Artikler
Oktober 13, 2009
Medvirkende i denne dramatiske fortælling er bl.a. Mamsel, to svin med sørgebind, arrestforvarer Prinds, der flygtede fra konen, “æ klustage”, “Jacob me æ ben”, “Mutter Kjæv” a et, danselæreren, der var storsvindler. Den altid fulde Chr. Torp. Endvidere medvirker
Æ Bossel, den fulde ligbærer, hesten fra Ærø, der bed alle, Jacob von Altona, Nis Process, Ålekongen, Anna Alarm , Tyk Angel og stakkels slagter Specht fra Spikergade. Desuden forekommer der “løbbels” og mange andre overraskelser.
En lille by
I 1860erne boede der omkring 3.000 mennesker i Tønder. Ude mod vest lå Ny-staden med meget spredt bebyggelse. Man talte meget om en bane i byen. Man
lå noget isoleret. Banen skulle gå mod Tinglev. Nu var det ikke fordi Tinglev var så spændene. Her skulle man også vente i timevis inden diligencen fra Ribe mod Husum kom. Men man kom til at vente i lang tid på den nye bane.
Borgerskabet i Tønder
Borgerskabet havde det fint nok i Tønder indtil 1864. Borgmester Holm boede i Digegrevens Hus. Herredsfoged Lund og Kjær så også meget til hinanden. Sidstnævnte havde studeret i Tyskland, og var perfekt til sproget. Dem der tiltalte ham på ukorrekt tysk, blev irettesat. Vi skal ikke glemme amtsfuldmægtig Gjern. Han var både sanger og løjtnant.
Amtmand Brockenhus – Schack førte et stort og selskabeligt hus. Hos ham gjorde betydningsfulde mennesker ofte holdt, når de var på gennemrejse. Hans tjener, Alexander havde nok at se til. Husbestyrerinden , hvis familienavn var Hellesen var gift med Alexander. Efter 1864 drev de Hotel København.
De sidste embedsmænd jages ud
Fysikus eller læge Ulrik tilhørte vel også den borgerlige kreds. Vi beskriver ham i to særskilte artikler. Han var en god læge, og særdeles afholdt. Småfolk behandlede han gratis. Ude for enden af Østergade lykkedes det ham, at få etableret et sygehus. Jordemødrene kunne dog ikke lide Ulrik, der godt kunne være en bestemt herre.
De fleste dansksindede embedsmænd havde forladt byen, men de tysksindede var ikke tilfredse. Flere skulle smides ud, mente de. De samlede sig om aftenen. Målet var at stene de sidste ud af byen. De havde dannet et borgerværn, hvis formand var manufakturhandler Jürgensen.
Efter at de første vinduer var smadret forsøgte formanden at dæmpe gemytterne:
Men det havde man nu ikke i sinde, og svaret fra menneskemængden var da også:
Fysikus Ulrik fortalte forsamlingen, at han næste dag ville forlade byen og drage til Møgeltønder. En patient havde brug for ham. Ulrik kørte flere gange til og fra Møgeltønder i en lukket vogn. Hver gang det blev opdaget, blev der kastet sten efter vognen.
Den truende Brodersen
I efteråret vendte Ulrik tilbage for at ordne en flytning. På det sydligste hjørne af Søndergade og Spikergade stod blikkenslager Brodersen foran sit hus. Han var en fattig mand – med en svagelig kone og mange børn, der havde været syge. Ulrik havde behandlet børnene uden at have fået noget for det. Trods dette råbte den tysksindede Brodersen skældsord efter den dansksindede Ulrik. Og truede ham med en kæp. Jeg må med skam fortælle læserne, at jeg er i familie med denne Brodersen.
Giv agt – Friserne kommer
Da de dansksindede embedsmænd havde forladt byen rykkede østrigsk og prøjsisk militær ind i byen. Men inden da var der optræk til ballade, da frisere havde anmeldt deres besøg. Derfor skulle et artilleri – beredskab fra Frederiksstad ankomme. Men de blev forsinket af et kraftigt snevejr. I mellemtiden var friserne ankommet. Men det lykkedes at holde deres udskejelser nede.
Senere måtte mange Tønder – borgere hjælpe med indkvartering af prøjsiske og østrigske tropper.
Væk med alt dansk
Det store postskilt på posthuset nede ved Skibroen generede de tysksindede. Så det måtte væk. Det var nu ret besværligt, men det lykkedes da at få det fjernet.
Og hvor skulle man nu gøre af det? Man blev enige om at slå hul i isen og lade det dumpe ned i æ Tog. (ned i havnen).
Så opdagede man, at der op i spiret på kirketårnet hang et Dannebrogs – flag. Det skulle sandelig også fjernes, men ingen turde at kravle der op. Men for 6 daler tog en mand ved navn Schmidt det ned.
Borgmesterens varme velkomst
Den nye borgmester kom i lukket vogn fra Husum. Her stod en af Tønders store sønner imod ham med et par kammerater. De modtog ham med stenkast, og det kostede en tur på Rådhuset.
Leonard – en af byens store sønner
Denne store søn, var Kaptajn Leonard. Han var kommet ud at sejle som 14 – årig. På den første tur deserterede han. Det skete i det vestlige Skotland. Han løb tværs over øen til en østlig havn, hvor han mødte en dansk kaptajn. Leonard blev styrmand, kaptajn og senere skibsreder med bopæl i New York og Cuba.
Efter genforeningen besøgte Leonard Tønder, da kunne han ikke et eneste ord på dansk. Han stiftede flere legater og Leonards Allé i Tønder er opkaldt efter ham.
Hvad med Ulriks vinduer
Kronprinsen af Prøjsen ville i april besøge Tønder. Han lå i sit kvarter i Flensborg. Byen skulle selvfølgelig udsmykkes. Men Ulriks ejendom med de knuste
ruder lå i vejen. Denne ville have Magistraten til at erstatte vinduerne. Men de nægtede, så vinduerne blev skjult bag nogle træer.
Den nye Øst-banegård blev anlagt og dermed Richtsensgade. En ny borgerskole så også dagens lys.
Kloakeringsproblem
Egentlig var Tønder en hyggelig by, men inden kloakeringen gik spildevandet direkte ud i rendestenene. I solskin skinnede det i alle regnbuens farver. Om vinteren var næsten hele gaden fyldt med de frosne efterladenskaber.
Bag hovedgaden lå Bag e stoll. Her lå lagerpladser, affaldspladser og store møddinger. Her stortrivedes rotter.
Det var svært at bygge uden for byen, derfor skulle man økonomisere med pladsen. Ved Mellemgade boede Tilla Oldes. Hun solgte de dejligste sirupskager. Her boede også musefældemanden Zachi. Han var italiener og snedker.
Slotsgades beboere
I et gammelt hus i Slotsgade boede også Tilla Kosmos. Hendes mand, Store Lorenz og hendes tre sønner var død af tuberkulose. Hun blev meget gammel
og levede til sidst af legater og understøttelse fra kommunen. I Slotsgade 4 boede herredsfoged Kjær. Han solgte sit store hus til sagfører Gjessing. I nærheden havde man en specialist i fældning af træer. Det var Hans Burdig (Tonnesen).
Slotsgaden var dengang en smuk og hyggelig gade med små lave huse, lige som Møllevejen. Mellem Spikergade og Uldgade lå 3 små lave huse.
Slotsgadens beboere var næsten alle småhåndværkere. Men Frk. Gormsen var en fin dame, datter af apoteker Gormsen. De havde ejet gården Røj. Hun blev kaldt for Mamsel og lærte de unge piger at sy.
Ellers kaldte man de almindelige koner for Mutter. Men dem, der var lidt finere på den kaldte man for Madamme.
Slagter Frede
Alle tomme pladser var optaget af træstammer og møddinger. Men Slotsgaden blev også brugt til slagtning af svin af slagter Frede. Når der skulle slagtes, blev der midt på gaden anbragt et kar, der blev fyldt med varmt vand. Svinetmblev bundet og kastet om på gaden. Slagter Frede stak svinet, og blodet blev optaget i et fad. Så gik Mutter Frede i gang med at røre rundt i blodet med hånden. Svinet blev slæbt over i karret, kørt rundt og anbragt på en stige og skrapt.
Alt dette blev fulgt med stor interesse af børnene.
Denne Slagter Frede døde i 1873. Han var ofte i krig med myndighederne. Den sidste danske amtmand Brockenhus – Schack havde han også generet ved at kaste affald og ko-hoveder over i amtmandens have.
Da Kong Frederik den Syvende var død, drev han to svin gennem byen. Han havde bundet et sort slør om halsen på dem. Selv gik han bag ved og råbte:
Den bidske hund
Jomfrustien var et smukt lille anlæg. Der var pyntelige huse og haver. Kvarteret blev domineret af Landrådsboligen Den første tyske amtmand var von Bleichen, der kom fra Sild. En pragtfuld blåbrun Newfoundlænder med navnet Treu havde han. Den var from, når land-råden selv var til stede. Men når han ikke var i nærheden, var den meget glubsk. Den blev beskyldt for at have bidt en del får til døde.
Den ”grønne” Skibsbro
Frankrig skulle efter krigen betale 5 milliarder til Prøjsen. Disse penge blev givet videre til kommunerne. I Tønder skulle pengene anvendes til en kanal fra Møllekulen til havnen. Vandet i havnen var dækket af grønt øl-affald.
Et bryggeri på Skibroen førte alt sit affald direkte i havnen.
Arrestforvarer Prinds
På Slots-polden lå por-thuset. Det var den eneste rest af slottet. Det blev benyttet til fængsel helt til 1916. Midt i 1870erne var der en arrestforvarer, der hed Prinds. Han gik også rundt med breve og bud fra retten. Han var altid ledsaget af en sort puddel, der altid sad og ventede på ham. Men en dag strejfede denne puddel rundt i Tønder, og Prinds var ikke at se nogle stede. Rygtet gik på, at han var flygtet til Amerika. Konen kunne ikke ernære sønnen, og levede et forargeligt levned.
Kartofler og salat
Folk sad småt i det. Kød og brød var dyrt. Grøntsager blev kun meget lidt brugt, dog spillede kartofler en stor rolle. Salat, var der ikke mange tøndringer, der spiste:
De fattigste folk i Tønder fik anvist et stykke jord uden betaling i byens sandkuler nord for kirkegården til dyrkning af kartofler. Søndags – og festmaden var
“Køklumpsup”. Det var suppe kogt på oksekød med boller. Af fisk fik man ål, gedder, sudere fra Vidåen. Om vinteren løb Mutter Seek rundt med en sending torsk fra Esbjerg. Måske var man så heldig, at en bil fra Hjerting kom med snæbler.
Om sommeren kom koner fra Fanø og Mandø med tørrede hvillinger og baks-kuller.
En masse kaffe i Tønder
I Tønder blev der drukket meget kaffe. Når der kom flere koner sammen, blev der gerne drukket kaffe, når de satte sig i “e dørns”. Der blev stillet en lille glasskål med brunt kandis på bordet, og hver tog et stykke i munden, og drak den sorte kaffe. Derefter tog man sukkeret ud af munden og lagde det i underkoppen i vinduer eller på bordet til næste mundfuld kaffe.
Om sommeren havde mange af husene en bænk anbragt på fortovet. Så sad beboerne udenfor om aftenen. Fatter havde gerne en lang pibe. Så kunne der ellers snakkes.
Slut med dansk skole
Den danske skole Tørslevs skole var blevet forbudt og lukket i 1871 – 72. Den havde lokaler i Østergade. De fleste børn måtte gå over i tysk skole, men det var de meget kede af. De fik ofte kø af de tysksindede. Men de fattige var tvunget til at blive der. Borgerskabets børn fik privat undervisning i dansk selv om det egentlig ikke var tilladt.
De fine herrer blev tiltalt på tysk
Til de fine herrer talte man tysk, på gaden talte man ellers sønderjysk. Og inde bag gardinerne foregik samtalen både på sønderjysk og tysk. Egentlig foregik de
forskellige lege blandt børnene på gaden også gnidningsfrit både på sønderjysk og tysk, når der var børn fra tilrejsende tyske embedsmænd.
Tønder – børnenes lege
I Tønder legede med en leg, der hed “Drot e rot”. Det var en slags tik, hvor man skulle løbe om Slotsgade og Møllevejen og ikke måtte skjule sig i husene.
Om sommeren gik man ud på markerne, og fik fat i en springstok eller en “kluestage” Meningen var så, at man skulle springe over grøfterne. Men brugte
man ikke redskaberne rigtig, faldt man i grøfterne. Jeg har prøvet det flere gange på vaden ud for Ny Frederikskog.
Om forsommeren spillede man ” løbbels” Det var et spil om små ler-kugler. Man skulle helst være tre fire eller flere, som hver satte 2 eller 4 kugler i en stabel efter hinanden på jorden. Det spillede man i en bred rendesten eller på Kirkepladsen eller E gammel Kjergaard. Derefter skulle man fra et forud bestemt sted med sit slå en finere ler-kugle eller glaskugle, slå efter stakkene, og den, man ramte, beholdt man. Pigerne ville ikke være med til dette.
Der blev også spillet baks. Her blev der spillet med små stykker af kridtpiberør i stedet for kugler, men det var ikke nær så flot, da baksen jo blev samlet op
i de haver, der blev gravet om foråret.
“Løbbels” kunne man købe. 15 stk. for en rød og senere 6 for 1 penning.
Jacob “me æ ben”
Tilflytningen af småfolk til byen skete hovedsagelig syd fra. En ny familie flyttede ind i en af de fattige huse i Uldgade. Navnlig skomagerdrenge kom der nede fra. Mange af dem talte eller kunne frisisk. Men der kom også en skomagerdreng fra Møgeltønder, som blev kaldt Jacob “me æ Ben”. Det hed han, fordi fødderne var forvokset på ham. Hos skomager Skov i Uldgade kunne denne skomagerdreng underholde områdets børn med mange spændene historier.
Martin Bager
Martin Bager boede i det nordligst hus på Møllevejen. Han var gæstgiver og arrangerede fåremarked. Han bagte også af og til rugbrød og hed derfor Martin Bager. Det hed grov-bager og lan-bager, når man kun lavede rugbrød.
Bagte man kager og finere brød hed det æ bægger å æ Mærken. Bægger Schmidt var den fineste bager og var særlig berømt for sit surbrød, rugtvebakker
og lignende. Han boede der, hvor Thorvald Petersen boede. Og i min ungdom boede Bager Buch på stedet.
Schmidt var en stor tysker. Han gav altid i tilgift en ” beglbækkenør”
Ungerne elskede at hjælpe Martin Bager. Så råbte han :
Så hjalp ungerne ham med at få høet op på 1. sal. Bagefter blev ungerne så anbragt ved et stort hvidskuret bord nede i skænkestuen. Hans gamle moder kom så med nogle små glas og en karaffel med kirsebærbrændevin, som smagte dejligt. Det var måske en skrap kost for ungerne.
Musik fra Prag
Om sommeren kom der af og til folk fra Prag i små musikgrupper. De levede af, at levere musik på forskellige forlystelsessteder. Men de stillede sig også op midt i byen, så flere kunne få fornøjelse af deres musik. Mens tjekkerne spillede på blæseinstrumenter, kom der musikere fra Ungarn, der spillede på sækkepibe.
De aktive seminarister
Seminaristerne spillede en stor rolle i Tønder. Det var de store tyske afdelinger og så den langt mindre danske afdeling. Disse studerende boede rundt hos småborgerne i byen. De betalte 300 mark for kost og logi.
Deres foreningslokale lå ude “å æ Schweiz”. Godt at det lå så afsides, for det skete ikke så sjældent, at der opstod ballade. Og meget kendetegnende for sådan
et slagsmål er en udtalelse fra “Muter Kjæv a et”. Det var en af de gamle koner, der solgte fint brød. Og navnet har hun sikkert fået efter sin pessimisme.
Men en ad de andre brødkoner kommenterede det:
For den kvindelige ungdom i Tønder, betød semristerne meget i Tønder. Mange blev forlovede med sådan en. Og sådan noget lagde man mærke til i Tønder. Engang stod en pæn borgerkone i Tønder og snakkede med nogle bekendte, om en ung dame, der lige var blevet forlovet. Pludselig kunne man høre:
Slaget i Møgeltønder
Det vakte betydelig opsigt, at et par seminarielærere en søndag i 1876 spadserede til Møgeltønder i spidsen for de yngste seminarieelever. I Sønderbyen
ville de antagelig omvende beboerne for pludselig gav de sig til at synge den for dansksindede frygtelige sang, Schleswig – Holstein Mehr umschlungen.
Men det varede ikke længe før de måtte fortrække. Meget provokerende stillede de sig dog op i slotshaven på tilbagevejen og startede forfra.
Slotsgartneren fortalte at en sådan national manifestation ikke var tilladt i slotshaven. Senere fik man sat et skilt op til slotshaven, hvor man bekendtgjorde at haven kun var beregnet for rolige og stilfærdige personer.
Tønder Landmandsbank
En dansk forening var ikke velset af myndighederne. Men i 1901 oprettedes Tønder Landmandsbank. Direktørerne Rossen og Andresen oprettede en dansk læseforening. Der fandtes heller ikke noget dansk bibliotek mere. Måske havde boghandler Drøhse købt resterne og haft et slags lejebibliotek.
En dansk bogmappe og en mappe med danske illustrerede blade eksisterede. De gik på omgang i Tønder, Møgeltønder og Visby. Nogle gange arrangerede man en dansk skovtur til Gallehus.
Udvandring
Ville man undgå at være prøjsisk soldat, måtte man enten udvandre inden man skulle til session, eller lade sig overskrive til Danmark. Man skulle så inden sit 17. år indgive ansøgning om at blive løst fra sit undersåtsforhold til Prøjsen. Man havde så ret til at få en Entlassungs-urkunde. Man mistede også dermed retten nogensinde at komme tilbage. Man ville blive straffet, dersom man uden tilladelse blev antruffet i Tønder. Men der var nu en del, der vendte hjem til familiefester og lignende uden at blive pågrebet.
Den Norske Løve
Af byens borger skal nævnes senator Todsen. Han var tysksindet, men det kneb med det tyske sprog. Han var ikke videre populær. Endvidere var det e Norsk Løv. Det var købmand Petersen i Den Norske Løve på Storegade. Han var også meget tysk.
Tønders aviser
Der var ikke nogen dansk avis. Redaktør Willemoes havde i nogle år udgivet Vestslesvigsk Tidende i Møgeltønder. Men den kunne slet ikke gå. I 1882 startede
Skovrøy med at udgive den i Tønder. Men den gik ikke som en selvstændig avis. Den blev lagt under Flensborg Avis.
Den tyske avis Tondernsche Zeitung var særdeles regeringstro.
Skolefesten
Den årlige fest for skolerne hed Sedan – fest. Den blev afholdt på Skyttegården og foregik med musik og sang og alle mulige forlystelser for børnene. De årlige
tilbagevendende fester var skyttefesten og ringridningen. De varede flere dage, og nogle af deltagerne kunne sikkert være glade for, at de ikke varede endnu længere. Disse to fester foregik også på Skyttegården.
Badegæsterne til Sild
Badegæster til Sild havde stor betydning for Tønder. Uden for Stadt Hamburg kunne der holde op til 30 vogne. De skulle videre til Højer. Man skulle altid tage hensyn til tidevand og færgens afgang ude ved Højer Sluse. Men mon ikke mange gæster havde tid til at beskue Tønders lyksalighed.
Danseskole i Tonhalle
Om vinteren var der danseskole i Tonhalle hos en ældre danselærer Tarp. Han var ikke videre dygtig, men havde mange elever. Efter nogle år dukkede en ny en op. Han hed Dormann. Han forstod at omgås både ældre og unge. En dag da eleverne dukkede op, var der ingen Dormann. Han var ikke kommet tilbage fra
Niebøl. Rygterne gik på at var en storsvindler og var taget af politiet.
Dommer, jøde og kunne ikke tysk
En del danske embedsmænd gik over i tysk tjeneste efter 1864. Det gjaldt også for Tønders nye dommer E. Cohn. Han var fra Haderslev og havde været herredsfoged i Slogs Herred. Onde tunger i Tønder påstod, at det var hans kone, som var en kusine fra Hamborg, der fik ham i tysk tjeneste. Han kunne hverken tale eller forstå tysk. Desuden var han meget mistænksom over for de dansksindede. Han troede, at de ville ham ondt, fordi han var overløber.
Som tysk dommer skulle man være kristen, men Cohn var jøde. Så han fik ekstra religionsundervisning og blev døbt.
Den fulde Torp
Tønder var normalt en fredelig by, menmtil stadighed var der to gendarmer, der nærmest lignede ryttergeneraler. Om natten gik der tre vægtere og passede på byen. Om dagen var der en dagvægter og udråber, der hed Pommelschein. Han var polak, og det var hans kone, der instruerede ham. Så lærte han teksten udenad og fremsagde den.
