Artikler
Maj 5, 2021
De Danske Jøder i Theresienstadt
Vi kigger lidt på stedets historie. Og så mislykkedes et selvmord ude på Øresund. Ja og egentlig er det ikke så meget litteratur om emnet. Hvor mange var de egentlig? Og hvorfra havde Gestapo adresserne? De første blev allerede arresteret den 29. august 1943. Og så skal vi følge nogle på vej til Langelinie. De skulle egentlig ifølge aftalen ikke alle været med. Alla måtte gerne modtage pakker. Madpakker var et skønt supplement til den manglende mad. Der var klasseforskel i den danske gruppe. Danskerne blev ikke deponeret videre – bortset fra to. Der var masser af forberedelser til Røde Kors – besøget. Delegation opdagede ikke bedrageriet, heller ikke de to danskere. Instruktør til PR – film endte også i Auschwitz. Jo det var en gennemgangslejr. Folk skulle bruges til PR. Prominente jøder troede at de skulle på kurophold.
Theresienstadts historie
Theresienstadts historie går tilbage til 1780. Her byggede det østrigske kejserrige et fort, der bestod af en garnisonsby på begge sider af floden Egger. Navnet fik byen efter den østrigske kejserinde Maria Theresia. Næsten fra starten kom fortet til at fungere som fængsel. Den 10. juni 1940 overtog Gestapo fortet. I november 1941 blev garnisonsbyen indhegnet til ghetto for jøder. Dens funktion fik omverden til at tro, at jøderne levede et idyllisk liv i ghettoen. I virkeligheden var det en koncentrationslejr.
Hvor der tidligere havde boet 7.000 boede der nu 50.000.
Der var faktisk kun 20 SS – folk i lejren. Dertil kom ca. 100 tjekkiske gendarmer. Her fandt også henrettelser sted. Egentlig blev lejren oprettet som en del af den aftale man indgik i Wannsee. Prominente jøder skulle anbringes her. Det kunne bruges positivt i PR – arbejde.
Det var ikke kun i Danmark at man opfattede stedet som forholdsvis harmløst. Det gjorde man også rundt omkring i Europa.
Et mislykket selvmord på Øresund
Ellen Oppenheim forsøgte i oktober 1943 at flygte til Sverige i en robåd. De blev taget op af et dansk skib, men kaptajnen ville ikke hjælpe dem videre. Familien forsøgte nu at tage medbragt gift. Men selvmordsforsøget mislykkedes. De blev overgivet til tyskerne. Familien Oppenheim overlevede alle i Theresienstadt.
Ikke så meget litteratur
Egentlig er det ikke særlig meget litteratur om dette tema. Og så fortælles historien nok ikke helt korrekt. I hvert fald er den danske version betydelig lysere end den, andre lande fortæller. Den danske version er lyserød og fuld af misforståelser.
Der er egentlig ikke så meget forskning på området. Og heller ikke så meget vidnesbyrd. Og meget er bygget på formodninger. Og så har man heller rigtig styr på, hvor mange der blev deporteret fra Danmark til Theresienstadt.
Hvor mange var det egentlig?
Der er lister over de transportnumre alle fangere blev udstyret med. Og denne liste viser 466 personer som er deporteret fra Danmark. Den sidste transport gik dog ikke direkte til Theresienstadt men til henholdsvis Ravensbrück og Sachsenhausen, hvorefter 16 fanger fra transporten blev sendt videre til Theresienstadt. Tjekkes disse navne separat viser det sig, at seks af disse mænd ikke fik danske transportnumre.
To kom slet ikke til Theresienstadt og fire mænd ankom med tyske transportnumre, tre i januar og en enkelt i april 1944. Altså af 472 deporterede kom 470 til Theresienstadt.
Den 5. og 6. oktober ankom de første to transporter med henholdsvis 83 og 198 danskere. Undervejs ved Roskilde lykkedes det for tre af fangerne at springe ud ad et vindue. I de efterfølgende uger indfangede Gestapo yderligere 190 jøder under deres flugt til Sverige. Det samlede antal nåede op på 197. De sendes med transporter den 13. oktober og 23. november 1943 sydover. Og så sent som den 13. januar og 20. april ankom henholdsvis 8 og 2 danskere til lejren, eftersendt fra Sachsenhausen og Ravensbrück.
Således nåede vi op på 483, heri er inkluderet de jøder, der siden 1933 var flygtet fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet.
Hvorfra havde Gestapo adresserne?
Nu var de tre fangere, der skulle være flygtet under transport nr. 1 først flygtet under transport nr. 4. Historikere har talt de samme fanger flere gange.
Ser vi bort fra de 110, der blev taget i Gilleleje den 5. – 7. oktober er det slående, at de fleste blev taget i deres hjem. Medlemmer af de assimilerende gamle jødiske slægter, de velhavende og dem med gode forbindelser ud i det danske samfund havde størst held med flugten til Sverige.
Hvorfra havde Gestapo adresserne? De fleste var ikke medlemmer af Mosaisk Troessamfund og langt størstedelen blev fanget på gårde på Fyn og i Jylland. Og egentlig var advarslerne kommet ud i alle afkroge.
To af transporterne
Transport nr. 1 foregik fra Aalborg med stop i en række jyske byer. Det var et tog med 40 kreaturvogne og en personvogn til mandskabet. Den 2. oktober kl. 11.10 afgik toget fra Aalborg station. Hele turen til Theresienstadt varede 62 timer.
I Kolding steg den 61 – årige dommer Moritz fra Assens ombord. Han blev pågrebet i sit hjem sammen med sin søster. Han var en af dem, der ikke kom hjem igen. Han døde en uge inden De Hvide Busser kom.
Fangerne fra Fyn var blevet kørt til staldgården i Kolding. Her ventede de i et af de store staldrum. Som bekendt var Staldgården et af Gestapos hovedkvarterer.
Transport nr. 2 afgik fra København med skib den 2. oktober 1943. De ankom til Theresienstadt den 6. oktober.
De første var allerede arresteret 29. august 1943
Allerede den 29. august 1943 blev de første jøder arresteret. Ikke fordi de var jøder. men fordi de var ”kendte personer”. De var blandt de 150 gidsler som tyskerne arresterede, da regeringen var trådt tilbage. Blandt de arresterede var nemlig overrabbiner Friediger og hans søn. De fik ikke mulighed for at flygte i oktober.
De var blevet arresteret kl. 5 om morgenen og ført ned i en ”prærievogn”. Vognen holdt forskellige steder inden den kørte til Alsgades Skole på Vesterbro. Her blev gidslerne i første omgang samlet og indkvarteret i to etager.
Han blev sammen sin søn senere ført til vestre Fængsel. Han fortæller bl.a. at han en dag blev spurgt af obergefreiter, om han ikke havde lyst til at lave noget. Han sagde så ja, og sammen med to andre blev han så ført hen til en celle, hvor en fange havde begået selvmord ved at skære halspulsåren over. Hele cellen var overstænket af blod, som de så skulle gøre ren.
På vej til Langelinie
Opholdet i fængslet varede til 1. oktober sent om aftenen. Fangerne blev nu ført gennem København og ud til Langeliniekaj, hvor de skulle ombord på skibet Wartherland. Men først måtte de stå på kajen i hele tre timer og vente under bevogtning af SS – mænd. Først kl. 3 om natten måtte de gå om bord.
Andre fanger var blevet taget om natten og anbragt på Dagmarhus. De var nu også om bord på skibet.
Bag synagogen i Krystalgade lå et jødisk plejehjem. Også her trængte de tyske soldater og deres danske håndlangere ind natten mellem den 1. og 2. oktober. Sammen med andre jøder fanget i nærheden blev de i første omgang anbragt i synagogen.
Eva Salomonsen fra Bredgade ankom dødssyg på en madras med to Røde Kors sygeplejersker. Med tårer i øjnene bad de to sygeplejerske for hende, men de måtte gå med uforrettet sag.
Omkring kl. 5 blev fangerne ført ud af synagogen og anbragt på åbne vogne. Men det var stort set umuligt for de gamle mennesker fra plejehjemmet uden hjælp.
Med på skibet mod Swinemünde var også 150 kommunister fra Horserødlejren. Kommunisterne blev sendt videre til Stutthof.
De skulle ikke alle have været med
En misforståelse er at langt størstedelen af de danske statsborgere som blev deporteret, var gamle mennesker eller meget ortodokse jøder. Ser man på listerne står det klart at ud af de 297 personer med dansk statsborgerskab var omkring 55 personer over 65 år gamle. Dertil kommer så ti flere, der ikke havde dansk statsborgerskab. Til sammenligning var der 37 børn i alderen 0 – 15 år med dansk statsborgerskab ud af i alt 48 børn.
14 gamle mennesker blev taget på et jødisk plejehjem bag synagogen. Den ældste af de deporterede var i oktober 1843 – 89 år gammel. – 10 personer var i 80’erne og 40 personer var i alt mere end 70 år gammel. Men at påstå, at de gamle udgjorde ”de fleste” er vel nok lidt overdrevet.
Egentlig skulle jøder, der levede i ”blandet ægteskab” med ikke – jøder og børn af disse ikke deporteres. Jøder over 65 år skulle heller ikke have været afsted. Men det tyske politi tog det ikke så tungt med disse formaliteter. Alle der blev sendt afsted til Theresienstadt var med til at dække over ”jødeaktionen” som samlet blev en fiasko for tyskerne. Den var kommet sent og jødernes store flertal var undsluppet.
Alle måtte gerne modtage mad
Det er også forkert at hævde, at kun danske fangere måtte modtage pakker med mad, Det havde alle lov til i Theresienstadt. Men det var kun fra Danmark der kom en lind strøm af pakker.
Det må formodes, at der blandt andet var hungersnød i de fleste, besatte lande. Men selv om danskerne fik tilsendt madkasser, så fik de ikke nok at spise. Desuden gik der næsten et halvt år før den første danske pakke nåede frem.
Også danske jøder døde af sult
Det skal da også lige bemærkes at 41 ud af de 51 voksne fanger fra Danmark, der døde i Theresienstadt, døde i de første seks måneder – altså før de første pakker begyndte for alvor at ankomme.
Nogle af de gamle er formodentlig døde af chok og for nogles vedkommende, fordi de ikke fik den medicin, de havde brug for. Men for en del andre var det sulten og det hårde arbejde, der gjorde udfaldet. Flere vidnesbyrd kommer ind på, at også fanger fra Danmark døde af sult eller sultrelaterede sygdomme. Det er ellers påstået af historikere, at ingen danskere døde af sult.
Hvad fik man egentlig at spise?
Der var et mylder af utøj og meget behrænsede vaske- og toiletfaciliteter. Og den daglige madration bestod af 0,3 l kaffe, som var en sort væske uden kaffelignende smag. Middagsmad var 0,3 l Kartoffelsuppe med op til 4 – 5 fordærvede kartofler eller sjældent en melbolle.
Til aftensmad atter 0,3 liter sort væske kaldet kaffe eller i stedet ca. 0,3 liter tynd byggrynssuppe. Hver tredje dag blev der til hver person udleveret et 1,1 kg rugbrød af tvivlsom kvalitet. Desuden blev der hver anden uge udleveret 70 – 100 gram sukker og 40 – 60 gram margarine. Hvis man var sygemeldt eller betegnet som ældre (over 65 år) uden arbejdspligt, blev brødrationerne kun 900 gram hver tredje dag.
Hvis man var beskæftiget med fysisk krævende arbejde, var brødrationen på 1.400 gram hver tredje dag.
Kosten var yderst fattig på fedt og protein og var desuden uden frugt, grøntsager eller mejeriprodukter.
I løbet af fem måneder var der nogle af de danske jøder, der fik halveret deres vægt. Når der blev serveret til middagsmad, var det en fordel at komme i god tid før udleveringen begyndte. Var man forrest i køen, var der en chance for at få en ekstra portion såkaldt ”Nachsuppe”, hvis man hurtigt slubrede den første portion i sig. Men sulten var der stadig.
Man kunne også lede efter kartoffelskræl i køkkenaffaldet, vaske skrællende og koge dem møre på ovnen i værkstedet. Det eneste sikre sted at gemme brødet uden at det blev stjålet var i maven.
Der var censur på, når man sendte breve hjem. Men så kunne man altid henvise til Knut Hamsuns: Sult. Og så kunne man sende hilsen til (mad(sen) til Irma samt til slagteren, så vidste modtageren, hvordan ernæringsforholdene var i ghettoen.
Madpakker hjemmefra var et godt supplement
I lejren skulle fangerne hente pakkerne på et posthus. De skulle også betale en slags told for at få pakken med. Tolden betales af den ”løn” de fik for at arbejde i lejren. I Theresienstadt var der en særlig type penge, men man kunne stort set ikke købe for dem.
Det var en butik, hvor man for eksempel kunne købe sennepspulver og brugte tandbørster, men man kunne ikke købe rigtig mad.
Med madpakkerne fik fangerne fra Danmark et godt supplement til den dårlig lejrmad, og de pludselige ”rige” kunne bytte sig til andre ting, de manglede, for eksempel sko, tøj eller et ekstra tæppe. De danske fanger var selvfølgelig meget glade og taknemmelige for maden, selv om den ikke altid var lige frisk efter en lang togrejse gennem det krigshærgede Europa.
Osten kunne pludselig bevæge sig. Og det der engang var et æg, var nu blevet en æggemasse. Der var grænser for, hvor ofte man måtte modtage en pakke – måske ca. en gang om måneden. Nogle gange var der kun en halv pakke tilbage. Men blot en smule fedtstof, der var i en pølse, var af uvurderlig betydning, hvis man skulle gøre sig håb for at overleve.
Der var klasseforskel hos den danske gruppe
Det var ikke uden grund at man sagde at Theresienstadt var et forstadium til døden. På en forunderlig måde fremstod lejren som en lille by med posthus, hospital og kulturliv.
Nu var gruppen fra Danmark ikke en ensartet gruppe. Det var de fine danske jøder, der havde boet i Danmark gennem generationer, og så var det de fattige øst-jøder. Og så var det flygtningene fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet. Det var også de statsløse. Der var skarpe sociale skel mellem dem. Deres oplevelser er også forskellige, hvad angår arbejdskommandoer, boliger og adgang til ekstra fødevarer.
Fru Meyer tilhørte en af de gamle dansk – jødiske familier. Hun havde langt lettere ved at få ekstra mad. Hun fik ekstra af alt.
Fem danske statsborgere blev i januar 1944 returneret til Danmark. De var blevet fejldeporteret.
Danskere blev ikke deponeret – undtagen to
Så sent som i december 1944 blev en af fangerne fra den danske gruppe idømt fængselsstraf for at have forsøgt at smugle mad ind i lejren fra sin arbejdsplads ved landbruget som lå uden for selve lejren. Men hos historikeren Sode-Madsen lyder det sådan:
Det er ofte blevet gentaget at ingen af fangerne fra Danmark er sendt videre øst på, på grund af en aftale mellem Werner Best og Adolf Eichmann i november 1943. Men Michael Singerowirtz. Der kom med fjerde transport blev sendt til Sachsenhausen og videre til Majdaneck, hvor han omkom den 21. januar 1944.
En anden som historikerne har glemt, er Smuel Zender Jonisch. Han blev deporteret fra Theresienstadt den 20. marts 1944 til et ukendt sted. Transporten bestod af 42 fanger fra ”Galehuset”, en læge og to plejere.
Levevilkårene blev forbedret
Den danske gruppe var den eneste nationale gruppe, som var beskyttet mod videre deportation. De kendte ikke selv til beskyttelsen og frygtede – særligt i begyndelsen – transporterne lige så meget som de andre fanger. Endvidere nød dele af den hollandske gruppe samme beskyttelse. Det gjaldt den såkaldte ”Barnevelder – gruppe samt de jøder fra Holland, der var døbte protestanter.
To spædbørn, som blev født i Theresienstadt af kvinder, fra Danmark døde endvidere i lejren.
I løbet af sommeren 1944 blev levevilkårene forbedret for nogle af fangerne fra Danmark. Størstedelen havde i den første tid været indkvarteret mænd for sig og kvinder for sig på de store kasernelofter, hvor man sov på gulvet.
Derefter var mange kommet på mindre værelser eller sovesale med køjesenge.
Forberedelser til Røde Kors besøget
I forbindelse med at lejren blev ”forskønnet” som forberedelser til Røde Kors – besøget i sommeren 1944, fik mindre grupper af fanger fra Danmark lov til at flytte ind i særligt indrettede huse før besøget fandt sted den 23. juni 1944. Præcis hvor mange det drejede sig om står dog uklart. Men det var langt fra alle.
Men det var de mest kendte danskere, som man forventede at den danske administration ville spørge til under besøgte, dels var det familier med børn. Måske var det en fjerdedel af danskerne. Senere blev flere fra den danske delegation indlogeret i lignende huse.
Ofre bliver dette besøg betragtet som et dansk besøg. I International Forskning beskrives det som et besøg fra International Røde Kors. Det var også en schweizisk læge fra International Røde Kors, Maurice Rossel, der ledede delegationen, som endvidere bestod af den danske læge, Eigil Juel Henningsen fra Sundhedsstyrelsen. Han repræsenterede også Dansk Røde Kors samt den danske embedsmand Frants Hvass fra Udenrigsministeriet. Derudover deltog delegater fra Tysk Røde Kors samt andre tyske repræsentanter.
Delegationen opdagede ikke bedrageriet
For at forbedre lejren til besøget blev meget ændret. Nogle bygninger blev istandsat, andre blev nyopført. Der kom en børnepavillon, en legeplads samt en musiktribune på en nyistandsat by-plads. Et hegn blev fjernet som havde adskilt ”ariske gader” fra ”jødiske gader”. Endvidere var et såkaldt epidemisygehus blevet ændret til koncertsal med cafe i haven.
Legepladserne med gynger og sandkasser til de små børn fik ikke lov til at stå længe. Det var kun til ære for gæsterne, og den film der blev optaget. Der blev sået græs og blomster på pladsen. Og græsfrøene kom fra Danmark. Alle gaderne skulle vaskes med sæbevand. Fortovene skulle være så rene at man kunne slikke dem. Kvinderne lå på knæ i gaderne og skrubbede af alle kræfter.
Det var dog langt fra hele byen, der blev istandsat. Det var kun den rute, som besøget skulle forløbe ad. En 23. juni 1944 kom gæsterne så. Og det så ikke ud som om, at de gennemskuede at det hele var iscenesat ned til mindste detalje.
Butikkernes vinduer bugnede med varer. Man kunne ikke se at fangerne ikke havde mulighed for at købe dem. Den dag, der var besøg, fik fangerne måltiderne serveret i en stor spisehal. De fik lov ti at spise sig mætte
For mange af fangerne ar det hårde arbejde afløst af ture i den nyanlagte park, cafebesøg og koncerter. Intet var overladt til tilfældighederne.
De danske jøder havde fået besked på, at hvis de røbede, hvordan forholdene egentlig var, kom de med på en af transporterne. SS – ledelsen var bekymret for, at en bestemt gruppe ville sladre. Disse blev låst inde på et loftsværelse under besøget.
Danskerne sagde, at de havde gennemskuet bedrageriet
Det er ikke noget, der tyder på, at gæsterne fandt ud af, at de blev bedraget. Sammenligner man de tre uddybende rapporter – to danske og en schweizisk er det ikke bare meget enslydende, men to af dem beskriver også lejren som et sted, hvor man ikke blev sendt videre fra:
Dette fastholdt Frantz Hvass under et møde i Stockholm. Vi har allerede skrevet at to danskere var ført videre.
De danske repræsentanters senere forklaring om, at de selvfølgelig gennemskuede iscenesættelsen, men valgte at tie for at beskytte danske fanger mod eventuelle tyske repressalier gengives næsten uden kommentarer.
Den schweiziske læge, der var med, blev efter krigen udsat for massiv kritik. Den kritik blev aldrig rejst i Danmark.
Bare en måned før besøget blev 7.503 mænd, kvinder og børn sendt til Auschwitz fra Theresienstadt for at lejren skulle synes mindre overfyldt.
Instruktør af Auschwitz – film sendt til Auschwitz
Man valgte at lave en propagandafilm over besøget for at vide hvor godt man havde det rundt om i de tyske lejre. Efter optagelserne blev de fleste af skuespillerne og instruktøren deporteret til Auschwitz. Filmen blev aldrig vist i din helhed men klippet ind i diverse propagandafilm.
Et juridisk ”Ældsteråd” var sat til at forvalte hverdagen, men der blev hverken stillet fødevarer eller medicin nok til rådighed. Jøderne levede i sult og elendighed. Opfattelsen i Danmark har været, at de danske jøder havde det godt.
