Aabenraa-krogede gader med toppede brosten

Vi kigger på dagligdagen i Aabenraa fra cirka 1870 til 1910. Vi skal møde den ”sprogkyndige” provst. Og så var det et skønt liv ude på Farversmølle. Der var mange købmandsgårde i Aabenraa, dengang. Som lærling var man på kost og logi. Og her ”spiser man alting med” fik man at vise, selv om det var blodpølse. Vi skal kigge på en købmandsgård ved Sønderport. Så flyttede man, og blev nabo til Postgården. Men efter 15 år gik den ikke mere. Et freds-egetræ blev plantet. Vi skal møde en gårdkarl, der gik med guldbriller og havde en ridehest. Og så var det lige vognmanden, der kørte helt til Flensborg. Ja og hjemmeslagter og natvægter Schubert, samt brandmajor Poul Schröder. Hvert år var der landevejscykelløb fra Flensborg til Haderslev. Der var grise- og kræmmermarked. Kejseren blev fejret og Meyenburg var med. Politi Matzen var emsig og havde travlt. Og Rosenvold fik sin hævn. Så kom Brødrene Fink til byen og Frits Clausen var en god legekammerat.

 

Den ”sprogkyndige” provst

Vi er i byen t tidsrummet 1870-1910. Dengang havde man en ”Apenrader Knabenbürgerschule”. I skolerne i Aabenraa blev der undervist både på dansk og tysk. Og derhjemme talte man som regel sønderjysk.

Den navnkundige tysk provst Götting maltrakterede det danske sprog fra prædikestolen, hvor han under en begravelse kom til at sige dette under en begravelse:

• Hendes Liv var lang, og der var meget ondt i det, men hendes Ende kort, og den var sur. Nu ligger hun her paa sin Bare (båre). Lader os betragte hendes Ende.

 

Ude på Fraversmølle

Jo og tænk engang så var der to kornmøller og en stampemølle. En af møller var Farversmølle. Til den hørte 30 tønder landbrugsjord og skovarealer.

Farversmølle blev solgt til et medlem af den rige familie Bruhn i Aabenraa. Det var kaptajn Jacob Schmidt Wildfang. Ja han var også ejer af Vejrmøllen ved Sønderport.

Møllerparret på Farversmølle fik efterhånden fem børn. Den ene af sønnerne druknede i Mølledammen som lille.

Møllerbørnene lærte at bestille noget, og de måtte deltage i alt forfaldende arbejde ude og inde. Navnlig høravlen krævede mange flittige hænder, både når den skulle rykkes op med rode og ruskes. Det var et arbejde, der kunne mærkes i ryggen.

Om vinteren blev der spillet kort i folkestuen. Regnskabet fra kortspillet blev skrevet med kridt på loftsbjælkerne.

Jo det var herude, at borgeskabet mødtes om søndagen hos den daværende møller Andresen. Her kunne man for billige penge købe kaffe. Og de fine kager kunne man så selv medbringe. De kostede 5 penning pr. stk.

 

En stor købmandsgård

Lige overfor Store Pottegade lå dengang den gamle købmandsgård i Ramsherred. Den blev ejet af storkøbmanden N.C. Nielsen. Det var dennes far, købmand Jens H. Nielsen, der i 1856 byggede det store 4-etagers pakkehus ved gangen ned til H.P. Hanssensgade. Dette hus er for længst revet ned.

Skulle man stå i købmandslære dengang, ja så blev der stillet krav. Lærertiden startede lige efter ens konfirmation. Den varede i fem år. Det var et rent hundeliv fra om morgenen klokken 5 til om aftenen klokken 22.

Også om søndagen havde man åbent, dog ikke i kirketiden. Det var lærerdrengens arbejde at passe den. Den første time om hverdagen gik med at rense flasker. Så skulle man ellers stå på spring bag disken og fare ud på lageret i det store pakhus. Jo så var der også udbringning af varer.

 

Her spises alting med

Kost og logi fik personalet dengang hos arbejdsgiveren. De unge mennesker blev behandlet med strenghed.

