Artikler
Maj 21, 2021
De asociale skulle i KZ – Lejre
Det har ikke været meget interesse for dette tema i besættelses-litteraturen. At være asocial var skadelig for den ariske races sundhed. Derfor jagtede nazisterne de asociale i Tyskland allerede fra 1933. Og efter at politiet blev sendt syd på – fra september 1944 blev de også jagtet i København og de større provinsbyer. 2.000 blev anholdt og 433 sendt i KZ – lejre. Det var samfundets laveste klasse. De blev udelukket fra fællesskabet i lejrene. Og da de søgte erstatning efter krigen fik 78 pct. af dem afslag. Der er ingen ”mindekultur” for de asociale.
Ikke meget interesse for emnet
De var vel 400 – 500, som blev glemt. Det var danskere, der blev sendt i kz-lejre. Det var ikke fordi de havde begået sabotage eller noget andet kriminelt. De var bare asociale. De blev deporteret i 1944 – 1945. Der findes nu ikke meget litteratur om dem. Der er ellers rigelig med besættelses-litteratur. Men dette emne har åbenbart ikke interesseret så mange.
Det var personer, der ikke passede ind i samfundsnormen, og da slet ikke ind i den nazistiske filosofi. Det var typisk psykisk syge, alkoholikere eller hjemløse.
Skadelig for den ariske races sundhed
Nazisterne betragtede både asocial og ”vankriminel” adfærd som resultat af en arvelig degeneration, der var skadelig for den ariske races sundhed og fællesskabets moral og normer.
I Tyskland blev asociale og vaneforbrydere derfor steriliseret eller kastreret i forsøget på at forbedre den ariske races kvaliteter. De blev interneret i koncentrationslejre for at blive genopdaget.
Nazisterne beundrede danskernes måde at håndtere racehygiejne på. (Se artikeloversigt – bagerst i denne artikel).
Hvad vi de danske asociale dømt for. Ja de optræder i kategorier som:
Tyskerne ville have styr på kriminaliteten
Det danske politi var sendt syd på. Nu forsøgte det tyske politi at få styr på kriminaliteten. Men det lykkedes nu ikke for godt. Man skulle næsten tro, at anholdelsen af de asociale var en panisk reaktion. Nogle gange virkede det helt tilfældigt.
Anholdelserne fandt sted i København og de større provinsbyer. Ca. 100 af de 430 deporterede blev hentet tilbage til Danmark igen i slutningen af 1944 og i begyndelsen af 1945. det var i samarbejde med de danske myndigheder.
Nogle blev sendt hjem efter de frivilligt havde ladet sig kastrere.
Mange blev sendt i udelejre
Af de resterende 300 døde cirka halvdelen i tyske koncentrationslejre. Grunden til den høje dødelighed blandt denne gruppe skal nok ses i det forhold at mange af dem blev sendt i udelejre. Her var forholdene betydelige være end i Neuengamme.
De blev sendt til de barske ude-kommandoer Westfalica og Bullenhuser Damm.
Efter krigen blev der rejst en masse erstatningssager. Men denne gruppe havde betydelig svære ved at få erstatning end modstandsfolk og kommunister. Kun en lille del af dem blev fundet ”værdige” til erstatning. 78 pct. fik afslag på ansøgning.
I alt 2.000 blev arresteret
Tysk politi havde anholdt omkring 2.000 personer ved razziaer og lignende. Sådan havde nazisterne gjort i Tyskland siden 1933. Fra slutningen af september 1944 foregik det også i Danmark.
Mange af de anholdte undrede sig. Pludselig kunne 7 år gamle domme blive skæbnesvangert. Officielt sagde man, at man ville rydde op i den danske underverden. Men man gik efter de synlige typer. Man interesserede sig ikke for sortbørshandlens spidser.
Der var flere af de anholdte, der have overstået deres straf for mange år siden og ikke siden begået noget kriminelt. Hele 175 var ikke registreret i noget kartotek.
En af dem, der blev deporteret til Neuengamme havde stjålet et radioapparat i en butik og forsøgte senere at sælge det til tyske soldater.
Samfundets laveste klasse
Cirka 430 blev uden rettergang sendt til Neuengamme. Egentlig var det meningen, at de skulle have været blevet i Danmark, men de danske fængsler var overfyldte.
De tilhørte samfundets laveste klasse. De blev arresteret i kaffebarer, på værtshuse, banegårde eller lignende. En del blev vaneforbrydere blev også anholdt i deres hjem på baggrund af det danske politis kriminalregistre.
Den 28. oktober 1944
Den 28. oktober 1944 blev fire mennesker dræbt af tysk politi under en razzia, der blandt andet ramte Blomsten i Istedgade, Saxogades kaffebarer, Røde maske på Fælledvej og en jazzklub på Amagerbrogade.
Gæster og personale blev kommanderet ind midt på gulvet med hænderne i vejret. De anholdte fra aftenens værtshusrazziaer blev proppet ind i rutebiler og kørt til Shell-huset. Her blev de anholdte stillet på en række ud for bygningens benzinanlæg.
Nazistiske menneskekategorier var overført til Danmark.
Nogle blev løsladt kort tid efter, andre blev ”kun” deporteret til Frøslevlejren. I denne lejr fik de tildelt en hanekam-frisure og blev tildelt deres egen barak. Ligeledes fik de i Neuengamme påsyet en sort eller grøn trekant på deres fangetøj.
Ingen mindekultur efter ”de asociale”
Det var under Anker Jørgensens regering Folketinget behandlede et forslag om at give efterkommere til de asociale en kompensation.
Folketinget valgte at give en hædersgave til andre grupper deporterede, men regeringen var ved at komme i mindretal, da de asociale også skulle inkluderes blandt dem, der skulle have hædersgave. Det ville Folketinget ikke acceptere.
Ophold i en tysk koncentrationslejr blev som frihedskæmper eller modstandsmand var et hæderstegn. For de asociale var det anderledes. For dem var der ingen mindekultur eller rum, hvor de kunne tale om deres fortid.
De var lavest i lejrhierarkiet
De asociale var de laveste i lejrhierarkiet. De almindelige fanger så ned på dem.
Modstandsfolk forklarede, at de asociale klarede sig fysisk og psykisk dårligst, de klagede mest over arbejdet og forholdene i lejren.
De andre danske KZ – fanger inviterede dem ikke ind i deres fællesskab. De asociale blev fortrængt i den fælles bevidsthed. De fik heller aldrig et mindesmærke. Selv om de kun udgjorde cirka 10 pct. af alle deporterede danskere er de forblevet besættelsestidens stedbørn
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Racehygiejne
Livø – en mandelejr
De unge kvinder på Sprogø
Hvis du vil vide mere: Om Neuengamme:
Hvis du vil vide mere: Om en udelejr:
(I denne artikel kan du også læse en del om hovedlejren – Neuengamme)
Maj 20, 2021
Gestapo i Syd- og Sønderjylland
Werner Best forlangte 2.000 betjente. Gestapo beslaglagde bygninger. Mange Gestapo – folk kunne dansk. August Naujock, den første Gestapo chef. Burfeind afløste. Niels Ries fulgte med fra Esbjerg. 64 dødsfald i forbindelse med Staldgården. Stikkeren Johannes Rasmussen (Snogen). Modstandsbevægelsen fik ram på Snogen. Aktionen på Strandhotellet i Kollund. Aktionen på Vedsted Landbohjem. Kones kusine forlovet med tysk soldat. Mange aktioner på den sønderjyske bane. Alvorlige følger for tyskerne efter sabotageaktion ved Rødekro. Brinkmand udsletter næsten hele den syd-og sønderjyske modstandsbevægelse. Grethe Bartram angav ca. 70 personer. Hun havde ingen skrupler. Så var det lige Jenny Holm.
2.000 tyske betjente
Der er historikere, der mener at Gestapo ikke var så effektive som deres rygte. Men det tror jeg nu ikke, at modstandsfolk i Syd – og Sønderjylland vil skrive under på.
Werner Best forlangte, at der blev sendt politistyrker til Danmark. Der kom 2.000 tyske betjente, hvoraf nogle var specielt uddannede Gestapo-betjente. Deres opgave var at opsnuse og nedkæmpe den voksende modstand i Danmark. Ofte blev der anvendt grusomme metoder til dette.
Gestapo beslaglagde bygninger
Den 9. oktober 1943 beslaglagde Gestapo bygninger til deres hovedkvarterer forskellige steder i landet. Et af disse var Staldgården i Kolding. De fire andre lå i København, Odense, Aalborg og Århus.
Fra Kolding opererede man i Syd – og Sønderjylland og havde blandt andet underafdelinger i Esbjerg og Aabenraa.
Mange Gestapo – folk kunne dansk
Mange af Gestapo – betjentene talte flydende dansk. De etablerede et netværk i Kolding. Deres arrestationer baserede sig på informationer lækket fra uvidende danskere. Da de tyske Gestapo – folk ankom havde de letgenkendelige uniformer på. Men lige så ofte optrådte de i civil.
August Naujock – første Gestapo – chef
August Naujock var den første Gestapo – chef i Kolding. Han rådede over et personale på 70, hvoraf kun 17 var uddannede Gestapo – folk. De øvrige var en blanding af chauffører, vagtmænd og kontorpersonale.
Naujock var Gestapo – chef fra september 1943 til juni 1944.
I 1949 blev han idømt 8 års fængsel. Men vi skal måske lige nævne at Naujock også var medlem af Peter – gruppen. Og denne gruppe stod bag ca. 100 mord.
Ja han var også med i angrebet på Gleiwitz – senderen (Se Artikel). Og så stod han bag fremstillingen af falske pengesedler og dokumenter. Men allerede i 1950 var han en fri mand. Men det var ikke slut med ham. Således var han også med til at tilsvine Willy Brandt.
I 1964 blev han indlagt på en nerveklinik og to år senere døde han.
Burfeind afløste
Han blev afløst af Thees Burfeind. De kom begge fra Nordtyskland og deltog begge i forhørene. Burfeind forlod dog lokalet, når tortur startede. Naujock deltog selv i mishandlingerne.
Burfeind skrev en beretning under hans fængsling. Men dette skal man nok tage med en grands salt. Han argumenterer hele tiden for, at han fik ordre oven fra.
I september 1943 var han blevet udnævnt som øverste chef for Gestapo i Esbjerg. Han kom fra Gestapo i Hamborg. Han havde indrettet hovedkvarteret på Hotel Hafnia i Skolegade og havde 17 mand under sig.
Niels Riis fulgte med til Kolding
I Esbjerg ansatte Burfeind bl.a. dansk – tyskerne, Hans Julius og Niels Riis, der begge blev henrettet efter krigen.
Niels Riis var en af chefens bedste danske håndlangere. Han havde bl.a. været marinevægter i Esbjerg og fulgte med til Kolding. Den tidligere bokser generalieblad tæller talrige mishandlinger og op mod 100 anholdelser i 1944 – 45.
Gestapo rådede over masser af angivere og havde et stort arkiv.
I efteråret 1944 skulle Gestapo-chefen i Shell-huset, Karl Heinz Hofmann på eget initiativ have givet grønt lys for tortur, selv om det allerede var praktiseret på det tidspunkt.
64 dødsfald i forbindelse med Staldgården
Mandskabet uden politiuddannelse fik mere at lave efter opløsningen af dansk politi i september 1944. Man øgede torturen blandt andet ved hjælp af pisk og knytnæve. Med dette håbede Gestapo at modstandsfolkene ville stikke deres sammensvorne.
Under aktionen mod dansk politi den 19. september 1944 kunne Gestapo i Sydjylland også trække på dansk – nazistisk hjælpepoliti i form af folk fra Hipo – korpset. Der var et par af de forhadte Hipoer udstationeret i bl.a. varde.
Gestapo hev en masse uskyldige til afhøring. Således foretog Gestapo i Kolding ca. 1.350 anholdelser fra oktober 1943 til maj 1945.
49 af de arresterede døde under anholdelse eller i tyske koncentrationslejre. Andre 15 blev henrettet efter opholdet i ”Helvedes Forgård”
I slutningen af krigen blev flere af Gestapos hovedkvarterer angrebet af Royal Air Force, men Staldgården gik fri.
Johannes Rasmussen (Snogen)
Mange af de fastansatte danskere, der var ansat på Staldgården deltog i mishandlingen. De fleste af disse sympatiserede med nazismen uden dog at være medlem af DNSAP. Eller NSDAP. Lønnen har sikkert også spillet en afgørende rolle.
De tyske Gestapo – folk havde en række danske stikkere til at hjælpe dem i deres arbejde. Den mest kendte var Johannes Rasmussen, bedre kendt som ”Snogen”. Han brugte mange voldelige metoder for at få information ud af dem som han afhørte.
Egentlig tilhørte han modstandsbevægelsen. Men han blev taget af Gestapo. Efter at være udsat for tortur i to dage brød han sammen. Han fik valget mellem at tage sin straf, som sikkert havde medført en tur i KZ – lejr eller at samarbejde med tyskerne. Han valgte det sidste og alle hæmninger faldt bort.
Selv om han var gift og havde to børn indledte han et forhold til Jenny Holm, som vi skal høre om senere.
Modstandsbevægelsen fik ram på ”Snogen”
Snogen udviklede sig til en af Gestapos mest brutale bødler. Han startede med at stikke sin kammerater i modstandsbevægelsen i Kolding og senere medlemmer af modstandsbevægelsen i Fredericia. Han var cellestikker både på staldgården og i Vestre Fængsel.
Han var både medlem af DSU og KU. Han blev ansat som tilsynsførende i Kolding Kommune og herigennem fik han kontakt til den lokale modstandsbevægelse.
I vestre Fængsel forsøger han at optrevle Holger Danske – gruppen. Det mislykkedes dog.
Snart arbejder han selvstændigt sammen med vennen fra Gestapo, Peter Karl Brinkmand.
Den 26. februar 1945 lykkedes det for modstandsbevægelsen at få ram på Johannes Rasmussen, da han var i aktion sammen med Jenny Holm. Det skete i Vamdrup. Han får et skud gennem lungen. Det betød, at han tilbragte resten af krigen på sygelejet.
Aktionen på Strandhotellet i Kollund
Peter Karl Brinkmand var en den bøddel på Staldgården. Han var egentlig bagersvend og boede hos sin arbejdsgiver. Han bliver tolk og chauffør på Staldgården. Han tager nu også egne initiativer og får angivere forskellige steder. Han samarbejder også med Birkedal – brødrene.
Ved en aktion får han banket et vigtigt kodeord ud af en person. Dette har forbindelse til nogle sabotører som befinder sig på Strandhotellet i Kollund. Og den 10. februar 1944 slår han til.
Hotellet omringes af en stor styrke. Brinkmand stiler mod første sal og de udpegede værelser, som han også havde fået presset ud af nogle personer. Den ene af sabotørerne Karl Laursen begynder at skyde ud ad døren. Øjeblikket efter er han selv dødelig ramt.
Anker Hansen flygtede såret ud ad vinduet, løber over tagene, når ned i kælderen til et nabohus. Men blodsporene røber ham. De finder ham og han dør af adskillige skud.
Aktionen på Vedsted Landbohjem
Fremgangsmåden er den samme ved aktionen mod forsamlingshuset Vedsted Landbohjem. Vi er her på Haderslev – egnen. Her gjaldt det sabotøren Hans Andersen, der er den ledende person i den sønderjyske jernbanesabotage.
Han havde et sikkert skjulested under scenen i forsamlingshusets sal med direkte adgang til sit værelse. Der var mange besøg af Brinkmand og Rasmussen på kroen. Beredvillige rapportører fortæller om det illegale netværk i området. I anledningen af Kongens fødselsdag den 26. september 1944 er det et arrangement.
Sabotør Hans Andersen blev skudt
200 mennesker holdes op. Mange søger tilflugt i kælderen. Hans Andersens kone visker til ham:
Det tror han ikke og glider i et med alle de andre. Men Brinkmand og Rasmussen har gjort deres hjemmearbejde. De har fremskaffet hans dæknavn og billede gennem en ung kvindelig slægtning i Fredericia.
Hans Andersen er hurtig identificeret, han hånes, mishandles og forsøgte at flygte. Han nåede et par hundrede meter, men bliver så skudt – under flugtforsøg.
Bygningen blev kort efter sprængt i luften som en slags hævn fordi en tysk befalingsmand var blevet dræbt under aktionen.
Kones kusine forlovet med tysk soldat
Og det hele skete fordi, at hans Andersen havde beskyldt en kusine til hans kone for at være en ”Feltmadras”. Hun var blevet forlovet med en tysk soldat. Så fortalte hun om episoden til hendes forlovede. Senere kunne kusinen så fortælle ”Snogen”, at Hans Andersen havde ændret udseende. Nu havde han fuldskæg og gik med briller.
Hans Andersen (Anders Thomsen) havde som sabotageleder utrolig travlt og havde oprettet en håndfuld sabotagegrupper.
Mange aktioner på den sønderjyske bane
Natten til den 10. september 1944 sprængte grupperne med få minutters mellemrum sporskifterne på Hovslund, Rødekro, Hjordkær, Bolderslev og Fårhus stationer. Samtidig blev jernbanebroen over Uge Bæk nord for Tinglev sprængt. Aktionerne resulterede i 17 timers spærring af strækningen.