Og så var der en rigtig betjent, der hed Antony. Han var iført en rigtig uniform, fuldskæg og kårde ved siden.
Hans vigtigste beskæftigelse var at anholde og transportere Chr. Torp til port-huset, når han var blevet for fuld. Torp var oprindelig snedker, men kunne ikke arbejde på grund af sin fuldskab. Så den eneste beskæftigelse, foruden at drikke, var at tjære tage. Engang tabte han sin hat ned i tjæren, men han tog den blot på igen. Når han havde fået en for mange lagde han sig også til at sove på de tjærede tage.
Æ Bossel
Drikkeriet spillede en stor rolle både hos småfolk og det pæne borgerskab i Tønder. Og her skal vi da lige nævne æ Bossel (keglekugle). Hun var lille og tyk og smilede altid. Hun og manden drak sig altid fulde. Brændevinen blev hentet dagligt. Hun gik altid i den samme bomuldskjole og ternet forklæde. Til meget højtidelige lejligheder blev hun vasket.
Engang havde føromtalte slagter Frede fået en stor kalv hjem. Men den flygtede fra ham ned mod Jomfrustien, hvor netop æ Bossel var på vej med en fyldt flaske. Men kalven ramte hende, og hun bandede højlydt for flasken blev slået i stykker. Brændevinen flød ud over hele gaden.
Den standhaftige ligbærer
På Slotsgade boede også en lille mager skrædder. Han var også ligbærer. Ved begravelser blev ligbærere trakteret med brændevin og kommenskringler. Kringlerne de ikke fik spist, stak de op i de høje hatte. Når de så hilste ved at tage hatten af, trillede kringlerne ned ad gaden. Men fik skrædderen for meget brændevin ved begravelserne blev han helt ustyrlig, så måtte der 4 mand til for at bære ham hjem.
Æ Dævl – æ kommen hjem
Dengang var der 80 beværtninger i byen. Og kvinderne i byen inviterede til lystige komsammener. Det havde en af kvinderne også gjort i den forvisning om, at manden først kom hjem om aftenen. Men han dukkede op om eftermiddagen. Til den fastsatte tid satte kvinden sig hen til huset og sagde stilfærdig da gæsterne ankom:
Hver vinter var der inviteret til dansk skuespil. Det var en flok, der invaderede Tønder i 14 dage. De tyske myndigheder var ikke glade for dette. Men de spillede for udsolgte huse.
Hesten, der bed alle
På hjørnet af Pebergade og Skibroen boede vognmand Thomas Petersen. Han var en stor, tyk og gemytlig mand. Han havde en karl, der hed Johannes. Men den ene af de heste, der blev kørt med havde efterhånden fået et dårligt ry. Det var en temmelig lille hest fra Ærø. Den var frygtet, for den bed alle dem, den ikke syntes om.
Tønders dårlige hygiejne
De hygiejniske forhold i Tønder var ikke gode. Det var almindeligt, at folk havde e kole. Og der var flere meget alvorlige og udbredte tyfusepidemier. Masser
af børn havde dryser. Det var store ophovne kirtler og åbne kirtelsår eller havde astma.
Dr. Friis havde en stor praksis. Han klarede mindre operationer og tandudtrækninger. Han holdt selv køretøj og foretog daglig lange ture på landet.
Fysikus hed Schlaikjær. Han havde praktiseret før 1864, var ret gammel og førte en tilbagetrukken tilværelse. Desuden var det dr. Riedell, som var stærk tysk. Nej vi skal ikke glemme den berømte Jersild, som kom fra Højer. Men ham behandler vi i en særskilt artikel.
Fra Flensborg dukkede Dr. Stolley frem hver 14. dag. Han behandlede lidt mere komplicerede ting på Strucks Hotel.
De mange markeder
Tønder var kendt for deres store markeder. Der var kræmmermarkeder, og kreatur – og hestemarkeder. Så var der Pinse – og Mikkelsmarked. Mange af disse markeder startede onsdag middag og sluttede først lørdag eftermiddag. De to hele dage var de vigtigste. De var forbeholdt husbonden og sin familie., mens tjenestefolkene kunne more sig resten af tiden.
Onsdag morgen var der stor travlhed. Ved 4 – tiden om eftermiddagen stod der to række telte gennem Storegade. Men mange gange måtte man også tage Vestergade og Østergade med.
På Torvet var der samlet skydetelte og lignende foretagender. Der var kraftprøver, vaffeltelte og børneteater. Den lokale marskandiser Hanne Ivers stillede med en keglebane og en levende havfrue, der blev fodret med chokolade. Et cirkustelt stod gerne på E gammel Kjærgaard. Og på Svinetorvet stod en Pracht
– und Reisenkarrusel. Som var smukt udstyret og belyst på to etager. Den blev trukket af en hest.
Den lokale karrusel ( Klaans) var anbragt i Tonhalles gård. Den blev trukket af drenge, som blev aflønnet med gratis karruselture. I Søndergade på hjørnet af apoteket stod gerne nogle jødiske handelsmænd, der benævnede sig selv som Jacob von Altona. De solgte det mest utrolige kram.
Der var dans i de offentlige lokaler fra midt på eftermiddagen. Koner fra Rudbøl – egnen solgte smør-ål, som de ristede over en åben ild. Og så kunne man altid få kaffepunche til.
Fattige drenge løb rundt og solgte cigarer til 2 pfg. De fine kostede godt nok 5 pfg.
Rædsomt svineri
Når der var kreaturmarked, blev kreaturerne stillet op i to rækker gennem hovedgaderne. Det gav et rædsomt svineri. Folk fra byen, der gik i pænt tøj, kunne ikke undgå at blive svinet til. Men beværtningerne ville ikke have, at disse markeder blev flyttet uden for byen. Men man blev da enige om, at lægge markederne ved Flensborg Landevej. Men valget var uheldigt. Det var det rene morads.
Fredskonferencen
Når en handel var afsluttet skulle der drikkes på det. Men folk benyttede også lejligheden til at få afsluttet andre mellemværender. En morgenstund mødte
Nis Proces, Ålekongen, Marcus og Anna Alarm på Torvet. De var ellers altid uvenner. Men en morgen mente de dog, at de skulle være venner. De gik ind i gæstgivergården Svanen, hvor de fik en hjertestyrkning. Men allerede efter den første punch begyndte skænderierne. De blev smidt ud, og sådan endte denne
fredskongres, og den blev ikke senere genoptaget.
Vejen til himlen
Da Nis lå for døden, ville familien have en præst til at tale med ham. Men Nis var præstehader og sagde nej. Men pastor Olsen sagde dog ja til at høre på Nis, selv om han ikke just hørte til hans menighed. Men Nis sagde blot:
Da det nu gik Nis endnu dårlige, ville han da godt alligevel snakke med pastor Olsen. Han ville vide om han nu kom i himlen og i så fald skulle møde Ålekongen og de andre Emmerske – folk der. Da præsten bekræftede dette udbrød Nis:
Nu var de fire slet ikke så slemme. Anna Alarm var søster til Marcus og meget glad for dyr. Hun hadede, når nogen mishandlede dyrene. Og hun skulle nok råbe op, når hun overværede det. Kunne hun ikke klare situationen gik hun op på dommerkontoret, hvor hun var frygtet.
Humlekærren
Alle de store heste – og kreaturhandlere holdt til på Humlekærren på Torvet. Hele huset var taget i brug til gæsterne. På hele første etage var der gæsteværelser, hver med 3,4 eller 5 store senge. Og det var den dansksindede familie Hage, der drev gæstgivergården. Fru Hage døde i 1890erne, og en af sønnerne Anders blev senere dyrlæge i Tønder. Men da moderen døde overtog han gæstgivergården.
Da Anders døde ophørte Humlekærren. (Læs vores artikel om Humlekærren)
Omkring århundredeskiftet var der store planer fremme om at lave et dansk forsamlingshus i bygningen og indrette en del butikker i den. Navnlig landboere var ivrige for at realisere planen. De fornødne penge kunne sagtens skaffes, men i selve Tønder syntes man ikke om planerne. Man var bange for at det ville gå ud over de dansksindede.
Apotekerne
På apoteket regerede familien Augsburg, der stammede fra Ballum. I bygningen bagerst i haven blev emballagen opbevaret. Her kunne man købe en stærk og meget fin lakrids. Den var meget bedre end den engelske. Augsburg solgte i slutningen af 1870erne apoteket til Haastrup.
Foruden Store Apotek havde man Lille Apotek, der lå på sydsiden midt i Storegade. Den havde dog ikke nær samme rolle som den store. Efter Genforeningen
blev den købt og nedlagt af apoteker Toft. Dengang blev den ejet af apoteker Carstens, der var tysk. Derfor gik det også under navnet Det Tyske Apotek.
Koginspektør Refslund boede på førstesalen på Det store Apotek. Hans kone var en søster til slægten Knudsen på Trøjborg (Læs vores artikler om Bondefamilien på Trøjborg).
Tønders matador
På hjørnet af Torvet og Storegade boede Tønders matador, købmand Oluf P. Olufsen. Han var flittig og dygtig og sad mest på sit kontor. Men der var en glasdør ud til butikken, så han altid kunne se, hvem der besøgte butikken. Olufsen opbevarede de store landmænds penge i hans store pengeskab. Måske var det derfor, at Olufsen var modstander af, at der kom en bank til byen.
Efter Genforeningen blev Oluf borgmester i Tønder. Han skulle være mellemmand mellem dansk og tysk. Men dette hverv havde han kun i få år. Desværre solgte Oluf sine grunde på et forkert tidspunkt og investerede pengene i tyske mark. Det skulle han nok ikke have gjort. (Læs artiklen Købmandsfamilien Olufsen fra Tønder).
Tyk Angel
Den rige købmand Hans Angel, der også blev kaldt Tyk Angel skal også nævnes. Han var ganske urimelig tyk. Det siges om ham, at han på en gang kunne spise en hel ost. Han ejede flere ejendomme i Tønder.
På hjørnet af Vestergade og Bokkensåvejen (nu Popsensgade) Det var nogle gamle bygninger og bagved lå der en stor have. Man arbejde ikke hele året. Det var jernstøber Lorentzen, der ejede bygningerne. En af sønnerne blev senere bestyrer af gasværket i Tønder.( Læs artiklen: Et jernstøberi i Tønder).
Den stakkels slagter Specht
I Spikergade boede slagterne Persen og Specht. Det var to velhavende herrer og ungkarle, der havde mange fenner og del heste og køer. De havde en husholderske, der hjalp dem. Desværre døde Petersen. Husholdersken ville nu gifte sig med Specht, men det ville han ikke. Men det gik åbenbart den sidstnævnte på nerverne, for han tog sig af dage.
Revolutionen i Tønder
Revolutionen i Tønder i 1919 forløb ganske rolig. Et par unge menige soldater fra Kiel ankom med røde plakater. De berettede, at der havde været revolution
i Tyskland og fået oprettet soldater – og arbejderråd.
Der blev holdt et offentlig møde på Torvet, hvor landråd Böhme måtte møde. Der blev holdt byrådsmøde, hvor førerne for kommunisterne bankede deres revolvere i bordet. De fik bevilliget penge. Til historien hører også, at borgmesteren måtte ofre fruens røde kjole, da man ikke kunne skaffe et rødt flag. Men den historie kan du læse et andet sted på siden. (Læs artiklen: Revolutionen i Tønder).
Farvel til tyskerne
Man havde fundet en ordning med hvordan de tyske embedsmænd skulle forholde sig. De fik hvis nok tre måneder til at forlade Tønder. Andre fik en godtgørelse på et par hundrede kroner.
Men ude på zeppelinbasen var der mange, der ikke straks rejste hjem. De havde nogle uafgjorte mellemværender i Tyskland, vedrørende smuglerier, ægteskabelige og militære forhold. Da der begyndte at komme orden i forholdene, fandt man ud af, at flere var forsvundet. Men en del havde på mystisk vis fået dansk indfødsret.
Og sådan gik det til, at Tønder igen skulle til at være dansk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 28.12.2021
September 14, 2009
Højer Kirke nævnes allerede i 1325. En strid opstod i 1525 om, hvem der ejede kirken. En ligvogn med to heste kørte i Højer helt frem til 1982. En dansk – tysk kirkestrid opstod. Menighedsrådet nægtede at hjælpe den ny præst. Groteske forhold opstod i Højer Kirke.
Viet til Sankt Peter
I middelalderen var den hvidkalkede kirke viet til Sankt Peter. Og i denne kirke har jeg ofte været til bryllupper og begravelser. Kirken nævnes første gang i Ribe Oldemors Kirkeliste i 1325 – 50. I kong Valdemars jordebog nævnes Højer som kongelev. Muligvis har landsfaderen haft patronats-retten.
Går tilbage til år 1200
Allerede i år 1200 havde Højer en kirke. Byggematerialet er granitkvadere, munkesten og tuf. Stilmæssigt afviger kirken dog fra andre kirker på vestkysten ved sine store rundbuede blændinger på langmurerne. Lignende kirker er set ved Rhinen. Nogle er af den opfattelse, at dele af kirken går helt tilbage til 1100 tallet. Dengang var kirken dog betydelig mindre. Første gang vi hører om den skriftlig er det 14. århundrede.
Rester fra Anflod Kirke
Det lave våbenhus ud for syddøren kom til i 1300 tallet. En del af byggematerialet fra Arnflod Kirke som blev ødelagt ved en stormflod i 1436 er anvendt i Højer Kirke. Her er kirken blevet væsentlig udvidet. Siden har beboerne fra Rudbøl måtte sejle/gå/køre til Højer Kirke.
Altertavle fra 1425
Kirkens vinduer er fra 1821 – 22. Ved en istandsættelse af kirken i 1954 – 1956 blev der afdækket flere ikke bevarede kalkmalerier. Endnu ses rester af dekorationer stammende tilbage fra 1500 – 1520. Den ganske velbevarede skabsaltertavle stammer formentlig fra et værksted i Lübeck. Den er fra 1425. Altertavlens bemaling har lidt under det fugtige klima.
Døbefont fra Belgien
Kirke og kirkegård var også udsat for stormflod, men allerede i 1554 anlagde man et dige. Kirken havde to indgange, sydsiden var til mænd, og nordsiden var den såkaldte brudeindgang.
Den romanske døbefont er importeret fra Belgien. Den er udført i sorte Namur – kalksten. På korbuen er der opsat en velbevaret senromansk krucifiksgruppe fra omkring 1250. Prædikestolen er en moderne efterligning af Tønder – typen. Dog stammer felterne fra den oprindelige stol fra 1591. Disse blev erhvervet fra Flensborg Bymuseum i 1956.
Brystværnet foran det ret nye orgel med senbarok facade er fra midten af 1700 tallet. Indmuret i korets nordre vange sidder en marmortavle fra 1792 over Maria Elisabeth Partschen, død 1789.
På en lysehylde er anbragt 12 gravskjolde, hvoraf de seks er over amtmand E.A. Von Betouch, død 1815. I våbenhuset er indmuret to romanske gravsten af granit med kædeagtig ornamentik. Et par mindetavler falder også i øjnene. Mod nord er der en tavle for faldne i treårskrigen 1848 – 1850. og en tavle for de faldne i tysk tjeneste under den fransk – tyske krig i 1870 – 1871.
Tårn brugt som sømærke
Tårnet på 17 meter har haft betydning for skibsfarten i Vadehavet. Et orgel har været i kirken siden 1679. I 1752 blev det udvidet, orgelbyggeren hed Busch og var fra Ditmarsken. I 1894 kom et nyt orgel til fra Marcussen i Aabenraa. Men facaden på det originale orgel er bevaret.
Kirkelig strid
Højer Birk og Sogn hørte i middelalderen under Ribe stift. Efter reformationen og delingen i 1544 opstod der strid om sognets kirkelige forhold. Endnu i 1564 visiterede Ribe – biskoppen, Povl Madsen dog i Højer kirke. Nogle år senere forbød Hertug Hans præsten i Højer at svare biskoppen i Ribe.
Enden på striden blev at kirken kom under hertugens overhøjhed. Kort tid efter blev den lagt under Slesvig stift. Ærkedegnen beholdt dog sin ret til at høre kirkeregnskaberne, men dog kun til 1668, hvorefter denne opgave blev overtaget af provsten i Tønder.
Ringe interesse for valg
Før 1920 administreredes kirkevæsenet af et kirkekollegium på 12 medlemmer, deraf tre fra Højer Landsogn. Valg til kollegiet var nu ikke et tilløbsstykke. I 1918 mødte således kun 8 ud af 275 stemmeberettigede. Anderledes var det efter Genforeningen. I november 1920 blev der afgivet 375 stemmer, hvoraf 59 pct. var tyske.
Opvarmning om søndagen
I 1917 var der blevet besluttet, at kirken skulle opvarmes hver søndag, og i 1918 vedtog man at yde 1.500 kr. til et tysk krigslån. Pengene tog man fra nogle fonde. Ligeledes foretog man i samme år en husindsamling til et mindesmærke for 51 faldne. Det blev fremstillet af kunsthåndværkerskolen, og hæger nu i kirken. I 1919 var der velkomstfest for de hjemvendte soldater og krigsfanger med gudstjeneste om eftermiddagen og fest på Hotel Sylt om aftenen.
Kirkegården udvides
Allerede i 1917 var der ønsker fremme om en udvidelse af kirkegården nord for Nørrevej. I de følgende år blev der udvidet både mod øst og mod syd. I 1941 blev der lagt yderligere 3.000 m2 til mod syd.
Mere dansk i kirken
Den 9. januar 1921 var der – ligesom i alle andre sogne i Nordslesvig på den tid – afstemning i flækken og landsognet om, hvorvidt det skulle være nyvalg til sognepræst-embedet. De allerfleste vælgere i Højer stemte imod nyvalg til stor glæde for pastor Rolfs, der kunne blive i sit embede.
Fra 1907 havde der været prædiket på dansk den første søndag i hver måned samt ved yderligere fem gudstjenester i årets løb. Dette blev ændret i februar 1921. Nu skulle der prædikes
dansk to søndage i hver måned. Men allerede i december 1921 ændrede kirkeministeriet denne beslutning. Nu skulle der afholdes både tysk og dansk gudstjeneste hver søndag.
I Højer afholdt både seminarieforstander Albeck, Tønder og pastor N.A. Jensen, Møgeltønder hver en dansk gudstjeneste om måneden i Højer.
Et nyt ligkapel
I 1926 anmodede politimesteren om, at der blev opført et ligkapel ved kirken. Men den var menighedsrådet ikke med på. De havde heller ingen penge. De henviste til, at de fleste ønskede at beholde de døde hjemme indtil begravelsesdagen.
I 1936 blev sagen taget op igen. Man havde da planer om, at indrette et rum i forbindelse med sprøjtehuset på Torvet. Men man vedtog at anbringe det ud for brudedøren nord for kirken. Den endelig placering blev dog øst for kirken. Foruden menighedsråd, deltog både flækken og landsognet i udgifterne.
Højers ligvogn 1870 – 1982
I 1930 restaurerede man den gamle ligvogn, som var anskaffet helt tilbage i 1870 på Sparekassens regning. Den havde parkeringsplads i Sprøjtehuset på Torvet. Da den blev nedrevet i 1937, bevilligede menighedsrådet en grund til den nye brandstation ved Nørrevej på betingelse af, at ligvognen på betingelse af, at ligvognen skulle stå ved siden af brandkøretøjerne
I 1948 blev ligvognen igen restaureret, og i kraft af, at Friedrich Eckholdt, som kørte den, altid havde et par kønne heste til formålet, var den i brug helt til 1982.
Prisen for et gravsted
Og på Højer Kirkegård betalte man efter beliggenhed. I 1920 kostede et gravsted til fire personer ved hovedindgangen 60 kr. Lige bagved var prisen det halve. En enkelt gravplads kostede fem kroner.
For benyttelse af ligvognen skulle man betale 2 kroner. Klokkeringning ved begravelsen kostede 4 kr. I 1946 bestemte man, at der kun kunne fås en gravplads anvist ved dødsfald. I 1952 fastsattes betalingen for et gravsted for fire personer til 16 kr. for 30 år.
Degnejord
En del af indtægterne fik kirken fra den såkaldte degnejord. Dette blev afhændet efter anden verdenskrig. Andelsboligerne på Ballumvej samt nogle private huse er bygget på degnejord. Af præstegårdsjorden er der solgt byggegrunde ved Nørrevej og en del blev udlejet til kolonihaver.
Klingepungepenge
Menighedsrådet skulle også fordele kling-punge-penge. Denne Kling-pung var en stofpose på en to meter lang træstang og forneden på posen sad der en lille klokke.
Den blev anvendt under gudstjenesten på den måde, at kirketjeneren indsamlede gaver til de fattige ved at stikke den ind i kirkestolene foran kirkegængerne, som så kunne bidrage med en lille skærv. Var nogen faldet i søvn under gudstjenesten eller var uopmærksom, ja så kunne stangen bevæges så klokken ringede. Pengene blev lagt i fattigblokken og fordelt af menighedsrådet.
