Artikler
November 22, 2015
Ølhandlernes Historie
Meget tidlig blev øl en nationaldrik. Øl blev tilknyttet udskænkning. Hos ølkonerne blev kunderne snydt. En stadskælder blev beordret. I forskellige perioder blev import af tysk øl forbudt. Ufattelig hvad der blev drukket. Den danske øl blev opdelt i tre kvaliteter. Men i ølkælderne smagte det danske øl forfærdeligt. Det var først, da brygger Jacobsen kom til, at der skete noget. Flere nye bryggerier opstod, og det bajerske øl havde kæmpe omsætning. Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1876 blev dannet. Man kæmpede mod falsk øl, rabatordninger, bedre priser og forsøgte at opnå bedre priser. Og så byggede man en stiftelse i Elmegade 6.
Øl blev en nationaldrik
Vi er nået til Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1875. I den anledning kunne det være sjovt, at dykke ned i ølhandlens historie langt tilbage. Denne historie skriver vi i forbindelse med Nørrebro Handelsforenings 125 års jubilæum i 2016.
Allerede lang tid tilbage blev øllet en slags nationaldrik. Det startede som en kort og kostbar nydelse. Ofte var øllet hjemmelavet. Men meget tidligt blev især tysk øl forhandlet herhjemme. Det satte man stor pris på. Efterhånden blev det en eftertragtet handelsvare.
Øl har været tilknyttet udskænkning
I Kjøbenhavns Byret af 1251 omtales allerede ølhandlere idet det hedder:
Øl har også gennem tiden været tilknyttet udskænkning. Og som sagt, så var det tyske øl så godt, som de danske øl var dårligt. Ja det var så dårligt, at man betegnede det som almindeligt dansk øl, og det som var værre.
Kunderne blev bedraget
Ofte var det kvinder, der stod i boderne. Og de var gode til at bedrage kunderne. De spædede den gode tyske øl op med den danske, og så overholde de nok ikke lige de mål, som kunderne havde betalt for.
Bisp Ingver fra Roskilde pålagde således sine rådmænd og foged at fastsætte mål og pris på øllet, navnlig den tyske som
Ølboderne var i øvrigt berygtet for alskens uorden og slagsmål. Et gammelt ordsprog siger således:
Se dengang hørte København under Roskilde Bispestol.
En Stadskælder
Christoffer af Bayerns Stadsret af 1443 bestemmer, at borgmestre og råd for fremtiden skulle have en Stadskjælder. Det skulle være en rådhuskælder, hvori de skulle sælge tysk og andet fremmede øl for muligt køb, hvilket vil sige til rimelig pris.
Salget skulle ske kandevis. Man skulle i kælderen garantere for varens kvalitet. Men det synes ikke at have været tilladt med sidende gæster. I Stadsretten hedder det sig:
Handel med dansk øl var altså fri næring, og hver borger matte have øltapning i ølhuse og i sit eget hus for siddende gæster.
Bryggerne var i lav sammen med købmændene
Bryggerne synes i 1422 at have været i samme lav som købmændene og blev regnet for lige med disse. De var ikke sammen med håndværkerne. I 1525 var de i lav med to oldermænd.
I 1461 forbød Christian den Første at nogen måtte tappe fremmed øl, før fogeden med borgmestre og rådmænd havde smagt derpå og bestemt prisen. Det må have været en hyggelig beskæftigelse.
Stop for import af tysk øl
Af hvert fad Emekeøl skulle de have 4 Skilling og af Hamburgerøl skulle de have 2 skilling. Emekeøl er formodentlig det samme, der senere kaldtes Emsøl (Eimbecksche Bier) Jo, der var mange slags tysk øl, som blev importeret.
Under Christian den Anden kom der et stop for import af tysk øl. Grunden var, at det danske øl skulle prioriteres. Men åbenbart var det stadig ikke godt nok, for straks efter kongens fald, blev der igen imponeret.
Igen tilladelse til import
I en kongebrev af 1548 omtales:
Det pålægges Magistraten hvert år at bestikke 4 bosiddende borgere, der skulle udsælge godt og uforplumpet tysk øl til den pris, Magistraten satte. Når nogen fra Kongens Råd eller andre gode mænd ville købe en eller to tønder, skulle de omtalte fire mænd ikke have større vinding end 1 hvid på tønden. De blev således en slags ølhandlere en gros.
Det hedder endvidere, at det skal være herberger frit for at sælge tysk øl i eget hus i potetal til sine gæster, men i krohus måtte herefter ikke udtappes andet end dansk øl.
Mange brød privilegier
Et halvt år efter blev ordningen lavet om. Handlen med tysk øl blev nu overdraget til 12 borgere, der holdt almindelige herberge. Disse og ingen andre måtte nu sælge tysk øl i tønder og potter, både i og ud af huset. Enhver anden som førte tysk øl til staden, måtte ikke uden tilladelse sælge det til andre end disse. Den dyreste øl var Pryssing, der kostede 12 Penning potten. Det billigste var Bartsøl, der kostede 3 Penning.
Dette privilegium syntes dog ikke at have været af lang varighed. Det var for mange, der brød dette privilegium.
Man kunne smides ud af lavet
I ølhusene kunne man stadig få både dansk og tysk øl. Der blev stadig drukket meget tæt. Peder Palladins omtaler i et skrift fra 1559, at mange starter dagen med brændevin og opad dagen, tysk øl.
En kongelig befaling af 1578 pålægger kroger og krogerske som øl sælge og fortappe, at give Magistraten 2 Skilling danske for hver tønde dansk, de nedtappede.
I 1591 blev befalingen gentaget, men afgiften blev ændret.
Enhver brygger havde et udsalg at levere til. Og hvis en brygger, der ved gunst, gave eller anden list tog kunder fra sine lavsbrødre, skulle afgive bøde to første gange. Den tredje gang skulle han miste sine Lavsrettigheder.
Ufatteligt, hvad der blev drukket
Det var ufatteligt, hvad der blev drukket af øl i det 16. århundrede af begge køn. Husk på, at dengang var der ikke nogen, der kendte til te eller kaffe. I et gammelt regnskab fra 1590 ses det at Hofmarsken fra Stockholm Slot sen 9. november, som på ingen måde var en festdag, drak 26 potter øl.
Til Kolding solgtes engang i 1578 i anledning af Dronning Sofias nedkomst:
Øllet delt op i tre kvaliteter
Kongens ophævelse af lavstvangen i 1613 havde skadelig indflydelse på ølbrygningen. Private gav sig hen til at blive ølhandlere. De solgte deres hjemmebryggede øl. Det var navnlig håndværkere, der i massevis begyndte at brygge øl.
I marts 1621 blev der endnu engang forbudt indførelse af tysk øl, med det formål at fremme dansk øl. Men resultatet blev en slags kaos. Man skulle have tilladelse til at oprette bryggergårde. På et tidspunkt nåede man op på 114 stykker.
Man inddelte nu det danske øl i tre forskellige kvaliteter og satte pris på det:
Andre ølsorter
Til tider blev der også brygget andre ølsorter. Gaasebryggeriet (Gaasegade) ved Vandkunsten bryggede en speciel øl. Ditlev Hansen fik i 1633 privilegium på at brygge i 8 år. Anders Wern fik i 1660 privilegium til at brygge en helt ny slags øl, som han selv havde opfundet. Selv sagde han om den:
I 1667 forpagtedes Kongens Bryghus, der stammede fra midten af det 15. århundrede til en privat mand, Peter Klovmand med eneret til at forsyne Hoffet, Kastellet, Flåden m.m.
Han kunne brygge flere sorter øl. Han solgte det billigt og gav lang kredit. Men han generede de andre bryggerier så meget, at der i 1701 blev ham forbudt at handle med øltappere og kroholdere. Det hjalp dog ikke, for i 1739 forpagtede bryggerne selv Kongens Bryghus.
Masser af fribryggere
I begyndelsen af 1700 – tallet var man begyndt at drikke vin både i de højere og i de lavere kredse.
Men det var stadig mange fribryggere, der også drev ølhandel. I 1709 opgives antallet af øltappere til at være 539. I årene 1711 – 30 kom yderligere 82 Kjældermænd.
Den årlige produktion i København anslås omkring 1739 at være hele 644.000 tønder. Det var ikke så lidt, når man også betænker, at brændevins – forbruget også var i top.
Udpint maskevand
Men nu var det som bekendt ikke alt øl, der var lige godt. Således kan man i vers fra den tid læse om begrebet udpint Maskevand. Nu var drikkevandet heller ikke det bedste i København. Så måske var det alligevel sundere dengang at drikke øl.
Det gik tilbage for bryggerierne
I midten af det 18. århundrede begyndte det at gå tilbage for bryggerne. Prisen på de to bedste ølsorter blev forhøjet gang på gang. I 1783 var der atter forbud mod indførelse af tysk øl. Men det spillede nu ikke mere nogen afgørende rolle. Vin og navnlig brændevin havde erobret pladsen.
Det danske øl var som regel dårligt og dyrt. Teknikken var ikke gået det mindste fremad. Øllet var hvidt og brunt. Forbruget var nu på gennemsnitlig 54 – 55 potter årligt pr. individ. I den daglige husholdning var der mangel på ordentlig øl.
I et skrift fra den tid kan man læse om øllet:
Det bestilte øl udeblev i ugevis. Det øl man nu kunne købe i Ølkælderne var ofte aldeles ikke til at drikke. Ofte var her kun Sletøl at få. Og det var egentlig en ølsort, der skulle bortkastes eller foræres de fattige.
Øllet blev ikke bedre
I 1805 blev Bryggernæringen fri, men øllet blev foreløbig ikke bedre. Grunden til at øllet var så dårligt, kunne være, at bryggerne brankede deres malt. På den måde lod det sig forlænge (spæde op) hos øltapperne og spækhøkerne.
I 1833 blev der klaget over, at tønderne ikke indeholdt de 136 potter pr. tønde, som de skulle. Privatfolk købte ofte på denne tid deres øl på træer hos bryggerne og ikke i pottemål eller på flaske hos øltapperne.
Bryggerne havde ikke den store agtelse
Datidens bryggere blev dengang omtalt som oprindelig studedrivere og landsoldater. Ja de havde ikke den store agtelse. Normal var rangstien i et bryggeri således:
Brygger Jacobsen skabte forandring
Den store omvæltning i bryggeriernes historie Kom i 1845 – 46, hvor J.C. Jacobsen, indførte brygning af Bajersk øl. Han anlagde Gamle Carlsberg i 1847. Nu fulgte efterhånden andre bryggerier:
De oprindelige hvidtølsbryggerier begyndte os at producere Bajersk øl. Og med den moderne teknik begyndte man nu i stigende grad at producere andre ølsorter.
Den bajerske øl havde god afsætning
Den nye Bajersk øl havde god afsætning. Men egentlig vandt den ikke indpas i husholdningen som bordøl.
Den nye øl blev hovedsagelig nydt på moderne beværtningssteder. De dukkede op som konkurrenter til vinstuerne og klubberne. Nævnes skal her Captajn Brygger Jacobsens Kjælder i Brolæggerstræde. Ja så var det også Øltunnelen under Volden.
Udsalgsstederne forblev en tid endnu være forhandlere af hvidtøl og andre ølsorter i forbindelse med beværtning.
På disken hos ølhandlerne stod store blikkar. Her måltes det øl op, som man brugte til madlavningen. Kunderne havde selv medbragt spande.
En omgang hed to og en halv
Dengang bestod etikeringen af, at der med kridt var skrevet et tal på flasken, der underrettede kunden om, hvor mange skilling, sælgeren skulle have for varen. Man kunne også finde en streg over proppen med rødt eller blåt kridt.
Når man dengang gik på værtshus og skulle have en omgang, sagde man bare To og en halv. Så fik man to snapse og en halv flaske hvidtøl. Hos høkerne kunne man også til drikkevarerne få et flækket 2 Skillings Surbrød med Paalæg.
Kuskene tjente på drikkepenge
Brændevinsdrikkeriet aftog efterhånden, og salget af Bajersk øl steg enormt. En tidligere ølhandler kunne således huske, at han i 1867 havde aftappet 1.300 flasker. Fem år senere kunne samme mand aftappe 450.000 flasker om året.
Salget fra Carlsberg foregik via kuskene. Men efterspørgslen oversteg efterhånden produktionen. Og kuskene var ikke sene til at tage sig en ekstra fortjeneste ved at kræve ekstra drikkepenge hos ølhandlerne. Hvis de ikke gav de forlangte drikkepenge, ja så fik de ikke leveret nogen øl.
Nu var kravet, kapital
Efterhånden blev ølhandlerne autoriseret. Ikke enhver ølhandler kunne få øl til aftapning. Nu blev der også krævet kapital for at nedsætte sig som ølhandler. Stadig bedre lokaliteter, bedre maskiner og lagerrum blev krævet. Heste og vogne blev en nødvendighed for at fordele det aftappede øl ud til forhandlerne.
Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1875
Det var under disse forhold, at en ølhandlerforening blev dannet i København i 1875. Foreningens navn blev Kjøbenhavns Ølhandlerforening af 1875. Deres ældste lokale lå på Gammelmønt 39.