Man fortier også, at mindst 21 jødiske flygtninge blev udvist af Danmark og sendt tilbage til Nazi – Tyskland. Her blev de fleste af dem sendt videre i KZ – lejre for at blive myrdet.
En gennemgangslejr
Fra lejrens oprettelse i november 1941 og indtil lejren blev befriet i maj 1945 var der i alt 140.890 fangere. Af disse døde 32.000 i Theresienstadt. 88.135 blev deporteret videre til udryddelseslejre eller udryddelsesanlæg i Auschwitz, Treblinka, Riga samt Maly Trostinets ved Minsk og enkelte andre steder. Theresienstadt var i den grad en gennemgangslejr.
Det var Ældsterådet, der skulle udvælge, hvem der skulle videre til udryddelseslejrene. Det var efter ordre fra SS – ledelsen. Også her skulle alt, hvad der havde af værdi afleveres.
I april 1945 blev den danske gruppe hentet til Sverige af De Hvide Busser. Enkelte tjekkiske og tyske kvinder, der i Theresienstadt havde indgået ægteskab med danskere, var imellem. Og ligeledes de børn, der var født i lejren af mødre fra Danmark samt en dansk dreng oprindelig deporteret fra Berlin.
Stadig store huller i vores viden
Danske historikere har ikke rigtigt interesseret sig for, hvad der lå ud over det danske hjælpearbejde, dvs. forsendelser af pakker, Røde Kors – besøget og De Hvide Busser. Der var dog meget andet, der gjorde sig gældende.
Der er så mange år efter stadig store huller tilbage i vor viden om opholdet i Theresienstadt. Måske har det noget at gøre med opfattelsen at Holocaust ikke fandt sted i Danmark på grund af den vellykkede flugt til Sverige. Måske skyldes det også en dårlig samvittighed over, at deportationer alligevel fandt sted. Vægten har altid ligget på flugten over Øresund.
Folk skulle bruges til PR
Fra juni 1942 begyndte man også at føre tyske jøder til Theresienstadt. Det var dels kunstnere og videnskabsfolk, dekorerede krigsveteraner og forretningsfolk med internationale kontakter og andre prominente. Man havde nu den holdning at man skiftede fra tvangsudvisning af jøder til systematisk massemord. Man deporterede jøderne under dække af, at de skulle genbosættes og sættes i arbejde i østområderne. I virkeligheden blev de så sendt i gaskamre.
Mange var blevet lovet, at de kunne tage hjem på besøg, når det passede dem. Derfor havde mange også meldt sig frivillig for så at ende i gaskammer. Men forholdene var langt fra som det blev lovet. Faktisk døde der mindst 100 om dagen.
En del af kulturlivet blev brugt som propaganda. De var tvunget til at male livet i Theresienstadt, der slet ikke afspillede virkeligheden. Da det blev opdaget, at de i hemmelighed også have illustreret, hvordan forholdene var rent faktisk og smuglet deres tegninger ud af fængslet i Den Lille Fæstning, blev de udsat for tortur. Kun en af malerne overlevede.
Prominente troede, at se skulle på kurophold
De prominente fik at vide, at hvis de betalte et vist beløb kunne de komme på kurophold i Bad Theresienstadt. Og her var bl.a. tyske soldater, der i 1914 til 1918 havde kæmpet for fædrelandet og dekoreret. De fik fjernet deres proteser m.m. og sendt videre til Auschwitz. De blev placeret i kreaturvogne bag lås og slå – nogle gange to døgn før afrejse til udryddelseslejren.
Bronzeplader blev stjålet
Fra den 10. maj 1945 til den 29. februar 1948 blev den lille fæstning, der i dag fungerer som museum brugt som interneringslejr for tyskere, der blev flyttet fra Tjekkoslovakiet.
I september 1945 blev en national kirkegård grundlagt. Den blev gradvis udvidet frem til 1958. De jordiske rester af ofre, der døde i Gestapos politifængsel i Den Lille Fæstning, ghettoen i Theresienstadt og koncentrationslejren Litomérice. 2.386 af dem ligger i individuelle grave. I midten af april 2008 blev 327 bronzeplader der markerer gravene stjålet fra kirkegården. Yderligere 700 blev stjålet ugen efter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Jøder, Hvide Busser og KZ – lejre
Under Nørrebro (298 artikler):
Maj 2, 2021
Klunsere, Kræmmere og Sprittere i Nordvest
De forskellige grupper kunne ikke lide hinanden. Vi besøger Alvi’ s Produkthandel. For 65 år siden var klunsere en del af Københavns gadebillede. Livet var bark. Kogesprit blev købt over hos købmanden i nr. 29. Vigge Plys spiste ”levende mad”. Sprit Villy kunne lide uniformer og Sprit Hans Jesus. De blev brugt som barnepiger. Den mest berømte/berygtede var Lange Frank. Han blev et skrækeksempel for børn. Kun hans mor havde styr på ham. Lange Frank var bange for at husmurene skulle falde ned over ham. Så var det lige Leo. Der var masser af temperament. Stakkels Leo.
De kunne ikke lide hinanden
Vi er ude i Nordvest-kvarteret på hjørnet af Frederiksborgvej og Blytækkervej. Og vi har tidligere beskæftiget os med disse mennesker. Se bagerst i artiklen. Der får du en oversigt, hvor du kan læse mere om disse mennesker.
Normalt er sprittere en fælle betegnelse for klunsere, prinser, betlere og vagbander, da de som regel alle er spritdrankere. Men egentlig er ordet spritter ikke den helt rigtige betegnelse.
Betlere og vagabonder er den samme gruppe og kaldes med stolthed blandt spritterne for ”prinser”. De siger selv at de ”prinser den” eller ”tæller den, når de hygger sig med spritflasken.
I modsætning til ”prinserne” er klunserne en helt anden befolkningsgruppe. ”Prinserne” foragter klunserne fordi de roder i skraldespande og kaldes derfor også for nogle svin.
Klunserne foragter ”prinserne” fordi de tigger penge og mad. De gider ikke arbejde og bruger deres slibecykel som skalkeskjul for betleri, siger de.
Hos Alvi
Alvi Alfort drev fra midten af 1950’erne en produktforretning herude i Nordvest-kvarteret. Her kom ca. 60 klunsere.
De fik 14 øre for brød, 10 øre for ben og 15 øre for klude. Med en fyldt vogn af andres affald kunne det blive til en smule for klunserne indtil de forsvandt, drak sig ihjel eller døde af sygdom.
Det lugtede godt nok ikke særlig godt i skurene hos Alvi. Tingene var jo også taget op af skraldespande. Gammelt brød og ben, blev brugt til grisefoder.
Men disse klunsere kørte rundt i København for Alvi Alfort og hans produktforretning. I den lave ejendom på hjørnet af Frederiksborgvej og Blytækkervej levede Sprit Villy, Højttaler Kristian, Viggo Plys og alle de andre. De var fattige og subsistensløse. De fleste af dem havde ingen anden indtægt end hvad affaldet kunne indbringe.
For 65 år var klunsere en del af gadebilledet
Alvi var en slags plejefar for dem. Han tog sig lidt af dem. Han samlede dem op, når de var faldet om af sprit. Han gav dem et værelse, hvis de manglede et og så fulgte han med de fleste i graven. Men mange af dem forsvandt bare pludselig.
Dengang for 65 år siden var klunserne en del af det københavnske gadebillede. De cyklede rundt på deres vogne. De fiskede gammelt affald op med metalkrogen ”Syvtallet” i hånden. Hos Alvi, der gennem over 40 år drev jernhandel og produkthandel kom de af med deres ting. Firmaet havde et slogan, der hed: ”Alvi køber alt”
Alvi sorterede og solgte det videre. Kludene blev solgt til udlandet. Brødet til landbruget og metallet til industrien.
Livet var barskt
Deres liv var bestemt ikke misundelsesværdigt. De boede som regel i deres trehjulede vogne. Men med dårlig ernæring, alt for meget alkohol og mangel på hygiejne var det de færreste, der blev for gamle.
Når det var rigtig koldt, gik de ind i opgange og sov. Når de havde råd og ikke var fulde, kunne de overnatte på et herberg på Drejervej.
Kogesprit hos købmanden
Købmanden lå tæt på – i nummer 29. Her købte de kogesprit. Rygtet gik på at de puttede Carbid i det og blandede op med rød sodavand. At drikke kogesprit blev kaldt at være på ”den blå”. Ja og værtshuset ”Bondestuen” lå lige over for.
Her hos købmanden – i nummer 29 har Lange Frank ikke altid kunnet få kredit. Og så har han ellers ryddet disken.
Viggo Plys spiste ”levende” mad
Viggo Plys var en af dem. Han klunsede mad, som folk havde smidt ud. Og det blev liggende i en gammel trækiste. Kisten var godt rådden. Maden blev hurtigt levende. En dag skulle Lille Frederik og Viggo Plys have noget mad. Så lavede de opkog af maden fra kisten. Mærkelig nok blev de ikke syge. Men det hele blev også kogt godt igennem. Der var ofte liv og glade dage i klunsercentralen.
Sprit Villy kunne lide uniformer
Sprit Villy kunne godt lide at klæde sig ud i uniformer, som han havde klunset sig til. Han brugte dem også som dyner, når han sov i sin klunservogn. Når tøjet var blevet for ulækkert og stank for meget af urin, smed han det ud og klunsede sig til noget nyt. Sådan var livet for klunserne.
Det var hårdt at skulle sove for åben himmel. Ofte søgte de tilflugt hos Kirkens Korshær eller holdt sig i nærheden. Det var her på Drejervej. De var også flittige gæster til kirkernes frelsermøder. Her var billig mad til de fattige. Det var som regel den eneste ordentlige mad, de kunne få.
Sprit Hans kunne lide Jesus
Men Sprit Hans gik meget op i det med Jesus. En dag var han til frelsermøde i Thorsgade. Klunserkammeraterne havde bundet ham fast til bænken, uden han vidste det, så da han skulle rejse sig op, tog han hele bænken med sig.
For Kristian Højtaler sluttede livet også brat. Han havde siddet på værtshuset på hjørnet. Det lukkede klokken et, og han var blevet godt fuld. Han ville have den sidste bajer så han begav sig hen til Løvekroen lidt længere oppe af Frederiksborggade. Men han så sig ikke for, da han gik over vejen og blev kørt ihjel. Han fik aldrig den sidste bajer.
De blev brugt som barnepiger
Nu var der ikke alle børn, der var bange for klunserne. Og nogle gange brugte forældrene som barnepige. Det er meget let sagde en af dem gang:
De såkaldte ”Prinser” opholdt sig, gik, lå og sov i området omkring Provstevej og fra højbanen til Utterslev. Omkring Frederikssundsvej 10 lå der en lille sidegade, der holdt Prinserne også til. De havde møbler stående for enden af vejen.
Den mest berømte/berygtede var ”Lange Frank”
De mest berømte/berygtede af dem var ”Lange Frank”. Han hed rigtig Frank Holger Christensen. Og man sagde, at han kom fra en familie, der ikke manglede noget. Børnene gik i en stor bue rundt omkring ham.
Egentlig boede her i en tilgroet villa på Theklavej 33 med sin mor, Cornelia Thyra Amanda Christensen. Her var en masse vilde katte og en storebror, der hed Robert Villi.
Hans far hed Jens Peter Christensen. Han var restauratør, spiritushandler og gæstgiver på Theklavej 33. faderen døde som 55 – årig i 1924. Moderen døde som 89 – årig i 1966. Søsteren boede så alene tilbage i det store hus.
Skræmmeeksempel for børn
Familien havde så længe faderen levede haft tjenestefolk, helt fra 1901 hvor de boede på Frederikssundsvej 86 st.
Man sagde om Lange Frank, at han allerede som ungt menneske var blevet håbløs alkoholiker ved at drikke ”sjatter” på forældrenes værtshus. I dagligdagen kunne man finde ham på enten Drejervej eller Rebslagervej, hvor der blev ”varmet op” inden turen gik rundt i kvarteret for at betle, så branderten kunne holdes vedlige.
Andre mener, at det var ulykkelig kærlighed, der var årsag til at han blev spritter.
Jo, denne ”Lange Frank” blev brugt som skræmmeeksempel for datidens børn:
Når disse ”Pinser” mødtes var deres yndlingsdrik ”Døden fra Lübeck”. Man tog en tom flaske. Så kom man ½ hvidtøl ii – en rød sodavand og kogesprit for resten. Det smagte godt, men man gik på ræven af det.
Kun hans mor, havde styr på ham
”Lange Frank” gik altid i en lang grå og nusset frakke. Denne frakke syntes at være for stor til ham. Han havde altid en flaske i den ene lomme. Han gik altid i gummisko, hvide eller blå året rundt.
Når han var på turne, startede han på Hyggekroen. Så gik det videre til Kroen 66 og derfra videre til Hjorten, hvor han så blev smidt ud. Allerede når han ankom ringede man til politiet, der havde besvær med at få ham ud i bilerne.
Den eneste, der havde styr på ham, var hans mor. Og så fulgte han roligt med hende hjem.
Hvis der var ballade med ham, sendte politiet mindst to vogne. Han var gammel bokser. Det forlyder, at der har været nogle drabelige slag med politiet.
”Lange Frank” var bange for husmurene
Han gik rundt og tiggede penge eller kogesprit hos de forretningsdrivende i kvarteret. Og for at blive af med ham, gav de ham, det som han ønskede. Han kunne godt virke lidt skræmmende i sin fremtoning.
Når Frank kom gående, havde han ofte armene strakt frem foran sig. Andre påstod, at det kun var den ene arm, der var strakt ud til siden. Det var lidt afhængigt af graden af sin brandert. Man sagde, at det var for at holde balancen men sandheden er at når han havde fået for meget at drikke, så følte han at husmurene faldt ned over ham, så derfor gik han med armene ud til siden for at holde dem væk fra sig.
Engang havde han tabt sine bukser i en snedrive.
Han lignede en vingeskudt fugl. Og hans ansigt så rimelig brugt ud. Det var altid mørkerødt.
Når han en sjælden gang var ædru var han en meget behagelig fyr og gav slikpinde til børnene.
Så var det lige Leo
Der var også en fyr, der hed Leo. Han var også en sørgelig sjæl. Ja så var det Napoleon, Kalle, musiker Knud og alle de andre.
En gang om året samlede kirkens Korshær alle spritterne og kørte dem til sommerlejr ved Skaverup Strand i nærheden af Vordingborg. De første tre dage holdt de fast i sengene på grund af abstinenser. Derefter, ja så kunne de spise og hygge sig og nyde opholdet.
Jo det var også Kirkens Korshær, der hvert år sørgede for, at Lange Frank fik nyt tøj. Og politiet sørgede for, at han kom hjem til familien for at holde jul. Men inden da havde Kirkens Korshær også sørget for at han blev vasket.
Der var masser af temperament
Leos faste plads var en ølkasse på Rebslagervej. Som regel sad han som vagthund foran pibemanden Albæks værksted. Når pibemanden fik besøg i arbejdstiden af en bestilt dame, holdt Leo vagt udenfor. Nu var han godt nok gift.
Leo havde et stort temperament. Kaldte du ham for spritter, blev han utrolig rasende og sparkede foden i jorden, hvilket gjorde ondt på den stakkels mand. Leo sad og fægtede sig til øl af de forbipasserende.
Stakkels Leo
En aften i 1970 lå Leo og jamrede sig inde i Sæbegården. Han var kommet slemt til skade med hans hånd i et fald. To unge mennesker fandt ham. Han kunne ikke gå, så han blev lagt på en Puch Standard. Den halvfulde og højtråbende person blev nu bugseret via Lygten og ”Kærlighedsstien” til Bispebjerg Hospital.
Efter ca. en time fik de to unge mennesker at vide, at man blev nødt til at indlægge ”deres far”.
Et par år efter fik Leo kraft i tungen. Han fik fjernet halvdelen af den. Nu kunne han ikke mere snakke. Men han prøvede stadig at skælde ud. Han blev aldeles rasende, hvis man ikke kunne forstå, hvad det var han ville sige. Omkring 1978 er Leo
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 26, 2021
En vandrehistorie fra Burkal
Nu er det ikke kun en historie, som vi skal høre her fra Burkal. Var Tyge Nold virkelig den sidste ejer af borgen? Og var kirken virkelig viet til Skt. Knud? Og hvad var det for en lille præst, som man taler om? Og det er selvfølgelig ikke særlig populært at konstatere, at Tyge Nold ikke var den sidste besidder af borgen. Han var slet ikke fra Nolde. Og den præst, som man taler om, har slet ikke eksisteret. At kirken skulle være viet til Skt. Knud, passer heller ikke. Det sjove er, at når ting først er nedfældet så går det igen i historien. Her burde man måske være lidt mere kritisk. Men uanset, så er vandrehistorier jo bare herlige.
Der har været en borg
De fleste kender historien om Tyge Nold fra landsbyen Nolde ved Burkal. I Pontoppidans Atlas, står der følgende:
Efter den tid har flere forfattere haft den samme opfattelse af denne Tyge Nold. Dels fortæller man også et gådesogn om Tyge. Hans navn kendes også om Svend Vonved. Dertil kommer i virkeligheden en helt tredje version, som indhyller hele sagen i en uigennemsigtig tåge.
Historien om Tyge Nold – version 1
Men først skal vi lige have gådesognet, der fortælles mand og mand imellem endnu i vores dage. Og egentlig er der to. Her kommer den første i pastor Høgels version:
Historien om Tyge Nold – version 2
Men se denne historie findes også i en anden version:
Historien om Svend Vonved
Se historierne ligner hinanden selv om det er byttet om på farverne. I anden version er der ikke tale om, at buddet er på vej til landsbyen Nolde. Det er ingen tvivl om, at man kender Tyge Nold. Det er derimod tvivl om, hvor han er fra.
Er det noget i litteraturen som vi kan bruge?
I Pontoppidans danske atlas siges det, at Tyge Nold kendes fra de danske kæmpeviser.
I Svend Grundtvigs store værk om ”Danmarks gamle Folkeviser” under nummer 18 forekommer der en vise om Svend Vonved i fire forskellige versioner. Men det er kun i den ene at Tyge Nold er taget med.
Åbenbart findes der et digt om Tyge Nold, som er gået tabt og som stammer fra den danske oldtid.
Visen om Svend handler om, at han er en vældig krigsmand, der drager ud i Verden for at hævne sin far. Når han møder folk. Hyrder eller krigere, stiller han dem spørgsmål i form af gåder. Kan de svare får de en guldring eller en anden kostbarhed. Kan de ikke svare slår han dem ned.
Forskerne glemmer, at Dannevirke ikke altid har været grænsen
Men der ikke meget lighed mellem Tyge Nold fra Nolde og den person, som vi møder i digtet. Vi skal for at finde ham dukke ned i Folkevandringstiden og ikke i Middelalderen.
Denne periode har stået i skyggen af alt andet historieforskning. Man har mente, at Danmark også dengang gik ned til Dannevirke. I virkeligheden tyder noget på, at grænsen gik omtrent ved den nuværende grænse som er den gamle grænse mellem danerne og de sydlige folkeslag, bl.a. anglerne.
Olmersdiget fra Urnehoved til Gårdeby er i virkeligheden en ret anseelig forsvarsvold. Landsbyen Jyndevad viser med sit navn henimod samme tid som Olmersdiget, nemlig folkevandringstiden. Desuden er der i Rens også svage rester af gamle forsvarsanlæg.
På Rens Mark ligger en vold ”æ Kærredig”. Engene, der omgiver den kaldes Ringborgled (Ringbolej)
Der er fundet rester i jorden
Også i Nolde er der rester af en gammel borg. Men denne borg går næppe længere tilbage end omkring 1300. Dette er i forhold til vores historie ret så uheldigt. Hvis Tyge Nold er langt ældre, så kan han ikke have boet der.
Maleren Emil Nolde skriver i sine erindringer om denne borg. Landmændene har i tidens løb oplevet rester i jorden i form af palisader eller underlag for jordvolde.
Men arkæologer mener, at det er tale om en borg, der er bygget samtidig som Solvig-Borgen.
I en lille bog om Urnehoved og Olmersdiget (Olgerdiget) henvises der til ”Hervørs Saga, hvor der en skildring af kampen ved Olmersdiget. Men denne historie holder næppe til et nærmere eftersyn. Men interessant er det for flere gange i vores søgen efter Tyge Nold træffer vi på denne saga.
Måske er det svage spor mellem Tyge Nold og Sønderjylland. Måske i tiden omkring år 500.
