tog et stort ansvar. Frivillige hjælpere fik KZ – fangerne tilbage til livet. På Strandhotellet blev der indrettet et nødtørftigt lazaret. Men de første dage måtte man blive i karantæne på prammen. Kun de døende og de mest elendige blev båret fra borde. Nogle døde også med det samme. De var alt for uforsigtige og tog for meget føde til sig på en gang.

De lokale beboere kom med brød og frisk vand.

Desværre kom nogle af KZ-flygtningene snart igen bag pigtråd idet de kom i en dansk flygtningelejr. Nogle kunne først vende hjem igen i 1947.

Miner fastgjort prammen

Omkring prammen var der fastgjort miner, der ville eksplodere ved et tryk fra slæbebåden. Fangerne skulle have været sendt på havets bund. Men det tjener til den tyske skibsførers ros, at han ikke gjorde det.

En marinebåd, hvis kanoner pegede mod modstandsfolkene sejlede næste dag med SS – soldater om bord. Denne havde fulgt prammen det sidste stykke. Disse SS – soldater ville ikke fortælle, at det drejede sig om KZ – fangere.

Nationaltidende berettede

Nationaltidende beskrev det hele på denne måde:

• Det første de Mønboer saa af denne Østersø-Arks Beboere, da de var stimlet sammen paa Landingspladsen, var en Klynge snavsede, pjaltede og ubeskriveligt magre Mennesker, som stavrede op ad Hønsestigerne fra Arkens Bælgmørkes Indre og tumlede mod Rælingen i en forvirret, kæmpende Klump. En Skolepige inde paa Land greb et Stykke Brød og slyngede det over Bord. Øjeblikkeligt opstod der et voldsomt Slagsmaal omkring den ene humpel Rugbrød, som Skolepigen havde kastet.
• Egnens dygtige Læge, dr. Rasmus Fenger fortæller: ”Jeg gik ombord i Prammen, vist nok som den første, og uden at Tyskerne forsøgte at hindre det. Det var en underlig Oplevelse. De stimlede sammen om mig, hev mig i Tøjet……fortalte mig, at det var Fanger fra Koncentrationslejren Stutthof, og at de havde sejlet i mange Dage uden at faa fersk Vand og uden Mad.

Rædsler er i nøje overensstemmelse med sandheden

Flere af fangerne var som allerede nævnt så afkræftede at de døde. Flere gravsten på kirkegården i Magleby minder om tragedien. En del af de overlevende tilbragte en tid i Høje Møn Forsamlingshus.

Over for Møns Folkeblad beskrev dr. Fenger sit indtryk:

• Det er jo forfærdeligt. Det viser at Briternes Meddelelser i BBC om de tyske Koncentrationslejres Rædsler er i nøje Overensstemmelser med Sandheden. ”Jeg har faktisk ikke før kunnet tro det!”

125 rugbrød og 400 liter mælk

Dr. Fenger sendte straks sin kone af sted med lastbil til bageren i Borre, hvor hun hentede omkring 125 rugbrød til KZ – fangerne. Snart begyndte klintholmerne også at koge kartofler i store kogekar og indsamle mere end 400 liter mælk, som skulle redde fangerne fra sultedøden.

Ingen patienter kunne modtages på Næstved Sygehus

En selvbestaltet hjælpekomite blev dannet for at skaffe hjælp til fangerne. Fangerne græd mens de spiste det tørre rugbrød. Stege Sygehus, Næstved Sygehus og Røde Kors var alarmeret og sidstnævnte betalte for de foreløbige udgifter. Fra Næstved Sygehus ringede amtslægen personligt og fortalte, at ingen patienter kunne modtages på sygehuset. Den lille havneby måtte klare sig selv.

Søbad omdannet til feltlazaret

Klintholm Søbad blev omdannet til feltlazaret. Modstandsfolkene sørgede for at de 14 tyskere forlod stedet. Nu manglede man blot indmad til hospitalet. Pigekammersenge med madrasser, lagner, dynebetræk og håndklæder blev stillet til rådighed. Uldtæpper blev stillet til rådighed af vandrehjemmet.

Vandfade, bækkener, sprøjter og udskylningsapparater blev stillet til rådighed fra sygeplejeforeninger. Inspektøren fra Stege Sygehus turde ikke tage hul på beredskabslageret.

Krostuen blev omdannet til vaskerum, så patienterne kunne blive vasket. Tre kogekar blev anskaffet hos en lokal murer. På den måde fik man en slags badeanstalt.

De frivillige opdagede, at mange af fangerne ikke kunne døje hinanden, og der opstod slagsmål. Fangerne fra Stutthof var en blandet skare.

70 patienter til Blegdamshospitalet

Endelig ankom der den 24. maj to sygeplejerske fra Røde Kors. Senere lykkedes det ved hjælp af en ambulance fra Næstved dagligt at fragte patienter ind til Blegdamshospitalet. Hospitalet modtog cirka 70 patienter, og de havde næsten alle sammen plettyfus. Det er ikke helt korrekt at læger i Danmark nægtede at behandle flygtninge. Den mening har vi selv været med til at dele, grundet historisk baggrundsmateriale.

Man kunne faktisk dø af sygdommen, hvis den ikke blev behandlet i tide. Selv om de lokale ydede en kæmpe indsats døde 19 fanger af de ca. 370.

En mand på en kirkegård

Hvis naboer til Stege Kirkegård og Magleby kirkegård havde skuet over på kirkegården den 5. maj, har de kunnet se en ældre mand med tæt hvidt overskæg og kraftige øjenbryn og tilbagefriseret hår i grå nuancer gå rundt mad favnen fuld af røde og hvide roser.

Manden, der i lokalområdet var kendt som Peter Veedol havde 50 år på samme dato lagt en buket i danske og polske nationalfarver ved hver gravsten dateret 1945 med slaviskklingende navne.

Hvis man havde spurgt denne mand, hvorfor han gjorde et, ville han sikkert have svaret, at det var for at ære sine døde kammerater og de danskere, som i dagene omkring befrielsen kæmpede en hård kamp for at redde deres liv.

Piotr blev forelsket

Egentlig hed den ældre mand, Piotr Mierzejewski. Han var en af dem, der blev sendt på dødsmarch, hvor 300.000 fangere mistede livet. Han var en af dem, der blev sat på en båd. Var det fordi, at fangerne skulle sænkes for at slette alle spor i håbet om at slette krigens forbrydelser. Eller skulle de bruges i en eventuel gidselforhandling med de allierede for måske at kunne mildne straffen for nazisterne?

Piotr var en af dem, der var med i prammen. Mens han var kommet sig i sygesengen, havde han forelsket sig i en yngre kvinde fra Falster, der havde passet ham og hans kammerater. Han mente, at have set hende før.

I juni var de fleste kommet så meget til sig selv, at størstedelen rejste til deres hjemland. Piotr Mierzejewski og nogle af de andre overlevende blev dog på egnen, hvor de tjente i markerne hos baron Niels Rosenkrantz på Liselund Slot. Her lærte vores polske hovedperson at luge roer.

Hun hed Maria

Han kunne dog ikke få den unge pige ud af hovedet. Derfor vandrede han i sensommeren 1945 over 55 kilometer i for små sko fra Møn til Sønder Tåstrup sydøst for Nykøbing Falster, hvor hun boede med sin mor.

Den unge pige hed Maria og var født af polske forældre. Og det var faktisk sandt, at de to havde set hinanden før. Det var tilbage i 1935 de to unge polakker havde mødt hinanden på en international spejderlejr i Polen. Nu blev de forlovet og tre år efter viet i den katolske kirke i Nykøbing Falster.

Gift med børn

De nygifte flyttede sammen i Kannikehusene ved Orupgård på Falster. Parret fik to børn. I 1955 flyttede de til Gedser, og forpagtede en tankstation i færgebyen. Inden længe blev vores polske ven omdrejningspunktet. Men man kaldte ham nu Peter Veedol. Når tolderne havde problemer med polske chauffører kom han til hjælp. Han redede trådene ud og betalte også ofte kautionen.

Han blev dansk statsborger i 1962 og drev tanken frem til 1978. Nu flyttede parret ind på Skovboulevarden i Nykøbing Falster.

20 ture med hjælp til Polen

I 1981 blev der indført krigsretstilstand i Polen. Det kunne Peter Veedol ikke bare se på stiltiende. Sammen med en sygeplejerske begyndte han at indsamle mad, tøj og medicin. Han kontaktede en mand ved navn Aksel Skou, der drev en frugtplantage på Fejø og havde et vognmandsfirma. I årene fra 1981 til 1984 blev det til 20 ture til Polen.

Den tidligere krigsfange ville give noget tilbage til den verden, der havde givet ham så meget. Men da Maria blev syg i 1985 stoppede med at køre til Polen. Hun døde kort tid efter.

Han gik bort – 54 år efter sin ankomst

Peter Veedol solgte huset i Nykøbing Falster og mødte efterfølgende en ny kærlighed. I maj 1997 skulle han opereres, en simpel operation. Men skæbnen ville det anderledes. Under sin indlæggelse fik han en hjerneblødning.

Den 5. maj klokken 6 om morgenen gik han bort. Det var nøjagtig 54 år efter, at han var trukket i land sammen med de andre KZ – fanger i Klintholm Havn.

Kilde:

• www.ove-christiansen.dk
• www.mandemarke.dk
• www.tveast.dk
• Hermine Koschmieder: Min fødeby hed dengang Danzig
• Erik Haaest: Aktion Prammen
• Hermine Schmidt: Med glæden i behold
• Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark
• Heinz Schön: Ostsee 45. Menschen, Schiffe, Schicksale
• Martin Schmidtke: Rettungsaktion Ostsee
• Claes Göran Wetterholm: Dødens Hav – Østersøen
• Heinz Schön: Die Cap Arcona Katastrophe
• Horst Schmidt: Døden kom altid om mandagen

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse 266 artikler om Besættelsestiden (Før/under/efter) herunder:

• Læger under og efter Besættelsen
• Syd for grænsen-efter besættelsen
• Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
• Desserteret i Svenborg – Likvideret i Gelting Bugt
• Likvideret i Alssund 5. maj 1945
• Himmler og hans datter
• Tyske flygtninge
• De tyske flygtninge på Nørrebro
• Tyske flygtninge i Nordslesvig
• Tyske flygtninge i Tønder
• KZ – lejr Ladelund
• Bag KZ-lejrens pigtråd
• KZ Udelejr – Flensburg-Schwesing (Svesing)
• Dansk Vaccine i Buchenwald
• Josef Mengele – Dødens engel
• Karantænestationen ved grænsen
• Død over Babi Jar
• Sort Jord – Holocaust
• Hvad sker det i Borbruisk
• Buschenwald-rædsler og lidelser
• I ondskabens tjeneste af Holocuast
• SS-absurde grusomheder
• Holocaust – aldrig igen og mange flere

Bag KZ – lejrens pigtråd

Tyskerne havde blind tillid til systemet. De første lejre er fra 1929. Werner Best var med til at hindre domstolens kontrol. Hvem blev anbragt i KZ – Lejrene? Mærker blev sat på tøjet. I 1937 blev 10 fanger kvalt i Buchenwalds latringruber. Hvordan var hverdagen? Aftenappellerne var frygtet. 70 mand frosset ihjel under en 19 timers appel. Også de døde skulle møde op. Noget arbejde var mere attraktivt end andet. Mange groteske afstraffelsesmetoder. Nye fanger tabte sig 20 – 25 kg. Bjerger af lig. Og så var der kaffe bagefter. Kommando 99 i hvide kitler. De menneskelige forsøgsdyr. 300 kvinder eksperimenteret til døde under et forsøg. Straffe-kommandoer. Dødssprøjten. SS-toppen tog for sig af retterne. Pludselig var der 47.000 fanger i Buchenwald. Vidste tyskerne, hvad der foregik?

Tyskerne havde blind lydighed til systemet

Borgerne var vænnet til en omfattende uorden. Undertrykkelsen af rettigheder kom lige så langsom snigende. Terroren var trådt i rettighedernes sted. Men tyskerne havde blind lydighede til systemet. Og systemet oprettede privilegier. Hemmelige politisystemer fik særlige beføjelser.

Efterhånden voksede nazisternes masseforbrydelse. Det skete samtidig med, at der kom en uafladelig strøm af propaganda.

De første lejre fra 1929

I begyndelsen kunne man godt skjule eksistensen af KZ – lejre. Og de første var vel også en form for arbejdslejre. De første var grundlagt allerede i 1929.

Over for den tyske befolkning kaldte man dem for opdragelsesanstalter.

Werner Best var med til at hindre domstolenes kontrol

I begyndelsen var Heinrich Himmler underlagt Ernst Römm fra SA, Sturmabteillung. Men det fik han hurtigt gjort en ende på. I 1931 var der allerede 10.000 SS’ er. Og dette skyldtes også Heydrichs SD, at Himmler fik fodfæste.

I 1933 var Geheime Statspolizei (Gestapo) også en realitet. Og allerede i 1934 var det lykkedes for SS at overtage Politische Landespolizei.

Werner Best var med til, at forhindre domstolenes kontrol af dem, som systemet arresterede. Waffen SS blev Himmlers specialkampstyrker til at erobre Europa. Og fra starten var SS – Totenkopf en slags ”benbrækker – garde”.

50 første KZ – lejre allerede i 1933

De ledende hjerne i SS dengang var Heydrich og Best. De begyndte at udvikle metoder til at komme af med modstandere og dem, der ikke passede ind i den nazistiske ideologi. Jo mere drastisk det skete, des bedre. Det skulle gerne efterlade et afskrækkende eksempel. Den tilsigtede virkning udeblev heller ikke.

De første 50 KZ – lejre eksisterede allerede i 1933. Buchenwald opstod i 1937. Hele Tyskland blev efterhånden spække med terrorinstitutioner. I 1939 var der allerede inklusive Aussenlager ca. 100 stykker.

Hvem blev anbragt i KZ – lejre?

Hvem var det, der kom i disse lejre i begyndelsen?

1. Politiske modstandere
2. Mindreværdige racer
3. Kriminelle
4. Asociale

Si—-(Forbudt ord)  ville nationalsocialisterne egentlig gøre bofaste. Men man vidste ikke rigtig, hvor man skulle gøre af dem. Himmler havde også forbudt deres fri bevægelighed. Men det endte med, at de også endte i KZ – lejre.

De såkaldte Nürnberger Beskyttelseslove skulle beskytte mod jøderne. Halv- og kvartjøder blev også efterhånden indfanget. I begyndelsen blev de placeret i de fire hovedkategorier.

Mærker blev syet på tøjet

De kriminelle i lejrene blev i slutningen af krigen indlemmet i SS og ikke-tyskere blev også i begyndelsen betragtet som politiske fangere.

Mellem 4.000 og 5.000 protestantiske og katolske gejstlige kom også i KZ – lejre. De blev betragtet som modstandere af regimet. En stor gruppe var homoseksuelle. Deres levemåde var ikke forenelig med nazismen.

Alle fik påsyet et mærke efter hvilken kategori, som man tilhørte. Nationalitetsbetegnelsen blev også påsyet F for franskmænd, N for Nederlandene osv. Dem, der var mistænkt for at ville flygte fik påsyet en rød-hvid skydeskive.  

Ja selv ”idioter” fik deres egen mærkat. Krigsforbrydere fik påtrykt et K og kom straks i straffekompagnierne.

Hver lejr skulle rumme 10.000 – 20.000 fanger

”Dødningehoved-folk” udgjorde vagtmandskabet. De udnyttede enhver mulighed for at spille de forskellige grupper ud mod hinanden.

Når der skulle placeres nye KZ – lejre var skov – og moseområder at foretrække. Større byer i nærheden var også en fordel. Vandmangel var i mange tilfælde med til at forværre situationen i KZ – lejrene.

Normalt skulle en lejr kunne rumme mellem 10.000 og 20.000 fanger. Kvartererne til SS – personalet blev opført først. Fangerne blev som regel anbragt i nødbarakker.

SS-boligerne blev opført af fangerne. Det var ikke unormalt, at det var med pragthaver, drivhuse, parker, ridebane og kasinoer. I Buchenwald var der også med zoologisk have. Og kommandant Koch nød, at sætte fangere ind til bjørnene.

Et flere meter højt pigtrådshegn som var elektrisk ladet, blev etableret. For hver 75 meter blev der rejst et vagttårn. Vigtigt var også et højtaleranlæg.

De sanitære forhold var under al kritik.

En indsat måtte i 1938 ikke koste mere end 55 pf. pr. dag

Den samlede sum til ernæring måtte ikke beløbe sig til mere end 55 pf. pr. fange i 1938. Men gennem årene så var det næsten bedrageri med denne husholdning i alle KZ- lejrene, hvor SS – toppen tog sig af retterne i rigelig grad. Det gik så ud over fangerne.

I 1937 blev 10 fangere kvalt i Buchenwalds latringruber

Store problemer var det med spildevandet. Til at begynde med var der kun latringrubber. I oktober 1937 blev 10 fangere kvalt i Buchenwalds ekskrementer.

Gestapo repræsenterede den politiske afdeling og kunne uafhængig af ledelsen operere i lejrene. Dette skabte ofte konflikter.

På vej i KZ – Lejr

Man blev arresteret derhjemme som regel om natten så kunne man i dage- eller månedsvis i en arrest, indtil det passede en Gestapo – mand, at forhøre vedkommende. Hvis man var heldig, blev man ikke slået med det samme.

Så en dag måtte man underskrive en seddel. Og så blev man ellers transporteret til en eller anden KZ – lejr. Sådan oplevede mange tyske borgere det. Man blev stuvet sammen i godsvogne uden nogen form for proviant eller drikkevand. Hvad man var anklaget for, anede man ikke.

Skulle man passere åbne pladser på vej til toget, var man bundet sammen i lænker i lange rækker.

I bunkeceller

Man blev låst inde i bunkeceller i starten på 1.20 x 2 meter i grupper af 10 – 12 mand. Dørene blev lukket og låst. Centralvarmen kørte på fuld blus. Efter to timer faldt de fleste sammen. Først efter morgen-apellen blev dørene åbnet. ”Velkommen i Politisk Afdeling”.

Ved første forhør startede man som regel med 25 stokkeslag. Og først derefter førtes man ind i den egentlige lejr. Nu var der løb til badet. Derefter overtog barberen opgaven med at fjerne alt håret fra øverst til nederst. Nu kunne det så hænde, at man alt efter SS-folkenes humør blev ført nøgen til appelpladsen. Man kunne også blive tvunget til at hoppe i en store kedel med desinfektionsmiddel.

Alt blev taget fra en og placeret i en stor sæk. Hvis der var noget af værdi tog SS-folkene sig af disse ting til egen berigelse.

Morgenappel

Mellem 4 og 5 om morgenen blev man vækket. I Buchenwald var det en overgang sådan, at man inden dagens arbejde skulle udføre en halv times gymnastik i hurtig tempo.

Morgenappellen varede som regel en time. De frygtede opkald fulgte. Dette angik hver morgen 10 – 12 stykker. Og så fulgte ellers alvorlige overgreb.

Endelig fulgte så kommandoen:

• Arbejdskommandoer træd an

Alt imens spillede lejrens musikkorps. Uden for lejrporten måtte huerne så igen tages på. Så gik der ellers til arbejdsstederne i løb, mens man sang.

En lang arbejdsdag

Der blev arbejdet til sent om eftermiddagen med en halv times middagspause i det fri. I lang tid var det forbudt at bære brød. Det kunne også hænde, at man rykkede ind i lejren en halv times tid for at nedsvælge middagsmaden. Dette bestod af en mere eller mindre indholdsrig sammenkogt ret på cirka en liter.