• Her spises alting med

Ja sådan lød det strengt fra madmor, hvis det kneb med at få hendes udpinte middagsmad ned.

Det var dengang da sortsuppe allerede var en specialitet i Sønderjylland. Den blev kogt på grisetæer, og så kom der griseblod i den samt gryn og lidt eddike. For nogle var det en livret, men for sikkert mange flere inklusive ”Dem Gamle Redaktør” så afgjort ingen delikatesse.

 

En blandet kolonialhandel

I 1877 startede der en blandet kolonialhandel i vognmand A.P. Schlaikiers ejendom på Søndertorv 194 nu Søndergade 14. Dette var det den unge købmandsfamilie Lorenzen.  Oppe i den pæne stue blev der anbragt mahognimøbler. Og så var der en ”Silberschrank” til sølvtøj, de pæne glas og porcelæn.

Sofa og stole var betrukket med rød plys og svajede ben. Jo denne pæne stue blev kun brugt om søndagen og til festlige lejligheder.

Der var en indkørsel til gården, hvor bønderne spændte fra. Langs med indkørslen lå butikken og det er så her vi igen møder lærlingen fra Ramsherred. Det var nu de færreste lærlinge, der startede deres egen butik. Nu var han blevet gift og havde fået godt tag i bønderne, der strømmede til sin butik.

 

Man kunne få en gratis middagsmad

Her var lige fra grøn sæbe og saltede sild til hele sukkertoppe samt brændevin. Der var Jamaicarom fra fad. Snapsen kostede kun 25 pf. for en flaske.

Fra butikken kunne man komme ind til konens domæne-skænkestuen-hvor kunderne kunne få dagens ”læskedrikke”. Det kunne for eksempel te- eller kaffepunch for en ”groschen”. Og så var brændevinsflasken på bordet til fri afbenyttelse efter behag. Man kunne også få en romtoddy, som var lidt dyrere.

Ved en god handel blev der også serveret gratis middagsmad. Men nu var en god handel altid relativ. Han fik nemlig sjældent kontanter for sine varer. Men han måtte aftage deres produkter-smør og æg-som hel eller delvis betaling. Kvaliteten var dog ofte meget ringe. Æg fra skjulte reder på høloftet og loen blev flittigt blandet med de nylagte.

Smørrets kvalitet var meget forskelligt og ikke altid afregningen værd. Og i den forbindelse måtte man ikke være godtroende. Konkurrencen fra de gamle købmandsgårde i Aabenraa var hård. Og her var mange drevne og dygtige handelsfolk.

 

Butikken flytter

Men de unge købmandsfolk var optimister og efter 2-3 år købte man ejendommen Søndertov 198-i dag Søndergade 18. Hertil flyttede man nu forretningen. Denne ejendom havde i gamle dag været gæstgivergård, fint beliggende lige på ad byens store og smukke postgård, som blev bygget i 1758. Mange af postdiligencens passagerer har nok spist og overnattet her.

Også på det nye sted var der indkørsel. Butikken og skænkestuen var forneden. Der var beboelseslejlighed foroven. I sidebygningen ud til gården var der tre små toværelses lejligheder til udlejning. I forlængelse heraf var der et gammelt bulhus med vaskerum og to lagerrum. Dette havde den unge købmand indrettet til en lille eddike- og sennepsfabrik.

 

Travlhed på rejsedage

Oven over disse var der et stort rum med en lille forstue i hele bulhusets længde, som nok i gæstgivergårdens tid har været fest- og forsamlingssal. Senere har der også været snedkerværksted her. For enden af gårdspladsen lå der en stor lade med stald og vognport. På porten var der et kobbermonogram på porten med Frederik den Syvendes navnetræk. Det kunne tyde på, at porten på store rejsedage for eksempel ved højtider også har været benyttet af postdiligencerne.