Man fik afsluttet en overenskomst med glasværkerne, som betød, at medlemmer skulle have deres flasker til en billigere pris end udenforstående.
En ligkasse
Man oprettede også en Ligkasse. Penge blev udbetalt to dage efter anmeldelse af søs, og enken kunne blive medlem til halv kontingent. Det var medlemmernes pligt efter tur at overvære begravelse. Senere ændredes bestemmelserne til, at der blev udbetalt 100 kr. til voksne og 40 kr. for børn mellem 8 og 16 år. 20 kr. for dem, der var yngre.
Mistanke til Lagerøl
Foreningen indrykkede annoncer, hvor man opfordrede ølhandlerne til ikke at give kuskene drikkepenge. Og da man havde mistanke om, at der var forskel på Carlsbergs Lagerøl, rettede man henvendelse til C.J. Jacobsen, der kunne afkræfte disse rygter.
Masser af sociale arrangementer
Foreningen arrangerede juletræsfester for foreningens medlemmer med familie. Desuden opførte man en nu også en Stiftelse. Og en maskerade blev indført som en årlig begivenhed. Men jævnlig blev der også afholdt aftenunderholdning og baller.
Man ville indføre ensartede flasker og rettede derfor henvendelse til Lyngby og Kastrup Glasværker.
Man forsøgte at opnå større rabatter
Igennem formanden for Bryggeriforeningen forsøgte man at opnå større rabat end høkerne og værtshusholdere, men det lykkedes dog ikke.
I 1881 havde foreningen konstateret forfalskning af Bajersk øl. Det fandt sted hos flere handlende. Hver ølhandler havde på den tid deres egen etiket, hvorpå der stod anført, hvilket bryggeri de fik deres øl fra. Men de uærlige ølhandlere satte anviste bare en af de populære bryggerier.
Episoden førte da også til, at bryggerierne indførte deres egne etiketter, hvorpå den vedkommende ølhandler stod anført.
En grund på Elmegade 6
I 1883 skænkede brygger Jacobsen hele 5.000 kr. til Byggefonden.
Det kneb med at afholde den vejledende udsalgspris på øl. De andre ølhandlerforeninger havde samme problem.
I 1887 vedtog foreningen, at købe en grund på Elmegade 6. Grunden blev købt den 8. februar og allerede den 20. marts blev grundstenen til Stiftelsen nedlagt.
Til kamp mod Forbrugs – og Rabatforeninger
Fra 16 københavnske handelsforeninger forelå i marts 1887 en opfordring til at modarbejde Forbrugs – og Rabatforeninger, specielt den såkaldte Forbrugsforening for Embeds – og Bestillingsmænd samt Læger. Dette førte senere til en sammenslutning af samtlige københavnske handelsforeninger.
Foreningen modtog fem gavebreve på friboliger i Stiftelsen
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om detailhandlen:
Hvis du vil vide mere: Om Værtshuse, Beværtninger og Bryggergårde (København)
November 21, 2015
Københavns Brød – og Mælkehandlerforening
I anledning af Nørrebro Handelsforening 125 års jubilæum i 2016 fokuserer vi i en række temaartikler på detailhandelen fra dengang. Kuskene og fabrikanterne solgte direkte til kunderne. Den gik ikke. Mælkehandlerne var ikke tilfredse med sundhedsvedtægten. Man fandt alternative produkter med ringe avance. Et medlemsblad med det eksotiske navn ”Brødhandler – Tidende” blev udgivet gratis til medlemmerne. Til 25 – åre – jubilæet var der ”Lammesteg med kompot i rigelige mængder”
De største problemer for foreningen
I anledning af Nørrebro Handelsforenings 125 års jubilæum i 2016 kigger vi lidt på de andre butikker, dengang. Denne forening blev startet 5 år efter Nørrebro Handelsforening.
På et af foreningens første møder var dagsorden følgende:
Bagerne klagede
På grund af den store Lockout, måtte man fremskaffe rugbrød fra udenbys leverandører. Og det var bagerne ikke glade for. De foranstaltede et protestmøde og klagede til oldermanden for bagerlavet.
Foreningen fik en aftale med Frederikssundsvejens Brødfabrik om at aftage deres produktion de kommende ti år.
Aftale bedre for bagere
Før 1897 tog bagerne brødet tilbage. Det var den enkelte bager og forhandler, der aftalte prisen på brødet. Efter 1897 tog bagerne ikke mere brødet tilbage og avancen blev beregnet til 20 pct. Men forhandlerne opdagede, at aftalen var bedre for bagerne end for forhandlerne.
I midten af 1920erne ville en række bagere ikke mere levere brød til forhandlerne. Og igen engang leverede fabrikanterne direkte til slutbrugerne. Denne udvikling har vi også set i andre brancher.
Arbejdernes Fællesbageri ville ikke være med
Og kuskenes privathandel var svært at gøre noget ved. Det foregik op gaden hele byen rundt. Forhandlerne havde efterhånden opnået en avance på hele 7 øre pr. rugbrød. Men de eneste, der ikke ville være med på den, var Arbejdernes Fællesbageri. I 1920 opnåede man en avance på hele 12 øre pr. rugbrød.
Og så blev en del af medlemmerne truet med, at de skulle ophøre med at sælge gammelt brød, ellers ville de blive ekskluderet.
Mælkehandlerne var ikke tilfredse med Sundhedsvedtægt
Det har ikke været led, at finde informationer omkring mælkehandlernes første år. Men i 1899 meddeles det, at mindstesalg af fløde var en portion til 3 øre.
I begyndelsen af 1904 blev der forelagt en sundhedsvedtægt, der blev modtaget med megen uvilje fra de handlendes side. Man ville begrænse de varer, der måtte sælges sammen med mælken. Der sendtes udvalg til både justitsministeren, politidirektøren, borgerrepræsentationen og Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Alle steder protesterede man mod indskrænkninger i erhvervsfriheden.
Trods alle protester blev indskrænkningerne alligevel indført.
Mejerierne forsøgte at komme ud af kontrakt
Mellem, de forenede fællesmejerier og brødhandlerforeningen var der i sin tid oprettet kontakt om bonus på mælk. Men i 1915 forsøgte mejerierne at komme ud af denne kontrakt.
”Standardmælk” blev aldrig populær
I 1918 var produktionen af mælk så lille, at der var udsigt til mælkemangel. For at bøde på dette, blev det påbudt kun at sælge Standardmælk med et fedtindhold på 3 pct. Men den blev aldrig populær og forhandlingen af denne ophørte allerede i 1919.
Foreningen oprettede eget ”Mælkeri”
På grund af det spændte forhold mellem mejerierne og forhandlerne oprettedes den 4. oktober 1919, Mælkeriet Slangerup. Dette selskab blev ejet af landmænd på Slangerup – egnen og detailhandlere i København. Dette tiltag fordoblede avancen for forhandlerne.
Alternative produkter
Handelen med smør, margarine, fedt, palmin og æg spillede ikke nogen rolle i tidligere tider, men efterhånden blev salget af disse produkter til den største del af omsætningen.
Men konkurrencen var så hård, at man ofte satte penge til ved at forhandle produkterne. Man oprettede Forhandlernes egen Margarinefabrik, der skulle give en væsentlig forøgelse af avance.
Brødhandlertidende
I 1922 fik foreningen bevirket, at man ikke skulle fjerne de varer, man ikke måtte sælge på søn – og helligdage, men blot tildække dem. Men dette vakte nu ikke den store begejstring hos urtekræmmerne. De mente, at Brød – og Mælkehandlerforeningen snød.
To gange om måneden udkom bladet med det eksotiske navn Brødhandler – Tidende. Og det var gratis for foreningens medlemmer.
Københavns Brød – og Mælkehandlerforening samarbejde med en række andre handelsforeninger og interesseorganisationer, således Københavns Mejeriforening, Dansk Smørhandlerforening og Bagermestrenes Lokalforeninger.
Lammesteg med kompot
I 1923 fejrede foreningen jubilæum. Og som det hedder i referaterne var det ikke nogen overdådig middag, men solid, god og velsmagende mad i rigelig mængde. Man bemærkede også at serveringen var hurtig og fuldtud tilfredsstillende. Og menuen:
Senere var der underholdning og bal. Det blev sent før de sidste af festdeltagerne brød op og vente tilbage til den daglige dont.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 19, 2015
Urtekræmmerforeningen
I 2016 er det 125 år siden Nørrebro Handelsforening blev stiftet, og det var urtekræmmere, der stiftede den. Egentlig havde man mange af de samme problemer. Magistraten og politiet var ikke meget for, at komme ulovligheder til livs. Urtekræmmerne var ikke begejstret for ismejerier, lærlingeloven og tvungen bogføring. Afholdsforeningerne mente, at Urtekræmmere ikke burde sælge sprit. Urtekræmmerne vil gerne af med tilgift og rabatforeninger.
Urtekræmmere dannede Nørrebro Handelsforening
I 2016 er det 125 år siden at en par urtekræmmere satte sig sammen og stiftede Nørrebro Handelsforening. Urtekræmmerne havde ellers deres egen forening, som var betydelig ældre end Nørrebro Handelsforening.
Nærringsloven ophørte
Ved udgangen af 1861 ophørte næringsloven. Og det betød at det 170 år gamle Urtekræmmerlav ophørte. Ja egentlig havde man allerede i 1847 en Urtekræmmerforening. Men den blev nu opløst, og en ny blev dannet.
Men det var sin sag for dem, der kørte forretning på det tidspunkt, at indrette sig efter de nye forhold. Det skete først, da næste generation kom til.
Kunne ikke lide at anmelde tiggere
Omløberi og handel ved dørene havde aldrig været så udbredt som nu. Og i tidligere tider var der masser af patruljer som holdt tiggerne væk. De butikshandlende kunne ikke lide at anmelde tiggere. I mange år havde butikshandelen også forsøgt at få afskaffet jule – og nytårsgaver til kunder. En unødig udgift mente mange butikshandlende. Ja det holdt vel først rigtig på i 1912 – 13.
Tillidsforholdet til kunderne kunne sagtens opretholdes uden dette vederlag.
Det var vel også derfor, at Nørrebro Handelsforening blev dannet. Det var for at komme begrebet tilgift til livs.
Dengang – ikke brug for flere urtekræmmere på Vesterbro
I begyndelsen af 1860erne var København kun som en stor provinsby med ca. 170.000 indbyggere. Ja man talte dengang om, at den kun var en mil i omkreds. Grænserne var voldene og lidt spredt bebyggelse udenfor.
I slutningen af lavstiden henvendte en del af de udflyttede på Vesterbro sig til lavsformanden med anmodning om, at få en urtekræmmer ud i kvarteret, som var ved et vokse.
Lavsformanden havde svaret, at han ikke havde hørt, at der var noget der trængte til urtekræmmervarer lige der, og for øvrigt boede der to urtekæmmer på hver sit hjørne af Frederiksberggade. Man kunne jo bare købe hos dem. Der er så senere blevet brug for adskillige urtekræmmer på Vesterbro.
Foreningen for billige Livsfornødenheder
I 1854 blev der etableret den første forløber for brugsforeningstanken nemlig Foreningen for billige Livsfornødenheder, der drev handel i Nyboder.
Urtekræmmerne kunne ikke konkurrere mod denne forening. Foreningen var skattefri, mens urtekræmmerne skulle svare skatter og lavsgebyrer.
Allerede i 1865 oprettede Urtekræmmerforeningen en lærlingeskole.
Kolonialhandlerforeningen
I 1866 blev der startet en ny forening, nemlig Kolonialhandlerforeningen. Ret hurtig havde de 280 medlemmer. Man startede blandt andet en lærlingeskole, og en overgang var her 50 lærlinge. Foreningen holdt kun i to år, men man nåede dog at oprette Kolonialhandlerforeningens Laane – og Hjælpekasse.
Afskaffelse af tilgift og Rabatforeninger
I 1886 opstod der en forening som urtekræmmerne ikke var så glade for nemlig Embedsmændenes Forbrugsforening. Det var igen en såkaldt Rabatforening.
I 1888 – 1889 nåede Urtekræmmerforeningen op på et medlemstal på 683.
I efteråret 1899 dannedes en komité, der skulle virke for Afskaffelsen af Tilgiften. Det varede dog længe, inden man så resultaterne.
I 1890 var der ikke ret mange specialbutikker i København. Urtekræmmerne havde det meste af det, der blev brugt i husholdingen.
Man skulle arbejde om søndagen – efter kirketid
Lukketider var også noget som Urtekræmmerforeningen beskæftigede sig meget med. Indtil 1892 havde man lov til at holde butikken åben søndag eftermiddag fra klokken 4 (16). Det var ikke rart pludselig at afbryde den minimale fritid, som man havde og gå på arbejde, mens andre havde fri.
Boder oprettet i træskure
Endnu op imod 1890 lå voldene som en slags grænse for byens udvikling. Men derefter tog man rigtig fat på nedrivningen. Nørrevold var ved begyndelsen af 1890erne allerede en meget smuk promenade. Der er ikke noget tilbage af denne idyl i dag.
