Da Kong Hans endelig erhvervede Lundtoft Herred, var det ikke meget tilbage. Adelen ejede det meste. Godset Søgård var Slesvigs største. Og her sad slægten Ahlefeldt på  magten i 300 år. De var nu ikke alle Guds bedte børn. Internt i slægten var der også uenighed.

 

Myter og sagn fra Søgård og Kliplev

Slægten Ahlefeldt har haft stor betydning i egnen omkring  Aabenraa. Ikke mindst i Søgård i Kliplev Sogn.

Der har boet en heks ved Søgård Sø. Grev Ahlefeldt har haft besøg af den med et rødt ar i panden. I nærheden af Kliplev er der støbt fortryllende lykkekugler. Til dette skulle der bruges dødningehoveder, som man hentede fra et nærliggende rettersted.

Et kostbart smykke fra paven i Rom har engang reddet en smuk ung pige fra døden under et opgør på Søgård.

Skal man beskrive Søgårds historie må man vide, at stedet er behæftet med mange sagn og en del overtro. Den legendariske Frederich Fischer fra Aabenraa udgav i 1861 historien ”Kuglestøberen”. Den er nu kommet i en ny udgave.

 

Kendt fra 1300

Allerede Kong Valdemars Jordebog blev Kliplev betegnet som en form for kronegods. I begyndelsen af 1300tallet kom godset i de slesvigske hertugers hænder. Der blev opført en gård ved Store Søgårds Sø. Det menes dog, at Søgård er betydelig ældre.

Stedet blev underlagt administration fra det fjerntliggende Tønder Slot. Ganske upraktisk, skulle man mene.

 

Limbæk slægten overtager

For at lukke et hul i sin kasse pantsatte hertugen Lundtoft Herred til slægten Limbek.  Den første lensmand som er kendt på stedet var Johan Limbek, der i 1344 fik Lundtoft Herred i pant af hertug Valdemar. Senere overgik gården til Johans bror, Lyder Limbek.

Denne Limbek – familie har vi beskæftiget os med i talrige andre artikler her på siden.

 

Benedikt Ahlefeldt på  Langeland

I 1355 hærgede Benedikt den Anden Ahlefeldt på Langeland. Da hertugen gik til modangreb reddede Valdemar Atterdag ham i sidste øjeblik. Sådan fortæller Sjællandske Krønike.

Benedikts ældste søn – Benedikt den Tredje sluttede sig i 1368 til et stormandsoprør mod kongen. Margrete den Første var hårde over for stormændene.

 

Den første Ahlefeldt på  Søgård

Fra 1398 optræder Ahlefeldterne i Søgårds historie. Slægten støttede egentlig hertugerne. Men Benedikt den Anden gik over til Kong Valdemar. Han døde i 1360, og hans søn Benedikt den Tredje fortsatte loyalitet over for kongen. Ja den blev så stor, at han blev én af de fem betroede riddere, som kongen overlod landets styre til, når han foretog udenlandsrejser.

Slægten fik sikkert på grund af denne loyalitet lens-højheden over området. I løbet af meget kort tid blev Søgård Gods en af de største i Slesvig. Det hjalp sikkert også på økonomien, at Benedikt den Tredje indgik ægteskab med en af Claus Limbæks døtre – Catherine.

Men det kan undre at Limbæk – slægten gav afkald på både Søgård og Tørning. Det var en stor familie og arven skulle sikres.

 

Den gamle borg

Den gamle borg lå på en holm i søens nordøstligste vig. Formentlig blev borgen omkring 1480 afløst af et stenhus. Omkring 1550 var der tale om et firlænget anlæg med port igennem det nordlige hus. Antagelig har der også været et voldsystem eller en bastion i det sydvestlige hjørne til Søgård.

 

Ærkedegnen på Søgård

I 1490erne havde ærkedegn Joakim Ahlefeldt rådighed over østfløjen på Søgård. Her havde han mulighed for at rekreere sig i landelige omgivelser. I generation efter generation valgte man at dele hovedbygningen mellem flere brødre og deres familier.

Da kong Hans i 1498 indløste herredet var langt over områdets gårde blevet til fæstegods under Søgård.