Kort tid efter den 27. september ved 22 – tiden gennemførte sabotørerne en ny aktion og det kun ca. 24 timer efter katastrofen op Vedsted Forsamlingshus en perfekt afsporing mellem Bolderslev og Hjordkær på Aabenraa – egnen.
Alvorlige følger for tyskerne
Flere aktioner fulgte. Natten til den 7. oktober kl. 1.50 lykkedes det at afspore et tog mellem Rødekro og Hjordkær. Strækningen var afbrudt i halvanden døgn. Syv tyske soldater var blevet dræbt ved aktionen og 42 mand var blevet såret.
Efter den episode indførte tyskerne ”Himmelfartskommando” Dette begreb har nu tidligere været anvendt. Men dette betød, at der fremover blev placeret danske fangere i togene, som regel forrest.
Brinkmand udsletter næsten den syd og sønderjyske modstandsbevægelse
Brinkmand opsporede også to ledende sabotører i Kolding ”Hugo” og ”Per” på Saxildhus” ”Per” blev senere henrettet af tyskerne.
Brinkmand udsletter næsten hele den aktive del af modstanden i Syd og Sønderjylland. Han var venlig til det sleske og grænseoverskridende rå.
Burfeind kræves dødsstraf
Efter sigende var Theis Burfeind ved at hjælpe sin hustru med vasketøjet, da han blev arresteret på sin bopæl i Niebøl, få kilometer syd for grænsen. Det var den 16. maj 1945 Han blev straks ført til arresthuset i Kolding.
Han havde frit kunne passere den dansk – tyske grænse tidlig om morgenen den 5. maj 1945. Han anførte en større kortege.
Efter krigen krævede anklageren dødsstraf til Burfeind. Men han blev kun dømt til otte års fængsel. I 1950 kom der dog yderligere fire år på hans straf, da det kom frem at han havde givet ordre til mord på en jernbanesabotør. Efter en appelsag blev hans straf i alt til 10 års fængsel.
”Snogen” blev henrettet
Snogen blev henrettet den 13. maj 1948 i Undallslund plantage. Andre ansatte fra Staldgården led samme skæbne, bl.a. Hans Kristian Kristensen kaldet smukke Hans, Niels Riis og Peter Karl Brinkmann.
Per Birkedal Hansen, der var bror til den berygtede Ib Birkedal Hansen blev idømt livsvarigt fængsel, selv om Vestre Landsret idømte ham dødsstraf.
Grethe Bartram angav ca. 70 personer
Grethe Bartram, der slog sine folder på Staldgården blev idømt dødsstraf ved alle tre retsinstanser, men benådet af justitsministeren. Under afsoningen var hun blevet gravid med en fængselsbetjent.
Hun begyndte sin ”karriere” i Aarhus, da hun så en annonce i Aarhus Stiftstidende, hvor politiet udlovede en dusør på 1.000 kr. til den, der kunne give oplysninger om sabotage mod en et snedkerværksted. Hun fik sine 1.000 kr. Og politiet arresterede tre mænd, deriblandt hendes bror, der kom for tysk krigsret. Det kunne hun så ikke gøres juridisk ansvarlig for efter krigen, da hun blot havde fulgt dansk myndigheds opfordring.
Noget helt andet var det, da hun i februar – marts 1944 trådte i forbindelse med Gestapo. Samtidig var der fuld tillid til hende i Kommunistpartiet. Her angav hun omtrent 70 mennesker, hvoraf 33 blev deporteret til Tyskland. Af de 33 døde ni i KZ – lejre.
Hun havde ingen skrupler
På et tidspunkt blev hun tilknyttet Staldgården. Det store mysterium er, hvorfor hun tilsyneladende uden skrupler angav familie, nære venner og gamle partikammerater. Spillet gik godt til hen i august 1944, hvor partiet begyndte at fatte mistanke.
Gestapo forsøgte også at bruge hende som cellestikker i Frøslev-lejren, men hendes identitet var alt for kendt. I krigens sidste måneder blev hun brugt som stikker i Kolding.
I december 1944 forsøgte man at likvidere hende, men hun blev kun såret. Efter krigen blev hun som skrevet dømt til døden. Men dommen året efter blev ændret til livsvarigt fængsel.
I 1956 blev hun diskret løsladt med besked om at forlade landet de første fem år. Siden da boede hun i Sverige. Hun døde her i 2017 – 92 år gammel.
Jenny Holm
En anden storstikker var Jenny Holm, der på et tidspunkt også var tilknyttet Kolding. To gange forsøgte modstandsbevægelsen at likvidere hende. Hun var en af de mest frygtede Gestapo – agenter. Hun arbejdede bl.a. sammen med Ib Birkedal Hansen.
Hun charmerede både nazi – kredse, modstandsfolk og kommunister med sex.
Efter krigen hjalp hun de allierede med at opspore 19 tyske og danske krigsforbrydere. Hun opsøgte i 1943 modstandsmanden Holger Smith kendt som fabrikanten. Lillebroren John Smith døde på grund af hende i Neuengamme i december 1945.
Hun blev i marts 1949 idømt 16 års fængsel, men blev benådet af K.K. Steincke og løsladt i 1952.
Efter retsopgøret og afsoning formåede hun at skjule sin nazistiske fortid. Hun giftede sig og skabte en helt ny identitet og karriere. Hun tog navnet Annemarie Lenssinger, fordi hun i den sidste tid af besættelsen havde været voldsom betaget af tyskeren Paul Lensing, der var leder af Peter – gruppens afdeling i Kolding.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 17, 2021
Langs Brede Å
Egentlig er vandløbet 48 km. En 70 – årig mand blev skubbet i vandet. Alvorlig drukneulykke i Brede Å. Motorbåden var ikke beregnet til 48 personer. Båden kæntrede. En mindesten blev oprettet. Sagnet om ”Sorg – agre”. De såkaldte ”Ballum – møller” Tragedien i Misthusum. Den svorne vej. En sten et sværd. Historien om Tøger. Ballum Sluse og Slusekro. Færgefarten. Digebyggeri. Lodsejerne skal selv.
Egentlig er vandløbet 48 km lang
Vi skal en tur langs Brede Å. Men vi bliver ikke kun på vandet. Hvad er der sket inde på landet? Ja turen går fra Lobæk nord for Løgumkloster ind til Mølledammen, forbi Løgumkloster til Bredebro og derfra til Ballum Sluse. Jo, vi har været her i området flere gange før. Bagerst i artiklen henviser vi til yderligere artikler.
I slutningen af 1990’erne fik en lang strækning af åen et nyt snoet forløb. Åens bund er lagt tilbage. Det er sikkert godt for dyr, planter og ikke mindst laks. Her er masser af natur. Tag en kanotur. Du skal da lige være opmærksom på, at der nogle steder i åen er masser af strøm.
Mellem Løgumkloster og Bredebro er der masser af vandrestier. Og fra Bredebro er der stiforbindelser til Mjolden. Vi skal da også her i artiklen besøge Æ Markmandssti og se på det, der skete i Misthusum.
Måske når vi også at fortælle om Dronningedalen i Åved Plantage. Et sagn fortæller, at Margrethe Sprænghest havde slået lejr her med sin hær i 1261. Ja og så er det Langdysserne ved Abterp. Men se det er lidt snyd. De er blevet flyttet fra et lille næs ved åen.
Brede Å afvander en stor del af Sønderjylland. Egentlig er selve vandløbet 48 km lang, men det er kun 21 km af den man kalder for Brede Å. En del af den kaldes Lobæk og Fiskbæk. Udspringet er nord for Agerskov by.
En 70-årig blev skubbet i vandet
Der er selvfølgelig en del mennesker, der er druknet i Brede Å gennem tiden. I 2008 skubbede en 27 – årig mand fra Aabenraa en 70 – årig i åen. Det var bare lidt drengestreger, sagde han. Jeg ville bare forskrække ham lidt. Men det kostede 40 dage i brummen og en bøde på 7.500 kr. Den hårde dom skyldtes at den 27 – årige stak af fra åen og ikke hjalp den 70 – årige op igen. Denne slap med skrækken.
Alvorlig drukneulykke i Brede Å
Den 12. juni 1912 skete der en alvorlig drukneulykke på Brede Å. Otte mennesker fra lokalområdet druknede. Det var den danske ungdomsforening i Skærbæk, der havde arrangeret en udflugt for gæster fra Sjælland og Sundeved.
Både gæster og værter skulle en tur til Ballum Enge. Og afslutningen skulle ske i Ballum Forsamlingshus. Arrangør var Dorothea Beier, Skærbæk. Hun var enke efter Peter Beier, Barsbøl.
Motorbåden var ikke beregnet til 48 personer
Man var kørt til Mjolden Færgegård. Derfra skulle man så sejle til Ballum Enge. Fisker Anders Schmidt var hyret til opgaven. Hans motorbåd var dog ikke beregnet til 48 mennesker, som selskabet udgjorde. Men der var lagt løse plader på tværs af båden, så det blev siddeplads til alle. Fiskeren forsikrede, at det var forsvarligt.
Brede Å havde dengang endnu sine oprindelige slyngninger. Disse steder opstod der temmelig maget søgang. Nogle bad om at komme i land. Men bådføreren fastholdt at der ingen fare var på færde.
Båden kæntrede
Ved gården Hybjerg (Højbjerg) nordvest for Mjolden, var der en særlig skarp krumning. Åen var her fem – seks meter bred og op til tre meter dyb. Båden krængede og kæntrede inde under en skrænt. Brædderne som passagererne sad på gled ud i vandet. Næsten alle røg overbord. Situationen var kaotisk og mange kæmpede for livet. Nogle formåede selv at komme i land. Andre blev hjulpet af medpassagerer.
Det viste sig at 8 var omkommet i det kolde vand – to børn og seks voksne. De var alle lokale. Også arrangøren Dorothea Beier var blandt de omkommende. Efter ulykken var der søforhør i Flensborg. Bådføreren fik otte måneders ubetinget fængsel.
En mindesten
Til minde om ulykken blev der dels opsat en mindetavle i Frimenighedskirken, dels blev der rejst en mindesten ved Brede Å neden for gården Hybjerg.
Mindestenen blev i 1972 flyttet ind til Mjolden, hvor den står i et lille anlæg sammen med fire andre mindesten for hhv. storbonden og foregangsmanden Knud Lausten Knudsen, forballum, for Kristen Kold, der i en periode var huslærer hos Knud Lausten Knudsen og for folketingsmanden Niels Andersen Hansen Forballum. Ja så er der også lige Genforeningsstenen, der oprindelig var placeret i Forballum.
Sagnet om ”Sorg – agre”
En af de store sten på kirkegården er til minde om ”Sorg – agre”. Det handler om en kvinde, der høstede en stor rugmark som bod for at redde sin søn, der var dødsdømt for drab. Da hun havde høstet det sidste neg ved solnedgang, faldt hun død om af udmattelse. Historien om denne grænseløse moderkærlighed har fået Karen Blixen til at skrive novellen ”Sorg- Agre”, om magt, grådighed og moralsk fordærv.
Al bohavet fra Misthusum flød efterstormfloden til Skærbæk. Sønnen af en gårdmandsenke opdagede en mand der stjal af vraggodset. Han blev så vred, at han slog manden ned med en rafte. Og det overlevede tyven ikke. Sønnen blev fængslet og dømt til døden.
Moderen gik i forbøn for hendes søn. Det var Christian den Fjerde, der bestemte, at sønnen blev sluppet fri, såfremt kvinden inden solnedgang høstede en ager byg på en mark 250 meter syd for kirken i Ballum Vesterende.
Kvinden var hele dagen gået i en krumbøjet stilling. Da hun om aftenen ville rejse sig fra den knækker ryggen på hende.
De såkaldte ”Ballum – møller”
350 meter oppe ad Døde Arm står to møller, de såkaldte Ballum Møller. De pumpede tidligere vand op i kanalerne, der adskilte de forskellige fenner og gav vand til kreaturerne.
Det er her, du kan gå langs ”Æ Markmandssti Her kan du så gå ad en nyanlagt bro over Brede Å ved Døde Arm. Her blev åen så modsat andre steder rettet op for at give mere landbrugsjord. Stien drejer lidt efter skarpt mod Skærbæk.
Vindmøllerne og et lille møllehus blev opført i 1842. I dette hus kan du på plancher læse om livet i marsken. Og det kan læse om tragedien med Misthusum.
Tragedien i Misthusum
Lidt længere op ad Døde Arm lå landsbyen Misthusum. Landsbyen var beboet fra 1200 – tallet. Det var her friserne kom og anlagde de karakteristiske forhøjninger – de såkaldte værfter for ikke at skulle blive oversvømmet.
Efter stormfloden i 1362 lå landsbyen tilbage forladt af alle. I 1394 blev jorden givet til Kannikkerne fra Ribe. I 1417 lod bispen fire af marskgårdene genopbygge.
På et tidspunkt boede der 13 familier på de otte værfter. Et sommerdige langs åen beskyttede markens afgrøder. I det eneste hus, der er tilbage, Markmandshuset holdt markmanden til, når han passede bøndernes dyr. Dette hus blev bygget i 1809 af rester fra den oprindelige landsby.
Huset blev benyttet frem til år 1900. Og i Ballum-marsken havde man markmænd helt frem til 1970.
Misthusum blev genopbygget igen. Endnu i 1781 boede her 13 familier, men i 1811 var ikke en eneste familie tilbage.
Det var i 1634 at stormfloden kostede 44 mennesker fra Misthusum deres liv. Det var også samme år, at sagnet om Sorg – Agre udfoldede sig.
Sommeren 1634 havde været god og der fulgte et mildt efterår med stadig østenvind. Den 11. oktober, en lørdag slog vinden om fra sydøst til sydvest. Det faldt ind med megen regn. Hen imod aften blæste det op til en orkanagtig storm, så det næppe var muligt for noget menneske at stå fast på jorden.
Med stormen fulgte der regn, hagl, lyn og torden. Efterhånden drejede vinden sig fra sydvest om til nordvest, hvilket som regel her medfører store floder. Tilmed var det nymåne og som følge heraf springflod. Alle forhold bidrog således til at fremkalde en særlig stor flod.
Ud på natten gik digerne langs hele kysten og næsten alt marskland blev oversvømmet. Hele Tøndermarksen var under vand. Højer-Rudbøl diget var gennembrudt. Ribe by var totalt oversvømmet. Vandet stod mandshøjt i domkirken
Ødelæggelserne på marker og enge, huse og gårde, tab af kreaturer, gods og menneskeliv var store. Hele Misthusum skyllede bort. I Døstrup druknede 19.
Den svorne vej
Endnu et sagn er opstået. Det var sagnet om ”Den svorne vej”. Misthusum og Skærbæk var i strid om retten til vejen. Sagen kom for retten. Her forlangte dommeren at beboerne fra Misthusum skulle stå på vejen og sværge at de stod på egen jord. Disse havde fyldt jord i træskoene og svor derfor med sindsro, selv om de vidste, at det ikke var sandt. Alle bøderne kom som allerede skrevet ulykkelig af dage, bortset fra en, der ikke ville sværge falsk.
En sten med et sværd
Når sådanne katastrofer indtræffer, ja så opstår mange historier. Her endnu en.
I kirkegårdsmuren i Skærbæk kan du finde en aflang sten med et sværd på. Den er hugget ind der i 1100-tallet. Der er knyttet en historie til denne.
En mand fra Misthusum hørte, mens han var til mølle i Brøns, at der kom en springflod. Han skyndte sig derefter hjemad. På vejen mødte han et par mænd, der slæbte afsted med nogle af hans sager.
De nægtede at udlevere det stjålne. Han dræbte derfor den ene med en hjulring og løb derefter hjem til Misthusum, hvor hans familie og venner skjulte ham.
To af lovens håndhævere forklædte sig herefter som kvinder og gik til Misthusum, hvor det lykkedes dem at finde og arrestere ham. Han blev dømt til døden. Men hans venner søgte at befri ham. De stille med heste, så han kunne flygte fra Skærbæk, der i retslig henseende hørte under Hertugdømmet Slesvig.
Planen mislykkedes og han blev henrettet ved kirkegårdsmuren i Skærbæk. Stenen med ”sværdet” blev derefter rejst af hans venner til minde om den sørgmodige begivenhed.
Historien om Tøger
En anden version fortæller om en mand ved navn Tøger, der efter den store stormflod dræbte en strandrøver. Tøger blev henrettet den 12. oktober 1635 på det sydvestre hjørne af Skærbæk Kirkegård. Stenen skulle være rejst til minde om ham.
Ballum Sluse og Slusekro
Diget blev bygget under Første Verdenskrig af krigsfanger. Store dele af anlægsarbejdet blev pålagt franske og russiske krigsfanger.
I den forbindelse blev Brede Å reguleret på strækningen fra Døde Arm til Ballum Sluse.
Ballum Slusekro blev opført samtidig med diget. Den eksisterer stadig som kro og har bevaret den gamle stemning. Dengang fungerede den som en slags garage for de biler, passagererne havde med til færgen.
Slusemester – jobbet blev kombineret sammen med jobbet som kroholder. På øverste etage blev der indrettet gæsteværelser. I dag bliver disse benyttet som hotelværelser. Frem til 1993 var kroen en afholdskro.
Her ved Ballum Sluse er der et rigt fugleliv. Her er bramgæs, ænder og vadefugle. De tiltrækker rovfugle som havørnen, der kan opleves her.