Det sidste stykke af Vestervold ved Langebro faldt omtrent samtidig med rådhusets bygning i 1893. Jorden, der blev kørt ud af rådhusgrunden blev brugt til at bygge Søpavillonen på. Det var dengang, der var en masse boder, opført som træskure.
Urtekræmmere i uniform
Der var masser af urtekræmmer dengang. De havde deres gammel uniform på, en mørk jakke og hvidt forklæde. I en kælderbutik på hjørnet af Viktoriagade og Vesterbrogade optrådte indehaveren i hvid tætknappet, toradet jakke med store benknapper. Men denne uniform hørte i 1890erne til sjældenhederne.
Det var dengang, der var placeret et håndskrevet skilt med teksten: Prøv ½ Cacao kr. 1.00. Mange af disse butikker måtte efterhånden vige for mere moderne butikker.
Ingen varme i butikkerne
Det var dejlig tempareret med butikker i kælderen. For normalt brugte man ikke varme i butikkerne. Man måtte nøjes med den varme man fik, når man arbejdede. Det betød at mange gik rundt med frostfingre.
På Kongens Nytorv 6 havde man urtekræmmerbutik indtil 1896, da den blev hjemsøgt af en stor brand, hvorved hele ejendommen blev raseret. Det var byens ældste og mest fornemme urtekræmmerbutik, der her havde hjemsted. Den var etableret i 1799.
Urtekræmmerbutikkerne forsvandt efterhånden fra de bedste adresser på Strøget. Den lave avance og den høje husleje hang ikke rigtig sammen.
Faglig kamp kostede omsætning
I 1899 indtraf en situation, der fik stor betydning for butikkerne, nemlig den store lock – out. Det var en lang kamp og en styrkeprøve mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Den varede i tre – fire måneder.
Urtekræmmerforeningen blev forarget
I 1901 rejstes kravet om Kost – og Logisystemets Afskaffelse. Kravet kom fra Kolonialmedhjælpernes faglige Organisation. Samme år blev Købmandsskolen oprettet.
I 1902 opstod der et problem, da en urtekræmmer i Holbergsgade ikke ville antage en person, som var organiseret. Urtekræmmerforeningen mente, at en arbejdsgiver selv måtte bestemme, hvem man ville ansætte. Og foreningen blev meget forarget over, at Detailhandlersocietetet tog medarbejderens parti.
Politiet ville ikke hjælpe urtekræmmerne
Tænk engang, at i 1904 blev det vedtaget at man skulle lukke om søndagen.
Men der opstod så det problem, at ismejerierne holdt åben om søndagen. De solgte rask væk øl og kolonialvarer. Og rejste man problemet over for politiet, ja så gjorde de ikke noget ved det.
Beskæftigelse af bydrenge
Ja og så i 1905 kom der et indgreb med titlen Beskæftigelse af Bydrenge. Nu blev det forbudt at anvende drenge under 12 år som bydrenge. Under 14 år kunne de anvendes til varetransport med en lettere vogntype.
Ja sådanne ændringer krævede ikke engang lovændringer. Ændring af politivedtægten var tilstrækkelig. Det var urtekræmmerne nu ikke så begejstret for. Og det var de heller ikke for bestemmelsen om hvor meget en 14 – årig knægt måtte bære.
Yderst beskeden fremmøde
Efter anmodning fra den samlede handelsstand blev der i 1908 vedtaget ved lov, at butikkerne skulle kukke kl. 8 (20). Juleaften kl. 6 (18) og Grundlovsdag kl. 12 middag.
Fra Købmandsskolen var der udgået en skrivelse, hvori man lader valgfriheden råde med hensyn til, hvornår man sender lærlingen til undervisning. Fra skolens side blev der også givet udtryk for, at man ved årets afslutning gerne ville afholde eksamen.
I 1912 holdt en professor et foredrag Salgsteknik og Salgsreklame på Købmandsskolen. Medlemmerne af Urtekræmmerforeningen havde gratis adgang. Det var et yderst beskedent fremmøde.
Og selvfølgelig skulle man også have et sangkor, og det fik man så i 1913.
Verdenskrigen gav udfordringer
I august 1914 begyndte Verdenskrigen. Det var en begivenhed, der rystede alle. Urtekræmmerforeningen holdt til tider bestyrelsesmøder 2 -3 gange om ugen. Der skulle hele tiden tages stilling til nye situationer.
Afholdsfolkene på mærkerne
Afholdsfolkene var vældigt på mærkerne i 1915. Ja det var vel cirka fem – seks stykker på Nørrebro. De indsætte et forslag om at forbyde salg af spiritus hos urtekræmmerne. Og det kan godt være at urtekræmmerne også kom på mærkerne efter dette forslag. De udsendte en presseinformation:
Ja, det var ikke et svar, der vidnede om Afhold snarere om Aggressivitet.
Nye ”trusler” hang over Urtekræmmerforeningen
Nye trusler hang over Urtekræmmerforeningen, og det var:
Formanden mente, at man skulle tage sig agt for de nye love. Og så skulle man huske på, at m.h.t. Bogføringen, ja så blev nogle måske have fremmede til at gøre dette.
Og det med Meterloven blev udskudt nogle år, da regeringen ikke kunne skaffe nok metal til gramlodderne.
Urtekræmmer ikke altid begejstret for socialhjælp
I 1916 kom der en slags socialhjælp. Det var dyrtidsmærker a 50 øre. De måtte dog kun anvendes til Nødvendighedsartikler. Men det kunne sandelig også misbruges. En mand havde således sparet så mange mærker, at han kunne købe en halv falske akvavit. Den gik dog ikke, selv om manden hævdede, at det var nødvendigt for ham.
De første rationeringskort (for sukker) kom i 1917. Men det blev meget værre. Disse kort førte til stort besvær for de handlende. Systemet førte til skarpe sammenstød mellem købmand og kunde.
Urtekræmmerne var ikke så begejstret for kommunernes socialhjælp. Og det startede med folkekøkkener. De mente, at der hermed gik glip af en stor omsætning.
Spiritusbeskatningen tog rigtig fat i 1917. Cigar – og Tobaksbeskatningen startede også, men i små ryk af gangen.
Man mødtes hvert år til Fugleskydning. Formålet var at styrke venskabet.
Man kunne ikke forstå Magistratens indstilling
Urtekræmmere og andre handlende har aldrig kunnet forstå Magistratens holdning til gadehandlere. Man kunne godt forstå, hvis det var arbejdsløse der faldbød frugt, fisk og grøntsager og lignende fra en trækvogn.
Men efterhånden udviklede det sig til faste stadepladser med næsten hele butikker. De handlende beklagede sig over, at de skulle betale afgifter, skatter og husleje.
Disse varer blev efter urtekræmmernes mening udsat for uhumskheder fra gaden. Affald fra hunde og heste blev udtørret i solen, ja og når det så kommer et vindpust kan man godt tænke sig, hvad der sker. Ja de handlende med faste butikker kunne ikke rigtig forstå, hvorfor Sundhedspolitiet kunne tillade dette. Og hvor mon varerne blev opbevaret om natten? Lugten måtte jo tiltrække diverse fyr, mente urtekræmmerne.
Man var heller ikke tilfreds med politiet
Man havde tidligere klaget til politiet over ulovlig handel i kolonihaverne. Men politiet havde intet foretaget sig. De foretog sig heller ikke meget over for hjemmefremstilling af brændevin.
Man skulle holde de gældende priser, men det var der nu ikke alle, der gjorde. Således var der butikker, der solgte Persil til underpris. Blev det opdaget, ja så vankede der bøder.
Ja så meddelte Svendborg Eddikefabrik, at de ikke længere leverede til FDB. Glade blev urtekræmmerne.
Samme problem som handelsforeningerne
Ja som det vil kunne ses af denne artikel så kæmpede urtekræmmerne ofte med de samme problemer som Nørrebro Handelsforening gjorde. Utrolig var det, at man kunne afse midler til en stiftelse. Ja disse stiftelser var der mange af på Nørrebro. Og som vi tidligere har været inde på, så ejer Nørrebro Handelsforening faktisk endnu deres egen stiftelse i Prinsesse Charlottesgade.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
November 15, 2015
Modstand 1933 – 1942
Dette er et forsøg på anmeldelse af bogen Niels Birger Danielsen: Modstand 1933 – 1942 – Frihedskampens rødder Bind 1 (Politikken). Der er masser af engement og fortællerlyst. Men man skal holde tungen lige i munden. Selv om man troede, at man kendte alt til modstandsbevægelsen, så er der masser af overraskelser på de 571 sider. Og det er fremragende, at forfatteren tager en kritisk stilling. Danskernes hverdag er ikke glemt. Og hvordan definerer man egentlig modstandsfolk. Efter 5. maj 1945 løb masser af danskere rundt med armbind. Men øv, hvorfor skal vi vente urimelig lang tid til at vi får en fortsættelse?
Engagement og fortællerlyst
Sidste gang vi anmeldte en af Niels Birger Danielsen bøger var det hans bog om Werner Best. Dengang roste vi blandt andet hans sprog. Det var tydeligt, at han var journalist.
De gode fortælleregenskaber fortsætter i denne bog. Engagement og fortællerlyst er udpræget. Denne bog er jo mere spændende end en kriminalroman.
Vi hører om baggrund og motiver til, at man går ind i modstandsbevægelsen. Ja de unge mennesker blev efterhånden grebet af modstandsånden
Forhåbentlig afsluttes der ikke den 5. maj
Denne gang har forfatteren vovet sig ud i et kæmpe projekt, nemlig at beskrive Modstandsbevægelsen i hele tre bind. En skam, at vi skal vente helt til 2017 for at læse det sidste. Vi håber så ikke, at forfatteren bare lukker og slukker den dag, hvor tyskerne forsvinder ud af landet. For som opmærksomme læsere af denne hjemmeside vil vide, så foregik det i den grad ting og sager efter denne dato.
Om disse ting, så vil blive belyst skal vi så vente på indtil da. Tidligere bøger om modstandsbevægelsen har således fortalt, at der i Sønderjylland ikke foregik likvideringer af modstandsbevægelsen. Og det passer ikke i hvert fald efter undertegnedes og andres research i området omkring Padborg. Ældre mennesker fortæller således at den lokale modstandsbevægelse opførte sig som terrorister og i den grad hævnede sig bare ved så banale forbrydelser som det, at have solgt mad til tyskerne. Ja dernede frygtede mange modstandsbevægelsen efter besættelsestiden. Men lad os nu sætte fokus på denne bog, der slutter i 1942.
De første aktioner
Den første egentlige sabotageaktion foregik på Nordhavn og medførte ret store ødelæggelser. Det var mod skibsværftet Nordbjærg & Wedel. Værftet byggede tyske hurtigbåde.
De første aktioner var nærmest drillerier mod tyskerne. I Aalborg var der 14 – årige drenge, der startede aktionerne. Jo Churchill – gruppens aktioner er gengivet i bøger, der er optrykt mange gange.
Men egentlig gjorde gruppens aktioner et symbolsk indtryk på eftertidens modstandsbevægelse.
De havde ikke en chance
En række kendte profiler i modstandsbevægelsen bliver præsenteret. Selv om der er tale om et trebinds værk er der ikke alt, der bliver taget med. Og det får vi en forklaring på her i første bind.
Hvem var egentlig modstandsfolk?
Men de første modstandsfolk var ikke særlig populære. Politiet gjorde alt for at fange dem. Og i radioen opfordrede statsminister Vilhelm Buhl til, at man skulle angive modstandsfolk.
Således fortalte min far engang, at de blandede cementen på en måde oppe i Oksbøl, så den ikke var så holdbar. Spørgsmålet er, om det var en del af den organiserede modstand. Ja det var jo mange, der pludselig tog armbind på, da tyskerne gik ud af landet. Men var de egentlig alle sammen aktive modstandsfolk? Og hvad med dem, der strejkede eller gik med det britiske luftvåbens farver i deres strikkehuer?
Danskernes hverdag ikke glemt
Egentlig er der aldrig blevet skrevet så meget om netop dette tema – Besættelsestiden i Danmarkshistorien. Der er ufattelig mange bøger at vælge imellem. Mange er da også ganske udmærket, men der findes sandelig også mange, der i den grad sætter Danmark op på en sejrsskammel. Men der aldrig blevet gengivet en samlet beskrivelse af modstanden før nu. De enkelte modstandsgrupper er beskrevet. Men fokus fra historikere har ofte været fokuseret på dem, der var på den forkerte side, nazister, frikorpsfolk, Hipo – folk m.m.
Gennem bogen oplever vi danskernes hverdag. Og det er gjort flittig brug af journalisten Vilhelm Bergstrøms dagbøger. Her skrev han det, som han ikke måtte skrive i avisen. Også udviklingen i Tyskland i 1930erne beskrives glimrende.
Mange ting er taget med
Vi hører om fronttjeneste hos tyskerne og dengang, at det var lovligt at melde sig. Vi kommer også ind på mordet på SOE – kæmperen Rottbøl
Herhjemme er det særlig kommunisternes situation efter Finlandskrigen, der beskrives. Overgivelsen føltes af mange officerer som det ultimative svigt.