Aftenappellen var frygtet

Efter fyraften om vinteren ved femtiden, om sommeren ved ottetiden skete indmarchen i rækker af fem stykker til aftenappellen. Igen var det til musik fra lejr-orkestret.

Disse aftenappeller var også frygtet af fangerne. Efter hårdt arbejde kunne man risikere, at skulle stå i timevis i stormvejr, regnvejr eller isnende kulde, indtil SS havde talt alle.

70 mand frosset ihjel

Engang stod man i 19 timer. Det var den 13. december 1938. Man stod i minus 15 grader. Årsgane var, at der manglede to mand. Endnu i løbet af natten frøs 15 mand ihjel. Følgende middag var 70 mand frosset ihjel. Hundredevis fik varige skader og døde senere af følgener.

Kommandørens kone ønskede at se nøgne fanger

En søndag i februar 1939 skulle alle fanger i Buchenwald ligge nøgne på appelpladsen i tre timer. Daværende kommandant Kochs kone, Ilse, havde ønsket at se fangerne nøgne.

Også de døde skulle møde til aftenappel

Når der var appel skulle alle møde både levende og døde. Dem, der var døde i løbet dagen, i blokken eller hos en arbejdskommando blev slæbt på appelpladsen. Først efter appellen måtte de døende slæbes på sygehuset.

Når aftenappellen var slut fulgte offentlige afstraffelser. Maden blev udleveret i løbet af aftenen. Det var et lille stykke margarine, nogle gange lidt pølse og en skefuld kvark. I løbet af aftenen forekom der igen diverse afstraffelser og chikane.

Noget arbejde var mere attraktivt end andet

Fagarbejdere var så heldige, at de kunne komme på værksted. Det var ens livsforsikring i første omgang. Uden hensyn til alder eller fysik kunne alle blive udtaget til stenbruds- og skaktkommandoer.

Jøderne blev kommanderet til at stable mure op, for så næste dag at bryde dem ned igen.

For at komme i betragtning til udendørsarbejde med et ildsted blev der betalt penge under bordet til Kapoer og arbejdsformænd. Også arbejde inde på lejrens område var attraktive.

Kampen om værktøj var også grotesk. Der var nemlig ikke værktøj til alle. Dem, der så ikke fik fat i et stykke værktøj, blev beskyldt for arbejdsvægring. Og det kunne få alvorlige følger.

Mange groteske afstraffelser

Det er et hav af groteske afstraffelsesmetoder. SS-folkene vædede i fuldskab om, hvem der kunne myrde flest under de mest groteske omstændigheder. Og det blev aldrig stille spørgsmål, bare man sørgede for at skrive ”Dræbt under flugtforsøg”.

Straffetrusler ved appellerne hang over fangerne. Det regnede med øretæver, spark, pisk m.m. Nys eller hoste under appellen var nok til dette. Flugtforsøg havde konsekvenser for hele lejren.

I julen 1938 havde SS i Buchenwald forberedt en særlig overraskelse for fangerne. Man havde på den snedækkede appelplads rejst en galge. Efter apellen blev et par politiske fanger hængt under overværelser af alle fangere. Galgen fik lov til at blive der som skræk og advarsel et stykke tid.

Mange selvmord

Mange begik selvmord i lejren. De kunne ikke mere udholde diverse pinsler. En østriger anmeldte, at hans far var blevet myrdet i lejren. Han blev lovet ikke at blive forfulgt, hvis han sagde sandheden. Inden sagen var slut var han og 30 andre blevet myrdet i arresten.

Nye fanger tabte 20 -25 kg

De første år fik fangerne hvalkød. Senere blev det så hestekød. Man brugte Sakarin og tyske kunststoffer. Skummet mælk fik kun særlig udvalgte. Kaffeerstatningen havde ingen næringsværdi. Det havde en ubeskrivelig lugt og farve.

Kartoflen blev givet som pillekartoffel. Blodpølse var kun for de ganske få. Leverpølsen havde aldrig set lever. Der var formalet fiskemel i den. Begrebet ”Friske grøntsager” virkede som satire. Det var kålaffald, der kogt utilstrækkeligt.

En speciel sygemad var meget efterspurgt. Det blev givet til den blokældste, Kapoer og andre høje herrer. I enhver KZ – lejr fandtes sådanne privilegerede. Æg kunne man få ved bestikkelse af lejrlægen.

Nye fanger gik ofte 20-25 kg ned i vægt i de første to-tre måneder. Mange vejede mindre end 50 kg. Vitamanglen var stor. 70 pct. af fangerne var dårlig eller meget dårlig ernærede.

1.900 danske politifolk var interneret her. Det var for det meste yngre mænd i god ernæringstilstand. De fik også Røde Kors-pakker hjemmefra. Og så var der kun i særlige tilfælde, at de var tvunget til at arbejde. Alligevel døde 60 af dem.

SS-vagterne havde luksushunde, der fik rigelig med foder. Mange sultne fangere benyttede lejligheden til at få fat i hundefoderet.

Fodbold og boksning

SS-toppen havde også beriget sig på Røde Kors pakker. Og tænk fangerne havde overskud til at spille fodbold. Hele 12 mandskaber havde man i Buchenwald. I begyndelsen var der også et jødisk mandskab, men de blev nægtet at spille.

Ja man havde også boksning på programmet. Ja og som tidligere nævnt havde man et lejrorkester, der spillede ved enhver lejlighed som for eksempel piskning. Frafaldet var dog stort grundet ”lungesvaghed”, tuberkulose m.m.

Lang ventetid hos lægen

Hvis man blev syg, måtte man først vente i flere timer foran lægen. Her blev den første frasortering foretaget ved hjælp af slag. Når man så var så heldig at komme indendørs, skulle man først stille sine sko. Men var disse af en lidt bedre kvalitet kunne man ikke være sikker, at de stod der, når man kom tilbage. Det kunne også være at de var blevet ombyttet til nogle af en dårligere kvalitet.

Man skulle nu tage tøjet af og vente i flere timer, inden lægen havde tid. Og det var ikke opvarmet.

Hvis man havde tandpine, ja så blev den tand, som man havde ondt i, trukket. Men ofte var det en sund tand, det gik ud over. Sygeplejerne var ofte fangere, der ikke havde meget begreb om sygdom og sundhed.

Mange steder trak man guldtænder ud uden patientens gode vilje.

Barak 7 blev tømt for lig – flere gange om ugen

Også i Buchenwald blev der foretaget mange lægeforsøg eller mere eller mindre seriøse videnskabelige forsøg. Vilkårlige operationer og amputeringer af diverse lemmer. Det var helt almindelig, at der blev begået drab på patienterne. Også blandt de arbejdsdygtige, blev der udtaget dødsofre. Barak nr. 7 blev flere gange om ugen tømt for ofre i Buchenwald.

Man skulle have forbindelserne i orden, hvis man ville sikre sig for ikke at være i risikozonen.

Bjerger af lig

Himmler befalede at alle døde skulle brændes. Indtil 1940 blev fanger fra Buchenwald brændt i krematorier i Weimar og Jena. I 1940/1941 blev der anskaffet kørende krematorier. Men tilgangen af lig var alt for stor. Lig blev ofte tabt på appelpladsen. Andre lejre havde langt større krematorier.

Universiteter var meget interesseret i obduktionsrapporter. De blev forfalskede for at dække over likvideringer. Studerende brugte Buchenwald som undervisningssted. Og ting blev fremstillet af menneskehud. Der var bjerger af lig.

En gang var den sparsomme vandforsyning til gartneriet blevet tilstoppet. Årsagen var, at en mængde menneskeknogler til dels med forbrændte kødrester på, var blevet smidt i kloakkerne fra krematoriet.

Når pårørende bad om aske fra deres pårørende greb man bare en håndfuld fra den store dynge, smed det i en æske, skrev en falsk dødsårsag og sendte det hele i en æske.

Efterhånden opstod der mangel på kul. Rotterne begyndte at fortære ligene. Himmler befalede, at der skulle graves massegrave.

Eksekutioner direkte i krematoriet

Af rationaliseringsgrunde blev der foretaget eksekutioner anordnet af Himmler direkte eller indirekte i selve krematoriet. I reglen blev fangen kvalt eller slået ihjel. Dertil var der faste kroge i væggen på krematoriet. Man behøvede nu kun at transportere ligene få meter hen til ovnene. Bøddelarbejdet blev foretaget af Sharführer med bistand fra det tjenestegørende krematorie-korps.

I Auschwitz var man eksperter i aflivning

De færreste KZ – lejre havde egen gasningsanlæg. I Auschwitz var SS specialister i så henseende. Som nødhjælp havde man kørende gaskamre. Det var biler, der lignede en lukket politivogn. Der var fire krematorier i Auschwitz-Birkenau. Man havde gasbunkere, som var bygget ned i jorden.

I gennemsnit kunne de rumme 1.200 – 1.500 mennesker. Det femte krematorium havde ingen ovne, men kun en eneste glødgrube. Ofrene blev opstillet nøgne foran dem og så skudt ned ad SS-folk, således at kadaverne eller de sårede faldt direkte ned i gløden.

Og så er det varm kaffe bag efter

Indretningen så ud som et bad, og blev også beskrevet som sådan for fangerne. I afklædningsrummene stod der skrevet på de europæiske hovedsprog, at man skulle lægge tøjet pænt ned. Skoene skulle bindes sammen, så de ikke gik tabt. Efter badet ville der blive serveret varm kaffe.

Fra afklædningsrummet førte vejen direkte ”i badet”, hvor blåsyregassen strømmede ud af bruserne og ventilationspillerne, så snart dørene var lukket. Ikke sjældent blev småbørn kastet ind gennem vinduerne, når kamrene var stopfulde.

Alt efter hvor meget gas, der var i anlægget varede kvælningen indtil fire-fem minutter. I disse minutter hørtes forfærdelige skrig, mens folks lunger langsomt blev revet i stykker.

Hvis en eller anden krop endnu viste livstegn, når dørene blev åbnet, blev den sidste ret af liv udslukt med knipler.

Ligene blev kastet i ovnene

Nå trådte Fangekommandoet i gang. Man trak ligene ud. Og så tog man ringene af deres fingre og skar hårene af dem. Dette blev samlet i sække og sendt til forarbejdelse på fabrikker.

Ligene blev stablet i bunker a 10 stk. Så blev ligene kastet i ovnene eller i brændingsgruben.

Kommando 99 i hvide kitler

Ved siden af ridehallen holdt Kommando 99 til. Her var der næsten udelukkende russiske krigsfangere, der blev skudt med automatpistoler. Her troede russerne, at de skulle i bad og desinficeres. SS-folk gik rundt med hvide kitler.

6 mand ad gangen blev skudt og læsset op på en lastbil med zinkplader. På denne måde kunne man klare at skyde 500 om sagen.

De menneskelige forsøgsdyr

De fleste og mest forfærdelige eksperimenter foregik i lejrene Dachau, Buchenwald, Sachsenhausen, Natzweiler, Ravensbrück og Auschwitz. De menneskelig forsøgsdyr var ikke dømt til døden i forvejen.

I Buchenwald var der forsøg med plettyfus. Den der overlevede blev skadet for livstid. Den videnskabelig værdi var enten lig nul eller kun af meget ringe værdi på alle disse forsøg.

I Dachau foregik der forsøg med malaria. Taberne var især polske gejstlige. Ravensbrück stod for med Sulfonamid. Kvinder fik indsprøjtet bakteriekulturer i sårene. Mange døde under store smerter.

I Dachau foretog man også højtryks – og undervandsforsøg. Også her havde man regnet med, at samtlige forsøgspersoner ville omkomme. Fanger blev lagt nøgne i vinterkulde på minus 20 til minus 25 grader og så blev de hver time overhældt med vand.

300 kvinder eksperimenteret til døde

I Auschwitz blev der udført sterilisationsforsøg. Sigøjnerbørn blev steriliseret uden narkose. Men ikke nok med det. 300 kvinder fra Ravensbrûck blev transporteret til Auschwitz og eksperimenteret til døde.

I Buchenwald og Neuengamme var det den danske læge, Værnet, der eksperimenterede med homoseksuelle. I Buchenwald blev der også leveret dansk vaccine til de farlige eksperimenter.

Ja, der har også været eksperimenteret med Gul Feber, knogletransplantation og meget mere.

2.000 i barakker, der var beregnet til 500

2.000 franskmænd måtte et stykke tid sove i telte uden vand eller noget som helst. Heller ikke toiletter m.m. Det varede meget længe, inden de fik ordnede forhold. Man placerede 1.500 – 2.000 mennesker i barakker, der var bygget til 500.

Mange kom ikke ude til latrinerne, men gjorde det i deres madfade. Man var også bange for at forlade ens ejendele, da tyverier var meget omfattende.

Bordeller i lejrene

I sommeren 1943 beordrede Himmler, at der skulle indrettes bordeller i KZ – lejrene. Lejr-bordellerne blev døbt under det kyske navn ”Særbygning”. Til Buchenwald kom der i hold 18 – 24 kvinder fra Ravensbrück. Disse havde meldt sig frivillig under lovning om at blive løsladt efter seks måneders tjeneste.

Besøgstiden var på 20 minutter. Men mange betalte sig til ekstra tid.

Biografen blev også brugt som rettersted. Det var grufuldt at sidde her om aftenen velvidende, at der få timer forinden var blevet tortureret kammerater.

Straffe-kommandoerne

Straffe-kommandoerne var underlagt skærpende omstændigheder. De arbejdede hovedsagelig i stenbrud. Livet i disse kommandoerne var et sandt helvede. Nogle var her i kort tid. Andre var her næsten hele tiden. I begyndelsen af 1944 blev disse kommandoer officielt opløst.

Den sorte bunker

Og så var det ”Den Sorte Bunker” i Buchenwald. Maden hertil var begrænset til et absolut minimum. Den sidste levende kom ud som et levende lig herfra. Det var bælgragende mørkt og en kvalmende utålelig lugt. Og så var der ingen varme.

Døde og halvdøde blev efterhånden smidt ud. Der var ingen fast tidsramme, hvor længe man skulle sidde her.

Den almindelige bunker

I Dachau havde man hundeceller. I Sachsenhausen havde man ståceller. Der var lige plads nok til at kunne stå i oprejst stilling.

Man havde også almindelige bunker i Buchenwald. Mellem 1940 og 1941 sad her 100 jøder. Ikke en eneste overlevede. Man gav fangerne afføringsmiddel i maden. De skulle kun en lille forseelse eller tilfældighed til for at komme i bunkeren.

Man måtte ikke kigge op

Når Ilse Koch, kommandørens kone kom ridende forbi og en KZ – fange så op, så blev vedkommende indberettet med nummer. Og det var ikke altid at fangen slap levende fra dette.

Dødssprøjten

I oktober 1942 begyndte man en generel borttransport af jøder til dødslejrene. Ja så var det alle dem, der fik tuberkulose. De fik en dødssprøjte.

Gamle og handicappede blev også likvideret. Det samme skete for handicappede.

SS-toppen tog for sig af retterne

En reparation af kommandørens hus i Buchenwald afslørede 30 hele skinker, mere end 50 røgede pølser, hundreder af frugtkonserves og 600 flasker franske specialvine.

Gauleiter Sauckel i Weimar opbevarede hele 50.000 falske cognac af mærket Hennesy for Hermann Görring. Næsten alle SS – administrationskontorer over hele Tyskland begik underslæb. Penge blev taget fra fangernes underhold.

SS-toppen flygtede i bil og jernbane

Da de allierede nærmede sig de forskellige KZ – lejre rejste SS – toppen hurtig væk enten pr. bane eller i bil. Tusindvis af KZ – fangere skulle sættes i march af det tilbageværende mandskab. Dem, der ikke kunne klare strabadserne blev skudt.

Pludselig var 47.000 fanger i Buchenwald

I Buchenwald nåede man at gemme alle våben. Mange af dem, blev gravet ned. Men hævntørsten blandt fangerne var stor. Men hvad ville Himmler egentlig beordre? En kommunistisk og en ikke-kommunistisk gruppe dannede sig. Planerne om at overtage magten i lejren var taget.

Endelig fik man fat i Himmler. Han beordrede, at man skulle komme af med de farligste fanger. Og der måtte ikke ske jøderne noget.

Dødsmarchen fra Ohrdruf til Buchenwald havde kostet tusinder livet. Men ca. 12.000 ankom. Pludselig var der stuvet 47.000. Ernæringen var truet. Efter bombningen af lejren i august måned havde man ikke rigtig tjek på fangerne mere.

21.000 tilbage, da man overgav sig

Nu var der den 5. april 1945 kommet ordre om, at 46 navngivne politiske fanger skulle likvideres. Rygterne spredtes hurtig og man fik gemt en del af disse. Grundet forvirring blev disse planer aldrig gennemført.

Den 6. april havde flere end 6.000 jøder forladt Buchenwald til fods. Men den11. april befandt sig endnu 21.000 fanger i lejren. Heldigvis kom der ikke til nogen kamphandlinger ved overgivelse.

Vidste tyskerne ikke, hvad der foregik?

Alle tyskere blev gjort ansvarlige af omverdenen. De blev forført af Hitler. Tyskerne udtalte, at de ikke vidste, hvad der foregik. Systemet holdt forbrydelserne hemmeligt. Men udlandet vidste tidligt, hvad der foregik. Mange tyskere havde dog også gennem udenlandsk radio fået at vide, hvad der foregik.

Adskillige tyskere var vel også klar over, hvad der foregik i forbindelse med de talrige aussenlager, som blev oprettet.

Tyskerne vidste, at fængslerne var overfyldte og at der fandt henrettelser sted. Talrige værnemagtsofficerer og læger var klar over, hvad der var gang i. På diverse hjem og hospitaler fandt der også henrettelser sted på personer, der var uønskede i den nazistiske verden.

Kilder:

• Eugen Kogon: Hitlers Terrorkorps
• Div. Artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere:

• På www.dengang.dk findes der 265 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter), herunder:

• KZ – Udelejr Husum – Schwesing (Svesing)
• Slemme folk fra Sønderjylland
• Da krigsforbryderne flygtede
• Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
• Dansk vaccine i Buchenwald
• Værnet – lægen, der måtte flygte
• Josef Mengele – Dødens engel
• Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
• Død over Babi-Jar
• Waffen SS – engang en elitehær
• De svensker forbindelser under 2. verdenskrig
• Dansk cementfabrik med tvangsarbejde
• Hvad skete der i Bobruisk
• Buchenwald – Rædsler og lidelser
• I ondskabens øjne af Holocaust
• SS – absurte grusomheder
• Tvangsarbejde i det tredje rige
• Mirjams flugt
• Holocaust – aldrig igen
• Himmler og hans datter
• KZ – Lejr – Ladelund og mange flere.

Marie og Søren i Borrehuset

af Lisa Hildegarth

Her får vi denne sande historie af Marie Grubbe, skrevet af J.P. Jacobsen. Det var i Borrehuset. At Marie Grubbe endte sine dage. Borrehuset brændte i 1731. Tomten af det gamle hus blev først fundet i 1941. Da Marie og Søren flyttede ind, var det nyt. Søren var Maries tredje mand. Her var hendes elskere ikke inkluderet. Søren fungerede som opsyns- og færgemand. Han rodede sig ind to retssager. På Herredstinget blev Søren dømt til døden for mord. I romanen kommer han tilbage. Men sådan var det ikke i virkeligheden. Ingen ved, hvor Marie blev begravet 75 år gammel. Hun var trods alt datter af adels- og lensmand Erik Grubbe. En mindesten er rejst ved tomten af Borrehuset ved Grønsund.