Færgefarten
Fra 1786 var der færgefarten fra Bådsbøl – Ballum til Rømø. Omkring 1900 havde man med motorfærge fra Skærbæk Brohoved nord for den nuværende dæmning. Efter 1920 blev bådfarten henlagt til den nybyggede Ballum Sluse, hvor der var anlagt en anløbsbro. Herfra fortsatte færgefarten fra 1923 indtil 1948, hvor dæmningen blev indviet.
Dige-byggeri
Allerede i slutningen af 1700-tallet var det på tale at bygge diger for at beskytte Ballummarsken. I forbindelsen med udskiftningen i 1830’erne var der ulemper på grund af manglende dige.
I de yderste enge var nye anlæg som veje, broer og bevandings-møller ubeskyttede ved højvande og stormfloder. Man havde anlagt et par sommerdiger, som dog ikke var tilstrækkelige.
Efter en stormflod i 1904 tog den nye landråd i Tønder, Friedrich Rogge fat på digeplanerne. Yderligere to stormfloder i henholdsvis 1909 og 1911 satte fart i tingene.
Mængden af vand, der udledes, er i dag 20 pct. større end dengang, da slusen blev anlagt. Brede å udleder vandet via en selvlukkende sluse. Den er cirka åben halvdelen af tiden ved lavvande. Ved stormflod kan slusen være lukket i flere døgn i træk. Ved store vandmængder kan oversvømmelse sagtens forekomme i de lavtliggende områder.
Lodsejerne betaler selv
Lodsejerne i Tøndermarsken betaler stadig en digelagsskat, som er betaling for vedligehold af diger og drift af pumper. Kommunen står for indkrævningen. Driften varetages af Digelaget.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 14, 2021
Da Tændstikfabrikkerne kom til København
Nu skulle de ikke mere ligge uden for byen. Man tænkte ikke på arbejdernes ve og vel. Da Gosh og Tordenskjold startede. Tordenskjold optrådte i en drøm. Meget kunne gå galt. Gult fosfor måtte ikke mere bruges. Effektivisering var påkrævet. En tredjedel af de ansatte var under 15 år. I 1909 åbnede kongen en kæmpe fabrik på Islands Brygge. I 1972 var det slut. Gosh og Tordenskjold rejste til Sverige.
Nu skulle de ikke mere lægges ude for byen
En arbejdsløs bogholder indleverede i 1838 en ansøgning til Københavns Magistrat om tilladelse til en produktion af friktionssvovlstikker. Magistraten var dog betænkelig ved denne ansøgning for hvad med brandfaren. De er så længe om behandlingen, at bogholderen ikke får glæde af det.
Men så vrimler der ellers ind med ansøgninger. De behandles i bundter under samme journalnummer. Hvor den første ansøger blev mødt med uhyrlige ting som at fabrikken skulle ligge uden for byen, skal den nu blot ligge i en kælder eller stuen i en grundmuret bygning med skorsten. Ligeledes skulle vægge og lofter være beklædt med gips.
Man tænkte ikke på arbejdernes ve og vel
Der åbnede således en del mindre tændstikfabrikker i Indre København. Men langt de fleste lukkede lige så hurtigt igen. Man fokuserede udelukkende på brandsikkerheden. Det handlede slet ikke om den enkelte arbejders ve og vel eller gener for de omkringboende.
Hygiejnen var elendig. Der var stadig åbne rendestene fyldt med spildevand og alskens affald. Det var almindeligt at holde større husdyr som svin og køer inden for vildene, så dunsterne fra en tændstikfabrik i nabolaget havde blot været en nuance i den massive stank.
Da Gosch og Tordenskjold startede
I 1865 startede produktionen af Tordenskjold – æskerne på Christianshavn. Det foregik i lejede lokaler i Bådsmandsstræde under navnet Ludvig Hintzes Efterfølger. Firmaet blev ledet af Anders Sørensen sammen med Heinrich Gosch. Den første tog af driften den anden af salget. Af tændstikkerne. Sørensen drev allerede en fabrik på Frederiksberg, der blandt andet producerede gravkranse af cement., ildtændere og segllak.
Det var Gosch, der var blevet sendt til København af sin chef Ludvig Hintze, der havde en tændstikfabrik i Flensborg.
Tordenskjold optrådte i en drøm
Det var Anders Sørensens kone, der fik den geniale ide, at det var den dansk – norske søhelt, der skulle pryde tændstikæskerne. Hun fik angivelig ideen i en drøm. Det blev en kæmpe succes. På et tidspunkt måtte Gosch og Sørensen indrykke annoncer i aviserne, hvor de advarede forbrugerne mod billige efterligninger.
Gosch var en gudsbenådet sælger og havde et godt netværk blandt landets købmænd. Allerede året efter i 1866 blev forholdene på Christianshavn for små. Og for Sørensen var besværligt at drive to fabrikker på en gang. Derfor besluttede man at flytte produktionen af tændstikkerne ud på Sørensens fabrik på Frederiksberg. Samtidig udvidede man på Falkoner Alle.
Meget kunne gå galt
Konkurrencen var benhård. Det var kun dem, der kunne effektivisere produktionen, der kunne overleve. Det havde også vist sig at være effektivt med Tordenskjold på æskerne.
Meget kunne gå galt. Kombinationen af maskiner, der ofte ikke var ordentlig afskærmet og den store mængde af brændbare kemikalier udgjorde en yderst farlig cocktail.
Det første der skulle gøres, var at forvandle de store træstammer til de små pinde, der udgjorde selve tændstikken. De hele stammer lå opmagasineret på fabrikkens tømmerplads, der blev afbarket og skåret op i stykker som passede ind i en maskinhøvl, der forvandlede træblokken til en lang finerstrimmel.
Fineren blev i samme ombæring delt på langs i stykker af samme bredde som en tændstiks længde og strimlerne blev skåret på tværs. En enkelt mand kunne således lave flere millioner pinde i løbet af en dag.
Træet var aspetræ, som er det ideelle til tændstikker. Det indeholder ikke harpiks, det er stærkt og dog porøst, så de kan opsuge den paraffin, der gør at tændstikken kan brænde.
Masser af kvinder og drenge var beskæftiget i disse fabrikker.
Gult fosfor måtte ikke mere bruges
Selve tændsatsen var en giftig blanding af fosfor, kaliumklorat, glaspulver, lim og gummi. Satsen blev holdt varm og dermed flydende i store kar, hvor roterende valse sørgede for at fordele det jævnt på stikkerne.
Pakningen af tændstikkerne var primært kvindearbejde. Der skulle udvikles stor forsigtighed, da tændstikkerne kunne antændes, hvis de gned for hårdt mod hinanden. Dengang kunne tændstikker antændes, hvis man strøg dem på ru flader. Det er dem vi ser i westerns. De skulle ikke stryges på siden af æsken.
Den 1. januar 1875 trådte den såkaldte Tændstiklov i kraft. Loven var vedtaget året før og bestod kun af fire paragraffer. Det betød at brugen af den giftige gule fosfor blev erstattet af den helt ufarlige røde amorfe fosfor.
Det gav god mening. Den gule fosfor var skyld i en mængde alvorlige sygdomme på fabrikkerne. Beretninger fortæller om arbejdere, der nærmest var selvlysende, når de gik hjem om aftenen. Deres udåndingsluft var også. Fosfordampe ødelagde lungevævet og kunne resultere i brystsyge. Mest frygtet var ”Benæderen” som den hed i folkemunde. Først faldt tænderne ud, siden smuldrede selve kæben. Jævnligt dukkede der politirapporter op, hvor folk havde taget livet af sig selv eller andre ved at opløse satser fra tændstikker i eksempelvis kaffe.
Man forsøgte at forbedre arbejdsmiljøet med mundskyldning i kalkvand og sågar forklæder gennemvædet af terpentin. Ingen af delene hjalp.
Effektivisering var påkrævet
Nu skulle tændstikæskerne forsynes med en strygeflade af svovl, sådan som vi kender i dag. Dermed skulle der anskaffes nye maskiner og produktionen omlægges.
Nu var Sørensen og Gosch i forvejen godt rustet til dette. De producerede i forvejen giftfri sikkerhedstændstikker. Der kom også Børneloven, der satte begrænsning på, hvor meget børnene måtte arbejde.
I 1875 valgte Gosch at afslutte sit samarbejde med Anders Sørensen. Han opførte sin egen tændstikfabrik Phønix på Jacobsgade på Amager. Samtidig går det ned af bakke for Sørensen på Frederiksberg. Gosch køber denne fabrik. Der oprettes nu et kontor på Nyhavn. Salget går forrygende.
En opgørelse viser, at der på kontoret arbejder 4 mand. I produktionen arbejder der 37 mænd, 104 kvinder og 28 drenge samt 42 piger mellem 14 og 18 år.
Hertil er 160 familier beskæftiget i deres hjem med at klistre æsker sammen. Men snart får Gosh en maskine, der kan gøre dette, så de 160 familier blev afskediget. Og samtidig får firmaet en æskefyldemaskine. Det betød at medarbejderstaben blev reduceret med 75 kvinder. Det skabte en del uro.
Dagligt blev der produceret 180.000 æsker sikkerhedstændstikker. En stor del gik til hjemmemarkedet men der blev også eksporteret til så fjerne markeder som Vestafrika, Java og Australien.
En tredjedel var unge under 15 år
Tændstikfremstillingen startede dog herhjemme i 1830’erne ved oprettelsen af virksomheden Rohmell & Schüerer. Datidens produktion indebar meget manuelt arbejde.
I 1875 beskæftigede de københavnske tændstikfabrikker næsten 300 arbejdere. En tredjedel af disse var børn under 15 år. Men det blev firmaet, H.E. Gosh, der blev dominerende.
H.E. Gosh dør i 1898. I starten af 1900 – tallet blev der installeret gaskomfur i flere og flere hjem. Gassen skulle tændes med tændstikker og efterspørgslen steg selvfølgelig.
I 1909 åbnes en kæmpe fabrik på Islands Brygge
Den 27. april 1909 åbner Gosh eller De Forenede Tændstikfabrikker som det efterhånden hed en helt ny fabrik på Islands Brygge. Det var den hidtil største med den nyeste teknologi. Og det var lidt af en begivenhed. Frederik den Ottende sammen med prinsesserne Thyra og Dagmar indvier fabrikken.
200 specialmaskiner producerede 20 millioner tændstikker i timen. Der var ansat 300 mennesker til at passe på maskinerne. Placeringen kunne ikke have været bedre. Skibe med træstammer kunne sejle direkte til fabrikken.
I 1972 var det slut
Billige tændstikker fra Finland og Rusland gav Tordenskjold kamp til stregen. Og så var det også de stærke svenskere. Det lykkedes da heller ikke at redde fabrikken. Den 1. juni 1972 lukker fabrikken og Tordenskjold flytter til Sverige.
Virksomhedsnavnet og varemærket er i dag overtaget af Swedish Match.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 13, 2021
Hvem var han? Det svenske skattevæsen erklærede han død. 440.000 ungarske jøder udryddet på tre måneder. Wallenberg udstedte svenske pas. Forhandlede med Eichmann, der kaldte ham for ”jødehund”. Englen fra Budapest. Russerne indkaldte Wallenberg til møde. Han var blevet advaret. Han var agent for OSS. Familien levede i uvished. Endelig kom indrømmelsen fra Sovjet. Mange mente at have set Wallenberg. Masser af undersøgelser. Mange opfattelser. Russisk efterretningschef var ikke i tvivl. Wallenberg blev myrdet. Han har opnået masser af hæder.
Mange vil sikkert spørge. Hvem var han? Han var en mystisk svensk rigmand og diplomat. Han redede tusindvis af jøder fra gaskamre. Den 17. januar 1945 forsvandt han i Ungarns hovedstad, Budapest.
Budapest var omringet af de Røde Hær, men den tyske SS – general nægtede at overgive sig. Kampene her kostede over 120.000 menneskers liv i de 44 dage belejringen varede.
Vidner hævder at have set Wallenberg i live helt frem til 1987. Så sent som den 21. september 2016 rejste Wallenbergs to niecer til Moskva i håb om, at den russiske sikkerhedstjeneste kunne hjælpe med et svar.
Det svenske skattevæsen har erklæret ham død. Han skulle have meldt sig inden den 14. oktober 2016. det gjorde han ikke, der for blev der udskrevet en dødsattest på den nu 104 – årige gamle mand. Det skete 71 år efter, at han forsvandt. Men det hele handler faktisk om en glemt helt.
440.000 ungarske jøder myrdet på tre måneder
Historien begynder i 1944. den 32 – årige svensker bliver sendt til Budapest på en diplomatisk mission, han slet ikke var forberedt på. Han var uddannet arkitekt og talte flydende tysk. Og så havde han det rigtige efternavn. Familien tilhørte nogle af de mest magtfulde og indflydelsesrige familier i Sverige.
Det handlede om at redde ungarske jøder. Og det var i samarbejde med amerikanerne.
Jøderne var allerede i gang med at blive udryddet af nazisterne, da Wallenberg ankom. I løbet af tre måneder lykkedes det for de effektive tyskere at sætte cirka 440.000 jøder på kreaturvogne. De fleste af dem endte i Auschwitz-Birkenau.
Wallenberg udstedte svenske pas
Ambassaden i Budapest var begyndt at udstede rejsedokumenter til ungarske jøder. Men egentlig havde de ingen juridisk gyldighed. Det var alligevel lykkedes for svenskerne at give ungarerne det indtryk af, at mennesker med svenske rejsedokumenter var under svensk beskyttelse.
Det lykkedes for Wallenberg med ungarernes tilladelse at udstede 5.000 pas til jøderne. Men han fortsatte med at trykke så i realiteten blev der uddelt tre gange så mane. Dokumenterne blev anerkendt af de tyske soldater, så på denne måde reddede Raoul Wallenberg tusindvis af jøder fra døden i gaskamrene.
Wallenberg lejede 32 huse i Budapest og forsynede disse med svenske flag. Og det betød, at ”deres beboere var beskyttet af svensk diplomatiske immunitet”
Forhandlede med Eichmann, der kaldte ham før jødehund
Himmler skulle også have anerkendt metoden. Han havde en plan om at bytte en million jøder for 10.000 lastbiler. Han håbede at kunne indgå hemmelige aftaler med de allierede. Wallenberg havde også forhandlet med Eichmann selv om denne kaldte Wallenberg for ”Jødehund”.
Men i oktober 1944 ændrede situationen sig i Budapest. Fascisterne havde overtaget magten. Den nye indenrigsminister ville ikke mere anerkende de svenske beskyttelsespas. Jøder blev bragt til Donau og skudt.
Eichmann kom tilbage til Budapest og deportationerne fortsatte. 40.000 jøder blev beordret til den østrigske grænse, for at grave en slags mur mod Den Røde Hær.
Englen fra Budapest
Men Wallenberg blev også kaldt ”Englen fra Budapest” Han brugte sin kreativitet og fandt på specielle metoder for at redde jøderne i Budapest.
Han kunne også gøre indtryk hos nazisterne og få sine krav gennemført. Efter sigende ville nazisterne springe ghettoen i Budapest med 70.000 jøder i luften. Men Wallenberg fik nazisterne overtalt til ikke at gøre det. Han fik også bremset nogle af dødsmarcherne med argumentet om, at en sådan handling ville blive betragtet som en krigsforbrydelse efter krigen.
En måned før han forsvinder skriver han hjem til sin mor, at alle er i godt humør og glæder sig til kampen.
Han skulle have stoppet tog på vej til gaskamrene og skulle have åbnet dørene til kreaturvognene med jøderne. Med sin bil fulgte han dødsmarcherne med levnedsmidler og medicin.
Gennem sit arbejde i Sverige havde han forbindelser til det jødiske samfund i Ungarn Fra USA havde han fået 150.000 dollars.
Russerne indkaldte Wallenberg til møde
Men i januar 1945 var Budapest ved at skifte hænder. Kommunisterne sendte bud efter den svenske diplomat lige inden han forsvandt. Det var den sovjetiske feltmarskal Rodion Malinovsky, der kaldte ham til møde i sit hovedkontor i Debrecen næsten 200 kilometer øst for Budapest.
Russerne beskyldte ham for spionage. Men Wallenberg var frygtløs. Sammen med sin chauffør begav han sig til hovedkvarteret. Han tog afsked med sit personale med disse ord:
I dag kan vi så konstatere at det har været som fange.
Wallenberg var blevet advaret
En anden diplomat i Budapest Per Anger skulle have advaret Wallenberg. Han havde den 10. januar bedt ham om at komme i sikkerhed. Men Wallenberg havde svaret:
Allerede længe før denne dato vidste Wallenstein at han levede livet farlig. Han overnattede ikke i det samme hus to nætter i træk.
Wallenberg var agent for OSS
Nogle historikere mener, at det ikke er spionage han var anklaget for. Det havde noget at gøre med familien Wallenbergs gøren og laden at gøre under krigen. De forhandlede med begge sider. Raoul Wallenstein skulle så være en slags pant for Sovjet for at få bedre forbindelser.
Men US News og World Report har undersøgt forholdene i Budapest og mener, at Wallenberg var tilknyttet det amerikanske efterretningsvæsen. Han skulle have været agent for CIA’ s forgænger OSS. Således skulle der i Stockholm har været en ungarer, der hjalp med at få ham i tjeneste hos OSS. En kurator hos CIA, der hed William Hinhoeffer skulle i 1990 have bekræftet dette.