 

Uenighed på
Søgård

Gennem 300 år regerede den mægtige slægt Ahlefeldt på stedet. Men stridigheder i slægten, førte til, at der blev etableret en mur gennem gården. Det ses på gamle afbildninger. Borgergården blev simpelthen afskåret. Efterhånden foretrak den ene gren af familien længere øst på til Sundeved.

Den ene gren havde det halve Søgård, med gårdene Grøngrøft og Årup. Den anden gren havde Gråsten og Stoltelund.

Claus Ahlefeldt havde ved sin død i 1487, tre sønner, der skulle arve efter ham. Den yngste Joachim var teolog og ærkedegn i Slesvig. Derfor var det de to ældste brødre Benedikt og Jørgen, der skulle dele arven.

De var godt nok brødre, men ikke særlig gode venner. De delte derfor jord og slotsgård med en stor muret gård mellem sig.   Under bataljen med bønderne i Ditmarsken omkommer hele 9 mænd fra Ahlefeldt – familien. Blandt dem var Jørgen. Benedikt overtog hele gården.

Ved Benedikts død i 1519 overtog sønnerne Frantz og Gregers godset. Men ak og ved. Disse to kunne heller ikke enes. Stridighederne eskalerede voldsomt. Igen blev alt delt. Gregers flyttede fra Søgård. Han flyttede til Troldlykke og derfra videre til Flensborg.

 

Dominans i Lundtoft Herred

I 1524 erklærede Frederik den Første, at de adelige godsherrer selv måtte udøve hånd – og halsretten over deres undersåtter. Måske havde Søgård allerede da udøvet birkeretten. I 1600 tallet blev der i hvert fald afsagt domme på Søgård.

Ahlefeldternes dominans i Lundtoft Herred på reformationstiden var overvældende. Man rådede over 5 fæstegårde i Holbøl Sogn, og 53 selvejergårde, der lå i Tønder Amt. 178 gårde i Lundtoft Herred tilhørte slægten Ahlefeldt. De ejede alle gårde på nær tre i hovegårds-sognet  Kliplev og nabosognet Kværs. Knap 75 pct. af gårdene i de næst-nærmeste sogne Felsted og Ensted ejede de.

 

Ditmarsken kræver sine ofre

De to brødre, Frantz og Gregers deltog i sommeren 1559 i krigen mod Ditmarsken. Frantz faldt under stormen på Heide
den 13. juni. Gregers blev såret af et skud i benet. Han fortsatte kampen, men det gik betændelse i benet. Det medførte hans død. Begge brødre blev begravet i Kliplev Kirke.

 

Søgård
– en bastion

En primitiv skitse viser Søgård omkring 1569. Adgangen til borgen fandt sted ad en lang bro, der førte over til søens nordlige bred , hvor avlsgården antagelig lå. Anlægget var stærkt befæstet. De første Ahlefeldter på stedet stillede også anlægget til rådighed for de holstenske grever i kampen mod Erik af Pommern.

Ahlefeldterne forstod at holde opsætsige bønder fjendtligsindede standsfæller på afstand.

 

Præsten fra Kværs fik bank

Gregers søn, Hans arvede Gråsten Slot. Da han ikke var myndig, styrede moderen arven. Da han allerede døde i 1580, måtte der igen en umyndig søn, Gregers overtage besiddelserne. Senere var det denne Gregers, der for alvor gjorde Gråsten Slot stort.

Omfattende byggerier betød at det nye slot først var klar i 1616. Kun fire år kunne Gregers nyde det. I 1620 efterlod han sine besiddelser til sin ældste søn Hans, der på det tidspunkt kun var 15 år.

Og denne søn forstærkede hoveriet. Bønderne klagede til kongen, men lige meget hjælp det. Præsten fra Kværs forsvarede bønderne, men det resulterede i en gang bank fra Hans. Dette fik dog kongen til at udstede en bøde på 2.000 rigsdaler.

Hans var bestemt ikke respekteret af bønderne. Men blandt sine egne var han dybt respekteret. Han blev valgt til formand for den slesvigske del af Ridderskabet. Hos hertugen på Gottorp var han også dybt respekteret.