Færgestedet bruges ikke mere, for dæmningen har gjort Bogø landfast med Møn, og broen over Ulvsund har gjort Møn landfast med Sjælland, men indtil engang i 1940’erne var der faktisk stadig færgeri over Grønsund mellem Falster og Møn. Egentlig lå tyngdepunktet i færgeriet på Møn-siden af sundet, hvor den største og bedste færgekro var, men i begyndelsen af 1700-årene fik kroen en aflægger på Falster-siden, som blev kaldt Borrehuset. Det tjente et dobbelt formål, idet manden i Borrehuset dels skulle ro de rejsende over til Møn, dels føre tilsyn med hugsten i skovene, som tilhørte enkedronning Charlotte Amalie – Christian 5.s hustru. Skoven leverede brændsel til dronningens hof – dels i København, dels i Nykøbing Falster.

Muligvis får navnet – “Borrehuset” – allerede en klokke til at ringe, for var det ikke her, den berømte fru Marie Grubbe endte sine dage? Historien er jo fortalt nogle gange – såvel tørt dokumentarisk som i litterær gendigtning, bedst og vel definitivt af J.P. Jacobsen, fordi han evnede at sandsynliggøre et forløb, der ellers har slået alle som absurd og uforståeligt: den højbårne adelsdames deroute fra et ægteskab med prins Ulrik Frederik Gyldenløve fra 1660-1670, til samlivet med en fordrukken færgemand. Den helt ubegribelige pointe i fortællingen var – med hendes egne ord til den unge Ludvig Holberg – at hun var “langt mere fornøjet” med sin færgemand, selv om “han dagligt handlede ilde med hende”, end hun havde været med Gyldenløve. Historikerne har betragtet hende som selve sindbilledet på den gamle danske adel, der gik nedenom og hjem under den ældre enevælde; Jacobsen derimod så sammenhængen i Maries eget kvindesind.

Borrehuset ved Grønsund er forsvundet for længst. Det brændte i 1731 – få år efter, at Marie Grubbe var død – og selv om man byggede et nyt færgehus, som fik samme navn, lå det ikke på samme plads som det gamle. Tomten af det oprindelige Borrehus blev først genfundet ved en udgravning i 1941, og stedet er nu markeret med en mindesten. Der er ikke meget at sige om huset selv; det var opført i bindingsværk, og det var nyt, da Marie og Søren Møller flyttede ind.

Han var hendes tredje mand – løse elskere ikke medregnet – og han var næppe stort mere end halvt så gammel som hende, da de mødtes på Tjele nær Viborg, hvor han tjente som kusk og ladefoged. Maries daværende ægtefælle – Palle Dyre – tog det åbenbart forholdsvis let, at hun gjorde ham til hanrej, og det var snarere den offentlige skandale end hr. Palles sårede følelser, der førte til skilsmisse og – altså – til hendes tredje ægteskab.

Selvfølgelig slog familien hånden af hende og Søren, men man kan nu godt have en mistanke om, at man på højere sted fulgte det umage ægtepar med en vis opmærksomhed; de fik i hvert fald ikke lov til at gå helt til bunds. I 1697 dukkede de op på Møn, hvor Søren tjente hos generalløjtnant von Plessen, siden blev han bådsmand i flåden og forfremmet til kvartermester, og enkedronning Charlotte Amalie må have været vidende om, hvem det var, hun i 1705 lod rykke ind i Borrehuset og overdrog ansvaret for sine brændselsforsyninger. Marie var dog en slags ekssvigerinde til dronningen.

I de få år, hvor Søren Møller fungerede som opsyns- og færgemand, blev han rodet ind i ikke mindre end to retssager, og selv om han ikke selv stod anklaget i den første, afslører de begge, at han var en voldsom og rå mand. Skæbnen indhentede ham i foråret 1711, da der kom skibe fra Dragør for at hente brændsel, og han satte sig til at drikke om bord med skipperen Pejter Palmsten og et par andre. De blev meget opstemte og ville fortsætte i selve Borrehuset, hvor Marie gjorde alt, hvad hun kunne for at dæmpe de højrøstede mandfolk. Det hjalp ikke, så hun gik i seng, og drikkeriet fortsatte til om morgenen, da det udartede i skænderi og slagsmål. Søren rev en ladt bøsse ned fra loftsbjælken – måske kun for at true, men skuddet gik af og ramte Pejter i panden. Flere kom styrtende for at se, hvad der var sket, og med bemærkningen – “der ligger en mand derinde” travede Søren ned til færgen og roede over til Møn. Her blev han arresteret.

Retssagen mod Søren Møller blev lang. På herredstinget blev han dødsdømt, på landstinget tog man hans forklaring om vådeskud for gode varer og idømte ham en bøde, men højesteret skærpede atter straffen til tre års strafarbejde på Kronborg. Nogen streng dom var det – alt taget i betragtning – dog ikke. Kan det tænkes, at man ved strafudmålingen atter skelede en smule til Marie?

Man aner ikke, hvad der siden blev af Søren Møller. J.P Jacobsen lod ham vende hjem efter udstået straf – syg og elendig – men det står for Jacobsens egen regning. Sandsynligvis døde han under afsoningen. Marie blev imidlertid siddende i Borrehuset resten af sine dage, selv om det jo egentlig var Søren og ikke hende, der skulle klare færgeriet og alt det andet. Man ved endda, at hun modtog en slags pension – en andel i de almisser, som godgørende folk lagde i blokken ved den hellige kirke i Kippinge. Store sager var det ikke – slet intet imod den mødrene arv, hun i sine yngre, letsindige dage soldede op på en udenlandsrejse med sin formentlig lige så letsindige svoger Stygge Høg, men hun klarede sig åbenbart.

Hun døde 1718, 75 år gammel – i fattigdom, men en gådefuld skandale for sin samtid og med et eftermæle, der uden sammenligning gjorde hende til den mest interessante af alle adelige damer i samtiden. Ingen ved hvor hun er begravet – måske på Kippinge kirkegård, Det er dog mest sandsynligt, at adelsslægten begravede hende på Tjele kirkegård. Hun var datter af adels- og lensmanden Erik Grubbe og født i 1643 på godset Tjele i nær Viborg.

Mindestenen ved tomten ved Borrehuset ved Grønsund. Indskriften lyder:

HER LAA BORREHUSET 1705–1731. TOMTEN UDGRAVET 1941
på bagsiden satte man de vers, af Frederik Nygaards tekst til operaen ”Marie Grubbe”, der indledes således: DANMARKS RIGE, DER VAR EN GANG EN FRUE ELSKOVSOMBRUSET

Et halvt århundrede senere ændrede samfundet dog mening og tilføjede nederst på forsiden af stenen:
BEBOET AF MARIE GRUBBE 1705 – 1718 

Tak til Lisa Hildegarth

Vidste danske frivillige, hvad de gik ind til?

”De burde bedre”. Medlemmer af NSDAP-N blev presset. Var de alle nazister? 12.000 danskere meldte sig. Trang til at finde syndebukke og så havde man berøringsangst. Man kan ikke altid henvise til ”Hitler og hans stab”. Dødsstraf for faneflugt. Den tyske hær henrettede 20.000 af deres egne. De fortsatte efter krigen med besættelsesmagternes accept. Flere danskere har deltaget i krigsforbrydelser. En hård straf i Polen. Mange blev syge. Halvdelen var medlem af DNSAP. Nazistisk ideologi blev indpisket. Danmark støttede udryddelseskrigen. Og svar det lige ”Einsatztruppen”. Også nazister fik ”dyrisk medfølelse”. Ideologiske refleksioner. Nazismen blev brugt som motivering og legitimering. På SS-Junkerskolen i Bad Tölz. Ikke alle danskere fandt sig tilrette i Waffen SS. Ideologien var også redningsplanke. Schallburg blev mindet som en statsmand. Pludselig var man på taberens side. Efter hjemkomst og straf var man stadig landsforræder.

De burde vide bedre

De burde vide bedre, ja det udtryk får man ofte slynget i hovedet, når man beskæftiger sig med de danskere, der meldte sig under de tyske faner eller i Frikorps Danmark. Ja for sidstnævnte blev de mere eller mindre opfordret til at indtræde. Og da de kom hjem blev de dømt med tilbagevirkende kraft.

Medlemmer af NSDAP-N blev presset

Medlemmer af det tyske mindretal blev efterhånden optaget i Waffen SS – Totenkopf. For medlemmer af det tyske mindretal var det nu ikke helt frivilligt, om de ville være medlem af NSDAP-N eller ikke. De blev i den grad presset hele tiden.

Var de alle nazister?

Da de meldte sig, vidste de ikke noget om muselmændene, massegrave og brutal krigsførelse. De færreste har sikkert ment, at Holocaust var menneskelig muligt.

Spørgsmålet er også om borgerne i det tredje Rige alle var nazister, eller om de var enige i nazisternes mål og midler. Måske levede de fleste i ignorance og måske i frygt for det autoritære system.

12.000 danskere meldte sig

Mere end 12.000 danskere meldte sig som østfrontfrivillige i Waffen SS til tysk krigstjeneste. Mere end halvdelen kom af sted. Ofte bliver medlemmer af det tyske mindretal beskyldt for, at udgøre hoveddelen af disse, men det er ikke tilfældet. Ja de fleste danske frivillige blev indsat på det værste sted af dem alle sammen – østfronten.

Når det var noget som nazisterne var gode til, så var det ideologisk påvirkning. Og det blev de danske frivillige i den grad udsat for. De skulle gøres til politiske soldater, forkæmpere for den nazistiske ide og verdensorden.

Trang til at finde syndebukke

Danske SS-mænd blev nødt til at forholde sig både fysisk, åndeligt og ideologisk til krigen. Via breve og dagbøger har man kunnet finde ud af soldaternes selvforståelse. Hvorfor kæmpede de? Hvori bestod deres motivering? Var de nazister?

I Danmark i 1940erne og 1950erne var det en naturlig trang til at finde syndebukke og placere et ansvar for at frikende det store flertal. Men undertegnede har erfaret, at emnet stadig er omdiskuteret. Og spreder man sine budskaber på de sociale medier eller i bogform, bliver man ofte beskyldt for løgn. Det er jo nok den letteste måde at definere, at man ikke er enig i argumentationen.

Berøringsangst

I Tyskland var der også en berøringsangst i de første år efter Nazismen. Specielt fra og med 1960erne kan man konstatere en gradvis nuancering i den historiske behandling af krigen og nazismen, ideen en ny genration af historikere bidrog med mere dybdegående studier.

Man kan ikke kun henvise til ”Hitler og hans stab”

Krigsførelsen ved østfronten var planlagt som en ren udryddelseskrig. Var gerningsmændene kun Hitler og hans stab? Ja for at besvare dette spørgsmål kræver det en artikel i sig selv, og den skal I også nok for. Men gerningsmændene, dem der udførte ordrene var ganske almindelige mennesker inklusive danskere.

Almindelige værnemagtsenheder klædt i sort var dybt involverede i forbrydelser mod civilbefolkningen. Folkemord kan dårlig bortforklares ved at henvise til Hitler og hans stab. Det samme gælder i og for sig begrebet ”Holocaust”.

Dødsstraf for faneflugt

De 6.000 danske frivillige var hverken bedre eller værre end alle de andre. Ja det er sikkert mange, der under krigen fortrød deres indtræden i dette martyr. Men nu var det for sent. Faneflugt blev straffet med døden. Så vidt vides forsøgte 88 danskere faneflugt. Ja det er det antal historikere har nævnt. Men mon ikke det er langt flere?

I forbindelse med vores bogudgivelse kiggede vi Det Tyske Mindretals arkiver i Aabenraa. Der fandt mindst fire tilfælde af faneflugt. Her bliver der skrevet til forældrene, at såfremt deres knægt møder op, skal de straks kontakte myndighederne. Ja vi så også i et par tilfælde, hvor der skrives til forældrene, at nu var deres knægt fundet, og han var ifølge reglementet blevet skudt.

Flere danskere har deltaget i krigsforbrydelser

Det er forkert at hævde, at de danske frivillige ikke så udryddelseskrigens facetter. Ved flere lejligheder så de, hvordan behandlingen af ”slaver og jøder” kunne foregå. Mindst 100 danskere deltog som vagter i koncentrationslejre. Det rette tal er mange gange større. Men sådanne steder var de vidne til nedskydninger eller deltog måske selv i dette.

De har sikkert deltaget i afbrænding af landsbyer eller blevet indkaldt til aktionen mod de danske jøder i oktober 1943. Flere af har sikkert oplevet overgreb mod civilbefolkningen og dermed stiftet bekendtsak med udryddelseskrigens metoder. En dansk frivillig skriver hjem, at han nær en kaserne havde set:

• To massegrave fyldt med afklædte myrdede jøder fra en jødisk koncentrationslejr.

Nu var det lige som under Første Verdenskrig censur på, hvad man måtte skrive. Men så kunne man jo altid give kammeraten, der skulle på orlov et brev med hjem uden om SS – feltpostcensuren.

En hård straf i Polen

En dansk Waffen-SS-officer fik fra Polen i 1942 sendt et brev hjem til sine forældre via en kammerat og berettede:

• Jeg hørte for resten en fornøjelig historie for nylig, der er typisk for SS` arbejdsmetoder. Broen over floden Warthe lige nord for klosteret her, blev under det polske felttog sprængt i luften af polske civilister.
• En SS-kommando samlede i hast de nærmest boende 300 polakker sammen og forhørte om nogen kendte gerningsmanden eller nogen, der kunne hjælpe til en opklaring. Ingen svarede, hvorpå hver 5. polak blev skudt.
• Da heller ingen derpå svarede blev hver 3. af resten skudt, hvorefter endelig en af de øvrige bekvemmede sig til at svare. Derefter blev resten af de 300 skudt.

Eksemplerne viser, at de danske soldater kendte til den særlige krig.

Andre temaer i de danske frivilliges beretninger er de barske levevilkår, de blev udsat for, ja og den ekstreme disciplin, de blev underlagt.

Mange blev syge

Under Frikorps Danmarks første indsats i den såkaldte Demjansk-kedel var det særlig fugt og malarialignende sygdomme de blev udsat for. Og den såkaldte sumpfeber hørte også til de alvorlige sygdomme. En frivillig husker sit hjem fra den tid:

• Vi lå tre mand sammen i en bunker, der ikke var så høj, at vi kunne ligge på siden og sove. Det var en såkaldt kampstand, hvis eneste åbning vendte ud mod Ivan. Vi kunne ikke grave os ned i jorden, thi den var så fugtig, når vi stod og talte sammen et kort stykke tid på samme sted, sank vi. I den tid jeg lå i den stilling var jeg aldrig tør over hele kroppen på en gang.

En tidligere dansk frontsøster fortalte, hvordan de på lazarettet fik de sårede SS-soldater:

• Frisk ind med lus. De hang på dem i tykke kager altså alle steder, hvor der var hår over det hele.

Granatchok var endvidere en udbredt lidelse. Man kunne som før nævnt ikke bare smække med døren og gå.

Den tyske hær henrettede over 20.000 af deres egne

 Under Anden Verdenskrig henrettede den tyske hær over 20.000 af deres egne soldater i disciplinære afstraffelser. Ja de fortsatte faktisk efter krigens afslutning. Besættelsesmagterne var godt bekendt med det. Men de ville ikke gribe ind over for det.

Halvdelen af de frivillige var medlem af DNSAP

Omkring halvdelen af de danske Waffen SS-frivillige var medlemmer af det danske nazistparti DNSAP. Det anslås, at yderligere 25 pct. havde en klar nazistisk overbevisning.

Nu var det, at være nazist fuld lovligt. Det var det ikke, at være kommunist. Kommunisterne blev også overvåget efter besættelsestiden. Nazister blev også forfulgt. Nazistiske embedsmænd blev fyret.

Nazistisk ideologi blev indpisket

De frivillige, der måske tvivlede lidt, fik i den grad ideologien indpisket efter tjenestens begyndelse. De blev udsat for en ideologisk skoling. Nazismen prægede både tjenesten og fritiden. Danske Waffen – SS’ er fik ideologiske forelæsninger og der blev sunget nazistiske sange. Bajonettræningen kunne foregå på papskiver, der forestillede jøder.

Man tænkte og handlede ideologisk i det øjeblik de blev konfronteret med dagligdagen som Waffen SS på østfronten.

Danmark støttede udryddelseskrigen

En kontroversiel beslutning blev taget i efteråret 1941 af danske politikere i den hjemlige samarbejdsregering. Man valgte at forære Frikorps Danmark 190 opklodsede danske militærkørertøjer, lastbiler, personbiler og motorcykler. Motivet skal naturligvis søges i en hjermlig samarbejdspolitisk kontekst. Men det var et bidrag fra dansk side til udryddelseskrigen på østfronten.

Mange danskere blev overbevist på SS-forskolen

En dansk SS-aspirant var under uddannelse på en SS-forskole i Sennheim, er måske et eksempel på dette. Af hans foredragsnoter og dagbogsoptegnelser fremgår det tydeligt, hvordan han lod sig overbevise af den intensive ideologiske skoling.

Han noterer hvordan raceforureningen var skyld i Frankrigs fald, samt hvorledes et stigende antal jøder i Danmark forårsagede nationens tilbagegang til småstatsstatus. Forevisningen af den nazistiske film Jud Süss gik heller ikke tabt for den danske elev. Det handlede om uærlige og pengegriske jøder, der gjorde tilnærmelser til ariske kvinder. Danskeren skrev:

• En gribende film, som gik ud på, hvordan jøden mishandler dem som er imod, både åndelig og kulturel. Men vi så også, hvordan folkene gjorde det af med ham til sidst ved at hænge ham.

Træningsopholdet viste også, hvad man gjorde ved ”undermennesker” i Det Tredje Rige.

I Det Tredje Rige var der et virvar af interne magtkampe. Men det spørgsmål tager vi op i en anden artikel. For udryddelseskrigen var ”godt” organiseret.

De såkaldte ”Einsatzgruppen”

Einsatsgruppen fulgte i hælene på frontsoldaterne. Fire enheder af ca. 3.000 soldater i hver med hjælp af diverse små enheder dræbte mindst 900.000 mænd, kvinder og børn. Dette foregik i reglen ved henrettelser med gevær, maskinpistol eller revolver.

Dette skabte dog psykiske problemer for mandskabet i kortere eller længere tid. Man måtte trækkes fra tjenesten for at rekreere i kortere eller længere tid. Også danske frivillige har været udsat for dette.

”Dyrisk medfølelse”

Med udryddelseslejrenes opkomst blev drabsmetoderne effektiviseret. Ikke alt var uovervindeligt. Selv den berygtede kommandant fra Auschwitz, Rudolf Höss beskriver, at han flere gange blev angrebet af ”dyrisk medfølelse” i forhold til lejrens ansatte. Flere ubehagelige situationer opstod ved togramperne, hvor jøderne skulle opdeles i arbejdsdygtige og dem, der afgik direkte til gasning. Også ved selve gasningen opstod der problemer.

Vi ved, at særlig danske frivillige fra Totenkopf – regimenterne har oplevet noget lignende. Men de allerfleste har holdt deres mund med deres oplevelser. Rudolf Höss skrev:

• Jeg kan også huske en kvinde, der prøvede at kaste sine børn ud af gaskammeret præcis som døren lukkede. Grædende råbte hun ”Lad i det mindste mine dyrbare børn leve”. Der var mange sådanne rystende scener, der berørte alle, der oplevede dem.