Familien levede i uvished
Åbenbart havde den svenske regering forsømt at gøre noget for at få Wallenberg frigivet. Måske havde de bevidst undladt dette for at bevare deres neutralitet.
I 1993 kom det frem, at styret i Moskva havde udstedt en arrestordre på vores hovedperson. De to kom aldrig tilbage til Budapest og ingen har siden hørt fra dem. Familien hjemme i Sverige har fået forskellige informationer. Wallenberg skulle være dræbt da Budapest blev bombet. En anden melding gik på, at han var ude for en bilulykke.
Familien brugte masser af midler for at få sagen opklaret. Sagen endte hos Josef Stalin. Men det var måske ikke lige som familien havde håbet.
I 1946 mødtes den svenske ambassadør i Moskva med Stalin.
Endelig kom indrømmelsen fra Sovjet
Det skulle gå 11 år før russerne indrømmede, at Raoul var blevet arresteret og sat i fængsel af MGB (En forløber for KGB). Indrømmelsen blev fulgt op af en erklæring om at han var død af hjertestop i Lubjanka – fængslet i 1947.
Sandheden er nok, at han er blevet offer for den sovjetiske efterretningstjenestes C2 – gift.
Men familien har aldrig troet på denne historie.
Mange mente at have hørt om eller set Wallenberg
Den britiske spion Greville Wynne hævder, at hans medfange udgav sig for en svensk diplomat i 1962. På det tidspunkt var Wynne blevet afsløret og ventede på sin dom i Lubjanka – fængslet. Han slap dog fri som led i en udveksling af spioner to år senere.
En amerikansk professor, Marvin Makinen, der blev dømt for spionage i Sovjet i 1961 hørte også om en svensk fange, mens han var fængslet i Vladimir – fængslet 200 km øst for Moskva.
Den svenske fange ”van den Berg” blev holdt i isolation. Marvin Makinen mødte aldrig selv fangen. Men efter han slap ud af sit fangenskab som led i en spionudveksling fattede han interesse for sagen om den forsvundne svensker.
Men i 1989 blev medlemmer af familien inviteret til Moskva. Her fik man overdraget en pas og en lommekalender tilhørende vores hovedperson. Disse ting var fundet under oprydning i et KGB – arkiv.
I 1993 fik han kontakt til to tidligere ansatte ved fængslet. De ansatte påstod, at de kunne genkende Raoul Wallenberg ud fra fotos, som ellers aldrig har været vist for offentligheden.
Masser af undersøgelser
Med tiden har der været iværksat en række undersøgelser af den forsvundne svenskers skæbne.
Menneskerettigheds-advokaten Irwin Cotler stod i spidsen for en undersøgelse i 1980’erne og konkluderede, at der var ”overbevisende beviser” for, at Raoul Wallenberg var i live i 1950’erne og 1960’erne og ”utroværdige beviser” for, at han var i live helt op i 1980’erne.
Det sidste udsagn fra vidner, som muligvis har set Wallenberg i live, er fra et fængsel mellem Moskva og Leningrad i 1987, hvor en tidligere frihedskæmper, John Farkas hævder at have set svenskeren.
Efter Sovjetunionens fald gik russerne med til at iværksætte en ny russisk-svensk undersøgelse, som skulle forsøge at give et endegyldigt svar på Wallenbergs skæbne.
Mange opfattelser
Nu lød konklusionen at Wallenberg måske var blevet henrettet, mens han blev holdt tilfangetaget i Lubjanka. Samtidig påpegede svenske historikere, at det meget vel kunne være, at Wallenberg havde levet i straffelejrene Gulag i adskillige år efter hans påståede død i 1947.
Ingen af oplysningerne er dog ledsaget af håndgribelige beviser.
Efterretningschef ikke i tvivl
Manden, der stod i spidsen for Sovjetunionens efterretningsvæsen fra 1954 til 1958 mener dog at have et svar. Han hed Ivan A. Serov. Hans dagbog blev fundet i en kuffert som lå gemt i en falsk væg i 25 år.
Den blev udgivet i sommeren 2016 og heri skrev Serov:
Og det var sket efter direkte ordre fra Stalin.
Wallenberg blev myrdet
Henrettelsen skulle angiveligt være udført den 22. juli 1947. Men blev ordren udført?
Ifølge Moscow Times, er det nemlig en stribe afhøringsrapporter fra Lubjanka-fængslet, som blev offentliggjort i 2009. De personer, som blev afhørt, havde relation til Raoul Wallenberg – blandt andet hans chauffør.
Wallenberg optræder ikke på listen – det gør til gengæld en mystisk ”Fange Nummer 7”, som blev afhørt den 23. juli 1947. Det var dagen efter at henrettelsen skulle have fundet sted. Fangens identitet er ukendt. Men måske ligger der et svar og venter.
Åbenbart ligger svarene i de sovjetiske arkiver. Alt tyder på, at Wallenberg ikke er død på en naturlig måde. Han er blevet myrdet.
Masser af hæder
Raoul Wallenberg blev af den svenske konge hædret med den største udmærkelse. Også ved Holocaust mindestedet Yad Vashem har man æret ham. I 1995 fik han den europæiske menneskerettighedspris.
Ved den store synagoge i Budapest befinder der sig en mindetavle til minde om den svenske diplomat.
Wallenberg er desuden udnævnt som æresborger i Israel, USA, Canada og Budapest.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 12, 2021
Skt. Stefanskirken – en kirke med frisind
Jeg har været her mange gange. Hvem er Skt. Stefan? Præsterne kunne ikke lide Socialister. Lensbaronens økonomi havde det ikke så godt. Der blev samlet ind til kirken. En ny præst gjorde en forskel. Agelica kom forgæves. Personalet havde rigeligt at se til. Fem sogne blev udskilt. Fra 1922 Grundtvigiansk kirke. En præst, der var glad for klokker. Anne Braads ti bud. Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe. Man kan også få prøver på ”Ondt Orgel”. Og så var det lige ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem”.
Jeg har været her mange gange
Jeg har efterhånden stået her i kirken mange gange og holdt foredrag. Ofte har det været sammen med Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Ja og ofte har det været i Menighedshuset i Vedbækgade – Karmel.
Begge steder har det altid været en fantastisk stemning. Og det skyldes jo nok de ansatte inklusive præsterne. Jeg var så heldig at holde afskedsforedrag for den afholdte præst, Ivan Larsen og velkomstforedrag for den ny præst Thomas Høg Nørager
Hvem er Skt. Stefan?
Og måske skal vi lige starte for de knap så religionskyndige med at forklare, hvem Skt. Stefan er.
Stefanus var en af syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem. Han var ifølge Det Nye testamente den første, der blev slået ihjel på grund af sin kristne tro.
Præsterne kunne slet ikke lide socialister
Det er sandelig ikke altid, der har været frisind i denne kirke. Her på siden har du kunne læse, da Skt. Johannes kirken kom til Nørrebro som den første. Her var en meget dynamisk og kreativ præst, pastor Frimodt, der bestemt ikke kunne lide socialister. Og det var de fleste arbejdere dengang. I 1861 blev denne kirke indviet.
Socialisterne mente, at kirkerne var kapitalismens forlængede arm. Og det fik man da i høj grad bekræftet, da man senere så opfordringen til indsamlingen til den anden kirke på Nørrebro.
Frimodt tog initiativ til at Stefanskirken blev den anden kirke på Nørrebro. Det skete i 1874. Det var jo et kæmpe sogn og flere og flere indbyggere kom til bydelen. Men kirken blev først til noget efter en indsamling som Frimodt startede på Store Ravnsborg to år tidligere:
Lensbaronens økonomi havde det ikke godt
Lensbaron Herman Frederik Løvenskjold skænkede en del af sin jord, hvor kirken blev opført. Tre år efter ved sin død viste det sig, at hans økonomi ikke havde det så godt. Så man må sige at Gud var med Stefanskirken.
Det var bygningsinspektør ved Københavns Kommune, arkitekt Ludvig Knudsen, der stod for tegningerne. Og det har han gjort ved masser af byggerier på Nørrebro. Tegningerne her fra kirken er blevet brugt til en kirke på Bornholm.
Der blev samlet ind til kirken
Kirken blev bygget for indsamlede midler. Den kostede 34.000 rigsdaler. Derudover blev der indsamlet 6.000 rigsdaler til præsteboligen og 10.000 rigsdaler til præstelønningslegat.
Der var oprindelig plads til 700 i kirken. Altertavlen som er indfældet i nygotisk ramme forstille Jesus på besøg hos Martha og Maria. Det frøknerne Dorph Petersen fra det nærliggende Blågården, der stod model til de to søstre.
Kirkeskibet er skænket af skibsbygger, Skifter Andersen fra Aabenraa i 1882 sammen med to syvarmede lysestager. Skroget til skibet har været model til skibet Heinrich Augusta som Skifter Andersen, byggede til et købmandshus i Hamborg.
En ny præst gjorde en forskel
Også Stefanskirkens to første præster, Peter Volf og Ivar Dall delte denne antisocialistiske holdning. Måske var det derfor, at kirkegangen ikke var så stor. Dall måtte da også gå af til sidst.
Men i 1914 var det så Axel Rosendahl’ s tur. Han havde ikke samme holdning. Og nu vrimlede det til med kirkegængere. Han var selv opvokset på Nørrebro. Hans far var leder af en grundtvigiansk friskole.
Angelica gik forgæves
I 1893 skriver Angelika i sine erindringer, at hun er født på Nørrebro:
Så kunne Angelikas søskende få det at vide, men det hjalp jo ikke på sulten.
Personalet havde rigeligt at se til – om søndagen
Det store sogn bød også på ekstra udfordringer. I det daglige kunne de rige betale for kirkehandlinger. Om søndagen var det gratis. Så kunne arbejderne få deres kirkehandlinger gennemført. Og det betød, at Stefanskirken en søndag gennemførte:
I årene efter Sankt Stefans Sogns oprettelse voksede indbyggertallet på Nørrebro kraftigt. Således fødtes der i sognet i 1877 – 800 børn. I 1889 var tallet oppe på 1.405.
Ved 25-års jubilæet i 1899 havde malermester Schrøder ny- dekoreret prædikestolen med symboler på tro, håb og kærlighed.
Fem sogne blev udskilt
I årene 1890 – 1912 blev yderligere fem sogne udskilt fra Sankt Stefans Sogn:
Ved en indsamling til menigheden i 1919 blev et maleri forestillende Sankt Stefans martyrdød skænket kirken.
I våbenhuset er der en mindetavle over kirkens grundlægger, Rudolf Frimodt.
Fra 1922 en ren Grundtvigiansk kirke
I 1922 blev kirken en ren grundtvigiansk kirke. Og Rosendahl blev i 1935 valgt som biskop af Roskilde Stift.
Der er sket store ændringer i kirken i tidens løb. For et stykke tid siden var det stillads på kirken. Der er kommet nyt tag på. Og indvendig er der også sket vedligeholdelser.
I 1929 blev der bygget et kapel til kirken.
I 1935 hed den nye præst Ejnar Leth Balling. Det filmmanden Erik Ballings far. Fire år senere udnævntes Emanuel Würtzen til residerende kapellan. De to markante præster kom til at tegne kirkens profil i et kvart århundrede. De døde med to måneders mellemrum i 1962 og 1963. Balling efterfulgtes af Finn Ahlmann Olsen.
En præst, der var glad for klokker
I 1958 fik kirken nye klokker. De tre klokker er støbt i England hos firmaet John Taulor & Co. De erstattede ”en tålelig malmklokke og en rædsel af en stålklokke, som præsten Emanuel Würtzen udtrykte det.
Jo han var meget glad for klokkeringning. Han talte om ”fornøjelig klokkeringning”. Han sagde også:
I 1965 kom der et dåbsværelse til, hvilket betød at kirkerummet blev afkortet.
I forbindelse med restaureringen i 1974 blev der opsat et nyt alterbord. Prædikestolen blev sænket og trukket nærmere koret. Døbefonten som undertegnede ofte, har lænet sig op ad ved foredrag er af grønlandsk marmor.
Anna Braads ti bud
I 1980 afløstes Ahlmann Olsen af Ivan Larsen, der havde været residerende kapellan ved kirken siden 1976. Med Anne Braad ansættelse som sognepræst i 1989 indledtes endnu et langvarigt parløb af markante personligheder på præstestillingerne.
Ivan Larsen markerede sig tidligt som fortaler for homoseksuelles rettigheder i kirken og for en kirkelig vielse af homoseksuelle. Anne Braad var en flittig debattør med en til tider ukonventionel indstilling til de kirkelige og teologiske traditioner.
Jeg har et par gange besøgt Ivan Larsen og Ove Carlsen, der boede i den hyggelige præstegård bag kirken.
Og Anne Braad har jeg ofte diskuteret med. Det startede med, at jeg efter min kones død skrev en artikel om sorg og sorgbearbejdelse. Hun kom op i butikken og spurgte om hun måtte bruge artiklen til en studiekreds om sorg.
Jeg har også fået en øl med hende på den lokale. Her kom hun ofte med hendes hund.
Anne udviklede sine egne 10 bud:
Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe
I 2001 kom kirken i Kristeligt Dagblads søgelys med overskriften ”Stefanskirken – intrigernes holdeplads”. Det var bestemt ikke artige ting, der kom for dagens lys. Også biskoppen måtte blande sig dengang.
Efter Anne Braads død i 2008 blev Pernille Østrem ansat som sognepræst og efter Ivan Larsens afgang i 2012 som kirkebogsførende sognepræst. I 2014 blev Thomas Høg Nørager ansat som sognepræst.
De er ret gode til det med banner foran kirken. Og Første Maj reklamerede de med Rød Gevalia Kaffe. Men det må siges at være falsk varebetegnelse. De sidste mange gange, hvor undertegnede har optrådt i Karmel i Vedbækgade, har det været Peter Larsen Kaffe.
Man kan også opleve ”Ondt orgel”
Til højre foran koret står en lysbærer. Den første af sin art og tegnet og fremstillet af Ove Carlsen.
Orgelet er meget specielt. Udover de 24 stemmer har det også et klokkespil. Som det eneste i Norden har det også slagtøj, stortromme og bækken.
Orgelet er skabt i 1983 af den dygtige orgelbygger Carsten Lund, der noget usædvanligt fik frie hænder af kirkens menighedsråd til at udtrykke sig i en klar kunstnerisk og håndværksmæssig vision. Det kom der et instrument ud af, som måske deler vandene bland organister, men som tilhængere regnes for noget af det ypperligste i orgelverdenen.
Meget specielt kan man så opleve orgelet. Når kirken fejrer Halloween. Så kalder man det for ”Ondt Orgel”.
Sankt Stefans Sognemissions Hjem
Vi skal da også nævne Karmel i Vedbækgade – menighedshuset for Stefanskirken. Her har jeg både været til konferencer, møder og sågar til fest. Men ikke mindst har jeg holdt mange foredrag her.
Den smukke bygning hed dengang ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem. I den høje kælderetage havde generalinde Harboulejet bespisningslokaler til ”Mødre og Børns bespisning”.
Inde af hovedindgangen var der plads til 300 mennesker. På førstesalen havde Frøken Marie Købke lejet 8 rummelige værelser til Sankt Stefans Haandgerningsforening”. Denne virksomhed forgrenede sig til hele Nørrebro.
Som ordinært medlem af denne forening betalte man årligt 5 kr. Men så fik man til gengæld også mindst hvert andet år tøj til en værdi af 8 kroner. Det var så de mest trængende, der fik først.
På samme etage havde Sankt Stefans Sygepleje tre værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker, hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn.
På anden-salen var værelserne udlejet til ”Klokkerkontor”.
Karmel blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgens Dag. Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom de fattige til gode. Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely og Dronning Louises Asyl. Alt dette krævede en enorm indsats af præster og frivillige.
Hvis du endnu ikke har prøvet det – så kom til Fredagsrundstykker i Karmel. Det er vældig hyggeligt, hvis du kan stå tidligt op.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.729 artikler – Om præster, Kirker, Åndsliv og Kirkegårde:
Nørrebro (301 artikler):
København (87 artikler):
Østerbro (96 artikler):
Tønder (278 artikler):
Højer (77 artikler):
Aabenraa (165 artikler):
Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
Sønderjylland (200 artikler):
Maj 11, 2021
Omkring Nørrebroparken 4 (b)
Dette er sidste del at teksten i hæftet ”Omkring Nørrebroparken – mens vi endnu husker den”. Vi kigger på området og besøger Assistens Kirkegård. Desuden får du en artikeloversigt, hvis du vil vide endnu mere om kvarteret. Heftet blev udgivet i forbindelse med Kulturelle Markedsdages 10- års fødselsdag.
I forbindelse med 10 året for Kulturelle Markedsdage udgav vi et hæfte på 48 sider. Her er sidste del. Vi har lavet lidt om på teksten fra dengang. Hæftet blev solgt for 20 kr. ved vores bod og oppe i boghandlen. Det er for længst udsolgt.
Ja det meste af oplaget gik tabt under en oversvømmelse i kælderen til boghandlen.
Teksten har tidligere været offentliggjort.
