Aabenraa- under Preussisk/Østrigsk styre

Vi når ikke helt til 1920, og hilser på nogle af danskhedens kæmpere. Det var bestemt ikke kun H.P. Hanssen. Det var apotekeren, Bahnsen og Fischer og ikke mindst Junggreen. Forholdene blev vanskelige. Der var masser af konfrontationer. Og økonomisk gik det tilbage for Aabenraa. Danskerne så hjemmetyskerne og slesvig-holstenerne som fjender. Hjemmetyskerne havde i begyndelsen også et køligt forhold til prøjserne. I skolen skulle der også tales tysk i frikvarterne. ”Bürgerverin” fik stoppet bladet ”Freja”. Endnu i 1867 var der dansk flertal. Splittelsen mellem dansk og tysk voksede. Man troede på Jomfru Fannys forudsigelser. Og så blev kongen til kejser. Men inden da var han på lynvisit i Aabenraa. Og så blev Junggreen dømt seks måneders fængsel for majestætsfornærmelse. På Junggreens grav står mejslet ”Lykkeligt er det folk, som fostrer lige sønner”

 

Østrigerne holdt ikke så længe

Måske er overskriften lidt vildledende. Det var jo ikke så længe, at Aabenraa var under østrigsk styre. Det vil nok være for omfattende, hvis nu vi to hele perioden til 1920. Det kan vi komme tilbage til i andre artikler. Her vil vi nøjes med tiden ind til 1871.

Det handler om dem, der kæmpede for danskheden. Og det var ikke kun ham, vi hører mest om hele tiden, H.P. Hanssen, der kæmpede for de dansksindedes sag. Men der var sandelig også andre. Dette bliver en lidt længere artikel. Nu er du advaret.

 

Der kom gang i handelen

Den overvejende indtægtskilde havde været skibsfarten. Indbyggerne var søfarende, som skibskaptajner, styrmænd og matroser. Dertil kom skibstømmermænd og småhåndværkere.

Det var som om, at der i 1850’erne kom mere gang i handelen. Der kom flere købmænd og købmandsgårde opstod. Men vi kigger engang på de 500, der fra 1851 – 63 fik borgerbrev, ja da var 60 købmænd og handlende. Og de fleste af de 47, der fik borgerbrev som gæstgivere drev også høkeri ved siden af.

I 1842 havde byen ca. 4.000 indbyggere. Af den var 5-600 skibsførere og sømænd. På værfterne arbejdede der 250 skibstømrer. I begyndelsen af 1870’erne arbejder der en del af dem endnu i byen.

Enkelte skippere, der havde tjent godt oprettede stiftelser med friboliger for de gamle. Der var ikke så meget forbindelse til bønderne på Løjt. Men der var dog den undtagelse med de bønder på Løjt, der havde været skippere. Her opstod der også nogle flotte kommandørgårde.

 

Halvdelen af indbyggerne var født i byen

Længe før H.P. Hanssen i 1893 flyttede til byen og brugte Folkehjem (Schweitzerhalle) som kampplads var det Fr. Fischer og Junggreen, der med Hotel Danmark som kampplads kæmpede for danskheden.

Aabenraa havde i 1864 ca. 5.000 indbyggere. Halvdelen af dens indbyggere var født i byen eller amtet. Indvandringen var kongeriget var ikke stor, men det havde været stigende fra Tyskland. En masse skippere fra Løjt tog borgerskab i Aabenraa. Man sagde dengang og måske også nu, at få at være ægte Aabenraaer så skal man tre slægtled have boet i byen. Flertallet af indvandrerne længere væk fra tilhørte de mindre bemidlede.

Man sagde dengang at ”Affenraask” var mere særpræget end i andre sønderjyske byer. Man kunne få bugt med det tyske sprog, først som plattysk senere som højtysk. Det blev også i Aabenraa embeds-og kirkesprog. Der kom tysk skolesprog og selv til danske gudstjenester sang man engang tyske salmer.

I 1850 sagde Martin Bahnsen i stænderforsamlingen, at af byens 800 familier eller fuldstændige husholdninger var kun 30 tysk.

Men ak, så kom 1864 med alle dens ulykker og sorger. Nu var det de tysksindede, der sad i byens ledelse.

 

Jørgen Bruhn med forsigtig og tilbageholdende stilling

I 1850’erne havde agent Jørgen Bruhn været byens rigeste mand. han var en stor skibsreder og havde på Kalø et skibsbyggeri, hvor der i årenes løb blev bygget mange skibe. Han ejede mange af disse eller havde part i dem. Foruden den store gård på Sønderport, ejede han Slotsvandmøllen og Nymølle. Han havde også bygget Stenbjeg Mølle på Løjt Land.