 

Efter 15 år gik det ikke mere

Dette sted var bygget engang i begyndelsen af det attende århundrede. Og her voksede en søskende flok op på to piger og fem drenge. Konen var vant til at tale plattysk hjemme fra Flensborg, hvor hun stammede fra. Derfor blev sproget i huset tysk.

Men købmand Lorentzens evner som købmand var begrænset. Han manglede i høj grad menneskekundskab og han var for eftergivende. Efter 15 års virksomhed som købmand kom han i den pinlige situation at måtte indfri betydelige kautionsforpligtelser over for en slægtning og en forretningsforbindelse.

Han måtte opgive den blandede kolonialhandel. Mens han var svag som købmand var han dog stærk som bogholder. Lorentzen blev bogholder i Voetmanns store trælasthandel, hvis kontorer lå i Ramsherred.

 

Et lille pensionat

Der var mange munde at mætte, og bogholder-gagen kunne næppe brødføde dem alle sammen. En snes æg kostede dengang fra 80 penning til en mark. En liter mælk fik man i stalddøren hos by-bønderne Boyskov og Poul Schrøder. De boede lige i nabolaget. Og prisen var kun 8-10 penning.

De holdt gerne 2-3 køer og en hest. Deres enge og markjorder lå ”å æ Mæsk” vest og og syd for Sønderport.

Og familien Lorenzen indrettede et lille pensionat for 3-4 mennesker. Hun satte en ære i at være en god husmoder og at børnene gik fin påklædt. Og til det formål kom hjemmets faste sypige, mutter Fränzel en måneds tid før pinse i flere dage, ja op til en hel uge, og syede pinsestadsen.

 

En Freds-egetræ

Så længe de to af knægtene endnu ikke gik i skole fik de altid tøj af faderens gamle, vendte bukser og jakker. De var forinden blevet grundig vasket i kvillajabark. Sypigens løn var i 1890erne en mark om dagen plus fuld kost. Der blev altid lavet noget særligt godt i de dage, hun var i huset.

Derhjemme i pensionen var der to vintre i træk elever fra den tyske landbrugsskole. Familien kaldte den for ”Aggerstudenter” og de gik ”nach Burchenart” med grønne studenterhuer. Nogle fulgte også de tyske studenterskikke og røg lang pibe, som nåede helt ned til gulvet.

Fra vinduerne var det et godt overblik over gaden og Torvet. I mørke augustaftener gik børnene op og ned ad gaden omkring det egetræ, der kaldtes ”Friedenseiche”. Tyskerne havde plantet det der i 1871 efter sejren over Frankrig,

 

Masser af hestevogne

Der var kørertøjer fra hele landet, som spændte fra i de to gæstgivergårde og købmandsgårde lige i nærheden. Køretøjerne var for det meste flade fjedervogne med ca. 35 cm høje sidefjæl, på hvis kanter en løs agestol var anbragt til kusk og passagerer.

På markedsdage var der ofte bundet en hest til bagsmækken. Den nærmeste nabo til familie Lorentzen var gæstgiver Sønnichsen, i hvis gård der jævntligt blev handlet med heste som gårdskarlen Jens Christensen fremførte i trav op og ned ad indkørslen.

 

Med guldbriller og ridehest

Han var ungkarl, gik altid med guldbriller og holdt ridehest. Og denne var en pæn og lidt nervøs hoppe, som hvert andet eller tredje år skænkede ham et dejligt føl. På dens ryg vandt han i årenes løb mange præmier ved ringriderfesten. Men han alles sorg vandt han aldrig kongeværdigheden.

Når det var hans tur til at galopere efter ringen snakkede han gerne først beroligende til hesten:

• Sinne, sinne Midde-bare sinne- så skal vi nok tej æ ring.

 

Fra Aabenraa til Flensborg

En af de første vogne, der rumlede over Torvet om morgenen, var gerne onkel Schlaikiers. Han hed i folkemunde aldrig andet end ”æ Flensborre Fohrmand”. I en mægtig stor vogn, som fra bukken til bagsmækken helt var dækket med sejldug spændt over halvrunde buer, kørte han fragtgods fra Aabenraa til Flensborg og retur.