Værd at vide om kvarteret
Lundtoftegade
I medierne blev gaden udråbt som ghetto. I dag er man ude af dette. Det er et etagebyggeri fra 1970’erne, der præger gadebilledet. En stor del af befolkningen har en anden etnisk baggrund end dansk. Gaden strækker sig fra Borups Plads til Hyltebro i nord.
Hyltebro
Under Hyltebro løber Lygteåen i skumle rør. Indtil 1909 dannede dem grænse til Brønshøj. Hvorfor broen over åen blev kaldt Hyltebro, vides ikke. Allerede i 1500 – tallet lå her en bro. Den var af træ og efterhånden så nedbrudt at en ny måtte opføres. Den blev omkring 1717 erstattet af en stenbro.
Jagtvej
Jagtvej var egentlig en sti. Her red kongens mand på fasanjagt eller lerdueskydning eller Papegøje – skydning på Borgmester Vang (1694). Her optrådte også falke. Jagtvej blev forbundet til Tagensvej i 1899.
Nørrebros Runddel
Nørrebros Runddel er Danmarks ældste runddel. Den blev anlagt i 1750. Det var der, hvor kongens jagtselskab samledes før jagten i skovene nord for København.
Snart blev der bøvl med nogle poppeltræer, der var plantet med 8 – 10 alens mellemrum. Møllerne påstod at træerne tog vinden fra deres vejrmøller. Så kunne man jo lige så godt omdanne dem til hestemøller, sagde de.
I 1844 blev det derfor besluttet at borthugge hver anden af træerne. Forskønnelsesforeningen anbefalede at man fremover plantede linde – eller elmetræer.
Stefansgade
Gaden er en gammel markvej, der hed Havremarksvej. Den er ca. 750 meter lang og Gade-lavet udnyttede, at der var noget, der hed Kvarterløft. Tomme butikslokaler blev fyldt med trendy-butikker. Her finder vi også byens ældste beværtninger.
Ja, Stefanshus er vel omkring 119 – 120 år gammel. Og Cafe Lille Peter er vel omkring 110 år gammel. Herfra stammer mange legender. Blandt andet om Moster Inge som var Danmarks første striptease – danserinde. Efter sigende skulle hun have optrådt på Moulin Rouge. I en sen alder skulle hun have haft meget smukke ben. Men mændene holdt sig på afstand. Hun havde nemlig et meget iltert temperament.
Engang havde de her Danmarks billigste øl – priser.
Gaslygterne holdt sig længe i Stefansgade. Hver morgen og hver aften kom lygtemanden og gik fra lygte til lygte. På en stang var der monteret et slags fyrtøj, som blev betjent via en lang snor. Om aftenen åbnede lygtemanden for gassen. Så brændte gadelygten hele natten. Om morgenen slukkede han så for gassen.
Engang var en bil kørt i en af gaslygterne. Hele Stefansgade måtte evakueres. Gassen sivede ud og der var eksplosionsfare.
Petersdal
Der hvor Elgiganten i dag ligger, lå engang landstedet Petersdal. En del af bygningen blev i mange år drevet som Cafe Petersdal. Bygningen blev nedrevet i 1930’erne. I stedet opførtes Nora Bio. Dengang var det Københavns tredje største biograf. Den blev lukket i 1977 og afløst af et supermarked.
Petersdal strakte sig fra Hyltebro til Lundtoftegade og Esromgade.
Petershvile
Over på den anden side lå Petershvile, der engang havde samme ejer som Petersdal. Det var renteskriver Peter Feddersen. Endnu i 1880 drev han gården som et selvstændigt landbrug sammen med Ventegodt.
Gården lå i nærheden af Nissedal. Og denne gård hed sandsynligvis Mester Jokums Gård indtil 1766. Her boede bøddelen. Det kan dem, der i dag bor på Heimdalsgade 2 så tænke lidt over.
På et kort fra 1865 skimtes også en gård ved navn Enigheden, ikke at forveksle med mejeriet Enigheden.
Ventegodt
Her på stedet boede i mange år, jøden Melchior. Når børnene skulle i skole inde i byen, skulle de spørge de rejsende om de måtte køre med. Kostede det mere end 2 skilling måtte de stakkels børn gå den lange tur til fods.
Gården lå der allerede i det 18. århundrede.
Jægersborggade
En af de mere kendte gader i området er Jægersborggade. Den er kendt for sin omfattende hashhandel. Sådan er det dog ikke mere. Ja og så er det en meget aktiv handelsgade. Efterhånden har gaden fået samme gode ry som Elmegade.
De første spor går tilbage til midten af 1880’erne. Dengang var det en grusvej som kantedes af enkelte et – eller toetagers huse. Anlæggelse af en jernbanestation for enden var skyld i en meget hurtig udvikling.
Man skulle tro, at gaderne mellem Jagtvejen og Stefansgade var byget på samme tid, så trøstesløse så de engang ud. Undtagelsen var nok Bjelkes Alle med dets småhaver foran husene.
Ved udgangen af 1886 var hele 18 byggekonsortier i gang i Jægersborggade. Den store byggematador Alberti har tjent masser af penge i denne gade. I begyndelsen var det et kompagniskab mellem Cloetta og justitsråd Albert Nicolaj Schioldan, der ejede gaden.
På hjørnet af jagtvejen og Jægersborggade optrådte der syngepiger fra 1889 til 1903. de blev så skiftet ude med billardborde. Så sent som i 1958 lå her Cafe Jægersborg. Det var også det år en svensk godsejer besluttede, at han ville skille sig af med denne gade.
Land og Folk sluttede n af sine artikler med at konstatere med følgende linje:
Gaden havde de følgende år en lidt broget tilværelse med forskellige ejerskaber. Det endte med at beboerne købte ejerskabet. Andelsboligselskabet AB Jæger var en realitet og sikkert en af landets største på området.
Og tidligere var der nærmest rockerkrig i gaden. I den ene halvdel nærmest Stefansgade holdt Galopping Goose til mens Fithy Few var i den anden halvdel. Galopping Goose blev senere til Hells Angels med hovedkvarter i Titangade som de måtte fraflytte i 1996.
Husumgade
Gaden lå mere eller mindre ubebygget i en halv snes år. Først i vinteren 1898 – 1899 skete her en ændring.
Folmer Bendtsens Plads
Hvorfor mon det hedder Folmer Bendtsens Plads? Ja maleren Folmer Bendtsen er slet ikke fra Nørrebro. Han er født på Vesterbro Så kam han i pleje i nærheden af Runddelen. Efter at have været ude at sejle bosatte han sig i Lygtekvarteret omkring 1925.
Som kommunist blev han anholdt og sat i Horserødlejren. Herfra flygtede han i 1943. Efterfølgende blev man aktiv i modstandsbevægelsen BOPA. I 1953 havde han et opgør med DKP efter Stalins forbrydelser.
Man kan godt kalde Folmer Bendtsen for arbejderklassens maler. Ifølge ham selv kunne kunsten være med til at løse sociale problemer ved at vise arbejdernes vilkår og dermed overbevise borgerskabets sociale samvittighed.
Julius Bloms Gade
Denne Julius Blom var tømrermester og brandmajor. Ud over sin medvirken i en lang række opførelser af huse på Nørrebro, medvirkede han til modernisering af Københavns brandkorps. Han blev forfremmet til vicebrandmajor. Senere modtog han titlen som etatsråd. Tidlig i sin karriere sad han i Borgerrepræsentationen.
Han var knyttet til en række institutioner som Sparekassen, Nye Danske Brandforsikring, Rysensteen og Københavns Sporvejsselskab.
Julius Blohm døde den 14. juni 1900 som en velhavende mand. Han efterlod sig flere børn.
Heinesgade
Gaden er omkring 1904 opkaldt efter overretssagfører Nathan Heine. Han var ekspert i byggesager.
Bjelkes alle
Navngivet 1878 efter rigsadmiral Henrik Bjelke. Han var søofficer i krigene mod Sverige. Omkring 1644 hindrede Frederik den tredje en duel mellem Bjelke og adelsmanden Hannibal Sehested. Af samme grund lod Bjelke sig pensionere i1650.
Da det trak op til krig i 1657, blev han alligevel udnævnt til viceadmiral. Han ledede flåden under Niels Juels overkommando. I 1662 blev han udnævnt til rigsadmiral.
En kirkegård med det hele
Der blev ikke kun gravet over på kirkegården, når der skal graves nye grave. Her er blevet anlagt en ny Metro – station. Og denne kirkegård rummer så meget. Ikke kun de lokale bruger kirkegården. Den er et tilløbsstykke for alle københavnere.
Kirkegården blev indviet den 6. november 1760, da disciple fra Vor Frue Skole sang ”Penge som Judas slængte”. I begyndelsen anså man kirkegården som en fattig-kirkegård. Men det ændrede sig da adelsmanden fra Augustenborg Slot, Johan Samuel Augustin blev begravet her på kirkegården.
Denne Augustin skrev i sit testamente, at han aldrig med forsæt havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han om at blive bestrøet men en tilstrækkelig mængde ulæsket kalk i en simpel kiste – 10 fod dyb.
I døden er ikke alle lige
Augustin banede vej for at det bedre borgerskab nu ville lade sig begrave herude på Nørrebro. Den fine ligvogn kostede 20 rigsdaler, og så var der ellers forskellige gradueringer. Ville man begraves tæt på muren, ja så kostede det ekstra.
Da grosserer Jøren Beck skulle begraves, fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn til Nørrebro.
Da Johan Leonard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni skulle bringes til hvile, skulle det gøres standsmæssigt med
Det bedste borgerskab ville beundres i døden. De købte flere gravsteder på en gang. I 1920 indførte man begrebet ”Normalbegravelse” Fra den tid skulle man ikke betale ekstra for orgelspil og andet.
Offentligt værtshus
I 1805 havde bladet ”Politivennen” beklaget, at der var stavefejl på gravstenene. Desuden fandt man det uanstændigt at især ”de laveste Klasser” festede på livet løs blandt gravene. Politivennen kaldte det for
Ja og så overholdt man ikke regulativet med hensyn til, hvor langt man skulle lægge en ned i graven. De tre alen blev langt fra fulgt. Så det var frit løb for de herreløse hunde, der så her på kirkegården kunne få sig et bid.
Manglende selvjustits
Der kom også klager over manglende selvjustits. Snart var det opgravede knogler, der fik lov til at flyde på jorden, snart var det graverne, der mødte op i lurvet påklædning. Ja så havde man også lige glemt at grave til en begravelse.
Man diskuterede i 1806, om det skulle hedde Gravløkken, Mindeparken, Fredslunden eller Fædremarken. Men der kom i hvert fald et skilt op, hvor der stod ”Hvilested for de Afdøde. Medlem af den Kristne Menighed i Kjøbenhavn.
Overvejede tribune og entre
Der var mange meninger om, hvordan man skulle begå sig på kirkegården. Rødhårede skulle farve deres hår. Det kunne passende smøres med komøg for ikke at bryde den højtidelige stemning. Det mente i hvert fald digteren og lægen J.C.I. Tode. Han mente også at tilmurede begravelser var farlige, fordi de holdt på dunsterne. Når graven så skulle åbnes for at indsætte den næste, ville man være udsat for en forfærdelig giftatmosfære.
Tilstrømningen til kirkegården var enorm. Man talte om at indføre entre fra 4 til 10 skilling. Det vil sige, at det selvfølgelig skulle være gratis for kirkegårdsarbejderne og de pårørende.
Andre forslag gik ud på, at hunde, børn og folk med kårde eller stok skulle formenes adgang. Det skulle ikke bare bekendtgøres med en plakat, nej der skulle sandelig ansættes en vagtpost. Og så talte man om at ansætte vagtpost.
Tribuner skulle opsættes, hvis det var kendte, der skulle begraves.
Madkurve – fænomenet
I 1907 blev alle opsynsmænd fyret. De solgte sprit på kirkegården. Det var med til at sætte ekstra gang i løjerne. Og ulykkerne fortsatte. For allerede i 1820 blev der klaget og krybskytteri på harer og agerhøns på kirkegården.
Det var altid liv hos de døde. Selv H.C. Andersen lagde mærke til det. I et af sine sidste eventyr ”Portnøglen” fra 1872 skriver han om:
Det var netop det som eventyret handlede om – Madkurve – fænomenet på Assistens Kirkegården.
En rejsebeskrivelse af F.J. Meyer beskriver udmærket forholdene:
Da Gertrud rejste sig fra kisten
Natten til den 23. juli 1798 skete der noget dramatisk på Assistens Kirkegården. Atter engang var der gravrøvere på spild. Da de nåede den 20 – årige Gertrud Bodenhof’ s kiste rejste denne sig halvvejs op og udbrød:
Hun lovede gravrøverne ”Guld og grønne skove og en rejse til Amerika”. Men de to gravrøvere tog en spade og dræbte hende.
Historien er ganske vist. En af røverne tilstod hændelsen på sit dødsleje på Frederiks Hospital over for ingen ringere end Jens Peter Mønster – den senere biskop af Sjælland.
Gertrud’ s bror havde givet udtryk for, at han ikke kunne forstå, at hendes søster havde røde kinder, da hun blev lagt i kisten.
Begrebet ”Skindød”
Allerede i 1783 havde den navnkundige teolog Dr. Bastholm erklæret, at der skulle blæses med trompet, for at se om den afdøde skar ansigt eller om man vågnede.
Ved Nørrebros Runddel blev der i 1808 oprettet et lokale for eventuelle skindøde. De afdøde blev forbundet med en snor om håndleddet. Således var snoren forbundet med en klokke i graverens stue. Hvis klokken så lød, ja så var det fare på færde.
Når H.C. Andersen var ude at rejse, havde han altid et skilt med, når han lagde sig til at sove. På skiltet stod der ”Jeg er kun skindød.
Bedemænd begyndte at sælge kister med ilttilførsel og signalapparater i tilfælde af……
Da vandet løb ned i Ladegårdsåen
I 1833 stod kister i vand. Og dette vand løb ned i Ladegårdsåen. Det havde man advaret imod. Men ingen havde gjort noget ved det.
I 1879 kunne man i ”Blade fra Kirkegaarden” læse, at nogle beboere ved Ladegårdsåen var fundet døde. Man mente, at de havde drukket vand fra Ladegårdsåen. Den skulle så atter engang være blevet forurenet af vandet fra kirkegården.
Dette var så det sidste fra vores lille hæfte fra dengang. men vi har samlet en oversigt over artikler så du kan få meget mere at vide om området omkring Nørrebroparken:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.728 artikler, heraf 300 artikler fra Nørrebro bl.a.:
Maj 9, 2021
Omkring Nørrebroparken (3) (b)
Kulturelle Markedsdages Historie – I ti år holdt vi den kørende. Så satte Metro – byggeriet en stopper for det, og siden er det ikke kommet i gang igen. Det har været en sand fornøjelse at være med til arbejdet. En masse musik har vi lyttet til. Der har været klovne, artister, gospel, sæbekasseløb, fodboldturneringer., løb m.m. Her var store loppemarkeder, Tivoli, eksotiske madboder, danseundervisning m.m. Der har været en masse spændende politiske diskussioner. Dette er del af et hæfte, der udkom i forbindelse med jubilæet ”Omkring Nørrebroparken – mens vi kan huske det”
Et jubilæumshefte
Dette er en ny – redigering af en artikel fra 2010. Egentlig er det en tredjedel af et hæfte på 48 sider, der blev udgivet i forbindelse med ”Kulturelle Markedsdages 10-års jubilæum”. Vi solgte hæftet fra vores bod og oppe i Steenberg Bog & Ide.
Der var lovet sponsorstøtte forskellige steder fra. Men det udeblev. Undertegnede måtte selv betale regningen. Dertil kom så, at størstedelen af oplaget gik til ved en oversvømmelse i kælderen oppe i butikken. Når jeg så tænker over det, så fik vi aldrig afregnet.
Vi har tilladt os at lave lidt om på teksten fra dengang. Og heftet er for længst udsolgt.
Vi bevæger os lidt rundt i kvarteret og kigger ind på kirkegården i dette afsnit. Desuden beskriver vi Kulturelle Markedsdage, der aldrig siden blev genoptaget, da metroen skulle bygges i Nørrebroparken.
Heftet blev lavet som en slags hyldest til alle de kreative mennesker, der har været med til at arrangere det. Vi havde det mægtig sjovt på de mange møder forud.
Det blev som skrevet aldrig en 11. gang.
Jubilæumsfesten
Jubilæumsfesten blev afholdt i bagende solskinsvejr. ”De Glade Sømænd” havde et kæmpe publikum. Og de nået da også at stifte ”Sømandspartiet” De forærede den lokale fodboldklub 1.000 kr.
Og lige før disse gik på scenen, var der rigtig New Orleans Jazz. Som sædvanlig var der talentkonkurrence for de helt unge.
Lørdagen sluttede med det feminine svar på Gasolin. Ja de kaldte sig Gasoline.
Hvor var det skønt at starte søndagen med en kop kaffe sammen med de travle græsrødder. Nogle så ganske klatøjet ud. De havde holdt vagt hele natten. Og de er faktisk disse græsrødder og frivillige, der har været med til at bære ”De Kulturelle Markedsdage”.
Ja mange af disse har været med i samtlige 10 år. Også da det hele startede.
Kulturelle Markedsdages Historie
Det Henning C. Hansen, der tog initiativ til det hele. Han vandrede fra sit beskedne kontor i Søllerødgade rundt til de forskellige andelsboligforeninger. Og det var for at få fat i alle de kreative og aktive mennesker. Det var alle de mennesker, som vi aldrig hører om i medierne.