Også hos de danske frivillige, der var i kontakt med fjenden kunne en sådan ”dyrisk medfølelse” opstå. Dette kunne resultere i en slags medfølelse med de lokale. Dette kunne skabe problemer i forhold til den enkelte soldats krigsindsats og selvforståelse som SS-mand.

Ikke i SS – interesse at man blev venner med de indførte

Det skete flere gange, at danskere blev indkvarteret hos civile. Og der opstod venskaber som slet ikke var i Nazisternes plan.

En kollega til en Frikorps-soldat havde skudt en fange, der havde hugget cigaretter. Han skrev følgende:

• Hvis jeg havde være krigsfange, havde jeg vel også stjålet cigaretter, hvis lejligheden tilbød sig.

Dansker: Man skulle have skudt jøderne med det samme

En anden skrev følgende:

• En filial af tyskernes senere så berygtede jødelejre for resten den eneste jeg i mit liv har set af den art, og jeg kan ikke nægte at det gjorde mig ondt for disse mennesker, personlig er jeg imod jøder, da de efter min mening er slags snyltere på de nationer, der huser dem, men jeg er absolut imod den behandling som tyskerne gav dem, man kan nu ikke først afkræfte et menneske ved sult og bagefter slå dem halvt eller helt fordærvet, fordi de ikke kan arbejde, det ville efter mit skøn være mere humant om tyskerne straks havde skudt dem. Den måde disse mennesker blev mishandlet på, kan ikke tilgives dem, der gjorde det.

Ideologiske refleksioner

En menig i Division Viking skrev i efteråret 1942 hjem. Han havde også gjort sine erfaringer:

• Du kan slet ikke tænke dig, hvor det er rart, at se en jøde arbejde, altså ikke med pengesedler, derimod med hakke og skovl, jeg skal dog indrømme, at koster os stort besvær at få dem det lært, men lært får de det og det er det vigtigste, og de danske jøder vil også lære det, garanterer jeg for, når vi engang vender hjem, er vi så dygtige lærermestre, at selv den mest dumme og mest dovne jøde af os kan lære at blive en helt flink arbejder, de kan endog drive det så vidt, at de selv kan fremstille de stjerner de skal have på.

De overfor anførte eksempler antyder samlet, at der findes en sammenhæng mellem de danske frivilliges ideologiske refleksioner og deres kontakt med Det Tredje Riges fjender. Nogle følte ubehag ved oplevelsen af overgreb, ofte selvom de stod ved deres nazistiske overbevisning, mens andre fast forankret i nazismen glædede sig over behandlingen af ”jøder og slaver”.

Nazismen som motivering og legitimering

Nazismen fungerede som motivering og legitimering for mange. En dansker skrev:

• En jøde i en fedtet kaftan kommer for at tigge brød. Et par kammerater får fat i ham og trækker ham om bag ved bygningen, og et øjeblik efter er hans liv ophørt. Jøder er det ikke plads til i det nye Europa, dertil har de bragt for megen nød og elendighed over det europæiske folk.

På SS-Junkerskolen Bad Töltz

På SS-junkerskolen i Bad Tölz blev mange danske Waffen SS-officerer skolet. Her blev man i den grad udsat for intensiv skoling. De fleste danske junkere klarede sig i godt især i faget ”Verdensanskuelse”. En dansk SS-junker skriver i efteråret 1943 hjem og glæder sig over tiltagende mod de danske jøder:

• For resten glæder det mig, at man nu endelig er ved at tage sig af jøderne derhjemme, det er så på tide, at disse skadedyr bliver krævet til regnskab, ja de får det ikke morsomt, når germanerne kommer hjem for ”bestandigt”, så tror jeg ”stuen” bliver fejet grundigt ud, og det siger ikke så lidt!

Ikke alle danskere fandt sig tilrette i Waffen SS

Tilkendegivelser som disse står ikke alene. Med hen ved 15.000 feltpostbreve, en række dagbøger og interviews som grundlag kan det dog ikke godtgøres om de frivillige havde et rent antisemitisk fokus. Det var nazismen i sin helhed, der inspirerede. Man behøvede ikke at være tysker for at kunne fungere på østfronten.

Ikke alle blev de politiske soldater, som man ønskede i SS. Nogle fandt ikke det som de søgte.  Eller havde håbet på i soldatertjenesten. Flere af disse kunne være skeptisk indstillet i ideologisk henseende.

En gruppe blandt de danske SS-frivillige fandt sig aldrig til rette i Waffen SS. Måske kunne man ikke tilpasse sig de autoritære rammer, måske blev man chokeret over de forhold, der mødte en ved fronten. Nogle havde svært ved at klare de fysiske strabadser. Og så var der andre igen, der reagerede på behandlingen af civilbefolkningen og jøderne.

Nogle igen blev ikke styrket i den nazistiske tro, snarere tværtimod. En af disse noterede følgende i sin dagbog i 1943:

• Der er nok ikke nogen nationalsocialisme tilbage hos os, når vi engang kommer hjem.

Ideologien var også redningsplanke

Meget tyder på, at ideologien kunne være en redningsplanke for mange, der kom i en presset situation. Måske kan det tænkes, at militære hierarki og den forcerede disciplin i Waffen SS og på Østfronten i sig selv var nok til at motivere de danske soldater.

Frygt for repressalier kunne dog ofte udgøre en ikke-ideologisk begrundelse for at fortsætte tjenesten. Kammeratskab var måske også en begrundelse for at fortsætte. En klikke på tre – fire stykker holdt altid sammen.

Det er mange skæbner på Østfronten og ikke alle de involverede havde samme reaktionsmønstre.

Schalburg blev mindet som en statsmand

Ja en af de mest frygtsomme var Schalburg. Han fik nærmest en statsbegravelse. Det vil sige, at han blev begravet i Rusland. Men man mindes ham ved en statsmandsbegivenhed, hvor der også var deltagelse fra kongehuset. Kongen selv havde dog klogt nok meldt afbud grundet sygdom. Regeringen var rigt repræsenteret.

Og skæbnerne fortsatte under retsopgøret, når Waffen SS soldater fik fra taget deres indtjening. I Sønderjylland kendes der til, at nogle blev helt udelukket fra samfundet selv om deres straf var overstået. Man glemte heller ikke de folk, der havde siddet i Fårhuslejren, når der skulle tildeles stillinger inden for det offentlige. I befolkningen forblev de landsforrædere.

På taberens side

Pludselig var man på taberens side. Mange i hvert fald i Sønderjylland brændte efterladenskaber og smed de ting, der ikke kunne brændes væk. Man talte ikke om det i familierne. Pludselig blev ideologien til en form for skam. Det var bestemt ikke det, man drømte om, da man tilmeldte sig.

Mange vil sikkert konkludere, at de kunne jo bare have tænkt sig om, da de tilmeldte sig. Men det var nok de færreste der vidste, hvad de gik ind til selv om ideologien måske var nazistisk.

Kilde:

• Fortid og Nutid
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• Christensen, Poulsen, Scharff Smith: Under hagekors og Dannebrog – Danskere i Waffen SS 1940 – 1945
• Ole Drostrup: Den hæmmende kriger
• Div. Artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 264 artikler fra Besættelsens tid (Før/under/efter): herunder

• Fra krig til internering
• Krigens fortielser
• C.F. von Schallburg, hvem var han?
• Dibbernhaus i Aabenraa
• Et mindretal under Besættelsen
• Bloddrenge og unge nazister
• Besættelsen og det tyske mindretal
• Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
• Død over Barbi-Jar
• Sort Jord – Holocaust
• Waffen SS – engang en elitehær
• Jagten på krigsforbryddere
• Hvad skete der i Borbruisk?
• Kryssing og Frikorps Danmark
• I ondskabens tjeneste af Holocaust
• Landsforrædere og landssvigere
• SS-absurde grusomheder
• Samarbejde med besættelsesmagten
• Holocaust – aldrig igen
• Fårhuslejren
• Straffelejren Og mange andre

En dansk drengs kamp i Classens Have

Hammer Kjølsen advarede mod tysk invasion. Han var stabschef, da flåden blev sænket. Hans oldefar blev helt i Classens Have. Ja og bedstefaderen var helt i Vadehavet. Blicher holdt festtale med 26 vers fra kampene i Classens Have. Da den engelske flåde ankom, var vores flåde slet ikke udrustet. Far og søn gik i krig. Vi følger deres udfald. Faderen blev såret. Og Frits fik pletskud både første og anden gang. Han mødte den general, som han ramte i Classens Have.

Advarede mod tysk invasion

Vi har fundet denne artikel, som vi har redigeret en del. Den er skrevet af en slægtning til vores hovedperson Frits Hammer Kjølsen. Denne var bl.a. så meget andet også ansat på gesandtskabet i Berlin. Herfra advarede han flere gange den danske regering mod tysk invasion op til 9. april 1940. Men de tog ikke disse informationer alvorlig.

Stabschef, da flåden blev sænket

I 1941 blev han udvist af Nazi-Tyskland som uønsket. Han var stabschef ved Flådens sænkning den 29. august 1943. Derefter forsvandt han til Sverige, hvor han var chef for den Danske Brigades marineafdeling. Derefter fulgte diverse stillinger.

Frits Hammer Kjølsen fortæller, at de pistoler, der omtales i historien stadig er i slægtens eje.

26 vers om Kampen i Classens Have

I 1841 var der en stor folkefest på Himmelbjerget. Steen Steensen Blicher var hovedtaler. Ved den lejlighed omtalte han også Københavns bombardement og kampen i Classens Have.

Blandt de særlig indbudte var Kongelig Distriktskommissær Frits Abel Hammer ledsaget af sin unge søn, søkadet Otto Christian Hammer. Den første af de nævne havde deltaget i kampen mod englænderne sammen med sin far, Johannes Christian Hammer.

Blicher havde forfattet 26 vers om deres bedrifter under krigen. Talen nåede sit højdepunkt da den grånede digter vendte sig direkte mod Frits Hammer. Men var det nu baggrund for at denne person på den måde skulle fremhæves?

Den engelske flåde ankommer

Da en stor engelsk flådestyrke den 3. august 1807 ankrede tæt syd på Helsingør, samtidig med at en anden engelsk eskadre spærrede Store Bælt, blev kronprinsregenten, den senere Frederik den Sjette, der sammen med hæren stod i Holsten ved monarkiets sydgrænse stillet over for et ultimatum

Dette indeholdt, at Danmark-Norge måtte vælge mellem alliance eller krig mod England og udlåne sin orlogsflåde som pant til dette land.

Vores flåde var ikke urdrustet

Selv om Danmarks kurs hidtil havde båret mod England, fremkaldte denne brutale fremgangsmåde desværre som bekendt det stik modsatte resultat og kastede os i armene på Napoleon. Flåden lå ubevæbnet og måtte ikke udrustes for dermed at ”provokere” England.

Hovedstadens forsvar var meget svagt, og der måtte improviseres. Der måtte i høj grad organiseres frivillige fra København og Nordsjælland.

Englænderne rykker ind mod København

Da ultimatummets frist var udløbet lettede englændernes flåde den 15. august og gik under sejl for at ankre ved Vedbæk. Her gjorde de dagen efter landgang. Dermed åbnede krigshandlingerne. Det første korps, der blev sat i land, var under kommando af generalmajor Sir Arthur Wellesley, den senere så navnkundige ”jernhertug” og sejrherre fra Waterloo, adlet under navnet Hertug af Wellington.

To andre korps rykkede hurtigt og uden modstand mod København. Hele styrken på 18.000 mand havde allerede næste dag omringet København. Denne ring strakte sig fra Tuborg over Frederiksberg til Kalveboderne.

Far og søn på vej i krig

Blandt dem, der straks meldte sig under fanerne var ejeren af den store Alminderød Kro, Johannes Hammer, der ledsaget af sin 14-årige søn nøje havde fulgt den engelske flådes bevægelser ned langs kysten.

Nu gik de i galop mod København som de nåede hen ad aften efter en skudveksling med fjendtlige husar-patruljer. De meldte sig ved Christiansborg til de beredne herregårdsskytter, et frivilligt korps under kommando af fhv. major, kammerherre Krog.

Unge år og højde vakte forundring

Frits Hammers unge år og ringe højde vakte ganske vist ril at begynde med nogen forbavselse. Men da hans far forsikrede om, at han var en god rytter og en habil skytte, der allerede som ti – årig kunne skyde en spurv ned fra en gren. Han fik lov til at iføre sig den grønne skyttetrøje og opstalde sin hest i løngangen ved Christiansborg slotsruin.

De første udfald

Allerede tidlig om morgenen den 17. august foretog herreskytterne sammen med livjægerne det første udfald fra byen og rykkede gennem Østerport nordpå mod englænderne, der var trængt frem til Vibenhus og Jagtvejen.

Da Frits med de andre skytter sprang op på et dige, bag hvilken de engelske skytter lå, mærkede han et stærkt stød og tumlede tilbage i grøften. Ved et kraftigt tilråb fra faderen, der fulgte lige efter sprang han op igen og opdagede da, at hans sidemand var dræbt. Ligeledes var hans egen riffel ramt, idet løbet var spaltet af en engelsk kugle.

Stoppet ved Kongens Nytorv

Omgående blev drengen sendt tilbage til byen efter en ny riffel. Men da han passerede Kongens Nytorv blev han standset af en officer, der eksercerede med en trop ældre landeværnssoldater.

Da denne havde hørt nyt om udfaldet førte han Frits ind i hovedkvarteret i Raus Gård, der lå på den nuværende Hotel d´ Angleterres plads. Efter at chefen for Landeværnet von Waltersdorf havde fået de samme friske oplysninger, tog han drengen med ud til de lidt forknytte soldater, til hvem generalen holdt en lille opmuntrende tale. Han fremhævede den unge herregårdsskytte som et eksempel til efterfølgelse.

Efter dette intermezzo kunne drengen fortsætte til Christiansborg og herfra udstyret med en ny riffel på ny slutte sig til skytterne ud for Østerport.

Frits klamrede sig til hesten

Det næste udfald fra den belejrende by var rettet mod terrænet omkring Lundehuset. Under kampen blev Frits beordret til at afgive melding til chefen for herregårdsskytterne. Under drengens ret over Nørre Fælled slog en kanonkugle ned tæt ved siden af ham. Hesten blev sky og på et hængende hår var rytteren ved at blive kastet af. Klamrende sig til manken og hængende med det ene ben om hestens hals nåede han dog frem.

Han kunne aflevere en melding, således at hovestyrken kunne komme de betrængte skytter til hjælp.

Faderen blev såret

I de følgende dage fulgte en række udfald, hvor de to herregårdsskytter, far og søn jævnligt var i ilden. Ved en træfning på Assistens Kirkegården blev Johannes Hammer såret. Han måtte hjælpes tilbage til lazarettet af sønnen ved Blågård.

Pletskud ved første forsøg

Det sidste og største udfald fandt sted den 31. august fra Kastellets Norgesport. Garden, livjægerne og herregårdsskytterne støttet af kanonbåde ude fra Sundet gik til angreb mod englænderne der stod i Classens Have.

En engelsk general, der dristigt sprang frem og tilbage foran de engelske linjer, var et stadigt mål for herregårdsskytternes ild men uden held, indtil Krog hidkaldte den 14 – årige dreng, hvis skydefærdighed efterhånden var kendt.

Krog opfordrede ham til at gøre et forsøg. Resultatet udeblev dog heller ikke. Ved første forøg ramte han englænderen, der faldt af hesten og blev båret bort.

Kapitulation 7. september

Da hele det engelske belejringsskyts nu var opstillet i tæt ring omkring hovedstaden rettede englænderne den 1. september en sidste opfordring til København om overgivelse. Den aldrende general Peyman afslog igen, til trods for at det danske landeværn lige var blevet total splittet ved Køge af general Wellesley.

Det var under den træfning, at Sir Arthur der boede på Roskilde Kro og det fejlagtigt siden er blevet fortalt, at han her skulle havekøbt sin berømte hest ”Copenhagen”, der bar ham under hele kampen ved Waterloo. Denne hest var dog ikke dansk.

Efter Københavns bombardement og kapitulation den 7. september besatte engænderne Kastellet samt Ny- og Gammelholm. Men de holdt sig uden for byens volde. Mange problemer løstes ved direkte kontakt imellem danske og engelske officerer.

Generalen og Frits møder hinanden

Da kammerherre Krog en dag forhandlede i Kastellet med general Bird, mødte denne med armen i bind. Da han fortalte, at han var blevet såret ved kampen i Classens Have, kunne Krog til englændernes forbavselse ikke alene oplyse ham om, at det var en af herregårdsskytterne, men også hvilken skytte, der havde affyret skuddet.

På et ønske fra Baird om at se denne soldat, blev der sent bud efter Frits Hammer. Kort tid efter fremstillede denne sig for den engelske general.

Igen et pletskud

Han ytrede imidlertid smilende tvivl om, at en så ung dreng virkelig kunne håndtere et gevær med sådan en sikkerhed, hvorpå Krog foreslå at bevise dette med en prøve. Dette tiltalte englænderens sportsånd. Han lod hente et spil kort. Derpå gik alle tre op på kastelvolden, hvor Baid fæstede et hjerte es til et træ. Han målte derpå 200 skridt af.

Drengen tog omhyggelig sigte og skød. De to officerer kunne derefter konstatere, at ikke alene var kortet ramt, men også selve esset var gennemskudt.

• Det er der ikke mange, der kan gøre dig efter, og derfor skal du have en erindring om den englænder, som du ramte forleden i Classens Have

Ja sådan kommenterede Baird. De vendte derefter tilbage til Baids kvarter, hvor frits fik overrakt to meget smukke sølvindlagte flintelåspistoler foruden en pung med engelske guld-sovereigns.

Generalen vendte sig derefter om til kammerherre Krog med ordene:

• Danmark kan prise sig lykkelig, hvis det har flere af den slags drenge.

Ja og denne Frits Hammer var Kjølsens oldefar. Men se engang, Kjølsens bedstefar, den unge søkadet, der var med, da Blicher holdt tale, blev også en helt – ude i Vadehavet under de slesvigske krige.

Kilde:

• Københavner-minder (Frits Hammer Kjølsen)
• Diverse artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 82 artikler fra det Gamle Østerbro, herunder:

• Livet omkring Classens Have
• Classens Have – endnu mere
• Classens Have 1807
• Classens Have – på Østerbro
• Østerbro og Nørrebro i krig (1807)
• Kastellet
• De gamle statsfængsler på Citadellet.

Under Højer på www.dengang.dk Kan du læse denne artikel:

• Heltene i Vadehavet

Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland(2)

Foredrag afholdt den 27. oktober 2010 i Anna Kirke på Nørrebro. Det er en nyredigering. Vi skal besøge præster, herredsmænd, munke og nogle almindelige sønderjyder. Nogle af de præster, som vi besøger bedrev utugt, var mordere og andet. Vi kigger også på gamle traditioner og klostre. Vi starter på Rømø, går videre til Skærbæk, Højer, Tønder, Burkal, Løgumkloster, Hostrup, Ryd Kloster, Bov kirke, Kliplev, Søgård, Aabenraa, Hjordkær, Rise, Løjt og mange steder. Det kneb gevaldig for amtmændene på Brundlund Slot med moralen. Og så var præstene ikke altid lige ædruelige og organisterne kunne ikke finde den rette melodi. På kirkegårdene gik der gæs, får, svin og kvæg. Et kloster blev flyttet grundet utugt. Advarsel: det er en meget lang artikel

Ny redigering af ældre artikel

Den 27. oktober 2010 afholdt undertegnede et foredrag i Anna Kirken på Nørrebro.  Desværre er der sket noget med teknikken, da foredraget skulle overføres til hjemmesiden. Det er ikke særlig læsevenligt. Derfor skrives foredraget nu om. Egentlig var det i to dele, men vi skriver nu det hele i en del. Vi redigerer indlægget og undlader enkelte historier, som vi har brugt i nogle andre artikler. Til sidst i artiklen henviser vi til andre artikler, hvis du vil fordybe sig yderligere.