Det var nu ikke de store summer, der kom ind. For 3. kvartal 1924 drejede det sig om 35,13 kroner, hvoraf Højer Landsogn fik 10,13 kr. Brugen af klingepungen ophørte i 1932, og kirken fik i stedet to blikbøsser.
Ingen elektrisk lys
I 1927 forsvandt den gamle skriftestol. I stedet satte man nogle bænke til brug for børn, når der holdtes børnegudstjeneste. I 30erne vedtog man at sætte elektrisk lys i alterstagerne, fordi det ikke var muligt at få gode alterlys. Projektet blev dog ikke gennemført.
Både dansk og tysk
I 1924 fratrådte pastor Rolfs efter godt 30 års virke i Højer. Man var enige om i menighedsrådet, at den ny præst skulle beherske både det danske og tyske sprog. Men flertallet ønskede dispensation for bestemmelsen at han skulle have dansk uddannelse. Dette blev dog afslået.
Pastor I. A. Baren, den nye præst, havde været dansk gift, og det var hans plejedatter Johanne, som Christian den Tiende tog med sig op på hesten, da han red over grænsen i 1920. Men denne historie kan du læse et andet sted her på siden.
Præsten måtte yde lån
I 1931 blev der truffet en ordning, så der ti gange om året til bestemte gudstjenester blev indsat en kirkebil fra Rudbøl. Hver passager betalte 25 øre pr. gang og kirkekassens tilskud var højst 25 kr. pr. år.
I 1932 blev tårnets murværk repareret. Og det var nødvendigt for pastor Baren at yde et rentefrit lån på 1.000 kr. Dette skulle betales tilbage i årene 1935 – 39. I alt kostede reparationen 1.900 kr. Jo pengene var sandelig små dengang. Og de nye tyske salmebøger havde man heller ikke råd til at købe. I stedet blev man enige om, at købe nogle gamle hos de menigheder der havde råd til at skifte de gamle ud med de nye salmebøger.
Den dansk – tyske kirkestrid
I 1935 opstod der en kontrovers mellem den danske og den tyske gruppe i menighedsrådet. Efter 1921 blev de tyskudannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland. Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få en dansk præst. Behovet voksede især efter nazismens gennembrud i 1933.
I Højer gik et kirkeligt udvalg til pastor Braren og spurgte denne, om han ville antage en dansk ordineret medhjælper uden at dette betød udgifter for ham. Det afslog Braren. Derefter gik
udvalget til landstingsmand Hans Jefsen Christensen og bad om hjælp. Resultatet blev, at der i Højer skulle ansættes en dansk præst, der også var forpligtet til at betjene Burkal og Hoptrup sogne. Måske kunne det også blive til Daler og Udbjerg.
Personligt overgreb
Resultatet blev, at den tidligere sognepræst i Vedsted, N.P. Jensen fik hvervet som kapellan i Højer. Sagen fremkaldte stor modstand, især fra pastor Braren og de tyske medlemmer af menighedsrådet. Pastoren følte det som et personligt overgreb. Han mente ikke at have gjort forskel på de to menigheder, den danske og den tyske i Højer. Ved indsættelsen af N.P. Nielsen
i kirken sagde Braren, at han var bitter over at miste den danske menighed.
Menighedsråd ville ikke hjælpe præst
Det var vanskelig at finde en bolig til den nye præst. Et flertal i menigheden ønskede ikke at yde bistand til anskaffelse af en byggegrund og ville ikke sælge noget af præstegården. Jo den dansk – tyske krig havde sandelig nået Højer Kirke. I første omgang flyttede præstefamilien ind i huset Strandvej 21, som fabrikant Kjærby havde købt til formålet. Man fik så oprettet Andelsselskabet Den danske Præstebolig i Højer. Fabrikant Kjærby købte en byggegrund af købmand Nis Petersen og skænkede den til andelsselskabet, og i oktober 1936 kunne man indvie den danske præstegård på Nørrevej 29.
Krigen satte sine spor
Ved menighedsrådsvalget i 1938 blev der for første gang valgt tre danske medlemmer ind i rådet. På grund af krigen sad disse i syv år. Krigen satte sine dybe spor. I 1940 blev det besluttet, at kirken skulle mørkelægges i vintermånederne. I 1941 blev der bestilt 50.000 tørv til kirkens opvarmning. I 1944 vedtog man at anbringe et skilt i kirken:
Dette skilt blev dog vist aldrig opsat. I 1943 tog pastor Braren sin afsked. Hans afløser var Andreas Schau, der var uddannet i Kiel.
Præsten til Fårhuslejren
Efter den tyske kapitulation i 1945 blev pastor Schau sammen med 87 andre fra Højer by og landsogn deriblandt min bedstefar interneret i Fårhuslejren. Pastor Schau blev afskediget i december 1946 og de tyske gudstjenester og kirkehandlinger blev varetaget af pastor Jacobsen, som havde været sognepræst i Udbjerg. Senere kom pastor Rühmann til. I 1948 blev det tyske præsteembede nedlagt af kirkeministeriet, så N.P. Jensen var nu den eneste præst i Højer.
Den tyske frimenighed
Menighedsrådet besluttede, at hvis den tyske menighed ville afholde gudstjenester med en tysk præst kunne de få kirken overladt gratis, når gudstjenesten fandt sted de samme søn – og helligdage som de danske. De måtte dog selv sørge for organist. Rühmann og Jacobsen arbejdede gratis for den tyske menighed.
Men de tyske menigheder i Sønderjylland oprettede i 1951 en frimenighed. De var underlagt Slesvig – Holstens evangeliske kirke med Slesvig som kirkeligt tilsynsførende bispesæde. Denne oprettelse betød at 180 borgere meldte sig ud af folkekirken. Frimenighedspræst blev Andreas Schau.
Den 1. december 1952 søgte N.P. Nielsen sin afsked.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6.12. 2021
September 13, 2009
Københavnske skolebørn får at vide, at det dansk/tyske forhold havde det fint før og efter 1920. Min far nævnte talrige eksempler på aggressioner, Berufsverbot og tyveri af ejendom. Havde han ret? Læs her historien som skolebørnene ikke lærer. Tyskerne anerkendte ikke grænsen og forsøgte ved jordkøb at \”erobre\” Sønderjylland. Fra dansk side forsøgte man at lukke for al kommunikation med tyskerne efter 1920. Dette afløstes af forsigtighed i 30erne. Efter 1945 fortsatte aggressionerne
Havde min far ret?
Min far fortalte dengang, da jeg var barn, at de dansksindede stjal ejendomme fra de tysksindede. Desuden havde man indført en slags Beruftsverbot for dem, der kæmpede for tyskerne under krigen.
Dengang var min far tysksindet og dog. Han skiftede dog Der Nordschleswiger ud med Sønderjyden. Min far kunne se fejl på begge sider. Han kom med en masse eksempler og nævnte navne på personer, som tilhørte både den ene og den anden fløj. At han helt kvittede det tyske mindretal skyldtes, at han mente, de gik alt for tæt på.
Af os søskende var vi tre, der var tysk døbte. De tre sidste er dansk døbte. Alle os børn gik dog i dansk skole i Tønder. Men havde min far ret? Var det virkelig
sådan? De københavnske børn får ellers at vide at sønderjyderne levede i fred og fordragelighed med mindretallet og omvendt. Vi vil i denne artikel forsøge at finde svaret?
Sønderjyden – idealbilledet
Et idealbillede af en sønderjyde efter 1864 og op mod 1914 var, at han var en Stout og selvbevidst bonde, Han tog del i det danske ånds – og kulturliv. Desuden modarbejdede han den tiltagende fortyskning af landsdelen. Men sådan var det langtfra. Mange var tysksindet, andre var ligeglade. Og andre igen havde nok at gøre med at klare dagligdagen.
Dagligdag i Sønderjylland
Måske lyder besættelse, bosættelse og kamp om jorden som noget, der kun sker i andre dele af verden, men det var dagligdag i Sønderjylland. 36 domænegårde står i dag tilbage som et vidnesbyrd om tysk herredømme.
Valgreglerne blev også ændret til at favorisere de tysk sindede. Omstillingen fra dansk til tysk skete i et meget hurtigt tempo.
Udvandring fra Sønderjylland
I 1866 blev der bestemt, at der i de nordlige distrikter af Slesvig skulle finde en afstemning sted, om befolkningen ønskede at komme tilbage til Danmark. Det var den såkaldte & 5 i Prag – freden. Men tyskerne var ligeglade. Dansksindede skulle aftjene den preussiske værnepligt, og det fik en masse unge dansker til at udvandre.
Domænegårde
I 1879 blev den udvandring stærkere, da man ophævede & 5. Efterhånden var der ingen unge danskere til at overtage gårdene. Dette benyttede de preussiske myndigheder sig af. De begyndte at opkøbe større gårde – de såkaldte domænegårde. Det var fortrinsvis i det gamle Haderslev Amt, hvor tyskheden ikke var så fremherskende.
De nye landbrug blev omdannet til et mønsterbrug, som forbillede for egnens bønder, der skulle påvirke dem i tysk retning.
Mange af disse domænegårde er bygget efter tysk byggestil. En af de mest velholdte er Røj, som i dag tilhører Schackenborg. Jeg var der i min ungdom tiltrukket af noget. Men se det er en helt anden historie. Men jeg husker dog, at det var en særdeles flot gård med en fantastisk indretning.
I 1890erne havde den tyske stat opkøbt 36 store landbrug i Sønderjylland. De indsatte tysksindede forpagtere på fordelagtige betingelser.
Det kunne godt være op til 80 mennesker tilknyttet en sådan domænegård. Det kunne medvirke til at øge det tyske stemmetal. Og det var et vigtigt mål i etableringen af de store gårde.
Undertrykkelsen tog til
Undertrykkelsen af de dansksindede tog fart. Stadig flere offentlige ansatte blev tvunget til at aflægge ed til Preussen. Der anslås at 60.000 danskere forlod den sønderjyske landsdel de første 40 år det preussiske styre. Og hvad værre var, at de tog 120 millioner kroner med sig.
1 1891 stiftedes den tyske Ansiedlungsverein. Det lykkedes for foreningen af få anbragt 200 såkaldte rentegårde i de ellers dansksindede egne mod nord. Mange blev bygget efter nordtysk model. Særlig omkring Flensborg og Angel ses disse gårde.
Også de såkaldte Schweizer – huse blev meget udbredte. I 1904 stiftede man Bund deutscher Heimatschutz. I 1908 stiftedes Baupflege Tondern.
Det første Landeværn
Fra dansk side opfattede man udviklingen som farlig. En ny dansk ungdom var vokset til, og det syntes som om at fronten var stabiliseret. Der blev i 1909 oprettet en særlig Nordisk Kreditforening og i 1912 det første Landeværn.
Allerede i 1898 var der etableret en støtteforening i København, for et bevare dansk jord på danske hænder i Sønderjylland. Alene på Rødding – egnen,
hvor kampen var særlig hård hjalp foreningen med at bevare 89 gårde på danske hænder.
En bindelov fra 1912 gav landmændene billige lån mod at den preussiske stat ved ejerskifte til gården for 10 pct. under handelsværdien. I foråret 1914 nægtede den Slesvig – Holstenske kreditforening at yde lån til dansksindede med den begrundelse, at pengene ville blive brugt til tyskfjendtlige formål.
Ved Genforeningen i 1920 fik de dansksindede uventet hjælp idet en del tilvandrende tyskere, der var bosat i den nordligste del solgte deres ejendomme og drog syd på igen. Det første Landeværn og Den Nordslesvigske Kreditforening blev opløst.
Krise i det Sønderjyske landbrug
Efter 1920 hvor produktion i landbrug og industrien var stigende, faldt priserne. De gyldne tider var forbi. I Sønderjylland var landbruget udmarvet, jorden var forsømt og besætningerne var blevet formindsket. Der skulle virkelig en kraftanstrengelse ti, for at få det hele på fode igen. Landbruget skulle også tilpasses
de danske forhold. Det danske landbrug var mere intensivt end den tyske. Dette krævede kapital. Og mange sønderjyder tog lån i kongeriget til meget ugunstige forhold.
Jord er noget man køber
Det sønderjyske landbrugs gæld voksede stødt og roligt. I kongeriget havde man reserver til at stå imod den nye krise. Det havde man ikke i Sønderjylland. Når de danske gårde kom på tvangsaktion var der store chancer for, at de kom på tyske hænder. Blandt hjemmetyskerne bredte der sig efterhånden følgende udsagn:
Da den danske stat ikke længere ejede landbrug, måtte der oprettes en særlig administration for de sønderjyske domænegårde. Ved lov af 1.4.1921 skabtes derfor embedet som domæneforvalter.
Ved lov af 7. august 1922 blev der vedtaget at udstykke domænegårdene til husmandsbrug. Udstykningen påbegyndtes i 1923 og afsluttedes lidt efter lidt i 1930erne, da kontrakterne med domæneforpagterne først skulle udløbe.
Ingen kontakt over grænsen
Den følte grænse var midlet, som de danske politikere brugte. Der skulle være så få kontakter over grænsen som muligt. Grænsehandelen skulle forhindres
og man ville ikke acceptere arbejdsimmigration over grænsen. Den danske regering ville på den måde forhindre at mindretallets landmænd og arbejdsgivere rekrutterede arbejdskraft sydfra. Det mest absurde i denne politik var, at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov, som var ejet af byen. De danske myndigheder ville ikke have tyskere rendende rundt i Danmark.
Cornelius Petersen
I nærheden af Møgeltønder bosatte dig sig en mand ved navn Cornelius Petersen. Han var født i Ejderstedt. Han byggede gården Vester Anflod i frisisk stil. I begyndelsen stillede han sig i opposition til de preussiske myndigheder. Han skabte også et godt forhold til egnens dansksindede befolkning. Han ville have Sydslesvig med til Danmark.
Efterhånden blev han dog også irriteret over de danske myndigheder. Det var denne kritik, der efterhånden gav ham mange tilhængere. I januar 1926 udgav han et blad Folkets Selvstyre.
Stauning kom gal af sted på et møde i Bov. Det var i hvert fald et budskab de sønderjyske bønder tog ilde op. Det fik så Cornelius Petersen til at kalde Stauning for en røverkaptajn. Han forsøgte også at lave en slags statskup i Sønderjylland. Men det var dog en smule barnagtig.
Da der var folketingsvalg den 2. december 1926 frygtede man dog Cornelius Petersen. Men han opnåede dog kun 2.117 stemmer. Men hele hans agitation kom
det tyske mindretal til gode. Stemmeantallet voksede fra 7.715 i 1924 til 10.422 i 1926.
Ny national jordkamp
Fra tysk side fulgte man med bekymring at deres landsmænd tog syd på. De ønskede en pengestærk organisation, der kunne yde lån til tysksindede landsmænd for at sikre jord i tysk besiddelse og eventuelt erhverve jord fra dansk hånd. Tyskerne oprettede i 1926 en særlig kreditinstitution. Det skete under sådanne vilkår, at den vakte voldsom opsigt. En ny national jordkamp var følgen.
Vogelgesang
I Haderslev boede den fra Brandenburg tilvandrende sagfører, Georg Vogelgesang. Det var ham, der havde givet navn til den tyske kreditinstitution Kreditanstalt Vogelgesang. Ledende talsmænd og især den nævnte sagfører gjorde i årene efter 1920 forskellige forsøg på at påvirke den tyske rigsdag. Institutionen kunne kun finansers sydfra. En af de mest aktive var den daværende folketingsmand, pastor Schmidt.
I januar 1926 sendte pastor Schmidt en lang redegørelse til det tyske udenrigsministerium. I de mørkeste vendinger redegjorde han for tyskernes stilling og den hårde landbrugskrise, der havde ramt Sønderjylland. Men han påpegede også, at krisen kunne give politisk pote. Han regnede med, at en jordpolitisk sejr kunne rykke grænsen nordpå.
Han oplyste også at dansksindede sønderjyder var særdeles utilfredse med den danske forvaltning og retsvæsen.
Henvendelsen faldt i god jord. Den tyske udenrigsminister Stresemann var særdeles positiv. Og der blev straks bevilliget 5 millioner mark. Fra september 1926 foregik en storstilet udlånsaktion. Både en hollandsk samt en Schweitzisk bank blev brugt som mellemled. De dansksindede skulle nødig finde ud af, hvor pengene kom fra.
Inden den 19. november 1926 var der indgået 389 andragender, der var bevilliget lån til 1.379.300 kr. Og der var yderligere anbefalet lå til en værdi af 800.000 kr.
Vogelgesang så i begyndelsen ikke så meget på sikkerheden. . En låntager kunne vise sit sindelag ved at tage sin flagstang ned. Det vakte naturligvis opsigt. Udtrykket
Kontakten til Nordslesvig blev bevaret
Man mente, at Danmark bar skylden for ulykkerne og man påpegede at man fra tysk side aldrig havde anerkendt grænsen. Initiativet gav også flere stemmer. Man søgte fra tysk side at bevare kontakten til Nordslesvig både af officielle og skjulte kanaler.
Landeværnet bliver stiftet
Den 7. januar 1927 blev der holdt et hemmeligt møde af ledende danske mænd hos grev Schack på Schackenborg. Man enedes om at oprette en modvægt mod Kreditanstalt Vogelgesang.
Den 24. januar blev Landeværnet stiftet. De tilstedeværende tegnede sig straks for et beløb på 50.000 kr. I løbet af et års tid var der over hele landet indsamlet flere millioner kroner. I Sønderjylland var der alene samlet for 250.000 kr.
Vogelgesangs initiativ var blevet neutraliseret, og de sønderjyske flagstænger faldt ikke mere. Samtidig med Landeværnet blev der vedtaget en lov om at danne Sønderjysk Hypotek-laanefond, der måtte udlåne 20 millioner kroner som 2. prioritetslån. Dette var dog også noget de tysksindede landmænd kunne deltage i. Staten medvirkede også ved at stille 10 millioner kroner til rådighed for udlån gennem de såkaldte realkreditlån gennem de sønderjyske sparekasser.
Opmagasinering af ejendomme
Vogelgesang var ikke nogen blid administrator. Det skete, at man tinglyste forkøbsretsklausuler, der skulle garantere at man kunne holde øje med ejendommen. Og det var jo netop formålet med dette institut.
I begyndelsen tog man ikke så meget hensyn med sikkerheden. Anstalten overtog en del ejendomme, for mange kunne ikke klare sig i længden. Det viste sig også, at der ikke var nok tysksindede til at overtage ejendommene. I stedet for at lade ejendommene komme ud på det frie marked lod instituttet dem opmagasinere. Man mente, at om 10 år var der nok tysksindede til at overtage ejendommene.
En håndfæstning fra Vogelgesang
I 1929 fik man oprettet et særligt ejendomsadministrationsselskab Hofeverwaltungsgesellschaft, der overtog de ledige gårde. Efterhånden lå dette selskab inde med 90 gårde. Institutionen arbejdede med tab, der måtte afskrives. Fra Berlin blev tøjlerne strammet. Her lød budskabet, at man måtte stramme tøjlerne og sørge for sikkerhed.
Undertiden blev der appelleret til Vogelgesang, når det kneb med at skaffe det tilstrækkelige antal børn til de tyske privatskoler. Man kunne med instituttets hjælp flytte en familie med mange børn til et udsat sted. Det var særlig svært at holde gang i den lille tyske privatskole i Lydersholm ved Tønder. Her sprang Vogelgesang til i flere tilfælde.
En forpagtningskontrakt blev en hel håndfæstning. Anstalten kunne opsige alle forpligtigelser med et kvart års varsel:
Lav profil i grænsespørgsmålet
I mellemkrigstiden holdt den danske regering en lav profil om grænsespørgsmålet. Det hang sammen med at Danmark kun havde en stor fjende og det var Tyskland. Grænsespørgsmålet var en latent risiko for tysk aggression. Aviserne blev kaldt til orden, hvis de havde skrevet for mange kritiske artikler om storebror i syd. Tyske flygtninge blev sendt tilbage.
Vogelgesang opløses
Nu var det langt fra alle i den tyske menighed, der støttede Vogelgesangs arrangementer. Ved Tysklands sammenbrud blev kreditforeningen opløst, lånene blev afløst af andre lån. De 86 gårde som gårdforvaltningsselskabet lå inde med overgik til Jordlovsudvalget.
Gensidige aggressioner
Nu var det ikke kun jorden, man kæmpede for i Sønderjylland. Mindretallets nazificering og etablering af tyske skoler og foreninger fik gang i oprettelsen af foreninger på dansk side, der ville modvirke disse ting. Foreninger som Det unge Grænseværn og Danske Samfund opstod.
I tiden efter 1945 skete der hyppige tilfælde af gensidige aggressioner. Dansksindede syd for grænsen blev generet og det samme var tilfældet nord for grænsen.
Berufsverbot der ikke kun var baseret på det politiske men også på ens sindelag og nationalitet forekom hyppigt, men dette kan afstedkomme en særskilt artikel.
Landeværnet fortsatte
Landeværnet fortsatte jordkampen mod det tyske mindretal til ind i 1960erne, før det nationale afspænding satte sig igennem. Men der er dog stadig tysksindede landmænd, der ikke vil sælge til dansksindede og omvendt.
Siden 1965 har Tønder Landmandsbank nu Sydbank haft et samarbejde med Landeværnet og stillet en forretningsfører til rådighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 03. – 2022
September 13, 2009
Pludselig stod Danmark uden regering. Kongen havde begået grundlovsbrud. Stauning opfordrede til republik og generalstrejke. Det sønderjyske spørgsmål splittede i dem grad befolkningen.
Udnytte situationen
Første verdenskrig var slut. Mange danskere mente, at man burde udnytte situationen. Til dem hørte kongen, der bestemt ikke var uden politisk indsigt. Stauningmente det modsatte. Erik Scavenius, der havde arbejdet som diplomat i Berlin i begyndelsen af århundredet, var af samme mening som Stauning.
Folkeretten
Tyskerne havde folkeretten på deres side. Befolkningsflertallet i Sydslesvig følte sig som tyskere, talte tysk og tænkte tysk. Sådan var Stauning og Scavenius mening. Ideen med Danmark til Ejderen var ifølge de to herrer romantisk sværmeri. At kræve Slesvig tilbage ville være en gentagelse af de fejlopfattelser, der var årsag til ydmygelsen i 1864.
Kong Christian den Tiende havde en helt anden verdensopfattelse. Han var vel nærmest en slags krigerkonge, og egentlig burde han have forståelse for den prøjsiske tankegang. Men sådan var det ikke.
Hele Sønderjylland skulle genforenes
Kongen var interesseret i et stærkt Danmark. Han var ikke særlig begejstret for salget af De vestindiske Øer i 1916. Han håbede derfor at genforene hele den del af Sønderjylland, der var gået tabt efter krigen i 1864. Dette var dog blevet afvist af et stort flertal i Folketinget.
Tinget havde i 1918 besluttet en dagsorden, der respekterede befolkningens ret til at stemme. Men at Danmark skulle have de tabte landsdele tilbage var blevet en mærkesag for Det Konservative Folkeparti.
Socialdemokratiet havde i begyndelsen af marts 1920 udsendt en pressemeddelelse, der udtalte, at partiet
Denne politik var der et snævert flertal for. Socialdemokraterne og de radikale havde et flertal på 72 mod oppositionens 68.
Holdningsændring
Men efter voldsom agitation og målrettet holdningsarbejde lykkedes det for Venstre og De Konservative at overbevise en radikal og en socialdemokrat. Nu var stillingen 70 – 70. Men den konservative professor L.V. Birck sprang fra. Stillingen var igen 71 – 69 til regeringen.
Grundlovsbrud
Stillingen var ikke holdbar. Arbejdsmarkedets parter var også fastlåst. Arbejdsgiverne truede med lockout. Men Stauning tog det med ro. Pludselig skete der noget, som hverken Stauning eller statsminister Th. Zahle havde regnet med. I modstrid mod Grundloven afsatte Kongen den 29. marts 1920 regeringen og indsatte højesteretssagfører Otto Liebe som fungerende statsminister. På det tidspunkt havde Danmark ingen regering. Kongen havde glemt at bede Zahle om at fortsætte med et forretningsministerium.
Afskaf monarkiet
Socialdemokratiet overvejede situationen. Der blev foreslået generalstrejke. Sent om aftenen kl. 23.15 sendte partiet en deputation til Amalienborg. Stauning
læste partiets holdning over for den trætte og rådvilde Konge. Men han kunne ikke se, at han havde begået noget retsstridigt. Det var jo ham Kong Christian den Tiende, der var konge, regnet og monark.
Efter mødet forlangte Socialdemokratiet, at Danmark blev en republik, etkammersystem og 21 års valgret. Vreden rettede sig ikke kun mod kongen men også partiet Venstre. Man mente i Socialdemokratiet, at det var dem, der havde begået et statskup.
Ny regering
Kongen havde langt fra opgivet sit foretagende. Han troede på, at hele Slesvig kunne komme tilbage til Sønderjylland. Hans plan var at udnævne Liebe til statsminister, så kunne denne udskrive valg. Den nyudnævnte forsvarsminister With var også en person lige efter kongens hoved. Han havde ført hemmelige fredsaftaler med tyskerne uden folketingets vidende.
De oprørske socialdemokrater
Anført af Stauning kom en stor folkemængde til Amalienborg. En henvendelse blev overgivet til kongen Vi anmoder Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp. Kongen var efterhånden blevet mør. Men det var De Konservative og Venstre langt fra. De mente at kongen skulle sætte sig til modværge og sætte politi og militær ind mod de oprørske socialdemokrater.
Situationen i Sønderjylland blev løst
Situationen i Sønderjylland blev løst. Sydslesvig stemte for forbliven i Tyskland, og et flertal i Sønderjylland (Nordslesvig) stemte for genforening. Det var en konflikt, der havde ført til to drabelige krige med masser af døde. Nu blev den løst af demokratisk vej – i overensstemmelse med idealet om folkets selvbestemmelsesret. Konflikten havde styrket Stauning og svækket kongen. Danmark blev ikke republik. Når Stauning senere blev spurgt om sin holdning til Kong Christian den Tiende svarede han:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 03. – 2022
September 13, 2009
Der er masser af blod, slag og kampe i Sønderjyllands historie. Gennem hele historien har der været magtkampe.Og det evige spørgsmål om, hvor vi sønderjyder stammer fra, tages atter en gang op til debat. Læs her første del af Sønderjyllands historie.
Man kan ikke på 9 – 10 sider fortælle Sønderjyllands historie. Derfor henviser vi i slutningen til uddybende artikler på dengang.dk. Desuden har vi planlagt flere artikler om Hedeby, Danevirke, Dankirke, Guldhornene fra Gallehus m.m. Det er forbavsende lidt de københavnske skolebørn får at vide om Sønderjyllands historie. Og det de så får at vide, er meget overfladisk. Vi vil gerne her på dengang.dk bidrage med et mere nuanceret bidrag til denne historie.
Et gammelt land
Fra ældgammel tid har boet mennesker i Sønderjylland. Talrige fund bevidner dette. Mellem Ribe og Gram er der fundet rester af gravhøje. Man mener, at der har ligget 1.500 gravhøje, så langt øjet rakte. Ved Gram lå Højgård. Den bestod af et lille antal gårdanlæg, der kan dateres til det 2. århundrede f.Kr. Også et meget gammelt langhus er fundet ved Skrydstrup. Sådan kunne vi blive ved med at fortælle om gamle fund.
Vi stammer fra svenskerne
Der er brugt mange kræfter på at bevise, at danerne var en del af et germansk folkefærd. Særlig under nazi – tiden udkom der en række skrifter, der skulle bevise, at de høje lyshårede nordboer var en del af germanerne. Men kan det have sin rigtighed?
Den gamle byzantinske historiker Prokofievs beretter i 500 – tallet om herulernes vandring, at de passerede Dani – folket før de drog over havet til Thule.(Den skandinaviske halvø).
Omkring år 200 blev et folk der kaldte sig herulere fordrevet af et andet, der kom fra Sverige (svediti) og kaldte sig Daner. Åbenbart boede danerne dengang allerede i Jylland.
Danernes sprog er kendt fra runestenene siden 3 – 400. Stednavnene udskilte sig i perioden 200 – 800 fra andre germanske sprog. Men egentlig er først i vikingetiden at de forskellige nordiske sprog adskiller sig fra hinanden. At Danerne havde en konge, vides allerede fra 500 – tallet. Og de frankiske kilder beretter om, at Jylland var Daner-kongens hovedland.
Hjortespringbåden
På Nordals ved Hjortespring Mose er der gjort nogle interessante offerfund, der består af en båd og dens krigsudstyr. Sammen med Nydambåden er vi tilbage omkring 3. – 4. århundrede e.Kr. Båden var en krigsbåd beregnet til ca. 30 krigere og var 23 meter lang. Det var begyndelsen til de rigtige vikingeskibe.
Pælespærringer i Haderslev Fjord
I Haderslev Fjord fandt man undersøiske pælespærringer som man kaldte Æ Lei og Margrethe Bro. Dette blev iværksat for at forhindre fremmede skibes indtrængen. Konstruktionen stammer tilbage fra år 300 eller år 400.
Olgerdiget
Olgerdiget kaldes også Olmersdiget, Olmersvolden og Oldemorsvolden. Det er et 15 km langt forsvarsværk fra den yngre romanske jernalder (ca. 50 e.Kr.). Det blev igen forbedret og udbygget 150 år senere, samtidigt med en fremskudt vold. Den sidste udbygning er sket mellem 219 og år 278 e.Kr.
Voldanlægget strækker sig fra Gårdeby 3 km syd for Tinglev via Tinglev Sø til Hærvejen syd for Urnehoved. Anlægget har oprindelig bestået af et foranliggende 1,5 m dyb og 4 m bred voldgrav og en opkastet vold med palisader af egestolper. Der findes ingen historisk materiale om anlægget, der antagelig var en vold mellem angler og jyder.
Volden blev bygget i folkevandringstiden, hvor forskellige folkestammer (Angler, Jyder, Danere) lå i krig med hinanden. Om dette findes der adskillige arkæologiske vidnesbyrd, for eksempel Guldhornene ved Gallehus, våbenofferfund i Ejsbøl ved Haderslev og Nydam Mose på Sundeved.
Jernalderlandsbyer
Også i Sønderjylland er der fundet rester af jernalderlandsbyer, blandt andet Drengsted ved Løgumkloster og Dankirke ved Ribe. Sidstnævnte var meget tidligt et handelscentrum.
Således er der fundet glas og kander, der kan dateres fra år 500. Ja et sagn fortæller, at det faktisk var her, Danmarks første kirke blev bygget, men det har nu aldrig kunnet påvises. Antagelig er de første bosættelser på stedet allerede foregået i det første århundrede.
Sagnet om Uffe
To nordtyske stammer angreb Anglerne. Uffe Hin Spage, Vermunds søn slår angrebet tilbage. Sagnet om Uffes dåd tog anglerne med til England. I Saxos gamle beretning fortælles der om den blinde Kong Vermund, der gav sit sværd Skræp til sin søn. Sværdet var så skarp, at det kunne kløve alt.
Anglerne udvandrede i 500 tallet til Britannien og Jyderne arver Angel. I sagnet fortælles, at Uffe Vermundsøn giver Landet i Arv til sin søn Dan. Senere fortælles, at Angul kaldes Broder til Dan.
Guldhornene fra Gallehus
Der findes mange historier om disse guldhorn. Mange formodninger om, hvor de stammer fra. Men en ting er sikkert, at de stammer fra det 4. og 5. århundrede. Vi vender senere tilbage til Gallehus i en senere artikel. (På vores hjemmeside finder du nu ca. 5 artikler om Guldhornene)
Friserne angribes
Frankeren Gregor af Tours fortalte om en dansk konge, der hærgede kysterne i Frisland i 515. Bisp Venantius af Pitiers fortalte ligeledes om et dansk – saksisk angreb mod Vestfrisland omkring 550.
Kilder talte om forskellige danske konger på en gang. Antagelig har riget været delt omkring 850. Men i helgenbiografien over Ansgar berettes om Kong Horik den Første, der alene indehavede kongemagten over Daner-riget.
En rejsebeskrivelse
Men graver vi lidt i litteraturen finder vi en rejsebeskrivelse. Den stammer fra den engelske konge Alfred den Stores oversættelse og udvidelse af spanieren Paulus Orosius verdenshistorie. Verdenshistorien udkom omkring 890.
Her fortæller Ottar fra Hålogaland(Nordnorge), at man først havde været på ekspedition langs den norske ishavskyst og ind i Hvidehavet. Dernæst var de taget fra Oslo – fjorden til Hedeby, hvorfra han tog til England.
Den anden var angelsakseren Wulfstan, der var sejlet fra Hedeby til Truso i det nordøstlige Polen.
Hedeby lå ifølge Ottar, mellem Venderne, Sakserne og Anglerne og hørte til Danerne. Allerede dengang var den jyske halvø delt i et nordligt Jylland og et sydligere Silende. Beskrivelsen viser at Hedeby var en dansk enklave. Interessant er også den kendsgerning at Danerne forbindes til Danmark.
Friserne kommer
Den befolkning, der bosatte sig i området i det 7. århundrede var dansksprogede. Men allerede 100 år efter begyndte friserne at vise sig. De opdyrkede det ugæstfri landskab og anlagde grøfter og diger. Og de danske vikinger begyndte at hærge mange steder.
Stormfloder ændrer landskabet
Frankerkejseren Karl den Store foretog et blodigt korstog mod de hedenske Saksere i Holsten og giver Østholsten til Venderne
Vestkysten dengang lignede ikke den kyst vi kender i dag. Antagelig har strækningen fra Blåvands Huk og syd på, været helt anderledes. Således berettes om en stormflod, der ramte Frisland i 839. Den 26. december kom en flodbølge så stor, at hele Frisland stod under vand. Alt gik til grunde, og der opstod kæmpe sandbanker. Antallet af druknede blev nøje opregnet, nemlig 2.437.
Mange vikingehøvdinger blev omtalt som danske konger i den tid. Således var Halvdan på de britiske øer mellem 871 og 877, og Sigfred var med i angrebet mod Paris i 885 – 886. I 847 skulle Horik flere gange have angrebet frankiske områder.
Danevirke
Danevirke dannede grænsen mod syd. Det ældste voldsystem er fra omkring 690. Den blev fornyet flere gange helt frem til slutningen af 1100 – tallet. Voldene spærrede med Øster-volden ved Kokkendorf for adgangen til halvøen Svans, mens Hoved-volden i midten og Krum-volden længst mod vest dækkede landbroen mellem Slien og Trene-floden.
Moserne mod vest og syd og skovene mod øst, dannede sammen med Danevirke en naturlig grænse mod syd. Halvkredsvolden omkring Hedeby blev anlagt i slutningen af 900 – tallet.
Ko-virke
Også Ko-virke et par kilometer syd for Danevirke hører med til forsvarsværket. Arkæologer vurderer, at det er bygget samtidig med de store ringborge Fyrkat
og Trelleborg i slutningen af 900 – tallet.
Der er bygget et palisadeværk oven på selve volden. Her er anvendt ikke mindre end 12 – 14.000 egetræer svarende til et skovareal på 400 fodboldbaner. Nogle forskere mener, at volden oprindelig var bygget af Kong Godfred i begyndelsen af 800 – tallet.
Valdemar den Store udbedrede Danevirke fra ca. 1170 til 1180 med en teglstensmur, den såkaldte Valdemars-mur. Det var et kæmpe bygningsprojekt.
Danevirke mistede sin betydning
Efterhånden mistede Danevirke sin militæriske betydning. Men i 1850erne fandt den danske regering ud af, at Sønderjylland skulle knyttes tættere til kongeriget. Befæstningen blev derfor udbygget med skanseanlæg tæres over Sønderjylland. Der blev anlagt dæmninger, så strækninger kunne oversvømmes.
Ved krigene i 1864 havde Danevirke en stor betydning. Men hvad de færreste sikkert ved, var at Hitler også ville bruge volden under 2. verdenskrig. Han ville omdanne voldanlægget til en kampvognsstilling.
Hedeby
Syd for Slien ved Haddeby Nor blev der i ca. 700 grundlagt en handelsplads, som i løbet af årtier udviklede sig til centrum for handel og håndværk. Det blev stedet, hvor der opstod en livlig samhandel mellem Østersø – og vesterhavsområderne. Den danske konge havde skaffet sig kontrol over handelsvejene og handelspladsen. Navnet på stedet var Hedeby. Bønderne i oplandet og det meste af Angel oplevede en sand blomstringstid. Under Godfred blev Hedeby udbygget.
Området omkring Hedeby blev forladt omkring år 1000. Det var omtrent på det tidspunkt hvor byen Slesvig opstod.
Et møde mellem Sven Estridsen og ærkebiskop Adalbert i 1052 er næppe foregået i Hedeby men i det nye Slesvig. De to skulle have festet i otte dage. Vi vil i en senere artikel vende tilbage til Hedeby.
Ribe fra år 700
Men også Ribe har tidlig været en betydelig handelsplads. Allerede i de første tiår efter 700 har byen spillet en rolle. Man har fundet rester af bygninger
til beboelse fra 750. Sydgrænsen for det danske sprog strakte sig lige nord for Ergenförde til et område øst for det nuværende Frederiksstad. Syd for Ejderen var der endnu et 20 km bredt ubeboet grænsebælte med skove og heder.
Sigfred – danernes konge
Der fortælles, at den saksiske høvding Widukind både i 777 og 782 søgte tilflugt hos Sigfred, Danernes konge. I 804 forhandlede Karl den Store med denne konge om frigivelse af fanger.
Den danske kongemagt følte sig truet af en gigantisk militærmagt syd fra. Det var den mægtige Karl den Store. Han havde etableret en abodrittisk stødpudestat Nordalbingien mellem Frankernes og Danernes riger. Den danske konge Gudfred (Godtfred) underlagde sig en del af abodritterne. Flere andre slaviske folk sluttede sig til ham.
En handelsplads ødelægges
I De Frankiske Rigsannaler for 808, nævntes at Godfred ødelagde en handelsplads ved østersøkysten, der hed Reric. Han skulle have overflyttet stedets købmænd til en havn, der blev kaldt Sliesthorp. Han ville befæste grænsen ved at bygge en vold. Men arkæologer kan fastsætte alderen for det tømmer, der er blevet brugt som 70 år ældre.
Fredsforhandlinger i 811
I 811 mødtes frankiske og danske stormænd ved Ejderen for at slutte fred mellem kejserens og den danske konges riger. I 800 – tallet gennemløb floden et ubeboet område. Det er åbenbart den danske konge Hemming, der underskriver aftalen. Godfred var blevet myrdet, måske tilskyndet af Frankerne.
Det danske bosættelsesområde var inddelt i større sysler og mindre herreder. Herrederne fungerede som retskredse, med hver sit herredsting. Området mellem Ejderen og Danevirke var ikke omfattede af herreds-inddelingen.
Friserne
Allerede dengang var øerne langs den sydslesvigske vestkyst beboet af frisere, hvis sprog ikke havde meget med det danske sprog at gøre. Østfriserne
beboede senest fra omkring år 500 øerne Sild, Før, Amrum og Helgoland, mens Strandfriserne formentlig først indvandrede omkring år 1000, og bosatte sig på marskøen Strand (i dag udgøres denne af øerne Nordstrand og Pelworm). De bosatte sig også på fastlandet mellem Højer og Husum.
Den sydlige grænse
Syd for Ejderen adskilte den såkaldte limes saxoniae de germanske Saksere og de Slaviske Abodriter. Limes var aftalt som grænse engang før 818 efter Frankernes erobring af Holsten. Limes løb fra Kieler Förde i en nogenlunde lige linje vest om Plöner See ned til Elben vest for Lauenberg.
Ansgar
Fra 826 begyndte Ansgar at kristne Norden. I 845 fik han tilladelse til at bygge en kirke i Hedeby. Kongen skænkede ham også jord til en præstebolig. Åbenbart er der modstand fra hedensk side mod kristendommen. Et oprør nedkæmpes i 854.
I 865 døde Ansgar. Hans indsats viste ikke det store resultat, men han nåede da, at få en kirke opført i Ribe.
Ejderen overskrides
Men rolig blev det aldrig. Både i 815, 934 og 974 overskred Frankerriget og senere Tyskland – Ejderen.
En af dem var Henrik den Første (Fuglefænger),tysk konge siden 919. Han førte sin hær over Ejderen i 934. Han slår Danerne, og tvinger deres konge Grupa
til at lade sig døbe. Henriks togt var mere en straffeaktion mod de vikinger, der hærgede de nordtyske kystområder.
Der var tale om sandsynligvis en svensk kongeslægt der opererede fra Hedeby – Olaf, Grupa og sidst Sigtryg.
Ansgars efterfølger fortsatte missionsarbejdet med større held. Således fandtes der i 948 tre bispedømmer i Jylland, Slesvig, Ribe og Århus. Bisperne blev nu udnævnt af den tyske konge. De blev fritaget for skat. Men der hersker lidt usikkerhed over disse udnævnelser.
Allerede i 856 havde Horik den Anden givet tilladelse til at opføre en kirke i Ribe.
Kong Harald, Gorms søn lader sig omvende og forkynder stolt på Jelling stenen, at han gjorde danerne kristne. Men det var Harald Blåtand der omkring 970 gav Danmark sin dåbsattest.
Harald forregnede sig
Efter Kejser Otto den Førstes død i 973 gik Harald Blåtand i offensiven. Han anså en krig mod Det tyske Rige som uundgåelig. Ustandselig sendte han sin hær på plyndringstogter i Holsten. Han mente, at den nye unge Kejser Otte den Anden var usikker og manglede erfaring. Men den unge kejser vendte sig med hele sin samlede styrke mod Danmark. De tungt udrustede tyske rytteri løb Danevirkes fæstningsværker over ende ved et frontaltangreb i 974. Kong Harald måtte allernådigst bede den unge kejser om fred. Og den var dyr. Otto den Anden krævede fuld kontrol med Hedeby.
I 974 angreb Henrik Fuglefængers sønnesøn, Kejser Otto den Anden Hedeby og Danevirke. \”De oprørske Daner\” blev besejret. Kejseren byggede en borg i nærheden, for at manifestere sig. Men i 983 indtager Danerne borgen og afbrænder den. Hermed blev den tyske indflydelse bremset i det område, som den tyske kejser kaldte min slesvigske mark.
Et stort dansk rige
Omkring år 1000 underlægger den danske konge Sven Tveskæg sig Sydnorge og England. Hans søn Knud den Store opretholder og udbygger det mægtige
danske rige. Svens far Harald Blåtand orienterede sig sikkert nødtvungen mod den tyske kirkeretning, men sønnen orienterede sig mod den engelske.
Venderne går til angreb
Den tyske kejser Konrad den Anden anerkendte den gamle grænse ved Ejderen og giver afkald på det tyske markgrevskab i det øde bælte mellem Ejderen og Slien. Det var sikkert i erkendelse af at det danske rige efterhånden også udgjorde en magtstyrke.
Venderne trængte frem mod nordvest og erobrede store dele af Østholsten. De hærgede også de jyske områder. Et Dansk – Saksisk våbenfællesskab blev oprettet i kampen mod Venderne.
Hedenske østholstenske Vendere overfalder Sønderjylland i 1043. Magnus den Gode knuste dem på Lyrskov Hede. Men det er lidt uenighed om, hvor den endelige kamp fandt sted. Således pegede Adam af Bremen begivenheden til en hede-strækning nær Hedeby. Adam berettede om 15.000 faldne.
Denne Adam af Bremen fortæller i sine rejseberetninger fra Danmark en spændende Danmarkshistorie. Vi får blandt at vide, at
I 1066 nåede en Vendisk hær frem mod Danevirke, erobrede voldene og ødelagde Hedeby. Handelspladsen blev flyttet til nordsiden af Sliens inderste del.
Kirkeforfatningen
Kong Erik Ejegod grundlægger den danske Ærkebispestol i Lund. Dette omfatter også Sønderjylland. Det var en streg i regningen for den Bremiske – Hamborgske ærkebisps stræben for at indføre tysk gejstlighed i Sønderjylland. Dette bliver udbygget i 1189, hvor ærkebisp Absalon gennemførte en dansk kirkeforfatning i Sønderjylland. Sindland (Sønderjylland) omfattede dengang det der også i dag kaldes Nord – og Sydslesvig.
I 1111 udnævnte hertug Lothar af Sachsen, Adolf den Første af Schouenborg til greve af Holsten og Stormarn. Ditmarsken forblev selvstændigt område gennem hele middelalderen. Her skabtes et greve dynasti, som frem til 1459 beherskede Holsten og Stormarn.
Atter engang kom Venderne tilbage i 1113. De hærgede helt op til Slesvig og atter engang blev Danevirke erobret.
Knud Lavard – oldermand og fyrste
Omkring 1115 overtog Knud Lavard, Kong Erik Ejegods søn hvervet som lokal præfekt for Slesvig. Han skulle forsvare byen mod overfald syd fra. Med succes
kæmpede han imod Abroditterne og blev endda deres fyrste. En borg ved Sliens – udløb blev opført.
Vendernes fyrste, Henrik, der var Knud Lavards fætter døde i 1127. Dette benyttede Knud Lavard sig til i løbet af to år, at erhverve sig Wagrien. Han anerkendte den tyske konges overherredømme over dette område og aflagde landsted for den slaviske del af Holsten til den tyske konge Lothar den Tredje.
Den slesvigske jarl var nu blevet en farlig medbejler til kongeslægtens kamp om Danmarks krone.
Knuds-gilderne opstår
Erhvervslivet i Slesvig blomstrede og Knud blev endda købmandsgildets oldermand. Den voksende magt førte til konflikter med fætter Magnus, Kong Niels’
søn, som lod ham myrde ved Haraldsted på Sjælland i 1131. Men Slesvig blev et politisk og økonomisk centrum, og købmandsgildet antog Knuds navn.
Den danske Knudsgilde bredte sig til Flensborg, Aabenraa, Haderslev, Hjørring og over bælterne til Skåne. Mon ikke det er Danmarks første nationalforening?
En blodig magtkamp
Den blodige magtkamp mellem to kongeslægter gennem 25 år endte med at Danmark blev et tysk len.
Den tyske konge Lothar den Tredje begyndte en krig mod Danmark. Han gjorde det i fuld forståelse med Knud Lavards halvbroder Erik den Anden (Emune).
Han lader den romerske hær rykke frem til Jyllands Vold.
Men Magnus havde nået at sætte volden i en god stand. Efter nogle dage kom der også forstærkning af en mægtig hær af jyder. Deres antal var så stor, at kejseren blev bange for at indlade sig i kamp med dem. Der blev aftalt forlig. Saxo beretter, at Magnus blev den romerske kejsers mand. Men historien kan også være forkert. Det lyder underligt at den stærke underkaster sig den svages overherredømme.
Kong Niels bliver myrdet
Erik Emunes oprør mod den danske konge og en ny trussel fra Lothar tvang Kong Niels til at give efter. Magnus rejste ned til kejseren, og på et rigsmøde i Halberstadt i 1134 blev han nødt til på sin faders og egne vegne at anerkende kejseren som Danmarks lensherre.
Men krigen fortsatte. Ved hjælp af det tyske rytteri vandt Erik Emune i Skåne den afgørende sejr over Kong Niels. Magnus, Kongens søn faldt, og kongen flygtede til Sjælland. Derfra til Jylland og videre sydpå til Slesvig. Men her havde kongen forregnet sig. For her opfyldte gildebrødrene deres hævnpligt, og slog kong Niels ihjel. Kongens søn havde jo tidligere myrdet deres oldermand, Knud Lavard.
Abodrittiske fyrster havde overtaget herredømmet over Wagrien (Østholsten)efter mordet på Knud Lavard. Den tyske greve Heinrich von Badwide erobrer det slaviske Holsten i øst. Han blev den danske jarls arvtager i området syd for Ejderen.
Grevernes magt udvides
Grevemagtens territorium voksede med erobringen af det slaviske område øst for Limes og helt frem til Østersøen i 1138 – 39. Sammen med de holstenske stormænd foretog Adolf den Anden en omfattende kolonisering af dette område. I 1143 anlagde han byen Lübeck. Byen blev dog i 1226 tysk rigsstad uden for grevernes kontrol.
Andre byer fulgte Plön, Ratzeburg, Preetz, Lütjenburg, Oldenburg og Kiel.
Den oprindelige befolkning, som var slaviske (Vendiske) blev underkuet og gennemgik en fortyskningsproces, der blev tilendebragt i 1300 – tallet.
Der bejles til Greven
Erik den Tredje (Lam) havde efterfulgt Erik Emune. Denne var blevet myrdet enten på Urnehoved eller i Ribe. Men i 1146 frasagde han sig tronen for at blive
munk. Hans fratræden medførte et dobbeltvalg. Jyderne valgte Magnus søn, Knud den Tredje, mens sjællænderne og skåningerne enedes om, at vælge Erik Emunes søn Sven den Tredje(Grathe). Dette skabte megen uro.
Både Svend og Knud bejlede til den mægtige Grev Adolf den Anden af Holsten under deres indbyrdes stridigheder. Begge lokkede med store gaver. Adolf valgte Knud. Greven aflagde lens-delen til kongen og blev sandsynligvis forlenet med dele af Sønderjylland.
Grevens hær trak sig tilbage
På et korstog til Mecklenburg i 1147 stod Svend i spidsen for Hedebys borgere. Kampen endte dog med et nederlag. Adolf forberedte i fællesskab med Knud
et angreb mod Svend. Knud samlede en hær af nørrejyder og rykkede sydpå. Adolf drog med Saksiske og Holstenske styrker tropper over Ejderen. Svend lå inde i Slesvig med en stor styrke. Adolf lå med sin hær på Krops Hede ved Kongshøj lige syd for den gamle Hedeby.
Knuds hær lå et stykke derfra. Hans høvdinge lod sig bestikke. Hæren opløstes og drog hjemad. Derved blev Adolfs stilling stærkt truet og han trak sig tilbage.
Sådan skrev Saxo omtrent om 1148.
Valdemar samler riget
I 1157 blev de danske lande efter 25 års borgerkrig forlenet under Valdemar den Første (Store) Knud Lavards søn. Sønderjylland kom dog til at spille en selvstændig rolle. Landet fik sit eget landsting i Urnehoved.
Valdemar den Store ville bekæmpe Venderne. Den sluttede med erobringen af Rügen i 1169. Men det gik vel ikke, som han havde håbet. I forhold det
tyske rige stod han svagt. Således måtte han i 1162 aflægge lens-ed over for Kejser Frederik Barbarossa og underlægge sig hans politik over for pavedømmet.
Prins Valdemar, en af Kong Knud den Tredjes seks uægte børn, blev i 1182 indsat som Slesvigs biskop. Måske havde han overtaget embedet allerede i 1179, efter at bisp Frederik var druknet på et togt mod venderne. Han var ikke gammel nok til embedet, men måske fik han hvervet for at uskadeliggøre ham som kongeemne.
I 1187 blev Kong Knud den Fjerdes bror Valdemar Sejr slået til ridder. Han overtog hertugdømmet, som han hidtil havde administreret med sin slægtning, biskop Valdemar. Men hvem var egentlig den reelle hersker?
Biskoppen overtager Ditmarsken
I 1190 forlener Kejser Friedrich Barbarossa Adolf den Tredje med Ditmarsken. Men med Sakser-hertugens fald i 1180 og kejserens død senere i 1190
mistede den holstenske greve sit stærke værn mod naboen i nord. Det tomrum, der opstod syd for Ejderen blev en udfordring for de to Valdemarer.
Nu havde de chancen for udvides deres magt.
Mens Adolf den Tredje drog på korstog, søgte Ditmarskerne at unddrage deres nye lens-herred ved at underordne sig biskoppen af Slesvig. Sammen med sin yngre navnefælde, hertug Valdemar (Knud Lavards søn) overtager bispen herredømmet over Ditmarsken.
I lænker på Søborg
Biskop Valdemar indvier Guldholm på en lille halvø i den vestlige del af Langesø .Det nye kloster blev indviet, da munke – og nonnesamfundet i Slesvig var ved at gå i fordærv af druk. Men det hjalp ikke synderligt. I 1209 – 10 bliver klosteret flyttet nordpå til Ryde (Rud)
Biskop Valdemar gør krav på den danske krone. Han forlader Slesvig før udgangen af 1191. Han får støtte fra Norge og Sverige, samt en række nordtyske fyrster. Også Grev Adolf den Tredje yder ham støtte.
Biskoppen angriber Danmark med 35 langskibe i 1192. Men han bliver besejret. Hertug Valdemar lader biskoppen lægge i lænker. Og de næste 14 år kommer han til at sidde i Søborgs fangetårn i Nordsjælland.
Ditmarsken løsriver sig
Knud den Fjerde tillægger sig i 1193 den flotte titel de danskes og de Venders konge. Adolf den Tredje går med sin hær over Ejderen og hærger kongens lande helt op til Slesvig. Her hører han om bispens fængsling og trækker sig hurtigt tilbage til Holsten med et stort bytte. For at forsvare sig mod et dansk modangreb får han hjælp af en række fyrster.
Det lykkedes for Adolf den Tredje at løsrive Ditmarsken fra forbindelsen med Danmark. Og landet kommer til at høre under Bremen. Knud overfalder Holsten og tvinger Adolf til at betale krigserstatning.
Men så let opgiver Adolf ikke. Han udbygger fæstningen Rendsborg. I sommeren 1199 fører Knud den Fjerde en hær mod Ejderen. Men ingen af hærene turde at overskride floden. Krigstogtet endte uden fredsafslutning.
Sejr og nederlag
Det øde grænseområde mellem Ejderen og Danevirke blev koloniseret i 1100 – årene. Bønder fra de danske bosættelsesområder bosatte sig flere steder. Men det var først og fremmest bønder syd fra Holsten, der koloniserede og opdyrkede grænseegnen.
Valdemar den Store blev efterfulgt af sine to sønner, Knud og Valdemar. Med Valdemar som konge fra 1202 blev hele den nordlige del af Tyskland erobret, senere også den vigtige handelsby Lübeck. Men alt gik tabt ved det berømte slag ved Bornhøved i 1227. Og således venter vi spændt på Sønderjyllands videre skæbne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 03. – 2022
September 13, 2009
For anden gang brød slottet i brand. Man manglede stiger og vand. Brandvæsnet var for langsom og folketingets formand blev beskyldt for at pleje egne interesser. Desuden udtalte han, at et tredje Christiansborg ikke ville blive opført. Dette blev betragtet som en fornærmelse mod kongen.
Christiansborg blev anvendt til audienser, kur, tafler, soireer og store og små hoffester: det var et helt fænomen at tænde de mange og prægtige lysekroners tusinde stearinlys i riddersalen. Det tog flere dage. Tanden på hvert eneste lys skulle omvikles med tænd-tråd og alle disse tråde skulle samles neden for lysekronen. Under disse stod lakajerne med små lysestabler. På signalet fra overhof-marskallen løb alle tænd-trådenes utallige småflammer til vejrs, så lysekronen tændtes.
Fyret op i kakkelovnen
I forbindelse med rigsdagens sammen-træden fyrede man kraftigt i slottets kakkelovne den 3. oktober. På et tidspunkt mente man, at det lugtede af gas, men det tilskrev man de nyindkøbte møbler.
En rengøringskone ville hente sit tøj, men da hun nåede op af trappen kunne hun høre noget knitren.
I et af folketingets lokaler i fløjen over det gamle kongelige bibliotek og under den vestlige ende af Riddersalen, var der udbrudt brand. Ilden var opstået i stenografernes værelse lige i nærheden af kongelogen.
Slottets og rigsdagens personale tog straks fat på at slukke ilden. Man brugte blandt andet Ildslukningsapparat. I første omgang troede man, at have fået bugt med ilden. Men en halv time senere fandt man ud af at der var ild i Riddersalens gulv. Branden menes, at være opstået klokken lidt over tre.
Der var ganske vist en brandtelegraf i portnerbygningen, men den gik ikke direkte til brandstationen, så portneren mente, at det var lige så hurtig at sende et bud hen til brandstationen.
Det burde ikke ske
Man var belært af slottes første brand. Derfor havde man både installeret brandmure, jerndøre vagter og slukningsmateriel. Men bygningen havde den svaghed, at den bestod af en masse hulrum.
Brandvæsnet fra den nærliggende hoved-brandstation i Nikolaj Kirketårn kom hurtig til stede. Man regnede det i starten for en lille brand, som brandvæsnet hurtig kunne få bugt med. Men i datidens aviser blev det berettet.
Christiansborg var en kompliceret bygning, og der opstod hurtig problemer. Åbenbart var brandvæsnet ikke klar over det utal af hulmure, der var på slottet. Meldingen til stationen kom ført klokken halv fem. Vagtmester Hyller begav sig sammen med stationssprøjten, 2 strålemestre yderligere 10 mand samt håndsprøjte, redningsstige m.m. til slottet. De fire andre indenbys stationer blev ligeledes alarmeret.
Klokken kvarter i fem var der endnu kun tre sprøjter til stede. Rigsdagsfløjen var da i lys lue.
Åbenbart måtte brandfolkene ikke komme ind i Riddersalen for slotsforvalteren. Brandfolkene søgte efter ilden og brød tros slotsforvalteren gulvet op.
Klokken fem var der mødt fem sprøjter op. Man mente på daværende tidspunkt at med den ild, man havde set, at være tilstrækkelig. Kort efter fem mente brandvæsnet, at de havde kontrol over situationen.
Rigsfløjen i lys lue
Ilden brød rigtig ud ved halvsekstiden, men først adskillige timer senere vidste man, hvor det bar hen. Klokken kvarter i seks var situationen ændret. Brandvæsnet måtte fra stationen telegrafere efter forstærkning. Pludselig opstod der eksplosioner, antagelig forårsaget af gas. Man meldte om de første sårede brandfolk.
Dampsprøjterne fra Gothersgade var blevet bedt om at komme. Men her havde man kun mandskab til at betjene en af tre.
Man havde tre heste med seletøj, men kun en kusk. En kulvogn burde også have været afsendt, men man savnede en kusk. Først kokken halv otte var alle dampsprøjter i brug. Pludselig manglede man vand. Den ene dampsprøjte fungerede ikke mere.
Efterhånden kom brandkorpsets reserve, sprøjterne fra broerne og suge-værkerne fra depothuset i Gothersgade. En masse mennesker var i gang med at evakuere malerier, bøger, protokoller med mere. Dette forhold gjorde det bestemt ikke lettere at bekæmpe ilden.
På Det kongelige Teater opførte man den aften Statsmand og Borger. Men man nåede ikke ret langt før forestillingen blev afbrudt. Emil Poulsen trådte frem og fortalte at slottet stod i luer. Det blev ikke til mere skuespil. Folk gik ned til stranden for at betragte et andet mere uhyggeligt skuespil.
I og omkring slottet var det natten igennem en heftig aktivitet. Man kunne have forventet at der skete en evakueringsplan. Men det var ikke tilfældet. Redningen af værdierne foregik til dels efter tilfældighedernes princip.
Indtil kvarter i otte havde man håbet at begrænse ilden til Rigsdagsfløjen, som med en brandmur var adskilt fra hovedbygningen. Men det var umuligt at begrænse flammehavet. Klokken halv otte var der ild i hoved-fløjen.
Ved ni-tiden havde havnevæsnets to dampsprøjter indfundet sig. Marinens samt Amagers dampsprøjte havde ligeledes indfundet sig. Senere mødte Ladegaardens sprøjte op.
Tavse og triste
Tilskuerne stod tavse og triste, mens de observerede det sørgelige syn. Himlen var oplyst, de vældige rødgule flammer dannede et kraftigt lys. Et uhyggeligt bulder opstod, da skorstene faldt.
Plænen omdannet til pulterkammer
Klokken halv tolv brændte alle slottets fløje. Træværket var faldet ned, og man kunne stadig høre knald fra faldene bjælker. Det lød som et helt bombardement. Da ilden brød ind i Dronningefløjen var Thorvaldsens Museum og Slotskirken stærkt truet.
Man råbte hele tiden efter vand og stiger. Men der var hverken det ene eller andet. I kælderen brændte gassen endnu. Man kunne ikke slukke. Ingen vidste, hvor hovedledningen var.
Man frygtede at branden ville brede sig til andre dele af hovedstaden. Alle evakuerede ting blev samlet på plænen foran Frederik den Syvendes statue. Den blev omdannet til pulterkammer.
Kirken ødelagt
Brandvæsnet havde forventet, at den dobbelte jerndør til kirken havde været aflåst. Men her fandt man soldater i gang med at brække det kostbare gulv op. Denne vandalisme fik man stoppet og fjernet soldaterne, samtidig med at adgangen til kirken blev bevogtet. Havnevæsnets dampsprøjte ydede en stor hjælp
til at oversprøjte kirken med vand. Den stærke vind spredte ilden med stor hast mod kirken.
Under branden modtog man et telegram fra Malmø, der tilbød dampsprøjte og mandskab. Ved tretiden om natten ankom mandskabet fra Sverige til havnen. Men da var hjælpen ikke mere nødvendig.
Og for at det ikke var nok, så indløb der en brandalarm fra brændevinsbrænderiet i Nyboder om morgenen ved seks tiden. Op af formiddagen den 4. oktober blev der meddelt om brand i slotskirkens tag, men dette blev dog hurtig slukket.
Kongen – dybt berørt
Kongen var ved 19 – tiden blevet underrettet om branden. Han kørte derpå straks mod byen og umiddelbart til brandstedet. Han var ledsaget af Prins Valdemar og sin bror, Prins Hans. Prins Valdemar var hele aftenen behjælpelig med at redde, hvad reddes kunne.
Da dronningefløjen var fortabt, gav Kongen ordre til at sprænge den lille mellem-bygning til kirken med dynamit. Sprængningen blev foretaget af Løjtnant Faber fra Ingeniørtropperne.
Ved to – tiden meldtes kirken og museet ude for brandfare. Kongen var dybt berørt over branden. Han udtalte følgende:
Formanden i centrum
Folketinget og Rigsdagen måtte holde deres møder under primitive forhold i Fredericiagade. Her forblev man til 1918, hvor man kunne tage det tredje Christiansborg i brug. Højesteret måtte flytte til Det Bernstorffske Palæ i Bredgade.
Og Folketingets formand kom i søgelyset, fordi han udtalte, at der ikke blev bygget et tredje Christiansborg. Dette blev bevidst misfortolket som en fornærmelse mod kongen. Formanden blev også beskyldt for at have ladet redningsmandskabet sørge for sit eget møblement forud for alle kostbarheder i den kongelige malerisamling.
Man regnede med at branden havde kostet tre unge soldater livet. Mindst 15 var blevet kvæstet, mange alvorlig.
Anerkendelse og kritik
En del brandfolk fik efter branden tilkendt dusører for deres arbejde. Det overordnede personale måtte nøjes med at have deltaget i det vanskelige slukningsarbejde. Dagbladet roste også brandvæsnets indsats men satte spørgsmålstegn ved materiellet. Men Dagsavisen mente at lederen, Meyer
ikke var sin opgave voksen. Men dette protesterede de menige brandfolk imod. I Berlingske Tidende forsvarede de deres leder.
Men Dagsavisen gjorde brandmændenes udtalelse til grin. Men så trådte kommandør Wilde til og satte tingene på plads. Også Brygger Jacobsen blandede sig i diskussionen. Og resultatet af det hele blev en styrkelse af brandvæsenet i København.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 24-03-2022
September 13, 2009
Tre banegårde har hovedstaden haft. Ikke alt har været lige godt planlagt, når det drejer sig om jernbanedrift. Da Roskilde – banen skulle anlægges gik arbejderne bare. Enten var det for koldt eller for varmt. På Nørrebrogade kom der op mod 67 tog i døgnet, som man skulle stoppe for. Og på Klampenborg – banen brugte man alternative metoder, man skubbede toget ned af bakken. På Nordbanen skete der en ulykke med 40 dræbte. Med Boulevardbanen slap man for at køre ind i de fattige kvarterer, mente aviserne dengang.
De tidligste planer om en jernbane i det danske monarki går tilbage til 1830erne
Det sjællandske Jernbaneselskab
Samtidig med at regeringen besluttede sig til at støtte anlægget af Altona – Kiel Banen var der interesse i københavner kredse for baner på Sjælland.
Det begyndte i 1840, da Søren Hjort og Gustav Skram udsendte et meget optimistisk forslag om en jernbane fra København til Roskilde. Men de fleste var afvisende. De mente ikke at trafikbehovet var så stort, at anlægskapitalen kunne forrente sig. Men det lykkedes de to herrer, at få opbakning fra den nystiftede industriforening (1838). Den fik i 1844 koncession fra regeringen, og et aktieselskab Det sjællandske Jernbaneselskab blev en realitet i juli 1844.
I København blev der kun solgt for 250.000 rigsdaler i Aktier. Men i Hamburg var der mere gang i salget. Her blev der rigtig spekuleret i jernbaner og solgt for over en million. Man gik så i gang med at anlægge banen, og københavnerne fulgte dette med stor interesse.
Arbejdskraften – et problem
Det største problem var arbejdskraften. De danske arbejdere sivede væk, når høsten nærmede sig. De udenlandske arbejdere fik af en eller anden grund den opfattelse, at vintrene i Danmark var usædvanlig hårde. For en sikkerheds skyld stak de af allerede i juli måned. Og svenskerne kunne ikke tåle den danske mad.
De håndværkere, som man skulle bruge var underkastet de gældende lavsbestemmelser. De gjorde det så kompliceret, at regeringen måtte sætte bestemmelser ud af kraft for så vidt det gjaldt jernbaneprojektet.
Banen gik syd om Vesterbrogade. Valby Bakke blev også gennem-gravet. Det lykkedes lige akkurat at få banen færdig til det fastlagte tidspunkt. Den 16. juni 1847 foregik den højtidelige indvielse. Og det var selvfølgelig med Christian den Ottende i spidsen.
Banegården – langt ude for Vesterbro
Københavnerne var begejstrede, skønt banegården langt fra var færdig. Det var nærmest et stort skur, og det var vanskeligt at få billetter. Og så var bygningen af træ. Grundmurede bygninger var ikke tilladt uden for voldene. Ja banegården kom ikke til at ligge i selve byen, for vold-systemet var i vejen. Langt ude for
Vesterport blev den placeret.
Vognene blev overfyldte og der kom ofte til skærmydsler.
Banegården blev åbnet den 26. juni 1847. Den lå omtrent der, hvor den nuværende banegård ligger. Men sporene var vinkelrette på deres retning i dag.
Lokomotiverne havde navne, og turen tog en hel time. Der var fire stationer på vej indtil København og det var Valby, Glostrup, Hedehusene og Køge Landevej. Ved hver station blev der gjort holdt i tre minutter.
Finansielt var banen derimod en skuffelse. Aktionærerne havde håbet på et afkast på 6,5 %. Men dette opnåede de langt fra. Banen havde ikke den erhvervsmæssige betydning, som man havde håbet på. Måske kunne den få dette, når man førte banen helt til Korsør. Målet måtte være at føre banen tværs over øerne til Jyllands vestkyst med direkte forbindelse til England.
Til Korsør og Helsingør
I 1852 vedtog man ved lov, at videreføre jernbanen fra Roskilde til Korsør, men staten måtte garantere et udbytte på 4 % til aktionærerne. Atter fik man hjælp af engelske ingeniører, og efter en del vanskeligheder var banen færdig i 1856.
Efter 1856 voksede interessen for en rute til Helsingør. Men selskabet var ikke meget for denne nordgående linje, da banegården var lagt mod syd. Men efter lange forhandlinger blev man enig om en ny banegård nord for Vesterbros passage.
Banegård nummer to
Det var den førende arkitekt Herholdt, der stod for det imponerende byggeri med en vældig buekonstruktion. Den lå der, hvor Palads – biograferne og Axelborg ligger i dag. Der lå flere supplerende bygninger ved stationen. Drejeskiver og en godsbanegård, remiser og sporarealer fik hele herligheden til at fylde næsten hele det store område mellem Axeltorv, Gyldenløvsgade og Vester Søgade.
Opholdet i venterummet var dog ikke den store fornøjelse. Der var masser af sus og gennemtræk. Men ak – allerede i 70erne var denne banegård også for lille.
Det var ikke særlig gennemtænkt, for den eneste sporforbindelse til stationen førte over Skt. Jørgenssø via Gyldenløvesgade – dæmningen. På den anden side af søen delte sporet sig mod vest og nord. I Nørrebroparken kan man fornemme en del af strækningen. Den fortsatte langs sydsiden af Lersøen, krydsede over Lyngbyvejen og drejede mod nord til Hellerup og fortsatte videre til Klampenborg som endestation.
To stationer på Nørrebro
Først 20 år efter at Klampenborg – banen blev indviet fik Nørrebro en jernbanestation, ja faktisk to på en gang Station A og Station B. Den ene lå ud for Bjelkes Allés udmunding i Stefansgade og skulle betjene kunder mod København. Station B skulle betjene kunder mod nord og lå 250 meter nordligere ud for den senere Hillerødgades Skole.
Overskæringerne i bebyggelserne voldte en del trafikproblemer. Byggematadorer havde i årevis spekuleret på, hvor stationerne skulle ligge og havde bygget efter det. Skulle man til stationen måtte man i efterårs – og vintermånederne have gummistøvler på. Vejene til stationerne på Nørrebro var altid sumpede på disse årstider.
Klampenborg – banen
I 1863 blev jernbanerne til Klampenborg og til Lyngby åbnet. Klampenborg – banen blev en vældig succes. Togene blev stormet af sommerglade københavnere, der ville til Dyrehaven. Men ude i Klampenborg og Charlottenlund blev stationerne slemt molesteret under kampen for at komme hjem igen.
Allerede den første søndag var det hele ved at ende i en katastrofe. Fra København blev der afsendt i alt 34 tog med i alt 16.000 passagerer. Alle københavnere skulle prøve den nye damphest, der bragte dem ud til Dyrehaven, Kirsten Piils Kilde og Bakkens mange herligheder. Nu var det jo meget lettere. Før var turen gået i skrumplende kapervogne.
Og gæsterne skulle jo have det hele med. Resultatet blev, at alle ville hjem på samme tidspunkt. Ethvert hensyn til medpassagerer blev kastet bort. Mændene sloges med stokke og næver og børnene hylede og skreg. Kvinderne var mere fornuftige, de besvimede bare.
Togene blev stormet gennem både døre og vinduer. Det arme stationspersonale forsvarede sig med et sandt heltemod. Eder, forbandelse og trusler på livet haglede ned over deres syndige hoveder. Der blev sparket og puffet. Tøjet blev næsten flået af kroppen på dem. Da de endelig ud på natten havde fået det sidste tog sendt af sted mod København, sank de sammen og kunne betragte slagmarken. På Klampenborg Station var det ikke en hel dør eller et helt vindue tilbage.
En sidelinje til Nordbanen
I juni 1864 var Lyngbybanen ført videre over Hillerød til Helsingør. Her gik det slet ikke så voldsomt til. Men banen blev en kæmpe succes særlig om sommeren. Der var stor tilstrømning til de landlige byer Gentofte og Lyngby. Og succesen fortsatte.
Indvielsen fandt sted i overværelse af Kongen, Dronningen, Kronprins Frederik og Prinsesse Dagmar, den senere Kejserinde af Rusland.
Klampenborgbanen blev egentlig betragtet som en sidelinje til Nordbanen. På visse aftener kunne rejsende fra Klampenborg komme med Lyngbytoget, idet dette først kørte til Lyngby, derefter returnerede til Hellerup for endelig at køre til Klampenborg. De rejsende måtte selv bestemme, om de ville vente i Hellerup til toget fra Lyngby kom tilbage, eller om de ville tage hele turen med. Dengang så baneledelsen stort på den slags. Det gør de aldeles ikke i dag.
Det første halvår fragtede Klampenborgbanen ikke mindre end 186.495 personer. Ganske imponerende, må man sige.
En alternativ transport
Med hensyn til det første morgentog om sommeren klarede man sig på noget usædvanlig måde. Vognmand Jacobsen fra Lyngby var togfører på den første del af turen. I Lyngby spændte han sin hest for en almindelig 3. klasses personvogn, der var forsynet med skruebremse og kuskesæde fortil. Når det arme udasede dyr – for der var ikke to, som Banen reklamerede med – med møje og besvær havde trukket vognen til toppen af den bakke, hvor Jægersborg Station nu ligger, kravlede kusken ned fra bukken, spændte den sveddryppende hest fra og gav vognen et skub, så den af sig selv rullede ned til Gentofte Station, hvor den blev standset af skruebremsen.
Når passagererne var blevet udskiftet, fik den et nyt skub af stationens samlede personale og dragere, hvorpå den rullede videre til Hellerup Station, hvor den på ny blev standset og hægtet på Klampenborg – toget.
Nu kunne det jo ske, at skinnerne var fedtede på grund af regn og rimfrost, så virkede skruebremserne ikke. Men det var dog kun en bagatel, som man let klarede på Gentofte Station ved at lægge brændestykker ud. Så blev der sendt et telegram til Hellerup Station:
Dette var jo en meget miljørigtig måde, at gøre det på. Lyngby måtte vente helt til 1881 for at få sit rigtige morgentog. .
I 1848 havde selskabet 5 lokomotiver med 4 tendere, 18 personvogne og 52 fragtvogne. I 1855 var det samme antal personvogne men fragtvognenes antal var steget til 70. I 1870 kunne man åbne banen fra Roskilde til Masnedsund.
Ny station i Helsingør
Nordbanens endestation i Helsingør var placeret ved Trækbanen i byens yderkant. Men det viste sig hurtigt at være en fejlinvestering. Det var alt for dyrt at omlæsse godset til hestevogne for så at transportere det til havnen. Man valgte at anlægge jernbanespor langs kysten fra Snekkersten til den nyopførte Helsingør Banegård ved havnen. Dette omfattende projekt blev indviet i efteråret 1891.
Omnibusser i København
I Københavns gader skete der også forandringer. Nu var det ikke mere så almindeligt at se folk til hest. I 1840erne kom der Omnibusser mellem København
og særlig besøgte steder i omegnen op ad Strandvejen.
De første sporvogne
I 1863 fik man sporvogne. Det var et engelsk firma under navn Copenhagen Railway Company Ltd. Der gennemførte hestesporvogne fra Frederiksberg Runddel til Trommesalen. Disse blev snart videreført gennem byen til Østerbro.
Politiet gav disse sporvogne forkørselsret. Kørslen startede den 22. oktober 1863. Vognene var indført fra England med åben bagperron, en udvendig spinkel trappe op til de åbne tagpladser. Der var spændt to heste for hver vogn.
En tur kostede 4 eller 8 skilling. Det var for dyrt for den almindelige arbejder, der skulle til og fra arbejde. Så i begyndelsen blev disse sporvogne kun benyttet af det pænere publikum.
Kjøbenhavns Sporvejs – Selskab
I 1866 blev driften overtaget af Kjøbenhavns Sporvejs – Selskab. Det var Tietgen, der havde taget initiativ til dette selskab. I 1867 anlagde et nyt selskab en sporvognslinje ud ad Nørrebro og inden længe så flere selskaber dagens lys. Og indbyrdes opstod der en livlig konkurrence.
Hyrekuskelavet og Taxameterkompagniet
I 1869 fik man organiseret et system med drosker under offentlig kontrol med faste takster og holdepladser. Jo der var gang i den kollektive trafik. Indtil 1869 var droskekørslen varetaget af Hyrekuskelavet. I 1908 overtog Taxameterkompagniet disse tjenester. De første drosketelefoner på Rådhuspladsen blev indviet.
Elektrificering af sporvogne
Hesteholdet hos de forskellige sporvognsselskaber var en stor udgift. Derfor forsøgte man i 1884 at anvende damp, men det mislykkedes. Først i 1897 fandt man i elektriciteten en erstatning for hestene, og Nørrebro – linjen var den første, der blev elektrificeret.
Før 1890 var de københavnske gader berygtet for deres hullede brolægning. Det medførte, at der kun kunne anvendes små omnibusser med plads til få passagerer. Det var ikke særlig rentabelt med alle disse små sporvognsselskaber, så i 1898 sikrede kommunen sig retten til dem for 40 år og bortforpagtede dem til A/S Tuborg – Klampenborg elektriske Sporvej. Det blev senere til NESA som byggede linjer af Strandvejen og Bernstorffsvejen.
Frederiksberg Kommune fik eneret på de frederiksbergske sporveje og linjen ad Falkoneralleen, der blev bortforpagtet til Frederiksberg Sporvejs og Elektricitets A/S.
Indlemmelsen af forstæderne fik kommunen til at overtage sporvejsdriften i 1911. Dette bevirkede en stor udvidelse af nettet.
Frederikssundsbanen
I 1879 åbnede Frederikssundsbanen, der løb over Husum, Brønshøj, Vanløse og stødte til Roskildebanen ved Frederiksberg. I 1886 anlagdes en ny person – og godsbanegård på Nørrebro. I 1894 fik denne forbindelse til Frihavnen, og to år efter til Frederiksberg.
I august 1897 åbnede Kystbanen København – Helsingør. Samme år blev stationerne på Østerbro og Vanløse indviet. Inden strækningen Østerport – Hellerup
var klar blev togtrafikken mod nord Fra hovedbanegården ført over Nørrebro til Ryparken.
Kystbanen
Det var også i dette år, at sporene fra Østerport og Hellerup blev anlagt. Før 1917 startede alle kysttog fra Østerbro. Indtil 1935 kørte der udelukkende damplokomotiver på Kystbanen. Men udskiftningen til motortog gik langsomt, således kørte det sidste damplokomotiv på strækningen i 1965.
Anlæggelsen af Kystbanen blev en måned forsinket, da man skulle anlægge en bro over Mølleåen. Man fandt ud af at pælene ikke stod så fast, som de skulle. Bunden viste sig, at være meget blød.
Krigsministeriet ville ikke have at man lagde sporene for tæt på kysten. Tænk hvis en fjendtlig flåde i Øresund ville gøre brug af den. Forstvæsnet havde ikke noget imod en jernbane, bare der ikke skulle fældes et eneste træ. Som følge af servitutter, som Krigsministeriet havde indført skulle Kystbanen gå en stor bue ud over søerne til Nørrebro. Der blev også stillet et krav til Østerport Station, ja egentlig hed den Østbanegården. Den måtte kun være midlertidig. Først 20 år senere blev strækningen ført igennem til Københavns Hovedbanegård.
Protest mod Kystbanen
Der skulle føres jernbanespor langs kysten fra Klampenborg til Helsingør. Samme år i 1897 kunne man også tage hjuldamperen Kronprins Frederik til Helsingborg. Nu var det ikke alle der var lige begejstret for banerne. Således skriver en borger, C. Christensen fra Hørsholm i 1891:
Ulykke på Nordbanen
I Aftenbladet den 12. juli 1897 kunne læserne følge en dramatisk beretning, nedskrevet af bladets medarbejder Herman Bang. Den navnkundige journalist med mere, tog med et hjælpetog fra Hovedbanen. Vi bringer her et uddrag:
Og sådan fortsatte de højdramatiske beretning fra en journalist, der ikke sparede på detaljerne.
Lokaltoget fra Holte var blevet stormet af passagerer. Men de kunne ikke alle komme med. Da toget nåede Gentofte var perronen overfyldt. Kupédørene åbnede og folk skulle til at stige ind. Det var en halv snes vogne i toget. De fire af disse blev fuldstændig knuste. De var hovedsagelig fyldt med passagerer fra
Lyngby, hvor der havde været socialdemokratisk fest.
Lokomotivføreren blev gjort ansvarligt
Il toget fra Helsingør kom med susende fart. Pludselig så lokomotivføreren et uventet stoppesignal og et tog, der holdt på hans skinner. Han var ikke blevet varslet før dette signal. Hans lokomotiv var vel to hundrede alen fra det holdende tog på samme skinner. Han brugte øjeblikkelig vakuumbremsen, men den svigtede.
Med fuld styrke brasede toget op i det holdende tog. De to tog viklede sig ind i hinanden. Helsingør – lokomotivet havde kløvet de sidste vogne og knust dem og kvast dem – hugget dem til pindebrænde i løbet af mindre end et minut.
Lokomotivføreren i Helsingør – toget gøres ansvarlig for ulykken. Han blev idømt 6 måneders fængsel og en erstatning på en halv million kroner.
Slangerup – banen
Fra 1895 til 1901 blev godsbanegården bygget. I 1906 anlagdes Slangerup – banen og i 1907 Amagerbanen.
Det var et privat initiativ, der var skyld i oprettelsen af Slangerup – banen. Udgangspunktet var Lygten Station lige over den nuværende Nørrebro Station.
Banen gik over Emdrup, Vangede, Buddinge, Bagsværd, Hareskoven, Værløse, Farum og videre til Slangerup. I 1948 overtog staten driften. Den blev lukket i 1977.
Den ny jernbanelov
Jernbaneloven af 1904 revolutionerede de københavnske jernbaneforhold.
Man havde allerede i 1901 fremsat forslag om ændring af banegårdsforholdene. Men det kunne først i beskåret stand sættes i værk i 1904 efter en vanskelig gang gennem Rigsdagen. Hovedtanken var at person – og godstrafikken skulle adskilles. Den gamle hovedbanegård nord for Vesterbrogade skulle nedlægges og erstattes af en ny syd for Vesterbrogade.
Den ændrede linjeføring for banerne og den nye hovedbanegård var et hårdt slag for Frederiksberg. Det betød at persontrafikken over Frederiksberg ophørte. Bydelen opfattede det som om de var skudt ud på sidelinjen.
I 1914 blev protesterne hørt. Mod at betale for omkostningerne etablerede man persontrafik fra Vanløse til Frederiksberg.
Den nye banegård
Der blev nu bygget en ny hovedbanegård, som blev åbnet i 1911. Det var Statsbanernes overarkitekt Heinrich Wenck der havde tegnet banegården. I årene 1892 – 1902 havde han udarbejdet flere forslag, der dog alle blev forkastet for at være unødigt overdådige. Og datidens medier var nu ikke videre begejstret:
Boulevard – banen
Et stort byggeri var anlæggelsen af Boulevardbanen i en tunnel under Vesterbrogade til Østerbro. Banen var nedgravet og delvis overdækket, delvis i en
åben banegrav. Den underjordiske strækning ved Nørreport Station benævnes populært som Røret.
Udgravningen af Boulevardbanen startede i 1913 og den 1. december 1917 kunne to af Boulevardbanens fire spor tages i brug. Men på grund af materiale situationen under 1. verdenskrig måtte tog af Nordbanen til Hillerød dog afgå fra den gamle banegård helt frem til 1. oktober 1921. Men så var de sidste to spor også klar.
Nørreport Station åbnede den 1. juli 1918, men først den 15. maj 1934 blev Vesterport Station indviet.
I datidens aviser kunne man så læse, at det var bedre at køre med Boulevardbanen og køre nord på for så slap man at skulle gennem fattigkvartererne.
En omlægning af Frederikssundsbanen blev gennemført og et nyt dobbeltspor mellem Østerport og Hellerup blev anlagt.
Et gods – og rangerstation blev anlagt Ved Lygten mellem Nørrebrogade og Lersøen.
I 1919 indførtes fællesdrift af de københavnske og frederiksbergske sporvognslinjer. Med det nordsjællandske selskab NESA fik man indført ensartede takster.
Anmeldelse af restauranten
På Hovedbanegården har mange gæster i tidens løb fået et måltid mad. Og dette har da sandelig også afstedkommet madanmelderes besøg. Vi bringer en fra dengang.
Ak ja, Bladet havde åbenbart glemt denne anmeldelse, for et par år efter sendte man en ny anmelder. Og den var knap så positiv.
Hvor skal vi andre gøre af os selv. Var det ikke Tænkeligt at restauranten kunne udvides ved at man for eksempel inddrog Rundrejsebureauets Lokaler.
Problemer på Nørrebro
Nørrebro var altid fyldt med en os af kulfyldt røg, og der var en lugt af brændt kul, som lagde et lag sort støv over det hele. Og det var ikke mindst jernbanen, der var skyld i dette. I 1924 var der efterhånden en del færdsel på Nørrebrogade. Men de måtte stoppe for toget. En trafiktælling fra den 26. februar 1924 afslørede at bommen var nede 78 gange på et døgn, for at lade 67 tog passere.
Det var en stor lettelse for beboerne at den nye Nørrebro Station og Højbanen blev indviet i 1930.
S – tog
Elektrificeringen af statsbanernes nærtrafik blev vedtaget i 1930. Og i 1934 kørte de første S – tog på strækningen Frederiksberg – Vanløse – Hellerup, Valby – Hovedbanegården – Klampenborg. og Hellerup – Holte. Dette medførte en voldsom udvidelse af nærtrafikken.
S i betegnelsen S – Tog står ikke for noget bestemt. Navnet fandt man frem til, gennem en rundspørge. Der blev enighed om at betegnelserne S – Tog og S – Bane var de bedste forslag. Måske havde man kigget lidt på tyskerne, der tre år tidligere havde indført S – Bahn.
Dårlig generalprøve
Det første elektriske tog kørte fra Frederiksberg Station den 3. april 1934. En melhandler fra Frederiksberg havde egenhændig selv sørget for, at stationen var pyntet til lejligheden. Det ville DSB ikke.
Dengang kunne man få en såkaldt Badebillet, og så skulle man lige vende sig til at taget kun holdt 30 sekunder ved hver station. Venstre var meget imod projektet. De mente, at man smed penge ud til københavnernes fornøjelse.
Generalprøven på S – togene forløb nu heller ikke særlig godt. Den fandt sted i november 1933. To elektriske motorvogne og en mellem-vogn blev trukket til Vanløse af et damplokomotiv. Herfra skulle toget af egen drift køre til Hellerup. Ifølge Ekstra Bladet var det en kæmpe fiasko, da der med to timers forsinkelse blev fløjtet afgang:
Toget kom dog af sted med yderligere en halv times forsinkelse og vakte ifølge Ekstra Bladets videre beskrivelse en del opsigt:
I 1939 åbnede man en trolleylinje mellem Nørreport og Lyngby – Jægersborg. Desuden oprettede man omni-billinjer fra flere sporvognes endestationer. I 1939 var der 12 linjer, hvoraf 9 blev drevet af private vognmænd.
Kilde:-
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25. 03. 2022
September 13, 2009
Vi besøger Europas største badeanstalt Helgoland. Vibensgaard bliver præmieret og Sportsridderklubben Store Vibenshus samler 80 deltagere til Hubertusjagt. Blindeinstituttet og den gamle fabrik Øresund bliver besøgt. Man samler ind til Københavns Idrætspark og ser tilbage til dengang Østerbro var idyllisk. Der var
brand i Jerusalemskirken og Hellerup Glasværk. Vi besøger Østerbro handelsskole og Hans Just. Så rejses en skamstøtte for Struensee – og så videre.
Badeanstalten Helgoland (1902)
Den ny store sø – badeanstalt, der ligger i Svanemølle – bugten ved den ny Strandvej, og som sidste år blev åbnet for publikum, har allerede for længst vundet så stor tilslutning fra publikums side, at Aktieselskabet har udvidet den i forvejen omfattende virksomhed, så den i vinter har kunnet byde velkommen i sin fortrinlige vinterbadeafdeling.
Det moderne badeetablissement ligger med sine hvide tage i solen omgivet af Øresunds blå vand. Den omfatter forskellige afdelinger – skolebade, herre – og dameafdeling samt restaurant. Den kan let rumme 4.000 mennesker på badeafdelingen og 4000 tilskuer omkring sportsbassinet. For de badegæster, der dyrker søbad året rundt, er det interessant at vide, at der findes
centralvarme i de hyggelige omklædningsrum, ligesom der er indrettet overdængede bassiner.
De varme saltvandsbade er Helgolands specialitet. Vandet oppumpes direkte fra sundet og badet gives som karbade eller douche. Fyrrenålsbade kan man også få. Og så er der en afdeling for både universal og lokal massagebehandling Det er hvis nok Europas største søbade-anstalt. Den er bygget på ca. 2.400 pæle og har en facade på 30 meter. Længden er 360 meter. Dette dækker 14.000 kvadratmeter.
En 110 meter lang bro fører fra land til den private afdeling. Et højt tårn med ur til 4 sider viser, hvor den begynder. Bassinet er 32 meter langt og 7 meter bredt. Damerne har deres egen bassin. Endvidere forefindes der på anstalten kiosker til cigarer, blade, postkort, chokolade, blade, chokolade og konfekt. Der er sygeværelse og afdelinger for manicure og fodpleje samt frisørsalon. Der er endvidere en cykelstald til 500 cyklister.
Yderst mod rum sø er der en restaurant med plads til 400 mennesker. Den er indrettet i 4 afdelinger og kan benyttes i al slags vejr. Der er en enestående udsigt ud over Øresund.
Anstalten som kan gøre stor gavn for det badende folk og en stor pryd for byen. Selskabet bag dette ejer også en badeanstalt på Amager, samt den gamle badeanstalt Helgoland ved molen i Kalkbrænderihavnen.
Flotte bygninger (1904)
Vibensgaard på Strandvejen lige over for det gamle Vibenshus er blevet præmieret. Arkitekt Rosen har ofte overrasket ved den frodige fantasi. Bygningen har med sine røde mure og grønne tage sine spir og karnapper sine altaner og forsiringer med sandsten og forgyldte skjolde efterladt et imponerende indtryk. Lejlighederne er lyse og rummelige og indrettet efter alle
den moderne tids fordringer.
Fælledparken (1905)
Som bekendt er det meningen, at det store fællesareal som begrænses af Tagensvej, Nørre Allé, Jagtvejen, Østerbrogade og Blegdamsvejen i løbet af nogle få år skal undergå en væsentlig forandring. Man vil beholde fællederne som byens lunger. Vi er ikke forvænt med sådanne parker.
Der har i den anledning været nedsat en kommission og udskrevet en konkurrence, hvis resultat forligger. Der er dog ikke uddelt nogen førstepræmie, da ingen af de indkommende udkast syntes værdig til dette.
Sportsridderklubben til Hubertusjagt (1906)
Det var et oplivende syn at se 80 medlemmer af Store Vibenshus Sportsridderklub samle sig ved Posemandens Hus. De mange herrer var i røde jægerfrakker og hvide benklæder og de
elegante damer af hvilke mange red på en så moderne mode a la cavaliér. Efter et kort foredrag af Ritmester Rørdam startede den spændende hubertusjagt.
Blindeinstituttet (1907)
Det er 50 år siden, den danske regering ved lov vedtog oprettelsen af det institut som den dag i dag i de samme bygninger udfører sit velsignelsesrige gerning. Administrationen kræver meget arbejde, idet eleverne ikke som i andre skoler, deles i klasser efter alder, men her sysselsættes, dels efter fag i de håndværk, de lærer, dels efter evner og åndelig standpunkt.
Næsten alle instituttets elever kommer fra fattige hjem, det er husmands – og arbejderbørn, og ikke få af dem er født uden for ægteskab. De kommer ofte i en ussel tilstand, med eller de unoder en blind får, ved at blive overladt til sig selv. De skærer de frygteligste ansigter og har mange pudsige snart stygge bevægelsesvaner. Efterhånden som lægevidenskaben skrider frem, fortæller forstander Plesner, formindskes antallet af blinde. Ved folketællingen i 1896 fandtes der 1.153 og i 1901 kun 1.047.
Anstalten huser indenfor sine mure 100 elever, deraf 63 drenge og 37 piger. Drengene oplæres som kurvemagere, børstenbindere, rebslagere og skomagere, eller for de bedst begavedes
vedkommende som musikere. For øjeblikket der 15, der får musikundervisning, og deraf menes 6 – 8 stykker at kunne ernære sig derved. Instituttets elever opnår ofte stillinger som organister og 2 er endda blevet lærere i musik.
Fabrikken Øresund har jubilæum (1909)
Netop nu ved professor Julius Thomsens død fejrer Kryolit-fabrikken Øresund sit 50 års jubilæum. På hans undersøgelser og beregninger, på hans initiativ blev denne fabrik grundlagt og den åbnede på hans 33 årige fødselsdag.
Han opnåede i 1853 patent for 10 år på en metode til anvendelse af kryolit til fabrikation af de ret værdifulde produkter natron og lerjord. Disse kom senere i anvendelse ved fremstilling af jernkar og til fabrikation af metallet aluminium.
Øresunds chemiske fabrikker har haft en broget og ikke altid jævn blomstrende udvikling. Den startedes af firmaet Theobald Weber & Co. Og efter deres død var det Tietgen og Julius Thomsen, der førte det videre. I 1869 solgtes virksomheden ved en auktion til G.A. Hagemann og Wilh. Jørgensen. I 1902 omdannedes det til et aktieselskab.
Københavns Idrætspark (1910)
En stor kreds af medborgere fra alle samfundsklasser har med grosserer Emil Vett som den energiske hovedkasserer og organisator udstedt et opråb om at støtte arbejdet for ved dannelsen af en idrætshal at sikre opførslen af det store prægtige idrætshus, som arkitekt Søren Lemche har givet tegninger til.
Det er en betydningsfuld national sag, det her drejer sig om. Det store kommunale fællesanlæg vil ved sin idrætspark blive et centrum for at landets sunde og gode sportslige udvikling. Man må håbe, at denne sag får en stor vækst, thi den nation, der sætter noget ind på at give sin ungdom, en sund legemlig udvikling skal nok få at føle, at manddomskraften vil stige i de kommende tider. Hvad har ikke verdens dygtigste folk, englænderne opnået gennem deres systematisk udviklede idræt?
Når Fælledparken nu får sin afdeling for idræt, så må vi også have huset bygget, hvor gymnastikken får sit hjemsted.
Østerbro – Erindringer (1912)
Det er næppe nogen bydel som Østerbro, der har forandret sig og skiftet væsen så hurtig. Det var havernes bydel, hvor lystgårde og landsteder lå. Der var udsigt ud på Øresund med de store skibe, der skummede af sted for fulde sejl. Tæt ved Sundet lå det gamle kalkbrænderi med sit mærkværdige udseende. Ovne til at brænde kalken i, og langs sundet gik strandpromenaden, omtrent hvor nu Strandboulevarden er.
Af den gamle strandpromenade er kun en stump tilbage nedenfor Gefions Plads, men ellers er det af det rigtige gamle Østerbro næppe meget tilbage uden måske nogle træer gemt inde i en gård eller den lille trægruppe, der står på Melchiors Plads.
Alt det andet gamle idylliske, maleriske og træbevoksede Østerbro er konverteret til mursten og atter mursten med brobelægning. Men søen, Sortedamssøen ligger stadig derude på sin gode plads, og den er da hverken blevet tilkastet eller overbygget.
Ganske rigtigt, søen ligger der. Men den er blevet stukket, og har mere karakter af bassin med særlig af-skårede kanter. Men tidligere var det en rigtig indsø med strandbred, landsteder
på begge sider og de store blegdamme med de agtpågivende vægtere med deres kohorn. I baggrunden kunne man skimte trætoppene fra den nu forsvundne Classens Have, hvis ord er knyttet til livjægerne fra 1807.
I nærheden lå den såkaldte Manchester – Fabrik, senere Meyers Voksdugsfabrik, hvor nu Soldenfeldts Stiftelse er.
I baggrunden til venstre ser man Tutein, senere Rosendal ved hjørnet af den nuværende Slagelsegade. Hvor poplerne ranker sig er nu Willemoesgade og længst til højre ligger kommandør Petersens palæagtige bygning Det hvide Hus ved hjørnet af den nuværende Classensgade, hvor Rosenkilde Senior boede i sin tid med familie.
Bag dette hus, lå en stor dyb dam, der hørte til det Iselinske Kattuntrykkeri på Rosendal. Den gik parallel med Classensgade omtrent i højde med, hvor Kastelsvejen begynder. I begyndelsen af forrige århundrede blev den brugt til svømmeøvelser for eleverne på det Nachtegalske Institut. Dette var blevet oprettet på nuværende Hauserplads af gymnastikpædagogen Nachtegal.
Går man ned af Classensgade, der indtil 1869 hed Citadelsvej, er nu næppe mange, der ved, at der i det nuværende nr. 7 i juli 1857 af en tømmermester Møller blev indrettet en badeanstalt med russiske samt varme Douche – og Styrtebade. Den bestod en halv snes år, men blev så nedlagt. Og der gik da adskillige år inden Østerbro atter fik en Varmebadeanstalt.
Når man kom til det sted, hvor nu Kastelsvejen skiller sig fra Classensgade fortsatte gaden for ca. 70 år siden af en prægtig Kastanjeallé, der bøjede mod nord og som udmundende i nuværende Livjægerallé, der er en del af Classens Haves grund.
Alléen gik langs med de gamle fiskedamme, hvor der i sin tid lå et fiskehus, der i 1746 beboedes af fiskemester Johan Wilhelm Schwermann, som her havde traktørhus. Han ejede også et hus ved det nuværende Nordre Frihavnsgade.
Dammen der senere kaldtes Aggersborg Sø, forsvandt først for ca. 30 år siden, og i denne lå der to øer, en større og en mindre.
På den større havde i midten af forrige århundrede vekselmægler H.C. Aggersborg opført en hyggelig stråtækt villa, indvendig rigt udsmykket. Villaen, der var af træ lå på den nordlige side af øen med facade mod den føromtalte allé. Adgangen til denne førte over en smal træbro. .
I søen var et svanepar, skænket af selveste Fru Heiberg. En bådebro gav adgang til villaens flåde – et par robåde. I 1898 blev det hele jævnet med jorden.
I nærheden heraf var Classens gamle hovedbygning beliggende, det lidet skjønne Justineborg.
Rosenvænget var adskilt til promenaden af en dyb grøft eller nærmere en å, i hvis vand, der forekom den sjældent forekommende røde alge, der hvis nok gav stof til en doktordisputats.
Inde i selve Rosenvænget vil man – så mærkelig det end lyder – finde et minde om det gamle kongelige teater, der på det sted forsvandt for 50 år siden. Det er nemlig de stenstøtter, som omgærder nr. 46 i Rosenvængets Allé.
Jerusalemskirkens brand (1914)
Natten mellem den 20. og 21. januar blev Jerusalemskirken – de fattiges kirke – i Rigensgade lagt i aske. Det var hårdt, at se den smukke og brugbare kirke gå op i luer. Det var et tungt slag for menigheden. Gennem årene er der ført en række sociale tiltag fra kirken for byens fattigste. Befolkningen opfordres til at hjælpe kirken med en indsamling. Skal kirken opføres i samme skikkelse, ja så kræves der mindst 100.000 kr.
Pastor Basts virksomhed ligger nu i aske. Der kom ingen til skade, skønt både de hjemløse i krypten, Børnehjemmet og brand – og redningsmandskab ofte var i fare. Forhåbentlig vil kirken snart igen rejse sig fra sin aske.
Brand i Hellerup (1915)
Den brand, der for et par dage siden hærgede Hellerup Glasværk vil måske vise sig at få en større og alvorligere rækkevidde and man i første øjeblik skulle tænke. Sagen er nemlig den, at Hellerup Glasværk er det eneste i Danmark, der i udstrakt målestok beskæftiger sig med at fabrikere flasker. Og hvis flaskemaskinerne viser sig at være ødelagt, vil bryggerierne og andre flaskeaftagere på en følelig måde få det at mærke, idet det sandsynligvis vil vise sig umuligt at fremskaffe fra udlandet. Hellerup Glasværk fremstillede 50.000 flasker pr. dag.
Østerbro Handelsskole og Læreranstalt (1917)
Ingensinde har kravene til de unges uddannelse været større end nu. Den enkeltes kundskaber og dygtighed er en livsbetingelse ikke alene for samfundet, men også for vedkommende selv, om han eller hun da skal stå videre end til middelmådighedens trøstesløse tilværelse.
Østerbro Læreranstalt og Handelsskole har med heldig hånd løst en betydelig del af den store opgave at bibringe de unge en god uddannelse. Skolen blev oprettet den 1. marts 1915, og har i dette korte tidsrum været besøgt af ca. 700 elever.
Den enkelte elev har lærerstabens opmærksomhed. Derfor sinkes den flittige og intelligente elev ikke af den mindre fremmelige. Skolens ene afdeling – Handelshøjskolen omfatter fagene, dansk, regning, skrivning, maskinskrivning, bogføring og stenografi samt sprog.
Skolens betalingsvilkår er yderst moderate, ligesom den råder over hele og halve fripladser for flinke elever. Undervisning om aftener er selvfølgelig også en mulighed.
Et mærkeligt mindesmærke (1918)
Det er i disse dage, takket være en ung dansk historiker rejst en diskussion om den så miskendte danske statsmand Struensee, der den 28. april 1772 mistede livet for bøddelens økse. Han faldt som offer for den smålighed, der desværre også i tidligere tider fandt man det retfærdigt, at den dygtige statsmand blev henrettet.
Det er først i vore dage, altså næsten 150 år efter, at man har fået øjet op for hvordan Struensees reformer i hovedsagen falder sammen med nutidens demokratiske og humane krav. I virkeligheden var Struensee måske en af de største statsmænd, vi har haft.
Han fortjente et bedre mindesmærke end den skamstøtte over dansk småløshed, der rejst ude på Øster Fælled. Det var her hans hoved og højre hånd måtte falde for øksen.
Hans Justs Magasiner (1919)
Efter års energifyldt arbejde stod firmaet Hans Just for nogle måneder siden overfor virkeliggørelsen af en ide, der slægtled frem vil skabe det gamle og ansete monument. Det drejer sig om firmaets smukke virkelige granodiøse pakhus i Århusgade. Ved ordet pakhus forbinder man i al almindelighed sikkert begrebet om et let forhutlet, ynkværdigt træskur. Men det er langt fra tilfældet med denne bygning.
Hans Justs Magasiner er lidt af en skyskraber, der fuldstændig dominerer sine omgivelser og dertil fornem og stilfuld. Pakhusets samlede gulvareal er 13.145 m2. Den an klare en samlet belastning på 20.000.000 kg. Trappetårnets højde er 30 meter. En ikke ringe højde, når man betænker at Rundetårn er på 36 m.
Der findes i pakhuset en 1 tons og 2 tons vareelevatorer. En vognelevator kan løfte 12 tons. Så er der en personaleelevator, der kan klare amerikanske hastigheder af 60 meter i minuttet. Man har brugt ikke mindre end 1.000.000 kg cement og 330.000 kg. Jern. Man må lade firmaet, at foretagendet er dristigt og stort slået op, med sikkert blik for Københavns muligheder
som Nordens handelsmæssige stabelplads. Allerede nu er hver en plads i den store bygning optaget.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 2.12.2021
September 13, 2009
Navnet på kirken er Skt. Alban, opkaldt efter Englands første martyr. Men egentlig eksisterede der i fordoms tider allerede en kirke med samme navn i Odense. Men længe før kirken blev indviet samlede den engelske menighed sig i Brødremenighedens sal i Stormgade.
Ja egentlig er kirkens adresse uden for Østerbro, men alligevel tager vi den med her. Den ligger omringet af skønne omgivelser i Grønningen. Lige ved Esplanaden og Churchillparken
ligger den.
Prinsessen af Wales ligger grundstenen
Det var Prinsesse Alexandra af Wales, der lagde grundstenen til den ny kirke. Mange fyrstelige personer var til stede og mange flag prægede hovedstaden. Et telt var rejst på stedet. Højtideligheden begyndte efter de kongelige herskabers ankomst. En salme blev sunget, og herefter blev prinsen og prinsessen af Wales af den engelske gesandt ført frem til en baldakin,
hvorunder grundstenen hang i et tov. Da en bøn blev afsagt blev stenen hejst ned i et leje og prinsessen murede stenen under vejledning af kirkens arkitekt Mr. Blomfield. Prinsessen brugte en flot sølvmurske.
Prinsen tog derefter ordet, og takkede de danske myndigheder for deres hjælpsomhed. Derpå blev der atter udført en hymne og fremsagt en bøn, og dermed var den egentlige handling
slut. De kongelige herskaber opholdet sig derefter i teltet og efter at både den engelske og danske nationalsang var blevet afsunget begav herskaberne sig til deres vogne. De blev kørt til Toldboden og begav sig ombord i Osborne.
Planer om en engelsk kirke
Den engelske menighed i København mødtes inden den engelske kirkes indvielse i Brødremenighedens Sal i Stormgade. Rummet mindede dog ikke ret meget om en kirke. Og i en lukket gård skabte den ikke ret meget opmærksomhed. Det fortælles, at menigheden stammer helt tilbage fra 1834 Men egentlig samlede man sig allerede i 1771. Gudstjenesterne foregik da i det britiske gesandtskabs hotel.
Allerede i 1853 startede interessen for en engelsk kirke. Under opfordring af professor G. Stephens startede man et udvalg, der skulle arbejde for dette. Man blev enige om, at kirken skulle ligne en engelsk landsbykirke og have skønne omgivelser. Men ak, militæret ville ikke afstå den påtænkte grund. Det gik ud over Københavns sikkerhed.
Samtidig bestemte den russiske kejser, at der i den stad, hvor hans gemalinde var blevet født, skulle der dels på stadens bekostning, dels ved kejserlig gavmildhed rejses et kapel, der var den russiske kirke værdig.
Indsamling
Dette forhold forstærkede den engelske interesse. Med medvirken af den daværende storbritiske gesandt, H.C. Vivian lykkedes det at erhverve grunden ved Grønningen. Den daværende krigs – og marineminister Ravn stillede sig meget velvillig. En indsamling blev startet både i England og Danmark. En betydelig sum blev indsamlet.
Kirken blev bygget i 1885 – 1887. Man ville undgå mursten og puds. Helst ville man have brugt svensk kalksten, men Faxe kalken var væsentlig billigere. Så man blev enig om at bruge begge sten. Tårnet er hele 45 meter højt. Under den tyske besættelse fortsatte man med at afholde engelske gudstjenester.
Englands første martyr
Navnet Skt. Albani stammer fra Englands første martyrer. Han siges at have lidt døden i året 300 efter Kristi. Han var blevet omvendt til kristendommen af Amphibolus, en præst som han modtog i sit hjem i Verulam i Hertfordshire og skjulte under en forfølgelse. Ambifolius slap bort i Skt. Albanis klæder, men hedningenes vrede vendte sig mod denne. Han værgede sig ved at ofre til afguderne. Han blev pint og halshugget. Der, hvor dette skete, rejste der sig en Kirke af vidunderlig skjøn Bygning.
Det var begyndelsen til det store Benediktinerkloster Skt. Albans nord for London, hvis forstander gik forrest blandt alle Englands abbeder, fordi Skt. Alban var Englands første martyr.
Skt. Alban i Odense
Det var relikvier af Skt. Alban og Skt. Osvald, som Knud den Hellige bragte til Odense. Disse skulle indgå i en stenkirke, som Knud havde påbegyndt. I mellemtiden blev de opbevaret i en trækirke, hvor kongen dræbtes.
Stenkirken blev indviet til Sankt Knud men Sankt Alban beholdt sin egen kirke helt til reformationen, da den blev nedlagt. Sognet samlede sig derefter om Skt. Knud. Men i 1867 genopstod Skt. Albani i Odense, som en missionsstation. Katolikkerne indviede den 31. maj 1870 Skt. Mariæ Kirke i nogle gamle bindingsværkshuse. Den 21.10.1906 blev grundstenen til en Skt. Albani Kirke lagt. I 1908 blev kirken indviet af Biskop von Euch.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 2.12.2021
September 13, 2009
Vi skal vidt omkring. Bispebjerg hospital, kirkegård og mølle. Et nyt lærlingehjem, samt to gange på besøg på Nørrebros teater. Et farvel til Lygtekroen og historien om den lille dreng, der var forsvundet i 4 dage. Vi besøger en stor virksomhed i Rådmandsgade og følger en nedskudt betjent til graven. Et børnehjem på Bjelkes Allé og en voldsom brand i Nordvestgade når vi også. En køreskole på Nørrebrogade har undervist 450 elever
Kirkegården på Bispebjerg (1903)
De dødes have skal være den sorte ramme om kirkens alvor. Men i vor tid er det ikke råd til at understøtte kirkerne på denne vis. Den store by kræver plads. Huse og gader har rejst sig over fortidens grave, mens kirkegårdene lægges ud, bort, hvor der endnu er vidt til siderne. Koldt og nøgen ser det ud. En have
uden træer, en uendelig sneørken med døden i sig. Sporvejsnettet er allerede draget ud forbi Bispebjergs ensomhed. Hist og her på kirkegården står et frygtsomt træ i ranglet ungdom.
Bispebjerg Mølle (1903)
Tilbage er nu kun Bispebjerg Mølle. Den har i flere år ikke været i gang, idet dens afløser, Dampmøllen allerede i længere tid har ligget ved dens side. Lad os dog håbe, at den gamle mølle, på hvilken tidens tand allerede er begyndt at grave, må blive bevaret, selv om den ikke længere kan tjene sit oprindelige formål. Den hører nu engang til det udvidede Københavns mærkepunkter.
I disse dage er Bispebjerg blevet mere kendt, idet den nye sporvognsrute Aladdin – Bispebjerg i løbet af 41 minutter fører sine passagerer fra det yderste Christianshavn helt ud til den gamle mølle.
Det Nye Lærlinge – Plejehjem (1904)
Ude på Nordvestvej lige over for Brorsons Kirken har der rejst sig en stor og anselig bygning af røde mursten opført af arkitekt Nørreskov. I både bygningens ydre og de mange morsomme enkeltheder vidner om en god arkitektonisk skole. Det er Varelotteriet, som efterhånden har evnet at opføre den nye afdeling af det gamle Lærlingehjem i Nørre Søgade. Her er plads til 116 lærlinge, som får et hjem, der i alle retninger tilfredsstiller alle fordringer til værelse, renlighed, bekvemmelighed osv. Den store gymnastiksal, den store spisestue, køkkenet og alle de andre rum viser, hvor meget, der gøres for de unge håndværkere for øjeblikket.
Hård kamp for Nørrebro Teater (1904)
Nørrebro måtte kæmpe en lige så hård kamp for at få et teater som en jernbanestation. Allerede for en snes år siden kom tanken om at få et teater til bydelen. Først da Hr. Ferdinand. Schmidt og Fru Schwartz – Nielsen for et års tid siden havde vendt henholdsvis Dagmarteatret og Kasino ryggen lykkedes det at få banket på den for alle tilnærmelser hidtil lukkede dør, således at den sprang op og lod en koncession slippe ud. Men sådan en koncession er snæver. Den sætter grænser for antal af personale og stykkets længde. Men den sætter ikke grænser for det gode humør.
For familier med små lejligheder, for pebersvende og for mange andre åbner et teater som Nørrebros mulighed for en selskabelighed, som det hidtil har været umuligt at drive på denne kant af byen.
I stedet for at byde venner og bekendte hjem til sig og have bryderi med at skaffe dem plads og forplejning der, inviterer man dem i Nørrebro teater, hvor der kan skaffes plads til forplejning og underholdning langt bedre end derhjemme.
Så meget er vist, at hvis der på Ravnsborg fortsættes, som det er begyndt med lystspil om vinteren og revy om sommeren.
Bygningspræmie til Guldbergsgade 7 (1905)
Man vil påskønne særlige smukke eller praktiske privatbygninger, der bidrager til at hævde byens arkitektoniske niveau.
Sadelmager og tapetserer Reinstrup har ladet opføre et beboelseshus i Guldbergsgade 7. Og det er arkitekt Nicolai Hansen, der står bag. Det søger navnlig sin fortjeneste i den både smukke og sindrige måde, hvorpå gadens ensformige og lidt kedsommelige husrække er brudt ved en indskrænkning i facaden uden
at det er gået ud over lejlighedernes hensigtsmæssige og formålstjeneslige indretning.
Farvel til Lygtekroen (1905)
Den gamle Lygtekro er ikke mere. Den er som så meget andet i vor brutale tidsalder bukket under for den stadig voksende storstads krav og puls og let tilgængelige kommunikationer. Det er ikke så mange år siden, at det i københavnernes bevidsthed, var noget af en rejse, når man talte om at spadsere ud til Lygtekroen. I den gamle stue eller ude mellem de krogede træer kunne man så indtage en forfriskning efter strabadserne. Men så kom sporvognen. Distancen
svandt ind, store huse løftede sig rundt om den stråtækte længe. Lygtekroen blev efterhånden lillebitte, trykket af omgivelserne og af konkurrencen.
Et par gange gjorde flammerne forsøg på at gøre det af med bøndernes gamle bedested, men brandvæsnet mødte for hurtigt og de skæve mure hældede endnu en rum tid på det kendte terræn, før dødsdommen endelig blev eksekveret.
Brand på Nordvestvej
Onsdag den 12. juli om eftermiddagen kl. 2 fandt en stor ulykke sted på Nordvestvej, idet en pludselig opstået ildebrand greb så heftig om sig, at det ikke lykkedes flere af beboerne at komme ned fra etagerne, for både hoved – og køkkentrappen var omspændte af ild. Den herved opståede ulykkelige situation bevirkede, at to ældre kvinder og en malersvend blev forvirrede og styrtede sig nu delvis fra 4. og 5. sal, inden brandvæsnets ankomst. Andre af beboerne som blev i lejlighederne, bragtes ud af det brændende hus ved hjælp af brandstigen. Den sørgelige ulykke kunne således utvivlsomt være undgået om de forulykkede havde haft besindelse nok til at vente.
Efter flere timers anstrengende og ofte farefuldt arbejde blev brandvæsnet endelig herre over ilden som en kort tid truede med at forplante sig til nabobygningen.
Slangerup – Banens indvielse (1906)
Slangerup – Banen er nu altså et faktum. Den er højtidelig indviet, og har haft sin første søndag med to – tre tusinde mennesker. Vejret fristede dog ikke til større udflugter.
Det både regnede og blæste, da man samlede sig ved den hyggelige lille station på Nørrebro. Her var trafikminister Høgsbro, Politidirektøren, Kommissarius, Kammerherre Tobiesen, Admiral Richelieu, der er banekomiteens formand, Overretssagfører Amdrup, Repræsentanter for Rigsdag, Borgerrepræsentationen, Jernbane – Post og Telegrafvæsen, den københavnske presse og mange andre.
Klokken halv elleve holdt toget klar til afgang, et festligt pyntet nyt skinnende tog, trukket af to lokomotiver med moderne gennemgangsvogne, leveret fra Fabrikken Scandia.
Fremskridts – cafeer (1906)
Det er en betydelig forandring, der er foregået med de københavnske caféer i de senere år. Som led i storbyens udvikling er der nu opstået Automatcaféer.
Særlig nu den som er beliggende Nørrebrogade 32, står langt over, hvad vi har set i andre storbyer. I stueetagen er automatapparaterne installeret. En elegant tæppebelagt trappe fører til første sal, hvor der for en moderat pris serveres Diner og a la carte retter. Har forbavses man over en samling kunstværker af betydelige malere. Det er også glædeligt at inventaret er dansk.
Man lægger særlig mærke til apparaternes nye konstruktion er, derved at man kan vælge et bestemt stykke smørrebrød. Og så kun til 10 øre.
Et glædeligt tidens tegn er det, at skattefri øl-sorter, der ikke kunne sælges på apparaterne for nogle år siden, nu sælges i store kvanta.
Som et kuriosum kan nævnes, at denne forretning vist nok er den første, der skal søge dispensation i henhold til lov af 20. april 1906 idet borgerskabet først blev løst 8. maj. Men da aktieselskabet kan bevise, at de har udbetalt 20.000 kr. før lovens indbringelse i Folketinget og for øvrigt påtaget sig forpligtigelser
for lignende beløb, kan der næppe være tvivl om, at dispensationen vil blive givet.
Politibetjent Gemzøes farvel (1907)
Mærkværdig roligt modtog publikum meddelelsen om anarkisten Sofus Rasmussens mord på politibetjent Gemzøe og sig selv. Der blev ingen opstandelse
i byen, og udenfor aviserne blev emnet forholdsvis hurtig uddebatteret.
Grunden dertil er, at bevidstheden om de hjemlige anarkisters ufarlighed forstås af publikum. Hvad mordet har givet anledning til er en i høj grad usmagelig agitation for og imod politiet dets folk og system. Det vil ikke være let at dele sol og vind lige.
Politibetjenten er i denne sag en uansvarlig så vist som en god soldat, der gør sin pligt. Hundrede af kranse var sendt til hans båre. Begravelsen som foregik fra Frue Kirke var overværet af en mægtig skare politibetjente fra København og Frederiksberg med politidirektøren og de fleste inspektører i spidsen.
Hvis du vil læse mere om denne sag – Dramaet i Husumgade
Børnehjemmet Bethlehem (1907)
Ude på Bjelkes Allé ved Jagtvejen ligger Børnehjemmet Bethlehem, som den 8. december kan fejre 25 års jubilæum. Det skyldes Carl Petersen, som også stod bag St. Peders Gæstehjem og Herberg for Hjemløse. Carl Petersen stod bag Foreningen til vildfarne Børns Frelse. Det var den forening, der stod bag børnehjemmets økonomi.
I december 1883 blev hjemmet åbnet kun for drenge. Der var plads til 33 poder, og allerede efter det første år var hjemmet fuld besat. I juni 1885 udvidede man hjemmet til at kunne rumme 53 børn.
I 1897 blev hjemmet igen udvidet takket være gratis hjælp fra håndværksmestre.
Dreng forsvundet – og fundet (1908)
En lille 4 års dreng ved navn Ejner Nymann, søn af en på Nørrebrogade boende politibetjent, har for
nogle dage siden vakt en hvis form for sensation ved sin pludselige og uforklarlige forsvinden. Det gik endda rygter om, at han skulle være bortført af en sigøjner, der var set luske rundt i kvarteret.
Slet så romantisk var hans forsvinden dog ikke, men den var for øvrigt mærkelig nok. Det varede hele fire dage, inden han fandtes igen. Disse fire dage havde den lille fyr tilbragt i en slags lyskasse eller kælder under en trappe i ejendommen. Her var han faldet ned, ingen havde hørt hans råb, og her havde han tilbragt
den lange tid. Hvorledes han har kunnet leve så længe uden at få noget at spise, synes at være en gåde. Men et faktum er, at han ved et tilfælde blev fundet, og var i nogenlunde god behold.
Det nye hospital på marken (1911)
Ude på den sydøstlige side af Bispebjerg Bakke nærmer byens store nye hospital sin fuldendelse. Den 2. marts 1908 vedtog Københavns Kommunalbestyrelse, at hospitalet skulle bygges. Det skal rumme 1.278 senge og vil koste 9 millioner kroner, altså cirka 7.000 kr. pr. seng.
De to sygeplejerske – bygninger rummer hver 140 værelser til plejersker, elever og piger samt fælles spisestuer, opholdsværelser osv. Udenfor kapellet kommer der til at ligge et lille parkanlæg. Der er i enhver retning gjort alt for, at de syge ikke skal komme til at leve i nedtrykte og u-landskabelige omgivelser.
Der er lagt megen vægt på fuldkommen renlighed og fuldkommen frisk luft. Ved elektriske ventilatorer skal luften suges ind i et kammer, hvor den varmes op og vaskes ved et regn-bad, så den befris for urenligheder og mættes med fugtighed efter ønske. Bygningerne får ikke særlig udsmykning. Det tør da siges at være mere end almindelig velanvendte penge, der her er givet ud.
Stor virksomhed i Rådmandsgade (1914)
Ude på Rådmandsgade ligger firmaet Barding. Det var både farveri og renseri. Det er lidt provinsielt herude. Men der fører dog tre sporvognslinjer lige til døren. Fra stoppestedet på Nørrebrogade, går man ned af Gormsgade, et par skridt hen gennem en lille tværgade og så er man i Rådmandsgade. Så tager
man ikke fejl. En skorsten på højde med Rundetårn peger lige op mod himlen.
Det landskendte etablissement har indleveringssteder forskellige steder i byen. To brødre leder nu virksomheden efter at faderen, Johannes Barding i 1908 trak sig tilbage fra arbejdet.
Det er en hel lille by, der hæver sig indenfor det vidtstrakte område. Her er masser af bygninger med masser af arbejdere og maskiner. Allerførst er det afdelingen for den kemiske rensning. Her bliver alt indleveret stof først renset ved støvsugning, som naturligvis fjerner det løstsiddende smuds. Derefter anbringes i en af de store tromler, hvori det ruller rundt i en god times tid. Disse tromler er fyldt med varm benzin og denne benzin skilles under behandling mindst en gang. , hvilket sker af automatisk vej. Derefter suges benzinen ligeledes automatisk ud og bliver afløst af varm kulsyre, som tørrer tøjet.
Derefter bliver tøjet meget omhyggeligt gået efter. De pletter der ikke er fjernet, borttages af kemisk vej og ved hjælp af trykluft som sprøjter rensende væske
på. Alt smuds kan på denne måde fjernes uden at tøjet lider nogen skade eller at farverne taber sig.
Og efterhånden som man kommer gennem strygerierne, farverierne og rumlerne med de store pressemaskiner.
I maskinhallen og kedelanlægget beundrer man den store virksomheds fortræffelige organisation, som jo betinger det udmærkede resultat.
Etablissementet er det største af sin art i Skandinavien, som udelukkende beskæftiger sig med kemisk rensning og farvning er oprettet i 1841 og i 1878 overtaget af Johannes Barding.
Der er masser af kunder. Sporvognenes hvide gardiner kommer under behandling her. Lige fra gulvtæpper og polstrede møbler til alle slags dele af klædedragten kan alt kemisk renses og farves. Fordi tingene er falmet eller plettet behøver man ikke at kassere det. For et ringe beløb kan det komme under Bardings behandling.
Køreskole på Nørrebro (1916)
\”Færdselsvæsenet\” er blevet omformet gennem den morderne teknik, som cyklen i sin tid var en sjældenhed. Således er motorcyklen og automobilen godt på vej til det samme om end på en noget anden måde og i mindre udstrækning. Men de præger vores færdselsliv.
Der sker mange ulykker, og årsag til dette ligger hos dem, der har ansvar for kørslen.
En af de køreskoler herhjemme, der i de senere år har taget del i oplysningsarbejde og gjort det på \”fortjenstfuldt\” måde er Hr. A. Amdi – Hansens Aut. Køreskole, Nørrebrogade 220. Skolen har siden den i 1912 begyndte sin virksomhed uddannet 450 elever i automobil – og motorcykelkørsel. Teori og grundig praktisk undervisning går hånd i hånd.
Motorkørslen har sin store behagelighed gennem mange og betydelige fordele. Skal den også eje sin virkelige charme må den mestres med sikkerhed og kyndig indsigt.
Sommerrevyen 1916
Revyen på Nørrebros Teater varer omtrent 3 timer og ind imellem alt det gode er der anbragt en mængde ganske tilfældigt vrøvl, så man glemmer at høre efter. Man kan ikke på en gang både revse og lefle for et publikum.
Alligevel skal det slås fast, at forfatterne og de skuespillere, der fremfører Nørrebro Teaters revy, er folk, der kan deres ting. Her er endnu i København et teater, hvor der virkes ved det sagte eller sungne. Ord, hvor det sagte eller sungne replik og minespillet endnu er de fornemste virkemidler. Er der megen staffage – det gør i hvert fald kun fordring på at være staffage, og det forlanges ikke, at dekorationer og raffinementer skal tages for det afgørende.
Hr. Frederik Jensen er ikke den, der bærer denne revy. Han har et par gode viser og foredrager dem ypperligt, men hans viser har en lidt dyster tone. Og står derfor ikke helt godt til den øvrige Tingeltangel. Måske kunne have han har anlagt en maske og antydet karakteristik. Med en sådan havde det måske
ikke været muligt at gennemføre revyen. I øvrigt ærgrede man sig som altid over, hvor langt han på sit felt har bragt det. Fru Friis – Hjorth havde en stor succes som en filmende Bourgeoisie – Damme, fruens komik var meget grovkornet.
Hr. Jørgen Lund gjorde stormende lykke som en smægtende tenor, mens Frk. Jutta Lund og Hr. Holger Petersen nøjedes med at holde de stillinger, de tidligere havde erobret.
Hvis du vil vide mere – så læs Historien om Nørrebros Teater
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25. – 03. – 2022