 

En
ødsel livsstil

Men den temperamentsfulde Ahlefeldt førte en ødsel livsstil. Derfor måtte han i 1647 sælge Gråsten til Hertug Fillip på Glücksborg.  Men han kunne ikke holde kreditorerne fra døren. Han måtte bede Frederik den Tredje om skattelettelse. Forarmet og jordløs døde han i 1662.

 

Svenskerne bombede Søgård

Under Svensker – krigen i 1643 blev Søgård forsøgt forsvaret mod general Torstenson. Denne skød bygningen i grus med artilleri. Herregården blev ikke genopbygget. Familien flyttede til Grøngrøft. Sten fra den gamle hovedbygning blev brugt til at påføre det nye Gråsten Slot.

Avlsgården blev flyttet vest for søen, hvor nu Søgård Kasserne ligger. I den forbindelse må der også være bygget et beboelseshus, hvor selskabsløven Frederik Ahlefeldt holdt til.

 

Frikøbt for mord

To nye Ahlefeldter var på banen. Det var Frederik og fætter Ditlev. De deltager i forskellige krige rundt om i Europa. Ved et slagsmål på en kro i Amsterdam
kom den iltre Frederik til at dræbe en mand. Ved hjælp af diplomati og penge lykkedes det for Ditlev at frikøbe ham for mordanklage.

Hans jordiske gods, Søgård var skudt sønder og sammen. I en senere beskrivelse af ham, nævner vi blandt andet, at han gifter sig til indflydelse og penge. Det lykkedes for ham at købe Gråsten tilbage for 65.000 rigsdaler. Det var 25.000 rigsdaler mindre end det, Hertug Filip havde givet for det.

Morfar Gregers ambitioner stod ikke mål med Frederiks med hensyn til Gråsten Slot. Men hele ombygningen var ikke tilendebragt før Frederik dør i 1686.

 

Skovbølgård

I Felsted Sogn fandtes endnu et gods, Skovbølgaard. Herfra  blev birkeretten også varetaget. Gården blev ejet af slægten Uge. Det forholdsvis lille gods gik i 1600tallet over til Burchwald – slægten. I 1706 blev det indlemmet i Søgård.

Lundtoft Herred var reduceret til en samling redt spredt beliggende landområder. Kun omkring Uge og Rinkenæs fandtes større områder uden adelige besiddelser.

 

Mere gæld

Frederik den Yngre overtog hele herligheden efter sin far. Han havde en god uddannelse og faderens rigdom som god ballast. Han anlagde en smuk have og orangeri. Det var også ham, der hjembragte det berømte Gråsten æble. Rejser, fester og meget dyre livsstil førte til, at han efterlod sine arvinger en gæld på 300.000 rigsdaler. Tja, da han arvede det hele fra sin far startede han med 1,5 million rigsdaler.

 

Den sidste Ahlefeldt

Han yngre bror, Carl fik ikke alene Gråsten, Langeland  men også Rixingen og Mørsberg ved broderens død. Slægtens besiddelser var nu igen samlet på en hånd.

Carl var meget vellidt ved hoffet, men heller ikke bleg for fest og ballade. Til sidst kunne han ikke låne mere. Misvækst, krigsskader, og kvægpest satte en stopper for videre vækst.

Den sidste Ahlefeldt på Søgård blev denne gehejmeråd Carl Ahlefeldt. Da hæren skulle bygge om, fandt man den sidste ejers våbenskjold på loftet. Ahlefeldt døde i 1722. Da kom der frem, at gården var insolvent.

 

Tvangsaktion

Hans 20 årige søn var ikke i stand til at vedgå arv og gæld. Alle godser og besiddelser, dog Tranekær undtaget, blev sat på tvangsaktion.   Store godsmængder blev solgt i 1725 på tvangsaktionen på Gottorp.

Søgård og Gråsten blev delt. Men også mange andre store gårde blev solgt. Det var blandt andet Fiskebæk, Kiding, Ballesgård, Skovbølgård, Bojskov, Ladegård, Grøngrøft, Kelstrup, Årup og Årtoft.

Hertug Christian August købte Gråsten, Fiskebæk og Kiding for kun 95.000 rigsdaler.