Men vi ønsker god fornøjelse.

En rundrejse i Sønderjylland

Vi skal en rejse rundt i Sønderjylland. Vi skal møde præster, munke, skarprettere, adelsfolk og almindelige sønderjyder. Ikke alle præster er lige så søde som Anna Kirkes præst.

Rømø Kirke

Vi starter på Rømø. I kirken hænger 15 hatteknager ned fra loftet. På de fleste af dem finder man ejermændenes initialer.

Den store tilknytning til havet ser man på byens kirkegård. Storskippere tog selv deres gravsten med hjem fra deres togter. De fik hollandske mestre til at hugge deres indskrifter og billeder på stenen. På stenene kan man også finde en hel levnedsbeskrivelse.

På en af stenene ses et relief af kommandøren og hans kone samt 12 børn. En anden gravsten fortæller en skipper, der døde i en alder af 45 år, at han foretog 27 rejser fra Hamborg til Grønland.

Bryllupsskikke på Rømø

På Rømø forlovede man sig i en meget ung alder. Man giftede sig først, når man havde bestået sin eksamen. Som regel var det styrmandseksamen. Forlovelsestiden strakte sig ofte over 8 år.

Tre uger før brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to vidner op til præsten og forlangte tinglysning. Trolovelsen blev fejret med et kaffegilde.

Efter en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik personlig rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste slægtninge udpegede en skaffer, en redekone, fire skænker og fire brudepiger.

En uge før brylluppet skulle der være ”brudeseng”. Fra de gårde, der ville give flæsk, kød og pølser. Et fad mad blev givet som bryllupsgave. De ældre mødte frem med mad inden den store dag.

Under redekonens påsyn blev brudsengen nu opredt. Her måtte alt være til stede lige fra undertøj til en fuldstændig beklædning og hvad der ellers hørte til et ”sovekammerudstyr”. Når de var mødte til brudeseng havde de fået en kop kaffe. Alt tilbehør blev fremvist af redekonen. Og dette punkt gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt, hvis ikke alt var i orden.

Efter dette blev der drukket skål og gæsterne dansede hele natten.

To dage før brylluppet mødte alle skænker og brudepiger i Bryllupsgården. De to skænker blev med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:

• Æ sku hilsen fra Pete Fisk å hans kjærest, om I vil så goe o komm å torsdæ Morn å drik å føll mæ dem te kirk å høe æ viels å føl mæ hjem å teje del i æ fornøjels.

Der blev lånt borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkner, knive og gafler, skeer, kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad det ellers hørte til.

Skafferen var udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises, drikkes punch og meget mere. Han slog så på en bjælke for at få ørenlyd og afgive ordre.

Redekonen sørgede for at pynte bruden og var dennes anstandsdame. Fædrene var forlovere. Mødrene derimod var ikke engang med i kirken. De skulle tjekke i køkkenet, om alt gik rigtigt for sig. Mændene blev budt på brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en skefuld mjød og en tvebak af et fad.

Mad til brylluppet

Den efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød, et stykke Sinka (hvedebrød med rosiner og krydderier). Dertil fik man tre-fire punch, hvoraf den ene i hvert fald var en rumpunch.

Derefter tog man i kirke.

Ved middagen bærer skænker på de store stegefade, flæskeskiver (Børster) ind til skafferen. Han fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel på flæsk og kød med kartofter og sauce. Hertil kom flere flasker snaps og brændevin.

Den anden ret var vinsuppe med rosiner og kanel. Desserten bestod af tvebakker (kovinge) med smør og øl til. Mens alt dette foregik gik tre underkopper rundt. Det var til indsamling til de fattige, jordemoderen og spillemanden.

Dansen om huset var egentlig afslutningen på brylluppet. Den blev afsluttet med en afskedsskål. Som regel blev brylluppet fortsat om søndagen med ”æ Syndeshytte” Ja egentlig varede et helt almindelig bryllup på Rømø en helt uge.

Skikke fra Højer

I Højer sang man ved en tysk vielse ”Jesu gehe Voran” og ”So nimm denn meine Hânde”. Foregik vielsen på dansk, så sang man ”Det er så yndigt at følges ad” og ”Jert hus skal bygges på klippegrund”.

Indtil 1736 blev der sunget tyske salmer, selv om det var en dansk vielse. En anden skik var at affyre nogle skud, når de unge mennesker gik eller kørte i kirke. Det blev dog forbudt flere gange. På grund af disse skud opstod der gårdbrande.

Den 24. juni 1783 blev der desuden indskærpet, at man skulle overholde sig fra overdådigheder på landet i forbindelse med bryllupper, barnedåb og begravelser.

I Frøslev kunne man ikke nøjes med geværer. Her brugte man en kanon.

Ved Højer Kirke var der en indgangsdør, der vendte mod nord. Den blev kaldt ”Brudedøren”. Oven over døren stod der på tysk: ”Stærkere end døden er kærligheden”.

Plant Bryllupstræer

En ordning fra dengang kunne også sagtens bruges i dag. En forordning pålagde de unge mennesker at plante bryllupstræer, inden de giftede sig, ja det hed sig at

• At plante mindst 10 unge piletræer og 15 asketræer eller betale en Rigsdaler for hvert manglende træ.

Det skulle også kunne bevises, at beplantningen havde fundet sted. Man forpligtede sig også til vedligeholde disse træer. Og dem, der kender naturen vest på ved, at dette er meget svært. Her er ikke meget læ, når vestenstormen raserer.

Begravelse på Rømø

Der blev ikke ringet med klokkerne på Rømø, når en person var død. Æ Bojmand, en ung pige klædt i sort med en paraply i hånden gik rundt på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan:

• Æ Klok 5 i gåe døe Peter Slaute

Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge ”Kestlæg”. Samme dag gik Æ Bojmand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var det hele øens befolkning til at følge:

• Den slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested

I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunch. En gammel pebermø havde ønsket hendes begravelse fejret som hendes bryllup. Dette ønske blev opfyldt.

På vejen til kirken skulle to af de nærmeste sidde på kisten. De sad på en stol lige bag kisten.

Efter begravelsen var der for de særlig indbudte Ærr’ Øl.

Ligklæde-Broderskab

I Højer havde man et Ligklæde-broderskab. Det blev stiftet den 21. februar 1681. Der var både vedtægter og protokol. Formålet var at sikre gildebrødrene en værdig begravelse. Man skulle følge hinanden til døden. Gjorde man ikke det skulle man betale en bøde. For Gildets broderskab var brugen af ligklæde og ligbåre gratis.

Den årlige forsamling foregik altid på fastelavnsmandag kl. 13. Alle gildebrødre skulle ved dette møde betale 1 sk. Lybsk. Hvervet som oldermand skiftede hvert år fra nabo til nabo. Og brødrene bar kisten på skulderen lige som i gammel tid.

Gildet bestod indtil 1869. Overskuddet blev overdraget til Højer Sparekasse. Og beløbet var med til at finansiere en ligvogn.

Den gamle ligvogn

Denne ligvogn blev restaureret i 1930. Den havde parkeringsplads i Sprøjtehuset på Torvet i Højer. Da denne blev nedrevet i 1937 bevilligede menighedsrådet en grund til ligvognen ved siden af den nye brandstation.

I 1948 blev den igen restaureret. Betingelsen var, at der skulle være flotte heste foran. Og tænk ligvognen var i brug til 1982. Jeg har set den i brug.

En værdig begravelse

Under besættelsen var der mange tyske soldater på Rømø

En tysk soldat havde dog fået nok af det hale og begik selvmord. Han skød sig selv i barakbyen i Kongsmark. Hans soldater-kollegaer forsøgte at få ham begravet uden kiste som landsforræder.

Men Rømøs præst nægtede at begrave ham uden kiste.. Under trusler med at komme i Kz-lejr, sørgede han for, at soldaten kom i en kiste og fik en værdig begravelse.

Drama hos præsten i Skærbæk

Kigger man godt efter på den første af Skærbæk Kirkes præstetavler ud for den fjerde række står der følgende angivet:

• Hr. Johannes Andersen

Anno 1627, da han i 1627 ihjelstak med Penne Kniv Christian Billum Sognepræst til Brøns Menighed og derfor maatte rømme Landet.

Hvad ligger til grund for denne historie? Johannes Andersens far og farfar var begge præster i Skærbæk. Faderen, Anders Jacobsen døde i 1616. Han ønskede, at få sønnen, der studerede som præst i København hjem til Skærbæk som præst.

Men han havde ikke fuldført sine studier og taget eksamen. Derfor kunne han ikke ordineres til embedet. Det var statholderen i Haderslev, der havde kaldsretten over embedet. Han indsatte Johannes Andersen i embedet. Men det var biskoppen i Ribe, der skulle foretage ordinationen. Han nægtede dog indtil papirerne var i orden.

Derfor var den unge præst i en yderst prekær situation. Biskoppens tilsynsførende var provst Billum i Brøns, og han var på nakken af den unge Johannes Andersen.

Ved en bestemt lejlighed i 1627 var der kommet til et skænderi, ja der var kommet til håndgribeligheder. Andersen havde dræbt Billum. En version fortæller, at drabet foregik foran alteret. En anden version fortæller, at det skete på kirkegården.

Johannes Andersen måtte flygte. Tre år senere blev han frikendt af et nævningeting. Han fik et fredsbrev af Christian den Fjerde. Han påstod nemlig, at han havde handlet i nødværge.

Sandelig om han ikke også fik lov til at søge embedet, når han klagede sin eksamen. Men det skete aldrig.

Pastor Jacobsen blev fyret

Og så havde Skærbæk også Pastor Jacobsen. Han var en af tyskhedens førere i Nordslesvig. Og det var ikke godt for Skærbæk var udpræget dansksindet, da han blev indsat i 1864. Han iværksatte nogle risikable projekter på Rømø, der ikke kunne tåle dagens lys.

Han blev afskediget som præst. De kirkelige myndigheder havde længe haft et vågent øje med ham.

Løgumkloster – Munkene fik magt

Vi tager i vores historiske rundtur lidt øst på til Løgumkloster og kigger på munkene.

Cistercienserne stammede fra Burgund i Frankrig. Ordenen var en fornyelse af Benediktiner-ordenen. De var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Munkene skulle iagttage ansvarsfuld tavshed, også under legemlig arbejde. Kun ved hjælp af tegn måtte de kommunikere. Otte gange i døgnet skulle de bede.

Egentlig kom de fra et klostersamfund i Seem ved Ribe. Der var langt fra alle, der var lige begejstret for munkenes tilstedeværelse. Mange sogne følte at klosteret fik alt for meget magt og dermed tiende. Det skete blandt andet i brede Sogn, hvor det lykkedes for munkene at få præsten afsat.

Ved reformationen ejede klosteret 193 gårde, 4 kirke, adskillige møller og flere store huse i Ribe.

Da Ludde blev henrettet

Man kan i Hostrup-præstens dagbog finde et notat om, dengang man forsøgte at hænge Ludde Jensen ude i Draved Skov i 1598.

Han var en skidt knægt. I sine unge dage havde han hugget armen af sin far. Nu havde han hugget en masse træ i skoven og antændt det fyrstelige Vogterhus.

Men ak, skarpretteren havde fået en for meget. Den 19. juli havde han fået to fingre klemt mellem galgestokken og strikket. Han lod Ludde hænge så længe han troede, at han var død. Men han blev nødt til at skære snoren over for at få sine fingre ud. Og overraskende for mange, så rejste Ludde sig op efter at have sundet sig lidt.

Torsdag den 22. juli forsøgte man så igen. Nu var skarpretteren ædru. Og denne gang overlevede Ludde ikke.

Kresten Kold ude vest på

Herude vest på lå Mjolden Kirke. Den var rammen om en frimenighed dannet af Kresten kold. Han var irriteret over, at børnene skulle lære udenad. Han var også med til at grundlægge højskole-tanken.

Han var huslærer hos en af de rigeste bønder på egnen, Knud Knudsen. Denne var far til forfatteren Jacob Knudsen. Og A.P. Møller er i familie med ham. Men ved det sikkert ikke. De nedstammede begge fra Mærsk-familien ved Ballum.

Ikke langt herfra – i Randerup blev Hans Adolph Brorson født. Ham hører vi mere om, når vi i vores rundrejse når Tønder. Se hans far hed Brodersen. Ikke langt derfra havde jeg slægtninge. Men det er endnu ikke lykkedes at finde The Missing link.

Aflønningerne af præsterne

Aflønningen af præsterne i Højer var kompliceret. Juledag efter prædiken plejede herredsfogeden at give 8 mark. Bolsmænd og Kådnere gav også 1-2 mark. Tjenestekarle gav 12 skilling og tjenestepiger 8 skilling.

Man skulle betale for bestemte kirkelige handlinger. Man havde fra gammel tid indført noget, som man kaldte for ”Mantel-penge”. Mantel er sønderjysk og betyder frakke, men i dette tilfælde henviser det til præstekjolen.

For lig-prædiken måtte menigheden til lommerne. Prisen varierede fra 2 mark ved børns begravelse. Var man velhavende så måtte man betale fra 12 – 48 mark.

Præsteenken fulgte med

Det var normalt, at den ny præst foruden embedet også overtog enken. Ja så kunne det ske, at enken var for gammel, så måtte den nye præst gifte sig med evt. barn eller barnebarn af enken.

Organisterne var der også problemer med. De var ikke lige musikalske alle sammen

Fattighuse

I sognene opstod der fattighuse. I Højer fandt man ud af, at fjerne ølkanden om morgenen og aftenen. Det var kun tilladt at få øl til grøden. Vandspanden erstattede ølkanden. Man indførte strenge regler. Og det var bl.a. præsten, der sammen med fattigforstanderen, der skulle sørge for at reglerne blev overholdt.

• Han skal gå i kirke hver søndag og gå hjem lige så snart gudstjenesten var forbi.
• Han skal gå til alters på de sædvanlige tider af kirkeåret.

Det var bare et par af de regler, der skulle overholdes.

Kamp mellem dansk og tysk

Efter 1920 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland. Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få en dansk præst. Behovet voksede efter nazisternes overtagelse i Tyskland i 1933.

I Højer opstod der store kontroverser mellem den danske og tyske menighed. Et kirkeligt udvalg foreslog den tyske præst, Braren om, at antage en dansk ordineret medhjælper. Dette nægtede Braren kategorisk.

Sagen endte med, at en dansk præst blev udnævnt som kapelan i Højer. Braren betragtede dette som et personligt angreb. Men menigheden, der havde tysk flertal ville ikke hjælpe den ny præst til at finde en ny bolig. De ville heller ikke afgive præstegården.

Det var ikke kun i Højer, der var problemer mellem den danske og tyske menighed. I 1951 oprettede de tyske menigheder i Sønderjylland en frimenighed. De var underlagt den Slesvig – Holstenske evangeliske kirke med Slesvig som kirkeligt tilsynsførende. Dette medførte, at ca. 200 i Højer meldte sig ud af folkekirken.

Daler Kirke

Daler Kirke tilhørte Schackenborg. Den var i den kongerigske enklave lige som Møgeltønder. Stedet var underlagt greven og hans luner.

Stakkels Anders Wedel havde underskrevet en kontrakt, at han skulle gifte sig med den gamle præsts datter og underholde svigermor, såfremt den gamle præst døde. Og det gjorde han.

Men den nye præst havde gå på mod. Han forsøgte at modernisere kirken. Men ak af greven på Schackenborg fik han en påtale:

• Han havde at overholde gejstlige ritaler og kirkelige ceremonier bedre end hidtil.

Katekismus skulle anskaffes

Problemerne voksede for Anders Wedel. Han vil indføre konfirmationen. Der kom til et opgør med menigheden. Præsten mente, at børnene blev taget ud alt for tidlig af skolen. De kunne ikke nå at lære katekismus.

Pigerne skulle meget tidlig lære at kniple. Og drengene skulle til søs.

Svigerfar havde skrevet en katekismus, inden han døde. Men børnene kunne ikke læse skråskrift. Men så tvang pastoren forældrene til at anskaffe sig en katekismus fra Flensborg.

Grevinden fra Schackenborg synes, at det var en god ide med offentlig eksamen i kirken. Og nu befalede hun det nærmest.

Konfirmationen indføres

Den 30. november 1707 var konfirmationen blevet indført i daler Kirke. Det var længe før, det blev indført i det øvrige rige.

Jo præsten mente, at ved det fjerde bud ”Du skal ære din far og mor”, ja så han bedre til at bibringe de unge det åndelige budskab.

Præsten ville heller ikke finde sig i, at der gik kreaturer på kirkegården. Han udsendte en forordning:

• Kirkegårdens fornemste Brug er vel denne, at udi dens Jord gemmes de Afdødes Legemer indtil Guds Basuner opvækker dem, men den som Gud ikke mere, der end andetsteds lader gro forgæves og til ingen Nytte, at små Fæ opædes, som ikke kan tilføje nogen Skade, helst eftersom det med Leen kan afstås.

Stakkels Anders Wedel fik en alvorlig påtale og bøde. Og så blev han også dømt til at betale svigermor 1.530 rigsdaler.

Sømærke

Bevidst byggede man kirketårnet på Møgeltønder Kirke så højt som muligt. Så kunne den bruges som sømærke ude i Vadehavet. Da det engang blev ødelagt af et lyn, ville hollandske kaptajner betale halvdelen af udgifterne, hvis det nye tårn blev lige så højt. Men det blev nu aldrig så højt som før.

Blodig reformation

Reformationen i Møgeltønder var meget blodig. Den katolske præst Hr. Peder ville ikke bare opgive sit embede. Han blev simpelthen slået ihjel.

I 1560erne overtager Rantzauerne lenet. Det var bestemt ikke Guds bedte børn. Den sidste Rantzau beskrives som:

• Hengiven til Druk, Opfarende og Grusom

Han tilranede sigmere og mere ejendom på ulovlig vis.

Præsten blev henrettet

I 1585 blev Laurits Thomsen præst i Møgeltønder. Hans kone var hengiven til drukkenskab og letfærdig. Man sagde, at hun lå med mange borgere i Møgeltønder. Og datteren var udsat for blodskam og blev udlånt til diverse ting og sager.

Det hele endte med at konen og datteren blev halshugget. Laurits Thomsen blev brændt.

Der er givet pardon

Møgeltønderhus så ikke godt ud efter svenskernes hærgen. Mad Schack-familien begyndte en ny tilværelse for beboerne i Møgeltønder på godt og ondt. Felthæren købte selv lenet tilbage. De penge skulle tilbage igen, derfor hersede han med bønderne. Bønderne gjorde oprør. Oprørslederen skulle halshugges i slotsgården. Bødelen stod parat og skulle til at svinge øksen. Pludselig åbnes et lille vindue. Hans Schack stikker hovedet frem:

• Der gives pardon

Social skel i kirken

Det sociale hierarki afspejlede sig, hvor i kirken, man sad. På de forreste rækker sad overinspektøren, derefter betjentene. I tredje stolerække sad godsets øvrige folk. Men her sad også 5 sognemænd. Desuden sad her også folk, der ville betale leje for stolene. Det var absolut kirkens dyreste pladser lige under prædikestolen.