Hvem var de sidste ejere af borgen ved Nolde?
Det er derimod næsten givet, at Tyge Nold ikke kan være den sidste beboer eller ejer af slottet/ borgen i Nolde. Man ved at en stormand ved navn Peter Ebbisen ejede Nolde før 1365. Vi ved også, at Otto Snaf skødede ”sin by Nolde med dens tillæggende” til hertug Adolf i 1437. Derfor er det ikke rigtig plads til Tyge Nold i disse tider.
Det er heller ikke sikkert, at ordet Nold i Tyge Nold har sin oprindelse i landsbynavnet. Nolde havde sin oprindelse i ordet ”Hnulle”, som kan oversættes med ”forhøjning”. I 1365 blev byen kaldt for Nylle, i 1427 Nulde og i 1505 Nolde.
Øv, det er ikke sjovt at ødelægge sådan en god historie.
Tyge Nold er fra Hobro – egnen
Tyge Nold er faktisk et helt andet sted, nemlig på Hobro – egnen. Danske Atlas viser hen til et sted hos Resen, hvor der findes følgende vers:
Hvis Tyge Nold skulle være fra Burkal Sogn, er det ikke til at se. Beklager kære læsere.
Er Burkal Kirke viet til Skt. Knud?
Nu hvor vi er i Burkal, kan vi lige så godt få be – eller afkræftet dette. For omkring 1841 udkom der en historiebeskrivelse om Burkal Sogn. Vi forsøger at oversætte:
Denne historie hører vi så igen og igen, når historien om sognet skal fortælles.
Præster er ikke tilknyttet til Skt. Knud’ s Gildet
Hvis Burkal Kirke var viet til Skt. Knud, ville det have været naturligt, om præsten havde haft en vis tilknytning til Skt. Knuds Gildet i Flensborg. Men dette kan ikke ses i diverse dokumenter.
Men vi møder Burkal – præsten, Joannes Petri i 1517 som medlem af den hellige trefoldigheds eller Kalands-gildet i Flensborg og i 1505 en Hans Petri, der er ”kercher to Bukarel”. Det kan udmærket være den samme person.
Hvem er ”Lille Peter Wollesen?”
I 1528 er der tale om et præsteskifte i sognet. Man ønsker en evangelisk præst i stedet for en katolsk. Men vi skuer længe efter ”Lille Peter Wollesen”. Og der er ikke andet, der tyder på at kirken har været viet til Skt. Knud.
Kirken skulle være bygget i 1170, så kunne det udmærket have været en følge af tradition om Knus, idet Knud Lavard netop det år bliver skrinsat i Ringsted. Noget andet er, at kirken sikkert er yngre end 1170.
En katolsk præst til 1569
Kirken vedbliver med at have en katolsk præst til 1569. Da møder vi den første evangeliske præst i sognet, som vi ikke kender navnet på. Men det er svært at finde plads til Per Wollesen.
Sandheden er, at der på et eller andet tidspunkt er under reformationen er lavet en parodi på en munkeprædiken, der er udgivet med følgende titelblad:
Endvidere kunne man læse følgende:
Ingen af de to kan placeres i Burkal Sogn
Der findes hele fem udgaver af denne.
Hvordan, hvornår og hvorfor man har knyttet pater Wolle til Burkal sogn vides ikke. Det er et jysk skrift og dialekten er heller ikke sønderjysk.
Så hverken Tyge Nold eller lille Per Wollesen kan uden videre placeres i Burkals historie. Og Burkal Kirke er ikke viet til Skt. Knud.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 23, 2021
Efterretningsvæsen efter Nazismen
Vi har delt denne artikel i tre dele. Først kigger vi på et efterretningsvæsen i Tyskland opfundet og gennemført af en meget beregnende person. Han havde ansat mellem 200 – 400 personer med en meget brun fortid. Der foregik stor våbeneksport både til Israel og Egypten fra tyskernes side. Det skulle i den grad holdes hemmeligt. Så kigger vi på Konrad Adenauer, der regnes for antinazist. Men alligevel blev han fyret af englænderne som overborgmester i Köln. I hans regering var der også ministre med en brun fortid. Og han ønskede afnazificering afsluttet meget tidligt. Han nærmest betragtede socialdemokrater som kommunister. Og så indførte han ”Berufsverbot”. Kommunister skulle ikke have arbejde i den offentlige forvaltning. Vi kigger også på de almindelige tyskere. For dem var det ikke lige med det samme en befrielse at Hitler – tiden var over. Nazi-sympati og antisemitisme levede længe. Forhavenet med at udrydde dette var ikke den store succes for de allierede. Mange tyskere følte ikke medansvar for det, der skete. De følte sig som offer.
En ny efterretningstjeneste
Reinhard Gehlen var var en god organisator og meget beregnende. Han generalmajor I Wehrmacht i afdelingen ”Fremde Heere in Ost”. Det var en topstilling i det nazistiske Tyskland.
I juni 1941 var han med i planlægningen af ”Operation Barbarossa”. Det var overfaldet på Sovjet. Det var især transport og reserveforsyning, der var hans opgave.
Efter at tyskerne havde tabt i kampen om Moskva i vinteren 1941/42 søgte man folk til Hærens Efterretningsvæsen. Denne kom til at være en konkurrent til Rigssikkerheds Hovedkontor.
Reinhard Gehlen havde ikke det fjerneste kendskab til efterretningsvæsen og kunne heller ikke tale og forstå russisk. Men alligevel fik han jobbet som leder af ”Fremde Heere in Ost”.
Gehlen fik informationer fra andre kilder
Hurtigt opbyggede han en tjeneste. Han fik masser af oplysninger fra lederen af ”Forsvar”, admiral Wilhelm Canaris. Endvidere fik Gehlen også en masse informationer fra krigsfanger. Tre af sin mest betroede medarbejder satte han i de ledende poster. Disse brugte han også efter krigen.
Canaris var modstander af Hitler. Meget tidligt advarede han bl.a. Danmark.
Efter nederlaget ved Stalingrad i vinteren 1942/43 arbejdede Gehlen sammen med SS’ s udenlandstjeneste. Men egentlig findes der ikke meget historisk materiale omkring, hvad han foretog sig.
Gehlen fik sine informationer fra andre kilder, bl.a. fra udenlandske efterretningsvæsner. Han skulle finde ud af Den Røde Hærs slagkraft og bedømme, hvad deres næste træk ville være. Kunsten bestod i at fremlægge det på en plausibel måde. Han skulle også sørge for at nævne at andre muligheder var mulige.
Han kunne dog ikke forhindre at tyskerne led det ene nederlag efter den anden. Den Røde Hærs overlegenhed var stor. Måske var nogle af bedømmelserne rigtige. Men Gehlen forudsagde ikke Tysklands absolutte største nederlag i sommeren 1944.
Gehlen blev degraderet
Gehlen måtte have vidst at slaget var tabt. Men han havde ikke kræfter til at gå imod Hitler lige som så mange andre officers-kollegaer. I marts 1945 degraderede Hitler ham til ”Førerreserven”. Andre kaldte Gehlen for ”Eventyrfortælleren”
Gehlen vidste, at de allierede ville vende sig mod Rusland
Meget tidligt fandt han ud af, at de allierede efter krigen ville vende sig mod Rusland. Så havde de brug for ham og hans medarbejdere. I begyndelsen af marts lod han nogle få medarbejdere affotografere diverse formularer og dokumenter. De blev lagt på mikrofilm og lagt i vandtætte tønder. Dem lod han så nedgrave i marker i de østrigske alper.
Han fik også sendt sin familie til de Bayerske Skove. Så de ikke faldt i Den Røde Armes hænder. Efter krigen overgav han og så to betroede medarbejdere tønderne til amerikanerne.
Han forsøgte at overbevise amerikanerne
Den 9. april 1945 blev Gehlen fyret af Hitler. Deen 28. april forlod han hovedkvarteret og gemte sig. Han overgav sig den 22. maj til soldater fra den 7. arme. Grunden til dette var at han var bange for at blive udleveret til russerne på grund af sine handlinger.
Han forsøgte at overbevise amerikanerne om sin store færdigheder som efterretningsmand også efter krigen. I første omgang viste amerikanerne nu ikke den store interesse for det forehavende.
I Wiesbaden sad en anden tysk officer, som havde de samme ideer som Gehlen. I mellem tiden havde amerikanerne kigget på det materiale, som var i tønderne. Captain Boker fandt nu ud af, hvad Gehlen havde lavet under det nazistiske styre og løslod ham.
Operation Gehlen
Men i 1945 blev han sammen med seks tidligere medarbejdere fløjet til Fort Hunt i Virginia. De tog også tyske videnskabsfolk med til USA bl.a. raketforsker Wernher von Braun og atomfysiker Otto Hahn. Gehlen blev nu overført til Camp King. Det lykkedes for Gehlen at overbevise amerikanerne om at han simpelthen udgjorde Tysklands efterretningsvæsen. Ved hjælp af intriger kunne han udmanøvrere sine konkurrenter, der også bejlede for amerikanernes gunst.
I 1946 var han tilbage i Tyskland. I første omgang betalte amerikanerne for Organisation Gehlen. Der findes dog ingen skriftlige dokumenter i denne sag. Han skulle dog arbejde sammen med amerikanerne. Indtil der var dannet en tysk regering, skulle organisationen ledes af Gehlen. Amerikanerne ville fortsætte med at betale, forudsat at Gehlen leverede materiale til dem. Hans viden og hans fabelagtige færdigheder, hvis han skulle sige det, kunne amerikanerne alligevel bruge.
Og han fortsatte lige som under nazi-tiden. Krigsfanger, tidligere tvangsarbejdere og flygtninge i lejre blev udspurgt.
Konrad Adenauer fik ikke lov til at oprette egen efterretningsvæsen. Så kunne denne også regne ud, at det heller ikke måtte opstå en uafhængig vesttysk styrke.
Derfor måtte han acceptere en omstrukturering af Gehlens efterretningsvæsen. Medarbejderne bestod af en række tidligere officerer fra Wehrmacht og SS – medlemmer. Gehlen havde hemmeligholdt deres identitet. Officielt fik Adenauer først i 1949 besked om Gehlens aktiviteter og samarbejde med amerikanerne.
På briternes anbefaling oprettede Adenauer dog en Central for Hjemmetjeneste under ledelse af General Gerhard Graf von Schwerin. Men Gehlen sørgede for at nogle af de vigtigste personer blev fyret.
Ny identitet til medarbejdere med brun fortid
Gehlen var også i gange med indlandsspionage. Man kunne have mistanke om, at han ville forhindre udviklingen af et liberalt demokrati i Tyskland. Han fortsatte med at antage tidligere SS- og Gestapo – folk. Han skaffede dem en ny identitet. Han så stort om de havde deltaget i Holocaust.
En interne undersøgelse så sent som i 1965 viste at der var ansat 200 tidligere nazister. De 70 af dem blev betragtet som så belastet, at de blev fyret med det samme. Hvad der skete med disse, er ikke kendt.
400 Gestapo og SS – folk ansat
Ifølge Der Spiegel skulle der i 1949 være ansat ca. 400 Gestapo og SS – folk ansat i efterretningsvæsnet. Men som Gehlen sagde, at han havde brug for skolede folk. Han havde ingen moralske og etiske skrupler
Det lykkedes for Gehlen at få fat i Hermann Baun. Han arbejdede for Canaris i Østeuropa for det rigtige militære efterretningsvæsen.
Særlig i 1948 under Berlin – blokaden fik amerikanerne masser af viden fra Operation Gehlen.
Hjalp Eichmanns nære medarbejder til flugt
I 1951/52 mente CIA, at Gehlens efterretningsvæsen skulle overgives til tyskerne. De kunne ikke bruge så meget af den han leverede. Men Adenauer viste en kølig distance til Gehlen.
Desværre for Gehlen var der en forræder i blandt så hundredvis af agenter, radiokoder og kommunikationsveje var blevet forrådt.
Fra 1. april 1953 betalte tyskerne selv for efterretningsvæsnet. Fra 1. april 1956 bestod tjenesten af flere tusinder af medarbejdere. Den 20. december 1956 blev Gehlen udråbt som præsident for forbundsstatens efterretningstjeneste (BDN). Og det til livstid.
Reihard Gehlen hjalp Adolf Eichmanns nærmeste medarbejder den eftersøgte Alois Brunner til Syrien. Han hjalp også andre til flugt.
En tam biografi
CIA syntes efter at det materiale man fik af Gehlen var for svagt. Gehlen skrev også en biografi, men den var alt for svag og indeholdt ikke noget, der kunne bruges imod ham. I den engelske oversættelse måtte David Irving ind over for at dramatisere den.
Mosad møder Gehlen
Midt under Den Kolde Krig i vinteren 1960/61 fandt der et vigtigt møde sted. Isser Harel, der var chef for det israelske efterretningsvæsen Mossad var på besøg hos Reinhard Gehlen. Mødet var kommet i stand efter, at der var indgået et militært samarbejde mellem de to stater.
Men ellers var der ikke nogen officiel forbindelse mellem de to stater. I Israel huskede man stadig Holocaust. I de israelske pas stod der anført:
Harel ville teste Gehlens agenter og udspurgte dem om forskellige aktiviteter. Men Mosad kendte allerede alle svarene på forhånd. Men testen var tilfredsstillende. Dette betød, at Mossad ville indgå et nærmere samarbejde med BDN.
Man var havde en fælles fjende og det var Kommunisterne.
Samarbejdet blev udvidet
Men der var stadig et problem. For Gehlens efterretningsvæsen bestod stadig af mange officerer fra holocaust. Gehlen havde også sendt en masse kendte nazister til Mellemøsten og de arabiske stater som officielle BDN – agenter.
Samarbejdet mellem de to efterretningsvæsner blev udviklet og udvidet efter besøget. Hyppigere var nu Mossad – officerer gæster hos BDN.
Men Gehlens store ønske om at komme til Israel blev aldrig til noget. Det har sidenhen vist sig at Shimon Peres ofte var på hemmeligt besøg i Bayern.
Stor hemmelig våbeneksport til Israel
Som følge af disse besøg leverede tyskerne tanks og militærkøretøjer over tredjelande til Israel. Dette blev så tryllet om til civile handelsvarer og blev læsset i Hamborgs Havn.
I Rotterdam blev dette omladet til israelske skibe. Hemmelige aftaler blev også gjort med italienske politikere. Her blev tyske tanks ombygget til de israelske behov. Tyskerne leverede også tophemmeligt amerikanske M – 48 tanks til Israel.
Efterretningstjenesten havde sørget for at våbenfabrikken i Breda satte nye kanoner på disse tanks. Også med Frankrig skete der aftaler med hemmelig udrustning til Israel. Den tyske regering betalte franskmændene penge for levering af helikoptere og flyvemaskiner. Det skulle dog se ud som om, at det var Frankrig, der forærede Israel disse ting.
BDN og Mosad skulle nu dække over dette. Venligsindede stater måtte ikke få noget at vide. Intet blev nedfældet. Alle penge flød over bankkonti som de hemmelige agenter kendte til.
De leverede varer var godt kamufleret. Man kunne ikke se, at det var tyskerne der havde leveret varerne.
Et eksempel på dette er hemmeligholdelsen af to hurtigbåde fra Burmeister – værftet i Bremen til den engelske marine i slutningen af 1950’erne. Officielt var disse produkter fremstillet på et israelsk værft.
Franz Josef Straus var mellemmand
Det var Franz Josef Straus, der var bindeleddet mellem de to efterretningsvæsner. Han ville opbygge et godt forhold til Israel efter Holocaust. Efter sigende var der også en gave på en Mercedes – Limousine indblandet. Om den var til israelitterne eller til hr. Straus vides ikke.
Vi har tidligere omtalt en forræder. Denne blev anholdt af KGB. Og han røbede også BDN’ s samarbejde med Mosad.
Tyskerne samarbejdede også med Egypten
Gehlen ville ikke samarbejde med franskmændene eller englænderne. Han betragtede disse som konkurrenter. Han satsede i stedet på Israel og tilbød dem de samme informationer som tilgik Adenauer.
Mosad havde dog fundet ud af at tyskerne arbejdede sammen med Egypten i raketfremstilling. Mosad – agenter fandt ud af, at der i Stuttgart befandt sig et firma, der kaldte sig Intra. Det var et ægyptisk firma, der arbejdede sammen med tyske forskere.
Egyptiske videnskabsmænd forsvandt sporløst
Det israelske Mosad – leder mente, at dette kun kunne ordnes politisk. Han mente, at Den israelske premierminister Ben – Gurion skulle protestere over for Adenauer. Men det ville han ikke. Begrundelsen var, at så gik de hemmelige våbenleverancer fra Tyskland til Israel tabt.
Nu hade Mosad så et andet våben som de satte ind. En række ægyptiske forskere, der var involveret i denne raketproduktion, forsvandt nu sporløst. Også Intras chef forsvandt sporløst. Også brevbomber var involveret i aktionerne.
Disse raketter var med i Yom – Kipur – krigen i 1973 mod Israel. Men manglende navigationsinstrumenter betød, at de ikke udrettede så stor skade som egypterne havde forventet. Ja og tyskernes leverancer til Israel var også med.
Gehlen var utrolig god til at lyve. Godt nok siger man at ærlighed varer længst. Men i den branche er løgn og bedrag almindeligt.
Gehlen døde i 1979 i en alder af 77 år.
Hvad så med Adenauer?
Men hvad så med Adenauer?
Han var blevet overborgmester i Köln. Da Hitler var på besøg den 18. februar 1933, forbød han enhver form for opsætning af flag. Den 12. marts nægtede han at give Hitler hånden. Dette betød, at han mistede sit hverv som overborgmester. Allerede i 1931 havde SA vendt blikket mod Adenauer.
Han mente ellers selv, at han altid havde behandlet NSDAP korrekt. Således havde han altid givet dem lov til at benytte sportspladsen.
I 1933 fik han en begrænset pension på 1.000 mark om måneden. Efter 1934 skiftede han ofte sit opholdssted. Han gemte sig med jævne mellemrum.
Arresteret af Gestapo
Efter attentatet mod Hitler den 20. juli 1944 blev han arresteret den 23. august. Han blev anbragt i Gestapos Arbejdslager i Köln. Men egentlige beviser var det ikke mod ham. I Gestapos kartotek stod der anført, at Adenauers tilbagekomst var uønsket.
Det lykkedes for Adenauer at lyve sig syg. Han blev anbragt på et hospital, hvorfra det lykkedes ham at flygte. Han blev dog snuppet den 26. november. Men blev dog snart igen løsladt.
Briterne fyrede Adenauer som overborgmester
Amerikanerne indsatte ham den 4. maj 1945 som Kölns overborgmester. Men den 6. oktober blev han fyret af den britiske militærguvernør på grund af ”dårlig embedsførelse”. Han skulle inden 8 dage forlade byen.
I et brev fra 1946 beskylder han den katolske kirke i Tyskland for ikke at have grebet ind over for KZ – lejrene. Han mente, at biskopperne havde et stort medansvar.
Adenauer ville bygge atombombe
Adenauer indledte et nært samarbejde med Frankrig. Men det var nu ikke altid fryd og gammen. Ministerpræsident Pierre Mendés France anså han som en sovjetisk indflydelsesagent. Og i 1958 sammenlignede han de Gaulle som en slags Hindenburg – en forhenværende general, der blandede sig i politik med negativ følger.
I 1950 arbejdede Adenauer for en europæisk hær. Og i 1957 arbejde han sammen med Italien og Frankrig for at udvikle en atombombe. Men Frankrig bakkede ud. De ville hellere selv arbejde med projektet.
Diplomatiske forbindelser med Israel
Også Adenauer arbejdede på en forsoning med Israel. Han mente at et sponsorat på 10 mio. DM i form af et hospital var nok. Men mod finansministerens ønske blev det til hele 3,45 milliarder DM. Det var 3.000 DM for hver jødiske flygtning. Om den hemmelige tyske våbeneksport til Israel er indbefattet i dette beløb, vides ikke.
Endelig i 1965 opnåede man diplomatiske forbindelser.
Attentatforsøg mod Adenauer
Den 27. marts 1952 var Adenauer udsat for et attentatforsøg. Det var en pakke, der var adresseret til ham. Og en politibetjent, der åbnede pakken, døde ved eksplosionen. Fem mistænkte blev udvist til Israel og ellers holdt den tyske regering bevismaterialet for sig selv. Denne handling fik stor anerkendelse fra den israelske premierminister Davis Ben-Gurion.
Østblokken havde et meget anstrengt syn på Tyskland. Og Adenauer ønskede intet samarbejde med det kommunistiske DDR.
