Anekdoter fra Højer

Læs om den uheldige læge, der blev kørt over af sig selv. Om barberen, der skulle have konen til hjælp, da der skulle trækkes tænder ud. Så var det også el – bestyreren, der blinkede med lyset, når Dagny skulle komme hjem. Og så kunne Ludde pludselig tisse igen. Karoline tog gebisset ud af munden ved rutebilstationen. En hjemmetysker ville ikke hjælpes af dansksindede. Her er det en fordel at man kan lidt tysk og lidt synnejysk.

 

Vi har i en anden artikel skrevet om den mærkelige læge fra Højer. Men det var også den uheldig læge fra Højer. Det var Dr. Madsen, der i 1922 ville starte sin bil med et håndsving, mens den stod i gear. Det endte med, at bilen kørte over ham, og Dr. Madsen omkom.

 

Ispose til ”hævringe”

Og nu hvor vi er ved læger. Det skete ofte at lægerne ordinerede is til udvortes brug i Højer. Den blev oftest knust og anvendt i isposer. Særlig om morgenen var der mange hævringer, der af og til havde brug for en ispose på et smertende kranium. Nu kunne isen også købes på Højer Mejeri uden lægens indblanding. Her havde mejeriet også oprettet en offentlig badeanstalt bestående af to brusere. Den blev opvarmet med spilddamp fra dampmaskinen. Dette kunne man få for en 25 øre.

Bruserne på mejeriet blev efterhånden lidt medtaget, men man kunne stadig få et karbad.

Mejeriets lastvogn transporterede vand til grænsegendarmerne. De tyske gendarmer ville også gerne have vand. Man fik så lov til at køre over grænsen for at forsyne dem. Ved den lejlighed havde man også kernemælk med til dem. Tyskerne kvitterede med grog, og det stillede store udfordringer til chaufføren, der ikke altid var i stand til at køre hjem.

 

Groggene er endnu dyrere

En anden læge var Sanitätsrat dr. Med. Johannes Friederich Kühl. Han boede på Ballumvej og havde et kæmpe distrikt. Helt ned til Horsbøl, kom han på besøg. Han havde en lukket vogn og to – tre heste, der trak den. Ofte havde han en kusk, når han kørte ud.

Han havde kontakt til kusken ved hjælp af en fløjte, der var fastgjort til bukken, og inde i vognen stod i forbindelse med en gummibold, som dr. Kühl kunne trykke på.

Hvis vejene var ufremkommelige, så red han på sin hest. Dr. Kühl var absolut modstander af drikkeri. Da en noget besoffen hævring beklagede sig til ham, over at medicinen var forfærdig dyr, svarede Kühl:

• ja, men groggene er endnu dyrere.

 

Den alsidige barber

Vi skal have fat i endnu en læge. Ja, læge er så meget sagt. Det drejer sig om en barber, der kunne trække tænder ud. Det var barber Jacobs på Nørrevej. Han er omtalt i en gammel Højer –
vise: Im Trab läuft der Barbier.  Jacobs gik rundt i Højer og barberede folk i deres hjem. Når det var travlt på Nørrevej råbte han på sin kone:

• Frouw, Frouw, Komm to und sef in

Ja og så trak han som skrevet, tænder ud. Og her hændte det også, at han skulle have konen til hjælp. Peter havde så genstridig en tand, at Jacobs ikke kunne klare den, mens Peter sad i barberstolen. Han måtte lægges på jorden, og så måtte konen sætte et knæ på brystet, mens Jacobs fjernede tanden.

 

Karolines gebis

Man kan heller ikke komme uden om Snitgaards Busser, som vi ofte er kørt med fra Tønder til Højer og omvendt. Her var der en flink chauffør, som blev kaldt Matte. Han var kendt for sine mange tjenester, og kørte normalt Ballum – bilen, der så fortsatte mod Tønder.

En dag mødte en kone op ved bilen. Hun tog sit gebis ud, og rakte ham det, og bad ham om at aflevere det hos tandlægen. Det kunne Matte da godt men:

• Jo we do wa Karoline, man ha do it lig en bit avispapie, æ ku få om det hert.

 

Kalle var ikke ”godt disponeret”

Engang var et lystigt selskab ud at køre ved det gamle dige. Vognen væltede og selv om det var mørkt, blev det holdt mandtal. Den ældste, Kalle manglede. Man ledte og fandt ham siddende på kanten af en grøft med begge ben i vandet. De spurgte ham:

• Wodan ha då det, Kalle?
• Æ æ skidt dispone’e, svarede han.

Og det kan man nok antyde. Han havde brækket begge ben.