Derefter fulgte 15 rækker med bolsmænd, der betalte afgift i naturalier og penge til degnen og organisten. Derefter fulgte tre stolerækker med mænd, der havde betalt seks eller otte skilling.

I skibets nordre side sad godsinspektørens kone og de øvrige kvinder fra godset. Yderligere havde grevinden bevilliget, at præstens, birkedommerens samt delfogedens koner fik plads her.

Kirkens allerdårligste pladser var beregnet til pøbelen og andre kvinder.

I Møgeltønder talte man meget om de onde grevinder. Den anden kone efter den tredje Schack var således en af de værste.

Hun ville have genindført hoveriet. Hun førte talrige retssager og forsøgte sig med bestikkelse. Hun satte spørgsmålstegn ved de lokale bønder. Til hendes egen børn forklarede hun, at de lignede mennesker. Men det var mærkelige skabninger, der var overtrukket med menneskehud.

Hovedet mod døbefonden i Tønder

Her i Tønder Kristkirke har jeg været til et hav af barnedåb, begravelser og bryllupper. Ja også til juleafslutning med skolen. Her gik jeg til konfirmationsforberedelse. Og blev kørt hjem af præsten i en Folkevogn. Jeg var besvimet. I første omgang troede han, at jeg var faldet i søvn. Men faktisk var jeg meget syg, og var ikke i skole i 14 dage.

Her var det også, at jeg slog hovedet mod døbefonten. Så både denne og mit hoved gyngede. Måske er det derfor, jeg er som jeg er. Min far har påstået, at han har leget cowboy og indianer her inde i kirken.

Mit dem Totenkopf spielen

Dengang der blev gravet ud om kirken, fandt min far og nogle kammarater noget som de kunne spille fodbold med. I skolen blev de mødt af en fortørnet lærer:

• Ihr könnt doch nicht mit dem Totenkopf spielen

Jo de havde fundet et skelethovede.

Den tyske præst

Og her i Tønder var den tyske præst skyld i at vi i familien er tre søskende, der er tysk døbt og tre, der er dansk døbt. Jo mine forældre var tysksindede, indtil den tyske præst blandede sig i, hvad min Oma skulle foretage sig.

Min far skiftede Der Nordschleswiger ud med Aktuelt. Men nu ved jeg egentlig ikke, hvor tysksindet de var, for ingen af os har gået i tysk skole eller tysk børnehave. Jeg har endda gået i samme børnehave som Poul Schlûter dog ikke samtidig.

Brorson – en præst fra Tønder

På det sted, hvor jeg stod i lære, skrev Hans Adolph Brorson nogle af sine populæreste salmer. Det var dog ikke i samme ejendom.

Ved den store mandedrukning ved vestkysten, hvor der omkom 10.000, måtte familien søge tilflugt i kirken.

Da han var 10 år gammel døde hans far. Faderen samlede sine tre drenge ved sit dødsleje og sagde til dem, at han ingen penge havde. Men hvis de stolede på Gud skulle det nok gå. I hjemmet var der en huslærer, der hed Oluf Holbæk. Han blev gift med Hans Adolphs mor.

Brorson kom i forbindelse med pietismen. Det vakte stor udbredelse i Sønderjylland. Brorson giftede sig med sin kusine. De fik 10 sønner og tre døtre. Tre sønner var dødfødte og yderligere fire børn døde, mens de var små,

Brorson udgav 11 salmehefter. I 1739 blev disse samlet i salmebogen Troens Rare Klenodie (Tønder Salmebøgerne).

I 1737 blev han stiftsprovst i Ribe. Egentlig ville han ikke have hvervet. Hans kone døde ved fødslen af deres 13. barn. Han var knuget af sorg.

Munkene fra Tønder

Et Franciskaner-kloster blev stiftet i 1238 i Tønder. Til dette var der knyttet en kirke, der blev indviet i 1247. Mange håndværksfolk og handlende søgte tilflugt hos den mest populære katolik Frans af Assisi.

Disse munke havde stor betydning på egnen. I Løgum dyrkede de jorden, de havde møller og gårde. Fra Tønder til Ribe gik de barfodede rundt og forkyndte Guds lære.

I 1530 blev klosteret i Tønder ophævet. Slottet krævede mere plads. Lutherdommen trængte igennem overalt. Det gik ud over tiggermunkene, der til sidst blev fortrængt og jaget ud af Tønder.

Præsten fra Aventoft

I 1556 begik præsten i Aventoft, Henricus Sicander i Aventoft syd for Tønder dokumentfalsk. Han blev henrettet. Først blev han lagt på hjulet. Men inden da fik han det ene øje stukket ud og kappet to fingre af.

Gud er dig nådig

Ved henrettelser skulle præster stille sig til rådighed. Som regel var de sidste ord:

• Vær ikke bange, Gud er dig nådig

Det var allerede fastlagt i kirkeordningen af 1542. Her siges det, at præsten ikke blot skulle medvirke, når de dømte føres til straffen. Han skulle også tage sig af dem. Og dem, der så blev overbevist af præsten skulle en eller to dage inden henrettelsen modtage sakramentet.

Ikke plads til kisten

Las Petersen havde efter ansøgning om tilladelse til at indrette og vedligeholdelse af en begravelse under kirkegulvet i Hostrup Kirke fået tilladelse til dette.

Det gjaldt sådan set hele familien på gårdene Store Tønde og Solvig. Dette kostede 10 rigsdaler.

Men det gik ikke altid lige godt. I 1733 døde Andreas Nissen. Da man skulle have kisten ind i kirken, var den for stor. Man blev nødt til at hugge en del af muren væk og fjerne nogle af bænkene for at få den ind.

Kirken ville ikke betale. Men enken ville heller ikke. Hun forklarede, at slægten havde betalt både lyskrone og så meget andet til kirken. Desuden ejede hun 12 skolestader i kirken.

Og her i Hostrup Kirke kunne man ligesom så mange andre steder betale sig til en lang lig-prædiken, bare man ville betale nok. Mange ville gerne huskes efter deres død.

Barn med tjenestepigen

I 1200-tallet var der selvfølgelig en præst i Burkal. Meget mod kirkens vilje havde han en husholderske. Han måtte jo ikke gifte sig med hende. Men uha han fik et barn med hende.

Og i 1722 berettes om en mand, der levede sammen med sin kone og søster. De blev begge to gravide. Søsteren fødte først. For at skjule utugten, lod konen som om det var hendes barn. Præsten kom og døbte barnet.

Men da konen steg op af barselssengen kunne man jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med at faderen og søsteren flygtede.

Du sorte Kock

Tre gange har der været såkaldte vækkelser i Burkal Sogn. Den pietistiske – herrnhutiske bevægelse havde særdeles gode vilkår. Senere forsøgte Dansk Missionsforbund sig.

Og så var det pastor Petersen, der kom direkte fra et drikkelag i Tønder for at klare gudstjenesten. I præstegården havde han også en elskerinde.

I 1864 havde den danske præst Kock udtjent sin tjeneste. Uden for vinduerne råbte Burkals ungdom:

• Du skal væk, du sorte Kok, nu har du været her længe nok

Ikke ærbar

I 350 år huserede munkene omkring Flensborg og i skovene omkring Kollund. Et stort kloster lå nordvest for det nuværende slot Glücksborg. Et del af klosteret lå i den nuværende slotsø.

Cistercienserne havde i middelalderen 13 klostre i Danmark. Vi skal helt tilbage til 1191, hvor der blev anlagt et kloster i Guldhom i Nybøl Sogn nord for Slesvig. Det var Biskop Valdemar, der indviede klostret. Grunden var, at det lille munke og nonnekloster St. Michael ikke var særlig ærbar.

Der blev horet og drukket. Abbeden og hans munke lå døddrukken rundt i byens ølhuse. Her havde de ædt og svirret og moret sig med byens fruentimmere. Derfor flyttede Valdemar klosteret. Men det blev ærbarheden ikke bedre af.

Derfor blev man i 1210 nødt til at flytte nok engang. Dengang til Ryd(Ryde) ved Flensborg. Men ak, der udspændt sig en krig mellem Benediktinerne og Cistercienserne.

Man besøgte de fattige og husede de vejfarende. Det var ikke ualmindeligt at de gamle og syge købte sig ind i klosteret for at tilbringe deres sidste tid her.

Hygiejnen var stor. Man havde badestuer og toiletter. Lægerne på klosteret gik ikke af vejen for komplicerede operationer af hjernesvulster. De lappede kampskader som sværdhug eller pileskader.

Men det var ikke altid godt i klosteret. I 1280erne var det bispen fra Slesvig, Jacob, der forpestede munkenes tilværelse. Han burde nok snarere kaldes tyran i stedet for bisp. Han berøvede munkenes indtægt og lod dem piske.

Kongemord

Her på Ryd Kloster skulle der også være foregået et kongemord, idet Christoffer den Første under nadveren 1259 var blevet forgiftet af abbed Arfast. Det skete efter årelange stridigheder mellem Jakob Erlandsen om magten i riget skulle gå til kirken eller staten.

Kæmpe kloster

Det må have været et kæmpe kloster. Hovedbygningen menes at have været 350 meter i længden og 200 meter i bredden. Den omfattede korsgang og gård, søjlesalsfløj, lægebroderboliger med køkken og spisesal, kirke, kirkegård samt sygehus og herberg.

Man faldt i søvn

Hvornår den første kirke er bygget i Bov vides ikke. Den var ret betydningsfuld lige ved Hærvejen. Gulvet var dengang dækket med hø og halm. Det skete ikke så sjældent, at dele af menigheden faldt i søvn under de lange ceremonier.

Efter at have talt om bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at tale om hverdagens problemer dengang. Men man havde dengang en lang stok, så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.

Spedalskhed

I 1300-tallet blev Europa plaget af Den Sorte Død. Pesten holdt også sit indtog. I Bov Kirke var der et spedalskhedsvindue. Gennem dette vindue kunne de syge udefra følge gudstjenesten.

Pastoren blev hentet ned

I slutningen af 1700-tallet var der igen galt med troen i Bov. Pastor Clausen var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand hold fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at borgere trak pastoren ned fra prædikestolen. Otte borgere fik bøder og kom bag tremmer.

Denne Clausen var en meget bestemt mand. Det blev sagt, at når han gik en tur gennem Bov var det ikke et menneske at se. De skyndte sig ind i husene. Når børnene fra skolerne uden for Bov skulle have eksamen, måtte lærerne stille med dem på præstegården.

Og så blev der holdt danske prædikener og undervist på dansk i præstegården. Men det tog prøjserne meget ilde op. Det endte med at præsten måtte tage sin afsked.

Ligvogns-forening

I Frøslev by havde man fra 1882 en ligvogns-forening. Foreningen blev først opløst efter 80 år. I 1912 havde man 60 medlemmer. Der var også en skik med, at det var afdødes nærmeste nabo, der skulle køre ligvognen og ligge hesteforspand til. Men efterkrigens mekanisering gjorde hesten overflødig.

Adelsfamilien Ahlefeldt

Da Kong Hans endelig erhvervede Lundtoft Herred var det ikke meget tilbage. Adelen ejede det meste. Godset var Søgård var Slesvigs største. Og her sad familien Ahlefeldt. Ja de sad her i mere end 300 år.

Men slægten har indbyrdes ikke været særlig gode venner. En mur gik tværs gennem gården. Men efterhånden foretrak den ene gren af familien at bosætte sig længere øst på ved Sundeved.

Og det er ganske vist. Ved Søgård Sø er der en heks. Grev Ahlefeldt havde besøg af den, og han fik et rødt ar i panden.

Nu var det ikke alle Ahlefeldter, der var Guds bedste børn. De to fætre Frederik og Ditlev deltog i forskellige krige rundt om i Europa. Ved et slagsmål i Amsterdam kom den iltre Frederik til at dræbe en mand. Ved hjælp af diplomati og penge lykkedes det for Ditlev at frikøbe sin fætter for mordanklager.

Stor søgning til Kliplev Kirke

I hele den negative periode i Sønderjylland søgte folk trøst i den kristne tro. I 1400-årene havde Ahlefeldt-familien høstet stor fordel af, at der fandt valfart sted til Kliplev Kirke. Især til de årlige Helligkors-messer den 3. maj og 14. september var der en enorm søgning. Det var en omfattende valfart til Kliplev kirke via Hærvejen.

Alle skulle hen til Skt. Hjælper. Det hang i korets nordligste kapel. Figuren blev betragtet som særlig herlig og dermed helbredende. Man så figuren gennem et vindue med jerngitter.

Kapel i Årup

Familien oprettede et kapel i Årup. Det var et omfattende byggeri. Var byggeriet blevet færdig havde skibet udgjort 35 meter i længden og 11 og 21 meter i bredden. Det var et anseeligt byggeri, der kunne måle sig med Løgum Kloster.

Bekend dine sønner

I kirken måtte man bekende sine syndere. Således måtte den 19 – årige Hans Rossen, søn af den ansete bonde og lensfoged Rasmus Bossen knæle ved alteret. Over for menigheden måtte han erkende, at han havde fået et barn med en gårdmandsdatter fra Torp-uden for ægteskab.

Gårdejerne ville ikke betale tiende

I 1774 fandt sognepræsten Nicolaus Freuchen det nødvendigt, at være talsmand for småfolkene i Ensted Sogn. Årsagen var, at de 27 kongelige gårdejere på skift hver måned bragte deres skat til Arresthuset i Tønder. Nu forlangte han, Kådnere og inderste skulle være med til at betale, hvis de ville være med i ordningen. Præsten mente ikke, at småfolkene skulle betale.

Gårdejerne mente ikke, at pastoren skulle blande sig. Det lykkedes for dem, at få ham fyret. I 1798 kom en ny præst fra Løgumkloster. Han skulle snart komme i vanskeligheder. Man nægtede at give tiende.

Præsten truede med at tage sin afsked, hvis han ikke fik tiende. Men stor del af de rige gårdejere mente, at man skulle spare på kirke, skole og præst. Pastor Hoeck skrev således i 1799:

• Jeg er så nær ved at fortvivle, at jeg næsten er i stand til at bede om min Afsked så jeg paa en anden Maade kan sørge for mit og min Families Underhold. Saa ser jeg ingen anden Udvej end at overlade min Kone, som venter sig til hendes Mor og derpaa selv drage i Krigen mod Franskmændene

Militæret indsat

Øvrigheden reagerede ikke rigtig. Men endelig i december 1799 kom en militær eksekution bestående af en koporal og 12 ryttere. De blev indkvarteret hos dem, der råbte op. De skulle have forplejning og rejste ikke før, at gårdejerne havde betalt deres restance til præsten.

I begyndelsen af 1800 tallet steg antallet af Kådnere, inderste og jordløse i sognet i forhold til antallet af gårdejere. Dette kunne mærkes på kirkens økonomi.

I 1826 blev der bygget et nyt klokketårn. Gårdejerne mente, at Kådnere og andre af sognets beboere skulle betale halvdelen.

Amtmanden træder ved siden af

Amtmand Gundelach i Aabenraa var kommet galt afsted. Han var stadig gift med Adelheit von der Wich. Men han havde fået en datter med Mette Ivers. Hun var af betydeligere lavere stand.

Som skik og brug var dengang sørgede børnefaderen i de bedre kredse for sit illegale afkom. Mette var derfor blevet giftet med en af amtmandens medarbejdere, Johan Ranow. Denne befandt sig på et nogenlunde acceptabelt trin på samfundets trappe.

Amtmandens plan var at denne nye ægtemand skulle være tolder på Toldsted sydvest for Aabenraa lige ved Hærvejen.

Familien Ahrenkiel

Nu havde Ahrenkiel-familien dog reageret på stedet i over 200 år. Den eneste måde, at få dette ordnet, var at lave en kile, der betød, at man betvivlede embedsførelsen. Og Amtmanden havde nok af penge og magt, så dette kunne lykkes for ham. Den 18. april 1694 blev familien Ahrenkiel smidt ud af deres gård i Toldsted.  

Troels Ahrenkiel protesterede på familiens vegne. Og han klagede til hertugen.

Amtmændenes manglende moral

Han har sikkert også påpeget amtmandens manglende moral. Nu var det ikke unormalt at amtmanden på Brundlund trådte ved siden af. Når pastorer anfægtede dette, ja men så skiftede man bare til præsten i Løjt.

Omkring 1650 ventede amtmand von Winterfeldts ugifte kokkepige sig. Hun ville ikke opgive navnet på faderen. Man var det amtmanden?

Han forsynede i hvert fald sin skytte, Nis med den nødvendige kapital til at købe en mindre bolig og etablere en kro ved Hærvejen ved ”Die Rote Brücke”

Pastor Hübschmann havde også sine genvordigheder i Aaabenraa. Han havde mistanke om, at amtmand Heinrich von Brockdorff i mindst to tilfælde havde forført amtmandindens tjenestepige Trincke.

I hvert fald fik hun to børn. Og hun ville ikke oplyse, hvem faderen var.

Ja præster var nok heller ikke være eller bedre. Således blev præsten i Ballum dømt til at være far til tjenestepigens barn.

Men episoden her første til et langvarigt fjendskab mellem provst Troels Ahrenkiel og Amtmand Gundelach.

Amtmanden beskyldte nu provsten at have svin gående på kirkegården. Provsten svarede, at det ikke var hans opgave at føre tilsyn på kirkegården. Det var skarpretterens søn. Faktum var, at der både gik kvæg, svin får og gæs rundt på kirkegården i Aabenraa.

Guds straf

Troels Ahrenkiel var et højt uddannet teolog og udgav flere historiske værker. Han viste også stor interesse for oldtidskundskab.

I 1680 og 1681 Havde det efter sigende været set kometer over Aabenraa. Præsten var helt sikker på, at det var Guds straf.

Fra Nicolai Kirken tordnede provsten mod menigheden. Han pegede på Romerbrevets 8. kapitel vers 28:

• Wir wissen dass denendir Gott lieben alle Dinge zum Besten dienen.

Vestergade brændte tre uger efter. Jo provsten har sikkert haft ret.

Flere problemer

Provsten havde dog flere problemer at slås med. Diakonen blev anklaget for usømmelig vandel. Han drak sig fra sans og samling til fester. Han havde sågar ladet trusseløse piger hoppe over sig. Så havde han drukket de vakre pigers skål og revet parykker og hatte af festdeltagerne.

Kantoren dukkede ofte fuld op i kirken. Han gik ofte i gang med at fyre de forkerte salmer af. Og tonen ramte han sjældent. Først i 1704 blev han afskediget.

Ikke sjældent lød der støj udefra under gudstjenesten. Der var arrangeret keglespil og øldrikkeri ude på Kirkepladsen.

Troels Ahrenkiel havde det ikke let som præst i Aabenraa.

Danmarks ældste kirkebog

I Hjordkær Kirke har man Danmarks ældste kirkebog. Her kan man læse, at Matz Rasmussen fra Aarslev i Aabenraa den 7. september 1594 blev gennemboret af et sværd ført af Johan Tucksen.

Kirketugten var streng

Kirketugten var streng. Visse synder blev anset som meget slemme. Hvis præsten opdagede, at man havde født for tidlig efter vielsen, blev barnet slet ikke indført i selve kirkebogen. Forældrene blev indkaldt for at skrifte.

Ja det fortælles, at en brudgom i 1645 førtes til alteret, fordi han havde krænket en pige og lovet hende ægteskab. Han ville ikke frivillig stå ved sit løfte.

Pastoren tror på trolddom

Pastor Fabricius i Løjt måtte engang mane en kromands genfærd i Mørkesø nord for Løjt Kirkeby. Og pastor Bendixen havde Cyprianus trolddomsbog. En tjenestepige fik fat i den og havde læst rotterne i Præstegården. Men pastoren fik dog læst dem ud igen.