1955 – ca. 10.000 krigsfanger løsladt
Først i 1955 skrev Sovjet under på krigsafslutningen med Tyskland. Det benyttede Adenauer til at få frigivet de sidste 9.626 tyske krigsfanger.
Streng antikommunistisk linje
Ifølge Adenauer besad Socialdemokraterne samme retorik som kommunisterne. Fra 1950 var det forbudt at ansætte kommunister i offentlige stillinger. I Forbunds-lovgivningen fra 1956 blev kommunist – partiet forbudt. Det skete kun få år efter at efterfølgerne til NSDAP – Socialistiske Arbejderparti (SRP) blev forbudt.
I 1952 blev ”Bundenscentrale für Heimatdienst” oprettet. Det var forløberen for ”Bundescentrale für Politischer Bildung”. I begge institutioner blev der fulgt en meget streng antikommunistisk linje.
Adenauer hadede Willy Brandt
Adenauer havde et par ministre i sin regering med brun fortid. Han mente, at det var vigtigt at få erfarende ministre. Han mente nu skulle man holde op med afnazificere. Og det sagde han i 1952, hvor det var som om at mange tyskere igen begyndte at tro på nazismen.
Adenauer forsøgte også at lave et statsligt fjernsynsselskab, som skulle konkurrere mod det kendte ARD. Men det lykkedes nu ikke for Adenauer.
Adenauer døde i 1967, 91 år gammel. Måske skal vi lige have med at han nærmest hadede en stor tyske politiker, nemlig Willy Brandt.
Efter Hitler – regimet
Vi har nu både kigget på efterretningsvæsnet og kansleren. Men hvordan havde den almindelige tysker det. Hvordan opfattede de enden på Hitler – regimet?
Tiden efter Hitler var præget af at få orden i en ny infrastruktur og statslig orden. Men den enkelte tysker oplevede sult og knaphed. Men allerede fra 1947 begyndte tyskerne at mærke ”Wirtschaftswunder”.
Et forkert billede af tyske kvinder
Vi har set billeder af tyske kvinder, der samlede murbrokker og ryddede op efter de allieredes bombetogter mod tyske byer. Vi ser dem samle murbrokker med de bare hænder. De er glade og griner.
Men billedet er forkert. Det var kun en brøkdel af murbrokker, som de fjernede. Og de fleste af dem, gjorde det ikke frivilligt. Det var mænd og maskiner, der fjernede disse murbrokker.
I nazi – tiden var det straffearbejde. Da var det KZ – fanger og krigsfanger, der stod for det.
Da de allierede overtog magten, var det NSDAP – medlemmer og tyske krigsfanger, der overtog arbejdet. Også arbejdsløse mod lovning af bedre levnedsmidler blev indsat i dette enorme oprydningsarbejde.
Mange af disse fotos var opstillet for at skabe et andet billede. Mange af disse kvinder var endda sminket til formålet.
Ikke alle opfattede det som en befrielse
Med Israels grundlæggelse i 1948 opstod der mere antisympati over for jøder. Også fra Sovjet. Staten blev jo ikke socialistisk.
Mange oplevede ikke de allieredes besættelse som en befrielse. Jo det kan da godt være at grupper som Jøder, andre mindretal, medlemmer af kirker, liberale, socialdemokrater, kommunister (kortvarigt), pacifister, handicappede, homoseksuelle, udenlandske tvangsarbejdere og krigsfanger oplevede det som en befrielse.
Masser af forbrydere på fri fod
Hitler var væk, nu var besættelsesmagterne der. De fleste kunne ikke bruge et demokratisk parlament til noget. Besættelsesmagten forsøgte at vise tyskerne, hvad der var foregået i KZ – lejrene ved at vise film. Men disse ville tyskerne overhovedet ikke se.
Alligevel bredte der sig en positiv stemning blandt tyskerne. Ikke flere alarmer. Nu kunne man sove igennem. De forskellige besættelsesmagter gik i gang med afnazificering. Men de gik hver især frem med deres egne metoder. Amerikanerne foretog mange undersøgelser. Ved en af undersøgelserne fandt man fem til:
I 12 år havde man lovet Hitler troskab
I maj og oktober 1946 fandt der igen frie valg sted. Tyskerne opererede med begrebet ”Stunde Nul”. Det var tiden med sejrherrens hævn, fordrivelse og voldtægt, sult og elendighed.
Man havde vænnet sig til meget under Det tredje Rige. Det var ikke lige til at komme af med på en gang. Pludselig var butikkerne fulde af varer.
Det handlede om medløberne, de små folk og hele befolkningen. 8,5 millioner havde været medlemmer af NSDAP og havde støttet Hitler aktivt eller passivt. De var med til det. I 12 år havde det tyske folk erklæret troskab over for Nazi – regimet.
1948: 55,5 pct. mente at nazismen var godt
Nu skulle de så alle afnazificeres. Hele 72 større undersøgelser foretog amerikanerne. Mellem november 1945 og december 1946 blev der foretaget 11 undersøgelser. 47 pct. mente at nazismen var en god ting. Det var måske ikke udført på den bedste måde. Og tallet voksede i 1948 til 55,5 pct.
68 pct. mente at det var Versailles – freden efter første verdenskrig, der gav tyskerne ret til at starte anden verdenskrig.
Antisemitisme
Lige efter krigen vedkendte det tyske folk sig ikke et medansvar. De allieredes tilstedeværelse fik dem til at være forsigtige og undgå anti-jødiske udtalelser.
Men i begyndelsen af 1950’erne var 30 pct. af tyskerne fjendtlig indstillet over for jøderne. Spørgsmål om nazister og jøder førte til sammenstød. Efter at ledende nazister var blevet løsladt som ”ofre” fulgte en periode, hvor man ikke snakkede om den nazistiske fortid.
For regeringen gjaldt det om at få gode forbindelser til USA og den vestlige verden. Ved årsskiftet 1959/1960 var der hele 600 tilfælde af antisemitisme.
Kun 6.700 blev dømt
Ingen havde været nazist. De fleste tyskere løj om deres fortid. De ville ikke indrømme deres medskyld. Det tyske retssystem har indledt sager mod 170.000 personer. Kun 6.700 blev dømt. Alligevel kunne man ikke vide sig helt sikker.
Men skal ældre mennesker på over 90 år så undgælde det som det tyske retssystem ikke har kunnet gennemføre?
Også Det Tyske Mindretal følte sig som ofre
Egentlig kommer undertegnede til at tænke på Det Tyske Mindretal herhjemme. De følte sig i mange år som ofre. Men de havde vel også et medansvar i, hvad der skete herhjemme under den tyske besættelse af Danmark?
Når man ser disse tal, så undrer man sig vel ikke, at der i det tyske efterretningsvæsen var 200 – 400 personer med en meget brun fortid. Og man undrer sig heller ikke over, at Konrad Adenauer ville have afsluttet afnazificeringen så tidligt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 19, 2021
Christian den Grusomme
En ny bog er udkommet. Vi går lidt videre for at finde ud af, hvad der foregik i tre KZ – lejre, der blev oprettet i forbindelse med ”Aktion Reinhardt” De forkullede lig blev gravet op og brændt. Han blev også kaldt ”Vilde Christian”. Han var med til at udrydde de handicappede. Cirka 200.000 af disse blev udslettet. Den tyske befolkning vidste godt, hvad der foregik. Det hed ”Aktion T4”. ”Åh Gud sikke en stank”. Eichmann var på besøg. Hvad skete der, da jøderne ankom. Et kvarter efter ankomst til brusebadet var man omkommet. Det gjaldt også om at stjæle så meget som muligt. Blev Christian Wirth dræbt af sine egne? Man mente at denne krigsforbryder var ”mindre belastet”. Andre mystiske ting fra den tyske retshistorie. Vi kigger på Trawniki – mændene. Der var både oprør i Sobibor og Treblinka. Samuel genkendte sine søstres tøj. Alle tre lejre blev nedrevet i 1943, men polakkerne gravede lig op efter at nazisterne var forsvundet. Måske var det noget at hente.
Vi går lidt videre
Igen engang er der dukket en grusom bog op. Den handler om Christian Wirth. Det siger dig måske ikke så meget. Men det gør det nu nok, når du har læst denne artikel.
Vi kigger på den nye bog af Andreas Otte Stensager men vi går også lidt videre og forsøger at få lidt andre indtryk af hovedpersonen, som nødvendigvis ikke er at finde i bogen.
De forkullede lig blev gravet op
Vi dykker os ned i de lejre, som han var inspektør for. Det var forholdsvis små lejre men særdeles effektive til at udrydde jøder. Meningen var, at hvis målet i Aktion Reinhard var fuldendt, så skulle lejrene nedrives og alle spor skulle udviskes. Men det sådan gik det ikke. Mange polakker forsøgte at finde værdigenstande efter at tyskerne havde forladt området. Horder af plyndrer bestormede området og begyndte at grave i jorden.
”Det vidste vi intet om”
Mange af dem, der begik ”Forbrydelser mod menneskeheden” gemte sig bag begrebet:
”Vilde Christian”
Efterhånden som arkiverne åbner sig for historikerne, falder maskerne. Vores hovedperson var i den grad involveret i forbrydelser. Det var bestemt ikke uden grund at han blev kaldt ”Christian den Grusomme” eller ”Vilde Christian”
Fra 1905 til 1907 var han i militæret Og igen fra 1908 til 1910. han avancerede til underofficer. Herefter kom han til ordenspolitiet bl.a. i Stuttgart. Da krigen sluttede, kunne kom han igen tilbage som overkriminalbetjent. Allerede 11. januar 1931 meldte han sig ind i NSDAP og i 1933 i SA.
Han havde en ”utvetydig nationalsocialistisk verdensopfattelse, der afspejler en ”ren og anstændig karakter og kampmæssig holdning. Han besidder fremragende faglige kvalifikationer, er energisk og udholdende, har ikke haft nogen sygedage i to år”.
Det var vel sådan en man kunne bruge overalt i det tredje rige. I 1933 indtrådte han i SA og 1937 var han i SD.
Ballasteksistenser og tomme menneskehylster
Wirth var indtrådt i SS og var i 1939 sendt til Wien. I 1940 blev Hauptmann Wirth sendt til anstalten Brandenburg, hvor man tog livet af:
Skal dette oversættes må det være:
Disse mennesker passede ikke ind i Det tredje Rige. Den 1. september 1939 havde han udstedt et ”Führererlass”, hvor han beordre at disse mennesker skulle lide den såkaldte ”Gnadentot” som betyder – en nådig død. Ofrene blev enten dræbt i gaskamre eller med dødelige injektioner.
Måske var det gennem Hitlers livlæge, Karl Brandt, at Wirth kom med i ”Aktion T4” Det handlede om masseudryddelse gennem CO – gas og injektionssprøjter.
Seks udryddelseslejre blev brugt til dette formål, herunder Brandenburg, Hademar og Grafeneck.
Tyskerne vidste godt, hvad der foregik
Mange gange blev ofrene bedøvet med et sovemiddel, inden de blev ført ind i bruserummet. Rygterne svirrede overalt i Tyskland. Hyppigheden af dødsfaldene på de psykiatriske anstalter var efterhånden påfaldende
Børnene i Hademar modtog busserne, hvori de syge blev bedt om at gå ind i med råbene:
Aktion ”T4”
I 1941 var han leder af kontoret i udryddelseslejren Hadamar. Det var her Wirth skulle sørge for, at familier fik tilsendt dokumenter, der fastslog at familiemedlemmer var døde af epidemi, lungesygdomme eller hjertestop. Han skulle undersøge om mordene foregik på en effektiv måde.
I første omgang blev 70.000 handicappede myrdet, men man regner med at ca. 200.000 blev offer for nazisternes syn på handikappede. Aktionen hed ”Aktion T4”. det var fordi, at administrationen havde adresse på Tiergartenstrasse 4.
Man holdt nøje øje med, hvordan de forskellige udførte deres arbejde. Wirth havde gjort det så godt, at han blev forfremmet til SS – Hauptsturmführer. Nu varede det lidt inden det gik igennem. Men Wirth’ s mål var at udrydde den jødiske race i Europa.
”Aktion Reinhardt”
Det var Göring, der gav SS – Obergruppenführer Reinhard Heydrich ordren til at få løst jødespørgsmålet enten i form af tvungen udvandring eller andre metoder. Den 20. januar 1942 fremlagde Heydrich så sin plan. Det var på det såkaldte Wannsee – møde. Her talte man om udryddelse af 11 millioner jøder. Nogle af lagrene var i stand til at udrydde 15.000 jøder om dagen.
Dette skulle bl.a. ske gennem Aktion Reinhardt. Og en af værktøjerne til dette var udryddelseslejren Belzec. Wirth blev kommandør for lejren, der var færdigbygget i 1941/42. I løbet af den første måned ankom ikke mindre end 70.000 jøder til Belzec.
Balzec var inden den blev udryddelseslejr en arbejderlejr med 11.000 polske jøder. Lejren lå ved hovedfærdselsåren til Warschau og ved banestrækningen.
I dag har man fået sammensat en liste med 121 forbrydere, der var med i Aktion Reinhardt.
”Åh Gud – sikke en lugt”
Franz Stengel udbrød ”Åh Gud sikke en lugt” Han husker et besøg i foråret 1942 i Belzec. ”Han var overalt denne Wirth”. Egentlig ville Stengel møde Wirth på hans kontor. Men han stod direkte ved gruberne. Han kiggede på tusindvis af lig.
Wirth var i dårligt humør, fordi en af massegravene var ”overløbet”. En SS – mand forklarede, at det skyldes at det det var flydende væske fra ligene, der trykkede dem opad.
Hele 9 km fra lejren skulle passagererne i togene holde vinduerne lukket på grund af lugten.
Wirth arbejdede med stor energi og deltog også selv aktivt i drabene. Den anden af tre udryddelseslejre i Polen, Sobibor blev også påbegyndt. Igen var det Wirth, som Aktion Reinhardt satte til arbejdet for at opbygge denne.
I første gaskammer her blev der anvendt udstødningsgassen fra en aflagt russisk benzinmotor. Wirth forlangte en ”prøvegasning” af 25 jøder for at se om det hele fungerede.
Wirth forsøgte først med almindelig gas fra flasker, men det var for dyrt i længden. I april 1942 lod Wirth mekanikeren Lorenz Hackenholt installere en russisk pansermotor. Gassen fra denne virkede fint til aflivning af jøder i komplette isolerede rum.
Talende taler deres tydelige sprog
Så kom også bygningen af den tredje udryddelseslejr, Treblinka. Igen var det med Wirth i den centrale rolle. Den stod klar i juli 1942 og fungerede frem til august året efter. De voldsomme tal for de tre udryddelseslejre taler deres tydelige sprog. Antal af myrdede:
Nu er det lidt tvivl om disse tal er store nok. For andre kilder fortæller at indtil efteråret 1943 blev knap to millioner mennesker myrdet i disse tre ”morder – fabrikker”. Det er dobbelt så meget som i Auschwitz – Birkenau. Så egentlig var disse tre lejre det egentlige centrum for Holocaust.
Eichmann var på besøg
Overalt dukker der historier om Wirth’ s grusomheder op. Wirth bliver inspektør for de tre lejre. Han udtalte sig om en af SS – folkene, at han havde lyst til at skyde ham, fordi de ikke hurtig nok skød jøderne.
I Hartheim skød han fire jøder, der havde tyfus. De skulle nøde smitte andre, sagde han. Såfremt de sladrede skulle han sørge for, at de også blev skudt, sagde han til sine ansatte.
Lige før at det hele kunne starte i Belzec havde Wirth besøg af Adolf Eichmann. Selve området var på 265 x 275 meter. Den var delt i to dele. Den ene del var administrationsbygninger og beboelsesejendomme. Og så var der et jernbanespor der gik ind i lejren.
I den anden del var der tre gaskamre, flere menneskegrave og et par barakker til de arbejdende jøder og ukrainere.
Når jøderne ankom
I begyndelsen åbnede cirka 100 ukrainere dørene til jernbanevognene, men de risikerede at bliver overfaldet af jøderne i vognene
Den 11. december 1942 kom det sidste tog med jøder til Belzec. Lejren havde kun haft et formål. Alle ankommende jøder skulle myrdes. Wirth var en glimrende organisator. Hans kreativitet var stor. Et orkester bestående af jøder spillede ved togenes ankomst.
Højttalere fortalte, at man skulle tage proteser ud, tage briller af osv. Alle værdigenstande blev afleveret i en ekspedition uden kvittering. Sko skulle bindes sammen.
Mange gange holdt Wirth selv en anden en tale, når jøderne ankom. Her blev der fortalt, at alle snarest ville komme i arbejde. Alle ejendele skulle afleveres. Mændene skulle bygge huse og veje. Kvinderne behøvede ikke at arbejde. De kunne sørge for husholdningen eller hjælpe til i køkkenet.
For at skabe endnu mere tryghed blev talerne ofte oversat til jiddisch og polsk.
De skulle tage alt tøj af. Det foregik ved en meget stor barak lige ved jernbanen. Ved siden af garderoben var et frisørrum med 100 stole. Der fik alle kvinder deres hår klippet af. Hårene forsvandt ned i kartoffelsække.
Kvinderne fik at vide, at deres hår skulle bruges i u – bådene.
Og så skulle de vandre nøgen op ad en allé. Lugten var forfærdelig. Her var millioner af fluer. Derefter blev så mange som muligt presset ind i forskellige bruserum.
Et kvarter efter var de fleste døde
Inden de gik ind i bruserummet, der dengang var på fem gange fem meter stod en SS – mand, der fortalte, at der ikke ville ske noget som helst. Men man skulle lige huske at trække luft. Det udvider lungerne sagde han. Og det hele var sat i værk på grund af epidemier. Efter badet ville man blive sendt ud at arbejde.
Et kvarter efter var de fleste døde. Dem som endnu levede for eksempel små børn som lå på gulvet blev myrdet med bajonetter af såkaldte ”Trawniki”, ikke-tyske hjælpere.
Wirth sørgede ofte for at ofrene kom i gaskammeret med sin pisk. Gamle, syge og små børn som ikke selv kunne gå til gaskammeret blev bragt til det såkaldte ”lazaret” De blev så alle majet ned med maskinpistoler og smidt i en massegrav.
Jøder blev kaldt for ”affald” af Wirth.
Wirth sørger for større gasanlæg. Han tager ”eksperter” med fra aktion T4. De var på ti gange 24 meter. I sådan et kunne der anbringes 1.500. Når døren blev åbnet efter gas, stod de fleste opret på grund af tætheden.
Den såkaldte ”Sonderkommando” også bestående af jøder, som tyskerne i første omgang havde skånet måtte møjsommelig skille ligene og transportere dem til massegravene.
Det gjaldt også om at stjæle
Det gjaldt ikke kun at myrde så mange jøder som overhovedet muligt. ”Aktion Reihardt” handlede også om røveri. Alt kunne bruges. Lige fra guld i tænderne, tøj, værdigenstande. Ja selv kvindernes hår kunne bruges.
Ligene graves op og brændes
Efter at Belzec var lukket fortsatte Aktion Reinhardt i Treblinka og Sobibor. I Belsec gjaldt det nu om at slette alle sporene. Ligene blev gravet op og brændt. Aktionen blev kaldt 1005 eller mere rammende ”Ligkommandoen”. Jødiske tvangsarbejdere skulle grave ligene op og brænde dem. Og man klarede op til 2.000 om dagen.
Da man var færdige, blev der plantet træ på området. SS brækkede lejren ned og lod en bondegård opføre.
Hjælpemandskabet have fået at vide at de ville overleve og endvidere ville de få andel i de værdier som tyskerne skrabede sammen. Men også de blev skudt. Der skulle ikke bag efter være nogen form for vidner.
I november 1943 overvåger Wirth nu ”Aktion Høstfest”. Det drejede sig om aflivning af 43.000 jødiske tvangsarbejdere.
Bliv Wirth dræbt af sine egne?
Ved årsskiftet 1943/1944 kommer Wirth sammen med andre fra Aktion Reinhardt til Norditalien. Han stationeres i Trieste og er inspektør for tre enheder. De havde til opgave at udplyndre de jøder, der var i området. Mindst 1.000 blev sendt til Auschwitz, hvor de blev myrdet.
De skulle også bekæmpe de partisaner, der var i området- især i grænseområderne til Slovenien og Kroatien. Når partisanerne havde slået til, gik tyskerne over til at hævne sig på civilbefolkningen.