Og hvis politikerne havde stoppet op og høre nogle af de stikpiller, som Henning gennem ti år har fyret af op fra scenen, ja så ville det have set anderledes ud på Ydre Nørrebro.
Jo det skete da også at vores altid nærværende sprechstallmeister skulle hjælpes fra scenen. Han var simpelthen ”grebet så meget af stemningen”, at han ikke ville gå ned igen. Det var morsomt, men det var der nu ikke alle, der syntes.
Foreningen Kulturelle Markedsdages formål
Bag alt dette, der skete i de ti år, stod Foreningen Kulturelle Markedsdage. Foreningens formål var at:
Til jubilæumsfesten var det en af områdets egne beboere, der holdt jubilæumstalen, nemlig Nina Thomsen. Dengang var hun borgmester. Og det var en ganske nærværende tale.
Egentlig var det overborgmester Frank Jensen, der skulle have holdt talen, men han sagde, at han var optaget. Men han dukkede dog op med en fotograf.
Jeg vidste, hvad Kramer Mikkelsen ville sige
Det var også dengang, da undertegnede sad ved siden af tidligere boligminister Jytte Andersen. Og jeg kunne så fortælle hende, hvad borgmester Jens Kramer Mikkelsen så ville sige. Hun var meget imponeret indtil jeg fortalte hende, at det såmænd var mig, der havde skrevet hans tale.
Ja Jytte var en flittig gæst til vores markedsdage. Hun holdt også selv indvielsestale på et tidspunkt.
Da Bertel Haarder dukkede op
Også ministre aflagde besøg på vores markedsdage. Det var så et helt arsenal af bodyguards, da integrationsminister Bertel Haarder mødte op. Der havde atter engang været ballade på Nørrebro, så disse guards var meget nervøse.
En masse TV – folk fulgte med. Nu har han jo – tro det eller ej – altid været en lun fætter. Jeg kendte udmærket hans baggrund fra Rønshoved Højskole i Sønderjylland. Til manges fortrydelse råbte jeg:
Dette afstedkom en hyggelig 10 – minutters sønderjysk samtale. Og disse bodyguards blev endnu mere nervøs, for det var slet ikke planlagt. Den gode Bertel kunne godt huske det. For mange år senere til Lise Egholms bogreception mødte jeg ham igen. Ja han stilede direkte hen mod mig, hvor jeg stod med en ordentlig stak af Lises bøger der på Rådmandsgades Skole.
Livlige forhandlinger ved det runde bord
Egentlig har undertegnede også været med fra starten, men der var et par år med pauser. I næsten alle årene stod jeg i Nørrebro Handelsforenings stand. Til sidst var det så i dengang.dk’ s stand, hvor vi så også solgte udsalgsbøger oppe fra butikken.
Hvert år foregik der livlige forhandlinger ved det runde bord foran handelsforeningens stand. Vi lærte mange af Ungdomshusets beboere at kende. Men også mange af politikerne fra Borgerrepræsentationen deltog i vores diskussioner.
Nu var Nørrebro handelsforening jo ikke lige populær i alle kredse.
Næsten umuligt at holde foredrag
To gange har jeg holdt foredrag på Kulturelle Markedsdage. Men egentlig er det en umulighed. For fra Tivoli larmede det og oppe fra scenen. Den ene gang var der også folk, der via deres mobiltelefon fulgte med i en FCK – kamp. Og så skulle man også lige overdøve Salsa – og Sambarytmer.
Byfest uden Røvballebands
Metro Express var engang så venlige at kalde Kulturelle Markedsdage for
Men ellers har det knebet med medieomtale. De ville hellere berette om ballade på Nørrebro.
Tre gyldne minutter på TV 2
Jo engang ringede en TV2- journalist en lørdag formiddag under Kulturelle Markedsdage op i butikken:
Han var ikke til at slippe af med. Jeg sagde til ham, at han skulle møde op i Nørrebroparken og tale med indvandrerne derude til Kulturelle Markedsdage. Og så sagde jeg til ham, at de var hverken bedre eller dårligere mennesker end alle andre. Og i øvrigt var jeg selv indvandrer – fra Sønderjylland.
Jeg sagde hvis også til ham at han skulle vende den negative attitude. Og hvad skete der. Tre gyldne positive minutter i den bedste sendetid på TV2.
Masser af god musik
Gennem årene har det på markedsdagene været spillet lige fra P3 – rock til svedig blues. Og gennem Handelsforeningen har jeg været med til at sponsere Cajun, Jazz, swing m.m.
Og Bertel Haarder blev så glad for et andet orkester Tonefilmorkesteret, som vi havde sponseret. De skulle spille ved et kursus for kvarterløft, som jeg også var med til.
Men ellers har det været navne som Jokeren, Islam B, Red Squares, Magtens Korridorer, Tom Jones Experience, Røgslør, det Danske Drengekor, Omar Mazcuk, Fessors Big City Band, Annapuna og mange flere.
Og aldrig vil jeg glemme levende Gospel musik med G-Force søndag formiddage kombineret med gudstjeneste.
Masser af forskellig underholdning
Der har været afholdt fodboldturneringer, løb, sæbekasseløb, ponyridning, hoppeborg og meget mere.
Her har været masser af rotter, ja altså på scenen. Vi har oplevet Tante Andante, klovne i massevis og fantastiske artister fra Cirkus Benneweis. Der er danset Salsa, Sambo, Flamingo, Rock and Roll, Hip Hop og meget mere.
Og det var med at holde børnene for ørerne, for de stand upper, der optrådte, gik nogle gange under bæltestedet.
Talrige politikere har optrådt her, når det var valgår. Og sikke meget valggas, de har fyret af. Balloner og pr-materiale er i tidens løb blevet langet over disken.
Kulinariske drikke – og madboder som symboliserer befolkningssammensætningen på Nørrebro, kunne man hvert år opleve. Min favorit var afrikansk mad.
Dårlig samvittighed fik man, når man gik forbi Agenda 21’ s stand. Og gamle dage oplevede man ved Nørrebro lokalhistoriske Forening.
Masser af gæster
Kulturelle Markedsdage udviklede sig til en fest på tværs af boformer, indkomster, etniske skæl og alder. Her kommer der gæster både fra Sønderborg, Horsens og Rødovre.
Journalister kunne her opleve et andet Nørrebro, hvis de ellers ville have mødt op. Her var ikke brug for Breaking News helikopteren, som ellers en overgang blev flittig benyttet, når det gjaldt Nørrebro. Dengang havde journalisterne en Nørrebro – knap.
Kun få gange var der optræk til ballade
Dengang kendte de lokale betjente rødderne. De få gange, der har været optræk til ballade ja så kendte lokalbetjent Martin rødderne. Men bortset fra da Bertel Haarder var på besøg har det ikke været brug for blå mandskabsvogne. I den forbindelse var det jo skønt at se, at Natteravnene også altid deltog til Kulturelle Markedsdage med en bod.
Noget mistænksomt blev opdaget
Til gengæld oplevede dem, der skulle rydde op en mystisk ansamling af rødder med hætter. De vidste dog ikke hvad deres formål var men de var iklædt hættetrøjer. De alarmerede politiet, som åbenbart ikke reagerede på det.
Målet viste sig senere at være Jægersborggade, der blev udsat for massivt hærværk. Det havde åbenbart noget med hashsalg at gøre.
Mangfoldigheden afspejlede sig i boderne
Mangfoldigheden i livet på Nørrebro afspejlede sig i boderne. Her var også ”Brug Folkeskolen”. Ja dengang havde 40 pct. af forældrene valgt, at deres poder skulle gå i privatskole.
Et andet paradoks ved kvarteret er at det er overforsynet med projekter og opmærksomhed. Men ofte var det en uoverskuelig sump af statsligt, kommunalt og frivilligt islæt.
Og her er vi så tilbage ved boderne på Kulturelle Markedsdage. Mange af boderne indeholdt jo netop personer og foreninger, der gør noget for de andre på Nørrebro.
I jubilæumsåret var der ingen Kvarterløft eller Områdeløft, der viste frem, hvad de havde udrettet i årets løb.
Mange forskellige boder
Lokaludvalget har taget over. De giver penge til fornuftige projekter. Mon de i en fjern fremtid tager initiativ til et lignende projekt? Der er ikke flere områdeløft eller kvarterløft, der kan give penge til Kulturelle Markedsdage.
Normalt dukkede de kommunale institutioner også op med tre – fire boder, fritidsklubber, ungdomsklubber, sportsforeninger med mere. Ja enkelte privatskoler var her også.
Partiforeninger, en enkelt fagforening, et galleri, en avis, en TV – station, en bank, en musikforening og så videre.
Tak for hyggeligt samvær gennem årene
De bærende kræfter gennem mange år har foruden Henning G. Hansen været:
Tak for hyggeligt samvær i alle disse år. Nørrebro har meget at takke jer for.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 8, 2021
På Nolde – udstilling
Vi har været på Kunstudstilling på Statens Museum for Kunst. Det var en positiv oplevelse. Det handlede vel om ”racistisk kunst”. Nolde har boet det meste af sin tid i Tøndermarsken. Nogle læsere mener, at det ikke er nødvendigt at omtale hans nazistiske fortid. Men den kom rigelig frem på en udstilling i Hamburger Bahnhof. I øjeblikket er det en skoldhed debat om kunst og historie. Skal man glemme det upopulære? Det varede 29 år før Nolde kom i den permanente udstilling på SMK. Nolde mente selv at han malede arisk og germansk kunst. På et tidspunkt tilpassede han sine motiver til den nazistiske ideologi, nemlig motiver fra den nordiske mytologi. Han forsøgte at gøre sig selv til offer. Pludselig fik man adgang til arkiverne. Og det var en anden Nolde, der mødte en. Ikke han fra ”Tysktime”. Udstillingen i Hamborg smadrede myterne. Han var tilhænger af ”Blod og Jord”. Trods det blev over 1.000 af hans værker betegnet som ”fremmed for folket”. Han havde ingen evne til selvkritik. Og selvfølgelig skal man snakke om det. Efter krigen blev han udnævnt som æresprofessor. En museumsdirektør spurgte: ”Kan han repræsentere tysk kunst i 2019?” Det fik så fra umerkel til at tage to værker ned fra hendes væg. Men det behøver du nu ikke at gøre. Besøg bare Nolde – museet i Seebüll. Det er en oplevelse.
Den meste tid af livet i Tøndermarsken
Gennem det meste af sit liv var han dansk statsborger. Og i det meste af sit liv boede han i grænselandet og i Tøndermarsken. Som kunstner var han udpræget tysksindet. Under et ophold i København i 1900 – 1901 forelskede han sig i den unge skuespillerelev Ada Vilstrup. De blev gift i 1902. Fra 1903 til 1916 boede parret på Als med faste vinterophold i Berlin. Derefter boede de ti år på Utenwarft. I 1936 flyttede de til Seebüll, lige syd for grænsen.
Kirchner og Nolde til diskussion
Vi har været på kunstudstilling i Statens Museum for Kunst (SMK). Titlen på udstillingen var ”Kirchner og Nolde til diskussion”.
Begge kunstnere er nyskabende og bruger meget stærke farver. De lod sig inspirere af kulturen uden for Europa for siden at sværme for nazismen. En modig udstilling, for straks vil man måske spørge:
Noldes værker fra 1900 – tallet
I denne udstilling var det Noldes værker fra 1900 – tallet, da Tyskland var et kejserrige med kolonier i Afrika og Oceanien. Både Nolde og Kirchner fik ny viden med sig hjem til Tyskland fra kolonierne.
Det var dengang, hvor Tivoli viste fremmede mennesker frem og hvor varieteer, teatre og cirkus kunne byde på artister fra Afrika, Asien og Amerika. De to kunstnere lænede sig op af kejserrigets europæiske overlegenhed.
Nolde rejste bl.a. til Papua Ny Guinea, hvor han malede portrætter af befolkningen. Det var malet så nedladende ja nærmest primitivt. Lokalbefolkningen blev malet i en primitiv streg, mens der var mere facon og flere detaljer over europæerne.
Hvis man kan lide disse værker – er man så racist?
Når man så godt kan lide Nolde’ s malerier er man så racist? Kan man adskille værk fra kunstner. Tidligere er jeg her på siden blevet bebrejdet hans nazistiske fortid. Han kan jo ikke forsvare sig, fordi han er død! Men fordi man ikke kan lide en kunstners holdning og menneskesyn, kan man vel godt lide hans kunst.
En skoldhed debat
Nu er det så smart, at på udstillingen fortalte en historiker om forholdene i Tyskland. Også den øvrige information med plancher, videoer m.m. var flot stillet op. I øjeblikket hersker der en aktuel og skoldhed kunstnerisk diskussion om kunst i hovedstaden, ja for den sags skyld også historie. Der er mange, der mener at vi skal omskrive historien og rive statuer ned som ikke passer ind i nutiden. Til denne kategori hører undertegnede ikke til.
Jo de lokale bliver fremstillet dyriske med tydelige racemarkører. Man kan godt sige at nazismen har en historisk baggrund i det menneskesyn, der møder en på denne udstilling.
29 år – fra gave til fast plads i permanent samling
SMK ejer en masse Nolde – værker. De hører i dag blandt de mest værdifulde. Men sådan har det ikke altid været. Tidligere havde man et meget lunken forhold til Nolde.
I krigsmånederne i 1945 tilbød Nolde otte malerier til museet. Han fik ganske vist et venligt svar fra den daværende direktør Leo Swane. Men det skulle gå 14 år før museet tog imod gaven. Og så skulle der gå yderligere 15 år før billederne fik en plads i museets permanente samling.
Antitysk indstilling
Det var først sent, at kunstneren herhjemme høstede anerkendelse. Det er vel også historien om anti-germanisme godt gødet af Anden verdenskrig. Ja den har rødder tilbage til 1864, senere Første Verdenskrig. Det var antityske følelser, der skinnede igennem.
Modviljen var ikke ensidig, for i 1956 og 1958 havde man på Charlottenborg og Fyns Kunstmuseum stor succes med masser af publikum til Nolde – udstillinger.
Tysktime
Man har længe vidst, at Nolde var medlem af NSDAP – N. Siegfrid Lenz bog ”Tysktime” var med til at give ham offerrollen.
Romanen handler om drengen Siggi Jepsen, som under Anden Verdenskrig ønsker at hjælpe maleren Nansen, som af det nazistiske regime er blevet beordret til ikke at male flere billeder, idet hans kunst ikke falder i regimets smag. Siggis ønske om at hjælpe Nansen bliver besværliggjort af, at Siggis far, Jens Jepsen er den lokale betjent, der skal holde opsyn med, at Nansen lader penslerne blive i skuffen. Far Jepsen er fortællingens skurk, der blindt følger de ordrer, han modtager ovenfra og fratager kunstnergeniet sin ret til at udtrykke sig frit.
Nolde selv, der døde i 1956, kunne ikke have drømt om en venligere eftermæle end den, han har fået hjulpet på vej af den fiktive karakter i romanen, som hurtigt blev en international bestseller.
Udstilling på Hamburger Bahnhof
Udstillingen på Hamburger Bahnhof viste dog en helt anden historie om den berømte maler. Det var nu ikke nogen nyhed at Nolde havde nazistiske og antisemitiske tendenser, men ikke før udstillingen og dens tilhørende katalog er det blevet så grundigt belyst og underbygget af kilder, som ikke før har været tilgængelige.
Ud fra breve mellem Nolde og hans kone Ada Nolde er det klart, at Nolde i 1933 brugte en del tid og kræfter på en tekst med titlen ”Juden – Denkschrift”.
Teksten selv er forsvundet, men mellem brevvekslingen mellem ægtefællerne er det klart, at dette var en plan udtænkt af Nolde for, hvorledes Tyskland kunne befries for jøder.
Det er ikke klart, hvad Noldes plan indeholdt, men det tyder på, at det var i retningen af tvangsdeportation eller en såkaldt ”territorialløsning”, som der i disse år var tale om i nazistiske tidsskrifter.
Nazisterne udviklede senere ”Madagasker-planen”, hvis karakter kan siges at lægge sig op ad folkemord. Den blev dog aldrig udført. Folkemord fandt dog sted – og meget tæt på.
Arisk og germansk folkekunst
Hvorfor skulle en kunstner beskæftige sig med sådanne ting? Han ville bevise sin antisemitiske indstilling over for højtstående nazister og noget tyder på at forelægge Hitler planen. Det var bare med at finde det ret rette tidspunkt.
Det lå således Nolde i sinde at bevise sit oprigtige jødehad, og fremstille hvordan han allerede før nazisterne kom til magten har været kritisk over for jøder.
Det var nødvendigt for Nolde at bruge sit netværk for at overbevise partitoppen, at hans kunst var en sand og ren germansk kunst. Han så sin egen ekspressive stil som et rendyrket udtryk for arisk og germansk folkekunst.
Men dette lykkedes ikke over for Hitler. Hans kunst blev betragtet som ”entartet” (degenereret).
Han tilpassede sine motiver til den nazistiske ideologi
Privat lagde de ikke skjul på deres sympatier over for deres beundring af Hitler. Allerede under Første Verdenskrig havde Nolde vist sin antisemitisme, da han angreb Max Liebermann.