På et tidspunkt fik man en ny præst i Løjt. Og det betød en helt ny vækkelse. Andreas Mathiesen var stærkt præget af Herrnhuter-bevægelsen. Og så samarbejdede man med Brødremenigheden i Christiansfeld.

Bekymret for udviklingen

I 1819 var der 110 opvakte sjæle i sognet, der troede på Herrnhuter. Man blev organiseret i forskellige grupper, ugifte mænd, ugifte kvinder, ægtepar og enker. Man holdt møder hver for sig. Men alle samlede sig om søndagen.

Provst Paulsen i Aabenraa var meget bekymret for udviklingen i Løjt. I 1815 skrev han således:

• Den fejlagtige og fordærvelige Paastand, at Troen alene gør saglig, er for den halvdannede meget tillokkende og en Sovepude for Darskhed. Derfor strømmer alle aandelige forkrøblende Mennesker, ja Folk, der næsten er borgerlige Forbrydere til ham, derfor iler især ængstelige Sjæle til ham og Skinhellighed og Hykleri træder mere og mere i stedet for Tro, Pligtopfyldelse og sand Tilbedelse af Gaud, aand og Sandhed.

Præsten døde af druk

Ak ja Matthiesen fortsatte med at prædike to timer i træk. Og Paulsen satte sin andenpræst, Bachmann ind i kampen mod den rebelske præst i Løjt. Men Bachmann forfaldt til druk. Det endte med at han drak sig ihjel.

Matthiesen talte mere og mere uden sammenhæng. Efterhånden var der dog ikke kun Herrnhuter, der gik i kirke i Løjt Sogn. Vækkelsen var årsag til, at det var Indre Mission og ikke den Grundtvigske mission, der vandt størst fodfæste i Løjt.

De fleste præster tog også parti for Slesvig-Holsten i den nationale kamp. Og sådan kunne vi blive ved. Vi når ikke mere.

Kilde:

• Diverse artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk kan du læse følgende:

• Under Tønder (238 artikler):
• Historier fra Lø, Højer og Tønder Herreder
• Historier fra Slogs og Kær Herred
• Vajsenhuset i Tønder 1 – 2
• Tro og overtro i Rørkær
• Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
• Guldhornene i Gallehus – den tredje historie
• Møgeltønder fra Ahlefeldt til Schack
• Henrettet i Tønder
• Løgumkloster – nordøst for Tønder
• Et kloster 15 km nord for Tønder
• Trøjborg nord for Tønder 1-4
• Møgeltønder Kirke
• Tønder Kristkirke
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Pastoren fra Bylderup Bov
• Møgeltønder – dengang
• Brorson – en præst fra Tønder
• Schackenborg i Møgeltønder
• Åndens Folk i Tønder
• Guldhornenes ældste historie
• Oprør i Møgeltønder
• Præsten fra Daler
• Møgeltønders historie og mange andre
• Under Sønderjylland (167 artikler):
• Anekdoter fra Rømø 1-3  
• Rømø – den tredje tur
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Rungholt – Menneskedrukning et og to
• Farvel til de sønderjyske Gråbrødreklostre
• Klager over præsten i Ballum
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Indre Mission, Baptister og andre
• Ribe-Hekseafbrænding (2)
• Da Christiansfeld opstod og mange flere
• Aabenraa (143 artikler):
• Historier fra Rise og Lundtoft Herred med Sundeved
• Aabenraa i det 17. århundrede
• En pastor fra Rise
• Løjt land – det 8. besøg
• Bryllup i Varnæs
• Løjt land – masser af historier og kultur (7)
• Løjt Land – den 5. tur
• Mysteriet i Ensted
• Kirker – syd for Aabenraa
• Ahlefeldt og Søgaard
• Anekdoter fra Løjt
• Løjt, Løjtninger og Løjt Land
• To kirker i Aabenraa
• Toldsted – på Hærvejen
• Jordemødre, Hekse og kloge koner
• Løjt Land – nordøst for Aabenraa
• Fra Hjordkær til Rødekro og mange flere
• Padborg/Kruså/Bov (57 artikler):
• Historier fra Vis og Ugle Herred
• Ligvognen fra Frøslev
• Ryd Kloster
• Livet omkring Bov Kirke og mange flere
• Højer (70 artikler):
• Den Sure præst fra Højer
• Bryllupsskikke i Højer
• Højer Kirke
• Højers Historie

Historier fra Vis og Ugle Herreder

Vi kigger på ældgamle historier og myter både nord og syd for grænsen. Hvad er en Vætte? Trold, Djævel og onde mennesker befinder sig i Tarp. Vi møder den hellige mand, Poppo. Der er kamp mellem hedendom og kristendom. Ellund var en ”Jammerdal”. En kvinde blev kaldt ”oldemor”. Husk altid, at have en skimmel stående. Pas på – kromanden går igen. En dansk dronning blev dræbt ved Ryttergabet. Så var det Røverborgen og Lindormen. Kilden med liv og død befinder sig i Flensborg. Helligvandet er i Ugle Herred. Syv huskeråd fra Bov.

Nord og syd for grænsen

Vi har kigget i gamle sagn og folkeminder. Og her er vi i det, der hedder Isted Syssel. Til Vis herred hører Bov, Hanved, Store Vi, Vanderup, Nørre haksted og Valsbøl Sogne. Syd for Vis herred ligger Ugle Herred med sognene, Oversø, Store og Lille Solt, Siversted, Eggebæk og Jørl.

Vi er både nord og syd for den dansk/tyske grænse. Nogle af stednavnene har vi ikke rigtig kunne fastslå med nye navne. Og i nogle af historierne har vi bebeholdt den gamle stavemåde.

Hvad er en Vætte

Måske er det ikke alle der ved, hvad en Vætte er. De forekommer hyppig i disse historier. De bosatte sig gerne under menneskers boliger eller lige i nærheden. De var tyvagtige og kunne gøre sig usynlige. De blev forbundet til sygdomme og ulykker. Men de kendes også som fredelige og venskabelige. De er i familie med nisser.

En byremse

Det er en smart byremse, der fører gennem begge herreder:

• Hyllerupm og Haverup – videre væk er Vanderup

Æ Javetut går på Jerrishøj Vej

Æ trold er i Tarp

Fanden er i Frørup

Og den onde mand i Barderup

De tre første byer ligger i Vis Herred, de sidste fire i Ugle. Alle syv slår de en ring om grænsen mellem Vis og Ugle syd for Flensborg.

Trold, djævel og onde mennesker befandt sig i Tarp

Vest for grænsen er de jævne bondebyer, hvorom der ikke er noget særligt at fortælle. Over i Ugle Herred bor Vætter. En Javatut går hylende, klagende ved Jerrishøj. Trold, djævel og onde folk sidder i Tarp, Frørup og Barderup i heden dom.

Den hellige mand, Poppo

Så kommer syd fra den hellige mand Poppo og døber folket i Helligbæk, også kaldet Jydebæk på herredets sydgrænse. Og her ligger døbestenen, en runddysse. I skoven talte den hellige mand Guds ord for folket ved en sten, der hedder Templet. For at vise at han vidnede sandt lod han sin skjorte gyde over med voks og satte ild på den. Skjorten brændte, men det skete ikke noget med den hellige.

En hedning trodsede ham og lod sin hest gøre Helligbækkens døbevand urent. Men han blev bundet til stedet, indtil han lovede at bygge en kirke-og han byggede kirken i Siversted.

Så kastede Fanden en sten efter Poppo, den lå mellem Stolk og Helligbæk på grænsen mellem Angel og højderyggen.

Kampen mellem hedendom og kristendom

Oversø og Siversted Sogne kaldes Lusangel, den dårlige jord modsat Angels fede mark. Her på dette Lusangel står kampen mellem hedendom og kristendom.

Ellekællingen klager i Jerridshøj: Javetut!. Trolden og kæmpen bor i Tarp og Frørup. Deres mand, den onde, sidder bagved i Barderup. Men Poppo vinder sejren i Siversted og tager den hellige lund og oldtidsgraven ved grænsen.

Okseøerne

Ja man siger om Okseøerne at en kæmpe tabte noget jord. Og myten siger, at her ved Okseøerne døde Dronning Magrethe den Første.

Klus

Ved Klus var der et valfartssted, som du kan læse om i en speciel artikel. Her skulle du bare have en genstand med fra en syg person, så kunne denne blive helbredt.

Frøslev mænd måtte kæmpe med Ellund mænd

Kirkens tro vinder frem ind i Vis Herred. Når Frøslev mænd drog ad kirkevej over Ellund Marker måtte der kæmpes med Ellund mænd.

Det var i året 1777, at der var et større slag mellem beboerne i Frøslev og Ellund. Man mente, at Frøslev-borgerne skulle køre den lange omvej over Padborg og Harreslev for at komme til kirke.

Ellunderne vandt det første slag på grund af deres talmæssige overlegenhed. Sejrherrene bemægtigede sig det ønskede bytte.

Men da nu en gammel mand fra Frøslev døde gik bøndernes ordfører, Laust Petersen, der havde den største gård og var rechensmann til amtmanden i Flensborg for at få lov til den direkte kørsel.  Amtmanden tilbød at føre sagen for retten, men det ville gå for lang tid. Amtmanden spurgte derfor Laust: ”Har I ingen knipler i Frøslev?

Der blev dannet en stærk eskorte til følget. Og skønt ellunderne havde gravet en spærregrøft og var mødt talstærkt op, vandt Laust det andet slag. De beslaglagte varer fra første slag blev udleveret. Laust blev modtaget med triumf i Frøslev efter begravelsen. Siden kunne man køre den direkte vej til kirken.

Ellund var en Jammerdal

Lige vest for fik de deres egen kirke i Valsbøl, men der var det kun småt. Klokken kunne ikke lyde over hele byen, og så gik degnen ud og råbte til kirke:

• Kommer no I Valsbøl Mænd.

Man sagde, at Frøslev var en ”Frydensal” og Ellund var en ”Jammerdal”. Ved Frøslev er det kongelige bedested Oldemorstoft. Tyskerne kalder det Valdemarstoft.

Ja sådan står det i de gamle folkeminder, men det lå nu et godt stykke fra Frøslev.

En kvinde, der blev kaldt Oldemor

Det er Helgstedet, hvor en kvinde – Oldemor kaldes hun – har fået jord af kongen, fordi hun tog imod kongens søn, der blev syg på Alfarvejen. Hun fik skov til gave. Af kongen, og der var også gammel ret til krohold i Oldemorstoft.

Men den skyld lå der på stedet, at der skulle holdes en skimlet hest. Når skimlen døde, blev en ny købt. Det skulle vel være Kongens Hest – egentlig den Kongens Hest der farer i ”flyvende jagt” uden for Oldemorstoft.

Heste og hunde med ild af gab og øjne sås her. Der blev sagt, at de varslede jernbanen som skulle blive bygget. Det var så at ingen hest kunne stå tøjret på Hans Tychsens mark, før jernbanen kom, de rev sig løse og løb mod vest.

Oldemorstoft er nu delt i to gårde. Inde i den ene i en høkule (lade) skal der stå en stenkreds, tre alen gennemsnit, hvor en af de gamle kromænd er nedmanet, da han gik igen, fordi han havde stjålet havren fra vejfarende heste.

Kvinden, der fanger jord-ved rundgang – kongens ridt på skimlen og navnet Oldemorstoft viser hen til en sammenhæng med Olmersdige, en god mils vej ind i Ellum Syssel.

Husk, at have en skimmel stående

Det hed sig dengang, at der altid skulle stå en skimmel på Oldemorstoft. For hvis det ikke var tilfældet ville det brænde. En tidligere ejer (Hans Jensen) havde to skimler, så var der da altid en i live. Men da Liske overtog gården, blev skimlerne solgt. Så brændte den staldlængde der lå langs vejen.

Pas på – Kromanden går igen

Kromanden stjal hø fra de rejsende, som hestene skulle have. Det karlen, som kromanden beskyldte for denne ugerning. Denne blev uskyldig pisket for dette. Da kromanden blev syg og døde, mente enken, at kromanden gik igen. To præster måtte det til for at mane genfærdet i jorden. Genfærdet af kromanden sank længere og længere ned. Man lod en kobberkeddel hente. Den hyllede de over ham og lod den mure til.

En dansk dronning blev dræbt ved Ryttergabet

I gamle minder er der et sagn om en kamp på den sydvestlige side af Frøslev. Ryttergabet hedder stedet. En dansk dronning fandt sin død her. Hun blev dræbt.

To ryttere fra Røverborgen skulle være omkommet her. Man sagde også, at det var her, at herremanden fra Røverborgen overfaldt de vejfarende.

Røverborgen

Sagnet melder om skov fra Bov til Skovlund. Skoven brændte med Røverborgen derinde, så ”Landet gik i Hede”. ”Efling Hede” Det er ødelandet mellem Isted og Ellum Sysler.

Det var en greveslægt, der ejede borgen. Og den sidste i slægten skændte og brændte i omegnen og var til skræk og plage for beboerne.

Engang var han med sin bande vendt hjem fra et røvertogt belæsset med bytte og sad nu i slottet i vildt drikkelag, da et rødt ildskær pludselig oplyste salen. Man løb hen til vinduer og døre og så ud. Da stod skoven i flammer. Der var ingen udvej derfra. Da ilden var brændt ned, fandt man ingen spor af slottet og siden da har skoven været forsvundet. Ingen i omegnen vidste, hvordan branden var opstået. Men man mente, at det var Straffen fra Gud.

Lindormen

Den blå slange med guldkronen lå under Duborg, Lindormen ved det trebundne skel.

Kilden med liv og død i Flensborg

Her på Fredbjerget stod stenen, der faldt hver gang krig var i vente. Og krig skal komme så Harrislev-dalen flyder med blod. Men Flensborg skal ikke gå under i blod. Vand skal fælde staden – som Horsens og København.

På havretorvet i Flensborg var en gammel brønd ”Grønnekilden”. Af den kom livet, de små børn hentes op af Grønnekilden. Døden kommer fra samme sted. En søndagsmorgen vil et sort svin stå ved en sten, vælte den og påvirke kilden, således at strømmen stiger over staden.

Helligvandet i Ugle Herred

Ild står af Vis Herred fra skovbrand og Volmers-ridtet ved Oldemorstoft. Helligvandet rinder i Ugle Herred, hvor trolden kæmper mod Poppo ved Helligbæk.

Men fra kongsfærd, krigsfærd og kirkefærd finder herrederne deres møde i Livs- og dødsbrønden på Flensborg Torv.

Huskeråd og regler

Mange af de gamle regler og retningslinjer, som gennem tiderne har hersket på forskellige egne er præget af folkeminder og gammel overtro. Lad os afslutningsvis tage et par stykker fra Bov.

1. Afredt hår skal brændes. Man sagde, at der ikke måttet kastes noget ud, for så kunne fuglene bygge rede af det og så fik man ”Hoejve (hovedpine)
2. Efter syringen af brødet, skal der tegnes et kors i dejen, ellers lykkes den ikke, eller der ikke vil være velsignelse i den.
3. Juleaften skal kvæget have utærsket neg eller det bedste hø.
4. Sankt Hans aften må der ikke ligge tøj på ”Blegen”, ellers sætter kræften sig på det, og man får kræftskader.
5. Du må ikke have vask ude, juleaften, ellers kommer man til at klæde lig inden næste juleaften
6. Juleaften må ingen plov stå på marken, ellers sætter den evige jøde eller som man kalder ham her ”Jerusalems skomager” sig på den.
7. Vil et barn ikke lære at gå, eller har fået Engelsk Syge, så må det bæres over en græstørv.

Kilde:

• Thorkild Gravlund: Herredsbogen Sønderjylland og Øerne
• E.T. Kristensen: Gamle Fortællinger og det Jyske Almueliv
• E.T. Kristensen: Danske Ordsprog
• E.T. Kristensen: Danske Sagn
• Jens Kamp: Danske Folkeminder
• Svend Grundtvig: Gamle danske minder
• Thiele: Danmarks Folkesagn
• Diverse artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: Læs mere på www.dengang.dk

• Anekdoter fra det Gamle Bov
• Præster og andet godtfolk i Sønderjylland
• Flere præster og godtfolk i Sønderjylland
• Klus – et valfartssted lige syd for grænsen
• Okseøerne
• Oldemorstoft og mange flere

Historier fra Rise og Lundtoft med Sundeved

Vi kigger langt tilbage. Hvad er en Vætte? Heksene i Aabenraa. Men hvor ligger Urnehoved? Kongelig nattely i Bolderslev. Ingen af dem kom i graven uden uheld. Og dengang hed det Kliplev Herred. ”Tav” gik rundt. Løjt-kæmpen blev slået til døde. Bars blev drillet. Sten var der mange af i de gamle sagn. Kertil Urne var her. Kæmpen balder fra Bolderslev. Rune blev ofret ved Tohøj. Han græd hende i live. Bodum var bondeslægtens hjemsted. Kassø-folk var stridbare. Løjtningerne skiftede kirke. Junker Vigge’ s meget sørgelige historie. Skatten sank i nærhen af Nybøl. De to kæmpers kamp. En vætte i Bybjerg ved Felsted. Rise Herreds vætte var en god knivsmed. Hornet blev taget fra vætteren. Barnegråd hindrede skattejagt. Genfærdsluer. Der et spøgelse i Røde Kro. Angel-ormen blev dræbt.

Vi har kigget langt tilbage

Vi har kigget i gamle folkeminder og i gamle sagn, for at se om der var nogle historier fra egnen. Ofte bliver disse kun leveret i enkelte sætninger. Nogle af historierne er så gamle, at vi ikke umiddelbar kan genfinde stednavnene. Så kære læsere god fornøjelse med historier fra Rise og Lundtoft Herreder med Sundeved.

Der er nogle stednavne, vi ikke har kunnet fastslå. Der hvor det er muligt bruger vi de gamle vendinger.

Vi skal måske lige tilføje, at du i andre artikler kan finde mange flere myter, sagn og historier fra specielt Løjt fra dengang

Hvad er en Vætte?

Og så bruges begrebet en Vætte, og hvad er en Vætte. Ja begrebet findes fra nordiske folketro og før-kristen religion. Det var nogle væsner, der bosatte sig under menneskernes boliger. De var tyvagtige. De kunne gøre sig usynlige og forvirre folks syn. De var ofte forbundet med sygdomme og ulykker.

Der findes dog også sagn om mere fredelige og endda venskabelige forbindelser mellem vætter og mennesker. Selv om de var en del af den hedenske mytologi, var det ikke ualmindeligt, at man fortsatte med at dyrke dem langt ind i kristen tid.

De er beslægtet med nisserne.

Heksene i Aabenraa

Under tortur indrømmede Anna Jørgensdatter i 1617, at hun havde stået i lære hos en heks i Kappel. Endvidere indrømmede hun, at hun havde dræbt køer og ved nattetid havde hun danset på Galgebakken. Hun havde plejet omgang med Djævlen.

Margrete Krog var en anden heks fra Aabenraa. Hun skulle gennemgå hekseprøven. Men hun var prisgivet på forhånd. Prøven bestod i, at hun blev smidt i Aabenraa Fjord. Svømmede hun ovenpå, var hun heks. Druknede, ja så var hun ikke heks men så var det bare for sent.