 

Hoveriet afskaffes

Søgårds nye ejer blev landråd Godske von Thiesen. I 1786 overtog dennes halvbror , grev Werner von der Schulenburg gården. Skiftende godsforvaltere boede på  stedet. I Schulenburgs tid blev der indført arvefæste og selveje. Hoveriet blev afløst af afgift. Ejerens enke besluttede desuden, at restgæld og afgiftsrestance skulle eftergives.

Godsinspektør Thullesen dyrkede runkelroer og raps, ligesom der blev plantet en del skov.

 

Herredstinget

Det enlige tingsted er man uenige om. Da det kom under godsjuristdirektionen , blev retterstedet flyttet til Ensted Sogn. Fra 1770 blev herredstinget holdt ved den eneste gård i Tørsbøl, der ikke hørte under noget gods.

 

Flere ejere

I 1838 blev Søgård solgt til advokat Friederich Güntzel. Han lod opføre en enetages bygning. Det er faktisk denne bygning, der danner grundlag for det nuværende Søgård.

I 1854 var det amtmand Heltzen, der overtog stedet. Hovedbygningen blev udvidet.  En vestlig tværfløj i to etager blev opført.

 

Bommerlunder – snapsen

Den berømte Bommerlunder – snaps blev fra 1863 fremstillet på stedet af brygmester Callesen. Desværre nedbrændte brænderiet og produktionen fortsatte
i Flensborg.

Da området blev indlemmet i Preussen tog fortyskningen til. Der blev opkøbte masser af ejendomme. En dansk modaktion udeblev ikke. Både Trøjborg og Søgård blev sikret på danske hænder i 1906. Det var bankdirektør Axel Heide, der overtog Søgård, og godsforvalter Raben blev ansat til at drive stedet.

Alberti – sagen satte sin spor. Bankdirektøren kunne ikke mere magte at drive den store gård. Villars Lund, godsejer og landtingsmedlem overtog stedet med den samme godsforvalter.

 

Krigsministeriet overtager

I 1934 erhvervede Krigsministeriet via Statens Jordlovsudvalg. Da Hærrens Bygningstjeneste skulle bruge stedet manglede de en del faciliteter. Derfor rejstes et større hus i samme stil som den gamle hovedbygning. Den gamle vest-fløj blev bevaret uændret, og en ny østfløj blev føjet til.

Den gamle avlsgård fra 1919 blev omdannet til belægningsstuer og senere til depoter.

 

Kamphandlinger fra Søgård

Den 9. april 1940 var Søgård udgangspunkt for en række kamphandlinger (se artikel under Tønder: Sønderjylland 9. april 1940). 11 soldater fra Søgård faldt under disse kampe.

 

Årup Gods

Og Årup fortjener også lige en ekstra omtale. Årup hørte det meste af middelalderen under Søgård gods og familien Ahlefeldt. Det sjove er, at selv om Aabenraa Fjord ligger lige i nærheden, så afvandes størstedelen af skoven til Vidåen. Dybe grøfter præger dele af skoven. De er gravet for at fremme afvandingen af dens lavere liggende arealer. Det var også syd for Årupgård, at valfarts-kapellet Sct. Annas Kappel lå.

 

Endelig under Aabenraa Amt

Først efter treårskrigen blev de administrative forhold i Lundtoft Herred mere overskuelig. Herredet blev lagt under Aabenraa Amt. Men man beholdt både herreds – og husfogeden. For første gang siden ca. 1300 lykkedes det at forene Herredet. De sidste forhindringer blev ryddet af vejen den 3. juni 1853.

Godsherrerne ordnede selv politiforvaltningen på deres besiddelser, men nu var de underordnet de almindelige lokale og regionale myndigheder.

 

Søgård til Lundtofte Herred

Hertug Christian August af Augustenborg blev landsforvist efter sin rolle under treårskrigen. Hans besiddelser blev taget fra ham. De gråstenske godser blev ført videre som kongelig forpagtningsgods.

Søgård med alle dens besiddelser kom til Lundtoft Herred. Til Søgård hørte gårde i Ravsted, Terkelsbøl og Visgårde samt i Gåskær, Ingebøl og Vollerup Sogn som i 1850 var blevet forenet under Rise herred.