Denne vogn var fast parkeret på Nyvej, hvor åen langs med Outzens Plads under jernbanebroen løb ud i fjorden ved fiskernes gamle bådeplads.

På en mindre vogn fordelte han godset fra den store over hele byen og samlede samtidig nyt til den næste tur. For 4-5 groschen tog han også en enkelt passagerer og deres bagage med til Flensborg. De ca. 30 km ad Chausséen tog 6-7 timer.

 

Hjemmeslagter og nattevægter Schubert

I gadebilledet så man også den meget morsomme hjemmeslagter og nattevægter Schubert. Med en embedskasket på hovedet og en klokke i hånden gik hans lille, runde person vuggende på sin korte ben gennem byens gader og forkyndte kommunale meddelelser på tysk:

• Klokke to i eftermiddag tændes springvandet
• En fed hest er blevet slagtet hos hesteslagter Marquardt i Nygade.

Den dansksindede hesteslagter Rosenvold brugte ikke Schubert som reklamesøjle. Han annoncerede med sine ”fede heste” i Hejmdal. Prisen på hestekød var 20-25 penning pr. pund. Efter Genforeningen råbte Schuberts efterfølger med klokken på klingende sønderjysk:

• Æ Springvand stæ still fra æ klok jenn
• I Ettemirra æ klok to sejle æ dampe te Lønsemaj å tebagh æ klok sju.

 

Brandmajor Poul Schröder

En anden markant skikkelse i gadebilledet var bybonde, bødkermester og brandmajor Poul Schröder ved æ Synneport. Når han iført sin flotte uniform og med sit store, velplejede flagrende skæg ilede over Søndertorv og op ad Fiskergade, så vidste knægtene, at der på brandkorpsets øvelsesplads ned ”å æ Maj” ville ske noget.

Det var altid spændende, at se de dygtige frivillige brandmænd tumle med sprøjter, slanger og stiger under Poul Schröders myndige ledelse. Han kommanderede altid på tysk, men det hændte at en advarsel kom ud på sønderjysk.

Det var ikke ham, men en gammel kollega i Haderslev der under en brandøvelse sagde:

• Wenn seje ”kehrt um” så skal I oll stå me æ ——te æ Rajhuus.

 

Det store landevejs-cykelvæddeløb

En årlig tilbagevendende begivenhed var det store landevejs-cykelvæddeløb fra Hamborg til Haderslev. Det fandt sted på sommersøndage med en deltagelse på over hundrede mandlige ryttere, som i spredte grupper i løbet af en halv time passerede Søndertorv.

Ved et løb efter år 1900 var der mellem sportsfolkene to damer i tækkelige pludderbukser. Det vakte næsten mere opsigt end topløse damer på vores badestrande i dag. Tilskuerne på fortovene grinede og man kunne høre dem råbe:

• Nej se-sedæe-to kvindfolk å de ha minsandten kuns baus å¨.

Ja dengang var der kun en slags damemode med hensyn til kjolernes længde, og den var maxi.

 

Da Aabenraa fik den første bil

En anden begivenhed, som satte sindene i bevægelse i de dage, var da Aabenraa fik sin første bil, hvis ejer var maskinfabrikant Bastiansen på Nr. Chaussé. Når han med høje trut fra hornet tøffede gennem gaderne stejlede hestene. Folk skyndte sig fra kørebanen i sikkerhed på fortovene:

• Davlen i et, sikken en fart
• Nej, no hær æ alle keen maghen

Og når børnene hørte hornet stoppede deres leg i baggården. Så var det bare med at komme ud på gaden under råbet:

• Stræv å kom, fon o kommer Bastiansen i sit auto.

Motorcykler var der også kommet, men ikke alle brød sig om ”dette nymodens kram”.

 

Det store kræmmermarked

Oppe på Store Torv var der hver sommer kræmmermarked ”æ Jahrmærken” med skydetelte, kram og slikboder og ikke at forglemme ”Braunschweiger Honnigkuchen”. De gik som varm brød under tonerne af karruselmusikken i købmand Danielsens gård.