Det var vel også en grund til at han i 1930’erne malede nordiske motiver. De var meget specifikt udarbejdet i relation til nazisternes forestillinger om den nordiske mytologi. Nolde tilpassede sine motiver til den nazistiske ideologi og droppede sine religiøse motiver. Disse harmonerede med det nazistiske værdisæt.
Han satsning gav ham en god indtægt i årene før Anden Verdenskrig. En malerkollega, Karl Hofer hånede ham derfor som ”Martyren med de 20.000 Reichsmark”.
Det lykkedes for Nolde at få fjernet sit navn fra udstillingskataloget til udstillingen ”Entartete Kunst”.
Han blev gjort til offer
Noldes personlige netværk og efterkrigstidens Tysklands søgen efter ny identitet var sammen med Siegfrid Lens bog med til at gøre ham til offer. Efter krigen blev han hurtigt ”af – nazificeret”.
Nolde skrev en række ”anbefalinger” af forskellige folk, som tidligere havde støtte ham, hvilket efter krigen kunne fortolkes som handlinger, der havde talt det nationalsocialistiske regime imod.
Fra hyldest til forargelse
Nolde blev positiv omtalt i tidsskrifterne ”Der Angriff” og ”Der Stahlhelm”. Noldes kunst blev dog senere forstået som usund og dekadent. Dette ledte til, at man efter krigen forstod ekspressionismen som antifascistisk og dens støtter som modige forkæmper for en fri kunst.
Udstillingen smadrede en myte
I 2013 kom der en ny direktør i Stiftung Seebüll. Nu blev de lukkede arkiver åbnet. Og straks åbnede der sig nye sider af Nolde. I april 1933 udtalte Nolde, at han ønskede en klar adskillelse mellem tysk og jødisk kunst.
Det var måske mere end overlevelsesstrategi. Han vendte gang på gang tilbage til jødernes rolle. Således udtalte han i 1943, at jødernes magt i Tyskland var undervurderet.
Over for Goebbels påstod han, at hans maler-kollega Max Pechstein var jøde.
Udstillingen på Hamburger Bahnhof blotlagde historier og forbindelser. Udstillingen smadrede også en myte, der nok muligvis over tiden var blevet noget skrøbelig.
Hverken romanen eller diverse filmatiseringer hævder at være mere end fiktion, og har som sådan ingen forpligtigelser til at fortælle virkeligheden. Deres ærinde er et andet. Dengang i 1960’erne havde Lenz ikke mulighed for at få de kilder, som man har i dag.
Udstillingen i Hamborg hed ganske rammende:
Tyske medier kaldte det for ”Enden på opbygningen af en legende”.
Tilhænger af ”Blod og Jord” tankegang
Vi har nu fået et mere præcist billede af hans antisemitisme, hans ideologiske støtte til regimet. Vi har fået et dybere indtryk af hans selvbillede som kunstner. Vi bliver nødt til at lære at skelne mellem efterkrigstidens ”myte” og historien på kilderne fra hans ejendom. Udstillingen skabte rystelser gennem det tyske kulturliv.
Dokumentationen af Noldes jødehad og hyldest af den nazistiske ”blod og jord” tankegang er ”så overvældende at man må spørge sig selv, hvor uskyldige de natur-akvareller og landskabsmalerier, som Nolde skabte under fascismen, kan være” skriver ugeavisen Die Zeit.
Over 1.000 værker var ”fremmed for folket”
I sin selvbiografi stiliserede han sig selv som en utilpasset skønånd, der kun til at begynde med blev forført af nazismen og siden trodsede regimet ved i al hemmelighed at male de såkaldte ”umalede billeder, efter at han i 1941 var underlagt arbejdsforbud. Nolde Stiftung Seebüll har været med til at opretholde denne forestilling – blandt andet under indflydelse af hans anden hustru, som først døde i 2010.
Sandt er det, at Nolde formentlig er den mest berømte skikkelse, der af nazisterne blev stemplet som ”degeneret kunstner” Ingen anden maler fik konfiskeret så mange værker under nazismen. I alt blev 19.500 værker ofre for dette. Og Nolde fik beslaglagt i alt 1.52 værker.
Propagandaminister Goebbels holdt meget af Noldes kunst. Men NSDAP’s chefideolog Alfred Rosenberg kæmpede mod alle former for moderne kunst. Og ”Der Führer” havde det på samme måde. Han sørgede for, at Nolde i offentligheden blev betegnet som ”Volksfremder” (fremmed for folket).
Ikke nogen evne til selvkritik
Nolde mente at den nationalsocialistiske aktion var en trussel mod hans kunstneriske livsværk. Han følte sig som ”forkæmper for tyskheden” I Noldes selvbiografi findes mange antisemitiske udtalelser, hvor det ikke bare drejer sig om en tilpasning. Nolde følte sig knyttet til det nationalsocialistiske tankegods.
Nolde havde ikke nogen evne til selvkritik. Man bør skelne mellem kunstneren og værket. Ugeavisen Die Zeit:
Bladet modsætter sig en kunstnerisk ”rengøringsaktion”. Det må igen være op til den enkelte at forholde sig til den ambivalens, de nye detaljer om Nolde lægger for dagen.
Men vi skal selvfølgelig fortælle hele historien om Nolde. På den ene side må man betragte disse vidunderlige værker, som man kan glæde sig over. Men vi skal ikke glemme at hans biografi har mange lag og som endte med at dække over sig selv.
Man er nødt til at tale om det
Man kan nu engang ikke se bort fra disse ting for at forstå hans værker. Man er nødt til at tale om det. Spørgsmålet bliver man nødt til at lægge frem. Og det er bestemt heller ikke for at skade ham, at vi nævner ham i forbindelse med nazismen.
Især hans motiver fra marsken er fantastiske. Hvorfor fortæller man så ikke, at han er født i Nolde i nærheden af Tønder. I stedet står det ofte anført at han er født i Nolde i Slesvig.
Breve til salg
I 2020 blev der i Hamborg solgt et brev fra Vincet van Gogh til 210.600 Euro. Samme år var 8 breve af Emil Nolde til salg. De var sat til en pris af 3.000 Euro. Om disse breve blev erhvervet af museet i Seebüll vides ikke.
Et af brevene var fra vores hovedperson til grand-niece Cathrine Hoeck fra 19. april 1947. Den begynder på følgende måde:
Ada Nolde var død året før, hvor Emil Nolde var 79 år gammel. Han var blevet deprimeret.
Ja sådan hedder det sig på en anden side af aktions – brevene fra 1947.
Den kære unge ven var Joachim von Lepel, som et par år forinden var blevet betaget af Noldes kunst. Ja han var også blevet betaget af mennesket, Emil Nolde. Han søgte Noldes nærhed og blev hans sekretær og senere den første leder af Nolde-stiftelsen. Han døde højst overraskende som 49-årig i 1962.
Nolde var et familiemenneske
Cathrine Hoek stammede fra Familien Bonnichsen. Noldes søster var blevet gift ind i denne bondefamilie. Nolde have flere gange portrætteret familien I denne familie voksede Cathrine op. Hun arbejdede senere i Sønderborg Kommune. Hun døde som 61-årig i Tumbøl ved Felsted. Hendes bror, August havde forpagtet en gård i nærheden af landsbyen Nolde. Broderen Lorenz førte familiens gård videre. Og hans Friedrich udvandrede til Canada.
Også til familien Hoeck havde familiemennesket Emil Nolde kontakt.
Den første der have et Nolde – maleri herhjemme var galleriejer Aage Wilstrup. Han var bror til Noldes kone, Ada. De kendte hinanden gennem årtier. De skrev og besøgte hinanden ret ofte.
En bog til salg
I København var bogen ”Das eigene Leben” til auktion. Den indeholdt følgende skrivelse af Emil Nolde:
Bogen indbragte ca. 2.000 kr.
Udnævnt til æresprofessor
Efterkrigstiden for Emil Nolde og hans kone stod i et lys af at skaffe et godt omdømme for maleren. Det lykkedes at få gennemtrumfet myten om maleforbuddet.
Til hans 79-års fødselsdag i 1946 havde Nolde fået et dokument, der kundgjorde at han var blevet udnævnt som æresprofessor i den nye landsdel Slesvig-Holsten. Den var underskrevet af Theodor Stelzer, der skulle være ny ministerpræsident. Det havde den britiske forvaltning bestemt. Han tilhørte modstandsgruppe mod Hitler.
80-års fødselsdagen nærmede sig. Den gamle ven, Hans Fehr som Nolde havde kendt gennem 50 år havde organiseret en udstilling i Bern. Flere jubilæumsudstillinger fulgte. I flere tidsskrifter blev Nolde rost.
Nolde har først nu nået toppen
I 1947 stod der følgende at læse i ”Dreiklang”:
Nolde skulle selvfølgelig have været til Bern, man han meldte afbud med den begrundelse at der kom mange gæster, bl.a. regeringspræsidenten og kulturministeren.
I et brev fra den 21. oktober hedder det endvidere:
Nolde kunne så, som vi tidligere har skrevet så ikke vide, at det skulle gå 15 år inden disse billeder indgik i SMK’ s faste udstilling.
Kan Nolde ikke repræsentere tysk kunst?
Denne artikel er ikke en undskyldning for, at jeg skrev artiklen ”Nolde og Nacismen”. Det er jo op til en selv at vurdere, om man stadig kan lide hans kunst. Frau Merkel har altid beundret Nolde, men hun har så valgt at nedtage de to malerier af ham, der hang på sit kontor. Det var efter, at museumsdirektører havde angrebet hende. Og det var noget med, at Nolde ikke kunne repræsentere tysk kunst i 2019.
Besøg Nolde – museet
Den største samling af Noldes værker findes i Nolde Stiftung i Seebüll lige syd for grænsen, hvis du kører over grænsen ved Aventoft eller Rudbøl. I 1957 åbnede her et museum med hans kunst
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 5, 2021
De Danske Jøder i Theresienstadt
Vi kigger lidt på stedets historie. Og så mislykkedes et selvmord ude på Øresund. Ja og egentlig er det ikke så meget litteratur om emnet. Hvor mange var de egentlig? Og hvorfra havde Gestapo adresserne? De første blev allerede arresteret den 29. august 1943. Og så skal vi følge nogle på vej til Langelinie. De skulle egentlig ifølge aftalen ikke alle været med. Alla måtte gerne modtage pakker. Madpakker var et skønt supplement til den manglende mad. Der var klasseforskel i den danske gruppe. Danskerne blev ikke deponeret videre – bortset fra to. Der var masser af forberedelser til Røde Kors – besøget. Delegation opdagede ikke bedrageriet, heller ikke de to danskere. Instruktør til PR – film endte også i Auschwitz. Jo det var en gennemgangslejr. Folk skulle bruges til PR. Prominente jøder troede at de skulle på kurophold.
Theresienstadts historie
Theresienstadts historie går tilbage til 1780. Her byggede det østrigske kejserrige et fort, der bestod af en garnisonsby på begge sider af floden Egger. Navnet fik byen efter den østrigske kejserinde Maria Theresia. Næsten fra starten kom fortet til at fungere som fængsel. Den 10. juni 1940 overtog Gestapo fortet. I november 1941 blev garnisonsbyen indhegnet til ghetto for jøder. Dens funktion fik omverden til at tro, at jøderne levede et idyllisk liv i ghettoen. I virkeligheden var det en koncentrationslejr.
Hvor der tidligere havde boet 7.000 boede der nu 50.000.
Der var faktisk kun 20 SS – folk i lejren. Dertil kom ca. 100 tjekkiske gendarmer. Her fandt også henrettelser sted. Egentlig blev lejren oprettet som en del af den aftale man indgik i Wannsee. Prominente jøder skulle anbringes her. Det kunne bruges positivt i PR – arbejde.
Det var ikke kun i Danmark at man opfattede stedet som forholdsvis harmløst. Det gjorde man også rundt omkring i Europa.
Et mislykket selvmord på Øresund
Ellen Oppenheim forsøgte i oktober 1943 at flygte til Sverige i en robåd. De blev taget op af et dansk skib, men kaptajnen ville ikke hjælpe dem videre. Familien forsøgte nu at tage medbragt gift. Men selvmordsforsøget mislykkedes. De blev overgivet til tyskerne. Familien Oppenheim overlevede alle i Theresienstadt.
Ikke så meget litteratur
Egentlig er det ikke særlig meget litteratur om dette tema. Og så fortælles historien nok ikke helt korrekt. I hvert fald er den danske version betydelig lysere end den, andre lande fortæller. Den danske version er lyserød og fuld af misforståelser.
Der er egentlig ikke så meget forskning på området. Og heller ikke så meget vidnesbyrd. Og meget er bygget på formodninger. Og så har man heller rigtig styr på, hvor mange der blev deporteret fra Danmark til Theresienstadt.
Hvor mange var det egentlig?
Der er lister over de transportnumre alle fangere blev udstyret med. Og denne liste viser 466 personer som er deporteret fra Danmark. Den sidste transport gik dog ikke direkte til Theresienstadt men til henholdsvis Ravensbrück og Sachsenhausen, hvorefter 16 fanger fra transporten blev sendt videre til Theresienstadt. Tjekkes disse navne separat viser det sig, at seks af disse mænd ikke fik danske transportnumre.
To kom slet ikke til Theresienstadt og fire mænd ankom med tyske transportnumre, tre i januar og en enkelt i april 1944. Altså af 472 deporterede kom 470 til Theresienstadt.
Den 5. og 6. oktober ankom de første to transporter med henholdsvis 83 og 198 danskere. Undervejs ved Roskilde lykkedes det for tre af fangerne at springe ud ad et vindue. I de efterfølgende uger indfangede Gestapo yderligere 190 jøder under deres flugt til Sverige. Det samlede antal nåede op på 197. De sendes med transporter den 13. oktober og 23. november 1943 sydover. Og så sent som den 13. januar og 20. april ankom henholdsvis 8 og 2 danskere til lejren, eftersendt fra Sachsenhausen og Ravensbrück.
Således nåede vi op på 483, heri er inkluderet de jøder, der siden 1933 var flygtet fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet.
Hvorfra havde Gestapo adresserne?
Nu var de tre fangere, der skulle være flygtet under transport nr. 1 først flygtet under transport nr. 4. Historikere har talt de samme fanger flere gange.
Ser vi bort fra de 110, der blev taget i Gilleleje den 5. – 7. oktober er det slående, at de fleste blev taget i deres hjem. Medlemmer af de assimilerende gamle jødiske slægter, de velhavende og dem med gode forbindelser ud i det danske samfund havde størst held med flugten til Sverige.
Hvorfra havde Gestapo adresserne? De fleste var ikke medlemmer af Mosaisk Troessamfund og langt størstedelen blev fanget på gårde på Fyn og i Jylland. Og egentlig var advarslerne kommet ud i alle afkroge.
To af transporterne
Transport nr. 1 foregik fra Aalborg med stop i en række jyske byer. Det var et tog med 40 kreaturvogne og en personvogn til mandskabet. Den 2. oktober kl. 11.10 afgik toget fra Aalborg station. Hele turen til Theresienstadt varede 62 timer.
I Kolding steg den 61 – årige dommer Moritz fra Assens ombord. Han blev pågrebet i sit hjem sammen med sin søster. Han var en af dem, der ikke kom hjem igen. Han døde en uge inden De Hvide Busser kom.
Fangerne fra Fyn var blevet kørt til staldgården i Kolding. Her ventede de i et af de store staldrum. Som bekendt var Staldgården et af Gestapos hovedkvarterer.
Transport nr. 2 afgik fra København med skib den 2. oktober 1943. De ankom til Theresienstadt den 6. oktober.
De første var allerede arresteret 29. august 1943
Allerede den 29. august 1943 blev de første jøder arresteret. Ikke fordi de var jøder. men fordi de var ”kendte personer”. De var blandt de 150 gidsler som tyskerne arresterede, da regeringen var trådt tilbage. Blandt de arresterede var nemlig overrabbiner Friediger og hans søn. De fik ikke mulighed for at flygte i oktober.
De var blevet arresteret kl. 5 om morgenen og ført ned i en ”prærievogn”. Vognen holdt forskellige steder inden den kørte til Alsgades Skole på Vesterbro. Her blev gidslerne i første omgang samlet og indkvarteret i to etager.
Han blev sammen sin søn senere ført til vestre Fængsel. Han fortæller bl.a. at han en dag blev spurgt af obergefreiter, om han ikke havde lyst til at lave noget. Han sagde så ja, og sammen med to andre blev han så ført hen til en celle, hvor en fange havde begået selvmord ved at skære halspulsåren over. Hele cellen var overstænket af blod, som de så skulle gøre ren.
På vej til Langelinie
Opholdet i fængslet varede til 1. oktober sent om aftenen. Fangerne blev nu ført gennem København og ud til Langeliniekaj, hvor de skulle ombord på skibet Wartherland. Men først måtte de stå på kajen i hele tre timer og vente under bevogtning af SS – mænd. Først kl. 3 om natten måtte de gå om bord.
Andre fanger var blevet taget om natten og anbragt på Dagmarhus. De var nu også om bord på skibet.
Bag synagogen i Krystalgade lå et jødisk plejehjem. Også her trængte de tyske soldater og deres danske håndlangere ind natten mellem den 1. og 2. oktober. Sammen med andre jøder fanget i nærheden blev de i første omgang anbragt i synagogen.