I årene 1500 til 1700 døde mange tusinde danske kvinder på heksebålet. Flammerne blev tændt med kirkens velsignelse. I den katolske kirke havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav retningslinjer, hvordan man finder frem til en heks. Hekseri stammede fra kvindens umættelige kødlige lyst. Man kunne sandelig også læse, at kvinderne havde mindre forstand. De blev under tortur aftvunget tilståelser. Her indrømmede de, at de var i pagt med djævlen.

I kirken holdt man øje med kvinderne. For hvis man tørrede sig om munden med et lommetørklæde var man højst sandsynlig en heks. Efter altergangen skulle man være på vagt, for en heks blev nødt til at spytte nadverbrødet ud igen. Fra prædikestolen kunne præsten hurtig se, hvem sognets heks var. Hun ville nemlig vende ansigtet bort.

Det var jo en grund til at høsten slog fejl, at et barn døde og at køerne blev syge. Man kiggede sig rundt i lokalsamfundet for at se, hvem der opførte sig mærkeligt.

Hvor ligger Urnehoved?

Hvor Slogs, Rise og Lundtofte Herreder mødes skal Sønderjyllands gamle landsting Urnehoved findes. Stedet skulle være i en sædmark øst for Oksevejen nord for Uge, øst for Bolderslev, ude ved sogneskellet. Men der er intet at se.

Sønderjyske Jordebøger er i vildrede med byer i Bylderup og Uge sogne til hvilken herred de hører. Urnehoved nævnes ikke. Uden om Urnehoved ligger ”Hjemtingene”. Lovtrup, Rise og Lundtoft. Vi har tidligere i to artikler kigget på de syv steder, hvor man mener, at Urnehoved kunne ligge.

Landstingets sted kunne ikke bruges til herredsting, men nær den bønderne bygdens stævne.

Kongelig nattely i Bolderslev

Når kongen kom og satte ting, kunne han søge nattely i Bolderslev, hvor et sted blev kaldt for kongehuset og et andet Friplov. Manden herfra blev fri fra skattetynge, fordi han dengang, da byen var kringsat med fjender, reddede kongen, og bar ham ud i en sæk. En anden kongsgård har der været i Søderup, nord for Bolderslev, hvor Svend Estridsen døde.

Og det med at en konge bæres væk i en sæk kendes også fra et frisisk kampsagn.

Ingen af dem kom i graven uden uheld

Valdemars Jordebog nævner skatteskyldig jord mange steder i området. Men dette nævnte sagnene aldrig nået om. De har en sær trang til at vende op på stort og småt. De husker en sten og en kilde i århundreder, men de var ligeglade med, hvor landstinget.

Syd for Rise ”blev der gjort falsk Ed” af syv bønder i Søst. Ingen af disse kom i graven uden uheld.

Det hed engang Kliplev Herred

Lundtoft Herred hed i Kong Volmers tid Kliplev Herred efter den store kirke-by Kliplev. Her rejste pilgrimme hen for at fejre St. Hjælper. Siden har herredet fået navn efter den lille landsby Lundtoft.

”Tav” gik rundt

I Sundeved kendes intet gammelt tingsted, men en Tingsti. Den kan spores over Svejrup, Tumbøl, Felsted, Hostrup og Stubbæk mod Urnehoved.

Sundeved havde i Varnæs Sogn et gammelt birketing. Stenderup ved Nybøl havde sin ”Tavhavpold, hvor by-mænd samledes, når budstikken kaldet ”Tav” gik rundt mellem gårdene.

Brudeeng

Brujseng (brudeeng) hedder et vejkryds øst i Stenderup eller et sted ved vejen mellem Sottrup og Snogbæk. Her blev et brudefærd udsat for en ulykke, siger sagnet. Bruden skal være set med udslået hår. Måske er det ”Helligstedet”. Måske var der her man blev viet.

Mellem Sundeved og det øvrige land er der blevet sat stenmærker.

Pinsegraven

Vest for det sydlige Broager lå i en lavning ”Pinsegraven” en stor sten, hvor en ”nedmaning” skal være sket.

I grænseskellet mellem Nybøl, Dybbøl og Stenderup står en sten, som en jæger brød sin hals på. Han jager her med sine hunde.

Og kong Volmer hviler sig på en sten i Stampagerfort i Stenderup.

Sten slynget af kæmpekvinden fra Fyn

Mellem Sundeved og Als står Dybbøl-stenen, også kaldet ”Barsten” eller ”Deggersten”. Den blev slynget i hosebånd eller hårbånd af Kæmpekvinden fra Fyn. Den vender sig, når den lugter nyt brød. Hun slyngede også en til Ullerup og en til, der faldt ved Tumbøl.

Løjt-kæmpen blev slået til døde

Kæmpen i Løjt ville kaste en sten til Egvad Kirke, men stenen nåede kun Rise Hjarup på sysselskellet og ved Løjt Sogneskel. Løjt-kæmpen boede i Bøgebjerg vest for Barsmark. Midsommernat satte han fod på en sten og hævede bjerget på fire gloende pæle til midsommergildet. Stenen med jættefoden ligger nu dækket af jord i Hundeglad Forte.

Løjtkæmpen blev ”slået til døde” af Bars på Barsø (eller Barsmark) og den sten ligger ved Høgebjerg.

Bars blev drillet

Da Bars ville gå over vandet fra Barsø og blev hånet af Løjt-boerne, fordi han stred imod storm, kastede han en fingermærket sten efter dem.

Sten var det mange af i de gamle sagn

Nogle sten i et dige ved Elbjerg og i et andet ved Overgård hører kirken til. Den skulle have været rejst ved Elbjerg.

En sten med indhuggene tegn lå ved Dybvighoved – vejen, og når den svedte varslede det ildebrand.

Gårdnavnet Fladsten går med i ringen af stenmærker rundt om Løjt.

Bars gik over fra Barsø og tog vikingesæde ved Dannebrog-stenene i Genner og jord i Løjt, der kaldes Barsmark. Hans kone hed Birret (Barvid?) Deres grave var Barshøj og Birrithøj ved Povlsgård.

Nu sidder han under mulden i Ellum Syssels nordøstre hjørne. Det kan vi høre om i visen:

• Hvad om den gamle Bars endnu en Gang saa op?

Kertil Urne var her

• Kertil Urne ligger her

Ja sådan stod det på en runesten på Bjolderup kirkegård ved Urnehoved. Men den er hvis nok nu på museet i Kiel. Det er en dansk adelssten, men tysk adel havde magten i landsdelen.

Også Barvid Syssels sten ved Hovslund gik til Tyskland, nemlig Berlin.

Kæmpen Balder fra Bolderslev

I den vestlige del af Rise Herred levede kæmpen Balder i Bolderslev. Det er gudekongen Balder, som ifølge Saxo kom fra Baldersbrønde på Sjælland. Jo det var ham, der kæmpede med kong Hoter i Højer.

Det er en Baldershøj syd for Agerskov kirke. I Bolderslev er der spor af Balders Borg på en af højene. Han har søgt at vinde land i nord og i vest for Rise Herred.

Sagnet mindes Balder og Bars som kæmper med kone – Bars og Birrit, Balder og Runde. Og balder ofrer hende:

• Balder Rune og hans viv, ypped dem en stor kiv

Men på Tohøj dær slog Balder Rune død

Tohøj ligger øst for Bolderslev ved Urnehoved.

Sjov nok så findes der en sjællandsk juleleg og i den lyder det således:

• – stor kiv i Tune, dær slog Balder Rune

Ni Slag ville vi slaa, dermed hjem gaa, en, to tre osv.

Rune bliver ofret ved Tohøj

I Sundeved kvæder Vætten i Bøgebjerg:

• Sej Mand, du paa den brune Drik en Skaal med gamle Rune

Og rytteren flyer med vættens bæger.

Sagnet nævner også Rune som Kæmpe og Munk, men hos Saxo står Balders kamp om kvinden Nanna. Rune er hans viv, og han ofrer hende på Kongestævnet på Tohøj ved Urnehoved.

Mellem Balder og Bars styrer Kæmpen Roland med sit kørertøj ud i Rolandskilde og hans frue ofrer sig i sin ”Kvide for ham i Fruens Pyt”

Han græder hende til live

På borgen i Rise levede en herre, der fandt sin frue død og han græd hende tilbage til livet i et nu.

Til alle sider af Rise Herred står mand med kvinde. Her mødes ved folkestævnet den grædegivende kæmpekvinde og den landeværende Kæmpe. Han dræber hende ved Urnehoved, græder hende til live i Rise.

Bodum er bondeslægtens hjemsted

I dette Kæmpeland, nævnes Bodum som bondelsægtens første hjemsted. Når der siges:

• Det ved Gud og hver Mand i Bodum

Ja så ved alle det.

Kassø-folk var stridbare

Man sagde om Kassø-folk, at de var stridbare. Da de havde sloges i tre døgn sagde de:

• Vi er int skillest ad enno.

I Aarslev var der tapre folk. En bonde dræbte alene mange ”Tatarer”. Han angrede kun, at han engang havde dræbt en svensker.

Løjtningerne skiftede kirke

Løjtboerne havde også et godt ord på sig. De søgte engang over Sysselskellet til kirke i øster Løgum, og her sagde præsten til løgumborgerne:

• Lad de løjtninger tage sæde, dem bør vi ære. Vil vi have en god kælvekoskal vi til Løjt, skal vi have en god følhoppe skal vi til Løjt, og vil vi have en amme skal vi også til Løjt.

Men nu gad løjtningerne ikke mere søge den kirke. Så fik de præst sammen med Varnæs i Sundeved.

Junker Vigge på Vold

Ovre ved Varnæs var der en hellig mand, der byggede kirke, Junker Vigge på Vold. Han gjorde også en pilgrimsfærd. Gammel kom han hjem og satte sig ved sin elskedes grav under det store træ ved kirkens østergavl. Så blev han jordet der. Det går sagn om, at hun var fra Helnæs på Fyn. De flygtede sammen, men blev skilt af på isflagerne. Hun gik i kloster. Han første hende derfra, tvang præsten til at bie dem. Men hun blev ikke hans, thi klostrets værge dræbte hende.

Ja se dette sagn har vi tidligere beskrevet men i en lidt anden version.

Junker Vigge var en ung og velhavende ridder, som boede på borgen Vold ved Varnæs. Han forelskede sig i Jomfru Ida, som boede på Helnæs hos sin far, Ridder Ove. Han snakkede med præsten i Varnæs om han ville vie dem. Det ville han godt, hvis Junker Vigge ville bygge en kirke.

Kirken blev bygget og med pater Mathies som vidne trolovede Ridder Ove sin datter til Junker Vigge. Herefter vendte Junkeren fra Varnæs hjem til sin borg for at afvente sin tilkommende.

Ridder Ove var i gæld til den mægtige Grev John af odde. Greven ønskede Frøken Ida forlovet til sin søn Kaj. En uhæderlig pagt blev indgået mellem de gamle mænd. Under julemessen kom det Vigge for øre, at Ida skulle bortgiftes til Kaj. Han faldt på knæ foran alteret i Varnæs Kirke og svor, at her skulle jomfruen blive hans brud, om det så skulle koste hans sjæl.

Lillebælt var frosset til. Julenat drog junker Vigge sammen med tyve svende over isen til Helnæs. Her ankom følget netop betids til at afbryde bryllupsklokkerne med sværdet. Ingen blev skånet undtagen Ida, som skulle med til Varnæs.

På tilbagevejen over Lillebælt brød isen op. Ida og Vigge kom bort fra hinanden. Mange omkom, og de elskende troede, at de havde mistet hinanden. Det gik flere år, hvor skæbnen førte de to sammen. I Letland var Ida gået i kloster. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de endelig blev viet.

Men ak og ved. Morgenen efter var Ida dø. Hun havde i konflikten mellem kærlighed og nonneløftet valgt døden som sidste udvej.

Mange år senere vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var Junker Vigge for at sone sin skyld havde han hvileløst vandret rundt i årevis. Den gamle lagde sig på Idas grav og udåndede.

Ved korgavlen af Varnæs Kirke under den gamle løn ligger to som i livet ikke kunne få hinanden forenet for evigheden. Tidligere stod der altid vand i en hulning i det gamle træ. Vandet havde helbredende virkning. Desværre er træet nu så utæt i bunden og vandet er borte. Men øverst i gavlen ses stadig Junker Vigges hoved i sten.

Skatten sank i nærheden af Nybøl

Nede ved Gråsten bliver røveren Alf en hellig mand.  Og eneboer. Han taler til folket alt imens han ruger over sine elleve døde røverbrødres skatte, som han lover den der jorder ham. Skatten findes under hans leje. Men den skal fragtes over isen mod Nybøl, ind i Sundeved. Til sidst synker den.

De to kæmpers kamp

Når kæmperne optræder ved Sundeveds fjorde er de strenge. Det skete også for Sundeved-kæmperen. Alsingerne ville have Sundved-boerne derover, og lod Als Kæmpen udfordre Sundeved kæmpen til kamp. Først skulle de se, hvem der kunne æde mest.

Så satte de to kæmper sig på Dybbølbjerg og lod deres folk bringe kost i mængder. De åd lige meget. Manden, der kæmpede for fri samfærd sejrede, alsingeren vandt over Sundeved – kæmpen til alles glæde.

En vætte i Bybjerg ved Felsted

Lundtoft Herred har ingen kæmpe, men til gengæld den værste Vætte. Han bor i Bybjerg ved Felsted-ved skellet til Sundeved. Han røver kvinder, og når de skal føde ind i bjerget, må der hentes overjords jordemoder. Hun fik høvlspåner i løn og kastede dem bort. Men en blev hængende på hendes klæder og blev til guld.

Hun havde smurt sit ene øje med den slave, hun skulle ofre til den spæde. Det betød, at hun blev synsk. Hun kunne se Vætten ved kirken om søndagen. Hun hilste på ham. Da stak han hendes synske øje ud.

Bonden vågede over sin kone i barselsseng

Kvinder i barselsseng røver han især og lægger en træstøtte i stedet. Bonden der kørte til mølle hørte det lyde fra højen:

• Skær Lise med den lange næse ud.

Han skyndte sig hjem og lod våge over sin kone i barselssengen. Da Vætten kom med træbilledet og lagde det i sengen, var han rede og greb sin kone. ”Lad mig ha´ mit og tag i jert. Så kunne de tage deres træbillede igen.

Dette sagn kendes kun her og på Bornholm, begge steder ved kysten.

Rise Herreds vætte var en god knivsmed

Rise Herreds Vætte i Trebjerg er en god smed, særlig knivsmed. De sår der skæres med hans kniv heles ikke.

Fra en høj ved Mellerup sprang en Vætte frem og bad bonden om at blive budt til bryllup med et stort stykke guld i brudegave. Mern hvad med brudespillet. Pauker og trommer og tordenvejr det kunne Vætten ikke holde ud.

Brød i løn

Ude i Løjt må bonden lave Vættens bageskovl og får brød i løn.

Hornet blev taget fra Vætteren

Rise Herreds Vætter er gode. Med dem er ingen strid. Alligevel hændte det, at en karl tog bægeret fra højfolk i Hjordkær. Det blev alterbæger, men låntes ud til syge og til bryllupsgilder, da det gav helse og lykke. Ved et bryllup i Alslev kom en stodder og bad om at drikke af alterbægeret, da han var syg. Men han afleverede aldrig bægeret igen. Men Vætteren sørgede for at det kom tilbage.

I Sundeved må Vætteren to steder give bægeret fra sig. Da Legbjerg mellem Sottrup og Ragebøl står på gloende pæle og rytteren bydes på et bæger, rider han bort med det og Vætteren råber:

• Kom Enhorn, Guldhorn er borte.

Men rytteren reddede hornet og gav det til kirken i Dybbøl.

Vætteren fra Bøgebjerg kvæder

Et andet horn blev taget fra Bøgebjerg, hvor Vætten kvæder verset:

• Sej, Mand du på den brune

Drik en tår med gamle Rune

Tre hundrede og ti jeg er i dag

Drik min skål mig til behag

Man hørte barnegråd ved skattejagt

Bedst stod det til med Vætter blandt bønder i Rise Herred. Da Rise mænd ville grave skatte hørtes barnegråd og de holder op. Man måtte ikke tage fra hjemstavns-jord.

Genfærdsluer

Fra Rise Herred ses et sønderjysk sagn om genfærdsluer.

Det blev svoret falsk om en eng i Hjordkær. Konen sagde til manden:

• Vil du ikke hellere i Helvede og have en rig søn, end have en fattig søn og komme i Himmerig.

Han svor, som hun ville og derfor brænder de tre luer, Bådkilde i Hjordkær. Lignende tre lys brænder i Rugbjerg, Øster Løgum og bliver kaldt Bravrup Trædeild.

Trolde var kirke-byggere

To store kæmpe-trolde blev hyret til at bygge Hjordkær Kirke og Hellevad Kirke. Hjordkær Kirke blev først færdig. Men man havde kun en murske, som man måtte låne hos hinanden. Trolden i Hellevad Kirke blev så arrig, da han så at Hjordkær Kirke var færdig, at han smed murskeen med sådan en kraft mod kirken, at den ramte tårnet. Det er derfor at Hjordkær Kirke ikke i dag har et tårn.

Der kæmpes mod Hel

Der kæmpes mod Hel. Og dette begreb er sønderjysk. Hel er en hest, der farer og spreder Sot og død. Den kan vis bort med ord:

• Gå til Løjt

Ja sådan kunne man henvise den til alle steder. Døden rådede alle steder.

I Hjordkær farer Hel ude på ensom vej, og dens hovslag lyder. Vejen hedder ”Langtborte”, måske er det her, hvor Rise Herred brast ender med sine fire sogne.

Hel rider og Hel rider fra by til by.

Der er et spøgelse på Røde Kro

Her skete der en grusom ulykke. Ved et bryllup på kroen blev Peter Larsen dræbt af Per Hørlyk i 1685. Det eneste øjenvidne var Maren hansdatter. Hendes udtalelser var nok til at sende gerningsmanden på galgen.

Adskillige overnattende på Røde Kro kan berette om, at der af og til er sære lyde på kroen. Usmurte døre åbnes, gulvbrædder betrædes. Man mener, at det er Peter Hørlyks sjæl, der er på besøg.

Nu har undertegnede også adskillige gange siddet på Røde Kro i Rødekro og hørt lyde, men det skyldes nok noget andet, nemlig ”en for meget”.

Angel-ormen blev dræbt

Ved Urnehoved hører Rigskongen dagen til. Og ved begge grænser holder Lindormen til. På Broagerland samler den Sundeved med Angel.

Men ved Broagers vestkyst gik 25 karle på en mark med hver deres le. Så skete der, at en le ramte en slange og slangen skreg. Dens mage over fra Angel kom så svømmende med et blad i munden for at læge den sårede.

Men karle fik dræbt Angels orm inden den kom i land. Men at ormene dræbtes i sagnet vil kun sige, at de bliver levende i mindet som båndet mellem landene, Sundeved – Angel.

Kilde:

• Thorkild Gravlund: herredsbogen Sønderjylland og Øerne
• E.T. Kristensen: Gamle Fortællinger om det jyske Almueliv
• E.T. Kristensen: Danske Ordsprog
• E.T. Kristensen: Danske Sagn
• Jens Kamp: Danske Folkeminder
• Svend Grundtvig: Gamle Danske Minder
• Thiele: Danmarks Folkesagn
• Diverse artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere:

• Mellem Hjordkær og Rødekro
• Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland
• Endnu flere præster og godtfolk i Sønderjylland
• Løjt Land nordøst for Aabenraa
• Anekdoter fra det gamle Løjt
• Kirker-syd for Aabenraa
• Kliplev Marked
• Urnehoved 1 – 2 og mange andre