 

Grisemarked

Senere blev sommermarkedet afholdt på den nye markedsplads for enden af Store Raadhusgade. Før den blev anlagt var der hver lørdag formiddag også grisemarked på Store Torv. Der holdt vogn ved vogn af den type, vi allerede har beskrevet, belæsset med kasser af masser af små pattegrise.

Deres høje, skrigende hyl lød fra den tidlige morgen over pladsen. Duften fra deres ekskrementer fyldte luften. Men der var ingen, der klagede over støjplagen eller luftforureningen, som jo også forsvandt klokken et. For at drille bønderne på grisemarkedet sang gadedrengene:

• Bønde fra æ Laen med Katteforstaen, komme te Affenraa å køf en Skrå, køe så te Løjt å køf en fløjt

 

Kejseren blev fejret

På Storetorv holdt kejser Wilhelm den Andens bror, storadmiral ”Prinz Heinrich af Preussen med sin stab højt til hest militærparade under de hyppige landingsmanøvrer, i hvilken mandskabet på 4-5 opankrede panserskibe, deltog.

Til tonerne af fejende tysk militærmusik defilerede i strakt parademarch marinesoldater og infanterister fra landsdelens garnisoner forbi de høje herrer, efter anstrengende og meget realistiske øvelser i terrænet mellem Haderslev og Aabenraa. Landsoldaterne var indkvarteret hos byens borgere og klokken ti aften lød tappenstreg fra torvene.

Jo kejserkulturen prægede mange i datidens Aabenraa. Også i byens børneasyl i Persilegade. Her gik små børn rundt i march og sang hyldestsange til kejseren. Dette har sikkert kunne høres i den Gyntherothske Stiftelse lige inde ved siden af.

Også i den tyske Drengeborgerskole hyldede man kejseren, men det var så uden saftevand og kager som i asylet. Til gengæld fik man fri allerede kl. halvti.

 

Da Meyenburg var til festgudstjeneste

I Skt. Nikolaj Kirke var der festgudstjeneste. På den venstre fløj sammen med alle krigerne havde Meyenburg Dadderada omme fra Arbejderhuset også indfundet sig. Han var en fordrukken og forhenværende preussisk underofficer. Men denne dag var han renvasket og vandkæmmet. Han marcherede sammen med sine soldaterkammerater og ”Volksgenossen” under den gamle major Marinis kommando ind i kirken.

Den lille pæne mand var iført sin gallauniform pyntet ”mit Orden und Ehrenzeichen”. Han hade selvfølgelig sin officerspikkelhue med særlig lang spids på hovedet og sabel ved sin side. Om aftenen festede Krieger- og andre tyske foreninger på byens fine hoteller til den lyse morgen. Her var Meyenberg Dadderada dog ikke med.

 

60 tyske samler skulle læres udenad

Den preussiske disciplin i skolen var ikke sjov. Der var hele tiden store krav til at lære udenad. Tyske salmer, mange med helt op til 12 vers. Og en masse digte af de tyske klassikkere. Kunne man det ikke, så blev spanskrøret taget i brug. Særlig berygtet i den henseende var lærer Schwien. Han var en skrap holstener, der som pædagog var hård og brutal.

I sangtimerne ”sjælede” han på sin violin. Skolebørn, der havde holdt ud i alle 7 klasser havde vel lært cirka 60 tyske salmer. Det var svært for dem, der talte dansk derhjemme, og af dem var der flest.

Modsætningen til Schwien var Peter Clausen. Han var sønderjyde.  Hos ham var terperi bandlyst. Han var en af de få, der fortsatte lærergerningen efter Genforeningen i Aabenraa.

 

Rosenvold blev forfulgt

I Søndergade 6 holdt saddelmager C.F. Rosenvold til. Han var dansksindet. I Köllertiden forsøgte de tyske myndigheder at gøre tilværelsen hård for ham. På Brundlund Slot sad von Köllers emsige håndlanger, landråd von Uslar.