 

Fordelt mellem to kommuner

Men i 1867 blev det hele igen lavet om. Og i 1920 genopstod Lundtoft Herred nu udvidet med Varnæs Birk. Og i 2007 blev området delt i mellem de to nye storkommuner Aabenraa og Sønderborg.

 

Gisninger om slægtens opståen

Rygterne vil vide, at slægtens herkomst begynder ved greverne af Schwabeck, der i 1152 skal være flygtet til Hannover og her have grundlagt byen Ahlefeldt.

Man kan dog betvivle denne oplysning. Den stammer fra den berygtede krønikeskriver Joh. Letzner (død 1621). Han var kendt for upålidelighed og lettroende.

En antagelse er at Ahlefeldt – slægten har rod i slægten Westenseer. Der forekommer i 1253 en Emeko von Westensee. Han ejede sognet Westensee med godserne Deutsch Nienhof, Schierensee, Emkendorf og Bossee.

Slægtsnavnet Ahlefeldt kan også stamme fra Alevelde eller Anevelde. Disse navne forekommer i Pommern i det 14. århundrede. De er sikkert meget ældre. Navnet Anefelde kan omskrives til Anfall. Det forstås som et Len. Ved Tønder kendes et stednavn Aneveldemark.

 

Byen Ahlefeldt ligger 2 mil nord for Rendsborg. Her bliver der i ældre skrifter nævnt, at byens grænse skal strække sig fra Ejderen til den sidste grænsepæl tæt ved Hr. Benedicts (Ahlefeldts) Vold.

De første besiddere skulle have været brødrene Johan og Gerhard de Anevelde. Derefter skulle nedenstående Benedict de Anevelde have overtaget grunden.

Men også denne antagelse er lidt diffust.

 

Ridder Benedikt de Alvelde

Med sikkerhed ved vi, at ridderen Benedikt de Alvelde den 26. november skrev kontrakt med Hertug Henrik den Anden af Mecklenburg om at forrette krigstjeneste for ham. Højst tænkeligt er det den samme væbner som allerede nævnes i et dokument i 1309. Vi ved, at han var holstener og var knyttet til Grev Johan den Milde. Efter holstensk skik har han skrevet sig til en lokalitet, landsbyen Ahlefeldt. Her har enten ham selv eller hans forældre haft et gods.

 

Våbenskjoldet

Våbenskjoldet kan føres tilbage til Benedikt den Andens segl fra 1354. Den består af et tvedelt skjold med en ørnevinge i højre felt og to bjælker i venstre. Benedict den Førstes segl skal have rummet den samme opstilling. Hjelmtegnet, der træffes første gang i 1389 er en lænket hund. Dette sammensatte våben kunne afspejle et slægtskabs – eller tjenesteforhold til en stormand, der har ført et vingepar som våben, men også her er vi på gyngende grund. Et tilsvarende våben føres af flere gamle holstenske slægter.

Søn og sønnesønner tjente Valdemar Atterdag.

 

Masser af gods

I Slesvig erhvervede slægten foruden Søgård også Nør (ved Egernførde), Königsförde – Lindau (ved Ejderkanalen), Sakstorp (på
halvøen Svans) og Gelting.

I hertugdømmet Holsten havde slægten følgende besiddelser. Bossee, Lehmkulen, Wittmold, Deutsch – Nienhof, Emkendorf, Hasseldorf og Fresenburg.

 

Kamp om rigdom og magt

Slægten er stor. Indtil nu er 1.300 fødte Ahlefelder. Sammen med Rantzau – slægten kæmpede man om anseelse og rigdom. Slægten havde de højeste embeder og titler inden for de danske kongers og hertugers tjeneste.

 

Ditmarsken krævede store tab

Således faldt Hans til Haseldorf Ahlefeldt i 1500 i Ditmarsken med Dannebrogsfanen. Ja en masse Ahlefeldter døde i krige mod Ditmarsken i både 1404, 1500 og 1599.

Godske Ahlefeldt var den sidste katolske biskop i Slesvig. I Frederik den Tredjes tid spillede flere Ahlefeldter en fremragende rolle, særlig under Karl Gustav
– krigen.

 

Frederik Ahlefeldt

Frederik Ahlefeldt (død 1686) blev i 1665 tysk rigsgreve og i 1672 dansk lensgreve. Han erhvervede grevskabet Langeland.  Over en seksårig periode studerede han på universiteter i Jena, Bologna, Paris og Amsterdam. Ja sådan lyder den pæne version.