Overraskende ting
Nyt for undertegnede er det, at der var planer om at dræbe Himmler, som vi netop har beskrevet her på siden med bue og pil. Men Himmler ændrede planer. Der er sandlig mange dramatiske fortællinger i bogen.
Og vi kunne for den sags skyld nævne masser af andre overraskende ting.
Fremragende, at forfatteren tager kritisk stilling
Det er frihedskæmpernes synsvinkel, der er fremherskende. Og Niels Birger Danielsen har på en underholdende måde gjort brug af faghistoriske kilder. Men vi får nu også forfatterens egne kritiske kommentarer, og de er ikke til at gå fejl af. Men disse kommetarer er nok ikke nulevende modstandsfolks opfattelse. De er sikkert ikke enige i, at samarbejdspolitikken var godt for Danmark.
Det er fremragende at forfatteren selv tager stilling til visse begivenheder. Modstandskæmperne synes jo, at de kun gjorde det rigtige. Men 400 likvideringer blev aldrig efterforsket. Og som vi nævnte i indledningen, så var myndighedernes rolle lige efter besættelsen også lidt speget. Således har vi på vores side konstateret falske politi – rapporter for at dække over nogle af modstandsbevægelsens likvideringer.
De fleste var tilhængere af samarbejdspolitikken
Men de allerfleste danskere var jo netop tilhængere af samarbejdspolitikken. Men tyskerne kunne ikke røre, så derfor gik det efterhånden ud over dem, der tjente penge på dem. Og også tyskerpigerne blev samfundets fjender.
Vi får også en slags sammenligning med den danske og den europæiske modstandskamp. Werner Best beskrev Danmark som besættelsesmagtens mønsterland. Mange år senere i frihed i Tyskland kaldte han Danmark for et latterligt land. De første illegale blade var allerede dukket op.
Det er med at holde tungen lige i munden
Det er lidt vanskeligt allerede nu at konstatere om opgaven er lykkedes for Niels Birger Danielsen, da vi kun har set første tredjedel. Og øv, det er uendelig lang tid at vente.
Heldigvis har Danielsen ikke glemt de danske søfolk, som så mange andre har gjort. Men dem hører vi først om i de kommende bøger.
Masser af gode takter er der i dette første bind, og igen et dejligt frisk sprogbrug, der giver en let tilgang til de mange historier. Og hold da op, sikke en masse kilder, der er brugt. Tungen skal da holdes lige i munden. Undertegnede er imponeret over, at det omfattende stof er blevet redigeret på denne læsevenlige måde.
Bogen kan varmt anbefales
Skal man så finde tilbage til noget, ja så finder man det i en omfattende kildehenvisning og et omfattende register.
På vores facebook – side har vi gengivet masser af Niels Birger Danielsens fremragende beskrivelser af besættelsestiden.
Her til jul skal Den gamle Redaktør anbefale en masse historiebøger til vores forhåbentlig mange kunder oppe i butikken. Og denne bog er absolut en af de tre, der får mine varmeste anbefalinger. Godt gået, Niels Birger. Men hvorfor skal vi absolut vente så længe på fortsættelsen?
Vi har så fået at vide, at:
Andre bøger af Niels – Birger Danielsen:
Niels Birger Danielsen: Modstand 1933 – 1942 – Frihedens rødder (Bind 1) (Politiken)
Hvis du vil vide mere:
November 14, 2015
Der dukkede pludselig et fly op
Da den sønderjyske motorvej skulle anlægges, dukkede der pludselig resterne af et fly og et hovedløst lig op. Det stammer fra den 12. marts dukkede 1.000 fly op over Sønderjylland. 4 amerikanske fly dukkede ud af formationen, angiveligt fordi det ene fly havde iltproblemer. Tyske fly ville angribe de fire Mustang – fly, men de tre tyske fly blev hurtig skudt ned. Piloten i mergelgraven var en pilot med jernkors og 72 nedskydninger. Kroppen blev begravet på Haderslev Kirkegård. Og hovedet blev antagelig begravet med militær anerkendelse på en kirkegård i Flensborg.
Et fly dukkede pludselig op
Det gik fint med at udvide motorvejsnettet i Sønderjylland. Arbejdet begyndte fra Christiansfeld nord for Haderslev. Efterhånden nåede man i 1982 også syd på. Omkring Hammerlev lå en mergelgrav. Her var jorden for blød til, at man bare kunne bygge en motorvej. Mergelgraven skulle graves ud og fyldes op med mere stabilt materiale.
Nu havde beboere godt nok advaret entreprenøren om, at man godt kunne støde på et fly. Men alligevel blev vejarbejderne dog noget overrasket over, at de i seks til otte meters dybde støtte mod et fly med et lig af en tysk jagerpilot.
Hvor var hovedet
En betjent får den ubehagelige opgave at bjerge resterne af liget fra cockpittet og lægge dem i en plasticpose. Men hovedet kunne han ikke finde.
Militærfolk henter liget. De ved ikke rigtig, hvad de skal gøre med det. Og da det begynder at lugte ganske forfærdeligt ligger de posen uden for infirmeriet. Det besluttes at ligsyn skal foretages på Haderslev Sygehus.
Da man havde med et hovedløst lig at gøre, har man valgt at placere liget blandt de anonyme på kirkegården.
1.000 fly over Sønderjylland
Den 12. marts 1945 skinnede solen fra en nærmest skyfri himmel. Det havde ellers været en våd måned. Over det sønderjyske luftrum fløj 677 bombefly af typen B – 17 og B – 24. De var på vej til Swinwmünde ved Østersøen. Resterne af tyskernes infrastruktur skulle bombes sønder og sammen.
For at beskytte disse bombefly fløj der også 452 jagere af typerne P – 51 Mustang og Thunderbolt med.
Flyveplads
De fløj direkte over Haderslev. Og lige her i nærheden havde tyskerne etableret Fliegerhorst Hadersleben. Det var tyskernes træningsbase. Ja den fungerede nærmest som flyskole. Hvis en tysk pilot trængte til hvil, blev han sendt herhen for at oplære nye unge piloter. (Se vores artikel: Da Skrydstrup fik sin flyveplads) Ja det er den nuværende Flyvestation Skydstrup.
Man havde haft langt højere tanker med denne planer med denne Fliegerhorst. Men her i marts 1945 var den ikke længere en del af det tyske luftforsvar. Og normalt sendte man ikke jagerfly op, når amerikanske og engelske bombetogter fløj over.
Luftwaffe manglede Benzin og piloter
Man havde da stadig masser af fly, men Luftwaffe manglede erfarende piloter. Desuden manglede man tydeligvis brændstof. Den tyske kommandant holdt normalt sine fly på jorden. For de allierede betød Fliegerhorst Hadersleben normalt ingen fare.
Den rene selvmordsaktion
Bombeflyene fløj i en højde på seks til syv kilometer. Eskortjagerflyene omgav dem som en sværm. Men netop den dag blev en gruppe på fire P – 51 Mustang – jagere nødt til at forlade formationen for at søge nedad. Den ene pilot havde problemer med ilttilførslen.
Fra Fliegerhorst Hadersleben blev der nu sendt Messerschmitt i luften. Hvorfor, ja det fortaber sig i tågerne. For det må da have været den rene selvmordsaktion – mod 1.000 fly.
Man lokkede tyske fly til sig
De fire Messerschmitt, der blev sendt op fra Skydstrup var af typen BF – 109 G – 14. Ja egentlig kan man ikke forstå at de amerikanske jagerfly ikke var fløjet tilbage til England. Men måske ville de nye amerikanske piloter sikre sig nedskydning af et fjendtligt fly, så de havde noget at fortælle, når de vendte hjem til USA.
De amerikanske piloter havde evnen til at lokke fjendtlige fly til sig. For på det tidspunkt var der ikke mange tyske fly i luften. Så man ville hellere spilde kugler på rigtige fly end attrapfly på jorden.
Måske var den defekte ilttilførsel blot en undskyldning for at bryde formationen.
Mustang – fly var de tyske fly overlegen
Kun tre af de tyske fly nåede rigtig i luften. Den fjerde måtte vende om med en defekt. De amerikanske P – 51 Mustang var på alle måder den tyske BF – 109 G 14 overlegen her i foråret 1945. De tyske piloter må have vidst, at de var overmatchede. De må have vidst at amerikanerne benyttede sig af tricket med manglende flyvefærdighed for at tiltrække dem.
Rygterne gik på egnen
Rygterne gik på egnen. Nogle ville vide, at de tyske piloter havde fejret. Andre piloter afviste disse rygter. Men faktum er, at den pilot, der blev fundet i mergelgraven kun var iført pilotjakke og ganske almindelige sko. Han havde ikke sin flyverdragt på. Han var gået i luften uden forberedelse. Desuden havde han heller ikke nået at få sin faldskærm på. Hans jager blev skudt i brand, og han valgte at springe fra 250 meters højde. Men mon det nu også er helt rigtig, for hans lig blev fundet i cockpittet?
Var det alkohol med i spillet?
Det var på hans 24 års fødselsdag, at han gik i luften. Skulle han vise sine kammerater, hvad han duede til og måske endda ansporet af alkohol.
72 bekræftede nedskydninger og jernkors
Men faktum er, at den person, der dukkede op af mergelgraven ikke var en kåd ung mand. Det var den 33 – årige Wilhelm Mink. Han var veteran med jernkors og 72 bekræftede nedskydninger bag sig. Troede han efter alle de nedskydninger, at han var uovervindelig?
Han var på basen for at optræne de unge. Og alligevel valgte han, at gå i luften med unge Hans Adam og Adolf Hoppe.
Wilhelm Mink gik i luften for sidste gang. Den formiddag borede hans BF – 109 G – 14 sig seks til otte meter ned i mergelgraven ved Hammerlev.
Slaget over Haderslev
Vidner fra dengang forklarer, at de tyske fly kommer strygende mod øst ind over Dammen. Pludselig falder fra himlen med rasende fart tre sølvglinsende fly. Det er tydeligt, at de hver især har udset sig deres offer. Projektilerne rammer ned i haverne. Et tysk fly er øjeblikkelig ramt. Det forsvinder ned i området bag Bøgehoved Skov.
De to andre tyske fly klarede første angreb. Men det bliver en stakket frist. Kort efter bliver fly nummer to ramt. Det går ned i Hammerlev. Og det tredje fly hår ned i Styding ikke langt fra flybasen.
På jagt efter hovedet
Ja egentlig kunne historien slutte. Men journalister fra Berlingske Tidende gik på jagt efter hovedet. To kirkegårde i Flensborg var blevet gennemsøgt uden resultat. Friedhugel gav gevinst. Mink ligger begravet under det traditionelle stenkors ved siden af de to andre piloter, der blev skudt ned over Haderslev.
Havde tyskerne skåret hovedet af Mink, fordi han var for besværlig at bjærge hele kroppen op gennem cockpittet, der har været fyldt med vand og mudder. Men han blev dog begravet med militær honnør på kirkegården. Ved Hammerlev fandt man heller ikke Minks identifikationsplade. Ligger denne i kisten sammen med Minks hoved?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 14, 2015
Tyven – der stjal guldhornene
Dette er anmeldelse af en prægtig, dramatisk og underholdende bog om Niels Heidenrich, der stjal et klenodie og omsmeltede dem. Forfatteren Ulrik Langern har en næse for at fokusere på specielle mennesker og samtidig er han eminent til at beskrive datidens miljø. Samfundet passede ikke ordentlig på landets klenodie. Vores hovedperson fik næsten ubegrænset adgang til Det Kongelige Kunstkammer, hvor guldhornene befandt sig. Han var lidt af en ener, og kunne hurtigt tilegne sig viden om specielle ting. Og han var også god til at vinde tillid hos sine medmennesker.
En pragtfuld bog
Vi kender alle historien om fundet af gulhornene i Gallehus. Vi har skrevet artikler om dette fund.
Og disse guldhorn er blev omsmeltet. Dette er der blevet en pragtfuld bog ud af. Ulrik Langern har en speciel god måde at beskrive samtiden på. Og vi skal tilbage til 1802, hvor Niels Heidenrich omsmeltede de berømte oldtidsfund.
Disse guldhorn blev fundet i 1639 og i 1734. I to omgange blev de genskabt efter gamle tegninger. Guldhornene menes, at være fremstillet 400 efter Kristi.
Specielle mennesker
Og nu har Ulrik Langern så beskæftiget sig med tyven af disse guldhorn. Det har ingen anden før brugt tid på. Og som sædvanlig er denne forfatters beskrivelse i den grad indlevende. Det er en fantastisk historie. Dramatisk historie fuld af overraskelser. Ethvert dokument er blevet vendt og drejet, ellers har forfatteret ikke kunnet få sådan en historie ud af det.
Det er faktisk sjovt, at det hver gang lykkes for Ulrik Langern at finde frem til disse specielle mennesker. Vi kan endnu huske hans fremragende Hundemordet i Vimmelskaftet.
Niels Heidenrich tænkte kreativt
Igen engang er det kriminalhistorier der bruges til at fokusere på miljøer og personer. Det gør Ulrik Langern med stor dygtighed. Han har et indgående kendskab til denne tid. Og det giver en hel speciel tilgang til miljøet dengang. Ja man tror en gang imellem, at det er en roman, man er i gang med.