Ja landråden udviste de dygtigste saddelmagere. Og det ramte økonomisk. Rosenvold havde otte børn at forsørge.

 

Politi Matzen havde travlt

Når en tidsbestemt udvisningsordre var indløbet fra landråden, kom politibetjent Matzen luskende på fristens sidste dag og stod i naboen hestehandler Tøgesens gård bag en pille i porten for at se, om den udviste danske svend var rejst.

Rosenvolds værkstedsvinduer vendte ud til naboens gård. Flere gange fik han også bøder, fordi han ved møder på Folkehjem havde sunget forbudte danske sange. Matzen noterede emsig, hvem der havde bragt ”das grosse Vaterland” i fare ved at synge ”Jeg er en simpel bondemand”.

 

Rosenvold fik hævn

Også ved de danske gudstjenester i Frimenighedskirken var den nidkære politibetjent til stede i fuld krigsmaling med pikkelhue og sabel. Men Rosenvold lod sig ikke sådan kue. Han fik omsider lejlighed til at sige landråd von Uslar tak for den fortræd, han havde gjort ham.

Rosenvold lod sig ikke kue, og fik da også omsider lejlighed til at sige landråd von Uslar tak for den fortræd, han havde gjort ham. Rosenvold havde nemlig under krigen i 1871 været rekrut ved husarerne i Slesvig. Men han var sluppet for at komme i felten, da krigen sluttede, inden han var færdig med uddannelsen.

Nu var der netop i den for de dansksindede hårde Köllertid indstiftet en erindringsmedalje for alle dem, der havde været i tysk militærtjeneste under krigen mod Frankrig. Den kunne fås ved ansøgning til kontoret på Brundlund Slot. Rosenvold samlede sine papirer og ansøgte. Den kunne ikke afvises. Da han et stykke tid efter at have modtaget ordnen, kunne han om aftenen læse følgende meddelelse i Hejmdal:

• Sadelmester C.F. Rosenvold i Aabenraa, som i den senere Tid har faaet flere danske Svende udvist, er i Dag blevet dekoreret af Hr. Landraad von Uslar med Erindringsmedaljen for tysk Militærtjeneste under Krigen 1870-71.

Det har sikkert været en besk pille at sluge for landråden. Rosenvold og hans danske venner morede sig kongeligt.

 

Da brødrene Fink kom til byen

De dansksindede havde ”Den Selskabelige Forening”, hvor man sang fra den blå sangbog. Her var også mange foredrag. Og det foregik selvfølgelig på Folkehjem.

I 1907 kom brødrene Jep og Holger Fink til byen. De startede deres forretning i en ejendom på Klinkbjerg. Jep var arkitekt og bygmester. Holger var købmand med byggematerialer. Nu kom der gang i det danske ungdomsarbejde. De stiftede Aabenraas første danske gymnastikforening. De stillede også en gymnastiksal med redskaber til rådighed i en stor lade på ejendommen.

 

Frits Clausen var venlig og flink

Blandt legekammeraterne i Søndergadekvarteret var også Frits Clausen. Han var søn af brave og maget dansksindede forældre. De boede i et meget stort hus i Skibbrogade. Det blev senere købt af dr. Dibbern. Frits Claussens far ejede den store isenkramforretning på Store Torv. Den blev efter hans død overtaget af Jürgen von Bergen. Dennes svigerfar var købmand Thomas Ries på Nørretorv. Disse var begge tysksindede.

Frits Clausen var en venlig og flink dreng. Alle kunne lide ham. Han var enebarn og meget forkælet.

 

Kilde:

• Se Litteratur Aabenraa
• Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 131 artikler om det gamle Nørrebro og omegn herunder fra cirka samme tidsperiode i Aabenraa:

• Dengang i Aabenraa
• Originaler fra det gamle Aabenraa
• Aabenraa omkring 1900
• I skole i Aabenraa
• Gamle butikker og erhvervsliv i Aabenraa
• Frits Clausen-lægen fra Aabenraa
• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt og mange flere.