Han var søn af Frederik Ahlefeldt til Søgård. Ved sit giftermål i 1656 med statholder Christian Rantzaus eneste datter, Margrete Dorothea, kom han ind i en indflydelsesrig familie. Frederik var også respekteret hos Dronning Sophie Amalie. Dronningen var flygtet fra København, der var plaget af pesten. I Flensborg holdt hun nogle gevaldige fester, og her var Frederik Ahlefeldt en af hendes ynglinge.

 

Bortførte 14
– årige datter

Men han påkaldte Kong Frederik den Tredjes vrede. Åbenbart var ægteskabet indgået uden svigerfars accept. Og man kan vel godt forstå svigerfar. Ja Frederik Ahlefeldt havde bortført Christian Rantzaus 14 – årige datter og giftet sig. Efter to års pres fra kongehuset gav svigerfar  så efter.

 

Stor karriere

I 1657 blev han landråd og generalkrigskommissarius og brugtes de følgende år i diplomatiske udsendelser til kurfyrsten af Brandenburg og hertugen af Gottorp. I 1660 sendtes han til England. I 1661 sluttede han en handels – og venskabskontrakt.

Efter hjemkomsten udnævntes han i 1661 som Statholder i København. Senere i 1663 blev han statholder i hertugdømmerne, amtmand i Steinburg og guvernør i Sønder – Ditmarsken.

I de følgende år opholdt han sig mest på Gråsten. Han var især optaget af stridighederne med Gottorp. Gråsten havde han købt i 1662 af den fallerede hertug
Philipp af Glücksborg. Med handelen fulgte også Fiskebæk.

 

Ledende minister

Efter tronskiftet 1670 og Christoffer Gabels fald blev Ahlefeldt den ledende minister. Men han havde ikke så meget lyst til at deltage i regeringens daglige forretninger, så efterhånden blev han trængt af Griffenfeld.

I begyndelsen støttede han denne. Men efterhånden blev han en af Griffenfelds største modstandere. Han mente, at Griffenfelds politik var skæbnesvanger for landet.

Efter faderen og svigerfar kom Ahlefeldt i besiddelse af en stor formue. Grev Rantzau havde i sommeren 1659 med kongens samtykke overdraget ham Tranekær Len på Langeland. I 1663 fik han Elefantordenen.

 

Hedvig Ahlefeldt – konkurs

På Gram Slot kunne enken Hedvig Ahlefeldt fra Søgård ikke klare gældsforpligtelserne i 1663. Hun havde været enke siden 1647. Hun blev erklæret konkurs. Allerede inden havde rigsfeltherre Hans Schack vist interesse for erhvervelsen af stedet. Han havde sendt to af sine mest betroede mænd til tvangsaktionen.
De havde fået bemyndigelse til at byde 16.000 rigsdaler. Men rigsgreve Christoffer Rantzau narrer dem. Han bød 17.000 rigsdaler.

Samme aften tilbyder Rantzau dog at afhænde slottet til Schack for samme beløb. Men det lykkedes dog for Hans Schack at få godset for 13.400 rigsdaler.

 

Norske besiddelser

Frederiks sønnesøn Grev Christian arvede grevskabet Laurvig i Norge. Fra 1785 fik slægten kongelig bevilling for sig og efterkommere at føre navn af grever Ahlefeldt – Laurvig.

Gehejmeråd Burchard Ahlefeldt til Eskilsmark fik 1672 patent som dansk greve. Slægten samlede store besiddelser. Olpenæs (ved Kappel), Ludvigsborg (på
halvøen Svans) Königsförde – Lindau (ved Ejderkanalen), Grevskabet Langeland med Tranekær Slot, Stamhusene Ahlefeldt (Broløkke) og Stamhuset
Lundsgård, Baroniet Lehn, Stamhuset Egeskov, Herregårdene Eriksholm, Fjællebro, Hjortholm, Møllerup, Skovsbo og Ulstrup Slot.