Mandag den 26, maj blev Wirth skudt og dræbt i et bagholdsangreb, mens han var på vej tilbage til Trieste. Han blev begravet ved en større ceremoni på militærkirkegården Villa Opicina. Senere er de jordiske rester overført til den tyske militærkirkehård Costermano tæt ved Gardasøen.
De tyske tropper nedbrændte to byer som hævn.
Men denne Christian Wirth var meget upopulære. Derfor fik han tilnavnet Christian den Grusomme. Det er lidt uklart om han ikke blev skudt i ryggen af sine egne folk. Ved processen i Nürnberg kom det frem, at Wirth var stolt af sin indsats under ”Aktion T4” samt massemordene under ”Aktion Reinhardt”
Man mente at Wirth var ”mindre belastet”
I forbindelse med en afnazificering, som amerikanerne gennemførte efter krigen,
I forbindelse med afnazificering, som amerikanerne gennemførte efter krigen, dukkede Wirth’ s navn op. Herunder var der en spærring af den sparekassekonto, som hans enke Marie Wirth administrerede. Sønnen Eugen Wirth udførte et stort papirarbejde med faderens ”formue og skattepligtige indkomst for hele perioden 1932 – 1945”
I 1948 dukkede nye oplysninger op, hvori der kunne dokumenteres, at Wirth havde spillet en stor rolle i Aktion Reinhardt og ”den systematiske udryddelse af jøderne” Det skete der dog ikke rigtig noget ved
Man anklagede Wirth for at have tvunget kollegaer ind i NSDAP – ofte med vold. Men heller ikke i dette tilfælde skete der mere. Wirth’ s enke fik sammen med en advokat ham, en af Tysklands største krigsforbrydere grupperet som ”mindre belastet”. Herefter appellerede man for at enkens krav ikke måtte røres. Domstolen gav enken ret og frafaldt alle anklager.
Andre mystiske ting
Ja det lyder ganske utroligt. I 1951 begyndte alle syndsforladelser, hvor allerede dømte og fængslede nazister blev taget til nåde. Ganske enkelt fordi der var brug for dem i den nye forbundsstat.
Et eksempel er Reinhard Gehlen, chefen for nazisternes militære efterretningsvæsen. I 1956 blev han chef for Bundesnachrichtendienst – en stilling han bestred til sin pension i 1968 – i øvrigt højt dekoreret af USA.
En anden mystisk ting i den tyske retshistorie er det som skete i 1960’erne. Således var der folk, der ikke i Bayern, som i andre stater i Tyskland var blevet dømt for samme forseelse. Således kunne man blive frikendt, hvis man mente at der var fare for den skyldiges liv og helbred, hvis han ikke udførte ordren. Man brugte Wirth som skrækeksempel. I nogle af dommene blev der påstået at dem, der havde arbejdet under Wirth havde handlet i nødret. Om disse retssager er gået om, vides ikke.
”Skal mordene på 600.000 jøder, som blev gasset i Belzec forblive ustraffet”. Ja det spurgte Die Zeit om den 3. december 1965.
44 tiltalte slap for straf, fordi de mente, at de var tvunget til at udføre en befaling. Derfor blev de frifundet. Dette forekommer yderst mærkværdigt. Det ser ud som om, at Trawniki – mændene blev hårdere straffet end SS – folk fra Aktion Reinhardt. Det var kun en begrænset straf der blev givet til disse.
Franz Stangl var fra august 1942 kommandant for Treblinka. Han blev først stillet for retten i 1970. Han fortalte, at man klarede at udrydde 30 godsvogne eller 3.000 folk på tre timer.
I disse retssager kom det også frem, at dem der havde betjent gaskamrene, fik et ekstra tillæg på 18 mark og hver måned fik man desuden to liter rom.
Trawniki – mændene
Hvad nu med dem, der hjalp SS-folkene rundt om i lejrene? Det var jo ikke alle sammen tvangsarbejdere eller jøder.
Man har et begreb, der hedder Trawniki – mænd. Det var fordi, at mellem 4 – 5.000 af disse blev uddannet i Uddannelseslejren Trawniki ved Lublin. Det var unge mænd mellem 19 og 36 år som kom fra små kår. Den største gruppe var ukrainere og ”Volksdeustcher”. Men det var også folk fra Litauen, Estland, Rusland, Bulgarien og Rumænien. Men også polakkerne. Det var folk, der havde meldt sig frivilligt for at hjælpe SS – folk.
De udgjorde et mellem led mellem SS – folk og de tvangsudskrevne jøder. De fik gratis forplejning og lægehjælp. De fik en lille løn og ret til ferie. Hvis de ikke udførte en befaling, fik de klø eller op til 21 dages arrest.
Det var dem, der udførte det beskidte arbejde. Ofte var de mere brutale end SS – folk.
Nogle af deres arbejdsgivere skød vilkårlig på dem mens andre betragtede dem som ”Unsere Kammeraden” som havde meldt sig frivillig.
Ved oprøret i Sobibór flygtede nogle af dem sammen med flygtningene. Andre skød på desertører fra vagttårnene. Mange af de ukrainske Trawniki – folk stjal penge, som de så omsatte i køb af sex, snaps og levnedsmidler.
De fik identitetsnumre men havde ikke nogen egentlig uniform. Når de var i tjeneste, bar de et gevær. Patronerne måtte de dog hver aften aflevere ved endt tjeneste. Mange af dem rendte rundt med piske, som de fik hos SS – personalet.
Deres arbejde var ret omfangsrig. De skulle overvåge, transporterer og skyde jøderne. De var med til at opbygge udryddelseslejrene og senere overvågede disse.
De pressede også jøderne, hvis disse ville have noget vand. Ja så kunne det koste et guldur. Uden betaling gjorde de ikke noget for at hjælpe jøderne. I Sobibór var der 120 af disse folk sammen med 25 – 30 SS – folk. Dertil kom så flere jødiske arbejderkommandoer.
De fulgte jøderne hen til gaskammeret og var hverken mindre eller mere brutal end SS – folkene. I Treblika, hvor der var 120 Trawniki – folk sammen med 25 – 30 SS – vagtmænd. Dertil kom ca. 1.000 jødiske tvangsarbejdere. Mange af disse Trawniki folk var rene sadister.
De var også med ved ”Aktion Høstfest” og var til stede i Auschwitz og Majdanek. Og så deltog de også ved mindst 19 ghetto – aktioner også den store i Warschau.
Efter krigen flygtede disse mennesker til Syd- og Nordamerika eller tilbage til Sovjet. I vesten blev disse næsten aldrig retsforfulgt. Den mest kendte er nok Iwan Demjanjuk.
Det er lykkedes for SS at brænde en stor del af dokumenterne om disse folk. Og ellers ligger de i russiske arkiver uden nogen form for adgang. De passede god ind i Wirths filosofi om, hvordan jøder skulle behandles.
Da håret blev klippet af kvinderne
Tom Toivi Blatt er en af de få jøder, der overlevede Sobibor. Han har fortalt om sine oplevelser. Han var med til at klippe håret af kvinderne. Det blev sagt til dem, at det for at forhindre at utøj skulle sprede sig i håret.
I skuret kom de nøgne inde. Mange var generte. De polske jøder lod sig ikke narre. Og de forsvarede deres nøgenhed med deres tunger. De råbte til Toivi og de andre barberer-for det mest drenge:
Toivi prøvede på at ignorere det og koncentrere sig om at klippe håret:
Ja sådan råbte de, indtil en SS – officer skreg at de skulle klappe i og at drengene bare skulle klippe.
Mange som ankom hertil, oplevede en SS – officer i hvid kittel. Han skulle forgive at være læge, men inden de skulle i arbejde skulle de tage et bad og desinficeres for at forebygge sygdomsspredning.
Oprøret i Sobibor
Flugten fra Sobibor var relativt minutiøst planlagt af en sovjetisk krigsfange fra undergrundsorganisationen i Sobibor. Man skulle flygte den 14. oktober 1943, inden man blev dræbt af tyskerne. Det er en begivenhed, man næsten har glemt. I forberedelserne var det lykkedes at skaffe våben.
For cirka 350 lykkedes det at flygte fra lejren. Mange fanger blev dræbt under og efter flugten. Men også fangevogtere og SS – folk blev dræbt. 52 af fangerne fra oprøret overlevede Anden verdenskrig. Af de resterende fanger i lejren blev næsten alle likvideret umiddelbart efter fangeflugten.
Vagterne i vagttårnet åbnede intensivt maskingeværild på de flygtende fanger. Yanek, tømreren sigtede og skød vagterne i vagttårnet.
Låsesmeden Henrick brugte den erobrede maskinpistol til at stoppe geværilden fra skytten i det andet vagttårn. Planen var at man skulle have kastet planker og sten mod minefeltet uden for området for at få minerne til at sprænge. Men i forvirringen var der ingen, der gjorde dette. Mange fandt deres død her, men de gjorde det så muligt for at andre at komme i frihed.
Toivi havde gemt sig i byen. Havde han vendt tilbage til sine forældres hus, havde en af naboerne sikkert forrådt ham Han gemte sig i skoven. Han gemte sig i en lade hos en bonde. Denne havde forsøgt at skyde ham og han blev såret efter dette. Af de 52 blev flere myrdet efter krigen af polske landsmænd.
Hele Toivi Blatt’s familie blev med det samme myrdet. I 2015 døde han i Califonien.
En af de øverste SS-folk i Sobibor, Karl Frenzel forsvarede sine gerninger. Han blev efterkrigen idømt livsvarigt fængsel. Han kom dog først for retten i 1970 men blev allerede løsladt i 1980’erne.
Han mente, at det der foregik i Sobibor var en nødvendighed.
Oprør i Treblinka
Også i Treblinka skete der et oprør. Det fandt sted den 2. august 1943. Og var faktisk det allerførste i en KZ – lejr. Og det skete her ca. 80 kilometer nordøst for Warschau.
Det lykkedes for oprørerne at gemme knive og økser. Låsesmeden Turoski fik lavet en kopi af nøglen til SS’ s våbenkammer. Det lykkedes også at få penge og værdigenstande med i flugten.
Men størstedelen af de flygtende faldt i kuglerne fra vagtmandskabet. Alligevel undslap 250 af de 800 flygtninge. Men kun 67 af dem overlevede i sidste ende. Mange flygtede over de mange dræbte. Snart var de inde i skoven Opstanden varede ikke mere end 20 – 30 minutter.
Klokken fire om eftermiddagen fik alle at vide at de skulle begive sig til garagen for at få udleveret våben. De 200 skydevåben blev fordelt. Andre angreb vagtfolkene med økser, spader og andre ting.
Det hele gik lidt i vasken, fordi der blev afgivet et skud for tidligt. Det blev egentlig en fiasko. Man fik ikke fordelt alle våben til hele lejren som planlagt.
Samuel genkendte sine søstres tøj
Selv om Samuel blev skudt i benet nåede han til Warschau, hvor han fortsatte med at kæmpe mod tyskerne i undergrundshæren.
Samuel Willenberg var en af dem, der planlagde opstanden. Dengang var han 20 år gammel. En af de andre fanger gav ham et godt råd. Sig, at du er håndværker. Og det gjorde han. Han bildte tyskerne ind, at han var murer. Det redede hans liv. Ellers var han også endt i gaskammer.
Han blev sat til at sortere tøj. Det var en traumatisk oplevelse, da han genkendte tøj fra hans søstre Tamara og Ita.
Han døde 93 år gammel i Tel Aviv.
De tre lejre var revet ned i slutningen af 1943
Fra de tre lejre, så var det kun 150, der overlevede krigen. I Auschwitz var der 10.000, der overlevede.
I slutningen af 1943 blev de tre lejre revet ned. I sammenligning med Auschwitz var det kun små lejre.
Bogen er veldokumenteret og meget spændende. Men det der kan undre, er det danske islæt i bogen. Det synes ikke relevant. Det handler om nogle danske børn, der blev ofre for nazisternes ideologi. Og så var det en SS – mand, der var født i Danmark
Kilde:
April 11, 2021
Jødefejden 1819
Plakater på Børsen. Lærlinge, matroser men også velklædte stod for urolighederne. Uro resten af 1819 og 1820. To noble butikker blev også raseret. Ikke meget hjælp fra Hovedvagten eller borgervæbningen. Store uroligheder på kongens fødselsdag. Også jøder blev arresteret. En jødisk overklasse. Det var jødernes skyld. Den litterære jødefejde. Censur i medierne. Jøderne havde alligevel ikke ”Det rette statsborgerlige sindelag”. Genopførelse af argumenterne. Jødefejden er bevidst blevet underspillet.
Plakater på Børsen
Vi har altid kunnet lide jøderne. Ja det indtryk får man, når man læser om danskernes heltemodige indsats med at få jøder over Øresund. Men sådan har det nu langtfra været.
Det er et blodigt og overset kapitel i danmarkshistorien. For lidt over 200 år siden var der en debat om, hvorvidt man skulle tolerere jøder i det danske samfund. En voldsom etnisk konfrontation opstod.
På børsbygningen kunne man se plakater med følgende budskab:
På en anden plakat kunne man se følgende påskrift:
Og Frederik var kong Frederik den Sjette. Disse plakater og løbesedler fandtes der masser af. Politiet forsøgte at hive dem ned. Men lige så hurtigt blev de sat op igen.
Læredrenge og matroser men også velklædte
Jøderne blev kaldt en pest, og man blev opfordret til at smide dem ud af landet.
Folkemængden tog opfordringerne alvorligt. Den 4. september angreb folk på Amagertorv jødiske forretninger og smadrede vinduer i jødiske boliger rundt omkring i København. Det var næsten som Krystalnatten mange år senere.
Der var tale om en militær undtagelsestilstand. Militær blev beordret til hovedstaden. Om nødvendigt måtte de skyde for at opretholde ro og orden. Kongen og regeringen tog meget alvorlig på situationen. Det var fordi de frygtede at revolutionære ville udnytte situationen og lave stormløb mod det enevældige system.
Politirapporterne fortæller, at uromagerne var læredrenge og matroser men også velklædte folk. Man havde mistanke til skumle personer men disse blev aldrig anholdt. En kommissionsdomstol blev nedsat med ret til at idømme dødsstraf.
Uro resten af 1819 og i 1820
Den 6. september slog militære kommandoer ubarmhjertigt ned på ”hobene” som det står i rapporterne. Særligt hestegarden havde uromagerne respekt for. I strakt galop red disse ned ad Østergade med trukne sabler. Folkemængden blev jaget på flugt og mange blev såret af de tunge klinger.
Den 7. september om aftenen var der igen gang i den. På Østergade blev vinduer knust og facader raseret. Urostifterne anvendte murbrokker fra de engelske angreb i 1807. Disse lå endnu i Nørregade., Skindergade og Krystalgade. Hæren satte nu alt ind og det var nærmest tale om krigsmæssige tilstande. Stenene fløj om ørerne på rytterne.
Uroen fortsatte gennem det meste af 1819 og langt ind i 1820, hvor voldsomme sammenstød prægede København. Men også i Odense og Helsingør var der uroligheder.
Der var udlovet en dusør på 4.000 Rigsbank – daler til den person, der kunne udpege oprørets bagmænd. Derudover blev der indført udgangsforbud efter klokken 20.
En ung mand var ankommet fra Odense. Han var meget overrasket over det voldsomme storbyliv. Aftenen før hans ankomst var Jødefejden begyndt. Den unge mand var H.C. Andersen.
To noble butikker blev også raseret
En af de butikker det gik ud over, var det kendte og agtede silke – og klædekræmmerfirma Brdr. Raphael på Østergade 67. de havde indrettet butikken efter datidens begreber på en meget elegant og avanceret måde. I lokalet var der opstillet en smagfuld disk af mahognitræ med forgyldte søjler. Udstillingsvinduerne var af spejlglas og forsynet med firmaets navn i forgyldte bogstaver.
Samme eksklusivitet fandt man hos galanteriejer Jacobsen, hvis vinduer bugnede med luksusartikler og mangelvarer.
En af plakaterne opfordrede netop til at ødelægge disse to forretninger. Og det skete da også.
Nu var politiet advaret på forhånd men alligevel kunne de ikke stille noget op. Det var dårliglønnede betjente og vægtere med en dårlig uddannelse.
Ikke meget hjælp fra Hovedvagten
Politiet havde ellers lovet at de nok skulle få styr på urolighederne. Men det var nu ikke så let. Betjente blev kastet omkuld Politidirektør Hvidbjerg forsøgte at få hjælp fra den militære hovedvagt, som lå på Kongens Nytorv tæt ved Østergade. Men vagtchefen kunne kun afse 6-8 mand.
Det eneste de foretog dem, var en enkelt tur ned ad Østergade med en hujende menneskemængde bag sig.
Det hjalp, da 20 – 30 husarer kom til.
Store uroligheder på kongens fødselsdag
Det stod hurtigt klart at politiet ikke magtede opgaven. Militæret fik tilladelse til at bruge bajonet og skydevåben. Al forsamling og sammenstimlen blev forbudt. Myndighederne havde købt bambusstokke i Hamborg.
At hæren vitterlig var parate til at skyde på folk, ses ud fra det, at hver soldat fik udleveret 20 skarpe patroner. Men ordren til at skyde blev nu aldrig givet.
Flere steder brød folk ind hos jøderne og stjal ting og sager.
I København var målet ikke mindst finanshuset Meyer og Trier ved Slotsholmens Kanal. Her kom der flere gange til alvorlige sammenstød. Og mest alvorligt var det på kongens fødselsdag den 28. januar 1820.
Hestegarden var trukket ind mod kanal-området, og da flere hundrede demonstranter masede sig ind mod Slotsholmen, blev uromagerne resolut slået tilbage og måtte flygte over Stormbroen.
Borgervæbningen ikke den store hjælp
Indtil et stykke ind i september 1820 var der masser af anmeldelser. Mange jøder blev også overfaldet. Før jøderne i det hyggelige land, Danmark var uroen et chok. De var vant til at blive diskrimineret men ikke i Danmark.
Frifolkene eller Borgervæbningen i hovedstaden og forstæderne blev indkaldt. Det var en slags hjemmeværn, der skulle hjælpe til med at opretholde ro og orden. Men de gjorde nu ikke væsentlig nytte. De ville ikke slå løs på mængden. De genkendte adskillige af deres bekendte. Der var også rapporter, der fortalte at nogle havde forladt deres vagt og var gået på nærmeste værtshus.
Og da en løjtnant opdagede dette blev de anholdt. Men de blev næsten øjeblikkelig frikendt med den begrundelse, at man under en vagt gerne måtte indtage forfriskninger.
Også jøder blev arresteret
Midt under urolighederne blev den jødiske handelsmand Abraham Meyer arresteret. Han blev slæbt med til politiet fik den hårde dom på vand og brød i ti dage på egen bekostning. Det må ses som politiets forsøg på at kvæle enhver uro – også den jødiske.
Jøderne havde i 1600 og 1700 – tallet boet afsondret men fra slutningen af den 1700 – tallet fik de et socialt gennembrud. Mange handelsjøder klarede sig godt. Den usynlige ghettomur var ved at blive nedbrudt. De fleste jøder var dog stadig præget af kulturel afsondrethed og fattigdom.
En jødisk overklasse
Prostitution og fattighjælp var noget af det, jøderne var tvunget til. Efterhånden opstod der en overklasse af jøder. Pengestærke mænd hjalp hinanden gennem netværk i Europa. Der blev i 1805 oprettet en skole for jødiske drenge og i 1810 fulgte pigeskolen, Carolineskolen. – navngivet efter Frederik den Sjettes datter.
Den jødiske befolkning befolkningsgruppe omkring 1800- tallet var præget af ortodokse religiøse ledere, en ungdom uden sekulær viden og unge mænds kriminalitet.
Det var jødernes skyld
David Ansel Meyer styrede de danske finanser efter Napoleonskrigene, hvor Danmark kom i økonomisk uføre og hvor staten nærmest gik i økonomisk fallit i 1813.
Sagen var at staten havde sat sig i gæld til bl.a. jødiske finanshuse i indland og udland og Meyer havde ikke evnet at styre landet uden om manglende tiltro til dansk økonomi. Derfor fik Meyer og hans finanshus skylden. Og det gjorde jøderne også.
Men finanskatastrofen var kun en del af årsagen til uroen. For fejden i 1819 var en del af en bredere samfundsdebat, hvorvidt det danske samfund skulle været tolerant samfund, hvor jødedom ville blive tolereret eller om det skulle være et lukket samfund, hvor kristne og danske værdier skulle være de eneste gældende.