 

Ludde kan igen tisse

Ludde var kendt som sur og tvær. Pludselig var han væk. Ingen vidste hvor han var, bortset fra hans kone. Efter 8 dage kom han tilbage til Højer
Han var helt forandret. Glad og munter. En dag sad Ludde ved Skolegade 13 ud for Postgade. Ingeborg Mathiesen var på vej til posthuset. Pludselig råbte Ludde:

• Ingeborg, Ingeborg ka do piss – for det ka æ.

Jo, Ludde var blevet opereret for prostata.

 

Gud ramte ved siden af

Der var masser af humor i det gamle hævringe. Heine var ude for at sætte kornneg sammen på marken – sit dem i skok. Pludselig kom der et forfærdeligt uvejr – regn – og tordenvejr.

Heine krøb i ly i en af ”skokkerne”. Da den blev for fugtig, flyttede han hen til en anden. Straks efter slog lynet ned lige, hvor han havde stået. Heine stak hovedet frem, rettede blikket op mod himlen og udbrød:

• Vorbeigeschossen Lieber Gott. Denn Heine sass im anderen Stok?

 

Meinert lavede selv el

I Toldgade lå Meinert Lützens Møbelfabrik. Han var den første snedker i Nordslesvig, der anvendte maskiner i sit værksted. Allerede ved århundredskiftet havde han dampmaskiner til at drive dem. Han lavede også selv elektrisk lys før der var elværk i byen.

 

De stakkels vagabonder

Også i Toldgade boede den sidste ridende gendarm fra tysk tid. Han fungerede som politibetjent i området. Havde han et ærinde uden for byen, red han med sabel og pikkelhue. Han tog
sig bl.a. af vagabonder. Når de blev anholdt, skulle de løbe ved siden af hans hest.

 

Kurvemager Schmidt

Kurvemager Schmidt i Nørregade solgte kurve, legetøj og nøbbelser. Han havde i mange år en god forretning. Med tiden blev han dog stokdøv. Han var gift med Mille. Hans yngste datter, Ingeborg (Bobbe Kärmache) havde en vissen arm, men kunne udføre næsten alt manuelt arbejde. Hun var en særdeles dygtig kniplerske. Det skete ofte, at kurvemager Schmidt gik til købmanden:

• Æ ska ha tre æg, jet te Bobbe, jet te Mille og jet te mæ sjæl.
• Æ ska it ha dem pakket ind, æ tæe dem i æ hat.

Så tog hun æ mütz af, anbragte æggene i den og tog den på hovedet og gik. Schmidt plejede også at sige, at han vejede 99 pund. Men når han havde fået byttel te unnen, så vejede han 100 pund.  Engang havde han været til fest på Højkro. Han kørte i lettere besoffen tilstand med Rasmus Hindrichsen. Der var lidt vejarbejde, så blev det lidt slalomkørsel, og Schmidt faldt af vognen uden at Hindrichsen opdagede det.

Schmidt havnede på kanten af vejgrøften. En efterfølgende kusk standsede og spurgte, om hun ville med, men Schmidt svarede:

• Nej tak, Æ ache mæ Rasmus

 

Fra ”den anden ende”.

De fleste huse i Højer havde et halvtag bag ved huset var der et kasseapparat med lokumsspand. Når de om aftenen skulle på huset, havde de gerne en lygte med. Spandens indhold blev tømt af i æ Muchkåe, den trillebør, man brugte, når man mugede møg.

Man havde natrenovation i byen.. En stor lukket kassevogn, som blev tømt ude på Vestermarken ved at dens forende blev hejst op, så indholdet gled ud af bagdøren.

Nogle steder havde man indrettet sig komfortabelt, således at man havde kasseapparatet stående inde i huset, men med et lem ud i det fri, så renovationsarbejderne kunne tage spanden den vej ud.  En kone fra byen havde en aften været til gæst hos en familie, hvor man havde en sådan indretning. Men da hun havde et ærinde derude, kom hun ind helt ophidset:

• Uha bedst som æ sit dæe, så forsvun æ spand unde mæ

Hvortil hendes mand tørt bemærkede:

• Trøst dæ søde, det æ it manne, det kenne dæ fra den æend af.

 

Man kan se det på rabarberne

Men der var mange i Højer, der ikke ville betale for natrenovationen. Helt op til 1950’erne var der til lærerlejlighederne på kommuneskolen lokummer med spande, som lærerne selv tømte. Men som en af lærerne sagde:

• Det ka jo ses å æ rabarbe.

 

Ein Kaltes und ein Warmes

Apoteker Waldemar Neusse var kendt på byens værtshuse. Han havde sin daglige tur med sin gravhund Nickel. Hvert sted afgav han den samme bestilling:

• Ein Kaltes und ein Warmes

Det var en kælderkold og en til stuetemperatur. Han tog de første hos Christine Nissen på Stadt Tondern, derpå to hos Ohlsens på Torvet, to hos Jordt på Hotel Sylt, to hos Henny på Centralhotellet, to hos Pørksen u å æ Slus, og to hos Tedjen i Ny Frederikskog.

Han var sikkert påvirket, men som æ hævringe sagde, det skete aldrig ekspeditionsfejl på apoteket.

 

Tarzan i Højer

Og når vi nu er i gang med apoteket. Så boede der i loftværelset med to vinduer i gavlen en kvindelig provisor. En Tarzan i Højer benyttede, når det var mørkt, et stort træ, og svang sig via det til så mange en hyrdetime med den skønne. Men denne trafik opdagede apoteker Neuesse.

Han sendte bud efter en arbejdsmand:

• Martinus, Der Baum muss ab.

 

Dagny skal hjem

I mange år var Niels Johansen værkbestyrer på el – værket. Når hans datter var ude om aftenen, og han synes, at det var på tide, at hun skulle komme hjem, blinkede han med lyset. Så vidste hun besked. Ja det gjorde de alle sammen i Højer, og de sagde til hinanden:

• Så nu skal Dagny hjem.

 

Højers dyreste taxi – tur

En aften sad to hævringe, Peter og Kesse på Peters Kro. Pludselig siger Peter:

• Kesse tæe å ring ette en taxi. Vi ska øve o Sylt.

Hotel Sylt lå over på den anden ende af Torvet. Ikke ret langt skulle man mene. Nu var der dog ingen taxaer hjemme i Højer. Så der blev ringet efter en taxa fra Tønder. Nogen tid efter kom taxaen fra Tønder:

• Nå ska do køe sinne for æa full, sagde Peter
• Kesse bemærkede: Æ gåe we a sie a å holle mæ fast ve æ retningsvise.

Mon ikke de to hævringe fik et chok, da de fik regningen for den ultrakorte taxatur – 20 kroner. Det var mange penge – dengang.

 

Den samme tro

Æ Friessskomache boede til leje i en lille tilbygning til Møllegade 9. Han stammede fra Friesland, deraf navnet.

Boligen bestod kun af et rum. Særlig sundt var det ikke, og han led også af astma. Derfor kaldte æ hævringe ham også for Andreas Pust. Når han gik til købmanden, havde han altid en potte med, som han hældte brændevin i.

Engang lånte han to mark af Pastor Rolfs. Da han stak pengene i lommen, sagde han:

• Tror De nu Hr. pastor, at De får dem igen

Næh, det regnede pastoren ikke med.

Æ Friesskomache sagde derpå:

• Ja så har vi to den samme tro

 

Dann lieber kriechen

Modsætningsforholdene mellem dansk og tysk var ikke så fremherskende som i Tønder. Men en gang imellem opstod der situationer. En hjemmetysker havde været på kro og fået en ordentlig hårbyttel Han kunne ikke stå på benene og væltede rundt i rendestenen. Et par mænd kom forbi. De kendte udmærket manden og tilbød at hjælpe.

Manden i rendestenen spurgte:

• Æ I tysk ejsen dansk?

De to måtte vedgå, at de var danske, hvortil manden i rendestenen sagde:

• Dann lieber kriechen

Ja tro det eller lade være. I Højer havde man også et alkoholfrit gæstgiveri. Det lå hvis nok på Ballumvej.

 

Er du kommet hjem?

Når Heimwehr og hvad de ellers hed under 2. verdenskrig øvede sig i eksercits og marchøvelser, gik de gennem Højers gader og sang Wir fahren nach Engeland.

En dag efter en sådan episode mødte en dansksindet og en tysk sindet hinanden i Mellemgade:

• Nåh Fritz æ då kommen hjem?
• Wa mene då mæ det?
• Wå det it dæ, det skrål, at då sku tæ England

 

Ved siden af en tysker

En ung hævring var kommet hjem fra første skoledag og faderen spurgte hvordan det var gået.

• Jo dæ wå da glant, men det wærst wå te æ wå kom tæ å sett we en tyske.

 

Frontberetning i Højer – bussen

I rutebilen under 2. verdenskrig mellem Højer og Tønder sad en flok hjemmetyskere og snakkede om de sidste frontberetninger. Den ene havde lige hørt i radioen, at det tyske luftforsvar
lige havde skudt syv fjendtlige fly ned. Dette fik en dansksindet, der sad ved side af til beundrende men måske ironisk til at spørge:

• Wå’et mæ jet skå?

Ja og sådan kunne vi blive ved. Og det gør vi i en anden artikel. Hæwe er nu en hyggelig by – Synes I ikke.

 

Kilde:

• Litteratur Højer
• www.dengang.dk – div. artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Højer ligger 77 artikler

Redigeret 8. 12. 2021