Eva Salomonsen fra Bredgade ankom dødssyg på en madras med to Røde Kors sygeplejersker. Med tårer i øjnene bad de to sygeplejerske for hende, men de måtte gå med uforrettet sag.
Omkring kl. 5 blev fangerne ført ud af synagogen og anbragt på åbne vogne. Men det var stort set umuligt for de gamle mennesker fra plejehjemmet uden hjælp.
Med på skibet mod Swinemünde var også 150 kommunister fra Horserødlejren. Kommunisterne blev sendt videre til Stutthof.
De skulle ikke alle have været med
En misforståelse er at langt størstedelen af de danske statsborgere som blev deporteret, var gamle mennesker eller meget ortodokse jøder. Ser man på listerne står det klart at ud af de 297 personer med dansk statsborgerskab var omkring 55 personer over 65 år gamle. Dertil kommer så ti flere, der ikke havde dansk statsborgerskab. Til sammenligning var der 37 børn i alderen 0 – 15 år med dansk statsborgerskab ud af i alt 48 børn.
14 gamle mennesker blev taget på et jødisk plejehjem bag synagogen. Den ældste af de deporterede var i oktober 1843 – 89 år gammel. – 10 personer var i 80’erne og 40 personer var i alt mere end 70 år gammel. Men at påstå, at de gamle udgjorde ”de fleste” er vel nok lidt overdrevet.
Egentlig skulle jøder, der levede i ”blandet ægteskab” med ikke – jøder og børn af disse ikke deporteres. Jøder over 65 år skulle heller ikke have været afsted. Men det tyske politi tog det ikke så tungt med disse formaliteter. Alle der blev sendt afsted til Theresienstadt var med til at dække over ”jødeaktionen” som samlet blev en fiasko for tyskerne. Den var kommet sent og jødernes store flertal var undsluppet.
Alle måtte gerne modtage mad
Det er også forkert at hævde, at kun danske fangere måtte modtage pakker med mad, Det havde alle lov til i Theresienstadt. Men det var kun fra Danmark der kom en lind strøm af pakker.
Det må formodes, at der blandt andet var hungersnød i de fleste, besatte lande. Men selv om danskerne fik tilsendt madkasser, så fik de ikke nok at spise. Desuden gik der næsten et halvt år før den første danske pakke nåede frem.
Også danske jøder døde af sult
Det skal da også lige bemærkes at 41 ud af de 51 voksne fanger fra Danmark, der døde i Theresienstadt, døde i de første seks måneder – altså før de første pakker begyndte for alvor at ankomme.
Nogle af de gamle er formodentlig døde af chok og for nogles vedkommende, fordi de ikke fik den medicin, de havde brug for. Men for en del andre var det sulten og det hårde arbejde, der gjorde udfaldet. Flere vidnesbyrd kommer ind på, at også fanger fra Danmark døde af sult eller sultrelaterede sygdomme. Det er ellers påstået af historikere, at ingen danskere døde af sult.
Hvad fik man egentlig at spise?
Der var et mylder af utøj og meget behrænsede vaske- og toiletfaciliteter. Og den daglige madration bestod af 0,3 l kaffe, som var en sort væske uden kaffelignende smag. Middagsmad var 0,3 l Kartoffelsuppe med op til 4 – 5 fordærvede kartofler eller sjældent en melbolle.
Til aftensmad atter 0,3 liter sort væske kaldet kaffe eller i stedet ca. 0,3 liter tynd byggrynssuppe. Hver tredje dag blev der til hver person udleveret et 1,1 kg rugbrød af tvivlsom kvalitet. Desuden blev der hver anden uge udleveret 70 – 100 gram sukker og 40 – 60 gram margarine. Hvis man var sygemeldt eller betegnet som ældre (over 65 år) uden arbejdspligt, blev brødrationerne kun 900 gram hver tredje dag.
Hvis man var beskæftiget med fysisk krævende arbejde, var brødrationen på 1.400 gram hver tredje dag.
Kosten var yderst fattig på fedt og protein og var desuden uden frugt, grøntsager eller mejeriprodukter.
I løbet af fem måneder var der nogle af de danske jøder, der fik halveret deres vægt. Når der blev serveret til middagsmad, var det en fordel at komme i god tid før udleveringen begyndte. Var man forrest i køen, var der en chance for at få en ekstra portion såkaldt ”Nachsuppe”, hvis man hurtigt slubrede den første portion i sig. Men sulten var der stadig.
Man kunne også lede efter kartoffelskræl i køkkenaffaldet, vaske skrællende og koge dem møre på ovnen i værkstedet. Det eneste sikre sted at gemme brødet uden at det blev stjålet var i maven.
Der var censur på, når man sendte breve hjem. Men så kunne man altid henvise til Knut Hamsuns: Sult. Og så kunne man sende hilsen til (mad(sen) til Irma samt til slagteren, så vidste modtageren, hvordan ernæringsforholdene var i ghettoen.
Madpakker hjemmefra var et godt supplement
I lejren skulle fangerne hente pakkerne på et posthus. De skulle også betale en slags told for at få pakken med. Tolden betales af den ”løn” de fik for at arbejde i lejren. I Theresienstadt var der en særlig type penge, men man kunne stort set ikke købe for dem.
Det var en butik, hvor man for eksempel kunne købe sennepspulver og brugte tandbørster, men man kunne ikke købe rigtig mad.
Med madpakkerne fik fangerne fra Danmark et godt supplement til den dårlig lejrmad, og de pludselige ”rige” kunne bytte sig til andre ting, de manglede, for eksempel sko, tøj eller et ekstra tæppe. De danske fanger var selvfølgelig meget glade og taknemmelige for maden, selv om den ikke altid var lige frisk efter en lang togrejse gennem det krigshærgede Europa.
Osten kunne pludselig bevæge sig. Og det der engang var et æg, var nu blevet en æggemasse. Der var grænser for, hvor ofte man måtte modtage en pakke – måske ca. en gang om måneden. Nogle gange var der kun en halv pakke tilbage. Men blot en smule fedtstof, der var i en pølse, var af uvurderlig betydning, hvis man skulle gøre sig håb for at overleve.
Der var klasseforskel hos den danske gruppe
Det var ikke uden grund at man sagde at Theresienstadt var et forstadium til døden. På en forunderlig måde fremstod lejren som en lille by med posthus, hospital og kulturliv.
Nu var gruppen fra Danmark ikke en ensartet gruppe. Det var de fine danske jøder, der havde boet i Danmark gennem generationer, og så var det de fattige øst-jøder. Og så var det flygtningene fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet. Det var også de statsløse. Der var skarpe sociale skel mellem dem. Deres oplevelser er også forskellige, hvad angår arbejdskommandoer, boliger og adgang til ekstra fødevarer.
Fru Meyer tilhørte en af de gamle dansk – jødiske familier. Hun havde langt lettere ved at få ekstra mad. Hun fik ekstra af alt.
Fem danske statsborgere blev i januar 1944 returneret til Danmark. De var blevet fejldeporteret.
Danskere blev ikke deponeret – undtagen to
Så sent som i december 1944 blev en af fangerne fra den danske gruppe idømt fængselsstraf for at have forsøgt at smugle mad ind i lejren fra sin arbejdsplads ved landbruget som lå uden for selve lejren. Men hos historikeren Sode-Madsen lyder det sådan:
Det er ofte blevet gentaget at ingen af fangerne fra Danmark er sendt videre øst på, på grund af en aftale mellem Werner Best og Adolf Eichmann i november 1943. Men Michael Singerowirtz. Der kom med fjerde transport blev sendt til Sachsenhausen og videre til Majdaneck, hvor han omkom den 21. januar 1944.
En anden som historikerne har glemt, er Smuel Zender Jonisch. Han blev deporteret fra Theresienstadt den 20. marts 1944 til et ukendt sted. Transporten bestod af 42 fanger fra ”Galehuset”, en læge og to plejere.
Levevilkårene blev forbedret
Den danske gruppe var den eneste nationale gruppe, som var beskyttet mod videre deportation. De kendte ikke selv til beskyttelsen og frygtede – særligt i begyndelsen – transporterne lige så meget som de andre fanger. Endvidere nød dele af den hollandske gruppe samme beskyttelse. Det gjaldt den såkaldte ”Barnevelder – gruppe samt de jøder fra Holland, der var døbte protestanter.
To spædbørn, som blev født i Theresienstadt af kvinder, fra Danmark døde endvidere i lejren.
I løbet af sommeren 1944 blev levevilkårene forbedret for nogle af fangerne fra Danmark. Størstedelen havde i den første tid været indkvarteret mænd for sig og kvinder for sig på de store kasernelofter, hvor man sov på gulvet.
Derefter var mange kommet på mindre værelser eller sovesale med køjesenge.
Forberedelser til Røde Kors besøget
I forbindelse med at lejren blev ”forskønnet” som forberedelser til Røde Kors – besøget i sommeren 1944, fik mindre grupper af fanger fra Danmark lov til at flytte ind i særligt indrettede huse før besøget fandt sted den 23. juni 1944. Præcis hvor mange det drejede sig om står dog uklart. Men det var langt fra alle.
Men det var de mest kendte danskere, som man forventede at den danske administration ville spørge til under besøgte, dels var det familier med børn. Måske var det en fjerdedel af danskerne. Senere blev flere fra den danske delegation indlogeret i lignende huse.
Ofre bliver dette besøg betragtet som et dansk besøg. I International Forskning beskrives det som et besøg fra International Røde Kors. Det var også en schweizisk læge fra International Røde Kors, Maurice Rossel, der ledede delegationen, som endvidere bestod af den danske læge, Eigil Juel Henningsen fra Sundhedsstyrelsen. Han repræsenterede også Dansk Røde Kors samt den danske embedsmand Frants Hvass fra Udenrigsministeriet. Derudover deltog delegater fra Tysk Røde Kors samt andre tyske repræsentanter.
Delegationen opdagede ikke bedrageriet
For at forbedre lejren til besøget blev meget ændret. Nogle bygninger blev istandsat, andre blev nyopført. Der kom en børnepavillon, en legeplads samt en musiktribune på en nyistandsat by-plads. Et hegn blev fjernet som havde adskilt ”ariske gader” fra ”jødiske gader”. Endvidere var et såkaldt epidemisygehus blevet ændret til koncertsal med cafe i haven.
Legepladserne med gynger og sandkasser til de små børn fik ikke lov til at stå længe. Det var kun til ære for gæsterne, og den film der blev optaget. Der blev sået græs og blomster på pladsen. Og græsfrøene kom fra Danmark. Alle gaderne skulle vaskes med sæbevand. Fortovene skulle være så rene at man kunne slikke dem. Kvinderne lå på knæ i gaderne og skrubbede af alle kræfter.
Det var dog langt fra hele byen, der blev istandsat. Det var kun den rute, som besøget skulle forløbe ad. En 23. juni 1944 kom gæsterne så. Og det så ikke ud som om, at de gennemskuede at det hele var iscenesat ned til mindste detalje.
Butikkernes vinduer bugnede med varer. Man kunne ikke se at fangerne ikke havde mulighed for at købe dem. Den dag, der var besøg, fik fangerne måltiderne serveret i en stor spisehal. De fik lov ti at spise sig mætte
For mange af fangerne ar det hårde arbejde afløst af ture i den nyanlagte park, cafebesøg og koncerter. Intet var overladt til tilfældighederne.
De danske jøder havde fået besked på, at hvis de røbede, hvordan forholdene egentlig var, kom de med på en af transporterne. SS – ledelsen var bekymret for, at en bestemt gruppe ville sladre. Disse blev låst inde på et loftsværelse under besøget.
Danskerne sagde, at de havde gennemskuet bedrageriet
Det er ikke noget, der tyder på, at gæsterne fandt ud af, at de blev bedraget. Sammenligner man de tre uddybende rapporter – to danske og en schweizisk er det ikke bare meget enslydende, men to af dem beskriver også lejren som et sted, hvor man ikke blev sendt videre fra:
Dette fastholdt Frantz Hvass under et møde i Stockholm. Vi har allerede skrevet at to danskere var ført videre.
De danske repræsentanters senere forklaring om, at de selvfølgelig gennemskuede iscenesættelsen, men valgte at tie for at beskytte danske fanger mod eventuelle tyske repressalier gengives næsten uden kommentarer.
Den schweiziske læge, der var med, blev efter krigen udsat for massiv kritik. Den kritik blev aldrig rejst i Danmark.
Bare en måned før besøget blev 7.503 mænd, kvinder og børn sendt til Auschwitz fra Theresienstadt for at lejren skulle synes mindre overfyldt.
Instruktør af Auschwitz – film sendt til Auschwitz
Man valgte at lave en propagandafilm over besøget for at vide hvor godt man havde det rundt om i de tyske lejre. Efter optagelserne blev de fleste af skuespillerne og instruktøren deporteret til Auschwitz. Filmen blev aldrig vist i din helhed men klippet ind i diverse propagandafilm.
Et juridisk ”Ældsteråd” var sat til at forvalte hverdagen, men der blev hverken stillet fødevarer eller medicin nok til rådighed. Jøderne levede i sult og elendighed. Opfattelsen i Danmark har været, at de danske jøder havde det godt.
Man fortier også, at mindst 21 jødiske flygtninge blev udvist af Danmark og sendt tilbage til Nazi – Tyskland. Her blev de fleste af dem sendt videre i KZ – lejre for at blive myrdet.
En gennemgangslejr
Fra lejrens oprettelse i november 1941 og indtil lejren blev befriet i maj 1945 var der i alt 140.890 fangere. Af disse døde 32.000 i Theresienstadt. 88.135 blev deporteret videre til udryddelseslejre eller udryddelsesanlæg i Auschwitz, Treblinka, Riga samt Maly Trostinets ved Minsk og enkelte andre steder. Theresienstadt var i den grad en gennemgangslejr.
Det var Ældsterådet, der skulle udvælge, hvem der skulle videre til udryddelseslejrene. Det var efter ordre fra SS – ledelsen. Også her skulle alt, hvad der havde af værdi afleveres.
I april 1945 blev den danske gruppe hentet til Sverige af De Hvide Busser. Enkelte tjekkiske og tyske kvinder, der i Theresienstadt havde indgået ægteskab med danskere, var imellem. Og ligeledes de børn, der var født i lejren af mødre fra Danmark samt en dansk dreng oprindelig deporteret fra Berlin.
Stadig store huller i vores viden
Danske historikere har ikke rigtigt interesseret sig for, hvad der lå ud over det danske hjælpearbejde, dvs. forsendelser af pakker, Røde Kors – besøget og De Hvide Busser. Der var dog meget andet, der gjorde sig gældende.
Der er så mange år efter stadig store huller tilbage i vor viden om opholdet i Theresienstadt. Måske har det noget at gøre med opfattelsen at Holocaust ikke fandt sted i Danmark på grund af den vellykkede flugt til Sverige. Måske skyldes det også en dårlig samvittighed over, at deportationer alligevel fandt sted. Vægten har altid ligget på flugten over Øresund.
Folk skulle bruges til PR
Fra juni 1942 begyndte man også at føre tyske jøder til Theresienstadt. Det var dels kunstnere og videnskabsfolk, dekorerede krigsveteraner og forretningsfolk med internationale kontakter og andre prominente. Man havde nu den holdning at man skiftede fra tvangsudvisning af jøder til systematisk massemord. Man deporterede jøderne under dække af, at de skulle genbosættes og sættes i arbejde i østområderne. I virkeligheden blev de så sendt i gaskamre.
Mange var blevet lovet, at de kunne tage hjem på besøg, når det passede dem. Derfor havde mange også meldt sig frivillig for så at ende i gaskammer. Men forholdene var langt fra som det blev lovet. Faktisk døde der mindst 100 om dagen.
En del af kulturlivet blev brugt som propaganda. De var tvunget til at male livet i Theresienstadt, der slet ikke afspillede virkeligheden. Da det blev opdaget, at de i hemmelighed også have illustreret, hvordan forholdene var rent faktisk og smuglet deres tegninger ud af fængslet i Den Lille Fæstning, blev de udsat for tortur. Kun en af malerne overlevede.
Prominente troede, at se skulle på kurophold
De prominente fik at vide, at hvis de betalte et vist beløb kunne de komme på kurophold i Bad Theresienstadt. Og her var bl.a. tyske soldater, der i 1914 til 1918 havde kæmpet for fædrelandet og dekoreret. De fik fjernet deres proteser m.m. og sendt videre til Auschwitz. De blev placeret i kreaturvogne bag lås og slå – nogle gange to døgn før afrejse til udryddelseslejren.
Bronzeplader blev stjålet
Fra den 10. maj 1945 til den 29. februar 1948 blev den lille fæstning, der i dag fungerer som museum brugt som interneringslejr for tyskere, der blev flyttet fra Tjekkoslovakiet.
I september 1945 blev en national kirkegård grundlagt. Den blev gradvis udvidet frem til 1958. De jordiske rester af ofre, der døde i Gestapos politifængsel i Den Lille Fæstning, ghettoen i Theresienstadt og koncentrationslejren Litomérice. 2.386 af dem ligger i individuelle grave. I midten af april 2008 blev 327 bronzeplader der markerer gravene stjålet fra kirkegården. Yderligere 700 blev stjålet ugen efter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Jøder, Hvide Busser og KZ – lejre
Under Nørrebro (298 artikler):