Jo, det er den fordrukne degns søn, der efter forældrenes skilsmisse forsøger at komme gennem tilværelsen. Vores hovedperson nået dog til latinskolen i Horsens, man måtte forlade den kort før eksamen. Og det var nok moderens skyld. Hun havde et specielt forhold til penge. Det betød, at de flygtede til København.
Det er en historie om druk, utroskab og elendighed. Moderen var det, man dengang kaldte Omvandrende mor. De levede af almisser og forefaldende arbejde.
Problemerne voksede, og Niels Heidenrich måtte tænke kreativt. Så han fremstillede falske lånebeviser og det, som var endnu værre, falske pengesedler. Han var højt begavet og havde en enestående evne til at tilegne sig ting. Han havde også evner til at skabe tillid hos folk.
Han bønfaldt kongen
Det sidste var der dødsstraf for, men det fik Niels Heidenrich ændret til livsvarig fængsel, efter at have bønfaldt kongen.
Sjovt var det bestemt ikke, at være indsat i tugthuset på Christianshavn. Men Heiderich overlevede ved at være en slags privilegeret fange, som hjalp fængselspræsten. Denne lærte ham så til gengæld urmagerkunsten.
Benådet – efter 8 år
Det rygtes også rundt om i byen, at inde i tugthuset sad der en dygtig fange. Kunstkammeret begyndte at bruge ham til småreparationer. Og han får flere og flere kontakter uden for Tygthuset.
Han sendte talrige benådningsansøgninger til kongen. Det samme gjorde hans familie. Og man kredsede om hans barske, hårde og fattige opvækst
Efter 8 år blev han benådet. Åbenbart havde han evnerne til at knytte kontakter, for han fik et såkaldt frimesterskab som urmager og guldsmed. Men hver gang det gik godt for ham, ja så gik det galt. Han fik en masse gæld, som han ikke kunne betale.
Næsten ubegrænset adgang
En tilfældighed satte ham i forbindelse med en ansat på Det Kongelige Kunstkammer. Her så han guldhornene. Han lærte også forholdene og sandelig om det ikke lykkedes for ham at stjæle guldhornene.
Han havde knyttet venskab til ansatte på Kunstkammeret, og havde næsten ubegrænset adgang. Det lykkedes ham at lave kopier af nøglerne.
Dumhed afslører Heidenrich
Guldhornene blev omsmeltet til eksotiske guldsmykker. Desuden solgte han en del af guldet. Og dette skete i en førstesals hjørnelejlighed i Larsbjørnsstræde nummer 18 en majnat i 1902.
Niels Heidenrich var meget kreativ og dygtig til sine falsknerier, men hver gang blev han fældet af dumme fejl. Således var der stavefejl i underskriften på de forfalskede pengesedler.
Han sælger sin produktion til guldsmede rundt om i byen. Da de ser, at han har mesterbrev, har de overhovet ingen betænkeligheder, og ingen fatter mistanke.
Og det var også uforsigtighed og blanding af tilfældighed, der afslørede ham i forbindelse med guldhornene. Det var så først et halv år efter tyveriet.
Oldermanden afslører ham
Han hentes til afhøring, og efter diverse søforklaringer løslades han igen. Han skynder sig hjem og smider de remedier, som han har brugt i Stadsgraven. Men han bliver forfulgt. Tre dage senere tilstår han tyveriet.
Det var faktisk guldsmedelavets oldermand, Andreas Holm, der afslørede Heidenrich. Han havde under falsk navn solgt nogle guldsmykker til Holm. Men guldsmykkerne var blandet op med messing. Og dette opdagede oldermanden og anmeldte det til politiet. Sammen med kollegaer begyndte de at overvåge Heidenrich.
Hjernen undersøges
I fængslet får Heidenrich besøg af en mand, der har revolutionære opfattelser af, hvorfor mennesket bliver forbryder. Manden hed Franz Joseph Gall. Han havde opfundet en metode, hvormed han mente, at kunne afgøre et menneskets personlighedstræk ved at undersøge kraniets form. Ifølge ham består hjernen af forskellige organer, der hver repræsenterer en egenskab, som for eksempel evnen for sprog, tal, kreativitet men også tyveri og mord. Ved at mærke på kraniets form kan man afgøre, hvilken egenskab, der dominere eller har domineret.
Et tidsskrift berettede om Galls besøg hos Heidenrich. Om denne sagde han, at han besat kunstorganet i høj grad, og han også er almindelig bekendt som et mekanisk geni. Galls tanker kaldes Frenologi, som dengang blev taget dybt seriøst.
Først som 79 – årig blev han løsladt. Han lever endnu fire år på fri fod.
Lærer sin kone at kende i fængslet
I fængslet lærer han sin kommende hustru, Johanne at kende. Hun sad inde for tyveri. Parret får tre børn, som alle dør tidligt.
Da Niels så igen skulle ind at sidde, beslutter hun sig for at lade sig skille. En enlig gift kvinde med en mand i fængsel var socialt død. Sådan var det dengang. Hun regnede med at finde sig en ny mand, for igen at komme på den sociale rangstie. Men det lykkedes ikke. Efter 20 år blev hun så igen arresteret. Det var tredje gang, og det betød derfor livstidsstraf.
Gad godt nok vide, om de igen fandt hinanden i tugthuset på Christianshavn. Efter nogle år dør hun dog af brystsvaghed.
Samfundet passede for dårligt på Rigets guldskat
Tyveriet vakte i den grad opsigt. Rigets guldskat var røvet. Guldhornene var en enestående kulturskat. En skribent fra Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn kritiserede hele samfundet for at have passet dårligt på guldhornene, som i tidligere tider var skattet som en helligdom. Og så var der kritik af, at samfundet havde frembragt et menneske, der uden egentlig trang, kunne berøve en nation den største sjældenhed, som den ejede.
Anonymt ædelmetal
Det lykkedes at indsamle en stor del af de smykker, som Heidenrich havde fremstillet. I en kort periode blev de udstillet i Kunstkammeret. Men i 1812 kom den danske stat i alvorlige økonomiske problemer. Så nu lagde staten selv hænderne på de sørgelige rester af vores store skat. De omsmeltes og indgår i beholdningen af anonymt ædelmetal. Det var jo trods alt guld.
Kan varmt anbefales
Bogen kan varmt anbefales. Man føler hele tiden, at man befinder sig i miljøet. Det er en historiebog ud over det sædvanlige.
Ulrik Langern: Tyven – den utrolige historie om manden, der stjal guldhornene (Politiken)
Hvis du vil vide mere: Se
November 11, 2015
Uro og Korruption i Tønder 1680
Dette er den triste historie om bysekretær Georg Boysen, som blev beskyldt for en masse ting af Tønders borgere. Hans forhold blev da også undersøgt, og det endte med, at han blev afskediget. Derefter gik det ned af bakke for Georg Boysen. Han havde en agtværdig familie og fået en kristen opdragelse. Og så blev han gift med Jomfru Anne og fik 10 børn, de tre døde dog.
Der var noget galt i Tønder
En stor kreds af borgere var kommet i modsætning til byens råd og de deputerede. Det lykkedes for dem, at få etableret en undersøgelseskommission for at kigge på forholdene i byen. Det bestod af så fornemme herre som amtmand Hans von Thienen, Frederik von Güntheroth, H. Schmieden, J. Holmer og krigskommissær Arnold Mecklenburg.
Det var ikke uden grund, at der her omkring 1680 blev foretaget denne undersøgelse af forholdene i Tønder. Resultatet af undersøgelsen viste, at der var stor uorden i byens regnskabsvæsen.
Han følte jorden brænde under sig
Bysekretæren Georg Boysen, der havde været i embedet siden 1659 følte jorden brænde under sine fødder og forlod for en tid byen. Der blev rejst en del alvorlige anklager mod ham. En del af byregnskaberne manglede. Andre var ufuldstændige. Han havde også gjort sig skyldig i forbrug af betroede midler.
Hvor var de 141 rd.?
Hans Rasmus klagede således over, at hans bror var død i Baand og Lænker, fordi han ikke kunne få 141 rd. Udbetalt, som han havde tigget sammen for at få befriet sin bror, der var i tyrkisk fangenskab. Dette beløb var blevet deponeret hos bysekretæren.
En kirkebog afslører skæbnen
Georg Boysen blev selvfølgelig afskediget og hans bo blev beslaglagt. Om hans senere skæbne, har man hidtil ikke kunnet finde noget. Men der findes noget i Vonsild Kirkebog 1685 – 1695. Her har sognepræsten Johannes Ryde kastet lys både over hans ungdom og hans triste år efter afskedigelsen.
Hans egne ord afviger fra sandheden
Disse oplysninger er bygget på hans egne oplysninger og afviger fra dem, der findes i det officielle kildemateriale. Hans bortrejse netop i det øjeblik, da undersøgelsen startede, taler dog ikke til gunst for hans egen forklaring. Ja, hvem var han egentlig denne Georg Boysen?
Ærbare forældre
Han er født i Tønningen (Tønning) i Ejderstedt i 1627 af ærlige forældre. De var fornemme og kristelige. Peter Boiens var købmand og kramhandler i silkevarer, borger og indvaaner i Tønningen. Hans moder var den meget ærbaarne, dydefulde og gudfrygtige matrone Elisabetha Gerrets.
Hans farfar var den agtbare og højfornemme rådmand Boje Petersen. Hans farmor var den ærlige, dydefulde og gud elskelige matrone Anne Bogens. Hans morfar var den ædle, vise og højfornemme Hr. Gerret Diricks. Hans mormor var den ædle, højdydefulde og gud elskelige Anne Gerrit Diricks.
En god uddannelse
Til forældrenes store fornøjelse klarede Georg Boysen sig i skolen. Han var god til tysk og latin.
Han fortsatte i Hamborg. Her blev han sat i lære hos Dr. Lævius, der var doktor i retssager. Her var han i 6 år og ærte at skrive rigtig. Desuden lærte han at begå sig igtig i retten.
Kom i tjeneste i Tønder
I 1647 og 20 år gammel ville han prøve noget andet. Han kom i tjeneste hos den højfornemme hr. Georg Eckleff i Tønder. Da denne døde, fortsatte han i tjeneste hos enken. Denne giftede sig med den velvise borgmester Hr. Henrich von Hatten.
Omkring på samme tid døde byskriveren i Tønder, Signor Jürgen Thimsen den Yngre. Og så skete det at vores hovedperson blev forfremmet til byens sekretariat.
Men inden han kunne bestride denne ansvarsfulde stilling skulle han rejse til Vedel ved Elben, hvor Johann Rist, Kejserlig kronede poet og palzgreve skulle udfærdige en attest. For nu havde Georg Boysen magt og myndighed.
Gift med Jomfru Anne
I 1660 viede han den ærbare og gud elskelige Jomfru Anne, datter af de salig agtbare og højfornemme Johan og Margarette Finken.
Johan Finken kaldes omkring 1630 – 40 Fornem borger – og handelsmand i Tønder I Holsten. Han stammede fra Minden.
De fik i alt 10 børn, hvoraf de 3 døde. Man sagde om Georg Boysen, at han var en fin, kristen og omgængelig mand. Han var flittig i sin bestilling.
Rejste rundt
Men i 1682 forlangte var det så, at undersøgelseskommissionen så at se alle hans regnskaber. Selv var han bortrejst til Lübeck og Hamborg i hans egen fornødne hverv. Da han kom hjem, blev han afskediget.
Der fulgte en hård tid. Han følte svaghed og havde smerter i foden. Hans svaghed blev forøget. Men der var ingen hjælp at hente. Først gik turen fra Tønder til Rensborg. Han fik arbejde hos Hr. krigsrath Meier i Generalitetet. Men da Hr. Meier døde, blev Generalitetet lukket.
Svækkelsen tiltog
Derefter gik turen til Schlesvig og siden til Aabenraa hos hans svoger Hr. Peter Raut. Derefter gik turen til sin svoger Johan Finck. Men sygdom og svækkelse tiltog.
Hans sidste rejse gik til Kolding, hvor kongen var på besøg. Han havde håbet at have truffet hr. baron Kielmann som var kongelig landråd. Men det var forgæves. I tre uger lå han syg i Kolding.
Han blev 58 år og 4 måneder.
Kilde:
November 10, 2015
Himmler og hans datter
Himmler fortrød aldrig det som han gjorde. Han prøvede at redde sit eget skind før krigsophør. Hitler blev rasende, fordi han forhandlede med vesten. Dönitz fik magten, og denne ville ikke vide af Himmler. Og Gertrud, datteren som i den grad blev forkælet, beundrer sin far og mener at verden har taget fejl af ham. Hun leder organisationen Stille Hilfe. Og den har Søren Kam og andre danskere haft stor glæde af. Ved grænsen hjalp Vagner Kristensen og andre danske nazister tyske kammerater til at flygte i frihed. Også kirken, Vatikanet og det amerikanske efterretningsvæsen hjalp tyske top – nazister.
Total germanisering
Heinrich Himmler var efter Hitler, den mest mægtige mand i Det Tredje Rige. Han var den drivende kraft i udryddelsen af millioner af jøder. Han udførte hæmningsløs alle Hitlers planer. Det drejede sig både om opbygningen af KZ – lejrene og gasningen af de indsatte.