Den litterære Jødefejde
Allerede i 1813 startede ”den litterære jødefejde”. Her blev det diskuteret om jøderne kunne tolereres om de overhovedet kunne blive nyttige borgere i et kristent land. Der kom en syndflod af skrifter og skuespil om jøderne
Blandt jødernes forsvarer var forfattere som jens Baggesen, Steen Stensen Blicher og den unge Grundtvig, der dog også havde skarpe ord om jødernes ”kræmmerånd” og deres ”lumpneste egennytte”.
Også præster blandede sig. De angreb jøderne ud fra en religiøs synsvinkel. Der var samfundsborgere, der mente at jøderne aldrig ville blive til nytte for samfundet.
Den danske digter Thomas Thaarup fortalte i et skrift på 62 sider om jøderne. Her var masser af fornærmelser og citater fra religiøse værker taget ud enhver sammenhæng, Han hævdede at jøderne på grund af deres ikke-kristne religion var fritaget for opfyldelsen af moralske og borgerlige pligter mod deres danske landsmænd.
Impulserne til Jødefejden stammede fra Tyskland, hvor antijødiske skrifter blev offentliggjort. De blev i stort omfang oversat til dansk. Modstanderne tillagde jøderne specielle og traditionelle karaktertræk som grådighed, egoisme og tyvagtighed
I 1816 oversatte Thaarup et meget antisemitisk teaterstykke fra tysk. Stykket blev opført på et københavnsk privatteater under stormende bifald.
Mange jøder turde ikke at vise sig på gaden. De blev hånet og overfaldet. En ældre mand blev således overfaldet i Frederiksberg Have og var i en kritisk tilstand.
Den 29. marts 1814 var der fremkommet en forordning om jødernes medborgerlige stilling i staten. Således fik jøderne lov til at ernære sig i de fleste erhverv, foruden at den mosaiske trosretning blev autoriseret ved kongeligt bud.
Censur i medierne
Hvis man havde troet, at der ville være en masse avisskriverier om dette, ja så vil man blive skuffet. Frederik den Sjette havde forbudt en fri presse. Enhver betydende artikel, der blot tangerede politik og de herskende forhold, skulle indsendes til politimesteren. Nu læste kongen ikke så meget almindelige aviser, men ofte kun Politivennen. Dette blad beskrev ofte klager over embedsmænd. Det var noget kongen gik meget op i.
De københavnske blade skriver derfor så godt som intet om jødefejden
”Det rette statsborgerlige sindelag”
Da Stænderforsamlingen skulle etableres i 1830, var der stemmer imod, at jøderne skulle blive valgbare. Den ansvarlige for regeringens jødiske politik A.S. Ørsted havde tidligere talt jødernes sag, men han gjorde nu gældende, at ideen om fuldstændig jødisk ligestilling stammede fra ”Den franske Revolution”, som han ikke gav meget for. Han pegede på, at stemningen mellem jøder og kristne stadig var fjendtlig og at den folkelig stemning var imod jøderne.
Ørsted fremholdt desuden, at den kristne religion indeholdt garanti for:
Genopførelse af argumenterne
Også andre betydningsfulde personer tilsluttede sig synspunktet, der stort set var en genopførelse af argumenterne fra den litterære jødefejde 1813 – 1817. De afviste at jøder og jødedom var foreneligt med borgerlig medbestemmelse i en kristen stat. Først med Grundloven fra 1849 fik jøderne fulde borgerrettigheder. Men den kritiske holdning til jøderne og fordomme hang ved og blev båret et godt stykke ind i 1900-tallet.
Jødefejdens omfang er bevidst blevet underspillet
Historikere og andre har forsøgt at underspille Jødefejdens omfang, styrke og betydning for jøderne. I historiebøgerne blev den omtalt som en mindre ballade. Det var nok fordi at det passede dårligt ind til vores ry som et tolerant samfund.
Vi vil jo helst se billedet af jøderne, der blev hjulpet over til Sverige af tusindvis af danskere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 10, 2021
Hvorfor fik Tønder først en dansk Borgmester i 1937?
Kigger man i historiebøgerne fra Tønder, så er det ikke altid man får den rigtige udlægning. Her kommer en mere nuanceret fortolkning af valget af borgmester i byen. I 1925 mistede tyskerne deres absolutte flertal. Socialdemokraterne fik en række fordele. Grundet dansk uenighed genvandt tyskerne i 1925 deres mandat. I 1933 var stemmesedlen ca. en meter lang. Socialdemokraterne kunne ikke støtte tyskerne og heller ikke de konservatives Andreas Andresen. Vi kigger også lige på politikerne dengang. Socialdemokraterne var urokkelige, men det var de borgerlige også. Tyskerne udnyttede den danske uenighed. Og så blev der atter tysk sejr. Stor skuffelse for Thorvald Petersen, der i 25 år havde kæmpet for de dansksindede. Men endelig i 1937 lykkedes det. Da holdt de dansksindede fast.
En forkert fortolkning
I 1920 var 76,5 pct. af de afgivne stemmer tyske. Derfor blev det til tyske borgmestre i en årrække. Men i 1933 var det dansk flertal, så hvorfor blev det så ikke en dansk borgmester?
Kigger vi i bogen ”Tønder gennem Tiderne” så får vi et helt forkert svar af situationen. Beskrivelsen af situationen er uheldigt farvet, mangelfuld og ensidig. Ansvaret for det manglende danske sammenhold bliver tilskrevet den socialdemokratiske byrådsgruppe. Gruppens manglende danske sindelag er utallige gange blevet fordømt i historiebøger og i foredrag.
En mere nuanceret fortolkning
Ingolf Haase har haft en mere nuanceret tilgang til at beskrive historien. Han har kigget i datidens aviser og andre kilder. Her får vi et andet billede af borgmestervalget. Dette er også videregivet i den nyere byhistorie.
I 1989 resulterede Kommunevalget i Tønder i et overraskende valgteknisk samarbejde mellem Slesvigsk parti og Socialdemokraterne. Her følte Venstre sig snydt. Men det gjorde de også i 1933.
Dengang mente de, at de havde sikret sig den første danske borgmester siden ”Genforeningen”. Men sådan kom det slet ikke til at gå.
I 1925 mistede tyskerne deres absolutte flertal
Allerede i 1925 mistede tyskerne deres absolutte flertal i byrådet. Tyskerne fik syv mandater mod seks danske borgerlige og to socialdemokrater. Endnu i 1925 stillede Socialdemokraterne op i en fælles dansk – tysk liste. Det gav valg til den danske spidskandidat, sagfører Bundgaard og til den tysksindede kandidat, murer F. Hecht.
Sammen med den tyske socialdemokrat var tyskernes flertal dog igen sikret., og det samme var borgmesterposten. Den ville også være gået til tyskerne, såfremt Socialdemokraterne havde forholdt sig neutrale i borgmesterspørgsmålet som oprindelig var meningen.
Socialdemokraterne fik en række fordele
Ved i sidste ende af det alligevel uundgåelige valg af den tyske borgmester, opnåede Socialdemokraterne en række politiske indrømmelser. De fik bl.a. en plads i byens magistrat, der nærmest svarer til vore dages økonomiudvalg – dog med langt videre beføjelser.
Og det kan godt være at socialdemokraterne og spidskandidaten Bundgård i særdeleshed måtte høre en del for dette. Det har sikkert også kostet en række tilrejsende danskers arbejderstemmer.
1929 – Tyskerne genvandt deres mandat
På grund af åbenlys splittelse i den danske lejr genvandt tyskerne i 1929 det mandat, der blev tabt fire år tidligere. De fik det absolutte flertal i byrådet. For danskerne var det skuffende.
Kort før valget var de konservative sprunget fra et samarbejde med de borgerlige om dannelsen af en fælles liste. Årsagen var måske et taktisk spil om borgmesterposten. Ville de konservative gået med i fælleslisten havde måttet overlade borgmesterposten til listens spidskandidat, danskernes mangeårige førstemand, bagermester Thorvald Petersen. Valget gik dog helt anderledes. De konservative blev valgets store taber. De gik tilbage fra tre til to mandater.
1933 – Stemmesedlen en meter lang
Op til valget i 1933 syntes danskerne overhovedet ikke at have lærte af erfaringerne fra de tidligere valg. I stedet for en samling af alle danske lister blev nu også fælleslisten delt i rene partilister. Stemmesedlen blev dermed over en meter lang. Det var muligvis Danmarks længste ved det valg.
Den rummede ikke mindre end ni lister med over 100 navne. Mellem de fire borgerlige lister, Venstre, de konservative, de radikale og den såkaldte ”upolitiske” liste af partiløse blev der indgået et listeforbund.
Valget forløb som ventet af de fleste. Tyskerne fik som spået den lille tilbagegang, der bevirkede at de mistede det mandat, de havde genvundet i 1929. Den eneste overraskelse bestod i, at tyskernes mandat ikke gik til det borgerlige listeforbund, som disse havde håbet. Det gik i stedet stil socialdemokraterne som nu stillede op på en ren dansk liste. Socialdemokraterne gik frem fra to til tre mandater.
Byrådet kom herefter til at bestå af syv tysker, to venstrefolk (fri Borgerlige), en radikal, to konservative og tre socialdemokrater.
Socialdemokraterne kunne ikke støtte tyskerne
Før valget havde socialdemokraterne udtalt, at de på baggrund af begivenhederne i Tyskland med den fremstormende nazisme og det efterhåndende rungende krav om en grænserevision, under ingen omstændigheder kunne støtte den tyske gruppe eller valget af en tysk borgmester. Derfor varslede byrådets ny konstellation det længe ventede nationale borgmesterskifte.
Hvem var politikerne?
Men hvem var de andre danske politikere og hvem var tyskernes kandidat? Det var den konservative spidskandidat bankdirektør Andreas Andresen, der siden 1925 havde været viceborgmester i byen. Han var den danske gruppes leder i nationale spørgsmål. Den 1. april 1901 havde han fået ansættelse ved Folkebanken i Aabenraa. I efteråret blev han knyttet til den nyoprettede Tønder Landmandsbank. I 1922 var han kommet i byrådet.
Bagermester Thorvald Petersen fra Venstre var både salsdig og socialt interesseret. I 1905 nedsatte han sig som bagermester i Tønder. I 1919 kom han i byrådet. Han havde et tolerant syn og havde tilhængere i begge lejre. Han blev betegnet som en slider.
Så havde vi også den meget dynamiske radikale skolelærer, Alfred Torp som vi tidligere har skrevet om.
Johannes Thomsen var gennem årene en respekteret og vellidt borgmester i Tønder. Han var som vi i tidligere artikler har skrevet om søn af købmand Caspar Thomsen. Han var en usnobbet personlighed, der formodede at opretholde et godt arbejdsklima mellem byrådets medlemmer.
Socialdemokraterne var urokkelige
Fra borgerlig side havde man besluttet ikke at give socialdemokraterne noget som helst. Man mente at de skulle komme til dem.
Få dage før valget meddelte socialdemokraterne da også, at de ville støtte en dansk borgmester. Den borgerlige gruppe havde valgt at pege på bankdirektør Andreasen. Men ham kunne socialdemokraterne ikke støtte. De så hellere, at Thorvald Petersen blev valgt. De mente at hvad H.P. Hanssen var for østkysten, det var Thorvald Petersen for vestkysten.
De borgerlige ændrede ikke noget som helst. Nu regnede man det for givet, at socialdemokraterne i sidste øjeblik alligevel ville pege på Andresen. Men socialdemokraterne var urokkelige. Det blev også meddelt den borgerlige gruppe aftenen før borgmestervalget.
Første afstemning var forudsigeligt. Der var syv stemmer til den tyske kandidat Thomsen, fem til Andresen og tre til Bundgaard.
Tyskerne udnyttede dansk uenighed
Nu blev Thorvald Petersen foreslået. Også i den tyske gruppe var sympatien for denne større end den mere firkantede Andresen. Tyskerne bad nu op en fem minutters pause. De så nu muligheden for at få Thomasen genvalgt på grund af dansk uenighed.
Dette resulterede så i at man fra dansk side nu pludselig fastholdt Andresens kandidatur. Det var de konservative, der foreslog dette. I raseri over dette kom der så et forslag om sagfører Bundgaard fra socialdemokraterne, men denne fastslog at han ikke var på valg, men fastholdt Thorvald Petersens kandidatur.
Ved den efterfølgende skriftlige afstamning faldt der syv stemmer på Thomsen, fire på Andresen tre på Thorvald Petersen og en på Bundgaard.
Tysk sejr
Efter reglerne gik Thomsen og Andresen som de to med de højeste stemmeantal videre til tredje og sidste afstemning, hvor kandidaten med det højeste stemmeantal blev valgt til byens borgmester.
Socialdemokraterne, der havde bebudet at de ikke kunne stemme på Andresen, stemte blank. Dermed blev den tyske Johannes Thomsen atter valgt som borgmester.
Havde i 25 år kæmpet for danskheden
Der var stor skuffelse i de danske kredse i Tønder. På nær den lokale konservative presse repræsenteret ved Jyske Tidende haglede kritikken ned over den fejlslagende konservativt – radikale taktik.
Thorvald Petersen måtte være den mest skuffede for i mere end 25 år at have kæmpet for en dansk sejr i Tønder. Ved valget havde Thorvald Petersen fået tre gange så mange personlige stemmer som Andresen.
Endelig i 1937 havde de dansksindede fundet sammen
Endelig i 1937 havde man fundet sammen i en fælles borgerlig fællesliste. Denne listemedlemmer kunne endda enes om at gå i valgforbund med socialdemokraterne. Forud var der gået mange seje forhandlinger. Og endelig lykkedes det at blive enige om at samles om en dansk spidskandidat. Holger Jepsen blev dansk borgmester ved valget.
Sagfører Bundgaard boede i Humlekærren på Lille Torv. Han var i mange år Socialdemokratiets førstemand. Hans sagførervirksomhed blev i 1937 overtaget af Holger Jepsen, der i dette år blev den første danske borgmester. Han var dog ikke Socialdemokrat men Konservativ.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 8, 2021
Mosaisk Nordre Begravelsesplads på Nørrebro
På Møllegade ligger en sand kulturperle. Vi kigger lidt på ritualerne. Man skulle begraves inden for 24 timer. Det hele startede med et gravsted på Nørre Fælled. Ligfølget blev generet af ”kedelige typer”. De portugisiske jøder lagde gravstenene ned. Man fik kapel og eget lazaret. Og så klagede man til kongen. Engelske soldater blev begravet her i 1807. Pladsen er blevet udvidet hele 8 gange. Man lægger en lille sten og ikke blomster. I 1852 mente Melchior, at nu skulle der ryddes op. Her er 5.500 gravsteder. Vaskehuset blev revet ned for at give mere plads. Cementunderlag etableres. Nervøsitet ved genåbning. Vi besøger lige nogle af de kendtes gravsteder: Brødrene Bing, Niels Bohrs forældre, Edvard Brandes første hustru, Familien Melchior, Victor Borges farfar og Johanne Louise Heibergs mor.
En kulturperle
På en af Nørrebros ældste gader befinder der sig en sand kulturperle. Nemlig Mosaisk Nordre Begravelsesplads.
Begravelsespladsen ligger i Møllegade. Den var oprindelig en del af Jagtvej, der blev etableret kort efter bygningen af Ladegården i 1620 for at give kongelige jagtselskaber en let vej til Store Vibenshus, hvorfra de så fulgte Lyngbyvej til Jægersborg Dyrehave eller Frederiksborg Slot i Nordsjælland.
Den sydvestlige del af gaden blev bedre kendt som Jødevej, fordi den lå ved den jødiske begravelsesplads. I 1831 var det kun en af tre sidegader til Nørrebrogade. Den nordøstligste del blev kaldt Sandgravervej efter de sandgrave, der lå hvor Den Gamle By nu ligger. Sandet blev brugt til hvidskure gulve med. Gaden fik sit nuværende navn i 1858.
Ritualerne
For at forstå kulturen bag det hele, starter vi lige med ritualerne. De jødiske ritualer omkring død, begravelse og sorg er blevet opretholdt gennem årtusinder og bliver stadig overholdt i dag. Jødedommen sætter livet højere end noget andet. Men samtidig ser man ikke døden som en tragedie. Døden er en naturlig proces. Et menneskes død betragtes som en overgang fra den fysiske verden til en åndelig verden. Døden er ikke et afsluttet kapitel, men en midlertidig afsked.
Mænd bliver svøbt i deres bedesjal og inden kisten lukkes strøes en smule jord fra Israel over øjne og hjerte.
Det er et særlig jødisk begravelsesselskab der klargør den døde. Denne gerning anses for blandt de fornemste handlinger som et menneske kan gøre for sine medmennesker. Dette foregår i dyb respekt for den afdøde.
Ifølge ortodoks jødisk praksis bliver den afdøde begravet. Man anvender ikke ligbrænding, fordi det er vigtigt at kroppen hviler i fred, så den kan genopstå ved tidernes ende. Med dette som baggrund taler man i jødedommen om evig gravfred. Derfor sløjfes en grav aldrig.
Kremering og nedsætning af urner er dog i dag en mulighed for danske jøder på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.
Det betragtes som en god gerning – en mitzvah – at møde op til en begravelse og være med til at følge den døde til graven.
Derefter holder man normalt syv sørgedage, der hedder ”shivah”. Her modtager man besøg, hvor gæsterne eventuelt medbring mad men ikke blomster. Inden for et år sætter man en gravsten.
Man skal begraves inden for 24 timer
De første jøder var sefardiske jøder, som Christian den Fjerde inviterede til at bosætte sig i Glückstadt i Holsten. I 1676 Blev Israel Salomon Levi der var den første jøde, der bosatte sig i København.
Københavns jødiske historie kan ledes tilbage til 1676, da juveleren Israel Salomon Levi bosatte sig i byen. Han døde tre år senere og blev begravet tre år senere på den nærmeste jødiske begravelsesplads. Og det var i Altona en forstad til Hamborg i Holsten.
Det var lidt af et problem, for i jødedommen skal man begraves inden for 24 timer. Og det var jo så godt som umuligt med datidens transportmidler. Måske har dette fået ansporet menigheden til egen begravelsesplads i takt med at de tiltog i størrelse. Man måtte dog endnu et par år drage den lange vej til Altona.
En begravelsesplads på Nørre Fælled
Den 16. december 1684 gav Christian den Femte sin hofjuveler Meyer Goldschmidt fra Hamborg tilladelse til at afholde gudstjeneste i sit hjem i Rådhusstræde bare han ikke generede naboerne. Dermed blev den første jødiske menighed i Danmark til.
Først den 29. august 1694 fik man tilladelse af Københavns Magistrat til at købe et stykke jord uden for byen på Nørre Fælled, hvor man kunne anlægge en begravelsesplads. Da pladsen blev anlagt, var der allerede en gravsten på stedet. Den tilhørte føromtalte Israel Salomons søn, David Israel.
Han blev begravet her den 5. september 1693. Magistraten havde dengang givet tilladelse til at man måtte blive begravet uden for Københavns volde. Stenen over hans grav er stadig bevaret og er dermed den ældste gravsten på pladsen.
Der blev udstedet et skøde på 2.500 kvadratalen på:
Det var lige i nærheden af Lille Blegdams Mølle.
Generet af kedelige typer
I 1704 fik begravelsespladsen et hegn og en opsynsmand fik sin egen bolig. Jødernes begravelser blev også forstyrret og følget generet af kedelige typer. Pladsen lå dengang åben og ubeskyttet. Der var hærværk mod gravstene allerede dengang. Man søgte kongen om tilladelse til at indhegne stedet.
Næsten alle gravsten til omkring 1700 er af sandsten og har samme højde og form – bortset fra at nogle er sunket. Alle grave vender mod øst – mod Jerusalem. Jødisk skik siger, at alle er lige i døden. Den rige skal ikke være finere end den fattige.
De portugisiske jøder lagde gravstenene ned
Visse gravsten ligger ned. Under dem hviler jøder af portugisisk afstamning, som også i København ønskede at holde fast ved de portugisiske jøders skik. Gravstenene skulle ligge ned.
Dette vakte forargelse blandt Københavns jøder af nordtysk afstemning som plejede at have stående sten. De portugisiske jøder købte derfor i 1715 deres egen begravelsesplads i Møllegade og stenene blev lagt ned. Med tiden blev denne del indlemmet i det samlede område.
Kapel og eget lazaret
Det nye kapel kom menigheden til gode ikke blot ved begravelserne men også ved den store pest i 1711. De få sygehuse og lazaretter, der blev indrettet, var hurtig overfyldt og måske slet ikke åbne for jøderne.