Som tidligere nævnt opstod linjen Ahlefeldt – Laurvig eller Ahlefeldt – Laurvigen efter at kammerherre, generalmajor Christian lensgreve Ahlefeldt til Grevskabet Langeland (1732 – 1791) tilkendes arveretten til grevskabet Laurvig i Norge.

Hans søn Frederik lensgreve Ahlefeldt – Laurvig, som blev kaldt Generalen solgte Grevskabet Laurvig til kongen i 1805. Slægten fortsatte dog med de anvendte navne.

Senere forekom yderligere variationer af navne i slægten som

• Ahlefeldt – Laurvig – Bille
• Ahlefeldt – Laurvig – Lehn.

Teater – tosset

Lensgreve Frederik Ahlefeldt – Laurvigen (”Generalen”) (1760 – 1838) overtog efter faderens død godset Tranekær på Langeland.

I modsætning til sin far, reformerede han det langelandske landbrug. Han oprettede et lærerseminarium og udflyttede de gamle fæstegårde. Han oprettede en sukkerfabrik, fik restaureret kirkerne på Langeland og indkaldte fremmede håndværkere.

Allerede som 14 – årig blev han udnævnt som ritmester i det sjællandske regiment. I 1783 blev han oberstløjtnant. Under krigen mod England lykkedes det for ham ved hjælp af små fiskerbåde, at f tropper gennem den engelske blokade til Lolland fra Langeland.

Han blev kaldt for teatergal. På tidspunkter havde han indflydelse på teateret i Gottorp og Odense.

På Tranekær Slot oprettede han en teatertrup.

 

Afholdt greve

I perioden 1791 – 1813 afskaffede han hoveriet. Fra 1810 indførte han efterhånden fast akkord for alle tiender. Han blev yderst populær blandt borgerne på Langeland.

Statsbankerotten førte til, at ham måtte sælge sine norske besiddelser til kongen.

”Generalens” brodersøn nægtede i 1832 i første omgang at overtage Tranekær. Efter en tænkepause slog han dog til. Han bosatte sig i et mindre hus. Gennem flid og sparsommelighed lykkedes det atter at få Tranekær på højkant igen.

 

Elise Ahlefeldt – mor til H.C.A. ?

Sammen med sin kone fik ”Generalen” i 1788 deres eneste fælles barn, datteren Elise. I 1807 fødte hun et uægteskabeligt barn som blev bortadopteret til tyske forældre. Elise Ahlefeldts fortrolige omgang med tronfølgeren Prins Christian førte derfor til rygter om, at denne var barnets far. Rygter går på at de er de
egentlige forældre til H.C. Andersen (Læs artiklen – under Aabenraa: Jomfru Fanny fra Aabenraa).

 

Skilt og gift

I 1810 blev Elise gift med den tyske krigshelt Ludvig Lützow. Parret blev skilt og Elise plejede omgang med den berømte tyske digter, Immermann. Denne har faktisk skrevet om livet på Tranekær Slot. Titlen på dette værk er Die Epigon.

Elises graviditet og fødsel i 1807 medførte, at Grevinde Hedemann sammen med sin datter Elise flyttede fra Tranekær til Hamburg.

Lensgreveparret blev siden skilt. Lensgreve Federik Ahlefeldt – Laurvig forlovede sig i 1815 med den kun 18 – årige Ida Catharina Leth.

En lensgreve kan ikke uden videre gifte sig. Kongen skulle spørges. Og Frederik den Sjette bifaldt brylluppet. Ægteskabet medførte en større arvesag
mellem lensgreven og Elise Ahlefeldts ægtemand, Lützow.

Og let har det bestemt ikke været. Det umage ægteskab første til familiemæssige stridigheder. Parret blev skilt efter fire års ægteskab. Ida Catharina Leth
blev siden gift igen.

 

De vigtigste Ahlefeldter

Når man skal beskrive slægten i korte træk, kommer man selvfølgelig til at glemme væsentlige personer. Men vi nævner her i korte træk, dem som vi mener er væsentlige. Som det vil fremgå i andre artikler her på siden, har slægten været nævnt i mange artikler.

• Godske Ahlefeldt (død 1541) biskop i Slesvig by

-Claus Ahlefeldt (1614 – 1674) generalfeltmarskal og dansk befalingsmand i Norge

• Frederik Ahlefeldt (1623 – 1686) lensgreve til Grevskabet Langeland, dansk statholder i hertugdømmerne, storkansler.
• Frederik Ahlefeldt (1662 – 1708) lensgreve til Langeland, dansk statholder i hertugdømmerne.
• Frederik Ahlefeldt (1702 – 1773) lensgreve til Langeland, general
• Carl Ahlefeldt (1670 – 1722) gehejmeråd, lensgreve til Langeland, dansk statholder i hertugdømmerne
• Benedikt von Ahlefeldt (1678 – 1757) godsejer, direktør for Hamburger Oper, klosterprovst til Uetersen Kloster
• Charlotte von Ahlefeld (1781 – 1849) tysk forfatterinde
• Elisa von Ahlefeldt (1788 – 1855)
• Sophie von Ahlenfeldt, gift grevinde von Brockdorff (1848 – 1906)
• Walter von Brockdorff – Ahlefeldt (1887 – 1943) greve, tysk general under 2. verdenskrig

Ikke meget tilbage

I dag er der kun få spor tilbage af det oprindelige anlæg ved Søgård. I 1847 anlagde Ingeniørtropperne en landevej hen over resterne. Der findes dog svage voldaftegninger vest for landevejen og volde og murrester øst for landevejen.

Djævlen i kroppen

Vi hører ofte at den holstenske adel tog til udlandet for at studere. Men det var sjældent de her gjorde sig bemærket. De unge holstenske adelsmænd var kendt som hovmodige og anmassende. Ofte førte de et ødselt og udskejende liv.

Endnu i 1722 hedder det i et brev fra den danske Legationssekretær i Paris i anledning af nogle optøjer som Joachim Christoffer Ahlefeldt havde forøvet der:

• De fleste holstenske Adelsmænd har Djævlen i Kroppen med deres Forfængelighed og Stolthed.

 

Ahlefeldt: Jeg er suveræn 

Den unge Ahlefeldt havde blandt andet udtalt:

• Den danske Adel er kun Slaver. Kongen af Danmark er ikke min Herre, skønt jeg for Hertugen af Holsten, er han ikke mere min Herre end Kongen. Jeg er selv suveræn som hele den øvrige holstenske Adel.

Nu var den holstenske adel hverken værre eller bedre end andre steder.

Overfor borgere og bønder optrådte adelen med hensynsløs brutalitet. Der var dog hæderlige undtagelser. Indbyrdes har de udkæmpet blodige fejder.

De har gennem tiden unddraget sig skatter og afgifter. Christian den Fjerde bestemte i 1598, at adelen skulle betale afgifter. Men sandheden var
nok en anden.

Det er bemærkelsesværdig, at adelen havde så stor magt i Lundtoft Herred.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 

Følgende artikler har relation til teksten:

• Adelsslægten, der uddøde
• Jomfru Fanny fra Aabenraa
• Folk syd for Aabenraa
• Lov og ret i Aabenraa
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa 1-2
• Syd for Aabenraa
• Kirker – syd for Aabenraa
• Bommerlund, snaps, kro og skov (under Padborg, Krusaå, Bov)
• Gårde og mennesker i Bov Sogn (under Padborg,Krusaå, Bov)
• Okseøerne i Flensborg Fjord (under Padborg, Kruså, Bov)
• Hertugen af Tønder (under Tønder)
• Møgeltønder – dengang (under Tønder)
• Møgeltønders historie (under Tønder)
• Oprør i Møgeltønder (under Tønder)
• Schackenborg i Møgeltønder (under Tønder)
• Sønderjylland 9. april 1940 (under Tønder)
• Trøjborg Slot – nord for Tønder (under Tønder)
• Bondeslægten på Trøjborg (under Tønder)
• Bondeslægten på Trøjborg – endnu mere (under Tønder)
• Tønderhus – slot, borg og fæstning (under Tønder)
• Præstens dagbog (under Tønder)
• Enklaverne i Sønderjylland 1 – 2  (under Sønderjylland)
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde (under Sønderjylland)
• Sønderjyllands Historie indtil 1200 (under Sønderjylland)
• Margrete den Første og Sønderjylland (under Sønderjylland) og mange flere artikler 

Redigeret 12. – 01 – 2022