Heinrich Himmlers plan gik ud på en total germanisering af de besatte områder. Hans grusomhed var frygtet i hele riget.
Russiske kilder
Der hersker usikkerhed om den nazistiske SS – chef Heinrich Himmlers sidste dage og død. Problemet er, at historikere har henholdt sig til vestlige kilder. Vi ved så meget, at han flygtede til Nordtyskland. Men russiske kilder har en anden fortolkning af hans sidste dage og død.
Himmler forsøgte vestlig kontakt
Det er almindelig kendt, at Himmler i foråret 1945 forsøgte at få kontakt med de vestlige allierede for at sikre sin politiske situation. Blandt andet havde han søgt kontakt med Folke Bernadotte, der havde erklæret sig beredt til at forsøge sig som formidler i forhandlingerne mellem Tyskland og de vestlige allierede om separatfred.
Nyhedsbureauet Reuters kunne den 28. april berette om Himmlers forhandlinger med de vestallierede. Denne nyhed gjorde Hitler aldeles rasende. Forræderen fik frataget samtlige sine poster.
Forladt føreren den 19. april
Himmler havde allerede om aftenen den 19. april forladt Berlin og efterladt Føreren i bunkeren. Sammen med Nordgruppe – Ohlendorf satte han kurs mod Flensborg. Det var det nordligste tilflugtssted for en masse ledende nationalsocialister – fem dage før den røde hær sluttede ringen om Berlin i et jerngreb.
Den 17. april havde han kontakt med svenskerne
Men allerede den 17. april skulle Himmler have opholdt sig på SS Sanatoriet Hohenlychen i Brandenburg. Det ligger cirka 100 kilometer nord for Berlin. Her stod han i forbindelse med en svensk delegation. Han forhandlede sikkert officielt om frigivelse af skandinaviske KZ – fangere. Men selv ønskede han en hurtig ende på krigen og personlig overlevelse.
Himmler opsøgte blandt andet storadmiral Dönitz i Flensborg, der dog ikke havde brug for ham.
Himmler antog ny identitet
Nu antog han sig en ny identitet, skaffede sig falske papirer lydende på navnet Heinrich Hitzinger, en sergent som Gestapo havde henrettet. Himmler havde tilfældigvis en bemærkelsesværdig lighed med denne. Han ændrede sit ydre ved at skifte sin karakteristiske frygtede sorte uniform ud med et andet antræk og anbragte en sort klap over det ene øje. Sammen med flere af sin stab vandrede han nu rundt i det nordlige Tyskland i et par uger, for så igen at sætte kursen mod syd.
Pågrebet den 21. maj
Den 21. maj blev Himmler, der på det tidspunkt kun var ledsaget af sine to granvoksne adjudanter Macher og Grothmann pågrebet sammen med disse i landsbyen Meinstadt. Arrestationen blev foretaget af to russere i en kombineret russisk – britisk patrulje på i alt fem mand på et tidspunkt, hvor briterne havde trukket sig tilbage for at drikke kaffe.
Omkring klokken 19.30 besluttede Gubarev og Sidorov sig for at køre den sidste runde omkring landsbyen. Fra udkanten af denne fik de øje på skikkelserne af tre personer, der kom ud af en skov for at passere en gade for atter at forsvinde ind i en anden skov.
Patruljen råbte de tre mand an, og Gubarev affyrede et varselsskud med sit gevær for at få dem til at gøre holdt. En af dem blev stående, mens de to andre fortsatte mod skoven.
Den ene af de arresterede viste det sig senere, var Heinrich Himmler. Han var iført en grå officerskappe, soldaterstøvler, men civile benklæder, en sort hue og over venstre øje havde en sort klap. I hænderne holdt han en stok, som han benyttede som krykke. På armen havde han et ur med kompas. Overskæget var barberet væk.
Briterne ville løslade dem
Russerne gjorde det forståeligt, at de ville se deres papirer. Tilsyneladende var de ikke i besiddelse af papirer. De blev nu ført hen til det hus i landsbyen, hvor englænderne opholdt sig. Himmler og den ene adjudant fremviste nu nogle tyske identitetspairer.
De forsøgte med fagter og enkelte brokker at fortælle, at de kom fra et lazaret. Himmler pegede på sit tilbundne øje og venstre ben samt krykken. Han forsøgte at overbevise de forsamlede, at han var syg.
Dette fik også de engelske soldater til at foreslå, at de skulle lade dem gå. Men Gubarev var af en anden opfattelse. Han insisterede på, at de blev bragt til den engelske lejr, hvilket skete.
Der var gjort en god fangst
Først tre dage efter erfarede de to russere, at de havde gjort en virkelig god fangst. Det var selveste Gestapos øverste chef, Himmler. Han var blevet ført til en anden by, hvor det under et forhør havde taget gift og var død.
Da de tre tyske fangere i to dage var blevet tilbageholdt i britisk fangenskab, uden at der var sket noget, erklærede den ene af fangerne 23. maj, at han var Heinrich Himmler. Han forlangte derefter at tale med en officer i den britiske sikkerhedstjeneste.
Himmler tog en giftpille
Den britiske officer kontrollerede rigtigheden af påstanden ud fra biografiske oplysninger. Han fandt identiteten dokumenteret. Derpå blev Himmler transporteret videre til 2. britiske arme i Lüneburg, hvor han under en kropsvisitation bed hovedet af en glasampul med cyanid, som han havde skjult i munden, hvorefter han trods ihærdige redningsforsøg fra briternes side døde i løbet af et kvarters tid.
Himmler blev hurtig begravet
Først næste dag blev liget undersøgt af en retsmediciner, hvorefter det blev brændt og transporteret til et ukendtsted på Lüneburger Heide, hvor det blev begravet.
Det forkortede referat af Himmlers sidste dage på baggrund af dokumenter fra det tidligere sovjetiske arkiv stemmer i hovedtrækkene overnes med oplysninger, som den engelske retsmediciner Hugh Thomas for nogle år siden fremlagde.
Svage argumenter fra en retsmediciner
Men Hugh Thomas sigter i sin bog mod sensationen. Først peger han og ikke uden grund på forskellige uoverensstemmelser i de britiske beretninger og hastværket med at få liget skaffet af vejen. Men så peger han på, at den person, der tog giften, ikke var Heinrich Himmler men Heinrich Hitzinger.
Men selv om Hugh Thomas er retsmediciner, så baserer hans påstande på svage argumenter. Han sammenligner fotos af en yngre levende Himmler med fotos af dennes dødsmaske, som viser ansigtet af en person med et asymetrisk kranium og en hævelse i højre side af ansigtet. Himmler havde på kendte fotos et typisk symmetrisk kranium og nul hævelse.
Liget blev opgravet et halvt år senere
Af større interesse er det imidlertid, at britisk arkivmateriale kunne tyde på, at liget af Himmler et halv års tid efter begravelsen blev opgravet for atter at blive obduceret.
Det endelige svar på det spørgsmål, må vi vente med til år 2045, hvor arkivmaterialet er fuldt tilgængelig. I mellemtiden befinder vi os så på kanten af konspirationsteorier.
Hvorfor skulle en så mægtig mand gemme sig?
Man kan så undre sig over, at en så mægtig mand som Himmler, skal gemme sig i mørke skove. Han må have kendt til Fluchtrute Nord. Gennem denne organisation er mange ledende nazister forsvundet til Sydamerika. Vi ved, at han opsøgte Dönitz i Flensborg. Storadmiralen havde fået magten og ledelsen tildelt af Hitler, men ville som skrevet ikke have noget med Himmler at gøre.
Til Malmø – gennem Danmark
Og det er da heller ikke alle, der tror, at Himmler ligger begravet på Lüneburger Heide. Vi bevæger os på kanten af konspirationsteorier. Således har Erik Søndergård brugte tre år for at finde ud af, at Himmler blev ført til Sverige gennem Danmark. Han kom til Sverige med en af De Hvide Busser den 8. maj. Det vil sige, at et vidne i Harrislee skulle have set ham blive kørt med en personbil mod den danske grænse. Turen gennem Danmark forløb planmæssigt. I Malmø kunne SS – chefen drage lettelsens suk.
Dræbt med et nakkeskud
Han blev senere overført til et militært område i det vestlige Skåne og dræbt med et nakkeskud. Det skete på en mark tilhørende den svenske krone. Her blev han også begravet. I 1968 blev hans lig udvekslet med en svensk spion.
Inden da havde Himmler boet på tre adresser. Men allerede inden 23. maj skulle han være blevet skudt.
Datteren forsvarede ham
Kun Føreren var mægtigere og mere grusom som Himmler. Men trods dette, så forsvarede Himmlers datter, Gudrun Burwitz ham. Og det gør hun stadig. Hun har passeret de 86 år. Hun bor nede syd på i en lille landsby kaldet Fürstenreid. Byen ligger lige ude for München. Hendes mand var i årevis med i ledelsen i NPD. I dag er Wulf – Dieter forfatter. Ægteparret taler sjældent eller slet ikke med journalister.
De mest grusomme bliver tilgivet
Men Gudrun taler mere i hendes organisation Stille Hilfe für Kriegsgefangene und Internierte. Selv de mest grusomme Nazi – bødler bliver tilgivet og hjulpet af denne organisation.
Gudrun blev født den 8. august 1920. Hun betragter sin far som god og værdig.
To børn uden for ægteskab
Himmler fik også en søn, Helge sammen med sin sekretær, Hedwig Potthast. Hans forhold til sin otte år ældre kone, Marga blev mere og mere kølig, da de det viste sig, at hun ikke kunne få flere børn.
Allerede i 1938 havde Himmler sin elskerinde. Med hende fik han foruden Helge også Nanette – Dorothea. Børnene fik han med Hedwig i 1942 og 1944. Der var også en plejesøn, Gerhard von der Ahé.
Gudrun mente som 12 – årig, at det blev en svær kamp
Da tyskerne gik ind i Sovjet skrev den 12 årige Gudrun til hendes far:
150 tulipaner fra Holland
Men forholdet til Gudrun var altid godt. Hun blev altid forkælet og blev endda flere gange fløjet ind fra München til Berlin. I maj 1942 sendte han datteren en masse frugt og grønt samt 150 tulipaner fra Holland.
Gurun mente, at hun skulle undgælde sin fars forbrydelser
Sammen med sin mor sad Gudrun fire år i fængsel i den britiske besættelseszone. Hun påstod senere, at hun skulle undgælde sin fars forbrydelser.
Himmler mente, at han gjorde det rigtige
Den 17. april skrev Himmler det sidste brev til familien. Han beskrev aldrig de forbrydelser, som han gav ordre til. Og han angrede aldrig. Han mente, at han gjorde det rigtige. Hans bror mente, at Himmlers mål var at bevise menneskets negative sider. Det var tydeligt, at Himmler var jødehader. Det blev han allerede i 1920erne.
Dømt til døden i 1948 – Først fængslet i 2000
Et eksempel på en af dem, der blev hjulpet af Stille Hilfe er Anton Malloth. Han var en brutal vagtmand i KZ Theresienstadt. Allerede i 1948 blev han dømt til døden. Indtil 1988 levede han som ganske normalt i Sydtyrol. Selv om der forelå masser af internationale arrestordre på ham og selv om de tyske myndigheder kendte hans opholdssted, kunne han leve et roligt og ubekymret liv. Gudrun sørgede personlig for ham, og han modtog offentlig socialhjælp.
Blandt de utallige som organisationen har hjulpet var også Samuel Kunz. Han havde selv myrdet utallige fanger, men ellers var han medskyldig for 400.000 død i KZ Belzec. Også Karel Faber, som stod for utallige hollænders mord hjalp organisationen med gode advokater.
Stille Hilfe sørgede for gode advokater og for at veteranerne kom på et gode alderdomshjem.
Først i år 2000 blev Malloth arresteret og idømt livsvarig fængsel. Han døde dog allerede efter to år.
Alle får udmærkelser, bare ikke Pappi
Allerede som barn var Gudrun stolt af at have en så berømt far. Hun var dog skuffet og ærgerlig over, at faderen aldrig fik nogle udnævnelser. I sin dagbog skrev hun:
Püppi eller Nazi – Prinsesse
Hendes far kaldte hende Püppi og Nazi – Prinsesse. Hun fulgte ofte hendes far på rejser. Hun var også med under et besøg i KZ Dachau. Hun skrev fuld af beundring i hendes dagbog:
Min livsopgave at stille min far i et andet lys
Da hun hørte om hendes fars selvmord brød hun fuldstændig sammen. I det eneste udførlige interview, som hun har deltaget i, sagde hun:
Endnu har vi dog ikke ses den bebudede bog, som hun gerne ville skrive.
Hun er et ikon
Stille Hilfe er i den grad knyttet til Gudrun Burwitz. Blandt SS – veteraner og heriblandt Søren Kam var og er hun et ikon. Organisationen blev grundlagt i 1951. Og det var simpelthen for at hjælpe veteraner i retssager.