Derfor ansøgte forstanderne om tilladelse til at føre de pestsyge jøder ud til menighedens eget lazaret, der var blevet indrettet i kapellet. De fik tilladelsen og lov til at begrave de pestdøde på begravelsespladsen.
En klage til kongen
Et af ofrene for pesten, Jacob Franco gav i øvrigt i flere år efter anledning til en strid inden for menigheden, idet hans sønner lod mindestenen lægge ned over faderens grav. Sådan var det jo skik og brug blandt de portugisiske jøder, har vi lige hørt. Men menighedens ældste, der tilhørte de højtyske jøder forlangte stenen rejst ved gravens hovedende. I 1718 blev der sandelig klaget til kongen. Og da der ikke var nogen fortilfælde, forlangte kongen, at den skulle stå op.
Ligfølge – selskab
I de første mange år var det ofte svært for de efterhånden 150 jødiske familier i København at få nok til at følge kisten fra hjemmet og den lange vej ud til begravelsespladsen. I 1768 stiftede Tobias Abraham derfor ”Ligfølge – selskabet”. Dette skulle sikre at et tilstrækkeligt antal frivillige fulgte de afdøde til begravelsespladsen. Selskabet holder fortsat traditionerne i hævd den dag i dag.
Da engelske soldater blev begravet
Seks engelske soldater er ved en fejl begravet i udkanten af den jødiske begravelsesplads. Det skete under den engelske besættelse i 1807 og afspejler krigens anarki.
Forstanderskabet for det jødiske begravelsesselskab henvendte sig til myndighederne for at lade ligene grave op, da besættelsesmagten var draget bort. Man mente, at de 6-8 englændere skulle begraves på en kristen kirkegård. Men sundhedskollegiet modsatte sig dette og gravene ligger der endnu. På overrabbiner Gadalias forlangende blev der sat et gitter i omkring gravene. Men det har været forsvundet i mange år.
Bombardementet dengang ramte også flere af stenene. Andre sten blev væltet af besættelsesmagten dengang. Engelske soldater var hoppet over rækværket og morede sig med at vælte gravstene og ødelægge andre. Disse soldater havde kvarter i nærheden og fornøjede sig på denne måde.
Udvidet otte gange
Siden 1694 er begravelsespladsen udvidet otte gange. I 1800 henvendte repræsentanter sig til magistraten om opkøb af endnu et stykke jord nærmest det sidst erhvervede. Da det mødte modstand, gik repræsentanterne direkte til den gartner, der havde jorden i fæste og købte ca. 3.600 m2 for 2.000 rigsdaler.
Det modsatte Magistraten sig også. Den og ikke fæsteren var den rette sælger og man forlangte en høj pris. Repræsentanterne syntes at have haft god tid for de indrettede den ny plads. Så truede kæmneren med at indkalde dem for forligskommissionen. Først da indvilligede de i at betale. Skødet blev udstedt i 1805.
I en anordning af 29. marts 1814 blev pålagt jøderne i Danmark at føre autoriserede kirkebøger på dansk. Men allerede i 1771 havde menigheden begyndt at føre en begravelsesprotokol på hebraisk.
Den femte udvidelse
Den femte udvidelse fandt sted i 1831, da menigheden købte et grundstykke på ca. 1.700 m2 af Magistraten.
Pladsen bag kapellet blev forbeholdt barnegrave. Der findes ikke mange af de gravsten bevaret. Blandt de mest fremtrædende medlemmer af menigheden, der fandt deres sidste hvilested på denne del af begravelsespladsen kan nævnes finansmanden hofråd, David Amsel Meyer. Han stiftede mange legater af hvis midler Mosaisk Drengeskole i 1805, Carolineskolen i 1810 og Meyers Minde i 1825 blev oprettet.
Overrabbiner Abraham Gedalia ligger her og etatsråd M.I. Nathanson, der var købmand, nationaløkonomisk forfatter og redaktør af Berlingske Tidende. I mange år stod han i spidsen for Drengeskolen og Carolineskolen.
Det sidste jordlod blev opkøbt i 1855. Det var to år før Københavns volde blev nedlagt. Til sidst var man oppe på 13.500 m2.
En mere personlig stil
I midten af 1800-tallet ville det jødiske borgerskab have en mere personlig stil. De lod sig inspirere af stilen på de danske kirkegårde. De foretrak en tekst på dansk på dansk eller måske en blanding af dansk og hebraisk. Møllegade fik en mere mangfoldig stil. Gravstenene kunne være store og kostbare blandt velhavende familier.
Lidt af den gamle lighedstanke har dog overlevet. Alle begraves i dag ved en jødisk begravelse i samme enkle, umalede kiste og svøbt i hvide klæder.
Man lægger en lille sten – ikke blomster
På jødiske begravelsespladser lægger man typisk heller ikke blomster. Man skaber ikke små haver omkring gravstenen. Besøgende lægger blot en lille sten på graven som tegn på, at de har besøgt den.
Et par hænder med delte fingre fortæller, at den afdøde var kohanit. Det vil sige en efterkommer af tempelpræsterne. Man ser deres hænder strakt frem for at lyse velsignelsen over menigheden.
Et vandfad eller en kande fortæller, at her hviler en afdød af Levi stamme. Levitter vasker nemlig kohanitters hænder inden velsignelsen.
Nu skulle der ryddes op
I 1852 kom der et forslag fra Moritz G. Melchior til:
Overrabbineren godkendte dette under forudsætning at ingen grave blev opgravet. Der måtte heller ikke fjernes noget fra gravene. Men nole af medlemmerne var imod forandringerne. Det resulterede så i at man kontaktede Kirkeministeriet. De godkendte anlægsarbejdet. Efter flere skærmydsler i menigheden kunne istandsættelsen gennemføres.
To opsynsmænd vågede over, at arbejderne holdt sig strengt til deres instruks ved anlæggelse af nye veje og gange. Buske og træer, der voksede uden plan og pasning blev fjernet. Der blev nu ansat en gartner til vedligeholdelse.
5.500 gravsteder
Inden for få årtier blev den ene ejendom efter den anden bygget omkring pladsen. Nørrebro var en realitet. Hermed var det slut med udvidelsesmuligheder. Mosaisk Trossamfund måtte tænke i nye baner. Løsningen blev oprettelsen af Mosaisk Vestre Begravelsesplads i 1886, der er beliggende på Vestre Kirkegård.
Efter 1886 er der dog foretaget 300 begravelser på pladsen i Møllegade. Det var reserverede familiegravsteder. Den sidste begravelse blev foretaget i 1967.
Der findes 5.500 gravsteder på Mosaisk Begravelsesplads, hvoraf 4.700 kan identificeres. Tilbage står ca. 2.800 gravsten. Blandt disse møder man mange betydelige, centrale og vigtige skikkelser i dansk jødisk historie.
Efter jødisk skik sløjfer man nemlig aldrig en grav. Graven er den afdødes evige eje. Derfor kalder man begravelsespladsen på hebræisk for ”beit olam”, oversat ”evighedens hus”.
Der fandt en masse begravelser sted i 1700 – tallet, som vi ikke kender noget til i dag.
Vaskehuset rives ned for at gøre mere plads
I 1804 måtte vaskehuset rives ned for at give plads til flere begravelser. I 1873 blev den nuværende inspektørbolig samt kapel opført. Det nuværende gangsystem stammer fra 1886. I 1929 blev kapellet revet ned og den nuværende have etableret.
Cementunderlag etableres
Opfyldt jord egner sig naturligvis ikke til en begravelsesplads, hvor man ønsker grave og mindesten bevaret til evig tid. De fleste gravsten sank efterhånden ned i jorden. Derfor lod Repræsentantskabet dem omkring 1905 hæve og rejst på cementunderlag. Det er dog endnu en del sten, hvor kun halvdelen rager op af jorden.
Nervøsitet ved genåbning
Københavns Kommune har bekostet en million kr. til at renovere Begravelsespladsen. Af respekt bede de besøgende om ikke at forlade de markerede stier.
Inden planerne for genåbningen var der en vis nervøsitet i de jødiske kredse. Det var på det tidspunkt, hvor der var forvirrede unger, der ikke kunne kende forskel på danske jøder og israeler, som man udtrykte det. Nogle mente, at det ikke var nogen grund til at gøre opmærksom på, at der her ligger jøder begravet.
Stedet blev netop lukket fordi man frygtede hærværk. Det var i en periode med stærk anti – israelsk kritik. Jøder har dog altid haft mulighed for adgang.
Praktiserende jøder vil altid bære en kippa (jødisk hovedbeklædning) af respekt for stedet. Har man ikke været på begravelsespladsen i 30 dage vil man også bede en bestemt bøn.
Brødrene Bing
På kirkegården ligger bl.a. Herman Bing, der i 1853 sammen med Frederik Vilhelm Grøndahl grundlagde porcelænsfabrikken Bing og Grøndahl. I 1895 udgav de verdens første juleplatte ”Bag de frosne ruder”. De jødiske Bing – brødre var meget aktive i Det Mosaiske Troessamfund.
Niels Bohrs forældre
Fysikeren Niels Bohrs forældre ligger her. Og det gør forfatteren Simon Levin også. Det var ham, der oversatte børnebogen Den Store Bastian til dansk i 1847.
Edvard Brandes første hustru
Her ligger Edvard Brandes første hustru, Harriet Salomonsen. Han var bror til Georg Brandes. Hun begik selvmord i 1879. Hun havde været hendes mand utro og kunne ikke rigtig finde ud af det. Hun var ung og smuk og kun 15 år, da de bliver gift.
Men så dukkede komponisten Viktor Bendix op. Hun blev forelsket i ham Han skulle undervise hende i klaverspil og det gik hedt til. Så hun læste problemet, da manden får at vide, at hun har været utro ved at drikke gift og bliver begravet her.
Familien Melchior
Her finder man også familien Melchiors familiegravsted. Det var Moritz G. Melchior og hans hustru Dorothea, der tog sig af H.C. Andersen. De havde vinterbolig på Højbro Plads men sommerbolig på Østerbro. Og det var her i Rolighed at H.C. Andersen var en flittig gæst. Det var her han tilbragte sin sidste tid. Dette har vi tidligere berettet om her på siden.
Victor Borges farfar
Så ligger her en mand, der hedder Nathan Rosenbaum. Gravstenen var tidligere sunket så meget ned i jorden at man ikke kunne se navnet. Nathan Rosenbaum er farfar til Victor Borge. Da stenen blev fundet, blev Victor Borge kontaktet og spurgt om han ville betale for en istandsættelse. Han blev ellevild og sagde ja. Han har da også været på besøg på kirkegården.
Johanne Louise Heibergs mor
Johanne Louise Heibergs mor ligger her også. Hun hed Henriette Pätges. På vores side kan du læse 2- 3 artikler om denne familie. Henriette Pätges var teltholder på Bakken. Hun havde også et værtshus på Nørrebro, Lille Ravnsborg og var gift med Christian Pätges.
Henriette var jøde og Christian var kristen (katolik). Før 1814 måtte kristne og jøder ikke gifte sig med hinanden. De måtte heller ikke have sex. Men i 1803 fik de en datter.
Parret blev gift i 1804 og fik otte børn. Johanne Louise blev døbt i Sankt Petri kirke i 1813. I 1816 flyttede Henriette til Aalborg for at ernære sig med madpension for Anden Jyske Regiments officerer.
Faderen viste ringeagt over for jøder. I et raserianfald kaldte han Henriette for ”Jødetøs” Generelt blev jøder behandlet med foragt.
Mod slutningen af sit liv ønskede Henriette at blive kristen. Hun kontaktede n præst med han afviste at døbe hende. Johanne Louise betalte for vedligeholdelsen af gravstedet.
Kilde:
April 5, 2021
Revolutionen i Tønder
Der var flådestation i Sønderborg og Zeppelinbase i Tønder. Det havde effekt for revolutionen i Nordslesvig. Militærdiktatur i Tyskland. Den tyske disciplin var ved at smuldre. Oprøret startede i Wilhelmshafen og Kiel. Kejseren abdicerede. Tønder var det sted revolutionen startede. Møde på Tonhalle. Borgmesterfruens røde underskørt måtte ofres. Landråd Böhme ville gå selv. Vagter ved byens livsvigtige funktioner. Oprøreret på Sild blev styret fra Tønder. Wienecke var den absolutte leder. Matroserne oprettede hjemsendelseskontor i Tønder. Arbejderrådene holdt længst Revolution i Højer. Landråd Böhme var stærkt irriteret. De tyske embedsmænd fik problemer. Forstærket bevogtning langs grænsen. Det var ikke slut i Tønder. En effektiv strejke. Nederlag for militæret og embedsmænd. Politiet ville ikke blande sig i arbejderkamp med det ville dragonerne. Uden lovhjemmel blev arbejderlederne i Tønder udvist. Det danske borgerskab i byen jublede. Wienecke endte i KZ – lejr og blev murer i DDR.
Flådestation og Zeppelinbase
I 1910 blev der oprettet en stor ny flådestation i Sønderborg og i starten af krigen blev zeppelinbasen oprettet nord for Tønder. Disse to ting fik betydning for revolutionen i Sønderjylland.
Militærdiktatur i Tyskland
Efter revolutionen i Rusland i oktober 1917 og freden mellem Rusland og Tyskland flyttede det tyske militær sine tropper fra Østfronten til Vestfronten. Revolutionære, antimilitæriske og pacifistiske tanker fulgte med.
I sommeren 1918 var Østrig-Ungarn bankerot, millioner sultede.
I Tyskland havde general Ludendorff nærmest indført militærdiktatur. Krigspropagandaen blev forstærkedes og militæret oprettede filmselskabet UFA. Strejkende kom for en militærdomstol og der blev opfordret til stikkeri i civilbefolkningen. Alligevel bredte krigstrætheden og oprøret sig.
Den tyske disciplin var ved at smuldre
På hjemmefronten var den jernhårde tyske disciplin ved at smuldre. Først på året havde det været massestrejker på ammunitionsfabrikkerne i de fleste af Tysklands store byer og industriegne. Under disse dannede arbejderne for første gang lokale arbejderråd.
Ved selve fronten løftede håbløsheden og trætheden sig til åbne oprørsforsøg. Et mytteriforsøg i flåden i juli måned blev nedkæmpet. To af deres førere blev skudt til skræk og advarsel.
Oprøret startede i Wilhelmshafen og Kiel
Den 28. oktober mente von Hiper, at den tyske flåde skulle udkæmpe et sidste ærefuld slag mod englænderne, selv om krigen var tabt. Men beslutningen førte til lydighedsnægtelse og mytterier på flere skibe i Wilhelmshafen. Matroserne var trætte af at være slagtefår.
Kejserrigets endelige dødsstød kom, da marinerne i Kiel gjorde oprør. Det var den 3. november og flere omkom i sammenstød. Her var matroserne også trætte af at bevæge sig ud på selvmordstogter.
Efter at have gæret voldsomt i flere dage bryder revolutionen ud den 5. november. Herefter breder den sig med fængslende hast over hele Tyskland. Allerede den 9. november kunne socialdemokraten Philip Scheidemann udråbe den tyske republik.
Kejseren abdicerede
To timer senere udråbte Karl Liebknecht den frie socialistiske republik fra balkonen på slottet i Berlin. Scheidemann blev republikkens første præsident. Den tidligere sadelmager Fritz Ebert indtog posten som statsminister. Den tyske kejser Wilhelm måtte abdicere og begav sig i landflygtighed.
Tønder var først i Nordslesvig
Også i Nordslesvig var jorden gødet for revolutionen. Som en slags nabo til Kiel var det ikke længe inden udviklingen nåede hertil.
Som en af de første Nordslesvigske byer kom Tønder under de røde faner. Allerede i dagene 5. og 6. november var der på luftskibsbasen oprettet arbejder- og soldaterråd blandt marinesoldaterne under ledelse af overmatros Alexander Leppert.
Den 7. november om morgenen skred rådet og marinesoldaterne til handling – officererne blev afvæbnet og våbenmagasinerne brudt op. Selv om magtovertagelsen forløb uden besvær forberedte man sig på det værste. Bagefter kunne Leppert fortælle, at det kun tog 3 ½ time at gennemføre nyordningen.
Da der næste dag ankom en lastbil fra Kiel med skarpt- bevæbnede marinesoldater kunne disse bare konstatere, at deres påtænkte opgave allerede var udført af luftskibsbasens eget mandskab.
Mødet på Tonhalle
Dagen efter om morgenen stiftede byen for første gang mere håndgribeligt kendskab til marinesoldaternes magtovertagelse. Tidligt om morgenen var der overalt i byen blevet omdelt og opslået røde plakater – et opråb med følgende tekst (her oversat til dansk):
Borgmesterkonens underskørt måtte ofres
Som et andet tegn på revolutionen blev en rød fane flere gange ført i optog gennem byen. Senere på dagen blev der rejst røde faner på posthuset, Rigsbanken, jernbanestationerne og Rådhuset,
Det pludselige behov for rødt klæde til de revolutionære faner gav store problemer. Indtil der var skaffet faner ude fra, måtte man nøjes med de røde stykker, der kunne flænges ud af det sort – hvid – røde prøjsiske rigsflag, hvoraf der til gengæld fandtes et stort antal. Myterne fortæller at borgmester Poulsen måtte ofre fruens underskørt til formålet.
Landråd Böhme ville gå selv
På mødet i Tonhalle kl. 12 konstituerede arbejder- og soldaterrådet sig endeligt. Dog blev der rokeret rundt på medlemmer og poster de nærmeste dage og måneder. Denne formelle konstituering blev samme eftermiddag offentliggjort ved en parade på Torvet, der samtidig skulle understrege de nye omvæltninger.
På Torvet var der holdt en firkantet plads fri, flankeret af tredobbelte rækker af marinesoldater med opplantede bajonetter. En bil med røde standere var blevet sendt efter landråd Böhme, der var den højeste prøjsiske embedsmand.
Da landrådens ankomst trak ud, blev de ryderligere sendt fire soldater af sted for at skynde på. Det viste sig, at han havde værget sig ved at komme under bevogtning. Han erklærede, at han kun ville følge med til Torvet, såfremt han kunne bevæge sig dertil uden ledsagere.
Soldaterne tog ikke mere voldsomt på tingene, end at de lod ham gå gennem byen alene og selv sluttede op noget efter ham.
Også politimesteren var blevet hentet. Foran folkemængden på Torvet måtte de to højtideligt erklære, at de ikke ville modarbejde revolutionen.
Vagter ved byens livsvigtige funktioner
Efter paraden fortsatte mødet i Tonhalle, hvor der blandt andet valgtes tilforordnede til landråd og borgmester. Også de kommende dage blev der holdt en mængde møder på rådhuset af de nye magthavere.
Bortset fra de overnævnte episoder, var der ikke andre ydre tegn på revolutionen for den almindelige borger. Marinesoldaterne udførte på almindelig vis, som før revolutionen de daglige bevogtningsopgaver og visiteringer.
Dog var der også opstillet vagter ved byens livsvigtige funktioner som el-, gas – og vandværket. Også på soldaternes uniformering var der tegn på omvæltningen. Alle kokarder og distinktioner var fjernet. Den kendte og forhadte pikkelhue blev erstattet af den mere behagelige felthue.
Revolutionen bredte sig til Vestslesvig
Et par dage senere blev uniformskravet dog igen skærpet i et opslag fra arbejder – og soldaterrådet. Alle revolutionens sympatisører blev opfordret til at bære et rødt bånd om armen.
De forskellige råd garanterede udbetalinger af lønninger og forsyningssikkerhed af gas, elektricitet og levnedsmidler. Der blev udstedt forbud mod utidig brug af skydevåben. Der blev pålagt civilister at aflevere deres våben.
Fra luftskibsbasen i Tønder bredte revolutionen sig til det øvrige Vestslesvig. Den 9. november om aftenen blev et halvt hundrede sværtbevæbnede marinesoldater fra basen i Tønder sendt til Skærbæk. Her mødte de op hos amtsforstander Jürgen Eriksen. Der blev bekendtgjort, at byen nu befandt sig i revolutionsstyrkens magt.
Opstanden på Sild blev styret fra Tønder
Også opstanden i de militære forlægninger på Sild blev styret fra Tønder. Derfra havde man sendt sin vel nok mest ihærdige revolutionære skikkelse, mureren Heinrich Wienecke. Også her foregik revolutionen under hans ledelse ublodigt og problemfrit.
I den første del af revolutionen havde soldaterne blot to krav:
De tyske soldater i Nordslesvig kom fra hele Tyskland og ønskede ikke at blive længere end nødvendigt.