Han var rådmand indtil 1849, da han trådte tilbage. Han havde stor indflydelse i byen. Han indtog en meget forsigtig og tilbageholdende stilling i national henseende. Frederik Fischer sagde flere gange i 1840’erne, at han inderst inde var dansk, men han ville først og fremmest have fred.

Han døde i 1857 og hans ejendom deltes mellem børnene. Af disse blev eller var de fleste tyskere. Ingen tog del i den nationale kamp. Sønnen Ingvard Bruhn var del dansk og vel også advokat Bruhn, som fik ejendommen på Torvet.

 

Jørgen Poulsen blev dansk

Det største skibsbyggeri i Aabenraa var Paulsens. Jørgen Poulsen havde oprindelig været slesvig-holstener, men i 1850’erne slag han om. Ved Frederik den Syvendes besøg i 1854 hejsede han Dannebrog. Fra den tid hørte han til i danskernes lejr.

Skibsbygmester Gustav Raben var derimod en af tyskernes ivrigste og mest fremtrædende mænd. Han boede på Store Torv. Af de andre skibsbyggere var Skifter Andersen og Jacobsen danske.

 

Den rigeste del af borgerskabet

Den rigeste del af borgerskabet bestod af skibsredere, kaptajner og enkelte købmænd. Ynden for denne klasse var de fleste danske. Den største skatteyder i 1863 var dog kommerceråd Jørgen Lorenzen. Han slog over i 1864 og var på tyskernes side. Den næststørste var Dr. Grauer, der var dansk.

 

Måske stod tyskerne stærkest i mellemklassen

Blandt danskernes første mænd træffer vi farver, fhv. rådmand, stænder deputeret Martin Bahnsen, agent Middelheus, den unge tobaksfabrikant J.P. Junggreen, apoteker Worsaae, fysikus Th. Dahl, udgiver af Freja, boghandler Nicolai Sørensen, skibsbygger N. Elberg samt en del flere.

Blandt hjemmetyskerne skal vi nok også nævne gamle Jørgen Ahlmann, der var den første til at hænge det slesvig-holstenske flag ud af sit hus, da tre prøjsiske dragoner den 10. februar 1864 red gennem byen.

I borgerskabets mellemklasse var der en del tysker mens danskerne stod stærkest i småborgernes klasse.

’

Man så slesvig-holstenerne og hjemmetyskerne som fjenden

Den 31. oktober var freden underskrevet. Da flagede tyskerne i Aabenraa. Frederik Fischer fortæller i sine dagbøger, at han var langt nede. Han tilbragte nogle dage hos hans fætter Callesen på Posekær.

Apoteker Worsaae fortæller, at han påtænkte at forlade sin fødeby og tage ophold hos en gift datter i Sverige. Men alligevel var det håb hos Bahnsen og Fischer for hertugdømmets endelige skæbne var endnu ikke afgjort mente de.

Danskerne så først og fremmest slesvig-holstenerne og hjemmetyskerne som fjenden. Man kom bedre ud af det med østrigerne end prøjserne. Østrigerne stod med augustenborgerne, som Prøjsen var meget kølig over for.

 

Hjemmetysker havde en køligt forhold til prøjserne

Hjemmetyskernes begejstring for prøjserne blev hurtig kølnet. Da Kong Wilhelms fødselsdag skulle fejres den 22. marts 1865, deltog hjemmetyskerne ikke i synderlig grad. Dette overlod man til det prøjsiske militær.

Året efter ville man give fødselsdagen et lidt mere festligt præg. Men kun få hjemmetyskere flagede. Den Augustenborg – sindede borgmester, Gottburgsen havde i nogle dage i forvejen ladet flagstængerne nedtage fra kirketårnet.

Amtmand von Levetzau havde forsøgt at få danskerne til at deltage i et festmåltid, men forgæves. Efter måltidet var der bal på Coloseum. Her deltog de prøjsiske soldater med inviterede tjenestepiger.

 

Farvel til danske embedsmænd

I 1864 havde man sagt farvel til mange danske embedsmænd. Også amtmand Heltzen blev afskediget og Augustenborgeren, herredfoged Petersen blev konstitueret i stedet for. Men den 19. juli blev det så i stedet advokat Jürgensen. Og allerede den 22. september kunne en ny en sætte sig på posten. Det var Kammerjunker Werner von Levetzau. Nu måtte Jürgensen så flytte ud til sin bror, der ejede et teglværk uden for byen. Han var en forholdsvis human embedsmand.

Borgmester Lunn var blevet suspenderet allerede den 15. april 1864. En Richardi fra Rendsborg holdt kun i meget kort tid. Så blev det advokat Gottburgsen ligeledes fra Rendsborg. Han var ikke særlig afholdt af danskerne. Han blev medlem af kredsretten i Flensborg og blev derfor afløst af aktuar A v. Krogh. Han var dog ret ubetydelig.

 

Man valfartede til Bjolderup

Fra 1850 – 63 var pastor A. Leth dansk præst i Aabenraa. Pator Holdt var præst for den tyske menighed. I 1864 blev Holdt dansk diakon og provst Götting blev hovedpræst. Om denne mærkelig danske sprog er der mange historier. Han manglede, som han selv sagde ”Øverning”. I 1865 blev Holdt præst i Løgumkloster. I Aabenraa fik han en efterfølger, en Ewertsen, der var ganske skikkelig, men han duede ikke som prædikant. I 1868 kom han til Hviding.

Leth var grundtvigsk og havde haft temmelig stor betydning for kirkelivet i Aabenraa. I hans tid var kirken gerne overfyldt. Nu da både han og Holdt var borte, var kirken nærmest tom. Danskerne søgte især til kirke hos pastor Michaelsen i Bjolderup. Han var dansksindet og en begavet taler.

Om søndagen holdt der ligefrem kapervogne uden for byen for at befordre folk til Bjolderup i kirke. Engang da pastor Michelsen var vikar i Aabenraa, var kirken overfyldt. Der måtte anbringes bænke i gangene.

Efter pastor Ewertsen kom pastor Grønning. Han var pietistisk og samlede en kreds om sig og efterhånden holdt tilstrømningen til Bjolderup kirke op.

 

Tysk skulle indføres som hovedsprog i skolen

Den 8. februar 1865 havde provst Götting stævnet alle byens skolelærere til sig og givet dem ordre til at indføre blandet sprog i skolen. De skulle først fortælle og eksaminere på dansk- derefter skulle de gentage det hele på tysk. Men dette var kun en begyndelse.

I oktober 1864 var der blevet stemt om, hvorvidt skolesproget skulle være dansk eller tysk. Tyskerne havde overrumplet danskerne og havde sejret. Den 10. marts 1865 indstævnedes lærerne for Skolekollegiet for at få meddelt, at de havde deres afsked fra 1. april, da tysk nu skulle indføres som hovedsprog. De fik ventepenge, men disse var nu ikke ret store.

Rektorskolen skulle føres tilbage fra forholdene før 1848. Til førstelærer valgtes en prøjser, Dr. Wolf. En af de afskedigede lærere var anden pigelæreren J.C. Juhler. Han fik tilbudt en pension på 300 mark om året. Han tog imod med den betingelse at han ville oprette en privatskole i Aabenraa.

Han købte et hus i Slotsgade og begyndte her på sin skole i 1866. Her virkede han og sin kone til hans død i 1883. men der blev dog lagt hindringer i vejen for ham og i 1872 blev hans pension taget fra ham. Han har haft en stor betydning for danskheden i Aabenraa.

 

I skolen skulle der også tales tysk i frikvarterne

I Borgerskolen indførtes tysk helt fra 1. april 1867, hvilket dog ikke kunne gennemføres i de lavere klasser. I rektorskolen måtte der heller ikke tales dansk i frikvarterne. Skete dette blev man straffet ved at skulle at skulle straffes på den store tavle 50 gange:

 

• Dänish darf nicht gesprochen warden

 

Også Navigationsskolen indførte nu tysk. Tidligere var der i gennemsnit 20 – 30 elever. Omkring 1870 var der kun tre elever tilbage. De sønderjyske sømænd søgte til skoler på Fanø og i Kolding.

Den 8. april havde Christian den Niende fødselsdag. Man fejede gaden og strøede sand og blomster uden for hvert hus for at markere sin danskhed. Men borgmesteren påbød at det hele skulle være fjernet inden for en time.  Skete dette ikke ville de pågældende få en stor bøde.

 

17 dansksindede blev arresteret

Dagen efter – i 1865, en søndag aften samledes de sandsindede sig i frederiksklubben på Hotel ”Danmark”. Der blev Christian den Niendes skål udbragt og der blev sunget nationale sange. Ved ti-tiden var de fleste gået hjem.

Lidt over 10 viste Gendarm-vagtmester Olsen og politibetjent Gielow sig i salen og bad de tilbageværende om at forlade salen. De fik dog lov til drikke deres punch først. Man sendte bud til bestyrelsen og Junggreen mødte op. Denne bad nu om at de forsamlede gik hjem.

Men nu blev døren hevet op. Politibetjenten, Gendarmen og en vagtkommando med fældede bajonetter trængte ind og erklærede de forsamlede som arresteret, dog med undtagelse af Junggreen.

17 personer førtes nu under eskorte til Rådhuset. Uden for Hotel ”Danmark” stod en skare hjemmetyskere og hoverede. Da man kom forbi Rudebecks Hotel (det nuværende Hotel Royal) hvor tyskerne havde deres forsamlingssted, kom der også en del tyskere for at se optoget.

Arrestanterne anbragtes i fire arrester. De blev læsladt næste formiddag kl. 10. Frederiksklubbens bestyrelse beklagede sig til borgmesteren, der lovede at undersøge sagen.

Endelig efter lang tids venten svarede borgmester Gottburgsen, at politibetjenten og gendarmvagtmesteren havde overtrådt deres beføjelser.

 

Dansk gudstjeneste kl. 7 om morgenen

Om sommeren blev de danske gudstjenester nu afholdt klokken 7 om morgenen og om vinteren kl. 2. Den danske præst måtte ikke foretage dåbshandlinger og vielser i kirken og i husene kun med den tyske præsts tilladelse.

Borgmesteren havde forlangt at alle skilte skulle være på tysk. Spændingen mellem slesvig-holstenerne og prøjserne var stigende. Den augustenborgske præsident havde fødselsdag den 6. juli. Hjemmetyskerne ville fejre dagen med flagning, blomster, optog, skiveskydning osv. Aftenen før kom der ordre fra amtmanden og borgmesteren om at forhindre optog og demonstrationer.

 

Amtmanden i lidt for ophøjet stemning

Politibetjenten måtte afsted. Nu var det tyskerne, der måtte til at skaffe sand og blomster væk fra gaden. Det blev fortalt at det var forbudt for embedsmænd at flagre. Det slesvig-holstenske flag kom først op på slottet mellem kl. 7 og 8 om aftenen. Det blev sagt, at amtmand Jürgensen om eftermiddagen var kommet ud til Schweitzerhalle (nu Folkehjem) og der efterhånden var kommet i en så opløftet stemning, at han havde sendt ordre til slottet om at hejse flaget. Muligvis var dette årsagen til at han var blevet fyret til september.

Om aftenen samledes tyskerne sig på ”Rudebecks Hotel”. Da den prøjsiske vagtpatrulje over midnat trak forbi, blev der sunget:

 

• Schleswigholstein stammverwandt,

Jagt die Preussen aus dem Land

 

Patruljen rapporterede det til major von Cranach, der med en kommando ryddede salen og noterede de tilstedeværende. Efter hændelsen blev ”Bürgerverein” lukket i byen. Tyskerne og soldaterne var i den kommende tid i et spændt forhold.

Flere tysksindede borgere blev om aftenen overfaldet af soldaterne. Tre af dem fil sabelhug i hovedet. Soldaterne flygtede inden de blev pågrebet. Heldigvis blev bataljonen kort tid efter kommanderet på øvelse i Lockstedt.

De prøjsiske officerer levede temmelig isoleret. Hverken danskere eller tyskere ville have noget med dem at gøre. Apoteker Worsaae var dog i marts 1866 sammen med nogle af de nyankommne officerer, nogle embedsmænd og nogle danske familier til et middagsselskab.

 

Bürgerverin genopstod

Den 2. – 6. september 1865 blev der arrangeret en tur til København. Der meldte sig masser af folk fra hele Sønderjylland. Men man havde kun 6 dampskibe til rådighed.

Bürgerverein havde fået lov til at genopstå. Tyskerne havde den 14. oktober under et møde i Rødekro vedtaget at oprette en forening, der skulle modarbejde Slesvigs deling.

 

Fischer solgte sit blad

Frederik Fischer havde vakt danskheden i byen ikke blot ved sit blad men også med de sammenkomster, der fandt sted hos ham. Efter Treårskrigen var han blevet dybt skuffet over at Sønderjylland ikke var blevet indkoopereret i kongeriget. Han følte sig skubbet til siden.

I 1859 solgte han ”Freja” til boghandler Nicolai Sørensen, men han blev ved med de daglige sammenkomster i sit hjem. I 1865 flyttede Fischer ind i sin nye og sidste lejlighed nede ved havnen, som Jørgen Paulsen og apoteker Worsaae havde indrettet til ham til ham for penge, som hans venner havde skudt sammen.

Her var et stort værelse, hvor han kunne have sine bøger og instrumenter og hvor sammenkomsterne kunne holdes. Her samledes venner hver dag fra kl. 5 til 7. Disse møder fik stor betydning for danskernes sammenhold.

 

Worsaae indtog en forsigtig rolle

Mange af disse erindringer har vi også fra apoteker Worsaae. Han måtte vel også regnes for en af danskernes ledere. Men han indtog en lidt mere forsigtig rolle. Han skulle passe på sit privilegium. Han foretog et par udenlandsrejser. Og på en af disse tog han til Verdensudstillingen i Paris. På vej hertil besøgte han redaktør Heinrich Kruse fra ”Köllnische Zeitung”. Han skildrede de sande forhold i Nordslesvig. Og Worsaae leverede ham stoffet. Dette blev så oversat af Bahnsen eller Fischer.

Paragraf 5 gjorde det af med et augustenborgsk Slesvig-Holsten. Og fra Aabenraa sendte man en lykønskning til den prøjsiske sejr over Østrig i 1866. Året efter fejrede ”Liedertafel”, ”Bürgerverin” og ”Turnverein” og eleverne fra en drengeskole denne sejr med et optog ud til Hjelm Skov.

Den 18, september besluttede man i By kollegiet at anskaffe et flag med ørn til rådhuset og lade flagstangen male sort og hvidt. Også skilderhusene skulle males ”anordningsmæssigt”

 

Hertugdømmernes indlemmelse i Prøjsen

Den 24. januar 1867 blev Hertugdømmernes indlemmelse i Prøjsen fejret.

Fra Rubebecks Hotel gik ”Bürgerverin” med et musikkorps i spidsen til rådhuset. Men egentlig var der kun ca. 80 personer der deltog i festlighederne.

Fysikus Dahl ville ikke aflægge ed til kongen af Prøjsen. Derfor blev han suspenderet og afskediget. Han blev dog i nogen tid bosiddende i Aabenraa som er en af de ledende danske mænd i Aabenraa. Senere blev han stiftsfysikus i Aalborg.

I den følgende tid blev prøjsisk administration og til dels også lovgivning indført i Hertugdømmerne. Amterne blev omdannet til kredse og amtmændene blev til landråder. Der blev oprettet amtsretter og amtsdommere blev ansat.

 

Valgsejr til danskerne 1867

1867 var et valgår. Der blev i Aabenraa afgivet 516 danske og 469 tyske stemmer. Fra Landsognet 90 danske og 43 tyske stemmer.

100 dansksindede skibstømrere havde søgt til Danmark. Det var sløjt med arbejdet i Aabenraa. Der var indvandret 50 teglværksarbejdere fra Tyskland. En række danske værnepligtige var også fraflyttet byen.

 

Ballade i Stadt Hamburg

I Stadt Hamburg kom der til ballade. Hel formiddagen holdt Junggreen, Bahnsen og apoteker Worsaae sig her for at alt gik rigtig til i forbindelse med valget. Da en danske var kommet i strid med kaptajn Michael Jebsen, ville Junggreen tale ham til rette, men det fik den tysksindede advokat Schwennsen til at true med knytnæve for Junggreens ansigt:

 

• Hier müssen Sie Deusch sprechen, sonst halten Sie das Maul!

 

Efterhånden som der blev drukket mere tæt steg faren for, at der kom håndgribeligheder. Der blev sendt bud efter flere dansksindede. Under stemmeoptællingen var der bnær gået galt. Tyskerne med Michael Jebsen og advokat Schwennsen i spidsen havde igen erobret skænkestuerne. Håndværkssvende og de tyske teglværksarbejdere blev trakteret med drikkevarer og stemningen høj.

Tyskerne tabte valget. De havde bestilt musik og forberedt sig på fakkeltog og et et stort gilde på Rudebecks Hotel. Det måtte aflyses.

 

Danskerne fejrede sejren

De danske vælgere blev inviteret til et glas punch på Rudebecks Hotel, hvor man kunne fejre sejren. Her blev der skålet og sunget. De fleste var gået hjem inden kl. 8.30, da borgmester Gottburgsen indfandt sig.

Over for værten, Jessenius Hansen bad han ham om at sende de sidste hjem inden kl. 9 og de skulle heller ikke synge. Kort efter kom advokat Schwennesen og en flok tyskere. Idet de sang Slesvig-Holsten – visen sprang de døren til Hotel Danmark. De var kommet fra Hotel Rudebeck.

Der kom til slagsmål, men tyskerne blev drevet tilbage. I stedet begyndte de nu at ødelægge vinduer. Der blev nu sendt bud efter politiet. Borgmesteren kom nu med betjentene og straks efter mødte en militærvagt op.  Gaderne blev nu ryddet og bagefter Rudebecks Hotel.

Næste aften holdt Frederiksklubben fest på ”Danmark”. Alle lokalerne var fulde. Da trådte den ny borgmester, A. v. Krogh ind. Han var netop tiltrådt samme dag. Han påbød værten at det ikke måtte synges og at gæsterne skulle sendes hjem kl. 9.

 

Splittelsen voksede

Den 30. oktober skulle der vælges valgmænd til valg af deputeret til den prøjsiske landdag. Resultatet blev, at der valgtes 10 danske og 9 tyske valgmænd. Dette skabte igen had og ophidselse i befolkningen.

Borgmester og fysikus erklærede nu over for skovrideren at embedsmændene ikke ville deltage i jagterne hvis Bahnsen og Worsaae skulle deltage. Splittelsen voksede. Her havde det altid været både dansk – og tysksindede med til jagt

 

Økonomisk blev det vanskeligere for Aabenraa

I økonomisk henseende blev årene efter 1864 vanskeligere for Aabenraa. I skibsbyggeriet indtrådte der en stilstand. Folk fra egnen ville ikke mere lade bygge et skib. En mængde skibstømmermænd havde forladt byen.  De aabenraaske småskippere ville nødig føre tysk flag. De sejlede derfor uden flag så længe de var på tysk område. Mange virksomheder i Aabenraa gik ned med nakken.

 

En kaserne blev oprettet

Aabenraa var blevet garnisonsby. De dansksindede havde ikke meget glæde ved at se prøjsiske pikkelhuer. Byen havde ingen kaserne. Soldaterne måtte indkvarteres hos borgerne. Den ivrige hjemmetysker købmand Johan Jacobsen var meget optaget af planer om at få opført en kaserne.

Han ejede nogle arbejderboliger i nærheden af den udtørrede vig af floden. Disse fik han omdannet til kaserne, senere fik han hjælp af byens kasse til at få opført en kasernebygning.

Et stykke af engen, der grænsede op til kasernebygningen, blev grøftet og drænet. Sand og grus blev kørt dertil. Og det blev omdannet til eksercerplads. Da garnisonen tog bort, blev den omdannet til markedsplads.

 

Vanskelige forhold med den prøjsiske presselov

Den prøjsiske presselov var trådt i kraft. Det betød, at det fra den 1. september 1867 var en ret begrænset frihed for den danske presse. Redaktøren for ”Freja” havde fået at vide, at der fra den 27. marts skulle foreligge en oversættelse på tysk hver gang. Og så skulle kommandanten sætte sit stempel på. Ud der disse forhold kunne Nicolaj Sørensen ikke udgive et blad.

Men senere udkom den dog under lidt mildere betingelser. I 1867 fik redaktøren at vide, at nu var bægeret ved at flyde over. Der ville ikke blive accepteret flere provokationer og man frabad sig artikler fra Junggreen. Alt imens måtte Apenrader Nachrichten kalde folk for ”blödsinning”. Til sidst fik ”Bürgerverin” gennemført et forbud mod ”Freja”.

 

Jag danskerne ud af landet

Nytårsnat mellem 1867 og 1868 samledes tyskerne på Store Torv. Ved midnat blev et bål antændt. Man afsang en koral ”Des Jahres letste Stunde”. Derefter drog man rundt i gaderne syngende Slesvig-Holsten-visen. Man havde ændret lidt på omkvædet:

 

• Jagt die Dänen aus das Land.

 

Bedre hjemme var man ikke i det tyske. I morgenstunden trak reveillen gennem byen. Denne skik blev så gentaget de følgende år.

I 1868 blev der også arrangeret en rejse til Danmark. 700 sønderjyder aflagde i dagene 4. – 7. juni besøg i Aarhus og Randers. Fra Aabenraa deltog der ca. 60 stk.

 

Da Kong Wilhelm besøgte Aabenraa

I september 1868 kom kong Wilhelm til Nordslesvig. Myndighederne og tyskerne havde travlt med at planlægge turen. Det skulle selvfølgelig foregå med pomp og pragt. Man forsøgte at samle en deportation, der skulle tale med kongen. Men det ville han ikke.

I en hel uge havde man forberedt besøget i Aabenraa. En masse æresporte var slået op. Og flag var stillet op foran alle de dansksindedes huse. Borgmesteren opfordrede også folk til at sætte lys i vinduerne.

Embedsmænd stod parat ved kongens skib. Områdets præster var forsamlet. Skyttelavet ”Liedertafel” og ”Turnerne” og hvidklædte damer stod parat. Kongen stod med armene ned ad siden og foroverbøjet hoved. Han steg så op på en vogn, der skulle køre ham fra Sønderport gennem hele byen til banegården. Og han kørte i Kommerceråd Jørgen Lorentzens ekvipage. Ja og fra Banegården gik det mod Tønder.

 

Frederiksklubben fik bøde

Skyttelavet var allerede i 1864 blevet erobret af tyskerne. Dets skyttefest 3. pinsedag havde et fuldstændigt tysk præg.

I 1869 arrangerede Frederiksklubben en skiveskydning ved Schweitzerhalle (Folkehjem). Det var den samme dag som Skyttelavet afholdt deres. 114 deltagere var mødt op hos Frederiksklubben.  Man vandrede fra Hotel Danmark til skydepladsen. Man havde fået tilladelse til denne skydning, fordi skydepladsen lå i Kolstrups distrikt.

Men man havde ikke fået lov til at gå det korte stykke på Aabenraas grund. Og det blev betragtet som en meget alvorlig sag. Man forlangte en liste over alle de 114. De ville nu alle få en bøde.

 

Borgmesteren truede med bøde

De danske topledere var kaldt møde hos borgmesteren. Han gjorde opmærksom på, at han kunne straffe dem, hvis de blev ved med at argumentere for paragraf 5. Borgmesteren mente, at denne paragraf kun var blevet optaget i Prag – Freden af høflighed over for kejser Napoleon. Den ville aldrig komme til udførsel, mente borgmesteren.

Den 15. januar 1870 var der valg til borgmester. Danskerne overvejede om de skulle deltage. Måske var det en fordel at beholde A. v. Krogh på grund af hans ubetydelighed.

 

Man troede på Jomfru Fanny

Jomfru Fanny havde varslet at store begivenheder skulle finde sted i 1870. I seks år skal Slesvig være under fremmed herredømme, sagde hun. Et stort slag ville foregå omkring Aabenraa. Noget som man aldrig havde set før. Danmarks konge ville komme på den hvide hest. Der ville være blod i gaderne og de danske tropper ville herefter komme tilbage for bestandig.

Jo hendes spådom lever stadig i Aabenraa. Og det gør visheden også, at hun skulle være en kongedatter. Men den store krig, der kom. Ja det var Prøjsen mos Frankrig.

I Sønderborg tænkte man på at flygte. Her var man bange for at blive beskudt af den franske flåde. Jomfru Fanny havde sagt at et prøjsisk skib, forfulgt af seks andre snart ville vise i Aabenraa Fjord.

 

Aabenraa – Bataljonen i krig

Rundt om i hjemmene spillede danskerne Marseillaisen. Og dette irriterede tyskerne, når de gik forbi på gaden. Den 25. juli om aftenen skulle den garnisonerende bataljon drage afsted. Husene var illuminerede og tyskerne flagede. På banegården musicerede Knacks Musikkorps. Drengene var mødt med stoklygter. Til sidst var alt i orden, så toget bestående af tre lokomotiver og 41 vogne kunne afgå.

Senere kunne man så læse at tyskerne havde taget 40.000 fangere. Det viste sig så at være en trykfejl. Der var kun 4.000.

Efter nogle sejre var rådhuset fuldt oplyst, men slottet var mørklagt. Et planlagt fakkeloptog blev ikke til noget.

 

Da kongen blev til kejser

Man længtes efter freden. Der kom indberetninger om, at flere unge fra byen var faldet. Den 20. januar 1871 kom så budskabet fra kong Wilhelm at han ville lade sig udnævne til Kejser. Dette fik Fischer til at udbryde:

 

• Herre Gud, saa er vi arme Syndere da nu bleven ”Kaiserlich – Königliche Untertanen. Ja, ingen ved, hvad han før sit Endeligt kan blive til.

 

Landråd v.Levetzau hejste et flag på slottet, men flagstangen knækkede af stormen og flaget forsvandt.

 

Hvem havde knækket flagstængerne?

Endelig den 2. marts kom efterretningerne om freden. Der blev skudt salut og ringet med kirkeklokkerne. Dansksindede havde også illumineret deres huse, men de blev kaldt for kujoner.

Næste dag var tyskernes flagstænger knækket. De danske topledere blev kaldt til afhøring. Men hvem der havde ødelagt flagstængerne, kom aldrig frem i dagens lys.

 

Et skuffende dansk nederlag

Den 3. marts var der valg til den tyske rigsdag. Det var ikke med store forventninger danskerne gik til valget. Nu var stemningen tilmed trykket efter den uheldige illumination aftenen forud. Resultatet blev også dårligere, end man havde ventet. 322 danske og 371 tyske stemmer.

Fra dansk side blev der påstået at der var uregelmæssigheder med hensyn til valglisterne. Men resultatet var i hvert faldt, at danskerne havde tabt flertallet af stemmer i Aabenraa og de genvandt det ikke i den tyske tid.

 

Junggreen blev danskhedens leder

Dagen efter den 4. juli 1871 døde Frederik Fischer af et apoplektisk tilfælde. Martin Bahnsen døde den 12. marts 1875. Og i 1872 solgte Worsaae apoteket og rejste til København. I 1877 forlod også fysikus Th. Dahl byen.

Junggreen trådte til som deres arvtager. Han blev ikke kun Aabenraas fører. Han blev hele Sønderjyllands/Nordslesvigs fører for danskheden. Og snart fandt han ud af, at Prøjsens overherredømme ikke var kortvarig.

Han gik i tysk skole men blev dansk påvirket i hjemmet og navnlig af deres omgangskreds. hvortil hørte mænd som Fischer og Bahnsen. Han drømte om at stå til søs lige som sin far og farfar. Men han tog sin første uddannelse på stedfaderens tobaksfabrik.

 

Seks måneders fængsel for majestætsfornærmelse

Denne Junggreen var under den første Slesvigske krig rejst til kongeriget for ikke at blive indkaldt i den slesvig-holstenske hær. I 1853 rejste han udenlands. Og det var som guldgraver. Da han opholdt sig i Virginia studerede han tobaksfabrikation. I løbet af sommeren 1857 vente han tilbage til Aabenraa, hvor han giftede sig og etablerede sig som tobaksfabrikant. Det har vi tidligere skrevet om.

Han skrev ret ofte til Frederik Fischers avis ”Freja”. Han forsøgte at skrive moderat. Men han undgik ikke fængsel. Han skrev at, den tyske kejser skulle gå ind for paragraf fem. Dette blev takseret som majestætsfornærmelse. Det blev takseret til 6 måneders fængsel som blev afsonet i Magdeburg.

 

Lykkeligt er det folk, som fostrer lige sønner

Fra 1868 skrev han i det genoprettede Dannevirke. Fra 1866 – 70 skrev han i Köllnische Zeitung om begivenhederne i Nordslesvig.

I 1881 tog Junggreen initiativet til ”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig (senere Sprogforeningen). Han blev den første formand. I 1884 blev han valgt til Rigsdagen. Men han sad der ikke ret længe. Allerede i 1886 døde han – en uventet død. På hans gravsted i Aabenraa står følgende:

 

• Lykkeligt er det folk, som fostrer lige sønner

 

Han holdt mange foredrag særlig om historiske og astronomiske emner. Han har sikkert været inspireret af Fischer.

Vi forlader nu Aabenraa under prøjsiske styre. Men vi vender tilbage for det er meget mere at fortælle.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• graenseforforeningen.dk
• biografileksikon.lex.dk
• Sønderjysk Årsskrift (div. Udgaver)
• Sprogforeningens Almanak (div. Udgaver)
• Martin Bahnsens Dagbøger (1964)
• Aabenraa Bys Historie 2-3
• Kaufmann: I Fjendens vold
• Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie
• Lausten Thomsen og Nicolai Svendsen: Haabets Mænd
• Sprogforeningens Almanak (div. Udgaver)
• Trap: Hertugdømmet Slesvig (1864)
• Lauridsen. Da Sønderjylland vaagnede 1-2

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.693 artikler:
• Under Aabenraa (164 artikler) finder du bl.a.:
• Aabenraa 1848 – 1851
• Aabenraa – før Prøjserne
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
• Aabenraa 1864
• Aabenraa under Preussisk/Østrigsk styre
• En tobaksplantage i Aabenraa
• En Fysikus fra Aabenraa (b)
• Familien Fischer fra Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa

 

• Under 1864 og De Slesvigske Krige (41 artikler)

 

• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening (141 artikler)
• Her kan du bl.a. læse om livet under det fremmede styre 1864 – 1920