Den første præsident var prinsesse
Den første præsident i organisationen var prinsesse Helene Elisabeth von Isenburg. Hun skulle forinden have udnyttet sin tilknytning til højadelen og Vatikanet til gennem den såkaldte Rattenlinie over Sydtyrol og Rom og så videre til Sydamerika. Prinsessen døde i 1974.
Kirken og Vatikanet hjalp gerne
Men allerede i 1943 blev denne flugtrute organiseret bl.a. ved hjælp af den østrigske biskop Alouis Hudal. Jo, kirken hjalp skam gerne til.
Flere gange har paven forsøgt at hindre at massemordere blev henrettet. Gang på gang har paver søgt om benådning. Det forekommer ret mystisk, men kigger man på organisationen bag Rattenlinie kan man måske bedre forstå det.
Hvad så med amerikanerne?
I 1947 udtalte en amerikansk agent:
Men den amerikanske efterretningstjeneste greb ikke ind. De brugte selv ruten. Og mange top – nazister fik også hjælp af amerikanerne til at skifte identitet. Det var blandt andet denne rute, at Adolf Eichmann og Josef Mengele brugte.
Og bag dette arbejde stod sandsynligvis også den omtalte prinsesse sammen med både den evangeliske og katolske kirke. Prinsessen arbejdede sammen med Hans Ulrich Rudel. Han skulle have skudt 519 russiske Panzer. Han blev blandt nazisterne betragtet som en virkelig helt.
En berømt/berygtet dansk flugthjælper
Over den dansk – tyske grænse kom mange eftersøgte SS’ er. De bankede på døren til det lille gartneri og nævnte så kodeordet Phalaenopsi. Ordet åbnede døren til friheden. Den unge danske flugthjælper Vagner Kristensen åbnede døren. Han havde frivillig meldt sig til SS – Division Wiking. Han hjalp sine tyske venner til næste samlingspunkt.
Vi befandt os på Fluchtrute Nord, som også involverede argentinske embedsmænd i den argentinske ambassade i København.
På denne måde blev også Johann von Leers hjulpet i frihed. I sit hjemland var han eftersøgt for ikke alene at være ansat i propagandaministeriet men også for at have deltaget i henrettelse af tusinder af jøder.
Han kom videre med skib fra Malmø til Ægypten. Der menes at i alt 100 nazister indgik i det ægyptiske sikkerhedstjeneste. Også SS – Hauptsturmführer Alois Brunner fik en ledende funktion hernede. Og senere fulgte også den danske flugthjælper Wagner Kristensen.
En stolt Vagner Kristensen
Det var sådanne historier, der blev fortalt, når de gamle SS – veteraner mødtes, når Stille Hilfe kaldte til SS – Treffen. Og her mødte Vagner Kristensen også frem. Måske mødte han nogle af de mange danskere, der ikke nåede at blive straffet i Danmark og faktisk aldrig blev det.
Slagteren fra Lyon
Erich Priebke og Klaus Barbie fik også hjælp til flugten til Sydamerika.
Denne Klaus Barbie blev kendt som Slagteren fra Lyon. Og han stod også på de amerikanske eftersøgningslister. Men uofficielt fik han løn af den amerikanske efterretningstjeneste. Han skulle blandt andet spionere i Frankrig. Men da franskmændene fandt ud af dette i 1951, opstod der ballade.
Amerikanerne gav ham nu en ny identitet og sørgede for, at han kom til Sydamerika. Men dette er nu ikke et enkelt tilfælde. Sammen med de tyske flugtorganisationer gjorde amerikanerne dette i mange tilfælde.
Amerikanerne brugte ”de store” som spioner
Der er også mange tilfælde, hvor den amerikanske efterretningstjeneste har brugt meget nære medarbejdere af Hitler, hvis det passede ind i deres formål. På den måde reddede amerikanerne dem fra en sikker dødsdom.
Således brugte amerikanerne også Reinhard Gehlen, Han var chef for den østlige afdeling af Hitlers spionagetjeneste. Ham kunne amerikanerne godt bruge i Den Kolde Krig. Så sent som i 1956 var Gehlen også aktiv i den tyske efterretningstjeneste BDN.
Til ære for de danske frontkæmpere
Det var en stolt Vagner Kristensen der i 1990erne kunne holde tale på vegne af de danske frontkæmpere ved et SS – Stævne i Ulrichsberg i Østrig. Stævnet var som sædvanlig arrangeret af Stille Hilfe. Det var også Vagner Kristensen, der i 1985 udtalte:
Dönitz hentede tusinder til Flensborg
Allerede den 1. maj 1945 overtog Dönitz ledelsen af den sidste tyske regering. Hovedkvarteret var området omkring Marineskolen Mörwik. Sportsskolen tjente som regeringsbygning. Dönitz og nogle enkelte ministre bosatte sig på damperen Patria. Albert Speer bosatte sig på Glücksborg Slot.
Men nu var det ikke kun regeringsmagten Dönitz fik tiden til at gå med. I tusindvis af nazister blev hentet til Flensborg og forsynet med falske papirer. Ved Nürnberg – processen blev han idømt 10 års fængsel.
De mest eftersøgte drog videre gennem Danmark og via Sverige til Sydamerika.
Millioner ofre på samvittigheden
I det hele talt så omtales massemordere hos Stille Hilfe som Kriegsverurteilte. Og alle disse har millioner af ofre på samvittigheden.
Stille Hilfe samlede penge ind til de brune venner og sørgede for, at der blev smuglet informationer ind i fængslerne. Organisationen forsøgte at påvirke politikere til at vise mådehold, når de skulle uddele straffe. Blandt de prominente, som støttede organisationen var blandt andet Franz – Josef Strauss. Han var formand for CDU/CSU. Også den katolske kirke, som vi her i artiklen tidligere har berettet om, støttede Stille Hilfe.
Helt i tråd med Stille Hilfe oprettede Konrad Adenauer og den tyske regering i 1950erne en Hjælpecentral, der skulle hjælpe tyske statsborgere, der var anklaget for krigsforbrydelser i andre lande. Det var helt i Stille Hilfe’s ånd. Og centralen arbejde meget tæt sammen med organisationen
En skummel fortid
I bogen Stille Hilfe für braune Kameraden stilles der spørgsmålstegn ved den tyske retssamfund. Mange af dommerne havde en skummel fortid. Og med held fik de gang på gang forhalet en oplagt sag.
Stille Hilfe bliver til HNG
Foreningen eller organisationen tæller i dag 100 medlemmer og de bliver endnu mindre. Men der er allerede sørget for en efterfølger. Den får forkortelsen HNG (Hilforganisation für nationale um inhaftierte Neonazis).
De blev brændt, på grund af smittefare!
I det hemmelige forsøger foreningen også at sprede budskabet om nazismen og man forsøger hele tiden at hverve nye medlemmer. Således har man et meget aktivt medlem, Gertrud Herr. Hun var tidligere funktionær i Bund Deutscher Mädel (BDM). Ved en forsamling i Hetendorf i Lüneburger Heide, havde hun over for sikkert ret ekstrem højre orienterede unge mennesker sagt følgende:
Er det ikke Strafbart?
Egentlig er fortielsen af Holocaust strafbart, også i Tyskland. Men åbenbart gælder dette ikke for Stille Hilfe.
Daily Mail har i en artikel en gang direkte skrevet, at Gudrun Burwitz oplærer unge højreradikale kvinder til nazisme.
Ifølge en artikel i Prawda skulle Gudrun Burwitz nu opholde sig på et alderdomshjem i München.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 149 artikler fra Besættelsestiden herunder:
November 7, 2015
Sikringsstilling Nord
Denne historie er det nok ikke så mane skolebørn, der har hørt om. Tyskerne byggede et kæmpe forsvarsværk tværs over Sønderjylland. Man begyndte i 1916, fordi man var bange for at englænderne ville gå i land. De ville hurtig ned til Kielerkanalen og spærre for de tyske u – både. Tyskerne fik etableret en forsvarslinje på 50 km. Den skulle være i tre rækker. Man brugte 2.000 straffefanger og oprettede 15 baraklejre. På Årø blev der etableret u – båds spærring. Og i Tønder blev der oprettet en luftskibsbase. Efter Genforeningen valgte man at bortsprænge forsvarsværket, men man glemte dog nogle af batterierne m.m. Disse kan i dag beskues. Andre er blevet tildækket og skjult.
De begyndte i september 1916
I september 1916 påbegyndtes sikringsstillingen af pionerer fra 9. armekorps i Altona. Den gik fra Hoptrup i øst til Rømø i vest. Stillingen blev nu aldrig gjort færdig. Men den udgjorde faktisk nok den stærkeste feltfæstning i Europa.
Tyvstart i 1915
Men allerede fra midten af april 1915 og et par uger frem rapporterede den danske generalstabs Efterretningssektion om stor tysk aktivitet på en linje fra Haderslev – Gram – Brøns. Omkring Styding og Jegerup blev der gravet skyttegrave og opsat pigtrådsspærringer. Den store aktivitet skyldtres sikkert rygter om en britisk invasion. I løbet af en månedstid var situationen igen normal.
50 kilometer lang forsvarsværk
Pionerstabens hovedkommando blev placeret i Toftlund. De militære straffefangere blev fordelt på 32 kompagnier af 250 mand.
Linjen var 50 kilometer lang og bestod af 900 bunkers og 40 batterier. Det hele var forbundet med skyttegrave og jernbaner. Her var utallige signalstationer og avancerede oversvømningsanlæg.
De svære batterier blev placeret i blandt andet Lerskov, Andholm, Strandelhjørn, Gammelskov og Drengsted. Skudvidden var på 17 kilometer. Kommunikationen i stillingen foregik med radio, telefon eller lyssignaler afgivet af karbidprojektører i et udbygget fintmasket system af højtbeliggende blinkstationer fra blandt andet Venbjerg, Stenhøj, Toftlund og Gasse Høje.
Planen var tre linjer
Går man i dag på opdagelse i den sønderjyske natur, kan man se rester af dette storslående anlæg.
Stillingen kom til at bestå af to parallelt liggende fodfolkslinjer ca. 100 – 400 meter fra hinanden. Foran stod et system af trådhegn samt lette og mellemsvære kanonbatterier.
En tredje linje var faktisk planlagt længere mod syd. Mellem de to sydligste linjer var der opstillet 8 svære 24 cm kanonbatterier fra udrangerede kystpanserskibe.
Planerne blev hele tiden ændret
I løbet af 1916 – 1918 blev konstruktionerne ændret. Ved krigsafslutningen nærmede man sig den type, der blev udviklet i mellemkrigstiden frem til Anden Verdenskrig og som blev opført langs Vestkysten i forbindelse med Atlantvold – programmet.
Der blev også bygget 50 flankeringsbunkere fordelt over hele stillingen. De var forsynet med skydeskår, og var beregnet til beskydning af fjenden i flanken (siden) med enten maskingeværer eller revolverkanoner (skudvidde ca. 2 – 3 kilometer)
2.000 straffefangere skulle hjælpe
For at bygge dette store forsvarsværk var der udkommanderet en pionerbataljon bestående af 6 kompagnier. De havde rådighed over 2.000 straffefanger. Det var både politiske fanger og egne soldater, som havde forbrudt sig mod militærets regler og boede i forskellige fangelejre.
15 baraklejre
Straffefangerne boede i 15 baraklejre spredt tværs over Sønderjylland. Arbejdet var ofte umenneskeligt hårdt. I Løgumkloster blev der i 1915 oprettet en særlig krigsfangekirkegård til de mange krigsfangere, der omkom under strabadserne. Men dette er nok ikke helt sandt, hvad der står i historiebøgerne. For til selve dette arbejde brugte tyskerne kun straffefangere.
Men disse fangere levede også et usselt og hårdt liv. Mange døde som følge af sygdomme. Ja, der registreret 71 begravelser af straffefangere i stillingsområdet. Man sandsynligvis er det reelle dødstal langt højere
Man blev aldrig helt færdig, men det var i grunden utroligt var man nåede på bare to år.
Store vej – og sporanlæg
Tyskerne anlagde cirka 10 kilometer normalspor i forbindelse med Statsbaner og cirka 40 km meterspor i forbindelse med Amtsbanerne. Desuden anlagde man tipvognsspor. Vejanlæg blev også anlagt i betydelig omfang. Ja i flere tilfælde anlagde man 800 meters tømmerbroer over bløde engstrækninger eller slugter.
Formålet var at etablere et fjernforsvar for flådebasen i Kiel og den vigtige kanal til Nordsøen.
Englænderne havde lovet franskmændene hjælp
I 1905 modtog Frankrig fra engelsk side underhåndstilsagn om assistance i tilfælde af, at skulle der opstå krig mod tyskerne ville en styrke på 100.000 englændere blive landsat i Esbjerg og/eller evt. Ålbæk bugt ved Frederikshavn med det formål at erobre Kielerkanalen ved et hurtigt fremstød, hvorefter det ville være muligt at neutralisere den tyske østersøflåde ved at holde den indespærret i Østersøen.
I perioden 1905 – 1909 var der således adskillige engelske flådebesøg i Esbjerg
Tyskerne var under Første Verdenskrig vel ikke helt ubegrundet bange for en britisk invasion på den jyske vestkyst. Og man kunne vel ikke undvære så meget mandskab til at forsvare sig mod briterne. De tyske soldater var travlt beskæftiget ved begge fronter. Ja selv en krigserklæring fra Holland og Danmark var man bange for.
Uindskrænket u – bådskrig mod alle
Den engelske flådeblokade var blevet en alvorlig belastning for tyskerne.
Allerede i 1916 besluttede den tyske hærledelse at iværksætte uindskrænket ubådskrig mod Storbritannien. Den påbegyndtes i februar 1917 og gik ud på uden varsel at sænke alle skibe uanset om de var allierede eller neutrale i farvandene omkring Storbritannien. Men de nøjedes nu ikke kun med dette farvand.
Andre forsvarsværker
Til kontrol med minefeltet i Lillebælt, blev der på Årø etableret en spærring for ubåde, bevogtet af et 10,5 cm kanonbatteri umiddelbart syd for Årøsund.
Zeppeliner i Tønder
Lige nord for Tønder blev der i løbet af de første krigsår anlagt en base for luftskibe, der efter konstruktøren kaldtes Zeppeliner. I 1916 udvidede man med et brintgasværk og en base for Albatros – maskiner, der skulle tage kampen op mod engelske jagerfly, hvis de vovede sig så langt. Men det gjorde de, den 19.juli 1918, hvor de kastede bomber over basen. To af de tre haller blev ramt, ligesom to luftskibe udbrændte. Du kan læse andet steds her på siden om dette angreb. Efter den tid blev basen kun anvendt som nødhavn for de tyske zeppeliner.
Toska var den største af hallerne, ja det var Nordens største byggeri. Den havde en længde på 242 meter, 73 meter i bredden og 42 meter i højden.
På basen var der normal ca. 500 soldater.
Kun et enkelt regiment tilbage
Bemandingen af Sikringsstilling Nord blev aldrig rigtig iværksat. Særlig på vestfronten var der brug for mandskab.
Ved krigens slutning var der kun en enkelt kavaleriregiment dragoner tilbage. Deres opgave var hovedsagelig at tilse anlæggene. I månederne efter våbenhvilen i november 1918 tog også disse syd på. I 1919 kom der arbejdshold fra Krupp – fabrikkerne og afmonterede de store kanoner og jernbanespor.
Man valgte at sprænge
I løbet af 1923 – 26 valgte man at sprænge så mange anlæg som lodsejerne og omstændighederne tillod. Ved våbenstilstanden at tage deres materiale med eller at destruere det. Også nedbrydningen af luftskibshallerne skete under kontrollerede former. Det var den såkaldte Militære Kommission, der varetog dette. Og det skete under fransk ledelse. Egentlig burde der et eller andet sted ligge en masse materiale om forsvaret, men tyskerne ville ikke rigtig udlevere noget, dengang.
Og der findes ikke ret meget historisk materiale omkring denne Forsvarsvold.
Mellem 1922 og 1925 blev det meste af forsvarslinjen fjernet af danske ingeniørtropper. Men enkelte steder kan forsvarslinjen tydelig ses. De bedst bevarede bunkere ses ved Arnholm syd for Hovslund, Gammelskov sydvest for Bevtoft, ved Rugbjerg og Strandelhjørn.
En bunker midt i Arrild Ferieby
Midt i Arrild Ferieby blev der i vinteren 2010 – 11 udgravet den specielle bunker Elfriede. Over begge indgange er indridset årstallet 1917. Bunkeren måler ca. 5 x 15 meter og er udstyret med kraftige jernhængsler og øskener ved indgangene så de har kunnet låses udefra. Hvad bunkeren var udtænkt som, vides ikke. Måske var den beregnet som depotrum. I krigstid kunne den fungere som en stor mandskabsbunker.
Bunkeren, der lå i 2. skyttegravslinje er forsynet med geværhuller.
Forsvarsværk i glemmebogen
Og egentlig gik dette forsvarsværk så i glemmebogen. Og det er vel ikke ret mange skolebørn, der har fået noget at vide om dens eksistens. Men så tog ingeniør Mogens Scott – Hansen fat. Frem til midten af 1970erne har han fået kortlagt og tegnet resterne af Sikringsstilling Nord. Den fynske ingeniør fra Danfoss havde allerede som 12 – 13 årig været ude for at kigge på anlægget.
Et halv snes år brugte han hele sin fritid på at kortlægge anlægget. Hele 700 sønderjyder med kendskab til anlægget fik besøg af fynboen.
Hvad kan man se i dag?
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se
November 7, 2015
Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
Kommer Danmarks ældste adelsslægt fra Bolderslev? Og egentlig ved vi ganske lidt om de første Snubbe og Urne. Men de to familier kendte hinanden. Det viser en episode efter et testamente af Knud Snubbe. Denne ville Jens Urne ikke godkende. Men egentlig gik voldgiften ham imod. Var det fordi han skyldte Knud Snubbe penge? Vi gengiver testamentets ordlyd, og egentlig stiller vi flere spørgsmål end afgiver svar.
Storbønderne Snubbe og Urne
Det var ikke kun familien Ahlefeldt, der var store grundbesiddere i Sønderjylland. Længe før, var det storbønderne Snubbe og Urne.
Urne – slægten fra 1321
Spændende er set om det er den samme slægt, som vi kender fra Sjælland. Her nævnes Urne – slægten fra 1321. Ja faktisk er det Danmarks ældste adelsfamilie. Navnet er også knyttet til Sønderjyllands gamle landsting, Urnetinget. Og her peges der på syv forskellige placeringer.
Et gammelt Testamente
Knud Snubbes navn nævnes i forbindelse med et testamente, der kan dateres til tiden 5.12. 1279 til 11.10.1283. Testamentet opgives til at være beseglet af udstederen, sognepræsterne Hr. Svend i Bulderop og hr. Thyge i Uge.
I dette testamente betænkes en række kirker og kirkelige institutioner og personer med pengegaver. Også klostret i Løgum med jordegods i Bolderslev og Urne fik gaver.
I Dansk Adels Årbog fra 1904 tales om en forsvundet landsby Urne. Indrømmet, dette kender undertegnede ikke noget til.
Bjolderup Stenen
Vi kender Bjolderup – stenen, der fortæller:
Stenen kan dateres til 1200 – tallet.
Knud Snubbe’ s søn
Ifølge testamentet havde Knud Snubbe en søn, ved navn Mathæus (Mads)(Matthias). Han skulle efter sin far arve tre ottinger skov i den vestlige del af bolet Haldensbol på Bolderslev Mark.
Klosteret i Løgum fik tildelt tre ottinger i samme bol mod øst. Tre ottinger i Ættersbøl, som ligger vest for Haldersbøl, samt hele Knuds skov i Urne.
Tre slægter ved navn, Snubbe
Hvem Knud Snubbe var vides ikke. Hvor han har haft sæde vides heller ikke. Adelsårbogen fra 1918 opfører tre slægter af dette navn, to fra Sjælland og som tredje – den sønderjyske, der uddøde først i det 16. århundrede. Slægten synes, at have haft en murtinde som våben.
De bedst kendte slægter af navnet Snubbe var egentlig en slægt, idet de var forbundet på spindesiden. De hørte begge hjemme på Sjælland. De førte i deres våben to vesselhorn og havde for de ældste familiemedlemmers vedkommende forbindelse med Hvide – slægten.
Den sønderjyske Snubbe – familie ikke så kendt
Den sønderjyske Snubbe – familie er mindre kendt. Om det er denne slægt, der senere har boet på Brødsgård i Harte Sogn, Brusk Herred i Vejle Amt, kan ikke bevises men heller ikke afvises.
Knud havde som anført en søn, Mathæus. Hans hustru som overlevede ham, hed Crystina (Kristine). Det er påfaldende, at det ikke er hustruen, men Knuds mor, som ikke nævnes ved navn, der tildeles rådighed over boet.
Jens Urne protesterer mod testamentet
Det synes heller ikke at være et slægtsskab mellem slægterne Snubbe og Urne. Af sidstnævnte kender vi Ketil Urne og Johannes (Jens) Urne, som protesterede mod Knud Snubbes testamente. Til sidst fik han den jord i Bolderslev som Løgum Kloster skulle have haft ifølge testamentet.
Mystik om jordstykket
Det er noget mystik om dette jordstykke. Urne afledes ofte i formerne Ure, Ore og det anvendes om skovstrækninger. Det var derfor Ketil og Jens Urne, som var knyttet til stedet. Så er spørgsmålet, hvorledes det er gået til, at Knud Snubbe har kunnet testamentere Urne – slægtens jord i Bolderslev til klostret i Løgum?
En mærkelig afgørelse
Voldgiftsdommen af 2.6.1290 går ud på, at Jens Urne stilles over for valget, enten at modtage 100 mark af klostret og da afstå fra videre forfølgelse eller at få den omstridte jord og at betale munkene 500 mark.
Denne afgørelse synes mærkelig, og man har med rette ment, at der måtte ligge noget bagved, som ikke fremgår af de bevarede breve. En mulig forklaring er vel denne, at Knud Snubbe har lånt et medlem af Urne – slægten penge og fået jordegodset i pant. Det ville da være de 500 mark, som Jens Urne skulle betale. Jord og skov har rimeligvis været mere værd, og klostret skulle derfor, hvis Jens Urne gav afkald på jordegodset, erlægge 100 mark til udligning.
Hvad er en bol?
Det er ingen tvivl om, at de to bol, som nævnes, Haldensbol og Ættebold, har været agerbol, det ene med skov. Begrebet bol er det ikke fuld enighed om. Men man kan vel slå fast, at bolet er jordenheden, der må regnes med i den ældste landsby.
Forskerne er enige i, at den enhed, som ottingen er en ottende del af, er og kun kan være bolet, og at otting og mark guld er forskellige navne på samme størrelse, idet bolet også bestod af 8 mark guld.
Men bol var sikkert noget andet i Knud Snubbes dage end på udskiftningstiden, for ikke at tale om en endnu senere tid. Bolsmanden er fra at være storbonde, dernæst i den tid, vi har sikre vidnesbyrd fra, at have det samme som bonde i modsætning til kådner.
Hvad stod det egentlig i Testamentet?
Men hvad stod der egentlig i dette testamente. Det er ganske interessant. Her er det så nogenlunde oversat til nydansk:
Ribe, 5. december 1279 – 11. oktober 1283
Et våben eller tegn i Hjordkær Kirkebog
I Bjolderup Sogns Historie er ud fra Urne – slægtens våben og visse tegn i Hjordkær ældste kirkebog draget den slutning, at jorden omkring Toldsted muligvis har tilhørt slægten Urne. Men denne teori skal nok tages med alle mulige forbehold.
I Hjordkær kirkebog er angivet en fugleklo.
I denne kirkebog er også anført andre mærker. Således er der ud for vielser tegnet en blomstervase. Ved et drab findes ude i marginen et sværd.
Der er tegnet fugleklo uden for slægten Arnkiel på Toldsted. Det var sognets prominente slægt. Og på en eller anden måde, har præsten ønsket et særmærke.
Men tolder – familiens våbenmærke lignede i den grad Urne – familiens våben.
Og man kan vel næppe forvente, at præsten har vidst, at det var her at Urne – slægten besad jord flere hundrede år før. Men var tolderfamilien Arnkiel en gren af Urne – slægten?
Urne – slægten repræsenteret i andre adelsslægter
Urne – familien kan først følges med sikkerhed fra Ridder Niels Urne, som levede i 1380. Det spændende er, at adelsfamilierne giftede sig ind i hinanden. Og medlemmer af Urne – familien har giftet sig ind i blandt andet Akeleye – slægten. Åbenbart er de også i familie med Snaff – slægten fra Emmerlev – egnen.
Adelsslægten Ulfeldt’ s våben består af en halv ulv og en halv ørn. Men egentlig var det medlemmer af Urne – familien, der startede denne slægt. Og da vi i en artikel fortalte, at Urne – slægten var uddø i 1903, var der en person af Akeleye – familien, der protesterede. For tag en gang at læse de ni artikler, som vi har om denne adelsslægt, ja så har Urne – familien også blandet sig her.
Og kig en gang hos adelsslægten Strange. Deres våbenskjoldbrugte også i deres våben en ørn, der blev til en ørneklo lige som hos Urne – slægten. Det er ikke en tilfældighed.
Danmarks ældste adelsfamilie?
Nu er Den Gamle Redaktør her ikke slægtsforsker, men det kunne være interessant, at få koblet den sønderjyske del af Urne – slægten til den sjællandske, for så er Bolderslev – slægten, Danmarks ældste adelsfamilie. Ja de nævnes første gang i 1321 på Sjælland.
Urnetinget
Navnet Urne er selvfølgelig knyttet til Sønderjyllands gamle landsting Urnetinget. Men egentlig er vores viden også her, stærkt begrænset. Første gang omtales stedet som efter afholdt ting i forbindelse med Svens Estridsens død i 1074 i Søderup. Og det er i Knytlingasagaen. Ifølge Saxo lod Harald Kesja sig i 1134 kåre som konge ved Urnetingets stemmer.
Læs ellers vore artikler om Urnehoved, der fungerede som Sønderjyllands landsting indtil 1523.
Hvis du vil vide mere: Læs