Wienecke – revolutionens leder i Tønder
Wienecke, der fra starten var Tønder – revolutionens ledende personlighed var født i Bremen. Moderen var tysk, faderen amerikaner. Med den baggrund lykkedes det ham ved krigens udbrud at blive erklæret statsløs og derved undgå indkaldelse til militæret.
I 1907 var Wienecke med blandt stifterne af den lokale socialdemokratiske forening. Selv om han fra starten var revolutionens drivkraft, var han ikke medlem af det første regulære arbejder – og soldaterråd. Et forhold, der formentlig skyldtes, at han på dette tidspunkt stadig var statsløs.
Dette forhindrede ham dog ikke i at indtage, vel nok rådets vigtigste funktion som tilforordnet for landråden. Det blev også Wienecke, som kom til at organisere kredsens landarbejder – og bonderåd i landdistrikterne, der var en pendant til byens arbejder- og soldaterråd.
Virksomhed begrænset
Som pressereferent og senere redaktør af arbejdernes eget dagblad ”Der Freie Arbeiter” repræsenterede han arbejderrådet ud af til. Ved det sidste af valgene til arbejder – og soldaterrådet overtog Wienecke endelig t formelt posten som rådets formand., den fjerde i rækken.
Efter at revolutionen var gennem ført i hele Nordslesvig og dagene gik, gled soldaterrådene efterhånden i baggrunden. Deres virksomhed var ret begrænset. De sørgede i de første måneder for den nødvendige bevogtning af de vigtigste bygninger og understøttede arbejderrådene i deres virksomhed navnlig ved, at de leverede den fornødne magtudfoldelse, hvis der en gang imellem var ønskeligt.
Hjemsendelseskontor i Tønder
I virkeligheden lå rådenes største indsats i, at de var en slags demobiliseringsmedhjælpere. Tønder oprettede som den eneste af de nordslesvigske købstæder et hjemsendelseskontor som hjalp med at skaffe alle ikke-hjemsendte de nødvendige papirer og derved spare dem en tilbagerejse til deres troppeafdeling for at blive hjemsendt.
En af grundene til soldaterrådenes svindende indflydelse var også, at de gamle garnisoner efterhånden blev opløst.
Arbejderrådene holdt længst
Heller ikke bonderådene fik stor og langvarig betydning. De blev nedsat i landsognene uden synderlig interesse herfra, men som et nødvendigt onde.
Hvor man ved soldaterrådenes oprettelse kunne tale om en spontan bevægelse var oprettelsen af landarbejder- og bonderådene i landdistrikterne fra begyndelsen dikteret fra højere sted. Rådenes opgave skulle først og fremmest være at organisere levnedsmiddeludskrivningerne, der i de krigsudpinte dele behøvede en effektiv organisation.
Naturligt var det arbejderrådene, der fik den største betydning og var længst i funktion.
Officielt fungerede de lige til den internationale kommission overtog alle styrende funktioner kort op mod indlemmelsen i Danmark. Men også deres betydning skrumpede meget ind. Men hele den første vinter var arbejderrådet i Tønder i funktion.
I Haderslev ville officererne ikke adlyde
Republikken Als var kun i funktion i tre dage. Du kan finde to artikler om dette tema her på siden.
I Haderslev nægtede officererne at adlyde. Så de fik lov til at tage hjem som civile. I løbet af få dage var der arbejderråd i 17 sønderjyske byer. Sammen med soldaterrådene erklærede de at have overtaget den offentlige magt.
Revolutionen i Højer
I Højer sendte man den offentlige udråber ud med tromme og bekendtgjorde følgende:
Næste dag samledes naturligvis byens befolkning på torvet. Det landstormkompagni, som var stationeret der marcherede ind på torvet klokken 12 og stillede op med kaptajnen foran.
Præcis klokken 12 kom der en lille afdeling marinere fra Flensborg og marcherede ind på pladsen. Lederen af marinerne gik helt hen til kaptajnen for landstormen og hev hans epauletter af og tog hans sabel fra ham. Dermed var revolutionen i Højer forbi.
Derefter skulle man i gang med at etablere et arbejder- og soldaterråd. Og det var fortsat marineren fra Flensborg, der styrede udviklingen. Han foreslog en bestemt lokal håndværker til at lede rådet. Men håndværkeren ønskede ikke at påtage sig hvervet, fordi det stred imod hans kristne overbevisning.
Landråd Böhme blev irriteret
I de første måneder gik rådene energisk til værks. De udsendte en række daglige bekendtgørelser.
Men rådene skabte stor irritation hos landråd Böhme. I begyndelsen af 1919 kom denne irritation til udtryk i form af en klage til regeringen. Landråden fik også ret i sin klage. Det skyldtes bl.a. at rådene havde forlangt kontrasignering og det gjorde hele arbejdsgangen for langsommelig.
Det betød at arbejderrådets tilforordnede mistede adgangen til byråds – og kredsudvalgsmøderne (amt)
De prøjsiske embedsmænd fik problemer
Den politisk drevne og administrative dygtige Wienecke voldte de prøjsisk – borgerlige embedsmænd store problemer. Dette bragte ham i en voldsom konflikt med disse kredse. I februar 1919 foranledigede et borgerudvalg da også, at der udstedtes en arrestordre mod ham for højforræderi. Sammen med nogle soldater fra luftskibsbasen skulle han have planlagt et oprør (Rosa Luxemburg og Karl Liebknechts gruppe).
I Tyskland blev alle arbejderrådene nedlagt i januar 1919 på initiativ af de tyske socialdemokrater. De hadede revolutionen som pesten og ønskede en tilbagevenden med den borgerlige stats almindelige magtstruktur med kommune og parlament.
Revolutionære socialister var begejstrede. Den danske socialist Marie Nielsen skrev:
Arbejderne i Tønder protesterede
Den socialdemokratiske forening i Tønder protesterede straks voldsomt mod arrestationen af Wienecke. Han blev hurtig frikendt og løsladt igen og genindsat i sine tidligere tillidshverv. Om han havde forbindelse til den lille kommunistiske celle, der eksisterede i Tønder i 1919 vides ikke.
Senere på sommeren forsøgte Böhme igen at slippe af med Wienecke. I første omgang lykkedes det for Wienecke at slippe for ham som tilforordnet. Men det afstedkom store arbejdsnedlæggelser i Tønder og demonstrationer. Böhme blev tvunget til at stillingen som forordnet ville være uændret i fremtiden.
Forstærket bevogtning langs grænsen
Efter 1920 var den danske regering og forsvarsminister Zahle stærk bekymret for den videre udvikling. Der blev placeret to rekylkorps langs grænsen.
Der havde været uro på kaserne i København og arbejderbefolkningen var stærkt utilfredse med livsbetingelserne. Politi og arbejder stødte sammen i ”Slaget på Grøntorvet”.
Fredeligt i Tønder
I Tønder gik det fredeligt til, men i Berlin og andre store tyske byer blev revolutionen kvalt i blod. Omkring nytår 1919 blev det tyske kommunistparti dannet med Rosa Luxemburg og Karl Liebknechrt i spidsen. To uger senere blev de myrdet.
Arbejder- og soldaterrådene blev ofte fra dansksindede kradse i landsdelen beskyldt for at være tyskorienterede. En beskyldning, der for Tønders vedkommende kan have sin rigtighed.
Det var ikke slut i Tønder
Men det var dog ikke slut i Tønder. Mærkelig nok så bliver disse episoder slet ikke omtalt, når man taler ”Genforening”. Der var et voldsomt oprør i de sønderjyske købstæder.
Overgangen til kronemønt betød betydelige prisstigninger på alle varer. Som en naturlig følge krævede arbejderne i Tønder og det øvrige Sønderjylland timelønnen hævet fra 1,60 til 2,00 kr. Herved ville timelønnen nærme sig niveauet i det øvrige Danmark.
Da man pure nægtede at efterkomme disse rimelige krav, erklærede et arbejderudvalg med Wienecke i spidsen generalstrejke i de fire sønderjyske købstæder fra den 4. juni 1920.
En effektiv strejke
Strejken var særdeles effektiv, især i Tønder. Alt var lammet på nær vandværk, posthus og jernbanen. Et forsøg fra borgerlig side på at indsætte politiet imod strejkevagterne på de kommunale værker, var ikke lykkedes.
Dagen efter brød militæret dog blokaden. Hertil så de danske dragoner modsat politiet sig ikke for gode. De danske soldater blandede sig i arbejderkampen.
Efter trusler fra de strejkende om at værkerne og kredshuset (amtshuset) ville blive stormet, såfremt militæret ikke blev fjernet, blev også store dele af byen omkring kredshuset afspærret af militæret.
Nederlag for militæret og embedsmænd
Da det senere på dagen viste sig, at det var bystyret og kun bystyret, der kunne kræve politi eller militærbeskyttelse af de kommunale værker, krævede magistraten efter korte forhandlinger med strejkelederne militæret fjernet. Det var et dundrende nederlag for militæret og de ledende embedsmænd.
Uden lovhjemmel blev arbejderledere udvist
Tydelig mærket af nederlaget, opfordrede de den fungerende landråd, greve O.D. Schack til at lade strejkelederne arrestere. Af frygt for blodsudgydelser afviste greven dog forslaget. Dagen efter udnyttede politimester Stemann et kort fravær af greven fra yen til fra anden side at indhente tilladelse til arrestationerne.
Arrestationen af Wienecke og tre andre af arbejdernes ledere fandt sted natten mellem den 6. og 7. juni. Herefter blev de uden varsel og lovhjemmel sammen med deres familier udvist og ført over grænsen til Flensborg med totalforbud mod nogensinde at rejse ind i Danmark igen. Dagen efter blev deres få ejendele ført samme vej på militære lastbiler.
Det danske borgerskab i Tønder jublede
Det danske borgerskab i Tønder jublede. Strejken varede endnu en uge efter Wieneckes og de andre leders arrestation, men blev derefter afblæst med løfte om, at kravene ville blive opfyldt. Der måtte dog mange nye kampe til, før det skete fuldt ud.
I KZ – lejr og DDR
Efter udvisningen slog Wienecke sig ned i Husum, hvor han videreførte en aflægger af sit arbejderdagblad fra Tønder. Kort efter gik turen til Hamborg, hvor han ligeledes blev redaktør for et arbejderblad.
I 1930’erne trodsede Wienecke forbuddet mod indrejse til Danmark og hjalp sine kommunistiske kammerater.
Senere endte han i KZ – lejre på grund af sit politiske arbejde. I 1950’erne tog han arbejde i DDR som murer.
Kilde:
April 3, 2021
Før Knivsbjerg – festerne
Man ændrede navnet. Og så var de stadig ”tyskerklippet”, sagde politiet. Siden 1843 havde man Skamlingsbanken. Et symbol på fortyskningspolitik. Farvet af nazismen. De tysksindede startede en hovedforening. En fest på Kalvø med tre hyldesttaler. Vi skal købe Knivsbjerg sagde pastoren. Og tre uger efter havde man gjort det. Festen sluttede kl. 24. 1.500 – 2.000 gæster var meget tilfredse. Skibsreder Jebsen blev den første formand for Knivsbjerg-Gesellschaft og sponserede en 25 meter høj flagstang.
Man ændrede navnet
Vi har tidligere omtalt Knivsbjerg, som samlingspunkt for de tysksindede i Nordslesvig. Vi har også omtalt mindestenene for de faldne.
Det er en række mindesten over de faldne soldater fra det tyske mindretal i de to verdenskrige. Tidligere kaldtes stedet ”Ehrenhain (æreslund), men det tyske mindretal omdøbte i 2012 stedet til Gedankstaätte (mindesmærke) for ca. 800 faldne under Anden verdenskrig med begrundelsen at ordet hænger skidt sammen med krigen. Enkelte af navnene er slettet efter at de senere (post mortem) er dømt for krigsforbrydelser.
De var stadig ”tyskerklippet”
Det var her at civilklædt dansk politi helt op til slutningen af 1960’erne overvågede, hvem der kom her. Officielt sluttede man overvågningen i 1955. I en rapport fra Knivsbjerg Festen i 1947 kan man læse:
Siden 1843 havde man Skamlingsbanken
Siden 1843 havde man nord for Kongeåen Skamlingsbanken. Og sådan et sted ville de tysksindede i Nordslesvig også gerne have.
Det lykkedes også at få sådan et samlingssted.
Et symbol på aggressiv fortyskningspolitik
I en tysk skildring kaldes det enorme monument, der blev opsat for:
H.V. Clausen kaldte det for:
– Moderne tysk kraftbarbarstil
Knivsbjerg blev et symbol på aggressiv fortyskningspolitik. Nu var det ikke alle, der syntes at den måde tyskerne behandlede danskerne på var i orden. Den unge teolog Johannes Tiedje gik stærkt imod den tyske ”rabalderpatriotisme”.
I 1919 var man godt klar over, hvilken vej det gik i Nordslesvig. Derfor blev den store Bismarck – statue og indskrifterne flyttet og opstillet på Aschberg ved Hütten nær Eckernförde.
Farvet af Nazismen
Fra midten af 1930’erne blev Knivsbjerg-møderne farvet af nazismen. Luftwaffe brugte stedet under besættelsen. Og stedet blev hadet af de dansksindede. Mellem den 15. og 16. august 1945 blev selve tårnet sprunget i luften af danske modstandsfolk. Dansk Politi gjorde ikke meget for at opklare sabotagen.
Årsagen til sprængningen må nok opfattes som en hævnakt og tak for sidst, fordi den tyske general Wrangel i sin sejrsrus den 20. marts 1864 havde strakt Skamlingsbank – støtten til jorden.
De tysksindede startede en hovedforening
Men hvordan startede det hele?
Efter 1864 gik der en del år, før man fra tyske side begyndte at germanisere området. Nu skulle danskheden bekæmpes. Det ville være nødvendigt at organisere sig både politisk og kulturelt.
De dansksindede udfoldede et rigt foreningsliv. Tyskerne havde et forbillede ”Den slesvigske Forening. Denne fik oprettet Skamlingsbanken.
Man startede i det små sidst i1880’erne ved at oprette mindre tyske lokalforeninger bl.a. i Sønderborg og Løgumkloster. Man savnede en koordinerende centralforening så man kunne få øget gennemslagskraft.
Efter at den kendte pastor Jacobsen fra Skærbæk og journalist W. Frölich fra Flensborg i efteråret 1890 havde udsendt indbydelser til alle de mest indflydelsesrige folk i administrationen, kommuneforstandere og større jordbesiddere mødtes 48 af de mest aktive og betydningsfulde tysksindede mænd fra hele Nordslesvig den 19. november 1890 på Junkers gæstgivergård i Toftlund. Mødet udmøntede i oprettelsen af:
En fest på Kalvø
Den første større foranstaltning, den nye forening fik sat i værk for at manifestere sig, var en indkaldelse af et stævne på Kalvø den 16. juli 1893. Hvorfor det lige var her, skyldtes de to små lokalforeninger i Hoptrup og Løjt, der var ophavsmænd til stævnet. Som bekendt ligger Kalvø midt imellem de to sogne.
I ugen op til havde man masser at se til. Der var opstillinger og udsmykning. Restaurations – og dansetelte skulle etableres. Og en tribune, hvor de tre hovedtalere skulle udfolde sig, skulle også opbygges.
Bag talerstolen var der ophængt billeder af det tyske kejserpar omgivet af forskellige våbenskjolde. Hele opstillingen var udsmykket med guirlander samt en masse flag og faner i de preussiske, tyske og slesvig-holstenske farver.
Tre hyldesttaler
Da søndagen den 16. juli omsider oprandt, ankom så alle festdeltagere først på eftermiddagen. De fleste til vogns, nogle til hest andre til fods og en del var velocipedister (cyklister).
Entreen via broen til Kalø var 30 Pfennig. Fra Aabenraa ankom dampskibet ”Condor” med omkring 300 gæster samt et orkester. Før talerne begyndte var der mellem 1.500 og 2.000 gæster forsamlede.
Kl. 17 begyndte talerne. Først var det gymnasieoverlærer R. Macke fra Haderslev. Han kom ind på den store sejr, der blev vundet over den overmægtige fjende i 1864. Han sluttede sin tale med at udbringe et leve for den tyske kejser og hans rige. Herefter sang forsamlingen kejserhymnen. Et sangkor fra Haderslev fremførte patriotiske sange.
Vi skal købe Knivsbjerg
Næste taler var sognepræsten fra Sønder Vilstrup, L.O. Jessen, der i høje vendinger uddybede Tysklands ret ril Nordslesvig. Med ”So ein Ding müssen wir auch haben” gled blikket op ad, hvorefter han i sin tale fremkom med ønsket om at købe Knivsbjerg bakke blot en lille kilometer derfra.
Der kunne han tænke sig en statue forestillende ”Frau Germania” med sværdet i venstre hånd, I den højre skulle hun holde et skjold hvorpå det holstenske nelleblad var anbragt. De slesvigske løver kunne så passende ligge ved hendes fødder og læne sig op ad monumentet.
Nu havde kejseren fået sin hyldest i første tale, så var turen kommet til kejserinden, den slesvigske fyrstedatter (fra Augustenborg). Hun fik da også hende ”Lebe hoch”.
Pastor Jessens tale blev modtaget med endeløs jubel, hvorefter forsamlingen istemte den meget populære:
Festen sluttede kl. 24
Efter endnu et par patriotiske sang fra sangkoret fra Haderslev sluttede seminariedirektør Carstens af med en overordnet beskrivelse af det tyske riges uovertruffenhed.
Nu fortsatte festen i de omkringliggende telte. I det ene telt spillede Paulsens kapel fra Aabenraa op til bal for de yngre klokken 19,
I et andet telt forsamledes hovedforeningens bestyrelse med de lokale foreningsformænd, festkomiteen m.m. Ind imellem talerne blev der sunget patriotiske sange som
Også Pastor Jessens forslag om køb af Knivsbjerg blev ivrigt diskuteret. Så kunne man hamle op med Danmarks ”smagløse” Skamlingsbanken.
Da mørket faldt på, blev festpladsen illumineret med kulørte lamper. Klokken 22 afbrændtes et stort festfyrværkeri. Herefter begyndte en del af gæsterne hjemturen.
Dansen fortsatte til klokken 24, da dampskibet forlod Kalvø med orkesteret og gæsterne på vej til Aabenraa.
Tre uger efter havde man købt Knivsbjerg
Under ledelse af lærer Nicolai Nicolaisen fra Aabenraa arbejdede en gruppe medlemmer af lokalforeningerne i Haderslev, Hoptrup, Løjt og Aabenraa videre med pastor Jessens forslag.
Blot tre uger efter festen på Kalvø kunne man afslutte handelen med ejeren Martin Bruhn fra Genner om købet af Knivsbjerg bakke. Arealet var på ti tønder land og prisen var 6.750 mark.
Skibsreder Jebsen blev formand for ”Knivsbjerggesellshaft”
Finansieringen skulle foregå ved udstedelse af andelsbeviser på 25 mark og ejerne af disse beviser oprettede så den 11. oktober 1893 en underafdeling af ”Deutscher Verein kaldet ”Knivsbjerggesellschaft”.
Til første formand for selskabet valgtes skibsreder Michael Jebsen fra Aabenraa. Det blev nu selskabets opgave at indrette den tyske ”Skamlingsbanke” Tilpasning og anlæggelse af festpladsen blev den 11. november overladt til gartner Paulsen fra Haderslev for 2.000 mark.
Nu begyndte så ”begrebet” Knivsbjerg at tage form.
Den 15. april 1894 blev det besluttet at opføre en pavillon for 5.800 mark og kort efter opførtes en hestestald for 1.700 mark. Disse opgaver blev overladt til tømmerhandler Jürgen Lorenzen og tømrermester Matthiesen, begge fra Aabenraa.
Restaurationen blev overdraget til fru Jördening, Genner Kro (Lyngtofte Kro) for 400 mark i årlig forpagtningsafgift.
En 25 meter høj flagstang blev sponseret
Kort før festen kunne tage sin begyndelse donerede selskabets formand, skibsreder Jacobsen en 25 meter høj flagstang. Den blev rejst på toppen af Knivsbjerg.
Som resultatet af festen på Kalvø var man nu rustet til indvielse af det tyske mindretals samlingssted gennem nu langt over 100 år. Indvielsen foregik under en stor fest den 15. juli 1894.
Frau Germania dukkede dog ikke op. Men året efter den 4. august 1895 kunne man nedlægge grundstenen til det senere så kendte Bismarck – Denkmal også kaldet ”Knivsbjergtårnet”. Tårnet var 45 meter højt og ragede 142 meter over havspejlet. Det kunne ses viden om. Det blev indviet den 4. august 1901.
Kilde:
www.dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere: